Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af lovforslag nr. L 119:

Forslag til lov om ændring af apotekerloven. (Veterinærafdelinger, informationspligt om billigere alternativer, ophævelse af det naturlige forsyningsområde, sygehusapotekers blanding af lægemidler m.v.).

Af indenrigs- og sundhedsministeren (Bertel Haarder).

(Fremsættelse 27.01.2011).

Forhandlingen er åbnet. Venstres ordfører, hr. Preben Rudiengaard.

Det er jo helt rart at være hjemme igen. Vi er hjemme i gamle Danmark og ikke i noget hallelujaland. Vores apotekerlov drejer sig om Danmark og forholdene her.

Med dette lovforslag ønsker ministeren en modernisering af apotekerloven – og jeg sad og talte, og der var 18 områder. Jeg må også sige, at forslaget jo ikke er voldsomt revolutionerende, men mere sådan en direkte ajourføring på en række praktiske områder.

Jeg skal ikke dvæle ved alle 18 områder, det hjemler tiden ikke, men en af de ting, der for mig er vigtig, er, at vi ophæver det naturlige forsyningsområde. Det vil sige, at et hvilket som helst apotek kan lave et håndkøbsudsalg, hvor man ønsker at have det, eller et medicinudleveringssted. Det giver altså en større frihed til, at der kan blive lidt mere konkurrence på området mellem apotekerne, og det er jo ganske fint i tråd med Konkurrencestyrelsens rapport om regulering af apotekersektoren. Så det kan jeg sige at vi støtter i Venstre.

Det er sådan, at kommer folk ind og skal have medicin på apoteket, kan de have svært ved at finde ud af, hvad det billigste præparat er og alt muligt andet, og nu får apoteket en pligt til at rådgive om, hvad der er det billigste præparat. Jeg tror også, at vi kan få slået nogle søm i, at folk siger: Nej, men det der er lidt billigere end det der, er det så dårligere, fordi det er billigere? Det er jo en god rådgivningsopgave for et apotek, at man sikrer, at det er det rigtige præparat til den rigtige patient på den rigtige tid. Derfor synes jeg, det er fint, at vi får præciseret det her om apotekets rådgivning på området, så det støtter vi.

Så er der oplysninger til Lægemiddelstatistikregisteret, og jeg vil gerne medgive, at dem, der bruger mest medicin i Danmark, er vores kronikere. Det er også dem, der har det dårligst. Vi har ca. 1,7 millioner kronikere i Danmark, og de skal behandles og have det ordentligt, men vi skal jo også prøve at sikre, at grupperne af kronikere får den rigtige medicin, for det kan godt flyde lidt rundt på markedet. Derfor må jeg også rose ministeren for, at der er taget initiativ til det, der hedder Ajusted Clinical Groups, hvor man ligesom går ind og siger: Hvad er det for en medikamentel behandling, disse patientgrupper har brug for? Det kræver så, at vi kan identificere grupperne, og derfor er det vigtigt med et lægemiddelstatistikregister, som kan bruges af de rette myndigheder – og det bliver Lægemiddelstyrelsen, der har det her.

Jeg vil gerne meddele ministeren, at vi nok bliver nødt til at præcisere lidt i det med hensyn til kryptering, dekryptering osv. på det her område, for det er også vigtigt, at patienterne – da det er meget personfølsomme ting, der kommer her – kan føle sig fuldstændig trygge ved det, og at deres oplysninger ikke kommer i forkerte hænder. Det tror jeg er noget, vi kommer til at beskæftige os lidt med. Men overordnet set synes jeg, det er fantastisk fint.

Med de bemærkninger, som kun drejede sig om 3 af de 18 punkter, vil jeg sige, at Venstre overordnet kan tiltræde lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det Socialdemokraternes ordfører, fru Sophie Hæstorp Andersen.

Regeringen har aflyst den helt store liberalisering af vores apoteker, og tak for det. En særlig tak i den sammenhæng til De Konservative, som har fået noget af æren for det.

