Også herfra en tak til ordførerne for indlæggene.
Det her handler jo præcist om, som flere af ordførerne også har nævnt, at forebygge, at de invasive arter overføres til de danske farvande.
FN vurderer, at invasive arter på globalt plan er en af de største trusler mod den biologiske mangfoldighed i havene.
Både nationalt og internationalt arbejdes der fra dansk side på at standse tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed, og lovforslaget her indgår, som også nævnt af den radikale ordfører, som et led i de bestræbelser.
Invasive arter kan forårsage stor skade på havmiljøet; de kan fremkalde sygdomme, de kan påvirke badevandet, og de kan i det hele taget forskubbe den økologiske balance i havene.
Samtidig ved vi, at skibe og deres ballastvand er en af verdens største kilder til overførsel af invasive arter mellem vandområderne.
Faktisk anslås det, at godt en tredjedel af de invasive arter i de danske farvande kommer fra skibes ballastvand.
Så der er altså rigtig god grund til at lovgive på det her område og gøre det internationalt.
Det lovforslag, vi behandler i dag, baner vejen for en dansk ratifikation af IMO’s ballastvandkonvention.
Samtidig gennemfører lovforslaget EU's VVM-direktiv for havbrug beliggende mere end 1 sømil fra kysten.
Forslaget er en nødvendig udbygning af dansk ret, og det ligger i god forlængelse af en række løbende danske og internationale initiativer:
Østersøaktionsplanen, regeringens handlingsplan for invasive arter, havstrategiloven og miljømålslovens målsætninger, blot for at nævne nogle stykker.
Ballastvandkonventionen er et helt centralt virkemiddel, når vi skal forebygge udbredelsen af invasive arter, fordi den stiller krav om behandling af skibes ballastvand, inden det udledes i havet.
Der er ingen tvivl om, at vi kan forvente en reduktion i overførslen af invasive arter, når konventionen træder i kraft, og derfor er det vigtigt, at vi med en dansk ratifikation bidrager til, at konventionen kan træde i kraft så hurtigt som muligt.
Det sker, 12 måneder efter at 30 lande, der tilsammen udgør 35 pct.
af verdens samlede handelsflåde målt i bruttotonnage, har ratificeret konventionen.
Med lovforslaget sikrer vi samtidig, at grundlaget for at gennemføre konventionens detaljerede regler er på plads i Danmark.
Konventionen medfører øgede omkostninger for skibsfarten, som også nævnt af Dansk Folkepartis ordfører, men den betyder samtidig lige globale konkurrencevilkår, og derfor har skibsfarten jo også som nævnt støttet en hurtig ratifikation.
Det er mit håb, at konventionen vil styrke den danske maritimindustri, og den åbner, som også nævnt af den socialdemokratiske ordfører, helt nye muligheder på markedet for teknologi til netop behandling af ballastvand.
Det er naturligvis nogle muligheder, vi skal gribe, og det er også derfor, at Miljøministeriet gennem handlingsplan for grøn teknologi har støttet projekter på lige præcis det her område.
Naturklagenævnet har i forhold til VVM-kompetencen fastslået, at kommunerne ikke har kompetence til at foretage VVM-vurdering af havbrug, som ligger mere end 1 sømil fra kysten, som ellers antaget, og det betyder så, at VVM-direktivet reelt ikke er implementeret for disse havbrug.
Den situation retter lovforslaget nu op på ved netop at placere kompetencen til at foretage VVM-screening og vurdering af havbrug mere end 1 sømil fra kysten hos staten.
Samtidig ændres miljøbeskyttelsesloven, så der skabes hjemmel til, at staten kan påtage sig miljøgodkendelsen af denne type havbrug.
Så på den måde samles kompetencen hos staten i forhold til havbrug placeret mere end 1 sømil fra kysten.
Afslutningsvis vil jeg sige, at vi faktisk allerede nærmer os konventionens ikrafttrædelse.
Pr.
februar 2011 har 27 lande, som repræsenterer 25,32 pct.
af verdens samlede bruttotonnage, ratificeret konventionen, herunder Norge, Sverige, Holland, Frankrig og Spanien.
Fordelene ved ballastvandkonventionen er indlysende også for Danmark, og derfor er det vigtigt, at Danmark nu bidrager til den globale ikrafttrædelse.
Så jeg glæder mig til en god og positiv viderebehandling af lovforslaget i udvalget.