Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 3:

Forespørgsel til indenrigs- og sundhedsministeren om svangreomsorg:

Vil ministeren redegøre for, hvordan han vil sikre, at alle kvinder får den rette omsorg i henhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorg, herunder fødselsforberedelse, jordemoder under fødslen, mulighed for at blive på fødestedet, til amningen er i gang osv.?

Af Line Barfod (EL), Frank Aaen (EL), Per Clausen (EL) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

(Anmeldelse 14.10.2010. Fremme 26.10.2010).

Vi byder velkommen til sundhedsministeren, for det første punkt på dagsordenen er forespørgsel nr. F 3 til indenrigs- og sundhedsministeren om svangreomsorg af Line Barfod m.fl.

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 23. november 2010.

Først er det fru Line Barfod som ordfører for forespørgerne til begrundelse.

En fødsel er en stor oplevelse. Den skulle gerne være starten på et godt liv, og i Danmark har vi alle muligheder for at kunne sikre, at en fødsel også bliver en rigtig god start på et godt liv.

Desværre er der i de senere år blevet skåret så kraftigt i svangreomsorgen for gravide og fødende, at landets jordemødre er begyndt at sige fra. De kan i mange tilfælde ikke længere tage ansvar for, at fødslerne forløber godt, fordi de skal passe flere fødsler på en gang, og fordi mange fødende ikke har fået fødselsforberedelse.

Efter flere års forhandlinger fremlagde Sundhedsstyrelsen sine anbefalinger til en god svangreomsorg – anbefalinger, der, hvis de bliver fulgt, kan rette op på den situation, og som kan sikre, at vi får en god svangreomsorg, gode forhold for de fødende. Derfor glæder det mig, at indenrigs- og sundhedsministeren tager området så alvorligt, at han i foråret svarede mig følgende på spørgsmål S 1683:

»De regionale tilbud skal naturligvis være i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger«.

Dermed er det jo fastslået fra ministerens side, at anbefalingerne ikke er en vejledning, men er noget, der skal følges.

Jeg har så rejst den her forespørgselsdebat, for at vi kan få diskuteret, hvad vi så gør, for at anbefalingerne rent faktisk bliver fulgt. Og ministeren har så – foranlediget af forespørgslen – igangsat en undersøgelse for at få afklaret, hvordan det rent faktisk ser ud på landets fødesteder. Det bliver godt at få belyst, for da man i 2003 sidst lavede en undersøgelse, så det rigtig slemt ud.

Jeg håber, at vi under denne debat kan få diskuteret, hvad vi så helt konkret gør for at sikre, at fødende kvinder kan være trygge; at man kan regne med, at der er en jordemoder til stede under hele fødslen; og at man ikke, straks efter man har født, bliver sendt hjem, hvis man ikke føler sig klar til det. For vi oplever jo, at flere og flere betaler for en privat jordemoder for at være sikre på at have en jordemoder under fødslen, men det kan man jo kun, hvis man har råd til det. Og det skal altså ikke være sådan i vores samfund, at det kun er de velstillede, der kan få gode fødsler, mens de fattige må ligge alene på en fødestue og straks efter fødslen blive sendt hjem uden at vide, hvordan de egentlig får gang i amningen.

I Folketinget bliver der brugt mange kræfter på at diskutere kræftplaner. Hvad skal vi gøre for at sikre, at flere overlever kræft? Det er også godt og vigtigt, men det er altså lige så vigtigt, at vi får sikret en god svangreomsorg, så alle kan få en god start på livet, uanset hvor rige eller fattige deres forældre er, og derfor håber jeg, at vi får en god debat i dag.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det indenrigs- og sundhedsministeren til besvarelse af forespørgslen.

Jeg vil gerne understrege, at det inden for sundhedslovens rammer er regionernes ansvar at tilrettelægge de konkrete tilbud vedrørende svangreomsorgen. Regionernes behandling af og tilbud til gravide kvinder må tage udgangspunkt i at være i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorgen.

Disse anbefalinger er udtryk for et fagligt kvalitets- og serviceniveau, som regionerne bør tilstræbe i forbindelse med den konkrete tilrettelæggelse. Anbefalingerne tager bl.a. udgangspunkt i lovfæstede krav, der følger af, at behandling efter sundhedslovens § 5 bl.a. omfatter fødselshjælp, og at Regionsrådet i medfør af sundhedslovens § 83 skal yde forebyggende helbredsundersøgelser hos en jordemoder og jordemoderhjælp ved fødsel i hjemmet. Inden for de nævnte rammer er det regionerne, som fastlægger serviceniveauet, og det er regionernes ansvar løbende at planlægge svangreomsorgen hensigtsmæssigt for både vordende forældre og for personalet, og det skal ske ved hjælp af fødeplaner eller hospitalsplaner.

Der har den senere tid været debat om, hvorvidt regionernes tilbud og serviceniveau er i overensstemmelse med anbefalingerne for svangreomsorgen. Sundhedsstyrelsen har derfor – med svarfrist januar 2011 – anmodet alle regioner om en kortfattet redegørelse, hvor regionerne skal beskrive det nuværende tilbud, herunder fødselsforberedelse, jordemoder under fødslen, barselstilbud samt på hvilke punkter fødestederne muligvis ikke lever op til anbefalingerne for svangreomsorgen. Sundhedsstyrelsen har desuden anmodet Kommunernes Landsforening om en status for, hvordan kommunerne lever op til anbefalingerne for svangreomsorgen, herunder tidspunktet for sundhedsplejerskens første besøg efter en fødsel.

Jeg ser frem til at modtage resultatet af denne kortlægning, der som sagt sker senest i januar, så der skabes klarhed over, i hvilket omfang der eventuelt kan være behov for, at regionerne justerer niveauet for den svangreomsorg, som i dag tilbydes vordende forældre.

Tak til ministeren. Så er det fru Line Barfod som ordfører for forespørgerne.

Jeg takker for ministerens kortfattede redegørelse.

Jeg synes, som jeg sagde i indledningen, at det er afgørende, at Folketinget tager svangreomsorgen meget alvorligt, at vi politisk får markeret, at det her faktisk er et område, som har en meget stor betydning, jo faktisk for alle mennesker, fordi vi alle sammen starter med at blive født, og derfor er det rigtig afgørende, at vi kan sikre, at alle får en god fødsel og en god start på livet.

Det er selvfølgelig ikke noget, som der er lige så mange penge i, som er lige så prestigefyldt osv. som kræftbehandling, store hjerteoperationer eller andet, der kræver meget stor teknik, og som har høj prestige. Men det burde det jo egentlig have, det burde have lige så stor prestige at beskæftige sig med, hvordan vi sikrer, at gravide bliver behandlet godt, hvordan vi sikrer, at man får en god fødsel, får en god start på det nye liv som en lille familie.

Det er rigtig vigtigt, og det er noget, som jeg håber også vil kunne få større politisk gennemslagskraft fremover, for jeg tror, at en af grundene til, at der bliver skåret så meget på det område, er, at det ikke rigtig er noget, som man politisk er optaget af. Om det så er, fordi man har en holdning om, at det bare er kvinder, eller fordi man har en holdning om, at det er sådan noget, som man nok skal klare, ved jeg ikke. Altså, børnene bliver jo født; på den ene eller anden måde bliver de jo født, men man glemmer bare, at der er stor forskel på, hvordan børnene bliver født. Det kan gå godt, og det kan gå mindre godt, og hvis det går mindre godt, kan det altså give mange problemer, og det kan sådan set også koste mange flere penge for sundhedsvæsenet og for det sociale område, hvis ikke man sikrer en god start.

I april i år gennemførte dagbladet Politiken en rundringning til 12 hospitaler. 7 af dem havde en grænse for, hvor længe flergangsfødende uden komplikationer måtte blive. Den grænse var på mellem 4 og 8 timer. Altså, 4 timer efter, at man har født barnet, kan man risikere at blive smidt ud fra fødestedet og sendt hjem, selv om man måske overhovedet ikke føler sig klar til det. Det er ødelæggende, når man har den slags regler.

På socialområdet ville man sige, at det var at sætte skøn under regel, og Ombudsmanden ville gribe ind og sige, at det må man ikke, for det skal jo helt klart være en individuel vurdering, hvornår en kvinde, der har født, føler sig klar til at tage hjem. Der er nogle, der straks er klar, og som, nærmest lige efter de har født, rejser sig og vil hjem, og så er der andre, der har behov for et par dages hvile og for at få ordentlig hjælp til at få amningen i gang. Nogle fødsler går ret hurtigt og nemt, og andre fødsler tager mange, mange timer og er meget vanskelige.

Jordemødrene får en rigtig god uddannelse. De er altså uddannet til at kunne lave de individuelle vurderinger, og de er gode til det. Derfor skal vi lade jordemødrene få lov til at bruge deres faglighed til at lave de individuelle vurderinger, i stedet for at man laver de her firkantede regler.

I 2003 gennemførte den daværende sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen, en undersøgelse som opfølgning på Folketingets debat om Enhedslistens beslutningsforslag om, at man skal have ret til en jordemoder under fødslen. Undersøgelsens resultat var uhyggelig læsning. Kun på 13 pct. af fødestederne kunne man være næsten sikker på at have en jordemoder under hele fødslen – 13 pct. På 22 pct. af fødestederne var der mindre end 50 pct. sandsynlighed for at have en jordemoder under hele fødslen. Det kan vi altså gøre langt bedre. Vi har ikke mangel på jordemødre i dag. Der er jordemødre nok, vi skal bare bruge dem.

Vi må kunne sikre, at alle gravide får en god og gratis fødselsforberedelse, at man kan blive på fødestedet efter fødslen, så længe man har behov for, og selvfølgelig også, at man under fødslen og under hele fødslen har en jordemoder til stede.

Man skal også være sikker på, at man kan få en samtale med jordemoderen efter fødslen. Det er vigtigt at få snakket igennem, hvordan fødslen gik. Det kan måske godt for nogle, der sidder og skal have et budget til at hænge sammen, lyde lidt overflødigt, men vi ved, at det har rigtig, rigtig stor betydning at få snakket det igennem, og det er noget af det, der kan gøre, om kvinden, næste gang hun skal føde, vælger et kejsersnit eller vælger at føde på naturlig vis.

