Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af lovforslag nr. L 134:

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og offererstatningsloven. (Underretning ved udgang og løsladelse m.v. og udvidelse af fristen for politianmeldelse ved erstatning fra staten til ofre for forbrydelser).

Af justitsministeren (Lars Barfoed).

(Fremsættelse 09.02.2011).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er fru Karen Jespersen som ordfører for Venstre.

Lovforslaget drejer sig om at sikre bedre vilkår for ofre for visse forbrydelser, vold og voldtægt, og det er bestemt et forslag, som Venstre kan støtte. Forslaget bygger jo på en rapport, der blev skrevet af en arbejdsgruppe, der netop skulle se på forskellige forslag til, hvordan man forbedrer situationen for mennesker, der har været ofre for forbrydelser. Og det er især to forslag, der præger lovforslaget. Det ene handler om, at et menneske, der har været offer for vold eller andre former for overgreb, en forbrydelse, bliver underrettet, når gerningsmanden får uledsaget udgang eller bliver løsladt. Det sker i et vist omfang også i dag, men nu er der altså lagt op til, at det skal ske i et større omfang. Samtidig bliver det også pointeret i forslaget, at man selvfølgelig skal være opmærksom på, om det i særlige tilfælde kan blive brugt mod gerningsmanden, hvis man giver sådan nogle oplysninger videre.

Det andet element i forslaget handler om den frist for politianmeldelse, som et offer skal overholde for at kunne søge erstatning fra Erstatningsnævnet, og den periode bliver nu udvidet fra 24 timer til 72 timer. Det er yderst rimeligt, fordi man lige skal have mulighed for at sunde sig og overveje sine muligheder, inden man søger erstatning.

Så det er et rigtig godt forslag, som vi støtter.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger, først fra fru Karen Hækkerup.

Jeg er selvfølgelig glad for, at Venstre støtter forslaget, som jo er blevet til på baggrund af den arbejdsgruppe, der har været nedsat, og som faktisk blev nedsat, fordi S og SF fremlagde nogle forskellige offerpakker. Derfor er vi selvfølgelig også glade for, at vi når et lille skridt af vejen. Men jeg vil gerne spørge Venstres ordfører om nogle af de ting, som regeringen ikke lægger op til at ville støtte, men som arbejdsgruppen også har set på. Og der tænker jeg især på psykologhjælp. Nu ved jeg jo, at ordføreren er tidligere minister for velfærdsområdet og for socialområdet og selvfølgelig kender til de frygtelige skæbner, der er, når mennesker har været udsat for en forbrydelse og har behov for at blive samlet op. I den forbindelse kan man som offer blive tildelt 10 timers psykologhjælp mod en egenbetaling. Det forslår bare som en skrædder et vist sted for rigtig mange mennesker, som har behov for meget mere langvarig hjælp. Og derfor vil jeg spørge, hvorfor Venstre ikke kan støtte, at de ofre, som virkelig har lidt overlast, skal tilbydes den psykologhjælp, der gør, at de igen kan komme til at fungere som hele mennesker.

Ordføreren.

Jamen nu er hele spørgsmålet om psykologhjælp jo noget, der bliver drøftet i mange sammenhænge, og som løbende er blevet udvidet. Og der er jo hele tiden nogle overvejelser i gang om, hvad det er for mennesker, der skal have den psykologhjælp, og under hvilke vilkår. Så jeg kan sagtens forestille mig, at det er nogle bestemmelser, der bliver ændret hen ad vejen. Men vi har jo her også forholdt os til arbejdsgruppens indstilling.

Fru Karen Hækkerup.

Jo, men at forholde sig til arbejdsgruppens indstilling, som bare indstiller, at man skal vedtage alt det, der ikke koster penge, er jo lidt en gratis omgang. Der er rigtig mange ofre, som sidder derude og har behov for hjælp, og som især har behov for psykologhjælp. Det er glædeligt med mange af de ting, som nu bliver gennemført med det her lovforslag, det er gode nyheder, men der er stadig væk problemer med erstatningernes størrelse, og der er stadig væk problemer med psykologhjælpen. Hvorfor er det, at man i Venstre bliver ved med at snakke om, at det må man se på i en anden sammenhæng, og at det er der nok nogen der tager sig af? Sandheden er jo med hensyn til de forskellige ordninger, der er til psykologhjælp, at eksempelvis Civilstyrelsen også trækker deres tilbud om psykologhjælp tilbage – det ser vi lige nu. Så situationen for de ofre, der er derude, og som altså skal rundt alle mulige forskellige steder og samle hjælp ind for at få den sjælelige lindring, de har behov for, bliver forringet i de her år.

Ordføreren.

Mulighederne for at få psykologhjælp er jo efterhånden ret omfattende, og de er hele tiden blevet udvidet. Det er jo også noget med hele tiden at kunne følge med, også med hensyn til antallet af psykologer osv. Det er en ordning, der hele tiden er til overvejelse, og det synes jeg bestemt både er fornuftigt og relevant.

Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt for en kort bemærkning.

Jeg bliver faktisk lidt skuffet over Venstres ordfører her i dag. Man starter med at nævne voldtægtsofrene. Vi havde engang en konservativ justitsminister, som her i salen stod og sagde, at det i hvert fald ikke skulle komme an på det økonomiske, når det skulle handle om hjælp til lige præcis den her gruppe, og i Venstre kan man så ikke engang sætte sig ud over arbejdsgruppen og tage stilling til, om det er en god idé at give psykologhjælp til volds- og voldtægtsofre. Det synes jeg simpelt hen er for ringe og for dårligt over for ofrene.

Men jeg vil godt tage fat i en anden ting, og det handler om bistandsadvokater. Arbejdsgruppen har jo sagt, at der ikke er behov for en udvidelse, men det mener jeg faktisk der er i voldtægtssager. Der er et behov for, at bistandsadvokaten kan gå ind i retssagen og også afhøre voldtægtsofferet. For gerningsmanden har jo ligesom en forsvarer med, som kender vedkommende, men offeret har ikke den samme mulighed. Vil Venstre være villig til at kigge på sådan et forslag?

Ordføreren.

Nu er det jo et forslag, som alle dem, der er blevet hørt, altså høringsparterne, har forholdt sig til, og der er f.eks. også her Retspolitisk Forening. Altså, der er nogle overvejelser om, om det også vil gøre det mere utydeligt, hvem der har hele forsvarsrollen i en sag. Så det er jo ud fra nogle juridiske argumenter, at arbejdsgruppen og også dem, der er blevet hørt i sagen, synes, at det her ikke skal udvides.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg kan forstå, at heller ikke her kan vi få nogen hjælp fra Venstre til en meget udsat gruppe ofre, som virkelig har behov for at blive styrket i retssagen. Det er jo sådan, at vi har 2.000 voldtægtssager om året, regner man med, men meget få bliver anmeldt, og endnu færre fører til dom. Der er virkelig et behov for at styrke den her gruppe i retssagen.

En anden ting er offerrådgivningerne. Jeg synes, det er dejligt, at der er kommet nogle forandringer efter det, vi har foreslået, nemlig at de skulle styrkes, også med nogle flere penge. Jeg synes, det er skammeligt, at hjælp til ofre i Danmark nærmest fuldstændig foregår i frivilligt regi, så vil Venstre være med til at kigge på, at vi styrker offerrådgivningerne yderligere?

