Forslag til lov om ændring af forældelsesloven (Forældelse af for-

dringer på erstatning eller godtgørelse i anledning af en erhvervs-

sygdom) (L 144)

1.

Som det fremgår af afsnit 3 i Justitsministeriets kommenterede hø-ringsoversigt om ovennævnte lovforslag, der blev sendt til FolketingetsRetsudvalg den 24. februar 2011, har nogle høringsparter peget på, atlovforslaget ikke alene bør omfatte krav på erstatning eller godtgørelse ianledning af en erhvervssygdom, men også krav på erstatning eller godt-gørelse i anledning af en arbejdsulykke – eller enhver personskade – så-ledes at også sådanne krav undtages fra den absolutte 30-årige forældel-sesfrist.Beskæftigelsesministeriet har – bl.a. i lyset af de indkomne høringssvar –efterfølgende undersøgt, om der er eksempler på, at skader efter en ar-bejdsulykke først er opstået mere end 30 år efter ulykkens indtræden medden konsekvens, at den pågældendes krav på erstatning eller godtgørelsevil være forældet.Justitsministeriet skal herved – i overensstemmelse med tilkendegivelsenherom i den kommenterede høringsoversigt vedrørende lovforslaget –vende tilbage til det rejste spørgsmål over for Folketingets Retsudvalg.

2.

Den absolutte 30-årige forældelsesfrist i forældelsesloven for fordrin-ger på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade, der blevindført ved lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer, sup-plerer den almindelige korte forældelsesfrist på 3 år, der suspenderes vedfordringshaverens utilregnelige uvidenhed om sit krav.

Bestemmelsen i forældelsesloven om en 30-årig forældelsesfrist er ud-formet i overensstemmelse med flertallets (alle udvalgets medlemmerbortset fra Forbrugerrådets repræsentant) anbefaling i betænkning nr.1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, som et udvalg nedsataf Justitsministeriet afgav i 2005. Efter flertallets opfattelse fandtes enabsolut frist at være af væsentlig betydning bl.a. for at undgå tvister ommeget gamle forhold, hvor bevisførelsen vil være yderst vanskelig, bådefor skadevolder og skadelidte. Hertil kom, at hensynet til en potentielskadevolders mulighed for at forsikre sig også talte for en absolut frist.Endelig viste erfaringerne, at det kun meget sjældent forekommer, at derrejses erstatningskrav efter mere end 30 års forløb.Udvalgets mindretal fandt, at der ikke burde gælde en absolut forældel-sesfrist for krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af personska-de. Efter mindretallets opfattelse er en sådan absolut frist urimelig overfor skadelidte, når det drejer sig om personskader, som er mere end 20eller 30 år om at udvikle sig.

3.

Med lovforslag nr. L 144 foreslås den absolutte 30-årige forældelses-frist ophævet for så vidt angår krav på erstatning eller godtgørelse i an-ledning af en erhvervssygdom som defineret i arbejdsskadesikringslo-vens § 7.Om baggrunden for den foreslåede afgrænsning af lovforslagets anven-delsesområde til alene at omfatte krav i anledning af erhvervssygdommefremgår af afsnit 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger bl.a. føl-gende:”Baggrunden for at indføre en absolut forældelsesfrist på 30år for fordringer i anledning af personskader var bl.a. hensy-net til skyldneren og dennes muligheder for at forsikre sigsamt hensynet til at undgå procesførelse om meget gamlefordringer, navnlig henset til de bevismæssige vanskelighe-der, der ofte opstår i sådanne sager. Herudover viste erfarin-gerne, at det kun meget sjældent forekommer, at erstatnings-krav rejses efter mere end 30 års forløb.Efter regeringens opfattelse gør de nævnte hensyn sig fortsatgældende for fordringer på erstatning eller godtgørelse i an-ledning af personskader.Den senere tids debat om den gældende 30-årsfrist – og deoplysninger, som i den forbindelse er kommet frem – under-streger imidlertid, at visse erhvervssygdomme er så længe om2

