Det sidste punkt på dagsordenen er:

35) Forespørgsel nr. F 42:

Forespørgsel til socialministeren:

Hvilke initiativer vil ministeren tage for at sikre, at mennesker med handicap ikke kommer til at lide under, at der bliver flere mennesker med handicap, herunder hverken ved at de får mindre hjælp end de har krav på i dag, eller ved at de udråbes som en belastning for økonomien?

Af Line Barfod (EL), Per Clausen (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL).

(Anmeldelse 12.05.2011. Fremme 17.05.2011).

Vi skal lige være helt sikre på, at vi har en minister. (Indenrigs- og sundhedsministeren: (Bertel Haarder): Det er mig). Indenrigs- og sundhedsministeren er nu agerende socialminister, og så kan vi gå i gang.

Jeg skal lige gøre opmærksom på, at afstemning om … Vi holder lige en kunstpause.

Jeg vælger lige at udsætte forhandlingerne i 3 minutter, og det er til klokken 16.23.

Mødet er udsat. (Kl. 16:19).

Mødet er genoptaget, og mødet er igen udsat i 5 minutter til kl. 16.30.

Mødet er udsat. (Kl. 16:23).

Mødet er genoptaget.

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til på onsdag, den 1. juni 2011.

Det er ordføreren for forespørgerne, fru Line Barfod, til begrundelse.

Jeg synes, at der er grund til at glæde sig over den situation, at der i dag er mange flere mennesker, der kan leve med et handicap, og at der er mange flere mennesker med et handicap, der lever meget længere. Det er jo en fantastisk succeshistorie, at vi er kommet så langt.

Desværre er det ikke meget, man i pressen hører folk lykønske sig selv og hinanden med, at vi har opnået den succes. Tværtimod er nogle af de udtalelser, vi har hørt i de seneste måneder, at næstformanden i Kommunernes Landsforening taler om en skadelig gøgeungeeffekt, at borgmesteren i Ikast-Brande Kommune, Carsten Kissmeyer, taler for, at man begynder at se på, hvordan man kan få fiksering og medicinering for at bringe udgifterne ned. Der begynder at være så stor en hetz, også på gader og stræder, fra almindelige borgere mod mennesker med handicap, så vi får henvendelser fra handicaporganisationerne med anmodning om, at vi går ind og tager afstand fra det. Og på onsdag er der indkaldt til et stormøde af Danske Handicaporganisationer m.fl. for at få stoppet den hetz, der er.

Jeg vil sige, at jeg er fuldstændig enig med formanden for Det Centrale Handicapråd, den tidligere sundhedsminister for Venstre, Ester Larsen, når hun understreger, at vi altså skal huske, at der ikke er nogen, der selv vælger at få et handicap. Det er et vilkår, som mennesker bliver ramt af, og af den grund har de krav på, at der tages særlige hensyn.

Det ene, jeg håber, er, at det i høj grad er det, som vi kan komme til at lade gennemsyre debatten her i dag, nemlig at der ikke er nogen mennesker, der selv vælger at få et handicap, og at de har krav på at blive behandlet ordentligt. Jeg håber, at det bliver en væsentlig del af debatten, at vi tager afstand fra den retorik, der har været.

Det andet, jeg håber, er, at vi kan holde fast i, at mennesker med handicap har krav på at blive behandlet ligeværdigt, på lige fod med alle andre, og har krav på at få de hjælpemidler og den hjælp, der skal til, for at de kan deltage i samfundet. De skal ikke tildeles penge ud fra, at der er en samlet pulje og jo flere mennesker med handicap, der lever og lever længere, jo mindre får den enkelte, men tværtimod ud fra en tilgang om, at hvis vi kan få en konstruktiv dialog med handicaporganisationerne, ja, så vil det også være muligt at få langt flere mennesker med handicap til at deltage aktivt i samfundet og dermed også have mindre behov for hjælp, ligesom moderne teknologi kan anvendes.

Jeg vil sige, at jeg meget håber, at ministeren vil tage klart afstand fra den retorik, der har været brugt, vil tage klart afstand fra, at vi skal gå tilbage til den opbevaring og medicinering, man tidligere oplevede brugt over for mennesker med handicap, og i stedet vil arbejde for, at mennesker med handicap kan få lov til at være aktive deltagere i samfundet.

Tak til ordføreren. Socialministeren.

Forespørgselsdebatten i dag handler om tre centrale temaer.

For det første bygger forespørgslen på præmisset om, at der bliver flere mennesker med handicap. Men har vi den tilstrækkelige viden om handicapgruppen til at afgøre det? Hvordan udvikler målgruppen sig i tal og data? Der ved vi desværre alt for lidt om i dag.

For det andet udtrykkes der bekymring om, hvorvidt mennesker med handicap også i fremtiden får de indsatser, som de har krav på ifølge loven. Der må ikke herske tvivl. Borgerne har krav på konkret, individuel vurdering, og det er serviceloven, der sætter rammen for den sociale indsats.

Det tredje og sidste tema handler om de borgmestre og kommunalpolitikere, der har været ude og tale om mennesker med handicap som en belastning for økonomien. Her må vi stå sammen. Den form for debat skal der tages kraftigt afstand fra.

I dag kan vi ikke sige noget præcist om udviklingen i antallet af mennesker med handicap i vores samfund. Det er rigtigt, at der er nogle handicapgrupper, der bliver større, og at der er nogle grupper, der bliver mindre eller helt forsvinder. Udviklingen i bl.a. CI-operationerne viser f.eks., at grupper af mennesker med hørehandicap oplever nye muligheder, ligesom antallet af børn med Downs syndrom falder markant.

På den anden side ser det ud, som om der er en stigning i antallet af børn og unge med autisme, ligesom en række kommuner oplever, at antallet af børn med ADHD er i vækst. Og vi ved, at gruppen af handicappede generelt lever længere, heldigvis, men vi kender ikke de eksakte tal. Viden om handicapområdet skal derfor i dag stykkes sammen af mange og meget uensartede datakilder. Der findes f.eks. ikke et opslagsværk, hvor man kan finde en oversigt over antallet af mennesker med handicap i Danmark eller over udviklingen i antal diagnoser og tilbud.

Det bliver ofte fremhævet som noget negativt, at der er flere og flere, der får en diagnose. Men hvis vi skal acceptere den præmis, betyder det firkantet set, at socialområdet ville være bedre stillet, hvis vi ikke var blevet bedre til at stille diagnoser, og hvis vores viden på sundhedsområdet ikke var blevet større.

Det er selvfølgelig afgørende, at diagnoserne baseres på solide, faglige udredninger, og jeg tror, at jo mere vi ved, jo bedre bliver vi til at tilrettelægge de sociale tilbud, der er brug for. Vi bliver mere målrettede i vores indsats. Et godt eksempel er ADHD-området. ADHD-diagnosen er jo en af de meget omdiskuterede diagnoser. Før diagnoserne vandt frem, stod socialforvaltningerne bare med nogle udadreagerende og utilpassede borgere, typisk drenge og unge mænd, som havde svært ved at fungere, og som var svære at hjælpe.

Vi skal bruge den nye viden, der hele tiden genereres, og vove at dykke ned i nogle af de utraditionelle resultater. Jeg er f.eks. meget optaget af, at man i Holland – ganske vist er der her tale om en forholdsvis lille undersøgelse – har fået de første indikationer på, at kosten faktisk har en betydning for adfærden hos børn med ADHD. Det er en undersøgelse, som jeg synes vi skal dykke ned i og arbejde videre med.

Vi er allerede på vej til at få et bedre datagrundlag på handicapområdet. Regeringen har gennem de senere år taget mange initiativer, som vi i de kommende år forhåbentlig begynder at høste frugterne af.

Vi har også sammen med satspuljepartierne igangsat ny forskning på området. Den viden er nødvendig, hvis vi skal foretage de rette prioriteringer og sikre den rette udvikling af tilbuddene på det sociale område. Ad den vej kan vi give kommunerne bedre betingelser at arbejde under.

Med oprettelsen af VISO og ikke mindst det nye Videncenter for Handicap og Socialpsykiatri har vi styrket kommunernes adgang til kvalificeret viden om både målgrupper og indsatser. Hos VISO får kommunerne hjælp til de mere og meget komplicerede sager, hvor de ikke selv lige har ekspertisen i kommunen til at foretage en udredning.

Det andet tema i denne debat handler om, hvorvidt borgerne får den hjælp, som de har krav på efter loven. Det er den enkelte kommunalbestyrelse, som træffer beslutning om serviceniveauet i kommunen, herunder om, hvilke tilbud der skal stilles til rådighed, omfanget af tilbuddene, og om, hvem der har ret til dem. Men kommunernes tilbud skal selvfølgelig naturligvis leve op til den gældende lov på området, og serviceloven bygger på det princip, at alle afgørelser skal træffes efter en konkret og individuel vurdering.

Kommunerne er i en situation, hvor pengene skal bruges med omtanke. Kommunalbestyrelserne må nødvendigvis prioritere midlerne, det kan vi ikke komme uden om. Men jeg vil endnu en gang slå fast, at det ikke betyder, at kommunerne kan undlade at give den nødvendige hjælp. Borgerne skal have den hjælp, de har krav på efter lovgivningen, og borgerne skal have hjælpen i tide.

Vi har i Danmark et meget højt niveau, når det handler om at kompensere mennesker med handicap. Vi har bl.a. etableret nye hjælpeordninger, vi har sat et stort arbejde i gang med en række initiativer på ADHD-området, og vi har givet frit valg af hjælpemidler for blot at nævne nogle eksempler. Derudover har vi også sat en række initiativer i gang for at løfte botilbudsområdet. Og Folketinget har netop forbedret mulighederne og forholdene for anbragte handicappede børn og deres familier.

