Jamen jeg kan da tilslutte mig meget af det, som den tidligere ordfører, Socialdemokraternes ordfører, sagde.
Apotekerne bliver i dag en større og større del af vores sundhedssystem, hvilket vi kun mener er positivt, faktisk synes vi, at de godt kunne have haft en større plads med mange af de ting, der foregår.
Vi har på apotekerne noget personale, som har en lang uddannelse i medicin, og det er helt sikkert deres store kompetence.
Derfor er de også gode til at gennemgå medicinjournaler og vejlede om de forskellige produkter.
I Dansk Folkeparti arbejder vi også for mest sundhed for pengene til gavn for den enkelte borger, men vi har nogle betænkeligheder vedrørende informationspligten om billigere alternativer.
Når nu fru Jensen går op til sin læge og får udskrevet medicin, skal lægen i dag skrive på recepten, hvis man ikke skal substituere det på apoteket, altså at man altid vælger det billigste produkt med den samme virkning.
Man må jo gå ud fra, at lægen ved, hvad der er bedst for fru Jensen.
Jeg har et eksempel med en dame, som havde en demenssygdom.
Hun fik et substitutionspræparat, og det kunne hun ikke tåle, selv om der faktisk var det samme indholdsstof.
Lægen måtte fluks stoppe for brug af præparatet og udskrive en ny recept.
Hvad sker der nu med den her dame, når den her lov er gået igennem, næste gang hun kommer på apoteket, og det så viser sig, at det produkt, som hun ikke kan tåle, faktisk er billigere end det, som lægen har skrevet »ej S« på – altså at det ikke skal substitueres?
Apotekerne foreslår præparatet, fordi det jo er billigere.
Damen kan måske ikke huske navnet, det er måske et år siden, det kan også være, at hendes demenssygdom er taget til, der kan være mange årsager – jeg kan heller aldrig huske, hvad jeg har fået sidste gang, og det er ikke på grund af demens.
Samtidig vil hun måske også gerne spare nogle penge.
Men ifølge det her forslag skal apoteket foreslå det billige, uanset om lægen har skrevet, at det ikke skal substitueres, og uanset om der kun er 20 øres forskel i prisen.
Det mener jeg vi skal tage op på et sundhedsudvalgsmøde.
Jeg vil i hvert fald stille nogle spørgsmål til ministeren, for jeg mener, at man underkender lægen, hvis man ikke tager stilling til, at lægen har foretaget en aktiv handling ved at skrive det på recepten.
Apotekerne er gode til det med medicin.
Men apotekeren kender altså ikke den borger, lige så godt som den læge gør, og derfor mener vi, at der er et problem i det her forslag.
Når vi taler om bagatelgrænsen, hvor man skal oplyse det billigste produkt, fru Sophie Hæstorp Andersen var også inde på det, fjerner man den helt, og det vil sige, at man kan stå med nogle produkter, hvor der er 20 øres forskel.
Det mener jeg også at vi skal kigge på i Sundhedsudvalget.
Lad os dog finde en bagatelgrænse, det kunne være ved hele kroner eller noget andet, i stedet for at vi går ned i det med 20 øre.
Samtidig åbner det her forslag for mere nethandel, hvilket er en god idé, da nethandel bliver mere udbredt og ældre og handicappede eller os, der har travlt og ikke har tid til at gå på apoteket, selv kan bestille hjemmefra.
Der tænker jeg så:
Hvordan vil man så sikre, at apotekeren spørger os, om vi vil have det præparat, der er billigere?
For det må jo være det samme, der skal foregå.
Det foreslås også, at det naturlige forsyningsområde for apotekerne ophæves, så apotekerne kan oprette håndkøbsudsalg og medicinudleveringssteder.
Her skal vi passe på.
Vi skal passe på ikke at udvande apotekssektoren, så man opretter udleveringssteder i stedet for apoteker der, hvor der er langt til et rigtigt apotek, som vi kan se det i udkantområderne, for så kunne vi jo lige så godt have liberaliseret det hele.
Når der ændres på udsalgsstederne, hvor der handles med medicin, uanset om det er apoteker eller håndkøbsudsalg, skal vi også sikre, at de bliver tilgængelige for ældre og handicappede mennesker.
Det vil sige, at der er offentlige transportmidler dertil, samt at man kan komme ind, uanset hvilket handicap man har.
For vi skal sikre, at det i udkantsområderne er muligt at få sin medicin, samt at der ikke er så langt imellem apotekerne.
Men vi er positive over for forslaget, i og med at der er mange forslag i det, men vi vil stille nogle spørgsmål til ministeren, og så håber vi, at de bliver gennemgået i Sundhedsudvalget.