Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af lovforslag nr. L 168:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. (Reform af ægtefællesammenføringsreglerne m.v.).

Af integrationsministeren (Søren Pind).

(Fremsættelse 17.03.2011).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Det lovforslag, vi behandler her i Folketingssalen i dag, vedrører jo ændringer af udlændingeloven og lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Det er en reform af ægtefællesammenføringsreglerne; det er nok det, der i daglig tale er mere kendt som familiesammenføringsreglerne.

Det er jo noget, der har været en del politisk debat om. Det er jo en aftale, der blev indgået mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti i efteråret i forbindelse med finanslovforhandlingerne – den finanslovaftale, som også hr. Per Ørum Jørgensen er en del af.

Det handler om en modernisering af familiesammenføringsreglerne. Og hvorfor så det? Jo, siden 2002 har den borgerlig-liberale regering været eksponent for en udlændinge- og integrationspolitik, hvor vi stiller krav til de folk, der kommer hertil – krav om, at man tager beskæftigelse, tager sig et arbejde; krav om, at man lærer dansk; krav om, at man integrerer sig i det danske samfund. Det har vi gjort på en lang række områder, og det gjorde vi, dels fordi det er sund fornuft at lave lovgivning, der understøtter en effektiv integration, dels fordi vi ønsker at modvirke tvangsægteskaber, arrangerede ægteskaber og andet, som man desværre har set eksempler på.

Derfor indførte vi 24-års-reglen. Og 24-års-reglen har – det dokumenterede Rockwool Fonden – haft den effekt, at der er færre med anden etnisk herkomst end dansk, der gifter sig med folk fra deres hjemland, og tidspunktet for ægteskabs indgåelse er også blevet skudt længere ud i fremtiden. Og reglen har bl.a. sikret, at de unge piger, som var udsat for arrangerede ægteskaber, tvangsægteskaber, har fået mulighed for at uddanne sig, er blevet ældre og også har fået mulighed for at sige fra.

Men det ændrer jo ikke ved det faktum, at 24-års-reglen er et system, hvor man i princippet kan vente sig til en familiesammenføring. Det skubber selvfølgelig problemet, men det løser det ikke fuldstændigt og helt. Det gør vi med det regelsæt for familiesammenføring, som ligger her, og som jo på nogle punkter er en lempelse og på andre punkter er en stramning af udlændinge- og ægtefællesammenføringsreglerne. Dem, der vil opleve det som en stramning, er jo nok de grupper, hvor der er størst sandsynlighed for arrangerede ægteskaber, kædeindvandring og tvangsægteskaber. Det er som udgangspunkt folk, som ikke har en ny permanent opholdstilladelse eller er danske statsborgere; der bliver det sværere at få en familiesammenføring, altså af de årsager, jeg lige har nævnt.

Så forslaget bygger altså videre på den udlændinge- og integrationspolitik, som regeringen har ført siden 2002. Det moderniserer 24-års-reglen og gør det muligt at blive familiesammenført, hvis man er under 24 år, hvis man blot er tilstrækkelig kvalificeret. Danmark har brug for velkvalificeret arbejdskraft, såvel højtuddannede akademikere som dygtige håndværkere, servicemindede medarbejdere, også i plejesektoren. Alle, der kan og vil bidrage til den fortsatte udvikling af det danske samfund, er hjertelig velkomne i Danmark. Det vil jeg godt understrege.

Vi har brug for dygtige folk fra alle brancher, hvis der skal sikres vækst og velfærd i fremtiden, og de nye familiesammenføringsregler, vi diskuterer her i Folketingssalen i dag, er jo så en pointordning, der er udtryk for en moderne tilgang til samfundsudviklingen. Danmark skal være et åbent, men ikke et naivt land, og det bliver vi i højere grad med de regler, der bliver vedtaget her.

De nye familiesammenføringsregler er lettere at administrere. De er gennemskuelige, det er jo nogle point, man kan få, og når man så får de 60 point, der skal til, hvis man over 24 år – mens det er 120 point, hvis man under 24 år – kan man som sagt få en familiesammenføring. De gør op med den udfordring, at der før ikke var nogen under 24 år, der kunne få en familiesammenføring, hvilket jo er blevet kritiseret. Sidst, men ikke mindst, er de jo integrationsfremmende, for når der stilles krav til sprog, uddannelse eller arbejdserfaring, altså krav om, at man har det med i bagagen, når man kommer til Danmark, gør det det immer væk lettere at blive integreret i det danske samfund.

Der er jo nogle, der har kaldt det nye pointsystem for uddannelsessnobberi. Hvis man skal give det et navn, vil jeg hellere sige, at det er et håndværkertilbud, for erhvervserfaring sidestilles – særlig med de seneste ændringer, der er lavet – med uddannelse, så begge dele giver point og adgang til at blive familiesammenført og komme til Danmark.

I Venstre ønsker vi at belønne folk, der har kvalifikationer, sprogkundskaber, og folk, der har vilje til at integrere sig i det danske samfund. Pointsystemet er ikke en fribillet til familiesammenføring i Danmark; det var det tidligere system jo heller ikke. Det er indrettet sådan, at hvis man er indstillet på at komme til Danmark og bidrage aktivt til det danske samfund, så kan man det, men der skal ydes, før der kan nydes, og det er et godt og fornuftigt og i øvrigt også liberalt princip.

Så kan man selvfølgelig diskutere det odiøse i at stille krav. Blander man sig i folks kærlighed ved at stille nogle krav? Det er ikke uliberalt at stille krav. Vi stiller krav til alle danskere, f.eks. om 10 års undervisningspligt, vi stiller krav til hinanden, og vi stiller også krav til de folk, der kommer hertil og ønsker at bosætte sig i Danmark, vokse op i Danmark, føde børn i Danmark, blive danske statsborgere. Det er ikke blot sund fornuft, men det er også ganske fair at stille krav til de folk, der ønsker at komme til vores land.

Grundlæggende handler det om at kunne og ville. Hvis man vil, kan man få en familiesammenføring i Danmark. Hvis man kan bidrage til det danske samfund, ønsker at bidrage til det danske samfund, kan man blive familiesammenført. Hvis man ikke vil og ikke kan, må man finde sig i, at man får et afslag på familiesammenføring. De regler, vi har her, er en modernisering af den udlændinge- og integrationspolitik i forhold til familiesammenføring, som vi har haft siden 2002, hvor den her regering kom til, og det er nogle regler, som vil sikre, at der er rigtig mange, som kommer til Danmark, bliver familiesammenført og vil have let ved at integrere sig i det danske samfund.

Derfor skal jeg på Venstres vegne sige, at vi bakker fuldt og helt op om det lovforslag, der ligger her.

Der er foreløbig tre korte bemærkninger. Først er det hr. Henrik Dam Kristensen.

Tak for det. Jeg vil gerne stille hr. Karsten Lauritzen to spørgsmål. Det ene spørgsmål er: Er hr. Karsten Lauritzen ikke enig i, at behovet for dansk arbejdskraft, som der set fra erhvervslivets side kan være god grund til at dække, er noget, vi klarer gennem andre love og regler, jobkortordninger, og hvad vi i øvrigt ofte bredt i Folketinget har kunnet blive enige om? Er det ikke lidt mærkeligt, at man nu laver et regelsæt, som betyder, at hvis man er ude i den store verden og bliver forelsket, skal man først sikre sig, at den, man er blevet forelsket i, også lige passer ind i det koncept, som Danfoss nu eftersøger? Er det ikke i realiteten et forsøg at løse jobproblemer igennem kærlighed, som regeringen er i gang med nu, i stedet for at sige, at det, man gerne vil sikre, er, at hvis der er nogen, der gerne vil leve deres liv i Danmark, så foregår det, ved at man viser, at man er integrationsparat, at man ønsker at være en del af det danske samfund?

Så er det ordføreren.

Der er ikke noget, der taler imod, at man laver en lovgivning, der understøtter det, man gerne vil politisk. Det er rigtigt, at højtuddannet arbejdskraft jo kommer ind på green cards og positivlister og andet, og der kommer flere ind end nogen sinde før. Der har været en stigning på 50 pct. fra 2009 til 2010, så der er rigtig mange, der benytter sig af de ordninger. I øvrigt er der betydelig flere, der kommer til Danmark som udlændinge nu end i 2001, de kommer blot for at arbejde og uddanne sig i stedet for til asyl og familiesammenføring. Så der er ikke noget i vejen med, at man har et system, der understøtter, at man let kan blive integreret i det danske samfund.

Jeg ved ikke, om det er Socialdemokraterne, der har det udgangspunkt, at hvis det handler om kærlighed, så gælder det, at hvis man bare er forelsket, så kan man komme og tage sin ægtefælle med til Danmark, eller om det er fair at stille nogle krav. Så kan man diskutere hvilke krav. Vi synes, at det her er fair. Det vil understøtte en effektiv integration i det danske samfund, og vi har jo stillet krav – det gjorde man, så vidt jeg husker, også under den socialdemokratiske regering – til de folk, der ønsker at komme hertil som familiesammenførte, og det er sund fornuft.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Henrik Dam Kristensen.

Det lange svar betragter jeg som en tilståelse. Det, der nu siges, er, at nu skal man sørge for at forelske sig i en, der passer ind i eksempelvis Danfoss’ koncept. Det pjat med, at der ikke er andre, der vil stille krav, passer jo ikke.

Man så vil jeg også gå videre til et andet spørgsmål. Vi havde for ikke så lang tid siden her i salen en debat om permanent ophold. Jeg vil spørge hr. Karsten Lauritzen, om jeg har forstået det her lovforslag rigtigt, nemlig sådan, at hvis man har fået permanent ophold under de gamle regler, men nu så ønsker at få en familiesammenføring under de nye regler, så skal man leve op til de nye krav om permanent ophold. Det betyder vel, at en, der i øvrigt opfylder alle kravene i pointsystemet, men som eksempelvis har en kronisk sygdom – sukkersyge, hvad ved jeg – og modtager medicintilskud, aldrig vil kunne få en familiesammenføring. Er det rigtigt forstået?

Så er det ordføreren.

Jeg må sige til hr. Henrik Dam Kristensen, at der ikke står noget om Danfoss nogen som helst steder i lovforslaget, og jeg tror ikke engang, at de har afgivet høringssvar. Det kan jeg heller ikke se hvorfor de skulle. Altså, jeg ved ikke, hvor hr. Henrik Dam Kristensen får det med Danfoss fra. Det her er jo et system, ifølge hvilket man får kvalifikationer, hvis man har arbejdet som f.eks. tjener 2½ år i Indien, eller hvis man har arbejdet som professor. Man diskriminerer jo ikke eller siger, at der er forskel på højtlønnet arbejdskraft eller andet.

Vi siger blot, at det er en god idé, at de folk, der kommer til Danmark, har noget arbejdserfaring, kan noget sprog eller har en form for uddannelse. Og lur mig, om det ikke er størstedelen af de folk, der faktisk bliver familiesammenført til Danmark. Det her system gør det sværere for de folk, som ikke kan og ikke vil integrere sig i det danske samfund, at komme hertil som familiesammenførte, men hvis man vil og kan, får man selvfølgelig en familiesammenføring, og så kan man leve op til de krav, som er stillet i det her lovforslag. Det er ganske sund fornuft.

Så er der en kort bemærkning fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg har inde på Venstres hjemmeside læst en artikel med overskriften »Tømreren er lige så god som økonomen«, og der et citat fra hr. Karsten Lauritzen, hvor han udtaler:

»Pointsystemet er nu justeret, så anklagerne om uddannelsessnobberi ikke længere giver mening.«

Så er det bare, jeg gerne lige vil have hr. Karsten Lauritzen til at bekræfte, at man får 40 point for en erhvervsuddannelse, der er taget i udlandet, man får 50 point for en erhvervsuddannelse, der er taget i Danmark, mens man f.eks. får 100 point for at have færdiggjort en ph.d. eller en kandidatuddannelse på et universitet eller en uddannelse på et tilsvarende niveau i Danmark eller på et universitet, der er anerkendt som værende blandt de 50 bedste i verden. Det vil sige, at man får væsentligt flere point for en kandidatuddannelse end for en tømreruddannelse.

Det vil jeg gerne have hr. Karsten Lauritzen til at bekræfte, for jeg synes, det er meget vildledende, når han på Venstres hjemmeside udtaler, at uddannelsessnobberiet er pillet ud af pointsystemet.

Så er det ordføreren.

Det er jo ikke en konkurrence. Det er jo ikke en konkurrence om, hvem der kan samle flest point. Altså, det handler om, at man skal have 60 point, og så kommer man i mål til at få en familiesammenføring. Vi tager ikke tid på, hvor lang tid man er om det, og hvor mange point man i øvrigt har. Hvis man får 80 point og kun skal bruge 60, er det jo ikke sådan, at man får noget ekstra for de ekstra 20 point.

Det handler i al enkelhed om at stille nogle krav. Vi har stillet krav siden 2002. Jeg ved godt, at Enhedslisten ikke synes, det er fair at stille krav til folk, der kommer til udefra, i forbindelse med familiesammenføring, og det er jo reelt nok. Men vi stiller nogle krav, af hensyn til at man skal integreres i det danske samfund, og fordi vi ikke – i hvert fald ikke i Venstre – vil være med til, at man kan hente en ægtefælle til Danmark, som man kan isolere i et parallelsamfund i Vollsmose eller Gellerupparken, og opdrage en masse børn, som ikke bliver integreret i det danske samfund, som ikke lærer dansk, som ikke kan få lov til at tage sig en ungdomsuddannelse og benytte sig af det, der er fantastisk ved det danske samfund, nemlig at man kan bryde den negative sociale arv. Det kan man ikke, hvis man har nogle forældre, som ikke kan sproget, som aldrig har været ude på arbejdsmarkedet, som ikke er integreret. Derfor stiller vi nogle krav om, at man skal have nogle kvalifikationer, der gør det lettere at blive en del af det danske samfund. Det er fair, og hvis Enhedslisten er uenig i det, så er det fint nok, så er vi ikke enige om det.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Ja, jeg kan godt forstå, ordføreren taler udenom, og nu kom vi da virkelig vidt omkring i det, der måske skulle have været et svar fra hr. Karsten Lauritzen.

Jeg bad sådan set bare ordføreren om noget så simpelt som at bekræfte det, der står i loven, nemlig at Venstre og De Konservative giver flere point til dem, der har gået på universitetet, end til dem, der har uddannet sig til f.eks. tømrer eller murer; altså, at man fra regeringens side mener, at de, der er akademikere, er mere værdige her i Danmark end en tømrer og en murer. Derfor er overskriften på den artikel, som ligger på Venstres hjemmeside, nemlig »Tømreren er lige så god som økonomen«, også på alle måder misvisende, for man giver jo netop ikke lige så mange point til tømreren, som man giver til økonomen; man siger til de unge mennesker, der f.eks. rejser ud i verden fra Danmark for at læse i andre lande: I må gerne rejse ud, men hvis I forelsker jer, så husk lige, I skal forelske jer i en, der har gået på et universitet, helst et meget, meget fint universitet, ikke i en tømrer eller en murer – fordi en universitetsuddannelse giver væsentlig flere point end det at have taget en uddannelse som tømrer. Altså, kan ordføreren bekræfte, at pointsystemet giver mange flere point til universitetsuddannede end til f.eks. en tømrer, og dermed, at overskriften »Tømreren er lige så god som økonomen« er forkert?

Så er det ordføreren.

Det kan jeg ikke bekræfte, og det ved fru Johanne Schmidt-Nielsen jo udmærket godt. En håndværksmæssig uddannelse tager kortere tid end en lang videregående uddannelse. Det er fru Johanne Schmidt-Nielsen, der siger, at en akademiker er mere værd end en håndværker. Det er jo netop ikke Venstre, der siger det. Det er derfor, jeg har udtalt mig, som jeg har gjort, i den pågældende artikel.

At uddanne sig til sygeplejerske tager kortere tid end at læse medicin. Når man så er færdiguddannet som sygeplejerske, kommer man ud på arbejdsmarkedet, så arbejder man, og det vil sige, at man får point for at have arbejdet og for at have taget en uddannelse. Og det vil sige, at man kan komme til at stå i en situation, hvor man faktisk får flere point end den, der har færdiggjort en medicinuddannelse.

Så vedkommende, der har taget den korte uddannelse og har arbejdet, risikerer at komme til at stå i en situation med at have flere point end den, der har taget en lang videregående uddannelse. Det har da ikke noget med uddannelsessnobberi at gøre, det er da det modsatte. Man får point for både arbejde, uddannelse og sprog.

Det handler jo grundlæggende om, at man kan rejse ud, og man skal rejse ud, for at uddanne sig, og hvis man møder en, som man forelsker sig i og gerne vil giftes med, så er man da velkommen til at gøre det, og man er velkommen til at søge om familiesammenføring, og med de her regler vil man også kunne få familiesammenføring, hvis den, man forelsker sig i, bare har en smule sproglige kvalifikationer, en smule arbejdserfaring eller har gennemført en smule uddannelse. Man vil så kunne leve op til de krav, der stilles her, og det vil sikre en effektiv og hurtig integration i det danske samfund.

Så er der en kort bemærkning fra fru Astrid Krag.

