Tak for det.
Sagen er, at kernen i det her lovforslag jo er diskussionen om, hvordan universiteterne skal styres, og hvordan forholdet mellem universiteterne og statsmagten, ministeriet, skal reguleres.
Man indførte jo i 2003 i Danmark et nyt system, hvor man gik fra at have et system, hvor det i al væsentlighed var de ansatte sammen med studerende, som stod for den interne styring på universiteterne.
Det gik man væk fra, og man begrundede det med, at man skulle have professionelle ledelser, at det skulle være ligesom ude i erhvervslivet.
Man glemte så lige, at der ikke rigtig var nogen aktionærer til at udpege bestyrelsen og forskellige andre ting.
Man ville indføre en enstrenget ledelsesstruktur, sådan at man kunne få etableret hierarki i universiteternes ledelse.
Man sagde også dengang, at det skulle bruges til at sikre, at universiteternes topledelse nu blev så professionel, at man kunne, om jeg så må sige, reducere den statslige kontrol af og styring med universiteterne.
Nu har vi jo haft den her styreform på universiteterne i nogle år.
Der er lavet evalueringer af den, og der er blevet rejst en meget skarp kritik af styreformen af både de ansatte på universiteterne og de studerende, som mener, at den ledelsesform, der er nu, hverken er professionel eller effektiv, men at den til gengæld effektivt afskærer studerende og medarbejdere fra at få indflydelse på, hvordan tingene foregår på universitetet.
Det har ført til, at der er kommet et lovforslag fra ministerens side – et lovforslag, der jo støttes af forligspartierne på det her område, nemlig Venstre, Konservative og Socialdemokraterne.
Det er et forslag, hvor man på den ene side siger, at fremover skal universiteternes ledelse sikre, at medarbejdere og studerende har medbestemmelse, men på den anden side understreger, at det naturligvis er universiteternes rektorer, som bestemmer det hele.
Og det er så i den udstrækning, at universiteternes rektorer mener, at det er passende at lytte til studerende og medarbejdere, at de kan få medindflydelse.
Ordet medbestemmelse har givet anledning til megen polemik, fordi man fra universiteternes nuværende ledelsers side jo syntes, at det gav anledning til illusioner om, at der skulle være tale om medbestemmelse.
Det dementeres i høringssvar, det dementeres i svar, som er kommet fra ministeren:
Der er ikke tale om, at universiteterne bliver forpligtet til i nogen bestemt form at give medarbejdere og studerende medbestemmelse.
Tværtimod flytter man i virkelighedens verden mere magt over til rektor.
Det er det første interessante element i det her forslag.
Og man kan sige, at baggrunden for, at man flytter mere magt over til rektor, er en række erfaringer med, hvordan det går, når man får professionelle ledelser – f.eks.
på Københavns Universitet og på den tidligere handelshøjskole i København, der jo nu har fået et fint engelsk navn for at understrege, hvor professionelt og fint det er blevet, men hvor man jo også har store vanskeligheder med at lede institutionen fornuftigt.
På trods af, at det er dér, hvor man hævder, at man uddanner fremtidens ledere i erhvervslivet, så kniber det virkelig med at finde ud af det.
Så det er jo ikke, fordi man har så fantastisk gode erfaringer.
Det andet element, som jeg godt vil hæfte mig lidt ved, er, at man faktisk med det lovforslag, der ligger her, skærper ministerens mulighed for at styre og kontrollere, hvad der foregår på universiteterne, fordi ministeren får mulighed for at lave nogle bindende mål i de udviklingskontrakter og aftaler, der skal laves mellem universiteterne og ministeriet.
Så man går altså i virkeligheden to veje, i modstrid med hvad man selv har sagt at man ville gøre med det her lovforslag.
For det første indfører man mere magt til universiteternes rektorer, og for det andet indfører man en stærkere mulighed for statslig styring af universiteterne.
Derudover er der elementer i lovforslaget, som peger i den rigtige retning.
Man har fundet ud af, at det er en dårlig idé, at universiteternes bestyrelser skal være selvsupplerende.
I stedet for skal man nedsætte et organ, der udvælger, altså som skal vælge dem, der skal sidde i bestyrelserne.
Og som man skriver, udelukkes det ikke, at der kan indgå studerende og ansatte på universiteterne i de organer, der skal vælge bestyrelserne.
Det er dog alligevel noget, at man ikke udelukker de ansatte og de studerende fra at være med til at vælge bestyrelserne, men man giver heller ingen sikkerhed for, at de bliver engageret eller involveret, og det synes vi unægtelig er den omvendte verden.