Ordføreren.

Jeg vil godt holde fast i, at ordningen med bistandsadvokaterne er en fantastisk god ordning, og at den fungerer positivt. Høringssvarene handler jo lige præcis om, hvorvidt det faktisk kan mudre det til, hvis man laver en ændring.

Med hensyn til psykologhjælp, som også blev nævnt, vil jeg sige, at den er blevet udvidet. Vi har faktisk en god ordning. Jeg afviser ikke, at den kan blive bedre, men det er jo meget nemt at sige, at vi bare blæser på, at tingene koster penge.

Så er det fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne vende tilbage til spørgsmålet om psykologhjælp, som fru Karen Hækkerup også var inde på, for jeg forstår det simpelt hen ikke. Jeg er med på, at det koster nogle penge til at starte med, når man skal betale for psykologbistanden, men de kommer jo mange, mange gange igen. Derfor forstår jeg simpelt hen ikke Venstres indstilling i den her sag. Det er jo ikke en ny ting, at nogen foreslår psykologhjælp. Det er noget, der har været på banen i mange år, og vi ved, at det virker. Hvis man får en ordentlig hjælp hurtigt, har man faktisk langt bedre muligheder for at komme sig. Så er der langt mindre sandsynlighed for, at man får så store varige traumer, at man måske får nedsat arbejdsevne osv.

Så hvad er det, der gør, at Venstre ikke vil være med? Er det alene, at man ikke vil bruge de penge her og nu, som jo er småpenge i det store budget, eller er der en eller anden ideologisk modstand mod psykologhjælp?

Ordføreren.

Jamen der er jo en betydelig mulighed for at få psykologhjælp. Når man taler med alle, der arbejder inden for det her område, siger de, at der er en betydelig mulighed. Der vil jo altid være en diskussion om, hvorvidt den skal udvides endnu mere, men vi har faktisk en rigtig, rigtig god og meget omfattende mulighed for psykologhjælp.

Fru Line Barfod.

Hvis man får nogle fysiske skader på grund af det overfald eller overgreb, man er blevet udsat for, så får man behandling for de fysiske skader, indtil man er helbredt eller tilstanden er kronisk og der ikke kan gøres mere for at afhjælpe dem. Hvorfor gælder det samme ikke for de psykiske skader? Hvorfor mener Venstre ikke, at man skal have samme ret til at få hjælp til de psykiske skader, man har pådraget sig, indtil man ikke længere har behov for den hjælp, sådan som det gælder for de fysiske skader? Er det, fordi det koster penge, eller er det, fordi man har en eller anden politisk eller ideologisk modstand mod det?

Ordføreren.

Nej, det er jo det rene vrøvl. Men at forestille sig, at alle mulige ordninger skal gøres fuldstændig tidsubegrænsede, er jo også vanskeligt. Det her er en ordning, der er blevet indført gradvis, og den er efterhånden blevet udvidet, i takt med at man har kunnet se, hvordan den virker, og hvad der skal til, for at den virker. Jeg synes, vi kan være rigtig stolte af den psykologhjælp, vi har i Danmark, men det betyder bestemt ikke, at vi ikke også hen ad vejen finder nogle steder, hvor den skal være endnu bedre. Men bare at tro, at man kan fjerne alle former for tidsbegrænsning, mener jeg simpelt hen i virkeligheden kan skade mere, end det gavner, fordi det jo også kan betyde, at dem, der virkelig har brug for hjælp, ikke får den rigtige hjælp, fordi man spreder hjælpen ud over så stor en gruppe uden tidsbegrænsning.

Tak til fru Karen Jespersen. Så er det fru Karen Hækkerup som ordfører for Socialdemokratiet.

I sensommeren 2008 var Retsudvalget på studietur. Vi tog til Stockholm og så bl.a. på, hvordan man i Sverige behandler ofre. Jeg tror, der var rigtig mange af os, der sad og tabte kæben fuldstændig, da vi hørte det ene oplæg efter det andet om, hvordan man i Sverige tager ofrene i hånden, hjælper ofrene igennem retssagen og sørger for, at ofrene får den støtte og den opbakning, de har brug for for at komme sig over de grumme forbrydelser, de har været udsat for.

Da vi kom hjem, medførte det, at vi både i SF og hos os selv hos Socialdemokraterne gik i gang med at udarbejde offerpakker. Vi snakkede i oppositionen og kom med en masse forslag, som var inspireret af den måde, man greb tingene an på i Sverige. Først blev vi afvist. Først sagde regeringen: Sikke noget sniksnak, det er noget føleri og noget mærkeligt noget. Men efterhånden fik vi sat så meget fokus på det, at der heldigvis blev nedsat en arbejdsgruppe under justitsministeren. Den arbejdsgruppe barslede med et stykke papir, som kom i december sidste år. Den arbejdsgruppe har kigget på nogle af de ting, som vi bl.a. havde set på i Sverige.

Det, der er meget kendetegnende for det papir, vi nu har modtaget fra arbejdsgruppen, er, at man anbefaler de ting, der ikke koster penge. Man kan jo altid sige, at de gratis glæder er de største fornøjelser, men der er behov for, at man også kigger på de udgiftskrævende forslag. Som fru Line Barfod sagde lige før, når man eksempelvis taler om psykologbistand, giver det altså meget lidt mening at skære lige præcis de timer væk, der gør, at folk ikke kan komme tilbage og passe deres arbejde, eller at deres børn skal have ekstra hjælp og støtte, eller at deres liv i det hele taget falder fra hinanden. Hvis vi griber ind og sætter ind med den rigtige og den tilstrækkelige hjælp til de mennesker, der har været udsat for grimme forbrydelser, vil vi ikke kun spare de mennesker utrolig meget smerte og lidelse, men der vil også være penge, eksempelvis i tabt arbejdsfortjeneste, i lange sygdomsforløb og i alle mulige andre ting, man kan hente ind. At se på det alene ud fra sådan en kassebetragtning synes jeg er forkert.

Der er flere ting i det her lovforslag, som trods alt er gået igennem, og som er gode. Der vil jeg selvfølgelig gerne sige, at Socialdemokraterne stemmer for lovforslaget. Vi synes, at det er rigtig fint, at der kommer underretning ved udgang. Jeg var helt stolt, da statsministeren på sit pressemøde for nogle uger siden som det første punkt, han havde lyst til at nævne af det, som regeringen nu gik i brechen for, og det, man ville kæmpe for, var, at man ville fremsætte det her lovforslag.

Lovforslaget er jo kommet til på baggrund af den tur, vi havde til Sverige, og på baggrund af de forslag, som oppositionen stillede, som først blev afvist, men som altså nu er blevet til regeringens politik, og den vil vi jo selvfølgelig gerne bakke op om.

Jeg synes, at det er fint, at fristen for, hvornår man skal have anmeldt en forbrydelse i forhold til at få erstatning, ændres fra 24 timer til 72 timer. Jeg synes, det er rigtig godt, at der kommer gennemsigtige regler for, hvornår man kan få erstatning, og at det bliver præciseret, hvordan forældelsesfristen gælder i forhold til erstatning, nemlig at tidspunktet først regnes fra, hvornår straffesagen er afsluttet, og altså ikke fra, hvornår kriminaliteten er blevet begået.

