Det sidste punkt på dagsordenen er:

14) Forespørgsel nr. F 28:

Forespørgsel til undervisningsministeren:

Hvordan hænger de aktuelle nedskæringer på professionshøjskolerne med deraf følgende færre timer til de studerende og fyring af undervisere sammen med regeringens mål om, at 50 pct. af en ungdomsårgang skal tage en videregående uddannelse af høj kvalitet?

Af Nanna Westerby (SF), Christine Antorini (S), Marianne Jelved (RV) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

(Anmeldelse 01.03.2011. Fremme 03.03.2011. Eventuel afstemning udsættes til tirsdag den 5. april 2011).

Jeg skal her gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 5. april 2011.

Den første, der får ordet, er fru Nanna Westerby som ordfører for forespørgerne for at begrunde forespørgslen. Værsgo.

Tak for det. Når vi i oppositionen i fællesskab har valgt at indkalde til en forespørgselsdebat om professionshøjskolerne, deres økonomi og kvaliteten, er det jo, fordi de nedskæringer, som regeringen vedtog i genopretningspakken og i det her års finanslov, bliver gennemført lige nu på professionshøjskolerne. Det er nedskæringer, der kan mærkes på kvaliteten af undervisningen i form af lavere timetal, større hold og store fyringsrunder blandt en del af underviserne på professionshøjskolerne. Det er både bekymrende og tankevækkende, for professionshøjskolerne er jo netop de uddannelser, der skal levere arbejdskraften til fremtidens velfærdssamfund, det er de lærerstuderende, der skal sikre en god folkeskole fremover, og når undervisningsministeren for nylig melder ud, at børnene i børnehaven skal lære mere i børnehaven og ikke bare bruge tiden på leg, er det de nuværende pædagogstuderende, der i fremtiden skal løfte den opgave. Hvis kvaliteten af deres uddannelse forringes, går det ud over kvaliteten i børnehaverne, og så går det ud over kvaliteten i folkeskolerne i fremtiden. Derfor var vi også mange, der undrede os, da regeringen i efteråret vedtog den såkaldte genopretningspakke for genopretning af dansk økonomi. Den handlede først og fremmest om nedskæringer, og uddannelse og forskning var faktiske de områder, der holdt hårdest for, det var her, man valgte at lægge de største nedskæringer. For professionshøjskolernes vedkommende har de i år 160 mio. kr. mindre at lave uddannelse for, end de havde sidste år.

En af årsagerne til nedskæringerne er, at der er rigtig mange unge, der har søgt ind på professionshøjskolerne i år, og det burde jo egentlig være glædeligt, for vi har længe haft et meget stærkt ønske om, at flere unge skulle tage en velfærdsuddannelse. Men regeringen har så valgt at straffe professionshøjskolerne for det øgede optag, regeringen har valgt at skære ned med den begrundelse, at der netop er kommet flere studerende, og i partierne, der står bag den her forespørgsel, mener vi, at det er rigtig ærgerligt, at flere studerende skal betyde ringere kvalitet på studiet, når det netop burde være omvendt. Vi har en rigtig stor udfordring med frafaldet på professionshøjskolerne, det har været stigende over en årrække, og alt for mange unge starter på en professionsuddannelse, men falder siden hen fra.

Vi oplever, at der i år og sidste år er flere, der søger ind på professionsuddannelserne, og det ville da være ærgerligt, hvis der også her blev tale om højt frafald. Vi skulle da i stedet møde dem med stærkt undervisningsmiljø og et stærkt studiemiljø, så de blev fastholdt på studiet. Derfor er vi også rigtig bekymrede, når vi hører om gør det selv-læreruddannelser med rigtig få undervisningstimer. Vi er bekymrede, når formanden for Professionshøjskolernes Rektorkollegium siger, at regeringens besparelser er et rent knockout til planerne om mindre frafald. Udviklingen i professionshøjskolernes økonomi har hen over en årrække heller ikke været opmuntrende. Faktisk er det sådan, at hvis vi ser på udviklingen fra 2002 og følger regeringens planer frem til 2014, ser vi, at der netto kommer til at have været en nedskæring i undervisningstaxametrene, altså penge til undervisning, på 6 pct., og det er rigtig ærgerligt, for professionshøjskolerne er en vigtig brik i uddannelsen af fremtidens arbejdskraft og sikring af ordentlig velfærd i Danmark. Professionshøjskolerne er også temmelig nye institutioner, der har måttet etablere sig i en tid med nedskæring efter nedskæring; de har ikke fået de bedste arbejdsbetingelser. På den måde er det flot, at de faktisk har øget søgningen, og det er skidt, at vi belønner dem med nedskæringer.

Derfor har vi indkaldt til den her forespørgselsdebat, for der er ikke sammenhæng mellem regeringens løfter om en bedre folkeskole, bedre daginstitutioner og bedre sygehuse og så de forringelser, som vi oplever af uddannelsen af fremtidens velfærdsarbejdskraft.

Tak for det. Så er det ministeren til besvarelse af forespørgslen.

Tak for muligheden for at få den her vigtige debat om fremtidens uddannelsesniveau. Der er ikke nogen tvivl om, at et højt uddannelsesniveau er en vigtig forudsætning for at kunne opretholde og udbygge velstanden i Danmark. Det er regeringens målsætning, og det er også regeringens målsætning, at den andel af en ungdomsårgang, der tager en videregående uddannelse, i 2015 skal op på de 50 pct. Derfor har regeringen sammen med partierne bag velfærdsaftalen i globaliseringspuljen jo også afsat betydelige ressourcer til både kvalitetsudvikling og øget kapacitet på undervisningsområdet.

Den seneste opdatering fra 2009 af den såkaldte profilmodel, der opgør, hvor stor en andel af en ungdomsårgang der kan forventes at tage en videregående uddannelse, viser, at godt 49 pct. af en ungdomsårgang forventes at tage en videregående uddannelse. Det er jo sådan set et meget, meget flot tal; aldrig har så mange været i gang med eller forventet at komme i gang med at tage en videregående uddannelse.

Derfor synes jeg også, der er grund til at notere sig det med stor tilfredshed i forbindelse med den debat, som vi så har i dag. Samtidig kommer unge på de videregående uddannelser hurtigere i gang med deres uddannelse og har kortere uddannelsespauser, og uddannelsesinstitutionerne har i 2010 oplevet en stigende tilgang og aktivitet på de videregående uddannelser. Jeg er derfor også sikker på, at vi, hvad angår målsætningen, når helt i mål før 2015. Med andre ord har regeringens politik virket – og det er jeg rigtig godt tilfreds med – og det har så også betydet, at vi kan notere os, at det, synes jeg, dygtige arbejde, som er lavet i løbet af de seneste år, ser ud til at bære frugt.

Når vi så ser på den virkelighed, som vi lever i i dag, kommer vi jo ikke uden om, at finanskrisen og den efterfølgende globale økonomiske krise også har givet den danske økonomi en lang række udfordringer, og i den situation har regeringen jo valgt ikke at se passivt til, men at løse de udfordringer, vi står over for. Det betyder, at der føres en ansvarlig finanspolitik, hvor der jo så bringes balance mellem statens indtægter og statens udgifter.

Hvis det ikke var sket, ville markederne have mistet tiltroen til Danmark, og dermed ville vi være udsat for, at vi kunne skabe en økonomisk uansvarlighed, der ville have galopperende renteudgifter til følge. Det har vi så valgt ikke at gøre. Vi har valgt at have en fast hånd på rattet, for det er en nødvendig forudsætning for velstand og velfærd, at vi ikke lader den offentlige økonomi løbe løbsk, men at vi sikrer, at der er sammenhæng mellem udgifter og indtægter.

Heldigvis må vi så også konstatere, at underskuddet har vist sig at være mindre i 2010 end tidligere forventet. Det ændrer, vil jeg sige, dog ikke ved, at Danmark fortsat har et stort underskud på de offentlige finanser, som på sigt er uholdbart, og som der jo selvfølgelig også skal sørges for at der rettes op på. Det er jo lige præcis derfor, at regeringen også har lavet en genopretningspakke, fordi vi har fundet det nødvendigt at sikre, at økonomien har det godt. Undervisningsområdet har på lige fod med øvrige områder måttet bidrage til denne konsolideringsproces.

Jeg vil i dag så også gerne imødegå nogle af de misforståelser, som har været rejst i forhold til professionshøjskolerne, om, at de skulle være blevet beskåret med 5, 10 eller endog 15 pct. Fakta er, at taksterne til professionsbacheloruddannelserne som følge af genopretningspakken er omfattet af et generelt sparekrav på 0,6 pct. i 2011, på 1,2 pct. i 2012 og på 1,9 pct. i 2013. Hertil kommer, at taksterne som følge af finanslovaftalen for 2011 er omfattet af en dispositionsbegrænsning på 1,5 pct., der alene gælder i 2011.

Hertil kan jeg også bemærke, at professionshøjskolerne i de kommende år får reduceret de samlede tilskud til bl.a. administrative opgaver og Centre for Undervisningsmidler, men der er i den sammenhæng tale om områder, hvor det bevisligt er muligt at gennemføre effektiviseringer, som på ingen måde kommer til at berøre undervisningen. Der er således langt fra fakta til de skrækscenarier, som man med jævne mellemrum hører i debatten, og som der også er nogen der forsøger at tegne. Det synes jeg det er vigtigt at få på plads i denne debat.

Lad mig også slå fast, at de samlede bevillinger til Undervisningsministeriets område i perioden fra 2008 til 2011 er steget med 6,8 mia. kr., svarende til en samlet stigning på ca. 16 pct. Jeg vil også gerne påpege, at uddannelsesområdet siden 2001 generelt har været friholdt for de årlige 2-procents-effektiviseringskrav, som andre statslige driftsområder har været underlagt. Udgangspunktet for takstnedsættelserne har været stærkt stigende budgetter for tilskuddet til de videregående uddannelser.

Tilpasningen af budgetterne betyder, at uddannelsesinstitutionerne modtager et lidt lavere tilskud pr. studerende, men det betyder ikke, at bevillingerne til de videregående uddannelser falder, tværtimod. Taxameterbevillingerne til professionsbacheloruddannelserne forventes således at være næsten 90 mio. kr. højere i 2011, end de var i 2010, og aktiviteten forventes at stige yderligere i de kommende år, og det er jo kun glædeligt.

Der er heller ikke nogen tvivl om, at professionshøjskolerne efter dannelsen i 2008 har været i og er i en konsolideringsfase. Efter min vurdering benytter professionshøjskolerne anledningen til at gennemføre vanskelige, men nødvendige tiltag for at konsolidere institutionerne som sammenhængende og effektive enheder.

Så har der jo også været en længere debat om, hvorvidt de studerende, bl.a. på pædagoguddannelserne og læreruddannelsen, får færre undervisningstimer end tidligere, og at dette skulle være forårsaget af regeringens reduktioner i taxametertilskuddene. Som jeg netop har redegjort for, kan de foretagne takstreduktioner på ingen måde begrunde reduktioner i undervisningstimetallet af den størrelse, der har været fremført i debatten. Faktisk bør det stigende antal studerende betyde, at uddannelsesstederne får bedre mulighed for at fylde holdene op og derved også udnytte undervisningstimerne bedre.

Professionshøjskolerne har lovet den tidligere minister en redegørelse for, hvad der er op og ned, når det gælder antallet af undervisningstimer på lærer- og pædagoguddannelserne. Hvis vi skal have en fornuftig debat om det her, tror jeg, det er vigtigt, at vi baserer os på de kendsgerninger, der findes i forhold til det, som professionshøjskolerne er blevet bedt om, og det er min forventning, at vi i løbet af april måned vil modtage den redegørelse, som den tidligere minister har bestilt.

Jeg vil så også gerne sige, at en spørgeskemaundersøgelse, som er blevet gennemført blandt de studerende på de videregående uddannelser i forskellige lande i Europa, giver et noget anderledes billede end det, som har fyldt debatten. De studerende på lærer- og pædagoguddannelserne i Danmark svarer i denne undersøgelse, at de bruger henholdsvis 15 og 20 timer på undervisningsaktiviteter, altså et noget anderledes billede end det, som blev tegnet i den offentlige debat for, tror jeg det var, et par måneder siden.

Jeg skal i øvrigt erindre om, at beklagelser over antallet af undervisningstimer også har været fremført tidligere, inden den økonomiske krise, og derfor ser jeg i forhold til debatten i dag heller ikke nogen sammenhæng mellem timetallet og de aktuelle tilpasninger af takstniveauet, som der jo nok er lagt op til i den aktuelle forespørgsel.

