Det sidste punkt på dagsordenen er:

3) Forespørgsel nr. F 40:

Forespørgsel til finansministeren:

Hvad agter regeringen at gøre for at forbedre rammerne for kommunernes økonomi og det kommunale selvstyre i 2012, herunder i forhandlingerne om den kommunale økonomi?

Af Line Barfod (EL), Per Clausen (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL).

(Anmeldelse 12.05.2011. Fremme 17.05.2011).

Fru Line Barfod.

Noget af det, der har allerstørst betydning for vores samfund, er jo, hvor mange penge der bliver sendt ud til kommuner og regioner, og hvilke bindinger der bliver lagt på de penge, der bliver sendt ud til kommuner og regioner, og hvilke aftaler der i øvrigt bliver indgået. Men det foregår ikke ved åben debat i Folketinget og forhandling, som når vi behandler lovforslag. Nej, det foregår i forhandlinger bag lukkede døre i Finansministeriet, og derfor synes vi, det er væsentligt, at vi dog som minimum har en forespørgselsdebat om, hvad der egentlig foregår bag de lukkede døre, og hvad finansministeren kan oplyse om, hvad regeringen lægger vægt på ved de forhandlinger.

Vi ser en situation i kommunerne, hvor sundhedsplejersker ofte først kommer 7 dage efter, at mor og barn er kommet hjem fra sygehuset, hvor der ikke er tid til at skifte ble på børn, når de har behov for det i vuggestuerne, hvor skolebørn ikke får minimumstimetallet, hvor ældre får mindre og mindre hjælp osv. – der bliver sparet på alle de områder, som kommunerne skal tage sig af. Vi hører igen og igen fra finansministeren og andre ministre, at det ikke er deres ansvar. Det er altid nogle andres ansvar, det er aldrig ministerens ansvar.

Derfor håber jeg, at vi i den her debat kan få løftet lidt af sløret fra finansministeren for, om det også er det, som regeringen fortsat vil sige, eller om man vil begynde at tage ansvar og sige, at man faktisk mener, at der skal skæres ned på velfærden ude i kommunerne, at man faktisk mener, at kommunerne skal have endnu mindre at skulle have sagt, og at man skal diskutere, hvordan man afvikler velfærden i stedet for at udvikle velfærden. Det ville være rart for en gangs skyld at få en ærlig debat fra ministeren og fra regeringspartiernes og Dansk Folkepartis ordførere, så det håber jeg meget at vi kan få under den her debat.

Tak til ordføreren. Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse bliver udsat til torsdag den 26. maj 2011.

Finansministeren.

Regeringen og KL skal i den kommende tid forhandle de overordnede økonomiske rammer for kommunerne i 2012. De forestående forhandlinger skal ses i lyset af, at dansk økonomi står over for betydelige udfordringer i de kommende år, hvor tidligere års store overskud er vendt til underskud. Samtidig står vi i de kommende år med den meget håndgribelige udfordring, at et stigende antal personer skal på pension, uden at et tilsvarende antal yngre årgange står klar til at tage over. Det er baggrunden for, at regeringen har indgået aftale om senere tilbagetrækning – og to streger under facit, som til sammen sikrer balance mellem indtægter og udgifter i 2020.

Velfærden sikres ved at styrke arbejdsudbuddet markant og stimulere væksten. Det er også baggrunden for genopretningsaftalen fra sidste år, hvor vi indledte en flerårig indsats, som styrker de offentlige finanser med 24 mia. kr. Med genopretningsaftalen blev der fastlagt en klar og fast ramme for de kommunale serviceudgifter frem til 2013. Aftalen indebærer, at den høje økonomiske budgetramme til service i kommunerne i 2010 fastholdes uændret frem til 2013. De faste krav til genopretningen understøttes af sanktionslovgivningen, der stiller krav om, at kommunerne overholder den aftalte ramme både i budgetter og i regnskaber. Sanktionerne indtræder vel at mærke først, såfremt kommunerne ikke lever op til det aftalte. Sanktionerne holder således ikke kommunerne i et jerngreb, som man nogle gange hører i debatten. Kommunernes frihedsgrader er uændrede. Vi kræver blot, at de lever op til de aftalte rammer.

Det er endnu for tidligt at sige noget konkret om forhandlingerne og indholdet af en eventuel aftale, men jeg kan ridse nogle af de overordnede temaer op. En af regeringens centrale prioriteringer er et løft af de fysiske rammer på de borgernære serviceområder, dvs. dagtilbud, folkeskole samt ældreområde. Regeringen har derfor etableret en Kvalitetsfond på i alt 22 mia. kr. til et betydeligt løft af de kommunale investeringer på de borgernære områder i perioden 2009 til 2018. I 2010 blev der i lyset af konjunktursituationen udmøntet 4 mia. kr. fra Kvalitetsfonden. Regeringen vil følge op på, at kommunerne lever op til det aftalte løft af investeringerne på disse borgernære områder, og så vil vi drøfte den videre udmøntning af Kvalitetsfonden.

Med uændrede økonomiske rammer er det givet, at regeringen og kommunerne skal have fokus på en bedre ressourceudnyttelse inden for den høje ramme til service i kommunerne. Det er med andre ord nødvendigt, at de eksisterende økonomiske ressourcer i kommunerne anvendes på en bedre og klogere måde, f.eks. ved at nytænke opgaveløsningen gennem afbureaukratisering ved at anvende ny teknologi og gennem digitalisering. Regeringen vil også bidrage til at styrke kommunernes muligheder for lokalpolitiske prioriteringer og dermed understøtte en stærk kommunal sektor gennem konkrete tiltag. Det sidste spor vender jeg tilbage til, så lad mig begynde med det første.

Vi skal have mere service ud af de mere end 230 mia. kr., som kommunerne årligt budgetterer med. Med den såkaldte gensidighedsaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening har regeringen og Kommunernes Landsforening aftalt at frigøre ressourcer svarende til 5 mia. kr. i kommunerne frem mod 2013. Regeringen har forpligtet sig til at levere halvdelen af potentialet på 5 mia. kr., og med initiativerne fra økonomiaftalerne for 2010 og 2011 har vi fremlagt konkrete statslige initiativer, som i alt frigør 1,1 mia. kr. til service i kommunerne i 2011. Lad mig nævne nogle konkrete veje for at sikre bedre ressourceudnyttelse i kommunerne, som vi vil tage op i de kommende forhandlinger med kommunerne. Med regeringens afbureaukratiseringsindsats – der gik under navnene »Mere tid til velfærd« og »Væk med bøvlet« – er der iværksat et omfattende arbejde for at forenkle den offentlige sektor, dvs. færre krav, regler og indberetninger, så de ansatte i kommunerne kan bruge mere tid på de borgernære kerneopgaver. Næsten alle forslag i »Mere tid til velfærd« er gennemført og har indtil nu frigjort 400 mio. kr.

Forsøget med frikommunerne og udfordringsretten er andre eksempler på, at regeringen og kommunerne i fællesskab forenkler og styrker den kommunale sektor ved at afprøve nye og mere enkle måder at løse opgaverne på.

Ambitionen er, at de ni frikommuner får så vide lovgivningsmæssige rammer som muligt til at tilrettelægge den borgernære service på nye måder. Hensigten med forsøgene er at få en ny inspiration til at ophæve statslige proces- og dokumentationskrav ligesom at inspirere kommunerne til nye interne organisations- og ledelsesformer.

Kommunernes indkøb er endnu et eksempel på et område med store effektiviseringspotentialer. I dag køber kommunerne varer og tjenesteydelser for omkring 75 mia. kr. årligt, men der er store forskelle på, hvor effektivt kommunerne køber ind. F.eks. betaler mange kommuner omkring to-tre gange mere for kontorvarer end den kommune, der køber billigst ind. En analyse viser således, at indkøbet i kommunerne kan effektiviseres med et milliardbeløb årligt.

Derudover kan der indhøstes betydelige gevinster gennem digitalisering og anvendelsen af nye teknologiske løsninger. Det er baggrunden for, at vi præsenterer en ny ambitiøs fællesoffentlig digitaliseringsstrategi for 2011-2015. Det er også baggrunden for, at regeringen har afsat 0,5 mia. kr. til it i folkeskolen, og endelig er det baggrunden for, at regeringen har afsat midler i ABT-fonden til projekter, der afprøver nye teknologier og nye arbejdsgange for at spare personaleressourcer og for at forbedre servicen.

Konkurrence er et andet godt og velafprøvet redskab til at sikre, at de offentlige opgaver løses bedst og billigst, og der ligger et betydeligt uudnyttet potentiale. Regeringen ønsker derfor, at kommunerne skal øge konkurrenceudsættelsen af de kommunale opgaver til 31,5 pct. i 2015. Der er samlet set mange måder at stimulere kommunernes indsats for at omstille og nytænke måden, velfærdsservice leveres, på, og kigger man på tallene, vidner de store kommunale forskelle om et betydeligt effektiviseringspotentiale. Lad mig nævne et par eksempler. Kommunerne har ikke formået at opnå en mere effektiv administration, som kommunalreformen har dannet grundlag for, og det skyldes ikke mangel på klare effektiviseringspotentialer. F.eks. bruger de dyreste kommuner dobbelt så mange penge på administration, som de billigste kommuner gør. Fra regeringens side vil vi lægge op til at fastsætte nogle klare måltal for udviklingen i de kommende år, som kommunerne holdes op på.

Tilsvarende er der på de større serviceområder store forskelle mellem kommunerne med de højeste og laveste udgifter. Eksempelvis udgør udgifterne til folkeskolen i nogle kommuner omkring 50.000 kr. pr. elev om året, mens andre kommuner bruger op mod 95.000 kr. pr. elev om året. Disse forskelle afspejler forskellige vilkår, men også, at nogle kommuner er drevet mere effektivt end andre. Nogle kommuner har f.eks. været bedre til at sikre sig, at de får mere undervisning og tid til eleverne ud af lærernes arbejdstid. Det slår direkte ud i mere undervisning for de samme penge.

Danmark har tradition for en stærk decentral offentlig sektor, og regeringen har en solid tro på det kommunale selvstyre og på kommunernes muligheder for at finde lokale løsninger og tilpasse den leverede service til lokale behov og ønsker. Aftalesystemet er omdrejningspunktet for dialogen mellem regeringen og kommunerne. Her aftales de økonomiske rammer for kommunerne under et. Aftalesystemet beror på, at kommunerne overholder den fastlagte økonomiske ramme. Det er helt centralt for de kommende års genopretning af den offentlige økonomi.

Regeringen har på den baggrund fokus på bedre økonomistyring i kommunerne og underliggende institutioner, dvs. en tæt og løbende opfølgning på den økonomiske udvikling. Regeringen vil derfor også arbejde for at understøtte kommunernes mulighed for lokalpolitisk at styre og prioritere opgaveløsningen i overensstemmelse med lokale ønsker og behov. Det gælder ikke mindst i forhold til styringen af specialundervisningsområdet og det specialiserede socialområde, hvor der de senere år har været en kraftig udgiftsudvikling.

Her er der som led i de foregående års økonomiaftaler lanceret en række initiativer, der skal understøtte kommunernes lokalpolitiske handlerum. På det specialiserede socialområde har regeringen bl.a. taget initiativ til ny lovgivning, der forenkler de sociale rammeaftaler og giver kommunerne ansvaret for koordineringen. Der er også skabt sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar. På specialundervisningsområdet er regeringen og KL enige om behovet for en omstilling, hvor øget inklusion bidrager til en reduktion af den andel af ressourcerne, der anvendes til specialundervisning. Ambitionen om en mere rummelig folkeskole er til gavn for eleverne, og samtidig indebærer en mere rummelig folkeskole, at der kan frigøres ressourcer til at styrke den almindelige undervisning i folkeskolen.

Regeringen vil også i de kommende forhandlinger arbejde for at styrke kommunernes rum til selvstyre, dvs. til lokalpolitisk at tilrettelægge og opprioritere indsatsen inden for lovens rammer.

Generelt har regeringen i de senere år gennemført en række initiativer, der styrker det kommunale selvstyre. I forbindelse med kommunalreformen blev der dannet nye større og stærkere kommuner både økonomisk og fagligt, og kommunerne overtog i forbindelse med reformen en lang række opgaver fra amterne på f.eks. social-, trafik- og miljøområdet. Kommunernes økonomi udgør dermed cirka halvdelen af hele den offentlige økonomi. Fra 2009 har kommunerne derudover overtaget ansvaret for den samlede beskæftigelsesindsats, og dermed sikres et enstrenget, kommunalt forankret beskæftigelsessystem.

Regeringen står over for nogle spændende forhandlinger med kommunerne, der formentlig vil komme til at omhandle mange forskellige emner. Samtidig er kommunerne i fuld gang med at omstille og nytænke opgaveløsningen i kølvandet på kommunalreformen og i lyset af de mange nye muligheder i form af bl.a. digitale løsninger og teknologiske hjælpemidler.

Jeg er sikker på, at regeringen og KL i fællesskab finder frem til nogle fornuftige løsninger, der sikrer den fortsatte genopretning af den offentlige økonomi og den fortsatte udvikling af de borgernære velfærdsområder i kommunerne. Det er som altid regeringens synspunkt, at indholdet i en aftale grundlæggende skal understøtte det lokale selvstyre, hvor kommunerne har gode muligheder for at prioritere og vælge lokale løsninger. Tak.

Tak til finansministeren. Så går vi i gang med forhandlingerne, og den første er ordføreren for forslagsstillerne, fru Line Barfod.

Det var jo spændende at høre ministerens tale, især her mod slutningen, hvor ministeren ligesom lagde op til, at nu kom de initiativer, som regeringen vil komme med for at øge det kommunale selvstyre. Og jeg lyttede og jeg lyttede, og der kom ikke noget, så det håber jeg vi kan få frem i debatten, hvis regeringen har bare ét konkret forslag til at øge det kommunale selvstyre.

Jeg håber også, at vi kan høre lidt mere om, hvad det er for en slags velfærd, som regeringen mener at man vil styrke. Er det den velfærd, som vi hidtil har bygget op i Danmark gennem flere generationer, hvor man får det, man har behov for, altså at børn får en god hverdag i en børnehave, i en vuggestue, får den undervisning i folkeskolen, de har behov for, og ældre får den hjælp, de har behov for osv.? Er det den velfærd, som man siger man vil styrke? Eller er det den velfærd, vi har set regeringen med stor opbakning fra Dansk Folkeparti rent faktisk har udviklet igennem de sidste 10 år, hvor man får efter hvor stor en pengepung, man har, og hvor det, der er afgørende, er, om man har råd til at betale, og ikke hvilket behov man har? For det er jo der, den store debat står.

Alle kan sige de pæne ord om, at vi gerne vil have nogle stærke kommuner. Alle kan sige de pæne ord om, at vi gerne vil have en stærk offentlig sektor. Men det afgørende er jo at diskutere, hvad det er for et indhold, og hvordan man ønsker at vi skal få det indhold, herunder i høj grad også, hvem det er, der skal bestemme. Det, vi har kunnet se, er jo, at den udvikling, som finansministeren sammen med den tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, har gennemført i de sidste 10 år, har gået ud på at afvikle demokratiet, har gået ud på at afvikle det kommunale selvstyre, som har haft så stor betydning for, at vi har fået opbygget et stærkt velfærdssamfund. I stedet har man troet, at markedsmekanismer skulle kunne erstatte det.

Men når vi ser på virkeligheden ude i kommunerne, kan vi altså se, at det er gået den stik modsatte vej – så har man afviklet og afviklet velfærden. Og vi er nu nået til, at det virkelig gør ondt mange steder. Det har også den store betydning for samfundsøkonomien, at kommunerne ikke rigtig har mulighed for at tænke langsigtet og lave investeringer, som kan have betydning for samfundsøkonomien, men i stedet, fordi de risikerer at få dummebøder af regeringen og Dansk Folkeparti, er nødt til at tænke meget kortsigtet og kun se på, hvad der gavner den enkelte adskilte kasse, i stedet for hvad der gavner den samlede samfundsøkonomi.

F.eks. har vi et stort behov for klimainvesteringer, for at få renoveret vores bygninger, samtidig med at vi har en masse bygningshåndværkere, der går arbejdsløse. Hvis man havde muligheden for at tænke fornuftigt og langsigtet, ville man selvfølgelig sørge for at få gang i klimarenoveringerne og få ansat nogle af de arbejdsløse til at lave det arbejde, der er behov for, så man også på længere sigt sparer udgifter til høje energiafgifter og energiudgifter i det hele taget og også sikrer, at vi ikke skal bruge så meget fossilt brændstof, men kommer over på vedvarende energi.

Man ville kunne gøre en god forebyggende indsats og i stedet for at fyre pædagoger så sørge for, at vi har folk ansat til at tage sig af vores børn, så man har en ordentlig social indsats i forhold til alle børn, frem for at man, når først de er kommet ud i meget store problemer, skal give dem specialundervisning, skal anbringe dem osv. Man ville kunne sørge for at investere langsigtet i det hele taget og tænke på tværs af flere sektorer, hvis man fik muligheden for det. Men der er ikke noget, der tyder på, desværre, at det er det, regeringen og Dansk Folkeparti lægger op til. Jeg håber, at vi kan få lidt mere frem under debatten om, hvad det er.

Vi kunne høre, at det, ministeren ville, var det stik modsatte af selvstyre, for det var, at man ville have flere tvangsprivatiseringer, og man ville tvinge kommunerne til at lave endnu mere af det, man kalder konkurrenceudsættelse. Det, vi har set hidtil, er, at det koster enormt mange penge i bureaukrati, og det tvinger kommunerne til, at de skal organisere deres arbejde på en helt anden måde end det, der er det mest fornuftige, og det, som gør, at man kan sikre en ordentlig opgaveløsning for borgerne.

Dertil kommer så hele den debat, vi har haft i de seneste par år, om udkantsområder i Danmark, hvor kommunerne heller ikke får de muligheder, der skal til, for faktisk at sikre lokale investeringer til at skabe lokale arbejdspladser og lokale gode forhold og sammen med deres ansatte og deres borgere sikre gode udviklingsmuligheder. De alt for stramme regler herindefra og den alt for stramme økonomi, som ministeren dikterer, tvinger dem til bare at skulle afvikle.

Jeg skal derfor på vegne af Socialdemokraterne, SF, De Radikale og Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

Folketinget konstaterer, at landets kommuner befinder sig i en vanskelig situation. De fleste kommuner tynges af et økonomisk og styringsmæssigt pres, der mindsker det kommunale selvstyre og giver anledning til uhensigtsmæssig budgetadfærd og nedskæringer på velfærd og service.

