Det er en meget vigtig og meget spændende debat, vi forhåbentlig får i dag med de redegørelser og de forslag, der ligger her.
Det, som falder mig i øjnene, er jo umiddelbart, at der er meget stor forskel på papir og virkelighed.
Det, der er væsentligt, når man dyrker politik, er selvfølgelig, at man er i stand til at lave papirer, der svarer til den virkelighed, vi ser, og at man kan genkende virkeligheden, når man ser den.
Jeg tror desværre, at regeringen er for fokuseret på papir og for lidt fokuseret på virkeligheden, når det handler om, hvad der sker med udviklingen af Danmark – når vi vel at mærke snakker om et Danmark i balance.
Når der snakkes om et Danmark, hvor man skal kunne bo i hele landet med et rimeligt serviceniveau, med en rimelig tilgang til de ydelser, som med rimelighed kan forventes, så er der somme tider lidt langt til virkeligheden fra de papirer, vi ser herfra.
Virkeligheden er, at der er dele af Danmark, som man kan kalde Udkantsdanmark, og jeg har hørt mere et charmerende udtryk som Vandkantsdanmark.
Baglandet har jeg ikke hørt før, men jeg synes ikke, det er noget, der med rimelighed beskriver den del af Danmark, som vi snakker om, hvor der er langt mellem husene.
Men virkeligheden i de områder er jo, at færre får en ungdomsuddannelse, at ledigheden er højere, at man sidder mere fast i ledigheden, når man er blevet ledig, at uddannelsesniveauet er lavt, altså at man har ingen eller en kortvarig uddannelse.
Det er jo nogle faktuelle ting, som gør, at der er nogle udfordringer i forbindelse med at få landdistrikterne i Danmark til at fungere – optimalt i hvert fald.
Når vi ser på de redegørelser, der ligger – R 14 og R 15 – kan vi bl.a.
se, at der meget tidligt i redegørelse nr.
R 14 står højt og tydeligt, at krisen ikke gør forskellene på de forskellige dele af Danmark større.
Det er jo i hvert fald en påstand.
Men i hvert fald står der det, som vi forhåbentlig alle sammen er enige om, nemlig at yderområder er mere sårbare – at yderområderne er mere sårbare, i forhold til hvis der kommer hårde økonomiske vilkår, og at yderområderne er mere sårbare over for reguleringer, som måske generelt giver mening i Danmark, men som i nogle områder har konsekvenser, som er meget hårde, i forhold til hvad der var meningen.
Indenrigsministeren har jo her redegjort for nogle af de forhold, der er tale om:
et faldende befolkningstal, at aldersfordelingen på øer og i yderområderne er anderledes, altså at der er befolkningsfrafald og flere ældre i områderne.
En række af de forhold, som blev remset op her, er jo ikke en naturlov, og det skal man huske på.
Der er ikke en naturlov, der siger, at man har en lav uddannelse, fordi man bor i Vandkantsdanmark.
Der er ikke en naturlov, der siger, at der skal være en fraflytning fra landdistrikterne.
Det er nogle vilkår, som vi er med til at skabe med de beslutninger, vi træffer på Christiansborg.
Og derfor er det vigtigt, at vi holder fast i, at når vi skal træffe beslutninger – det være sig i forbindelse med finansloven eller enkelte lovforslag – har vi for øje, at hele Danmark skal kunne være med.
Det, som er svarene på finansloven og på en række lovforslag her, er, at det er meget mere rådgivning – rådgivning til yderdistrikterne i forbindelse med ledighed, med beskæftigelse – og ikke så meget konkrete forslag, som vi kan se gør en forskel.
Hvis vi kigger på den offentlige sektor, kan vi se, at et af buddene på at udvikle den offentlige sektor, så der bliver mere frihed og mere forskellighed mellem kommunerne, er frikommuneforsøg.
Det er nogle forsøg, som er meget uambitiøse, når det handler om for alvor at sætte fri.
Det er klart, at det er vigtigt med de her kommuneforsøg, eller at kommunerne bliver inddraget, fordi den offentlige sektor og kommunerne fylder meget; det gør de meget i mindre kommuner, fordi det er en stor del af den aktivitet, der er der.
Jeg synes, at der er nogle pointer, man skal holde fast i, når vi snakker om en udvikling af hele Danmark, og når vi snakker om, hvad vi så skal gøre ved det.
Der er nogle sammenhænge i den økonomiske politik, der bliver fremlagt.
Vi har jo set den sammenhæng, at hvis man giver skattelettelser til de rige, er det bestemte dele af Danmark, f.eks.
Nordsjælland, som profiterer af det.
Og når man laver tilbagetrækningsreformer, hvor man er parat til at fjerne efterlønnen eller forringe vilkårene for de tilbagetrækkende, så rammer det hårdt økonomisk i de områder, som vi kalder yderdistrikterne, altså Lolland, Læsø og de områder, som vi snakker om her.
Så de økonomiske vilkår, der bliver givet herfra med finansloven og andre love, er nogle, som er med til at øge den ulighed, der er mellem de forskellige områder i Danmark.
Når vi kigger på erhvervsudviklingen, kan vi se, at når store virksomheder lukker, f.eks.
Vestas, så rammer det hårdt i nogle yderdistrikter.
Det rammer hårdt i nogle områder, hvor det kan være svært at få nye erhverv til at komme til.