Det er ligesom, når man et andet sted gør meget ud af at sige, at det ikke er umuligt for de råd og organer, hvori der indgår studerende og medarbejdere fra universiteterne, at henvende sig til universitetets ledelse.
Det vil sige, at man ikke har suspenderet ytringsfriheden og muligheden for at ytre sig, men man skriver også, at det dog vil være sådan tvivlsomt, om man åbner op for, at de organer, som består af medarbejdere og studerende, kan henvende sig direkte til universitetets topledelse uden at gå igennem universiteternes hierarki.
Så jeg vil sige, at de forandringer, der ligger i det her lovforslag, enten peger på meget små ændringer eller ændringer, der går i den direkte forkerte retning.
Enhedslisten har så stillet nogle ændringsforslag.
Vi havde faktisk oprindelig tænkt os, at vi ville foreslå, at der blev mulighed for, at de universiteter, der ønskede det, kunne indføre et system, hvor de gav medarbejdere og studerende direkte medbestemmelse.
Men det er vi blevet belært af Videnskabsministeriet og videnskabsministeren om ikke kan lade sig gøre, for det vil være sådan imod hele sammenhængen i loven, hvis man indfører det.
Det kan vi altid diskutere om det vil være, men ikke desto mindre er vi i hvert fald endt med at stille nogle forholdsvis beskedne ændringsforslag, som jeg dog alligevel vil sige efter Enhedslistens opfattelse vil give nogle klare forbedringer, hvis man vedtager dem.
Det første er, at vi faktisk vil have afskaffet de pligtige mål i udviklingskontrakterne.
Vi har godt bemærket, at i stedet for at man skal kunne pålægge universiteterne at skulle opfylde konkrete mål, kan man pålægge universiteterne at fastsætte mål, og der ligger vel i det et synspunkt om, at der skal være en eller anden form for dialog.
Men efter vores opfattelse ændrer det ikke ved, at man stadig væk fra videnskabsministerens side ønsker at have mulighed for at pålægge universiteterne nogle ganske bestemte handlinger.
Og det opfatter vi sådan set som værende i modstrid med den akademiske frihed, som man i hvert fald tidligere har sagt at man gerne vil give universiteterne.
Det andet ændringsforslag, som vi har stillet, drejer sig om, at universitetets medarbejdere og studerende bliver repræsenteret i de indstillingsorganer og udpegningsorganer, der skal udpege bestyrelserne – vi mener, at det skal sikres.
Vi er glade for, at Dansk Folkeparti, SF og Det Radikale Venstre støtter ændringsforslaget, og mon ikke vi siger, at vi er en anelse forbavsede over, at det kan være socialdemokratisk politik, at de ansatte og studerende ikke skal sikres en plads i indstillingsorganer og udpegningsorganer.
Det andet ændringsforslag, som vi har stillet, og som også får støtte fra Dansk Folkeparti, SF og Det Radikale Venstre, er et forslag om, at man skal høre de kollegiale organer og det akademiske råd, inden bestyrelsen udarbejder universitetets vedtægter og ændringer.
Altså, bare en simpel høringsøvelse gøres til en pligt, som universiteternes bestyrelser har.
Men også det er åbenbart for skrap kost til Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne, når det handler om demokrati.
Det sidste ændringsforslag, som Enhedslisten har stillet, handler om at forsøge at sikre den frie forskning for den enkelte universitetsansatte forsker bedre, end det er gjort i den eksisterende lovgivning og i det lovforslag, der ligger her.
Vi har så forsøgt os på den måde, som også de faglige organisationer på området har sagt at man skulle prøve at gøre det på.
Det kunne sikkert gøres på andre måder.
Det, man bare må konstatere er rigtig ærgerligt nu, er, at man ikke efter vores opfattelse på tilfredsstillende vis har sikret den frie forskning for den enkelte forsker.
Og så længe, man ikke har sikret det, har man i realitetens verden ikke sikret den frie forskning, som efter Enhedslistens opfattelse er et væsentligt grundprincip og et væsentligt element i forbindelse med at få universiteterne til at fungere.
Men jeg håber selvfølgelig på, at der vil kunne vise sig en lille smule bredere tilslutning til vores ændringsforslag ved afstemningen, end det fremgår af betænkningen.
Ellers kan jeg i hvert fald love, at den diskussion om universiteterne og universiteternes styrelse, der vil komme, allerede er i gang og vil blive genrejst efter valget, og den vil sikkert også blive genrejst, hvis vi skulle få en ny regering, eftersom to af de tre partier, som man hævder muligvis vil komme til at indgå i en ny regering, i hvert fald på en lang strækning har samme opfattelse, som Enhedslisten har.
Så det ser vi frem til at forsøge at få gjort noget ved, også efter et valg.