Venstres ordfører på disse forslag om dobbeltbeskatningsoverenskomst, i det her tilfælde L 131 mellem Danmark og Cypern, er faktisk hr.
Karsten Lauritzen.
Men han kan ikke være her, og derfor har jeg lovet at sige, hvad Venstre mener om spørgsmålet.
Lovforslag nr.
L 131 omhandler indgåelse af en ny dobbeltbeskatningsaftale med Cypern, altså regler for, hvornår Danmark og Cypern kan beskatte forskellige former for indkomst, som en person, der er hjemmehørende i den ene stat, bopælsstaten, modtager fra den anden stat, kildestaten, og om, hvordan dobbeltbeskatning undgås.
Konsekvensen af dobbeltbeskatningsaftaler er generelt, at de forbedrer erhvervslivets vilkår for investering i det pågældende land og forbedrer mulighederne for arbejde i udlandet, netop fordi dobbeltbeskatningsaftalerne gør op med globalindkomstprincippet, der kort fortalt går ud på, at alle lande beskatter al indkomst uanset optjeningsstedet.
Forstået for den almindelige dansker sikrer dobbeltbeskatningsaftalerne, at personer og selskaber, der er hjemmehørende i en stat, og som oppebærer indtægt fra en anden stat, ikke skal tåle, at indtægten beskattes fuldt ud i begge stater.
Dobbeltbeskatningsaftalen med Cypern afløser dobbeltbeskatningsoverenskomsten indgået i 1981 mellem Danmark og Cypern.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten indgået i 1981 er ikke længere tidssvarende, dels fordi de erhvervsmæssige forhold mellem Danmark og Cypern er helt anderledes i dag, dels fordi den gældende overenskomst er formuleret på grundlag af OECD-modellen fra 1977, mens den nye aftale er formuleret på grundlag af OECD-modellen fra 2008.
Indgåelsen af aftalen er derfor nødvendig.
Den nugældende dobbeltbeskatningsoverenskomst anvender en lempelsesmetode, hvorefter Danmark skal give fradrag i den danske skat på renter og udbytter for en cypriotisk skat på henholdsvis 15 pct.
for udbytter og 10 pct.
for renter, selv om den faktisk betalte cypriotiske skat er lavere.
I Venstre mener vi, at det ikke kan være rigtigt, at personer og selskaber skal kunne opnå et større fradrag med en fast procentsats i den danske skat for en skat, der er betalt i Cypern, når den skat, der faktisk er betalt i Cypern, er mindre end det beløb, der gives fradrag for i Danmark.
Der er derfor behov for at indgå en ny dobbeltbeskatningsoverenskomst, idet princippet om, at der alene kan gives fradrag for den faktisk betalte skat, videreføres til også at gælde for udbytter og renter.
Venstre finder, at det derfor er fornuftigt at tiltræde lovforslaget, idet vi mener, at der er indgået en ikke alene retfærdig, men også nødvendig dobbeltbeskatningsaftale med Cypern.