I Socialdemokratiet tror vi ikke, det er en god idé at lave underafdelinger i supermarkeder med medicinsalg. Vi tror heller ikke, det gavner mindre byer, at man fjerner en udligningsordning og derved også risikerer at lukke de mindre apoteker i tyndt befolkede områder, eller at det er en særlig god idé, at store kapitalfonde skal ind og eje apoteker og derefter sløjfer al efteruddannelse af det personale, der står og rådgiver borgerne, som vi har set det i dele af Sverige og i Norge.

Det, der så er tilbage i det her lovforslag, L 119, er mere en lang række af tekniske forslag, der vedrører apotekerloven. Nogle af forslagene, 18 styk tror jeg vi er nået op på, handler om, at det er konsekvenser af det lovforslag, vi behandlede lige før, L 118, f.eks. det her med registreringspligt ved onlinesalg. Dels er der nogle uhensigtsmæssigheder, som følger af ændret praksis, dels er der opfølgning på dele af apotekerudvalgets arbejde.

I Socialdemokratiet kan vi i det store hele støtte lovforslaget, men vi afventer udvalgsarbejdet. Det drejer sig særlig om det her forslag om at samkøre Lægemiddelregisteret med personregistre for at finde ud af, hvordan man kan lave bedre statistik, bl.a. for mennesker, der lever med kroniske sygdomme. Vi tror, at det kan være den rigtige vej at gå, men vi vil gerne, ligesom den tidligere ordfører var inde på, være med til at se på, om alt er klokkeklart, i forhold til hvilke data der kan køres sammen og hvordan sikkerheden er omkring det.

En anden ting er så, at man vil fjerne bagatelgrænsen for rådgivning om det billigste præparat ude på apotekerne. Vi mener i Socialdemokratiet, at den dialog, som de har ude på apoteket, med borgerne, der køber medicin, som udgangspunkt skal handle om patientsikkerhed først, hvordan det pågældende præparat bruges, hvad bivirkningerne er ved det, og hvad man skal gøre, hvis man oplever de her bivirkninger. I nogle tilfælde har vi altså også hørt tale om, at forskellene mellem præparaternes priser kan være helt nede på 20 øre eller 50 øre, og der synes jeg at man skal stille det spørgsmål: Er det så det rigtige at fjerne bagatelgrænsen helt? Eller synes man, en bagatelgrænse på op til 20 kr. er for stor? Jamen så kunne man måske gøre bagatelgrænsen mindre.

Vi synes, det allervigtigste må være, at folk har tryghed ved de præparater, de får med hjem, og vi kan jo se af de undersøgelser, de bl.a. selv har lavet i Lægemiddelstyrelsen, at rigtig mange borgere vælger et kendt præparat, til trods for at det er et par kroner dyrere, alene af den årsag, at man kender til det og er tryg ved, at pillen er rød og ikke grøn. Vi er meget enige i, at for borgeren er det selvfølgelig vigtigt, at man kan vælge den billigste medicin og er orienteret om, at det findes på markedet, og at man lige så godt kunne tage den grønne pille som den røde pille, hvis den er lige så god, men spørgsmålet er som sagt, om vi skal stå og insistere på at rådgive folk om, at der findes billigere medicin, som koster 20 øre mindre, eller om det så ikke er vigtigere, at der er fokus på patientsikkerheden, hvordan præparatet bruges.

Med de ord vil jeg sige, at vi også i det store hele kan støtte forslaget, men vi vil gerne stille nogle spørgsmål i udvalgsarbejdet, inden vi endeligt trykker på den grønne knap.

Tak til ordføreren. Herefter er det Dansk Folkepartis ordfører, fru Liselott Blixt.

Jamen jeg kan da tilslutte mig meget af det, som den tidligere ordfører, Socialdemokraternes ordfører, sagde. Apotekerne bliver i dag en større og større del af vores sundhedssystem, hvilket vi kun mener er positivt, faktisk synes vi, at de godt kunne have haft en større plads med mange af de ting, der foregår. Vi har på apotekerne noget personale, som har en lang uddannelse i medicin, og det er helt sikkert deres store kompetence. Derfor er de også gode til at gennemgå medicinjournaler og vejlede om de forskellige produkter.