Folketinget ønsker at styrke det kommunale selvstyre og sikre realistiske rammer med plads til at opretholde og udvikle velfærden.

Folketinget pålægger på den baggrund regeringen inden udgangen af 2012 at gennemføre en analyse af muligheden for at omlægge den samlede kommunale økonomi på en sådan måde, at kommunerne gives større selvstændighed og frihed til at planlægge langsigtet, samtidig med at kommunerne i endnu højere grad kan bidrage til at tage medansvar for den samlede samfundsøkonomi.

(Forslag til vedtagelse nr. V 65).

Tak. Det har affødt en enkelt kort bemærkning. Det oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i debatten, men der vil først blive stemt om det torsdag den 26. maj.

Der er en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby.

Tak. Grunden til, at jeg gerne vil stille et spørgsmål til ordføreren, er selvfølgelig, at det er Enhedslisten, som har ønsket den her debat. Jeg har egentlig ikke noget imod, at vi tager en diskussion om kommunernes økonomi. Tværtimod synes jeg det er fint. Men det, jeg undrer mig meget over, er netop Enhedslisten, som jo er et parti, som har sagt, at de vil støtte en S-SF-regering hundrede procent, og at de ønsker et regeringsskifte i Danmark. Det betyder jo også, at man dermed gør sig til fortaler for den økonomiske politik, som en ny S-SF-regering vil gennemføre.

Der har vi i bl.a. Politiken fra den 12. maj kunnet læse om folk, som udtaler sig om den økonomiske plan, der kommer, og fra S og SF’s side siger man: Vi er nødt til at gennemføre de her reduktioner i fremskrivningen af den kommunale drift fra 2013. Det betyder jo så, som professor i økonomi ved Aarhus Universitet Michael Svarer siger, at der vil være 18 mia. kr. mindre til at sikre gode skoler og plejehjem, og at der vil komme dårligere forhold for de handicappede og de syge. Der vil jeg gerne spørge ordføreren: Hvordan kan det være, at Enhedslisten kan støtte en sådan politik?

Ordføreren.

I modsætning til Dansk Folkeparti, der siger, at man vil arbejde til gavn for dem, der har mindst, men stemmer for regeringens politik igen og igen, hvormed man forringer dagpengene, forringer efterlønnen, skærer ned i kommunerne og giver pengene til skattelettelser til rigeste, så har Enhedslisten faktisk tænkt sig at sige og holde fast ved – jeg har også sagt det åbent flere gange – at vi ikke lægger stemmer til kommunale nedskæringer. Vi peger helt klart på en socialdemokratisk ledet regering, det er der ingen tvivl om, men for os er det væsentligt, at der i de forslag, der fremkommer, indgår, at man skal til at investere i samfundet, at man skal investere i at skabe arbejdspladser, at man skal investere i at få bedre skoler, et bedre uddannelsessystem og bedre velfærd.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Ud af de 63 mia. kr., som S og SF manglede, vælger man så at anvise de 18 mia. kr. ved netop at ændre på fremskrivningen fra 1,4 til 0,8 pct. pr. år. Det forslag kan Enhedslisten altså ikke støtte her i Folketinget. Jeg vil gerne have ordføreren til klart at bekræfte, at såfremt S og SF får flertallet og de vil fremlægge den her økonomiske politik, vil Enhedslisten stemme imod, og dermed vil den nye regering så have en manko på 18 mia. kr.

Ordføreren.

Dansk Folkeparti kan forsøge lige så meget, de vil. Dansk Folkeparti stemmer for nogle besynderlige planer, hvor man siger, at hvis man gør folk arbejdsløse, skulle det pludselig give penge i statskassen. Den eneste måde, folk kommer i arbejde på ved at skabe flere arbejdsløse, er jo at sænke lønningerne. Det kan Dansk Folkeparti så sige ærligt er det man vil. Det, vi siger meget klart, er, at vi vil stemme for en politik, som skaber flere arbejdspladser, og som gør, at der investeres i uddannelse, og at der investeres i velfærd. Vi stemmer klart imod forslag, som forringer velfærden. Det er der ikke noget nyt i. Det har vi sagt hele vejen igennem.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Den næste i ordførerrækken er fru Sophie Løhde fra Venstre.

Jeg har personligt set frem til dagens debat og vil endda i dagens anledning gerne starte med at rose Enhedslisten, ikke kun for at rejse den konkrete debat om kommunernes økonomi og selvstyre, for jeg synes også, at Enhedslisten skal have ros for at være ærlige, f.eks. når de i weekenden ikke var blege for at kræve indflydelse på alt over for Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, herunder ikke mindst på den økonomiske politik.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Venstre ikke sådan ligefrem er enige med Enhedslisten i den økonomiske politik, men vi vil da i det mindste gerne kvittere for, at de i Enhedslisten både er ærlige og konkrete. Vi kan kun opfordre til, at den samme erkendelse bliver taget med over i den øvrige del af den røde opposition, nu hvor Enhedslisten gerne vil være med til at agere fremtidig kassemester. At det så i sig selv er ganske svært at se for sig, hvordan partierne inden for den røde blok skal kunne blive enig med sig selv om noget så centralt som den økonomiske politik, er jo et helt kapitel for sig.

I Venstre er vi stolte af, at regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre har indgået en historisk aftale om en tilbagetrækningsreform, der ikke alene sikrer, at vi får balance mellem indtægter og udgifter, men som også er med til at sikre, at vi også i fremtiden får råd til at investere i gode skoler, moderne sygehuse og en tryg ældrepleje. Fra 2014 skaffer vi faktisk fire friske milliarder kroner til mere velfærd – og det er vel at mærke hvert år. Genopretningen af balancen i de offentlige finanser er nemlig ikke alene en betingelse for overhovedet at have handlemuligheder i de kommende år, men også velfærd. Det er også derfor, at vi i Venstre vælger varig velfærd i stedet for luftige løfter, smarte overskrifter og ønsketænkning uden konkrete svar. Med tilbagetrækningsreformen bliver der bygget oven på genopretningspakken, sådan at der med kontante løsninger skabes balance mellem indtægter og udgifter.

For kommunerne indebærer det, at de i 2011-2013 kan opretholde en historisk høj budgetramme til service, hvor en årlig pris- og lønregulering sikrer kommunerne uændret købekraft. Kommunerne vil derved i 2012 have de samme historisk høje budgetter, som de har i 2011, og som de havde i 2010, hvor vi årligt bruger knap 74 mia. kr. mere på den borgernære velfærd, end hvis Nyrupregeringens niveau fra 2001 alene var videreført og prisreguleret. Det betyder, at udgangspunktet for konsolideringen er et aktuelt historisk højt udgiftsniveau.

Derudover er det naturligvis vigtigere end nogen sinde, at kommunerne konsekvent har fokus på at frigøre ressourcer til fortsat udvikling af den borgernære velfærd, f.eks. ved at effektivisere og omprioritere sig til et øget råderum gennem øget digitalisering, effektivisering af administrationen, mere effektive indkøb, lokal afbureaukratisering samt nedbringelse af sygefraværet for blot at nævne et par enkelte eksempler.

Kommunerne gør i de her år en stor og vigtig indsats for at gå nye veje i opgaveløsningen med henblik på at omprioritere midler, finde effektiviseringspotentialer og på anden måde tilpasse opgaveløsningen. Det vil vi i Venstre gerne kvittere for, ligesom vi meget gerne vil understøtte kommunerne i det fortsatte arbejde med, at vi også i de kommende år kan sikre, at vi får mere velfærd for pengene. Målet er ikke, at alle kommuner skal være ens. Målet er, at flere skal lære af de bedste og gennem lokale løsninger finde frem til de måder, hvorpå man bedst og billigst kan levere service ud fra lokale behov og ønsker.

Friheden til at gå nye og egne veje i opgaveløsningen er et helt centralt element i det kommunale selvstyre. Det er bl.a. derfor, at regeringen siden 2001 har gennemført en lang række initiativer for at sikre større rum for lokal prioritering og nytænkning i kommunernes opgaveløsning. Eksempler herpå er frihedsbrevet, udfordringsretten, afbureaukratisering og nu senest frikommuneforsøget, hvor målet er bedre kvalitet i den offentlige service ved at sikre udvikling og afprøvning af nye måder at styre og tilrettelægge den borgernære service på og samtidig afprøve nye styrings- og ledelsesformer i kommunerne. I Venstre har vi store forventninger til de mange indsatser, og vi vil også fremadrettet arbejde for at understøtte kommunernes lokalpolitiske handlerum i udviklingen af de borgernære velfærdsområder i kommunerne.

Det var så en kort opsummering af, hvad regeringen, herunder Venstre, gerne vil gøre for at sikre sunde rammer om dansk økonomi og dermed også medvirke til at forbedre rammerne for kommunernes økonomi og det lokale selvstyre.

Men hvad er det så, som Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti gerne vil, og som Enhedslisten jo så kræver fuld indflydelse på, ikke mindst i forhold til den økonomiske politik? Det korte svar må være, at det fortsat må stå hen i det uvisse. Tidligere var der i hvert fald ikke, når man snakkede med Socialistisk Folkeparti, nogen grænser for, hvor mange penge man kunne love kommunerne, f.eks. var både hr. Villy Søvndal og fru Helle Thorning-Schmidt i 2008 medforslagsstillere til et forslag, der pålagde regeringen at give kommunerne endnu flere penge, alt imens man nu i det senest færdiglavede oplæg kritiserer regeringen for at have vendt det blinde øje til budgetoverskridelser i netop kommunerne.

Sådan er der eksempel på eksempel på, hvordan man har sagt et og gør noget andet, og når man så skal levere de konkrete løsninger og de konkrete svar, så svigter man…

Taletiden er desværre ved at være udløbet.

I Venstre er vores svar til gengæld klart. Vi vil gerne være med til at arbejde os ud af krisen i stedet for at gældsætte og belåne Danmark ud i en ny krise.

Jeg skal på den baggrund på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og fru Pia Christmas-Møller fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Regeringen skal i den kommende periode forhandle med KL om rammerne for den kommunale økonomi for 2012. Folketinget konstaterer, at der med genopretningsaftalen er aftalt klare og faste rammer for de kommunale serviceudgifter frem mod 2013. Det følger af aftalen, at kommunerne kan fastholde den høje budgetramme i 2010 frem mod 2013. Folketinget noterer, at regeringen i de kommende forhandlinger lægger vægt på mulighederne for bedre ressourceudnyttelse samt initiativer, der kan styrke kommunernes muligheder for lokalpolitisk styring og prioritering med henblik på at understøtte en stærk decentral kommunal sektor.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 66).

Det vil indgå i forhandlingen, men først blive stemt om i morgen, den 26. maj 2011.

Til gengæld er der et par korte bemærkninger til ordføreren. Jeg skal lige understrege for en sikkerheds skyld, at her er der 1 minuts taletid til hver. Den første er fra hr. Rasmus Prehn. Værsgo.

Noget tyder på, at Venstre hverken overholder sine løfter eller den taletid, der er givet til rådighed her i Folketingssalen.

I forhold til det, ordføreren er inde på, hvor hun taler varmt og engageret om det med afbureaukratisering og mere effektivisering og sådan set også tillid til kommunerne, er det jo lidt underligt, at de forskellige forskere, der sidder og iagttager, hvad der sker med regeringens lovgivning over for kommunerne, har et helt andet billede af, hvordan den siddende regering behandler kommunerne. Jeg står her med en artikel fra Ugebrevet A4, hvor en forsker fra Københavns Universitet, Gunnar Gjelstrup, giver udtryk for, at efter strukturreformen har der næsten som perler på en snor været gennemført begrænsninger af det kommunale selvstyre. Er det den form for tillid og den form for frihed, som Venstre vil give kommunerne, nemlig at man kommer med det ene forslag efter det andet, der begrænser det kommunale selvstyre, som sætter snærende bånd, i forhold til hvad man må i landets kommuner?

Fru Sophie Løhde.

Jeg har i min tale nævnt en lang række konkrete eksempler, som jeg meget gerne vil gentage, hvis det skulle hjælpe på forståelsen, med hensyn til at vi konsekvent arbejder på at give kommunerne nye frihedsgrader og ikke mindst også nye måder at gå nye veje på i opgaveløsningen.

Men jeg synes alligevel, at det er lidt tankevækkende, når vi nu apropos snakker om løfter, for nu har man jo fra S og SF's side for dog endnu ukonkret finansiering – vi kan ikke få at vide, hvor pengene skal komme frem – sagt, at nu vil man give kommunerne 3 mia. kr. ekstra i 2014. Går man listen igennem over de løfter, som politikere fra S og SF, hvoriblandt hr. Rasmus Prehn er en af dem, har udstedt igennem det seneste år, vil man se, at listen når langt op over de 10 mia. kr. Med andre ord er der ikke sammenhæng mellem de løfter, man giver, de midler, man gider at anvise finansiering til, og så det, man i øvrigt lover over for borgerne. Jeg synes, at man skulle prøve at kigge sin egen lille løftepolitik en lille smule efter i sømmene.

Hr. Rasmus Prehn.

Vores løfter fremgår jo fuldstændig klart af vores 2020-plan, som man også kan hente på internettet, hvor man kan se, at det er fuldt finansieret. Det er i øvrigt meget pædagogisk forklaret, så der tror jeg også at Venstres ordfører vil kunne få lejlighed til at slå op, hvad vores politik er, og hvad vi har lovet.

Jeg synes stadig væk, at ordføreren mangler at svare på det spørgsmål, jeg stillede: Hvordan kan det være, at stort set alle forskere uden undtagelse peger på, at regeringen ikke giver frihed til kommunerne, men at de derimod laver sanktioner, laver snærende bånd osv.? Der er jo sanktionsmekanismer helt ned i detaljen, så også parkeringsafgifter vil man blande sig i. Der er snart sagt ikke et område i kommunerne, hvor man ikke vil stille krav fra regeringens side.

Fru Sophie Løhde.

Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, og jeg må også medgive hr. Rasmus Prehn, at det virkelig var et godt forsøg på at sælge den der flotte indpakning af en plan, hvor man endnu ikke har kunnet få oplyst, hvad det er for nogle økonomer, som fuldt og helt støtter finansieringen i den røde plan og dermed kan sige god for, at pengene rent faktisk findes i den virkelige verden, dvs. inden for planeten Jorden.

De økonomer, kunne vi forstå på fru Helle Thorning-Schmidt, fandtes i den virkelige verden, men man ville ikke angive dem, man vil ikke ud med dem. Vi har nu i Venstre efterlyst dem over flere dage. Der er ikke nogen, der har meldt sig endnu, og vi leder stadig, så hvis hr. Rasmus Prehn kan nævne bare én, som ikke er ansat i den socialdemokratiske partitjeneste eller i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som fuldt og helt støtter den røde plan og dermed finansieringen i den, kunne det jo være rart, at de blev bragt frem i lyset, for der er ingen andre, der har kunnet finde dem.

Så er en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Det er klart, at hvis man kun spørger liberalistiske økonomer, der er enige med en selv, og bankøkonomer, som har en interesse i, hvem det er, der er ved magten, så er det nok svært.

Fru Sophie Løhde sagde, at regeringen ønsker varig velfærd i stedet for luftige løfter. Den varige velfærd, man ønsker, er det det, vi ser nu, hvor man fra flere og flere vuggestuer hører, at når et barn har behov for at få skiftet ble, så kan man ikke gøre det, for der er kun én voksen på stuen, og hvis man skal skifte det barn, vil man være nødt til at efterlade de andre alene, og det kan man ikke? Den varige velfærd, man ønsker, er det en situation, hvor en meget stor del af kommunerne ikke kan overholde minimumstimetallet i folkeskolen? Hvad er det for en varig velfærd, regeringen mener at man sikrer, ved at man gør flere mennesker arbejdsløse med at afskaffe efterlønnen?

Fru Sophie Løhde.

Varig velfærd er, at man finder pengene, inden man bruger dem. Jeg er godt klar over, at det princip ikke er noget, man deler i Enhedslisten. Varig velfærd er, at man ikke udsteder en hel masse dejlige gyldne løfter til befolkningen, hvorefter man på et eller andet andet tidspunkt efter et valg må konstatere: Hovsa, det blev ikke til noget, hovsa, så måtte man lige pludselig røre ved boligskatten, hovsa, så måtte man lige pludselig pille ved efterlønnen, alle de ting, man ellers påstod at man ikke ville, men man kunne dele ud, og man kunne dele ud. Det er ikke varig velfærd, det er falsk velfærd.

Fru Line Barfod.

Jeg kan love fru Sophie Løhde, at Enhedslisten ikke har nogen planer om at gøre folk arbejdsløse ved f.eks. at forringe efterlønnen. Når vi i Enhedslisten gerne vil bruge nogle penge på et område, så siger vi også, hvor de penge skal komme fra. F.eks. siger vi, at hvis man bad de 10 pct. rigeste i det her land om at betale det samme i skat i år, som de betalte for 2 år siden, ville vi have 7,3 mia. kr. mere til kommunal velfærd. Det er ikke noget luftigt langt ude i fremtiden som fru Sophie Løhdes underlige plan om at gøre flere mennesker arbejdsløse. Nej, det er helt konkrete penge, som vi klart anviser hvor vil komme fra. De penge vil vi gerne helt konkret f.eks. bruge på, at børn i vores vuggestuer kan blive skiftet, når de har behov for det.

Hvad er indholdet i den velfærd, fru Sophie Løhde gerne vil have? Hvad er det for et velfærdsniveau? Er det, at de børn, hvis forældre har råd til at betale for en privat vuggestue, kan blive skiftet, når de har behov for det, mens dem, der ikke har råd, må finde sig i at skulle stå i kø, eller er den velfærd, fru Sophie Løhde påstår man sikrer, en velfærd, som er for alle?

Fru Sophie Løhde.

Varig velfærd er, at vi arbejder Danmark ud af krisen i stedet for at forgælde og belåne Danmark ind i en ny krise. Men hvis fru Line Barfod havde hørt efter i indledningen af min tale, ville hun også have noteret sig, at jeg rent faktisk roste Enhedslisten. Det vil jeg meget gerne gentage her i dag, for det er jo i sig selv lidt af et paradoks, at det parti i oppositionen, som gerne vil være støtteparti, sådan set er det, som har været mest konkret og mest ærlig i forhold til konkret at lægge nogle ting frem.

