Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af lovforslag nr. L 130:

Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik. (Ændring af satser for revalideringsydelse til personer under 30 år).

Af beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 09.02.2011).

Forhandlingen er åbnet, og fru Ulla Tørnæs får ordet som ordfører for Venstre.

Det lovforslag, som vi behandler her, er en del af aftalen om genopretningen af dansk økonomi, som regeringen indgik i foråret med Dansk Folkeparti, som jo grundlæggende handler om at rette op på den økonomiske situation, og som er udtryk for en nødvendig, ansvarlig økonomisk politik.

Med lovforslaget her ændrer vi satserne for revalideringsydelsen, så unge under 30 år som hovedregel fremover skal have en revalideringsydelse på niveau med kontanthjælp. Som det fremgår af forslaget og forslagets bemærkninger, vil der dog være to undtagelser til denne hovedregel.

For det første vil forsørgere under 30 år fortsat kunne modtage højeste revalideringssats, og for det andet vil unge under 30 år, som i en periode, forud for at man får tilkendt revalideringsydelse, har haft et højt indtægtsniveau, ligeledes kunne oppebære den høje revalideringsydelse.

Baggrunden for det konkrete forslag er, at der ikke bør være et særligt økonomisk incitament for personer, der har haft begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, til at søge revalidering i stedet for at tage en uddannelse på ordinære vilkår.

Når det er sagt, er det vigtigt for mig at understrege, at revalidering er og bliver et vigtigt instrument i den vifte af tilbud og muligheder, som gives til personer, der af den ene eller den anden årsag har mistet arbejdsevnen eller fået begrænset arbejdsevnen. Revalideringen er således et vigtigt bidrag for at sikre fastholdelse på arbejdsmarkedet og dermed også et vigtigt bidrag til at kunne sikre selvforsørgelse.

Det er vigtigt for mig at understrege, at lovforslaget her ikke ændrer ved mulighederne for at modtage revalideringsydelse, men altså alene handler om satserne, og ingen skal være i tvivl om, at Venstre anser revalideringsinstrumentet som et rigtig vigtigt og godt instrument i den samlede beskæftigelsespolitik. Tak.

Tak til fru Ulla Tørnæs. Der er ikke ønsker om korte bemærkninger. Så er det fru Julie Rademacher som ordfører for Socialdemokratiet.

Helt overordnet er det her forslag, hvilket den foregående ordfører rigtigt nok påpeger, en del af den såkaldte genopretningspakke. Det handler kort sagt om at lukke et hul i statskassen og lade dem betale, der i forvejen har lidt, alt imens den borgerlige regering fortsat deler skattelettelser ud til de rige. Igen laver regeringen altså en omvendt Robin Hood, også med det her lovforslag, L 130.

Helt konkret handler L 130 om ændringer af satserne for revalideringsydelser til personer under 30 år. Disse satser ønsker man at tilpasse, sådan at de med få undtagelser modsvarer ydelsesniveauet for kontanthjælp. Argumentet for forslaget er, at man ikke skal have et økonomisk incitament til at komme på revalidering over for eksempelvis SU ved en ordinær uddannelse. Men holder det? Og holder ministerens påstand om, at de svage grupper ikke skal holde for endnu en gang på grund af regeringens besparelser?

Først og fremmest er brugen af revalidering stærkt faldende fra cirka 38.000 i 2000 til cirka 14.000 i 2009. Det er altså ikke noget, der har bevirket, at flere penge bare er blevet pøset ud af statskassen, lad mig lige slå det fast. Men hvad er revalidering? Og holder ministerens påstand?

Ifølge Rådet for Socialt Udsatte er revalidering en proces, hvor et udsat og skadet menneske får en ny og værdig chance for at generhverve kompetencer i forhold til arbejdsmarkedet. Derfor bør ydelsen også være på et niveau, der sikrer en rimelig eksistens og tager højde for, at målgruppen er mennesker, der skal overkomme en begrænsning i arbejdsevnen og ikke har de samme muligheder for supplerende erhvervsindtægt, som personer i ordinær uddannelse har. Forslaget vil altså fastholde mennesker på alt for lave ydelser, som ikke giver mulighed for et rimeligt eksistensniveau, ifølge Rådet for Socialt Udsatte. Altså holder ministerens antagelse om udelukkende at fokusere på økonomiske incitamenter ikke. Det er Danske Handicaporganisationer enige i.