I Dansk Folkeparti arbejder vi også for mest sundhed for pengene til gavn for den enkelte borger, men vi har nogle betænkeligheder vedrørende informationspligten om billigere alternativer.

Når nu fru Jensen går op til sin læge og får udskrevet medicin, skal lægen i dag skrive på recepten, hvis man ikke skal substituere det på apoteket, altså at man altid vælger det billigste produkt med den samme virkning. Man må jo gå ud fra, at lægen ved, hvad der er bedst for fru Jensen.

Jeg har et eksempel med en dame, som havde en demenssygdom. Hun fik et substitutionspræparat, og det kunne hun ikke tåle, selv om der faktisk var det samme indholdsstof. Lægen måtte fluks stoppe for brug af præparatet og udskrive en ny recept. Hvad sker der nu med den her dame, når den her lov er gået igennem, næste gang hun kommer på apoteket, og det så viser sig, at det produkt, som hun ikke kan tåle, faktisk er billigere end det, som lægen har skrevet »ej S« på – altså at det ikke skal substitueres?

Apotekerne foreslår præparatet, fordi det jo er billigere. Damen kan måske ikke huske navnet, det er måske et år siden, det kan også være, at hendes demenssygdom er taget til, der kan være mange årsager – jeg kan heller aldrig huske, hvad jeg har fået sidste gang, og det er ikke på grund af demens. Samtidig vil hun måske også gerne spare nogle penge. Men ifølge det her forslag skal apoteket foreslå det billige, uanset om lægen har skrevet, at det ikke skal substitueres, og uanset om der kun er 20 øres forskel i prisen.

Det mener jeg vi skal tage op på et sundhedsudvalgsmøde. Jeg vil i hvert fald stille nogle spørgsmål til ministeren, for jeg mener, at man underkender lægen, hvis man ikke tager stilling til, at lægen har foretaget en aktiv handling ved at skrive det på recepten.

Apotekerne er gode til det med medicin. Men apotekeren kender altså ikke den borger, lige så godt som den læge gør, og derfor mener vi, at der er et problem i det her forslag.

Når vi taler om bagatelgrænsen, hvor man skal oplyse det billigste produkt, fru Sophie Hæstorp Andersen var også inde på det, fjerner man den helt, og det vil sige, at man kan stå med nogle produkter, hvor der er 20 øres forskel. Det mener jeg også at vi skal kigge på i Sundhedsudvalget. Lad os dog finde en bagatelgrænse, det kunne være ved hele kroner eller noget andet, i stedet for at vi går ned i det med 20 øre.

Samtidig åbner det her forslag for mere nethandel, hvilket er en god idé, da nethandel bliver mere udbredt og ældre og handicappede eller os, der har travlt og ikke har tid til at gå på apoteket, selv kan bestille hjemmefra. Der tænker jeg så: Hvordan vil man så sikre, at apotekeren spørger os, om vi vil have det præparat, der er billigere? For det må jo være det samme, der skal foregå.

Det foreslås også, at det naturlige forsyningsområde for apotekerne ophæves, så apotekerne kan oprette håndkøbsudsalg og medicinudleveringssteder. Her skal vi passe på. Vi skal passe på ikke at udvande apotekssektoren, så man opretter udleveringssteder i stedet for apoteker der, hvor der er langt til et rigtigt apotek, som vi kan se det i udkantområderne, for så kunne vi jo lige så godt have liberaliseret det hele.

Når der ændres på udsalgsstederne, hvor der handles med medicin, uanset om det er apoteker eller håndkøbsudsalg, skal vi også sikre, at de bliver tilgængelige for ældre og handicappede mennesker. Det vil sige, at der er offentlige transportmidler dertil, samt at man kan komme ind, uanset hvilket handicap man har. For vi skal sikre, at det i udkantsområderne er muligt at få sin medicin, samt at der ikke er så langt imellem apotekerne.