Vi har jo ikke kunnet få ud af Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, hvordan det er, man konkret vil finde pengene. Det er sådan noget med hvis og når og måske, men det kan man jo ikke bruge til noget, i hvert fald ikke hvis man er borger og gerne vil have sikkerhed for, at der ikke lige pludselig kommer alle mulige ting væltende ned over hovedet, som man ikke var forberedt på. Man var i hvert fald ikke forberedt på, at politikerne lige pludselig kunne gøre sådan nogle ting.

Tak. Der er et par korte bemærkninger mere, og den næste er fra fru Meta Fuglsang.

Tak. Der er jo tit og ofte direkte fjernsyn fra Folketinget, og jeg har noteret mig, at overraskende mange mennesker faktisk er interesserede i at følge med i debatterne, og der er overraskende mange mennesker, der faktisk sidder og følger med, når vi diskuterer, fordi de synes, det her er vigtigt. Hvis der sidder nogle kommunalpolitikere rundtomkring og følger med i den her debat, vil jeg sige til dem, at hvis jeg var dem, ville jeg være dybt forstemt over den måde, det foregår på, for det, vi indtil nu har diskuteret, er fru Sophie Løhdes opfattelse af S og SF's plan, eller hvordan det ene eller det andet foregår. Det, vi er her for, er sådan set at diskutere kommunerne, og det er næsten det eneste, vi ikke har snakket om endnu. For det, vi skal snakke om, er jo kommunernes økonomi, rammerne for kommunernes økonomi og det kommunale selvstyre, og hvad det egentlig er, man vil gøre for at sikre, at der er en økonomi og et selvstyre. Det, vi ser, er jo, at en del kommunalfolk, inklusive Jan Trøjborg som formand for KL, faktisk har nogle indvendinger omkring vilkårene for kommunernes økonomi og selvstyre, sådan som det er i øjeblikket.

Så mit spørgsmål til fru Sophie Løhde er egentlig ganske enkelt: Er der overhovedet noget, der gør indtryk på ordføreren, af den kritik, de bekymringer, de indvendinger, der bliver rejst omkring kommunernes situation og muligheden for at fortsætte udviklingen i kommunerne i retning af velfærd? For det lyder oprigtig talt, når ordføreren taler, som om det at komme med nogle spørgsmål til et reelt indhold er ligesom at kaste vand på teflon. Altså, er der overhovedet ikke noget, der gør indtryk på ordføreren, når det handler om bekymringer for, hvad der skal ske med den kommunale velfærd?

Jeg skal lige understrege endnu en gang, at taletiden er 1 minut i den her fase.

Så er det fru Sophie Løhde.

Vi er her i dag for at diskutere rammerne for den kommunale økonomi, og der gjorde jeg i min tale meget ud af at pointere, at hele forudsætningen for at kunne diskutere, hvad det er for nogle rammer, kommunerne skal have i 2012 og i de kommende år fremadrettet, jo er, at man sikrer sig, at de overordnede samfundsøkonomiske rammer er på plads, at der er balance mellem indtægter og udgifter. Det er jo derfor, genopretningspakken og tilbagetrækningsreformen er så vigtige i forhold til at sikre, at vi på den ene side får bragt balance mellem indtægter og udgifter, og at der på den anden side også bliver råd til at udvikle kernevelfærden i kommunerne. Det sikrer vi med de konkrete reformer, som regeringen vil gennemføre. De sikrer, at der bliver råd til at kunne bruge fire friske milliarder kroner til velfærd i bl.a. kommunerne hvert år. Uden reformer havde vi ikke de muligheder, og derfor består hele øvelsen jo aktuelt i at finde ud af, hvorvidt der i Folketinget er politikere, som vil påtage sig et ansvar for at gennemføre de nødvendige reformer, som sikrer, at vi også i de kommende år kan videreudvikle kernevelfærden i kommunerne.

Dernæst synes jeg også, man burde anerkende, at jeg sådan set i min tale forsøgte at pointere, at man aktuelt gør en stor indsats ude i kommunerne i forhold til netop også at sikre nye veje i opgaveløsninger, effektiviseringer osv. Der er fortsat et potentiale endnu, og det er jo det, vi skal se på i forhold til de kommende år.

Fru Meta Fuglsang.

Så langt, så godt. Så har vi taget den der overordnede nationaløkonomiske ramme med, nemlig at der er penge i kassen. Vi kan så diskutere på et andet tidspunkt, om den ene eller anden plan er mere eller mindre usikker, men nu er vi enige om, at der er penge i kassen til kommunerne inden for den ramme, vi kender nu.

Så er det spørgsmålet om råderummet, både i forhold til de økonomiske valgmuligheder og det kommunale selvstyre. Der er regeringen jo kommet med bl.a. nogle frikommuneforsøg og nogle andre initiativer i forhold til det kommunale selvstyre. Men der er en del kritik af, at der ikke er råderum nok for kommunerne til at vælge.

Nu er jeg lidt optaget af afbureaukratisering, som ordføreren jo også har været inde på, og spørgsmålet er, om ordføreren vil være klar til at kigge på afbureaukratisering, som går ud over de forslag, regeringen har lagt frem. Der har været den her liste med over 67 forslag, hvor det viser sig, at i hvert fald halvdelen har været brugt tidligere eller er gennemført. Men er ordføreren klar til at kigge på en reel afbureaukratisering ved at ændre på den tvungne konkurrenceudsættelse og ved at slække på den kontrol af den enkelte medarbejder, så man viser mere tillid og mindre mistillid? Er ordføreren parat til at gå ind at kigge på noget, som gør lidt mere ondt eller stiller kommunerne lidt mere frit, end de er stillet nu, og som når ud over de her paradeforslag, som senest er kommet frem?

Fru Sophie Løhde.

Vi er hele tiden klar til at kigge på afbureaukratisering. De seneste par og tres forslag var bare de seneste i rækken, og jeg synes faktisk, at det er en lille smule hånligt at kalde dem sådan for petitesser og andet. Mange af forslagene er forslag, der er sendt ind af engagerede medarbejdere ude i kommunerne, af borgere, der har gode ideer til, hvordan man kan gøre nogle ting smartere i den offentlige sektor. At stå at sige, at det bare ikke er noget, og at det ikke kan bruges til noget, synes jeg sådan set er en hån mod de mange mennesker, som hver dag ude i kommunerne gør en fantastisk indsats, også for at komme med nye og konkrete forslag til afbureaukratisering.

Vi vil fortsætte ud ad det spor, og vi skal hele tiden ånde os selv i nakken i forhold til at afbureaukratisere i den offentlige sektor.

Den sidste korte bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Man skulle tro, at valgkampen var i gang. Ikke bare på grund af debatten herinde, men også fordi Venstre og regeringen nu igen er på vej med et stort afbureaukratiseringsinitiativ. Det kommer gerne, sådan når det nærmer sig tiden for folketingsvalg.

Sidst var det udfordringsretten, der i 2007 var det store dyr i åbenbaringen. Der synes jeg bare, at det måske kunne være interessant at udforske, hvordan det er gået med det, og nu er jeg så faldet over, at man i Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning har indsendt 14 forslag og har fået tilladelse til at udfordre på tre af de områder, man har peget på. Eksempelvis skal man stadig væk indsende dokumentation for, at man rent faktisk kontrollerer sine legepladser, nogle stiger og sådan nogle ting – bare for at nævne nogle enkelte ting, de gerne ville gøre selv.

Derfor er spørgsmålet bare: Hvorfor skulle man efter 10 år, hvor man har sprøjtet regler ud, så den her gang tro på, at regeringen mener noget med afbureaukratisering?

Fru Sophie Løhde.

Hvis man synes, at der er sådan nogle tidsmæssige sammenfald, i forhold til hvornår der kommer afbureaukratiseringsforslag og andet, så må det jo være, fordi man hele tiden går rundt og tror, at der skal være valg. Altså, der er jo kommet det ene forslag efter det andet for lang tid siden, og vi fortsætter ufortrødent. Det er også derfor, jeg pointerer, at afbureaukratisering er noget, som vi aldrig nogen sinde bliver færdige med som politikere, for vi skal hele tiden ånde os selv i nakken i forhold til at se på, om man kan gøre tingene på nogle bedre og smartere måder.

Konkret i forhold til udfordringsretten er langt hovedparten af de ansøgninger, der er indkommet fra landets 98 kommuner, jo blevet imødekommet, og det viser jo i hvert fald, at kommunerne også er villige til at kigge på, hvor de kan gøre nogle ting anderledes, men at de måske også skal være bedre til at kigge på, hvad de har af lokale handlemuligheder i forhold til at lave lokal afbureaukratisering samtidig.

Hr. Morten Østergaard.

Det er en spændende påstand, og der er jo mange, der undersøger fakta for tiden. At hovedparten af de ansøgninger, der er kommet ind på udfordringsretten, er blevet imødekommet – at altså over halvdelen er blevet imødekommet – er i hvert fald ikke tilfældet i Københavns Kommune. Det kan være, at der er andre kommuner, der har haft lettere ved at bryde de åbne døre ind.

Men så lad mig stille et andet spørgsmål: Hvis vi tager beskæftigelsesområdet, som også er et af de områder, hvor der har været diskuteret afbureaukratisering, har man i Københavns Kommune 20 jurister, og 10 millioner af københavnernes skattekroner bruges hvert eneste år på at fordøje de halvanden nye regler eller love, som de bliver mødt med hver eneste uge. Synes fru Sophie Løhde ikke også, at det er lidt tyndt at tale om afbureaukratisering, når man skal have 20 jurister i landets hovedstad siddende hvert år dag ud og dag ind og fordøje de nye regler, der kommer fra bare et ministerium?

Fru Sophie Løhde.

Jo, det er hvert fald sådan noget, der måske tyder på, at man bruger meget lang tid i Københavns Kommune på nogle ting, som man ikke burde bruge så lang tid på. Men naturligvis skal man sikre sig, at lovgivningen overholdes. Det er også derfor, at der bliver afbureaukratiseret på beskæftigelsesområdet, på sundhedsområdet, på socialområdet osv. osv. Over halvdelen af ansøgningerne under udfordringsretten er blevet imødekommet, vil jeg sige til hr. Morten Østergaard, og det viser jo sådan set også, at vi gerne vil arbejde sammen med kommunerne om afbureaukratisering, og det er det, vi gør med udfordringsretten; det er det, vi gør i forhold til frikommuneforsøget; det er det, vi gør i forhold til at bede borgere og medarbejdere om at komme med forslag til afbureaukratisering; og det er det, vi gør nu senest ved at sørge for, at vi rent faktisk også gennemfører dem, så vi kan komme videre.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Jeg siger tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er hr. Rasmus Prehn fra Socialdemokraterne.

Både landets finansminister og også Venstres ordfører lagde meget vægt på, at Venstre har en solid tro på det kommunale selvstyre. Det er bare mærkeligt, hvis man så kigger på, hvad det er for en regeringsførelse, der har været i de sidste mange år. Det har været krav på krav og lov på lov, der har været over for kommunerne. Det har været detailstyring, der har været fokus.

Regeringen har gennemført sanktionsmekanismer. De har gennemført detailstyringslove. De har gennemført krav om halvårsregnskab. De har indført krav om, hvad man må på parkeringsområdet. Det ene forslag efter det andet. Så det er noget tvivlsomt med den tro på det kommunale selvstyre. Regeringen ved bedst selv og vil sidde og styre fra Slotsholmen.

Det er sådan, at jeg faldt over et citat fra lektor ved Syddansk Universitet, Michael Baggesen Klitgaard, der giver udtryk for, at det efterhånden er sådan med regeringens politik over for landets kommuner, at borgmestre og kommuner er sådan en slags implementeringsagenter for staten, frem for at der er tale om kommunalt selvstyre. Det synes jeg, og det synes vi Socialdemokrater er meget rammende.

Et andet tema, der er for den her forespørgselsdebat, er jo den kommunale økonomi. Der må vi bare sige, at selv om Venstre og regeringspartierne i det hele taget bryster sig af, at der er råd til velfærd, og at der er en god økonomi i landets kommuner, så er man under pres ude i landets kommuner. Faktisk er det sådan, at hvis vi kigger på, hvordan man budgetterer i indeværende år, så ser vi, at man ligger 1,2 mia. kr. under det budget, der var bare sidste år, i 2010. Så det er altså noget voldsomt, man skærer ned.

Vi hører så Venstre igen og igen tale om varig velfærd. Nu så vi så forleden de her store annoncer, og der var tale om sådan en mindre stavefejl, hvor man havde lidt problemer med at stave til velfærd. Men jeg er kommet lidt i tvivl om, om fejlen i virkeligheden er meget mere alvorlig end den her lidt uskyldige fejl. Var det, som Venstre mente, i virkeligheden karrig velfærd, altså ikke varig velfærd, men karrig velfærd – altså en begrænset og smålig velfærd? Det får man i hvert fald lidt indtrykket af, når man ser på, hvad virkeligheden er.

Kigger vi på et område som dagtilbud, altså de pasningstilbud, der er for vores børn og andre, kan vi se, at der i 2011 er ½ mia. kr. mindre til det her område, end der var året før, i 2010. Kigger vi på ældreområdet, ser vi, at der er tale om 300 mio. kr. mindre i år, end der var sidste år. Kigger vi på området udsatte børn, som jo er noget af det, vi virkelig synes er vigtigt, for vi ved godt, at hvis man ikke investerer her, kan det gå rigtig galt, så ser vi, at der er 100 mio. kr. mindre i år, end der var sidste år. Også på folkeskoleområdet er der massive besparelser, og der er det i retning af 200 mio. kr. mindre, man bruger. Og vi kan se i avisartikler, bl.a. i Berlingske forleden, at der tales om, at det simpelt hen kvæler fagligheden, når der spares så meget.

Vi ser jo også, at der er massive fyringer midt i en krisetid, hvor vi ved, er det er vigtigt, at samfundet går forrest og er et lokomotiv, der trækker økonomien i gang. Der er regeringens svar: Man afskediger folk, man sender dygtige medarbejdere hjem med en fyreseddel til familien.

Faktisk er det sådan, at fra januar 2010 og frem til januar 2011 har man afskediget næsten 2.500 skolelærere. Inden for social- og sundhedsområdet er der over 3.000 personer, som er blevet afskediget, altså social- og sundhedspersonale. På området dagpasning er det 800 pædagoger. På området døgnpasning er der blevet mere end 4.000 stillinger færre.

Så har man også det indtryk, at det, der virkelig, virkelig kan få Venstrefolkene til at brænde, også De Konservative for den sags skyld, er privatiseringsideologien. Hvor vi andre er optaget af, hvad der er godt for borgeren, hvad det er, der sikrer, at vi får en bedre folkeskole, hvad vi gør for bedre velfærd, så er det, man for alvor er optaget af i regeringspartierne, privatiseringsideologien. Bare det bliver privat, så bliver det bedre. Og der ser vi jo, at man ikke alene vil presse kommunerne til at komme op på en højere procent, 31,5 pct. skal sendes i udbud, men man har også fremsat lovforslag om, at det skal tvinges igennem. Det er ikke noget, man skal forhandle sig frem til ved de kommende kommuneforhandlinger, næh, man skal tvinge det, der nu er foreslået en lov om, igennem. Så privatisering er en ideologi, der fylder mere end hensynet til borgerne. Det synes vi fra Socialdemokratiets side er dybt bekymrende. Det kan være udmærket fra tid til anden at sende opgaver i udbud, men det skal være op til kommunerne selv.

Så er der hele spørgsmålet om strukturreformen, som jo blev udråbt som en fantastisk velsignelse til det kommunale landskab. Det var simpelt hen århundredets største reform. Nu skulle der ske noget. Det ville regne ned med manna fra himlen. Men hvorfor må vi så ikke få lov at evaluere den? Hvorfor må vi ikke kigge på, hvad der var godt, og hvad der var skidt? Der er jeg faldet over et andet, synes jeg ret sigende citat af lektor Gunnar Gjelstrup fra Københavns Universitet, som siger:

»En hjemmehjælper kan dårligt gå på toilettet, uden at det skal dokumenteres.«

Hvorfor så ikke evaluere det, regeringen selv har kaldt for den største reform herhjemme? Altså, alt skal dokumenteres ned i mindste detalje. Hvorfor kan vi ikke få lov at evaluere strukturreformen? Hvad var godt? Hvad var skidt? Jeg og Socialdemokratiet synes, at tiden er inde til det.

De socialdemokratiske visioner, hvor er de så henne? Jamen vi har jo i vores plan fremlagt visioner om, hvordan vi får større frihed til kommunerne, mere tillid til kommunerne; hvordan man ved at have flerårige budgetter kan have mulighed for at tænke langsigtet og strategisk; få bedre lånemuligheder, så man kan sætte energirenoveringer og andet på dagsordenen. Der er masser af visioner.

Min taletid er udløbet. Nu, hvor jeg var efter Venstrefolkene, skal jeg jo passe på, at jeg ikke begår samme fejl selv. Så jeg må hellere holde inde nu.

Det ser vi gerne, ja. Der er sådan et lille display, hvor man kan se, hvor langt man er i sin taletid. Så kan man selv følge lidt med.

Der er en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby, og her er det jo 1 minut, vi har.

Jamen når vi så stiller spørgsmålene, kan hr. Rasmus Prehn jo glæde sig over at få lidt øget taletid i dagens anledning. Men jeg synes gerne, jeg vil rose hr. Rasmus Prehn lidt. Det er sådan, at hr. Rasmus Prehn gerne vil rose mig en gang imellem, og jeg prøver jo så ihærdigt på at finde et eller andet, man dog kan rose. Og jeg har bestemt mig for i dag at ville rose hr. Rasmus Prehn for hans utrolige dygtighed til at være et sortsynsmenneske med hensyn til fremtidsperspektiverne for det danske samfund. For jeg synes faktisk, når man sådan hører den tale, vi lige har hørt, så er der næsten ikke grænser for, hvor skidt det står til i Danmark. Det er, ligesom om det hele er gået i stå; der er kun tilbageskridt, der er kun besparelser osv. Jeg vil selvfølgelig medgive, at der har været besparelser, det kan vi jo se sort på hvidt. Der er kommuner, der har været ude at afskedige, det er korrekt, men omvendt må man også prøve at tage udgangspunkt i virkeligheden, og her kan vi se, at den plan, som hr. Rasmus Prehn selv går til valg på, er en 2020-plan, som vil medføre, at der fra 2013 vil være 18 mia. kr. mindre til rådighed. Og der kan vi jo så citere en anden professor, eller han er nu ikke professor, men han i hvert fald ekspert; det er Kurt Houlberg fra Anvendt KommunalForskning, som jo siger, at det her er noget, der vil betyde massive besparelser i kommunerne, hvis Socialdemokraternes politik bliver til virkelighed.

