Det her lovforslag indeholder to elementer, hvoraf det ene er relativt uproblematisk.
Det, der er relativt uproblematisk, er den del af forslaget, der handler om, at man lægger nogle undervisningsinstitutioner under Kulturministeriet sammen.
Det er i flere tilfælde formentlig også fornuftigt ud fra, at det godt kan skabe mere kvalitet og måske også en mere fornuftig måde at drive institutionerne på.
I hvert fald kan man konstatere, at de diskussioner, der har været på institutionerne, har ført frem til, at man er enige om, at det nok er en fornuftig idé.
Der er en enkelt ting, som er kommet ind i fusionsprocessen meget sent, og det er, at man også involverer Konservatorskolen i projektet.
Det virker sagligt set ikke særlig velbegrundet, fordi Konservatorskolen måske ikke passer så meget sammen med Arkitektskolen og Designskolen, som man bliver sluttet sammen med.
Begrundelsen er da også den, at Konservatorskolen på et tidspunkt henvendte sig i Kulturministeriet og gjorde opmærksom på, at man havde nogle store økonomiske problemer.
Da man ikke var villig til at tilføre Konservatorskolen flere midler, sagde man i stedet for, at de jo kunne komme med i en fusion, så skulle det nok lykkes at løse de økonomiske problemer, der er på Konservatorskolen.
Det tror jeg ikke meget på.
Jeg tror nok, at den del af fusionsprocessen ikke er så fornuftig, som den kunne være.
Det er imidlertid ikke så meget det, jeg vil lægge vægt på her i dag som forklaringen på, hvorfor Enhedslisten stemmer imod lovforslaget.
Nej, det er den anden del af forslaget, hvor man ændrer på styrelsesformen på Kulturministeriets uddannelsesinstitutioner.
Det er jo sådan, at man på en række af institutionerne, indtil man vedtager det her lovforslag, har haft en styreform, der minder meget om den, man afskaffede på universiteterne i 2003, med, at det var medarbejdere og studerende, der i fællesskab stod for ledelsen af den daglige drift og som også valgte den rektor, der skulle lede institutionen.
Så kan man spørge, om det ikke er meget naturligt at afskaffe det, når man nu afskaffede det i 2003 på universitetsområdet.
Jo, hvis det ikke var, fordi erfaringerne på universitetsområdet var så dårlige, kunne det jo være en god idé.
Vi har flere gange her for nylig i Folketingssalen diskuteret, hvordan den ændrede styreform, man har fået på universiteterne, har betydet, at både studerende og lærere har oplevet, at deres indflydelse er blevet reduceret, at de føler sig sat under administration af ledelser og administrative medarbejdere, der måske ikke har den rette forståelse for undervisningens og forskningens vigtighed, og hvordan det organiseres mest hensigtsmæssigt.
Det har der været meget kritik af.
Vi har haft meget debat om det, der har været en evaluering, som entydigt peger på, at erfaringerne fra universitetsområdet ikke er ret gode.
Jeg ved godt, at et flertal bestående af Socialdemokraterne, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti alligevel – alligevel – har stillet sig bag de ændringer af universitetsloven, der er gennemført, men det ændrer ikke noget ved, at der ikke er noget i de erfaringer, der er fra universitetsområdet, der skulle tilsige, at det skulle være fornuftigt at gennemføre en ændring i Kulturministeriets institutioner.
Ikke desto mindre er det det, der sker med det her lovforslag.
Man går ind og erstatter den tidligere demokratiske styring af institutionerne med en styring, hvor man har en ministerudpeget bestyrelse, og så er det bestyrelsen, der vælger rektor, og derefter er det også den bestyrelse, der vælger rektor, der så står for styringen af uddannelsesinstitutionen på samme hierarkiske måde, som man har indført det på universitetsområdet.
Jeg har godt bemærket, at man i processen har anerkendt og accepteret nogle forandringer og nogle ændringsforslag, som er rejst af lærere og studerende på institutionerne, og som gør, at deres repræsentation i bestyrelserne er blevet forbedret, og det er selvfølgelig godt, men det ændrer ikke noget som helst ved, at vi altså med vedtagelsen af det her forslag går fra en situation, hvor man på en række uddannelsesinstitutioner har en styreform, der sikrer, at det er de studerende og lærerne i fællesskab, der leder institutionen, som vælger rektor, til præcis den samme hierarkiske ledelsesstruktur, som man har på universiteterne.
Jeg vil sige, at jeg måske synes, det er lidt overraskende, at alle andre partier i Folketinget end Enhedslisten støtter et lovforslag med det indhold, fordi der da stadig væk, så vidt jeg ved, er partier i det her Folketing, som mener, at når der er tale om universiteterne, burde man ændre styreformen, sådan at den blev mere demokratisk.
Alligevel støtter man altså på Kulturministeriets område, at man indfører en styreform, som er præcis lige så lidt demokratisk som den, man har indført på universiteterne.
Det synes jeg er skuffende, og det medvirker Enhedslisten i hvert fald ikke til.
Derfor stemmer vi imod det her lovforslag.