Jeg vil også gerne understrege, at professionshøjskolerne er ansvarlige for tilrettelæggelsen og kvaliteten af uddannelsesaktiviteterne. Eventuelle ændringer i medarbejdersammensætningen og undervisningens tilrettelæggelse er således et udtryk for bestyrelsernes og ledernes faglige vurdering af, hvordan statens tilskud til uddannelser udnyttes bedst muligt for at give de studerende den bedst mulige uddannelse. Jeg mener, at vi med dannelsen af professionshøjskolerne får en række institutioner, som har kraften og viljen til at løfte denne opgave. Professionshøjskolerne er jo via deres udviklingskontrakter endvidere også forpligtet til at sikre uddannelse af en god kvalitet, samt at de studerende også gennemfører deres uddannelse.

Er der så slet ikke noget, der kan gøres bedre? Jo, heldigvis skal man altid arbejde for, at tingene kan gøres bedre. Træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen, og konsolideringen af professionshøjskolerne har nok bestemt et stykke vej endnu, inden man er i mål. Jeg vil gerne fremhæve ét område, hvor jeg mener at professionshøjskolerne kunne få langt mere ud af deres ressourcer, end de gør i dag, og det er i forhold til undervisernes arbejdstid, som på mange uddannelser er bundet af lokale arbejdstidsaftaler, der er alt for rigide i forhold til en fleksibel tilrettelæggelse af de uddannelsesaktiviteter, som er nødvendige i en moderne uddannelsesinstitution. Jeg tror, der er skoler, som er for passive på det område, og som med flere fleksible arbejdstidsaftaler vil kunne frigøre ganske betydelige ressourcer. Disse ressourcer vil f.eks. kunne anvendes til øget undervisningstid, hvis det er det, der er behov for.

Nu har vi så taget hul på en debat, som for nogle partiers vedkommende bygger på en lang række forkerte tal. Jeg synes, det er vigtigt at få tallene på plads, og jeg synes også, det er vigtigt at diskutere, hvad det er for en fremtid, vi står over for, men overordnet set glæder jeg mig over, at vi stort set er i mål i forhold til 50-procents-målsætningen. Det er en rigtig stor ting, som vi skal være glade for, og som de partier, der står bag aftalerne, også skal være tilfredse med. For vi er jo i den situation, at vi er i 2011, og at det først er i 2015, vi skal nå de 50 pct., og det er i hvert fald noget, som jeg er meget stolt over.

Tak til ministeren for besvarelsen. Så går vi over til forhandlingen, og her er den første, der får ordet, fru Nanna Westerby som ordfører for forespørgerne.

4 mia. kr. var den samlede besparelse på uddannelse i genopretningspakken. Det er vi jo nogle der er rigtig ærgerlige over, for det, som Danmark skal leve af i fremtiden, er en højtuddannet og veluddannet befolkning. Jeg kan forstå, at skatteministeren – jeg tror, det var i går – udtalte til Altinget, at Danmark skal ud at konkurrere på lav skat, og derfor kan det være, man skal give skattelettelser i fremtiden for at kunne deltage i den internationale konkurrence om et lavt skattetryk. Det er jeg helt, helt uenig i. Vi skal ikke konkurrere på prisen her i Danmark. Der vil altid være lande, der kan underbyde os på skatten. Vi skal konkurrere på kvalitet, og derfor skal vi have dygtig arbejdskraft i Danmark.

Derfor er det selvfølgelig også bekymrende, når vi kan se, at fra 2002 og frem til 2014, hvis man fortsætter regeringens politik, vil der være sparet 6 pct. på undervisningstaxametrene på professionshøjskolerne. Man kan ikke spare så meget, uden at det går ud over kvaliteten af undervisningen. Det har vi også set mange eksempler på. For nylig har vi set en undersøgelse fra BUPL og de pædagogstuderendes organisation, PLS, som viser, at de pædagogstuderende i gennemsnit får undervisning i 11 lektioner af 45 minutter ugentligt. Det er det, som professor ved Danmarks Pædagogiske Universitetskole Stig Brostrøm kalder for en rutsjetur. For før i tiden var pædagoguddannelsen et fuldtidsstudium med undervisningstimer hver dag.

Spørger man de lærerstuderende, kan de også nævne eksempler på forringelser. På Zahles Seminarium er der for nylig skåret ned i vejledningen. Ifølge forlydender er det halvdelen af vejledningen, der er skåret væk for nogle. I Holbæk skal de studerende læse sammen på hold med 75 studerende til én underviser, og de lærerstuderendes organisation, Lærerstuderendes Landskreds, anslår, at en tredjedel af de studerende har under 10 timers undervisning om ugen.

Se, det er jo ikke et særlig godt fundament for verdens bedste folkeskole, som regeringen taler om. Det giver i hvert fald ikke verdens bedste folkeskolelærere, at man har hold på 75 studerende, eller at man har under 10 timers undervisning om ugen. For lige præcis på professionsuddannelserne, lige præcis i de her fag, er det rigtig vigtigt, at man kan lave noget praktisk undervisning, der kræver, at de studerende er til stede på skolen, og som ikke er forelæsninger, som man kan lave dem på universiteterne.

Samtidig giver de her eksempler, som jeg lige har nævnt, jo risiko for større frafald. I dag er det sådan, at 28 pct. af de studerende springer fra, efter at de er startet på en professionsuddannelse. Til sammenligning drejede det sig for 10 år siden om 20 pct. Så der har altså været en stigning i frafaldet, og vi kan jo frygte, at den bliver større med de yderligere kvalitetsforringelser, som vi har set.

Derfor synes jeg da også, at det er bekymrende og ærgerligt, at ministeren erklærer sig tilfreds med det, som foregår på professionshøjskolerne, med de kvalitetsforringelser, vi ser lige nu. Ministeren siger, at situationen sådan set er fin nok, og at det eneste, man kan gøre, er, at man lokalt kan tilrettelægge arbejdstiden anderledes, end man gør i dag. Det er jo i den grad at fralægge sig ansvaret hos en regering, som har siddet med ansvaret for uddannelsespolitikken i 10 år, hos en regering, som lover verdens bedste folkeskole – en folkeskole i verdensklasse tror jeg sloganet var. Men man fraskriver sig ansvaret for de nedskæringer og de forringelser, der foregår lige nu på læreruddannelsen.

Derfor vil jeg godt på vegne af oppositionspartierne (S, SF, RV og EL) fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Det er godt, at der er væsentlig flere ansøgere til professionsuddannelserne til f.eks. lærer og pædagog og på sundhedsområdet, hvor Danmark vil mangle arbejdskraft om få år. De skal modtages af uddannelser med høj kvalitet, og frafaldet skal bremses. Det er bekymrende, at nedskæringerne på professionshøjskolerne bl.a. fører til ugentlige timetal på 9-10 timer på lærer- og pædagoguddannelserne. Derfor opfordrer Folketinget regeringen til at

- annullere de kortsigtede og væksthæmmende nedskæringer på uddannelsesområdet i regeringens såkaldte genopretningspakke,

- sikre, at globaliseringsmidlerne fortsætter efter 2012,

- gennemføre en taxameterreform, der dels tager sociale og geografiske hensyn, dels giver en mere stabil økonomi trods udsving i søgetal, f.eks. ved afskaffelse af færdiggørelsestaxameteret, og

- bruge ovenstående initiativer som løftestang for en dialog med professionshøjskolerne om, hvordan vi sikrer en høj kvalitet i undervisningen af de studerende.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 40).

Tak. Dette oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger.

Der er ingen ønsker om korte bemærkninger, så jeg siger tak til fru Nanna Westerby. Så er det hr. Peter Juel Jensen som ordfører.

I maj 2010 indgik regeringen og Dansk Folkeparti en historisk genopretningsplan for dansk økonomi. Baggrunden kender vi alle. Den økonomiske krise og de mange initiativer havde kostet dyrt. Aftalen bestod i, at der skulle drejes på alle håndtag, der var tilgængelige, dvs. reformer, skat og besparelser. Det var umiddelbart ikke populært, men helt nødvendigt for at sikre tilliden til dansk økonomi og for at undgå, at regningen voksede os over hovedet.

I og med at alle instrumenter i værktøjskassen blev taget i brug, kom alle danskere til at bidrage. Det er rimeligt og helt nødvendigt, at alle bidrager til at få økonomien tilbage på sporet, og samtidig er det lykkedes at udarbejde en plan, hvor overførselsindkomsterne ikke fastfryses, som det ellers først indgik i udspillet, samt sikre, at der er nye midler til de udsatte grupper. Det vil sige, at de svageste grupper skånes. Sådan er det at leve i et solidarisk velfærdssamfund, og det er jeg rigtig glad for at jeg gør.

Andre lande gik andre veje, og i nogle lande havde man ikke noget valg. Lad mig nævne England. Der regnede de med, at de skulle hente 25 pct. på samtlige budgetter, men man endte dog på 19 pct. for at kunne få et flertal i hus. I Irland satte man de offentlige lønninger ned, først med 10 pct. og herefter med 5 pct.

Så galt stod det gudskelov ikke til i Danmark. Her havde vi brugt de gode år på at betale vores gæld. Så da krisen ramte os, var vi ikke tynget af en gæld på 380 mia. kr. og ikke mindst renterne heraf. Det havde vi betalt tilbage, så vi i stedet for kunne koncentrere os om at skåne Danmark og danskerne mod krisen.

Krisen kom også til at påvirke professionsskolerne. Professionsbacheloruddannelserne blev omfattet af et generelt sparekrav på 0,6 pct. i 2011, 1,2 pct. i 2012 og 1,9 pct. i 2013. Det var hverken sjovt eller nemt, men jeg tror, at sunde offentlige finanser tjener uddannelserne bedst, og fakta er jo også, at uddannelsesområdet siden 2001 generelt har været friholdt for de årlige 2 pct. i effektiviseringskrav, som andre statslige områder har været pålagt.

Målet med dette har jo været at sikre et højt uddannelsesniveau, som er en vigtig del af strategien for at kunne opretholde og udbygge velstanden i Danmark. Derfor har vi også den meget ambitiøse målsætning om, at inden 2015 skal 50 pct. af en årgang have en videregående uddannelse. Vi er tæt på. Mit bud er, at vi når over de 50 pct. inden 2015. Jeg tror ikke, at de føromtalte besparelser vil påvirke dette, hverken optaget eller niveauet af uddannelserne. For den sidste studerende koster ikke det samme som den første. Ser vi på de samlede bevillinger, er de fra 2008 til 2011 steget med i alt 6,8 mia. kr. – eller 16 pct. På professionsbacheloruddannelserne forventes bevillingerne at være 90 mio. kr. højere i 2011, end de var i 2010.

Så på trods af en økonomisk krise er vi næsten i mål med de 50 pct., og det er 4 år før tid. Lad det være det gode budskab fra debatten i dag.

Jeg vil ikke kaste mig ind i en diskussion om undervisningstimetallet på lærer- og pædagoguddannelserne, da professionshøjskolerne har lovet ministeriet en redegørelse for, hvad der er op og ned i den diskussion. Jeg kan dog konstatere, at BUPL har nogle tal, og at tal fra Danmarks deltagelse i den europæiske undersøgelse Eurostudent viser noget andet. Af respekt over for uddannelserne og over for de studerende vil jeg gerne vente med at tage den diskussion, indtil vi har redegørelsen fra uddannelserne.

En sidste kommentar skal være, at det økonomiske grundlag er i orden. Professionsbacheloruddannelserne gør det godt, og de studerende er motiverede. Det er tre faktorer, der er afgørende for at sikre, at vi også i fremtiden kan være et velfærdssamfund med sunde offentlige finanser.

Jeg har et forslag til vedtagelse på vegne af Per Ørum Jørgensen, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Venstre. Det vil jeg nu læse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at indsatsen fra partierne bag globaliseringsaftalen for at nå målet om, at 50 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse i 2015, virker. Andelen, der forventes at gennemføre en videregående uddannelse i 2009, er steget til godt 49 pct., hvilket er historisk højt. Samtidig kommer unge på de videregående uddannelser hurtigere i gang med deres uddannelse og har kortere uddannelsespause.

I forhold til professionshøjskolernes økonomiske situation konstateres det, at optaget på de videregående uddannelser i 2010 har været det største optag nogen sinde. Samlet set stiger professionshøjskolernes bevillinger fra 2010 til 2011. Taxameterbevillingerne til professionshøjskolerne forventes således at være næsten 90 mio. kr. højere i 2011, end de var i 2010.

Dermed er de økonomiske betingelser for, at professionshøjskolerne fortsat leverer uddannelser af høj kvalitet, der lever op til arbejdsmarkedets behov, til stede.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 41).