Ifølge Danske Handicaporganisationer ønsker ingen borgere revalidering. Revalidering bliver man visiteret til på grund af begrænsninger i arbejdsevnen. Som man kan læse af høringssvaret, mener de, at man af lovforslagets bemærkninger får indtryk af, at revalidering er en lukrativ ydelse, som borgeren selv ønsker og vælger. Men ingen ønsker begrænsninger i arbejdsevnen, og ingen kan frit vælge revalidering. Det er altså ikke en slikbutik, så ministerens antagelse holder ikke. Det at få revalidering er ikke som at gå ind i en slikbutik og bare vælge løs. Det er en ydelse, man skal visiteres til, og som rent faktisk har hjulpet mange mennesker.

Fakta for at underbygge dette er: En undersøgelse fra 2002 viste, at 2 år efter fuldført revalidering er seks ud af ti i job og yderligere en er i ordinær uddannelse. LO konkluderer i deres »Zoom på arbejdsmarkedet« fra 2009, at effekten af revalidering er dobbelt så stor som af et almindeligt aktiveringsforløb. Og mere opdaterede tal fra 2010 viser, at 43,9 pct. af de unge imellem 20 og 24 år befinder sig i beskæftigelse eller uddannelse 3 måneder efter et afsluttet revalideringsforløb. For hele gruppen er det 34,5 pct.

Så hvorfor pludselig ændre det her, der har hjulpet så mange i de svagere grupper på vej? Kort sagt: fordi regeringen mangler penge. Og nu skal dem, der i forvejen har lidt, betale regningen og betale for hullet i statskassen efter flere års manglende investering i velfærd. Ministerens påstande og regeringens antagelser holder ikke, selv om man forsøger at dække sig ind med, at to grupper får mere i revalidering, nemlig unge under 26 år, der er gravide, eller som har en psykisk lidelse, fordi revalideringsydelsen for disse ligger under den nuværende kontanthjælpsydelse. Men hvad så, hvis man har en fysisk lidelse? Hvad med de handicappede? Er regeringen helt ligeglad med de socialt udsatte og Danske Handicaporganisationer?

Jeg vil lade det spørgsmål stå åbent og sige: Det her forslag indebærer, at 1.600 mennesker fra en af velfærdssamfundets svageste grupper skal betale en besparelse på op imod 100 mio. kr. som en del af regeringens såkaldte genopretningspakke. Jeg mener, at tallene taler for sig selv. Så få mennesker i gruppen af svage skal betale så meget for at finansiere et hul i statskassen, som regeringen kunne have handlet anderledes på, og som er forårsaget af dårlige finansielle systemer, der løber løbsk. Det kan da hverken være de handicappedes eller de svagere gruppers skyld. Mener man, at det er fair? Det mener jeg ikke. Derfor er vi hos Socialdemokraterne imod det her forslag.

Tak til fru Julie Rademacher. Der er ingen, der har ønsket korte bemærkninger, og den næste ordfører er hr. Bent Bøgsted.

Der er allerede blevet sagt en hel del om det her lovforslag. Som sagt er det jo en del af genopretningspakken. Det ændrer på reglerne vedrørende revalideringsydelsen, og det gør, at de unge, der skal på revalidering, og som normalt skulle tage en uddannelse på SU, nu vil få en lavere ydelse på revalidering, end de hidtil har kunnet få. I den forbindelse er der, som det også er blevet nævnt, lavet visse undtagelser. Unge under 30 år, der er forsørgere, får den høje ydelse, og hvis de forud for revalidering har haft en høj indtægt, får de også den høje ydelse.

Vi synes i Dansk Folkeparti, det er rimeligt og fair, at der ikke er nogen, der skal gå ned i ydelse. Men vi tror i Dansk Folkeparti alt andet lige også, at der, hvis man gjorde en indsats her, ville være mange flere, der ville kunne tage en uddannelse på revalidering, i forbindelse med at de fik den lave ydelse. Det kunne godt være, at der var nogle kommuner, der kunne se, at det måske var en fordel at sende dem den vej rundt. For det er også det der med, hvem der nu i sidste ende skal betale; det er jo egentlig det, det drejer sig om, når det kommer til stykket.

Men det er heller ikke rimeligt, at man kan sige, at fordi nogen har lidt problemer og går på kontanthjælp nu og her, så bliver de hævet op på revalideringsydelsen, og så kan de gennemføre en uddannelse. Jamen det kan man også, selv om man kun får SU. Det er ikke det, det drejer sig om. Det er jo et spørgsmål om, hvilke værktøjer man bruger ude omkring.

Men som helhed kan Dansk Folkeparti støtte forslaget, og det kan vi selvfølgelig også, fordi det er en del af genopretningspakken.

Tak til hr. Bent Bøgsted. Så er det hr. Eigil Andersen som ordfører.