Tak for det. Jeg vil spørge ind til den anden side af den her ligning, nemlig de stramninger, der er i forhold til de herboende. Jeg kan lige så godt sige med det samme, at jeg ikke synes, det her lovforslag bare er udtryk for uddannelsessnobberi. Jeg synes sådan set, det er udtryk for snobberi i det hele taget. En af de ting, der får mig til at sige det, er jo det her element, der handler om at lave en fordobling af den økonomiske sikkerhedsstillelse. Det er altså et krav, man stiller til dem, der bor her. Jeg er sikker på, at Venstres ordfører er bekendt med tallene, men hvis man kigger på tallene for 2009, vil man se, at det i over 3.000 af tilfældene var danske eller nordiske statsborgere og lige over 300 indvandrere og lige under 300 flygtninge, der søgte om ægtefællesammenføring. Så den her vægt, ordføreren lægger på, at det vil ramme folk i forhold til tvangsægteskaber og integration, synes jeg i hvert fald ud fra de tal, der ligger, er lidt svær at forstå. Derfor vil jeg også bare spørge ordføreren, om han kan forklare mig, hvorfor man laver den her fordobling. Hvorfor skal man nu komme med en økonomisk sikkerhedsstillelse, der er dobbelt så stor som den, man har skullet hidtil, hvis man er så ufornuftig at forelske sig i en, der ikke bor i Danmark i forvejen?

Så er det ordføreren.

Det skal man jo, fordi vi er i en situation, hvor vi i den danske stat bruger flere penge, end vi tjener. Derfor har man så valgt at sige, at vi forlanger noget mere af danskerne. Vi har afkortet dagpengeperioden. Vi laver reformer. Regeringen har lige fremlagt et stort reformudspil i dag, som er med til at fremtidssikre det danske samfund, fordi vi har nogle økonomiske problemer. I den forbindelse er det også fair, synes vi i Venstre. Det synes man måske ikke i SF, men vi synes i Venstre, det er fair også at stille lidt større krav til folk, der ønsker at komme hertil udefra og blive en del af Danmark og blive danske statsborgere, og at sikre, at de så kommer til at bidrage til det danske samfund, altså yde til det danske samfund i stedet for at nyde. Det er et fornuftigt princip, og derfor øger man så sikkerhedsstillelsen.

Jeg tror ikke, det kommer til at gøre nogen som helst forskel, for hvis man kunne leve op til den gamle sikkerhedsstillelse – jeg tror, den er oppe på 63.000 kr. – så kan man også leve op til den nye på 100.000 kr. Det er jo ikke sådan, at man skal deponere pengene ovre ved integrationsministeren. Man skal bare bevise, at man har dem til sin rådighed.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Astrid Krag.

Det tror jeg nok er en fremstilling af sagerne, som meget få mennesker, der har skullet stille de penge til sikkerhed, kan genkende. For mig personligt er det ikke et greb i lommen at skulle finde 100.000 kr. og sætte ind på en lukket konto. Det går jeg ud fra det heller ikke er for særlig mange andre danskere. Det er heller ikke alle danskere, der har mulighed for at tage et lån i deres friværdi. Det er altså et krav, der vender den tunge ende nedad.

Alt det her med, som hr. Karsten Lauritzen snakker om, at den danske økonomi er i krise, er måske rigtig nok, men det er noget volapyk i den her sammenhæng, for sikkerhedsstillelsen er jo altså ikke et beløb, der går ind og er noget, som statsminister Lars Løkke Rasmussen kan disponere over. Det er nogle penge, der skal stå på en lukket konto.

Advokatrådet og Foreningen af Udlændingeretsadvokater påpeger, at der ikke er noget, der tyder på, at det her beløb, man skal stille som sikkerhed, ikke er tilstrækkeligt i dag. Kommunerne har ikke sagt, at beløbet ikke er tilstrækkeligt. Der er ingenting ude i virkeligheden, der tyder på, at det beløb, man har som sikkerhedsstillelse i dag, ikke er tilstrækkeligt. Konsekvensen af det er, at helt almindelige danskere, som udgør 83 pct. af dem, som får ægtefællesammenføring, altså skal have noget på kistebunden eller kunne tage et stort lån i deres hus, hvis de er så heldige at eje et, som der er noget friværdi tilbage i efter krisen, for at kunne blive ægtefællesammenført. Jeg mangler stadig at høre ordføreren for Venstre forklare over for mig, hvordan der kan være nogen rimelighed i det.

Så er det ordføreren.

Der er heller ikke rimelighed i det, fru Astrid Krag siger, for det passer ikke. Man skal ikke deponere 100.000 kr. på en lukket konto. Det skal man ikke. Man skal komme med en bankgaranti. Hvis den situation skulle opstå, efter at man har fået sin ægtefælle til landet, at man ikke kan leve op til selve forsørgelseskravet længere og det ender med, at det skal være det offentlige, de danske skatteborgere, der skal betale, så skal man kunne få fat på de 100.000 kr. Det betyder ikke, at de skal spærres inde på en lukket konto. Det betyder, at man skal gå ned til sin bank og sige: Hvis det nu går galt, kunne jeg så skaffe 100.000 kr.? Så giver banken et stykke papir på det. Det er jo ikke noget nyt. Sådan har det været indtil videre med de 63.000 kr. Nu er det så forhøjet til 100.000 kr. Jeg nægter simpelt hen at tro på, at det kommer til at gøre den meget, meget store forskel. Det er ikke det, der kommer til at forhindre, at folk får familiesammenføring, men det giver en smule mere sikkerhed for, at de folk, der kommer til Danmark, også er selvforsørgende og ikke kommer til at ligge samfund til last.

Så er der en kort bemærkning fra fru Marianne Jelved.

Tak. Hr. Karsten Lauritzen sagde, at lovforslaget bl.a. skal forhindre, at der kommer folk her til landet, som kun kommer for at nyde. Hvad er det, de mennesker i givet fald kan nyde, når de kommer til landet? Hvad er det for ydelser, de uden videre oppebærer?

Jeg troede sådan set, at vi havde et krav om selvforsørgelse, det har vi i hvert fald været enige om før er et krav i den her situation. Når hr. Karsten Lauritzen udtaler sig på den måde, tænker hr. Karsten Lauritzen så overhovedet på ISS, der har mange tusinde medarbejdere, hvor halvdelen af dem er fra ikkevestlige lande og med næsten ingen uddannelse, når de kommer hertil? Er det udtryk for, at de ikke vil yde noget, og at de ikke er interesserede i at blive integreret i det danske samfund?

Så er det ordføreren.

Jeg tror, at en meget, meget stor del af de folk, der kommer til Danmark som familiesammenførte i dag, er nogle, der enten har en form for uddannelse, har noget erhvervserfaring eller kan noget sprog. Og jeg må indrømme, at hvis man kommer hertil og ikke kan tale et eller andet sprog, aldrig har været ude på arbejdsmarkedet og altså ikke har anden uddannelse end måske 2 år i skole, så tror jeg, at det bliver meget, meget svært at blive integreret i det danske samfund.

Så frygter jeg, at det, der kommer til ske, var det, der skete, da fru Marianne Jelved var en del af regeringen, nemlig at folk får lov til at bosætte sig i parallelsamfund, i ghettoer og opdrage deres børn, så de ikke kan lære dansk og forlader folkeskolen uden at kunne læse og skrive, så de ikke kan gennemføre en ungdomsuddannelse, så de ikke kan bruge det, der er fantastisk ved det danske samfund, nemlig at man kan komme til Danmark, man kan få gratis uddannelse, man kan få gratis ydelser i sundhedsvæsenet, en hel masse velfærdsydelser, og man kan bevæge sig op ad den sociale rangstige og bryde den negative sociale arv. Men det kan man kun, hvis man har nogle forudsætninger for at integrere sig i det danske samfund, og derfor laver vi en lovgivning, der understøtter det.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Marianne Jelved.

Jeg noterer mig, at hr. Karsten Lauritzen overhovedet ikke svarer på nogen af de to spørgsmål, jeg stillede. Og jeg gør opmærksom på, at vi lige har fået PISA Etnisk, som den hedder, der viser, at 38 pct. af de børn og unge, der går ud af folkeskolen, ikke har funktionelle læsefærdigheder. Er det en sejr for den politik, som hr. Karsten Lauritzen står og berømmer? Nej, det er det ikke.

Jeg vil gerne spørge igen: Er det, at over halvdelen af de medarbejdere, der er hos ISS, kommer fra ikkevestlige lande og med stort set ingen uddannelse, og som arbejder der og udfylder meget vigtige samfundsfunktioner i Danmark, udtryk for ikke at ville og kunne yde og for kun at komme for at nyde? Det kan man svare ja eller nej på, og det er tilstrækkeligt med ét ord.

Så er det ordføreren.

Selvfølgelig er det ikke udtryk for det, og de pågældende personer kan også få en familiesammenføring. Jeg forstår slet ikke, hvorfor fru Marianne Jelved stiller det spørgsmål. De yder jo netop, i stedet for at de nyder. Og det gør de, fordi vi har lavet en udlændingelovgivning, som tilsiger det, men som fru Marianne Jelved og Det Radikale Venstre er imod. Og det er jo fair nok at være imod, så skal man bare være åben og ærlig og sige det.

Der er forskel på den politik, som Venstre fører, og den politik, som Det Radikale Venstre fører. Vi synes, at det er fair at stille krav.

Så må jeg bare minde fru Marianne Jelved om, at forældrene til de børn, som nu forlader folkeskolen uden at kunne læse og skrive, er kommet ind, dengang fru Marianne Jelved var minister. Og jeg ved godt, at det er lang tid siden, og jeg ved godt, at den forbedring, der er sket, ikke er stor nok, men det er nogle mennesker, som kom til Danmark, da fru Marianne Jelved havde noget at sige i dansk politik, det er jeg ked af at sige. Hun havde indflydelse på den udlændinge- og integrationspolitik, det er jo ikke nogen, der er kommet til i den her regerings tid.

I øvrigt er det sådan, at der faktisk er sket en forbedring. Jeg tror, at der er sket en forbedring på 22 pct. i den PISA Etnisk-undersøgelse. Der er altså flere, der forlader folkeskolen og kan læse og skrive som tosprogede elever. Det er ikke nok, det er jo rigtigt, som fru Marianne Jelved siger, at der er 38 pct., der forlader den, og som ikke kan læse og skrive. Det må vi så fokusere på, og det synes jeg da vi skulle gøre i fællesskab, og det gør vi gerne fra Venstres side.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Henrik Dam Kristensen som ordfører for Socialdemokraterne.

Man skal passe på, for når regeringen og Dansk Folkeparti indfører pointsystemer, kommer de galt af sted, og det kommer til at gå ud over en masse mennesker. Også det her forslag fra regeringen og Dansk Folkeparti rammer skævt. Det rammer en række danskere, som i mange år har betalt skat og gjort deres pligt i det danske samfund. De kan efter de gældende regler blive familiesammenført, når deres ægtefælle er over 24 år, men de kommer til at miste den mulighed som følge af de nye regler.

Et pointsystem skal omhandle familiesammenføring og ikke rekruttering af arbejdskraft. Det har vi andre regler der regulerer. Pointsystemet skal efter min mening understøtte, at de, der kommer til Danmark, bedre kan blive integreret. VKO's pointsystem giver markant bedre rettigheder til vellønnede danskere og til veluddannede partnere. Det synes vi faktisk ikke er rimeligt. Det skal ikke være afgørende, hvor højt uddannet en dansk ægtefælle er, men om vedkommende har vilje til integration.

Men de skævheder, der er i pointsystemet for permanent ophold, bliver jo videreført her. Jeg vil ikke fortsætte diskussionen med hr. Karsten Lauritzen fra før, men vil bare konstatere, at en af de skævheder, som f.eks. det at være kroniker giver, vil, som det her er skruet sammen, betyde, at en, der i dag har permanent ophold, men efter de gamle regler, nu skal leve op til de nye regler. Det vil sige, at hvis man i øvrigt ville kunne få en familiesammenføring efter de nye regler, som måske bliver indført med det her, vil man ikke kunne få det, hvis man modtager tilskud til en kronisk sygdom.

En anden ting, som jeg synes har været lidt interessant, når jeg har læst specielt høringsnotatet igennem, er høringsnotatets måde at være formuleret på i visse passager. I stedet for at svare på ordentlige og saglige spørgsmål bruger man i høringsnotatet formuleringer, såsom systemskiftet fra 2001, eller at der mellem regeringen og Dansk Folkeparti er indgået en politisk aftale. Det betyder i min terminologi, at der er reelle og saglige spørgsmål, som man ikke kan give svar på, fordi det er politisk bestemt. Det er ikke sagligheden, der er i højsædet.

Vi vil fra Socialdemokratiets side i stedet for det her system, som vi vil stemme imod, søge tilslutning til et pointsystem, som først og fremmest vil belønne den enkelte ansøgers vilje til integration. Det skal samtidig være betydelig enklere og mere gennemskueligt for ansøgeren, som derfor får mulighed for en aktiv og målrettet forberedelse til en vellykket integration i det danske samfund.

Udlændingeloven er under den nuværende regering blevet ændret mindst en gang om året og ofte flere gange, med det til følge, at personer, der ønsker familiesammenføring, hele tiden skal forholde sig til ændrede regler. Det synes jeg faktisk ikke er rimeligt. Det vil være Socialdemokraternes mål efter et regeringsskifte at sikre stabilitet om lovgivningen for familiesammenføring. Det er vigtigt, at ansøgerne tilskyndes til at indrette deres adfærd efter de nye regler, og de skal kunne regne med, at de gælder i lang tid fremover.

Som sagt kan Socialdemokratiet ikke støtte det her forslag om pointsystem for familiesammenføring.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Jeg vil spørge hr. Henrik Dam Kristensen om to ting. Det første er, om det ikke er korrekt, at de folk, der er kronisk syge som følge af et handicap eller andre ting eller er flygtninge eller andet, fortsat med det her lovforslag vil nyde den beskyttelse, der gives i internationale konventioner. Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Når nu Socialdemokraterne ikke ønsker at bakke op om det her pointsystem, hvorfor har man så ikke fremsat et beslutningsforslag her i Folketingssalen om det pointsystem, som SF og Socialdemokraterne ønsker i stedet for? Hvis man virkelig ønsker noget andet, hvorfor har man så ikke bragt det ned i salen og taget en parlamentarisk debat? Det er jo det, folkestyret handler om. Hvorfor har man blot meldt det ud på forsiden af en formiddagsavis og så i øvrigt gemt det langt væk på hjemmesiden? Hvorfor ønsker man ikke at sige, hvad man så vil i stedet for?

Så er det ordføreren.

Jeg tror nu ikke engang, at det har været refereret i nogen formiddagsavis. Vi kunne sagtens have fremsat et beslutningsforslag om det, men lad os tage debatten – også gerne her i salen. Det har jeg ikke nogen problemer med. Men jeg må sige til hr. Karsten Lauritzen, at det første spørgsmål vidner lidt om, at ordføreren ikke helt har forstået pointen her, ligesom ministeren ikke forstod den, da vi havde debatten for en uges tid siden.

Vi taler ikke om, at man ikke er beskyttet af internationale konventioner, hvis man er kronisk syg, eller som ministeren antydede, da vi havde debatten, at vi synes, at bare fordi man var kronisk syg, skulle man også have lov til at have permanent ophold. Det er jo slet ikke det, vi taler om. Vi taler om, at fordi man har en kronisk sygdom og f.eks. får tilskud til astmamedicin, bliver man nægtet retten til at kunne få permanent ophold. Så bliver man nægtet retten til at kunne få familiesammenføring. Det er det, vi taler om, må jeg sige til hr. Karsten Lauritzen. Vi har aldrig nogen sinde indtil nu fået et svar på spørgsmålet om det rimelige i det, og det kan jeg godt forstå at vi ikke har fået et svar på, for jeg synes, at det svar må være meget vanskeligt at finde.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Men jeg kan så forstå – og det glæder jeg mig da til – at Socialdemokraterne sammen med SF fremsætter forslag om det pointsystem, som man har fremlagt i pressen, og som er alternativet til det her, men som man ikke ønsker en parlamentarisk diskussion om. Det glæder jeg mig til at få en debat om. Det er jo fair nok at være imod det lovforslag, vi behandler her, men jeg synes, at man i den politiske debat, der er, også skylder at sige, hvad der så er alternativet. Der skal vi måske lidt dybere ned end noget, man sådan kan skrive på to sider. Der skylder man at tage en parlamentarisk debat. Så jeg kvitterer for, at hr. Henrik Dam Kristensen siger, at det gør Socialdemokratiet gerne. Den debat vil jeg glæde mig til at få her i Folketingssalen.

Så vil jeg i forhold til kronikere spørge hr. Henrik Dam Kristensen: Hvad er det så, man vil i stedet for? Skal man ikke, hvis man er kroniker, så leve op til selvforsørgelseskravet? Hvorfor er det fuldstændig urimeligt at stille krav om, at når man søger om familiesammenføring, skal man leve op til nogle krav om, at man ikke er på overførselsindkomst eller andet?

Så er det ordføreren.