Også dette oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger.

Der er ønske om korte bemærkninger, og det er først fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg hørte nu godt, at ordføreren ikke ville forholde sig til timeantallet, fordi der har været forskellige tal i spil. Men hvis det, de pædagogstuderende siger, nu er korrekt, nemlig at de får de her 11 lektioner a 45 minutter om ugen på deres uddannelse, er det så tilfredsstillende? Er Venstre tilfreds med situationen, med kvaliteten på uddannelserne, hvis det rent faktisk forholder sig sådan, at de kun får de her 11 lektioner a 45 minutter om ugen på pædagoguddannelsen?

Ordføreren.

Det er jo et hypotetisk spørgsmål, så som jeg sagde i min ordførertale, vil jeg ikke forholde mig til det, for jeg ved ikke, hvad der er op og ned i den diskussion, og jeg synes ikke, at det tjener som – i gåseøjne – god reklame for Folketinget, at vi står og diskuterer noget, som kan være grebet direkte ud af luften. Lad os nu vise uddannelsesinstitutionerne og de studerende den respekt, at vi baserer en diskussion om deres uddannelser på fakta og ikke på noget, der kan være grebet ud af luften.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det er bestemt ikke noget hypotetisk spørgsmål, tværtimod. Det er super konkret, og det er da dybt pinligt, hvis man som ordfører på en forespørgsel, der handler om uddannelse, ikke kan svare på det meget, meget simple spørgsmål, som er, om det ifølge Venstre er tilfredsstillende med 11 undervisningslektioner om ugen. Det er helt i orden, at ordføreren ikke i dag vil stå her og fortælle, præcis hvor mange timer det er, for det er fint at få undersøgt det. Men hvis det viser sig, at det er korrekt, at de studerende kun får de her 11 lektioner a 45 minutter om ugen, mener ordføreren så, at det er tilfredsstillende? Og igen: Det er ikke et hypotetisk spørgsmål, det er et meget, meget konkret spørgsmål, som man bør kunne svare på, hvis man stiller sig op på en talerstol i Folketinget og deltager i en debat, der handler om uddannelse.

Ordføreren.

Jamen jeg vil ikke gå ind i en »hvis«- diskussion. Altså: Er 11 lektioner om ugen et gennemsnit over de 3½ år, det tager at blive pædagog, eller er det taget ud fra en enkelt uge? Jeg har selv en kortere videregående uddannelse, og der havde vi altså også tid, hvor vi sad alene som klasse, men det var ikke, fordi vi sad og trillede tommelfingre eller spillede canasta. Der var timer, hvor der var en lærer, og nogle timer, hvor der ikke var en lærer til stede, men der var altid noget at lave. Og jeg synes faktisk, det var sundt og en god måde at skyde sig ind på sine kollegaer på, at man kunne sidde for sig selv og arbejde med noget og skrive opgaver sammen. Det betragter jeg ikke sådan, at der ikke var undervisning, fordi der ikke var en lærer i klassen. Der var nok at tage fat på.

Men jeg vil ikke forholde mig til, hvad der er op og ned i den her diskussion, fordi jeg har to oplysninger, der peger i hver sin retning, og jeg synes faktisk, at vi skylder de studerende og vi skylder uddannelsesinstitutionerne, at vi, når vi diskuterer deres uddannelse og deres fremtid, så gør det ud fra fakta.

Så er det fru Nanna Westerby for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg synes også, at det er lidt tyndt, at vi ikke kan få mere ud af ordføreren for regeringspartiet. Nu er der så belejligt en undersøgelse på vej, men vi har jo set en masse konkrete eksempler på, at der er de lave timetal, og alle er jo enige om, at en god læreruddannelse er nøglen til en god folkeskole. Vi diskuterer rigtig meget, hvordan vi kan få den bedste læreruddannelse, så vi kan få rigtig dygtige lærere. Det er det, de gør i Finland. De har en rigtig god læreruddannelse, og det er det, der giver gode resultater i folkeskolen i Finland. Det går vi alle sammen og snakker om.

Så er det bare, at det undrer mig, at situationen er, at fra 2002 og hvis man fortsætter regeringens politik frem til 2014 – det er vi nogle der håber på at regeringen ikke får mulighed for, men hvis man gør – så vil der være kommet 6 pct. mindre på undervisningstaxametrene i den periode. Vi har set eksempler på, at man har mindre end 10 timers undervisning ugentligt på læreruddannelsen. Vi har set lærerstuderende, der stiller sig frem og siger i Skive, i Odense, i Esbjerg, på Zahles Seminarium, at de er rigtig trætte af, at de har mindre end 10 timer ugentligt.

Jeg vil bare gerne høre: Hvordan hænger det sammen med regeringens planer om en folkeskole i verdensklasse, at vi hører lærerstuderende, som stiller sig op og siger, at de er trætte af at have mindre end 10 timer ugentligt?

Ordføreren.

Jamen de 10 timer om ugen, de har, er det i gennemsnit over hele uddannelsesforløbet over alle 4 år, eller er det gennemsnittet for 1 uge, hvor der kan være sket et eller andet? Se, det kan jeg jo ikke stå og svare på, men jeg ved i hvert fald, at lærerseminarierne er forpligtet til at have en studieordning, som er baseret på loven, der ligger bag ved at drive sådan et seminarium. Der er nogle krav, og de skal selvfølgelig opfyldes, men et seminarium kan jo skrue sine studieordninger sammen på mange forskellige måder, og mange seminarier bryde skemaperioderne op, således at man i en periode kan have mange timer og i en anden periode kan have færre.

Lad os derfor få at vide, hvad der er op og ned i det her, inden vi diskuterer det, inden ordføreren fra SF trækker samtlige læreruddannelser i hele Danmark igennem sølet og håner dem. For jeg tror faktisk ikke, at det er korrekt, og Eurostudentundersøgelsen, som baserer sig på spørgeskemaundersøgelsen til de studerende, viser noget helt andet. Lad os nu få fakta på bordet og så tage diskussionen.

Fru Nanna Westerby.

Jamen jeg kan forsikre om, at jeg ikke har nogen planer om at håne hverken lærerstuderende eller læreruddannelsen i Danmark, men jeg synes da, det er lidt fattigt, hvis ikke ordføreren har et svar til de lærerstuderende, der på nationalt tv har stillet sig frem og sagt: Vi får faktisk en uddannelse, som er af rigtig dårlig kvalitet, og vi er trætte af, at vi ikke får flere timer, end tilfældet er, at vi ikke får mere undervisning, men at vores uddannelser mere eller mindre er blevet til et selvstudium, fordi vi har under 10 timer. Så kan det godt være, at ordføreren gerne vil afvente en større undersøgelse, det kan der være al mulig logik i, men man må da have et svar til de lærerstuderende, der stiller sig frem og siger: Jeg er bange for, at jeg ikke bliver lige så dygtig en folkeskolelærer, som jeg ville have været, hvis jeg havde haft mere undervisning.

Hvad vil ordføreren sige til de studerende, og hvordan vil ordføreren forklare dem, at det hænger sammen med planerne om en folkeskole i verdensklasse?

Ordføreren.

Jeg synes, jeg har svaret på spørgsmålet, og jeg synes, jeg har redegjort for, at det enkelte seminarium, som har sin egen studieordning, kan skrue skemaperioderne sammen, som det nu passer. Så kan det godt være, at man i en periode har 10 timer om ugen og i en efterfølgende periode har 25 timer, men det fremgår jo ikke af debatten, og det er sådan nogle ting, sådan nogle regionale forskelle, som jeg gerne vil have belyst, altså hvordan tingene i en større sammenhæng hænger sammen.

De, der sidder og ser den debat her nu, får det indtryk, at lærerne i folkeskolen ikke duer, fordi de ikke får nogen undervisning, og det vil jeg gerne mane i jorden, for jeg er en af de folketingspolitikere, der har deres børn i en folkeskole. Jeg har en søn, der går i 2. klasse, som læser, og jeg har en søn, der går i børnehaveklasse, som næsten læser. Den danske folkeskole er god, men som undervisningsministeren sagde før: Selv om tingene virker, kan de selvfølgelig blive bedre. Men det indtryk, som SF efterlader i debatten i dag, er, at vores læreruddannelse ikke virker, og at vores folkeskole ikke virker, og det billede vil jeg ikke tilslutte mig.

Fru Christine Antorini.

Jeg hørte noget helt andet fra SF's ordfører, jeg hørte en ærlig bekymring for, at timetallet bliver skåret ned, så man får mindre uddannelse, end man har fået tidligere, hvis man vil studere til lærer, pædagog, sygeplejerske osv. Og vi er i oppositionen dybt optaget af, at de unge – og der er heldigvis flere unge, der søger professionsuddannelserne – får så god en uddannelse som muligt. Det er den gave, vi gerne vil give dem, og derfor er vi dybt bekymret over, at der igen i år bliver skåret på timetallet.

Jeg kan forstå, at Venstres ordfører ikke kender noget til de tal, som der er fremlagt i år, men det er jo ikke en ny foreteelse, at der er kommet færre timer, at der er blevet fyret lærere, at man er gået væk fra klasse- og holdundervisning til store forelæsninger, at der er kommet færre linjefag på de forskellige læreruddannelser og færre valgfag. Hvorfor har Venstres ordfører ikke undersøgt det her i stedet for at stå her på talerstolen og sige, at han slet ikke kan kommentere, om det er et problem, at de får færre timer? Det her er et velkendt, gammelt problem.

Ordføreren.

Jeg kan godt blive lidt pikeret over, at ordføreren fra Socialdemokraterne påstår, at jeg ikke har undersøgt sagen. Jeg synes netop, at det enkelte seminarium skal have den maksimale frihed. Der er nogle seminarier, der har mange linjefag, og der er nogle, der har færre, der er nogle seminarier, der har været ude at fyre lærere og så har ansat meget administrativt personale, der er nogle seminarier, som har skemaer, der indebærer, at man har mange timer i én periode og ganske få timer i andre perioder. Jeg synes faktisk ikke, at der er meget at komme efter, for fakta er også, at vi aldrig har brugt så mange penge på uddannelse før, som vi gør i dag, og i perioden fra 2001 til 2011 er der faktisk tilført det område ganske betragtelige midler. Fakta er jo også, at den sidste, der kommer ind i en klasse, ikke er så dyr som den første, men taxameterbetalingen er den samme.

Jeg synes, at jeg har redegjort for, hvorfor det har været nødvendigt at skære ned på området; det har været nødvendigt for at bevare tilliden til dansk økonomi, for vi kan heller ikke gøre som i andre lande, nemlig på et eller andet tidspunkt gå ud at stoppe samfundet fuldstændig op og så foreslå, at man skærer 25 pct. på samtlige offentlige budgetter, for hvordan vil det gavne uddannelserne? Jeg synes faktisk, at man, når man står og giver gyldne løfter osv., har en forpligtelse til at fortælle, hvordan man så vil finde pengene, og hvordan det så skal finansieres.

Fru Christine Antorini.

Jeg tror egentlig ikke, at professionshøjskolerne – læreruddannelserne, pædagoguddannelserne, sundhedsuddannelserne – kan bruge det til så meget at få at vide, at de får frihed til at gøre, hvad de vil. De er faktisk oprigtigt optaget af, hvordan de kan give flere og bedre timer til deres studerende.

Men så kan Venstres ordfører måske oplyse om noget andet, for en af de ting, der også er stor bekymring for, er, at regeringen ikke vil sige noget som helst om, hvad der skal ske med globaliseringspuljen efter 2012. Det er jo sådan, at regeringen har skåret ned på finansloven til uddannelserne, men heldigvis er der jo kommet nogle penge via globaliseringspuljen, som der er et bredt forlig om, og som ud over regeringen og Dansk Folkeparti også består af Socialdemokraterne og De Radikale. Men regeringen vil simpelt hen ikke sige et eneste ord om, hvorvidt globaliseringspuljen, som er med til at finansiere et lille løft til professionsuddannelserne, fortsætter efter 2012. De aner ikke, om de nedskæringer, som de udsættes for nu, bliver langt voldsommere, for der er virkelig en skrænt ned i et kæmpestort underskud på professionsuddannelserne.

Kan Venstres ordfører løfte sløret for, hvorfor de ikke må vide, om de penge er der fra 2012?

Ordføreren.

Nu stiller ordføreren mig et spørgsmål, som er møntet på regeringen, og jeg går ud fra, at der er en forligskreds bag ved den aftale. Jeg går ud fra, at man dér taler om, hvordan pengene skal anvendes. Jeg ved, at Socialdemokratiet er med i den aftale og selvfølgelig også har en medbestemmelsesret i forhold til, hvordan de penge skal anvendes. Så jeg synes, at ordføreren skal løfte sløret dér.