Revalidering er et utrolig godt redskab, som kan hjælpe mennesker. Revalidering kan kommunerne tilbyde, som det er nævnt, hvis folks arbejdsevne er begrænset af fysiske, psykiske eller sociale årsager. F.eks. kan man tilbydes uddannelse eller omskoling til et andet fag, hvis man har været ude for en trafikulykke, der gør, at man ikke kan fortsætte inden for sit eget jobområde.

Selve ordet revalidering betyder at genskabe værdi, og det har så sigte på at hjælpe folk tilbage på arbejdsmarkedet. Der skal simpelt hen være en realistisk mulighed for, at vedkommende kan komme til at forsørge sig selv, helt eller delvis.

I virkeligheden er revalideringen en stor succes. En undersøgelse fra FTF fra december måned 2010 viser, at over 58 pct. af alle på revalidering bliver klar til at arbejde. FTF's tal viser, at for 49 pct.s vedkommende er revalidenderne i arbejde, et halvt år efter at de er færdige med deres revalidering. 49 pct. kommer altså til at forsørge sig selv igen og skal ikke længere have penge fra det offentlige. Det er et utrolig flot tal, når man sammenligner med de resultater, der opnås ved andre former for hjælp og aktivering af mennesker, der har problemer med arbejdsevnen. Så revalideringsordningen er både til gavn og glæde for de medborgere, som er inde i revalideringsordningen, og også til gavn for hele samfundet. Foruden de her 49 pct., som kommer i arbejde et halvt år efter, er der yderligere 9 pct., som er kommet over de problemer, der gjorde, at de havde nedsat arbejdsevne i en periode. Det er bare ikke lykkedes for dem at finde et job endnu.

Derfor er det hul i hovedet, at der siden år 2000 i Danmark er sket en halvering i antallet af revalidender. Det kan gøres op på forskellig måde. Jeg har hæftet mig ved en undersøgelse, som fortæller, at i år 2000 var der over 43.000, der fik en revalideringsordning. Men 9 år senere, i 2009, var tallet faldet til 20.000, altså under halvdelen af dem, der blev revalideret i år 2000. Faldet er utrolig dårligt, fordi det lader tusinder af mennesker i stikken, som samfundet burde hjælpe bedre. I SF mener vi, at vi skal have vendt udviklingen, så flere fremover bliver revalideret.

Dagens forslag fra den borgerlige regering er en af vejene til at jage endnu flere væk fra at bruge revalideringsmuligheden, idet man nu vil sætte ydelserne ned til unge under 30 år. De borgerlige skal jo bruge pengene til at finansiere de skattelettelser, som man har delt ud til højtlønnede og rige mennesker i Danmark. Det er usmageligt, det er dybt uretfærdigt, at folk på revalidering skal betale for det.

Det er i virkeligheden en økonomisk forringelse, som skaber en langvarig fattigdom, for revalidering kan strække sig over en lang periode, og det er der ofte brug for. Vi skal huske, at der er tale om mennesker med nedsat arbejdsevne af fysiske, psykiske eller sociale årsager. De har hidtil kunnet få en ydelse, der kunne sikre dem og deres eventuelle børn en tryghed, uden at de skulle arbejde ved siden af. Det er ekstra vigtigt at huske, fordi den gruppe, vi taler om her, ikke kan sidestilles med raske mennesker uden sociale vanskeligheder.

Efter forslaget vil hjemmeboende unge pr. måned, hvis de er under 25 år, få den meget lave ydelse på ca. 3.000 kr. Det kan f.eks. dreje sig om en ung med autismeforstyrrelser. Disse unge bor ofte hjemme hos forældrene i længere tid end andre unge, fordi de har vanskeligt ved både at flytte hjemmefra og klare et studium. Jeg kan godt forstå, at Danske Handicaporganisationer og Rådet for Socialt Udsatte er imod lovforslaget. Det er vi også i SF.

Der bliver i øvrigt i alt ca. otte revalideringssatser for unge under 30 år mod hidtil to satser – absolut ikke en afbureaukratisering, tværtimod. Kommunerne får væsentlig mere administrativt bøvl, og det er altså det modsatte af den kampagne, som ministeren ellers er i gang med under mottoet »Væk med bøvlet, Inger«. Her bør det altså ændres til, at ministeren skaber mere bøvl. Kommunernes Landsforening har også peget på de store administrative ekstraopgaver, der ligger i det her forslag, fordi man skal foretage forskellige beregninger. Man skal se på, om den enkelte kan få hjælp til boligudgifterne, og det er et stort regnestykke, som kræver meget arbejdskraft. Med andre ord: mere bøvl, mere administration, mere uproduktivt arbejde, papirarbejde vel at mærke.