Det er også vigtigt, at der er en hurtig opfølgning fra jordemoder og sundhedsplejerske, også når man er kommet hjem, så hvis der opstår problemer med amningen eller med andet, kan man hurtigt tage fat i det og få gjort noget ved det.

Der er desværre en stigning i, hvor mange børn der hurtigt efter fødslen bliver indlagt, fordi de er underernæret. Det er altså uhyggeligt at se et tal på 1 pct. af alle børn, som bliver genindlagt, fordi der opstår problemer, og en del af dem, fordi man har sendt kvinderne hjem og ikke sørget for hurtigt at sikre sig, at amningen går i gang; så børnene ligger simpelt hen og sulter. Det er ikke værdigt i et så rigt land som Danmark.

Flere steder, bl.a. i Nordjylland, har man ordningen med kendt jordemoder, og det giver rigtig gode resultater. Det er jo nærmest indlysende, at en fødsel forløber bedre, og at det er langt tryggere for kvinden og hendes partner, hvis de kender den jordemoder, der er med til fødslen, fordi de har mødt jordemoderen flere gange under graviditeten. Det bør man altså få udbredt over hele landet, så alle kan regne med, at de kan føde med en jordemoder, de kender i forvejen.

Hvis det ikke snart begynder at gå fremad med den basale svangreomsorg, bliver vi altså nødt til at se på, hvad vi skal gøre – om vi f.eks. skal oprette et nationalt råd, som man har det i Norge.

Jeg skal på vegne af Birgitte Josefsen fra Venstre, Julie Skovsby fra Socialdemokraterne, Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti, Karl H. Bornhøft fra SF, Vivi Kier fra De Konservative, Lone Dybkjær fra De Radikale, jeg selv fra Enhedslisten, Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance, Per Ørum Jørgensen fra Kristendemokraterne, Christian H. Hansen fra Fokus (UFG) og Pia Christmas-Møller (UFG) fremsætte følgende forslag til vedtagelse:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget finder det afgørende, at alle børn sikres en god start på livet, uanset hvor mange penge deres forældre har. Det kan bl.a. sikres gennem regionernes anvendelse af Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorg.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 9).

Tak til ordføreren. Det af ordføreren oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Den næste er fru Birgitte Josefsen som ordfører for Venstre.

En god start på livet er noget, vi skal tilstræbe at alle kan få, og at det gælder alle. Der kan selvfølgelig opstå komplikationer i forbindelse med en graviditet og en fødsel, men heldigvis er det i de få tilfælde, og der skal selvfølgelig gøres alt, hvad der kan gøres, for at sikre det bedste forløb for den gravide og den fødende og det lille barn, der kommer til verden. Der er også – og det er naturligt – stor forskel på, om der er tale om en førstegangsgravid og -fødende kvinde, eller det er en gravid, der skal føde sit tredje barn.

Jeg tror, at alle, der har prøvet det, føler en vis utryghed ved en situation, som man ikke tidligere har været en del af, man ved ikke rigtig, hvad det er, det handler om; man ser nogle billeder og får noget fortalt, men det er svært at sætte sig ind i det. Det er derfor af stor betydning, at den gravide føler en stor tryghed, når man skal igennem hele forløbet.

Jeg er af den overbevisning, at de vejledninger og de anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen har meldt ud, er til stor hjælp i den planlægning, der pågår ude i regionerne. Der er i anbefalingerne lagt vægt på, at der skal sættes større fokus på socialt svage fødende og gravide og fødende med medicinske problemstillinger. Som jeg læser de planer og de anbefalinger, der nu lægges til grund for den proces, der er ude i regionerne, kan jeg se, at der sker en ressourceomlægning i forhold til de nye planer, der er undervejs. Det betyder, at de ressourcestærke i højere grad vil overgå til det begreb, der hedder ambulant fødsel. Jeg har så gjort det, at jeg har forhørt mig ved et par regioner og spurgt efter: Hvad ligger der i ordet ambulant? For der kan jo ligge rigtig meget.

I Region Syd, hvor man sidder og arbejder med planerne, siger man, at det betyder, at den fødende selvfølgelig ikke udskrives midt om natten, men er der, indtil det bliver lyst, og at man har planlagt et udskrivningsforløb for den nybagte mor, så de i ro og mag kan komme hjem. Desuden vil der blive oprettet et barselambulatorium, som har åbent med telefonbetjening hele døgnet rundt. Alle vil blive udskrevet med en tid til barselambulatoriet og vil få en opringning af jordemoderen dagen efter fødslen. Det her er for de ca. 50 pct. ressourcestærke fødende; de 50 pct. øvrige er stadig væk indlagt. Andre regioner har etableret sig på anden vis.

Det er derfor afgørende for mig og Venstre, at regionerne, uanset hvilken region det er, tilrettelægger de konkrete tilbud vedrørende svangreomsorg inden for sundhedslovgivningens rammer, og de regionale tilbud skal selvfølgelig være i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorg, og regionerne skal fastsætte deres serviceniveau inden for de fastlagte rammer. Regionernes tilbud bør være i overensstemmelse med de anbefalinger, der er udmeldt af Sundhedsstyrelsen, forstået på den måde, at de overordnede rammer, som anbefalingerne fastlægger, skal respekteres.

Jeg har i de svar, som sundhedsministeren har givet på de spørgsmål, der er sendt til sundhedsministeren, kunnet se, at der er lagt op til, at Sundhedsstyrelsen vil indhente en kortfattet redegørelse fra samtlige regioner, og svarfristen er den 10. januar 2011, så det er om ganske kort tid. I Venstre vil vi selvfølgelig med interesse læse de redegørelser og har en klar forventning om, at alle regioner kan meddele, at deres svangreomsorg er i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Det glædede mig at høre det sidste, som Venstres ordfører sagde, om at man går ud fra, at man overalt i regionerne er i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Jeg skal bare være sikker på, at det er det, Venstre mener man skal have som niveau, herunder også, at man skal kunne være tryg ved og sikker på, at man har en jordemoder til stede under hele fødslen, og ikke risikerer, at jordemoderen skal passe flere fødsler på en gang.

Ordføreren.

Jeg har konstateret, at der er forskellige organisationsformer i de fem regioner, og nu synes jeg, vi skal se de redegørelser, der kommer ind fra de fem regioner, og så deraf læse, om der er en plan, der gør, at man kan føle sig tryg under fødslen. Jeg vil ikke stå her og træffe en beslutning fra Folketingets talerstol om, hvordan man skal organisere sig ude i hver enkelt region. Jeg kan tage udgangspunkt i den region, hvor jeg selv bor, nemlig Region Nordjylland, hvor jeg har hørt fra både gravide og dem, der har født, at de har haft et godt forløb, så jeg håber, at man får et godt forløb hele landet rundt.

Fru Line Barfod.

Jeg forstår ikke helt det, som fru Birgitte Josefsen siger. Hvis man skal følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger – og det går jeg ud fra er det, der er Venstres holdning, sådan har jeg forstået det, og det er også det, der står i det forslag til vedtagelse, som vi alle sammen er enige om – så går jeg ud fra, at det også er Venstres opfattelse, at man som kvinde skal kunne være tryg ved, at der er en jordemoder til stede under ens fødsel. Jeg er med på, at man i Nordjylland har en bedre ordning med en kendt jordemoder, og at det ikke indgår i anbefalingerne, at det skal ud til hele landet, men man må kunne være sikker på, at man har en jordemoder til stede under fødslen, så vi kommer væk fra det, der blev afsløret ved undersøgelsen i 2003, hvor det kun var på 13 pct. af fødestederne i landet, man kunne regne med at have en jordemoder til stede under hele fødslen.

Ordføreren.

Sundhedsstyrelsen har meldt nogle anbefalinger ud, og jeg går ud fra, at regionerne lægger deres fødselsplaner, så de er i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Fru Julie Skovsby for en kort bemærkning

Jeg vil gerne komme ind på det samme som fru Line Barfod, for nu hører vi fra ordføreren, at man går ud fra, at regionernes tilbud er i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Ordføreren siger også, at tilbuddet selvfølgelig skal være i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Kan vi ikke bare få et klart ja eller nej? Ordføreren nævner selv Region Syddanmark, hvor jeg også kommer fra, hvor ordføreren har fået oplyst, at ingen udskrives midt om natten, at der oprettes barselklinikker, og at man, dagen efter, at man er kommet hjem, får et telefonopkald fra en jordemoder. Spørgsmålet er så, at når Sundhedsstyrelsens anbefalinger siger, man 1-2 dage efter fødslen og udskrivelsen skal have besøg i hjemmet af en jordemoder, synes Venstre så, at man skal det, eller skal man ikke?

Ordføreren.

Det er sådan, at der er et par regioner, der er i gang med at tilrettelægge deres fødselsplaner, derunder Region Syddanmark. Og jeg synes, at man skylder de regioner at se deres endelige planer og deres endelige beslutninger.

Fru Julie Skovsby.

Det her handler jo om, som ministeren siger, at det er inden for nogle rammer, at regionerne skal tilbyde barselomsorg. Nu er spørgsmålet så: Skal nogen regioner gå under det niveau? Skal de gå uden for rammerne? Det er jo at sænke kvaliteten, og det skaber stor utryghed i den region, hvor jeg kommer fra, at man ikke kan være sikker på, at man, hvis man føder ambulant og sendes hjem 4-6 timer efter fødslen, sendes hjem, uden at der sker det, som Venstre mener og som Folketinget mener og som ministeren mener, nemlig at Sundhedsstyrelsens anbefalinger følges, og det betyder, at en jordemoder kommer på besøg to gange i ens hjem, den første gang 1-2 dage efter, at man er kommet hjem. Kan man virkelig ikke være mere klar i talen, kan man ikke sige: Ja, vi synes, vi skal have det niveau?

Ordføreren.

Jeg går ud fra, at vi alle i den her sag er enige om, at de fødselsplaner og de svangreomsorgstilbud, der er ude i regionerne, skal være i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og så må vi jo se, hvad planerne indeholder. Nu kommer der en redegørelse fra hver enkelt region, som bliver sendt ind til Sundhedsstyrelsen her senest den 10. januar, og vi vil med stor interesse læse de planer igennem. Men vi kan jo ikke stå her og sige, hvad planerne indeholder, når ikke de er færdige i samtlige regioner.

Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Jeg tror ikke, der er nogen her, der prøver på at få Venstres ordfører, fru Birgitte Josefsen, til at stå på mål for det, man nu har planer om at udføre i Region Syddanmark. Som ordføreren selv var inde på, er det jo planer, man foreløbig har, og som man også skal komme med en redegørelse for. Men ikke desto mindre er det interessante jo, at lidt skal man stå på mål for det, i og med at regionsformanden, Carl Holst, er Venstremand.

Hvad mener Venstre? Nu står vi her i dag og har en debat i Folketinget, og hvad mener Venstre principielt? Mener Venstre principielt, at man lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at en jordemoder skal besøge den nybagte familie i hjemmet 1-2 dage efter, at barnet er født? Eller synes man i Venstre principielt, det er godt nok, at man får et telefonopkald fra jordemoderen og bliver bedt om at flytte hele familien til en barselklinik, så man selv skal pakke barnet sammen, putte det ind i bilen, hvis man har en bil, eller skaffe en taxa kort tid efter fødslen?

Ordføreren.

Som jeg var inde på i min ordførertale, har Sundhedsstyrelsen i sine anbefalinger lagt vægt på, at man skelner imellem de ressourcestærke og de ressourcesvage, og det, jeg erfarer, når jeg kigger på det, der er i gang ude i regionerne, er, at man tilpasser sin svangreomsorg sådan, at man bruger nogle flere ressourcer på de ressourcesvage og nogle færre på de ressourcestærke. Men alle regioner skal have en svangreomsorgsplan, der lever op til det, Sundhedsstyrelsen har meldt ud, og er i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Så vil jeg bare gerne høre Venstres egen definition af, hvad en ressourcestærk familie er, efter at man har født. Er det en ressourcestærk familie, når det har været en ukompliceret fødsel, eller er det en ressourcestærk familie, når den har været igennem en kompliceret fødsel, men på overfladen burde have ressourcer, fordi den er velhavende, veluddannet eller lignende? Hvori består det ressourcestærke set med Venstres øjne?

Ordføreren.

Nu kan der jo være mange definitioner i et sådant forløb af, om man er ressourcestærk eller ressourcesvag, og jeg har stor tillid til, at de jordemødre, der har fulgt den gravide i hele forløbet og også er til stede, når fødslen sker, foretager en individuel vurdering af, hvem der skal udskrives efter den korte tid, hvem der har brug for at være indlagt i længere tid, og hvilke tilbud der skal sættes i værk, når kvinden, der har født, er kommet hjem. Derfor ligger der nogle anbefalinger i Sundhedsstyrelsens udmeldinger.

Men det er jo også sådan, at der er nogle, der skal tage over, efter at jordemoderen har sluppet kvinden, der har født. Her træder sundhedsplejersken til i stedet, og her ved jeg, at rigtig mange kommuner jo også i den proces har sat fokus på, at man bruger sine kræfter meget på de ressourcesvage og mindre på de ressourcestærke, og det er jo en individuel vurdering.

Tak til ordføreren. Så er det fru Julie Skovsby som socialdemokratisk ordfører.

Tak. Først vil jeg gerne takke Enhedslisten for at tage initiativ til den forespørgsel i Folketinget i dag om svangreomsorg, dvs. i forbindelse med fødselsforberedelse, selve fødslen og tiden umiddelbart efter en given fødsel. Det er på det helt rigtige tidspunkt, at Folketinget tager den her debat, så tak til Enhedslistens fru Line Barfod.

For det er jo lige nu i disse seneste måneder, at der er blevet skabt enormt stor usikkerhed om, hvilke forhold man som kommende nybagt familie kan forvente. Hele tre regioner – Region Nordjylland, Region Hovedstaden og Region Syddanmark – har fremlagt fødeplaner, som ikke, som ministeren skriver det, på tilstrækkelig vis lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Som socialdemokrat er det vigtigt for mig at slå fast, at nybagte forældre skal have den bedste start som ny familie, og jeg kan godt blive nervøs for, om de får det, hvis man sendes hjem med det samme og efterfølgende skal være alene om at vurdere, om alt er, som det skal være. Nybagte forældre har brug for trygge rammer, så eksempelvis en fødselsdepression opdages i tide, og så f.eks. amningen kan komme godt i gang fra starten, for hvis ikke, kan det få store ernæringsmæssige konsekvenser for den lille.

Sagt med andre ord: At spare på det her område er en rigtig dårlig idé. Som samfund skal vi gå den modsatte vej. Vi skal investere i de nybagte familier, og derfor skal vi være opmærksomme på, at vi ikke får skabt et A- og et B-hold i vores sundhedsvæsen.

Om kort tid vil VKO vedtage en lov, som indfører brugerbetaling på de danske sygehuse. Patientgruppen af ufrivilligt barnløse er den første gruppe af mennesker, som skal have dankortet frem, i det øjeblik de skal behandles på et sygehus. Og det er jo nærliggende i den her tid så at stille spørgsmålet, om denne gruppe af kvinder, som vi nu taler om, altså fødende kvinder, bliver den næste gruppe.

I disse år ser vi også en opblomstring af private tilbud til gravide – ekstra scanninger, privat jordemoder, barselophold osv. – samtidig med at vi oplever forringelser af det offentlige tilbud. Den udvikling synes jeg er skræmmende. Som medlem af Folketingets Sundhedsudvalg og som valgt til at repræsentere fynboerne i Folketinget har det her spørgsmål om, hvad fødende kvinder kan forvente før, under og efter en fødsel, optaget mig utrolig meget, og jeg har derfor stillet en række spørgsmål til vores sundhedsminister.

For at kvalificere debatten vil jeg nu nævne de helt konkrete forhold, som fynske kvinder kan forvente. De kan forvente, at alle kvinder, også førstegangsfødende, som udgangspunkt skal føde ambulant, og ambulant vil sige, at man sendes hjem 4-6 timer efter fødslen. Der oprettes barselklinikker i forbindelse med fødestederne, hvor familien kan henvende sig efter udskrivelsen og få råd og vejledning, indtil sundhedsplejersken har været på sit første besøg, dvs. på tredjedagen efter fødslen.

Sagt med andre ord: Er der problemer, når man kommer hjem, er det noget med at få pakket bilen og den lille i autostolen – husk på retningslinjer for, hvor lang tid man nu må køre med en lille nyfødt i en autostol – eller også skal man måske af sted med kollektiv trafik og håbe på, at bussen kører på det rigtige tidspunkt, for det kan jo være sent om aftenen.

Det, som Sundhedsstyrelsens anbefalinger siger, er, at i det her konkrete tilfælde, hvor en kvinde føder ambulant, skal en jordemoder komme på hjemmebesøg to gange, og det første besøg skal altså finde sted 1-2 dage efter fødslen.

Lillian Bondo, som er formand for Jordemoderforeningen, har udtalt til Ritzau den 16. september i år, at hun mener, at omsorgen for fødende kvinder nu er så presset, at der er fare for kvindernes og børnenes sundhed. Hun efterlyser, at Sundhedsstyrelsen undersøger, om dens anbefalinger bliver fulgt, og om sikkerheden er i orden. Det er altså det samme spørgsmål, som Enhedslisten i dag har rejst.

Af svarene på de spørgsmål, som jeg har stillet til ministeren, fremgår det, at, ja, Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorgen 2009 er gældende, at de regionale tilbud naturligvis skal være i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og at, ja, de regioner, hvis regionale fødeplaner ikke lever op til anbefalingerne, herunder Region Syddanmark, skal aflevere en redegørelse herom. Det er altså en garanti til de kvinder, som vi lige nu taler om.

Der er en kort bemærkning fra fru Vivi Kier.

Jeg synes altid, det er fint, at vi kan have sådan en debat i Folketingssalen, hvor vi kan diskutere nogle bekymringer, fordi man hører om en enkeltsag eller læser en enkelt linje i avisen, som bliver til en skræmmekampagne. Men der er noget, jeg er lidt i tvivl om, så jeg vil gerne spørge fru Julie Skovsby: Hvis er ansvaret? Er det Folketingets ansvar, at regionerne lever op til det, de skal, eller er det regionernes ansvar at sikre sig, at hele behandlingen af de fødende lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger?

Ordføreren.

De overordnede økonomiske rammer og selve anbefalingerne er ministerens ansvar. At udfylde og give et godt tilbud inden for de her rammer er regionens ansvar. Og det er jo også derfor, at jeg er glad for, at vi så i dag i et samlet Folketing kan sige: Man kan føle sig tryg ved de her nye regler, fordi der vil komme en jordemoder på hjemmebesøg, hvis man føder ambulant.

Fru Vivi Kier.

Igen kan jeg glæde mig over, at vi jo faktisk alle sammen er blevet enige om en vedtagelsestekst, hvor jeg også synes at vi meget tydeligt lægger vægt på, at det her er regionernes ansvar. Og jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at vi ikke herinde fra Folketingets side skal påtage os al detailregulering, for så kan vi jo nedlægge kommunerne og regionerne, fordi der er nogen, der synes, at vi klarer det meget bedre. Det er jeg ikke en af dem der synes. Og så kan jeg høre, at fru Julie Skovsby i sin tale efterlyste, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger blev efterlevet. Så vil jeg gerne have, at fru Julie Skovsby tilkendegiver, at det har ministeren sat i værk, og allerede om ganske kort tid får vi en redegørelse for, hvordan det ser ud i de forskellige regioner.

Ordføreren.

Ja, og det er det, jeg ikke forstår, altså at man ikke siger mere tydeligt i dag, at der er en garanti for, at de her anbefalinger vil blive fulgt til punkt og prikke.