Det sidste var jo meget interessant. For der kom hr. Karsten Lauritzen til at sige, at han synes, at det er helt legalt at sige, at når man er kroniker, belaster man også det her samfund, og så skal man ikke have nogen rettigheder. Jeg taler ikke om, at der skal tages specielt hensyn til kronikere, eller at der skal gøres noget specielt for kronikere. Jeg stiller bare det meget, meget simple spørgsmål: Hvis man i øvrigt lever op til alle de krav, der bliver stillet, både når det gælder permanent ophold, og når det gælder regeringens forslag her om familiesammenføring, er det så rimeligt, at man, fordi man er så uheldig at have en kronisk sygdom, eksempelvis astma, og nødvendigvis må få et tilskud på grund af den her astma, så bliver forhindret i at kunne få en familiesammenføring og i at kunne få et permanent ophold? Men på Venstres vegne fik vi nu at vide af hr. Karsten Lauritzen, at det synes man sådan set er o.k., for de belaster jo samfundet, ved at de er kronikere og dermed får medicintilskud. Det var det, der kom ud af spørgsmålet.

Så har jeg i øvrigt ikke sagt, at vi ville komme med noget beslutningsforslag. Det, jeg sagde til hr. Karsten Lauritzen, og som jeg til enhver tid står ved, var, at jeg gerne – hvor det end måtte være – tager en debat med hr. Karsten Lauritzen om pointsystemet. Det har jeg overhovedet ikke nogen problemer med.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Jeg synes jo, at det kunne være rigtig befriende, hvis vi kunne få et klart svar på, hvad der er alternativet til det lovforslag, som ligger her i dag, for sandheden er jo den, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Radikale Venstres er enige om at være imod det, der ligger her, men man er ikke enige om, hvad man vil sætte i stedet. Det hersker der total forvirring om.

Så hvordan vil man ændre ved det her lovforslag? Hvordan vil man ændre i reglerne og i de krav, der bliver stillet til folk, der ønsker at blive familiesammenført, hvis Socialdemokratiet f.eks. kommer i regering?

Så er det ordføreren.

Spørgsmålet er, vil jeg sige til hr. Martin Henriksen, om vi måske er i samme båd. Jeg er da meget i tvivl, om der er flertal for regeringen og Dansk Folkepartis forslag her – det må vi se, hvis vi nogen sinde når hen at trykke på knapperne. Men det forhindrer ikke, at Socialdemokratiet sammen med SF har været meget præcis på det her område.

Vi har sagt, at det uddannelsessnobberi, som regeringen og Dansk Folkepartis forslag er udtryk for, og de mange usikkerhedsmomenter, som det giver for en række danskere, ønsker vi ikke. Vores mål med det her er at fastholde de krav, vi i øvrigt kender, og så lægger vi til, at man skal vide, at hvis man gerne vil være i Danmark, gerne vil leve sit liv i Danmark, så skal man forberede sig på at være en del af det danske samfund. Derfor har vi opstillet fem parametre, hvor man skal kunne krydse sig af ved de to. Det er for at sende et signal om, at det at komme til Danmark også betyder, at man skal være en del af uddannelsesmarkedet, jobmarkedet – i det hele taget være en del af det danske samfund. Så for os handler det om integration, og det tror jeg er det klogeste og det rigtigste.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Jo, men sagen er jo den, at regeringen og Dansk Folkeparti har fremlagt et lovforslag. Vi har en aftale, som vi lægger frem – der kommer jo et valg om ikke så forfærdelig lang tid – og så kan folk se, hvad det er, vi ønsker at gennemføre i Danmark.

Så er spørgsmålet bare det enkle: Hvad ønsker Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten så at gennemføre? For det står jo klart for enhver, at Socialdemokratiet klart har tilkendegivet over for Det Radikale Venstre, som er imod vores pointsystem og imod Socialdemokraternes pointsystem, at det er det socialdemokratiske pointsystem, der skal gennemføres. Det vil sige: Det Radikale Venstre får ingen indrømmelser; det har hr. Henrik Sass Larsen jo tilkendegivet meget klart.

Spørgsmålet er så: Hvordan vil man så finde flertal for den politik, som Socialdemokraterne sammen med SF ønsker at føre, når både Det Radikale Venstre, som ønsker at lempe endnu mere end Socialdemokraterne, ikke kan få indflydelse, og Enhedslisten dermed heller ikke kan få indflydelse? Hvordan ønsker man så at få gennemført sin politik? Det er det ene spørgsmål. Det andet spørgsmål er, om hr. Henrik Dam Kristensen virkelig mener, at det kun er for højtuddannede, hvis man kan få 40 point for ufaglært arbejde i hjemlandet og 20 point for at bosætte sig uden for et ghettoområde og dermed opnå de nødvendige 60 point. Er det kun for højtuddannede?

Så er det ordføreren.

Jeg gav bare stilfærdigt udtryk for det, som det er, nemlig uddannelsessnobberi, og jeg kan godt høre på hr. Martin Henriksen og øvrigt også på hr. Karsten Lauritzen, at det bryder man sig bestemt ikke om. Man kæmper ihærdigt for at gendrive det uden i øvrigt at gøre det særligt overbevisende, for det er uddannelsessnobberi, vi taler om her.

Med hensyn til flertal i Folketinget er jeg sådan set lidt i tvivl, om regeringen og Dansk Folkeparti har flertal for deres forslag. Det, jeg bare kan sige, er, at Socialdemokratiet sammen med SF har været meget præcis med at sige, at det, som der ligger her fra regeringen og Dansk Folkepartis side, bliver en gentagelse af den eklatante fiasko, som pointsystemet for permanent ophold er – det vil vi under ingen omstændigheder gå om bord i. Vi har været meget præcise med at sige, hvad vores alternativ er.

Efter et folketingsvalg er der et nyt Folketing, og så tror jeg såmænd nok vi skal få flertal for det.

Tak til ordføreren, og vi går videre i ordførerrækken. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Lovforslaget udmønter dele af den udlændingeaftale, som Dansk Folkeparti og regeringen indgik i forbindelse med finanslovaftalen for 2011. I forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde sidste år lancerede vi et udspil gående ud på et ønske om at begrænse den ikkevestlige indvandring. Dette lovforslag vil i forhold til familiesammenføringsreglerne dreje en del af indvandringen hen imod den vestlige kulturkreds samt en række andre lande, hvorfra der erfaringsmæssigt er tale om udlændinge, som bidrager positivt til det danske samfund.

Som noget nyt vil der også blive stillet krav til den, der kommer udefra. Erhvervserfaring, sprogkundskaber, uddannelse vil blive belønnet. Tilknytningskravet bliver skærpet, så et ægtepar samlet skal have størst tilknytning til Danmark. 24-års-reglen skærpes, men gøres samtidig mere fleksibel, i og med at særlig dygtige udlændinge kan familiesammenføres, før de fylder 24 år.

Den førte udlændingepolitik har skabt en mere afbalanceret og fornuftig indvandring. 24-års-reglen har forhindret tvangsægteskaber og har givet flere unge frihed til og mulighed for selv at vælge. 24-års-reglen og tilknytningskravet har begrænset kædeindvandringen fra muslimske lande. Det har været en succes, og den succes bygger vi videre på. Alle skal bidrage til samfundet.

Hvis en udlænding har arbejdet eller uddannet sig i sit hjemland, kan vedkommende også bidrage her i Danmark. Dansk Folkeparti lægger vægt på, at de udlændinge, som slår sig ned i Danmark, bidrager på arbejdsmarkedet, tager dansk kultur til sig. Vi ønsker ikke et opsplittet, multikulturelt samfund, hvor forskellige grupper opholder sig i hver deres parallelsamfund. Danmark skal hænge sammen socialt, økonomisk og kulturelt.

Derfor er det så vigtigt, at der løbende er en politisk vilje til at justere og tilpasse udlændingepolitikken til globaliseringens udfordringer og folkevandringerne ind i Europa og Danmark. Den problematiske indvandring må og skal holdes nede af hensyn til danskerne og også af hensyn til de udlændinge, som er her, og som kan og vil bidrage positivt til samfundet.

Det er ikke alt, som Dansk Folkeparti og regeringen er enige om, men vi har trods alt igennem 10 år formået at nedbringe indvandringen via asyl- og familiesammenføringsreglerne; flere er kommet ud på arbejdsmarkedet; der er positive tendenser i forhold til uddannelse; der er skabt enighed om rigtig mange udlændingeaftaler og politikken på det her område.

Over for det står en splittet venstrefløj, som den ene dag ikke vil stramme mere, den anden dag godt vil stramme og den tredje dag vil lempe på reglerne. Det stritter i alle retninger. De partier, der står til at få de afgørende mandater, bliver Enhedslisten og De Radikale. Ministerposterne og spindoktorerne er allerede fordelt, kan man forstå; der ligger formentlig også en plan for, hvordan man skal rulle politikken tilbage på udlændingeområdet. Jeg frygter, at politikken skrues tilbage til dengang, hvor det at stille krav blev opfattet som noget diskriminerende og negativt, og hvor det at forvente, at udlændinge tilpassede sig det danske samfund, blev opfattet som undertrykkende og nedladende over for andre kulturer. Det frygter jeg vil blive virkeligheden igen.

Jeg mener, at udlændinge skal mødes med krav, og lever de op til vores forventninger, bliver de til en del af fællesskabet, og det er det, som udlændingepolitikken skal bygge på. Det har taget 40 år at skabe mange af de problemer, som vi står med i dag i det danske samfund – ghettoer, kriminalitet, parallelsamfund osv. – og man kan lige så godt være ærlig at sige, at vi har været i gang i ca. 10 år og vi har behov for at videreføre og løbende justere den politik i mange år fremover, hvis vi på sigt skal have et samfund, der hænger bare nogenlunde sammen. Dansk Folkeparti kan selvfølgelig støtte lovforslaget.

Der er foreløbig to med korte bemærkninger, og først er det fru Astrid Krag.

Sikke hr. Martin Henriksen skyggebokser i sin tale: Der er da snart ikke det problem, som det her lovforslag ikke kan løse, når det kommer til integration i Danmark. Det var da helt fantastisk.

Nej, jeg vil spørge lidt ind til det, som jeg også spurgte hr. Karsten Lauritzen fra Venstre om, nemlig om kravene til de herboende. I 3.043 tilfælde ud af de lidt mere end 3.600 tilsagn, der blev givet om ægtefællesammenføringer i 2009, blev det givet til danske eller nordiske statsborgere, og her laver man en række stramninger, som jeg mener er udtryk for noget værre snobberi, bl.a. det her krav om en fordobling af sikkerhedsstillelsen. Hr. Karsten Lauritzen kunne ikke give mig noget konkret svar på, hvor vi har set eksempler på at den nuværende sikkerhedsstillelse ikke har været nok. Det påtaler flere af parterne i høringssvarene også er noget der vist faktisk ikke har afsæt i de udfordringer, som man står med i virkeligheden.

Derfor vil jeg bare spørge Dansk Folkepartis ordfører, hvordan han vil forklare over for de mange danske og nordiske statsborgere og så den række af indvandrere og flygtninge, som nu bliver ramt af det her, at de skal have fordoblet deres sikkerhedsstillelse.

Så er det ordføreren.

Det giver jo god mening, når der kommer en udlænding til det danske samfund, at man har en sikkerhed for, at den person, som vedkommende bliver familiesammenført med, også stiller nogle penge til rådighed for det offentlige, hvis det skulle være, at den, der er kommet til Danmark, har behov for at få ydelser udbetalt fra det offentlige. Det er sådan set det, der er logikken bag det, og den logik synes jeg ligger forholdsvis lige for. Så synes jeg, der er noget, der er helt bemærkelsesværdigt, og det er, at man fra venstrefløjens side jo sådan set siger, at det er forkert, hvis vi stiller krav til udlændinge, der kommer til Danmark. Det er jo det, man siger, og det synes jeg da er bemærkelsesværdigt.

Er der noget galt i, at man opstiller et kriterium, der siger, at hvis du i det land, som du kommer fra, f.eks. har haft et arbejde, har uddannet dig eller har erhvervet nogle bestemte sprogkundskaber, så tæller det med på den positive side, hvis du ønsker at blive gift med en i Danmark? For hvis vi stiller de krav op, har vi jo en større sikkerhed for, at den udlænding, der kommer til Danmark og bliver gift med en dansker eller en anden udlænding i Danmark, kan gå ind på arbejdsmarkedet og kan bidrage positivt til det danske samfund.

Vi ved jo altså af bitter erfaring lært – det har vi set – at der igennem rigtig mange år, frem til 2002, via familiesammenføringsreglerne har fundet en indvandring sted, som har gjort, at vi i dag bl.a. desværre står med nogle økonomiske udfordringer, og det er jo det, som vi tager hånd om. Det har vi gjort løbende, og det er så det, vi fortsætter med.

Så er det fru Astrid Krag for yderligere en kort bemærkning.

Ja, det var en forfærdelig masse ord uden et svar på det, jeg egentlig spurgte om, og det er så måske, fordi der ikke er noget særlig godt svar på, hvorfor det pludselig har været nødvendigt at fordoble sikkerhedsstillelsen, når der nu ikke er nogen eksempler. Jeg er dem ikke bekendt, høringsparterne er dem ikke bekendt, ordføreren fra det ene regeringsparti kunne heller ikke oplyse mig om dem, og indtil videre har Dansk Folkepartis ordfører heller ikke kunnet oplyse mig om dem, så der er ikke med afsæt i virkeligheden nogen begrundelse for, hvorfor man skal fordoble sikkerhedsstillelsen.

Så kan jeg ikke konstatere meget andet, end at det er sådan lidt chikanøst, og det synes jeg da bare er rigtig ærgerligt for de mange mennesker her i Danmark, som ikke har kistebunden fuld, og som ikke har mulighed for at tage lån i deres friværdi. Men det er jo så bare et meget klart signal, som Dansk Folkeparti og regeringen her sender til dem, nemlig at man ikke alene går ind og anlægger nogle betragtninger om, hvem det er bedst at forelske sig i, man går faktisk også ind og bestemmer, hvilke danskere der har mest ret til at bo sammen med den, de elsker. Det synes jeg bare taler helt for sig selv.

Så er det ordføreren.

Jo, men altså helt ærligt. Uanset hvad jeg siger fra denne talerstol, ved vi jo godt, at fru Astrid Krag aldrig nogen sinde vil lade sig overbevise om, at det er rimeligt at stille krav til dem, der kommer til det danske samfund udefra. Og i forhold til sikkerhedsstillelsen har jeg bare svært ved at se, hvad det er, der skulle være galt i, at vi ønsker en sikkerhed for, at når man får en ægtefælle til Danmark, er der også lige præcis den nødvendige økonomiske sikkerhed, der gør, at hvis det er sådan, at den udlænding kommer til at ligge det danske samfund til last, er der også nogle penge, som er stillet til rådighed for det offentlige, og som man kan trække på. Det er jo det, der er hensigten bag, og det er da sådan set meget rimeligt.

Så vil jeg også bare igen sige: Det skal selvfølgelig være sådan, at hvis man tager ud i den store verden og finder en og bliver forelsket og bliver gift, og man ønsker at bo i Danmark, og det kan jeg godt forstå, hvis man vil, så er det da helt, helt rimeligt – det er jo det grundlæggende, og det kunne også være dejligt, hvis man kunne have sådan en principiel debat om, hvad udlændingepolitikken skulle bygge på – at når udlændinge kommer til Danmark, stiller vi fra det danske samfunds side nogle krav op om, at de, der så kommer til Danmark, også bidrager positivt til det danske samfund, eksempelvis går ud på arbejdsmarkedet. Og hvis man i sit hjemland har været ude på arbejdsmarkedet, og hvis man i sit hjemland f.eks. har taget en uddannelse, taler det jo for, at man også, når man kommer til Danmark, kan bidrage positivt til det danske samfund.

Hvorfor har man så meget imod, at vi stiller krav til dem, der kommer til Danmark? Jeg fatter det ikke.

Så er der en kort bemærkning fra Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg prøver lige igen. Det er muligvis naivt, men det er selvfølgelig med sådan et fromt ønske om muligvis at kunne få et svar på spørgsmålet. Det er et meget simpelt spørgsmål, der er blevet stillet, nemlig: Hvad er årsagen til, at man hæver sikkerhedsstillelsen fra 50.000 kr. til 100.000 kr.?

Så er det ordføreren.

Jeg har jo svaret på det spørgsmål to gange, og når vi så nu kan konstatere, at fru Johanne Schmidt-Nielsen stadig væk ikke er tilfreds med det svar, som jeg har givet to gange, stiller fru Johanne Schmidt-Nielsen det samme spørgsmål en gang til. Så kan jeg selvfølgelig give det samme svar, som jeg har givet et par gange før. Det kan vi jo godt bruge Folketingets tid på.

Jeg appellerer bare til, at man forholder sig til det principielle i lovforslaget, hvad lovforslaget går ud på, og det handler jo dybest set om, at man stiller krav til de udlændinge, der kommer ind i Danmark. Vi siger til dem: Hvis I kan bidrage positivt til det danske samfund, glider ind og bliver til en del af Danmark, er I sådan set i udgangspunktet velkommen. Der forstår jeg bare ikke, hvorfor man har noget imod at stille krav til folk, der kommer udefra. Og vi siger selvfølgelig også til den person, der er i Danmark, og som ønsker at få en person ind i Danmark: Vi ønsker sikkerhed for, at hvis din ægtefælle kommer til at ligge det danske samfund økonomisk til last, er der nogle penge, vi kan trække ud. Og det er jo det, de 100.000 kr. kan bruges til.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det er næsten lidt pinligt, det her. Altså, det er jo tredje gang, der ikke kommer et svar på det meget simple spørgsmål, som er: Hvad er årsagen til, at man sætter sikkerhedsstillelsen op fra 50.000 kr. til 100.000 kr.? Er der en eller anden konkret erfaring, der gør, at det er nødvendigt at hæve beløbet? Intet svar har vi fået. Det håber jeg at folk, der sidder og kigger med i dag, lægger mærke til: Intet svar er der kommet, hverken fra Dansk Folkeparti eller fra Venstre.

