Spørgsmål nr. 5 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til

lov om ændring af retsplejeloven (Forenkling af bødesagsprocessen)

(L 133):

”Hvilken konsekvens vil det have for andre sager, hvis manfår en udeblivelsesdom på baggrund af et bødeforlæg; vil enborger eller en virksomhed så kunne påberåbe sig under ensenere sag, f.eks. en erstatningssag, at de ikke var skyldige,eller vil det blive lagt til grund, at de er skyldige?”

Svar:

Spørgsmålet om, hvilken betydning en afgørelse i en straffesag kan til-lægges under en efterfølgende civil retssag, er behandlet en række stederi den juridiske litteratur.Om dette spørgsmål fremgår således bl.a. følgende af Stephan Hurwitz,Den Danske Strafferetspleje, 3. udg. (1959), side 562-565:”En udbredt opfattelse i nyere teori går ud på, at der må tillæg-ges den strafferetlige afgørelse bindende kraft i civile sager. Ræ-sonnementet er hovedsagelig det, at når der tillægges en civil dom”positiv funktion” i senere civile sager mellem de samme parter,må så meget mere straffedommen med dens større garantier for re-sultatets rigtighed være bindende. Denne betragtning fører dogstrengt taget kun til at tillægge straffedommen bindende virkning irelation til den tiltalte, ikke i relation til den forurettede eller andre,der ikke har været parter i straffesagen. [...]For det første bør man ikke uden videre bringe alle domme istraffesager ind under den samme sandhedsformodning eller –fik-tion. I summarisk behandlede sager, specieltpolitisager,er de sær-lige garantier for afgørelsens rigtighed ikke til stede i det forudsatteomfang, og den i disse sager trufne afgørelse burde derfor, i hvertfald som regel, ikke virke prækluderende for proceduren og afgø-relsen i civile søgsmål.Dernæst ses der ikke at foreligge tilstrækkelig real begrundelsefor, at forurettede og andre, hvis krav eller forpligtelser ikke er ble-vet påkendt i forbindelse med straffesagen, skal være bundet afdennes afgørelse af skyldsspørgsmålet. [...]Tilbage står endnu tilfælde, hvor spørgsmålet er, hvorvidttiltalteunder en senere civil sag bør være bundet af en fældende afgørelseaf skyldsspørgsmålet i straffesagen. Naturligvis er betænkelighedenherved mindre, end hvor talen er om dommens bindende virkningfor trediemand. På den anden side synes dog alle i betragtningkommende retsplejehensyn at kunne tilgodeses, dersom der også idenne relation blot tillægges straffedommen betydning som bevis,og for denne løsning taler også her den betragtning, at man hervedundgår de betydelige vanskeligheder og hele den usikkerhed, der er2

forbundet med at bestemme grundlaget for og omfanget afretskraftpræklusionen. I praksis synes denne løsning også foretruk-ket.”Af Mogens Koktvedgaard og Hans Gammeltoft-Hansen, Lærebog iStrafferetspleje, 2. udg. (1978), side 359-360, fremgår bl.a. følgende omstraffedommes betydning i efterfølgende civile sager:”Det antages i civilprocessen, at civile domme i et vist omfang harpositiv retskraft i senere civile sager. Herfra ledes man let til denslutning, at straffedomme så meget des mere må have retskraft isenere civile sager, idet de processuelle garantier for et rigtigtdomsresultat er langt større indenfor strafferetsplejen. Denne slut-ning har også nogen støtte i lovgivningen, jfr. således ægteskabslo-vens § 40 stk. 1 (skilsmisse efter straffedom), strfl. § 271 stk. 1 (omutilstedeligheden af bevis i injuriesager for strafbare handlinger, forhvilke der foreligger endelig frifindelsesdom) og rpl. § 288 (udsæt-telse af civile sager, indtil en straffesag, hvis resultat »vil have ind-flydelse på sagens udfald«, er afgjort); se også s. 135 om det så-kaldte »ensretningsprincip« i adhæsionsprocessen. Fra disse lovbe-stemmelser synes der dog næppe at kunne udledes nogen alminde-lig regel om en positiv retsvirkning – højst en regel om bevisvirk-ning. Dette skyldes bl.a., at området for en sådan virkning måttevære højst usikkert både i saglig henseende (hvilke elementer istraffedommen har retskraftvirkning?) og i personel henseende (hardommen kun virkning for domfældte eller tillige for den forurette-de eller for enhver tredjemand?). Disse usikkerhedsmomenter gørden positive retskraftvirkning lidet acceptabel, og man føres dafrem mod den antagelse, at den afsagte straffedom normalt alenehar virkning sombevis,d.v.s. at der består adgang til at føre mod-bevis. Denne opfattelse synes også lagt til grund i praxis, jfr. til exUfR 1945,725 H[…]”Hans Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje III, 1. udg. (1996), side 194-195, anfører bl.a. følgende om spørgsmålet:”Det har været gjort gældende, at straffedomme i almindelighedbør tillægges bindende virkning i civile sager. Begrundelsen skullebestå i, at eftersom civile domme i et vist omfang tillægges binden-de virkning (positiv retskraft) i senere civile sager, burde dette de-sto mere gælde straffedomme, der er tilblevet indenfor rammerneaf strafferetsplejens videregående garantier for et materielt rigtigtresultat. Begrundelsen er imidlertid ikke holdbar. En væsentlig partaf straffesagerne, forseelsessagerne, behandles ikke under former,der overgår civilprocessen [...] Og straffeprocessens garantier ved-rørende den materielle sandheds princip tager sigte på beskyttelseaf tiltalte, ikke omvendt; allerede strafferetsplejens almindelige be-visbyrderegel udelukker, at en frifindelse skulle kunne tillæggesbindende virkning vedrørende skyldsspørgsmålet i en senere erstat-3