Når så fru Vivi Kier siger, at det her er et spørgsmål om detailstyring, må jeg virkelig blankt afvise det. Det her er jo ikke et spørgsmål om, om kvinderne skal være indlagt på sygehuset i 3 dage, inden de udskrives, eller om de skal føde ambulant og så sendes hjem. Nej, det her er et spørgsmål om, om man skal holde kvaliteten og sige: Jamen hvis regionerne og sygehusene vælger at sende kvinderne hjem, også førstegangsfødende, 4-6 timer efter fødslen, så skal vi være sikre på, at de får besøg af en jordemoder. Det er så op til den enkelte region at beslutte, hvilke tilbud man gerne vil have, men vi kan da ikke acceptere, at der er nogle regioner, der ikke lever op til det niveau, som er ministerens ansvar, og som ministeren står inde for, og som vi her i Folketinget ønsker skal være det niveau, man har i det danske sundhedsvæsen.

Tak til ordføreren. Så er det fru Liselott Blixt som ordfører for Dansk Folkeparti.

Forespørgslen, som er til debat i dag, drejer sig om de forhold, der er for gravide og fødende kvinder i Danmark. Det er et område, som helt basalt er meget vigtigt, da det jo handler om noget så livgivende som nye medborgere, og at de og deres familie får gode betingelser for starten på tilværelsen.

En fødsel er en vigtig begivenhed i en kvindes liv. For de flestes vedkommende er det en positiv oplevelse, trods strabadserne, der er forbundet med det. For en mindre del er det mere problematisk og måske endda traumatisk. Her spiller forholdene i sundhedsvæsenet en betydelig rolle.

Det skal slås fast, at en graviditet og en fødsel som udgangspunkt ikke er en sygdom, men en naturlig del af et menneskeliv. Men der kan være specielle situationer, som sundhedsvæsenet skal tage stilling til, for at barn og familie kommer godt igennem forløbet.

Derfor var det også chokerende at høre om de problemer, som vi blev mødt med i medierne. Jeg tror, at mange af os hurtigt stillede ministeren en dynge spørgsmål for at få klarhed over, hvad der foregik. Livsfarligt at være på fødegangen; fødsler, som foregik i skyllerummet – ja, det var bare noget af det, vi læste. Og derfor læste jeg Sundhedsstyrelsens anbefalinger, hvor der f.eks. står, at svangreomsorgen omfatter prækonceptionel rådgivning, graviditet, fødsel, barsel og støtte til familiedannelse.

Graviditet, fødsel og barsel er et forløb, hvor de forskellige tilbud og konsultationer er en del af en individuelt tilrettelagt helhed. Den praktiserende læge og jordemoderen er de hovedansvarlige fagpersoner, når det gælder den ukomplicerede graviditet og fødsel, mens speciallæger koordinerer undersøgelse og behandling af komplicerede graviditeter og risikoforløb. Hvis der er specifikke risikofaktorer med behov for medicinske, obstetriske og/eller psykosociale interventioner, kan den gravide have kontakt med andre specialister samt de kommunale tilbud, herunder socialforvaltningen.

Når man så har født, bliver man udskrevet til eget hjem, og også her skal hjælpen fungere. Har man problemer med amningen eller anden ernæring, kontakter fødestedets personale den kommunale sundhedstjeneste for et tidligt besøg i henhold til indgåede aftaler med kommunen, og ved ukomplicerede forhold skal sundhedsplejersken komme senest 7 dage efter. Det er, hvad anbefalingerne bl.a. siger.

Hvis regionerne og kommunerne handler i overensstemmelse med, hvad der står, så mener jeg at det er en god og fornuftig svangreomsorg. Spørgsmålet er selvfølgelig, om man så lever op til det i regioner og kommuner, for det er et ansvar, som de har. Derfor glæder det mig at høre fra ministeren, at der til januar skal ligge en kortfattet redegørelse fra regionerne samt en status fra KL, så vi kan se, om de lever op til anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen. Tak.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Der er jo ingen tvivl om, at det med den opdeling, vi har her i landet, er regionerne, der står for sygehusene. Det forhindrer jo ikke, at Folketinget f.eks. vedtager nationale kræftplaner, og at man går ind og siger, at her skal der ske en særlig indsats, eller man diskuterer psykiatrien og siger, at her skal der altså noget særligt til. Derfor er det vel meget naturligt, at Folketinget også diskuterer så vigtigt et område, som hvordan vi tager os af gravide og fødende, og derfor vil jeg gerne høre, om Dansk Folkeparti mener, det er afgørende, at vi får sikret, at man kan være sikker på at have en jordemoder til stede under fødslen.

Ordføreren.

Jamen selvfølgelig skal der være en jordemoder til stede ved fødslen. Jeg tror så ikke, at hun skal være der fuldt ud, for en fødsel starter jo, fra man begynder at åbne sig, og det kan være 24 timer. Jeg tror også, at hun har brug for en frokost, eller at man selv vil have en pause. Vi, der har født, ved jo godt, at hun ikke står der konstant. Så spørgsmålet er, hvordan man definerer en jordemoder ved fødslen. Det, jeg tænker på i forbindelse med en jordemoder ved fødslen, er, når man begynder at skulle føde og have barnet ud, det er der, jordemoderen i hvert fald skal være der, for da skal man ikke overlades alene. Så spørgsmålet er definitionen.

Men det, der undrer mig, når vi ser på, hvad der er sket i de sidste 10 år, er, at en jordemoder i dag har 56 fødsler, mens hun for 10 år siden havde 63.

Fru Line Barfod.

Spørgsmålet om, hvornår man har den aktive del af fødslen, er jo defineret af Sundhedsstyrelsen. Det indgår i anbefalingerne. Men det er jo en del af Sundhedsstyrelsens anbefalinger, at man skal have en jordemoder til stede under hele den aktive del af fødslen, og i 2003 kunne vi altså konstatere, at det kunne man kun regne med på 13 pct. af fødestederne. Når redegørelsen kommer fra ministeren i januar, må vi se, hvordan det så ser ud i dag.

Men er det Dansk Folkepartis opfattelse, at vi skal sikre, at alle kvinder kan regne med, at der er en jordemoder til stede under hele den aktive del af fødslen, og at jordemoderen ikke skal passe flere fødsler på en gang?

Ordføreren.

Til selve den aktive del af fødslen skal der være en jordemoder til stede.

Fru Julie Skovsby for en kort bemærkning.

Ordføreren rejser spørgsmålet, om man lever op til anbefalingerne. Jeg kan forstå på Dansk Folkeparti, at man synes godt om anbefalingerne, og at man er villig til at stå på mål for dem.

Så må man jo antage, at Dansk Folkeparti også synes, at det er en rigtig, rigtig god idé, at man, hvis man føder ambulant og sendes hjem 4-6 timer, efter man har født, får et hjemmebesøg af en jordemoder 1-2 dage efter fødslen.

Men det, jeg egentlig gerne vil spørge Dansk Folkeparti om, er, hvad Dansk Folkeparti vil gøre, hvis nu det viser sig, at regionerne ikke lever op til de her anbefalinger.

Ordføreren.

Hvis ikke regionerne gør nok, har jeg et kort svar: Vi nedlægger regionerne.

Fru Julie Skovsby.

Hvad vil Dansk Folkeparti gøre herindefra? Hvad vil Dansk Folkeparti gøre for den kvinde, der lige nu er gravid, og som måske har udsigt til at skulle føde ambulant, og som bliver sendt hjem umiddelbart efter fødslen? Vil Dansk Folkeparti sørge for, at der kommer en jordemoder hjem til hende og besøger hende, eller synes Dansk Folkeparti, at det er o.k., at man får et telefonopkald fra sundhedspersonalet på sygehuset?

Ordføreren.

Det lyder, som om det at have en ambulant fødsel er skrækkeligt. Der er faktisk mange, der ønsker det. Jeg har selv været en af slagsen, og jeg ønskede bestemt heller ikke at skulle have besøg i mit hjem. Jeg ville have ro og fred til at lægge mig ned og sove, når jeg havde brug for det, eller måske have en telefonlinje i stedet for.

Jeg synes, det er individuelt, hvad vi som kvinder har brug for efter en fødsel, også efter et ambulant besøg. Men jeg mener også, at dem, der har brug for at få et jordemoderbesøg efter 1-2 dage, skal have det.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Karl H. Bornhøft som ordfører for SF.

Først og fremmest tak til Enhedslisten for at have taget initiativ til den her forespørgsel. Vi er helt enige i, at der skal sættes fokus på fødestederne rundtomkring i landet og på hele barselomsorgen.

Vi trænger i høj grad til en debat om, hvad vi kan gøre for at forbedre forholdene og vilkårene for kommende og nybagte mødre og deres spædbørn, og vi trænger såmænd også til at få en debat om jordemødrenes efterhånden urimelige arbejdsvilkår. Og de to ting hænger jo rent faktisk nøje sammen.

I september måned slog Jordemoderforeningen alarm og kunne fortælle, at forholdene på landets fødesteder er uforsvarlige. Det er en advarsel, som jeg rent faktisk mener vi bør tage strengt alvorligt. Jordemødrene er bekymret for patientsikkerheden, og for flere sundhedsplejersker er det bekymrende at se nyfødtes dårlige trivsel.

På grund af pladsmangel oplever vi f.eks. også fødsler i rum, der end ikke er egnet hertil. Samtidig kan vi se, at forældre sendes hjem få timer efter fødslen, ofte midt om natten, selv om moren er afkræftet. Eksperter peger på, at disse negative forhold er med til at forøge risikoen for en dårlig start på familielivet, og det er jo det, der er grundlæggende vigtigt for os at sikre ikke sker. Det viser sig jo desværre også, at flere og flere udvikler efterfødselsreaktioner og fødselsdepressioner.

Jeg synes også, at vi i den her sammenhæng er nødt til at have blik for, at også hjælpen til amningen er beskåret, selv om amning er afgørende for barnets trivsel. Sundhedsplejersker kan fortælle om nybagte mødre, der opgiver at amme, fordi de savner hjælp de første dage efter fødslen. Konsekvenserne er jo desværre en stigning i antallet af underernærede spædbørn, der bliver nødt til at blive genindlagt, og børnenes helbred sættes desværre i uhyggelig grad på spil.

Jeg vil heller ikke lægge skjul på, at vi er rigtig kede af, at vi her i Danmark ikke lever op til WHO’s retningslinjer om, at mødre, der kan og gerne vil amme, skal have den hjælp, viden og støtte, der er brug for. Fra 2011 er det nemlig sådan, at der ikke længere er afsat penge til den indsats, som foregår under det såkaldte spædbørnsvenlige initiativ.