Så vil jeg afslutningsvis sige, at jeg i går var ude at deltage i en høring i Brønshøj, en høring om ofre for seksuelt misbrug, som blev afholdt i Medborgerhuset i Brønshøj, og hvor der var rigtig mange mennesker mødt frem. Mange af de mennesker var selv ofre for incest eller for andre seksuelle overgreb. Jeg mødte i går en hel masse rigtig, rigtig stærke mennesker, mennesker, som kæmper, men også mennesker, som har pådraget sig utrolig store ar på deres sjæl. Det var mennesker, som fortalte om, hvordan de oplever i systemet, at der ikke er nogen koordinering, at der ikke er nogen hjælp at få, at de ikke føler, at de bliver set, og at de ikke føler, at de bliver hørt. Derfor vil jeg gerne sige, at selv om vi nu vedtager det her lovforslag, som er et skridt i den rigtige retning, er der for at tage hensyn til de mange mennesker – de mange børn og de mange voksne – der bliver udsat for vold og for overgreb i vores samfund, behov for, at vi ikke slipper politisk fokus fra det her område. De mennesker lider. Jeg er glad for, at den høring i går var med til at sætte fokus på, hvad det er for nogle ting, vi bl.a. skal være mere opmærksomme på i det politiske system, altså hvordan man derude lokalt bliver behandlet forskelligt, og hvordan de her mennesker oplever, at det godt kan være, at vi siger, at når børn er blevet seksuelt krænket, er de skadet for livet, men at dem, der rent faktisk er blevet udsat for de her forbrydelser, bestemt ikke oplever, at den hjælp, de modtager, er en, der skal vare livet igennem.

Jeg vil bare fra Socialdemokraternes side sige, at vi er glade for, at vores studietur i Retsudvalget nu har ført til, at regeringen har fremsat et lovforslag. Der er visse gode ting i det, men der er også ting, der kunne være bedre.

En anden ting, jeg lige sluttelig kan nå at nævne, er også, at jeg er ked af, at erstatningerne ikke kommer til at gælde forbrydelser, der er foregået andre steder end i Danmark. Jeg synes, det er trist, at når vi får voldtægtsofre hjem fra Sunny Beach i Bulgarien, så kan de kvinder ikke få erstatning, eller de skal gå et specielt forløb igennem for at få det. Der synes jeg godt at vi kunne se på, om vi kunne gøre reglerne bedre. Derfor fortsætter vores kamp også i den her sammenhæng for at forbedre forholdene for ofre og forholdene for dem, der har været udsat for seksuelle overgreb.

Tak til fru Karen Hækkerup. Så er det fru Pia Adelsteen som ordfører.

Forslaget her er en konsekvens af de anbefalinger, som en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet i 2009 har udarbejdet. Det foreslås således, at der skal være en udvidet mulighed for at underrette offeret om udgang, prøveløsladelse og løsladelse fra fængslet. Offeret skal selv bede om denne underretning. Årsagen til det er selvfølgelig, at der også er nogle ofre, der ikke ønsker at få en underretning, og det synes jeg det er rimeligt at man tager hensyn til.

Der foreslås en udvidelse af fristen for indgivelse af politianmeldelse, som skal overholdes, for at offeret kan opnå erstatning fra staten i anledning af en forbrydelse. Så foreslås der en præcisering af bestemmelserne i offererstatningsloven, så ordlyden svarer til Erstatningsnævnets praksis. Det drejer sig her om forældelsesfristen på 2 år, som i loven er fra det tidspunkt, hvor forbrydelsen er begået, men hvor Erstatningsnævnet efter fast praksis regner fristen fra endelig dom.

I Dansk Folkeparti kan vi bakke fuldt ud op om lovforslaget og anser især udvidelsen af underretningen til offeret om udgang, prøveløsladelse og løsladelse fra fængslet som en væsentlig forbedring for offeret.

Tak. Der er et ønske om en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg skal bare høre Dansk Folkeparti, om Dansk Folkeparti sammen med Socialdemokraterne og SF vil være med til at skabe et flertal for, at vi kan yde en bedre psykologhjælp til volds- og voldtægtsofre.

Ordføreren.

Nu kender jeg ikke ret meget til reglerne om psykologhjælp. Jeg ved, at der p.t. er den her regel om ti gange behandling, men jeg ved også, at der i hvert fald i kommunerne nogle gange er muligheder for at yde særlig hjælp. Jeg ved, at socialrådgivere har en mulighed. Jeg kender ikke alle muligheder hundrede procent. Jeg ved bare, at der er gode muligheder for at få psykologhjælp.

Jeg synes, det umiddelbart er vanskeligt at stå her og bare sige, at ja, det går jeg med til, for jeg er helt sikker på, at det også koster penge, og så er jeg også helt sikker på, at der er nogle, der bliver meget vrede på mig, hvis jeg bare siger ja til det. Så det vil jeg ikke.

Men jeg synes, det er vigtigt i hvert fald at få et overblik over, hvilke muligheder der er, og så må jeg tage stilling derefter.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg er egentlig overrasket over, at Dansk Folkeparti, som meget ofte tager ofrenes parti, ikke bare slår til her og siger: Jamen selvfølgelig er det her så vigtigt, at det skal vi da sikre.

Men jeg håber alligevel, at vi kan finde ud af at lave en eller anden form for beretning om det her og få det undersøgt dybere.

Jeg vil også gerne høre nærmere om forslaget om bistandsadvokaterne, altså hvordan Dansk Folkeparti stiller sig til det.

Ordføreren, værsgo.

Jeg synes, at det med bistandsadvokater er rigtig interessant. Jeg kan forstå, at i de sager, hvor der har været bistandsadvokater, har sagsforløbet fået et andet udfald, end det normalt gør. Og vi kan jo sige, at hvis man er voldtægtsoffer og sidder i en retssal, så er det en anklager, der ligesom repræsenterer en, men anklagerne kender jo ikke nødvendigvis en. Man har fået lov til at give en forklaring osv. Bistandsadvokaten er der så for at hjælpe en igennem det hele, men har ikke muligheden for ligesom at højne voldtægtsofferets troværdighed osv. Jeg synes, at det er en interessant tanke.

Jeg vil igen sige, at jeg ikke ved nok om det, men jeg synes, det er interessant, og jeg vil meget gerne være med til at se på, om det er en mulighed, og om det er en vej, vi skal gå.

Tak til fru Pia Adelsteen. Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt som ordfører.

For SF er det rigtig vigtigt at sætte offeret i centrum. Når der bliver begået en kriminel handling, og når det går ud over en anden person, er der først og fremmest en situation, som der skal rettes op på i forhold til offeret. Jeg tror, at når vi snakker rigtig meget om straf i Danmark, er det, fordi det nærmest er det eneste, offeret står tilbage med, når der er sket en kriminel handling. Jeg synes, vi er alt for dårlige i Danmark til at tilbyde den hjælp, der skal til, for at offeret kan komme over de her hændelser.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at vi selvfølgelig kan støtte lovforslaget. Vi er glade for, at vi på nogle områder er blevet imødekommet i forhold til vores ønsker. Vi har længe villet, at der, når en gerningsmand bliver løsladt, kan ske en underretning af offeret. Det har været en del af vores retspolitiske program i årevis, og det er jeg selvfølgelig glad for at regeringen nu har taget på sig og fået fremlagt her som en mulighed.

