Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af lovforslag nr. L 166:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Regulering af besøgsrestriktioner i boligformer med tilknyttet personale og fællesboligarealer samt tilsynspolitik for personlig og praktisk hjælp m.v. i hjemmeplejen).

Af socialministeren (Benedikte Kiær).

(Fremsættelse 16.03.2011).

Forhandlingen er åbnet, hr. Erling Bonnesen som ordfører for Venstre.

Tak. For det første fastsættes der klare regler, der skal sikre beboernes selvbestemmelsesret, i forhold til hvem de vil have besøg af, og det sker bl.a. på baggrund af arbejdsgruppens rapport fra oktober sidste år. Af den fremgår det, at der er behov for klare regler om, hvornår og i hvilke situationer besøgsrestriktioner helt undtagelsesvis kan indføres. I sådan en situation må der ske en afvejning af på den ene side hensynet til den enkeltes selvbestemmelsesret og på den anden side hensynet til beboernes pleje, tryghed og trivsel samt plejepersonalet.

Formålet med lovforslaget er at gøre det klart for såvel personale som kommunalbestyrelse, beboere og besøgende, hvilke typer og grader af adfærd der betragtes som så uacceptable, at de kan føre til besøgsreguleringer.

For det andet lægges det fast, at alle kommuner skal udarbejde og offentliggøre en tilsynspolitik med klare retningslinjer og faste procedurer for, hvordan kommunen tilrettelægger tilsynet og opfølgningen på hjælpen til borgerne. Det skal sikre, at alle kommuner lever op til deres forpligtelser til at føre tilsyn med hjemmeplejen.

Vi lægger stor vægt på, at ældre modtager den personlige og praktiske hjælp i hjemmet, som de er visiteret til, og at hjælpen svarer til den enkeltes behov, og det kommunale tilsyn med og opfølgning på, at dette sker, er derfor en vigtig kommunal opgave. Ledelsesopgaven og tilsynet har ikke været prioriteret højt nok alle steder, og der er derfor et behov for at styrke det kommunale fokus på tilsynsopgaven og den ledelsesmæssige opfølgning i hjemmeplejen.

Samlet set vil forslaget være med til at tydeliggøre opgaver og rettigheder i ældreplejen til glæde for både ældre, ansatte og pårørende, og Venstre støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det Socialdemokraternes ordfører, fru Mette Frederiksen.

Hvad er egentlig det vigtigste i den ældrepolitik, vi skal føre i Danmark? Det siger sig selv, at pleje og omsorg er omdrejningspunktet, at respekt er en kerneværdi, ligesom tillid og faglighed i ældreplejen er helt afgørende, vores medarbejdere skal så at sige både have hjerte og hjerne med, når de går på arbejde. Selv om man bliver ældre og måske plejekrævende, har man ret til et liv med muligheder i stedet for begrænsninger. Man har ret til selv at bestemme, og derfor er noget af det, der er vigtigere end alt andet i vores ældrepolitik, lige præcis selvbestemmelse. Den måde, vi indretter vores ældrepleje på i Danmark, må aldrig blive umyndiggørende.

Jeg ser med gru på konkrete eksempler, hvor ældre mennesker tvinges til at bruge ble, hvor ældre mennesker kommer i seng tidligt om aftenen eller allerede om eftermiddagen af hensyn til en vagtplan. Jeg ser med gru på eksempler, hvor ældre mennesker låses inde om natten på grund af besparelser. Det er ikke værdigt.

Til gengæld glæder jeg mig over de mange andre eksempler på god ældrepleje, plejecentre, hvor man som borger selvfølgelig selv bestemmer, hvornår man kommer i seng, hvad man vil spise, hvorvidt man vil ud i den friske luft hver dag, og hvem man vil have besøg af i sin lejlighed eller på sit værelse. Besøgsrestriktioner – hør bare ordet – er et grundlæggende problem for den selvbestemmelse, der skal være kendetegnende for ældreplejen i Danmark. Når man er borger og bor på et plejehjem, har man sin private bolig i fællesskab med andre.

Der er derfor også regler, der skal overholdes og respekteres. Der er hensyn til andre borgere, der skal tages, og der er selvfølgelig også et hensyn til de mennesker, der arbejder på plejehjemmet. Ingen besøgende har ret til at overfuse andre, ingen har ret til at råbe højt, så andre ikke kan sove, ingen har ret til at chikanere eller true – selvfølgelig ikke. Men pårørende har altså ret til at være kritiske og til at sætte spørgsmålstegn ved den pleje, der omgiver deres kære. Med de mange besparelser, der ruller over kommunerne i de her år, er der også mange steder grund til at være kritisk, både som medarbejder, som borger og som pårørende.