Bedømmelsen af de enkelte fødesteder, der ønsker at blive godkendt som spædbørnsvenlige, har tidligere været foretaget efter WHO’s retningslinjer. Vurderingen skete dengang på baggrund af grundige observationer på afdelingerne, i jordemoderkonsultationerne, ved fødslen, ved gennemgang af informationsmateriale og ved samtale med personalet, de gravide og de nybagte mødre. I dag kan vi så registrere, at andelen af børn, der ikke har haft hud til hud-kontakt med moderen umiddelbart efter fødslen, og at andelen af børn, der ikke udelukkende får modermælk, mens de er på fødegangen, altså er stigende, og det er ganske enkelt ikke godt nok. Vi skal kunne evaluere og udvikle kvaliteten af tilbuddet.

Så SF vil gerne være med til at støtte det sundhedsfaglige personale, der er betænkelige ved udviklingen på landets fødesteder. Vi vil gerne være med til at påvirke debatten, så vilkårene bliver markant forbedret. Vi vil ikke acceptere de forhold, der er for førstegangsfødende i Danmark i dag, der bliver sendt hjem mod deres vilje, øjeblikkeligt, og vi vil gerne være med til at sørge for, at vi får fulgt op på den her diskussion.

Det betyder ultrakort, at vi glæder os utrolig til, at ministeren kommer med sin redegørelse efter svarene fra KL og Danske Regioner. Vi kan garantere for, at vi vil være med til at tage debatterne, og vi synes også, at det lige her er nødvendigt at sige, at det er rigtigt, at regionerne har ansvaret for denne opgave, men at der altså lige er grund til at understrege, at Folketinget har ansvaret for, at regionerne og KL har de muligheder, der skal til, for at kunne leve op til de centralt udstukne retningslinjer. Og de to ting skal hænge sammen.

Der er ønske om korte bemærkninger fra tre, og det er først fru Vivi Kier.

Tak. Endnu en gang må jeg sige, at jeg også glæder mig over, at vi tager debatten, for vi har set nogle enkelte historier, nogle enkelte overskrifter, som kan lyder rigtig skræmmende, men som måske ikke helt har bund i virkeligheden. Derfor synes jeg, det er fint, at vi kan tage emnet bredt og overordnet.

Men jeg må sige, at jeg bliver en lille smule forarget, for ikke at sige vildt indigneret, når jeg hører ordføreren fra talerstolen stå at sige, at der findes kvinder i det her land, som end ikke kan føde på en fødestue, men som skal føde ude på små mærkelige steder. Det vil jeg gerne have en klar og tydelig dokumentation for: Hvor og hvornår er det, at kvinder føder på små lyssky steder?

Ordføreren.

Jeg har en fuld accept af, at vi kan have forskellige opfattelser af, hvordan tingenes tilstand er. Min opfattelse er, at vi i øjeblikket ikke har den her diskussion, fordi vi har hørt nogle enkelte, nogle meget få historier, vi har faktisk den her diskussion, fordi vi har hørt pænt mange historier – det betegner man dem – kort sagt fortællinger fra mennesker, der har oplevet noget, som vi altså ikke synes er rimeligt. Det er sådan set vores baggrund for at sige, som vi gør.

Jeg vil nu nok sige, at hvis man bare går igennem det materiale, vi har fået fra Jordemoderforeningen og andre, kan man godt se, at det her ikke længere bare er en diskussion om enkeltstående begivenheder.

Det, jeg sagde i min ordførertale, var faktisk, at man nogle steder rundtomkring i Danmark også kommer i den situation, at presset er så stort, at der er nogle kvinder, der kommer til at føde på stuer, der ikke er egnede og skabt til lige præcis det her formål. Det kan man jo bare konstatere, hvis man går ind og læser det materiale, som de faglige organisationer har fremsendt. Det materiale er både til rådighed for mig og for spørgeren.

Fru Vivi Kier.

Ja, det anede mig. Der er nemlig ingen dokumentation for det, hr. Karl H. Bornhøft står og siger fra talerstolen. Han siger: Det kan vi tro kommer til at ske, og det kan vi være betænkelige ved vil ske.

Så må jeg igen pege på fakta: For 10 år siden, havde en jordemoder 63 fødsler, i dag har en jordemoder 56 fødsler. Lad det nu ligge.

Jeg hørte også, at ordføreren i sin tale sagde, at man var dybt betænkelig ved alt det, der skete, men nu har vi jo lige hørt, at der i bund og grund ikke er nogen dokumentation for det, ordføreren står og siger, ud over at der har været nogle forskellige faggrupper, som har udtrykt deres bekymring. Jeg synes, det er rigtig fint, at man er på forkant.

Nu vil jeg bare spørge, om ordføreren ikke vil anerkende, at vi nu om ganske kort tid får en redegørelse fra ministeren for, hvordan de forskellige planer i de forskellige regioner ser ud. Så må vi tage udgangspunkt i det i stedet for at stå og sige, at det og det er sket, når det faktisk ikke er sket og ordføreren ikke har et eneste stykke dokumentation for, at det er sket.

Ordføreren.

Det er jo ikke noget problem for mig, og jeg har her tilkendegivet, at jeg faktisk er klar over, at ministeren har bedt om en redegørelse fra regionerne og fra KL. Det er jo lige præcis det, jeg i min tale har stået og sagt: Den glæder vi os ekstremt meget til at se.

Når spørgeren så til gengæld kan hidse sig op over det, at spørgeren ikke mener, jeg kommer med dokumentation, og spørgeren tilsyneladende ikke vil nøjes med at læse det materiale, som vi andre får, og som er vores dokumentation, så kan jeg jo ikke stille noget op i den sammenhæng. Jeg kan bare konstatere, at når der er ansvarlige mennesker, der skriver til mig om nogle bestemte forhold, tager jeg deres ord for pålydende. Jeg er nemlig ikke i stand til at gå rundt på samtlige landets fødesteder og kontrollere, om hver enkelt fødsel nu foregår fuldstændig som den skal, eller om der er noget, der ikke helt er i orden. Den opgave kan jeg desværre ikke påtage mig.

Fru Liselott Blixt for en kort bemærkning.

Jeg studser også over det her med, at ordføreren vælger at stille sig op på talerstolen og fortælle, at der er kvinder, der føder i mærkelige rum. Jeg synes, det er synd for de kvinder, der går og er gravide nu og tænker: Jamen får jeg ikke en fødestue?

Vi ved jo alle sammen, at vi netop med hensyn til faglige organisationer skal passe på med de meldinger, der kommer. Jeg er klar over, at jordemødrene gerne ser, at de får de stillinger igen, som blev taget fra dem, da der var mangel. Og det synes jeg vi burde gøre noget ved, for så kunne det være, at vi kunne undgå nogle skræmmekampagner, som netop kun går ud på igen at få deres stillinger tilbage.

Så spørgsmålet er, om ordføreren stadig væk vil fastholde, at det, at kvinder føder i skyllerum og andre mærkelige rum, er noget, ordføreren tror på, og at det er derfor, han står her i dag.

Ordføreren.

Altså, den grundlæggende baggrund for, at jeg står her i dag, er selvfølgelig, at der er rejst en forespørgsel. Jeg tror også, det ville have virket utilsigtet, hvis jeg var udeblevet fra den. Så derfor står jeg her altså tilfældigvis i dag.

Jeg synes, at når spørgeren lægger mig nogle ord i munden, som jeg ikke har brugt, såsom at det foregår i mærkelig rum, er jeg nødt til at gøre opmærksom på, at det altså ikke er det, jeg faktisk står og siger. Det, jeg står og siger, er, at der også på grund af det pres, der er, og den mangel, der tilsyneladende er, altså er forekommet tilfælde, hvor nogle har født i rum, der ikke var egnet til det, der ikke var skabt til det. Det står jeg ved, og det er jo, hvad man i øvrigt også kan læse, hvis man kigger på materialet i forbindelse med den her diskussion.

Fru Liselott Blixt.

Jamen jeg har læst og set, hvad der står og er stillet af spørgsmål til ministeren om præcis det samme. Men derfor mener jeg, at når man nu fremfører det, burde man så ikke have fundet ud af, hvad region det var, hvad sygehus det var, det drejede sig om, så man som folketingspolitikere kunne lægge et pres netop på det pågældende sted, altså så vi ikke bare skærer alle regioner, alle sygehuse, alle jordemødre over én kam? Det gør da, at vi får endnu flere kvinder, der bliver nervøse for at komme på sygehus, når de skal føde.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at det ikke er min opgave at jagte enkelte regioner eller enkelte sygehuse; det har vi lokale politikere til i det her land. Det, der er min opgave, er som folketingsmedlem at være med til at sikre, at de forhold, som vi byder og lægger navn til, også er sådan, som vi ønsker. Og derfor synes jeg jo i bund og grund, at det er noget pjat at sige, at fordi man er bekymret for det her, at fordi man tager nogle af de oplysninger, der bliver indsendt til os, for pålydende, så laver man skræmmekampagner.

Jeg gik ud fra, at når vi var enige om teksten ved den her forespørgselsdebat, var det, fordi vi alle sammen var oprigtig interesseret i at sikre, at forholdene var i orden. Og hvis jeg har misforstået det, bliver jeg er bedrøvet.

Fru Birgitte Josefsen for en kort bemærkning.

Jeg kan så starte med at anbefale ordføreren at læse det forslag til vedtagelse, som han selv er medforslagsstiller af.

Nu er det jo sådan, at alle danske sygehuse er i gang med at blive akkrediteret, og alle de fødeafdelinger, vi står og taler om her, er altså en del af de danske sygehuse. Derfor vil jeg spørge hr. Karl H. Børnhøft, om han vil erkende, at man så også, når nu den akkreditering, som er i fuld gang, er blevet gennemført, kan sige om de sygehuse, der får det gode stempel, at forholdene er i orden der.

Hr. Karl H. Bornhøft.