Der har været en kraftig vækst på området i de senere år, og der har været taget mange initiativer for at give mennesker med handicap en bedre hverdag.

De kommunale regnskaber for 2010 viser, at der er sket en opbremsning i udgifterne på handicapområdet. Udviklingen skal dog ses på baggrund af de seneste års markante udgiftsvækst og massive budgetoverskridelser. Opbremsningen må derfor også ses som et led i en tilpasning til de aftalte økonomiske rammer, der vel at mærke ligger på et historisk højt niveau.

Det er mit mål, at vi fortsat skal have et højt niveau på handicapområdet, men vi skal også kunne styre området. Det har været en helt bevidst strategi, at kommunerne skulle blive bedre til at styre indsatsen på området, og det har en række kommuner gjort, bl.a. ved at tænke i nye løsninger og nye måder at tilrettelægge opgaverne på.

Men som jeg nævnte tidligere, ændrer det ikke ved, at kommunerne fortsat skal overholde de eksisterende regler, og det mener jeg også de kan med den økonomi, der er til stede. Efter min mening er det afgørende, at kommunerne løbende holder sig for øje, hvad formålet med indsatsen er. Jeg ser i den forbindelse styring som en afgørende forudsætning for, at kommunerne kan tilrettelægge den rette indsats for den enkelte borger i forhold til hans eller hendes konkrete behov.

Styring har altså ikke kun noget med kroner og øre at gøre, men er i lige så høj grad et stort spørgsmål om faglighed. Desværre er det ikke altid faglighed, der bliver fremhævet, når man taler om styring. I forbindelse med gennemførelse af forslaget om ændring af betalingsforpligtelsen har vi set en række eksempler på kommuner, der i mange år slet ikke havde været i kontakt med de borgere, som boede i kommunernes tilbud. Kommunerne havde med andre ord ikke fulgt op på, om deres borgere fik den rette indsats. Eksemplerne understreger behovet for løbende at følge op på borgernes sager.

Et andet eksempel, der har været fremme i pressen, er kommunernes administration af eller manglende opfølgning på en række sagde sager f.eks. inden for BPA-området. Jeg har netop måttet sende en skrivelse til kommunerne og orientere om, hvordan man inden for det eksisterende regelsæt kan styre området med opfølgning og tilsyn, både socialfagligt og økonomisk.

Heldigvis oplever jeg, at der fra kommunal side generelt er kommet et fokus på, at det både er muligt at styre handicapområdet indholdsmæssigt og økonomisk og samtidig sikre, at den enkelte person får den rigtige indsats i forhold til den pågældendes konkrete behov. Styring på handicapområdet begynder nemlig med et stærkt fagligt fokus i den enkelte sag.

Nu er det jo sådan set nemt at sige, at kommunerne skal være bedre til at styre, men ingen kan styre uden at have de rette redskaber. Kommunerne og sagsbehandlerne efterspørger bedre redskaber, og handicaporganisationerne efterspørger bedre og mere målrettede afgørelser over for den enkelte borger.

Det er baggrunden for, at Socialministeriet i samarbejde med Kommunernes Landsforening har udviklet en ny sagsbehandlingsmetode, voksenudredningsmetoden, der indeholder en mere målrettet udredning af den enkelte borger, mere systematik i sagsbehandlingen, bedre viden om målgrupperne på området og om de indsatser, vi giver borgeren. Det er redskaber, der skal understøtte, at borgerne får bedre afgørelser.

Med metoden skaber vi fundamentet for både faglig styring og økonomistyring ved at give grundlag for en systematisk sagsbehandling og for at sætte nogle konkrete mål for borgerne, som der systematisk skal følges op på. Det er også baggrunden for, at den udviklede metode er blevet meget godt modtaget af kommunerne. Når sagsbehandlerne bruger metoden og følger op på en sag, er fokus nemlig både på, om man med indsatsen når de mål, som er sat for den enkelte borger, og på, om indsatsen fortsat er den rigtige indsats. Det kan jo være, at borgerens situation har ændret sig til det bedre, så indsatsen faktisk skal ændres, f.eks. til en mindre intensiv indsats med færre penge, men det modsatte kan også være tilfældet, nemlig at der faktisk skal mere til.

Endelig sikrer metoden, at alle oplysninger kommer med i en sag, og at der udarbejdes en god, faglig begrundelse for afgørelsen. Voksenudredningsmetoden understøtter dermed en mere ensartet sagsbehandling på området. Vi har altså lavet en sagsbehandlingsmetode, der sikrer, at de fundamentale retssikkerhedsgarantier efterleves.

Der er også brug for, at vi hele tiden har fokus på at udnytte de faglige ressourcer bedst muligt. Det er baggrunden for, at regeringen på tredje år har sat fokus på anvendelse af velfærdsteknologier. Det hjælper borgerne til en mere selvhjulpen dagligdag, ligesom det frisætter tid hos de kommunale medarbejdere.

Inden for kort tid sætter vi gang i et nyt projekt med en slags mobiltelefon til unge med ADHD og autisme. De unge får med mobiltelefonen en smart og moderne måde at få struktur på deres hverdag på, de får struktur på, hvad de skal gøre i løbet af dagen. Men nu ligner de bare de andre unge i skolegården med en mobiltelefon og ikke børn med et handicap, som har et hjælpemiddel.

Vi har også netop sat gang i et projekt, hvor borgere med stærkt nedsat funktionsevne afprøver en spiserobot. Første gang jeg hørte om denne spiserobot, var jeg noget bekymret for, om omsorgen så gik fløjten, når man fik hjælp fra en robot i stedet for at få den menneskelige kontakt, der kan ligge i en spisesituation. Men borgerne er faktisk rigtig glade for dem, for de gør det muligt at spise selv, uden at der skal stå en medarbejder ved siden af og made én, og man kan spise lige, hvornår man har lyst. At spise selv er en fundamental ting, som vi alle gerne vil klare så selvhjulpent som overhovedet muligt. Det kan robotterne, samtidig med at de frigør tid hos medarbejderne.

Endelig har regeringen arbejdet med at frigøre ressourcer gennem afbureaukratisering med det formål at få konverteret tid fra administration til borgernær service. Det skaber også et større økonomisk råderum i kommunerne.

Et andet sted, hvor jeg mener der er meget at hente, er ved, at vi tænker i mere inklusion. I mine øjne er inklusion et nøgleord, og jeg mener virkelig, at der her er et stort, uudnyttet potentiale. Jeg tænker her både på inklusion af mennesker med handicap og inklusion af kompetencer. Vi skal lære at se fordelene ved øget mangfoldighed og rummelighed. Inklusionen skal for mig at se begynde allerede i barndommen. Det er helt afgørende, at vi inkluderer børn med handicap, da det er en forudsætning for at inkludere folk som voksne.

For mig at se handler det meget om holdninger, både hos det store flertal af os, der ikke har et handicap, og hos mennesker med et handicap. Mennesker med handicap kan i mange situationer udnytte deres helt særlige situation og evner som en ressource. Et godt eksempel er AspIT, hvor unge med Aspergers syndrom bruger deres særlige forudsætninger som en ressource, der betyder, at de kan bidrage med noget helt særligt.

Jeg er slet ikke ude på, at det skal lyde nemt, for inklusion kræver rigtig meget af os alle, det gælder som sagt i daginstitutionerne, det gælder i skolen, i foreningslivet, på arbejdsmarkedet og faktisk i øvrigt. Vi skal stå parat med den støtte, der er brug for, men den enkelte har også et ansvar for at bidrage aktivt i det omfang, den enkelte kan.

Den tredje præmis i denne debat handler om mennesker med handicap udråbt som en belastning for samfundet. Etik handler bl.a. om, hvordan vores samfund bør være indrettet. I mine øjne er det et uomtvisteligt grundsyn i dansk handicappolitik, at vi arbejder for, at mennesker med handicap har mulighed for at deltage i samfundslivet ligesom alle os andre uden handicap. Det gælder alle forhold, også når vi hjælper borgere på botilbuddene med at forvalte deres midler.

Borgere, der har særlige behov for hjælp fra deres medborgere på grund af et handicap, en sindslidelse eller noget andet, bør ikke italesættes som nogle, der fortrænger hjælpen fra os andre eller nasser på samfundet. Den aktuelle økonomiske situation må ikke føre til, at der opstilles modsætninger mellem det normale og det specielle, at det står over for hinanden.

Så jeg er meget enig i det, der blev sagt som motivation for den her forespørgselsdebat, om tonen i debatten. Den skal vi være meget opmærksomme på er lødig og ordentlig over for mennesker med handicap. Jeg mener, at vi alle har et fælles ansvar for at sikre, at tonen i debatten forbliver ordentligt, og at den forbliver saglig.

Om kun et par måneder er det 2 år siden, at Danmark ratificerede FN's handicapkonvention. Vi sidder netop nu og forbereder Danmarks første afrapportering til FN om arbejdet med konventionen i Danmark. Rapporten danner udgangspunkt for en god dialog med handicapverdenen om, hvilke udfordringer Danmark står over for på handicapområdet. Her vil jeg selvfølgelig også inddrage handicaporganisationerne i afrapporteringen, ligesom regeringen netop har meddelt, at den er i gang med at lave en ny, langsigtet handlingsplan på handicapområdet, som skal være færdig i løbet af 2012.

Tak til ministeren. Fru Line Barfod som ordfører for forespørgerne.

