Det sidste punkt på dagsordenen er:

14) Forespørgsel nr. F 29:

Forespørgsel til socialministeren:

Hvilke konkrete initiativer vil regeringen tage for at sikre børns vilkår og rettigheder, efter at FN's Børnekomité har udtalt kritik af Danmark på en række områder?

Af Mette Frederiksen (S), Özlem Sara Cekic (SF), Anne Marie Geisler Andersen (RV), Line Barfod (EL) og Christian H. Hansen (UFG).

(Anmeldelse 15.03.2011. Fremme 17.03.2011. Eventuel afstemning udsættes til torsdag den 28. april 2011).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til i overmorgen, torsdag den 28. april 2011.

Først er det ordføreren for forespørgerne, fru Mette Frederiksen, der får ordet for begrundelse, værsgo.

Hvert femte år skal Danmark gøre rede for, hvordan det går med at overholde FN's børnekonvention. Den dag i januar, hvor Danmark skulle afgive sin afrapportering til FN's Børnekomité, skrev Børnerådet på sin hjemmeside, og jeg citerer:

»Danske topembedsfolk skal i dag forklare FN’s Børnekomité i Geneve, hvorfor Danmark på en lang række områder krænker udsatte børns rettigheder. Danmark er på vej væk fra grundlæggende principper i børnekonventionen, vurderer Børnerådet og 10 danske ngo’er.«

FN’s Børnekomité har senere afgivet sine anbefalinger til den danske regering. Afrapporteringen er interessant læsning for alle, der interesserer sig for børns tarv, rettigheder og muligheder i det danske samfund. Det var skrappe ord, der stod på Børnerådets hjemmeside. Vi er mange i Folketinget, der deler den bekymring om udsatte børns muligheder og rettigheder i Danmark, og derfor har vi rejst forespørgslen i dag.

Vi vil i dag gerne have afdækket, hvilke konkrete initiativer den danske regering agter at igangsætte på baggrund af Børnekomiteens anbefalinger, og hvilke initiativer der fremadrettet skal sikre børns rettigheder i Danmark.

Tak for det, og så er det socialministeren.

Danmark blev den 24. januar i år i Génève eksamineret i FN's børnekonvention af FN's Børnekomité. Under eksaminationen fik Danmark ros af komiteen, som bl.a. anerkendte den store indsats, som vi i Danmark lægger i at sikre børns og unges rettigheder. Komiteen roste samtidig mange af de initiativer, som regeringen står bag, herunder Barnets Reform, der på en række områder styrker indsatsen over for udsatte børn og unge markant.

Men som ved alle andre eksamener havde komiteen selvfølgelig også anbefalinger til, hvordan vi kan hæve barren og gøre det endnu bedre i forhold til at sikre børns og unges rettigheder. Det er jo netop det, komiteen har som opgave, nemlig at pege på de områder, som kan styrkes og forbedres.

Jeg mener, det er utrolig vigtigt, at vi har en instans i FN-systemet, der følger medlemslandenes indsats over for børn og unge, som komiteen gør. Vi gør det rigtig godt i Danmark, men jeg anerkender selvfølgelig også, at der er steder, hvor vi kan blive endnu bedre, og derfor var jeg også rigtig glad for at modtage komiteens konkluderende observationer.

Forespørgselsstillerne vil i dag gerne høre om, hvilke konkrete initiativer regeringen vil tage for at sikre børns og unges vilkår og rettigheder, efter at FN's Børnekomité har udtalt kritik af Danmark på forskellige områder. Et væsentligt element til at sikre børns og unges rettigheder, som også er blevet fremhævet af komiteen, er, at vi har en minister, der koordinerer regeringens samlede indsats over for børn og unge. Den rolle ligger hos mig som socialminister, og det er en opgave, jeg tager meget seriøst.

Vi lægger i den forbindelse stor vægt på et godt og konstruktivt samarbejde med mange af børneorganisationerne, og derfor har Socialministeriet også indkaldt organisationerne og relevante ministerier til et opfølgende møde i begyndelsen af maj, hvor der bliver mulighed for at drøfte komiteens anbefalinger. Men der er allerede på nuværende tidspunkt anbefalinger fra komiteen, som er imødekommet, og som medvirker til at forbedre børns vilkår i Danmark. I den forbindelse vil jeg nævne nogle eksempler:

En af komiteens anbefalinger er, at Danmark bør etablere en børneinstans, og her vil jeg meget gerne understrege, at anbefalingen ikke kom, fordi komiteen fandt, at Danmark ikke i dag respekterer børns og unges rettigheder. For i Danmark har vi grundlæggende et godt system, der i høj grad har fokus på børns rettigheder, der giver børn gode muligheder for at blive inddraget, og som sikrer børn den hjælp og støtte, de har behov for. På disse punkter er vi blandt de førende i verden, også når vi sammenligner os med de andre nordiske lande, og det kan vi med rette være stolte af.

Men selv om vi i Danmark har et veludbygget system med en række højt kvalificerede aktører, der tilsammen er med til at sikre børns og unges rettigheder på alle niveauer, har vi en udfordring i at sikre, at børn og unge kan gennemskue, hvor de kan gå hen og få hjælp og støtte. Derfor er der behov for, at vi skaber et sted, hvor alle børn kan henvende sig og få hjælp til at blive guidet videre til den instans, som er den rette for netop deres sag. Vi skal have en fælles indgang for alle børn, og alle børn skal vide, hvor den er.

Det er oplagt, at vi sætter ind et sted, som børn allerede kender, og som børn allerede benytter, og i dag kender mere end otte ud af ti børn i 3.-10. klasse til BørneTelefonen, som Børns Vilkår driver. Derfor styrker regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance Børns Vilkårs BørneTelefonen.

Vi vil udvide telefonens åbningstid, så den vil være åben fra kl. 11.00 til kl. 23.00 alle ugens 7 dage. Vi vil opkvalificere deres rådgivning, så de fremover kan fortælle børn om deres rettigheder og muligheder for at få hjælp og for at klage inden for alle områder, der vedrører børn. Og vi vil indføre en akutfunktion, så Børns Vilkårs rådgivere kan hjælpe børn med at komme i kontakt med kommunen i de tilfælde, hvor et barn eller en ung har brug for hjælp uden for kommunens åbningstid.

Derudover opretter vi en hjemmeside, som fortæller børn om BørneTelefonen og om mulighederne for at få hjælp via BørneTelefonen. Hjemmesiden vil også fortælle børn om deres rettigheder og linke til relevante myndigheder og organisationer, og vi vil sætte et arbejde i gang med at få de organisationer, der linkes til, til at oprette børnevenlige sites på deres hjemmesider.

Jeg mener, at vi med dette nye initiativ styrker indsatsen over for børn og unge væsentligt, da vi med initiativet sikrer alle børn en samlet indgang til at få hjælp og til at få viden om deres rettigheder og deres muligheder. Samtidig får vi skabt en sammenhæng mellem de forskellige højt kvalificerede aktører på børneområdet, og vi sikrer, at børn nemt kan komme i kontakt med den rigtige myndighed.

Under eksaminationen og i komiteens konkluderende anbefalinger udtrykte komiteen bekymring for, at mange børn og unge ikke kender deres rettigheder. Det er selvfølgelig helt essentielt, at børn og unge kender deres rettigheder og kender børnekonventionen, og jeg synes, det er bekymrende, at undersøgelser viser, at der i 2011 er børn og unge i Danmark, der stadig tror, det er i orden, at forældre slår deres børn.

Vold mod børn og unge er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, og vi kan ikke tillade, at det sker i et samfund som vores. Derfor er det afgørende, at børn og unge kender til deres rettigheder og til deres muligheder for at få hjælp, hvis de udsættes for vold, og det er derfor, at vi i samarbejde med Børnerådet, UNICEF, Red Barnet og Børns Vilkår også er i gang med at søsætte en kampagne, som vil sætte fokus på vold mod børn. Kampagnen vil først og fremmest rette sig mod børn og unge og dermed være med til at sikre, at børn kender deres rettigheder til et liv uden vold.

Det har siden 2001 været en høj prioritet for regeringen at styrke børns rettigheder, og vi har løbende haft fokus på at forbedre indsatsen over for udsatte børn og unge. Både anbringelsesreformen og nu senest Barnets Reform er nogle gode eksempler på dette. Senest har vi med Barnets Reform sat barnets bedste i centrum, og vi har sikret en markant styrkelse af indsatsen over for udsatte børn og unge. Reformen styrker på mange områder børns og unges rettigheder, bl.a. ved at nedsætte aldersgrænsen for, hvornår et barn kan klage over en afgørelse. Det er nemlig vigtigt, at barnets stemme bliver hørt i sådanne sager, og det har vi med Barnets Reform givet mulighed for.

Samtidig har vi med reformen udvidet Ankestyrelsens egendriftkompetence, hvilket betyder, at Ankestyrelsen nu vil gå ind i flere sager, hvor et barn eller en ung ikke har fået den tilstrækkelige hjælp eller støtte af kommunen. I den forbindelse er det væsentligt, at vi følger med i de omlægninger, der i øjeblikket sker i forhold til indsatsen over for udsatte børn og unge. Jeg har derfor nedsat et ekspertudvalg, som bl.a. skal drøfte, hvordan vi understøtter den udvikling, der er i gang, og hvordan vi i højere grad tænker i forebyggelse og familierettede indsatser, så barnet kan blive i nærmiljøet.

Det er også en intention med Barnets Reform, at anbringelsesstedet skal kunne tilbyde nære og stabile voksenrelationer, når det er nødvendigt at anbringe et barn. Det vil en plejefamilie ofte kunne tilbyde, og det falder også helt fint i tråd med tankerne i FN's Børnekomité om, at antallet af institutionsanbringelser i Danmark er for højt.

Et område, som regeringen også har fokus på, er støtte til børn, der har været udsat for seksuelle overgreb. Der er taget adskillige initiativer til at sikre, at børn, der har været udsat for overgreb, tilbydes en kvalificeret hjælp, og regeringen offentliggør snart en national strategi til bekæmpelse af seksuelle overgreb.

Samlet set er der således tale om meget væsentlige reformer og tiltag, som jeg synes at vi kan være stolte af, og dermed har vi på nuværende tidspunkt håndteret en række af komiteens anbefalinger. Det betyder dog ikke, at vi bare skal læne os tilbage og sidde passivt hen, indtil Danmark igen skal afrapportere til FN i 2016. Regeringen vil fortsat arbejde for, at danske børn og unge har gode vilkår, og dermed understøtte deres muligheder for at trives og udvikle deres personlige og faglige kompetencer.

Jeg ser frem til debatten.

Tak til socialministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, og det er fru Mette Frederiksen.

Først og fremmest tak til ministeren for besvarelsen. Det kan jo undre, at ministeren ikke brugte bare lidt af sin taletid på at komme ind på nogle af de største kritikpunkter i afrapporteringen fra FN’s Børnekomité, eksempelvis at man har sænket den kriminelle lavalder i Danmark, at der er for mange børn, der vokser op i fattigdom, forholdene for nogle af børnene i asylcentrene og en række andre forhold.

Men ministeren har ret i, at FN's Børnekomité både udtrykte ris og ros, heldigvis. I FN-rapporten fremhæves både Barnets Reform og forældreansvarsloven som positive fremskridt. Det er jo begge lovgivninger, hvor det gælder, at de er vedtaget med meget, meget brede flertal her i Folketinget. Og det er godt, synes jeg, at få bekræftet, at store, gennemgribende reformer på børneområdet giver genlyd ikke alene i børnenes liv, men også i FN. Selv om det allerede nu er nødvendigt med en revision af forældreansvarsloven, skal et af de vigtige principper, som er slået fast her i Folketinget, om barnets ret til begge forældre fortsat gøres gældende.

Men desværre er lovgivningen i Danmark jo ikke god nok på alle områder. Børn mangler ordentlige råd og vejledning, når det gælder klageadgang ved omsorgssvigt; børn risikerer i Danmark at sidde fængslet side om side med voksne indsatte i vores fængsler; der er stadig væk børn, der udsættes for vold; som ministeren også var inde på, er der alt, alt for mange børn, der vokser op i fattigdom. I oppositionen har vi derfor læst Børnekomiteens anbefalinger med stor interesse, og vi håber på, at vi her i Folketinget vil imødekomme den kritik, der også er indeholdt i anbefalingerne.

