FALSK HÅBHvorfor CO2-opfangning og –lagring (CCS) ikke kan redde klimaetSammendrag

1

CO2-opfangning og –lagring (CCS) har til formål at reducereklimapåvirkningen fra afbrænding af fossile brændsler ved at opsamle CO2 frakraftværkernes skorstene og deponere det i undergrunden. Dens fremtidigeudvikling er blevet bredt opreklameret af kulmineindustrien og elsektoren detformål at retfærdiggøre opførelsen af nye, kulfyrede kraftværker.Denne rapport baseret på uafhængig videnskabelig forskning viser, at:CCS giver ikke reduktioner hurtigt nok til at forhindre farlige klimaændringer.Fuldskala implementering af CCS forventes tidligst i 20301. Skal vi undgå de værstekonsekvenser af klimaændringerne, skal de globale udledninger af drivhusgasserbegynde at falde lige efter år 2015 - altså om bare syv år.CCS er energispild.Teknologien spilder mellem 10 og 40 procent den energi, derproduceres af kraftværket2. En udbredt brug af CCS forventes at ophæve deeffektivitetsgevinster, der er opnået igennem de seneste 50 år, og øgeressourceforbruget med en tredjedel3.Det er risikofyldt at lagre CO2 i undergrunden.Det er ikke muligt at garantere ensikker og permanent lagring af CO2. Selv meget små lækagerater vil kunneunderminere enhver bestræbelse på at begrænse klimaændringerne.CCS er meget dyrt.Den vil kunne føre til en fordobling afkraftværksomkostningerne og en stigning i prisen på elektricitet på 21–91 procent4.Penge, som bruges på CCS, vil flytte investeringer væk fra de bæredygtige løsningertil opbremsning af klimaændringerne.CCS indebærer betydelige skadesrisici.Teknologien udgør en trussel mod sundhed,økologi og klimaet. Det er uafklaret, hvor alvorlige disse risici vil være.

Klimakrisen kræver hurtig handling. Klimaforskerne advarer om, at skal vi undgå de værstevirkninger, skal udledningerne af drivhusgasser toppe omkring 2015 og derefter falde med mindst50 % i 2050 sammenlignet med 1990-niveau5. Kul er den mest forurenende af alle de fossilebrændsler og den største enkeltstående trussel imod klimaet. Hvis de nuværende planer om atinvestere hundreder af milliarder af dollars i kulkraftværker realiseres, vil CO2-udledningerne frakul kunne stige med 60 % i 2030.Bekymringer vedrørende gennemførlighed, omkostninger, sikkerhed og ansvarsforhold gør CCS tilet farligt hazardspil. En rundspørge blandt 1000 beslutningstagere og andre mennesker medindflydelse på klimaområdet rundt om i verden afslører en betydelig tvivl om CCS’s evne til atopfylde forventningerne. Kun 34 % havde tillid til, at det at eftermontering af ”ren kulteknologi” påeksisterende kraftværker ville kunne reducere CO2-udslippet i løbet af de kommende 25 år udenuacceptable bivirkninger, og kun 36 % havde tillid til, at CCS evner at levere lav-CO2 energi franye kraftværker.Skal vi standse de farlige klimaændringer, ligger de reelle og bæredygtige løsninger i vedvarendeenergi og energieffektiviseringer, som kan beskytte klimaet allerede i dag. Store reduktioner ibehovet for energi er mulige med effektiviseringstiltag, som sparer mange flere penge, end dekoster at føre ud i livet. Teknologisk tilgængelige vedvarende energiressourcer som vind-, bølge- ogsolenergi er i stand til at give os seks gange mere energi, end vi bruger globalt på nuværendetidspunkt – og blive ved med det i al fremtid.Greenpeace’s Energy [R]evolution6er et gennemarbejdet globalt energiscenario, som dokumenterer,at vedvarende energi kombineret med en øget energieffektivisering kan nedbringe de globale CO2-udledninger med 50 procent og levere halvdelen af verdens energiforbrug i 2050.

Hvad er CCS?CCS er en integreret proces, som udgøres af tre forskellige trin for den CO2, som normalt udledesfra skorstenen ved afbrænding af fossilt brændsel på kraftværker: Opfangning, transport, og lagring(inklusive måling, overvågning og kontrol).Opfangningsteknologien sigter imod at producere en koncentreret strøm af CO2, som kankomprimeres, transporteres og lagres. Transporten af CO2 til lagringsfaciliteter vil sandsynligvisske via rørledninger.Lagringen af den opfangede CO2 udgør den sidste del af processen. Langt den væsentligste del afCO2-lagringen forventes at skulle ske i geologiske strukturer i undergrunden på land eller underhavbunden. Bortskaffelse af CO2 i oceanerne har også været foreslået, men metoden ser man i dagstort set bort fra på grund af de væsentlige påvirkninger, CO2 vil have på havenes økosystemer,samt de juridiske begrænsninger, som i praksis ikke vil tillade det.