Jeg vil gerne takke ministeren for den klare afstandtagen fra den tone, der har været i debatten de seneste måneder. Jeg mener, der ligger et stort ansvar både på regeringen og på os i Folketinget for at gå ind i den her debat og meget klart sige, at det er fuldstændig urimeligt at begynde at give mennesker med handicap skylden for økonomiske problemer i samfundet og tale om dem som gøgeunger eller andet. Det er nedbrydende for de mennesker, det går ud over.

Det går videre ud i samfundet, og vi har jo oplevet, at der er en stigning i antallet af mennesker med handicap, der bliver udsat for ikke bare verbale overfald, men også fysiske, bliver udsat for indbrud eller fysiske overgreb eller andet, alene fordi de har et handicap. Jeg mener altså, vi har et meget klart ansvar for at sikre, at det ikke kommer til at brede sig, og tværtimod for at få stoppet den tone i debatten, for ord har konsekvenser. Hvis først man begynder at lægge en gruppe ud som syndebukke, er der en stor risiko for, at det kommer til at gå meget værre for dem.

Så synes jeg, det er fint med de mange pæne ord fra ministeren om, at det er afgørende og det er et grundsyn, at mennesker med handicap skal kunne deltage på lige fod med os andre i samfundet. Det håber jeg så også at ministeren holder fast i i de forhandlinger, der er med kommunerne; at vi ikke kommer til at se nogen forringelser hverken af lovgivningen eller af klagesystemet. For det er jo i høj grad det, vi har hørt fra en del af kommunernes side: at de ønsker at forringe bl.a. klagesystemet, fordi mennesker med handicap jævnligt får medhold i deres klager over kommunernes afgørelser.

Jeg håber også, at noget af det, vi kan se på, er, hvordan vi sikrer, at man får den dialog om gode løsninger, som jeg også mener er fuldstændig nødvendig. Hvordan sikrer vi, at man får en dialog med borgeren eller med forældrene til et barn med handicap om, hvad det er, der skal til i det her konkrete tilfælde, i stedet for at det er borgeren, der hele tiden skal slås med systemet for at få det, han eller hun har krav på, og dermed bliver fuldstændig nedbrudt?

Eksemplet med Benny Gerhard fra Gladsaxe, som vi alle har hørt om mange gange, er jo et eksempel på en mand, som var ved at træne sig op og ville kunne komme til at klare sig bedre, men hvor kommunen tog det meste af hans hjælp fra ham. Han måtte slås i årevis, slås alene for at få prøvet afgørelsen i retssystemet, og endte med at vinde, men har så tabt alle sine penge og er blevet sat år tilbage i forhold til at kunne komme sig oven på den alvorlige ulykke, han har været ude for. Det er nedbrydende for mennesker og ender med at koste langt mere for samfundet, end hvis man med det samme går ind og får en god dialog med folk om, hvad det er, der skal til i deres tilfælde.

Jeg mener også, det er afgørende at se på, hvad det så er, regeringen gør. Jeg forstår stadig ikke, hvordan de pæne ord, vi hørte fra ministeren nu, passer sammen med, at man sidste år gik ind og skar i støtten til forældre til børn med handicap, så de fik færre muligheder, dårligere muligheder for selv at tage sig af deres børn, så en del af de børn i stedet risikerer at skulle ind og passes i institutioner – langt dyrere for samfundet og dårligere løsninger for børnene. Det harmonerer ikke i mit system, men det håber jeg vi kan få nogle forklaringer på her under debatten.

Så vil jeg sige, at jeg virkelig havde håbet, det kunne lykkes at få et fælles forslag til vedtagelse fra hele Folketinget, fra alle partierne med nogle af de pointer, som jeg finder væsentlige, både hvad angår tonen i debatten, og i forhold til at vi fortsat skal have en holdning om, at mennesker med handicap skal have den nødvendige hjælp med en konkret individuel behandling ud fra deres konkrete behov, som kan sikre, at de kan deltage i samfundet på lige fod.

Desværre viste det sig ikke at være muligt at få et sådant fælles forslag til vedtagelse, og jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor regeringspartierne og Dansk Folkeparti ikke ville være med til et fælles forslag. Jeg synes, det er brandærgerligt; jeg synes, det havde været et rigtig godt signal at sende, at det her altså var et område, hvor vi faktisk stod sammen; også stod sammen om, at vi har sagt ja til handicapkonventionen, fordi vi faktisk mener det, der står i handicapkonventionen. I stedet valgte regeringspartierne og Dansk Folkeparti altså, at man ville have et forslag til vedtagelse, hvor man skamroste regeringen og sagde, at kommunerne har fået penge nok og det er kommunernes skyld, hvis ikke mennesker med handicap får det, de har behov for. Det synes jeg er ærgerligt.

Jeg synes så, det er glædeligt, at det er lykkedes at få et fælles forslag fra Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre, Kristendemokraterne, Christian H. Hansen og Enhedslisten, på vegne af hvilke jeg skal fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget glæder sig over, at der er sket store fremskridt i behandlingsmulighederne, så der i dag er langt flere mennesker, der overlever, og mennesker med handicap lever længere.

Folketinget tager skarpt afstand fra alle forsøg på at gøre mennesker med handicap til årsagen til økonomiske problemer i samfundet.

Folketinget understreger, at beslutningen om at tiltræde handicapkonventionen betyder, at mennesker med handicap skal behandles ligeværdigt og have lige muligheder for at deltage i samfundet.

Derfor ønsker Folketinget at fastholde det grundlæggende princip i dansk handicappolitik og lovgivning om, at der skal tildeles personlig og økonomisk støtte, hjælpemidler m.v. ud fra en konkret, individuel vurdering. Desuden skal det nuværende niveau for retssikkerhed sikres gennem et effektivt klagesystem.

Folketinget ønsker, at der i samarbejde med organisationerne på området udvikles nye løsninger, så mennesker med handicap kan deltage i samfundet på lige fod med alle andre, og at ny teknologi bruges i højere grad.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 71).

Der er nu fremsat et forslag til vedtagelse, og dette vil indgå i den videre debat.

Fru Anne-Mette Winther Christiansen som ordfører for Venstre.

Jeg vil gerne starte med at kvittere for de drøftelser, vi har haft med Enhedslisten, i tiden op til at vi skulle have denne forespørgsel. Vi ender alligevel med at have to forslag til vedtagelse i Folketinget, som der skal stemmes om. Der er forskelle, nuancer, men de har dog en betydning, som gør, at vi ender med at fremsætte vores eget forslag. Det er ikke ubekendt, for det er enslydende med det, som vi har mailet sammen om.

Mennesker med handicap skal behandles ligeværdigt og have lige muligheder for at deltage i samfundet. Regeringen har derfor siden 2001 taget en række initiativer, netop for at få markeret, at vi skal have forbedret forholdene for mennesker med handicap. Initiativerne udmøntes lokalt i kommunerne. Vi har i forbindelse med kommunalreformen bl.a. besluttet, at det var nødvendigt at oprette et lovpligtigt handicapråd i hver kommune. Handicaprådene rådgiver kommunalbestyrelserne i handicappolitiske spørgsmål og formidler synspunkter imellem borgerne og kommunalbestyrelsen.

Vi skal sikre, at mennesker med handicap får den hjælp, som de har behov for, på baggrund af en konkret og individuel vurdering. Det er serviceloven, der sætter rammerne for hjælpen på det sociale område. Og måske er det her, nuancen er, for det er kommunalbestyrelsen, der skal have det indholdsmæssige og økonomiske ansvar for tilrettelæggelsen af indsatsen, og det er også det, som vi har ønsket at fremhæve i vores forslag til vedtagelse. Vi vil sikre os, at der fortsat er et økonomisk råderum til at give den nødvendige hjælp til mennesker med handicap, og der er bl.a. udviklet en ny sagsbehandlingsmetode, som støtter kommunernes faglige og økonomiske prioriteringer, og der er udviklet nye velfærdsteknologier. Vi har også været i gang med at iværksætte en række afbureaukratiseringstiltag med det formål at styrke den borgernære service.

Vi står over for en masse store udfordringer inden for handicapområdet, men vi tror på, at vi kan løse disse udfordringer, hvis vi fastholder et stærkt fokus på en tværkommunal videndeling. Vi skal hele tiden have fokus på forebyggelse, vi skal være fagligt gode, og vi skal så vidt muligt inkludere alle. Men det betyder altså også, at vi skal have fokus på at holde os inden for de givne økonomiske rammer. Jeg har stor respekt for det kommunale selvstyre og er sikker på, at kommunerne er de bedste til at træffe beslutningerne, fordi de skal stå så tæt på borgerne som overhovedet muligt. Derfor er jeg også helt tryg ved, at det er kommunerne, der har styringen.

Jeg skal så på vegne af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at mennesker med handicap skal have den hjælp, de har behov for, på baggrund af en konkret og individuel vurdering. Serviceloven sætter rammerne for hjælpen på det sociale område, men kommunalbestyrelsen har det indholdsmæssige og økonomiske ansvar for tilrettelæggelsen af indsatsen.

Folketinget konstaterer, at regeringen har taget initiativer til, at der fortsat er et økonomisk råderum til at give den nødvendige hjælp til mennesker med handicap. Bl.a. er der udviklet en ny sagsbehandlingsmetode, der støtter kommunernes faglige og økonomiske prioriteringer, udviklet nye velfærdsteknologier samt iværksat en række afbureaukratiseringstiltag med det formål at styrke den borgernære service.

Den seneste tids debat på handicapområdet indeholder en retorik, som Folketinget skarpt tager afstand fra. Mennesker med handicap skal have mulighed for at deltage i samfundslivet på lige fod med mennesker uden handicap. Folketinget ser frem til regeringens nye tværsektorielle handlingsplan på handicapområdet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 72).