Mit enkle svar på det er, at jeg faktisk har meget stor tillid til den undersøgelse og den akkreditering, der foregår. Et sygehus, der er blevet gennemgået og opfylder kravene, mener jeg faktisk også er i orden. Det betyder nødvendigvis ikke det samme som, at der ikke kan være nogen svipsere. Men jeg synes, det vil være fint, efter at alle fødesteder er blevet gennemgået og vi har fået svar fra regionerne og KL om det her, at vi træffer en afgørelse og foretager en endelig afvejning af, hvad vi så skal gøre for at sikre, at det også bliver sådan, som det skal være.

Det der pjat med, at spørgeren lader, som om jeg ikke kan læse forslaget til vedtagelse, synes jeg jo i bund og grund er lidt pinligt. Der er jo ingen af os, der er til stede her i dag, der er i tvivl om, at når vi laver sådan en fælles tekst, er det en fælles tekst. Men der er formodentlig heller ingen her, der har været med i politik i mere end 2 dage, der ikke godt ved, at en fælles tekst altså faktisk nok også kan opfattes forskelligt, alt efter hvem der læser den.

Jeg savner faktisk sundhedsministeren i salen; dette er en forespørgselsdebat til sundhedsministeren, så vi bliver nødt til at vente et øjeblik.

Fru Birgitte Josefsen.

Jamen med hr. Karl H. Bornhøfts svar på mit første spørgsmål går jeg ud fra, at når først alle sygehusene er blevet akkrediteret og har været igennem den danske kvalitetsmodel, behøver vi ikke længere at skulle høre noget blive sagt fra talerstolen om, at der er nogen, der føder på mærkelige steder; men jeg kan i hvert fald konstatere, at det er meget længe siden, at hr. Karl H. Bornhøft har besøgt en fødeafdeling.

Jeg har her i foråret besøgt fødeafdelingen på Aalborg Sygehus, hvor jeg fik en meget grundig gennemgang af, hvad det er, der foregår, og hvad det er, der sker på en fødeafdeling. Og derfor vil jeg da gerne høre, om hr. Karl H. Bornhøft mener, at det er forkert, at de ressourcestærke udskrives fra fødegangen, når de har mulighed for at komme på et patienthotel. Der findes jo mange forskellige løsninger. Man organiserer det forskelligt fra region til region, men man sikrer, at der netop er nogle tilbud til den fødende og dennes pårørende, så de kan opleve et roligt forløb i forbindelse med fødslen og overgangen til at komme hjem.

Jeg vil også høre hr. Bornhøft, om ikke han synes, at det var en positiv melding, der kom fra en jordemoder i Hjørring, da hun i en tv-udsendelse her i sommer, hvor der blev sat fokus på det her område, gik ud og sagde i den bedste sendetid på tv, at de sådan set havde det rigtig godt på fødeafdelingen, de havde nogle fine forløb og kunne sådan set ikke følge den kritik, der var blevet rejst.

Taletiden er 1 minut.

Ordføreren.

Jeg kan jo starte med det sidste og sige, at jeg ligesom spørgeren faktisk glæder mig over, at der er kommet en udmelding fra Hjørring som den, der er beskrevet. Både spørgeren og undertegnede har jo så nær tilknytning til Hjørring og har arbejdet der så længe, at det også ville have undret os, hvis der var nogen problemer i Hjørring, for vi ville formodentlig have bearbejdet dem noget tidligere, da vi jo begge to har haft rimelig stor indflydelse på den del af det.

Men det ændrer ikke på det forhold, at det, vi diskuterer i dag, er den generelle situation for svangreomsorgen og tilbuddene på vores fødesteder. I den sammenhæng er det vigtigt for mig at understrege, at det, som vi er interesseret i, ikke er at gå ind og detailregulere med bestemte måder at organisere arbejdet på rundtomkring, for det har vi lært bliver gjort lokalt, alt efter hvilke både økonomiske og stedmæssige muligheder de har. Til gengæld vil vi godt være med til at sikre, at de retningslinjer, som vi har besluttet skal være gældende, bliver fulgt alle steder. Og det er det, vi ønsker at bidrage til.

En kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær. Den er frafaldet. Så siger vi tak til ordføreren. Så er det fru Vivi Kier som konservativ ordfører.

Jeg vil gerne starte med at sige tak til fru Line Barfod for denne forespørgselsdebat. Jeg synes, det er rigtig dejligt, at vi en gang imellem kan tage en debat, som ikke bliver til et konkret forslag, vi skal stå og diskutere, men hvor vi tager et tema op, som man kan være bekymret for. Som jeg også har kunnet høre på debatten indtil nu, har vi alle sammen hist og pist læst, at man i forskellige regioner og foreninger har udtrykt bekymringer omkring det at være gravid og skulle føde. Derfor synes jeg, at det er fint, at vi får en debat, hvor vi alle sammen i bred enighed kan samles om en tekst, for også jeg synes, at det er rigtig, rigtig vigtigt, at regionerne lever op til de anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen er kommet med.

Så vil jeg gerne fortsætte med at sige, at graviditet og fødsel er en rigtig stor, men heldigvis også for de fleste en rigtig positiv oplevelse. Som sagt er Sundhedsstyrelsen jo kommet med en lang række anbefalinger, som regionerne selvfølgelig skal være i overensstemmelse med. Jeg vil gerne takke for ministerens hurtigt iværksatte redegørelse om de forskellige regioners tilbud, for, som vi også kan høre, er der forskellighed her, og det synes jeg er rigtig, rigtig fint. Det vigtige er at sikre os, at de er i overensstemmelse med de anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen er kommet med.

For mig er det rigtig vigtigt, at vi siger, at det er regionernes ansvar. Så kan vi stå og diskutere jordemødre. Jeg har også haft besøg af jordemødre, det har jeg heldigvis tit. Det er en rigtig dejlig livsbekræftende forening at have besøg af, og jordemødre kan noget helt, helt fantastisk. Alle os, der selv har prøvet at føde, ved, hvor dejligt det er at have en god jordemoder, og vi har jo ikke mangel på jordemødre. Jordemødre kan rigtig mange ting, og jeg håber da også, at man ude i regionerne vil overveje, om jordemødre ikke i virkeligheden måske skulle være dem, der er ude på selve barselsgangen. Så havde man også en ekstra arbejdskraft, man kunne trække på, hvis det var.

Samtidig må jeg sige, at det jo også er rigtig vigtigt, at der er et samarbejde mellem sygehusene, dvs. fødestederne, og kommunerne. Det er jo det, vi kender fra vores sundhedsaftaler, og lige nu er man i gang med at skulle lave anden generation af sundhedsaftalerne. Da jeg sad i byrådet, var jeg faktisk med til at lave første generation af sundhedsaftalerne, og da var man ude i kommunerne lidt usikre på, hvad det var for en opgave, man gik ind til, men der er ingen tvivl om, at det bliver en rigtig, rigtig spændende sundhedsaftale, der skal laves denne gang, for nu er kommunerne og regionerne virkelig klædt på til at diskutere, hvad det er, de skal blive enige om, og hvad det er, de skal lave nogle aftaler om. Jeg mener jeg også, at svangreomsorgen kunne være et af de steder, hvor både kommuner og regioner kan være enige om, at der skal laves en god sundhedsaftale.

Det, jeg synes er rigtig fint i de nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, er, at man siger, at der nu skal gøres en langt større indsats for socialt svage fødende. Så har jeg hørt, at man tidligere i debatten har spurgt, hvad det er for nogle, der er de stærke, og hvad det er for nogle, der er de svage. Det tror jeg sådan set ikke at en jordemoder overhovedet er i tvivl om. Er man rigtig, rigtig bange, er man rigtig, rigtig utryg, så er man en svag fødende, så har man brug for ekstra støtte og omsorg. Men der findes jo også masser af stærke fødende, der findes masser af stærke førstegangsfødende, som bare meget, meget hurtigt vil hjem, og så findes der dem, som har født flere gange, som ikke ser noget problem i det. Og så er der også dem, som har født flere gange, som bare har brug for at være der og være til stede.

Så jeg synes faktisk, at der er givet mulighed for det. Vi skal passe på, at vi ikke tror, det er et system, hvor man slår op på side 1 i bogen, og så skal alt følges slavisk, men at man skal leve op til de rammer, der er. Jeg forventer og har tillid til, at regionerne kan leve op til at skabe gode fødesteder og lægge vægt på, at man nu bruger en større del af sine kræfter på dem, der virkelig har behov for et særligt tilbud.

Så tak for at vi har fået debatten og fået snakket om det, der også er et vigtigt hjørne af hele sundhedsvæsenet.

Der er et par korte bemærkninger. Først fra fru Julie Skovsby.

Jeg ønsker blot, at fru Vivi Kier bekræfter, at ordføreren sagde, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger skal følges. Hørte jeg rigtigt? Sagde ordføreren sådan, altså at anbefalingerne skal følges?

Ordføreren.

Nu har jeg ikke min tale skrevet ned ord for ord, så jeg skal jo ikke stå her og lægge hovedet på blokken på, at det var det, jeg sagde. Jeg mener, at regionerne skal handle i overensstemmelse med de anbefalinger, der skal ligge, men jeg synes, og det var det, jeg prøvede at sige med, at nu skal vi passe på, at vi ikke skal slå op på side 1, og at hver eneste lille ting skal vendes, for at det fungerer rigtigt.

Det er klart, at det skal være i overensstemmelse med de anbefalinger, der ligger. Men vi må altså også give lidt margen og lidt luft til, at man kan gøre det forskelligt, at man tackler det forskelligt, at der skal være plads til den individuelle, konkrete vurdering, og at man ikke absolut skal gøre sådan og sådan og sådan. For mig er det vigtigt, at det er i overensstemmelse med anbefalingerne, men jeg skal ikke sidde og lave en manual, som skal følges fra a til z.

Fru Julie Skovsby.

Årsagen til, at jeg spørger, er, at jeg kan fornemme, at ordføreren har gjort sig megen umage med ikke at komme til at sige, at anbefalingerne skal følges, men i stedet sige, at tingene skal gøres i overensstemmelse med dem.