Så dér, hvor man i forvejen er mest sårbare, er man meget afhængige af at have nogle vilkår, så nye erhverv kan komme til, også i de områder, hvor der er langt mellem husene, og de tiltag mangler vi.
Vi mangler erhvervstiltag på så jordnært plan, at vi kan sige, at også yderområderne har glæde af det.
Vi mangler i det hele taget fokus på vækst.
Vi mangler også fokus på vækst i samspillet mellem offentligt og privat.
Lige præcis i yderområder, hvor den offentlige sektor fylder meget, hvor kommunerne fylder meget i den aktivitet, der er, vil det være oplagt at fokusere på samarbejdet mellem offentlige og private, på at udvikle velfærdsteknologi, på at udvikle tilbud på det offentlige område – noget, som også kan blive en eksportvare, noget, som man kan komme til at tjene penge på i det private erhvervsliv.
Den del mangler vi også at se nogle tiltag på.
Det er noget, som vil give en varig vækstmulighed, en varig erhvervsmulighed i hele Danmark, og hvor man udnytter, at alle områder – også dér, hvor der er langt mellem husene – har en offentlig sektor, som skal give sundhedstilbud og servicetilbud og derfor kan bruge det som et aktiv.
Jeg synes, at der burde være fokus på, at ting skal være så decentrale som muligt.
Vi kan ikke alle sammen have et kongeligt teater i baghaven, og vi kan ikke alle sammen bo ved siden af Rigshospitalet, men det skal være sådan, at uanset hvor man bor i Danmark, skal der være adgang til en ungdomsuddannelse, uden at den afstand, man skal færdes over, er så lang, at det bliver en uoverkommelig opgave.
Det skal være sådan, at uanset hvor man bor i Danmark, skal det være muligt at komme til en arbejdsplads eller i hvert fald muligt at omstille sig til noget nyt, at få nogle tilbud på efteruddannelse, på aktivering, som gavner, at man faktisk kommer i arbejde på de vilkår, der er i det område, hvor man bor.
Det synes jeg ikke er for store krav at stille, men det er nogle krav, som ikke er opfyldt med den politik, der bliver ført i øjeblikket.
Det store spørgsmål for mig er, om der faktisk er en politisk vilje til at have den målsætning på tværs af ressortområder, på tværs af politikområder, altså en vilje til at ville have et Danmark i balance, hvor man faktisk føler, at man har et servicetilbud der, hvor man bor; et Danmark, der er så decentralt som muligt.
SF vil gerne have en struktur, der fremmer en sund udvikling i alle egne af Danmark, i stedet for særordninger.
Vi vil gerne have, at når vi laver nye tiltag, er det tiltag, som skaber en strukturel udvikling, som gør det muligt at have en sund udvikling i hele Danmark.
Det står meget over for den hattedamementalitet, det godt kan opfattes som, når man skal have særordninger.
Jeg tror, at alle kommunalbestyrelser, alle erhvervsråd, alle borgere i Danmark gerne vil have almindelige vilkår, som også duer der, hvor de bor, altså at de vilkår, der er for trafik, for uddannelse, for erhverv, for jobskabelse, for sundhed, er nogle, der duer, uanset hvor man bor, også selv om man selvfølgelig ikke kan få Det Kongelige Teater i sin baghave.
Jeg ser ikke den politiske vilje til på den måde hele tiden at indtænke hele Danmark, når man tager beslutninger.
Men den her debat kunne måske være et afsæt til, at vi faktisk fik den politiske vilje ind, når vi træffer afgørelser.
I hele Danmark er der masser af ildsjæle.
Der er masser af gode ideer, og der er masser af udfordringer, der bliver løst, også der, hvor der er langt mellem husene.
Et helt konkret eksempel er VUC Storstrøm, hvor man siger, at der ikke er elever nok til at opfylde den klassekvotient, der skal til for at lave et relevant uddannelsestilbud.
Hvad gør man så?
Så eksperimenterer man med fjernundervisning, med parallel undervisning, og man har lavet et helt nyt tilbud, som andre nu også er interesseret i, fordi man der skaber undervisningstilbud over store afstande – noget, der kan bruges, selv om der er langt mellem husene.
Det viser den vilje og energi, der er, også i områder, hvor der ikke er det store befolkningsgrundlag, til faktisk at gøre noget for at skabe en sund vækst og en sund udvikling.
Det er en udvikling, nogle tiltag, som skal understøttes, og som burde blive understøttet fra Christiansborg, når vi træffer afgørelser, træffer beslutninger om lovforslag og finansloven.
Jeg håber meget, at det kunne blive fremtiden, at man gør det.
Det, der er vigtigt, er, at Danmark er for alle, at man har et Danmark, hvor man, lige meget hvor man bor, kan komme til, og at man synes, at de serviceudfordringer, der er, kan man løse.
Jeg har et forslag til vedtagelse til forespørgsel nr.
F 34, som jeg vil læse højt.
Det er på vegne af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten:
Forslag til vedtagelse
»Folketinget finder det afgørende, at der sikres en positiv udvikling og vækst i alle egne af Danmark.
Der skal iværksættes en stærk indsats for at bringe Danmark i balance.
Dette skal bl.a.
sikres ved bedre uddannelsesmuligheder, bedre pendlingsforhold, mere attraktiv bosætning, effektive væksttiltag, der kan sikre øget beskæftigelse og udvikling på et miljømæssigt bæredygtigt grundlag, samt ordentlige velfærdstilbud.«
(Forslag til vedtagelse nr.
V 54).