Når vi er betænkelige ved det, er det jo, fordi diskussionen om, hvorvidt det er fornuftigt at give myndighederne mulighed for at få adgang til at få hjemmesider lukket, har været meget oppe, også på et mere principielt plan.
Jeg vil sige det på den måde, at når vi diskuterer det her spørgsmål med it-ordførerne, f.eks.
it-ordføreren fra Venstre, er der sådan set ingen tvivl om, at det her er en rigtig dårlig idé.
Vi har jo set, hvordan det har bredt sig fra område til område, startende med børnepornografi hen over terror til efterhånden at omfatte det ene område efter det andet.
Det sidste område, hvor man åbnede op for, at man kunne gå ind og lukke adgangen til hjemmesider, var for adgangen til hjemmesider, hvor der foregik ulovligt spil, og nu gælder det altså også hjemmesider, hvor man kan købe ulovlig medicin.
Det er faktisk ganske svært at forestille sig, at der overhovedet er noget formål, der ikke kan siges at være så vigtigt, at man med henvisning til det kan lukke adgangen til hjemmesider.
Og på den måde har man altså betrådt en vej, hvor man systematisk og målrettet og målbevidst er i stand til at lukke ned for den frie udveksling af synspunkter, informationer osv.
på nettet.
Det har der været forsøg på at få en principiel diskussion om her i Folketinget, og den diskussion er sådan set endt på den måde, at et klart flertal i Folketinget synes, at det er en rigtig dårlig idé at gå videre ad den her vej.
Derfor er jeg overrasket over, at der er et flertal i Folketinget, der i den her konkrete sag vælger at sige:
Så tager vi også det med.
Jeg ved godt, at nogle trøster sig med, at internetudbyderne jo bare kan nægte at følge Lægemiddelstyrelsens henstilling og sige:
Vi lukker ikke adgangen for den hjemmeside.
Men det betyder jo, at internetudbyderne skal bruge ressourcer, tid, kræfter og økonomi på at gennemgå en retssag, som de ikke har nogen egeninteresse i, fordi de jo ikke har nogen egeninteresse i, at der er adgang til konkrete hjemmesider.
Derfor vil erfaringerne formentlig også på det her område være, ligesom de har været på andre områder, at adgangen til de her hjemmesider bliver lukket.
Når det så sker på det ene område efter det andet, må man jo stille sig selv det spørgsmål, om det her ikke efterhånden har taget et omfang, hvor det for alvor er et angreb på den ytringsfrihed, den informationsfrihed, som vi går ind for at der skal være på hjemmesider.
Vi har jo kun kritik og afstandtagen tilovers for lande, som systematisk og målrettet forhindrer, at kommunikation kan foregå via internettet, men det er bare et helt afgørende problem, at vi så faktisk selv i større og større omfang benytter os af det.
Jeg synes sådan set, at det flertal, der er i Folketinget, når vi diskuterer de her ting principielt, for, at man skal forsvare ytringsfriheden på internettet, også i den her sag burde vise, hvad de står for, og afvise, at man inddrager det her element.
Det er blevet sagt, at det er et meget vigtigt element for at få systemet til at fungere.
Kendsgerningen er imidlertid, at det for det første er forholdsvis nemt at omgå de her spærringer.
Det begrænser, kan man sige, selvfølgelig også skadevirkningen i forhold til ytringsfriheden, men derfor er hensigten jo alligevel lige så tvivlsom.
For det andet ved man jo også udmærket godt, at de, der ønsker at sælge ulovlig medicin, hele tiden kan oprette nye hjemmesider, som gør, at de altså har en mulighed for at komme i kontakt med mennesker.
Så siger man, at det jo er et særligt argument for, at man bliver nødt til at give mulighed for, at der administrativt kan lukkes hjemmesider, fordi det vil være alt for besværligt at gøre det ved hjælp af domstolene, hvis det, som var udgangspunktet, var, at der altid skulle være en domstolskendelse.
Jeg synes bare, at man skal være opmærksom på, at man altså på det her område gør op med nogle principielle grundholdninger om, at der skal være frihed for ytringer på nettet – det gør man op med af hensyn til nogle bureaukratiske argumenter om, hvad der er det nemmeste.
Og når man først har betrådt den vej, er det meget svært at se, hvor man ender – eller rettere sagt, det er meget bekymrende at se, hvor man ender henne.
Jeg synes sådan set, at dem i Folketinget, som indtil nu har tilkendegivet, at de ikke kan støtte Enhedslistens forslag, skal overveje, om der overhovedet findes noget område, hvor de ikke bare synes vi skal give myndighederne mulighed for at gå ind og lukke adgangen til hjemmesider, hvis myndighederne synes, at det, der foregår, er ulovligt.
Og så skal man tænke over, om man ikke også synes, at så har vi i et retssamfund som det danske bevæget os meget, meget langt ud ad en forkert tangent.
Jeg tror, at man, hvis man gør sig den overvejelse færdig, vil ende med, i lighed med Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre, at støtte Enhedslistens ændringsforslag til det her lovforslag, og det håber jeg i hvert fald er det, der vil ske.