Jeg er også glad for, at restorative justice-tankegangen, det, vi på dansk kalder genoprettende ret, på en eller anden måde sniger sig lidt mere ind i det danske retssystem, i forbindelse med at det nu bliver muligt for offeret i højere grad end tidligere at give udtryk for sin oplevelse af sagen. Det synes jeg er utrolig vigtigt, for retssager, som de kører nu, er måske ikke særlig egnede til, at ofret kan komme frem med sin oplevelse af sagen, fordi retssagen først og fremmest er et mellemværende mellem staten og gerningsmanden.

Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at offeret også får den mulighed, og det ville jeg i virkeligheden gerne arbejde meget, meget mere med. Derfor er jeg en lille smule skuffet over, at man ikke vil udvide konfliktrådsordningen, fordi man lige har gjort den til en landsdækkende og permanent mulighed. Jeg synes faktisk, vi skal komme i gang med at få nogle erfaringer med at have det som et alternativ til retssagen også.

Ellers må jeg sige, at det jo er lidt spinkelt, hvad der er kommet ud af de mange gode forslag, der blev stillet af Socialdemokraterne og SF. Jeg ærgrer mig lidt over, at man ikke har fundet en plads til selve offerfonden. Det tror jeg kunne være et rigtig godt forslag at tage fat i, når vi nu også snakker om, at det måske skal være nemmere at få eftergivet straffesagsomkostningerne. Så kunne jeg godt se, at det her kunne være en slags afløsning for det system.

I Sverige, står der noget om i betænkningen, har man valgt at lave en offerfond, fordi staten ligesom stiller sig på offerets side. Det vil jeg da håbe at staten også gør herhjemme, og jeg synes, det ville være et væsentligt bidrag. Jeg kan ikke forstå, at det sådan administrativt og økonomisk ikke skulle kunne lade sig gøre herhjemme, når det kan i Sverige, så det tror jeg er et forslag, vi kommer til at arbejde videre med.

Så er der vores forslag om bistandsadvokaterne. Jeg synes, det er nødvendigt at se på, om de ikke kan få en lidt mere aktiv rolle i voldtægtssager. Som Dansk Folkepartis ordfører nævnte, er det sådan, at der, hvor der er beskikket en bistandsadvokat, fører det faktisk til flere domfældelser. Men der er også en form for skævhed i en retssag om voldtægt, for de er lidt specielle ved, at der kun har været offeret og gerningsmanden. Der er rigtig mange af de her sager, der falder. Gerningsmanden har en forsvarsadvokat med, som han har kunnet tale med i fortrolighed, og mange af spørgsmålene går jo på at underminere offerets troværdighed.

Offeret har ikke på samme måde en, som kender offeret og er rigtig godt inde i omstændighederne. Der er selvfølgelig anklageren, men det er ikke helt det samme som at være repræsenteret af en, der er tættere på en, og der mener jeg faktisk at vi bør give bistandsadvokaterne en mulighed for også at stille spørgsmål, så det højner offerets troværdighed i de her retssager. Vi er nødt til at styrke offerets retsstilling i de her retssager, for der er rigtig mange af de sager, der falder.

Så er der forslaget om psykologhjælp. Der må jeg have et naivt håb om, at vi kan gøre det bedre og skabe en form for flertal for det. Jeg håber meget, at Dansk Folkeparti er interesseret i at lave en beretning om lige præcis den del.

Så bliver jeg nødt til at nævne offerrådgivningerne som det sidste, for det var også en del af vores forslag. Vi havde rigtig gerne set, at det blev styrket noget mere. Jeg er glad for, at der er kommet et sekretariat nu, og at det er muligt at aflønne offerrådgiverne, så de i hvert fald får dækning for deres transportudgifter. Men jeg synes stadig væk, at det simpelt hen er for tyndt, at vi i Danmark synes, at al den her hjælp til ofrene nærmest skal ligge i frivilligt regi. Det mener jeg faktisk godt vi kan gøre bedre.

Det er ikke en underkendelse af, at offerrådgiverne faktisk gør et fantastisk stykke arbejde, for det mener jeg de gør, men vi skal også passe på med, hvor meget der bliver lagt ud i frivilligt regi. Det er utrolig spinkelt, hvis det er, at man pludselig i en periode ikke kan finde offerrådgivere. Hvad gør man så? Så er der ingen hjælp at få. Så det synes vi kunne gøres bedre.

Overordnet: Ja tak til forslaget, men lad os nu se på, om vi ikke i fællesskab kan nå frem til, at der er nogle af de her punkter, som vi kan lave et lille alternativt flertal for.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fru Pia Adelsteen.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at returnere spørgsmålet om det her med psykologhjælp. Kender ordføreren de nuværende muligheder? Det er den ene ting. Og hvad skal loftet være? Det er jo rigtigt, at hvis man har brug for psykologhjælp kan det nogen gange være kortvarigt, og andre gange kan det være langvarigt, og det kunne jo være ønskværdigt, hvis alle bare fik den hjælp, de nu engang skulle have, men så må vi tilbage til virkelighedens verden, for sådan er det jo ikke nødvendigvis, for såre simpelt har vi også en vis økonomi, som vi er nødt til at tage hensyn til. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge: Hvad skal loftet være?

Ordføreren.

Jeg synes jo, at der er noget meget mærkeligt i, at hvis man har en fysisk skade, bliver man behandlet, indtil den er overstået, eller i hvert fald indtil den er afhjulpet så godt, som det kan lade sig gøre. Men når det handler om de psykiske skader, er vi anderledes tilbageholdende. Vi er i hvert fald i SF klar til at finde pengene til det her.

Jeg ved, at når det handler om voldtægtsofre, for det er en sag, som jeg har gransket rigtig meget, er de få timer, som man kan få, i mange tilfælde ikke nok. Jeg synes ikke, at vi kan være det bekendt – specielt når rigtig mange af sagerne falder, er det mindste, vi kan gøre, at anerkende de personer, som er blevet voldtaget, som ofre og tilbyde dem den hjælp, der skal til, for at de kommer over den hændelse.

Fru Pia Adelsteen.

Jeg tror for så vidt ikke, at vi er uenige om, at man som offer skal have den hjælp, man har behov for. Det tror jeg egentlig ikke at vi er uenige om. Men det, der generer mig, er, at SF her ligesom siger, at der i store træk ikke skal være noget loft over det, og at de er indstillet på at finde pengene. Det er jo sådan lidt det, vi hele tiden hører, og jeg kan forstå, at der er rigtig mange ting, man altid skal finde penge til, og jeg ved altså bare ikke, hvor SF lige vil finde pengene henne. Det kunne jeg godt tænke mig at få svar på.

Ordføreren.

Når det f.eks. handler om voldtægtsofre, er det jo en utrolig lille gruppe mennesker. Vi har faktisk fundet pengene i SF, og vi har afsat penge til det. Så det er jeg slet ikke bekymret for.