Lad mig spørge om noget andet, for jeg regner med, at det bliver sådan noget tomgang igen, hvis jeg spørger til det samme: Hvad er årsagen til, at man i Dansk Folkeparti mener, at en tømrer er færre point værd end en, der er uddannet på et universitet?

Så er det ordføreren.

Nu kan vi så have en længere diskussion om, hvem der kører i tomgang. Indtil videre kan jeg forstå, at en primær kritik af pointsystemet har været uddannelsessnobberi. Men pointsystemet er jo indrettet på en sådan måde, at man faktisk kan komme ind i Danmark, selv om man slet ikke har nogen uddannelse. Altså, hvis det er udtryk for uddannelsessnobberi, så må jeg jo være en snob; det må jeg så bare vedkende mig at jeg er.

Pointen er jo bare, at der er forskellige muligheder for at optjene de nødvendige 60 point, hvis man er over 24 år. En af de måder, hvorpå man kan optjene de point, er ved at have 2½ års erhvervserfaring ud af sammenlagt 3 år; så får man 40 point. Hvis man så bosætter sig uden for et ghettoområde – jeg kan dybest set ikke forstå, hvorfor folk, der ønsker at blive familiesammenført til Danmark, ønsker at bosætte sig i et ghettoområde – får man 20 point. Så har de 60 point, og så kommer de ind i Danmark, for vi kan se på dem, at de kan bidrage til det danske samfund – helt uden at de har en uddannelse.

Hvordan kan det være uddannelsessnobberi? Hvordan kan det være, at man ser ned på en tømrer? Hvordan kan det være, at man ser ned på en professionsbachelor? Hvordan kan det være, at man ser ned på nogle bestemte typer af uddannelser? Det er der jo ikke tale om. Det er jo netop udtryk for, at hvis man har bevist i det land, man kommer fra, at man kan bidrage til det samfund, så kan man formentlig også bidrage til det samfund, man kommer til, nemlig Danmark. Det er ikke uddannelsessnobberi. Jeg synes også, at det viser, at dem, som gør sig skyldige i tomgang, altså er venstrefløjen.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Henrik Dam Kristensen.

Hr. Martin Henriksen bruger, uanset hvad det er for en type debat, meget energi på at fortælle, hvor forfærdeligt det var før 2002, og hvor godt det er blevet nu. Jeg medgiver, at der er nogle steder, hvor det er lykkedes for Dansk Folkeparti og regeringen, at det går lidt bedre; det er der nogle tal, der fortæller.

Men jeg vil spørge hr. Martin Henriksen: Kan vi ikke være enige om, at på en række helt afgørende strækninger, hvad enten vi taler om ghettoproblemer, manglende ungdomsuddannelse, bandekriminalitet osv., så går det endnu dårligere nu, end det gjorde i 2002, da det såkaldte systemskifte – som i øvrigt er et mærkeligt begreb, der også har indsneget sig i lovgivningsarbejdet – kom til at finde sted?

Derfor vil jeg gerne stille hr. Martin Henriksen et spørgsmål vedrørende den her lovgivning. Jeg så for et par dage siden, at Dansk Folkepart i forbindelse med 2020-diskussionen, holdbarhedsplan osv. var ude at sige, at man regnede med at kunne finde 12 mia. kr., så vidt jeg husker, ved at der var flere med anden etnisk baggrund, der kom i beskæftigelse. Det synes jeg er et rigtig fornuftigt mål at gå efter. Vil hr. Martin Henriksen så ikke bare fortælle, hvordan det kan være, at de hjælperedskaber, der så skulle sikre, at man kunne nå det mål, bl.a. danskundervisning, nu bliver voldsomt gebyrlagt? Harmonerer de ting i realiteten med hinanden?

Så er det ordføreren.

Altså, man kan se, at det faktisk er lykkedes at få flere ikkevestlige indvandrere og efterkommere i arbejde – så kan man have en diskussion om, om det er nok, der er kommet i arbejde osv. – altså at der faktisk er sket nogle positive fremskridt på det område. Det taler jo for, at hvis vi får lejlighed til og mulighed for at blive ved med at kigge på det område, blive ved med løbende at justere det område og blive ved med at stille krav på det område, men selvfølgelig også opstille muligheder og forventninger til dem, der nu er i Danmark, så kan vi rent faktisk også få flere ind på arbejdsmarkedet; det taler erfaringen jo for.

Det kan da godt være, at det er irriterende, at jeg bliver ved med at tale om fortiden, men sagen er bare den, at det efterslæb, der er i den befolkningsgruppe, som består af ikkevestlige indvandrere og efterkommere, altså at den lave beskæftigelsesfrekvens, der er der, jo har noget at gøre med den indvandring, der har fundet sted op til 2001. Det har den jo. Altså, jeg synes, det er meget vanskeligt at smyge sig uden om, at de ting hænger sammen.

Derfor siger vi jo bare, at samtidig med at vi skal forsøge at få flere af dem, som allerede er her, i arbejde, så skal vi sørge for, at de nye, der kommer udefra, kan glide ind på arbejdsmarkedet, for så skaber vi nemlig ikke de samme problemer en gang til. Det er vel, når alt kommer til alt, meget fornuftigt.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Henrik Dam Kristensen.

Det er jo rigtigt, som hr. Martin Henriksen sagde, at den lave beskæftigelsesfrekvens er et kæmpe problem. Problemet er jo, at der stort set ikke er sket noget positivt siden 2002. Nogle enkelte steder har tallene rykket sig lidt, men afgørende har det ikke rykket sig. Rent faktisk er det sådan, at hvis den her gruppe havde samme beskæftigelsesfrekvens, som etniske danskere har, var der 70.000 ekstra hænder, og det har den her regering og Dansk Folkeparti ikke haft lyst til at fokusere på. Man har fokuseret på hele den negative debat i stedet for.

Så er det bare, at jeg lige så stilfærdigt vil sige hr. Martin Henriksen, også i forhold til den diskussion, vi har her om pointsystemet: Man siger alle de rigtige ting, men de ting, der så skulle sikre, at det kunne komme til at ske, nemlig gebyrområdet, mulighederne for danskundervisning og alt det dér, som virkelig ville betyde noget her, er der et totalt fravær af. Det handler kun om at stille nogle krav, som ikke gør, at man på den måde automatisk kan blive en del af det danske samfund. Der er stor diskrepans mellem, hvad man siger, og hvad man i realiteten gør her.

Så er det ordføreren.

Nej, det er der ikke, og det er jo, fordi tingene skal ses i en sammenhæng. I forhold til at der er flere områder inden for udlændingeområdet, som er blevet belagt med gebyrer, vil jeg sige, at det har noget at gøre med, at der er blevet vedtaget en genopretningspakke, hvor vi forsøger at rette op på dansk økonomi. Det er jo også det, som formentlig vil præge mediebilledet ude i landskabet i dag i stedet for den her udlændingedebat. Men grunden til, at der er kommet gebyr på udlændingeområdet, er jo, at vi mener, at udlændingeområdet også skal bidrage til at sikre, at dansk økonomi kan blive rettet op igen. Det er den ene del.

I forhold til den anden del om flere i arbejde vil jeg sige, at hr. Henrik Dam Kristensen jo sådan set startede med at sige, at der var sket positive ting, og at det anerkendte han, men så sluttede spørgeren af med at sige, at det hele var forfærdeligt. Jeg tror bare, at sandheden ligger et sted midtimellem, nemlig at der selvfølgelig er massive problemer, men man bliver også bare igen nødt til at forstå, at når vi f.eks. har høj kriminalitet blandt nogle grupper, har bandekriminalitet osv., så har det også noget at gøre med den udlændingepolitik, der var op til 2001. Og det er ikke kun Socialdemokraterne, der har skylden for det; det er der desværre også nogle borgerlige partier der historisk set har ansvaret for.

Sådan er det bare, og det kan vi ikke bare rette op på 10 år. Det kommer til at tage rigtig, rigtig mange år, og derfor er der behov for, at man løbende justerer udlændingepolitikken, og i det her tilfælde justerer vi jo sådan set reglerne, så vi sikrer, at dem, der kommer udefra, ikke behøver at have en uddannelse for at komme ind, men hvis de f.eks. har haft erhvervserfaring i deres hjemland, bosætter sig uden for et ghettoområde eller har gode sprogkundskaber – svensk, dansk eller engelsk – er det noget, der tæller positivt i forhold til at komme ind; så har vi en sikkerhed for, at de kan bidrage til det danske samfund. Og at udlændinge skal bidrage til det danske samfund, kan jeg ikke forstå at man kan have noget imod.

Så er der en kort bemærkning fra fru Marianne Jelved.

Hr. Martin Henriksen fremhæver alt det fantastisk gode, der er sket de sidste 10 år. Jeg ærgrer mig bare rigtig meget over, at det ikke er gået så godt i skolen, for det er rigtig, rigtig synd for de børn, der går der. Og det er hr. Martin Henriksens ansvar; det er hr. Martin Henriksen, der i de 10 år har bestemt, hvad der skulle ske i folkeskolen.

Derfor vil jeg gerne spørge hr. Martin Henriksen ganske kort: På hvilke områder klarer Danmark sig bedre end gennemsnittet af de andre EU-lande, når vi taler om integration og den måde, udlændinge tilpasser sig det enkelte samfund på?

Så er det ordføreren.

Jamen så vidt jeg husker, er den danske ledighed helt overordnet set forholdsvis lav set i sammenhæng med, hvordan den er i mange andre EU-lande. Det synes jeg da er positivt. Danmark er da også lidt bedre på vej ud af den økonomiske krise, end så mange andre lande er. Det synes jeg da også er positivt.

Hvad angår folkeskolen, så er der jo med hensyn de yngste klassetrin nogle undersøgelser, der viser, at der faktisk er sket fremskridt. Jeg anerkender også, at der er undersøgelser vedrørende de højere klassetrin, der viser, at det stadig væk halter. Men det er jo også derfor, at vi løbende har fokus på folkeskolen og på, at man f.eks. skal have sprogstimulering allerede i børnehaven. Så vidt jeg husker, stemte De Radikale imod det lovforslag, og det tror jeg i øvrigt også at resten af venstrefløjen gjorde.

Det her handler jo i al sin enkelhed om – og det er jo stadig væk det principielle spørgsmål, som jeg ikke synes at venstrefløjen og Det Radikale Venstre har besvaret – at vi ønsker en sikkerhed for, at udlændige, der kommer udefra og enten bliver gift med en dansker i Danmark eller bliver gift med en anden udlænding i Danmark, kan bidrage til det danske samfund. Hvis de kan det, er udgangspunktet jo, at de så også godt kan komme ind.

Men vi bliver jo bare nødt til at lære af de dyrekøbte erfaringer, som vi har gjort os på udlændingeområdet; det er f.eks. vanskeligt at løfte tosprogedes færdigheder og kundskaber i folkeskolen, hvilket også betyder, at det er vanskeligt at nedbryde parallelsamfundene, ghettoerne osv.

Hvis ikke man tænker alt det sammen, kan man jo ikke løse problemerne, og det her lovforslag er jo sådan set udtryk for et forsøg på at tænke det hele sammen i enhed, for det her lovforslag har også indflydelse på, at vi fremadrettet kan indføre en fornuftig folkeskolepolitik osv.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Marianne Jelved.

Har hr. Martin Henriksen gjort sig nogen overvejelser over, hvordan det kan være, at de tosprogede børn, der går i danske skoler, har en ringere kompetence, end tosprogede børn i vores nabolande har?

Så er det ordføreren.

Jeg har gjort mig mange overvejelser om, hvordan det hænger sammen, at elever, som har en anden baggrund end dansk, halter bagefter i folkeskolen.

Jeg tror, at meget af det hænger sammen med, at de kommer fra nogle hjem, hvor de f.eks. er splittet mellem to kulturer, splittet mellem to sprog. Det er jo også noget det, vi hører gør sig gældende, når f.eks. unge mennesker på erhvervsuddannelserne falder fra. Derhjemme taler man måske et dårligt arabisk eller et dårligt tyrkisk, og i skolen og med kammeraterne taler man måske et dårligt dansk, og det gør, at man havner sådan lige midt imellem og er ikke i stand til at opfange de fagudtryk osv., der bliver brugt i undervisningen. Det tror jeg er noget af det som i høj grad spiller ind.

Det er jo også derfor, at vi sidste tirsdag, tror jeg det var, vedtog et lovforslag, som faktisk sagde, at hvis børn og unge helt ned i 3-års-alderen har dårlige danskkundskaber, er det vigtigt, at vi allerede der sætter i gang med en sprogstimulering, og at de f.eks. kommer ind i en børnehave og der bliver sprogstimuleret af pædagogerne.

Vi er jo i gang, og vi tager løbende forskellige tiltag, men det her lovforslag handler om, at de udlændinge, der kommer udefra, bidrager, og det handler selvfølgelig også om, at når der kommer en udlænding udefra og bliver gift med en dansker eller en udlænding bosat i Danmark og får børn, så vil de børn jo – netop fordi forælderen er en udlænding, der bidrager til Danmark, er ude på arbejdsmarkedet osv. – se, at det også er den vej, de skal gå, når de begynder i uddannelsessystemet; at de, når de ser på deres forældre, kan se, at de skal ud og bidrage til det samfund, som de skal være en del af. Sådan hænger det nu engang sammen.

Tak til ordføreren, og vi går videre i ordførerrækken med den næste ordfører, og det er fru Astrid Krag som ordfører for SF.

Man skulle næsten tro, at jeg nu havde siddet og skriblet indledningen til min ordførertale om, efter at have hørt alt hr. Martin Henriksens snak om at stille krav osv., men det har jeg ikke. Det stod sort på hvidt, også før jeg kom her i salen, og min tale starter nemlig med en konstatering.

Jeg har det sådan med det at stille krav til sine medmennesker, og med det, at vi har forventninger til hinanden, at det faktisk ikke kun er noget, der kan tjene nogle konkrete mål i forhold til samfundets behov. Det er en måde at vise hinanden en grundlæggende anerkendelse og respekt på. Vi stiller krav om mange ting i vores samfund, og her i dag behandler vi så regeringens omstridte nye system til ægtefællesammenføring, og nok er det en god idé at møde hinanden med forventninger og krav, men det er jo ikke ligegyldigt, hvad det er, man kræver.

For os er det afgørende, at vi får et system, der virker efter hensigten, og at det ikke er givet i udgangspunktet, er regeringens pointsystem for permanent ophold vist det bedste aktuelle eksempel på. Her stiller man krav, og man straffer nogle af de mennesker, der bidrager massivt til det danske samfund, og som knokler for at få integrationen til at lykkes. Her har vi, om noget, eksemplet på, at det ikke er alle krav, der er lige fornuftige at stille.

I det her tilfælde må formålet være at skabe et system, som forbereder folk på livet i Danmark, hvis de skal bo her sammen med deres ægtefælle, og som sikrer, at de mennesker, der vælger at bo i Danmark, også er indstillet på at arbejde, for at integrationen kan lykkes. Personer i Danmark skal have mulighed for at få deres udenlandske ægtefælle til Danmark, men ikke, uden at vi stiller rimelige og relevante krav. Det kan man desværre ikke sige at regeringens forslag lever op til. Det stiller tværtimod nogle ulogiske og urimelige krav, som forhindrer ægtefællesammenføring, og giver staten rollen som smagsdommer over, hvem det er bedst at forelske sig i, og det mener vi ikke hører nogen steder hjemme.

Når vi snakker om smagsdommeri, og når vi snakker om snobberi, så er det, fordi man i regeringens system belønner uddannelse fra eliteuniversiteter, i første hug top 20, nu modereret til top 50, og belønner arbejdsfelter, hvor der mangler arbejdskraft i Danmark. Men her taler vi altså ikke om en lovgivning, der skal styre rekrutteringen af udenlandsk arbejdskraft, det har vi helt andre lovkomplekser til. Vi snakker om regler for ægtefællesammenføring. Det er en sammenkobling, der er helt i skoven. Din ret til at leve i Danmark med din mand eller din kone skal selvfølgelig ikke afgøres af, hvad vi lige for tiden mangler på det danske arbejdsmarked, så det optræder på positivlisten.

Det er også absurd at lægge vægten på de lange uddannelser i den grad, regeringen vil gøre det. Jeg er da glad på vegne af dem, som fik en smule anerkendelse, da regeringen pludselig trak i land og nu anerkender erhvervsuddannelser, men systemet er helt klart bygget op på en måde, så man ikke kan konkludere andet, end at regeringen mener, at folk har mere ret til at leve sammen, hvis de er akademikere. Bare ærgerligt for LO's medlemmer, må man sige.