Også dette forslag til vedtagelse, fra Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, indgår i den videre debat.

Der er en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Tak. Det glæder mig, at også Venstres ordfører tager afstand fra den tone, der har været i debatten. Men jeg vil gerne høre, om Venstre kan garantere, at man ikke vil stemme for, at klagesystemet bliver ændret og forringet, og at det ikke er noget, som Venstre ønsker skal indgå i forhandlingerne med kommunerne, så vi altså kan være sikre på, at borgerne stadig har den retssikkerhed, som ligger i klagesystemet i dag.

Ordføreren.

Altså, når fru Line Barfod siger, at vi ikke må ændre i det, vil jeg jo sige, at skulle vi finde noget, der er bedre, så vil jeg da ikke udelukke det. Men umiddelbart er der ikke noget, der sådan logisk skulle stå i vejen for at foretage nogle ændringer i det.

Tværtimod har vi brug for en tværsektoriel afdækning af det hele og et samarbejde, der er meget større, og det er faktisk en helt anden måde at se på det, for det handler om, at vi opfører os ordentligt over for hinanden, at vi viser respekt, og at vi dermed går ind på en vej, hvor vi hjælper med at belyse det, og så har vi selvfølgelig – og det har vi stadig væk – en retssikkerhed ved siden af.

Fru Line Barfod.

Jeg er helt enig i, at vi skal se langt mere på, hvordan borgerne på tværs af sektorer kan få den hjælp, der gør, at de kan bidrage til samfundet og deltage i samfundet. Det var også det, jeg sagde i min indledning, og det er det, der står i vores forslag til vedtagelse. Det, jeg gerne vil høre ordføreren om, er, om vi kan være sikre på, at Venstre ikke går med til at forringe klagesystemet. For det er jo det, rigtig mange kommuner har efterlyst; de siger, at det er et problem, at der er så mange mennesker med handicap, der vinder sagerne i klagesystemet, og derfor vil de gerne have forringet klagesystemet.

Derfor er det jo et væsentligt spørgsmål, nemlig om Venstre står fast på den retssikkerhed, der i dag er for borgere med handicap i klagesystemet, eller om Venstre er åbne over for, at der kan ændres på det.

Ordføreren.

Jamen jeg tror stadig væk, at jeg vil have lov at vende den om og sige, at vi er nødt til at have viden ind, og at vi måske er nødt til at have en højere faglighed, så vi i hvert fald kender så meget til det, der sker, at vi dermed også præcis kan afdække, hvor vi kan hjælpe bedst. For så ville vi faktisk kunne undgå klagerne. Så ville vi netop være bedre til at tage hånd om den enkelte borger og den enkeltes behov på den bedste vis, og derfor vil jeg mene, at det sådan set er den vej, vi skal holde fokus på.

Tak til ordføreren. Så er det hr. René Skau Björnsson som ordfører for Socialdemokraterne.

Jeg vil gerne starte med at rose Enhedslisten for at tage initiativ til den her forespørgselsdebat, så vi også får mulighed for at diskutere det her meget vigtige emne i Folketingssalen. Vilkår og rettigheder for mennesker med handicap ligger os Socialdemokrater meget på sinde, og derfor bekymrer det os også meget, når vi ser på den udvikling, der har været på området i de senere år under VK-regeringen.

Vi har oplevet, at der er blevet indført et loft over tabt arbejdsfortjeneste for de familier, der passer deres handicappede eller alvorligt syge barn hjemme. Vi har også oplevet, at regeringen har dikteret en meget stram økonomi ude i kommunerne, der ikke alene har medført meget alvorlige nedskæringer på området for handicappede med konsekvens for den enkelte person med handicap og dennes pårørende, men også som noget meget beklageligt har medført en meget uheldig tone og tendens til at sætte spørgsmålstegn ved, om der nu også er behov for den hjælp, der i dag gives til mennesker med handicap. Det er ikke en tone, der kun høres i den politiske debat, men som desværre også ses og høres i medierne, og som dermed påvirker befolkningens opbakning til mange års god udvikling i dansk handicappolitik.

Ser vi på kommunerne, er det bekymrende, at den trængte økonomi rammer nogle af samfundets mest udsatte grupper, herunder mennesker med handicap. Regeringen har tvunget kommunerne til nulvækst i de kommende år. Nulvækst betyder reelt store velfærdsforringelser udeomkring i kommunerne, uanset hvad diverse ministre siger, og forringelserne kan allerede mærkes nu. Tal fra Ankestyrelsen viser, at der fra 2007 og frem til 2010 er sket en fordobling i antal klager fra folk med handicap, der har fået afslag på kommunal hjælp.

I forbindelse med den stramme økonomi har der også været en meget uheldig tendens til at sætte spørgsmålstegn ved, om der nu også er behov for den hjælp til mennesker med handicap, som gives i dag. Der er eksempelvis lavet beregninger på, hvor mange daginstitutioner og skoler man kunne drive for de samme penge, som et antal anbringelser eller tiltag koster. Og der er tale om anbringelser af nogle personer med et meget omfattende handicap med behov for en specialiseret indsats, som ikke bare kan gives andre steder.

Jeg mener, at vi skal tilbage på sporet, og derfor skal den tvivlsomme og uetiske sprogbrug og de helt urimelige sammenligninger lægges på hylden, da det kun er med til at underminere livsvilkårene for mennesker med handicap og også er med til at underminere befolkningens opbakning til, at samfundet skal tage vare på de svageste. Her har vi som Folketing og ikke mindst regeringen et kæmpe ansvar. Regeringen har et stort ansvar for, at kommunerne er tvunget til at spare så meget, som tilfældet er, og vi har et fælles ansvar for at få en ordentlig sprogbrug. Det er vigtigt, at der ikke bliver peget fingre ad uskyldige mennesker, som føler sig udstillet som gøgeunger i den politiske debat. Derfor skal der også fra mig lyde en tak til ministeren og Venstres ordfører for, at de tager afstand fra den tone, der i øjeblikket er over for mennesker med handicap.

Vi har også lige fået en undersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening om økonomi og faglighed på handicapområdet, hvor der er fundet frem til, at knap 70 pct. af de adspurgte socialrådgivere på handicapområdet oplever, at der er meget fokus på økonomien, og at det forringer muligheden for at varetage den handicappedes rettigheder efter den sociale lovgivning. Regeringens nulvækst kan altså mærkes i form af kontante besparelser ude i kommunerne. Personalet råber vagt i gevær, og det skal vi politikere på Christiansborg lytte til.

Jeg kan heller ikke lade være med at være påvirket af det faktum, at handicaporganisationerne sammen med en række andre organisationer her på onsdag, den 1. juni, holder et stormøde i Nyborg med teamet: Stop hetzen. Det er tankevækkende, at de føler sig tvunget til at tage et så radikalt initiativ. Jeg har aldrig i min tid som folketingsmedlem, og det er efterhånden en del år, hørt om, at handicaporganisationerne har følt, at debatten har gjort, at de er nødt til at tage initiativ til et stormøde for at stoppe hetzen mod mennesker med handicap. Det er ikke en udvikling, som vi som Socialdemokrater ønsker i vores velfærdssamfund. Selv i krisetider skal der være råd til at sikre, at de mest udsatte grupper får en ordentlig hjælp. Det er ikke fair, at det er de grupper, der skal betale regningen, mens de mest velstillede slipper fri og får skattelettelser i de her år.

Der er mange tiltag, der skal gøres, og meget skal ændres. Vi skal have set på de offentlige investeringer. Vi skal have set på, hvordan vi kan udnytte viden og opsamle viden på velfærdsteknologiområdet inden for ældre- og handicapområdet. Der er konkrete tiltag, der skal sættes i gang. Vi skal på det specialiserede socialområde se på, hvordan vi kan undgå de massive nedskæringer. Hvordan kan vi i stedet udvikle strategiske fornuftige beslutninger og foretage økonomiske prioriteringer? Vi skal tage de rette initiativer, uden at mennesker med handicap og deres pårørende bliver udsat for faldende retssikkerhed. Der er mange fornuftige og strategiske beslutninger, der skal tages, og det vil vi Socialdemokrater meget gerne stå i spidsen for. På handicapområdet ser vi, at der er behov for nye tiltag og ikke mindst en ny regering, og det håber vi at der kommer snarest.

Tak til ordføreren. Fru Tina Petersen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Jeg må starte med at sige, at jeg er lidt rystet over at høre venstrefløjens udbrud heroppe fra talerstolen, for det indtryk, jeg har haft i al den tid, jeg har siddet i Folketinget, er da, at vi egentlig generelt plejer at være meget enige på det her område. Og faktisk er der ikke de helt store komplikationer, når vi taler om området handicappede.

Men jeg kan sige så meget, at vi i Dansk Folkeparti selvfølgelig glæder os over, at Enhedslisten har bragt det her på bane, og at der nu kommer den her debat om fremover at sikre mennesker med handicap, så de også i fremtiden får den sagsbehandling, der gør, at man vurderer den hjælp, der skal til, og det behov, der er, for den enkelte handicappede. Endvidere er det vigtigt at diskutere, hvordan vi undgår, at handicappede bliver tilråbt. Der er blevet brugt et ord som belastende, og det er et ord, jeg ikke bryder mig særlig meget om, og jeg vil gerne slå fast, at vi i Dansk Folkeparti absolut ikke ser handicappede som en belastning, men derimod som en styrke, som vi alle sammen godt kan lære noget af.