Men vi er positive over for forslaget, i og med at der er mange forslag i det, men vi vil stille nogle spørgsmål til ministeren, og så håber vi, at de bliver gennemgået i Sundhedsudvalget.

Tak til ordføreren. Så er det SF's ordfører, hr. Jonas Dahl.

Jeg vil spare folk for at gennemgå alle 18 punkter i det lovforslag, som vi overordnet set fra SF's side gerne vil modtage positivt. Men jeg vil gerne dykke ned i to ting, som for mig at se er der, hvor der kan være problemer.

Den ene ting er sådan set meget i tråd med det, den forrige ordfører også var inde på, og det drejer sig om ophævelsen af de naturlige forsyningsområder. Som Danmarks Apotekerforening også beskriver i deres høringssvar, kan afskaffelsen af dette betyde, at vi får landsdækkende apoteker. Og det, man selvfølgelig også kan have en frygt for, er, at der kommer nogle landsdækkende apoteker, som kommer til at varetage håndkøbsudsalget i hele landet, og så er spørgsmålet, hvilke konsekvenser det så vil få for de enkelte apoteker f.eks. i udkantsområderne, hvis man nu pludselig skal til at konkurrere med håndkøbsudsalg fra et større apotek fra en af de større byer.

Det er også den samme kritik, som både Pharmadanmark og Danske Regioner påpeger i deres høringssvar, nemlig at det er en udfordring at sikre, at vi i hvert fald fastholder eller sikrer, at apotekerne i udkantsområderne og de tyndt befolkede områder fortsat har deres eksistensberettigelse.

Spørgsmålet er, om man kan følge det forslag, som kommer fra Apotekerforeningen, at man simpelt hen begrænser den frie etablering af håndkøbsudsalg til enten egen kommune eller nabokommuner, således at der alligevel trods alt er en naturlig begrænsning, så man undgår en uhensigtsmæssig konkurrence mellem håndkøbsudsalg, en konkurrence, som i sidste ende måske kan få den konsekvens, at de konkrete apotekere i de tyndtbefolkede områder simpelt hen må dreje nøglen om.

Det er for mig at se et af de helt afgørende punkter, som vi bliver nødt til at have en afklaring på, fordi det er en berettiget bekymring, når man nu både ser sygehuslukninger og også har en diskussion om det præhospitale, altså ambulanceberedskabet. Hvis man også skal se på, at det lokale apotek også er ved at lukke ned, jamen så er der en meget stor udfordring. Jeg tror ikke, ministeren har den intention, og derfor tror jeg, det er meget vigtigt også at overveje, hvilke konsekvenser der kan være ved at ophæve de naturlige forsyningsområder.

Den anden ting, som jeg vil dykke ned i, er, som Dansk Folkepartis ordfører jo også var inde på, at det undrer, at man nu gentagne gange har set, bl.a. i Lyngby og så sent som i går aftes i TV 2 i Ringkøbing, rigtig gode eksempler på, hvordan farmaceuter ansat på apoteker i den enkelte kommune bidrager til at sikre medicinhåndtering, som netop sikrer, at den ældre eller den yngre for den sags skyld, altså at de borgere, der får mange medicinpræparater, faktisk får en vejledning i at tage præparaterne på rette tidspunkt, og også sikrer, at der ikke er præparater, som har modsatrettede virkninger. Der er altså nogle muligheder nu, når vi er i gang med en revision af apotekerloven, for også at give apotekerne mulighed for i højere grad at samarbejde med de kommunale organer, således at der sikres en bedre medicinopfølgning, således at der sikres, at den medicin, der rent faktisk bliver givet, også bliver givet så virkningsfuldt som overhovedet muligt.

Det problem er for SF meget centralt, og det håber jeg også at vi i den videre udvalgsbehandling kan få ministeren med på, i hvert fald om ikke andet få til at kigge nærmere på, for det er en meget, meget central problemstilling, som man jo også i Danske Regioners udspil fra i fredags var inde på.