Lovforslaget rummer også en lang række krav til de herboende, altså til den, der bor her i landet og gerne vil have sin ægtefælle herop. Jeg er også efter de foregående spørgsmål til ordførerne for regeringspartiet og Dansk Folkeparti noget uforstående over for, hvorfor man vælger med henvisning til den økonomiske krise at hæve sikkerhedsstillelsen til 100.000 kr. Beløbet er aktuelt på over 63.000 kr., hvilket er rigtig mange penge, og mig bekendt har det været dækkende i de sager, hvor der har været behov for at trække på beløbet. Så det, der sker med forhøjelsen, er ren chikane og noget snobberi.

Regeringen er i gang med at forbeholde ægtefællesammenføring til personer i Danmark, der har godt med penge på kistebunden eller mulighed for at have en friværdi. Det er ikke rimeligt for de mange danskere, der ikke har de muligheder. Det rammer socialt skævt, og der er i virkeligheden ikke nogen angivelig baggrund, der gør det nødvendigt.

På bundlinjen står, at en række danskere, der i mange år har betalt skat og gjort deres pligt i det danske samfund, og som efter de gældende regler kan leve med deres ægtefælle i Danmark, nu med ét slag mister den ret.

Vi kommer til at stille mange spørgsmål til lovforslaget. Mængden af høringssvar og længen af dem viser, at der er stor tvivl omkring lovforslaget, og man kan endnu en gang ikke lade være med at være bange for lovkvaliteten. Historien om regeringens pointsystem for permanent ophold skræmmer. Der var tale om en forhastet lovgivning, som vi hver dag kan føje nye historier til om mennesker, som knokler dag ud og dag ind for integrationen og gør en stor forskel for vores land, og som bliver ramt. Jeg frygter, vi kan komme til opleve det samme med det her, ikke mindst set i lyset af, at man overfører kravene fra pointsystemet for permanent ophold til krav for dem, der bor her i landet.

SF og Socialdemokraterne har sammen lavet et alternativ til regeringens system, og hermed viser vi, at det kan lade sig gøre at stille relevante og rimelige krav, som kickstarter integrationen. Vi beder udlændinge, der vil familiesammenføres i Danmark, om at leve op til to ud af fem krav: Krav om at kunne det danske sprog, kunne engelsk, have uddannelse eller arbejde, og endelig om at ville stå til rådighed for det danske arbejdsmarked. Det er nogle relevante krav, og de er mulige at leve op til. Vi mener godt, man kan vise vilje til integration i Danmark uden at have gået på et af verdens bedste universiteter, uden at have en stor opsparing i banken eller uden at have et job på positivlisten.

Tilbage står, at med det her pointsystem vil ægtefællesammenføring være fortrinsvis for velhavende danskere, som finder veluddannede ægtefæller i udlandet, og det er imod vores vision for ægtefællesammenføring, og vi forventer at stemme imod lovforslaget.

Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at høre – nu stillede jeg det samme spørgsmål til hr. Henrik Dam Kristensen, og han kunne ikke svare på det, men det kan være, at fru Astrid Krag kan svare på det – hvilken udlændingepolitik man vil føre, såfremt man får mulighed for det. Socialdemokraterne og SF har fremlagt deres fælles forslag, og jeg har læst det, og det er meget nemt. Jeg tror, at det er på 2½ side, så det er til at overskue, og der kan man sige, at så er det også let og overskueligt for mennesker. Hvis man skal lave lovgivning på 2½ side, er det selvfølgelig noget nyt, og så kan man for alvor tale om kvalitet af lovgivningen herinde, men det er nok en anden diskussion.

Men altså, Socialdemokraternes hr. Henrik Sass Larsen har tilkendegivet, at f.eks. Det Radikale Venstre ingen indflydelse kan få på det pointsystem, som S og SF ønsker at lægge frem, og så vil jeg bare høre, hvad der er SF's holdning til den melding, om man er enig i det, nemlig at det lige præcis bliver det pointsystem, som S og SF har lagt frem, som man kører igennem, og at Det Radikale Venstre, og dermed må man også forstå Enhedslisten, ingen indflydelse kan få på det.

Så er det ordføreren.

Jeg takker da varmt for omsorgen fra ordføreren for Dansk Folkeparti. Det er altid morsomt, når et parti, der egentlig er i position, bruger kræfterne på at være opposition, men jeg håber da, at vi snart kan komme i en situation, hvor det faktisk er hr. Martin Henriksen, der er i opposition.

Jeg står med en tvivl om, om der er flertal for regeringens lovforslag, og det er jo altså rigtigt, at det er et lovforslag, og det er markant tykkere end den aftale, SF og Socialdemokraterne har lavet sammen. Men det er nu også, fordi det er et lovforslag, og der er vældig meget tekst, der skal med i sådan et, når det kommer fra et ministerium. Det vil der selvfølgelig også være, når vi får en ny regering. Jeg kan sige til hr. Martin Henriksen, at det ikke er sådan, at længden af lovforslag pludselig vil blive drastisk kortere. Så tak for omsorgen med hensyn til, om vi kan få flertal.

Jeg må bare ligesom hr. Henrik Dam Kristensen sige, at efter et valg er der et nyt flertal i det her Folketing, og jeg er sikker på, at vi vil finde et flertal, der synes, at aftalen »Retfærdige krav til gavn for integrationen«, som er den, som S og SF har indgået, og som i min udgave fylder mere end tre sider, men lad nu ikke det være det afgørende, er bedre end det forslag, som regeringen lægger frem her.

Yderligere en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Skal jeg så forstå det sådan, at Socialistisk Folkeparti er uenig med hr. Henrik Sass Larsen, når han giver udtryk for, at der ikke kan komme ændringer i pointsystemet, der kan ikke komme indrømmelser til f.eks. Det Radikale Venstre? Så må jeg jo så forstå den udmelding, som fru Astrid Krag kommer med, på den måde, at man har den opfattelse, at der kommer ændringer efter et valg, også i det pointsystem, som man har lagt frem fra S og SF's side, men det endnu ikke er helt sikkert, hvordan det ligger fast.

Så er det ordføreren.

Den her aftale, »Retfærdige krav til gavn for integrationen«, som hr. Martin Henriksen har været dygtig nok til sikkert at kunne finde på internettet, og som alle andre interesserede mennesker vil kunne finde på internettet, lægger jo frem, hvordan S og SF ser, at en ny regering laver regler for ægtefællesammenføring, som kan kickstarte integrationen, som kan sørge for, at folk, når de kommer her til Danmark, også er forberedt på at leve et godt liv i Danmark, og som vigtigst af alt sørger for, at folk, der kommer hertil, også er indstillet på at skulle tage del i integrationsarbejdet. Det er helt afgørende for os, at det system kan det, og det er derfor, at vi afviser regeringens, for det mener vi ikke at regeringens system lever op til.

Jeg er temmelig sikker på, at når vi senere i debatten får ordføreren for Enhedslisten på talerstolen, når vi senere i debatten får ordføreren for Det Radikale Venstre på talerstolen, vil de være fuldstændig enige med mig i, at regeringens forslag til et pointsystem ikke lever op til de krav om, at folk, der kommer her til landet, skal kunne leve op til de krav, man stiller, og det skal være krav, der gavner integrationen. Derfor er jeg fuldstændig sikker på, at når vi får et nyt flertal i Folketinget – hvis vi får det efter et valg – vil der også være flertal for, at det pointsystem, Socialdemokraterne og SF har lagt frem, er langt bedre end det pointsystem, som regeringen og Dansk Folkeparti har lagt frem.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Jeg vil blot spørge fru Astrid Krag: Hvis man antager – det antager jeg at fru Astrid Krag antager eller synes – at det lovforslag, vi behandler her i dag, er uddannelsessnobberi, det siger fru Astrid Krag, og det siger resten af oppositionen, og man er meget modstander af det, hvorfor er det så, man ønsker at indføre det for folk under 24 år? Det forstår jeg simpelt hen ikke. Der står i det selv samme oplæg, som fru Astrid Krag står og viser frem fra Folketingets talerstol:

Vi vil have ét system for dem over 24 år, og så vil vi tage regeringens system, som vi behandler her i dag, og så skal det gælde for dem under 24 år.

Hvis man mener, at det, regeringen har lagt frem, er uddannelsessnobberi, hvorfor skal uddannelsessnobberiet så gælde for folk, der er under 24 år? Kan fru Astrid Krag give sådan et kort, klart, konkret svar på det?

Så er det ordføreren.

Ja, pointsystemet for personer under 24 år er jo altså anderledes end pointsystemet for personer over 24 år. Og som man kunne forstå på statsministeren, allerede da ideen om pointsystemet første gang blev lækket, er den del af pointsystemet, der handler om personer under 24 år, udtænkt for at løsne op for nogle af de utilsigtede konsekvenser, som 24-års-reglen har haft.

Det er jo kendt for alle og enhver, at 24-års-reglen vil blive videreført efter et eventuelt regeringsskifte, men selvfølgelig siger vi ja tak til de forbedringer, som regeringen laver med det her forslag, hvor man prøver at reagere på nogle af de utilsigtede konsekvenser, der har været ved de gældende regler. Det ville være meget mærkeligt, hvis vi hældte statsministerens og regeringens forslag på at prøve at bøde lidt på de utilsigtede konsekvenser af 24-års-reglen ned ad brættet, så det er sådan set ikke så svært at forstå.

Der er yderligere en kort bemærkning til hr. Karsten Lauritzen.

Det er jo dejligt. Man tager det, vi behandler i dag, og siger, at for dem under 24 år er det noget positivt, er det noget godt, det kan man godt lide i Socialistisk Folkeparti, men når det selv samme system gælder for dem over 24 år, er det frygteligt og forfærdeligt og udtryk for uddannelsessnobberi. Fru Astrid Krag må gøre sig klart, at der må være sammenhæng i politikken. Hvis det her system indeholder uddannelsessnobberi – det mener jeg ikke, det mener Venstre ikke – hvis fru Astrid Krag mener det, og det gør hun tilsyneladende, hvorfor vil fru Astrid Krag så indføre uddannelsessnobberiet for folk under 24 år?

Så er det ordføreren.

Svaret ligger jo i virkeligheden i det ordvalg, som ordføreren fra Venstre også selv brugte. Det er jo ikke det selv samme system. Det er jo en anden mængde point, man skal opsamle, når man er under 24 år, end når man over 24 år. Derfor er det ikke det samme system for personer under 24 år. Det var statsministerens egen fortælling på Venstres landsmøde, at der altså er nogle mennesker, som bliver ramt af en 24-års-regel, som har været for stiv og for rigid og for ufleksibel, og det prøver man at løsne op for med den her aftale.

Det er klart, at vi kvitterer for, at man med lovforslaget prøver at bøde på nogle af de utilsigtede, negative konsekvenser, 24-års-reglen har haft. Det ville være meget, meget besynderligt, hvis vi skulle sige nej til at fjerne nogle af de tidsler, der er i forbindelse med regeringens 24-års-regel, så det siger vi selvfølgelig ja til.

Tak til ordføreren. Og vi går videre i ordførerrækken, og så er det hr. Naser Khader som konservativ ordfører.

Grundlæggende mener vi i Det Konservative Folkeparti, at Danmark skal være og forblive at være et åbent og attraktivt land for folk, som gerne vil bidrage positivt til det danske samfund. Grundlæggende mener vi også, at integrationspolitikken i udformningen skal gå på to ben. Det ene ben handler om, at vi skal påskønne dem, der gør en stor indsats hver evig eneste dag i det danske samfund, og som bidrager positivt til det. Det andet ben handler om, at vi skal være og forblive med at være restriktive over for dem, der ikke rigtig vil Danmark, dem, der ikke vil integreres, og dem, der ikke vil lade deres børn blive integreret eller bidrage til det her samfund.

Sidste år aftalte regeringen og Dansk Folkeparti, at dansk udlændingepolitik fremadrettet skal have et klart og nyt sigte. Danmark skal som udgangspunkt kun give plads til de udlændinge, som kan vise medborgerskab og vilje til at yde til fællesskabet og bidrage til vækst og velstand i Danmark. Derfor må reglerne for familiesammenføring fremover bygge på objektive kriterier efter et pointsystem, som centrerer sig om ansøgerens integrationspotentiale. Det vil gøre den familiesammenførte i stand til hurtigere at integrere sig i det danske samfund. Bringer man noget med sig til det danske samfund, erhvervsmæssigt, uddannelsesmæssigt, sprogligt, får man også en god start på integrationen.

Hidtil har vi ikke stillet krav til den udefrakommende udlændings kvalifikationer, og det har medført, at vi i dag har en del familiesammenførte og deres børn, som slet ikke er blevet integreret i det danske samfund, hverken økonomisk eller socialt. Det er noget, som vi oplever i dag i de såkaldte ghettoer, udsatte områder og parallelsamfund.

I denne familiesammenføringsreform foreslås det, at ansøgere uanset alder skal opnå et vist antal point i forhold til en række integrationsrelevante kriterier for at kunne opnå familiesammenføring; det kan være erhvervserfaring, uddannelse og sprogkundskaber. Ansøgeren kan også få point ved bl.a. at bosætte sig uden for et udsat boligområde, ved at have deltaget aktivt og ulønnet i en global humanitær organisation i mindst 1 år eller ved at være selvforsørgende i hjemlandet. Hidtil har man kun kunnet familiesammenføre, når begge parter var fyldt 24 år. Fremover vil det også være muligt at familiesammenføre inden det fyldte 24. år, hvis man har point nok. Desuden omfatter reformen, at det nuværende tilknytningskrav bliver skærpet, og at sikkerhedsstillelsen forhøjes fra 63.000 kr. til 100.000 kr.

Ja, det er mange krav, men jeg mener, at alle har mulighed for at kvalificere sig til at opnå de der point. Nu ved folk, hvad der kræves, hvis man skal familiesammenføres, og man kan nå at kvalificere sig.

Så alt i alt er det en fornuftig reform, der kan være med til at forebygge, at vi fremover skal slås med de store integrationsproblemer. Det er en reform, som vi i Det Konservative Folkeparti støtter.

Der er foreløbig to for korte bemærkninger. Først er det fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Hvad er årsagen til, at man hæver den økonomiske sikkerhedsstillelse fra 50.000 kr. til 100.000 kr.?

Så er det ordføreren.

Det, man skal huske på, er, at det ikke er noget, man skal betale forud, det er en sikkerhedsstillelse. Men det har noget at gøre med, at vi befinder os i en finanskrise, en økonomisk krise, og så er der større risiko for, at nogle ikke vil kunne forsørge dem, der bliver familiesammenført, og derfor er beløbet blevet forhøjet fra 63.000 kr. til 100.000 kr.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jamen har der været nogen eksempler på, at 50.000 kr. ikke var nok? Altså, en forøgelse fra 50.000 kr. til 100.000 kr. er forholdsvis drastisk, så bare et eneste sagligt argument fra en af ordførerne fra henholdsvis V, K eller O ville være på sin plads – bare ét sagligt argument for, at man hæver beløbet fra 50.000 kr. til 100.000 kroner. Mit første spørgsmål er: Har der været nogen eksempler på, at de 50.000 kr. ikke slog til?

Det næste, jeg gerne spørge den konservative ordfører om, er, hvorfor en tømrer skal have færre point end en kandidat fra et universitet. Er det konservativ politik at værdisætte tømreren lavere end kandidaten fra universitetet? Det var to spørgsmål.

Så er det ordføreren.

Nu bliver beløbet ikke hævet fra 50.000 kr. til 100.000 kr., men fra 63.000 kr. til 100.000 kr. At det bliver hævet til 100.000 kr. virker præventivt, og det er også derfor, det ikke bliver brugt så meget. Men vi befinder os som sagt i en økonomisk krise, og så er risikoen for, at man ikke kommer til at forsørge den, der bliver familiesammenført, større, end da vi befandt os i en højkonjunktur, og derfor er beløbet blevet forhøjet fra 63.000 kr. til 100.000 kr.

Med hensyn til tømreren vil jeg sige, at tømreren også kan blive familiesammenført. Hvis tømreren er over 24 år og har arbejdet i 2½ år og tømreren bosætter sig uden for et ghettoområde, opnår tømreren 60 point, og så kan han eller hun blive familiesammenført.

Så er der en kort bemærkning fra fru Astrid Krag.

Vi kan vist lige så godt her bebude, at noget af det, vi kommer til at gå i dybden med, er det her spørgsmål om fordoblingen af sikkerhedsstillelsen, som jo bliver indekseret år for år – jeg tror, det er med løn- og prisudviklingen – så den faktisk stiger. Derfor står der i loven 50.000 kr., men ude i virkeligheden er det jo 63.000 kr. for de mennesker, der skal stille garanti i dag. Tilsvarende vil det også sige, at de 100.000 kr. altså vil komme til at være et langt højere beløb om bare ganske få år, så det er ikke bare sådan lige til at trække ud. Men jeg tror, at vi må gå videre med det i udvalgsbehandlingen.

Jeg vil bare foreholde den konservative ordfører et citat fra centerleder på Aarhus Universitet Michael Böss, som er en af dem, der har forsket allermest i det canadiske pointsystem, som man jo derovre bruger til at styre indvandringen. Han siger om det her pointsystem:

»Det er meget kortsigtet og uigennemtænkt, for det danske samfund får i høj grad brug for andre typer end akademikere. Vi kommer i høj grad til at mangle håndværkere, og inden for hele den sociale sektor er der også hårdt brug for arbejdskraft, som regeringens pointsystem desværre frasorterer.«

Er det slet ikke en bekymring, som kan vinde nogen form for genklang hos De Konservatives ordfører?