CCS kan ikke levere løsningen i tideKlimakrisens påtrængenhed betyder, at løsningen må være klar til stor-skala brug så snart sommuligt. CCS kan simpelthen ikke levere i tide. Som det siges i FN’s Udviklingsprogram (UNPD):”CCS vil ankomme til slagmarken alt for sent til at kunne hjælpe verden med at undgå farligeklimaændringer”7. På nuværende tidspunkt er der ingen store kulkraftværker i verden, som opfangerCO2, for slet ikke at tale om værker, hvor der også er en integreret lagringsløsning8.

Det tidligste tidspunkt, hvor CCS vil være teknisk gennemførligt på kraftværksniveau, er 20309.FN’s klimapanel (IPCC) forventer ikke, at CCS bliver økonomisk levedygtigt før i anden halvdel afdette århundrede10. Selv da vil kraftværker, der er ansvarlige for 40–70 procent af elsektorens CO2-udledninger ikke være egnede til CO2-opfangning11.Trods dette bruger kraftværkssektoren CCS som en undskyldning for at presse på med planer om atbygge nye, kulfyrede kraftværker ved at markedsføre dem som ”opfangningsklare”(”Capture-Ready”). IEA beskriver et sådant ”opfangningsklart” kraftværk som et kraftværk,der ”hvor CO2-opfangningsteknologi kan eftermonteres, når de nødvendige lovgivningsmæssige ogøkonomiske betingelser er på plads”12. Denne definition er så bred, at ethvert kraftværk teoretisk seter ”opfangningsklart”, hvilket gør definitionen meningsløs.Den meget virkelighedsnære fare ved de ”opfangningsklare” kraftværker er, at løfterne om atudstyre dem med CCS-teknologi ikke vil blive indfriet. Teknologien er meget dyr og kan indebæreså store effektivitetstab, at kraftværker bliver uøkonomiske13. Desuden er der ikke nogen garanti for,at der vil være tilgængelige deponeringssteder, selv om et kraftværk skulle være teknisk egnet til atblive udstyret med opfangningsteknologien.I Storbritannien bliver et planlagt nyt kulfyret kraftværk ved Kingsnorth i Kent markedsførtsom ”opfangningsklart” og i stand til at inkorporere CCS, hvis teknologien nogensinde skulle blivetilgængelig. Imidlertid er der ingen, der har nogen ide om og hvornår, dette ville kunne ske.I mellemtiden - og sandsynligvis i hele dets levetid - vil kulkraftværket i Kingsnorth (hvis detbliver bygget) pumpe ca. 8 millioner tons CO2 ud om året. En mængde, der svarer til Ghanassamlede, årlige CO2-udledninger14.Hvis CCS nogensinde bliver i stand til at levere varen, vil det være for lidt og for sent.

CCS er spild af energi.Opfangning og lagring af CO2 er forbundet med et stort energiforbrug – svarende til 10–40 procentaf kraftværkets kapacitet15. Blot 20 procent ekstra energiforbrug vil kræve, at der for hver fire nyekraftværker skal bygges yderligere et16.Denne effektivitetsreduktion vil kræve, at der brydes, transporteres og afbrændes 10-40 procentmere kul for at producere den samme mængde elektricitet på et kulkraftværk med CCS i forhold tilet uden CCS.CCS vil også bruge mere af andre kostbare ressourcer. Kraftværker med CCS-teknologi vil kræve90 % mere ferskvand end kraftværker uden. Dette vil yderligere forværre den vandmangel, derallerede er forværret med igangværende klimaændringerne17. Alt i alt forventes en udbredtimplementering af CCS at sætte de seneste 50 års effektivitetsgevinster over styr og forøgeressourceforbruget med en tredjedel18.

Lagring af CCS i undergrunden er risikofyldtDet Internationale Energiagentur (IEA) skønner, at mængden af CO2, det er nødvendigt at opfangeog lagre i 2050, hvis det skal have nogen meningsfuld, begrænsende klimaeffekt, vil kræve 6000projekter, som hver skal nedpumpe en million tons CO2 i undergrunden hvert år19. På nuværendetidspunkt er der ikke klarhed over, om det vil være teknisk gennemførligt at opfange og lagre en såstor mængde CO2, dvs. om der er nok deponeringslokaliteter og om de vil være placeret tæt nok på