at udvikle sig, at et krav på erstatning eller godtgørelse vilvære forældet, inden sygdommen overhovedet konstatereshos den pågældende. Netop på erhvervssygdomsområdet, dertil stadighed udvikler sig ved Erhvervssygdomsudvalgetspraksis samt dokumentationer gennem forskning, vil der tilstadighed kunne komme nye typer af sygdomme, der skyldesskadelige påvirkninger i arbejdsmiljøet, som den tilskade-komne har været udsat for mange år, før sygdommen konsta-teres. Det kan derfor ikke udelukkes, at der netop på er-hvervssygdomsområdet kan rejses erstatningskrav efter mereend 30 års forløb i videre omfang end forudsat ved vedtagel-sen af den absolutte 30-årige forældelsesfrist i 2007. Hertilkommer, at der på grund af den afgrænsning af erhvervssyg-domsbegrebet, som følger af arbejdsskadesikringsloven, ty-pisk vil være tale om klare tilfælde, hvor der ikke foreliggerbevismæssige vanskeligheder, selv om der er tale om forhold,der ligger mange år tilbage.I lyset af det anførte foreslås der indført en undtagelse fraforældelseslovens absolutte 30-årige forældelsesfrist for såvidt angår erhvervssygdomme som defineret i arbejdsskade-sikringslovens § 7, således at den almindelige forældelsesfristpå 30 år ikke skal gælde i sådanne sager.”

4.

Beskæftigelsesministeriet har som nævnt under pkt. 1 ovenfor under-søgt, om der er eksempler på, at en skade (i form af senfølger eller for-værring af en eksisterende skade) er opstået mere end 30 år efter en ar-bejdsulykkes indtræden med den konsekvens, at den pågældendes kravpå erstatning eller godtgørelse i anledning af ulykken vil være forældet.Beskæftigelsesministeriet har i den forbindelse oplyst, at Arbejdsskade-styrelsen ikke ved en søgning i styrelsens sags- og statistiksystem ellerved stikprøvemæssige udtræk i arbejdsskadesager fordelt over en årræk-ke har kunnet identificere sager, hvor der er rejst krav om erstatning ellergodtgørelse mere end 30 år efter en ulykke.Beskæftigelsesministeriet har imidlertid samtidig oplyst, at det efter Ar-bejdsskadestyrelsens opfattelse – på grundlag af en lægelig vurdering –ikke fuldstændig kan udelukkes, at der vil kunne opstå senfølger mereend 30 år efter en ulykke. Der er dog efter Arbejdsskadestyrelsens opfat-telse tale om et mere teoretisk end praktisk forekommende problem

5.

Efter Justitsministeriets opfattelse taler vægtige hensyn for, at der påpersonskadeområdet generelt, herunder på arbejdsulykkeområdet, gælderen absolut – men til gengæld meget lang – forældelsesfrist. Ud over hen-synet til potentielle skadevoldere og deres mulighed for at forsikre sig er3

der således et sagligt hensyn at tage til at undgå procesførelse om megetgamle fordringer, navnlig henset til de bevismæssige vanskeligheder, derkan opstå i sådanne sager, jf. pkt. 2 ovenfor.Det kan på baggrund af de oplysninger, som Beskæftigelsesministeriet erfremkommet med, efter Justitsministeriets opfattelse ikke antages, at derpå personskadeområdet generelt, herunder på arbejdsulykkeområdet, gørsig samme helt særlige forhold gældende som på erhvervssygdomsområ-det, hvor det har vist sig, at der i videre omfang end forudsat ved vedta-gelsen af forældelsesloven i 2007 kan være grundlag for at rejse erstat-nings- eller godtgørelseskrav efter mere end 30 år.Justitsministeriet er på den anførte baggrund af den opfattelse, at der ikkeer tilstrækkeligt grundlag for at ophæve den gældende absolutte 30-årigeforældelsesfrist for krav på erstatning eller godtgørelse i anledning afpersonskaderud overdet område (det vil sige erhvervssygdomsområdet),som der med lovforslaget er lagt op til.Justitsministeriet og Beskæftigelsesministeriet vil imidlertid følge udvik-lingen tæt, og en fornyet vurdering af problemstillingen vil indgå i denredegørelse om betydningen af forældelsesreglerne i arbejdsskadesager,som Justitsministeriet – i overensstemmelse med ministeriets tilkendegi-velse i brev af 31. maj 2007 til Folketingets Retsudvalg vedrørende lov-forslag om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af for-dringer mv. (L 166 ) – vil afgive til Folketingets Retsudvalg, når reglernehar været i kraft så længe, at virkningerne heraf kan vurderes.