Problemerne med Danske Regioners udspil er bare, at Danske Regioner ikke er i stand til at løfte den opgave, der ligger i kommunalt regi, og så får vi en diskussion mellem kommuner og regioner. Og nu sidder vi netop her i Folketinget og kigger på apotekerloven. Så vil det være oplagt at se på den her problemstilling, når vi har åbnet lovgivningen.

Men med de bemærkninger vil jeg sige, at der er mange af de andre – det er så de andre 17 – punkter i lovforslaget, som jeg sådan set stiller mig meget positivt over for.

Så derfor er der en overordnet positiv tilbagemelding fra SF, men i forhold til forsyningsområderne har vi en række spørgsmål, som jeg håber at ministeren kan belyse senere. Og så håber jeg også, at ministeren vil være med til at overveje, om ikke vi yderligere skal se på en tilføjelse, således at der åbnes for, at apotekernes farmaceuter i højere grad kan indgå i et samarbejde med de kommunale institutioner eller måske ligeledes opfordres til det, således at vi sikrer en bedre medicinhåndtering.

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, fru Vivi Kier.

Fra konservativ side skal jeg heller ikke stå og læse alle de her 18 elementer op. Som jeg hører det, er der jo generelt tilfredshed med rigtig mange af punkterne, og så kan der være noget, man er en lille smule bekymret for eller gerne vil spørge ind til.

Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi har fokus på, at der altid bruges det billigste medicinpræparat. Til gengæld kan jeg også høre – og det hører jeg også fra apotekerne – at man snakker meget om, om der overhovedet skal være en bagatelgrænse. Det er en af de ting, jeg synes vi skal spørge til under vores udvalgsarbejde. 20 øre kan lyde af meget, meget lidt, men mange gange 20 øre kan godt ende med pludselig at blive til mange millioner. Så lad os spørge ind til det og se på det.

Jeg er så ikke så bekymret for den øgede konkurrence apotekerne imellem. Det synes jeg også er et spændende tiltag. Apotekerne selv er faktisk meget opsat på at kunne fremstå langt mere kundevenlige. Her i foråret vil vi se, at de får længere åbningstider, at de får søndagsåbent.

Noget af det, man har været utilfreds med på apotekerne, har været ventetiden, det har været åbningstiden, og det har været muligheden for at handle uden for de almindelige åbningstider.

Alt i alt kan vi godt tilslutte os forslaget. Vi er med til at stille nogle spørgsmål i udvalgsarbejdet. Og sluttelig vil jeg sige tak for rosen fra fru Sophie Hæstorp Andersen. Det er ikke så tit, jeg får ros fra den side.

Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, hr. Manu Sareen.

Tak for det. I lovforslaget foreslås en lang række forskellige ændringer og præciseringer i apotekerloven, som der har vist sig at være behov for, og der er vist bred enighed om, at vi er nået op på 18. Det er alt fra fastsættelse af regler for godkendelse af beliggenhed til at oprette medicinudleveringssteder med henblik på at fremme konkurrencen mellem apotekerne. Apotekerne kan således oprette håndkøbsudsalg og medicinudleveringssteder overalt. Og så er der måske noget af det mest centrale, og det er en skærpelse af apotekernes informationspligt som følge af, at apotekerne kun i seks ud af ti tilfælde udleverer det billigste alternativ til forbrugerne, hvilket der er flere, der også har været inde på.

Forbrugerne skal selvfølgelig have den information, som de har krav på. Og jeg har noteret, at man i Apotekerforeningens høringssvar, som den foregående ordfører også har sagt, siger, at det er meget små prisforskelle, der er tale om. Men ikke desto mindre kunne det være fint at få det tal op, så det ikke er seks ud af ti, men at det bliver langt højere.

Der bliver selvfølgelig i samme høringssvar også advaret imod, at det risikerer at gå ud over den information, som er vigtig, og den information, som man skal have om medicin, hvis man skal oplyse om de billigste priser. Det må jeg indrømme jeg har meget, meget svært ved at forestille mig. Det kan godt være, at det er sådan, det ender, men det virker bare for underligt, at det kan være sådan. Men jeg kunne da godt tænke mig, at vi i det videre udvalgsarbejde kunne blive beriget med nogle konkrete eksempler på lige præcis den problemstilling her, men uagtet hvad, er det centrale helt klart, at borgerne skal have den rådgivning, som er helt korrekt, specielt selvfølgelig om medicin.

