Tak for det.
Jeg synes, vi har god grund til at glæde os i dag.
Da vi behandlede lovforslag nr.
L 179 om skærpede sanktioner over for vanvidsbilister, gik snakken også meget om, hvor sanktionsniveauet skulle ligge i forhold til kørsel i narkopåvirket tilstand.
På det tidspunkt blev det sidestillet med en alkoholpromille på 0,51.
Allerede dengang gjorde Dansk Folkeparti opmærksom på, at vi syntes, det simpelt hen var for billigt.
Med L 101 er der rettet op på det, i og med at kørsel i narkopåvirket tilstand, hvor der jo i forvejen er en nultolerance, fremadrettet vil blive straffet og sidestillet med en promille svarende til 1,21, hvilket jo så vil sige, at det giver ubetinget frakendelse af førerretten.
Det er et rigtig godt tiltag, og det er mig fuldstændig uforståeligt, at der var en række partier – primært i den venstre side af salen – som mente, at man skulle udelade dette i lovforslaget, og at det, at man kørte rundt i lidt hashtåger og sådan, tilsyneladende ikke havde nogen større færdselssikkerhedsmæssig indvirkning.
Heldigvis er der et klart flertal herinde for, at vi selvfølgelig ikke skal have bilister til at køre rundt i narkopåvirket tilstand og slå uskyldige mennesker ihjel.
Så det er en glædens dag, synes jeg, og vi er i Dansk Folkeparti meget glade for, at også justitsministeren har imødekommet ønsket om at skærpe sanktionerne i forhold til kørsel i narkopåvirket tilstand.