Vi har været i en god dialog med voldtægtscentrene om det her, og jeg kan garantere for, at der er mere end rigelig brug for den hjælp, som vi i Folketinget kan tilbyde de her mennesker. Den kan vi forbedre. Der har stået en konservativ justitsminister på den her talerstol og sagt, at det her ikke bør handle om økonomi, og at der selvfølgelig skal være den hjælp, som er nødvendig. Men siden er der ikke bliver tilført så meget som en krone til voldtægtscentrene rundtom i landet. Det synes jeg bare er rigtig for galt.

Tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Og så er det hr. Tom Behnke som ordfører.

Vi er fra konservativ side tilfredse med, at der igen ligger et forslag på Folketingets bord, der handler om at styrke indsatsen over for ofrene og gøre noget konkret i forhold til dem. Det er ikke første gang, vi ser sådan et forslag; der har været flere forslag før det her, og jeg tror såmænd heller ikke, at det her forslag er det sidste, for jeg tror, at ved at granske området og følge området meget nøje vil det være muligt at finde endnu flere tiltag, hvor man kan gå ind og styrke ofrene. Og det er meget vigtigt. Det er dem, der har været udsat for en forbrydelse, og derfor skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for dem og hjælpe dem videre i deres liv.

Med forslaget her går man jo så ind og siger, at dem, som har været offer for grove personfarlige forbrydelser, får et tilbud om – et tilbud om – at når gerningsmanden kommer på uledsaget udgang eller bliver løsladt fra fængslet, kan de få en underretning om, at det sker. Og det har jo vist sig, at der er nogle ofre, der har ytret ønske om, at det kunne de godt tænke sig. Jeg har egentlig været lidt skeptisk over for det der med, at man på et tidspunkt skal have underretning om det, for det kan være, at man sådan havde lagt det bag sig, årene er gået, og pludselig bliver man ringet op, og så får man rippet op i hele sagen en gang til. Men fordi der er en meget tyk streg under, at det er fuldstændig frivilligt, tror jeg, det er en god ordning, for dem, der har lyst til at få den information, og som måske føler et behov for at få den information, skal også have den mulighed. Så det element i lovforslaget synes vi er rigtig godt.

Vi kan også fuldt ud tilslutte os den del af lovforslaget, der handler om, at ofre får lidt længere tid til at komme og anmelde en forbrydelse i forhold til at kunne få erstatning fra staten. I dag er der jo en frist på 24 timer, som bliver udvidet til 72 timer, altså har man tre gange så lang tid til lige at komme sig over det, man har været udsat for, og komme ned og få det anmeldt til politiet. Og i den forbindelse kan man så også få et skema, hvor man kan søge om at få erstatning, hvis der er noget erstatning, der skal søges. Det synes vi på alle måder er godt.

Så synes jeg, at nogle har forsøgt at drive debatten derhen, at ofrene slet ikke spiller nogen rolle i de her sager; at der ikke er nogen, der lytter til ofrene, og at de ikke spiller nogen rolle i retssagerne. Og det er jo simpelt hen forkert. Altså, man skal jo huske på, at ofrene selvfølgelig bliver afhørt af politiet, og det står i rapporten, der kører videre op i retten, hvad ofrenes version af det, der er sket, er. I retten er det sådan, at ofrene også bliver afhørt der og udspurgt, så man har mulighed for som offer at give sin version af, hvad det var, der skete. Så det er altså ikke sådan, at når man har anmeldt en forbrydelse, så overtager staten det hele og lukker munden på ofrene med et stort stykke gaffatape. Og det indtryk kan man godt få, når der er nogle ordførere, der står her og siger, at ofrene slet ikke bliver hørt. Jo, det gør de.

Det er også sådan, at den her regering har gennemført en obligatorisk ordning med bistandsadvokater til ofre – det er den her regering, der har gjort det – således at der er en advokat, der hjælper ofrene før og under sagen. De har mulighed for at sætte sig ind i alle sagens aspekter, har mulighed for at konferere sammen med anklagemyndigheden om, hvad det er for nogle aspekter, man skal være særlig opmærksom på. Hvis ofrene har nogle ønsker til noget, der skal lægges særlig vægt på, er det netop via bistandsadvokaten, at man sammen med anklagemyndigheden kan nå at cleare de ting af, inden man når ned i retten. Og det vil jo også være sådan, at hvis der under et retsmøde er behov for, at bistandsadvokaten hvisker anklageren noget i øret, så er der ikke nogen, der vil protestere over, at det sker. Så selvfølgelig har bistandsadvokaten en mulighed for det.

Men at bistandsadvokaten skal overtage sagen nede i retten – hvis man forestiller sig det – kan jo godt være lidt problematisk, for hvem er det så, der fører sagen? Hvis det er sådan, at det er bistandsadvokatens opgave og ansvar og pligt at sørge for at spørge gerningsmanden ud f.eks., hvilken rolle har anklagemyndigheden så? Og hvilken rolle har bistandsadvokaten? Risikerer vi ikke meget nemt at komme i den situation, at vi faktisk lægger hele ansvaret for sagens gennemførelse over på offeret? Og hvor mange ofre er egentlig i stand til at klare det? Så er det pludselig deres pligt, deres ansvar sammen med deres bistandsadvokat at sørge for, at sagen bliver fuldt ud belyst i retsmødet. Hvad skal anklagemyndigheden så lave? Nej, det, man behandler i sagen, er ikke offeret, det, man behandler i en retssag, er sagen, det er de retlige aspekter. Det er det, man behandler, men selvfølgelig med skyldig hensyntagen til, at der er et offer – det er derfor, vi har en sag, det er derfor, ofrene får en bistandsadvokat, og det er derfor, vi har en lang række ordninger, hvor vi tager hånd om ofrene. Og det skal vi selvfølgelig blive ved med.

Men det står jo sådan set slet ikke i lovforslaget her, men det har været en stor del af debatten i dag, og derfor syntes jeg, jeg ville nævne det. Lovforslaget som sådan støtter vi fuldt ud fra konservativ side.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg vil bare høre den konservative ordfører, om den konservative ordfører er enig med mig i, at en retssag er en meget, meget dårlig lejlighed til at give udtryk for den følelsesmæssige side af sagen. Det er ligesom ikke det, det handler om for offeret dér.

Det er rigtigt, at offeret jo bliver afhørt om, hvad der skete, hvornår det skete, og om, hvilke hændelser der har været. Men der er ligesom ikke mulighed for på den måde at give udtryk for den følelsesmæssige side af sagen under en retssal. Retssager kan derfor alene af den grund måske være lidt dårligt egnede i forbindelse med helingsprocessen for offeret, og der er behov for noget ekstra. Derfor har vi netop også fået konfliktrådsordningen, som jo også oprindelig var en SF-idé.

Ordføreren.

Jamen igen er det, som om man prøver at give indtryk af, at alt det, der findes dag, faktisk ikke findes. Og det synes jeg ikke er rimeligt i sådan en debat her; man prøver på at skabe nogle forudsætninger, som er helt anderledes end i virkeligheden, og derudfra drager man en konklusion om, at vi gør for lidt.