Vi har rejst forespørgselsdebatten i dag ikke kun for at debattere, men også for at få konkrete initiativer på bordet. Der bliver jeg altså nødt til at sige, at nedsættelse af en række forskellige udvalg i vores øjne ikke modsvarer de udfordringer, vi står over for. Først og fremmest er der den stigende fattigdom blandt børn og deres familier. Vi ved, at fattigdom stigmatiserer og marginaliserer. Fattigdommen rammer især børnene hårdt, både i forhold til deres sociale liv og ved tab af de muligheder, som andre børn har. Fattigdommen er steget voldsomt, siden VKO tiltrådte i 2001. Mere end 50.000 børn lever i dag i relativ fattigdom, det er alt for mange.

Så er der børns manglende muligheder for at få klageadgang og få hjælp, hvis ikke de har det godt. Hvis børn i dag skal have hjælp af offentlige myndigheder, skal de finde vej i en sand labyrint af forskellige instanser. Der er Ankestyrelsen, der er de sociale nævn, der er deres hjemlige kommunalbestyrelser, der er Folketingets ombudsmand – for nu at nævne nogle af dem. Der er ikke ret mange børn i Danmark, tror vi, der kender til så mange instanser og så mange myndigheder, og det vil i vores øjne være både nyttigt og klogt at få lavet én samlet indgang, som alle børn kender til.

Der er den kriminelle lavalder, som nu er sænket til 14 år. Ud over at det i vores øjne er dybt problematisk, at børn sammenlignes med voksne, når det gælder kriminalitet, er der jo altså også nu en risiko for, at børn anbringes i fængselssystemet sammen med voksne. Hertil kommer problemer med isolationsfængsling og lange varetægtsfængslinger også af meget, meget unge mennesker.

Så er der børnenes vilkår i asylcentrene og børn, der udsættes for vold; der er handel med børn; der er de økonomiske forudsætninger, eller skal jeg sige mangel på samme, for anbringelsesområdet; og der er til stadighed en manglende opmærksomhed omkring Børnekommissionen i det hele taget – for slet ikke at tale om de omfattende besparelser overalt i landets kommuner. Der er tale om store nedskæringer; nedskæringer, der rammer den almindelige hverdag i vuggestuerne, børnehaverne og skolerne og dermed meget store børnegrupper. Men der er også tale om store besparelser, der især rammer børn, der er anbragt uden for hjemmet, og børn med særlige behov; besparelser, som kan have fatale konsekvenser for det enkelte barn.

Der er ingen tvivl om, at vi i Danmark er nået langt, når det gælder børns rettigheder og muligheder. Langt de fleste danske børn har det godt, de trives, og de har både forældre og et samfund, der passer på dem. Men så heldige er de ikke alle sammen. Der er for mange børn i Danmark, der har for dårlige opvækstbetingelser. De børn fortjener, hver og en, at blive set, og de fortjener at blive hørt. De fortjener, at vi passer ordentligt på dem som samfund, og derfor er det i vores øjne nødvendigt ikke alene at debattere forholdene, men også at igangsætte konkrete initiativer. Vi har i dag spurgt regeringen til deres konkrete initiativer; der var ikke mange. Vi vil gerne i oppositionen sætte os i spidsen for en meget mere ambitiøs børneplan, som både handler om at få hævet den kriminelle lavalder og få sikret ordentlige livsbetingelser for alle vores børn. Det er derfor, vi har rejst forespørgselsdebatten, og jeg skal på vegne af oppositionen foreslå følgende:

Forslag til vedtagelse

»Idet Folketinget konstaterer, at FN's Børnekomité i sin afrapportering til den danske regering har udtrykt bekymring på en række områder og beskrevet en række anbefalinger til styrkelse af børns rettigheder og vilkår, opfordres regeringen til at igangsætte følgende initiativer:

- hævelse af den kriminelle lavalder, således at børn ikke fejlagtigt sidestilles med voksne, når det gælder kriminalitet, og således sikre, at intet barn anbringes i det almindelige fængselssystem sammen med voksne

- afskaffe de meget lave sociale ydelser og på anden vis – bl.a. ved en mere aktiv beskæftigelsespolitik – bekæmpe den stigende fattigdom, som især rammer børn meget hårdt

- styrke børns rettigheder og klageadgang markant ved at etablere et børneombud

- sikre en fornyet opmærksomhed omkring FN's børnekonvention

- prioritere udsatte børns vilkår, herunder bekæmpelse af menneskehandel og vold samt ved at sikre ordentlig økonomi ved anbringelser af børn uden for hjemmet og i børne- og ungdomspsykiatrien.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 50).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse:

»Idet Folketinget konstaterer, at FN's Børnekomité i sin afrapportering til den danske regering har udtrykt bekymring på en række områder og beskrevet en række anbefalinger til styrkelse af børns rettigheder og vilkår, opfordres regeringen til at igangsætte følgende initiativer:

- hævelse af den kriminelle lavalder, således at børn ikke fejlagtigt sidestilles med voksne, når det gælder kriminalitet, og således sikre, at intet barn anbringes i det almindelige fængselssystem sammen med voksne

- afskaffe de meget lave sociale ydelser og på anden vis – bl.a. ved en mere aktiv beskæftigelsespolitik – bekæmpe den stigende fattigdom, som især rammer børn meget hårdt

- styrke børns rettigheder og klageadgang markant ved at etablere et børneombud

- sikre en fornyet opmærksomhed omkring FN's børnekonvention

- prioritere udsatte børns vilkår, herunder bekæmpelse af menneskehandel og vold samt ved at sikre ordentlig økonomi ved anbringelser af børn uden for hjemmet og i børne- og ungdomspsykiatrien.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 50).

Dette forslag til vedtagelse vil indgå i den videre forhandling.

Og så er der et par korte bemærkninger til ordføreren for forespørgerne, og den første er fra fru Louise Schack Elholm.

Tak. Det var et omfattende oplæg, der kom her, og man fristes selvfølgelig altid til at høre, hvordan finansieringen i det er, for generelt er det, som vi altid hører fra Socialdemokraterne, en masse løfter, men ikke så mange måder at finansiere dem på. En af de mest konkrete ting, de trods alt er kommet med på finansieringssiden, er, at folk, der er på arbejdsmarkedet, skal arbejde 12 minutter mere, og det er jo alle de her børns forældre, der skal arbejde 12 minutter mere, mens deres bedsteforældre kan trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet. Så mit spørgsmål er, hvordan man kigger på den balance, der er. For Socialdemokraterne rammer jo børnene på to områder med den politik, man har på nuværende tidspunkt, dels ved at man ønsker, at deres forældre skal arbejde mere, dels ved at man ikke får finansieret udgifterne, så børnene ender med en kæmpe gæld til sidst. Hvordan vil Socialdemokraterne på den måde forsvare at mene, at man varetager børnenes tarv, når man i den grad overlader regningen til børnene?

Så er det ordføreren.

Vi overlader selvfølgelig ingen regning til de næste generationer, tværtimod. Vi står jo i den situation lige nu, at der er skabt et meget stort underskud på statens finanser, vi har et eksisterende politisk flertal, der ønsker at dække det hul, bl.a. ved at gennemføre omfattende besparelser ude i kommunerne ved den anmeldte nulvækst.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvem det er, der rammes hårdest af den nulvækst, der ruller ind over kommunerne. Vi hører jo om normeringer på børneområdet, som jeg faktisk ikke synes vi kan være bekendt; vi hører om store besparelser både på anbringelsesområdet og på området for børn med særlige behov. Derfor er noget af det mest afgørende, vi lægger til grund for vores økonomiske plan, at der fastholdes et uændret serviceniveau i kommunerne, sådan at der ikke skal spares på børneområdet.

Det er korrekt, at vi tilvejebringer midlerne til at sikre et uændret serviceniveau i kommunerne ved at bede alle danskere – ikke kun dem, der har børn, men alle, der er i den erhvervsdygtige alder – om at arbejde lidt mere, i stedet for eksempelvis at lade børnene i børnehaverne betale for en økonomisk krise, der ikke mindst skyldes ufinansierede skattelettelser.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Louise Schack Elholm.

En usandhed bliver sjældent rigtig af at blive gentaget. Hvad angår kommunale besparelser, så har kommunerne jo nulvækst, som ordføreren også ganske rigtigt sagde efterfølgende. Nulvækst betyder jo ikke nødvendigvis besparelser. Hvis kommunerne gennemfører besparelser, er årsagen jo, at de ikke kan finde ud af at styre økonomien, og man må jo så sige, at det er meget beklageligt, hvis kommunerne ikke kan styre økonomien. Vi prøver på at hjælpe dem ved at give dem nogle værktøjer.

Men jeg synes, at den socialdemokratiske ordfører skulle tage debatten op med de socialdemokratiske borgmestre, som der jo er mange af. Så kunne man jo eventuelt tage en debat op om, hvordan man får pengene til at række lidt længere, så man undgår at gennemføre besparelser på de nære velfærdsområder. Jeg er nemlig meget bekymret over de besparelser, som forældre oplever at der bliver foretaget – for de føler jo, at der sker besparelser. Og det må være, fordi kommunerne ikke kan styre økonomien, for de har jo de samme penge som sidste år, men folk oplever, at der bliver gennemført nedskæringer i kommunerne. Der bør kommunerne tage deres ansvar på sig, og Socialdemokraterne bør tale med deres borgmestre om den her problemstilling.

Så er det ordføreren.

Jeg synes, vi bevæger os ret langt væk fra FN’s Børnekomités anbefalinger og kritikpunkter i forbindelse med den førte børnepolitik i Danmark. Men nuvel, vi kan også her sagtens tage en mere grundlæggende økonomisk diskussion.

Jeg synes, det er en lidt grov påstand, Venstre i dag fremfører, om, at den eneste grund til, at der foretages besparelser i landets kommuner, er, at landets kommunalpolitikere ikke kan finde ud af styre økonomien. Hvis det var på den måde, kunne man jo give folk et kursus.

Mit indtryk er, at vores kommunalpolitikere, uanset politisk farve, er meget, meget dygtige politikere, der har styr på økonomien, men som også ofte arbejder under nogle meget svære betingelser. Jeg tror ikke, der er ret mange kommunalpolitikere i Danmark, der synes, det er sjovt at indføre lukkedage. Jeg tror ikke, der er ret mange, der synes, det er sjovt at skære ned på hverken specialundervisningen eller på anbringelsesområdet eller for den sags skyld at indføre normeringer, der er så ringe, at vi faktisk hverken over for børn, forældre eller personale kan være det bekendt.

Jeg tror sådan set, at de besparelser, der ruller ind over landet lige nu, ikke mindst på børneområdet, skyldes én ting, nemlig en fejlslagen økonomisk politik.

Så er der en kort bemærkning fra fru Vivi Kier.

Tak. Tak for en god tale. Der var rigtig mange ting i den, jeg gerne vil spørge ind til. Jeg har to spørgsmål. Jeg har prøvet at sidde her og rode lidt rundt i, hvad jeg gerne vil sige noget til. Allerførst vil jeg gerne sige noget til ordførerens snak om, at børn i Danmark har dårlige opvækstvilkår. Jeg tror, vi er enige om, at vi rigtig gerne vil gøre noget for de udsatte børn, og jeg vil bare gerne have ordføreren til at bekræfte, at Barnets Reform jo netop skulle være med til den tidlige indsats. Den er jo først lige trådt i kraft den 1. januar, men jeg hører faktisk ude fra kommunerne, at den her lov betyder noget, og at der sker noget. Så det punkt har vi taget fat i.

Det andet, jeg også gerne lige ville have ordføreren til at bekræfte, er, at jeg er med på, at FN's Børnekomite har snakket om den her ene instans, og jeg kan jo høre i teksten til forslaget til vedtagelse fra ordføreren, at man gerne vil have en børneombudsmand. Jeg vil blot have ordføreren til at bekræfte, at vi jo netop lige nu har vedtaget den ene indgang, som bliver BørneTelefonen, hvor børnene døgnet rundt hver eneste dag hele ugen igennem kan ringe, og hvor de bliver guidet håndholdt igennem. Vi har jo lige nøjagtig taget fat om den kritik. Kan ordføreren bekræfte det?