Det er ordføreren.

Som Dansk Folkepartis ordfører selv er inde på, så får jeg ekstra taletid, når jeg får det her spørgsmål. Jeg takker for rosen, men jeg synes nu ikke, at det så meget er det med sortsynet, der skal fylde, for nu spørger ordføreren jo netop ind til vores plan, vores 2020-plan, og så er det, at det lyse sind kommer frem; så er det, at visionerne og drømmene for fremtiden kommer frem. For det er jo faktisk sådan, at med det her forslag vil man som dansker kunne vælge en lysere fremtid, mere fokus på velfærd – og det er varig velfærd, det er ikke kun Venstres karrige velfærd, der kommer i fokus, hvis det er, at den her plan kommer til at bestemme.

Så nævner hr. Hans Kristian Skibby, at allerede fra 2013 vil man gå ned på en lavere vækst. Det er altså i 2015, at skellet er. Vi har sagt, at frem til og med 2015 vil vi køre med en vækst i det offentlige på 1,4 pct. Så er det rigtigt, at når man kommer hen til 2016 og frem, så kører vi ned på en 0,8-procents-vækst. Og det er rigtigt, at hvis man fortsatte med den høje vækst, ville man kunne få endnu mere velfærd, og derfor bliver der også alt andet lige lidt mindre velfærd, når man går ned på 0,8 pct. Men det, vi har lyttet os til i Finansministeriet, er, at 0,8 pct. er det, der gør, at man kan fortsætte med uforandret service. Vi vil gerne sætte gang i hjulene, og derfor har vi frem til og med 2015 sat midler af til, at man kan have 1,4 pct. i vækst. Det er vi stolte af, det bliver et rigtig godt samfund.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Men der er jo bare det ene problem, som jeg synes er nok så væsentligt, og det er, at i vores optik hænger økonomien overhovedet ikke sammen i den finansiering, som hr. Rasmus Prehn er så glad for. Hr. Rasmus Prehn siger, at det er hr. Prehns drøm, men det er i hvert fald hr. Skibbys mareridt, skulle jeg så hilse at sige, for jeg synes, det er absolut til den forkerte side. Jeg vil så selvfølgelig medgive, at det er korrekt, at det er i 2015 og ikke i 2013, som jeg sagde.

Men grundlæggende er det jo sådan, at en af dem, som skal stå bag hr. Rasmus Prehns regering, er Socialistisk Folkeparti og i særdeleshed hr. Ole Sohn, som har været ude at sige, at det her med de 0,8 pct. i fremskrivning vil medføre en massakre på det velfærdssamfund, som vi kender i dag. En massakre – det var det ord, der blev brugt gang på gang, da man skulle kommentere planen om de 0,8 pct. i vækst. Nu står S og SF selv med nøjagtig den samme fremskrivning, 0,8 pct. i vækst, og nu er det lige pludselig ikke nogen massakre. Eller er hr. Rasmus Prehn enig med hr. Ole Sohn i, at det er en massakre med de 0,8 pct.?

Hr. Rasmus Prehn.

Nu var det jo en nulvækst, som regeringen fremlagde, og ikke en 0,8-procents-vækst. Og en nulvækst vil også ifølge de svar, vi har fået fra finansministeren, betyde, at man er nødt til at lave betydelige reduktioner. Det var derfor, vi var bekymrede for det. Vi synes, at vi skal have en god og en stærk velfærd i Danmark. Det er også det, danskerne gerne vil have; danskerne betaler langt hen ad vejen deres skat med glæde og vil gerne have velfærd. Derfor skal vi passe på med at udhule for meget, og det var det, der var lagt op til med nulvækst.

Det er også derfor, vi har sagt, at når nu vi skal bruge samfundet som lokomotiv til at trække udviklingen i gang, så er vi nødt til at komme op og have 1,4 pct.s vækst, og det har vi så frem til og med 2015. Hvis det så lykkes os at få rigtig gang i økonomien, kan det jo være, at vi er i en situation, hvor vi kan fortsætte med en større vækst i det offentlige. Men sådan som tallene er nu, bliver der kun råd til at fortsætte med uforandret service, nemlig en vækst på 0,8 pct., og det er vi tilfredse med og trygge ved at kunne gøre i et stærkt samarbejde med Socialistisk Folkeparti og de øvrige samarbejdspartnere, der må være.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så går vi videre i ordførerrækken til hr. Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti.

Ja, en af ulemperne ved altid at skulle være ordfører efter hr. Rasmus Prehn er, at pulten bliver alt for høj, men det kan jo så være, at der bliver lavet om på det efter valget, altså med rækkefølgen her i Folketinget. Men nok om det. Jeg vil gerne kvittere over for Enhedslisten for, at vi i dag har lejlighed til at debattere den her situation omkring kommunernes økonomi. Det er jo ikke første gang, vi diskuterer kommunernes økonomi og deres forudsætninger og deres levevilkår og betingelser, og det er nok heller ikke sidste gang.

Grundlæggende er det sådan, at vi andre, som kigger på det her med lidt andre briller, end Enhedslisten og til dels også den øvrige opposition gør, jo egentlig henholder os til det aftalesystem, som vi har i dag. Her kan vi se, at vi faktisk synes, at man har kunnet vise nogle gode resultater med hensyn til at have en god, åben og konstruktiv dialog mellem Kommunernes Landsforenings ledelse og så regeringens ministre set i forhold til, hvad der skal ske på den langsigtede bane med hensyn til kommunernes økonomi med henblik på at skabe den dynamik og den bæredygtighed, som jo er en grundlæggende forudsætning for, at vi har et tilfredsstillende udgangspunkt for den samlede økonomi i Danmark. Der er det jo altså sådan, at holdbarheden i den samlede danske økonomi efter Dansk Folkepartis opfattelse selvfølgelig – naturligvis – er en grundlæggende forudsætning for fremtidens velfærd.

Det betyder med andre ord, at vi, hvis vi ikke har styr på den samlede samfundsøkonomi og nationaløkonomi i Danmark, så heller ikke har styr på at kunne tilbyde kommunerne de virkemidler og de instrumenter, der skal til, og de økonomiske rammer og de levebetingelser, som skal være en forudsætning for, at vi kan udvikle og værne om det velfærdssamfund, som vi alle sammen kender i dag.

Det er jo også der, hvor jeg måske somme tider kigger med lidt spøgefulde øjne på netop Enhedslistens politik, for nogle gange må man ligesom tænke på den her reklame for Lotto, hvor de spørger, hvor pengene kommer fra, når man hører om, hvordan Enhedslisten vil finansiere de forskellige elementer, som de synes der skal laves om på. Der har jeg noteret mig at man fra Enhedslistens side f.eks. siger, at man ikke vil stemme for nogen som helst velfærdsforringelser over for landets borgere, når det drejer sig om velfærd omkring sundhed og uddannelse osv.

Der er det jo så, jeg synes, det i den her debat er utrolig spændende at se, hvad der vil ske efter et kommende valg, hvor vi har S og SF, som går til valg på at ville danne en ny regering, og at Enhedslisten har sagt, at de ubetinget vil støtte den regering. Og den regering, som så skal bestå af S og SF, er jo en regering, som har lagt en økonomisk plan frem, som netop betyder, at der vil blive mærkbare besparelser, fordi de fremskrivninger, som vi har, vil betyde, at der vil blive færre penge til rådighed til offentligt forbrug og dermed færre penge til rådighed for kommuner og regioner fra 2015 og frem. Finansieringen frem til 2015 er der så forskellige holdninger til, altså om det er en bæredygtig økonomi eller det ikke er en bæredygtig økonomi, der ligger i de forhandlinger, der skal til dér.

Men jeg synes i hvert fald, det er utrolig spændende at se, om Enhedslisten i forbindelse med den her økonomiaftale ikke – trods alt – vil anerkende, at det, der må være det bærende element, altså må være, at man laver økonomiaftaler mellem Kommunernes Landsforening og regeringen, hvor de 98 kommuner forhandler med den til enhver tid siddende regerings ministre og indgår en aftale for det kommende år og selvfølgelig også for overslagsårene, så man kan se, hvad man har at stille kommunerne og regionerne i udsigt for de kommende år.

Jeg synes jo også, at vi, hvis vi eksempelvis kigger på den seneste aftale, som vi excellerer i i dag, så kan se, at man fra regeringens side faktisk har været inde med en lang række initiativer, som netop har gjort, at der situationen taget i betragtning har været godt med midler i det offentlige Danmark til at udføre de opgaver, som man har stillet kommuner og regioner. Man har bl.a. sikret ekstra større anlægsrammer frem til 2010 og andre tiltag.

Generelt må man sige, at forudsætningen for, at kommunerne har en god og sund økonomi, jo også er, at kommunernes borgere har et arbejde og en beskæftigelse, at de går ud og genererer drift, at de går ud og genererer økonomi, at de går ud og genererer indtægter, som så gør, at kommunen kan få flere penge i kommuneskatter. Det er jo sådan set det, der skal til hele vejen igennem, og derfor er det ikke sådan – synes jeg – at man kan sige, at det, vi skal have her, bare er et spørgsmål om, hvor stor den pose penge til kommunerne skal være.

Nej, det, der i allerhøjeste grad er forudsætningen, er, at den samlede økonomiske plan i Danmark skal virke, og at den skal være holdbar. Den skal ikke bestå af fugle på taget, den skal netop bestå ved, at man har nogle økonomiske aftaler, som er bæredygtige, og som vi ved er valide og vi kan stole på. Det er sådan set en af årsagerne til, at vi i Dansk Folkeparti har valgt at være med til og støtter en lang, lang række af de initiativer, som der har været omkring den økonomiske genopretningsplan fra maj måned 2010, og alle de andre aftaler, der har været.

Så vi er i Dansk Folkeparti fulde af fortrøstning, og vi håber også, at den kommende kommuneaftale vil bære frugt.

Tak. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Den første er fra hr. Rasmus Prehn.

Jeg kan ikke lade være at notere mig, at jeg synes, at Dansk Folkeparti bruger uforholdsmæssig meget tid på at fantasere om det samarbejde, Socialdemokratiet og SF skal have med Enhedslisten. Altså, vi er selvfølgelig rigtig glade for, at Dansk Folkeparti nærmest tager det for givet, at vi vinder valget. Det er jo ikke sikkert endnu, der skal kæmpes for det, men det takker vi da gerne for.

Men måske skulle Dansk Folkeparti spare nogle af sine mange kræfter til at indfange hr. Per Ørum Jørgensen fra Kristendemokraterne. Jeg kan forstå, at der er rimelig store problemer med at forhandle med ham, så man skulle måske koncentrere sig om sine egne problemer i stedet for at fantasere de problemer, vi vil få.

Nu ved jeg jo, at Dansk Folkepartis ordfører, hr. Hans Kristian Skibby, også har børn i folkeskolen, ligesom jeg har, og derfor tror jeg også, at det vil bekymre Dansk Folkepartis ordfører, når man her den 21. maj i Berlingske Tidende kunne læse:

En folkeskole i verdensklasse. Det lyder smukt, men er langtfra realistisk, når skolerne vender hver en krone og nedlægger lærerstillinger på stribe. Det mener flere fagfolk, der understreger, at de mange lærerfyringer, som landets skoleledere venter i det kommende skoleår, vil gå ud over elevernes faglighed.

Er Dansk Folkeparti ikke bekymret over, at man presser folkeskolerne så meget?

Ordføreren.

Jo, det er vi bestemt, og det er også derfor, vi arbejder indædt på at sørge for, at der er så få socialdemokratiske borgmestre som overhovedet muligt i Danmark. Altså, i det område af landet, hvor jeg kommer fra, Horsens, har vi socialdemokratisk styre – det er der, jeg er valgt – og vi har det også i Odder, og det er nogle af de kommuner, hvor man har valgt at nedlægge skoler og plejehjem. Der, hvor jeg kommer fra, der, hvor jeg bor – i Hedensted Kommune – har vi ikke lukket plejehjem, og vi har ikke gået ud og lavet dramatiske fyringsrunder osv., sådan som hr. Rasmus Prehn siger.

Nej, det, der er det grundlæggende, er selvfølgelig, at der er styr på økonomien, både den nationale økonomi og selvfølgelig også kommunernes økonomi. Derfor er det vigtigt, at kommunerne ved, hvor mange penge de har til rådighed. Det ved de ud fra, at vi hvert år laver en økonomiaftale mellem KL og de 98 kommuner og så med de til enhver tid siddende ministre. Det synes jeg egentlig er en sund måde at gennemføre de her ting på, så derfor vil jeg sige til hr. Rasmus Prehn, at jeg selvfølgelig anerkender, at det er vigtigt, at vi har gode folkeskoler, men forudsætningen for det er altså også, at vi har en rigtig god og bæredygtig økonomi.

Hr. Rasmus Prehn.

Jamen hvis man netop ønsker en folkeskole i verdensklasse, hvis man satser på, at vores børn skal være kloge og innovative og dem, der kan skabe en bedre fremtid, er det så ikke det forkerte sted, der bliver sparet? For kommunerne giver udtryk for, at de ikke sparer der, fordi de har lyst til det, men at de sparer der, fordi de ikke har andre muligheder, og fordi de er presset på økonomien. Det er jo alle kommuner, der er presset på det her område, og som er nødt til at afskedige skolelærere og andre. Er det ikke et problem?

Ordføreren.

Man kan ikke bortforklare, at den økonomiske situation, som hele verdenssamfundet står i, med recession og nogle steder også tilbageslag, selvfølgelig også har indvirkning på, hvor mange penge der er til rådighed til velfærd i det danske samfund. Vi har så heldigvis været så velpolstrede og så forberedt på det her, som man overhovedet kunne være, ved at vi har sørget for at lægge penge op og betale gæld af i de gode år, så vi havde noget at stå imod med i de år, hvor det kom til at gå sværere for sig.

I vores nabolande kan vi jo se, hvor galt det kan gå. I England f.eks. har man jo meddelt, at man skal spare 10 pct. på alle offentlige budgetter. Det skal man ikke i Danmark. Vi har faktisk valgt at sige til kommunerne: Vi garanterer en pris- og lønfremskrivning, vi lægger pris og løn oven i jeres budgetter for 2010. Det er ikke dårligt med det udgangspunkt, at vi faktisk har en krise, som går uden for landets grænser.

Jeg synes egentlig også, at Socialdemokraterne burde anerkende, at det faktisk er væsentlig bedre og gunstigere at være i Danmark med den velfærd, som vi har, frem for i mange af de lande, hvor man går og kigger på slunkne pengekasser, og hvor der er store, store sparerunder.

Fru Line Barfod.

Hr. Hans Kristian Skibby bliver ved med at tale om fugle på taget. Jeg kunne godt lide at vide, hvordan hr. Hans Kristian Skibby helt konkret mener at det forbedrer velfærden ude i kommunerne, at man skærer ned på efterlønnen, så flere mennesker bliver arbejdsløse, at man skærer ned på den kommunale velfærd, så flere mennesker bliver arbejdsløse, og at man bruger pengene til skattelettelser til de rigeste. Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er, hvad det er for en velfærd, Dansk Folkeparti ønsker, når man siger, at man sikrer velfærden, og vi samtidig oplever, at børn ikke længere kan få skiftet ble, når de har behov for det, at eleverne i folkeskolen ikke længere kan regne med at få minimumstimetallet, og at der går længere og længere imellem, at de ældre ser en hjemmehjælper. Hvad er det så helt konkret for en velfærd, som Dansk Folkeparti ønsker?

Ordføreren.

Det var mange ting på en gang fra fru Line Barfod, men jeg vil gerne sige, at hvis man har en kommune i Danmark med et pasningstilbud – en daginstitution eller en vuggestue – hvor der ikke er ressourcer til at skifte en ble, er det i høj grad et problem for de folkevalgte i den pågældende kommune. Det er ikke noget, vi skal stå og pinde ud herinde på Christiansborg. Der er politikere, som påtager sig både arbejdet med og ansvaret for, at der er økonomisk råderum i kommunerne. Vi har stor respekt for, at man i landets kommuner løser de opgaver decentralt. Men jeg anerkender ikke og køber ikke bare præmissen om, at der ikke er ressourcer til at skifte ble på børn i danske vuggestuer. Den køber jeg simpelt hen ikke, vil jeg sige til fru Line Barfod.

Så vil jeg gerne sige, at Enhedslisten jo har et stort forklaringsproblem i hele den her misere omkring kommunernes økonomi, ikke bare lige i 2011, men også i årene fremover, når Enhedslisten siger, at de ubetinget vil støtte en S-SF-ledet regering, og når vi kan se, at de i deres 2020-plan har lagt en massiv række af ændrede forudsætninger ind, som bl.a. betyder besparelser på kommuners og regioners budgetter.

Fru Line Barfod.

Der er ingen tvivl om, at Enhedslisten ikke stemmer for nedskæringer i velfærden. Dansk Folkeparti stemmer igen og igen for nedskæringer i velfærden, og jeg kan forstå, at hr. Hans Kristian Skibby siger: Det er ikke mit ansvar, det er ikke mit ansvar, det er ikke mit ansvar, det er nogle andres skyld, det er nogle andres skyld.

Men hvad er det helt konkret hr. Hans Kristian Skibby mener at kommunerne så skal gøre, når de sidder og skal vælge mellem, om de vil have en dummebøde fra hr. Hans Kristian Skibby og finansministeren, eller om de skal skære ned på vuggestuerne, skære ned på folkeskolen, skære ned i hjemmehjælpen, skære ned på handicapområdet, hvor folk har brug for hjælp? Hvor er det helt konkret at hr. Hans Kristian Skibby mener at man skal skære ned på velfærden for at undgå at få dummebøder og for at undgå, at hr. Hans Kristian Skibby siger: Det er også kommunernes skyld, at der ikke er ordentlig velfærd?

Ordføreren.

Vi har 98 kommuner i Danmark, og de har forskellige ledelser. Rigtig mange af dem har en rød ledelse, og det er selvfølgelig også dem vel undt, hvis indbyggerne har stemt for det. Men det er grundlæggende den enkelte kommune, som har det her ansvar.