Vi støtter det her lovforslag, fordi vi gerne fra Socialdemokratiets side vil være med til at få slået fast, at besøgsrestriktioner ikke er normen, at besøgsrestriktioner kun må tages i brug i helt, helt særlige og få tilfælde. I langt de fleste situationer må man samarbejde og finde lokale løsninger på lokale udfordringer og uenigheder, men det er nødvendigt at få præciseret, at besøgsrestriktioner må være den sidste udvej i ekstreme tilfælde, hvor alle andre muligheder er afprøvet.

Vi har selvfølgelig noteret os høringssvarene til det her lovforslag. Vi har også lagt mærke til, at stort set alle de hørte parter synes, at lovforslaget er rigtigt og nødvendigt. Vi har selvfølgelig også noteret os, at KL er uenig i forslaget. Jeg forstår godt, at man i mange kommuner kan synes, at det er unødvendigt med lovforslag, der regulerer noget, man sagtens kan regulere lokalt. Alligevel synes vi, at det er klogt at få lovfæstet, at selvbestemmelse over egen bolig selvfølgelig er normen i Danmark. I alle tilfælde må både den sunde fornuft og andre mindre indgribende foranstaltninger jo altid gå forud for en besøgsrestriktion, og det må være muligt at placere beslutningskompetencen, så en afgørelse både træffes under stor hensyntagen til den enkelte borger og det lokale demokrati.

Selvbestemmelse for det enkelte menneske er det vigtigste, og derfor stemmer vi ja til forslaget her.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes selvfølgelig, det er glædeligt, at Socialdemokratiet støtter lovforslaget. Det, jeg bed mærke i, var, at den socialdemokratiske ordfører, fru Mette Frederiksen, flere gange henviste til besparelser i ældresektoren – underforstået, at regeringen og Dansk Folkeparti bærer et stort ansvar for det.

Vi tager selvfølgelig ansvaret for den overordnede økonomiske politik. Men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan det, at man herinde står og siger, at der bliver brugt for få penge ude i kommunerne på ældreplejen, hænger sammen med, at Dansk Folkeparti f.eks. har været med til at få afsat en ældrepulje på 300 mio. kr., der er blevet fordelt ud til kommunerne. Heraf gik ca. 10 mio. kr. til Odense Kommune, og der var så et flertal i Odense Kommunes byråd bestående af Socialdemokratiet og SF, som besluttede, at de 10 mio. kr., de fik fra Christiansborg til bedre ældrepleje, skulle bruges til alt muligt andet. Hvordan hænger det sammen med det, som fru Mette Frederiksen står og siger her?

Ordføreren.

Jeg nævnte faktisk ikke Dansk Folkeparti i min ordførertale, og det gjorde jeg ikke, fordi jeg synes, at det at diskutere ældrepolitik er noget mere interessant end at diskutere Dansk Folkeparti.

Der er jo ikke nogen som helst tvivl om, at den kommunale nulvækst og de besparelser, der ruller over det ganske land, også rammer på ældreområdet. Vi hører jo desværre om konkrete eksempler, hvor plejekrævende ældre ikke får den hjælp, de har behov for. Vi hører om fyringer på hospitaler, hvilket kan ramme medicinske patienter, hvoraf der ofte er mange ældre, men også på plejecentre og andre steder. Derfor tror jeg ikke, at der er nogen som helst tvivl om, at når vi oplever, at ældreområdet også rammes af besparelser, vil der selvfølgelig være pårørende, der tager afstand fra det, altså som er kritiske over for besparelserne, og det er jo noget, den enkelte medarbejder så skal stå og tackle. Det er jo ikke altid, at Dansk Folkeparti hører, hvad det er, der bliver sagt ude i den virkelige verden.

Derfor er der for mig at se ingen tvivl om, at på et tidspunkt, hvor der er store besparelser, vil der også potentielt være større konflikter, og det er jo noget af det, der danner grundlag for, at besøgsrestriktioner kommer på tale.

Hr. Martin Henriksen.

Nu var det jo i høj grad Dansk Folkeparti, der pressede på for, at netop det her lovforslag skulle komme, og vi er glade for, at det er blevet fremsat af regeringen. Men fru Mette Frederiksen svarer ikke på mit spørgsmål.