Så er det ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at Barnets Reform er et skridt i den rigtige retning, når det handler om udsatte børns rettigheder og muligheder for at kunne navigere trods dårlige opvækstbetingelser. Det er omvendt, synes jeg, lige så klart, at Barnets Reform ingenlunde kan stå alene. Vi sagde, allerede dengang reformen blev aftalt og sat i værk med et meget bredt flertal her i Folketinget, at de økonomiske konditioner på anbringelsesområdet på mange måder arbejder imod intentionerne i Barnets Reform.

Vi kan jo se, at antallet af børn, der anbringes uden for hjemmet, falder drastisk, både igennem et kalenderår og over årene. Hvis det var sådan, at det faldende antal af anbragte børn var et resultat af en stærkere og mere forebyggende indsats, var der jo grund til at glæde sig. Det tror jeg desværre ikke er tilfældet. Jeg tror, at det, der mange steder sker lige nu, er, at børnene hjemtages på et både ufagligt og et usagligt grundlag. Barnets Reform er et skridt i den rigtige retning, men Barnets Reform kan ikke løse nogle af de grundlæggende problemer, der er, bl.a. som følge af kommunalreformen.

Så skal jeg måske lige til sidst sige, at der ikke er vedtaget én indgang for børnene. Jeg forstår, at der er et politisk flertal, der ved en lukket aftale i et ministerium har tilført nogle flere penge til Børns Vilkår og BørneTelefonen. Der er ikke vedtaget noget her i Folketinget.

Så er det fru Vivi Kier for yderligere en kort bemærkning.

Den anden del af ordførerens tale var noget omkring den kriminelle lavalder, hvor jeg, hvis jeg hørte rigtigt, hørte i teksten til forslaget til vedtagelse, som blev læst op, at det, man gerne ville fra ordførerens side, var at hæve den kriminelle lavalder. Ordføreren brugte også meget tid i sin tale på at snakke om bekymring, og bekymring er jo det ord, man bruger rigtig meget rundt om i kommunerne og alle steder, hvor man tager sig af børn: Er det bekymringsbørn, er det truede børn, er det risikobørn, og hvad det nu er for nogle ord, vi bruger.

Jeg vil bare gerne have, at ordføreren bekræfter, at siden vedtagelsen af niveauet for den kriminelle lavalder er der sket et markant fald i kriminaliteten blandt de her børn og unge. I Østjylland har jeg hørt, at kriminaliteten sågar er halveret blandt de unge. Om det alene skyldes det, skal jeg ikke kunne sige. Jeg kan godt forstå, at man har haft en bekymring, men er ordføreren bekendt med, at kriminaliteten er faldet ret drastisk siden ændringen af den kriminelle lavalder?

Så er det ordføreren.

Mig bekendt er der ikke påvist nogen sammenhæng mellem, at man har sænket den kriminelle lavalder og at ungdomskriminaliteten generelt er faldende. Det er korrekt – og heldigvis – at kriminaliteten blandt børn og unge i Danmark er faldet. Jeg tror sågar, man kan sige, at vi har en af de mest lovlydige generationer i nyere tid, og mens der har været lavet statistik. Jeg forstår, at de forskere, der står bag den undersøgelse – jeg går ud fra, at det er den samme undersøgelse, vi taler om, for jeg har kun set den ene fra Rockwool Fonden – samtidig tilkendegiver, at en del af det fald skyldes, at politireformen nu er fuldt implementeret, og at der er tale om mindre børne/ungdomsårgange.

Den udvikling, vi har set gennem de senere år, er jo, at den store andel af børn og unge er meget lovlydige, mens der er en lille del af vores især drenge og unge mænd, som begår endog meget farlig kriminalitet. Jeg tror desværre ikke, man kan påvise nogen sammenhæng mellem lavalder og kriminalitet andet end den, vi måske kommer til at se på et tidspunkt, nemlig at hvis man fængsler børn sammen med voksne, bliver de kun mere kriminelle.

Så er der en kort bemærkning fra hr. René Christensen.

Tak. Først vil jeg egentlig sige tak til ordføreren for at have rejst den her debat, for jeg tror, den betyder noget for os alle sammen. Børns vilkår og rettigheder er jo noget, som ligger os meget på sinde, ligegyldigt hvor man er henne politisk. Så er det, hvad man kan gøre ved det. Ordføreren brugte jo utrolig meget tid på at sige, hvad det var for nogle udfordringer, der var, og hun tog det sådan fra den negative side, og det er også fair nok. Der er da også udfordringer på området, det er der på alle områder, tingene flytter sig jo. Så fik vi til sidst læst op, hvad det var for nogle særlige områder, man sådan ville gøre noget ved – og der er jeg faktisk også meget enig med ordføreren – og det var jo, hvad det er for nogle økonomiske vilkår, familierne har.

Hvad kan være med til at give nogle gode økonomiske vilkår? Hvad kan være med til at give familierne et godt ståsted? Det er bl.a. beskæftigelse. Jeg synes, det er rigtig godt, at ordføreren tager beskæftigelsen med ind i det her, for jeg tror nemlig, det betyder rigtig meget for forældrene, at de har et arbejde og kan være selvforsørgende, og at de også kan give deres børn de oplevelser, som koster penge i det samfund, som vi har i dag. Derfor kan det også undre mig, at ordføreren er medlem af det parti, som netop har stillet det her forslag med de 12 minutter. For hvad er det, der sker i den situation, som vi er i nu, hvor ordrebøgerne jo ikke bliver fyldt op hver evige eneste dag? Og når en del af arbejdsmarkedet skal til at arbejde mere, hvad sker der så, når der ikke er mere at lave?

Så vil det sige, at der vil være en stor del af dem, som er i beskæftigelse i dag, der vil ryge ud af arbejdsmarkedet. De vil komme hjem og blive arbejdsløse og netop være med til at påvirke deres familier negativt både økonomisk og i forhold til den selvopfattelse, de har. Kan ordføreren ikke se, at det er et problem?

Så er det ordføreren.

Igen noterer jeg mig den store interesse, der er for at diskutere generel finanspolitik i stedet for det emne, som ligger til grund for forespørgslen, nemlig FN's Børnekomités afrapportering til den danske regering. Om det så er, fordi der i rapporten er indeholdt nogle kritikpunkter, som man har svært ved at forholde sig til, eller det bare skyldes en ægte og oprigtig interesse for bl.a. »En Fair Løsning«, skal jeg ikke kunne sige noget om.

Når det handler om de 12 minutter, er det vigtigt at slå fast her som så mange andre steder, at forudsætningen for, at vi beder danskerne om at arbejde mere, er, at der kommer gang i hjulene, og at vi igen får vækst i Danmark. Og derfor kan man se »En Fair Løsning« som en firetrinsraket.

Det vil sige, at vi som det ene sætter gang i hjulene; vi skaber mere beskæftigelse og får ledigheden til at falde. Som det andet sikrer vi et bedre indtægtsniveau, eller sagt med andre ord: Vi hæver skatten på en række udvalgte områder. Som det tredje igangsætter vi reformer af den offentlige sektor, så vi er sikre på, at vi bruger danskernes skattekroner på en ordentlig måde. Som det fjerde – og dér er vi lidt ude i fremtiden – beder vi danskerne om at arbejde mere. Og når vi beder danskerne om at arbejde mere, er det ikke for at løse den aktuelle økonomiske krise, men for at løse det holdbarhedsproblem, som vi kan se ude i horisonten.

Så det, som det handler om her og nu, er at bekæmpe arbejdsløsheden og få flere danskere i beskæftigelse, det er ikke, at danskerne skal arbejde mere.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. René Christensen.

Jamen med hensyn til, hvorfor man spørger ind til det, vil jeg sige, at det jo er klart, at man, når ordføreren nu kom med det som et løsningsforslag til nogle af de udfordringer, der kan være på området her, selvfølgelig også er nødt til at spørge ind til, hvordan det så vil blive ført ud i livet. Og der kan jeg så forstå at det har lange udsigter, bl.a. også med at finde de 15 mia. kr. Men det er en helt anden sag, og det skal vi ikke tage i forbindelse med det her vigtige område. Det, jeg så vil spørge ind til, er jo også det, der blev sagt, med, at der er utrolig mange børn, som ikke kan finde ud af, hvilke rettigheder de har, og at man skal synliggøre det.

Der er der så noget, jeg vil spørge, om ordføreren ikke er enig i i forhold til den aftale, der er blevet lavet – og som vi kan sige at Socialdemokratiet desværre ikke er med i – altså at man går ind og gør BørneTelefonen til det her sted, som børnene har som deres forankringspunkt, hvor de altid har den her ene indgang, som ordføreren også gør opmærksom på. Det er sådan, at der er lavet en undersøgelse, som viser, at 82 pct. af alle børn kender BørneTelefonen. Nu gør man det sådan, at BørneTelefonen også har længere tid åbent, og så får vi jo netop det her med den ene indgang, for det var et af kritikpunkterne.

Kan ordføreren ikke kvittere for, at man faktisk har handlet og har taget nogle af de ting, som blev kritiseret, op, og at man også har fået en løsning på plads, som kommer til at køre fra januar?

Så er det ordføreren.

Jamen jeg vil gerne starte med at sige, at det at finde 15 mia. kr. for at sikre holdbarheden i dansk økonomi – det har vi foreslået som en del af trepartsforhandlingerne – ikke har lange udsigter. Vi forventer, at vi, hvis vi får muligheden for at kunne danne regering efter næste valg, med det samme indleder trepartsforhandlinger. Det var blot vigtigt for mig i dag også at få slået fast, at første skridt er at sikre flere i beskæftigelse og en bekæmpelse af ledigheden, og at vi så på sigt skal bede danskerne om at arbejde mere for at løse et holdbarhedsproblem, som andre ønsker at løse ved at afskaffe efterlønnen.

Så er der spørgsmålet om BørneTelefonen, og der skal jeg måske bare sådan for en god ordens skyld sige, at vi ikke har været indbudt til drøftelser eller forhandlinger om et udvidet mandat, hverken i forbindelse med Børns Vilkår eller BørneTelefonen. Det kan jo egentlig undre, at man ikke søger en bred aftale om noget, der er så vigtigt, og at man fra regeringens og selvfølgelig fra Dansk Folkepartis side vælger at lave det med det mindst tænkelige flertal, i stedet for, som vi, fristes jeg næsten til at sige, på dele af socialområdet plejer at gøre det, at indkalde til brede drøftelser.

Når det så er sagt, vil jeg gerne sige, at en udvidelse af BørneTelefonen altid vil være noget, vi vil støtte. Altså, i vores øjne kan vi ikke få tilbud nok, når det handler om børn og unge. Vi er bare af den overbevisning – i øvrigt i lighed med Børns Vilkår, som har BørneTelefonen – at det var bedre at få etableret et børneombud. Det er jo en vision, som vi deler med alle børneorganisationerne i Danmark, herunder Børns Vilkår, som i dag er dem, der er ansvarlige for BørneTelefonen.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Så går vi videre til Venstres ordfører, og det er fru Louise Schack Elholm.

Børnene er vores største ressource. Som mor ser jeg børn som de største skatte og de største bekymringer. Børnene er vores fremtid, men børn er kun børn, de er afhængige af os voksne. De er afhængige af, at vi passer på dem og hjælper dem med at vokse op, at vi guider dem trygt igennem barndommen, så de kan blive voksne mennesker uden ar på livet, uden byrder, som vi voksne har skabt eller pålagt dem. Derfor er familien også rammen for børnene, det er hos familien, børn ofte finder deres støtte, deres forbilleder og afprøver deres grænser.

Men det er desværre ikke alle børn, som vokser op i en tryg familie og med en god skolegang og opvækst. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper børn, hvor familien ikke kan. Derfor har regeringen iværksat en række initiativer. Venstre har været med til at lave en anbringelsesreform, en forældreansvarslov, Barnets Reform og en udvidelse af BørneTelefonen m.m.

Barnets Reform har i den grad sat barnets tarv i centrum. Anbringelse skal ske ud fra, hvad der er godt for barnet, og mindst lige så vigtigt, barnet skal selv høres, når det vurderes, hvad der er bedst for barnet. Samvær skal ske ud fra, hvad der er godt for barnet. Der bliver lagt vægt på den tidlige indsats. Ligeledes har vi med Barnets Reform ønsket at nedbringe institutionsanbringelser samt taget en masse andre, gode initiativer.