Men både fordi revalidender ikke skal betale for skattelettelser til de velstillede, fordi vi ikke skal jage folk yderligere væk fra revalideringsordningen, og fordi det her nye regelsæt medvirker til at forøge bureaukratiet, vil vi i SF stemme imod det her lovforslag.

Tak til hr. Eigil Andersen. Så er det fru Helle Sjelle som ordfører.

Det her lovforslag har, som andre også har været inde på, til formål at fjerne de uhensigtsmæssige økonomiske incitamenter, der i dag eksisterer på revalideringsområdet. Det skal med andre ord være med til at sikre, at revalideringsydelser kun tildeles de mennesker, som har et reelt behov, og ikke f.eks. unge, som spekulerer i økonomiske gevinster. Det er derfor, at lovforslaget her indebærer, at revalideringssatsen skal sænkes til kontanthjælpsniveau for unge under 30 år. Dermed afskaffes den uhensigtsmæssige ordning, som gør, at unge i dag kan få en betragtelig øget indtægt ved overgang til revalideringsydelse. Med andre ord skal forslaget gerne være med til at sikre, at der ikke kommer unødig mange unge på revalideringsydelser, og at unge, som kun har haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, i højere grad tager en uddannelse på almindelige vilkår.

Det er imidlertid vigtigt for mig at understrege, at lovforslaget ikke generelt ændrer ved hele revalideringssystemet, og det er vi Konservative glade for. Vi mener nemlig, at revalidering er et godt virkemiddel til at hjælpe personer med begrænset arbejdsevne. Men selvfølgelig skal revalidering bruges med omtanke.

Samlet set skulle det her forslag meget gerne være med til at sikre et godt grundlag for, at revalidering bruges med omtanke fremover. Det er sund fornuft at sikre, at der ikke er unødig mange, som ender på revalideringsydelser, når de kan klare sig selv. Derfor er lovforslaget også efter vores opfattelse både fornuftigt, retfærdigt og socialt ansvarligt, og derfor støtter vi det.

Tak til fru Helle Sjelle. Så er det hr. Morten Østergaard som ordfører.

Jeg tror, jeg vil starte med at sige, at man jo altid skal give et point for kreativitet, hvis man møder den, og jeg synes, at regeringen her i sin higen efter at finde steder, hvor den kunne få besparelser ind i genopretningsplanen, på den måde, man får beskrevet det her, virkelig udviser stor kreativitet. Det, der er tale om, er nedskæringer, om end beskedne, på 24 mio. kr. i 2011, 56 mio. kr. i 2012, 88 mio. kr. i 2013 og 96 mio. kr. i 2014. Det er beskedne nedskæringer, men for en meget lille gruppe af unge med problemer, som via revalidering kunne få en chance for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Her har man altså haft brug for at finde nogle penge til genopretningsplanen, fordi man ikke har haft mulighed for at lave nogle egentlige reformer, og det gør, at man virkelig skal samle mange bække små, og så er man altså kommet i gang her lidt baglæns med at finde ud af at skulle argumentere for, hvorfor det her, med fru Helle Sjelles ord, både er socialt ansvarligt og fornuftigt.

Jeg mener, at det er hverken-eller. Det er derudover også enormt bureaukratisk. Man fristes jo til at spørge, hvad Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti mener, med hensyn til hvornår man er ung. For vi har jo ungeydelsen, og der er man altså ung, indtil man bliver 25 år, men nu indfører man en ny grænse, hvor man altså tilsyneladende, hvis man har en sygdom og nogle lidelser, der gør, at man er berettiget til revalidering, er ung, indtil man er 30 år.

Jeg synes, det er spændende, at man på den måde arbejder med kilden til evig ungdom stille og roligt, men jeg synes, at det er påfaldende, at man er ude i en så sølle argumentation for at argumentere for nogle relativt beskedne besparelser. Jeg konstaterer også, at der er stor skepsis i høringssvarene, ikke mindst fra KL, som også forudser, at det vil give et stort bureaukrati i forhold til beregninger af bl.a. boligstøtten.

Så er der to undtagelser. Den første er jo selvfølgelig fin nok, nemlig at dem, der er forsørgere, undtages. Det er da naturligt nok. Det andet synes jeg er lidt mystisk, nemlig at dem, der har haft en høj indtægt de sidste 6 måneder, også skal have en høj revalideringsydelse. Det synes jeg måske nok er lidt underligt. Hvis man har været godt kørende, i tiden indtil man skal på revalidering, skal man have en højere ydelse, end hvis man ikke har været det. Det virker altså tilsyneladende sådan, at hvis man har haft en høj indtægt, skal man ikke i samme grad tilskyndes til at tage en uddannelse, og det er dér, hvor logikken hopper lidt af i forhold til de argumenter, der er ført frem.