Her fra Slotsholmen skal vi sikre, at rammebetingelserne er på plads, og det er de bl.a., når vi har sikret, at budgetterne for 2010 kunne blive pris- og lønfremskrevet, således at folk var sikret den samme normering osv., som de havde året før. Andre omkringliggende lande har decideret skåret ned med op til 10 pct. i deres rammer. Det gør vi ikke i Danmark. Derfor synes jeg også, det er fuldt ud forsvarligt at sige til de her politikere, der har stillet sig til rådighed i kommunerne, at når de stiller sig til rådighed, har de selvfølgelig også ansvaret for, at der er den service, som der skal til. Det er ikke noget, som vi kan diktere og lovgive om herindefra.

Derimod har vi hvert år mulighed for at lave en rigtig god kommuneaftale, og det er så det, man gør med Kommunernes Landsforening, og det har vi altså fuld tiltro til. Det ved jeg godt at Enhedslisten ikke har. Det er en form for autoritet i Enhedslistens terminologi, men det er det ikke i vor andres. Vi mener faktisk, at KL er et talerør for kommunerne, og de gør det faktisk ganske godt.

Fru Meta Fuglsang for en kort bemærkning.

Tak. Nu har jeg jo tit haft glæde af at diskutere kommunalpolitiske forhold med hr. Hans Kristian Skibby her i salen, og det bliver meget tit en diskussion om nogle meget konkrete eksempler fra nogle konkrete, navngivne kommuner på et eller andet, der ikke er godt nok. Sådan erindrer jeg i hvert fald mange eksempler. Det er jo eksempler, som S og SF i hvert fald får kastet i hovedet, som om det var os, der var i regering.

Det, jeg gerne vil lidt ind på, er, hvad Dansk Folkeparti egentlig forestiller sig der eventuelt kunne ske af fornyelse i kommunerne. For det bliver lidt til, at når regeringen beslutter noget, kan Dansk Folkeparti hægte sig på – uanset hvad de så i øvrigt har ment om det tidligere – men det er ret sjældent, vi fra Dansk Folkeparti hører, hvad visionerne for kommunernes økonomi og selvstyre egentlig er. Er der nogen selvstændige tanker hos Dansk Folkeparti om, hvordan man kunne udvikle de økonomiske rammer og få bedre, sundere økonomiske forhold i kommunerne? Eller endnu bedre: Hvordan kunne man arbejde med det kommunale selvstyre? Er der overhovedet nogen bud på det fra Dansk Folkeparti – selvstændige bud?

Ordføreren.

Der er jo det bud på det, at vi siden 2001 har været med i så at sige alle aftaler og forlig, der er indgået her på Christiansborg, på godt og ondt, vi har taget medansvar for de dårlige ting, og vi har selvfølgelig også øvet politisk indflydelse på de gode ting. Sådan er spillereglerne, hvis man er en god politiker og et godt parti, og det synes jeg sådan set ikke at vi har nogen grund til at være kede af. Vi er sådan set ret stolte over, at vi har den indflydelse, som vi har.

Det synes jeg da måske også at SF skulle overveje, hvis den dag skulle komme, hvor SF virkelig vil til at påtage sig et politisk ansvar. I de år, jeg har været her, har det jo siden 2005 og indtil nu gang på gang været sådan, at man har stået hernede i salen og svunget sig op og sagt en masse ting, men når det kom til forhandlinger, så har Socialistisk Folkeparti jo stået udenfor og sagt, at det kunne de ikke være med til. Men den går bare ikke, hvis man ønsker at være en del af flertallet her på Christiansborg. Det er også derfor, vi kan se, at S og SF har fremlagt en plan, hvor man sådan set havde en bunden opgave, der hed, at man skulle finde 63 mia. kr. – 63 mia. kr. skulle man finde frem til 2020. Det har man så gjort, ved at man har accepteret, at der kun bliver en fremskrivning på de 0,8 pct. frem for 1,4 pct. fra 2015. Derved er det jo sådan set også Socialistisk Folkeparti, som er med til at kigge på, at der skal være en form for besparelser i den kommunale sektor.

Fru Meta Fuglsang.

Tak for formaningen om det alvorlige hverv, som man eventuelt vil påtage sig, hvis man skal være med i en regering. Det er vi sådan set ikke i tvivl om, og det er jo også derfor, at vi arbejder seriøst med de udspil, vi har, på den økonomiske side for kommunerne.

Det, jeg efterspørger, er en holdning til det kommunale selvstyre, for det, vi oplever, er jo gang på gang, at Dansk Folkeparti også lægger stemmer til noget, som indskrænker det kommunale selvstyre, giver mere kontrol, indskrænker råderummet for det, kommunerne kan gøre, når de selv skal tage stilling til det. Det er egentlig det, jeg lidt efterspørger: Hvad er Dansk Folkepartis vision så for kommunerne andet end at være med til at hægte sig på de aftaler, som regeringen laver? Når jeg spørger til det, så spørger jeg til, om der skal være mere eller mindre kontrol af dem, der er ansatte. Skal det være sådan, at kommunerne skal stå lidt mere frit, med hensyn til hvad de vil udbyde og hvor meget de vil udbyde? Skal det være sådan, at kommunerne får større råderum for, hvordan man vil lægge kræfterne de forskellige steder? Hvad er der af bud på det fra Dansk Folkepartis side?

Ordføreren.

Hvis fru Meta Fuglsang vil gøre sig den ulejlighed at kigge i den seneste aftale, f.eks. om kommunernes økonomi for 2011, så står allerede på side 1 en lang række af de ting, som vi selvfølgelig er med til at tage ansvaret for ved at stemme dem igennem her i Folketinget. Det er bl.a., at vi har gennemført kravet om halvårsregnskaber i kommunerne, og vi har også krævet en styrket budgetopfølgning. Og samtidig sikrer vi, at der skal være en øget grad af decentral individuel modregning, hvis ikke kommunerne sørger for ikke at bruge flere penge end dem, der er til rådighed i den samlede pose penge. Det er sådan set grundlæggende ting.

Det gør man jo overhovedet ikke for at genere borgere eller for at genere kommuner og kommunalpolitikere, men man gør det, fordi man over de sidste mange, mange år kan se, at der så at sige ikke har været et eneste driftsår, hvor der ikke har været massive milliarderoverskridelser på kommunernes budgetter. Det kunne godt gå i nogle år, da vi havde overskud i Danmark og i den danske samfundsøkonomi, men i år, hvor vi kan se, at det bliver sværere at få økonomien til at hænge sammen, er det vigtigt, at budgetterne ikke bare er budgetter – de skal også kunne måles og vejes, når årsregnskaberne kommer ud, når året er gået. Derfor er det vigtigt, at vi gennemfører de her økonomiske ændringer, som faktisk gør, at kommunerne får det langt, langt bedre og bedre kan styre deres økonomihåndtering.

Tak til ordføreren. Så er det SF's ordfører, fru Meta Fuglsang.

Det er en meget spændende og meget vigtig debat, vi har i dag, om kommunernes økonomi og selvstyre og om de muligheder, de har for det.

Der er en tæt sammenhæng mellem det, der er den offentlige og den private sektor. Den offentlige sektor er grundlaget for, at den private sektor kan få en sund og god vækst. Hvis man ikke havde et godt offentligt tilbud, når det handler om skole, uddannelse, sundhed og infrastruktur, så var der heller ikke en privat sektor, som havde de vækstmuligheder og funktionsmuligheder, som ville give den bedst mulige private sektor. Den afhængighed, den gensidighed, mellem den offentlige og den private sektor, altså at den private sektor skaber det, som skal til, for at vi har økonomi, og at den offentlige sektor skaber mulighederne for vækst i det private, bliver tit overset eller bliver i hvert fald undervurderet, og det er en holdning til den offentlige sektor, som vi desværre tit ser fra de borgerlige partiers side.

Det er vigtigt for hele samfundet, at de offentlige ydelser fungerer rigtigt, og derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at der økonomisk og med hensyn til selvstyret er ro på det.

Hvad er virkeligheden nu efter 10 år med en borgerlig regering? Virkeligheden er, at den offentlige sektor, herunder kommunerne, tit bliver nævnt som noget, der skal begrænses og bekæmpes i stedet for noget, der faktisk skal have gode vilkår. Og det er en stor hæmsko for at få en ordentlig økonomi og et ordentligt selvstyre her. Det, vi har set fra regeringens side, er forsøg på nogle frikommuneforsøg, som er nogle små krusninger. Det er vigtigt at have frikommuneforsøg, men det, vi har set nu, er en ordning, hvor nogle få kommuner får lov til på et meget begrænset område efter meget nøje forhandlinger at blive frigjort for nogle bestemte regler, i stedet for at alle kommuner får fjernet det dynd af bureaukrati, som er lagt igennem de sidste 10 år.

Det, vi ser, er et forsøg på at styre den offentlig økonomi ved at lave budgetlofter, ved at lave nogle tvungne modregninger, ved at lave dummebødesystemer, hvis man ikke overholder de økonomiske rammer, der er sat. Det er noget, som er udtryk for en negativ tilgang til at få styr på de økonomiske rammer for den offentlige sektor. Det, vi senest har set, er et lovforslag, der bemyndiger ministeren til at bestemme, hvor meget kommunerne skal konkurrenceudsætte, og på hvilke områder det eventuelt skal ske. Det er altså endnu en snæver ramme for, hvad man må.

Det, vi gerne vil have, er, at man kigger på den offentlige økonomi, den kommunale økonomi, som noget, der selvfølgelig skal være i balance, men også som noget, der skal have rimelige rammer.

Der er to måder at skabe et økonomisk råderum og et handleråderum på. Den ene er selvfølgelig decideret at tilføre penge, altså at have en vækst i den offentlige sektor. Den anden mulighed er at gå ind og se på, hvordan kommunerne har mulighed for at bruge de midler, de har, altså om man kan foretage en afbureaukratisering, og om man kan foretage omorganiseringer i den offentlige sektor, så der bliver et større råderum.

Jeg er ikke i tvivl om, at et af de steder, hvor der er en afgørende forskel på den nuværende regering og oppositionen, som vi er nu, er den villighed, man har til at give råderum på andre måder end ved at give penge direkte. Det, SF er optaget af, er at skaffe en egentlig afbureaukratisering, dvs. at gå ind og kigge på, hvordan man kan lave en egentlig afbureaukratisering af kommunerne. Vi er parate til at gå længere end det, regeringen har lagt frem indtil nu, for vi er parate til at gøre kommunerne fri for tvungen konkurrenceudsættelse. Vi er parate til at gøre kommunerne fri for en lang række af de kontrolforanstaltninger, der er. Og vi er parate til at gå ind og kigge på at skabe mere kommunalt selvstyre og på den måde få en bedre udnyttelse af ressourcerne. Vi er klar over, at der er en stor og afgørende forskel på, hvor langt man er parat til at gå.

Jeg har ikke nævnt – heller ikke, selv om det blev sagt heroppefra tidligere – at det, regeringen kommer med, er nogle små forslag, man ikke kan bruge til noget. Det, jeg har sagt, er bare, at det ikke er ambitiøst nok. Når man kommer med frikommuneforsøg, altså med små forslag til, hvad kommunerne må; når man kommer med afbureaukratiseringsforslag, som er en række forslag, som er små og konkrete, så siger jeg bare, at det ikke er ambitiøst nok. Hvis kommunerne skal have en økonomi, der hænger sammen på sigt, er man nødt til at skabe mulighed for en vækst – vi har foreslået 1,4 pct. de første 4 år og så 0,8 pct. – men også, at man skaber mulighed for at lave råderum inden for den ramme, der er, ved at ændre på de regler, vi har.

Det vil være rart at få en reel diskussion af, hvor meget råderum der kunne skabes på den måde, og det, jeg gerne ville have at regeringspartierne og Dansk Folkeparti var klar til at svare lidt mere på under debatten her, var, hvor meget råderum man er parat til at give kommunerne, hvor meget frihed man er parat til give kommunerne, og så snakke om det.

Det, det handler om, er selvfølgelig at slippe noget af den kontrol, der er. Vi har set eksempler på kampen om dagsordenen om, hvem der er værst i det her, altså om det er kommunerne, eller det er regeringen. Vi har ud over lovforslaget, der skal give ministeren bemyndigelse til at sætte rammer for det, set en lidt uværdig diskussion om lukkedage, hvor kommuner, der har lavet lukkedage, bliver skældt ud af ministeren, fordi man misbruger den her mulighed for lukkedage, i stedet for at det anerkendes, at når der laves så stramme økonomiske rammer for kommunerne, så er det nødvendigt at give kommunerne det råderum til f.eks. at lave lukkedage.

Jeg kan se, at jeg ikke har mere tid.

Der kommer en mulighed for at svare. Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Jeg synes jo, det er interessant, at vi hører fru Meta Fuglsang sige det her om råderum. Det er selvfølgelig korrekt, at der skal være et politisk råderum, for at man kan tilbyde, fastholde og udvikle de velfærdsgoder, som vi i dag har i det danske samfund.

Men jeg vil gerne stille et spørgsmål om det her med, at SF jo netop har støttet den her 2020-plan, som man selv har fremlagt sammen med Socialdemokraterne, hvor man siger, at man fra 2015 kun vil have en vækst på 0,8 pct., men man mener sjovt nok, at man i de første 4 år kan finde penge til en vækst på 1,4 pct. Er det ikke en form for designerpolitik, som man bare har fundet på for at få magten her i Danmark? Det er jo noget, som man passende kan bruge i den kommende valgkamp.

Jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvordan hænger det sammen med ansvarligheden og det her med, at det skal være en bæredygtig, fremtidssikret økonomi, at man i nogle år kan have en vækst på 1,4 pct., men lige pludselig kan den kun være på 0,8 pct.? Det er lige fra det ene år til det andet, at det går fra 1,4 pct. til 0,8 pct., hvor der ryger X antal milliarder kroner ud af driftsbudgettet i kongeriget Danmark. Hvordan har ordføreren det med det?

Ordføreren.

Jeg skal indledningsvis sige, at ordføreren har det fint. Så skal jeg sige, at når vi laver den her fremskrivning, er det selvfølgelig ud fra det bedst mulige kendskab, som vi har nu.

Det, vi gerne vil, er at bruge de første 4 år på at investere i, at det bliver muligt at drive kommunerne billigere end nu. Det vil sige, at vi faktisk vil investere i forebyggelse, ved at man tidligere tager hånd om svage børn og familier, så det ikke bliver så dyrt på lang sigt, altså at man tager hånd om den forebyggelse på sundhedsområdet, der gør, at man ikke senere får endnu højere sundhedsudgifter, og at man går tilbage til at vægte normalområdet i folkeskolen og får flyttet ressourcerne derhen, så man på sigt ikke har brug for lige så meget specialundervisning eller specialiserede tilbud. Det er klart, at det kræver en investering i den offentlige sektor, og det vil vi bruge de første år på. Det er sådan set en forholdsvis simpel forklaring.

Den anden del af forklaringen er jo, at når vi skal have økonomien til at hænge sammen, skal vi være realistiske med hensyn til, hvad rammen er. Og så langt vi kan se med det, vi kan se nu, er det den økonomiske ramme, der gør det muligt at bevare velfærden.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jamen det er jo det, der er hele grundsubstansen i det her, og det er også derfor, jeg synes, at det er fint, at vi har den her diskussion så ofte som overhovedet muligt. Der er jo et grundlæggende element i det her, og det er de økonomiaftaler, som vi laver en gang om året med KL. Jeg kan ikke rigtig forstå, hvor vi har SF henne, når det gælder de her økonomiaftaler. Man siger hele tiden, at det er dårligt, og at kommunerne er blevet bundet på hænder og fødder, men hvis vi kigger på den aftale, der er, er det jo en gensidig aftale. KL og de 98 kommuner bliver forpligtet til en masse ting, men man kan omvendt se, at regeringen, finansministeren, indenrigsministeren osv., også forpligtiger sig til nogle ting, bl.a. til at tilvejebringe ekstra penge til forsøgsordninger, puljeordninger osv.

Her kan vi se, at SF under den sidste valgkamp på store valgplakater f.eks. har foreslået, at vi skal til at have to uddannede lærere fra 0. til 3. klasse i dansk og matematik. Er det noget, man har indarbejdet i forslaget? Er det noget, der er fuldt ud finansieret?

Ordføreren.

De forslag, vi har i vores plan, er det, der skal til, for at man på lang sigt får den holdbare velfærd, og de er finansierede i den plan, vi har lagt frem. Så når vi siger, at der skal være to lærere i de små klasser i dansk og matematik, er det selvfølgelig også finansieret og regnet ind i den plan, vi har. Så på den måde hænger det fuldstændig sammen.

Hr. Rasmus Jarlov for en kort bemærkning.

Tak. Jeg var særlig interesseret i den del af fru Meta Fuglsangs tale, som handlede om afbureaukratisering. Det er jo en overskrift, som vi alle sammen kan støtte op om, og det har vi jo sådan set gjort i årtier, men alligevel har vi i hele demokratiets historie set en stigning i antallet af love og regler. Og det tror jeg vi alle sammen kan anerkende er en stor udfordring, som vi gerne vil løse.

SF's ordfører har også kunnet nævne nogle eksempler på nogle regler, som SF er uenig i, men de enkelte regler fylder jo meget lidt i forhold til størrelsen af det problem, som vi står over for, og derfor vil jeg spørge ind til, om SF har nogle bud på, hvordan vi får vendt udviklingen på andre måder end ved at udpege nogle enkelte regler. Altså, hvilke mekanismer skal vi anvende for at sikre, at vi får færre regler og mindre bureaukrati i fremtiden?

Ordføreren.

Det er et spørgsmål, jeg er rigtig glad for at kunne svare på. Det er nemlig rigtigt, at vi bliver nødt til at kigge lidt mere overordnet på det, i stedet for kun at skille nogle enkelte regler fra, for det vil vi alle sammen kunne gøre.

Vi har et princip, der bl.a. handler om tillid frem for kontrol. Vi skal kigge mere på den ydelse, der skal leveres, end på processen, der fører derhen. Det vil sige, så længe en kommune på et velfærdsområde leverer det, den skal, skal man være mere optaget af det, end af at man på Christiansborg bestemmer, hvordan vejen derhen skal være ved enten direkte at lave regler om det eller ved at stille bestemte indberetningskrav, som gør, at kommunerne er nødt til at tilrettelægge det på en bestemt måde.

