Indledningsvis vil jeg starte med at sige tak til ordførerne for den positive modtagelse af lovforslaget – det synes jeg bestemt at der grund til at gøre.
Jeg vil godt lige kommentere de fem hovedemner, som forslaget i grunden indebærer.
For det første tilvejebringes nu en klar hjemmel til kommuner og kommunale fællesskaber, sådan at de på samme måde som private og staten kan eje og drive flyvepladser med tilknyttet virksomhed på et forretningsmæssigt grundlag og i den forbindelse også kan fastsætte betaling for benyttelse af flyvepladsen.
Det er jo sådan, at kommuner og kommunale fællesskaber kan varetage ejerskabet og driften i selskabsform og have bestemmende indflydelse i et sådant selskab.
Det forslag udspringer, som det også blev sagt af en ordfører, af en rapport fra en tværministeriel arbejdsgruppe om konkurrenceforholdene i de større danske provinslufthavne, som tidligere er sendt til Trafikudvalget.
Indførelsen af en klar hjemmel tilgodeser også klart en stor kommunal interesse i at drive og udvikle provinslufthavne, som har stor betydning for erhvervslivet, turismen osv.
I forbindelse med den diskussion, vi har her om yderområder osv., taler vi jo hele tiden om, hvordan det så står i forhold til så mange andre overordnede principper, og der må vi jo bare sige, at det, ligesom det er med havnene, generelt er sværere at drive lufthavnene i yderområderne, end det er i de meget centrale områder.
For det andet foretages en ændring af ansvarsgrænserne i reglerne om erstatning for skade på passagerer, bagage og gods som følge af en pristalsregulering af det bagvedliggende internationale regelsæt herom, altså det, vi kalder Montrealkonventionen.
For det tredje indføres der mulighed for, at manglende registrering af ejerskifte af fly kan sanktioneres af myndighederne, ved at luftfartøjet simpelt hen slettes fra luftfartøjsregisteret, hvis ejerskiftet ikke registreres.
Det betyder jo, at luftfartøjet ikke vil kunne benyttes, før forholdene er bragt i orden, og det må da også siges at være i orden.
Man kan i hvert fald sige, at vi her sikrer, at luftfartøjsregisteret, hvor alle danske luftfartøjer skal være registreret for at måtte flyve, altid udviser de rette ejerforhold, og det er nyttigt at vide.
Det er i hvert fald vigtigt, for det er ejeren, der er ansvarlig for, at flyet er luftdygtigt, og for, at der er tegnet en lovpligtig ansvarsforsikring, så også for vedkommende selv er det jo afgørende.
For det fjerde fastsættes der regler om, at indflyvning til visse godkendte flyvepladser, der ikke er offentligt tilgængelige, men som har væsentlig samfundsmæssig betydning, kan sikres.
Og det er rigtigt, som det blev nævnt – jeg tror, at det var af SF's ordfører – at det for tiden drejer sig om helikopterlandingspladser på eller ved hospitaler.
De gældende regler om sikring af indflyvning til offentlige flyvepladser ved servitutpålæg mod etablering af hindringer af en vis højde på de omkringliggende ejendomme udvides således til også at kunne omfatte disse flyvepladser.
For det femte indføres der udtrykkelig hjemmel til at udstede forbud og påbud til forebyggelse af overhængende betydelig fare for luftfarten.
Der er i den nuværende luftfartslovgivning hjemmel til at udstede specifikke forbud og påbud, f.eks.
forbud mod at lette, hvis flyet ikke er luftdygtigt, men der er ikke en generel hjemmel i luftfartsloven.
Endvidere indføres der så også hjemmel til at udstede påbud om, at forhold, der strider mod de gældende regler, skal bringes i orden.
Herudover indeholder lovforslaget en række øvrige luftfartstekniske ændringer og justeringer af luftfartsloven, som det er fundet hensigtsmæssigt at medtage i den forbindelse.
Jeg skal afslutningsvis selvfølgelig endnu engang takke for de positive bemærkninger.
Jeg synes også, der er kommet nogle spørgsmål frem, som vi med fordel kan diskutere i udvalget.
Jeg vil bare sige, at det jo ikke er nogen helt nye synspunkter.
Altså, hvis man går lidt tilbage og kigger på de debatter, der har været i Folketinget, så kan man se, at det jo er de her ting, der har været nævnt igen og igen.
Man kan selvfølgelig sige, at det bare er, fordi nogle ikke lige har været opmærksomme på, at vi ikke har løst de problemer, men det kan selvfølgelig også være, at det er lidt mere kompliceret end bare lige at løse dem.
Det kan også være en årsag til, at det ikke er sket.
Men jeg er indstillet på både at komme i udvalget og at have de møder med Folketingets politiske partier, lige så vel som jeg allerede nu løbende har møder med brancheorganisationerne, hvor vi diskuterer de ting.
Så de ting, der bl.a.
også blev nævnt af den socialdemokratiske ordfører, tager jeg med mig – sådan vil det blive.