Jeg er helt med på, at det er svære økonomiske tider. Men hvordan hænger det, at Socialdemokratiet står fra Folketingets talerstol og kritiserer besparelser ude i kommunerne og siger, at der ikke er råd til at have den velfærd, som vi ønsker, sammen med, at man ude i kommunerne kan finde eksempler på, at Socialdemokratiet og SF bruger penge, som i øvrigt Dansk Folkeparti har fået forhandlet igennem i en finanslovaftale med regeringen, og som gives ekstra til kommunerne til ældreområdet, f.eks. 10 mio. kr. til Odense Kommune – vi kunne også finde andre eksempler – hvor et flertal i byrådet bestående af venstrefløjen, S og SF, altså beslutter at bruge pengene på alt muligt andet end ældreområdet?

Hvordan kan det være, at de gør det lokalt, når man står herinde og siger, at vi skal bruge flere penge på ældreområdet? For der er faktisk nogle eksempler på, at man derude lokalt har haft mulighed for at gøre det, for man har fået penge til ældreområdet og valgt at bruge dem på noget andet. Det er jo fru Mette Frederiksens partikammerater, der gør det.

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at når der målrettes midler fra nationalt hold til indsatser ude i kommunerne, så skal kommunerne selvfølgelig bruge de penge til de formål, som midlerne er tilvejebragt til. Men det ændrer jo ikke på, at den økonomi, der omgiver landets kommuner, bestemmes fra centralt hold. Det er det politiske flertals ansvar, om der er midler nok til at tilvejebringe det velfærdssamfund, som jeg egentlig tror at de fleste af os danskere gerne vil have og ønsker at opretholde.

Der er heller ikke nogen tvivl om, at når Danmark står i en økonomisk krise, er vi alle sammen forpligtet til at overveje, om vi bruger vores skattekroner godt nok. Jeg vil bare til enhver tid forsvare, at når man bliver ældre i Danmark, når man har betalt skat i mange år, når man har gjort sin pligt og måske også mere til, skal man være sikker på, at der er et ordentligt socialt sikkerhedsnet; at der er en ældrepleje, der fungerer; og at man selvfølgelig ikke bliver pålagt besøgsrestriktioner, fordi man har pårørende, der måske tillader sig at stille sig kritiske over for besparelser eller andre beslutninger.

Så er det fru Vivi Kier for en kort bemærkning.

Jeg hæftede mig lidt ved, at den her debat måske egentlig ikke kom til at handle så meget om det, som ligger i lovforslaget, nemlig at vi gerne vil sikre, at ældre, uanset hvor de måtte bo, selvfølgelig selv skal kunne bestemme, hvem de skal have besøg af, og at vi også sikrer, at der er et vist tilsyn med den hjælp, som man får tildelt, og som nogle desværre har vist sig at ville snyde nogen for.

Men så kommer debatten kun til at handle om besparelser. Jeg vil gerne spørge fru Mette Frederiksen: Mener fru Mette Frederiksen, at det kommunale selvstyre er vigtigt, og at vi har fordelt opgaverne således, at vi laver de overordnede rammer, og at kommunerne skal udfylde rammerne?

Ordføreren.

Nu var det jo efter ønske fra Dansk Folkeparti, at vi skulle diskutere besparelserne ude i kommunerne. Jeg er stor tilhænger af det kommunale selvstyre. Jeg er også tilhænger af, at vi fra nationalt hold kan beslutte ting på centrale områder i vores velfærdssamfund. Det er derfor, vi har en servicelovgivning. Det er derfor, jeg tror, at et meget bredt flertal i Folketinget i dag stemmer for lovforslaget her, altså fordi vi hele tiden skal afveje det kommunale selvstyre og muligheden for at træffe decentrale beslutninger med et overordnet ønske om eksempelvis at sikre selvbestemmelse. Så jeg ser ikke nogen modsætning mellem, at vi har et velfungerende kommunalt selvstyre, og at vi samtidig lægger nogle nationale retningslinjer ud.

Når det drejer sig om økonomien, er der jo ikke nogen som helst tvivl om, at der hænger det decentrale led, altså vores kommuner, jo meget, meget tæt sammen med den overordnede økonomiske politik, der føres. Og når vi har en regering, der melder nulvækst, har det selvfølgelig konsekvenser for, hvilke beslutninger der bliver truffet ude i kommunerne, og hvilket råderum der er, eksempelvis til at tilvejebringe en ordentlig ældrepleje.