En anden stor klump kan være på det område, der hedder konkurrenceudsættelse. Vi synes som udgangspunkt, konkurrenceudsættelse er godt og sundt. Der kan findes mange gode grunde til det, og der kan vindes på det, men en kommune skal selv kunne bestemme, på hvilke områder man satser på konkurrenceudsættelse. Og så kan man lade være på andre områder, for der følger meget bureaukrati med, når ting bliver udbudt til private. Så man skal kunne vælge, på hvilke områder man ønsker at bruge kræfterne og på hvilke områder, man ikke ønsker at gøre det. Der kan man i stedet sige, at man selv gør det.

Hr. Rasmus Jarlov.

Det synes jeg var et ganske udmærket svar, og jeg er også langt hen ad vejen meget enig i det, som fru Meta Fuglsang siger, bl.a. vedrørende den del, som handler om, at man skal fokusere mere på, at kommunerne leverer det, de skal, frem for på, hvordan de gør det.

Jeg mener jo så bare – og her tror jeg desværre, at vandene skilles – at vi også er nødt til at sikre os, at der bliver leveret det, der skal. Jeg mener, at det er nødvendigt, at vi måler på, om kommunerne leverer det, de skal, for at vi netop kan give dem større procesfrihed. For så har vi sikkerhed for, at det går, som det skal, at kommunerne fungerer og leverer gode resultater.

Men jeg ser det som en forudsætning for at give mere frihed, at vi også har en form for resultatstyring ude i kommunerne, og der har jeg jo ofte set SF være imod. Eksempelvis har SF på folkeskoleområdet været voldsomt imod, at man har lavet nationale test, som netop giver den her sikkerhed for, at eleverne lærer det, som de skal, og er en forudsætning for, at man kan give skoler og kommunalbestyrelser større frihed til at tilrettelægge folkeskolen. Hvordan ser SF på det?

Ordføreren.

Uden at gå ind i en meget lang debat om nationale test vil jeg sige, at vi nok er optaget af, at det er det, man tilrettelægger i kommunerne, f.eks. på skoleområdet, det, der står i almindelige læseplaner, som kommunerne har tilrettelagt, man evaluerer på. Så vi har ikke noget imod test. Vi har ikke noget imod, at skolebørn bliver testet, med hensyn til om de har lært det, de skal kunne.

Spørgsmålet er, hvor central testen skal være, altså om man skal teste eleverne på det, som man i en styrelse synes er det, man skal kunne, eller om man faktisk skal teste, om de har fået noget ud af den undervisning, som har været tilgængelig for dem derude. Så det er sådan en diskussion om, hvad det er, vi skal teste. Og det er et spadestik dybere ned end det, vi umiddelbart kan komme i løbet af sådan en spørgsmål og svar-runde her.

Så det, vi kan se, er jo f.eks., at de sociale sagsbehandlere kun bruger 18 minutter, tror jeg, ud af 1 time på at lave egentlig sagsbehandling. Resten er papirarbejde, administration og indberetninger. Det er jo et af de områder, hvor man kan sige, at hvis vi skal have en fornuftig offentlig sektor og bruge den kvalificerede arbejdskraft bedst muligt, er vi nødt til at få mere reelt arbejde ud af dem, der er højtuddannede, og så slække på den der kontroladministration. Det er vi nødt til at gå ind og kigge på meget mere effektivt, end vi gør nu.

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, hr. Rasmus Jarlov.

Jeg synes også, det her er en spændende debat. Vi har haft den mange gange før, men det er også et enormt vigtigt emne for Danmark som samfund, hvordan vi giver vores kommuner nogle gode rammer. Forespørgslen lyder jo:

»Hvad agter regeringen at gøre for at forbedre rammerne for kommunernes økonomi og det kommunale selvstyre i 2012, herunder i forhandlingerne om den kommunale økonomi?«

Desværre synes jeg ofte, når man lytter til debatterne også her i dag, at det, som det virker som om venstrefløjen i virkeligheden gerne vil vide, mere er, hvordan man forøger kommunernes budgetter, end hvordan man sådan mere bredt forbedrer rammerne for kommunerne. Og der må jeg helt klart med det samme sige, at det for os desværre ikke er en mulighed at forøge kommunernes budgetter i de her år. Vi anerkender, at kommunerne kan have økonomiske udfordringer. Nogle steder bliver der flere ældre, det giver selvfølgelig nogle flere udgifter, andre steder bliver der flere børn – det gør der eksempelvis i København, hvor man har en demografisk udvikling, der er omvendt i forhold til resten af landet, og her bliver der altså flere børn og færre ældre. Det giver selvfølgelig udfordringer, og hver kommune har jo sine egne udfordringer.

Når vi så ikke bare kan give flere penge, er det jo ikke, fordi vi er dårligere mennesker, end de er på venstrefløjen. Det er først og fremmest, fordi vi simpelt hen ikke har flere penge på det offentlige budget. Danmark er ramt af en meget hård økonomisk krise. For få år siden havde vi store overskud på det offentlige budget, nu er vi ramt af en krise, som også har ramt alle andre lande i verden, og det betyder altså, at det er hårde tider. Der er ikke mulighed for at give flere penge ud; det vil være uforsvarligt i den situation, som vi står i i øjeblikket.

Oppositionen deler desværre stadig væk rundhåndet ud af pengene, og næsten hver gang man ser en oppositionspolitiker deltage i en debat, bliver der udskrevet meget store checks. De Konservative har den opfattelse, at vi er nødt til at tænke på fremtiden, vi er nødt til at lade være med at gældsætte Danmark, og derfor er der nødt til at være balance mellem indtægter og udgifter. Det er jo egentlig meget simpelt, men desværre virker det som om, det kun er VKO, som synes at have forstået det her ret simple forhold, denne balance mellem indtægter og udgifter. Så vi tilbyder ikke overbud og store checks, men vi tilbyder til gengæld en sund økonomi og en god fremtid for Danmarks velstand.

Selv om vi ikke kan tilbyde flere penge, betyder det naturligvis ikke, at vi ikke kan gøre noget for at forbedre kommunernes rammer. Tværtimod er det ofte sundt, at man ikke blot stirrer sig blind på at bruge flere penge som universalløsning på alle problemer. Kommunerne bør selv sørge for at skabe bedre økonomiske muligheder ved hele tiden at organisere sig så hensigtsmæssigt som muligt. Det skal ikke tages som en kritik, når vi opfordrer til effektiviseringer. Det er ikke, fordi man har gjort det dårligt, at der er mulighed for at gøre det bedre, det er, fordi erfaring og fornyet viden gør, at der kommer nogle nye muligheder for at få mere ud af ressourcerne, og det er, fordi der eksempelvis kommer ny teknologi. Effektiviseringer er en potentiel guldgrube for kommunerne.

Staten og Folketinget skal – og det vil vi også sørge for sker – opstille nogle gode økonomiske incitamenter for kommunerne. Der skal vi selvfølgelig hele tiden have for øje, hvordan det er, de belønner kommunerne. Vi skal kigge på vores udligningssystem på et tidspunkt for at sikre, at vi ikke opmuntrer til og belønner uhensigtsmæssig økonomisk adfærd og dårlig økonomistyring. Vi kigger også på det, når vi laver andre lovforslag, eksempelvis det lovforslag, som vi behandler i øjeblikket, om parkeringsindtægter. Der skal vi også sikre, at kommunerne har de rigtige incitamenter til ikke blot at brandbeskatte borgerne og forfølge bilister.

Så skal vi have taget fat på bureaukratidiskussionen, det er der ingen tvivl om. Der er ingen tvivl om, at det bliver en af de store opgaver, som vi skal have gjort noget alvorligt ved. Det er jo ikke, fordi den her regering har været specielt slem, sådan som man forsøger at udråbe det fra oppositionens side – det er selvfølgelig oppositionens rolle – men sandheden er jo, at vi igennem hele demokratiets historie har haft en stigning i antallet af regler, cirkulærer og love, som gør, at det både kan være meget svært efterhånden at være borger i Danmark, hvilket er et endnu større problem, og at være kommune i Danmark. Det er vi nødt til at få kigget på. Vi er nødt til at kigge på de mekanismer, som gør, at der kommer mere og mere bureaukrati.

En af dem er jo, at Folketinget lider af en reguleringsmani. Jeg plejer at sammenligne det med, at man giver en hammer til et lille barn, og så tror det, det skal slå på alting. På samme måde er det, når man giver politikere i Folketinget mulighed for at regulere: Så tror de, de skal regulere alting. Min taletid er brugt, så jeg vil lade det være det og høre, om der er nogle spørgsmål.

Ja, der er en række korte bemærkninger. Hr. Rasmus Prehn for en kort bemærkning.

Den konservative ordfører taler meget om stigningen i antallet af love og cirkulærer osv. Hvordan har den konservative ordfører det med, at der faktisk i den tid, hvor vi har haft en VK-regering, har været en voldsom stigning i antallet af love? Det er faktisk sådan, at hvis man sammenligner 2001 med 2010, ser man, at der er en stigning på 66 pct. i antallet af love. Er Venstre og De Konservative simpelt hen ikke kommet ud på et skråplan med en produktion af alt for mange og unødvendige love og regler, der gør, at det er meget svært for kommunerne at bevare deres selvstyre?

Ordføreren.

Det har jeg det dårligt med. Jeg har det dårligt med, at vi ikke har fået knækket kurven. Som jeg også gjorde meget ud af at understrege, er det ikke, fordi udviklingen er blevet værre under den her regering. Det er også en udvikling, der har været der under tidligere regeringer, som heller ikke har fået knækket kurven.

Vi har ikke fået indført de mekanismer, som gør, at vi kan dæmme op for de meget stærke kræfter, der hele tiden sørger for, at der kommer flere regler. De stærke kræfter er også os selv her i Folketinget, hvor vi må sige, at der er en meget stor tendens til, at man synes, at man skal blande sig i alting. Hver gang, der kommer en sag op i medierne, og der er en folketingspolitiker, der ser sit snit til at komme i aviserne, foreslår man en ny regel, fordi man ved, at det giver en overskrift. Der er selvfølgelig en meget stor del af ansvaret, der ligger her i Folketinget.

Så skal vi også sørge for, at vi får lagt ansvaret ud til kommunerne, så det ikke hver gang er socialministeren eller beskæftigelsesministeren, der skal stå til ansvar for det, når der er et lokalt problem. Det er nemlig forudsætningen for, at vi kan få en regering og et Folketing, der bakker lidt mere og lægger ansvaret derud, hvor det egentlig hører hjemme.

Så det er en meget stor udfordring, og det er et af de store projekter, som jeg synes vi skal tage fat på i den borgerlige regerings næste periode.

Hr. Rasmus Prehn.

Den konservative ordfører får det nærmest til at fremstå, som om det bare er en udvikling, der er fortsat. Men sagen er jo den, at der under den nuværende regering simpelt hen har været tale om en regulær paragraffabrik, som har spyttet nye love ud i et hidtil uset omfang. Antallet af love og regler er altså steget med 66 pct. fra 2001 til 2010. Jeg synes, at ordføreren skylder at være mere konkret: Hvad vil man gøre for at regelsanere, så det bliver nemmere at være kommune?

Ordføreren.

Jeg synes også, at Socialdemokraterne skylder at svare på det spørgsmål, og jeg stillede også før spørgsmålet til SF's ordfører. Sagen er jo, at der heller ikke er kommet nogen gode forslag på bordet fra oppositionen, ej heller har oppositionen i den periode, hvor der er sket den her stigning, været dem, der har holdt sig tilbage. Tværtimod ved jeg jo, at hr. Rasmus Prehn heller ikke holder sig tilbage med at foreslå en masse nye regler også på det kommunale område. Så det er jo ikke sådan, at oppositionen har håneretten. Men det er selvfølgelig nemmere at kritisere, når man er i opposition. Det ligger jo ligesom i ordet.

Men jeg mener, at vi meget alvorligt skal kigge på det her. Og jeg mener også, at vi skal kigge på mulighederne for decideret at lave et regelstop på det kommunale område. Det vil glæde mig, hvis der er bred opbakning til det. Men det kræver altså, at vi arbejder videre med det, og det kræver også, at der er en seriøs vilje i Folketingets partier til det, så man ikke bare bruger det som en overskrift, men går seriøst ind i det her arbejde.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Hr. Rasmus Jarlov sagde, at Konservative ikke tilbyder store checks. Nu ved jeg godt, at de kæmpe skattelettelser, man sender ud til de rigeste i det her land, ikke er på check. Det er en anden måde, det fungerer på, men man sender dog en masse penge ud. Hvordan får hr. Rasmus Jarlov det til at harmonere med, at han siger, at man ikke vil give store checks? Dels har man givet masser af skattelettelser, som er årsag til det store hul, der er i statskassen, dels kræver man hele tiden, igen og igen nye skattelettelser ved også at sige, at de mange penge, der kommer ind på, at man gør flere mennesker arbejdsløse, skal bruges på at uddele store checks. Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål, som jeg også forsøgte at få svar på fra Venstres ordfører, er: Hvad er det for en konkret velfærd, som Konservative ønsker at sikre? Hvad det helt konkrete indhold af den velfærd? Er det, at børn, hvis forældre har mange penge, kan komme til at gå i en vuggestue, hvor der er tid til børnene, mens de børn, hvis forældre ikke har mange penge, må finde sig i at gå i en nedskåret kommunal vuggestue, hvor der ikke tid til at skifte deres ble, når de har behov for det?

Ordføreren.

Til det sidste nej og til det første: Fru Line Barfod forveksler jo det at udskrive checks med at formindske det girokort, som man sender ud til borgerne. Der er forskel på at give skattelettelser og at lade folk beholde flere af de penge, som de selv har tjent, og så at udstede checks, som altså er betalt af andre mennesker. Det er en moralsk forskel, og den håber jeg at Enhedslisten også kan være i stand til at forstå, selv om man er indædt modstander af skattelettelser. Vi mener jo, at det er en god ting, at der er blevet givet de skattelettelser, som vi har givet i den her regeringsperiode. Jeg synes, det er underligt, at man i den danske debat nærmest skal skamme sig over, at man har sænket verdens højeste skattetryk. Det gør vi heller ikke i Det Konservative Folkeparti.

Fru Line Barfod.

Nu er det jo sådan, at for at tjene penge hjælper det jo rigtig meget, at der er nogle andre, der så tager sig af ens børn, at der er nogle andre, der gør rent, at der er nogle andre, der sørger for, at vejene fungerer, at der er nogle andre, der sørger for at tage sig af de ældre, at der er nogle andre, der sørger for, at sygehusene er der osv. Så spørgsmålet er jo igen: Hvad er det for en konkret velfærd, hr. Rasmus Jarlov ønsker? Er det en velfærd, hvor de rige betaler meget mindre i skat og så har råd til en høj brugerbetaling og forsikringsordninger, mens de, der ikke er så rige, må finde sig i, at deres børn f.eks. ikke kan få et ordentligt dagtilbud, ikke kan en ordentlig folkeskoleundervisning osv.? Hvad er det konkrete indhold af den velfærd, som De Konservative siger man forsvarer ved at skære på velfærden og så sende flere penge ud til de rigeste?

Ordføreren.

Der kommer flere penge til velfærd, fordi man sikrer, at vi ikke brandskatter dansk økonomi ihjel. Det er et simpelt økonomisk faktum, at det ikke nytter noget, at man slår den ko ihjel, som skal levere mælken til det danske velfærdssamfund. Vi ønsker ikke, at vi skal slagte vores velfærdssamfund, tværtimod. Vi ønsker, at det skal være bæredygtigt, vi ønsker, at vi skal lade være med at gældsætte Danmark, vi ønsker, at vi skal have en konkurrencedygtig økonomi, og det er det, der er grundpillerne i vores økonomiske politik.

Jeg synes, man også skal prioritere inden for velfærdssystemet, således at man prioriterer der, hvor der er et behov, og det vil sige, at man bl.a. fravælger ting som efterlønnen, som er en ydelse til folk, som ikke har et behov, for at kunne hjælpe de udsatte grupper i samfundet, og så er jeg sådan set også åben for, at man indfører brugerbetaling på nogle velfærdsydelser, igen for at sikre, at der er råd til de ting, som er rimelige at betale til, men at vi ikke har en hel masse ting, som det er urimeligt at fællesskabet skal betale.

Fru Meta Fuglsang for en kort bemærkning.

Tak. Jeg kan ikke stå for det der billede med hammeren, som man går amok med, for det synes jeg sådan set er et meget godt billede at bruge. Det er jo så fristende at spørge lidt mere ind til det: Hvis man lægger den hammer et øjeblik og giver sig selv lov til lidt eftertanke, hvad skal der så ske? Hvis hr. Rasmus Jarlov lægger hammeren lidt væk og siger, at han nu lige holder op med at slå et øjeblik, hvad er det så rent faktisk, ordføreren forestiller sig, at der skal ske?

Jeg spiller ud lidt i forlængelse af det spørgsmål, jeg fik fra ordføreren lige før, om, hvilke principper jeg kunne forestille mig at man kunne bruge. Så jeg vil egentlig gerne have, at ordføreren kvitterer med at være en lille smule mere præcis, med hensyn til hvilke forestillinger ordføreren gør sig om, hvad man så er klar til, når hammeren ligger stille et øjeblik.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes, at vi har en rigtig god debat lige nu om nogle principielle ting. Det, som jeg også sagde før i dialogen med fru Meta Fuglsang, var jo, at vi går meget op i, at vi bevæger os væk fra den her meget detaljerede processtyring, hvor vi i Folketinget sidder og nærmest beslutter, hvordan højre arm skal bevæge sig på den enkelte lærer ude i folkeskolen, og at vi i stedet for giver den frihed, at man kan gøre, som man vil, så længe man leverer gode resultater. Der er forudsætningen så, at vi har en styring af resultaterne, altså at vi måler på, hvordan det faktisk går, så vi får de resultater, vi gerne vil have for vores skattepenge.

Scenariet med, at man fuldstændig fjerner al kontrol – både proces- og resultatstyring – og så bare giver en hel masse penge, tror jeg ikke er vejen frem til at få en effektiv offentlig sektor. Men det er det at måle på, at der bliver leveret det, der skal, og så at give noget mere frihed. Resultatet af de to ting skal selvfølgelig være, at der sammenlagt bliver langt færre regler og langt mindre kontrol, end der er i dag. Men det skal først og fremmest være en anden kontrol, en måling på resultaterne, som er forudsætningen for, at vi kan give langt større frihed.

Fru Meta Fuglsang.

Det synes jeg også er en vigtig debat at få og et vigtigt spadestik dybere at komme, når ordføreren nu siger: Lad os måle mere på resultater og ikke så meget på processen dertil.