Så da vi er imod genopretningsplanen og i vores finanslovforslag fuldt ud har finansieret en tilbagerulning af den; fordi det her er bureaukratisk, fordi det altså lægger nye grænser ind i et system, vi ellers i øvrigt forsøger at forenkle; fordi den sidste undtagelse er højst besynderlig; og endelig fordi vi synes, at revalidering skal bruges mere og ikke mindre, ja, så må vi altså samlet set afvise forslaget.

Tak til hr. Morten Østergaard, og så er det hr. Per Clausen som ordfører.

Jeg synes ligesom hr. Morten Østergaard, at begrundelserne for det her forslag er præget af stor kreativitet. De reelle argumenter for forslaget er derimod triste, for hvad er det reelle argument for at gennemføre det her forslag? Det er, at man mangler nogle penge, og de penge kunne man have skaffet ved at rulle nogle skattelettelser til de rigeste danskere tilbage. Man kunne have skaffet dem ved at lade være med at insistere på at opretholde et skattestop på indtægter, der ikke forudsætter arbejde, men kommer fra prisstigninger på jord og fast ejendom. Der er masser af muligheder for at skaffe de her penge, men da det vigtigste for regeringen har været at fastholde skattelettelserne til de rigeste danskere, er man gået i gang med at prøve at finde pengene andetsteds.

Når det handler om argumentet for forslaget, det, man sådan forsøger sig med, er det jo i øvrigt bemærkelsesværdigt, at revalidering betragtes som en god ydelse, men at der ikke skal være sådan forkerte incitamenter til at få folk til at vælge at komme på revalidering. Så det første, man kan sige, er, at hvis det nu var sådan, at mængden af mennesker, der gik på revalidering, var eksploderet, kunne man måske sige, at her var der noget, der var løbet løbsk. Det plejer at være argumentationen, når man snakker om førtidspension og den slags. Men her er der faktisk tale om en ordning, som anvendes mindre og mindre, selv om det er en god ordning, som burde anvendes.

Det andet er så, at man ligesom kører den der argumentation, der handler om, at der ikke bør være et særligt økonomisk incitament til at søge revalidering i stedet for at tage uddannelse på ordinære vilkår for personer, der har begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om man har gjort sig den anstrengelse at undersøge, hvordan man får revalidering, eller om det virkelig er sådan, at der findes mennesker siddende i Socialministeriet, herunder socialministeren selv, der har den klare opfattelse, at det sådan har været en slags frit valg-system, hvor folk meddeler, at nu vil de hellere have revalidering end SU, og så går de på revalidering.

Pointen er jo, at det ingen berettigelse har og er helt forkert. Det, man også i den sammenhæng glemmer, er, at det er ganske svært at få bevilliget revalidering. Betingelsen er, at ens arbejdsevne skal være begrænset af fysiske, psykiske eller sociale årsager, og at andre erhvervsrettede aktiviteter ikke er tilstrækkelige til, at man kan komme i arbejde

Man glemmer også, at stort set alle uddannelsessøgende, som ikke har velhavende forældre, supplerer SU med erhvervsarbejde, det er jo nødvendigt, for at man kan overleve økonomisk. Vi hørte faktisk under den tidligere debat her i dag, hvordan statsministeren forklarede stigningen i antallet af mennesker, der søgte arbejde, med, at der var rigtig mange studerende, der nu søgte arbejde. Så må man bare konstatere, at hvis folk er på revalidering, er det bl.a., fordi de på grund af deres handicap eller sygdom ikke er i stand til at arbejde ved siden af uddannelsen.

Jeg tror sådan set, at alle unge vil foretrække at være raske og kunne gennemføre uddannelse på SU eller tage et arbejde uden forudgående hjælpeforanstaltninger frem for at være handicappet, lide af kroniske sygdomme eller have så massive sociale problemer, at revalidering er en nødvendig forudsætning for, at de i fremtiden kan få fast, varigt arbejde og forsørge sig selv.

Så synes jeg faktisk, at det, at jeg med mine bemærkninger for kort tid siden tilskrev det her socialministeren og Socialministeriet, naturligvis var forkert, for det her hører jo under beskæftigelsesministeren. Jeg havde bare ikke fået øje på, at det var hende, der stod dernede, og derfor gik det ud over et forkert ministerium og en forkert minister, og det er urimeligt og uretfærdigt. Jeg vil gerne forbeholde mig retten til at kritisere socialministeren, når det er hende, der har gjort sig skyldig i noget, og det kommer sikkert snart.