Der er ingen fornuft i bestræbelserne på at opfange C2, hvis der ikke er tilstrækkelig med plads tilen permanent lagring. Og selv om det skulle være muligt at lagre hundrede af tusinder gigatonsCO2, er der ingen garanti for, at deponeringslokaliteterne vil blive tilstrækkelig hensigtsmæssigtudformede og forvaltede over det krævede tidsforløb.Så længe der er CO2 i geologiske deponier, vil der være risiko for lækage. Selv om det ikke pånuværende tidspunkt er muligt at sætte tal på den nøjagtige risiko, vil ethvert udslip af CO2 kunnepåvirke det omgivende miljø, luft, grundvand eller jord. En vedvarende lækage selv med en årliglækagerate på en procent vil kunne gøre bestræbelserne på at begrænse klimaændringernevirkningsløse21. Det kan være, at det er muligt at afhjælpe sådanne lækager, men der er ingendokumenteret viden eller økonomiske skøn over sådanne forholdsregler22.Et virkeligt eksempel på faren ved CO2-lækager fandt sted i Nyas Søen i Cameroun i 1986. Efter etvulkanudbrud skete der et pludseligt udslip af store mængder CO2, der havde samlet sig på bundenaf søen. Udslippet dræbte 1700 mennesker og tusinder af stykker kvæg i en omkreds af 25 km23.

CCS er dyrt og underminerer finansieringsmulighederne for vedvarende energiSelv om de økonomiske skøn for CCS varierer betragteligt, er en ting sikkert: Det er ekstremt dyrt.CCS vil kræve en massiv investeringsstøtte til opførelse af kraftværket og den nødvendigeinfrastruktur til at transportere og deponere CO2. Det vil kræve en væsentlig forøgelse afeksisterende politiske redskaber såsom prissætning af CO2 (med op til 5 gange det nuværendeniveau), suppleret med forpligtende politisk understøttelse og finansielle incitamenter24.Det amerikanske energiministerium har beregnet, at installering af CO2-opfangningssystemernæsten vil fordoble et kraftværks pris25. Det vil føre til en stigning i elprisen på mellem 21 og 91procent26.Tilvejebringelsen af det høje niveau af støtte, der kræves for at sætte gang i en udbygning med CCS,vil ske på bekostning af reelle bæredygtige løsninger. Den nuværende forskning viser, at elektricitetproduceret på kulkraftværker udstyret med CCS vil blive dyrere end andre langt mindreforurenende energikilder som mange typer af bæredygtig biomasse og vindkraft27.I de seneste år er andelen af forsknings- og udviklingsmidler til kul i lande, som går efter CCS, gåetstærkt i vejret. Det sker samtidig med, at andelen af de midler, der er afsat til vedvarende energi ogenergieffektivitet, er stagneret eller gået ned.I USA har Energiministeriet ansøgt om at få øget budgettet for CCS med 26,4 % (til 623,6 mio.US$), mens forskning i vedvarende energi og energieffektivitet samtidig er blevet beskåret med27,1 % (ned til 146,2 mio. US$)28.Australien har tre forskningscentre for fossile energikilder, hvoraf en specielt for CCS; dereksisterer ikke et forskningscenter for vedvarende energi29.Den norske regering har for nyligt afsat 20 milliarder norske kroner (4 mia. US$) til 2 CCS-projekter på bekostning af investeringer i vedvarende energiteknologier.Penge, som bruges på CCS, tages fra stærkt påkrævede investeringer i vedvarende energiløsningerpå klimakrisen. Selv hvis man antager, at CO2-opfangning på et tidspunkt bliver teknisk

CCS og ansvar: et risikabelt foretagendeStorskala anvendelse af CCS medfører væsentlige risici med hensyn til ansvar og erstatningsansvarfor eksempelvis sundhedseffekter og skader på økosystemer, forurening af grundvand ogdrikkevand, samt øgede drivhusgasudslip som resultat af lækager. Der er intet pålideligt grundlagfor at vurdere sandsynligheden for eller omfanget af disse risici. Da eksisterende reguleringer ikkeer udformet til i tilstrækkelig grad at håndtere disse risici, er der væsentlige udestående spørgsmålmed hensyn til hvem, der er den ansvarlige part31.Industrien ser ansvarsspørgsmålet som en barriere for en videre udbredelse af CCS32, og den eruvillig til fuldt ud at investere i CCS uden en ramme, som beskytter den imod et langtids-ansvar.Risikoen er så stor, at nogle elselskaber ikke ønsker at opfange og gøre CO2 tilgængelig fordeponering, medmindre de fritages for ejerskabet i det øjeblik, CO2 føres ud af kraftværket33.Potentielle operatører anmoder indtrængende om, at de kun beholder det juridiske ansvar forpermanent deponeret CO2 i ti år34.CCS fortalere kræver en næsten total juridisk beskyttelse fra staten, herunder mekanismer, derfuldstændigt afskærmer operatører imod juridiske krav, overfører af ejerskabet (af den deponeredeCO2) til staten, og/eller begrænser den sum penge, der kan kræves i erstatning i tilfælde af opståedeskader35. Det forventes, at det offentlige vil påtage sig risikoen - og betale – for de skader, der kanopstå som følge af CO2-lagringsprojekter.Omfanget af den støtte, der er blevet ydet til det nyligt kollapsede FutureGen projekt i USA, giveren ide om de virkelige omkostninger ved CCS. FutureGen var Bush-administrationens CCS-flagskibsprojekt, et partnerskab mellem Bush-administrationen og private industrigiganter som bl.a.Rio Tinto og American Power Service Corp. FutureGen fik ikke bare en uden fortilfælde storoffentlig støtte (på omkring 1,3 mia. US$), men var også beskyttet imod økonomisk og juridiskansvar i tilfælde af et ikke-forventet udslip af CO236; det var sikret fuld skadesløshed i forhold tilsagsanlæg og fik endda betalt sine forsikringspræmier37.