Hvorfor er det så, at det er et vigtigt spørgsmål? Jeg ville gerne have haft, at der i det forslag til vedtagelse, som vi alle sammen støtter, havde stået, at anbefalingerne skal følges, i stedet for at der står »bl.a. kan sikres«. Det her med, at man måske eller måske ikke kan anvende anbefalingerne, at der måske skal spares på det her område, at der måske eller måske ikke skal flyttes nogle penge rundt, skaber en tvivl, som jeg ikke synes er rimeligt at stille de kvinder, som skal føde, over for. Vi bliver nødt til at sige helt klart, at anbefalingerne skal følges, og at der i Region Syddanmark vil komme en jordemoder på hjemmebesøg, hvis man føder ambulant.

Så ja eller nej: Mener ordføreren også, at anbefalingerne skal følges?

Ordføreren.

Nej, jeg må sige, at det er da rigtig, rigtig ærgerligt, at jeg står her og starter debatten med at glæde mig over, at fru Line Barfod kan oplæse et forslag til vedtagelse, hvis tekst vi alle sammen kan være enige om, og jeg nu kan forstå, at Socialdemokraterne faktisk ikke ønsker at være med i forslaget til vedtagelse. Det er rigtig trist, at fru Julie Skovsby har sagt ja til at være med og så faktisk ikke mener det, kan jeg næsten forstå.

Jeg mener, at regionerne skal handle i overensstemmelse med de anbefalinger, men vi må altså lige give lidt luft og lidt rum til, at man også kan vurdere individuelt. Det er klart, at man ikke kan tilsidesætte anbefalingerne fuldstændig, man skal se på de anbefalinger, og det er det, jeg oplever og hører, at regionerne faktisk bestræber sig på. De bestræber sig på, at man kan gøre en større indsats over for dem, som har et ekstra behov, hvorimod man ikke behøver at bruge så meget energi på dem, som faktisk ikke har det behov.

Jeg har prøvet det her rigtig mange gange for mange år siden, da jeg sad i byrådet og holdt øje med sundhedsplejerskerne. Alle fik fuldstændig det samme tilbud, sådan skulle det være, og så sagde jeg: Skulle vi ikke prøve at splitte det her op og sige, at der faktisk er nogle, der klarer sig fint uden, og at der er nogle, som vi faktisk meget hellere vil have at sundhedsplejersken kommer hyppigere til? Derfor synes jeg, det skal være i overensstemmelse med, og at man ikke skal leve slavisk op til anbefalingerne punkt for punkt.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at fru Vivi Kier ligesom trækker lidt i land her. Læser man anbefalingerne, giver de jo netop mulighed for en individuel vurdering, og vi har netop nogle dygtige jordemødre, som kan lave den individuelle behandling. Det indgår i anbefalingerne. Vi har et klart svar fra ministeren om, at anbefalingerne skal følges, så jeg går ud fra, at De Konservative ikke nu er ved at undsige ministeren og sige, at man ikke skal følge anbefalingerne.

Derfor vil jeg gerne høre, om fru Vivi Kier dels kan bekræfte, at man støtter ministerens udgangspunkt om, at anbefalingerne skal følges, dels om De Konservative er enige i, at en af de allervigtigste anbefalinger er, at man skal kunne være tryg ved, at der er en jordemoder til stede under hele den aktive del af fødslen.

Ordføreren.

Selvfølgelig skal man som fødende kunne være tryg ved, at der er en jordemoder til stede ved den aktive del af fødslen, og jeg har ikke hørt om nogen fødsler, hvor den aktive del var i gang, hvor der ikke var en jordemoder til stede, så det er jeg helt enig i at der skal være.

Så må jeg igen sige, at hvis vi læser vores forslag til vedtagelse, hvor der står i teksten, at det er vigtigt med en god start på livet og alle mulige ting, skriver vi jo, at det bl.a. kan sikres gennem regionernes anvendelse af Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedrørende svangeromsorg. Ja, regionerne skal jo anvende de anbefalinger, tingene skal være i overensstemmelse med anbefalingerne, og nu får vi jo at se, hvor forskelligt regionerne gør det. Det bliver rigtig spændende, for det kan jo være, at der er nogle regioner, som har fundet på noget rigtig godt, som de andre regioner kan lære af. Men det er rigtig vigtigt, at vi sikrer os, at det er i overensstemmelse med de anbefalinger, Sundhedsstyrelsen har udstukket.

Fru Line Barfod.

Det glæder mig meget, at den konservative ordfører bekræfter, at regionerne skal følge anbefalingerne.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der skal være en jordemoder til stede under hele den aktive del af fødslen, var der jo en undersøgelse i slutningen af 2003, som viste, at det kunne man kun regne med på 13 pct. af fødestederne. Nu må vi jo se, hvad den nye redegørelse, vi får fra ministeren til januar, viser. Men de meldinger, vi får ude fra fødestederne, fra jordemødre og fra fødende og andre, er jo, at man heller ikke i dag kan være sikker på det, at det ikke er blevet bedre siden 2003, og at man ikke kan regne med, at der skal være en jordemoder til stede. Derfor vil jeg bare gerne igen høre, om De Konservative mener, at noget af det allerallervigtigste at sikre er, at man har en jordemoder, når man føder.

Ordføreren.

Jeg er helt enig i, at det er rigtig, rigtig vigtigt at have en jordemoder, når man er midt i den aktive del af fødslen, og man må sige, at lige nøjagtig fødsler jo kan være utrolig svære at planlægge. Vi ved, at der i dag er rigtig, rigtig mange par, der selv kan planlægge, hvornår de vil være forældre, og vi ved godt, at der er nogle tidspunkter af året, hvor der er meget mere pres på fødestederne end på andre.

Jeg skal jo ikke stå her og sige, at der ikke kan være en enkelt dag, hvor det pludselig vælter ind med gravide, der alle skal føde samme dag og i samme time, så der kan være nogle udfordringer. Men generelt og set over året er jeg helt overbevist om, at man også kan leve op til, at der skal være en jordemoder til stede, og hvis man vil løse den udfordring, der kan være, når der kommer et megapres en enkelt dag i nogle enkelte timer, kunne man jo løse den ved at lave opgaveflytning, således at jordemødrene kunne komme ud og være på barselgangene i stedet for sygeplejersker. De sygeplejersker kunne man så flytte til nogle andre opgaver, hvor der er brug for sygeplejersker, for så var der altid en ekstra hånd, man kunne trække på. Men ja, som fødende er det vigtigt, at man har en jordemoder ved den aktive del af fødslen.

Tak til ordføreren. Fru Lone Dybkjær som radikal ordfører.

Jeg synes, det er godt, at vi i dag har et fælles forslag til vedtagelse, sådan at vi kan diskutere det indholdsmæssige, og det synes jeg sådan set er lykkedes, selv om der selvfølgelig er lidt forskellige opfattelser af, hvad forslaget til vedtagelse egentlig rummer. Men det er dog sådan nogle konkrete ting vedrørende det indholdsmæssige, vi diskuterer, og ikke bare et eller andet med, at den ene gruppe siger det ene og den anden gruppe det andet.

Men jeg vil godt takke for ministerens tale. Jeg skal altså ikke beklage, at den var rimelig kortfattet. Der kan siges meget lyrik om det her, uden at det i og for sig indeholder så meget om den egentlige lovgivning. Jeg synes frem for alt også, at det er fint, at ministeren har taget et initiativ med hensyn til at indhente oplysninger om de faktiske forhold i jernindustrien. Jeg er ikke klar over, om det var noget, der var i gang i forvejen – jeg har hørt noget om, at man var i gang med nogle fødselsplaner – men det er jo sådan set ligegyldigt; det afgørende er, at vi får nogle informationer, og at vi faktisk får dem ret tidligt, altså at vi allerede får dem her i begyndelsen af januar. Ofte skal vi jo vente langt længere på den slags ting. Det er også det, der gør, at jeg tror, der måske har været noget i gang. Men det er nu ligegyldigt, det er vigtigt, at planerne kommer.

Jeg vil sådan set opfordre ministeren til ret hurtigt at indkalde til et møde, hvor vi kan diskutere, hvad der rent faktisk kommer ud af det. Der vil sikkert også komme samråd, men jeg synes, det ville være rart, hvis vi kunne få en ikkesamrådsbaseret førstegangsbehandling af, hvad der egentlig er kommet ud af det, og hvilke tanker ministeren gør sig. Så det kunne ministeren jo gøre, hvis han havde lyst til at indkalde ordførerne ovre i sit ministerium. Det må han selvfølgelig selv om, men jeg tror bare, det kunne være en god idé, fordi det måske ville give en mere afslappet diskussion. Så kan vi jo altid have nogle åbne samråd om uenighederne, og hvad der nu kan være, på en anden måde, hvis der er ønske om det.

Efter Det Radikale Venstres opfattelse er det de overordnede retningslinjer, vi skal tilrettelægge her i Folketinget. Vi skal ikke gå ind i en detailstyring af, hvordan tingene skal være. Men jeg deler sådan set forespørgernes opfattelse af, at det er vigtigt, at der er en jordemoder til stede under fødslen; det tror jeg er den trygge situation. Til gengæld er jeg meget mere skeptisk over for, om der skal troppe en jordemoder op i hjemmet 2 dage efter fødslen. Det må afhænge fuldstændig af, hvad det er for personer, der er tale om. Jeg tror, at førstegangsfødende kan have brug for det. Jeg tror, at anden- og tredjegangsfødende godt kan være i en situation, hvor de mere eller mindre vil betakke sig. Men det afhænger i øvrigt af, hvad der er af omsorg over for den, der lige har født.

Så det synes jeg at vi kan diskutere, når vi ser, hvordan planerne kommer til at være, men jeg synes ikke, det nødvendigvis er et krav, at der tropper en jordemoder op. Men det er selvfølgelig meget vigtigt, at den jordemoder, der assisterede ved fødslen og før selve fødslen, har en fornemmelse af den pågældende kvinde: Er det en kvinde, som eventuelt kan rende ind i nogle problemer af amningsmæssig art eller anden art efter fødslen? Så kan der være behov for en opfølgning. Der synes jeg at vi skal udvise meget stor tillid til jordemødrenes vurderingsevne. Så ved jeg godt, at den her forespørgsel helt konkret drejer sig om selve fødslen og tiden lige omkring fødslen og før fødslen. Og derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at jordemoderen gør sig klart, om amningen nu kommer i gang.