Hvis vi så kigger på nogle af de områder, jeg snakkede om, f.eks. konkurrenceudsættelse, vil ordføreren så være klar til at sige, at det, der er vigtigt, er, at kommunerne er opmærksomme på konkurrenceudsættelse, at de gennemsnitligt set konkurrenceudsætter 30 pct., men selv må bestemme på hvilke områder, og at de med hensyn til områder, som de så ikke prioriterer, slet ikke behøver at leve op til de der bureaukratiske regler, som man er nødt til at følge for på et hvilket som helst tidspunkt at kunne levere udbudsmateriale til en hvilken som helst entreprenant privat mand, der kommer og siger: Jeg vil gerne udfordre jer på det her? Det var sådan et konkret tiltag, som jeg tror ville lette det rigtig meget for dem i kommunerne.

Ordføreren.

Jeg synes netop, at den måde, vi har skruet det lovforslag om konkurrenceudsættelse, som vi behandler i øjeblikket, sammen på, er et meget godt eksempel på det, jeg siger: at vi gerne vil give mere frihed, men at vi også har nogle krav til, hvordan resultaterne skal blive. For vi går netop ikke ind og siger detaljeret, hvordan konkurrenceudsættelsen skal foregå, og vi går slet ikke ind og siger konkret, hvilke områder der skal udsættes for konkurrence. Men vi har lagt op til, at indenrigsministeren og KL skal snakke sammen om, hvordan man finder den mest hensigtsmæssige model for at få en større grad af konkurrenceudsættelse på de opgaver, som kommunerne løser.

Men det er selvfølgelig sådan, at offentlige virksomheder er nødt til at blive styret i en eller anden grad, sådan at de ikke bare vokser sig store og monopolistiske. Og på samme måde som vi har en monopollovgivning for private virksomheder, er det også nødvendigt, at vi stiller nogle krav om, at der skal være mulighed for, at private aktører kan byde ind på de monopoler, som kommunerne ellers sidder på.

Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Jeg har et spørgsmål til hr. Rasmus Jarlov. Det drejer sig om den debat, der tidligere var i dag, mellem hr. Rasmus Jarlov og hr. Rasmus Prehn om lovfabrikationer, altså at der aldrig har været produceret så mange love og lovændringer, som der bliver i dag. Man kan sige, at jo flere love, der bliver, jo flere love kan der ændres i. Jo flere love, der kan ændres i, jo flere ændringer kommer der, og det betyder selvfølgelig, at processen er selvregulerende i opadgående retning.

Men der vil jeg gerne spørge ordføreren, om ikke De Konservative – som jo er et utrolig unionsvenligt parti – vil anerkende og erkende, at rigtig mange af de her lovinitiativer, som kommer, er blevet os pålagt af EU-lovgivere, der netop siger, at vi skal implementere et hav af nye ting vedrørende finanspolitik, socialpolitik, retspolitik, miljøpolitik med bisfenol-A, og jeg ved ikke hvad.

Altså, der er jo så mange forskellige ting, som kommer, og det har så medført, at vi de senere år har kunnet se den her tiltagende unionsfiksering, hvor man så kan se, at Europa-Parlamentet, Kommissionen osv. simpelt hen vil til at beslutte, hvad der skal ske i de nationale parlamenter.

Anerkender ordføreren ikke, at vi ikke finder på mange af de her love, men at de kommer, fordi der er så mange her, der er så glade for EU?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at meget af den lovgivning og de regler, som vi har i Danmark, kommer fra EU. Nu kender jeg ikke tallene på det, men jeg må dog nok sige i forhold til den debat, vi har i dag, at det ikke er mit indtryk, at EU-reglerne slår kraftigst igennem på det kommunale område. Så i forhold til den diskussion, som vi har i øjeblikket, tror jeg ikke, at det er det mest relevante problem. Men generelt har hr. Hans Kristian Skibby selvfølgelig en pointe i, at der bliver pålagt os rigtig mange regler fra EU.

Så er det hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Jamen jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at jeg ville stille et spørgsmål, for jeg synes egentlig, at det er helt fair, at hr. Rasmus Jarlov på Det Konservative Folkepartis vegne udtrykker en masse synspunkter, som ligger meget fjernt fra den politik, der føres af den regering, som man selv er en del af. Men det synes jeg der skal være plads til i Folketingssalen og som parti.

Men da hr. Rasmus Jarlov kom ind på den lov om konkurrenceudsættelse, der så er på vej, spidsede jeg alligevel ører, for jeg kan forstå på hr. Rasmus Jarlov, at man er nødt til at regulere det kommunale monopol. Er der noget, der har krævet regler og bureaukrati, er det den fritvalgsordning, som man nu også med det seneste lovforslag erkender ikke har virket, fordi den ikke gav det monopolbrud, som tilsyneladende er det bagvedliggende ønske. Det har stjålet så mange ressourcer ude i kommunerne til papirarbejde i stedet for til konkrete opgaveløsninger.

Så siger hr. Rasmus Jarlov, at de ikke vil detailregulere, hvad man skal udbyde. Jamen det er jo decideret forkert, for det er præcis det, lovforslaget går ud på, nemlig at regeringen forbeholder sig retten til at pege på konkrete områder, der skal konkurrenceudsættes i den enkelte kommune. Det er det, regeringen forbeholder sig retten til.

Hvis det ikke er det, man har lyst til at gøre, hvorfor fremsætter man så det lovforslag?

Ordføreren.

Det er ikke hensigten med lovforslaget. Hensigten med lovforslaget er, at indenrigsministeren skal tage en dialog med KL, og så skal man sammen finde ud af, hvordan man skruer en ordning sammen. Der er nemlig også forskel på kommunerne; der er nogle, som allerede er langt fremme med hensyn til konkurrenceudsættelse, og der er nogle, der stort set ikke har det overhovedet. Derfor er det rimeligt, at man ikke bare laver sådan én stor skabelon og presser den ned over samtlige kommuner, men at man tager hensyn til, hvor de allerede står, og også, at der er forskellige forhold på en lang række områder, som gør, at der skal tages individuelle hensyn. Så hensigten er, at indenrigsministeren har en forhandling med KL, men det er jo korrekt, at vi har givet ham et stærkt mandat og en god forhandlingsposition, ved at vi har fremsat et lovforslag, som gør, at han i sidste ende kan tvinge noget igennem. Men det er bestemt ikke hensigten, at det skal ske.

Hr. Morten Østergaard.

Jeg vil sige til ordføreren: Prøv lige at høre her: Pointen med lovforslaget – den eneste grund til at fremsætte et lovforslag – er at skaffe indenrigsministeren hjemmel til at gå ud i en hvilken som helst kommune og pege på et konkret område, der skal konkurrenceudsættes. Det er lovforslagets eneste formål, for alt det andet kunne man i forvejen. At føre dialog med kommunerne kunne man i forvejen. Det er også det, der har forøget konkurrenceudsættelsen, for man har haft en dialog, et måltal, alt det, hr. Rasmus Jarlov taler om. Det har bragt konkurrenceudsættelsen op. Alt det, hr. Rasmus Jarlov ikke vil have, ligger i det lovforslag, man nu pisker igennem. Der peger man nemlig på noget konkret og giver indenrigsministeren hjemmel til at konkurrenceudsætte bestemte områder – ikke fordi kommunen vurderer, at den kan få det bedre eller billigere, men fordi man herinde, med den hammer, hr. Rasmus Jarlov har talt om, har besluttet sig for, at det er det rigtige område at konkurrenceudsætte. Og derfor vil jeg sige til hr. Rasmus Jarlov, at det lovforslag står i diametral modsætning til alt, hvad hr. Rasmus Jarlov har udtrykt på Det Konservative Folkepartis vegne fra talerstolen i dag.

Ordføreren.

Nej, det er jeg overhovedet ikke enig i. Nu fik jeg så at vide, at hensigten med lovforslaget er noget helt andet end det, der var hensigten hos os, der har været med til at lave lovforslaget. Derfor kan jeg jo kun gentage mig selv og sige, at det er forkert, hvad hr. Morten Østergaard siger. Hensigten er altså, at vi skal finde frem til en god aftale i god snak og dialog med KL. Indenrigsministeren har fået et stærkt forhandlingsmandat med, og han har også fået en mulighed for at sige: Hvis I overhovedet ikke vil spille med på at lave en god løsning, så er vi desværre nødt til at lovgive om det. Men vi håber meget, at vi ved hjælp af dialogen og en fornuftig samarbejdsvilje fra KL kan være i stand til at finde en god løsning på det.

Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, hr. Morten Østergaard.

Det er jo præcis et indlæg som det sidste, der illustrerer virkelighedens verden. Altså, det er jo nemt at stå og tale om, at man ønsker mere frihed til kommunerne, mere resultatstyring og mindre detailregulering fra Christiansborg, når man samtidig har et forslag på vej igennem Folketinget, som har det ene formål at give hjemmel til, at indenrigsministeren kan gribe ind i det kommunale selvstyre og fortælle, præcis hvor det er, at kommunerne skal konkurrenceudsætte præcis hvilke opgaver. Det er jo fuldstændig illustrativt for, hvordan der ikke har været sammenhæng mellem det talte ord og den konkrete handling i den politik, der har været ført over for kommunerne igennem de sidste 10 år.

Min dag i dag startede med et møde i Arbejdsmarkedsudvalget, hvor beskæftigelsesborgmesteren fra København, rådmændene med ansvar for beskæftigelseslovgivningen og -indsatsen i de seks største byer samt formanden for arbejdsmarkedsudvalget i Randers Kommune deltog. De mødte op, arm i arm, fra forskellige partier, med dette klare budskab til politikerne på Christiansborg: Vil I nu ikke godt stoppe den overregulering, der er på beskæftigelsesområdet; vi bruger så mange ressourcer på at omsætte alle de her ændringer og al den regelstyring i konkret praksis? Der kommer halvanden ny regel på beskæftigelsesområdet om ugen. Det betyder hver gang, at selv den yderste jobcentermedarbejder er nødt til at kaldes ind på kursus og orienteres om, hvordan de nye regler fungerer i praksis. Og det var en konservativ rådmand, det var en socialdemokrat og det var en radikal borgmester – det var altså fuldstændig tværpolitisk. De mødte op til mødet i dag med et ønske om præcis det, som hr. Rasmus Jarlov også var inde på, men som altså desværre ikke er regeringens politik, nemlig mindre statslig styring og større lokalt råderum, fokus på effekt frem for proces, større sammenhæng i indsatsen samt medansvar og minimumsrettigheder frem for kontrol. Men hvis det går, som det plejer, så taler de kun for døve øren, og der vil fortsat komme halvanden ny regel om ugen på beskæftigelsesområdet, fordi man ikke har nogen tillid til, at kommunerne kan løse den opgave, som man ellers i øvrigt var meget optaget af at de skulle have.

Men når man så hører debatten her i dag, kan man jo alligevel, synes jeg, fornemme nogle enighedspunkter, og det er da værd at holde fast i. For det første er der temmelig bredt i Folketinget en erkendelse af, at der i de kommende år vil være relativt få nye ressourcer til velfærdsområderne, herunder også i kommuner og regioner. Derfor er vi nødt til at finde måder, hvorpå vi kan få mere ud af pengene og få mere velfærd ud af de penge, vi bruger. Og man er også enige om, kan jeg høre, i hvert fald sådan på det overordnede plan, at der skal være afbureaukratisering, og det er jo også godt. Der skal også være en øget brug af it og teknologi, og så skal der effektiviseres. Og det er jo alt sammen godt og spændende. Men det er jo i den konkrete handling, at det skal vise sig, om det så bliver til noget.

Jeg var tidligere i debatten inde på, at man altså i Københavns Kommune alene på beskæftigelsesområdet bruger 10 mio. kr. om året på at have 20 jurister ansat til at sidde og fortolke de nye regler, cirkulærer og bekendtgørelser, der kommer fra Beskæftigelsesministeriet og de styrelser, der hører under det. Det er 10 mio. kr. alene anvendt på at fortolke nye regler og cirkulærer, frem for på den konkrete jobindsats, der måske kunne få nogle mennesker i arbejde. Og det er bare ét eksempel.

Så er der den nye budgetlov, som meget bemærkelsesværdigt er indgået af det smallest mulige flertal – nu ved vi såmænd ikke engang, om der stadig væk er flertal for den – men det er dog det smallest mulige flertal. Jeg tror, at det, kommunerne har brug for, er stabilitet, det vil sige, at de ved, hvad de har at regne med, og derfor undrer det mig såre, at regeringen også på det område valgte at føre en snæver blokpolitik i stedet for at forsøge at samle et bredt flertal i Folketinget bag et budgetlovforslag, som jeg egentlig oplevede at der var en nogenlunde pragmatisk tilgang til at forhandle. Der var også forhandlingsmøder – pludselig gik de i stå, så gik der nogle uger, og så meddelte man, at man nu var 90 mandater, der var enige om at gennemføre det, regeringen havde lagt frem. Og det er jo et spændende forslag, synes jeg, hvis man går op i det kommunale selvstyre. Eksempelvis må man forstå det sådan, at regeringen mener, at kommunerne er herre over vind og vejr. I hvert fald er det sådan, at regeringen nu har forbudt, at man bestiller mere salt i december med henblik på at få vejene saltet, hvis vi nu igen skulle blive udsat for en isvinter. Det skal fremover ske, ved at man et eller andet sted fyrer en pædagog på gråt papir, så man kan få bevillingerne til at hænge sammen. Det er ikke tilladt at tage de penge op af kassen og lave en ekstra bevilling til eksempelvis snerydning og indkøb af vejsalt. Jamen, det er jo helt, helt paradoksalt, at man kan høre al den her snak om afbureaukratisering og kommunalt selvstyre, samtidig med at man planlægger de her nye, snævre rammer for, hvad kommunerne må, selv om vi selvfølgelig alle sammen er enige om, at der er behov for – også med de snævre rammer, der er i de kommende år – at sikre, at udgifterne ikke stiger mere, end det er planlagt.

Det Radikale Venstre vil give stabile økonomiske rammer med flerårige aftaler, vi vil sikre en styring på resultater frem for proces og gennemføre en tillidsreform. Og så vil vi frem for alt droppe den der konstante fokus på gennemsnittet, som kommer fra finansministeren, og i stedet sørge for, at kommunerne får et reelt frirum til at tilrettelægge servicen, også hvis de har lyst til at have en service, der er over landsgennemsnittet.

Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Allerførst kunne man måske give lidt inspiration til den radikale ordfører, som virkelig var hurtigsnakkende i dag. Man kunne måske gøre som på Samsø, hvor man slet ikke bruger vejsalt. Så var det problem i hvert fald løst, kan man sige.

Jeg vil gerne spørge hr. Morten Østergaard om det med de her 20 jurister, som hr. Morten Østergaard brugte både sin ordførertale og i et spørgsmål tidligere. Nu ved jeg jo, at hr. Morten Østergaard er medlem af et meget EU-engageret parti, og man støtter også, at der skal være alle de her EU-krav til Danmark. Og det er jo sådan, at kommunerne er underlagt en masse udbudsdirektiver fra EU om, at offentlige opgaver skal sendes i EU-udbud. Det, der så viser sig, er jo bare, at kommunerne ikke får ret mange henvendelser fra de her store, multinationale virksomheder, som vil ind og byde på vintertjenesten, f.eks. i Norddjurs Kommune. Det er som regel lokale virksomheder, der gør det. Men alligevel skal man på grund af direktiver, som EU har besluttet, gennemføre alle de her udbud og overholde en lang række dokumentationskrav. Og det sidder de her jurister så og laver i kommunerne. Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren: Hvis nu man ikke skulle have de her jurister ansat, hvem skulle så stå for alle de her EU-diskussioner?

Ordføreren.

Jeg tror såmænd, der også vil være brug for jurister i kommunerne fremover. Det, jeg taler om, er, at man i Københavns Kommune har 20 jurister til en samlet sum af omkring 10 mio. kr. om året alene beskæftiget med at fortolke regler fra Beskæftigelsesministeriet – alene Beskæftigelsesministeriet. Så kan man jo rulle det ud på andre områder også. Men det, jeg synes er løjerligt i hr. Hans Kristian Skibbys spørgsmål, er, at hr. Hans Kristian Skibby, eller i hvert fald hans parti, lige har lavet en aftale med regeringen, som skal øge konkurrenceudsættelsen. Og der har man, som jeg lige diskuterede med hr. Rasmus Jarlov, bl.a. givet en hjemmel til – og det er man i gang med at lovgive om – at gå ind konkret og udpege områder, som skal sendes i udbud. Det er altså ikke noget, man kan laste EU for. Det er noget, Dansk Folkeparti bærer igennem i Folketinget, fordi man ønsker at vride armen rundt på kommunerne, i stedet for at lade dem selv tilrettelægge opgaverne og sende det i udbud, de mener de kan få bedre og billigere. Det kan man ikke laste EU for. Så er det rigtigt, at der er nogle regler omkring EU-udbud, men i den diskussion, der var om konkurrencepakken, har vi forsøgt at rejse spørgsmålet om, hvorvidt vi kunne lave bedre udbudsregler. Men jeg oplever ikke, at det er EU-udbudsreglerne, der en hindring for, at vi laver ordentlige udbud i Danmark.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Nej, men det er i hvert fald EU-direktiverne, som er årsag til, at det koster så utrolig mange penge for kommunerne at gennemføre deres udbud, når alt til over 1,4 mio. kr. pr. lovkrav og pr. definition skal sendes i EU-udbud.

Men jeg vil gerne spørge ordføreren om noget helt andet. Nu har ordføreren nævnt meget om det her med konkurrenceudsættelsesloven. Hr. Morten Østergaard har gentagne gange sagt, at med den lov vil ministeren få lovhjemmel til egenhændigt at gå ind og sige til kommunerne: Nu skal det være dér og dér. Der vil jeg bare gerne for en god ordens skyld have hr. Morten Østergaard til at bekræfte, at det ikke er rigtigt. For det, der faktisk er aftalt, er, at forligspartierne skal godkende eventuelle sanktioner over for kommunerne, hvis ikke man kan få tingene ind ad frivillighedens vej. Det betyder altså ikke, at ministeren får en lovhjemmel til at gå uden om Folketinget og f.eks. sige: Nu skal det være hjemmehjælpen i Rødovre, der ryger. Nej, det er forligspartierne, som har vetoret i forbindelse med den opgave, og det synes jeg måske ordføreren skulle nævne bare lige for en god ordens skyld.

Ordføreren.