Fru Vivi Kier.

Det blev et rigtig langt svar, og det var også dejligt, for vi kom til at diskutere økonomi her. Og jeg må jo sige, at det er nulvækst. Vi er nødt til at præcisere det. Fru Mette Frederiksen sagde adskillige gange i sin ordførertale: de kraftige besparelser og forringelser, den her regering har lagt ned over kommunerne.

Kommunernes vækst er steget år for år frem til i år, hvor vi har sagt, at der er nulvækst. Nulvækst betyder, at kommunerne har fuldstændig det samme at bruge i år, som de havde sidste år, men de har ikke mere. Igen må jeg sige, at det altså er kommunalbestyrelserne, vi har givet mulighederne for at planlægge og tilrettelægge servicetilbuddene ude i kommunerne. Så jeg synes ikke, det er fair, når man siger: de massive besparelser, der er lagt ned over kommunerne, for det er lodret imod fakta.

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg har ramt et ømt punkt hos VKO, for jeg brugte stort set hele min taletid i min ordførertale på at tale om retten til selvbestemmelse; vigtigheden af, at man som borger, også selv om man bliver ældre, også selv om man lider af funktionstab, også selv om man bliver plejekrævende, selv kan bestemme, hvem man vil have besøg af på hvilke tidspunkter. Jeg nævnte besparelser ét sted i min tale, men jeg forstår sådan set godt, at det nuværende politiske flertal har et stort behov for at retfærdiggøre den politik, man fører.

Det, der er afgørende i lovforslaget her, er at få slået fast, at den enkelte borger, funktionstab eller ej, alder underordnet, har ret til selv at bestemme, hvem de vil have besøg af og hvornår. Det her handler om selvbestemmelse, og det er det afgørende.

Så havde jeg derudover den pointe, at det er klart, at der, når der bliver foretaget besparelser, selvfølgelig også vil være pårørende, der tillader sig at rejse en kritisk røst. Det mener jeg vi skal have forståelse for, og jeg synes, det er vigtigt, at vi i Folketinget sikrer, at pårørende har ret til at være kritiske og indgå i dialog med medarbejderne, sådan at alle, også pårørende, er med til at tilvejebringe en ældrepleje af høj kvalitet og høj standard i Danmark.

Tak til ordføreren. Herefter er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Jeg skal for god ordens skyld slå fast, at det jo ikke var Dansk Folkeparti, der startede med at tale om besparelser, det var Socialdemokraterne. Og det er sådan set fuldstændig rigtigt, at Dansk Folkeparti har et stort behov for at få præciseret nogle ting i debatten – det har vi da – for vi har det overordnede økonomiske ansvar. Sådan er det, det står vi ved.

Men når man f.eks. kritiserer, at der bliver prioriteret forkert i kommunerne, bliver man også bare nødt til at forholde sig til, at vi jo har været i en situation, hvor der er blevet tilført ekstra ressourcer til bedre ældrepleje ude i kommunerne, men hvor vi så har kunnet finde eksempler på, at kommuner, der er socialdemokratisk styret, har valgt at bruge de ekstra ressourcer, de har fået tildelt fra staten til bedre ældrepleje, på alt muligt andet. Jeg synes bare, det er vigtigt, at det også fylder i debatten.

Hvad angår lovforslaget, har der inden for det seneste års tid været en række eksempler på, at tilsynet ude i kommunerne har svigtet med hensyn til at kontrollere den service, som f.eks. hjemmehjælpen skal yde over for udsatte borgere og ældre, der har behov for støtte og hjælp i dagligdagen. Der har desværre også været en række eksempler på, at pårørende, sønner og døtre til ældre på plejehjem er blevet forhindret i at besøge deres far eller mor, og det er eksempler, som politikerne bør reagere på.

Man kan med rette diskutere, hvordan nye regler skal se ud, og hvor omfattende de skal være, men at der har været behov for at kigge nærmere på området, har jeg svært ved at se at man kan være uenig i. Det er vigtigt at afbureaukratisere, fordi det kan frigive ressourcer til mere og bedre omsorg lokalt, men der skal altid være regler, som sikrer, at de ældres rettigheder bliver tilgodeset, men det er selvfølgelig en balancegang.

