Miljøministeren, fru Karen Ellemann Jensen, har efter vores opfattelse stået i spidsen for meget lovgivning af ringe kvalitet i det her Folketing og har også indimellem i nogle af de lovgivninger lagt navn til nogle processer, som efter vores opfattelse er helt uhørt ringe.
L 128 er endnu et eksempel på, at man lader hånt om en normal tilgang til lovgivningsprocessen, i og med at man f.eks.
ikke giver tid til, at vi kan afholde samråd om ændringsforslag og den slags ting, inden vi skal stemme om dem.
Det er helt uhørt, at det accepteres i Folketinget, at det foregår på den måde.
Derfor er det her endnu et eksempel på, at man processuelt i forhold til lovgivningen opfører sig på en måde, som er nonchalant og udtryk for en magtfuldkommenhed, der består i, at man godt ved, at man blot kan trykke på knapperne.
Men det gør det ikke kønnere, og det er altså endnu en gang tilfældet med L 128, at vi oplever en sådan tilgang.
Med hensyn til det indholdsmæssige i L 128 er det jo sådan, at uanset hvordan man i V, K og O vender og drejer det, er det af stort set hele den omgivende verden, af alle dem, der har ud fra forskellige indgangsvinkler, hvad enten det er handlen eller er lokale myndigheder, eller hvad det er, der har afgivet høringssvar, påpeget, at de ændringer, man indholdsmæssigt lægger op til, indebærer en meget betydelig risiko for, at man opnår det modsatte af det, der er hensigten.
Der må jeg sige, at jeg synes, det er meget underligt, at man overhovedet ikke fra det magtfuldkomne flertals side har lyst til at lytte til de mennesker, der siger, at det her altså kan risikere at få den totalt modsatte virkning af det, man ønsker, og at der i hvert fald slet ikke er nogen sikkerhed for, at det får den ønskede virkning.
Hvis vi tager detailhandelen, er det jo sagt mange gange, og det lå også tidligt i forhandlingerne, at den del skulle vurderes af Detailhandelsforum, således at de derfra forhåbentlig i enighed kunne komme med nogle anbefalinger til, hvordan man fremadrettet kan indrette detailhandelen, hvis der skal laves ændringer.
Det er jo ikke sådan, at vi ikke i dag har et eksisterende grundlag, men hvis der skal laves ændringer, kunne de eventuelt fremadrettet komme med nogle fælles forslag.
Det har man ikke villet.
Der var på et tidspunkt et par andre små partier, Kristendemokraterne og andre, som mente, at det var meget vigtigt, at det blev vurderet af det forum.
De er åbenbart siden hen blevet indrulleret i flertallet, hvilket nu betyder, at man lægger op til ændringer, som man altså laver ud i den blå luft.
Det er vel derfor, at vi har oplevet, at vi også fik trukket spørgsmålet om sommerhuslovgivningen ind i debatten, for det var jo også en lovgivning, som netop baserede sig på, at de samme ordførere, som sidder her i dag, sagde, at de håbede på, at det kom til at virke sådan og sådan.
Vi kan så i dag konstatere, at det gjorde det ikke.
Det oplever vi her en gang til med hensyn til den indholdsmæssige del af detailhandelen.
Så er der selve ændringerne i planloven, som giver anledning til, at man nu pålægger kommunalbestyrelserne at træffe bestemte afgørelser.
Her har det jo været næsten pudseløjerligt at høre Dansk Folkepartis ordfører bare i dag modsige sig selv inden for meget kort tid.
Ordføreren sagde først, da han var heroppe for at stille et spørgsmål til hr.
Flemming Møller Mortensen, at han havde tillid til kommunalbestyrelserne.
Dernæst sagde ordføreren, da han var oppe og havde sit ordførerindlæg, at det her blev dejligt for folk, for nu behøvede de ikke længere at diskutere så meget med deres kommunalbestyrelse.
Det betyder jo det modsatte, for det betyder, at folk bare skal have lov til at gøre, hvad de vil, selv om det er i modstrid med det, der er kommunalbestyrelsens ønske.
The bottomline, bundlinjen, er jo, at man her siger til kommunerne, at man ved bedre.
Uanset de skøn, kommunalbestyrelserne foretager i en række tilfælde, hvad enten det drejer sig om udnyttelse af ejendomme i det åbne land eller det drejer sig om udstykning af byggegrunde i landsbyer, ved man bedre, hvad der skal gøres, end kommunalbestyrelserne gør.
Det er det her udtryk for.
Magtfuldkommenheden kommer altså endnu en gang til udtryk på mest ubehagelige vis.
Det er ikke rart.
Det sidste indholdsmæssige element, som jeg synes er meget problematisk, er, at hvis ændringerne i planloven bliver udnyttet til deres yderste, så risikerer vi altså også, at vores kystlandskaber bliver svækket.
Jeg tror, at de allerfleste ved, at hvis vi vil have turister til at besøge vores kyster, hvis vi vil have turister til at leje vores sommerhuse og bo på vores sommerhoteller, og hvis vi vil have turister til vores land, som også tager ind til byerne og handler i gågaderne og mange andre steder, kræver det, at der er nogle attraktioner i Danmark, der er meget store, og at der er nogle attraktioner, det er værd at komme efter.
En af de allervigtigste attraktioner overhovedet er vores uberørte landskaber og kyster og de kvaliteter, der er ved dem, som adskiller sig fra, hvad der kan opleves i resten af Europa.
Også det hælder man ned ad brættet, ved at den indholdsmæssige del af det kan svækkes.
Det kan være en yderligere ubehagelig konsekvens af de ændringer, man her lægger op til.
Det er ikke særlig godt.
Det er både processuelt og indholdsmæssigt pinligt.