Så vil jeg også gerne sige, at vi står i den værste økonomiske krise siden anden verdenskrig. Der er blevet iværksat et hav af initiativer for at skåne Danmark og danskerne for krisen. Vi kan se, at det underskud, som alle havde beregnet til at blive lidt større, end det reelt blev, havde betydet over 30.000 flere ledige. Mange af de initiativer, som der blev iværksat, har skånet danskerne for ledighed. Det er en samfundsforpligtelse, og der må vi alle bidrage. Derfor lavede vi genopretningsaftalen og brugte alle værktøjerne i værktøjskassen. Og det kommer selvfølgelig også til at ramme en professionsuddannelse.

Så er det fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Nu lykkedes det virkelig Venstres ordfører at provokere mig. Ved Venstres ordfører, hvor meget skattestoppet har bidraget til at indtægterne er blevet mindre? Skattestoppet betyder, at der er skat, som ikke bliver indkrævet, og som ellers ville blive indkrævet – det er jo ideen med skattestoppet. Hvor mange penge er statskassen gået glip af? Godt 100 mia. kr. Hvor stort er vores offentlige underskud? Ja, det er ikke så stort, men det er meget stort. Jeg er sikker på, at Venstres ordfører godt kan trække to tal fra hinanden, eller et tal fra et andet tal.

Vi ville slet ikke have haft det underskud og de økonomiske problemer, hvis ikke vi havde haft skattestop – alene det! Kan ordføreren bekræfte, at med en anden økonomisk politik kunne vi have været i en helt anden favorabel situation uanset finanskrisen?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er første gang, at jeg har hørt en radikal koble underskuddet på statsfinanserne til en mere fair skattepolitik. Man kunne jo også vælge at anskue tingene på en lidt anden måde. Man kunne måske også sige, at den offentlige overenskomst, der er blevet indgået senest, samt de nyansættelser, der har været i 2010, har betydet en ekstra udgift på 40 mia. kr. Man kunne måske også sige, at der har været 2.000 konkurser, siden krisen ramte Danmark, og at det måske også har været med til at skabe et hul i kassen.

Men jeg kan godt forstå, at hvis man skal have det hele til at passe ind i et mediebillede og en dyrt købt reklamekampagne, er man jo tvunget til at skyde skylden på nogle skattelettelser. Sådan kan man jo også lave politik, men det kunne jeg ikke finde på.

Fru Marianne Jelved, kort bemærkning.

Det er sådan set heller ikke noget, jeg selv har fundet på, jeg har bare læst det. Vismændene siger sådan noget, universitetsøkonomer siger sådan noget. Danmarkshistorien bliver jo skrevet, uanset hvad vi står og siger her. Så derfor: De to eksempler, som Venstres ordfører trækker frem, og som har givet et hårdt økonomisk slag til Danmark, skete jo også, selv om vi havde skattestoppet. Men summa summarum må hele tiden blive, at udfordringen ville være mindre, hvis ikke vi havde haft skattestoppet. Alene boligejerne er sluppet med nogle og fyrre milliarder kroner. De fleste penge er gået til de største boliger og de rigeste familier. Er det et bidrag til at løse den økonomiske situation i Danmark? vil jeg gerne spørge Venstres ordfører om.

Ordføreren.

Tak. Jeg er godt klar over, at der er en opposition, der har kig på nogle boligejere, deriblandt Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, men jeg synes faktisk, det er fair og ordentligt, at man, når man går på arbejde og yder en indsats, så får lov til at bruge af sin egen løn, ligesom man bidrager til samfundet, når man går på arbejde og tjener en løn. Men vi skal også sørge for, at vi skruer vores skattesystem sammen på en sådan måde, at folk stadig væk har lyst til at gå på arbejde. Og jeg er ked af, at den der liberale gejst og den der personlige frihed, som Det Radikale Venstre engang havde, med hensyn til at man skulle forandre tingene og gøre dem bedre, har man sat til salg for at komme til at køre i ministerbil. Det er jeg så ked af.

Tak til hr. Peter Juel Jensen. Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Så er det fru Christine Antorini som ordfører.

Tak for ordet. En af de meget vigtige opgaver, vi står over for, er at finde frem til, hvordan vi ruster mange flere unge til at gennemføre en videregående uddannelse. Det er sådan, at vi ved, vi har behov for hele viften af videregående uddannelser. Vi har ikke alene brug for, at der er mange, der gennemfører en universitetsuddannelse, men vi har også brug for, at der er langt flere, der gennemfører en professionsuddannelse.

På professionsuddannelserne bliver der uddannet unge mennesker inden for en bred vifte af meget samfundsrelevante opgaver. Vi har snakket meget om lærere og pædagoger, og det er jo helt oplagt, at det er nogle kerneområder i forhold til fremtidens samfund, men det gælder også hele sundhedsområdet, og det gælder ingeniører, radiografer osv. Det er bare for at sige, at professionsuddannelserne virkelig er et vigtigt uddannelsesområde.

Det er vigtigt at have disse uddannelser, men det er desværre ikke proportionalt med den opmærksomhed, professionsuddannelserne har fået fra regeringens og Dansk Folkepartis side. Vi gennemførte for nogle år siden en meget bred aftale om udvikling af professionssektoren, fordi der er behov for den arbejdskraft, der bliver uddannet der. Der blev gennemført en meget omfattende reform, hvor 23 såkaldte centre for videregående uddannelser blev samlet til 7 professionshøjskoler, og det gjorde man inden for en ganske kort årrække. Vi vidste godt, det var en kæmpestor øvelse, men vi gjorde det, fordi vi har brug for store, stærke professionshøjskolemiljøer, der kan løfte en række vigtige opgaver. De skal være stærke i den forstand, at de skal levere uddannelser af høj kvalitet, og de skal være store nok til, at de kan levere internationalt baserede uddannelser med et fagligt miljø, der gør det attraktivt at samarbejde med universiteterne om det forsknings- og udviklingsarbejde, der skal ske, lige fra den viden, der er på universiteterne, til det praksismiljø, der er på professionshøjskolerne og direkte ud i hver enkelt institution, folkeskolen, daginstitutionerne osv. De har løftet den opgave rigtig godt, og vi er i den lykkelige situation, at mange flere unge heldigvis er begyndt at søge ind på uddannelserne.

Men hvad har regeringens svar været til det her? Det har været, at de møder uddannelser af dårligere kvalitet. Det er tidligere blevet ridset op, hvordan besparelserne har ramt professionsuddannelserne bredt. Vi kan se konsekvenserne: færre timer til de studerende, væsentlig færre timer; fyring af undervisere; efteruddannelsen bliver sat i stå; undervisning, som tidligere har været på hold og i klasser, bliver i langt højere grad givet som forelæsninger. Ansvar for egen læring bliver man ikke dygtigere af. Og det, vi også kan se, er, at frafaldet er for højt.

Vi er dybt bekymrede over, at regeringen heller ikke vil løfte sløret for, hvordan den fremtidige økonomi bliver. Vi har en globaliseringspulje, som jo også fortsætter efter 2012, men regeringen har sagt, at man ikke vil give et eneste signal til professionshøjskolesektoren om, om de kan regne med, at de midler, de får, vil fortsætte efter 2012. Det kunne være meget nyttigt – og jeg tror, det ville blive modtaget med kyshånd fra professionshøjskolesektoren, som er i gang med at skære hele vejen rundt – i det mindste at få et signal fra regeringen om, at de ikke skal vente til finanslovforhandlingerne i 2013 på at få at vide, om midlerne fortsætter. Ellers er den besked, der kommer fra regeringen og Dansk Folkeparti: I kan rolig regne med, at det bliver langt værre efter 2012. Det er mange, mange millioner kroner, der forsvinder fra professionshøjskolesektoren, hvis globaliseringspuljen ikke længere skal bruges til at finansiere kvalitetsløftet.

Vi har også set helt konkret, at de nedskæringer, som rammer professionshøjskolesektoren, går ud over nogle kerneområder i den måde, vi har tænkt praksisudvikling på. Bare et enkelt eksempel: Tidligere var der amtscentraler udeomkring i amterne, hvor lærere og pædagoger kunne hente inspiration til nye undervisningsmaterialer og få kurser i nye undervisningsmetoder. De bliver samlet i de såkaldte centre for undervisningsmidler. Der har regeringen og Dansk Folkeparti besluttet, at beløbet til dem skal skæres med en tredjedel, og det er lige præcis dér, hvor praksis og forskning kommer helt ud i den enkelte institution. Øger det kvaliteten af de lærere og pædagoger, vi har ude i de her kerneområder? Nej.

Det er grunden til, at vi har rejst den her forespørgselsdebat med fire konkrete punkter, som handler om, hvordan vi kan løfte kvaliteten og herunder give en garanti for, at de globaliseringsmidler, som uddannelsesstederne selvfølgelig må forvente at de kan få også efter 2012, er der. Jeg håber meget, at regeringen vil give et signal om det.

Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Marlene Harpsøe.

Der er jo ikke rigtig noget overraskende i det, som Socialdemokratiets ordfører sagde her. Vi har flere gange – bl.a. her i Folketinget, men også i medierne – hørt, at Socialdemokratiet er meget opsat på, at aftalen om de penge, man finder i genopretningspakken på uddannelsesområdet, er en, man vil annullere, hvis man altså får magt, som man har agt.

Derfor vil jeg gerne lige høre fru Christine Antorini, om man kan uddybe, hvad det er for en økonomisk plan, som altså skal sikre, at de her penge bliver rullet tilbage til området. Det kunne jeg godt tænke mig en nærmere drøftelse af og et svar på her.

Ordføreren.

Jeg vil opfordre fru Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti til at gå ind på Socialdemokraternes hjemmeside, finde S og SF’s økonomiske plan »En Fair Løsning« og finde S og SF’s finanslovforslag for 2011. Der fremgår det helt tydeligt, hvad det er for en uddannelsesinvestering, der vil komme til at ske.

For det første vil de uddannelsesnedskæringer, regeringen og Dansk Folkeparti har gennemført i 2011, blive annulleret, og derudover vil der komme et løft på 400 mio. kr. til de videregående uddannelser. Det er jo ikke sådan noget, der kommer af ingenting. Vi kommer til at gennemføre en økonomisk politik, som kommer til at koste. Vi kommer til at hæve skatter; vi kommer til at fjerne erhvervsstøtteordninger; og vi kommer til at fjerne nogle af de gunstige ordninger, der har været for bankerne.

Det er bare for at sige, at pengene selvfølgelig kommer et sted fra, og det er vores prioritering. Vores prioritering i oppositionen – og det er også det, der ligger i forslaget til vedtagelse fra den samlede opposition – er, at det er tudetosset at gennemføre de uddannelsesnedskæringer, som regeringen og Dansk Folkeparti har gennemført. Derfor rejser vi den her debat, for vi tror faktisk, at det, der er afgørende for væksten i fremtiden, er at investere i uddannelse.

Fru Marlene Harpsøe.

Når man er i en økonomisk klemt situation i Danmark, som vi jo har været med den økonomiske krise, skal man finde nogle steder at tage pengene fra, og man kan selvfølgelig prioritere, hvor man vil finde dem henne. Nogle vil tage dem fra de allersvageste, og nogle vil tage dem fra områder, hvor det går knap så hårdt ud over folk.

Nu er sagen jo den, at »En Fair Løsning«, som fru Christine Antorini henviste til, er underfinansieret med mellem 11 og 29 mia. kr. Er det ikke lidt pinligt at stå her på talerstolen og henvise til en plan, som er underfinansieret? Jeg har også set forsiden af Jyllands-Posten i dag, hvor AE-rådet, som jo er en del af venstrefløjens venner, også er ude at sige, at der er et milliardhul i den her S- og SF-plan. Er det ikke lidt pinligt at henvise til en plan, som er underfinansieret med så mange milliarder kroner?

Ordføreren.

S og SF’s plan »En Fair Løsning« er ikke underfinansieret, men det er rigtigt, at den har en fuldstændig anderledes prioriteringsprofil end regeringens såkaldte genopretningspakke.

I forhold til den historie, der er på forsiden af Jyllands-Posten, vil jeg henvise Dansk Folkepartis ordfører til at gå ind og kigge på Arbejderbevægelsens Erhvervsråds hjemmeside, hvor der er en meget, meget klar afvisning af den måde, som Jyllands-Posten har valgt at misbruge AE-rådets tal på; de kan slet ikke genkende den udlægning, som Jyllands-Posten er kommet med. Det kan ordføreren finde på www.ae.dk.

Så er det hr. Peter Juel Jensen for en kort bemærkning.