Det kan man ikke gøre. Vi er nødt til at tage udgangspunkt i, hvad virkeligheden er. Virkeligheden er sådan set, at ofrene får en bistandsadvokat og har muligheden for der på tomandshånd at drøfte sagen igennem, og bistandsadvokaten kan løfte spørgsmål videre op i retten. Det er også sådan, at vi har voldtægtcentrene, hvor der bliver taget hånd om ofrene, når vi taler om voldtægtssager. Vi har offerrådgivning. Vi har psykologbistand. Der er i det hele taget en masse ordninger, hvor man går ind og tager hånd om ofrene i forbindelse med de følelsesmæssige aspekter.

Men det hører ikke til under retssagen, fuldstændig som SF’s ordfører siger det. Det er ikke det, der skal ske i retssalen. Det kan godt være en del af det, hvis der er noget strafskærpende eller noget strafformildende osv. Men det vigtige i retssagen er jo det juridiske aspekt, og det er derfor, vi har en anklagemyndighed med jurister, der fører sagen på vegne af ofret og for så vidt også på vegne af samfundet.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jamen når jeg rejser den her debat, er det faktisk, fordi jeg mener, at den er rigtig vigtig. Og det er jo ikke noget, som jeg bare står og finder på, og som SF bare finder på. Det er faktisk, fordi vi har hørt, at der er en række organisationer, som efterlyser nogle bedre muligheder i forbindelse med retssagen, herunder at bistandsadvokaten kunne have en adgang til også at udspørge offeret. Og de tager sådan set offerindgangsvinklen, så jeg er ikke så bekymret for, at det vil gøre, at offeret vil blive pålagt en hel masse. Vi har jo stadig væk en anklagemyndighed der. Men når det nu er noget, som flere organisationer efterlyser, vil den konservative ordfører så være med til at indgå i en dialog omkring at udvide bistandsadvokaters muligheder under en retssag?

Ordføreren.

Jamen fra konservativ side tager vi altid gerne debatter og drøftelser. Vi har faktisk den opfattelse fra konservativ side, at verden ikke står stille, og hver eneste dag sker der noget nyt, hver eneste dag er vi i stand til at blive klogere. Vi har ikke som konservative på forhånd fastsat, hvordan samfundet skal se ud i år 3000. Det er der andre ideologer med andre ideologier, der har. Det ved jeg godt. Men som konservative er vi faktisk altid parate til at tage en diskussion.

Jeg siger bare, at når vi går ind til den diskussion, har vi det forbehold, eller hvad man kan sige, at vi først og fremmest gerne vil se på, om vi kan gøre endnu mere for ofrene – ja, meget gerne. Det er derfor, regeringen fremsætter forslag efter forslag, der styrker ofrenes position. Men vi siger også bare, at inden man bevæger sig ud i at lægge ansvaret for sagernes gennemførelse over til bistandsadvokaterne, skal man passe på med, hvad det er, man gør, for så flytter man ansvaret for at føre sagen, og det synes jeg man skal passe på med. Men kan man finde en mindelig løsning på det, og er der f.eks. andre lande, hvor man har gode erfaringer med det her, er vi villige til at lytte. Vi er villige til at diskutere, men vi har et forbehold, og det synes jeg også man skal sige nu.

Tak til hr. Tom Behnke. Så er det hr. Manu Sareen som ordfører.

Med det her lovforslag gennemfører man de anbefalinger, som fremgår af den rapport, som arbejdsgruppen har anbefalet om en styrket indsats over for ofre for forbrydelser, anbefalinger, som åbenbart er en udløber af Retsudvalgets tur til Stockholm. Så skulle man nok have været med dér. Det er bl.a., at der indføres en ordning, hvor man i sager om overtrædelser, der er særlig grove, f.eks. vold, trusler og voldtægt, efter anmodning kan blive underrettet, første gang gerningsmanden får uledsaget udgang, eller hvis gerningsmanden løslades eller flygter. Det mener vi er positivt; det er positive tiltag, da mange ofre bruger helt vildt meget tid på at kigge sig over skulderen, fordi de lever i angst.

Man kan naturligvis vende argumentet om og selvfølgelig med rette spørge, om det ikke kan blive værre af, at man bliver ringet op og får at vide, at gerningsmanden er fri. Det er selvfølgelig meget, meget svært at svare på, men det er selvfølgelig helt sikkert også meget forskelligt fra person til person. Men alt andet lige må man regne med, at den viden også giver en vis kontrol over egen situation, og det mener vi selvfølgelig er positivt. Vi skal også huske, som vi også hørt fra Det Konservative Folkeparti, at det jo selvfølgelig også er en frivillig ordning, som mange kvinder i øvrigt er rigtig, rigtig glade for, kvinder, der har været udsat for vold.

Vi mener ligeledes, at det er positivt, at man med lovforslaget udvider fristen for at kunne søge om erstatning fra Erstatningsnævnet fra de nuværende 24 timer til de 72 timer, og det er naturligvis også positivt, at man skaber mere gennemsigtighed i forbindelse med offererstatningsloven.

Så er der selvfølgelig ønsket om en udvidelse af ordningen med psykologbistand, og der synes jeg også helt klart at SF's ordfører slår hovedet på sømmet, for det er jo selvfølgelig problematisk, at man bliver behandlet, når man har en fysisk skade, indtil man er rask, mens der, når det handler om psykologbistand, er sat loft over. Og der tror jeg selvfølgelig at det her også handler om en kulturændring. Man er nødsaget til at se på, at de skader, som altså er sådan af mere mental karakter, selvfølgelig også skal behandles. Og som Dansk Folkepartis ordfører efterlyser, skal der et loft over, hvor meget meget man skal have. Men jeg tror, at det kræver en kulturændring, og at man også kigger meget mere alvorligt på det.

Tak til hr. Manu Sareen. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Så er det fru Line Barfod som ordfører.

Jeg synes, det er rart at se lovforslag, som faktisk gør noget for at hjælpe ofre, og Enhedslisten støtter bestemt også dette lovforslag. At man skulle gøre langt mere for at støtte ofrene er jo noget, vi fra oppositionen har foreslået igen og igen. Meget ofte, når vi hører regeringen og Dansk Folkeparti tale om, at man skal hjælpe ofre, består hjælpen jo i, at man skal forhøje straffen. Men noget af det, der betyder allermest for ofre, er den situation, de selv står i, og det er, at de kan få den fornødne hjælp, de har behov for, og at de kan få en hurtig afklaring – det er så ikke med i det her forslag, det er noget af det, der stadig er behov for at se på – og derfor har det jo været en lidt underlig debat, vi har haft her om psykologbistand.

Jeg kan simpelt hen ikke forstå den modstand, der er fra regeringen og Dansk Folkepartis side mod at sige, at man skal have lige så stor hjælp til at få behandlet de psykiske skader, man får af et overgreb, som man skal have til de fysiske skader. Der er jo ingen fra regeringen eller Dansk Folkeparti, der ville foreslå, at vi skulle sætte et loft over, hvor mange lægetimer man kunne få, hvis man er blevet slået sønder og sammen og man har brug for at blive lappet sammen, få genoptræning osv. Der er ingen, der foreslår, at der her skal sættes et loft, og at man så selv må klare sig igennem for resten og prøve at se med plaster og andet, om det kan lykkes. Men når det kommer til de psykiske skader, som jo kan have lige så stor indgribende betydning i et menneskes liv, så har man af en eller anden grund, som vi ikke kan få belyst nærmere her under debatten, en blokering i forhold til at give den samme hjælp, på trods af at det jo kan have betydning for, om de mennesker bliver i stand til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Så det har altså også samfundsøkonomisk betydning, om man får hjælp til de psykiske skader, man har fået.

