Enhedslisten havde ved andenbehandlingen af det her lovforslag stillet en række ændringsforslag, hvoraf de vigtigste handlede om, at vi ville have indskrevet i loven, at Danmark ikke skal benytte sig af den såkaldte CO
2
-lagring.
Det er et synspunkt, vi har fremført, fordi vi faktisk synes, at det vil være en rigtig dårlig idé, hvis Danmark begynder at benytte sig af den metode eller betragter den metode som en løsning på de udfordringer, som vi står med med hensyn til at begrænse CO
2
-udslippet i fremtiden.
Det er ikke, fordi jeg skal forlænge debatten om det i dag, men jeg vil bare sige, at der er tale om en meget dyr løsning, der er tale om en meget dårlig løsning, og der er tale om en meget usikker løsning.
Der er så oven i købet også tale om en løsning, som Folketingets partier – i hvert fald næsten alle Folketingets partier – er enige i ikke, sådan som situationen er i dag, skal indgå i vores energi- og klimapolitik.
Derfor synes vi, det ville have været naturligt, hvis man havde fået indskrevet det direkte i lovteksten.
De ændringsforslag faldt jo ved andenbehandlingen.
Men når man så skal forholde sig til det samlede lovforslag, vil jeg til gengæld sige, at også i forhold til at sikre bedre muligheder for at blokere for CO
2
-lagring indeholder det lovforslag, der ligger allerede nu, større sikkerhed for, at man kan blokere for, forhindre det, hvis der er en politisk vilje til det.
Det er bare lovforslaget, som det er, der altså også på det område indeholder forbedringer i forhold til den eksisterende retstilstand.
Dertil kommer så, at der jo i løbet af udvalgsarbejdet er kommet nogle klare indrømmelser af, at der, før man overhovedet begynder at anvende den metode i Danmark, skal være truffet en afgørelse om det i Folketinget.
Enhedslisten havde foretrukket, at det skulle ske, ved at man skulle lave lovgivningen om, men vi kan i hvert fald nu konstatere, at der ikke er nogen risiko for, at det kan blive smuglet ind, uden at der er et flertal i Folketinget, der klart har tilkendegivet det, ligesom det efterfølgende vil være sådan, at de konkrete ansøgninger, hvis der skulle komme sådan nogle, også bliver behandlet i Folketingets Energiudvalg.
Så på den baggrund vil Enhedslisten stemme for det her lovforslag – også fordi det på en række andre områder indeholder en række forbedringer.
Og da jeg mente, at det måske ikke fremgik helt klart af det indlæg, jeg kom med under andenbehandlingen, at det var det, der ville være vores synspunkt ved tredjebehandlingen, synes jeg, det er vigtigt at få det understreget her i dag.