Tak. Nu er vejret udenfor jo ikke for godt, og da jeg hørte ordførerens ordførertale, følte jeg mig helt hensat til juleaften. Ordføreren kunne være en fantastisk julemand, for der blev delt gaver ud: Alt det onde, der er sket siden 2001, inklusive dårligt vejr osv., ruller vi tilbage, når vi engang kommer til. Men der var ikke et eneste ord om, hvordan det skal finansieres – ikke et! Man vil gerne dele gaverne ud, men når regningen skal betales, er der bare ikke nogen svar.

Jeg vil gerne erindre ordføreren om, at ordførerens formand, fru Helle Thorning-Schmidt, og statsministeren var i en tv-duel, hvor ordførerens formand, fru Helle Thorning-Schmidt, sagde: Når vi kommer til, skal der effektiviseres, og så skal der spares. Eller man kunne tage hr. Ole Sohn, som i en radiodebat på P 1 lagde op til, at der skulle spares 10 mia. kr. på det offentlige. Hvordan harmonerer det med, at ordføreren står her i dag, hvor der er lang tid til jul, og leger julemand og deler gaver ud?

Ordføreren.

Jeg beklager, at Venstres ordfører tilsyneladende ikke hørte mit svar til Dansk Folkepartis ordfører, fordi det, jeg prøvede at redegøre for, var nogle af de hovedpunkter, som er i S og SF's økonomiplan »En Fair Løsning«. Som jeg sagde, er det en anderledes prioritering, end der er i regeringens nedskæringspakke, fordi når vi vil lave et løft på uddannelsesområdet, bliver det bl.a. finansieret ved, at vi hæver en række skatter og afgifter. Det bliver finansieret ved, at vi fjerner en række erhvervsstøtteordninger, herunder også til landbruget. Det bliver finansieret ved, at vi fjerner nogle af de gunstige muligheder, som bankerne fik, da de var i dyb krise, og hvor staten gik ind og holdt hånden under dem. Det sker også igennem, at vi effektiviserer inden for den offentlige sektor i størrelsesordenen 4 mia. kr. Så det er ikke bare guld og grønne skove. Vi laver bare en anderledes prioritering end regeringen.

Vi konstaterer, at det, som regeringen har valgt at gøre ved at gennemføre finansloven sammen med Dansk Folkeparti, er massive nedskæringer på uddannelse og forskning, og det er det, der rammer lærere, pædagoger, sygeplejersker – alle de unge mennesker, som vi synes det er utrolig vigtigt at give en god uddannelse, fordi vi har brug for dem fremover.

Tak til fru Christine Antorini. Der er ikke ønske om yderligere korte bemærkninger. Så er det fru Marlene Harpsøe som ordfører.

Denne forespørgsel, som Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet, De Radikale og Enhedslisten har stillet, har nærmest karakter af et såkaldt retorisk spørgsmål, men det er det nu ikke. Formålet med forespørgslen er ene og alene at bidrage med endnu et penselstrøg til det kulsorte billede af landets tilstand lige nu og her, som venstrefløjen så ihærdigt prøver at fremmane.

Men lad os se engang på realiteterne. Som bekendt har regeringen sat det mål, at mindst halvdelen af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse i 2015 og fremefter. Det er naturligvis et mål, som vi i Dansk Folkeparti fuldstændig bakker op om. Vi har jo ikke olie i samme målestok som i Norge eller store guldforekomster eller andre værdifulde naturressourcer. Vores vigtigste råstof er viden og kloge hoveder. Det er i særlig grad dem, der fremover skal sikre vækst og nye job i Danmark. Derfor er det naturligvis også glædeligt, at andelen af en ungdomsårgang, der forventes at gennemføre en ungdomsuddannelse, er den højeste andel nogen sinde. Det er mindst lige så glædeligt, at andelen, der forventes at gennemføre en videregående uddannelse, er steget til 49,4 pct – altså rigtig tæt på målet med de 50 pct. Og det er blot nogle af realiteterne. Andre realiteter er, at der har været et rekordhøjt optag på de videregående uddannelser, og at bevillingerne over en kam er steget inden for de seneste 3 år.

Vi skal også huske, at professionshøjskolerne selv har et ansvar her. Det er dem, der skal forvalte de penge, de får, på en forsvarlig måde. De skal sikre, at de studerende får reelle undervisningstimer og ikke blot skal være selvstuderende. Professionshøjskolerne skal også være med til at sikre, at de effektiviseringer, som genopretningsplanen har pålagt dem, bliver implementeret på en måde, så det ikke kommer til at berøre de studerendes undervisning.

Apropos ansvarlighed: Det var netop ansvarlighed, som regeringen og Dansk Folkeparti udviste, da vi i maj 2010 blev enige om genopretningspakken. For at komme ud af den krise, som ramte hele verden, og hvis efterdønninger vi stadig mærker, var det nødvendigt med pakken. Det kommer vi ikke uden om. Det var ikke, fordi det morede os at vedtage den, men den var og er nødvendig. Det ved jeg godt at venstrefløjen her i Folketinget ikke kan eller vil se. Men venstrefløjen i Folketinget har det jo også bedst med at ligge i hængekøjen og fremlægge ufinansierede løfter. Det eneste, der for alvor kan få venstrefløjen i Folketinget til at rokke lidt i hængekøjen, er, når der skal males det sortest mulige billede af det danske riges tilstand anno 2011. Det er nemt og bekvemt, men ansvarligt er det langtfra.

Her til sidst vil jeg meddele, at vi i Dansk Folkeparti støtter det forslag til vedtagelse, som hr. Peter Juel Jensen fra Venstre var så venlig at læse op på vegne af et flertal her i Folketinget.

Tak. Og der er nogle korte bemærkninger, først fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Mener ordføreren for Dansk Folkeparti, at det er i orden, hvis De Pædagogstuderendes Landsorganisation har ret i, at de i gennemsnit får 11 lektioner a 45 minutter om ugen på deres uddannelse? Er Dansk Folkeparti tilfreds med den situation?

Ordføreren.

Som fru Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten jo også er bekendt med, er man fra Undervisningsministeriets side nu gået ind og har krævet en slags redegørelse fra professionshøjskolerne angående netop det her med antallet af undervisningstimer. Derfor er det selvfølgelig også på nuværende tidspunkt svært for mig som ordfører for Dansk Folkeparti reelt at tage stilling til, om tingenes tilstand vitterlig er, som fru Johanne Schmidt-Nielsen netop har beskrevet. Jeg kunne da i hvert fald godt tænke mig at få et mere uddybende billede af, hvordan det egentlig hænger sammen, før vi i Dansk Folkeparti tager endelig stilling til, hvorvidt der er et tilfredsstillende antal undervisningstimer rundtomkring på professionshøjskolerne. Jeg synes i hvert fald, det ville være rigtig, rigtig godt at få de fakta på plads, før vi som folketingspolitikere begynder at male et sort billede af antallet af undervisningstimer ude på professionshøjskolerne.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Nej, det er slet ikke svært at svare på, vil jeg sige til fru Marlene Harpsøe. Jeg spørger ikke til, hvordan situationen er ude på uddannelsesinstitutionerne; det er helt fint at afvente en redegørelse for det. Jeg beder ikke ordføreren redegøre for, hvor mange timer der er på pædagoguddannelsen. Jeg spørger ordføreren: Hvis det er korrekt, at de kun får 11 lektioner a 45 minutter i gennemsnit om ugen på pædagoguddannelsen, er det så en situation, som man er tilfreds med i Dansk Folkeparti?

Det er slet, slet ikke svært. Det er et super simpelt, meget konkret spørgsmål: Mener man i Dansk Folkeparti, det er tilfredsstillende, hvis situationen er den, at de får 11 lektioner a 45 minutter i gennemsnit om ugen på pædagoguddannelsen i Danmark? Det er ikke svært.

Ordføreren.

I Dansk Folkeparti mener vi sådan set, at et meget super simpelt svar på det er, at der kan være 11 lektioner i en uge, og vi ved jo godt, at det også kan være 25 lektioner i en anden uge, og det er vi nødt til – og det er et super simpelt svar – at få en nærmere redegørelse for fra professionshøjskolerne selv. Det forventer vi i Dansk Folkeparti at vi får, og før kan vi selvfølgelig ikke tage stilling til, om 11 undervisningslektioner a 45 minutter pr. uge er nok.

Vi ved jo også godt, at det for det første kan være varierende, men der kan jo også være forskel på de fag, man får, og forskel på, hvor meget de fylder, hvor meget undervisning der er behov for, og hvor meget selvstudie der også er behov for i de enkelte fag. Det kan variere utrolig meget, og det synes jeg også man skal have respekt for. Og så venter vi stadigvæk i Dansk Folkeparti – og det er stadig væk et super simpelt svar – på den redegørelse, som kommer.

Så er det fru Christine Antorini, kort bemærkning.

Jeg er lidt nysgerrig efter at høre, hvad Dansk Folkeparti egentlig har af forslag til at mindske frafaldet på professionsuddannelserne. Vi ved, at det er der, for det har vi tal på. Frafaldet er relativt højt. Vi kender også nogle af grundene til, at der er studerende, der falder fra lærer- og pædagoguddannelserne, sygeplejerskeuddannelsen osv. Det er bl.a., fordi de oplever et studiemiljø, hvor de ikke får så meget undervisning og ikke har så mange timer. De oplever aflyste timer, de oplever lærerfyringer, de oplever, at de har ansvar for egen læring, fordi der ikke er den undervisning, der skal være.

Det, jeg egentlig spørger om, er: Vi kender tallene for frafaldet og de er for høje, og hvad er Dansk Folkepartis plan for at få frafaldet ned? Vi har jo brug for, at de studerende gennemfører deres uddannelse.

Ordføreren.

Det er jo derfor, det er positivt, at man ude på produktionshøjskolerne skal have en plan for, hvordan man bl.a. vil nedbringe det her frafald. Det er jo professionshøjskolerne selv, som har ansvaret for at sikre, at så mange som muligt gennemfører de forskellige professionsbacheloruddannelser, og jeg har tillid til, at professionshøjskolerne selv kan finde ud af at forvalte det her. Men når det er sagt, vil jeg da give fru Christine Antorini ret i, at frafaldet stadig væk er for højt, og det skal der helt sikkert gøres noget ved. Det er professionshøjskolerne, der har ansvaret.

Med hensyn til det her med ansvar for egen læring kan man selvfølgelig drøfte, hvordan og hvorledes det skal defineres, og hvordan man kan tolke det. Men jeg synes i hvert fald altid, at man, når man går på en videregående uddannelse, selvfølgelig har et ansvar for at læse de ting, der er behov for for at møde velforberedt op til undervisningen, men også et ansvar for, at man selvfølgelig læser op på de ting, så man kan klare eksamenerne og i det hele taget bestå og få en god uddannelse.

Fru Christine Antorini.

Det er i hvert fald svært, når Dansk Folkeparti både mener, at der skal gøres noget ved frafaldet, og så i øvrigt siger, at det må professionshøjskolerne selv tage sig af. Man kan ikke mene begge dele.

Men der er i hvert fald én ting, som Dansk Folkeparti har ansvaret for, og det er den økonomi, som professionshøjskolerne har. Derfor vil jeg spørge Dansk Folkepartis ordfører, om ordføreren kan fortælle bare i sådan runde tal, hvor meget der egentlig blev skåret ned på professionshøjskolerne med den finanslov, der lige er blevet vedtaget? For det lyder, som om de kan gøre hvad som helst, fordi de har masser af penge. Men hvor mange penge er der egentlig blev skåret ned med? Hvor meget har Dansk Folkeparti været med til at skære ned med finansloven i år?

Ordføreren.

Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke fra bl.a. Dansk Folkepartis side kan få lov til at sige, at professionshøjskolerne sådan set selv skal sikre, at frafaldet på de forskellige professionsbacheloruddannelser nedbringes. Selvfølgelig kan vi da sige det, for det er dem, der har ansvaret. Vi kan selvfølgelig have en masse gode hensigter om, at de studerende skal have mere vejledning og lignende, men det er nu engang professionshøjskolerne, der har det ansvar.

Med hensyn til det, der sker med genopretningspakken, er det rigtigt, at vi er med til at sikre, at dansk økonomi ikke oplever den omstyrtning, som man oplever andre steder i verden, men at vi rent faktisk fra Dansk Folkepartis side og fra regeringens side er ansvarlige politikere her i Folketinget, der gerne vil sikre, at dansk økonomi rent faktisk overlever. Det vil jo også blive til gavn for de unge. Så det er rigtigt, at vi netop i genopretningspakken finder penge. Men når det så er sagt, skal vi huske på, at det jo ikke betyder, at der ikke bliver bevilget flere penge, for der bliver nemlig bevilget flere penge, og det er der blevet de sidste 3 år.

