Det er jo en sag, der involverer to ministerier, det er først og fremmest Justitsministeriet, men det er også Beskæftigelsesministeriet, og jeg har givet udtryk for, at jeg betvivler beskæftigelsesministerens intention om at ville gøre noget reelt i den her sag, for der dukkede lige pludselig noget op med, at folk, der var blevet ramt af en arbejdsskade og havde fået asbestose eller anden form for sygdom, som sagtens kunne have ligget og ulmet i kroppen i mere end 30 år, ikke kunne få erstatning, fordi man i Folketinget var kommet til at vedtage en lov, der gjorde, at de efter den 1.
januar her i år ikke kunne få erstatning.
Det har justitsministeren så lovet at rette op på, og det gør han for så vidt også med det her lovforslag.
Jeg lovede, at jeg ville komme med ros, hvis det blev sådan, at vi fik en fuldstændig liste over de her ting, men det har vi så ikke fået.
Et af svarene under førstebehandlingen var, at justitsministeren ville vende tilbage med noget, når han havde konfereret med Beskæftigelsesministeriet, da det her jo drejede sig om erhvervssygdomme.
Men det, som spørgsmålet handler om, er de skader, der kunne bryde ud mere end 30 år efter en arbejdsulykke, og jeg tror, at Beskæftigelsesministeriet svarer noget i retning af, at det mere vil være i teorien end i praksis.
Ikke desto mindre svarer justitsministeren, at man nu vil lade der gå et stykke tid for at se, om der dukker nogle sager op.
Og det er jo en slags svar, der er som elastik i metermål.
Og derfor vil jeg godt her imellem anden og tredje behandling varsle, at jeg vil stille spørgsmål om, om det ikke er muligt at sætte en mere præcist dato for, hvornår det er, man vender tilbage med noget i den her sag.
Vi er altså interesseret i, at folk, der kommer til skade, og det kan være ved erhvervssygdom, det kan være ved arbejdsulykke, vil kunne være berettiget til erstatning, selv om der er gået 30 år.
Og det er vi jo nu blevet enige om, hvilket vi ikke var i efteråret, hvor jeg havde lejlighed til at stille spørgsmål til beskæftigelsesministeren, at vi skulle have indført mulighed for det.
Vi har haft eksempler med asbest, med imprægnering, vi har haft eksempler fra Grindstedværket osv.
Der har været en lang række eksempler, og det har vist sig, at man ikke kan have en absolut forældelsesfrist på 30 år.
Derfor er det jo positivt, at vi nu er kommet tingene et skridt nærmere, således at der i loven er mulighed for at sige:
Jamen o.k., med hensyn til de erhvervssygdomme, som kan ligge i kroppen i mere end 30 år, kan man få erstatning.
Men vi mangler lige svar på det sidste spørgsmål, og det kan være, ministeren kan svare i dag.
Hvornår er det så, at man vil komme med noget i stedet for at sælge elastik i metermål og sige, at man nu lige vil vente og se, om der dukker nogle sager op?
Og bare for at holde styr på hinanden i den her sag synes jeg, at jeg vil sige, at Socialdemokratiet nok skal støtte lovforslaget, det er ikke for det, for forslaget retter op på den skævhed, som jeg fortalte om, fra 2006, men det er den sidste del, som jeg vil stille et skriftligt spørgsmål om, hvis ikke ministeren kan svare i dag, så vi kan få svaret frem her til tredjebehandlingen, som jeg tror er på torsdag.
Tak, formand.