Jeg har ikke set nogen undersøgelser på det, men min personlige overbevisning er, at det i det lange løb samfundsmæssigt vil kunne betale sig at give folk den hjælp, de faktisk har behov for for at komme sig over de psykiske skader, fordi det både for dem selv i forhold til at komme tilbage på arbejdsmarkedet og i de mange tilfælde, hvor de har børn, også vil kunne betyde en forebyggelse af andre former for problemer. Så at der ikke skal være noget loft over psykologhjælp, håber jeg vi snart kan komme igennem med.

Det andet er så det, som SF’s ordfører også var inde på, nemlig at der er behov for, at vi i stigende omfang ser på at få flere og flere elementer fra opbyggelig ret eller genoprettende ret – hvad man nu vælger at kalde det – ind i det danske retssystem, altså ser på, hvordan vi kan få genopbygget offeret eller få opbygget en situation, hvor man kommer ud over de skader, som forbrydelsen har påført offeret, men også de andre involverede i sagen, frem for kun at se på, hvordan vi kan få idømt en straf og få sat den skyldige i fængsel og på den måde glemme de skader, som forbrydelsen har medført. Det er noget af det, som jeg håber for alvor kan komme i gang, når vi får et nyt flertal, nemlig at man bruger langt flere kræfter, herunder også sætter langt flere kræfter ind i forhold til at få udbredt konfliktråd i mange flere sager, fordi vi ved, at det faktisk er noget af det, der virker, både i forhold til forebyggelse og i forhold til at hjælpe ofrene.

Så er der flere af høringssvarene, der peger på, at man har glemt børnene, og jeg håber altså, at man snart kommer i gang med at se på de særlige problemer, der er i forhold til børn som ofre. Og især efterlyser jeg, hvornår man får gennemført det, der står i den beretning, som samtlige partier i Folketinget står bag, om, at der i hver region skal oprettes et barnets hus, som tager sig af ofre for seksuelle overgreb eller mulige ofre for seksuelle overgreb, så børn i de tilfælde, hvor der er mistanke om et overgreb, straks kan komme hen til nogle, der er sagkyndige på området, straks kan få afklaret, om der har været et overgreb eller ej, kan få gennemført de undersøgelser, der skal til, kan få lavet en videoafhøring osv. Derefter kan man så gå i gang med at hjælpe barnet, hvis det har været udsat for overgreb. Hvis barnet ikke har været udsat for overgreb, er der kommet en hurtig afklaring, frem for at barnet skal igennem den ene undersøgelse efter den og den ene afhøring efter den anden på senere tidspunkter.

Det er noget, vi ved fra andre lande har meget stor effekt, og jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor regeringen endnu ikke har fået gennemført det, når samtlige partier i Folketinget står bag, at det skal indføres, og det håber jeg ministeren kan svare på.

Tak til fru Line Barfod. Så er det justitsministeren.

Jeg synes, at det er dejligt, at der er så bred tilslutning til det her forslag, som jo som bekendt går ud på, at vi skal styrke indsatsen over for ofre for forbrydelser, ved at vi udvider den forurettedes muligheder for at blive underrettet, når gerningsmanden kommer på fri fod, og ved, at vi forlænger den frist, der er for at indgive politianmeldelse, som den forurettede jo som udgangspunkt skal overholde for at kunne opnå en erstatning fra staten i forbindelse med en forbrydelse.

Justitsministeriet nedsatte jo i november 2009 Arbejdsgruppen om en styrket indsats over for ofre for forbrydelser, som altså fik til opgave at gennemgå og vurdere de gældende ordninger, der giver forurettede, altså offeret, i straffesager mulighed for at få hjælp og støtte. Arbejdsgruppen skulle bl.a. også overveje, om der bør indføres særlige regler om, at den forurettede i nogle tilfælde kan få underretning om, at gerningsmanden får udgang fra fængslet, og de lovændringer, som arbejdsgruppen har anbefalet, bliver gennemført med dette lovforslag.

For det første indebærer lovforslaget en ordning, hvorefter ofre for grove overtrædelser af straffeloven, hvor vold og trusler eller anden personfarlig kriminalitet indgår, og ofre for sædelighedsforbrydelser efter anmodning kan blive underrettet, første gang gerningsmanden får uledsaget udgang, og når gerningsmanden løslades eller eventuelt undviger. Underretning kan afslås, hvis der er væsentlige hensyn til gerningsmanden, der taler for det, f.eks. ved risiko for misbrug af oplysningerne, og formålet med ordningen er jo altså at afhjælpe den psykiske belastning, som det er for nogle ofre at leve i uvished om, hvornår gerningsmanden atter måtte være på fri fod. Politiet vil i øvrigt som hidtil uanset kriminalitetens art kunne underrette offeret om gerningsmandens løsladelse, hvis hensynet til offerets sikkerhed tilsiger det.

Lovforslaget indebærer for det andet, at den frist for politianmeldelse, som et offer sædvanligvis skal overholde for at kunne søge om erstatning fra Erstatningsnævnet bliver forlænget fra de nuværende 24 timer til 72 timer, efter at forbrydelsen er sket.

Herudover bliver det foreslået, at reglerne på området gøres mere gennemsigtige for ofrene, ved at vi udtrykkeligt i offererstatningsloven anfører, at forældelsesfristen for at få erstatning fra staten først bliver regnet fra det tidspunkt, hvor straffesagen er afsluttet og ikke fra tidspunktet for lovovertrædelsen, og at erstatning kan ydes, selv om tiltalte blev frifundet under straffesagen, hvis lovens betingelser i øvrigt er opfyldt.

Jeg ser frem til en forhåbentlig god og positiv behandling i udvalget, hvor jeg fornemmer, at der vil være nogle spørgsmål, som vi naturligvis fra Justitsministeriets side som sædvanligt vil svare hurtigt og effektivt på.

Ja, og det første spørgsmål kommer her fra fru Line Barfod.

Jeg vil først gerne høre ministerens begrundelse for, at regeringen ikke vil give ofre den samme mulighed for at få behandling for psykiske skader, som man har for behandling af fysiske skader, altså få psykologhjælp, indtil man ikke længere har behov for det. Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål drejer sig om børnene. Vil ministeren tage initiativ til, at man også ser på de særlige forhold, der gør sig gældende for børn, der er ofre for forbrydelser, som flere af høringssvarene peger på, og hvad er det, der gør, at regeringen endnu ikke har sikret, at der er et barnets hus i hver region, hvilket samtlige partier i Folketinget har bakket op om at der skal oprettes?

Ministeren.