I Dansk Folkeparti har vi ønsket en bedre regulering på det her område, og det lovforslag, vi behandler i dag, er ubetinget et skridt i den rigtige retning. I den forbindelse vil jeg også gerne kvittere for, at socialministeren også har været på banen og har talt imod besøgsrestriktioner.

For det første foreslås det, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde og offentliggøre en tilsynspolitik for hjemmeplejen med retningslinjer for, hvordan kommunen tilrettelægger tilsynet og opfølgningen på hjælpen. Formålet er at sikre, at kommunerne lever op til deres forpligtelser til at føre tilsyn med hjemmehjælpen, sådan at de ældre får den hjælp, de har krav på.

For det andet foreslås en regulering af kommunernes adgang til at træffe afgørelser om besøgsrestriktioner i plejeboliger og andre boligformer med tilknyttet personale og fælles boligarealer. Formålet er at slå fast, at personer, der bor i de nævnte boligtyper, som hovedregel selv bestemmer, hvem de vil have besøg af. En plejehjemsbolig er den ældres egen bolig, og det er et vigtigt princip, som vi får slået fast her i dag.

Både i pressen og via henvendelser til partierne – i hvert fald til Dansk Folkeparti – er det blevet fremført, at pårørende oplever at blive pålagt eller truet med besøgsrestriktioner, der afskærer dem fra at besøge familie og venner på plejehjem. Det har været fremme, at baggrunden i nogle tilfælde alene skulle være, at de pårørende har givet udtryk for kritik af kommunens serviceniveau eller den konkrete udførelse af plejen af deres familiemedlem. Lad mig slå fast, at pårørendes kritik af eller interesse i, hvordan deres familiemedlemmer bliver behandlet af det offentlige, aldrig i sig selv må give anledning til noget så voldsomt og indgribende, som det er at indføre en besøgsrestriktion.

Udgangspunktet for lovforslaget er borgernes ret til selv at bestemme over egen bolig og grundsætningen om den personlige friheds ukrænkelighed, som det fremgår af grundloven. Derudover har Folketingets ombudsmand i en konkret sag om besøgsrestriktioner givet udtryk for kritik af sagsbehandlingen.

Lovforslaget lægger op til, at det er kommunalbestyrelsen eller det stående udvalg, der skal træffe afgørelsen på et møde. Med forslaget fastlægges det politiske ansvar, da det fremover er kommunalbestyrelsen, der får ansvaret for de beslutninger, der træffes på området.

Jeg er bekendt med den kritik, der er af lovforslaget, og frustrationen over, at nogle lokalpolitikere skal med ind over og træffe en beslutning om besøgsrestriktioner i de meget få sager, hvor det finder sted. Til det er der at sige, at en så vidtgående beslutning, som det er at afskære nogen fra at se sin familie, naturligvis skal behandles af de politisk ansvarlige. I øvrigt er folkevalgte politikere også med til at træffe beslutninger om, at børn med udsatte forældre skal fjernes fra hjemmet og dermed afskæres fra deres familie. Uanset om der er mange sager eller få sager, så er det i sager som disse, at politikerne skal tage ansvar.

Det klare udgangspunkt er, at den ældres eller handicappedes bolig er borgerens egen private bolig, og derfor skal hverken det offentlige eller andre bestemme, hvem man får besøg af. Men er der f.eks. tale om vold, grov chikane fra de pårørendes side mod f.eks. personalet eller andre beboere, og skal der begrænsninger til, så skal de lokale politikere tage ansvar for den beslutning. Derudover skal der for de pårørende være mulighed for at klage over afgørelsen.

Alt dette har gjort, at der har været behov for en ændring af lovgivningen, og på den baggrund støtter Dansk Folkeparti forslaget.

Tak til ordføreren. Herefter er det SF's ordfører, fru Astrid Krag.

Tak for ordet. Som ordførerne for de foregående partier allerede har gennemgået det, omhandler forslaget to forskellige tiltag: for det første en indførelse af en procedure for besøgsrestriktioner og en præcision af beboernes selvbestemmelsesret og for det andet kommunale tilsynspolitikker. Der er ingen tvivl om, at en besøgsrestriktion er en meget stor indgriben, som kun skal bruges, når det er allerallermest nødvendigt. Desværre viser erfaringen, at det i sjældne tilfælde kan være nødvendigt at lave restriktioner, f.eks. når personalet bliver chikaneret eller udsat for voldsom adfærd.