Jeg betragter det sidste som en erkendelse af – og det gælder også i den diskussion, jeg havde med hr. Rasmus Jarlov – at det præcis er, som jeg siger, nemlig at der med lovforslaget gives hjemmel til, at regeringen kan pålægge kommunerne at sætte bestemte opgaver i udbud. Så kan hr. Hans Kristian Skibby jo henvise til, at man har lavet en aftale om, at det må ministeren ikke gøre uden forudgående godkendelse blandt forligspartierne. Det er jo helt fair, men det har altså ikke noget med lovgivningen at gøre.

Hvis det var Folketinget, hr. Hans Kristian Skibby havde i sinde skulle være dem, der skulle tage den beslutning, så var det, man skulle lægge op til, at der skulle fremsættes lovforslag, hver gang man gjorde det. Men det er jo ikke tilfældet. Det er overladt til regeringen. At man så har lavet en aftale om, at man skal gøre det i samarbejde med forligspartierne, vedrører sådan set ikke sagen. For det, der har med lovforslaget at gøre, er, at man giver den hjemmel til at se bort fra, hvad kommunerne selv måtte ønske. Hvis ikke man kan få dem til at makke ret på den ene måde, bruger man den hammer, som hr. Rasmus Jarlov talte om, nemlig lovgivningsinstrumentet, og så slår man dem i hovedet alligevel.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Fru Line Barfod har bedt om ordet – i anden runde må det så være.

Jeg havde faktisk troet, at ministeren ville gå på talerstolen. Det normale i en forespørgsel er jo, at ministeren går op, sådan at man har mulighed for at stille spørgsmål til ministeren og ikke kun til ordførerne. Det er sådan lidt mærkeligt at have en hel, lang debat, hvor man også gerne vil diskutere med ministeren, og så går ministeren ikke på talerstolen, så man får mulighed for det. Men ministeren har jo mulighed for det nu, så det håber jeg da at ministeren vil gøre. For jeg synes faktisk, at det har været meget væsentlig debat, vi har haft. Jeg synes, det er væsentligt at få frem, hvad det egentlig er, regeringen vil.

Som jeg sagde i det indlæg, jeg havde umiddelbart efter ministerens tale, synes jeg, det er væsentligt at høre, hvad der er regeringens bud på at øge kommunernes selvstyre. Der kom intet i ministerens tale om, hvad det er, regeringen vil gøre for at øge selvstyret, kun at man har gennemført en kommunalreform. Det, vi har oplevet med kommunalreformen, er jo, at kommunernes selvstyre er blevet væsentlig indskrænket. De har fået flere opgaver, men de har mindre at kunne bestemme over selv. Derfor ville det være godt at høre fra ministeren, hvad det egentlig er, regeringen har at byde på for at øge selvstyret.

Det ville også være godt at høre, hvilket indhold regeringen ønsker i velfærden. Vi kunne jo høre fra hr. Rasmus Jarlov, at De Konservative ønsker, at der skal gives endnu flere skattelettelser, og at der så på nogle områder skal indføres brugerbetaling på velfærd. Er det også Venstres og finansministerens holdning, at det er den vej, vi skal? Det kunne være interessant at høre. Finansministeren har jo tidligere, for flere år siden, udtalt, at planen fra finansministeren og den tidligere statsministers side sådan set var, at man ville øge det private forbrug i høj grad. Det er jo det, man gør med skattestop og skattelettelser. Og så ville man lægge loft over det offentlige forbrug. Så ville der af selv opstå et nyt Danmark, sagde finansministeren dengang. Han kaldte det en slags fløjlsrevolution.

Det ville være interessant at høre, om det stadig er det, finansministeren mener er planen, nemlig at der skal opstå et nyt Danmark, hvor man ikke har en stærk offentlig velfærd for alle, men har brugerbetaling og forsikringsordninger. For det, vi reelt skal diskutere, og det, som valget også kommer til at stå om, er jo: Hvad er det for et slags samfund, vi vil have?

Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi fra Enhedslistens side ønsker at fortsætte den tradition, vi har haft i Danmark, og som har gjort os stærke og rige, nemlig at vi opbygger et stærkt demokratisk samfund. Vi tror på, at demokrati er den stærkeste styreform, vi overhovedet har, og man kan jo tydeligt se efter 10 år, hvor regeringen og Dansk Folkeparti i den grad har forsøgt sig med kontrol og med markedsmekanismer i stedet, at det ikke har ført til gode resultater. Det er ikke godt, at så mange børn ikke får den undervisning, de skal have i folkeskolen. Jeg tror heller ikke, der er særlig mange ældre, der er glade for, at de får mindre og mindre hjemmehjælp. Og jeg ved helt sikkert, at rigtig mange mennesker med handicap er dybt fortvivlede over, at de får frataget den hjælp, de skal have for at kunne deltage i samfundet.

Så hvad er det helt konkret for et indhold i velfærden, finansministeren ønsker? Det ville det være rart at få nogle bud på – ikke kun få de overordnede tal, men helt konkret få svar på, hvad det er for et indhold, man ønsker. Det er væsentligt at diskutere. Det er væsentligt – også i forhold til det, hr. Morten Østergaard og flere andre har været inde på under debatten om den tvungne privatisering og konkurrenceudsættelse – at høre, hvad det helt konkret er, man ønsker at opnå.

Det, vi ser på sundhedsvæsenets område, er jo, at man har en masse bureaukrati. Så vidt jeg husker tallet, er det 60-70 millioner regninger, der skal sendes til kommunerne hver måned for de behandlinger, der bliver foretaget, og mellem hospitalerne. Men det har jo ikke ført til bedre forhold for patienterne. Vi hører om, at flere og flere børn bliver genindlagt umiddelbart efter fødslen, fordi man ikke længere kan tage sig ordentligt af de nybagte mødre og deres børn. Vi hører stadig om ældre patienter, der ligger på gangene. Nogle af dem dør, uden at der er nogle til at holde dem i hånden. Vi hører om, hvordan hele sundhedsvæsenet bliver skævvredet af, at man kun fokuserer på, hvordan private sygehuse kan tjene penge på det.

Så det er jo ikke, fordi det, at man indfører de styringsmekanismer, som regeringen og Dansk Folkeparti er så optaget af, fører til, at man får en bedre velfærd. Det virker heller ikke, som om vi får et bedre velfærdssystem af, at Dansk Folkeparti igen og igen lægger stemmer til skattelettelser for de rige og forringelser for folk på dagpenge, forringelser af efterlønnen osv., så flere mennesker bliver sendt ud i arbejdsløshed. De seneste sparerunder, vi har set, hvor man virkelig for alvor begyndte at fyre folkeskolelærere og pædagoger og mange andre ude i kommunerne i stort antal, fører jo heller ikke til bedre velfærd.

Så jeg håber virkelig, at ministeren går på talerstolen og siger, hvad det er, regeringen og Dansk Folkeparti gerne vil. Vi har i vores indlæg fra oppositionens side fremlagt vores bud på, hvad der skal ske. Vi mangler at høre fra ministeren, hvad det er, regeringen helt konkret ønsker skal være indholdet i velfærden.

Der er nogle bemærkninger til ordføreren, og det er først hr. Morten Østergaard med en kort bemærkning.

Det er blot en bemærkning. Det er selvfølgelig urimeligt af Folketinget at ulejlige regeringen på det her tidspunkt, hvor der foregår nogle væsentlige forhandlinger, men jeg vil bare tilslutte mig fru Line Barfod og sige, at det undrer mig, at finansministeren har tilbragt eftermiddagen i salen. Vi står foran at skulle forhandle om den kommunale økonomi, og der er lavet en meget snæver aftale om et budget, der får en stor betydning, men alligevel har han ikke tid til at gå på talerstolen og debattere med Folketinget. Det synes jeg ærlig talt er for ringe.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig med hr. Morten Østergaard.

Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Jamen så kan jeg måske endnu gøre mig håb om få et lignende svar fra fru Line Barfod, nemlig at fru Line Barfod er fuldstændig enig med hr. Skibby. Det glæder jeg mig til. Det er det her med, at kroner og øre skal passe, for der kan vi se, at en S-SF-regering vil lægge op til, at der bl.a. skal laves en betalingsring med vejbomme omkring København, fordi man skal sikre nogle penge, der bruges til at udvikle af den offentlige trafik med. Det forventes så at give et overskud på godt 2 mia. kr. om året, og oven i det kommer der så et par hundrede millioner kroner til administration.

Så med hensyn til det her med, at vi skal sikre den varige velfærd, er mit spørgsmål til fru Line Barfod: Er det ikke velfærd for en borger, der bor i Dragør, og som arbejder i Hellerup, at vedkommende ikke skal brandbeskattes med op til 18.000-20.000 kr. om året for at køre fra Dragør til Hellerup? Det er faktisk det, der er vilkårene i forslaget. For hver gang man passerer en vejbom, som er det, S og SF foreslår indført for at finansiere de her mange, mange fantasimilliarder, skal man af med vejbompenge på 25-35 kr. pr. gang, man kører igennem sådan en vejbom. Det gør folk jo både til og fra arbejde. Hvad synes ordføreren om det?

Ordføreren.

Jeg synes, det er rigtig god velfærd, hvis man har et samfund, hvor det er muligt at komme nemt og hurtigt på arbejde; hvis man har et samfund, hvor det er billigt at komme til og fra sit arbejde og i det hele taget at komme omkring; hvis man har et samfund, hvor der ikke er så voldsom en luftforurening, at der er flere tusinde mennesker, der dør af det hvert år; og hvis man har et samfund, hvor det faktisk er muligt for alle at komme omkring. Det synes jeg er rigtig god velfærd. Og jeg synes, det er en rigtig god idé at investere i en god kollektiv transport, så det er muligt at komme nemt og billigt fra Dragør til Hellerup, og især, hvis man gør det sådan, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og man ikke f.eks. indfører tåbelige regler om, at togene skal køre, uden at det tjekkes, om der er nogen, der sidder fast.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Det, der er så fantastisk ved den her diskussion, er netop, at når det kommer til virkelighedens verden og man prøver at få finansieret nogle af de her ting, er Enhedslisten, og det anerkender jeg, sådan set modig nok til at sige: Jamen det vil vi gerne støtte. Men hvad skal man lægge i ordet velfærd med e vel at mærke? Hvad skal man lægge i det, når man kan se, at en lønmodtager, som vælger at tage på arbejde i Hellerup og bor i Dragør, skal beskattes ud over sin almindelige lønindkomstbeskatning? Man skal beskattes, fordi man vælger at tage sin bil at køre på arbejde i. Det er da ikke rimeligt.

Det er altså bare sådan, at vi ikke kan overklistre Danmark med tog og busser alle vegne. Vi er også nødt til at erkende, at privatbilismen er et grundlæggende element i det danske samfund, for det er det, folk har brug for, når de skal hjem og hente børn i daginstitutioner på forskellige tidspunkter. Derfor vælger familier i dag at have en bil.

Jeg spørger så bare ordføreren, om hun synes, det er rimeligt, når vi nu diskuterer velfærd, at man ud over sin skat skal betale op til 20.000 kr. for at kunne få lov til køre på arbejde. Det er jo himmelråbende vanvittigt.

Ordføreren.

Men jeg kan forstå, at ordføreren synes, at det er helt rimeligt, at man ud over at have betalt sin skat skal betale stadig stigende priser for at køre med bus og tog, for det er jo det, Dansk Folkeparti har lagt stemmer til det ene år efter det andet: at priserne på den kollektive trafik stiger og stiger, og stiger langt, langt mere end den almindelige pris- og lønudvikling i samfundet gør. Det er det, Dansk Folkeparti gerne vil være med til, samtidig med at man så giver skattelettelser til de rigeste.

Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti synes, at det helt i orden, at priserne på daginstitutionerne stiger, så man ud over at betale sin skat skal betale mere og mere for at kunne have sit barn i vuggestue og børnehave, selv om det, man får, bliver dårligere og dårligere, fordi Dansk Folkeparti samtidig skærer ned på kommunernes område.

Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti synes, det er helt rimeligt, at hvis man som pensionist gerne vil have gjort rent, skal man selv betale et privat firma for at gøre det, fordi der bliver skåret ned og skåret ned i hjemmehjælpen, så der snart ikke er råd til at få gjort ordentligt rent, hvis man ikke er i stand til selv at gøre det. Dansk Folkeparti vil hellere lægge stemmer til skattelettelser, og sådan har vi forskellige opfattelser af, hvad det er, der er vigtigt for borgerne.

Hr. Rasmus Prehn for en kort bemærkning.

Jeg kunne også have valgt at tage ordet i forbindelse med en anden bemærkning, men jeg vil ligesom den radikale ordfører bakke Enhedslistens ordfører op i, at det altså er ganske bemærkelsesværdigt og udtryk for meget ringe respekt for folkestyret, når finansministeren møder frem her til en forespørgselsdebat og nægter at være i dialog med os, der har indkaldt til forespørgslen. At han ikke stiller sig til rådighed for spørgsmål, virker dybt besynderligt og som om, han har en meget ringe respekt for folkestyret, synes jeg.

Der er mange helt essentielle dagsordenspunkter i det her, og jeg synes, at ministeren burde stille sig til rådighed for spørgsmål, sådan at vi kan få en dialog om de her ting, i stedet for at der bare er envejskommunikation fra finansministerens side.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig, og ministeren kan jo nå det endnu, så jeg håber, at ministeren vil rejse sig og gå op på talerstolen, så vi har den mulighed for at få den dialog og også har mulighed for at få svar fra ministeren på, hvad det egentlig er, regeringen ønsker at gøre over for kommunerne.

Hr. Helge Adam Møller for en kort bemærkning.

Jeg kom ind i Folketingssalen og hørte det sidste af fru Line Barfods indlæg, og det var jo et angreb på hele det danske sundhedsvæsen; de nyfødte fik en utrolig dårlig behandling, og de ældre lå ude på gangene osv. osv.

Nu er jeg jo så gammel, at jeg både kan huske, hvordan det var for 40, 30 og 10 år siden. Kan fru Line Barfod ikke bekræfte, at for 10 år siden, da Poul Nyrup Rasmussen var statsminister, var der 8.000 færre læger og sygeplejersker på de danske hospitaler, end der er i dag, og at der dengang var en garanti for at komme på venteliste, når man skulle opereres, mens der i dag er en garanti for at blive opereret, og at ventetiden er 42 dage kortere for en operation i 2011, end den var i 2001? Og for øvrigt er det sådan, at der bliver opereret 200 flere danskere hver eneste arbejdsdag – mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag året rundt – end der blev, da fru Line Barfod havde magten sammen med Poul Nyrup. Er det ikke fakta?

Ordføreren.

Jeg er ikke sundhedsordfører, jeg kan ikke huske alle detaljerne, men som jeg husker det, er ventetiderne i dag lige så lange, som de var, da den borgerlige regering kom til.

Det, der er problemet, er, at man har brugt masser af ressourcer på at lave et sundhedsvæsen, hvor de private sygehuse skal kunne tjene penge. Der er mange flere, der bliver opereret, ja, men spørgsmålet er, om de alle sammen har behov for den operation.

Det, der er problemet, er jo, at man f.eks. ikke går ind og ser på det arbejdsmiljø, der er, men at mennesker, der har ondt i ryggen, bliver opereret på et privat sygehus for deres sundhedsforsikring fra arbejdsgiveren, i stedet for at man ændrer på arbejdsmiljøet, og i stedet for at man ser på, om de måske havde mere gavn af en anden behandling. Flere af dem har stadig væk lige så ondt efter den rygoperation, som de havde før.

Samtidig er operationer kun en lille del af det, der foregår i sundhedsvæsenet. Langt det meste af det, der foregår i sundhedsvæsenet, er behandling af folk, der indlægges akut, det er f.eks. kvinder, der skal føde. Og i dag er det altså sådan, at antallet af børn, der bliver genindlagt efter fødslen, er steget drastisk, fordi man ikke længere kan regne med, at der kommer nogen og ser, hvordan de har det.

Hr. Helge Adam Møller.

Nu er det jo 14 år siden, jeg fik min sidste datter, og 16 år siden, jeg fik den første. Mig bekendt er de fleste af de indlæggelser af kvinder, der kommer ind og skal føde, ikke særlig akutte, for det er sådan set normalt noget, man ved 8-9 måneder inden. Så kan der være lidt med, om det bliver om tirsdagen eller om fredagen, men særlig akut er det ikke, der er en rimelig lang planlægningsfase, skulle jeg hilse og sige som en, der har lidt erfaring i det.

Med hensyn til ventetiden kan jeg sige, at da Poul Nyrup gik af osv., var der ingen garanti for, at man kunne blive opereret, overhovedet ingen. Gennemsnitsventetiden var 82 dage. I dag er den 52 dage, og enhver dansker har en garanti for, at hvis han eller hun ikke kan blive opereret inden for 30 dage i den region, hvor vedkommende bor, kan vedkommende blive opereret i en anden region eller på et privathospital eller i Sverige. Man har altså en garanti i dag, det havde man ikke tidligere. Det er nok også derfor, der er så mange danskere, der gerne vil opereres lidt hurtigere frem for at gå med en dårlig hofte eller et dårligt knæ i månedsvis, som man gjorde tidligere.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig klar over, at man er gravid flere måneder, før man skal føde. Det har jeg sådan set selv prøvet et par gange. Men man ved altså ikke, præcis hvornår det er, man skal føde, medmindre det drejer sig om et planlagt kejsersnit.

Det, som en del kvinder oplever i dag, er, at når de ringer til fødestedet og siger, at nu er fødslen gået i gang, så er der ikke plads på fødestedet. Så skal de til at ligge og ringe rundt til det ene fødested efter det andet. Når de kommer ind og føder, kan de ikke være sikre på, at der er en jordemoder, der har tid til at tage sig af dem, fordi jordemoderen skal passe flere fødende på én gang. Når de har født, bliver de sendt hjem igen, og så er det, der går mange dage, før der kommer en jordemoder eller en sundhedsplejerske og ser til den nybagte mor og barnet.

Det kan være, at amningen ikke er gået i gang. Især hvis det er en førstegangsfødende, ved hun ikke, at når barnet er stille og ikke græder, kan det være, fordi barnet ikke får mad nok. Derfor ser vi altså, at flere og flere nyfødte børn bliver genindlagt. Og det er et stort problem, at man har lavet et sundhedsvæsen, hvor man fokuserer på det, som man kan konkurrere med private sygehuse om, altså der, hvor der er lavet en masse markedsstyring, men hvor man ikke fokuserer der, hvor det er væsentligt, som f.eks. i forbindelse med fødsler.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 26. maj 2011.