I Dansk Folkeparti vil vi til enhver tid bekæmpe den her – nu bruger jeg så et andet ord, og det har jeg også gjort i nogle indlæg om handicappede, og dem har jeg sendt ud – klapjagt. Det er selvfølgelig ikke rart med en sådan klapjagt, og det er noget, der skal stoppes, hvis det foregår.

I Dansk Folkeparti kender vi rigtig mange handicappede mennesker, og vi ved også, at var der noget, de gerne ville, var det at betale millionærskat; de ville også gerne have lov til at være på arbejdsmarkedet; de ville faktisk gerne have lov til at være som alle os andre, men det er bare ikke altid muligt.

I Dansk Folkeparti ser vi jo netop det her som samfundets opgave, nemlig at tage hånd om de her mennesker, og i Dansk Folkeparti må vi så bare konstatere, at der fortsat er de her initiativer, der sikrer et økonomisk råderum, som er nødvendigt for at hjælpe mennesker med handicap.

Som det er blevet sagt tidligere, er der bl.a. blevet udviklet en ny sagsbehandlingsmetode, der støtter kommunernes faglige og økonomiske prioriteringer. Der er også skabt en udvikling af velfærdsteknologier, og der er blevet iværksat en række omstruktureringer af sagsbehandlingen, selvfølgelig med det formål at styrke den borgernære service.

Vi i Dansk Folkeparti har ganske enkelt den holdning, at mennesker med handicap skal have den hjælp, de har behov for. Det skal de efter den gældende servicelov, og som vi har sagt utallige gange før, tager vi meget stærkt afstand fra den retorik, man anvender i medierne og ude i landet. Det er simpelt hen ikke værdigt, det er simpelt hen for lavt.

I Dansk Folkeparti kan vi ikke tilslutte os Enhedslistens tekst til forespørgslen. Dog ser vi forskellen – det, som skiller vandene – som værende minimal. Og det er inden for det emne, der er blevet omtalt tidligere, nemlig at kommunerne er selvstyrende på det her område.

Der er lige en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Jeg forstod ikke helt, hvad det var, som Dansk Folkeparti ikke mente at man kunne være med til i det forslag til vedtagelse, som både Enhedslisten, Socialdemokraterne, SF, De Radikale m.fl. er med på. Så jeg håber, at ordføreren kan uddybe, hvad det er konkret i det forslag til vedtagelse, man er imod fra Dansk Folkepartis side.

Det andet spørgsmål er, om Dansk Folkeparti kan love, at man ikke vil være med til at forringe klagesystemet. Det er jo det, vi hører mange kommuner efterlyse, og også KL efterlyser, at man forringer klagesystemet, fordi de er trætte af, at borgerne får medhold i klagesystemet. Derfor vil jeg høre, om Dansk Folkeparti kan love, at man ikke vil stemme for forringelser af klagesystemet.

Ordføreren.

Nu må jeg sige, at det igen er med en vis undren, at jeg hører, at Enhedslisten overhovedet bringer det her op, for skal man ændre på klagesystemet, som det foregår i dag, og som jeg synes er et ganske udmærket system, skal det jo på et tidspunkt gennem Folketinget. I Dansk Folkeparti er vi jo ganske godt tilfredse med systemet, som det er i dag, men som der er blevet spurgt – og sådan kunne jeg da godt tænke mig at vende spørgsmålet om – vil jeg spørge: Hvis vi nu finder noget, der er endnu bedre, hvad så?

Altså, som det ser ud i dag, synes jeg, at vi har et system, der fungerer og er rigtig godt for de handicappede, så lige nu og her har jeg det ganske fint med systemet, som det ser ud. Men hvis der kommer noget, som kan gøre det bedre for den handicappede, som kan give den handicappede nogle bedre muligheder for at klage, vil jeg da ikke stå her og sige nej til det.

Fru Line Barfod.

Det, jeg gerne vil høre, er, om Dansk Folkepartis ordfører kan love, at Dansk Folkeparti ikke vil stemme for forringelser af klagesystemet. Det, kommunerne ønsker, er jo, at borgerne skal have indskrænket deres muligheder for at klage, fordi mange borgere i dag får medhold i klagesystemet. Det ønsker kommunerne at ændre, så derfor vil jeg gerne høre, om Dansk Folkeparti vil love, at man ikke vil være med til at forringe borgernes muligheder for at klage.

Ordføreren.

Jeg kan sige meget bestemt, at hvis der er noget, Dansk Folkeparti ikke vil, er det at forringe klagemulighederne for handicappede og deres muligheder generelt for at have den samme adgang til samfundet, de samme muligheder i samfundet, som alle vi andre har. Så det bliver et klokkeklart nej fra Dansk Folkeparti.

Tak til ordføreren. Undskyld, der blev markeret for en kort bemærkning i sidste øjeblik. Fru Anne Marie Geisler Andersen for en kort bemærkning.

Jeg ville bare følge op på fru Line Barfods spørgsmål og høre, hvad det er, Dansk Folkeparti ikke kan støtte i det forslag til vedtagelse, som vi har fremsat.

Ordføreren.

Jeg ser egentlig generelt ikke den helt store forskel, andet end at jeg synes, at Enhedslisten i deres forslag til vedtagelse netop går i clinch med den selvbestemmelse, som kommunerne har. Den skal nærmest fratages dem. Sådan forstår jeg det, når jeg læser det. Det synes jeg ikke den skal. Der er jo selvbestemmelse, der er et selvstyre ude i vores samfund. Vi herinde i Folketinget fastsætter selvfølgelig de overordnede regler. Derfor sagde jeg også det, jeg sagde, om klagesystemet. Så tror jeg, at jeg har svaret.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Jamen så vil jeg bare høre, om ordføreren kan uddybe, hvad det er for en konkret formulering, som man ikke kan støtte. For vi i Radikale Venstre går bestemt også ind for det kommunale selvstyre, men vi kan godt støtte forslaget til vedtagelse, og vi synes ligesom ordføreren – kan jeg forstå – også, at det er vigtigt, at vi står sammen på det her område, så vi er kede af, at vi ikke kunne lave et fælles forslag til vedtagelse og tage afstand fra den tone, der har været.

Ordføreren.

Jeg bliver desværre nødt til at beklage. Jeg står ikke med nogen af forslagene til vedtagelse, så jeg kan ikke se det pågældende forslag, men som jeg husker det, da jeg læste det, drejer det sig om den specifikke måde, man går i clinch på, når man beskriver kommunaldelen og folketingsdelen. Her synes jeg mere overordnet at det andet forslag til vedtagelse var mere tiltalende. Egentlig ligner de hinanden ganske meget på nær lige den ene kortfattede passage, som jeg helt bestemt mener spørgeren har fundet – eller hvad?

Det ved jeg ikke om er tilfældet, men i hvert fald tak til ordføreren. Så er det fru Meta Fuglsang som ordfører for SF.

Da SF's ordfører, fru Anne Baastrup, desværre ikke kan være til stede nu, vil jeg læse den tale op, som redegør for SF’s synspunkter:

Mennesker med handicap oplever i stadig stigende omfang store problemer, når de skal have støtte til at kunne have et liv med muligheder. Kommunerne skruer ned for hjælpen, og samtidig har der udviklet sig en urimelig rå tone over for de pågældende borgere. Det sidste startede for alvor i foråret 2009, da KL's daværende formand, Erik Fabrin, omtalte mennesker med handicap og socialt udsatte som gøgeunger. I en artikel i Danske Kommuner nr. 21, 2009, med overskriften »Gøgeungerne skal ud af systemet« sagde han:

På den lange bane går det ikke, at vi har en mervækst på specialområderne, som skal finansieres fra normalområderne. Det er en gøgeunge, der skal ud af systemet.

Lidt senere siger han: Nu kan vi håbe, at vi har fået elimineret gøgeungen inden for specialområdet.

Så udviklede det sig. I en kommune blev det specialiserede socialområde kaldt for dødens gab, og jeg har også hørt, at man i en kommune snakker om kannibalisme. Det lykkedes også for et par borgmestre at foreslå øget medicinering og øget brug af fiksering, altså forslag, der går ud på at vende tilbage til en efterhånden fjern fortid. Heldigvis tog socialministeren til genmæle over for tonen og sagde:

»Jeg synes, man virkelig skal til at tænke sig om i forhold til den retorik, der er på det specialiserede socialområde. At begynde at kalde de svageste grupper i samfundet, nogle af de meget udviklingshæmmede, psykisk syge og fysisk handicappede, 'gøgeunger', det synes jeg, man skal lade være med. Det er en grim måde at udstille nogle grupper på, som faktisk ikke har bedt om at være i den situation, de er i«

Her har socialministeren en grundlæggende pointe. Er der nogen, der bliver handicappet med vilje eller bevidst får et handicappet barn, så kommunekassen rigtig kan malkes? Aldrig i livet. Jeg håber, at vi alle kan blive enige om at gå tydeligt imod enhver tendens til at hænge mennesker med handicap ud som nogle, der bare vil have penge fra det offentlige – det er nemlig løgn – og at vi alle tager til genmæle, når den rå og uacceptable tone optræder i debatten.

Det er rigtigt, at udgifterne på det specialiserede socialområde har været stigende, men hvorfor er der tilsyneladende ikke nogen, der forsøger at finde ud af hvorfor? I september sagde socialministeren i en artikel i medlemsbladet fra Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud om udgifterne på det specialiserede socialområde:

»Ja, der har været udgiftsstigninger, men det er svært præcist at slå ned på, hvad det er, der pengemæssigt har tordnet derudad. Det ved vi ikke præcist, og det skal vi nok arbejde videre med at få præciseret.«

Hvordan går det med det? En forklaring fra nogle kommuner på stigningen i udgifterne er, at der er flere mennesker med handicap end tidligere, der har brug for hjælp. Der er flere, som diagnosticeres. Flere mennesker med handicap lever længere end tidligere. Der er flere børn, der overlever en for tidlig fødsel, men nogle af dem får så brug for støtte på grund af et handicap. Der er også flere, der på grund af sygehusvæsenets indsats overlever en hjerneskade, men så efterfølgende får brug for særlig støtte.