Kort fortalt handler det her lovforslag om at kunne få hverdagen til at fungere, når en situation kommer derud, hvor den næsten ikke kan løses, og derfor er jeg også meget glad for, at ministeren fastslår, at andre løsninger skal søges først. Det gør kommunerne ofte, og jeg synes også, at der i høringssvarene er en række rigtig gode forslag til, hvordan man kan klæde personale, beboere og andre yderligere på – der er nogle forslag både fra FOA, fra Ældre Sagen og fra Danske Handicaporganisationer, som jeg synes det er vigtigt man kigger videre på. Men selv når det er sagt, er der desværre tilfælde, hvor der skal findes en løsning, så beboere kan få besøg, samtidig med at f.eks. plejehjemmet skal kunne fungere både af hensyn til andre beboere og til de ansatte.

Forslaget slår tydeligt fast – og det er jo meget vigtigt – at den enkelte borger selv råder over sit eget hjem, og at der ikke kan laves restriktioner over, hvem der færdes der. Det er en klarhed, der er fuldstændig afgørende, og det er en klarhed, vi er meget glade for at få lovfæstet i SF.

Så lægger forslaget derudover op til, at byrådene i ekstreme tilfælde kan indføre restriktioner for adgang til fællesområder og kan lave restriktioner, så konkrete besøgende ikke må være til stede, når personalet skal udføre sit arbejde i den private bolig.

Det er meget vigtigt for os, at det her ender med en løsning, som afbalancerer retten til besøg, retten til selvbestemmelse og så det praktiske hensyn i de enkelte tilfælde, hvor tingene er gået fuldstændig i hårdknude. Og som udgangspunkt ser det ud til, at det her forslag rammer den balance rigtigt.

Den anden del af lovforslaget handler om krav om kommunale tilsynspolitikker. Vi kan have en frygt for, at hvis ikke formålet er meget klart og politikken følges, så skaber man reelt en papirmølle frem for et godt redskab at styre efter. Og derfor har vi det også sådan for begge dele af lovforslagets vedkommende, at vi meget gerne vil foreslå, at vi får en evalueringsordning, dels så det kan blive klart efter noget tid, om lovforslaget så også lykkes med at lægge det rigtige snit i forhold til besøgsrestriktioner, dels for at se, om tilsynspolitikkerne er gavnlige. I begge tilfælde er det også for at sikre, at vi ikke får lavet noget unødigt bureaukrati, for det er der så rigeligt af på det her område.

Så vi har nogle konkrete spørgsmål til forslaget, som vi vil stille ved behandlingen i udvalget. Som sagt har vi et ønske om en revisionsbestemmelse for begge dele af lovforslaget, men er ellers i udgangspunktet positive over for det.

Så skal jeg sige fra Enhedslistens ordfører, fru Line Barfod, som ikke har mulighed for at være til stede i dag, at de har en række spørgsmål til lovforslaget og i øvrigt forholder sig afventende.

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, fru Vivi Kier.

Også jeg skal tilslutte mig koret af positive tilkendegivelser til det her lovforslag.

Som mange andre før mig har været inde på, har vi jo desværre i løbet af det sidste års tid set et par kedelige historier på det sociale område, eksempelvis historien om hjemmehjælperne i Københavns Kommune, der ikke rigtig tog ud til borgerne, og så har vi hørt historierne om besøgsrestriktioner. Jeg finder det rigtig vigtigt, at vi ikke bare sådan skal lovgive på baggrund af enkeltsager, men i begge de her tilfælde finder både jeg og mit parti, at det alligevel er rigtigt og vigtigt, at vi lovgiver i forhold til både besøgsrestriktioner og en tilsynspolitik for hjemmeplejen.

Som andre før mig også har sagt, er en plejebolig jo for de fleste mennesker den sidste bolig her på jorden. Derfor skal den enkelte beboer fortsat have mulighed for at modtage de besøg, han/hun ønsker, have mulighed for selv at bestemme, hvem der må komme ind i deres hjem, hvem skal være der, og hvordan det bliver gjort til et rart sted at være. Ombudsmanden har jo været inde i en konkret sag og givet udtryk for, at der måske var behov for en lovregulering. Det er så det, vi gør nu.

Jeg vil også tilslutte mig koret, som siger, at det her ikke skal ses som første udvej, men først og fremmest når alle andre muligheder har været afprøvet. Det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi husker på, at den ældre borger, i hvilken bolig han/hun end måtte bo, stadig væk har selvbestemmelse, og man skal have mulighed for at påvirke, hvem der kommer i ens hjem.