Men der er en ting, jeg godt kunne tænke mig lige at nævne til slut. Det er, at jeg synes, at vi måske skal være lidt mere opmærksomme på fødselsdepressioner. Det er min opfattelse, at det er lidt et tabuemne, og det kan godt være, at jordemødre kan opfange det under graviditeten og i forbindelse med fødslen. Det er klart, at er der problemer i forbindelse med graviditeten og fødslen, kan man formentlig lettere løbe ind i en depression, end man ellers kan. Men det er også min fornemmelse, at det ikke er noget, man snakker om. Det er ikke at være en rigtig mor at få en fødselsdepression.

Derfor kunne jeg godt tænke mig i forbindelse med de diskussioner, vi kan have, at ministeren også kan være lidt opmærksom på det her og se på, om vi rent faktisk mangler viden på det område. Det tror jeg at vi gør, men jeg er ikke sikker – netop fordi det er et mere eller mindre tabuiseret område, tror jeg. Men det er sådan det, jeg synes jeg ved, og det vil jeg håbe at man kan tage med ind i forbindelse med vores diskussioner.

Så vil jeg lige spørge til allersidst, om ministeren også – ikke nødvendigvis i dag – kan redegøre for, hvad der egentlig sker i forbindelse med de nye sygehuse og den planlægning i relation hertil, for hvordan ligger, om jeg så må sige, fødestuerne i den sammenhæng? Er de alle sammen væk fra sygehusene, eller hvordan har man tænkt sig at organisere det?

Der er en kort bemærkning fra fru Julie Skovsby.

Tak. Jeg er meget glad for det, som fru Lone Dybkjær siger om det at få besøg af en jordemoder i de tilfælde, hvor fødslen er ambulant, og 1-2 dage efter at fødslen har fundet sted. Som jeg læser Sundhedsstyrelsens anbefalinger, er der ikke tale om tvang, men om et tilbud, der bliver stillet til rådighed, og som det vil være muligt at takke nej til. Har ordføreren ikke læst det på samme måde?

Ordføreren.

Jamen jeg vil ikke gå ind i en detaljeret diskussion om det. Altså, det, der for mig er afgørende, er, at vi sætter ind over for dem, der virkelig har behov for det, og der er det jeg mener, at kvinder, der har født en gang før, givetvis har mindre behov, medmindre der har været tale om en kompliceret fødsel.

Så jeg synes, det er noget, vi kan diskutere, når vi får resultaterne ind, det er jo netop det, den her arbejdsmetode bliver mulighed for, og jeg er glad for, at vi får den mulighed for at finde ud af, om de der regler er rigtige, eller om de er for overordnede eller for detaljerede. Det synes jeg er svært at gennemskue på nuværende tidspunkt.

Så siger vi tak til ordføreren. Så er det indenrigs- og sundhedsministeren – som ikke har noget at tilføje. Så er der ikke flere, der har bedt om ordet – jo, det er der.

Det er fru Line Barfod som ordfører for forespørgerne.

Jeg havde troet, at ministeren gik op på talerstolen, for det gør ministre som regel efter en forespørgsel, men jeg håber så ligesom fru Lone Dybkjær, at vi, når resultatet af ministerens undersøgelser om, hvordan virkeligheden ser ud ude på fødestederne, foreligger i januar, kan få en drøftelse på det tidspunkt; at vi, når vi så har fakta på bordet og ved, hvordan det ser ud, kan drøfte, hvad det så er, der kan være behov for at gøre for at sikre, at anbefalingerne faktisk bliver fulgt rundtom i landet. Det er klart, at hvis redegørelsen viser, at anbefalingerne bliver fulgt, så er det jo rigtig godt, så kan vi glæde os, men hvis det viser sig, at der er problemer rundtom, bliver vi jo nødt til at få en drøftelse af, hvad vi så gør.

Jeg er med på, at vi har en arbejdsdeling her i landet, hvor det er regionerne, der står for sygehusene, men vi har også jævnligt diskussioner i Folketinget, når der er nogle særlige indsatsområder, som vi mener der er behov for at vi ser nærmere på – det kan være kræftbehandling, det kan være hjerteoperationer, og det kan være andre områder; psykiatrien bliver også jævnligt drøftet. Jeg mener, der er behov for, at vi også understreger, at vi har stor politisk bevågenhed på, hvordan forholdene er for vores gravide og vores fødende og ikke mindst for de børn, der bliver født.

Jeg synes, den statistik, der kom for nylig fra ministeren, var uhyggelig læsning. Den viser, at antallet af nyfødte, der bliver indlagt inden for 1 måned efter fødslen, fordi de har ernæringsproblemer, er steget fra 505 til 593, så vi altså i dag er oppe på, at det er 1 pct. af alle nyfødte, som bliver genindlagt, fordi de har ernæringsproblemer. At de har ernæringsproblemer, betyder jo, at de ikke får nok at spise, og det vil ofte være, fordi amningen ikke fungerer ordentligt. Det er altså noget, som vi ved hvad vi kan gøre ved, og det er ikke noget, der koster mange millioner at gøre noget ved. Det er et spørgsmål om at sikre, at der er nogle gode forhold for de fødende, og at man også hurtigt efter fødslen får sikret, at amningen kommer i gang – det kan være ved jordemoderbesøg, og det kan være sundhedsplejerskebesøg. Det må man tilrettelægge ud fra den enkelte kvindes individuelle behov, men man skal sikre, at det sker, man skal sikre, at man får fulgt op på det, så der ikke er børn, der ligger og bliver syge af sult, fordi der ikke er en ordentlig opfølgning.

Jeg må sige, at jeg synes, debatten på sin vis har været god, for alle partier har understreget, at anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen er noget, der skal følges. Det er ikke bare nogle vejledninger, man sådan kan forholde sig til, men det er noget, der faktisk skal følges; det er det, som regionerne skal leve op til. Det er jeg rigtig glad for. Jeg er også glad for, at alle har understreget, at noget af det allervigtigste er, at man har en jordemoder til stede under fødslen – det må man altså kunne regne med. Dermed skulle det gerne være sådan i de fødeplaner, der kommer fra regionerne, at vi altså ikke længere oplever, at de planlægger ud fra, at én jordemoder skal kunne passe flere fødsler på en gang, men at vedkommende faktisk skal kunne være til stede hos den enkelte fødende kvinde.

Men der var også nogle ting under debatten, der undrede mig, især fru Liselott Blixts meget, meget alvorlig anklage mod Jordemoderforeningen og jordemødrene om, at de kører en skræmmekampagne. Nu tilhører jordemødrene en af de faggrupper, der ikke sådan normalt går på barrikaderne; det er nogle af dem, der virkelig tager deres fag meget, meget alvorligt og går meget op i at tage sig ordentligt af kvinderne; der skal meget til, før de råber op. De plejede også tidligere at blive i deres fag langt, langt ud over den almindelige pensionsalder. Det var et fag, man var glad for at være i. I dag ser vi jordemødre søge væk fra faget, fordi det simpelt hen er blevet for hårdt at være i. Når de råber op, er der altså god grund til at lytte til dem; så er det, fordi de virkelig er meget alvorligt bekymret over forholdene. Og så synes jeg, vi skal tage dem så alvorligt, at vi faktisk lytter til, hvad de siger, og jeg synes, det er fint, at ministeren nu har sat undersøgelsen i gang, så vi kan få fakta frem og få det belyst med nogle tal osv. For jeg synes, det er dybt bekymrende, hvis det, jordemødrene fortæller os, er korrekt; så er der grund til at råbe vagt i gevær.

Jeg synes også, det er vigtigt at få diskuteret, hvad det er, der gør, at man ude i regionerne vælger at skære ned på fødselsforberedelsen, skære ned på bemandingen på fødestederne, skære ned på efterfødselssamtalerne. Hvad er det, der gør, at det er nogle andre områder, der bliver prioriteret, når vi nu ved, at det, at man skærer ned, ofte kan betyde, at der så kommer flere udgifter senere, enten fordi kvinder skal have kejsersnit i stedet for at føde almindeligt, eller fordi der opstår komplikationer, fødselsdepressioner, eller fordi barnet skal genindlægges? Det koster jo ofte mere. Så hvad er det for nogle mekanismer, også styringsmæssigt, med hensyn til den måde, man ordner det på ude på sygehusene, der gør, at man nedprioriterer det forebyggende arbejde, der ligger i at have en god fødselsforberedelse og i det hele taget have en god svangreomsorg? Det synes jeg er vigtigt at få diskuteret.

Dengang regeringen og Dansk Folkeparti indførte markedsstyring på sygehusene, startede man jo med at indføre et system, hvor det bedre kunne betale sig for fødestederne, hvis man ikke gav en god fødselsforberedelse og det endte i et kejsersnit, for så udløste det flere penge til fødestederne, end hvis man sørgede for at have en god fødselsforberedelse og kvinder derfor havde en ukompliceret fødsel. Hvis der stadig er noget af den slags, skal vi have gjort noget ved det, og det håber jeg vi kan få set på, når redegørelsen kommer til januar.

Tak. Sundhedsministeren vil gerne have ordet alligevel. Indenrigs- og sundhedsministeren.

Når jeg ikke bad om ordet, var det, fordi vi jo var rørende enige om det forslag til vedtagelse, som bliver vedtaget på tirsdag. Og jeg fik hvisket til fru Lone Dybkjær, at jeg meget gerne vil indkalde til en uformel drøftelse af både det spørgsmål, hun har rejst, og også det, som fru Line Barfod lige nævnte. Det passer meget fint med, at jeg i forvejen har planer om at indkalde til en drøftelse om forskellige ting, herunder også for tidlige fødsler. Så det gør jeg meget gerne.

Så vil jeg bare til sidst tage fru Liselott Blixt lidt i forsvar. Jeg synes da, det er i orden, at hun nævner, at antallet af fødsler pr. jordemoder er faldet fra 63 til 56 på 10 år. Det skal da lige med i debatten. Det synes jeg hun har ret i.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Så er forhandlingen sluttet.

Som allerede nævnt vil afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse finde sted tirsdag den 23. november.