Så er der et spørgsmål, som jeg godt vil stille, og som muligvis er noget, der først kan besvares under udvalgsarbejdet. Der står, at indtægterne i de 6 måneder forud for afgørelsen om revalidering i gennemsnit skal overstige 16.597 kr. Det skægge ved det tal er, at det er det, man får i sygedagpenge, og derfor kunne jeg godt tænke mig at få oplyst, om det er sådan, at det med, at det skal overstige, skal tages bogstaveligt, sådan at hvis man har været syg og været på sygedagpenge, altså fået de der 16.597 kr. i 6 måneder før, så er det lavere end at overstige, og så er man nede på den lave sats.

Andre har anført, det har KL også, at det der med at definere de 6 måneders arbejde, før man går på revalidering, nok kan være ganske vanskeligt og ganske besværligt at gøre præcist. Og KL har selvfølgelig ret i, at når man skal være nidkær og alligevel lave en lille åbning, kan det tit føre til helt unødvendigt bureaukrati, i hvert fald set i forhold til, hvis man satsede på at behandle folk ordentligt.

Som det muligvis er fremgået af mit indlæg, vil Enhedslisten stemme imod det her lovforslag.

Tak til hr. Per Clausen, og så er det beskæftigelsesministeren.

Det lovforslag, som vi behandler i dag, er en del af den samlede lovgivningsmæssige udmøntning af aftalen om genopretningen af dansk økonomi fra maj 2010, som jo er indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Med lovforslaget lægger vi op til en ændring af satserne for revalideringsydelsen, så unge under 30 år, der begynder revalidering, som hovedregel fremover skal have en revalideringsydelse, der er på niveau med kontanthjælp.

Baggrunden er, at der med de gældende satser for revalidering vil være mange unge, som hidtil har modtaget SU, kontanthjælp eller har haft beskedne indtægter, som vil få en indtægtsfremgang, når de påbegynder revalidering. Det er ikke hensigtsmæssigt. Der bør ikke være et særligt økonomisk incitament for personer, der har haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, til at søge revalidering i stedet for at tage en uddannelse på helt ordinære vilkår. Det foreslås derfor, at unge under 30 år, der begynder revalidering, som hovedregel fremover skal have en revalideringsydelse, der er på niveau med kontanthjælp.

I lovforslaget er der to undtagelser, som jeg også gerne vil benytte lejligheden til lige at nævne.

Den første undtagelse omfatter unge under 30 år, som forsørger eget barn i hjemmet. Denne gruppe vil fremover fortsat kunne modtage den højeste revalideringssats. Det har været væsentligt at sikre, at unge forsørgere har et indtægtsniveau, som betyder, at de fortsat kan tage sig af børnene, mens de er på revalidering. Den anden undtagelse omfatter unge, der i en periode før overgangen til revalidering har haft et så højt indtægtsniveau, at det er rimeligt, at de under revalideringen kan modtage den højeste revalideringssats.

Afslutningsvis er det vigtigt for mig at påpege, at lovforslaget kun indeholder ændringer i forhold til selve revalideringsydelsen for grupper af unge under 30 år. Det betyder, at der ikke ændres ved betingelserne for bevillingen af revalideringen, ligesom der heller ikke ændres i den målgruppe, som revalideringen sigter imod.

Til slut vil jeg gerne takke for behandlingen af lovforslaget, og jeg ser frem til en god og konstruktiv udvalgsbehandling.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger fra hr. Morten Østergaard.

For ikke så forfærdelig længe siden var vi i gang med at rydde op i reglerne om ydelser til unge, fordi der nu skulle være større klarhed omkring det, det skulle være lettere at overskue. Er ministeren enig i, at man må sige, at det her forslag isoleret set komplicerer tingene, ved at der nu kommer yderligere en grænse ind i det? Man er ikke længere ung, når man er under 25 år, men man er altså ung i den her sammenhæng, når man er under 30 år, og dermed opstår der en kompleksitet der, hvor vi sådan set for nylig var i gang med at forenkle.

Ministeren.

Nej, det er jeg altså ikke enig med hr. Morten Østergaard i. Jeg tror, man skal se meget, meget isoleret på det. Nu ved jeg jo, at hr. Morten Østergaard normalt ser verdensbilledet som lidt mere bredt og også har lidt mere bredde i sin samfundsøkonomiske tankegang. Så derfor synes jeg faktisk, at det måske også ville klæde hr. Morten Østergaard at tage det i betragtning i forbindelse med det her lovforslag.

