Jeg vil gerne takke for den behandling, som lovforslaget har fået her i Folketinget i dag.
Den digitale indberetningsløsning på sygedagpengeområdet er allerede en stor succes.
Mere end to tredjedele af alle indberetninger kommer i dag via løsningen.
Det svarer til ca.
1 million indberetninger om året.
Der er generelt meget stor tilfredshed med løsningen både hos dem, som indberetter, og hos kommunerne, som modtager indberetningerne.
For at de digitale løsninger kan forblive et godt redskab for brugerne er det vigtigt løbende at sikre, at disse løsninger ikke indeholder unødige krav til brugerne.
Det er derfor, at vi nu stiller forslag om at ophæve kravet om, at der skal være mindst 1 måneds mellemrum imellem de to refusionsanmodninger, og reglen er blevet overflødig som følge af den digitale løsning.
En ophævelse af reglen betyder, at arbejdsgiverne får en øget fleksibilitet i forbindelse med anmodning om sygedagpengerefusion.
Med lovforslaget sikrer vi også, at kommunerne kan dispensere for en overskridelse af en anmeldelsesfrist som følge af driftsforstyrrelser i løsningen.
En driftsforstyrrelse i løsningen må ikke være skyld i, at der er arbejdsgivere, der mister retten til sygedagpengerefusion.
Ligeledes må selvstændige erhvervsdrivende og borgere ikke miste retten til sygedagpenge, hvis en overskridelse af anmeldelsesfristen skyldes driftsforstyrrelser i den digitale løsning.
Jeg vil endnu en gang gerne takke for behandlingen af lovforslaget, og jeg ser meget frem til udvalgsbehandlingen.
Så blev der rejst et konkret spørgsmål fra Dansk Folkepartis ordfører med hensyn til Dansk Arbejdsgiverforenings forslag til ændring af anmeldelsesfristen fra 4 til 5 uger.
Jeg kan i den forbindelse oplyse, at Beskæftigelsesministeriet målrettet arbejder på at kunne rykke fristen for at anmelde sygefravær fra 4 til 5 uger.
Det sker både som følge af den digitale løsning, og fordi arbejdsgiverperioden udvides til 30 kalenderdage pr.
2.
januar 2012.
Jeg forventer, at et forslag til ændring af anmeldelsesfristerne vil kunne fremsættes i begyndelsen af næste folketingssamling, således at ændringerne kan træde i kraft samtidig med udvidelsen af arbejdsgiverperioden, altså pr.
2.
januar 2012.