Så hørte jeg, at fru Astrid Krag var inde at foreslå, at de gerne ville have, at der kom en evaluering på et eller andet tidspunkt, så vi kunne se, hvordan det går med det her, om der har været behov for det, og om det har betydet noget, og der vil jeg gerne sige, at fra konservativ side har vi ingen problemer med det, hvis det er det, man gerne vil have med. Så vi tilslutter os begge elementer i lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, hr. Manu Sareen.

Tak for det. Da den radikale ordfører har meldt akut forfald, skal jeg hermed føre ordet på hr. Nadeem Farooqs vegne.

Vi har i medierne set eksempler på, at pårørende har oplevet at blive truet med besøgsrestriktioner, mens andre er blevet forment adgang til slægtninge. Det er naturligvis bekymrende, når uoverenstemmelser mellem besøgende og personale bliver så store, at de fører til så drastiske skridt fra personaleside. Derfor mener Radikale Venstre, at besøgsrestriktioner kun bør blive aktuelle, når alle andre muligheder er udtømte. Vi ser hellere, at konflikter løses ved hjælp af f.eks. konfliktmægling, en model, som med stor succes er blevet anvendt i Københavns Kommune.

Men heldigvis tyder statistikkerne ikke på, at problemet er så stort endda. Ude i kommunerne er man i stand til at håndtere forskellige uoverensstemmelser. Således har Socialministeriets egen arbejdsgruppe blot kunne påvise 12 enkeltsager. Det er jo selvfølgelig 12 ulykkelige sager, ingen tvivl om det, men det skal selvfølgelig holdes op imod, at der er 48.000 plejehjemspladser rundtomkring i landet.

Vi er enige med Ombudsmanden i, at der er brug for at præcisere kommunernes lovhjemmel til at beslutte besøgsrestriktioner, men vi mener ikke, at der er grund til at vedtage en udtømmende regulering af, i hvilke tilfælde kommunerne kan fastsætte besøgsrestriktioner. Det vil f.eks. betyde, at kommunalbestyrelsen skal behandle hver enkelt sag på et møde. Det er vi ikke enige i, og derfor stemmer vi imod forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Villum Christensen.

Dette lovforslag er vel i virkeligheden meget symptomatisk for den måde, demokratiet fungerer på, og det er samtidig en forklaring på, hvorfor det går så galt, som det gør, med det omsiggribende bureaukrati. Bureaukrati er for længst blevet vor tids kerneydelse, som i tid og ressourcer overgår det faglige arbejde, vi uddanner vores offentligt ansatte til. Hver eneste gang der dukker en flig af et problem op, skal der lovgives, så skal der laves procedureregler, så skal der ansættes kontrollanter, og så spiller det i øvrigt ikke nogen rolle, at der i forvejen er et demokratisk valgt organ, som skal skønne over de samme ting. Vi laver nu bureaukrati for at styre bureaukratiet ude i kommunerne. Vi præciserer nu, at kommunerne har pligt til at sikre, at personalet er instrueret om at finde praktiske løsninger – og jeg siger praktiske løsninger – således at den besøgende, hvis adgang til fællesboligarealerne er begrænset, altså at besøgende, der er nægtet adgang, kan sikres adgang i den del af boligen, som beboerne alene har råderet over. Jeg er ret sikker på, at plejehjemspersonalet og ledelserne derude må have et stort smil tilovers, når vi herindefra dikterer, at vi nu skal finde praktiske løsninger. Når personalet så er inde i beboernes bolig for at yde pleje, gives der dispensation fra denne hovedregel om besøgsrestriktioner. Så skal der findes tålelige ordninger, som der står i forslaget, hvor besøgende kan vente udenfor.

Jeg mener, vi her forsøger at regulere os ud af meget komplicerede situationer, hvor vi gør det ganske vanskeligt alene at kunne følge helt almindelig sund fornuft. I Liberal Alliance har vi ikke lyst til at udvide bureaukratiet til skade for den sunde og almindelige dømmekraft. Hvis man virkelig vil chikanere hinanden, kan man være meget opfindsom, og nogle gange er man i en situation, hvor det er den berømte dråbe, der får bægeret til at flyde over. Nu kan nok være nok, kan man tænke, men så kan det jo være, at man ikke lige har den rigtige paragraf på det tidspunkt.