Vi har lavet en aftale om en BørneTelefon, og BørneTelefonen skal sikre én indgang, så børnene ved, hvor de kan henvende sig, uanset hvad deres problem er. Herfra bliver børnene guidet videre i systemet med hjælp fra professionelle voksne. Vi ved, at 80 pct. af alle børn fra 3.-10. klasse kender BørneTelefonen. Derfor er det naturligt at bygge videre på denne institution.

Der er også udviklet et computersystem, der skal sikre, at færre fejl sker i sagsbehandlingen af sager om udsatte børn. Det er et problem, at kommunerne laver for mange fejl i sagsbehandlingen. Derfor er det rigtig positivt, at regeringen står bag, at der er udviklet et computersystem, som kan hjælpe til, at man undgår en del af disse fejl. Det er alt sammen en række konkrete initiativer, som jeg mener har bidraget positivt til at sikre børns vilkår og rettigheder.

Vi har også gjort rigtig meget for at sikre børns rettigheder og børns vilkår. Vi skal naturligvis hele tiden være klar til at se på, om tingene udvikler sig, og om der er behov for yderligere ting. FN har set på børns rettigheder og vilkår i Danmark, og generelt er de positive over for udviklingen. De roser bl.a. Barnets Reform. Men de kommer naturligt også med en række kritikpunkter, det er jo deres opgave.

Et af kritikpunkterne er, at Danmark ikke har inkorporeret FN's børnekonvention. Danmark ratificerede FN's børnekonvention i 1991. Baggrunden for, at Danmark har valgt ikke at inkorporere den, skyldes konklusionerne fra et udvalgsarbejde. Det udvalg, der skulle se på, om børnekonventionen skulle inkorporeres, blev nedsat af den daværende SR-regering i 1999. Udvalget konkluderede, at børnekonventionen ikke egnede sig til at blive inkorporeret i dansk lovgivning.

Dette er vi naturligvis lydhøre over for. Jeg mener ikke, at man kategorisk kan konkludere, at fordi vi har ratificeret, men ikke inkorporeret børnekonventionen, er det et bevis på en dårlig efterlevelse af børnekonventionens bestemmelser.

Der er brug for god og målrettet kommunikation med en letforståelig indgang for børnene, ikke for en ny institution.

Vi er f.eks. enige med Børnerådet om, at det er fornuftigt at se på, om klagevejen er uigennemskuelig for børnene. Derfor har vi netop udvidet BørneTelefonen, og Ankestyrelsen er gået i gang med at udarbejde en særlig hjemmeside for børn, som skal være i et sprog, der appellerer bedre til børn.

Venstre vil også fremover være meget optaget af børns vilkår og børns rettigheder. På vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance skal jeg fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»V, DF, KF og LA konstaterer, at der siden 2001 er gjort meget for at sikre børns og unges vilkår og rettigheder. Det seneste eksempel herpå er Barnets Reform, der har barnets bedste i centrum og på en række områder indebærer en markant styrkelse af børn og unges rettigheder med barnet i centrum. Herudover har regeringen sammen med DF og LA styrket Børns Vilkårs BørneTelefon, hvilket vil gøre det lettere for børn at få rådgivning og støtte samt kendskab til deres rettigheder. V, DF, KF og LA konstaterer herudover, at Socialministeriet har indkaldt organisationer på børneområdet samt relevante ministerier til et opfølgende møde, hvor børnekomiteens anbefalinger skal drøftes. V, DF, KF og LA finder derfor, at det nye tiltag med én indgang via BørneTelefonen skal have lov til at virke, før vi tager stilling til eventuelle nye elementer for at højne børns og unges rettigheder.«

Der er fremsat yderligere et forslag til vedtagelse, og ligesom jeg læste det andet, læser jeg dette op, så alle kan forholde sig til det i den videre debat. Det er fremsat af Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance:

»V, DF, KF og LA konstaterer, at der siden 2001 er gjort meget for at sikre børns og unges vilkår og rettigheder. Det seneste eksempel herpå er Barnets Reform, der har barnets bedste i centrum og på en række områder indebærer en markant styrkelse af børn og unges rettigheder med barnet i centrum. Herudover har regeringen sammen med DF og LA styrket Børns Vilkårs BørneTelefon, hvilket vil gøre det lettere for børn at få rådgivning og støtte samt kendskab til deres rettigheder. V, DF, KF og LA konstaterer herudover, at Socialministeriet har indkaldt organisationer på børneområdet samt relevante ministerier til et opfølgende møde, hvor børnekomiteens anbefalinger skal drøftes. V, DF, KF og LA finder derfor, at det nye tiltag med én indgang via BørneTelefonen skal have lov til at virke, før vi tager stilling til eventuelle nye elementer for at højne børn og unges rettigheder«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 51).

Som sagt vil det indgå side om side i de fortsatte drøftelser sammen med det andet forslag til vedtagelse.

Så der er korte bemærkninger. Foreløbig er der to, og det er først fru Özlem Sara Cekic, og bagefter er det fru Mette Frederiksen, og så er der også nu kommet tredje.

Ordføreren sagde, at børn skulle uden ar på livet komme ind i voksentilværelsen, og derfor var det enormt vigtigt for regeringen at sikre en række tiltag, som beskyttede børnene bedst muligt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre ordførerens umiddelbare kommentarer i forhold til, hvordan det hænger sammen med, at man putter børn i fængsler, og om det vil være med til at give børn ar på livet, eller om de kommer styrket ud af at blive sat i fængsel med voksne mennesker.

Så er det ordføreren.

Jeg ville ønske, vi kunne sikre, at ingen børn havde ar på livet, men som jeg også sagde i min tale, er der jo mange børn, der oplever noget i deres opvækst eller i deres familie, der gør, at de ikke kommer ud uden ar på livet. Man kan sige, at vi har nu nedsat den kriminelle lavalder, som ordføreren jo spørger til, og det er jo også, fordi vi har observeret, at der har været en tendens til, at man har skubbet lillebror foran sig i kriminaliteten, at det er lillebror, der er skubbet til at gøre de kriminelle handlinger, fordi han ikke kunne straffes, og så på den måde bliver lillebror lige pludselig hevet ind i kriminaliteten. Det synes jeg er problematisk, og derfor synes jeg, at det er fint, at man tager hånd om det på den her måde, at man på den måde sikrer, at det ikke er sådan, at man kan skubbe den lille foran, og så bliver han ikke straffet, og så bliver kriminaliteten ikke straffet. Sådan skal det jo ikke være. Det er jo ikke meningen, at man skal gøre dem kriminelle. Det er jo meningen, at man skal hjælpe de unge.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Det forstår jeg slet ikke. Ordføreren siger, at det ikke er meningen, at man vil gøre dem kriminelle; man vil gerne hjælpe dem. Men når man sænker den kriminelle lavalder til 14 år, så gør man dem jo præcis kriminelle.

Kan ordføreren ikke bekræfte, at man som 14-årig kan ende med en dom og altså med en plettet straffeattest. Og man bliver kriminel på den måde. Så det giver ikke rigtig meget mening at stå her og sige fra talerstolen, at det ikke er tilfældet. Hvis man reelt var interesseret i at hjælpe de her unge, så ved man jo godt, at det, der skal til, ikke er at sætte dem i fængsel. Så var der en række andre sociale og sundhedsmæssige tiltag, der kunne sikre, at de her børn ikke ender i kriminalitet.

Jeg vil bare rigtig gerne vide, når ordføreren siger, at der har været en tendens til, at man har skubbet børn foran sig, om der er en eneste undersøgelse, ordføreren kan henvise til.

Så er det ordføreren.

Det er jo sådan, at man er kriminel, når man begår en kriminel handling, og spørgsmålet er, hvornår barnet begår den kriminelle handling, og om det bliver skubbet foran og bliver sat til at begå den kriminelle handling, fordi det er under den kriminelle lavalder. Det, der er det interessante, er jo at se på: Kan vi undgå, at barnet begår den kriminelle handling? Det synes jeg kunne være rigtig interessant, for jeg mener jo, at det, der er det vigtigste, er, at vi prøver at sætte ind med nogle tidlige tiltag, så vi undgår, at de nogen sinde begår den kriminelle handling.

Hvis de bliver skubbet ud i det, fordi en storebror, hvis det var ham, der skulle gøre det, ellers ville blive retsforfulgt for det, jamen så kan man jo sige, at det ikke skal være sådan, at man bare kan skubbe det videre til sin lillebror, for det skal jo ikke være sådan, at der ikke er nogen, der bliver straffet for den kriminelle handling. Det skal være sådan, at der en konsekvens, men det skal jo også være en konsekvens, der passer til alderen, det skal jo ikke være sådan, at man putter dem i fængsel i al evighed, altså giver en livstidsdom og jeg ved ikke hvad. Det er jo ikke rimeligt.

Så er der en kort bemærkning fra fru Mette Frederiksen.

Det sidste her er interessant, for det har jo været sådan indtil nu i dansk retspolitik, at man ikke har straffet børn og mindreårige på samme måde, som man straffer voksne. Kan ordføreren ikke bekræfte, at den strafreduktion, der tidligere har været gældende i straffeloven, er væk nu? Kan ordføreren ikke bekræfte, at samtidig med at man sænkede den kriminelle lavalder, fjernede man også strafreduktionen? Det er jo noget, der har været påtalt fra flere sider, fordi mange af os er af den overbevisning, at man netop lige præcis ikke kan sammenligne børn og voksne, når det gælder kriminalitet, fordi man må forvente, at voksne er bedre til at overskue konsekvenserne af deres handlinger, end børn er.

Vil ordføreren ikke godt bekræfte, at den strafreduktion, der tidligere fandtes for mindreårige, har regeringen og Dansk Folkeparti fjernet, sådan at børn og unge nu sidestilles med voksne, når det gælder strafforfølgelse?

Så er det ordføreren.

Det er jo sådan, at et barn ikke kan blive idømt en livstidsdom, og det er jo en rigtig god ting at have. Derudover er der jo nogle specielle steder, hvor børn afsoner domme; man har nogle steder, man skal have placeret de unge.

Jeg synes, det er vigtigt, at det her er en samlet pakke, at man altså kigger på det hele. Der bliver gjort en massiv social indsats for at sikre, at det her skal fungere. Vi laver masser af ting, vi laver bl.a. boligsociale indsatser rundtomkring i boligkvartererne, der skal sikre, at børn får nogle andre ting at tage sig til end kriminalitet. Vi har masser af forskellige andre ting, der tager hensyn til det her. Vi prøver at bryde ghettoerne op, for at sikre, at børn ikke render rundt og ikke ved, hvor de skal være. Der er masser af forskellige tiltag, som vi gør for at modvirke det her.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Mette Frederiksen.

Jamen altså, undskyld mig, livsvarigt fængsel er der jo stort set ikke nogen, der idømmes i Danmark. Man kan ikke stille sig op på Folketingets talerstol og begynde at diskutere livsvarige domme til børn.

Det, jeg spørger ordføreren om, er, om ordføreren ikke vil bekræfte, at man, samtidig med at man sænkede den kriminelle lavalder, også fjernede den strafreduktion, der tidligere har været gældende for unge i straffelovgivningen. Vil ordføreren ikke godt bekræfte det? Når jeg spørger til det, er det, fordi mange har været bekymrede over lige præcis den ændring, for tidligere var det sådan, at man kunne tage særlige hensyn, når det gjaldt et ungt menneske, og det kan man ikke på samme måde i dag, når man strafudmåler. Når det har været vigtigt tidligere, er det jo, fordi vi udmærket godt ved, at en ung dreng på 14 år ikke er voksen, han er ikke engang myndig, og derfor vil han selvfølgelig ikke i alle tilfælde være i stand til at overskue konsekvenserne af sine handlinger.

Så må jeg bare til sidst konstatere, at i det forslag til vedtagelse, som ordføreren læste op, var der stort set ikke noget som helst fremadrettet. Man lægger et forslag til vedtagelse frem for Folketinget i dag, der peger bagud. Det eneste, der peger fremad, er et møde. Det synes jeg måske er en lidt lunken omgang på baggrund af anbefalingerne fra FN's Børnekomité.

Så er det ordføreren.