Så er det ordføreren.

Når jeg hører debatten i dag og hører SF's ordfører kritisere pointsystemet, undrer det mig, for da vi lavede aftalen i november måned sidste år, var en af dem, der var meget begejstret for aftalen, SF's integrationsordfører, fru Astrid Krag. Så den kovending i løbet af et halvt år undrer mig.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Astrid Krag.

Jeg erindrer nu ikke på noget tidspunkt at have været meget positiv over for regeringens pointsystem. Det tror jeg man kan se ikke er rigtigt ved at lave et hurtigt tjek på InfoMedia. Så jeg ved slet ikke, hvor den konservative ordfører overhovedet har det fra. Jeg synes ikke, at jeg minder så meget om hverken hr. Martin Henriksen eller hr. Karsten Lauritzen, til at man kan begå den fejl.

Men jeg bliver igen nødt til lige at spørge til det her, for når nu en af de mennesker, der har forsket allermest i det canadiske pointsystem, siger, at det her er torskedumt, at det er kortsigtet, at det er uigennemtænkt – jeg tror faktisk også, at han siger, at det er fagligt dårligt og sjusket – så synes jeg jo, at det er noget, man måske burde tage lidt alvorligt fra regeringspartiernes side. Han peger faktisk meget konkret på nogle af de ting, som giver problemer, f.eks. at de mennesker, der arbejder inden for det sociale område, både dem, der allerede arbejder dér nu og bliver ramt af kravene til permanent ophold, og de mennesker, der kommer hertil, som eventuelt har arbejdet inden for omsorgssektoren i deres hjemland, og som vi ved vi får brug for, på forhånd er hældt fuldstændig ned ad brættet med det her lovforslag. Er det slet ikke noget, der bekymrer den konservative ordfører?

Så er det ordføreren.

Punkt 1: Når jeg kommer ned fra talerstolen, skal jeg vise ordføreren et citat om den aftale, vi lavede, og hvor SF's ordfører er positiv. Punkt 2: Det her handler ikke om arbejdskraft. Det handler om dem, der skal familiesammenføres fremover. Hvad angår arbejdskraft, har vi greencardordninger, og vi har positivlisten, og de bliver justeret i forhold til den arbejdskraft, vi har brug for.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Henrik Dam Kristensen.

Tak for det. Hr. Naser Khader er jo den eneste, der har givet et svar på det der med, at den nu skal hæves fra 50.000 til 100.000, for svaret var den økonomiske krise. Nu er jeg ikke økonomiuddannet, så vil hr. Naser Khader ikke bare fortælle mig, hvordan det her hjælper i forhold til den økonomiske krise, vi har i Danmark?

Så er det ordføreren.

Jeg forstår ikke spørgsmålet. Det, jeg siger, er, at det, man gør, er, at man stiller en sikkerhedsgaranti for, at dem, man familiesammenfører, ikke skal belaste det danske samfund i starten, og hvis man ikke kan forsørge dem, så skal man gå ind og forsørge dem via det beløb, der stilles som garanti. Og det beløb bliver forhøjet, for i en økonomisk krise er risikoen for, at man står i en situation, hvor man ikke kan forsørge dem, man har familiesammenført, større, og derfor er beløbet blevet forhøjet fra 63.000 til 100.000.

Så der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Henrik Dam Kristensen.

Nå, nu forstår jeg det. Det er sådan meget hypotetisk, hvad hr. Naser Khader taler om her. Jeg har sådan et mere generelt spørgsmål, som jeg gerne vil stille hr. Naser Khader. Det har jeg haft lyst til i lang tid. Jeg er ret overbevist om, når jeg sådan følger det her område, hvad jeg jo gør, at hvis man går ind og googler »hr. Naser Khader uenig med Dansk Folkeparti«, at man vil få temmelig mange hit. Og derfor vil jeg sådan set stilfærdigt stille hr. Naser Khader dette spørgsmål: Føler hr. Naser Khader egentlig ikke i forhold til de mange udtalelser, der har været i tidens løb fra hr. Naser Khader, at han indimellem er i rigtig dårligt selskab?

Så er det ordføreren.

1) Jeg mener ikke, at den økonomiske krise er hypotetisk. Det er en virkelighed, vi står i. 2) Nej, jeg føler mig ikke i dårligt selskab. Jeg føler mig i godt selskab med alle, og hvis der er noget, jeg er politisk uenig med de pågældende om, så siger jeg det. Det der med et dårligt selskab minder om noget, der blev sagt for mange år siden med ikke at ville være i stue med nogen. Og sådan har jeg det ikke.

Der er ikke flere korte bemærkninger til den konservative ordfører, og så hopper vi videre i rækken til den radikale ordfører, fru Marianne Jelved.

Jeg kan næsten ikke lade være med at sige, at jeg har en vis svaghed for den tidligere ordfører, så derfor nænner jeg ikke altid at stille spørgsmål til ham.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en aftale om – og jeg citerer – »at dansk udlændingepolitik fremadrettet skal have det klare og nye sigte, at Danmark som udgangspunkt kun vil give plads til de udlændinge, der kan og vil bidrage til vækst og velstand i Danmark.«

Det er faktisk ikke en rimelig målsætning. Her siger man jo på godt dansk, at vi på forhånd bestemmer, hvem der kommer ind i landet, og det gør vi ud fra nogle bestemte kriterier, fordi vi tror, at de kriterier er dem, der skal opfyldes, før man kan bidrage til vækst og velstand i Danmark. Det vil sige, at der er en hel masse mennesker, der aldrig nogen sinde får chancen for at vise, hvad de kan.

Der skal ses på det, man kalder integrationspotentialet, og det anerkendes ikke, at der er rigtig mange forskellige måder at integrere sig på, også i Danmark. Det anerkendes ikke, at vi har erfaringer med rigtig mange medarbejdere på danske arbejdspladser, som kommer fra ikkevestlige lande, som er velintegrerede, som udfører vigtige og nyttige samfundsopgaver, og som er kommet til landet uden at have uddannelse og uden at have de store sprogkundskaber. De har alligevel kæmpet sig til det, men de havde aldrig fået en chance under det her system. Det vil sige, at vi altså nu har et lovforslag, som behandler mennesker på en måde, som gør, at man sorterer nogle fra, uden at de nogen sinde har fået lov til at vise, hvad de kan.

Så skulle man jo tro, at det her var rekrutteringsforslag, altså et forslag om, hvordan man rekrutterer værdifuld arbejdskraft til Danmark, men det handler slet ikke om det. Det handler om noget så privat og personligt som spørgsmålet, om ægtefæller skal have lov til at bo sammen i Danmark eller de ikke skal. Det handler om danske statsborgeres ønske om ægtefællesammenføring, og det handler om udlændinge, der lovligt bor i Danmark, og som ønsker en ægtefællesammenføring her. Det er urimeligt. Det frie, personlige valg og privatlivets fred krænkes rigtig alvorligt af det her lovforslag.

Der har i mange, mange år været et krav om, at ægtepar i Danmark skal forsørge hinanden – vi har forsørgelsespligt. Det skal vi selvfølgelig også have for de ægtefæller, der bliver ægtefællesammenført, og det har vi. De går ikke hen og hæver kontanthjælp, når de kommer ind over grænsen, som man skulle tro, når man hører V og K og O's ordførere. Alligevel mener VKO, at staten skal bestemme, hvilken nytte ægtefællen skal være til, før det kan tillades vedkommende at komme til Danmark. Den tilladelse skal kun gives de – og jeg citerer – »udlændinge, der kan og vil bidrage til vækst og velstand i Danmark.« Og det måles – i anførselstegn – ved at bestemte krav rangordnes og udløser point, der klart tilgodeser veluddannede vestlige borgere. Det vil sige, at der er mennesker, der ikke har en videregående uddannelse, og som ikke kan opfylde de nødvendige pointkrav, som aldrig får lov at vise, at de faktisk kan, selv om vi ved, at de kan, fordi vi ser dem på arbejdspladserne i Danmark i dag.

Det er bemærkelsesværdigt at opleve det her i Danmark – Grundtvig, Kierkegaard og H.C. Andersens fædreland. Det minder om H.C. Andersens eventyr »Hun duede ikke«. Nu ser vi på mennesker efter deres økonomiske nytteværdi.

Det Radikale Venstre kan ikke støtte, at tilladelse til familiesammenføring afgøres af et pointsystem, der stiller krav om, at ansøgeren og den herboendes forhold vurderes ud fra en nytteværdi defineret af et flertal i Folketinget. Vi mener, at staten skal acceptere danske statsborgeres ret til selv at vælge ægtefælle og bo i deres fædreland. Vi mener, at herboende udlændinge med permanent opholdstilladelse skal have ret til at bo med deres ægtefælle i det land, han eller hun har permanent opholdstilladelse i, når selvforsørgelsen er i orden, når der ikke er grovere kriminalitet, og når der ikke er gæld til det offentlige.

I Det Radikale Venstre ville vi ønske, at vi var en del af EU-fællesskabet og havde de samme regler, som de andre 26 lande i EU har på det her område. Det er vores målsætning, at vi når dertil på et givet tidspunkt. I en globaliseret verden, hvor mange, mange mennesker færdes hen over grænser og arbejder og bor forskellige steder i verden i forskellige dele af deres liv, må der være enkle regler for at håndhæve privatlivets fred og den personlige friheds ukrænkelighed, selv om verden forandrer sig.

Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning, og den er fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Bare for at gøre det klart vil jeg sige, at det står beskrevet i bemærkningerne til lovforslaget, at vi også lægger vægt på, at man skal tilegne sig det danske sprog og tilegne sig dansk kultur og respektere de grundlæggende værdier, som samfundet bygger på. Så det er ikke sådan, at man kun skal komme ind og arbejde, det er også utrolig vigtigt, men det er faktisk også en væsentlig forudsætning for at kunne komme ind, at man også er villig til at tilegne sig de værdier og tilegne sig dansk kultur. Det er også det, som lovforslaget handler om, nemlig at det er en forudsætning for at kunne glide ind i det danske samfund.

Jeg forstår simpelt hen ikke, hvad fru Marianne Jelved har imod, at man stiller det krav, at inden man kommer ind i Danmark, har man i det land, hvor man kommer fra, vist, at man i det land kan bidrage, f.eks. ved at have taget en uddannelse eller ved at have været i beskæftigelse. Hvad er det urimelige i det krav?

Så er det ordføreren.

Det urimelige består i, at hr. Martin Henriksen på den måde blander sig i danske statsborgeres ægtefællevalg. Det er en personlig frihed, og det er privatlivets fred, der krænkes her. Jeg mener, at staten går langt ud over de grænser, staten kan tillade sig, og jeg kender heller ikke noget andet land, der på den måde, som Danmark gør det, blander sig i ægtefællesammenføringer.

Hr. Martin Henriksen.

Jo, men det er jo at tegne sådan et lyserødt billede af, hvordan verden hænger sammen og bør hænge sammen, ved at sige, at hvis man har forelsket sig i en, kan man stort set kvit og frit få vedkommende op til Danmark, hvis man så ellers opfylder nogle meget basale krav.

Igen bliver jeg bare nødt til at stille spørgsmålet: Når vi nu kan se, at tidligere tiders udlændingepolitik – det mener jeg ikke man kan være uenig i – jo har resulteret i og medført, at der f.eks. er en meget lav beskæftigelsesfrekvens blandt ikkevestlige indvandrere og efterkommere, hvad er så det urimelige i, at man siger, at folk, der ønsker at blive familiesammenført til Danmark, inden de kommer til Danmark, skal have vist, at de i det land, de kommer fra, har været i beskæftigelse eller uddannet sig eller erhvervet sig nogle sprogkundskaber? Hvorfor er det urimeligt, for det er jo sådan set ikke en hindring for, at man kan forelske sig og gifte sig? Det, vi siger, er, at hvis du ønsker at blive familiesammenført til Danmark og leve dit liv i Danmark, vil vi bare gerne have en sikkerhed for, at du også bidrager til det danske samfund, f.eks. glider ind i den danske kultur og kommer ud på arbejdsmarkedet.

Fru Marianne Jelved skylder virkelig et godt svar på, hvorfor det er urimeligt at stille det krav. Det kan godt være, det bare er mig, der er for firkantet, men jeg forstår det simpelt hen ikke.

Ordføreren.

Det er, fordi jeg mener, det er et personligt valg, som en dansk statsborger – nu bliver vi ved den danske statsborger – foretager sig, og det skal staten ikke blande sig i. Det er så enkelt! Den personlige frihed er ukrænkelig, står der i grundloven, og den personlige frihed er i min måde at se verden på også, at man selv vælger, hvem man gifter sig med, og at man som den naturligste ting i verden tager sin ægtefælle og sine børn med hjem til sit fædreland. Hr. Martin Henriksen skulle vide, hvor mange mails der ligger i min indbakke fra danske statsborgere, som har boet i Cambodja og alle mulige andre steder i verden og været ingeniører eller mineryddere eller noget andet, og som har giftet sig, og som, når de kommer tilbage til Danmark, bliver lamslået og rystet over, hvad det er for krav, der stilles, for det havde de aldrig forestillet sig skulle ske i Grundtvigs fædreland – og det havde jeg heller ikke. Det er nogle kolossale værdiskred, der sker. Vi ser kun på mennesker nu som nogle, der er nyttige eller ikke er nyttige, vi ser ikke på dem som mennesker, og vi giver dem ikke den chance, medmindre de kommer igennem det nåleøje, som hr. Martin Henriksen har defineret som sandhed en .

Så skal jeg lige gøre opmærksom på, at det ikke er korrekt, at Danmark klarer sig langt bedre i dag beskæftigelsesmæssigt og uddannelsesmæssigt osv. end andre lande i EU; vi ligger endda på en række områder på gennemsnittet.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jeg vil godt høre fru Marianne Jelved, om hun ikke vil drømme lidt, forstået på den måde, at jeg tror, at det i fru Marianne Jelveds optik ville være en drøm, at der ville komme en rød regering, som fru Marianne Jelved og Det Radikale Venstre ville være en del af eller også stå uden for som parlamentarisk grundlag. Hvilke krav forestiller fru Marianne Jelved sig at hun ville stille til det pointsystem, som Socialdemokraterne og SF har fremlagt og sagt om, at det er de enige om, at det er det, de vil? Hvad siger fru Marianne Jelved og Det Radikale Venstre i sådan en situation?

Ordføreren.

Det vil hr. Karsten Lauritzen erfare efter valget, når vi har fået et andet flertal, og det flertal har lavet et regeringsgrundlag.

Hr. Karsten Lauritzen.

Det er da første gang, at jeg har hørt, at Det Radikale Venstres politik er hemmelig. Jeg synes faktisk, at fru Marianne Jelved har været god til her i Folketinget at sige, at »det vil vi i Det Radikale Venstre«, men jeg kan så forstå, at når det kommer til de følsomme områder, der, hvor der måske eller måske ikke er uenighed, kan man ikke få det at vide. Så må man vente til efter valget. Det håber jeg da at der er nogle vælgere der har hørt. Jeg tror heller ikke, at det er det, som fru Marianne Jelved og Det Radikale Venstre mener. Så derfor spørger jeg igen: Vil man acceptere – man kan bare svare ja eller nej, som fru Marianne Jelved bad mig om før, da hun stillede spørgsmål – det pointsystem, som Socialdemokraterne og SF har fremlagt, eller vil man ændre det?

Ordføreren.

Det har jeg svaret ganske klart på i mit indlæg, men jeg gentager det gerne: Vores vision, vores målsætninger er i Det Radikale Venstre, at vi på et tidspunkt har samme regler, som resten af EU har på det her område. Det er målsætning et. Målsætning to er, at vi er imod pointsystemer i forbindelse med familiesammenføringer og flygtninge, vi er for pointsystemer, når vi taler om rekruttering af arbejdskraft og tilladelse til studerende til at komme ind i Danmark for at studere.

Tak til ordføreren. Det er fru Johanne Schmidt-Nielsen som ordfører for Enhedslisten.

Indledningsvis vil jeg lige endnu en gang påpege den korte høringsfrist på Integrationsministeriets område. Den her gang er høringsfristen på 18 dage, og som bl.a. Foreningen af Udlændingeretsadvokater påpeger, er det for kort en frist til så omfattende et forslag som det, vi behandler i dag. Og jeg vil sige, at det faktisk undrer mig, at man er så dårlige til at sikre ordentlige høringsfrister på det her område. Altså, jeg kan ikke forstå, hvorfor det skal være så svært for lige præcis Integrationsministeriet at sikre, at høringsperioderne er i orden.

At en regering, der kalder sig selv liberal, kan finde på at komme med det her forslag, er for mig fuldstændig uforståeligt. Jeg mener, det bør være en grundlæggende ret, at man som borger i Danmark kan få lov til at forelske sig, gifte sig med et menneske fra et andet land og derefter bosætte sig her i Danmark. Jeg synes, det er dybt alvorligt, at regeringen og Dansk Folkeparti i deres iver efter at begrænse indvandringen – for det er jo i virkeligheden det, det her handler om – endnu en gang strammer reglerne for familiesammenføring. Det er simpelt hen et angreb på danske borgeres frie ret til at vælge ægtefælle. Altså, tænk, at en borgerlig regering kan finde på at blande sig i, hvem danske borgere må gifte sig med. Med det her pointsystem stempler VKO danske borgeres udenlandske kærester med sådan nogle stempler i panden, hvor der står duer eller duer ikke.