Så er det fru Nanna Westerby, kort bemærkning.

Tak for det. Det er jo bemærkelsesværdigt, at ordføreren står og taler så meget om, at uddannede unge er Danmarks råstof, når man samtidig har støttet en regering, der har ført en politik, hvor undervisningstaxametrene på professionshøjskolerne er blevet 6 pct. mindre fra 2002 og, hvis man fortsætter med regeringens politik, frem til 2014; det støtter Dansk Folkeparti jo. Det er 6 pct. mindre til undervisning, som professionshøjskolerne har fået i den periode. Så siger ordføreren for Dansk Folkeparti: Jamen det er jo ikke vores ansvar, at der er frafald på professionshøjskolerne. Jo, det er det altså, for som politikere sætter man da rammerne for, hvad det er for nogle vilkår, professionshøjskolerne har.

Derfor kommer jeg så til mit spørgsmål: Hvis nu vi antager, at de lærerstuderende fra læreruddannelserne i Skive, på Zahles seminarium og i Odense, som vi har hørt stille sig frem og sige, at de meget ofte har undervisning på færre end 10 timer om ugen, og at de ikke føler, at det ruster dem til at blive ordentlige folkeskolelærere, ikke lyver, altså at det, de siger, faktisk er rigtigt, hvordan mener ordføreren så at det hænger sammen med løftet om en folkeskole i verdensklasse?

Ordføreren.

Jeg opfatter egentlig spørgsmålet her fra Socialistisk Folkeparti som et forsøg på virkelig at sprede, kalder man det ikke hagl? – spredehagl, siger formanden – fordi det simpelt hen peger i så mange retninger, at det næsten er umuligt at skulle svare på det hele på en gang, men jeg skal da gøre et meget, meget kort forsøg.

I forhold til taksterne til professionshøjskolerne er det rigtigt, at der i genopretningsaftalen er et generelt sparekrav, men de der 6 pct., som fru Nanna Westerby er oppe på, er altså slet ikke det, der fremgår af netop genopretningspakken, tværtimod. For 2011 er det f.eks. et generelt sparekrav på 0,6 pct., så der er altså langt op til de der 6 pct., som fru Nanna Westerby er ude i. Og nej, jeg tror bestemt ikke, at studerende ude på professionshøjskolerne bevidst går og lyver, altså, det tror jeg ikke.

Nu udløber taletiden, men ordføreren kan jo stille spørgsmålet igen, og så kan jeg uddybe det anden gang.

Fru Nanna Westerby.

Det var da heldigt, at taletiden lige udløb der. Det var faktisk et meget simpelt og konkret spørgsmål, jeg stillede. Jeg sagde jo, at politikerne på Christiansborg er med til at sætte rammerne for professionshøjskolerne, og man har sat nogle rammer op, hvor der er blevet 6 pct. mindre på undervisningstaxameteret fra 2001 og – hvis man fortsætter med regeringens politik – frem til 2014, og det støtter Dansk Folkeparti.

Så er det bare, at jeg spørger: Når nu vi hører de her eksempler på, at der er meget lave timetal på læreruddannelsen, og når nu vi hører, at professionshøjskolernes rektorer går ud og siger, at det er en direkte følge af de besparelser, der har været i bl.a. genopretningspakken og den nedskæringspolitik, der er blevet ført, hvordan hænger det så sammen med det løfte, man giver, om en folkeskole i verdensklasse, altså når det nu er de lærerstuderende, der skal være med til at levere den folkeskole i verdensklasse?

Ordføreren.

I forhold til fru Nanna Westerbys første bemærkning om, at det vist var heldigt, at taletiden lige udløb, vil jeg sige, at jeg synes, det var lidt frækt at sige det på den måde. Fru Nanna Westerby ved godt, at det handler om noget helt andet.

I forhold til de besparelser, der sker, hører jeg, at regeringen åbenbart sammen med Dansk Folkeparti har vedtaget besparelser på op mod 6 pct. på professionshøjskolerne. Men sandheden er bare en helt anden; den er en helt anden, vil jeg sige til fru Nanna Westerby. Og det er ikke, fordi jeg tror, at man lyver ude på de enkelte professionshøjskoler fra de studerendes side, men jeg kan da godt forstå, at man, hvis man en uge har 25 timer og en anden uge lige pludselig kommer ned på f.eks. 8 lektioner, tænker, hvordan det kan hænge sammen, og så prøver at finde en årsag til det. Men hvis vi skal diskutere fakta her i Folketingssalen, så lad os få fakta på bordet, for der er ikke sket den her 6-procents-reduktion, som man siger fra Socialistisk Folkepartis side.

Så er det hr. Peter Juel Jensen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg sidder nede på bageste række, så jeg kan jo sidde og fundere lidt over tingene.

Jeg vil høre, om ordføreren for Dansk Folkeparti undrer sig, ligesom jeg gør. Når det kommer til rigets økonomiske tilstand, skal den løses ved, at man sætter sig ned og tager en snak med arbejdsmarkedets parter. De skal inviteres til kaffe, der skal være lidt blomster på bordet og en vaniljekrans, og så skal vi tale om tingene, og så finder vi sammen en løsning. Men når det kommer til opgaverne på professionshøjskolerne, skal Folketinget tromle igennem. Når det kommer til fordeling af timer, og når det kommer til frafald, skal man ikke vente på en redegørelse fra professionshøjskolerne; der skal man bare sætte sig igennem. Er det konsekvent af oppositionen, der vil sætte sig ned og tale stille og roligt med arbejdsmarkedets parter om nationens økonomi, at tromle hen over uddannelsessektoren og så bare holde på sin ret?

Ordføreren.

Jeg giver hr. Peter Juel Jensen fra Venstre ret i, at det virker meget modstridende. Det virker meget modstridende. I Dansk Folkeparti har vi også undret os over, at man fra Socialdemokraternes side og fra Socialistisk Folkepartis side fremlægger det, der kaldes en fair løsning, som desværre bare er underfinansieret med mellem 11 og 29 mia. kr. Så fremfører man, at vi alle sammen skal arbejde 12 minutter mere om dagen, og det er så noget, der skal forhandles med arbejdsmarkedets parter, for at det kan komme igennem. Et eller andet sted er det jo meget ukonkret. På den anden side får man noget mere konkret, som der skal konkret handling til, men så foreslår man selv, at det pågældende finansieres med en plan, som stadig væk er underfinansieret, og som så sent som i dag bliver kritiseret i Jyllands-Posten af AE. Så jeg deler hr. Peter Juel Jensens undren over det her.

Hr. Peter Juel Jensen.

Nu er der blevet sagt »hvis« mange gange her i Folketingssalen i dag: hvis nu det kun er 11 lektioner om ugen osv. Det er jo et tal, som vi nok alle sammen forventer havde været lidt højere. Skulle man ikke også være med til at sikre, at de studerende så var der til det antal lektioner, der blev afholdt på studiet? Tror ordføreren for Dansk Folkeparti, at det, man i oppositionen går og pønser på, er at indføre mødepligt på professionshøjskolerne i alle fag og ikke lade det være op til det enkelte seminarium eller den enkelte uddannelse at finde ud af, hvordan man skruer uddannelsen sammen? Er det mødepligt, oppositionen går og pønser på? Er det det, som de studerende kan forvente, når oppositionen engang får magt, som de har agt?

Ordføreren.

Det kan meget vel være. Vi ved det ikke på nuværende tidspunkt, men nogle af de meldinger, der kommer om den manglende opbakning fra venstrefløjens side i forhold til professionshøjskolerne og deres ansvar for selvfølgelig at administrere undervisningstimer osv. på ordentlig vis, kunne godt tyde på, at man fra venstrefløjens side rent faktisk pønser på netop at indføre pligt til at komme til alle timer.

I Dansk Folkeparti synes vi sådan set, at der er tale om voksne mennesker. Vi synes, der er tale om voksne mennesker, der selvfølgelig har et ansvar for selv at møde op til deres timer og deres eksamen og læse på deres ting. Så det er i hvert fald først og fremmest det, som vi i Dansk Folkeparti mener der bør lægges vægt på. Men om venstrefløjen har andre planer i den forbindelse, ved vi jo ikke på nuværende tidspunkt, men det kunne være rart at få et svar på det nu, hvor der bliver udtrykt den her skepsis over for det ansvar, som professionshøjskolerne selvfølgelig har på området.

Tak til fru Marlene Harpsøe. Der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Charlotte Dyremose. Så er der plads på talerstolen, værsgo.

Tak. Jeg synes faktisk, der er flere ting at glæde sig over. Jeg synes, det er glædeligt, at vi har en ambitiøs regering med en række ambitiøse mål. Jeg synes også, det er glædeligt, at vi nu kun er ganske lidt fra allerede at have nået regeringens målsætning om, at der er i 2015 skal være 50 pct. af en ungdomsårgang, der får videregående uddannelser. Jeg synes faktisk, det er rigtig flot. Over 49 pct. – det skal vi glæde os over. Vi skal selvfølgelig glæde os over de mange politiske initiativer, der er taget for at nå det, men jeg synes faktisk også, vi skal rose uddannelsesstederne og vejlederne for at være med til at nå de her mål. Jeg synes, det er godt og opløftende, at vi har folkeskoler, vejledere, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, der alle sammen er med til at løfte i flok og forsøge at nå de her målsætninger.

Jeg synes, det er glædeligt, at flere unge kommer hurtigere i gang med en uddannelse og kommer hurtigere igennem. Det er også glædeligt, at flere studerende betyder en større omsætning på uddannelserne. Det er det selvfølgelig, både fordi det er glædeligt med flere studerende, og fordi det er glædeligt med flere penge for uddannelserne, men det er jo også med til at lægge ansvaret det sted, hvor man også har bedst forstand på tingene, og at der også er en økonomisk tilskyndelse til ikke bare at få tiltrukket de unge til uddannelserne, men også at fastholde dem på uddannelserne.

Så er det her i løbet af debatten blevet diskuteret voldsomt meget, at der er meget store forskelle. Det er jo f.eks. også sådan, at man kan se, at der er forskellige tal i forskellige undersøgelser, men noget af det, vi i hvert fald kan se, hvis nogle af de undersøgelser holder stik, er, at der også er meget store forskelle fra skole til skole. Vi skal herinde træffe et vigtigt politisk valg. Skal vi her bestemme, hvordan man skal gøre, eller skal vi lade det være op til skolerne selv? Det er en politisk afvejning, og det vil heller aldrig nogen sinde være sådan, at vi fra konservativ side siger, at det skal enten hundrede procent styres herindefra eller hundrede procent styres på skolerne alene. Det er altså en afvejning, hvor der skal være plads til forskellene og være plads til at gøre tingene på den måde, man finder rigtig med den elevgruppe, man har, og i det geografiske område, man nu engang befinder sig i. Det synes vi der skal være plads til.

Det er jo også sådan, og flere har nævnt det tidligere, at der fra begge sider tales om effektiviseringer, lettelser af administrative byrder og alle de her ting, som jo er nogle meget fine store overordnede begreber, men vi ved også godt, at det her med at effektivisere faktisk kan lade sig gøre rigtig mange steder, hvis man er nødt til det. Og nødt til det har vi alle sammen været, og her kommer vi tilbage til det her med de ambitiøse mål, nemlig også regeringens ambitiøse mål om ikke at drive Danmark ud over en økonomisk afgrund. Det kræver selvfølgelig, at man tør prioritere. Det kræver, at man tør stille krav til hinanden, også om at effektivisere.

Det skal da ikke være nogen som helst hemmelighed, når nu vi står her i dag og debatten alligevel har udviklet sig til en mindre finanspolitisk drøftelse – jeg troede, det skulle handle mest om professionshøjskoler, men o.k. – at vi fra konservativ side gerne havde set, at langt flere partier var med til at turde prioritere langt mere og måske i virkeligheden også havde været det for mange år siden, så vi måske kunne have undgået nogle af de her ting. Men det er jo ikke den vilje, vi sådan møder mest fra de gode glade gavegivere på venstrefløjen, og det kan man ærgre sig lidt over. Så kan man så glæde sig over, at Det Radikale Venstre gerne vil være med til at prioritere vores udgifter, men det er jo ikke nok. Så ja, der skal prioriteres, og man kunne altid ønske sig at give flere gaver og gøre det økonomisk lettere for flere grupper, men det kræver altså også, at man tør finde pengene. Det gør vi, og vi har jo også bl.a. inviteret til forhandlinger om at få afskaffet efterlønnen netop for at prioritere midlerne til bl.a. kerneydelser som uddannelse.