Jeg mener bestemt, der var noget fremadrettet. F.eks. er den her udvidelse af BørneTelefonen jo sket efter den 24. januar, og det synes jeg i den grad sikrer børnene bedre vilkår, for her fokuserer vi på, at der er én indgang for børnene. Det synes jeg er utrolig positivt, for børnene skal være sikre på, hvor de skal henvende sig, og så er det jo kun naturligt at bygge oven på BørneTelefonen, som 80 pct. af alle børn i 3.-10. klasse kender.

Tak. Så er det fru Anne Marie Geisler Andersen.

Jeg har først en kommentar til ordførerens tidligere svar. Frygter ordføreren ikke, at konsekvensen af sænkelsen af lavalderen blot vil være, at lillebror, som skubbes foran ud i kriminalitet, nu ikke længere er 14 år, men i stedet bare er 13 år?

Ordføreren var inde på, at børnekonventionen måske ikke direkte egner sig til at blive implementeret i dansk lovgivning, og så vil jeg høre, om ordføreren heller ikke mener, at de meget konkrete anbefalinger, som der foreligger fra Børnekomiteen, egner sig til at blive inkorporeret i dansk lovgivning.

Ordføreren.

Jeg mener sådan set, at vi gør rigtig mange gode ting på det her børneområde, som jeg også har nævnt i min tale. F.eks. har vi udvidet BørneTelefonen, vi har Barnets Reform, anbringelsesreformen og forældreansvarsloven. Der er rigtig, rigtig mange gode tiltag, så jeg synes, vi gør rigtig meget for at hjælpe børnene, men vi skal selvfølgelig hele tiden være opmærksomme på, om vi kan gøre noget mere, det skal vi hele tiden have fokus på.

Så jeg synes, vi gør rigtig mange gode ting her, og det vil jeg gerne lægge fokus på.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Der blev fra ordførerens side hverken svaret på det ene eller det andet spørgsmål, så jeg forsøger med et nyt spørgsmål, og så håber jeg på at få et svar.

Man ville gøre Ankestyrelsens hjemmeside mere målrettet børn, hvis jeg forstod ordføreren korrekt, og så vil jeg bare høre, om det samme også vil ske med ombudsmandsinstitutionens hjemmeside.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at man prøver at gøre Ankestyrelsens hjemmeside mere børnevenlig, og det skal jo netop ske, for at børn i højere grad kan se, hvad siden kan bruges side til, nemlig at hjælpe dem på vej. Men dermed har vi jo samtidig BørneTelefonen, hvor børnene kan blive guidet videre, og det vil sige, at børnene ikke behøver at skulle finde rundt i systemet, for man kan jo ikke forvente, at børn kan finde ud af, om de skal henvende sig til Ombudsmanden eller Ankestyrelsen, eller hvem de skal henvende sig til. Derfor er det rigtig godt at bygge videre på BørneTelefonen, som 80 pct. af alle børn kender, og jeg synes, det er rigtig, rigtig positivt, og derfra kan man så hjælpe dem videre i systemet til der, hvor de nu skal hen.

Hr. Per Clausen.

Jeg synes, det var rigtig godt at høre fru Louise Schack Elholm sige, at hun mener, at man ikke skal give samme straf til børn og unge, som man skal give til voksne. Men skal jeg forstå det sådan, at fru Louise Schack Elholm og Venstre har fortrudt, at man stemte for et lovforslag, som fjernede den mulighed? Jeg kan godt huske, dengang det skete, for det skete på baggrund af bl.a. en rigtig tragisk sag fra Aalborg, hvor vi virkelig fik vist, hvor meget man kan mishandle børn og unge og derved medvirke til at skabe kriminalitet. Men skal jeg forstå det sådan, at fru Louise Schack Elholm sådan set synes, at vi skal genetablere den mulighed for at have en mildere straf til børn og unge?

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, at man skal tage fat om børnene, mens de er små, for som ordføreren siger, kan man godt mærke, når børn udvikler sig meget uheldigt. Derfor er det jo rigtig godt, at vi lavede Barnets Reform, der tager fat om børnene rigtig tidligt, og som hjælper børnene med at udvikle sig og blive hjulpet på vej, for børn er kun børn, og de har brug for os voksne til at hjælpe sig. Det er derfor, vi skal bygge samfundet op til at hjælpe dem mest muligt, og det synes jeg bl.a. vi har gjort her med Barnets Reform, der sætter barnets tarv i centrum.

Hr. Per Clausen.

Nu har jeg jo forstået det på den måde, at de såkaldt bløde tiltag, som man sagde man ville gennemføre, da man sænkede den kriminelle lavalder, endnu ikke er blevet sat i værk. Jeg har også forstået på Venstres retsordfører, at det sådan set ikke gør noget, for det skal nok komme engang. Men synes fru Louise Schack Elholm i grunden ikke, det er lidt besynderligt med det udgangspunkt, som hun har, nemlig at man ikke kan straffe børn på samme måde, som man straffer voksne, at man så nedsætter den kriminelle lavalder, samtidig med at man fjerner muligheden for at give lavere straffe til børn og unge med henvisning til deres alder og manglende modenhed?

Ordføreren.

Jeg mener, vi generelt skal sikre, at der er en god social indsats, der kan bakke op om børnene, men jeg mener samtidig, at det er helt rimeligt, at man har sænket den kriminelle lavalder. Så jeg synes egentlig, at man sagtens kan gøre begge dele, og jeg synes, man skal gøre begge dele, for man skal både være kontant og sige, at der skal være konsekvenser, hvis man bryder lovene, men man skal også bakke op om børnene, så de ikke kommer i den situation, hvor de ender med at gøre det, fordi de ikke har fået den opbakning, de skulle have.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. René Christensen, Dansk Folkeparti.

Det er en spændende debat, vi har her om børns rettigheder. Da jeg sad og kiggede på det, tænkte jeg: Hvad er det egentlig, vi har gjort? Vi har lavet Barnets Reform, hvor vi jo netop har kigget på børns rettigheder, og hvor vi jo netop har kigget på, at børn skal være en del af deres egen sag. Der er ingen tvivl om, at også ude i kommunerne vil man se Barnets Reform som et meget, meget stort plus i forhold til den måde, man kan håndtere de her sager, hvor børnene har problemer, også i forhold til deres familier. Så Barnets Reform er et plus, og det gav ordføreren jo også udtryk for ved at sige, at Barnets Reform var i positiv retning med hensyn til børns rettigheder. Nu varer det ikke så længe, før SF's ordfører kommer herop, og så kommer vi til at høre noget andet i forhold til Barnets Reform, men det er vi jo så vant til.

Så kan man også sige andre ting. Hvad er der ellers sket på området her, som det blev sagt tidligere? Der er BørneTelefonen, som nu får én indgang. Der er afsat 5 mio. kr. i 2012 og årene fremover, netop for at børnene skal have ét sted, hvor de kan henvende sig, ét sted, hvor de kan få fat i nogle voksne, hvis de ikke har dem i deres nærmiljø. Der bliver også åbnet op for, at BørneTelefonen nu får lang åbningstid – det bliver fra kl. 11 til 23 og også i weekenderne. Det er noget, som jeg og Dansk Folkeparti tror på vil være rigtig godt på sigt, og det vil gøre, at børnene har den her mulighed for at få kontakt med voksne, når de har udfordringer.

I forhold til det, som der er blevet sagt om, hvordan Danmark var til eksamen, og hvad der blev sagt om os, må jeg også sige, at det er rigtigt, at hvis man kiggede på, hvad Børnerådet skrev, så var Børnerådet meget kritisk. Nu kiggede jeg tilfældigvis på Institut for Menneskerettigheder og det, de skrev. De skriver, at selv om Danmark ligger flot, når det handler om at fremme danske børns trivsel og rettigheder, er der stadig plads til forbedringer. Altså, Danmark ligger meget flot, siger man trods alt på Institut for Menneskerettigheder. Jeg tror ikke – og det tror jeg heller ikke forslagsstillerne mener – at Danmark ligefrem er et uland, i forhold til hvordan vi behandler børn og unge i Danmark.

Så er der blevet snakket meget om en ombudsmand, en børneombudsmand. Vi har også haft forslag om det, og det er også et af punkterne, at man mener, at vi skal have det i Danmark. Vi kan simpelt hen ikke i Dansk Folkeparti forstå, hvorfor man vil have den ombudsmand.

Der var jo en rigtig god konference hernede i Fællessalen, hvor bl.a. også Ankestyrelsen var repræsenteret. Dem, som deltog der, fik jo at vide, hvad det netop er, Ankestyrelsen kan. Ankestyrelsen kan jo netop det, som man ønsker en ombudsmand skal – det hedder bare ikke en ombudsmand i Danmark. I Danmark har vi Folketingets ombudsmand, og det er en ombudsmand, som vi skal holde meget, meget fast i. Vi skal også passe på, at vi ikke får udvandet udtrykket ombudsmand. Det skal være sådan, at når ombudsmanden taler, bliver der lyttet. Hvis det ender med, at vi lige pludselig har otte eller ti forskellige ombudsmænd, så bliver det bare til en bemærkning fra ombudsmanden, og det ville være utrolig kedeligt, hvis vi fik udvandet det begreb, der hedder ombudsmand. Vi har Ankestyrelsen i dag, som jo netop kan de ting, som man fremhæver man gerne vil.

Så bliver der også sagt en del om den kriminelle lavalder og den katastrofe, det har været at nedsætte den med et år. Der må jeg bare sige, at vi i Dansk Folkeparti bestemt ikke mener, at det er en katastrofe; vi mener, ligesom tidligere spørgere også har sagt, at det her netop også forebygger, at man skubber lillebror foran.

Nu er det sådan, at jeg faktisk i mit tidligere liv, inden jeg kom herind i Folketinget, har arbejdet med de her børn og unge. Jeg har været inde at sige godmorgen og tillykke med fødselsdagen til nogle drenge, som fyldte 15 år. Det første, de sagde til en, var, at nu skulle de til at passe på. Jamen hvad skal I dog til at passe på, spurgte jeg. De svarede: Ja, nu er det jo ikke gratis mere. Der tænkte de netop på, at den kriminelle lavalder nu var 15 år, og så klappede fælden.

Der er altså desværre nogle unge – det er bestemt ikke alle – som også er svage unge, og vi har jo lavet Barnets Reform med henblik på at sætte tidligt ind, så de ikke får den her opfattelse af, at de kan lave deres egne regler, for det er det, de gør. De færdes i et miljø, som de egentlig et eller andet sted godt ved er dårligt, og derfor laver de deres egne regler. De laver regler inde i deres hoveder om, at det, de gør, ikke er forkert, fordi de er under 15 år og derfor kan tillade sig at gøre det, de har gjort.

Man skal heller ikke glemme, at man i Danmark ikke kommer i fængsel for at stjæle en cykel. Det er jo ikke det, de her unge kommer i fængsel for. Men det gør de, hvis de går ind på en tankstation og laver et væbnet røveri, hvor de udsætter andre for livsfare, og hvor de kan traumatisere nogle mennesker, som er på tanken eller andre steder. Det er dem, man skal have fat i.

Så vil jeg sige, at vi for en del af dem, der kommer ind, også har andre muligheder – fodlænke og andet. Så vil jeg også sige, at når man kommer ind i et retssystem, har man jo også mulighed for at få prøvet sin sag – det har man faktisk ikke, når man står uden for retssystemet. Det kan også være rigtig traumatiserende for et barn at blive tvangsfjernet fra hjemmet, fordi der er nogle tilfældige sagsbehandlere, der har truffet en afgørelse om, at det er det, barnet skal. Så fjerner man barnet fra hjemmet, og det kan da også være meget traumatiserende for et barn.

Når man kommer ind i retssystemet, har man jo også mulighed for at forsvare sig i forhold til den forbrydelse, man har begået. Det vil sige, at man også får nogle rettigheder, når man kommer ind i retssystemet. Vi mener ikke, at man hele tiden kan sige, at det her kun er en forringelse i forhold til de her børn. Jeg vil sige, at hvis man kan lave et væbnet røveri, er man også klar til at tage sin straf.

Tak. Og der er en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Det er jo lidt rystende at sidde og høre ordføreren for Dansk Folkeparti, men jeg vil lige prøve at stille et spørgsmål. Nu siger ordføreren, at nogle af de her børn ligesom skal føle konsekvensen og lære, at nu falder hammeren. Er der en eneste undersøgelse, man kan pege på, en eneste undersøgelse, der viser, at sænkelsen af den kriminelle lavalder har betydning i forhold til den kriminalitet, der bliver begået? Bare en eneste? Eller er det sådan en eller anden mavefornemmelse hos ordføreren, der gør, at ordføreren kan konkludere og sige, at det er en rigtig god idé? Det er det ene spørgsmål.

