”Beskyttelsen af biologisk materiale

Når nu man var i gang med en revision af den gældende lov for komitésystemet, kunne man forvente, atman samtidig bragte lovgivningen på omgangshøjde med de nuværende udfordringer for forskningen. Deter imidlertid ikke tilfældet. Tvært imod har vi en udækket problemstilling i den eksisterende lovgivning, somlovforslaget ikke retter op på. Det er en længere problemstilling, som jeg blot vil berører kort.BaggrundEt af de centrale områder i disse udfordringer er beskyttelse af biologisk materiale. I den gældendelovgivning og i forslaget bliver der alene talt om sikring af informeret samtykke i forbindelse med afgivelsenaf biologisk materiale. Lovgivningen tager imidlertid ikke højde for spørgsmålet om rettigheder.Spørgsmålet om rettigheder kan fremstå lidt snørklet. For det første kan man hævde, at du i afgivelse afmateriale afgiver noget, der retmæssigt tilhører dig. Mere konkret må vi holde os for øje, at når du afgiverbiologisk materiale til forskning, så bidrager du samtidig til kommerciel udvikling – uagtet om der så er taleom forskning inden for universitetet eller en medicinal virksomhed.Den manglende dækning af rettighedsspørgsmålet dukker op i forbindelser med sager, hvor der søges omdispensation fra lovgivnings krav om samtykke. De enkelte komitéer møder ofte ansøgninger, hvor dersøges om dispensation fra reglerne, idet ansøgerne vil benytte allerede indhentet materiale. Man vilsåledes benytte materiale, der tidligere er søgt om og indhentet samtykke til, uden man samtidig vilkontaktet forsøgspersonerne om endnu en tilladelse til at benytte materialet.Sådanne sager vil have en tendens til at gå glat igennem, idet man alene vil vurdere, hvorvidt det nye forsøgvil afdække ny viden om den oprindelige forsøgspersons sundhedstilstand som vedkommende burde bliveinformeret om.Problemet i behandlingen af sådanne sager er imidlertid, at vi i komitéerne ikke har indsigt i hvor mangegange der gives dispensation til den samme biobank. Når vi så samtidig står med ansøgninger, hvor deroprettes biobanker, der først vil blive destrueret efter 20 år – hvilket ikke er usædvanligt – så tegner der siget uheldigt billede.Hvis du således har sagt ja til at deltage i et forsøg, så har du principielt set sagt ja til at deltage i enubekendt mængde af efterfølgende forsøg. Det bliver du imidlertid ikke informeret om i forbindelse medindhentning af samtykke inden for den eksisterende lovgivning.Lovforslagets ændringerLovforslaget ændre ikke på denne problemstilling. På den måde bliver hensynet til forsøgspersonerne enskinopgave, idet man ikke forholder sig til rettighedsproblematikken. I dag er det ikke muligt at skelnemellem rent videnskabelig forskning og kommerciel forskning – hvis man da har kunne det tidligere – menman lader ikke det forhold afspejle sig i lovgivningen eller forslaget.”