Regeringen vil gerne være en regering, som gør noget, og det er der jo i og for sig heller ikke noget i vejen for, hvis det, man gør, er fornuftigt, rigtigt og fagligt begrundet.
Jeg må blot sige, at det lovforslag om vandløbene, vi her skal forholde os til, ingen af delene er, hvorfor Socialdemokraterne heller ikke stemmer for det.
Intentionen for regeringen er givetvis, at man vil værne om de private lodsejere, som vi også lige har hørt fra fru Birgitte Josefsen her fra talerstolen:
Det er urimeligt at lægge udgifter over på de private.
Ja, det kan man sige, men vi skal jo kigge bag om det, der er funktionen for vandløbene i den her sammenhæng.
Jeg vil heller ikke undlade at sige her fra talerstolen, at de lodsejere, som fru Birgitte Josefsen her taler om, jo altså langt, langt overvejende er landmænd.
Der er ikke lavet nogen konsekvensvurderinger af det her lovforslag.
Det bygger som så meget andet fra regeringens side sådan på fornemmelser, hvilken vej vinden blæser, og så gør man et eller andet for bare at gøre noget.
Fra socialdemokratisk side ønsker vi at vide meget mere om det her område.
Det er nemlig sådan, at vandløbene udgør en stor værdi.
Der er meget funktion forbundet med dem, og der er også rigtig meget alvor forbundet med vandløbene og de miljøer, der er omkring dem.
Vandløbene skal aflede vand, ja, men de udgør også et meget væsentligt element i de arealer, som er tæt forbundet med vandløbene.
Der er rigtig meget biodiversitet, biologisk mangfoldighed, forbundet med områderne omkring dem.
I forbindelse med vandplanerne, som vi arbejder rigtig meget med i øjeblikket, og som især kommunerne arbejder meget med, er det også helt afgørende, at vandløbene både i kvalitet og i funktionalitet er på plads.
Vi arbejder hen mod en god økologisk tilstand i vandløbene, og det ved vi er et problem.
Vi ved også, at klimatilpasning er et tiltagende stort problem, hvorfor vandløbene skal have kvalitet også for at modstå det.
Alt i alt er der behov for en overordnet og langsigtet planlægning på det her område.
Vi skal vide noget mere, vi ved ikke nok i dag, hvorfor vi også her fra talerstolen i dag fra socialdemokratisk side vil foreslå, at vi får afholdt en eksperthøring på området, så vi bliver klogere samlet set.
Mit eksempel derhjemmefra, fra den kommune, jeg forlod, da jeg blev valgt til Folketinget for 3 år siden, er, at vi har gennemgået en kommunalreform, hvor tre små himmerlandske kommuner blev slået sammen.
Hver kommune havde sin egen praksis på vandløbsområdet.
Det er dog fornuftigt nu, hvor vi står over for vandplanerne, at kommunerne får mulighed for at lave en harmonisering, så de ikke skal forvalte efter tre forskellige principper, men det synes Venstre ikke, fordi der er risiko for, at det kommer til at koste landbruget noget.
Der er et stort paradoks forbundet med det her.
Regeringen har vel forhåbentlig vedkendt sig, at kommunerne har ringe økonomi.
Jeg har også godt set, at der har været tilfælde, hvor nogle kommuner har sagt, at de måske også har lavet en nedklassificering fra offentlig til privat for at spare nogle penge, men der er altså også megen anden alvor forbundet med det, og det er det, vi bl.a.
ser i KL's høringssvar.
I forhold til den høring, jeg omtaler, mener jeg det er helt afgørende, at vi tager os tiden til at få bragt eksperterne sammen, så vi får hørt, hvad det er, vi skal gøre, hvordan vi skal have snittet lovgivningen til, hvis noget skal ændres, men ikke noget med at lave en hovsaløsning, som binder kommunerne på hænder og fødder og umuliggør den driftsopgave, som vi har pålagt dem, en meget, meget vanskelig driftsopgave, i forhold til at de står over for, at vandplanerne skal besluttes og effektueres ude i kommunerne, hvor kommunerne skal ud at have fat i hver eneste lodsejer, som har arealer, som grænser op til de våde områder og dermed også meget hyppigt vandløbsarealerne.
Hvad angår det kommunale selvstyre, synes jeg, det er særdeles tankevækkende at høre Venstres ordfører, fru Birgitte Josefsen, stå her og fratage kommunerne deres råderet, endda at lave en lov på det her område med tilbagevirkende kraft, i forhold til at de ude i kommunerne frygter, at de qua en dårlig økonomi, som regeringen har sikret dem, og en ringe økonomi fremover med den lovede nulvækst i adskillige år frem fratages en ret til at planlægge fornuftigt og fagligt begrundet.
Socialdemokraterne støtter ikke det her forslag, men vi vil i udvalget rejse ønsket om at få afholdt en eksperthøring.