Der er her tale om et lovforslag om en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Kuwait.
Som jeg også nævnte under behandlingen af det foregående punkt her på Folketingets dagsorden, finder vi i Dansk Folkeparti, at det er en god idé, at vi har dobbeltbeskatningsoverenskomster med andre lande netop for at undgå, at der bliver betalt skat dobbeltop af indkomst, som hidrører fra det ene land, og som tilhører en person, som bor i det andet land.
I det her tilfælde er der så tale om Kuwait.
Kuwait har et skattesystem, som adskiller sig ret meget fra det, som er i andre lande, som vi normalt har med at gøre.
F.eks.
er landets egne statsborgere helt fritaget fra indkomstskat.
Til gengæld er udlændinge bestemt ikke fritaget, men betaler en ganske voldsom skat.
Det samme gør sig gældende i forhold til selskaber.
I det her tilfælde med Kuwait har man så indgået en aftale, som på mange måder, hvad man kan se i bemærkningerne til lovforslaget, ikke adskiller sig ret meget fra de aftaler, som andre sammenlignelige europæiske lande har indgået med Kuwait.
Netop på grund af det lidt særegne skattesystem, man har i Kuwait, har man måttet lave en aftale, som er lidt speciel.
Man må nok sige, at i og med at det er nogenlunde samme resultat, som andre europæiske lande har opnået med Kuwait, er det nok det bedst opnåelige, og derfor forholder vi os da også positivt til lovforslaget og den aftale, som der lægges op til vedtagelse af her.
I forhold til Kuwait vil jeg også sige, at det leder tankerne hen på problematikken med transfer pricing, som jeg ved at regeringen også tager meget alvorligt, og jeg ved, at skatteministeren har indkaldt Folketingets partier til møde om, hvordan man kan bekæmpe det mere effektivt, end det har været tilfældet hidtil.
Det er også et arbejde, vi ser frem til i Dansk Folkeparti.
Grunden til, at jeg nævner det her i forbindelse med Kuwait, er jo, at den kuwaitiske stat er ganske aktiv i dansk erhvervsliv med at drive et olieselskab, som på sin egen hjemmeside praler med ikke at have betalt skat i de sidste mange år.
Så kan man undre sig over, hvorfor de ikke har betalt skat i mange år.
Det må jo være, fordi de har haft underskud.
Hvorfor er man så stadig aktiv?
Det er selvfølgelig noget, som skal tages op i forbindelse med diskussionen om bekæmpelse af transfer pricing.
Jeg vil også tillade mig i løbet af udvalgsbehandlingen af lovforslaget at stille nogle spørgsmål med henblik på at få udredt, om den overenskomst, der lægges op til her, er tilstrækkelig til at bekæmpe overførsel af overskud fra det ene land til det andet uden om skattemyndighederne.
Med de ord skal jeg sige, at vi i Dansk Folkeparti selvfølgelig forholder os positivt til, at der her tale om en dobbeltbeskatningsoverenskomst, som vi som udgangspunkt altid siger ja til.