Så ja, det er selvfølgelig ærgerligt, når noget må sænkes, her taxametrene, men det er også glædeligt, at omsætningen på uddannelserne er blevet større, og at der derfor tilføres uddannelserne flere penge. Det er også glædeligt, at udviklingen med flere studerende fortsætter. Det vil vi gerne have lov til at glæde os over i dag.

Der er medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det fru Nanna Westerby.

Tak for det. Nu er De Konservative jo et borgerligt parti, der hylder konkurrencen og det, at man bliver belønnet for at gøre noget godt. Derfor vil jeg bare høre, hvordan det hænger sammen med, at De Konservative har valgt at straffe professionshøjskolerne for, at de har tiltrukket flere studerende, for det er jo sådan, at fordi der er kommet flere studerende, har man sagt: I får reduceret jeres undervisningstaxametre med 1,5 pct. Hvorfor har man valgt at straffe, at de får flere studerende? Er det ikke meget imod en borgerlig logik om at belønne dem, der gør det godt?

Ordføreren.

Vi har sandelig ikke valgt at straffe nogen for at få flere studerende. Vi har valgt at fastholde taxameterprincippet, netop sådan at man får penge pr. flere studerende. Det kommer så også til at betyde, fordi man får flere studerende, at man faktisk får flere penge i kroner og øre, på trods af at der er blevet lavet de stramninger, der er lavet i forbindelse med genopretningspakken.

Her er vi jo inde i en helt anden diskussion, nemlig at vi står i en økonomisk situation, hvor vi har været nødt til at prioritere, og hvor vi har været nødt til at sige: Ja, det kommer altså til at gå ud over en lang række områder i vores samfund, hvis vi skal have økonomien til at hænge sammen. Og igen, jeg vil da gerne invitere SF til forhandlinger om at afskaffe efterlønnen, for det vil gøre det nemmere at få tingene til at hænge sammen, sådan at man f.eks. kan prioritere uddannelse i fremtiden.

Fru Nanna Westerby.

Tak for det. Det, ordføreren siger, er jo ikke korrekt. Man har jo reduceret taxametrene med 1,5 pct., og det har undervisningsministeren gjort med begrundelsen, at der er kommet flere studerende, og derfor bliver vi nødt til at spare lidt. Så er det bare, at jeg spørger: Hvordan hænger det sammen med det borgerlige princip om, at man skal belønne dem, der gør det godt? At man så reducerer taxametrene, fordi der er kommet flere studerende, er jo netop, fordi professionshøjskolerne har gjort et godt stykke arbejde og tiltrukket flere. Jeg forstår ikke, hvordan det hænger sammen med et princip om belønning for at gøre det godt.

Ordføreren.

Som sagt er situationen den, at vi alle sammen er nødt til spænde livremmen ind i den situation, vi står i lige nu med en verdensomspændende økonomisk krise. Så er det heldigvis sådan, at der er kommet flere studerende på professionshøjskolerne. Det er heldigvis sådan, at deres omsætning er blevet langt større og også bliver større i år, end den var sidste år. Derfor finder vi det muligt at lave de nødvendige effektiviseringer også på professionshøjskolerne, ligesom vi alle andre steder i samfundet er nødt til at spænde livremmen ind.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Jeg vil bare stille spørgsmål til det her med timerne, hvis nu det er rigtigt, og jeg gentager, hvis nu det er rigtigt, for der har været sådan lidt tvivl om det. Jeg spurgte ikke, hvor mange timer der er på pædagoguddannelsen. Jeg siger: Hvis nu det er rigtigt, hvad de pædagogstuderende siger, nemlig at de har de her meget få timer, altså i gennemsnit 11 lektioner a 45 minutter om ugen på deres uddannelse, mener De Konservative så, at det er en tilfredsstillende situation?

Ordføreren.

Hvis nu det er rigtigt, så er det også rigtigt, at det svinger fra 8 til 16. Så hvis nu det tal er rigtigt, er der også en hvis nu-situation, der hedder, at man gør det utrolig forskelligt på de forskellige professionshøjskoler. Det tyder jo på en eller måske flere af følgende ting: Man prioriterer forskelligt i forhold til almindelig undervisningstid over for vejledningstid eller andet. Man har forskellig evne til at styre sin økonomi og føre den i retning af det relevante, nemlig undervisningstid; det kunne også være en mulighed. Og det kunne simpelt hen også være en mulighed, at man beregner det med undervisningstid meget forskelligt og inddrager forskellige parametre.

Men noget tyder jo på – hvis nu det er rigtigt – at der er nogle professionshøjskoler, der kunne lære noget af andre professionshøjskoler, og derfor er det da voldsomt interessant at finde ud af, hvad der er hoved og hale her, bl.a. sådan at dem, der måske er mindre dygtige til at få brugt deres penge målrettet på undervisning og på opkvalificering af de studerende, bliver bedre til det ved at lære af de andre.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det var rart at få et svar i modsætning til det, der var tilfældet med andre ordførere, der har været på talerstolen. Det er jo helt rigtigt, at det her med de 11 lektioner er et gennemsnit, det vil sige, at der kan være nogle, der får flere, og nogle, der får færre, men det ændrer jo ikke ved, at det er et meget lavt gennemsnit. Altså, 11 lektioner a 45 minutter er meget, meget lidt – i hvert fald efter min opfattelse. Er det et gennemsnit, man kan leve med? Er ordføreren for De Konservative ikke enig med mig i, at det er et meget lavt timeantal, også selv om det naturligvis, når det er et gennemsnit, er udtryk for, at nogle muligvis får mere og andre får mindre, men at det er et meget lavt gennemsnit af lektioner på vores pædagoguddannelse?

Ordføreren.

Igen kommer vi jo lidt ind i den der overvejelse, om det er os herinde, der skal sætte standarden, eller det er professionshøjskolerne, for det kommer meget an på, hvad det dækker over. Det kommer utrolig meget an på, om det dækker over, at der også er en hel masse andre ting, som man lærer noget af, men som ikke er medregnet. Derfor synes jeg jo, at det er relevant her at se muligheder frem for begrænsninger. Og hvis nu det her er rigtigt, er der jo altså også nogle, der får flere timer. Så er vi deroppe, hvor de andre tal, som andre har henvist til tidligere, måske er dækkende for det, der er toppen af de her tal.

Lad os nu sige, at der faktisk er nogle, der giver op mod 15-20 timer, så er der jo basis for, at der er nogle andre, der kan lære voldsomt meget af dem. Så skulle vi ikke se mulighederne i det og prøve at se, om ikke dem, der er mindre dygtige til at formå at få midlerne til at strække til et anstændigt antal undervisningstimer, så kunne lære af dem, der er rigtig gode til det, medmindre det altså dækker over, at man har undervisning på en helt anden måde de steder, og så skal vi jo overveje, om vi vil pille ved det?

Tak til ordføreren. Så er det fru Marianne Jelved som radikal ordfører.

Jeg vil gerne indlede med at trække lidt historie frem i den her sammenhæng.

Allerede i 1990'erne begyndte en vis centralisering omkring de mellemlange videregående uddannelser. Der blev rundtom i landet dannet 23 centre for videregående uddannelse, forkortet CVU’er. Hele den store fusionsproces blev afsluttet den 1. januar 2007, sådan som det var bestemt af lovgiverne. 3 måneder efter modtog disse 23 CVU'er et brev fra den daværende undervisningsminister, Bertel Haarder, som skrev, at regeringen nu havde besluttet sig for, at de 23 CVU’er pr. 1. januar 2008 – altså tre kvartaler efter – skulle være omdannet til 7-8 professionshøjskoler. Det var et mægtig stort krav, men ikke desto mindre rettede de 23 CVU'er ind, og de var blevet til 8 professionshøjskoler den 1. januar 2008. Den fusionsproces gik enormt stærkt. De, der har været involveret i fusioner, ved, at det her koster virkelig mange kræfter, og det koster faktisk også rigtig mange penge, og de penge måtte de stort set selv udrede.

Der blev et bredt forlig om professionshøjskolerne, både som institutioner og med hensyn til det indhold, de skulle have, og jeg tror, at der var rigtig mange bag det forlig, som havde og har store forventninger til det resultat i uddannelsesudvikling, der skulle komme ud af det.

Når jeg ser på den periode, synes jeg, at professionshøjskolerne har været oppe imod alle de odds, vi overhovedet har kunnet finde på at skabe for dem. Det starter i virkeligheden, inden de er færdige med at blive fusioneret til professionshøjskoler, for efter valget i efteråret 2007 beskriver regeringen i sit regeringsgrundlag – stærkt inspireret, for at sige det mildt, af det nye parti Ny Alliance – at der skal være en supplerende læreruddannelse ved et universitet. Professionshøjskolerne er ikke engang færdigdannede på det tidspunkt.

Aarhus Universitet griber muligheden og laver et forslag til en læreruddannelse på universitetet, hvilket sætter alarmklokkerne i gang i den forligskreds omkring professionshøjskolerne, som hører under Undervisningsministeriet. Det viser nogle konflikter i den måde, vi har bygget vores ministerier og uddannelsessektoren op på, nemlig at det griber ind over to ministerier og skaber uenighed og i virkeligheden er en dårlig politisk udvikling. Nu er det således, at det satte en kædereaktion i gang, så der findes ikke det universitet i Danmark, som ikke har en plan liggende i en skuffe, hvis nogen skulle finde på at lave et flertal for, at man også skulle lave læreruddannelser på universiteterne. Det viser noget om, hvor presset professionshøjskolerne er, og hvor vanskelige vilkår de har haft.

Vi har også hørt kritik ulidelig mange gange af læreruddannelsens kvalitet og indhold. Det, der er bemærkelsesværdigt, er, at alle dem, der udtaler sig om det, åbenbart ikke ved, at der er en ny læreruddannelse, hvis første hold kommer ud her i sommeren 2011. Ikke desto mindre er den kritiseret sønder og sammen, uden at man egentlig har forholdt sig til selve indholdet i uddannelsen.

Ved siden af alt det her har sparekniven på forskellige leder år efter år ramt professionshøjskolerne – og ramt hårdt. De har kun fået ringe del i globaliseringsmidlerne, fordi det har været så vanskeligt at blive enige om at flytte midler fra f.eks. universiteterne til professionshøjskolerne. De er også ramt af en meget skæv finansiering, fordi der stort set kun er taxameterfinansiering på professionshøjskolerne.

Derfor er det i hvert fald for oppositionen meget magtpåliggende at skabe en anden finansieringsmodel, hvor man har et større grundtilskud, der reguleres over en 3-årig periode, f.eks. efter gennemsnittet af årselever, at taxametrene fylder mindre, og at taxametrene indrettes på en sådan måde, at de kan reguleres med en faktor, alt efter hvor uddannelsesvante eller uddannelsesfremmede de studerende er på en professionshøjskole. Det står meget højt på ønskelisten, på prioriteringslisten. Der er nemlig en særlig opgave på professionshøjskolerne, som de har meget vanskeligt ved at løse med den finansieringsmodel, der er nu, hvor de stort set kun får taxameterfinansiering, og det er, at de skal levere uddannelse bredt i den region, som professionshøjskolen dækker. Det er faktisk meget dyrt; det er dyrere, end hvis de havde lov til at have deres uddannelsestilbud i én stor central by. Ved siden af det, ved vi, at det er et stærkt krav fra politisk side, at man vil have uddannelse bredt ud, og det er også det, der har været med til generelt at give Danmark et uddannelsesløft via udbygningen af velfærdsuddannelserne. Der er altså en skævhed.

Det er meget godt, at der kommer flere studerende til professionshøjskolerne, ja, det er rigtig godt, det er virkelig godt, men der er jo et efterslæb, inden taxametrene til professionshøjskolerne falder, fordi man skal afvente, at de studerende viser, at de er studieaktive, ved at de gennemgår eksamener eller prøver, sådan som det kræves efter studiebekendtgørelsen.

Der er mange ting, der presser professionshøjskolerne på en måde, som de ikke behøvede at gøre. Derfor er det et stort ønske fra Det Radikale Venstre, at vi i fremtiden kan bygge uddannelsespolitikken i Danmark på en meget mere indgående dialog med de medarbejdere, den ledelse og de studerende, der er på de uddannelsesinstitutioner, som politikerne stiller så store forventninger til og lovgiver om, således at institutionernes daglige erfaringer med, hvordan ting virker og fungerer i praksis, og hvad der er brug for i velfærdssamfundet, bliver diskuteret, for det er jo de kerneuddannelser, som professionshøjskolerne varetager.

Tak til ordføreren. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen som ordfører for Enhedslisten.