Jeg er ikke selv i tvivl om, at vi her har nogle årsager, der betyder rigtig meget, men skal vi ikke prøve at finde ud af, hvordan det konkret forholder sig? Vi har igennem mange år forsøgt at bevæge os væk fra den fortid, hvor mennesker med handicap skulle gemmes væk fra samfundet. Den fortid vil vi ikke tilbage til. Mennesker med handicap skal have mulighed for at være en del af samfundet. Vi står helt sikkert med nogle udfordringer, men svaret er ikke at forringe de grundlæggende vilkår for de mennesker, det handler om. Tværtimod. Vi skal forsøge at komme videre. Der er brug for en ændret finansiering af det specialiserede socialområde. Der er brug for initiativer, der skaber større muligheder for, at mennesker med handicap kan få arbejde. Der er generelt brug for at udvikle kontakten mellem mennesker med handicap og det øvrige samfund, og der er brug for, at mennesker med handicap ikke bliver opfattet som store brosten på vejen. Skal vi ikke se at komme i gang?

Tak til ordføreren. Fru Vivi Kier som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Ordentlighed er en vigtig værdi for mig i mit liv og ikke mindst som socialordfører. Vi vil alle sammen gerne behandles ordentligt, men er vi gode nok til at behandle andre mennesker ordentligt? Når vi går forbi den hjemløse på gaden, giver vi ham så et lille smil og et lille nik, eller ser vi på ham med afsky? Nogle gange er det meget lidt, der skal til for at få andre mennesker til at føle sig en lille smule værd midt i en kaotisk livssituation. Når vi som forældre – her i salen er vi jo alle gode forældre – henter og bringer vores børn til fritidsinteresser, skole, idrætsstævne og lignende, husker vi så at tilbyde den ensomme dreng i klassen at køre med? Tilbyder vi ham at komme med hjem at lege osv.?

Også mennesker med et handicap skal behandles ordentligt, og derfor vil jeg gerne takke Enhedslisten på lige fod med andre ordførere før mig for at tage debatten om tonen i handicappolitikken. Selvfølgelig må vi godt diskutere økonomi, også i forhold til handicappede, men det skal være en debat, hvor ordentligheden og anstændigheden træder frem. Derfor vil jeg gerne endnu en gang og igen tage dyb afstand til de meget, meget negative udtalelser, der har været. Det er ganske enkelt uacceptabelt.

Jeg vil tro, at vi alle, der sidder her i salen i dag, er inviteret til stormøde i Nyborg på onsdag. Jeg kan med det samme sige, at jeg desværre ikke har mulighed for at deltage, men jeg har i løbet af hele foråret deltaget i en lang række handicappolitiske møder, og jeg har været meget, meget bekymret og ked af, at noget af det, vi har brugt meget tid på, er at tage afstand fra den tone, der har været fra visse personer i debatten om handicappolitik. Derfor takker jeg Enhedslisten, fordi vi nu kan stå her og i hvert fald offentligt være med til at tage afstand fra den tone.

Handicappede skal have den hjælp, pleje og omsorg, de har behov for for at få deres hverdag til at fungere. Samtidig skal vi styrke den enkeltes mulighed med respekt for det enkelte menneske. Problemer og årsag er forskellige, uanset om ens funktionsevne er nedsat eller ej. Handicappede er lige så forskellige som alle vi andre. Derfor skal den sociale service være fleksibel i form af valgmuligheder, større selvbestemmelse, så det er muligt for den handicappede at finde frem til den løsning, som passer til ønsker, behov og livssituation.

Vi kan altid gøre det bedre for handicappede borgere, og derfor finder jeg det også glædeligt, at ministeren har nedsat en arbejdsgruppe, der på tværs af ministerierne skal komme med et oplæg til en ny handlingsplan for handicapindsatsen. Især ønsker jeg et langt større fokus på, hvordan vi får langt flere mennesker med et handicap inkluderet på vores arbejdsmarked. Når jeg kommer ud i diverse handicappolitiske organisationer og møder vores handicappede medborgere, hører jeg, at de rigtig, rigtig gerne vil ind på arbejdsmarkedet. Men jeg ønsker også, at der i arbejdsgruppen ses på værktøjer til at gøre overgangen fra handicappet barn til handicappet voksen langt bedre.

Vi Konservative har altid været og vil altid være garant for, at vores udsatte medborgere skal have en nødvendig hjælp. Det faktum kan ingen socialistiske partier ændre på, om end de tror og mener at de har patent på social ansvarlighed.

Tak til ordføreren. Fru Anne Marie Geisler Andersen som ordfører for Det Radikale Venstre.

I Radikale Venstre er vi også glade for, at der er taget initiativ til sådan en forespørgsel, ikke mindst set i lyset af den kedelige tendens, som vi jo har været vidner til i den seneste tid, hvor bestemte befolkningsgrupper udpeges som en stor belastning for samfundet og særligt for samfundsøkonomien. Denne tendens har først ramt mennesker med indvandrerbaggrund og nu også mennesker med handicap. En af mine bekendte fortalte, at hun havde stået i kø i supermarkedet. En dame havde vendt sig om og peget fingre ad en mor med et barn med handicap og sagt, at det var sådan nogle som dem, der kostede og gjorde, at der ikke var penge nok til normalområdet. Det er utrolig trist, at vi er nået dertil.

Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, udtalte i efteråret:

For bare 10 år siden var der ikke tale om andet end medvind på cykelstien. Som handicappet kunne man måske møde uforståenhed, men aldrig had. I dag hører det med, at man må forsvare, at man får hjælpemidler og medhjælpere stillet til rådighed for at klare hverdagen eller måske får økonomisk støtte til en bil, så man kan komme rundt. Og som noget nyt må man i stigende grad finde sig i at blive overfuset af vildt fremmede, der beskylder en for at være en snylter, en pestilens og en samfundsnasser.

I Radikale Venstre mener vi, at man burde overveje også at tale om hate crimes og hate speech forhold til mennesker med handicap. I første omgang ønsker vi, at man får overblik over omfanget af hadforbrydelser, men dernæst burde man måske overveje lovgivningsmæssigt at slå fast, at vi simpelt hen ikke tolererer hadforbrydelser over for mennesker med handicap. For når handicaporganisationerne og andre organisationer for de sårbare grupper på onsdag går sammen med personaleorganisationerne på området om arrangementet »Stop hetzen«, er det klart et udtryk for, at tonen over for mennesker med handicap har nået et historisk lavpunkt. Det er første gang i handicapbevægelsens historie, at der er taget initiativ til et arrangement som dette. Det er altså ikke blot i den socialdemokratiske ordførers tid som folketingsmedlem. Jeg håber, at vi vil være flere handicapordførere, som deltager. Jeg ved, vi allerede er et par stykker.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi fra Radikale Venstres side gerne havde set, at vi som samlet Folketing i fællesskab kunne lave en vedtagelse, der tager skarp afstand fra de forsøg, der været på at gøre mennesker med handicap til årsagen til de økonomiske problemer i samfundet. Men vi er glade for ministerens tilkendegivelse om, at vi bør stå sammen på dette område.

En af velfærdssamfundets allervigtigste opgaver er at tage hånd om mennesker, som har særlige behov. Jeg har personligt altid været tilhænger af den politiske teoretiker Rawls. En retfærdig fordeling af samfundets goder er ifølge ham, at vi forestiller os, at vi ikke ved, hvor vi selv ender i samfundshierarkiet. At vi lige så godt kunne risikere at være en af dem, som får større brug for hjælp end det modsatte. Hvordan ville vi i så fald ønske os, at goderne blev fordelt? For mig består velfærdssamfundets legitimitet i, at man kan få hjælp og støtte efter behov.

Det vil altid være et faktum, at personer med handicap koster samfundet mere end andre, og det er netop det grundlæggende princip og den grundlæggende forudsætning for det danske velfærdssamfund, hvor de brede skuldre bærer og betaler for de svageste. Nogle mennesker har behov for hjælp og støtte hele livet. Mange har det i perioder. Og igen andre kan glæde sig over, at de aldrig får det. Det betyder, at personlig hjælp og økonomisk støtte skal tildeles med udgangspunkt i den enkeltes behov.

Ligeledes skal vi værne om et effektivt klagesystem, som sikrer den enkeltes retssikkerhed i forhold til at blive imødekommet på sine behov inden for lovgivningens rammer. I Radikale Venstre ønsker vi ikke at være med til ændringer i klagesystemet, hvis det er på bekostning af borgernes retssikkerhed.

I stedet for at gøre mennesker med handicap til et problem, skal vi glæde os over de fremskridt, der er sket. Selvfølgelig giver det udfordringer rent økonomisk. Det gør det også, når folk i almindelighed lever længere. Vi skal derfor blive bedre til at inkludere mennesker med forskellige former for handicap på arbejdsmarkedet, som man bl.a. gør det via en socialøkonomisk virksomhed som Specialisterne. Virksomheden Specialisterne beskæftiger med stor succes mennesker med autisme og udnytter de særlige kompetencer, som disse mennesker har, men som blot kræver de rette omgivelser for at blomstre. Det handler om at finde styrkerne hos den enkelte, og et koncept som Specialisternes skal udbredes til andre former for handicap og arbejdspladser.