Det andet er, at ordføreren jo siger, at der er tale om rigtig grov kriminalitet. Ja, det begår nogle børn. De børn kommer også fra enormt udsatte hjem, og de har brug for hjælp. Kan ordføreren give mig ret i, at det ikke er mange børn, som kommer fra akademiske hjem, og som efter aftensmaden går ned og røver den lokale tankstation?

Ordføreren.

Nej, de stikker folk ned med knive. Det har vi jo set eksempler på: at der var folk, som kom fra akademiske hjem, og som kom til at stikke med kniv, fordi de var kommet i dårligt selskab. Det behøver altså ikke at have noget med penge at gøre, det med at komme fra en udsat familie. Det at være en udsat ung er at have nogle forældre, der er ligeglade med en. Og det kommer ikke an på, om man tjener mange penge eller få penge. Det her med, at man hele tiden tager fat i det her med økonomien, og at det kun er økonomien, der styrer, om børn kan have et godt liv, passer simpelt hen ikke. Jeg godtager ikke den præmis. Det er ikke i orden.

Men jeg er enig i, at det er rigtigt, at mange af de her børn og unge, som kommer ud i kriminalitet, har haft en svær barndom. Netop derfor har vi også sat massivt ind, også med Barnets Reform, netop for at komme ind og forebygge.

Jeg kan også se, at når vi kigger på det – og det ved spørgeren også – er der i hvert fald rapporter, der viser, at hvis man har haft en svær barndom, er det også tit sådan, at man ender i fængsel. Det er der i hvert fald masser af rapporter der viser. Derfor har vi jo netop sat masser af ressourcer af til at lave det forebyggende arbejde. Men der er stadig væk nogle, der ikke når at få den hjælp, de skal have i de tidlige år, og så må man jo sige, at vi også må beskytte det samfund, der er omkring de børn og unge, som har en voldelig adfærd.

Fru Özlem Sara Cekic.

Det er meget interessant, at ordføreren siger, at jeg har nævnt noget om økonomi. Jeg sagde faktisk ikke et ord om, at de her børn kom fra fattige hjem. Jeg sagde, at de her børn kommer fra meget udsatte hjem. Og det er meget interessant, at det så er det første, som ordføreren understreger.

Altså, vi ved jo, når vi læser SFI’s rapport om risikofamilierne, at mange af de her børn kommer fra nogle hjem med fattigdom, men mange andre elementer er jo også, at der er en eller anden form for misbrug i hjemmet, og der kan være en psykisk lidelse og mange andre problemstillinger, som fylder rigtig meget i familiens liv. Det er også derfor, at ordføreren siger, at vi også skal gå ind og hjælpe de her børn på andre måder, men jeg har jo bare ikke indtil videre set Dansk Folkeparti lægge stemmer til at give f.eks. anbragte børn, når deres anbringelse ophører, ret til efterværn, selv om man ved, at det er der, efter anbringelsens ophør, risikoen for at begå kriminalitet er allerhøjest. Den rettighed vil man da ikke give. Man vil heller ikke giver rettigheden til en optimal behandling af ADHD, selv om man ved, at halvdelen af dem, der sidder i fængslerne i dag, har ADHD. Man vil ikke gå ind og sige: Nu skal vi sikre en optimal behandling af de børn og støtte til deres forældre.

Så hvad er det for nogle andre tiltag, Dansk Folkeparti vil iværksætte, og som vil sikre flere og bedre muligheder for de her udsatte børn?

Ordføreren.

Der er flere ting, og jeg har også nævnt flere af dem. Jeg vil bare i forhold til økonomien sige: Hvorfor var det, jeg kom til at tale om det? Det var, fordi der fra SF's side blev sagt, at hvis man kommer fra et akademisk hjem, altså har højtuddannede forældre, er chancen for, at man bliver kriminel, meget lille. Hvis man kommer fra en LO-familie, altså hvor forældrene har en håndværksmæssig uddannelse, er chancen for at blive kriminel meget stor. Det var det, ordføreren sagde. Deraf udledte jeg sådan noget med, at det måtte være noget i forhold til pengene eller andet. Men vi har det faktisk sådan i Dansk Folkeparti, at vi ikke mener, at man er dårlige forældre, fordi man ikke har en akademisk uddannelse – sådan som ordføreren udlagde det. Det var det, ordføreren sagde: Der var ikke mange, der kom ud i kriminalitet, hvis de kom fra et akademisk hjem.

Det at blive en udsat ung mener jeg ikke har noget gøre med, om man har ordentlige forældre. Det har intet med uddannelsesniveauet at gøre. Det har at gøre med, hvordan forældrene er over for deres børn. Og en ganske almindelig LO-medarbejder ude i samfundet kan være en ganske udmærket forælder; man behøver ikke at være akademiker for at være en god forælder.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Nu behøver man jo ikke at drive den her debat så meget længere, for realiteten er jo, at de fleste børn ikke bliver kriminelle. Der kan man jo drage den konklusion, at de fleste forældre, det omkringliggende samfund, og hvad der findes af netværk osv., giver børn et godt alternativ til at blive kriminelle. Det synes jeg da at vi skal være rigtig glade for.

Men der var en enkelt ting, som hr. René Christensen sagde, som jeg alligevel undrede mig en lille smule over. Det var, at hr. René Christensen beskrev det, som om alternativet til at sænke den kriminelle lavalder til 14 år var, at det ikke fik nogen konsekvenser for børn at begå kriminalitet. Så vidt jeg ved, er det og har det været sådan, at det fik og får konsekvenser for børn at begå kriminalitet. Hr. René Christensen nævnte selv, at en tvangsfjernelse fra forældrene kunne være en ubehagelig ting, en traumatiserende ting. Pointen er vel, at man også i dag har mulighed for at lade det få konsekvenser for børn, hvis de begår kriminalitet, og også når de er under 14 år og tidligere under 15 år, men at man måske har nogle bedre muligheder for at følge op med nogle sociale initiativer, så længe sagen ligger i det sociale system og ikke i straffesystemet.

Ordføreren.

Det, jeg sagde, var sådan en anekdote, som jeg havde om, hvordan de unge opfatter det, og at det mere er udtrykket den kriminelle lavalder, som sender nogle signaler til nogle unge. Og jeg er meget enig med ordføreren i, at de unge, vi her taler om, ikke er flertallet, men at det er fåtallet, som kommer ud på den her kriminelle løbebane.

Som jeg også sagde, er det, vi taler om her, jo ikke, at man kommer til at stjæle en cykel eller andet. Det er også forkert, men det er jo ikke det, man kommer i fængsel for i Danmark. Når man kommer op på at få en fængselsstraf i Danmark, og når man er voksen, eller i det her tilfælde kan man være 14 år gammel, har man lavet en kriminel handling, som er voldsom over for andre mennesker, eller hvad man nu har foretaget sig.

Så jeg er enig i, at der måske ikke altid har været en straf i det, men det er jo også det, der har været det problematiske i forhold til de unge, for hvad var det, de fik? Nogle fik en kontaktperson eller noget andet. Og man kan sige, at der er nogle, der blev hjulpet igennem, men der var også nogle, der opfattede det som en belønning for at have været ude på en kriminel løbebane, for nu fik de nogle ekstra ting set i forhold til, hvad andre fik.

Hr. Per Clausen.

Jeg tror, at hr. René Christensen vil være enig med mig i, at hvis man kigger på de børn, der kommer ud i kriminalitet, vil man se, at de sjældent er kommet det, fordi de har fået mere end andre børn. Det kan godt være, at de konkret har fået noget hjælp, men det er næppe en rigtig beskrivelse af deres liv, at de har fået mere end andre børn.

Jeg synes måske også, at det er lidt problematisk, når hr. René Christensens bedste argument for at hæve den kriminelle lavalder bygger på det, han selv kalder en anekdote. Jeg ved jo selv, hvilken konkret sag der førte til, at muligheden for at reducere straffen for børn og unge blev fjernet. Det var jo en konkret sag med et meget modbydeligt og bestialsk mord, men som også, når man gik ned i sagen, afslørede et afgrundsdybt svigt over for den unge fra både familiens og samfundets side. Så jeg vil godt spørge hr. René Christensen, om han ikke alligevel selv synes, at det er lidt problematisk, at det sådan er en blanding af anekdoter og enkeltsager, der fører til, at man nedsætter den kriminelle lavalder og fjerner en mulighed for at give en lavere straf til børn og unge.

Ordføreren.

Det er jo ikke sådan, at der kun står straf tilbage. Der er jo sat massivt ind med forebyggelse, og der er med Barnets Reform sat endnu mere ind på forebyggelse. Vi bruger vel noget, der ligner 15 mia. kr. om året på at anbringe børn uden for hjemmet, altså på en tidlig anbringelse af børn, som har problemer med deres forældre. Det vil sige, at der bliver sat massivt ind for at forebygge. Så er der nogle få uheldige elementer, som når derud, hvor de bliver til skade for det omkringliggende samfund.

Det, jeg siger, er, at vi jo ikke skal tage fejl af det her med de her børn og unge, som foretager de her voldsomme kriminelle handlinger, for der er jo også nogle ofre i den anden ende. Så kan vi spørge: Hvor mange skal der være af dem? Det kan jo være spørgsmålet. Hvor mange skal hele tiden betale prisen for, at den enkelte er så utilpasset, at man ikke kan færdes i samfundet?

Så er det fru Mette Frederiksen.

Egentlig undrer det mig, når vi snakker om børn, at man bruger et begreb som uheldige elementer. Jeg synes måske, ligegyldigt hvilke omgivelser der måtte være omkring børnene, at man skal lade være med at kalde dem det. Det er måske, fordi jeg er af den opfattelse, at hvis et barn begår kriminalitet, må der være en årsag til det og en forklaring derpå. Man skal ikke forsvare det, men jeg mener, at vi voksne har et enormt ansvar for at forklare, hvorfor den unge havner i kriminalitet. Jeg tror ikke ret meget på tilfældigheder her, kun for nogle ganske få. Jeg tror, at når det gælder børn og unge, hænger de flestes kriminalitet sammen med de opvækstbetingelser, de i øvrigt måtte have, i hvert fald hvis det er i den mere alvorlige ende.

Nu kan jeg forstå, at ordføreren fra Dansk Folkeparti nærmest er glad for, at man har sænket den kriminelle lavalder. Jeg har også forstået på Dansk Folkeparti ved tidligere lejligheder, at man gerne vil have den endnu længere ned, så den også gælder de 12-årige og de 13-årige. Så kunne jeg tænke mig at spørge ordføreren: Hvorfor så overhovedet have en lavalder? Skal den helt væk? Skal vi ligesom – heldigvis – få andre lande sætte 10-årige bag tremmer i Danmark?

Så kunne jeg egentlig også tænke mig at spørge ordføreren: Hvorfor tror ordføreren, at FN's Børnekomite er optaget af det her? Kan det være, fordi FN's Børnekomite vurderer, at det kan være skadeligt for børn at blive sammenlignet med voksne, når det gælder kriminalitet, og kunne det være, fordi FN's Børnekomite har en primær interesse, nemlig at beskytte børn, og det gør man meget, meget vanskeligt ved at sætte dem i fængsel?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt forstået, at Dansk Folkeparti gerne havde set, at lavalderen var kommet længere ned. Det er også fuldstændig korrekt forstået, at Dansk Folkeparti faktisk gerne så, at den kriminelle lavalder slet ikke var til stede. Det er fuldstændig korrekt forstået. Vi mener simpelt hen, at det sender nogle ganske forkerte signaler.

Så kan man spørge: Hvad er det så, man gerne vil? Vil Dansk Folkeparti så gerne sætte børn i fængsel? Nej, det er jo ikke det, Dansk Folkeparti gerne vil. Dansk Folkeparti vil gerne lave forebyggelse, som jeg er helt overbevist om at resten af Folketinget også vil. Vi går også gang på gang ind og laver aftaler, hvor der bliver afsat endog store midler til forebyggelse. Det er ligesom et hjul, der kører rundt og rundt, vi bliver dygtigere og dygtigere, vi får flere og flere analyser tilbage om, hvad det er, vi fremadrettet kan gøre for at hjælpe de her børn og deres familier.