Ifølge den anden del af lovforslaget skal vi nærmest føre tilsyn med tilsynspolitikken, hvor systematiske tilsynsprocedurer og systematiske opfølgningsprocesser med krav om offentliggørelse osv. skal sikre, at man får den rette hjælp. Det kan vi heller ikke tiltræde. Vi synes, det er et skidt lovforslag, og stemmer imod.

Tak til ordføreren. Socialministeren.

Jeg vil først og fremmest sige tak for bemærkningerne. Der er kommet nogle bemærkninger, som jeg gerne lige vil kommentere. Ja, der har været nogle meget ulykkelige sager i forhold til besøgsrestriktioner, og en af de sager, der har været, har betydet, at Folketingets Ombudsmand er gået ind i sagen og også har skrevet til mig om det her område, og der er faktisk også uklarhed på dette område. Når der netop bliver skrevet fra Folketingets Ombudsmand om uklarhed, synes jeg, det er meget, meget vigtigt, at man lytter til, hvad det er, Folketingets Ombudsmand mener der er af problemer. De afgørelser, der er truffet om besøgsrestriktioner førhen, er jo truffet med udgangspunkt i anstaltsforholdet, som faktisk er en uskreven ret, der er udviklet i praksis. Det har betydet uklarhed, og det har betydet problemer for både de ældre og for de pårørende, som er kommet i nogle meget ulykkelige situationer. Lovforslaget om besøgsrestriktioner skal netop skabe klarhed omkring reglerne, og forslaget skal også sikre, at besøgsrestriktioner er noget, som fremover bliver begrænset til det absolut nødvendigste, samtidig med at den enkelte beboers selvbestemmelsesret slås fast.

En afgørelse om en besøgsrestriktion er meget indgribende, og derfor er det vigtigt, at beboerne og deres pårørende fremover får en klageadgang. Det styrker retssikkerheden, og det mener jeg er sund fornuft. I forhold til det med, at man skal prøve alt muligt andet først, vil jeg sige, at jeg er meget enig i de bemærkninger, der er faldet der, og det er også baggrunden for, at Servicestyrelsen vil gå i gang med at foretage en kortlægning af konflikthåndteringsmetoder, for det er vigtigt, at man videregiver nogle af de gode redskaber, der faktisk er udviklet rundtomkring i kommunerne.

Så kom der nogle kommentarer omkring beslutningskompetencen. Der er vist ikke uenighed om, at en afgørelse om en besøgsrestriktion er meget indgribende over for de mennesker, der er omfattet af afgørelsen, og det er derfor vigtigt, at der bliver taget politisk stilling i de sager, og at disse beslutninger ikke delegeres til forvaltningen. Der er også behov for at tydeliggøre det politiske ansvar, hvilket sker med et egentligt delegationsforbud. Det er kommunalbestyrelsens ansvar, at sagerne håndteres korrekt, og at der er en ensartet praksis i kommunen inden for lovens rammer.

Så er der forslaget om tilsyn af hjemmeplejen. Forslaget skal ses i lyset af, at der sidste sommer var en debat om, hvordan kommuner i praksis fører tilsyn med og følger op på den leverede hjælp i hjemmeplejen. Socialministeriet og Kommunernes Landsforening foretog en kortlægning, som kom frem i november sidste år, og kortlægningen viser i forbindelse med tilsyn af hjemmeplejen, at der sådan set ikke er nogen faste procedurer og retningslinjer for tilsyn i knap halvdelen af landets kommuner. Samtidig oplyste hovedparten af kommunalbestyrelserne til kortlægningen, at netop en systematisk opfølgning og tilsyn er gode metoder til at sikre borgeren den nødvendige hjælp. Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er derfor enige om at forpligte kommunalbestyrelserne til at tage konkret stilling til de metoder, man som kommune vælger for at kunne leve op til sin tilsynsforpligtelse, og til at undersøge, om metoderne virker efter hensigten. På den måde bevarer vi den lokale frihed til at administrere efter de nugældende regler i serviceloven, og loven foreskriver, at der skal føres tilsyn og følges op på hjælpen over for borgeren – det ændres der ikke ved. Men vi understøtter med lovforslaget en kvalitetsmæssig udvikling af kommunernes praksis inden for de nugældende rammer i serviceloven.

Jeg vil her til sidst takke Folketinget for en velvillig behandling af dette lovforslag, og jeg ser frem til udvalgsbehandlingen og til at besvare de spørgsmål, som måtte blive stillet i den forbindelse.

Tak til socialministeren.

Da der ikke er flere, der bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.