Men i det hele taget kan man selvfølgelig glæde sig over forslaget og også glæde sig over, at man i de fleste høringssvar er positive over for det. Det Radikale Venstre kan kun støtte op omkring det, og så glæder vi os til det videre udvalgsarbejde.

Tak til ordføreren. Indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak for den brede tilslutning til næsten alle de mange forslag. Jeg glæder mig til at besvare de rejste spørgsmål i udvalget.

Jeg vil her til slut blot understrege, hvad der er vigtigst set fra borgernes synsvinkel, og det er for det første, at Lægemiddelstyrelsen nu af hensyn til patientsikkerheden får mulighed for at fastsætte regler om apotekers e-handel og forsendelse af lægemidler. Og for det andet skal apoteket informere borgerne om eventuelle billigere lægemidler, som kan erstatte det lægemiddel, som de har fået ordineret, eller som man måske i første omgang havde tænkt sig at udlevere. I den forbindelse spørger fru Liselott Blixt, hvad man kan sige til denne fru Jensen, som blev nævnt, og som absolut helst vil have det middel, der for 3 uger siden var det billigste. Svaret er, at hvis det er et problem, kan fru Jensens læge til enhver tid sige, at fru Jensen skal have det, som hun fik for 3 uger siden, og som han skønner er bedst for hendes helbred.

Endelig er der dette, som mange har hæftet sig ved, at apotekerne nu kan gå hinanden i bedene og oprette udsalg i hinandens områder. Det lyder jo som en brølende konkurrence, og det lyder, som om man kan tage kunderne fra hinanden osv., men jeg vil altså foreslå, at vi alle tager det helt roligt i den forbindelse. For det første vil apotekeren jo være ansvarlig for, at ejeren af det forretningssted, hvor håndkøbsudsalget eller medicinudleveringsstedet ligger, er bekendt med de til enhver tid gældende regler om forhandling af lægemidler. Det vil sige, at det altså er upraktisk, hvis man har udsalgssteder alt for langt væk, for man er ansvarlig for det, der foregår. Og for det andet er der det, at apotekeren jo skal betale et gebyr til udsalgsbestyreren for at forestå udleveringen – det er 4 kr. 80 øre pr. pakke – og derfor er det jo ikke nødvendigvis en vældig god forretning at oprette et sådant udsalgssted inde på naboapotekerens område.

Jeg tror ikke, der vil ske uholdbare ting, men jeg vil da godt understrege, at formålet jo er, at vi af hensyn til forbrugerne kan få flere steder i Danmark, hvor man kan få udleveret sin medicin. Og det er jo ikke til skade for udkantsområderne, det er til gavn for udkantsområderne, og jeg vil godt understrege, at den udligningsordning, der er til gavn for udkantsområderne, beholder vi altså.

Så dette forslag vil give borgerne lettere adgang til deres medicin, større garanti for, at de bliver oplyst om det, hvis der er mulighed for billigere medicin, og så får borgerne større tryghed i forbindelse med e-handel – alt i alt et forslag, der er til gavn for borgerne. Derfor er jeg også sikker på, at vi kan ende med bred enighed, når nu embedsmændene og jeg får besvaret alle de mange gode spørgsmål, som er rejst her i dag.

Fru Liselott Blixt for en kort bemærkning.

Jeg er glad for, at ministeren faktisk med det samme kunne svare på spørgsmålet, som jeg stillede. Jeg ser blot, at der var andre, også Lægeforeningen, der undrede sig over, at man, hvis en læge skriver på recepten »ej S«, også skal oplyses om det billigste produkt. Der kan jeg forstå på ministeren at det skal man så ikke gøre, hvis lægen har skrevet »ej S« på recepten.

Ministeren.