ningssag [...] Hertil kommer, at et princip om straffedommens bin-dende virkning i civile sager måtte nødvendiggøre overvejelser omden subjektive identitet, d.v.s. om dommen også skulle have bin-dende virkning i forhold til forurettede og andre trediemænd.Resultatet må være, at straffedommen – medmindre andet er ud-trykkeligt bestemt – alene tillægges bevisvirkning i forhold til se-nere civile sager. Denne opfattelse synes også lagt til grund i prak-sis.”Om betydningen af straffedomme anfører Eva Smith m.fl., Staffeproces-sen, 2. udg. (2008), side 948-949, bl.a. følgende:”Bevisbyrdereglerne i civile sager og straffesager er forskellige. Icivile sager gælder et bevisovervægtighedsprincip. I straffesagerderimod gælder ”In dubio pro reo” grundsætningen om, at tvivlenskal komme den tiltalte til gode, og den tiltalte således skal frifin-des, hvis der er rimelig tvivl om, at anklagemyndighedens vurde-ring af sagen er den rigtige. Ud fra dette synspunkt kunne det fore-komme naturligt at sige, at straffedomme måtte have positiv rets-kraft i civile sager, såfremt de drejede sig om de forhold, som varafgjort i straffedommen. Koktvedgaard og Gammeltoft-Hansen ud-trykker det således: ”Man ledes let til den slutning, at straffedommeså meget des mere må have retskraft i senere civile sager, idet deprocessuelle garantier for et rigtigt domsresultat er langt større in-denfor strafferetsplejen.”Denne slutning er imidlertid kun korrekt, hvis der er sket domfæl-delse i straffesagen. Er der sket frifindelse i straffesagen, er detlangtfra givet, at en civil afgørelse af den samme sag vil nå tilsamme resultat, og det skyldes netop, at beviskravet i de civile sa-ger er mindre, end det er i en fældende straffedom. Koktvedgaardog Gammeltoft-Hansen når dog af andre grunde frem til, at enstraffesag ikke har positiv retskraft i en senere civil sag, men alenekan tillægges bevisvirkninger. Det betyder, at der i den senere civi-le sag er mulighed for at føre modbevis. [...]”Som det fremgår, synes det at være den overvejende opfattelse i den juri-diske litteratur, at en straffedom ikke uden videre har bindende virkningunder en eventuel senere civil sag, men alene skal kunne tillægges be-vismæssig betydning. Det fremgår af litteraturen endvidere, at denne op-fattelse også synes at være lagt til grund i praksis.Det bemærkes, at Justitsministeriet i en besvarelse af 30. marts 2011 afspørgsmål nr. 716 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg har behandletspørgsmålet om en frifindende strafferetlig doms betydning for en senerecivilretlig sag.