Tak for den, synes jeg, meget positive modtagelse, lovforslaget har fået.
Jeg er glad for, at der er opbakning til de to hovedelementer i lovforslaget:
implementeringen af EU-direktiverne om henholdsvis forsikring for søretlige krav og havnestatskontrol samt gennemførelsen af konventionen om arbejdsforhold i fiskerisektoren.
Som flere har været inde på, er EU-direktiverne jo en del af EU's 3.
søsikkerhedspakke, som blev vedtaget i 2009.
Pakken består af en række direktiver og forordninger, som på mange fronter skal medvirke til at forbedre sikkerheden til søs.
Et af elementerne i søsikkerhedspakken er direktivet om forsikring for søretlige krav.
Formålet med direktivet er at beskytte skadelidte bedre ved at sikre, at rederier har tegnet en ansvarsforsikring for større skibe.
Forsikringen skal f.eks.
dække forureningsskader, skader på andre skibe, søulykker, og forsikringen vil typisk også omfatte personskader på besætning og passagerer.
Ordningen skal ses som et supplement til de forsikringsordninger, vi allerede har i dag.
Det drejer sig bl.a.
om forsikring for ansvar i forbindelse med olieudslip fra skibe.
Når en person har været udsat for en skade, er det vigtigt, at den pågældende er sikret adgang til erstatning.
Det er det, lovforslaget er med til at sikre.
Et andet element i lovforslaget er gennemførelsen af ILO's konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren.
Fiskerikonventionen er fiskeriets svar på ILO's konvention om søfarendes arbejdsforhold, som blev gennemført ved lov sidste år.
Formålet med fiskerikonventionen er at etablere internationale minimumsstandarder for arbejdsforholdene i fiskerisektoren.
Konventionen betyder, at vi får en tidssvarende international regulering af arbejdsforholdene i fiskeriet.
Det er således helt centralt også i fiskerierhvervet at fremme kvalitetsskibsfart globalt.
Regeringen tilstræber generelt at være på forkant med hensyn til ratifikation af internationale konventioner om skibe.
Det er vigtigt i forhold til at sikre ensartet international regulering, der gælder for alle skibe, uanset hvilket flag de sejler under.
Derfor er jeg glad for opbakningen til den del af lovforslaget, som skaber et grundlag for dansk ratifikation af fiskerikonventionen.
De danske regler om f.eks.
16 år som mindstealder for fiskere lever allerede op til konventionen, men der skal indføres et certifikat for større fiskerskibe som dokumentation for, at reglerne er overholdt.
Selv om det er nødvendigt at gennemføre et par mindre lovændringer, lever danske fiskerskibe allerede i dag i vidt omfang op til konventionen.
Da Danmark er en stor, prægtig søfartsnation, vil en dansk ratifikation have en vigtig signalværdi, og det vil være med til at lægge pres på andre lande.
Når konventionen træder i kraft internationalt, vil også fiskerskibe fra lande, som ikke har ratificeret konventionen, skulle leve op til den, når de sejler til en havn i et konventionsland.
Det sikrer, at der ikke kan konkurreres på dårlige arbejdsforhold, og også derfor er konventionen et vigtigt skridt i retning af at højne arbejdsforholdene inden for fiskeriet globalt.
Der var en del spørgsmål, ikke mindst fra Dansk Folkepartis ordfører, fru Colette Brix.
De spørgsmål vil vi svare på under udvalgsbehandlingen, og derfor ser jeg selvfølgelig frem til udvalgets velvillige behandling af forslaget og svarer også på eventuelle andre opklarende spørgsmål til forslaget.