Jeg vil tro, at man under alle omstændigheder skal oplyse, hvad der er billigst. Det afgørende er, at den, der har den lægefaglige kundskab, nemlig lægen, kan insistere på, at fru Jensen får det, som hun fik tidligere, og som hun gerne vil holde fast ved. Hvis lægen er enig med hende i det, er der ikke noget problem for hende.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Jonas Dahl.

Ministeren siger, at det bliver upraktisk at oprette et håndkøbsudsalg, som ligger relativt langt væk fra selve apoteket. Men det er muligt, og det siger ministeren jo også, men siger bare, at det er upraktisk. Men jeg vil gerne høre ministerens kommentar til, at Apotekerforeningen, som jo sådan set dybest set har både ekspertisen og netop også, fordi de er leverandører – skulle man tro – selv har en interesse i at få flere håndkøbsudsalg og måske have den her konkurrence, når Apotekerforeningen selv oplyser, at de synes, at det er mere hensigtsmæssigt, at det kun er i egen kommune eller nabokommunerne eventuelt. Hvad er baggrunden for, at ministeren ikke vil lytte til Apotekerforeningens bemærkninger til forslaget?

Ministeren.

Jeg tror, at Apotekerforeningen har en frygt for, at et apotek kunne satse på at blive en kæde, som er landsdækkende, og som leverer medicin over hele landet. Til det siger jeg, at det tvivler jeg meget på, for som sagt skal farmaceuten jo altså holde øje med hver eneste enhed, og der skal betales et gebyr, og hvis vi har en rimelig dækning med apoteker – hvad vi jo har og skal have – så er der vel ikke en voldsom stor mulighed for, at man kan tjene masser af penge på at lave udsalgssteder vidt forskellige steder i landet.

Jeg tror, at det realistiske er, at der vil blive nogle udsalgs- og udleveringssteder i forbindelse med store handelsvarehuse, hvor folk alligevel kommer, og så vil man sige, at så er det praktisk, at folk også kan få deres medicin der. Men hvorfor skulle man være interesseret i at etablere det i den anden ende af landet? Det tvivler jeg meget på.

Hr. Jonas Dahl.

Jeg deler sådan set Apotekerforeningens frygt for, at en kæde eventuelt ville kunne overtage det. Så synes jeg, at det er bemærkelsesværdigt, at ministerens svar på den kritik eller den bekymring er, at det tvivler man bare på. Jeg går ud fra, at man har nogle vægtige argumenter, altså, at det tvivler man på kan lade sig gøre. For hvis vi skal lovgive ud fra, at ministeren tvivler på, at det kommer til at ske, så er vi vel ude i en noget luftig lovgivning. Vi tvivler vel også på, at folk slår hinanden ihjel, men vi lovgiver alligevel om det. Det er ikke for at drage nogen paralleller i øvrigt, men vi bliver vel nødt til at lave en lovgivning, som er holdbar, også selv om der skulle ske noget, som ministeren i den nuværende situation tvivler på.

Hvis det her skal være lovgivning, som er sådan lidt mere perspektivrig, skal det vel gerne være en, som giver nogle rammer, og de rammer kunne passende være dem, som Apotekerforeningen selv foreslår. Vil ministeren i det mindste ikke medtage det i sine overvejelser inden andenbehandlingen?

Ministeren.

Jeg vil foreslå, at vi i den sammenhæng kun tænker på et, nemlig serviceringen af borgerne. Hvordan gør vi det lettere for borgerne at få medicinen udleveret, så borgerne ikke skal rende så langt? Det er det, der er det afgørende. Så kan det godt være, at man inden for branchen har en bekymring for, om der er nogle, der bliver for stærke osv. Det er da naturligt, at man har sådan nogle tanker i en branche. Men skulle vi nu ikke tage at se det hele fra borgernes synsvinkel. Skal vi virkelig på grund af en branchebekymring tage valgmuligheden fra borgerne? Det synes jeg altså ikke, men det er måske også, fordi jeg er liberal, og det er hr. Jonas Dahl ikke, og det er da en af de spændende forskelle, som jeg synes vi skal værne om den kommende tid.

Tak til ministeren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.