Danmark blev den 24.
januar i år i Génève eksamineret i FN's børnekonvention af FN's Børnekomité.
Under eksaminationen fik Danmark ros af komiteen, som bl.a.
anerkendte den store indsats, som vi i Danmark lægger i at sikre børns og unges rettigheder.
Komiteen roste samtidig mange af de initiativer, som regeringen står bag, herunder Barnets Reform, der på en række områder styrker indsatsen over for udsatte børn og unge markant.
Men som ved alle andre eksamener havde komiteen selvfølgelig også anbefalinger til, hvordan vi kan hæve barren og gøre det endnu bedre i forhold til at sikre børns og unges rettigheder.
Det er jo netop det, komiteen har som opgave, nemlig at pege på de områder, som kan styrkes og forbedres.
Jeg mener, det er utrolig vigtigt, at vi har en instans i FN-systemet, der følger medlemslandenes indsats over for børn og unge, som komiteen gør.
Vi gør det rigtig godt i Danmark, men jeg anerkender selvfølgelig også, at der er steder, hvor vi kan blive endnu bedre, og derfor var jeg også rigtig glad for at modtage komiteens konkluderende observationer.
Forespørgselsstillerne vil i dag gerne høre om, hvilke konkrete initiativer regeringen vil tage for at sikre børns og unges vilkår og rettigheder, efter at FN's Børnekomité har udtalt kritik af Danmark på forskellige områder.
Et væsentligt element til at sikre børns og unges rettigheder, som også er blevet fremhævet af komiteen, er, at vi har en minister, der koordinerer regeringens samlede indsats over for børn og unge.
Den rolle ligger hos mig som socialminister, og det er en opgave, jeg tager meget seriøst.
Vi lægger i den forbindelse stor vægt på et godt og konstruktivt samarbejde med mange af børneorganisationerne, og derfor har Socialministeriet også indkaldt organisationerne og relevante ministerier til et opfølgende møde i begyndelsen af maj, hvor der bliver mulighed for at drøfte komiteens anbefalinger.
Men der er allerede på nuværende tidspunkt anbefalinger fra komiteen, som er imødekommet, og som medvirker til at forbedre børns vilkår i Danmark.
I den forbindelse vil jeg nævne nogle eksempler:
En af komiteens anbefalinger er, at Danmark bør etablere en børneinstans, og her vil jeg meget gerne understrege, at anbefalingen ikke kom, fordi komiteen fandt, at Danmark ikke i dag respekterer børns og unges rettigheder.
For i Danmark har vi grundlæggende et godt system, der i høj grad har fokus på børns rettigheder, der giver børn gode muligheder for at blive inddraget, og som sikrer børn den hjælp og støtte, de har behov for.
På disse punkter er vi blandt de førende i verden, også når vi sammenligner os med de andre nordiske lande, og det kan vi med rette være stolte af.
Men selv om vi i Danmark har et veludbygget system med en række højt kvalificerede aktører, der tilsammen er med til at sikre børns og unges rettigheder på alle niveauer, har vi en udfordring i at sikre, at børn og unge kan gennemskue, hvor de kan gå hen og få hjælp og støtte.
Derfor er der behov for, at vi skaber et sted, hvor alle børn kan henvende sig og få hjælp til at blive guidet videre til den instans, som er den rette for netop deres sag.
Vi skal have en fælles indgang for alle børn, og alle børn skal vide, hvor den er.
Det er oplagt, at vi sætter ind et sted, som børn allerede kender, og som børn allerede benytter, og i dag kender mere end otte ud af ti børn i 3.-10.
klasse til BørneTelefonen, som Børns Vilkår driver.
Derfor styrker regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance Børns Vilkårs BørneTelefonen.
Vi vil udvide telefonens åbningstid, så den vil være åben fra kl.
11.00 til kl.
23.00 alle ugens 7 dage.
Vi vil opkvalificere deres rådgivning, så de fremover kan fortælle børn om deres rettigheder og muligheder for at få hjælp og for at klage inden for alle områder, der vedrører børn.
Og vi vil indføre en akutfunktion, så Børns Vilkårs rådgivere kan hjælpe børn med at komme i kontakt med kommunen i de tilfælde, hvor et barn eller en ung har brug for hjælp uden for kommunens åbningstid.
Derudover opretter vi en hjemmeside, som fortæller børn om BørneTelefonen og om mulighederne for at få hjælp via BørneTelefonen.