Ligeledes skal vi støtte udviklingen af ny velfærdsteknologi, hvilket både vil være til gavn for mange ældre såvel som mennesker med handicap. Selvfølgelig er det en udfordring, når enkeltforanstaltninger koster i millionklassen, men løsningen er bestemt ikke at fratage mennesker den livsnødvendige hjælp. I stedet er løsningen i samarbejde med de relevante organisationer at styrke forskningen i og produktion af bedre løsninger på dette område.

Hvorvidt Danmark allerede i dag lever op til handicapkonventionen, som regeringen fra dag et har hævdet, kan bestemt diskuteres, men der kan næppe herske uenighed om, at det at leve op til konventionen kræver en fortløbende proces for at sikre, at mennesker med handicap behandles ligeværdigt og har mulighed for at deltage i samfundet på lige fod med andre, samt at de ikke udsættes for diskrimination.

Tak til ordføreren. Så er det fru Tina Petersen for en kort bemærkning.

Jeg kunne godt tænke mig at stille ordføreren et spørgsmål, for nu kunne jeg forstå, at der var lidt tvivl om, hvorfor Dansk Folkeparti ikke kunne være med på venstrefløjens forslag til vedtagelse. Nu vil jeg så vende den lidt om og spørge, hvordan det kan være, at ordføreren nu vælger at være med på det forslag til vedtagelse i stedet for den anden sides forslag til vedtagelse.

For som jeg ser det, er der jo egentlig kun én forskel, og det er, at venstresiden af salen, altså den blå blok, fremhæver nogle af de ting, der er sket i den periode, regeringen har siddet, og hvor Dansk Folkeparti jo ofte på handicapområdet har støttet op og har været en stor del af det. Når jeg så tænker mig om, ved jeg da også, at vi faktisk ofte er meget bredt enige på handicapområdet. Så derfor er det med en vis undren, at jeg hører, at man ikke kan gå med til det forslag til vedtagelse, som regeringen og Dansk Folkeparti kommer med. Kunne jeg få et svar på det?

Ordføreren.

Nej, vi kan som bekendt kun være med på ét forslag til vedtagelse, og vi valgte at være med på det, som fru Line Barfod, der er ordfører for forespørgerne, fremsatte, og som hun meget længe forsøgte at skabe bred tilslutning til. Men jeg kan forstå, at man end ikke fik et svar fra Dansk Folkepartis side.

Men det, der har været det bærende for os i det her, har ikke været at rose regeringens initiativer. Det har været at tage skarp afstand fra den retorik, der har været på området, og det lever det her forslag til vedtagelse fuldt ud op til. Og vi havde været meget glade, hvis vi alle sammen kunne have været med og have stået sammen om det her forslag til vedtagelse.

Fru Tina Petersen.

Jeg ved ikke, om ordføreren ikke hørte, hvad jeg sagde, men ordførerens parti har jo faktisk været med til at vedtage mange af de her ting. Det er jo noget, vi har vedtaget med bred tilslutning.

Det er jo et kerneområde for samtlige partier herinde, så det er med en vis undren, at jeg hører, at man ikke kan rose. Det undrer da mig meget, for uanset om det er den ene side eller den anden side, er vi jo faktisk ofte enige på det her område, så det undrer mig. Jeg bliver nødt til at spørge, om det ikke er korrekt, at man som parti har været med til de brede beslutninger, når der har været afstemninger på det her område.

Ordføreren.

Jamen lige præcis fordi vi så ofte er enige på området, undrer det jo rigtig meget, at vi ikke kan stå sammen om at tage afstand fra den tone, der har været i debatten. Hvis vi var gået med på regeringens forslag til vedtagelse, hvor det jo var vigtigt at rose regeringens initiativer, hvilket jo også må være det vigtigste for Dansk Folkeparti, havde vi jo stadig væk ikke fået en fælles vedtagelse.

Altså, fru Line Barfod, som jo har stillet den her forespørgsel, har jo søgt at skabe bred opbakning til det forslag til vedtagelse, som de har fremsat, og det var det, vi ønskede. Og når man end ikke har hørt fra Dansk Folkeparti, er det svært at nå til enighed og lave et fælles forslag til vedtagelse.

Tak til ordføreren. Socialministeren.

Jeg vil begynde med at sige tak for en god debat og konstatere – og det er noget, jeg er meget, meget glad for – at vi er fuldstændig enige om at sige nej til den forråelse, der har været i debatten på området for mennesker med handicap. Jeg kan huske, at det var en af de ting, der begyndte i foråret sidste år, hvor der var et eksempel fra Kalundborg, som blev fremhævet i medierne, som kostede 7,3 mio. kr. for en enkelt borger. Det betød, at der var rigtig mange, som kom helt op på dupperne og kritiserede, at en borger kunne koste så mange penge, men der var ingen, der egentlig stillede det spørgsmål, som jeg egentlig synes er meget relevant: Var det egentlig det rigtige tilbud, man gav borgeren? Der var noget, der indikerede, at det ikke var verdens bedste tilbud, da sygefraværet var oppe på 40 pct., og borgeren tydeligvis ikke havde fået det bedre.

På det område er der heldigvis sket en åbning i forhold til, at man har en diskussion omkring det her område, som hedder særforanstaltninger, at det her skal vi altså gøre bedre. Vi skal bruge den nyeste viden, og vi skal bruge den udvikling, der foregår på området, til gavn for de borgere, det drejer sig om, til gavn for de medarbejdere, der arbejder med borgerne, og selvfølgelig også til gavn for kommunekassen, for det viser sig faktisk, at man kan gøre det meget, meget bedre og meget, meget billigere. Men jeg vil sige, at det konkrete eksempel og den debat, der efterfølgende var, kunne jeg godt have undværet, fordi den var med til hos nogle at skabe en meget hadsk stemning, så jeg håber virkelig, at vi med alle partiers kraftige afstandtagen til den debat har sendt et meget, meget klart signal om, at nu skal det stoppe.

Med hensyn til nogle af de ting, der kom under debatten, vil jeg sige til fru Line Barfod, at for mig er det meget, meget vigtigt, at vi bevarer den konkrete individuelle vurdering. Det er den eneste måde, hvorpå man kan finde frem til at give den enkelte borger den rette ydelse, hvis man tager udgangspunkt i den enkelte borgers funktionsevneniveau. Så det er noget, vi skal være meget opmærksomme på. Til gengæld skal vi også være bedre til at følge op, når vi har lavet en udredning, om borgeren nu også stadig væk får det, som borgeren har behov for, eller får mere end det, borgeren egentlig har behov for, så vi skal være bedre til at kunne følge op på den indsats, vi sætter i gang.

Med hensyn til klagesystemet blev der spurgt, om vi fortsat vil give mulighed for, at man kan klage over en afgørelse, såfremt man ikke er enig. Ja. Retssikkerheden skal fastholdes. Så blev hele området omkring god dialog også fremhævet. Jeg er meget, meget enig i, at vi skal blive endnu bedre til at fremme den gode dialog på området.

Så blev der sagt noget om massive besparelser og nedskæringer fra Socialdemokraterne. Jeg vil blot lige henvise til, at hvis vi tager regnskabstallene fra perioden 2003 til 2010, er der sket en stigning på området på 4,5 mia. kr., det er omkring 18 pct. Så jeg kan ikke just se, at der skulle være foretaget massive besparelser. Men som sagt er jeg glad for, at vi har haft den her forespørgselsdebat i dag, hvor vi alle sammen klart har taget afstand fra en forråelse af tonen og gerne vil have den kørt ind på rette spor og selvfølgelig hele tiden følge med udviklingen, så vi giver borgere med handicap den bedste hjælp.

Tak til ministeren. Der er lige et par korte bemærkninger. Først er det hr. René Skau Björnsson.

Jeg står her med en indkaldelse til stormøde på onsdag i Nyborg under overskriften »Stop hetzen«. En lang række organisationer og aktører på området for mennesker med handicap siger: Vi har et problem i forhold til tonen over for mennesker med handicap og socialt udsatte, og der foregår en hetz.

Jeg deler den bekymring, og jeg deler også synspunktet om, at der foregår en hetz mod mennesker med handicap. Jeg vil gerne høre, om ministeren også deler det synspunkt, altså ikke bare med hensyn til tonen, men også, at der er en hetz imod gruppen af mennesker med handicap.

Ministeren.

Jeg har også fået nogle konkrete eksempler på, at der er nogle, der direkte er blevet hetzet, enten ved verbale tilkendegivelser eller rent fysisk ved, at man har smadret deres ting – deres bil eller andet. Det skal vi jo selvfølgelig tage afstand fra.

Jeg er også i en dialog med justitsministeren om det her område i forhold til hetzen mod personer med handicap. Det er klart, at det er virkelig vigtigt, at vi som politikere fra Christiansborg sender et meget, meget klart signal om, at det skal stoppe. For vi kan som et veludbygget velfærdssamfund simpelt hen ikke være tjent med, at der er nogle mennesker, der bliver lagt for had på baggrund af noget, de egentlig ikke selv har valgt.

Hr. René Skau Björnsson.

Det er jeg meget glad for at ministeren siger, og jeg er meget glad for svaret.

Så vil jeg stille et spørgsmål om klagesystemet. Der er jo en række kommuner, der har sagt, at de bliver nødt til at ændre på klagesystemet. Ministeren siger nu her, at man selvfølgelig skal kunne blive ved med at klage over en afgørelse, der er truffet i ens sag.