Jeg er også meget enig i, at det er meget, meget få sager, hvori nogen kommer ud i en meget voldsom kriminalitet fra den ene dag til den anden. Der er altid en historie, som ligger bag, og derfor er det utrolig vigtigt hele tiden at have det forebyggende arbejde, det er noget, vi skal have fokus på, vi skal udvikle det konstant, og det gør Dansk Folkeparti også.

Vi så jo gerne, at der ikke var nogen kriminel lavalder, så man ikke sendte det her signal. På et eller andet tidspunkt slår det hårdere end på andre tidspunkter. Det er billigere at begå kriminalitet, hvis man er under 14 år, end hvis man er over 14 år. Det er sådan, det bliver opfattet. Der så vi hellere, at man sagde, at sådan skal det ikke være. Der dømmer man eller kommer med tiltag eller hjælper – man kan bruge det udtryk, man vil – i forhold til, hvor den unge er henne, også i forhold til hvad den unge er klar over. Der kan være meget forskel. En 13-årig kan vide nøjagtigt, hvad han eller hun gør, og en 16-årig ved måske ikke, hvad vedkommende gør.

Fru Mette Frederiksen.

Undskyld mig, men jeg synes, der manglede lidt logik. For hvorfor har vi så en myndighedsalder i Danmark? Det er jo sådan, at man først har adgang til eksempelvis at stemme og dermed have sin selvbestemmelse, når man er 18 år; man har først lov til at have en seksuel omgang med andre mennesker, når man er 15 år; der er meget bestemte regler for, hvornår man må købe alkohol, og hvornår man må købe cigaretter i Danmark. Altså, vi har jo en række regler og en bagvedliggende lovgivning, der regulerer, hvad børn og unge kan, fordi vi ikke forventer, at børn og unge kan overskue konsekvenserne af deres handlinger på samme måde som voksne. På en række områder, bl.a. når det gælder stemmeretten, lægger vi jo til grund, at unge under 18 år i dag ikke på samme måde som voksne over 18 år kan tage stilling, når det handler om eksempelvis at gå hen og stemme til et folketingsvalg. Hvorfor skal vi have den form for regler, hvis Dansk Folkeparti, når det handler om kriminalitet, mener, at man kan sidestille børn med voksne? Kunne det ikke være, at logikken bag en kriminel lavalder hænger sammen med nøjagtig de andre forhold, nemlig at vi ikke kan tillade os at forvente, at en dreng på 12 år kan overskue konsekvenserne af sine handlinger på samme måde, som en voksen mand kan det? Og er det derfor ikke ødelæggende for vores mulighed som samfund for at passe på vores børn, hvis man fjerner den kriminelle lavalder? For så ligger det jo implicit i lovgivningen, at vi forventer det samme af børn som af voksne. Det har vi aldrig nogen sinde gjort i Danmark. Eksempelvis må børn heller ikke arbejde på samme måde, som voksne kan, fordi vi beskytter dem og passer på dem.

Ordføreren.

Alt det første, ordføreren sagde, var jeg meget enig i. Et eller andet sted er jeg også næsten enig i det, som ordføreren siger til sidst, men måske med nogle andre krøller på. Det, vi siger, er, at den kriminelle lavalder som instrument, som billede på, hvornår noget er kriminelt, og hvornår noget ikke er kriminelt, ikke burde være der. Der er utrolig meget forskel på børn, og det ved ordføreren også. Jeg ved, at ordføreren er meget inde i, hvordan børn kan være på forskellige udviklingstrin og andet, og der er nogle børn, som udmærket godt ved, hvad der er rigtigt og forkert. Der er også nogle børn, som kan være højt oppe i alderen, som ikke har en fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at udtrykket den kriminelle lavalder ikke burde være til stede. Der burde man have mulighed for at straffe og hjælpe ud fra det enkelte barn eller den enkelte unge, som er kommet ud på en kriminel løbebane.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har stillet spørgsmål. Så går vi til næste ordfører, det er fru Özlem Sara Cekic, Socialistisk Folkeparti.

Mange børn har det godt i Danmark. De trives, de er glade, og de har omsorgsfulde forældre eller voksne omkring sig. De er sunde og raske, og udsigterne til et voksenliv uden problemer er ret store.

Så er der også børn i Danmark, som har en helt anden hverdag. De er alene, de er triste, syge og fattige. De har hverken forældre eller stabile voksne omkring sig. Der er børn i dagens rige Danmark, hvis forældre ikke har råd til at købe lægeordineret medicin, når børnene har halsbetændelse. Det er børn, som må undvære at være en del af et fællesskab, fordi de vokser op i fattigdom, som er skabt af regeringen.

Regeringen har med sin lovgivning produceret fattige. Det er børn, som kommer i klemme, når regeringen tager familiernes brød fra dem. Det er børn, der mister venner og omgangskreds, når familien mister sin bolig. Der er børn i det glade Danmark, som er ensomme, når de bliver udsat for seksuelt misbrug og ingen griber ind. De er ensomme, når deres anbringelse ophører, og ensomme, når ingen vil hjælpe dem med deres psykiske handicap. Disse børn vokser op i et samfund, som ikke vil investere i dem. Desværre har regeringen hverken valgt at prioritere den optimale psykiatriske behandling eller støtte til forældrene til de sindslidende børn. Og regeringen har ikke givet ret til efterværn, når den unges anbringelse ophører.

Derfor er udsigterne til et rimeligt voksenliv for disse børn ikke særlig gode. Børnene er tit alene med deres problemer og har hverken en stemme eller en stærk institution, der varetager deres interesser. Vi ved, at mange af disse børn ender i kriminalitet og misbrug som unge og voksne. Vi ved, at mange af de børn ender med ikke at få nogen uddannelse eller job. Og vi ved, at mange af disse børn desværre selv ender med at udsætte deres egne børn for omsorgssvigt, ligesom de selv blev udsat for det.

Selv om der også er ros for nogle af de tiltag, vi har sat i værk i Danmark for at sikre børns rettigheder, kommer afrapporteringen fra FN’s Børnekomité også med ris. Vi er i SF dybt bekymrede, fordi regeringen har valgt at straffe børn frem for at hjælpe dem. Den bekymring deler FN’s Børnekomité med os.

En ny regering vil hæve den kriminelle lavalder, ligesom den nye regering også vil sikre bedre klagemuligheder, en stærk talsmand for børnene og afskaffe fattigdomsydelserne.

Rapporten peger også på en anden gruppe børn, nemlig børn med minoritetsbaggrund, der i dag bliver udsat for diskrimination, og som ikke har gode muligheder for modersmålsundervisning. Det er utrolig vigtigt, at vi inkluderer disse børn frem for at ekskludere dem, som regeringen har gjort de sidste 10 år. De børn har brug for at vide, at de er en del af Danmark, og at Danmark er en del af dem.

Jeg er glad for, at FN’s Børnekomité har valgt at kigge Danmark efter i sømmene. Ethvert barn har brug for at vokse op i et land, som tager børns rettigheder alvorligt. Derfor opfordrer jeg også ministeren til at investere i disse børn og at tænke visionært frem for at bruge anledningen til at lave yderligere forringelser. Det skal være barnets tarv og ikke økonomien i kommunerne, der skal afgøre, om voldsramte eller seksuelt misbrugte børn skal have hjælp. Derfor mener vi i SF, at der skal kigges på en anden finansieringsmodel for anbringelserne.

Ministeren sagde, at enhver eksamen, også den, som FN har haft Danmark oppe til, også vil indeholde nogle af de ting, som man ikke er særlig god til. Jeg synes, at det er rigtig stort, når man kan indrømme fejl og lære af sine fejl. Derfor håber jeg også, at afrapporteringen fra FN's Børnekomité giver anledning til, at vi i fællesskab gør en forskel af hensyn til børnene. Det har børnene krav på.

Vi går videre i ordførerrækken, og næste ordfører er fru Vivi Kier, De Konservative.

At få ros er jo altid dejligt. De fleste mennesker kan godt lide at få ros. Kritik opfattes af nogle som noget negativt, men kritik kan sagtens være noget positivt og kan bruges fremadrettet. FN's Børnekomité har givet både ros og kritik. Bl.a. siger komiteen, at de kan være bekymret for, at vi anbringer så mange børn. Til det vil jeg sige både ja og nej. Oppositionen her i Folketingssalen synes nærmest, vi anbringer for få børn. For mig er det ikke så vigtigt, hvor mange børn vi anbringer, men at de børn, der skal anbringes, også bliver anbragt. Til gengæld synes jeg, det er rigtig, rigtig positivt at se, at mange kommuner har fundet nye måder at anskue det her meget, meget følsomme emne på, således at man måske kan gøre en ekstra indsats, så børnene slet ikke behøver at blive anbragt.

Noget andet, som FN's Børnekomité nævner, er en børneombudsmand, som de peger på som den ene instans. På det her område har vi allerede handlet. Vi har faktisk udbygget BørneTelefonen via Børns Vilkår, vi har nu skabt den ene indgang for børn, som gør, at børn får en håndholdt indsats og kan blive guidet igennem vores system. Jeg synes, det er en rigtig, rigtig fin og hurtig reaktion, vi har haft på det. Så er der det manglende kendskab til FN’s børnekonvention og børns rettigheder. Ja, det er væsentligt, at vi gør noget ved det, og der er jo faktisk en stor kampagne på vej.

Vel var der kritik og anbefalinger fra komiteen, men der var også ros, og især var der ros for Barnets Reform – en ros, der glæder mig rigtig meget, fordi Barnets Reform netop er med til at sætte fokus på den tidlige indsats, den hurtige indsats. Det er en reform, som også roses af Børnerådet. Vi har også hørt, at ministeren her i løbet af foråret vil holde et opfølgende fællesmøde mellem alle organisationerne og ministeriet med baggrund i de anbefalinger, der er kommet fra FN's komité. Jo, konstruktiv kritik er brugbar, og derfor bliver arbejdet med og for at sikre alle børn en tryg og en god opvækst til stadighed et indsatsområde. FN's Børnekomité vender tilbage i 2016 for igen at sende os til eksamen i børns vilkår og rettigheder. Og selvfølgelig skal vi lytte til kritik. Men uanset hvor mange gode tiltag, vi søsætter, tror jeg, der altid vil være områder, som vi lige kan gøre lidt bedre eller styrke lidt mere, når det gælder børns vilkår.

Konkret er der her og nu én indgang på vej og en snarlig kampagne for at gøre børn bekendt med konventionen. Senere følger så ministerens fællesmøde, og der må vi jo så se, om der kan komme nogle fælles tiltag til nye ideer. Alt i alt er det et område, som altid skal have vores bevågenhed og fokus, og jeg hilser altid konstruktiv kritik velkommen.

Tak til ordføreren. Så er det fru Anne Marie Geisler Andersen fra De Radikale.

For nogle måneder siden udtrykte FN’s Børnekomité som bekendt en skarp kritik af Danmark, og selv om der bestemt også var en række positive forhold, krænker vi børns rettigheder på flere områder. Børnekomitéen udtrykker især stor bekymring for regeringens nedsættelse af den kriminelle lavalder, og det er direkte imod børnekonventionen, at vi sætter 14-årige i fængsel og lader dem sidde sammen med voksne, fordi der ikke er plads andre steder. Det står sort på hvidt i konventionen.

Ligeledes anbefaler komitéen Danmark at begrænse varetægtsfængsling samt at forbyde, at unge mennesker sidder i isolation. Danske børn risikerer i dag at være varetægtsfængslet i isolation i op til 4 uger, og det burde simpelt hen ikke være lovligt.

Børnekomitéen er ikke mindst bekymret for antallet af fattige børn i Danmark, og som bekendt har der under den siddende regering desværre været en stigning i antallet af børn, som vokser op i fattigdom. Fra oppositionens side har vi adskillige gange udtrykt bekymring for ikke mindst de nedsatte sociale ydelser, som vi mener er med til at øge fattigdommen. Det er en bekymring, som tilsyneladende desværre ikke berører regeringen så meget.