Det med psykologhjælp har jeg også hørt rejst fra flere sider. Det er jo noget, som udvalget her har set på og vurderet, og man har ikke fundet grundlag for at ændre reglerne på området. Så det, at regeringen her indstiller til, at man ikke tager noget med om psykologbistand, er sådan set i overensstemmelse med de anbefalinger. Vi har simpelt hen fulgt anbefalingerne fra udvalgets side. Der er jo psykologbistand til rådighed i dag, og tilsyneladende fungerer de regler, som regulerer den, tilfredsstillende. Det er i hvert fald det, udvalget er nået frem til.

Med hensyn til at gøre mere for at hjælpe børn, der er ofre i forbindelse med forbrydelser, er det naturligvis noget, jeg og regeringen altid er parat til at se på om vi kan gøre bedre, for det er fantastisk vigtigt. Med hensyn til den konkrete sag, der bliver spurgt til, kan jeg ikke redegøre for status her og nu, for det har jo ikke indgået i det her arbejde. Men det skal jeg da gerne vende tilbage til under udvalgsarbejdet.

Fru Line Barfod.

Jeg ser meget frem til at få ministerens svar på, hvorfor man endnu ikke har gennemført det. Det er efterhånden lang tid siden, et enigt Folketing sagde, at det her skulle gennemføres. Så ville jeg gerne have, at ministeren blev lidt mere konkret, med hensyn til hvad ministeren så vil gøre i forhold til at se på børns forhold, når de er ofre for forbrydelser. Vil ministeren se på at få nogle til at bekymre sig særligt om det i en ny arbejdsgruppe, der skal se på det, eller er det noget, ministeriet vil se på, eller hvad er det, ministeren forestiller sig?

Endelig er arbejdsgruppen med hensyn til psykologhjælp ikke kommet med nogen forslag, der koster penge. Det er jo ligesom en afgrænsning. Men har ministeren nogen modstand mod, at man sikrer, at ofre får den samme hjælp til deres psykiske skader, som de får til deres fysiske skader?

Ministeren.

Med hensyn til børn er vi som sagt alle enige om, tror jeg, at på områder, hvor vi kan forbedre vilkårene for børn, skal vi gøre det. Det er bare ikke det, der indgår i oplægget fra udvalget her, og derfor er det ikke noget, som regeringen konkret har drøftet eller taget stilling til, med hensyn til om der er nogle konkrete behov for ændringer på området, når det gælder børn. Men regeringen er altid åben over for at se på det, hvis der er et behov for at udvikle mulighederne for at hjælpe børn. Som også hr. Tom Behnke var inde på, udvikler verden sig jo hele tiden, og vi skal da altid være parat til at udvikle de tilbud, vi har, ikke mindst til ofre for forbrydelser.

For så vidt angår psykologbistanden, er det sådan, at jeg i hvert fald ikke har hørt, at der er problemer med det maksimumtimetal, der er til rådighed i dag. Jeg bliver gerne klogere, hvis der er nogle, der kan gøre mig klogere på det felt, men dér, hvor jeg har hørt at der kan være problemer, er med hensyn til ventetider, snarere end det er med hensyn til maksimumtimetallene. Jeg ved så ikke, hvad der ligger til grund for de ventetider, men det er mere dér, jeg har hørt at der kan være et problem.

Fru Karen Hækkerup for en kort bemærkning.

Jeg tager ordet, for jeg undrer mig lidt over, at ministeren ikke svarer mere tydeligt vedrørende spørgsmålet fra fru Line Barfod om børn. For regeringen er jo i forvejen i gang med at ville udarbejde en national handlingsplan for bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn. Den har vi ventet på ganske længe, og som jeg husker det, skulle den handlingsplan sådan set have været fremlagt allerede sidste år.

Jeg vil bare spørge, om ministeren kan komme med nogen dato på, hvornår vi kan forvente, at den handlingsplan bliver færdig. For den skulle som sagt allerede have været afsluttet.

Ministeren.

Jeg er fuldstændig enig i, at den skulle have været afsluttet. Det arbejde er så blevet forsinket. Det vil vi snart være færdige med. Jeg har ikke lige en dato her og nu, så jeg kan sige, at der kommer det. Men det kommer så hurtigt som muligt. Det skulle da hellere have været i går end i morgen. Men det er jo ikke det, som det her lovforslag drejer sig om. Derfor er det ikke noget, som jeg er parat til at gå i detaljer med, når vi behandler det her lovforslag, der jo drejer sig om noget andet.

Fru Karen Hækkerup.

Nej, men jeg synes jo, at det er relevant alligevel at nævne det, fordi vi ved, at op mod hvert tiende barn i Danmark bliver udsat for seksuelle overgreb, og derfor er det ikke noget lille problem, det er et problem, som følger mange af de her børn i resten af deres tilværelse. Derfor er der behov for, at man arbejder meget mere hurtigt og meget mere intenst med rent faktisk at få hjulpet de børn. Regeringen havde lovet, der skulle være en handlingsplan klar allerede sidste år. Jeg talte med Red Barnet så sent som i går, som sagde: Vi hører ingenting fra regeringen – vi hører ingenting.

Derfor vil jeg bare spørge: Er det den holdning, man i regeringen har til de her problemer, at dem kan man bare lade vente? For mig at se er det her er da noget, man burde have gjort færdigt, især når man selv har lovet, at man ville have gjort arbejdet færdigt allerede sidste år.

Ministeren.

Fru Karen Hækkerup får det til at lyde, som om det er noget, vi er uenige om, det her. Det er vi ikke spor uenige om. Vi er fuldstændig enige om, at der skal være en handlingsplan, vi er fuldstændig enige om, at der skal gøres en indsats på det område, og derfor forstår jeg ikke, hvorfor fru Karen Hækkerup får det til at lyde, som om det skulle være et eller andet konfliktområde, noget, vi er uenige om.

Jeg er sådan set også enig i, at tingene skal gøres hurtigt, men jeg håber også, at fru Karen Hækkerup vil være enig med mig i, at det også skal gøres ordentligt, så det, der kommer, er grundigt og gennemarbejdet. Det er jo lige så vigtigt. Der skal være kvalitet i tingene. Det går ikke, at det kun går hurtigt, der skal også være kvalitet, og derfor er det altså nogle gange bedre lige at bruge lidt længere tid på tingene og så være sikker på, at de bliver gjort ordentligt. Men det bliver fremlagt så hurtigt som muligt.

Tak. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt har bedt om ordet, kan jeg se. En kort bemærkning.

Jamen jeg vil godt lige stille et spørgsmål. Nu har jeg nævnt et par gange, at der var en tidligere justitsminister, fru Lene Espersen, som stod og sagde, at det ikke skulle komme an på økonomien, når vi skulle hjælpe voldtægtsofre. Jeg vil bare høre, om det også er den nuværende konservative justitsministers opfattelse, og om justitsministeren så vil være med til at se på, hvis der ligger nogle ønsker fra voldtægtscentrene, om vi måske kunne finde nogle penge til at sikre voldtægtsofre meget bedre.

Ministeren.

Jeg mener faktisk, at vi gør meget for at sikre voldtægtsofre i Danmark, men naturligvis er regeringen også på det område altid parat til at se på, om vi kan gøre tingene endnu bedre. Man kan næsten ikke mene det modsatte.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt? Så siger vi tak til justitsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget, hvis ingen gør indsigelse, og det synes ikke at være tilfældet.