Verden har allerede løsninger på klimakrisenInvesteringer i CCS risikerer at fastlåse verden i en energifremtid, som ikke har nogen mulighed forat redde klimaet. De teknologier, som har det største potentiale for at tilvejebringeenergiforsyningssikkerhed og reducere udledningerne – vedvarende energi og energieffektivitet –må prioriteres højest. Greenpeace’s globale energiscenario Energy [R]evolution viser, hvordanvedvarende energi kombineret med en større energieffektivitet kan skære de globale CO2-udledninger ned med 85 % og levere 87% af verdens energiforbrug i 205038.Markedet for vedvarende energi vokser dramatisk. I 2007 oversteg de årlige globale investeringer ivedvarende energi 100 mia. US$39. Årtiers teknologiske fremskridt har vist, at de vedvarendeenergiteknologier som vindmøller, solceller, biomassekraftværker og solvarmeanlæg har bevægetsig støt ind på markedet for gennemprøvede teknologier. De samme beslutningstagere påklimaområdet, som er skeptiske med hensyn til CCS, tror i langt højere grad på de vedvarende

Mange lande har anerkendt potentialet i disse ægte klimaløsninger og presser på med ambitiøseplaner for energirevolutionen inden for deres egne grænser. New Zealand planlægger at bliver CO2-neutralt ved midten af dette århundrede. Vedvarende energi og energieffektivitet, ikke CCS, ervejen frem. New Zealand får allerede 70 procent af sin elektricitet fra vedvarende energikilder ogmålet er at øge dette til 90 procent i 202541. I Tyskland er brugen af vedvarende energi steget med300 procent de seneste ti år. I USA blev der installeret over 5200 MW vindenergi i 2007, hvilketudgjorde 30 procent af den nye effekt installeret i dette år, en øgning med 45 % på et år42.Presset fra klimakrisen betyder, at løsninger må være klar til storskalabrug inden for kort tid. Detkan CCS simpelthen ikke leve op til. Teknologien er i høj grad spekulativ, risikofyldt og det erusandsynligt, at den bliver teknologisk brugbar inden for de nærmeste 20 år. Det er bådeuacceptabelt og uansvarligt at lade CCS blive brugt som et røgslør for at bygge nye kulkraftværker.Såkaldt ”opfangningsklare” kulkraftværker udgør en massiv trussel imod klimaet.Verden kan bekæmpe klimaændringerne, men kun ved at reducere afhængigheden af de fossilebrændsler, specielt kul. Vedvarende energi og energieffektivisering er sikre ogomkostningseffektive løsninger uden de risici, som CCS indebærer. Og de er tilgængelige her og nufor at bidrage til den reduktion af CO2-udslippet, som er nødvendig for at redde klimaet.

MIT, 2007, s. 1410Rubin et al., 2005, s. 4111Abanades, J C et al., 2005, s. 812International Energy Agency Greenhouse Gas R&D Programme (hereafter “IEA”), 2007.13MIT, 2007, s. 2914CAIT institute ,http://cait.wri.org/15Abanades, J C et al., 2005, s. 316In other words: 20% reduced efficiency for each of these 4 power stations leads to an overall extra demand for power of 4 x 20% =80% = 1 extra power station of the same size. The remaining 20% is needed for CCS for the fifth power plant.17Shuster et al., 2007, s. 6018Ragden et al., s. 2419IEA 2007, s. 720CSIRO submission to the Australian Parliamentary House of Representatives Inquiry in Geosequestration Technology, August 2006.21Azar et al, 200622Benson et al., 2005, s. 26423Diesendorf, M, 2006, s. 1624IEA Clean Coal Centre,http://www.iea-epl.co.uk/content/default.asp?PageId=88525NETL 2007, ii26Rubin et al., s. 40