Når FN rejser samme bekymring, nemlig at børnefattigdommen bl.a. skyldes, at man lader familier leve på meget lave sociale ydelser, som følge af f.eks. 450-timers-reglen, håber vi, at regeringen ikke vil blive ved med at negligere denne sammenhæng. Ifølge FN sidder de ansvarlige politikere med nøglen til at nedbringe børnefattigdommen i Danmark og bryde den sociale isolation, som mange fattige børn lever i. I det mindste kunne man da håbe, at regeringen vil tage initiativ til at overvåge konsekvenserne af 450-timers-reglen for børn, hvilket komitéen anbefaler, samt at skabe et ordentligt datagrundlag med henblik på at lave en analyse af børnefattigdommen.

Fra dag et har vi i Det Radikale Venstre på linje med den øvrige opposition været modstander af en sænkning af den kriminelle lavalder. Børn, som begår kriminalitet, skal hjælpes, de skal ikke straffes. Man løser ikke noget ved at lade børn afsone sammen med voksne kriminelle. Det er den bedste sidemandsoplæring, og det skaber kun endnu mere hærdede kriminelle unge. Mig bekendt var det også mildest talt umuligt at opdrive en ekspert, som bakkede op om sænkningen af den kriminelle lavalder.

Forud for nedsættelsen af den kriminelle lavalder var der intet, der tydede på, at den ville få en positiv effekt, og det bliver der formentlig heller ikke efterfølgende. Vi kan berolige de bekymrede aktører, herunder Børnerådet, med, at den kriminelle lavalder vil blive hævet igen under en ny regering.

Af andre forhold, som komitéen er bekymret for, og som vi ikke har været så meget inde på, skal nævnes de lange ventetider i børne- og ungdomspsykiatrien, loftet over den tabte arbejdsfortjeneste, som vi også var meget imod den udbetales til forældre, som passer et barn med alvorlig sygdom eller handicap i hjemmet – og ligeledes udtrykker komitéen bekymring for, at Danmark har så stort fokus på medicin i behandlingen af børn med ADHD frem for på psykologisk og social behandling og støtte.

Der er altså et stykke vej endnu, før Danmark lever op til børnekonventionen, og vi håber derfor fra Radikale Venstres side, at regeringen vil tage Børnekomitéens rapport til efterretning.

Så er det hr. Per Clausen, Enhedslisten.

Jeg synes jo sådan set, at ministerens tilgang til debatten var konstruktiv, forstået på den måde, at når hun ligesom lagde op til at sammenligne med en eksamen, hvor man får både ros og ris, så er det jo et rigtig godt udgangspunkt for at gennemføre nogle forbedringer. For som jeg husker det, og det er mange år siden, så jeg kan godt huske forkert, er det sådan, at når man ved en eksamen får ris, så er det jo med henblik på, at den kritik skal føre til, at man gør det bedre næste gang, man bliver bedømt. Jeg vil jo ikke påstå, at jeg altid har levet op til det, men jeg tror i hvert fald, det er et rigtig fornuftigt udgangspunkt for at indgå i diskussionen. Og derfor er det jo også lidt skuffende, at der alligevel var så få ting af det, som FN har rejst kritik af, som havde sat sig spor i regeringens politik og i ministerens udspil til, hvilke initiativer der skulle tages. For det hjælper jo ikke meget, at man erkender, at man godt kan blive udsat for kritik, hvis det ikke gør noget indtryk, eller i hvert fald ikke fører til noget i praksis.

Der er to ting, som jeg synes det er værd at fokusere på i kritikken, for jeg synes faktisk, at det er to meget alvorlige problemstillinger. Det første er diskussionen om den kriminelle lavalder. Det har jo været sådan, at FN's Børnerettighedskomité i rigtig mange år har arbejdet på at hæve den kriminelle lavalder, ikke ud fra det synspunkt, at det ikke skulle have konsekvenser, hvis børn begik kriminalitet, men at de konsekvenser netop skulle tilpasses barnets alder og modenhed og selvfølgelig indeholde et stort element af social støtte og hjælp. Men givetvis skulle det også i nogle tilfælde indebære, at barnet blev udsat for det, som barnet opfattede som ubehageligheder. Jeg har sådan set aldrig opfattet det på anden måde, og jeg tror, at de fleste børn og unge, der har stiftet bekendtskab med de sociale systemer i forbindelse med, at de har været ude i problemer eller kriminalitet, muligvis med undtagelse af dem, der har været så heldige at møde hr. René Christensen, har oplevet, at det indimellem har givet nogle ubehagelige indgreb i deres frihed. Men det er klart, at man hele tiden må diskutere, hvordan man afvejer de ting i forhold til hinanden. Det er imidlertid noget helt, helt andet end at ende der, hvor vi er endt i Danmark, hvor børn helt ned til 14 år risikerer at sidde i voksenfængsler. Det er efter min mening fuldstændig uholdbart og burde være uacceptabelt for ethvert parti, der sidder her i Folketinget. Man har endda kombineret det med at fjerne den – man omtalte det vistnok som en rabat, som børn og unge fik ved kriminalitet, på trods af det, som jeg jo er helt enig med Venstres ordfører i, nemlig at man selvfølgelig ikke skal straffe børn og unge på samme måde, som man straffer voksne. Det er bare underligt, at man så har gjort det på en måde, så det er der, man ender. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Det er det ene. Og det har fyldt rigtig meget i debatten, og det er måske en lille smule ærgerligt, for jeg synes faktisk, der er et andet problem, som er større, fordi det rammer en lang række børn og unge, som på trods af ret umulige vilkår jo faktisk undgår at blive kriminelle. Man skal jo også huske, at der faktisk er mange, der på trods af umulige vilkår undgår det. Og det er jo den lange række af børn, som faktisk vokser op i fattigdom i Danmark. Det gør de jo, fordi man har indtaget det synspunkt, at den mest effektive måde at øge beskæftigelsen i Danmark på, er ved at reducere de sociale ydelser. Derfor har man indført en række fattigdomsydelser, som gør, at det er fuldstændig umuligt at opretholde et almindeligt dansk familieliv på de ydelser, de får. Undskyldningen for det har været, at det ville føre til øget beskæftigelse. Vi kender alle sammen historien om den der forbedring, der var sket i beskæftigelsen, der ikke var statistisk signifikant, som det så smukt hed. Det betød, at den ikke eksisterede, men man ville jo have ønsket, at den eksisterede. Så man har straffet familier og ikke mindst børn med dårlige økonomiske vilkår uden at få den effekt, man ønskede. På trods af det fastholder man de her særligt lave ydelser, ja, man strammer oven i købet op på reglerne, og man har sådan set sendt en ikke ubetydelig del af de danske arbejdsløse ud på en glidebane i retning af, at de kan ende på, ikke kontanthjælp, for børnefamilier vil typisk være gift, men i en situation, hvor den person, der ryger ud af dagpengesystemet, formentlig ikke får en krone, når det sker. Altså får vi endnu flere børnefamilier, hvor børnene vokser op i fattigdom. Og det synes jeg sådan set er et fantastisk stort problem, fordi det ikke at være en del af et socialt fællesskab, når forældrene ikke har råd til at betale de ting, som følger med det, og det at opleve, at man vokser op i fattigdom, jo ikke giver et godt udgangspunkt for at blive en del af samfundet og opleve sig selv som en person, som er værdsat. Derfor ligger der jo ekstremt mange sociale problemer og udfordringer i fremtiden, hvis vi ikke får gjort noget ved det. Og derfor er det jo trods alt godt at kunne konstatere, at der i oppositionen er enighed om, at vi skal have hævet den kriminelle lavalder, og at vi skal have afviklet i hvert fald de værste af de fattigdomsydelser, der findes. Det lover godt for fremtiden, synes jeg.

Tak til ordføreren. Så er det socialministeren.

Jeg vil kvittere for den debat, vi har haft om de kommentarer, der er kommet fra FN-komiteen, med en række anbefalinger til, hvordan vi kunne gøre det bedre i forhold til udsatte børn og unge og i det hele taget på børneområdet. Som jeg fremførte i min tale, er vi i gang på en lang række områder, og vi har sat en række initiativer i gang, som netop skal gå ind at forbedre forholdene for udsatte børn og unge. En af de ting, jeg hæfter mig meget ved fra FN’s Børnekomité, og som jeg synes er meget væsentligt, er deres kommentarer i forhold til anbringelsesområdet – et område, på hvilket de siger, at de synes, at vi anbringer for mange børn uden for hjemmet. De går også ind og siger, at de synes, at vi anbringer for mange børn på institution. Det er nok også en af baggrundene for, at de hæfter sig ved Barnets Reform, som netop har fokus på den tidligere indsats, på den forebyggende indsats og på, at vi prøver at arbejde for, at barnet kommer til at blive anbragt i en plejefamilie, hvor det kan lade sig gøre. Det er et område, hvor der sker mange ting i øjeblikket, der sker mange omlægninger rundtomkring i de enkelte kommuner, hvor man fjerner fokus fra at komme for sent på banen til at komme ind med en forebyggende og en tidlig indsats. Det er et arbejde, der er ekstremt vigtigt, og som jeg har sat et ekspertudvalg til at kigge nøje på, så vi kan lære af de gode erfaringer, og så vi kan bringe de gode erfaringer rundt til alle kommuner, så børn og unge, der har behov for hjælp tidligt, også får det med baggrund i de gode erfaringer, man har gjort andre steder.

Det er klart, det er et område, som jeg følger nøje, også når vi af diverse praksisundersøgelser kan se, at der stadig væk sker nogle fejl, at der stadig væk er forbedringer at hente i forhold til, hvordan man kører de her sager ude i de enkelte kommuner. Det kigger vi nøje efter, men jeg regner også med, at vi, når vi får vores sagsbehandlingssystem, vores it-system, på banen, DUBU, vil kunne se, at fejlprocenten falder markant, og at kommunerne bliver langt bedre til at inddrage børn. For i de kommuner, hvor man generelt inddrager børn i deres sager, får de faktisk nogle rigtig gode resultater ud af det.

Vi er også kommet ind på vold, hvor Børnekomiteen også opfordrer os til, at vi sætter ind med et øget fokus på det her område. Vi sætter gang i en kampagne, som løber af stabelen fra uge 35, som bliver sat i gang med en række af organisationerne, og en af de ting, der er virkelig vigtigt, er, at børnene får at vide, hvad det er for nogle rettigheder, de har. For selv om det er blevet bedre, er der stadig væk brug for at arbejde med en ændret holdning på det her område, som at det selvfølgelig ikke er i orden, at man slår på børn, for det kan vi på ingen måde som samfund acceptere, og der skal vi selvfølgelig også fjerne berøringsangsten, hvis man er bekymret for eller tror, at der er nogle børn, der bliver udsat for vold. Det er også en af baggrundene for, at jeg er meget glad for, at Barnets Reform netop har sat fokus på den skærpede underretningspligt. Men som sagt sætter vi gang i den her kampagne, som er vigtig i forhold til at fortælle børn om deres rettigheder, vigtig for at få sat yderligere fokus på, at der skal ske en holdningsændring i forhold til vold mod børn.

Som sagt kommer der også en national strategi fra Justitsministeriet her sidst på måneden i forhold til seksuelle overgreb, der handler om, at vi skal dæmme op for det.

En af de ting, som komiteen også kommer ind på, som jeg synes er ret interessant, og som også er i gang i øjeblikket i Danmark, er hele inklusionsdebatten, både på socialområdet og på undervisningsområdet, hvor komiteen hæfter sig ved, at vi skal have meget mere fokus på inklusioner, vi skal være langt bedre til at inkludere børn, som har nogle udfordringer i vores normaltilbud. Det er også et arbejde, som er i gang, og jeg kan mærke, at mange kommuner virkelig har sat fokus på det her område, for ikke nok med, at man kan se, at det koster mange penge, man kan også se, at det ikke altid er til barnets bedre, og jeg mener helt generelt, at vi i det hele taget skal sørge for at inkludere børn noget mere i normalområdet.

Der er mange anbefalinger, som er værd at dykke endnu længere ned i og se, hvordan man kan arbejde videre med, og det er også baggrunden for, at vi med baggrund i det dokument, vi har fået fra komiteen, har indkaldt organisationerne og de relevante ministerier her i maj måned, så vi kan få en yderligere drøftelse af, hvad vi kan gøre for at arbejde videre med en lang række af de anbefalinger, som komiteen er kommet med, og hvor der virkelig er noget at hente i forhold til at gøre det bedre for udsatte børn og unge, som også drejer sig om inklusion af børn med handicap.

Tak til socialministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 28. april 2011.