Et af de ord, der er blevet hæftet på lovforslaget, er uddannelsessnobberi. Jeg er helt klar over, at VKO har justeret en smule, siden pointsystemet blev lagt frem i første omgang, men på Venstres hjemmeside kan man bl.a. læse, at en faglært uddannelse sidestilles med en bachelorgrad. Det undrer mig meget, for i selve lovforslaget står der, at en faglig uddannelse fra udlandet giver 40 point, mens en bachelorgrad fra udlandet giver 50 point, og derudover er det altså sådan, at en ph.d. eller en kandidatuddannelse taget i udlandet giver 80 point. Altså, det er med andre ord forkert, når man på Venstres egen hjemmeside påstår, at det nu ikke længere er rimeligt at tale om uddannelsessnobberi. Overskriften på Venstres hjemmeside er noget med, at nu er tømreren lige så meget værd som økonomen. Det er jo faktuelt forkert, for en økonom uddannet på et universitet får væsentlig flere point, end en tømrer gør.

Endnu et sted, hvor snobberiet kommer til udtryk i det her forslag, er i forhøjelsen af sikkerhedsstillelsen. Som både Advokatrådet, Dansk Socialrådgiverforening, Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Institut for Menneskerettigheder og Rådet for Etniske Minoriteter påpeger, er der i den grad grund til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor den her økonomiske sikkerhed skal forhøjes til 100.000 kr. Og jeg må sige, at det heller ikke er, fordi vi har fået nogle sådan særlig informative svar i løbet af debatten i dag. Institut for Menneskerettigheder stiller i deres høringssvar nogle meget konkrete spørgsmål, f.eks., om der har været nogen som helst tilfælde, hvor de 50.000 kr., der i dag skal stilles som sikkerhed, ikke har været nok. Jeg glæder mig meget til at få et svar fra ministeren. Og i virkeligheden vil jeg sige, at Rådet for Etniske Minoriteter er yderst præcise, når de skriver, at de samlede omkostninger ved at søge ægtefællesammenføring nu er blevet så høje, at retten til familieliv er en rettighed, der tilhører de rige; for det er jo fuldstændig rigtigt. Det her skal jo også ses i lyset af de gebyrer, man netop har lagt på fra regeringens side. Men retten til at få lov til at leve i sit eget land med den, man elsker, skal altså afhænge af, om man har adgang til de her 100.000 kr., som man kan stille som sikkerhed.

Snobberiet kommer også til udtryk – og jeg kan lige sådan kort sige, at snobberi kan være et gennemgående ord for hele det her forslag – ved at man straffes for at bo i det, regeringen kalder et ghettoområde. Man får nemlig 20 point for ikke at bo i det, regeringen kalder for et ghettoområde. Jeg mener simpelt hen, at det er hul i hovedet. Altså, med den straf risikerer man jo, at de velfungerende borgere, de ressourcestærke, dem, der har mulighed for at flytte, flytter, fordi de så gerne vil familiesammenføres; for man kan altså få 20 point for at flytte. Altså, det er jo det stik modsatte af det, jeg ellers havde forstået var intentionen, nemlig at vi får nogle boligområder, der i højere grad er blandede.

Derudover er det jo simpelt hen banal diskrimination af mennesker, der bor i såkaldt udsatte områder, at de skal have sværere ved at få familiesammenføring end andre borgere. Som i øvrigt både Danmarks Lejerforeninger og Dansk Socialrådgiverforening påpeger, er det altså sådan, at et boligområde kan ændre status fra år til år, altså, det kan ændre sig fra år til år, om man nu tilfældigvis er på regeringens sorte ghettoliste eller ej.

Jeg mener også, det er diskrimination, at borgere under 24 år skal samle 120 point, mens borgere over 24 år skal samle 60 point. Det er jo ikke nyt. Altså, man diskriminerer jo allerede i den nuværende lovgivning ved 24-års-regel og tilknytningskrav, men det ændrer ikke ved, at man altså fortsætter den diskrimination med det pointsystem, der ligger her. Jeg gad godt vide, hvem der kan samle de der 120 point. Det vil godt nok være meget, meget få, medmindre man har en dansk ph.d.-uddannelse eller en kandidatgrad fra et top 50-universitet.

Jeg skal til at slutte af. Jeg kunne godt tænke mig at høre ministerens kommentar til, hvorfor sprogkravene i indvandringsprøven skal hæves, når man ingen erfaringer har med den nuværende. Altså, hvad er argumentet for det? Og hvorfor skal man forskelsbehandle statsborgere og mennesker med permanent ophold her i Danmark? Konsekvensen er bl.a., at hvis du har en sygdom eller har fået tilskud til medicin, kan du ikke få familiesammenføring. Hvad er logikken i det? Jeg har ikke tid til at gennemgå alle tåbelighederne, men jeg kan fortælle ministeren, at vi har mange spørgsmål på vej, og jeg håber, at ministeren kan besvare bare nogle af dem, jeg har rejst i ordførertalen, på talerstolen nu.

Tak. Der er lige en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Kan ordføreren ikke fortælle mig, hvordan det kan være udtryk for uddannelsessnobberi, at man kan få 40 point for at have erhvervserfaring, altså have haft fuldtidsbeskæftigelse i 2½ år inden for de sidste 3 år, og så 20 point for f.eks. at have bestået en danskprøve? Det vil så kunne give mulighed for, at man kan komme til Danmark, og der er sådan set ikke noget uddannelse involveret i lige præcis de pointkrav, jeg her har skitseret. Så hvordan kan det være udtryk for uddannelsessnobberi?

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, at man også kan få point for andre ting, f.eks. erhvervserfaring, men det ændrer ikke ved, at den, der har en faglært uddannelse, f.eks. en sygeplejerske, får færre point end f.eks. en person med en ph.d. fra universitet. Det vil jeg sige jeg synes faktisk er mærkeligt, at det skulle være Dansk Folkepartis politik. Jeg synes altid, vi hører Dansk Folkeparti holde lange taler om, at de er den almindelige borgers parti, og at de kæmper for den almindelige borger i Danmark. Hvordan det budskab hænger sammen med, at man synes, der skal gives flere point til en, der har gået på universitetet, end til en tømrer, synes jeg faktisk er svært at forstå.

Hr. Martin Henriksen.

Hvis man nu lyttede lidt efter, kunne man jo egentlig høre det, som jo bare var det, jeg ønskede at få svar på, nemlig at der faktisk er mulighed for, at man kan opfylde de pointkrav, uden at man har en uddannelse. Dermed falder argumentationen jo fra hinanden, når man fra Enhedslisten og alle mulige andres side bliver ved med at påstå, at det er uddannelsesnobberi. Jeg ved godt, at så fortsætter fru Johanne Schmidt-Nielsen med at sige, at det er uddannelsessnobberi, lige efter at jeg har bekræftet, at det er det ikke, men det er så, hvad det er.

Jeg er helt med på, at Enhedslisten har lidt vanskeligheder ved f.eks. at bekæmpe tvangsægteskaber og stille krav til udlændinge osv. osv. – det er så, hvad det er. Men regner fru Johanne Schmidt-Nielsen med, at man får indflydelse på det pointsystem, som Socialdemokraterne og SF har lagt frem, og hvilke krav ønsker man at stille til det? Hvilke betingelser vil man stille, for at man støtter en eventuel S-SF-regering på udlændingeområdet og i forhold til pointsystemet for familiesammenføring?

Ordføreren.

Uanset hvor meget hr. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti forsøger, kan ordføreren jo ikke komme uden om det faktum, at man giver væsentlig flere point til en universitetsuddannet end til en tømrer eller murer eller sygeplejerske. Og så er det, jeg siger: Hvis ikke det er uddannelsessnobberi, så ved jeg ikke, hvad der er uddannelsessnobberi. Altså, Dansk Folkeparti mener åbenbart, at en, der har en ph.d.-uddannelse fra et top 50-universitet, er mere værd og skal have flere point end en tømrer. Det er uddannelsessnobberi, vil jeg sige til hr. Martin Henriksen.

Så bliver jeg spurgt om, hvad vi vil stille af krav. Jamen målet for os er, at man som borger i Danmark frit kan få lov til at forelske sig et menneske i et andet land og gifte sig og få lov til at bo her i Danmark. Det vil sige, at man ikke stiller nogen krav, udover at det naturligvis skal foregå frivilligt. Det vil sige, at hvis jeg rejser ud og finder en eller anden mand, jeg kunne have lyst til at gifte mig med, så må jeg ikke tvinge ham til det, og han skal være over 18 år – altså de samme krav, som man stiller, når mennesker bliver gift i Danmark. Det er målet for os.

Vi ved godt, at vi ikke med de mandater, vi står til, kan få al vores politik igennem, men det er målet for Enhedslisten.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg kvitterer for, at det, man sådan set giver udtryk for i forhold til familiesammenføringsreglerne, er, at der sådan set ikke rigtig skal være nogle krav. Det må man sige er en klar politik, Enhedslisten tager med til en S-SF-regering, og det må man så bare notere sig. Tak for det.

Ordføreren.

Ja, det er fuldstændig rigtigt, at Enhedslistens politik er klar, og at vi mener, at man som borger i Danmark skal have ret til at finde sig en kæreste i et andet land. Det er ikke og har aldrig været en hemmelighed. Og jeg vil gøre meget for, at folk rent faktisk ved, at det er vores politik, at vi i Enhedslisten ikke mener, at staten skal gå ind og bestemme, hvem danske borgere må gifte sig med og få lov til at bo sammen med her i Danmark.

Som sagt synes jeg faktisk, at det er rystende, at en regering, som kalder sig selv liberal – det ved jeg godt at Dansk Folkeparti ikke gør, for DF har ikke noget med et liberalt parti at gøre – kan finde på at komme med en lov, som i den grad detaljeret regulerer, hvilke mennesker man må forelske sig i, gifte sig med og få lov til at bo sammen med her i Danmark. Det synes jeg er chokerende.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Jeg vil godt spørge fru Johanne Schmidt-Nielsen, om hun på nogen måde kunne forestille sig at stemme for det pointsystem, som S og SF har fremlagt.

Ordføreren.

Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at S og SF's pointsystem ikke bliver til virkelighed. Jeg kan absolut ikke se nogen fornuft i, at der skal være noget pointsystem, hverken VKO's eller det såkaldte røde pointsystem. Der er ikke nogen tvivl om, at VKO's og hr. Karsten Lauritzens pointsystem på alle måder er langt mere usympatisk end det, S og SF har lagt frem, men vi vil da arbejde for, at der slet ikke bliver noget pointsystem – det er klart. Samtidig er det klart, at vi jo, hvis regeringen når at få vedtaget det her – det vil jo vise sig, om der er flertal for det – selvfølgelig vil stemme for enhver lempelse af det pointsystem – det er klart.

Hr. Karsten Lauritzen.

O.k., jamen det takker jeg for, og det vil jeg godt kvittere for, for det var et klart svar: Man ønsker ikke noget pointsystem, og man ønsker ikke at stemme for et pointsystem. Det er jo fair nok.

Jeg spurgte fru Astrid Krag om det samme, som jeg nu vil spørge fru Johanne Schmidt-Nielsen om, nemlig om hun kan se logikken i, at Socialdemokratiet og SF ønsker ét system for dem under 24 år og et andet system for dem over 24 år. Er fru Johanne Schmidt-Nielsen ikke enig i, at hvis man mener, at selve det pointsystem, som vi snakker om i dag, er udtryk for uddannelsessnobberi, så er den model, som S og SF foreslår at indføre, uddannelsessnobberi for dem under 24 år? Er det noget, som Enhedslisten vil kæmpe imod og påpege som dobbeltmoralsk?

Ordføreren.

Jeg er helt enig i, at det uddannelsessnobberi, som kendetegner de borgerliges pointsystem – det, vi behandler i dag, og som hr. Karsten Lauritzen jo har stået her og forsvaret – desværre videreføres i Socialdemokraterne og SF's forslag for dem, der er under 24 år. Det er også derfor, at jeg fuldstændig klart siger, at vi i Enhedslisten har tænkt os at gøre, hvad vi kan, for at der slet ikke kommer til at være noget pointsystem. Det virker, som om hr. Karsten Lauritzen næsten er overrasket over, at Enhedslisten ikke går ind for et pointsystem for familiesammenføring. Det undrer mig, for jeg synes egentlig, at vi har sagt det ret klart, men jeg vil da gerne gentage det: Enhedslisten mener ikke, at staten skal blande sig i, hvem danske borgere må gifte sig med og få lov til at bo sammen med her i deres eget land. Og så kunne jeg da have lyst til at sige, at jeg synes, at Venstre skulle overveje, om det der med Danmarks liberale parti stadig væk skal være en titel, partiet kan bære uden at komme til at grine.

Direkte tiltale er ikke så velset, velhørt her i Folketinget.

Tak til ordføreren. Så er det Integrationsministeren.

Nu hørte jeg fru Johanne Schmidt-Nielsen forestille sig, at hun tog til udlandet og tvang en mand til at gifte sig med sig. Det tror jeg nu er en stor erkendelse i forhold til Enhedslistens politik, eller også er det vist et drømmesyn. Det tror jeg ikke ville være et problem, må jeg sige til fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Lad mig så oveni sige, at vi i dag har haft en god og grundig debat om regeringens forslag til et pointsystem ved ægtefællesammenføring, en god debat, som jeg synes har tjent folkestyret, for den har vist, hvor de forskellige partier i det danske Folketing står i det her spørgsmål. Det er et spørgsmål, som jo ikke kun drøftes i Danmark, men som drøftes i hele den vestlige verden, og som drøftes i så godt som alle industrialiserede lande.

Pointsystemer er velkendte i en lang række lande. Australien og Canada har haft stor nytte og glæde af pointsystemer, der selvfølgelig er udtryk for en helt bestemt ting, nemlig at det ikke er en naturgiven ret, at man blot kan komme til et land, men at det land, man ønsker adgang til, har en helt naturlig ret til at have nogle forventninger og stille nogle krav til mennesker, som ønsker adgang til de kulturelle fællesskaber, der måtte være i de respektive lande.

Det er vi ikke alle sammen enige om her i Danmark. Jo længere, vi går mod venstre, jo mere forsvinder kravene, og i virkelighedens verden må jeg jo også sige, at debatten her har afsløret, at det pointsystem, som S og SF ikke engang tør sætte til afstemning i Folketingssalen, jo i virkeligheden er et fatamorgana. Det er ikke et udtryk for, at man stiller ret mange eller nogen som helst krav til mennesker, som kommer hertil. Det er blot et forsøg på at bilde vælgerbefolkningen ind, at man sådan set også har den samme grundtilgang som regeringen, man er bare blidere. Det synes jeg i og for sig, for debatten afdækker det jo, er en ærlig sag, så derfor synes jeg, at debatten har været formålstjenlig.

Der er stillet en række spørgsmål. Hr. Henrik Dam Kristensen har atter stillet spørgsmålet om kronikerne. Jeg ikke helt klar over, hvad det er for kronikere, hr. Henrik Dam Kristensen sigter til, hvad det er for en lovgivning, han sigter til, hvor kronikere særlig skulle blive ramt. I forhold til mine oplysninger omfatter de her bestemmelser mennesker, som har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, mens kronikere får tilskud efter sundhedslovens § 147 og ikke generelt set er omfattet af lovforslaget. Men der er jo undtagelser i enkelte tilfælde for mennesker, der får enkelttilskud, og det kan være, at det er det, hr. Henrik Dam Kristensen sigter til.

Omkring det generelle spørgsmål, som også fru Marianne Jelved har været inde på, er sagen jo sådan set enkel nok i forhold til, om mennesker kan ligge samfundet til last, om ikke ægtefæller har den respektive forsørgelsespligt over for hinanden. Der er det nu engang sådan, at lovgivningen er udformet således, at modtager folk på opholdstilladelse offentlig forsørgelse, kan opholdstilladelsen inddrages, og det, man sikrer sig ved bl.a. disse bankgarantier, er, at de midler, der i mellemtiden har været udbetalt, kan dække det mellemværende, der måtte være i den sammenhæng.

Når spørgsmålet rejses om, hvorfor grænsen nu er 100.000 kr. i stedet for 63.000 kr., kan der gives mange svar på det. Sandheden er jo den meget enkle, at tre partier har mødtes og drøftet det her lovforslag og er blevet enige, og at den enighed bl.a. omfatter en grænse på 100.000 kr. Det er det, der hedder demokrati. Det er sådan, man lægger tingene frem. Det er altså vores bud på det, og er nogle uenige i det, kan de jo have en anden holdning, og så kan de stemme anderledes i Folketingssalen. Så enkelt kan det sådan set siges.

Vi vil selvfølgelig besvare de spørgsmål, som vil blive stillet i udvalget. Vi glæder os til diskussionen. Sandheden er, at den her debat måske ikke er helt ny, for for en uge siden havde vi en på mange måder tilsvarende debat her i salen, og det var så om pointsystemet i forbindelse med tidsubegrænset opholdstilladelse. Oppositionen ønsker også det pointsystem afskaffet, men har ikke noget alternativ. Sagen er den, at vi godt ved, hvad alternativet er, det har vi prøvet. Det var integration, som kørte af sporet, integration, som ikke fungerede, en integration, hvor arbejdsmarkedsparatheden var betydelig lavere, end den er i dag, hvor mange af de kulturelle udfordringer ikke blev mødt, og hvor frisproget omkring de udfordringer, som indvandringen også stiller Danmark overfor, ikke blev imødekommet.