Det væsentlige er altså, at man som ung netop ikke kommer til at opleve den her meget store fremgang, men tværtimod oplever, at det stadig væk skal være sådan, at alle har et incitament til at tage en uddannelse på helt ordinære vilkår.

Hr. Morten Østergaard.

Er det ikke det, der er problemet, når vi diskuterer afbureaukratisering, at vi så kan sidde og holde møder om afbureaukratisering? Ministeren har fremsat 46 forslag, og vi andre har også fremsat nogle forslag, men kort tid efter mødes vi hernede og finder på nogle nye regler, som så bliver lagt til, så vi på den måde ender med at sidde med en underskov, der er lige så forviklet af regler, som den hele tiden har været. Det her er jo så beskedne midler. Den eneste grund til, at det her forslag gennemføres nu, er jo, at man har været nødt til at lede med lys og lygte efter selv de mindste besparelser, som så skulle være på unge, der har haft noget sygdom, som har holdt dem væk fra arbejdsmarkedet.

Men vi kan jo bare ikke løbe fra det med, at hver gang vi lægger nye regler til, komplicerer vi systemet. Og man skal da være meget skeløjet for ikke at kunne læse i høringssvarene, at det er det, man også advarer mod fra KL’s side. Der er jo under det i det store billede en lang række nye forudsætninger – boligberegning og alt muligt andet – som bliver lagt til, og derfor vil jeg bare ærgre mig over, at vi, når vi er enige om at afbureaukratisere, så skal opleve, at der kommer nye forslag, der samtidig komplicerer tingene.

Ministeren.

Jeg vil gerne fastholde, at det her altså også er et spørgsmål om at se på incitamenterne, altså se på, hvordan vi kan sørge for, at unge, der kan tage en uddannelse på helt ordinære vilkår, også gør det. Det er sådan set det, jeg synes er lidt en skam ikke kommer frem i debatten i dag, fordi man fra f.eks. hr. Morten Østergaards side har stirret sig meget blind på den anden del af selve lovforslaget. Jeg synes faktisk, man skal se det i et lidt større perspektiv, end hr. Morten Østergaard gør lige nu.

Så er det hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne fortsætte lidt i samme spor og spørge, om ministeren ikke er enig i, at der her er tale om, at ministeren skaber mere administrativt bøvl. Altså, der har hidtil været et par satser for revalidering, og nu kommer der otte-ti, afhængigt af hvor mange man vil tælle med. Samtidig hermed er der flere, der vil have ret til at få hjælp til deres boligudgifter, og der skal man, som Kommunernes Landsforening peger på, ind at se på en masse ting omkring deres husleje, el, vand og varme, og hvad det hele koster. Det er virkelig arbejde til kontorfolk, der er der.

Så alt i alt: Er ministeren så enig i, at der bliver indført mange flere satser, at der er meget mere papirarbejde, og at ministeren nu er årsag til, at det bliver til virkelighed?

Ministeren.

Nej, der bliver jo sådan set ikke indført flere satser. Men jeg tror da nu nok, at hr. Eigil Andersen og Socialistisk Folkeparti skal passe uendelig meget på med at indgå i sådan en afbureaukratiseringsdebat. Jeg tror, at jeg sådan her inden for den seneste uges tid vel nærmest vil kunne tælle en håndfuld regler sammen, som Socialistisk Folkeparti har fremlagt og gerne vil indføre.

Så i kampen om at afbureaukratisere eller indføre nye regler – og det er fuldstændig ligegyldigt, om man sidder og ryster på hovedet, som hr. Eigil Andersen har en tilbøjelighed til at gøre, og som han også gør i dag – tror jeg nu nok, at regeringen har tabt til Socialistisk Folkeparti i det kapløb med hensyn til at indføre nye regler.

Hr. Eigil Andersen.

Jeg har altså den vane, at jeg ryster på hovedet, hvis jeg hører noget, jeg mener er forkert og er noget sludder. Vi har masser af forslag, også forslag til, at man kan køre en bulldozer gennem beskæftigelsessystemet og få ryddet op i de millioner af regler, der er på det område.

Der bliver ikke svaret på det, jeg spørger om, og det passer desværre heller ikke, hvad ministeren siger, nemlig at der ikke bliver indført flere satser. Det gør der jo på det her område.

Men jeg vil også sige, at man lader mennesker i stikken med det her. Det er jo mennesker, som er sårbare, som har nedsat arbejdsevne, nogle af dem skal klare sig for noget, der svarer til SU. SU er beregnet på, at man kan have et fritidsjob ved siden af sin uddannelse. Det kan de her mennesker ikke. Jeg synes, at det er et umenneskeligt forslag, og det vil jeg gerne høre ministerens kommentar til.