Hjemmesiden vil også fortælle børn om deres rettigheder og linke til relevante myndigheder og organisationer, og vi vil sætte et arbejde i gang med at få de organisationer, der linkes til, til at oprette børnevenlige sites på deres hjemmesider.
Jeg mener, at vi med dette nye initiativ styrker indsatsen over for børn og unge væsentligt, da vi med initiativet sikrer alle børn en samlet indgang til at få hjælp og til at få viden om deres rettigheder og deres muligheder.
Samtidig får vi skabt en sammenhæng mellem de forskellige højt kvalificerede aktører på børneområdet, og vi sikrer, at børn nemt kan komme i kontakt med den rigtige myndighed.
Under eksaminationen og i komiteens konkluderende anbefalinger udtrykte komiteen bekymring for, at mange børn og unge ikke kender deres rettigheder.
Det er selvfølgelig helt essentielt, at børn og unge kender deres rettigheder og kender børnekonventionen, og jeg synes, det er bekymrende, at undersøgelser viser, at der i 2011 er børn og unge i Danmark, der stadig tror, det er i orden, at forældre slår deres børn.
Vold mod børn og unge er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, og vi kan ikke tillade, at det sker i et samfund som vores.
Derfor er det afgørende, at børn og unge kender til deres rettigheder og til deres muligheder for at få hjælp, hvis de udsættes for vold, og det er derfor, at vi i samarbejde med Børnerådet, UNICEF, Red Barnet og Børns Vilkår også er i gang med at søsætte en kampagne, som vil sætte fokus på vold mod børn.
Kampagnen vil først og fremmest rette sig mod børn og unge og dermed være med til at sikre, at børn kender deres rettigheder til et liv uden vold.
Det har siden 2001 været en høj prioritet for regeringen at styrke børns rettigheder, og vi har løbende haft fokus på at forbedre indsatsen over for udsatte børn og unge.
Både anbringelsesreformen og nu senest Barnets Reform er nogle gode eksempler på dette.
Senest har vi med Barnets Reform sat barnets bedste i centrum, og vi har sikret en markant styrkelse af indsatsen over for udsatte børn og unge.
Reformen styrker på mange områder børns og unges rettigheder, bl.a.
ved at nedsætte aldersgrænsen for, hvornår et barn kan klage over en afgørelse.
Det er nemlig vigtigt, at barnets stemme bliver hørt i sådanne sager, og det har vi med Barnets Reform givet mulighed for.
Samtidig har vi med reformen udvidet Ankestyrelsens egendriftkompetence, hvilket betyder, at Ankestyrelsen nu vil gå ind i flere sager, hvor et barn eller en ung ikke har fået den tilstrækkelige hjælp eller støtte af kommunen.
I den forbindelse er det væsentligt, at vi følger med i de omlægninger, der i øjeblikket sker i forhold til indsatsen over for udsatte børn og unge.
Jeg har derfor nedsat et ekspertudvalg, som bl.a.
skal drøfte, hvordan vi understøtter den udvikling, der er i gang, og hvordan vi i højere grad tænker i forebyggelse og familierettede indsatser, så barnet kan blive i nærmiljøet.
Det er også en intention med Barnets Reform, at anbringelsesstedet skal kunne tilbyde nære og stabile voksenrelationer, når det er nødvendigt at anbringe et barn.
Det vil en plejefamilie ofte kunne tilbyde, og det falder også helt fint i tråd med tankerne i FN's Børnekomité om, at antallet af institutionsanbringelser i Danmark er for højt.
Et område, som regeringen også har fokus på, er støtte til børn, der har været udsat for seksuelle overgreb.
Der er taget adskillige initiativer til at sikre, at børn, der har været udsat for overgreb, tilbydes en kvalificeret hjælp, og regeringen offentliggør snart en national strategi til bekæmpelse af seksuelle overgreb.
Samlet set er der således tale om meget væsentlige reformer og tiltag, som jeg synes at vi kan være stolte af, og dermed har vi på nuværende tidspunkt håndteret en række af komiteens anbefalinger.
Det betyder dog ikke, at vi bare skal læne os tilbage og sidde passivt hen, indtil Danmark igen skal afrapportere til FN i 2016.
Regeringen vil fortsat arbejde for, at danske børn og unge har gode vilkår, og dermed understøtte deres muligheder for at trives og udvikle deres personlige og faglige kompetencer.
Jeg ser frem til debatten.