Da regeringen kom til magten i 2001, overtog vi en stor og uløst integrationsopgave. Man havde ladet indvandringen løbe løbsk til skade for integrationen og dermed til skade for den enkelte udlænding. Det er lykkedes for regeringen at vende den udvikling – integrationspolitikken har virket. Erhvervsfrekvensen blandt 16-64-årige indvandrere fra ikkevestlige lande er steget fra 51,6 pct. i 2001 til 60,7 pct. i 2008, og samtidig har udlændingepolitikken sikret, at indvandringen er kommet under kontrol til gavn for integrationen.

Det er ekstremt vigtigt for Danmark, at vi holder den her kurs, og det er det, regeringens lovforslag handler om, nemlig at sikre en indvandring, der understøtter en vellykket integration. Når nogle kalder det snobberi, vil jeg sige, at det siger alt om synet på Danmark. For mig er det at komme til Danmark, og det, at Danmark åbner sine døre, en gave, og det har intet med snobberi at gøre. Det er en gave at få, en gave, at man kommer med og er med i et af verdens bedste lande og får en chance for at være med og kunne skabe sin egen tilværelse her. Man skelner i den sammenhæng, når man tildeler mennesker en gave, til, hvor integrationsparate de pågældende er. Der kunne f.eks. godt gælde en formodning om, at en med en ph.d., som har taget en længerevarende uddannelse med de sprogkrav, der måtte ligge i det, den akademiske uddannelse, der måtte ligge i det, har nemmere ved at integrere sig end en, som har taget en kortere uddannelse, og at der derfor er et ekstra krav, f.eks. sprogkrav, for at opnå det antal point. Det er alt sammen et udtryk for, at det er en gave at komme til Danmark, og det antal point, der er udtrykt, kan man sådan set udmærket hævde er udtryk for den integrationsparathed, der er for de mennesker, der kommer hertil. Det er det, venstrefløjen kalder snobberi. Jeg synes, det siger alt om synet på Danmark og om synet på, hvad det egentlig er, Danmark giver for mennesker, der kommer hertil.

Det forslag om pointsystem er efter vores bedste opfattelse til gavn for Danmark, for dansk erhvervsliv og for dansk økonomi, og det vil i sidste ende sige, at det er til gavn for alle dem, der bor i Danmark, både danskere og herboende udlændinge.

Tak til ministeren. Der er nogle korte bemærkninger, først fra fru Astrid Krag.

Min lille datter har sådan en lille dims med en frø på, som hun har fået på en burgerrestaurant, og når hun trykker på den, gentager den den samme korte sætning igen og igen, så det er til at blive fuldstændig vanvittig. Jeg må nok indrømme, at med vendingen om, at man overtog en stor og uløst integrationsopgave, er jeg ved at have det omtrent ligesådan med den nuværende minister.

Jeg bliver bare nødt til at sige til ministeren, at det er den borgerlige regering, der har haft magten i de sidste 10 år, og når vi hver eneste gang, vi behandler et lovforslag, der handler om integration, skal tilbage og snakke om tiden i det forrige århundrede, så ved jeg altså ikke, om jeg skal grine eller græde. Det synes jeg ikke er at tage særlig stort ejerskab for de ting, man har udrettet – eller måske mangelen på samme – indenfor det sidste årti.

Jeg vil lige være helt sikker på, at jeg forstod det ret, da jeg hørte ministeren komme med den beskrivelse af, hvordan man er landet på en fordobling af sikkerhedsstillelsen. Er det korrekt forstået, at der altså ikke er nogen saglig begrundelse for fordoblingen af sikkerhedsstillelsen? Var det det, jeg hørte ministeren sige?

Integrationsministeren.

Altså, jeg er helt klar over, at venstrefløjen er betydelig bedre til at stifte gæld end til at vedkende sig arv og gæld. Det er jeg helt bekendt med. Derfor gør det også utrolig ondt på dem at diskutere historie – det gør ondt. Nu kan jeg så afsløre, at 2001 sådan set ikke er forrige århundrede, det er det dog lige knapt.

Men jeg forstår godt, at fru Astrid Kragh har utrolig svært ved at vedkende sig det enorme ansvar, som venstrefløjen bærer for nogle af de kolossale kulturelle udfordringer, som man ser i ghettoområder, som man ser i Vollsmose, som man ser det i tilfældet med forbryderen Fisfis osv. Det er noget, venstrefløjen klart og entydigt bærer ansvaret for.

Jeg forstår godt, at man vil male et andet billede, men det slipper man ikke af sted med. Vi vil fastholde den historiske arv og gæld, som venstrefløjen har stiftet i den her sammenhæng, ligesom vi vil holde fast i, at det med hensyn til den økonomiske politik er klogt at betale sin gæld tilbage i god tid.

Fru Astrid Krag.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om ministeren totalt forklejner, at man har haft magten de sidste 10 år, og giver oppositionen en fuldstændig uhørt magt, i forhold til hvad der er sket i landet, eller hvad det er, der lige foregår. Altså, jeg kan bare sige, at Socialdemokraterne og SF har lagt nogle meget ambitiøse og meget konkrete planer frem for, hvad vi ville gøre for at få integrationen på skinner over hele linjen, hvis vi havde magt, som vi har agt, men det har vi ikke.

Det er altså den nuværende borgerlige regering, der har stået med ansvaret for de belastede boligområder de sidste 10 år, for folkeskolen de sidste 10 år og for vores retspolitik, hvor det er rigtigt, at noget af det, man lovede, var, at der nu ville blive taget hånd om den hårde kriminalitet, og hvad er det, vi ser i dag? Vi ser, at kuglerne flyver almindelige mennesker om ørerne. Nu er de sågar begyndt at skyde med automatvåben i boligområder, hvor børn skal vokse op. Det er da en falliterklæring for regeringens politik de sidste 10 år, og det kan ministeren altså ikke komme uden om.

Jeg fik egentlig ikke rigtig svar på mit spørgsmål. Ministeren beskrev et forhandlingsforløb, som mundede ud i en fordobling af sikkerhedsstillelsen. Det synes jeg er noget snobberi, for det betyder, at mennesker med bedre forhold til deres bankrådgiver eller flere penge på opsparingskontoen lettere kan få deres ægtefælle til Danmark end den jævne mand, der ikke har nogen friværdi og ikke har nogen opsparing. Hørte jeg ministeren komme med en beskrivelse af det forløb, som var en blank indrømmelse af, at der ikke er nogen saglig begrundelse for det?

Ministeren.

En saglig begrundelse, siger fru Astrid Krag. Vil det sige, at når et flertal i Folketinget vedtager en lov, fordi man antager, at den grænse i den sammenhæng er rimelig, altså fordi man synes, det er rimeligt, så vil fru Astrid Krag sige, at det er usagligt? Det er en pudsig demokratisk tankegang. Det, der kommer til udtryk her i Folketingssalen, er jo sådan set ret og rimelighed-betragtninger, og vi har nu frembragt vores ret og rimelighed-betragtning. Fru Astrid Krag er uenig i den og kalder den usaglig. Det må jeg opfatte som udemokratisk.

Jeg må sige, at vi har løst rigtig mange ting i den tid, vi har siddet. Vi har løst en arbejdsudfordring. Der er, skønt jeg kunne ønske mig, at det var endnu mere, sket en forbedring af læseevnerne. Der er sket en lang række positive ting i uddannelsessystemet, f.eks. for pigerne. Men ja, vi har ikke kunnet løse det hele, fordi arven er tung, og det betyder, at den her regering har brug for mere tid. Det vil jeg så håbe at den får, for ellers vender vi tilbage til tidligere tiders slendrian.

Fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Det er lige før, det er morsomt at høre på ministeren. Det skal vi nok få noget ud af. Ministeren er måske af den opfattelse, at alt det, der skete i de andre lande i Europa i 1990’erne, også er den danske venstrefløjs ansvar. For det, der skete i de andre lande, er fuldstændig parallelt med det, der skete i Danmark. Men den historie vil også blive skrevet på et tidspunkt.

Ministeren indledte med at fortælle, at der var andre lande, der havde pointsystemer, og jeg tror, det var Australien og Canada, der blev nævnt. Det, jeg gerne vil spørge ministeren om, er så: Er der pointsystemer i Canada og Australien for familiesammenføring? Eller drejer pointsystemerne sig i Australien og Canada om rekruttering af arbejdskraft og indvandring i det hele taget? Gælder det også for familiesammenføring? Det var mit egentlige spørgsmål.

Integrationsministeren.

Det er klart, at pointsystemerne er forskellige fra land til land, og der er ikke noget odiøst i, at vi i Danmark også lader det omfatte familiesammenføringerne. Jeg vil meget, meget gerne vende tilbage med en mere præcis redegørelse for både det canadiske og det australske pointsystem til fru Marianne Jelved. Og det er ganske korrekt, at det i disse sammenhænge fortrinsvis er arbejdskraftrelateret.

Fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Så er det jo lidt ærgerligt, at ministeren ikke klargør, at de pointsystemer drejer sig om rekruttering af arbejdskraft. Det tilslutter alle partier i Folketinget sig jo. Der er slet ikke uenighed om det. Men det bliver formuleret på en måde, så man tror, at der er uenighed om det, og Canada og Australien bliver brugt som legitimering af, at vi nu skal have pointsystem ved familiesammenføring. Men der er ikke pointsystemer for familiesammenføring i Canada og Australien, har jeg forstået på ministeren – hvilket jeg er enig i.

Ministeren fortæller, også at der er en høj beskæftigelsesgrad – 60,7 pct. – i 2008. Men ministeren nævner ikke, hvad den er i 2010; det kan jeg godt forstå, for der er den ikke så høj som 60,7 pct. Og ministeren spørger, hvad alternativet er til regeringens politik. Derfor har jeg et meget centralt spørgsmål, som jeg er meget spændt på at høre ministeren svare på: Hvornår tilkendegiver integrationsministeren, at det er Venstres og integrationsministerens målsætning, at Danmark bliver helt og fuldt medlem af EU og dermed også omfattet af EU-reglerne på det her område?

Ministeren.

Hele spørgsmålet om vores EU-medlemskab er ikke et spørgsmål, som jeg har porteføljen til at stå her og redegøre nærmere for. Det synes jeg er rimeligst at fru Marianne Jelved retter til statsministeren. Jeg kan ikke udskrive en folkeafstemning på nogle af de forbehold, vi har. Generelt set er det jo vores ønske at afskaffe forbeholdene. Vi har nogle betragtninger i forhold til retsforbeholdet og netop integrationsområdet, som er fru Marianne Jelved fuldt bekendt.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Noget af det, som det lovforslag, vi behandler i dag, indeholder, er, at man skærper sprogkravene i indvandringsprøven, og indvandringsprøven er jo sådan en prøve, som den udlænding, man gerne vil giftes med, skal bestå, før vedkommende kan blive familiesammenført med en dansk borger. Der har man altså besluttet sig for at skærpe danskkravene.

Mit spørgsmål er: Hvorfor? Grunden til, at jeg spørger, er jo, fordi det er for ganske nylig, man overhovedet indførte den her indvandringsprøve, og det vil sige, at man endnu ikke har nogen evalueringer af, hvordan den fungerer på nuværende tidspunkt. Så hvad er årsagen til, at man har valgt at skærpe danskkravene i den her indvandringsprøve?

Ministeren.

Vi skærper sprogdelen i indvandringsprøven, fordi vi gerne vil sikre en ordentlig integration. Så enkelt er det. Det er væsentligt efter vores opfattelse for at kunne deltage i det danske fællesskab, at man kan det danske sprog.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det der svar er jo grebet ud af luften, for vi har ikke nogen anelse om, hvordan den nuværende prøve fungerer. Den er indført for ganske nylig, der ligger endnu ikke nogen evalueringer af, hvordan den fungerer. Hvorfor lavede man så ikke den her prøve, allerede da man indførte den i første omgang?

Altså, hvad er årsagen til, at man nu, uden at have set resultaterne af indvandringsprøven, skærper kravene? Er der nogen som helst form for undersøgelse eller et eller andet fagligt svar, ministeren kan komme med, ud over det der med, at det er vigtigt, at man har kendskab til det danske sprog? Det kunne jeg godt regne ud at ministeren ville sige, men man har ikke nogen erfaringer med den prøve, som man indførte for ganske nylig. Hvad er årsagen til det her?

Ministeren.

Den er såmænd den meget enkle, at vi har valgt at tillægge det endnu højere vægt, at udlændinge, som ægtefællesammenføres til Danmark, kan dansk i et vist omfang og derfor også kan antages at kunne tilegne sig det danske sprog i endnu højere grad med tiden. Jeg synes, at det er ganske fornuftigt, at sådanne danskkundskaber indgår som et af de kriterier, der kan udløse point efter det nye pointsystem.

Hr. Henrik Dam Kristensen for en kort bemærkning.

Jeg vil ligesom ved sidste behandling endnu en gang give udtryk for – jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det – ministerens evne til at være polemisk og ikke være særlig sandfærdig med hensyn til oppositionen. Det egner sig ikke til at tage i korte bemærkninger, så det gemmer jeg til en anden god gang.

Der er bare én ting: Vil ministeren give udtryk for – ikke sådan statistisk korrekt, men en fornemmelse – om bandekriminaliteten var værre eller bedre i 2001, når man tænker på involvering af bander med anden etnisk baggrund, altså give et konkret eksempel på det? For jeg kan forstå, at oppositionen også har skyld i det med en nuværende kriminel, som ministeren oven i købet nævnte ved navn, var oppositionens skyld. Så jeg vil bare høre ministerens fornemmelse af, om der var mere involvering af bandekriminalitet med anden etnisk baggrund i 2001, end der er i 2011?

Ministeren.

Enhver, som kender sin politiske historie, og det ved jeg at hr. Henrik Dam Kristensen gør, vil vide, at jeg ved kommunevalget i 2005 faldt på at gøre opmærksom på, at der var behov for, særlig f.eks. fra Københavns Kommunes side, en stærkt intensiveret indsats i forhold til særlig bandekriminaliteten blandt etniske danskere. Det faldt på klippegrund.

Dengang var Københavns Kommunes flertal og ikke mindst Københavns Kommunes politikere af den opfattelse, at det var noget sludder, og at så galt ville det slet ikke gå. Der var ikke nogen grund til at tage det her alvorligt. Det gjorde man ikke, og i dag høster frugterne. Som man sår, så høster man. Der er grænser for, hvad en regering kan foretage sig i det kriminalpræventive arbejde. Hvor foregår det forebyggende arbejde henne, vil jeg spørge hr. Henrik Dam Kristensen? Det foregår i de store socialdemokratiske bykommuner, og der ser man i realiteten den side af integrationens fallit.

Hr. Henrik Dam Kristensen.

Jeg kvitterer for ministerens evne til at tale udenom. Men jeg tror trods alt, hvis man sådan graver lidt ned i det, at det var en erkendelse af, at det står værre til i 2011, end det gjorde i 2001. Så det konstaterer jeg bare.

Så kan jeg sige med hensyn til ministerens oplysninger om kronikere, at det virkelig glæder mig, hvis det er korrekt. Det må vi få undersøgt med spørgsmål undervejs. Jeg håber, at ministeren har ret i det, der blev sagt fra talerstolen.

Så har jeg et sidste spørgsmål. Ministeren har været meget ude efter, hvad der ville ske, hvis oppositionen kommer til, eller måske rettere sagt, når oppositionen kommer til at danne regering. Vi har haft en ordførerrunde her i dag, og indtil nu har ministeren jo ikke flertal for sit lovforslag. Det kan da være, at der er det, men det ved vi jo ikke, for vi mangler to ordførere. En af dem, Liberal Alliance, vil jo i hvert fald kræve, tror jeg – det fremgik klart af den sidste debat, vi havde – at hvis man skal være med til det her, vil Liberal Alliance have optjeningsprincipper ind i det. Det er så 7 år bl.a. for noget som at kunne komme til læge. Er det noget af det, som ministeren vil være indstillet på for at få sit flertal på plads? Er det så den vej, der skal gås, for flertallet skal ministeren også have?

Ministeren.

Skal vi ikke aftale, vil jeg spørge hr. Henrik Dam Kristensen, at hvis jeg har mit arbejde med at sikre regeringens flertal, så kan hr. Henrik Dam Kristensen arbejde med at sikre oppositionens, og så må vi se, hvem der ender med at have de fleste? Det tror jeg egentlig er rimeligt nok, og sådan må det være.

Derudover vil jeg sige, at selvfølgelig er bandekriminaliteten da blevet værre. Det er den da. Det er den da, fordi de store bykommuner i alle de sidste 10 år overhovedet ikke har taget den forebyggende opgave alvorligt. Jeg faldt selv på den, så jeg ved det. Jeg ved, hvor ligeglad man var i den socialdemokratiske Københavns Kommune med det her. Der var det vigtigere at gå ud og påstå, at man kunne bygge 5.000 boliger på 5 år til 5.000 kr., og det var såmænd lige så luftigt som løfterne om 12 minutter og efterløn, og hvad vi ellers har hørt igennem årene fra Socialdemokratiet. Det er ikke til at regne med. Det er det ikke.

Tak til integrationsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.