Ministeren.

Det ville nok komme lidt bag på hr. Eigil Andersen, hvis jeg gav hr. Eigil Andersen ret i, at det her er et umenneskeligt forslag. Det mener jeg bestemt ikke at det er, for så havde jeg nok heller ikke fremsat det. Tværtimod mener jeg faktisk, at det her giver et klart incitament til, at unge, der netop kan klare det, skal tage en uddannelse på helt ordinære vilkår. Den intention kan jeg faktisk ikke forstå at hr. Eigil Andersen ikke er enig i.

Med hensyn til at afskaffe regler vil jeg sige til hr. Eigil Andersen, at så sent som her i weekenden var hr. Eigil Andersen ude for at ville indføre nye regler på beskæftigelsesområdet, så til det der med at køre en bulldozer igennem Beskæftigelsesministeriet og at det så skulle rydde op i reglerne, hvis det var hr. Eigil Andersen, der ligesom fik lov til at køre den bulldozer, vil jeg sige, at jeg tværtimod tror, at det ville komme til at afføde ønsker om mange nye byggetilladelser.

For det er sådan set sådan, hr. Eigil Andersen fører politik. Det gør han ved krav om nye regler, krav om nye begrænsninger og det ene og det andet. Men det er jo sådan, vi kender Socialistisk Folkeparti og hr. Eigil Andersen bedst.

Så er det fru Julie Rademacher for en kort bemærkning.

Det er utroligt, så godt beskæftigelsesministeren kender Socialistisk Folkeparti, SF, og dets politik. Men nu handler det her om regeringens politik. Og det her handler om, at vi her har et lovforslag, som gør, at omkring 1.600 skal betale op mod 100 mio. kr. for at lukke et hul i statskassen. Vil ministeren ikke indrømme det?

Ministeren.

Altså, jeg vil da meget gerne indrømme det, der står i lovforslaget – ellers skulle det da også være meget, meget mærkeligt – nemlig det, at det her netop giver et klart incitament, for hvis man kan gennemføre en uddannelse på ordinære vilkår, er det da langt det bedste.

Så vil jeg da sådan set også næsten håbe, at fru Julie Rademacher også kender lidt til Socialistisk Folkepartis politik, i og med at fru Julie Rademacher jo allerede har indledt bryllupsplanerne med Socialistisk Folkeparti, forlovelsen har jo da i hvert fald fundet sted.

Fru Julie Rademacher.

Nu må jeg altså skuffe beskæftigelsesministeren og sige, at jeg desværre ikke har nogen bryllupsplaner med en SF’er, desværre heller ikke med hr. Eigil Andersen, hvis det skal være med den på; han er gift, siger han.

Men hvis nu vi skal holde os til forslaget og forholde os til det, vil jeg sige, at beskæftigelsesministeren hverken svarede på hr. Morten Østergaards spørgsmål eller hr. Eigil Andersens spørgsmål om afbureaukratisering og sådan set heller ikke på mit. Så jeg vil egentlig gerne meget kort spørge: Er der egentlig ikke tale om, at der er mere bureaukrati i det her forslag, som de tidligere spørgere netop har påpeget? Og ministeren kan jo den her gang svare meget kort, svare ja eller nej.

Ministeren.

Nogle gange kan man godt have oppositionen lidt mistænkt for, at når man svarer på spørgsmål her og ikke svarer lige præcis det, oppositionens politikere gerne vil have, bliver det betragtet, som om man ikke har svaret på spørgsmålet. Men der må man nok blot konstatere, at sådan er politik jo, vil jeg sige til fru Julie Rademacher. Der er altså bare forskel på holdninger, og det bliver der jo ikke ændret på, selv om den ene part står på Folketingets talerstol og den anden sidder nede i Folketingssalen.

Når der bliver spurgt til bureaukrati, vil jeg altså bare sige, at jeg synes, at det er alt, alt for snævert at se på det her lovforslag med bureaukratiske briller. Jeg synes faktisk tværtimod, at det er ekstremt vigtigt at se på, hvad det er, vi får ud af det her lovforslag. Vi får faktisk det ud af det, at unge mennesker, der kan tage en uddannelse på helt ordinære vilkår, også får et klart incitament til at gøre det. Det synes jeg er i samfundets interesse, og jeg synes bestemt også, at det burde være noget, som oppositionens politikere kunne bakke op om.

Tak til beskæftigelsesministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Dermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Arbejdsmarkedsudvalget, hvis ingen gør indsigelse.

Det er ikke tilfældet.