Der vil jeg gerne spørge: Er ministeren også enig i, at der stadig væk for en bruger og en borger, der klager over sin afgørelse, skal være mulighed for at klage til en uvildig instans, altså en instans, der er uafhængig af kommunerne, og som kan se tingene fra en lidt anden vinkel og også fra lovgivningsvinklen i stedet for fra bare en rent kommunaløkonomisk vinkel?

Så skal der være en uvildig, uafhængig instans, man kan klage til?

Ministeren.

Hvis spørgeren tænker på f.eks. de sociale nævn og Ankestyrelsen, så mener jeg, at vi fortsat skal have dem. Jeg vil blot lige minde spørgeren om, at de sociale nævn består af en formand, som er fra statsforvaltningen, og så en person, der er udpeget af KKR, som er kommunekontaktrådene ude i de enkelte regioner. Det vil sige, at der er en politiker fra en kommunalbestyrelse og derudover en person fra handicaporganisationerne.

Men vi vil fortsat have de sociale nævn og Ankestyrelsen.

Fru Line Barfod.

Jeg vil tage fat i det svar, som ministeren lige har givet til hr. René Skau Björnsson: Betyder det, at ministeren vil afvise de krav, der kommer fra kommunerne, om at man skal forringe klagesystemet? Eller vil ministeren fastholde, at borgerne mindst skal have den samme retssikkerhed, som de har i dag, med hensyn til muligheden for at kunne klage over kommunernes afgørelser?

Ministeren.

Jeg mener helt klart, at i et samfund som det danske skal vi bevare borgernes retssikkerhed, og hvis der er en afgørelse, som de er uenige i, skal de have mulighed for at kunne klage til f.eks. de sociale nævn, og vi skal fortsat have en Ankestyrelse, der kan tage sager op af principiel betydning.

Det, som jeg godt kunne tænke mig, er nok, at der var en bedre dialog mellem ankesystemet og kommunerne, for jeg kan se, at der er nogle kommuner, der har været inde og lave en noget vidtgående fortolkning af de afgørelser, der er kommet fra Ankestyrelsen, hvor de har fortolket det i en helt anden retning og meget bredere og videre, end det egentlig var meningen. Så der er nok brug for en bedre kommunikation.

Fru Line Barfod.

Det glæder mig meget, hvis ministeren ikke vil forringe klagesystemet. Det tror jeg er afgørende.

Jeg er også glad for, at ministeren sagde, at ministeren går ind for dialog. Betyder det, at ministeren også vil tage initiativ til at få en dialog med Danske Handicaporganisationer og andre aktører på området og også kommunerne for at diskutere, hvordan mennesker med handicap i langt højere grad kan være deltagere i samfundet i stedet for bare at blive opbevaret?

Ministeren.

Ja, det er noget, der ligger mig meget på sinde. Jeg har i forvejen en løbende dialog med handicaporganisationerne. I det hele taget ligger sådan noget som f.eks. inklusion mig meget på sinde, det er noget, som jeg mener er meget vigtigt at vi har en bred dialog om, så vi sikrer, at vi får en ordentlig inklusion af borgere med handicap. Jeg har såmænd lige i dag haft et godt møde med Landsforeningen LEV om nogle af de sager, der har været fremme i pressen de senere dage, så vi kan finde en god løsning på det, hvilket jeg helt klart fornemmer at Kommunernes Landsforening også er med på, så vi kan sikre, at der ikke kommer så mange af sådan nogle triste sager, hvor der er sket misbrug af borgere med handicaps penge, når de bor i et botilbud.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Der står i handicapkonventionen, at deltagerstaterne skal forbyde enhver diskrimination på grund af handicap og skal sikre personer med handicap lige og effektiv retlig beskyttelse imod diskrimination af enhver grund. Jeg vil blot spørge ministeren, hvordan ministeren vil forholde sig til at gøre hadforbrydelser mod mennesker med handicap til en del af dansk lovgivning.

Ministeren.

Det var det, jeg nævnte tidligere, at jeg netop på baggrund af nogle af de henvendelser, jeg har fået, nogle af de sager, der har været i pressen, har rettet henvendelse til Justitsministeriet, fordi vi har behov for at se, hvor udbredt det her er.

Fru Anne Marie Geisler Andersen? Ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren.

Da der ikke er flere … Jo, undskyld, ordføreren for forespørgerne. Det er rigtigt. Det er der en ret til, naturligvis. Fru Line Barfod.

Tak. Jeg vil gerne takke for debatten. Jeg tror, at det har betydning, at vi haft en sådan debat. Jeg håber, at det har betydning for den offentlige debat, at samtlige partier i Folketinget har taget meget klar afstand fra retorikken. Det synes jeg er et væsentligt resultat i sig selv. Jeg tror, at det er afgørende, at vi, der har deltaget i debatten, også er med til at udbrede den holdning. Nogle af os deltager i stormødet på onsdag om Stop Hetzen, men vi har jo også muligheden for i øvrigt at deltage i den offentlige debat, og det tror jeg er væsentligt at vi gør. Jeg er også meget glad for, at ministeren har kontaktet Justitsministeriet for at få undersøgt, hvor udbredt hadforbrydelser er på det her område, for det er noget, vi skal have stoppet med det samme.

Så synes jeg jo, at det er ærgerligt, at det ikke lykkedes at finde et fælles forslag til vedtagelse. Jeg forstår stadig væk ikke, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre. Det må vi jo så diskutere videre. Men jeg håber, at vi alligevel kan blive enige om at få gang i en dialog om, hvordan vi kommer videre på det her område. Når der er enighed om, at det ikke er mennesker med handicap, der skal lastes for, at der er stigende udgifter på området, og at der er økonomiske problemer i samfundet, men at vi tværtimod fortsat skal tage udgangspunkt i en konkret individuel sagsbehandling, så må det også være muligt at gennemføre den dialog, som danske handicaporganisationer har lagt op til, om, hvordan vi sikrer, at mennesker med handicap kan komme til at deltage i samfundet.

Det, jeg oplever og også hører fra mange, er jo, at mange kommer til at bruge alle deres ressourcer på at slås med systemet, i stedet for at vi sammen finder ud af, hvordan man kan få det bedst mulige ud af sit liv, og hvordan man kan deltage bedst muligt. Vi bliver altså nødt til at se langt mere på, hvad man kan gøre for at få en helt anden tilgang og en dialog både på samfundsplan og også helt konkret. For vi kan se, at mange af de mennesker, som man generelt har fordomme om ikke kan deltage, jo kan det, når de får mulighederne. Virksomheden Specialisterne bliver jo ofte nævnt, hvor autister har nogle rigtig gode evner i forhold til it. Der er også TV-Glad og en række andre virksomheder, hvor mennesker med udviklingshæmning virkelig kan bidrage. Det er noget af det bedste og gladeste fjernsyn, man kan se. Der er teaterforestillinger. Der er masser af mennesker med udviklingshæmning, der i dag kan bidrage som lagermedarbejdere, som gartnermedhjælpere osv. Der er masser af muligheder, hvis man giver folk en ordentlig behandling og ser på, hvordan man kan gøre det.

Jeg tror også, at der ligger rigtig meget i, at vi får opprioriteret normalsystemet. Det er klart mit indtryk, at man i de senere år har skåret så meget på vuggestuer og børnehaver og folkeskoler, så rigtig mange børn får store problemer og ikke rigtig kan være der længere, og så kommer de over i specialtilbud, som er langt, langt dyrere, end hvis vi havde en lidt højere normering på normalområdet og derfor kunne rumme børnene og kunne give dem de trygge og sikre rammer, der kunne gøre, at de ikke udviklede alle de problemer, der gør, at de bliver sendt over på specialområdet. Det mener jeg også er noget af det, der er brug for, at vi diskuterer meget mere.

Så vil jeg sige i forhold til klagesystemet, at jeg er glad for, at ministeren så klart sagde, at der ikke må ske forringelser af den enkeltes retssikkerhed, for jeg forstod simpelt hen ikke svaret fra Venstres ordfører. Vi må så diskutere videre på et senere tidspunkt, hvad det egentlig var, der lå i det svar, men jeg mener, at det er helt afgørende, at vi fastholder retssikkerheden for mennesker med handicap, så de har muligheden for at klage over afgørelser, og jeg er selvfølgelig enig i, at man skal have en dialog mellem ankesystemet og kommunerne om, hvad det egentlig er, afgørelserne betyder, for det bedste ville jo være, hvis kommunerne traf de rigtige afgørelser første gang, så man slet ikke behøver at komme igennem klagesystemet. Det vil jo helt klart være det, der er det bedste.

Så jeg håber med den her debat, at vi kan gå ud og sige, at vi får stoppet den hetz nu, og at vi går ud og siger til kommunerne, at der altså fortsat skal være en konkret individuel behandling, og de får ikke igennem, at der skal ske forringelser af klagesystemet. Derfor bliver vi altså nødt til at få en konstruktiv tilgang til, hvordan man kan have en dialog med folk og få dem til at blive en del af samfundet i stedet for at tale om, at der skal ske nedskæringer på området, som vi kan se, at halvdelen af kommunerne lægger op til, og i stedet for at tale om, at man skal begynde at bruge bæltefiksering eller medicinering eller andet for at holde folk i ro. Vi skal ikke tilbage til dengang, man bare så mennesker med handicap som noget, der skulle opbevares. Vi skal tværtimod sikre, at langt flere kan deltage i samfundet.

Så jeg synes faktisk, at det har været en rigtig god debat, vi har haft i dag. Tak.

Tak til ordføreren.

Så er der vist ikke flere, der har bedt om ordet, tror jeg, og derfor er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted på onsdag.