Der bliver kastet rundt med mange tal i en debat som den her, men det, der er interessant, er selvfølgelig, at situationen ude på professionshøjskolerne er den, at de studerende igen og igen oplever forringelser.

Vi fik tidligere på måneden den her undersøgelse fra De Pædagogstuderendes Landssammenslutning, der viste, at de studerende på pædagoguddannelsen i gennemsnit får 11 lektioner a 45 minutter om ugen på deres uddannelse. Det vil sige, at et studium, som tidligere har været et fuldtidsstudium, i dag kan klares på lidt over 8 timer om ugen plus forberedelse. De Lærerstuderendes Landskreds, LL, anslår, at tallet ligger på omkring 10 timer om ugen på deres område.

Jeg ved godt, at undervisningsministeren ikke rigtig tror på tallene. Vi glæder os selvfølgelig til at få en redegørelse om, hvordan situationen er, og til at få en ordentlig undersøgelse af det. Men jeg vil sige, at de tal, der her kommer frem, meget godt svarer til det billede, man får, når man taler med de studerende på de her uddannelser. De har rigtig, rigtig få timer, og der er blevet skåret ned på timetallet i de sidste mange år.

I den forbindelse vil jeg gerne sige, at det jo er vigtigt at huske på, at pædagog- og læreruddannelsen og de andre professionsuddannelser er noget andet end et universitetsstudium. Det går jo ikke med selvstudium – det gør det heller ikke på universiteterne, men der kan de studerende måske klare lidt mere af det – for man lærer ikke at tackle hverdagen i en skoleklasse eller en daginstitution ved alene at sidde derhjemme på sit kollegieværelse og læse i en bog. Det går ikke. Det er ikke sådan, den uddannelse hænger sammen, og det er ikke sådan, den uddannelse skal hænge sammen.

Den eneste konsekvens, der kommer ud af de her nedskæringer, er dårligere kvalitet, og den dårligere kvalitet går ud over vores børn, for det er dem, der skal udsættes for de her lærere og pædagoger, der kommer ud, og som slet ikke har fået undervisning nok. Den går også ud over de unge mennesker, som nu går på de her uddannelser, og som rigtig gerne vil have mere undervisning, for de vil gerne være bedre rustede til den hverdag, der venter på dem, når de kommer ud i skoleklasserne, og når de kommer ud i daginstitutionerne. Mange af dem er virkelig kede af, at de ikke får mere undervisning. De efterlyser jo at få lov til at lave noget mere. Jeg synes da, at undervisningsministeren skulle kvittere for, at de studerende i Danmark beder om at få lov til at lave noget mere. Det vil de rigtig, rigtig gerne.

Den her opfattelse, nemlig at det er et problem, at de får så få timer, bliver jo altså delt af både studerende og eksperter. Uddannelsesprofessorerne Per Fibæk Laursen og Niels Egelund fra DPU udtalte den 2. marts til Information, at der ikke er tvivl om, at de færre timer på uddannelserne vil betyde, at de nye lærere får sværere ved at håndtere jobbet. Og Katrine Bødker Tegllund, som er pædagogstuderende og formand for de pædagogstuderende, beskriver situationen med følgende ord:

»Det pædagogiske fag handler om mennesker og relationer mellem mennesker, og det er ikke noget, vi lærer ved selvstudium. Det kræver, at vi har undervisere og studiekammerater, som vi kan lære af og sparre med.«

Det faldende timetal er jo ikke nogen overraskelse. Det kan ikke komme bag på nogen. Der har været en række fyringer på landets professionshøjskoler. I januar varslede Professionshøjskolen UCC, at de skal fyre 30 ansatte, og at de skal sætte flere medarbejdere ned på deltid. På Metropol skal de fyre 50 ansatte ud af 900. På UC Sjælland er der planer om at afskedige 10 undervisere. Situationen er altså lige nu den, at der kommer til at være færre undervisere til at undervise flere studerende. Og der er ikke noget, der tyder på, at den situation vil ændre sig i de næste år, tværtimod, for når nedskæringerne fra genopretningspakken og finansloven er fuldt indfaset i år 2014, vil der ifølge Professionshøjskolernes Rektorkollegium være skåret 375 mio. kr. væk. Hvis vi så medtager globaliseringsmidlerne, der falder fra, kommer der til at mangle 650 mio. kr.

Det betyder altså, at vi kommer til at opleve en lavere kvalitet. Vi kommer til at risikere et større frafald. Det er et problem, ikke bare for de studerende, men for os alle sammen. Derfor vil jeg sådan set opfordre undervisningsministeren til at rulle besparelserne tilbage, men det er nok for optimistisk at tro, at han vil lytte til det, men jeg vil meget gerne have et svar fra undervisningsministeren, om det virkelig kan være rimeligt, at vi har uddannelser i Danmark – uddannelse til lærer, pædagog, sygeplejerske og en lang række andre uddannelser på det her område – hvor der er så få timer, at de studerende simpelt hen skriger på at få lov til at lave noget mere.

Tak til ordføreren. Vil undervisningsministeren have ordet?

Tak for debatten. Der har været mange forskellige bidrag, alt efter hvilken politisk opfattelse man har. SF startede jo med en lang tale og også en tale, som tog afsæt i et spændende område, nemlig skat, og jeg kunne forstå, at fru Nanna Westerby var meget optaget af skattepolitik. Det er også fornuftigt at være det, for det er jo bl.a. det, der skaber muligheden for at have et samfund med indtægter. Svaret, som så kom fra fru Nanna Westerby i forhold til skat, var, at man skulle have højere skatter. Det er der jo ikke noget mærkeligt i at SF mener, men derfor må man selvfølgelig rose fru Nanna Westerby for at sige helt klart og kontant her fra talerstolen i dag, at der er behov for højere skatter, og det er jo ret interessant. Det er det også, når man ser på »En Fair Løsning«, som man jo efterhånden får lyst til at døbe en unfair løsning. For det er jo sådan set meget unfair, at den samfundsøkonomiske plan, som SF forsøger at præsentere i »En Fair Løsning«, overhovedet ikke er finansieret. Der er jo et kæmpe hul, som også andre spørgere og andre medlemmer af Folketinget i dag har påpeget, på et tocifret milliardbeløb. Derfor må jeg sige, at når man så har så travlt med at tale om økonomi og om, hvordan og hvorledes man gerne vil bruge penge, så skylder man jo også, at der er sammenhæng mellem det at bruge pengene og det at få pengene ind, og der må jeg bare sige, at der var der ikke meget at komme efter fra fru Nanna Westerby.

Fru Nanna Westerby var også optaget af timetallet. Til det kan jeg sige, at det er jeg også selv, og det var min forgænger også. Der er jo kommet meget støj på senderen, om man så må sige, i forhold til timetal. Jeg nævnte jo så en undersøgelse fra Eurostudent, som jeg også gerne vil genopfriske her, der siger, at studerende, der går på læreruddannelsen, har ca. 15 timer om ugen, på pædagoguddannelsen har de studerende ca. 20 timer om ugen og godt 22 timer om ugen på sundhedsuddannelserne. Det står i et noget anderledes lys i forhold til de andre tal, der har været nævnt, og som fru Johanne Schmidt-Nielsen har fremført i debatten – tal, som jeg tror TV2 bragte for en måned eller to siden, og som relaterer sig til debatten her. Man fristes til at sige, at man hører mange forskellige tal, jeg tror, den sidste, der brugte det udtryk med at høre forkerte tal, var hr. Poul Nyrup Rasmussen. Jeg skal ikke sige, at jeg hører forkerte tal, for jeg kender ikke fuldstændig omfanget af de tal, der er, og det er lige præcis også derfor, vi har bedt om at få en redegørelse fra professionhøjskolerne.

Det bringer os så videre til indlægget fra Socialdemokratiet, som jo på mange måder var interessant. Der var jo en del hjemmesider, der blev henvist til, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE.dk, men jeg har ikke haft lejlighed til at tjekke AE.dk under behandlingen her. Jeg tror også, der var en henvisning til hjemmesiden fairlosning.dk. Det er jo alt sammen interessant, der står jo bare det tilbage, at der stadig væk ikke er skaffet den finansiering, der skal til, i forhold til de løfter, man giver. Men det er jo en lang økonomisk debat, som det kan være fornuftigt nok at tage. Fru Christine Antorini skylder at svare på det, hun selv påpegede, som er en del af den vedtagelse, der er, og som handler om det, jeg godt forstår der er en politisk interesse i, nemlig globaliseringspuljen for fremtiden, om man så må sige, og der er det jo sådan, at vi har haft en aftale for 2007-2009 og først i efteråret lavede en aftale for 2010-2012, og jeg kan sige, at det da er min klare forventning, at vi også laver en aftale, som kommer til at gælde efter 2012 – selvfølgelig skal vi det. Hvordan den så skal laves, er jo ikke noget, vi står og afgør her i Folketingssalen i dag, og jeg tror også, at det er fru Christine Antorini helt bekendt, at det jo ikke er sådan, man gør det. Men jeg tror også, at jeg her har signaleret, at der selvfølgelig også skal laves en aftale fremadrettet, det er da klart, og det er jo ikke sådan, at professionshøjskolerne skal køres ned i et sort hul, for det er der jo ikke nogen af os der har nogen som helst interesse i at gøre.

Så havde fru Christine Antorini også nogle bemærkninger generelt om, hvordan og hvorledes man skulle prioritere midlerne, og der blev det konstateret sammen med SF, at der er behov for flere skatter og der er behov for, at erhvervsstøtten skal beskæres. Det er selvfølgelig også en mulighed. Jeg mener sådan set ikke, at det er ansvarlig økonomisk politik at sende endnu flere arbejdspladser ud af landet, og det tror jeg heller ikke Socialdemokratiet inderst inde vil bekende sig til, da det jo er et parti, der i hvert fald som regel holder taler om vigtigheden af at skabe flere arbejdspladser.

Det Radikale Venstres repræsentant har jo så forladt salen, nok til fordel for noget vigtigt. Man kan så sige til fru Marianne Jelved, at det var en længere historisk gennemgang af hele konstruktionen fra før professionshøjskolerne, og det var interessant at høre, men jeg tror ikke, jeg vil gå længere ind i den debat, når fru Marianne Jelved har forladt salen.

Så var der så til sidst Enhedslisten, som jo holdt et interessant indlæg om, at det kunne være fint at lade være med at genoprette dansk økonomi. Til det må jeg sige, at jeg ikke tror, det kunne være interessant, det tror jeg ingen af de tilstedeværende i salen ville være interesseret i, for det ville jo bare skabe massive økonomiske problemer, hvis man skulle sige nej til den økonomiske genopretningspakke. Så det har jeg ikke tænkt mig overhovedet at være med til at rulle tilbage. Jeg synes derimod, vi kan være stolte af den genopretningspakke, vi har lavet, den har haft sin virkning, og der er ikke nogen tvivl om, at Danmark jo er i en situation, som også Venstres ordfører meget glimrende sagde, hvor vi jo i modsætning til andre lande har haft en god måde at gribe tingene an på i forhold til den økonomiske krise, der har ramt hele Europa, og som også har ramt Danmark. Men når det er sagt, vil jeg sige, at jeg synes, at den her debat har været præget en del af, at der er blevet refereret til en del undersøgelser, uden at vi nødvendigvis kender fakta på de forskellige professionshøjskoler, men dem har jeg så tænkt mig at skabe et overblik over, for der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg også er interesseret i, at det udbytte, man får, bliver så godt som muligt.

Så vil jeg slutte af med at sige, at jeg synes, der er grund til at glæde sig over, at vi næsten er på målsætningen på omkring de 50 pct. i forhold til en ungdomsårgang, der får en videregående uddannelse. Det er historisk, og det er rigtig godt, og det burde få smilene frem hos SF og hos nogle af de andre partier, for det er netop det, der også kan være med til at fremtidssikre vores velfærdssamfund.

Der er tre medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det fru Christine Antorini.

Jeg kunne godt tænke mig at fortælle den nye undervisningsminister, fordi det er fair nok, at ministeren ikke er bekendt med det, at der jo er blevet gennemført en stribe af undersøgelser på professionshøjskolerne. Faktisk er det så mange, at de tænker: Sig mig, mener man virkelig, at vi skal ansætte så mange administrative medarbejdere til at undersøge det? Jeg vil bare henvise til to spørgsmål, fordi det kunne være nyttigt for ministeren at se de svar, som den tidligere minister har givet det på spørgsmål 234 og 235 i sidste samling. Vi har simpelt hen bare bedt om at få talt op, hvor mange undersøgelser der er sat i gang omkring professionshøjskolerne. Nu står jeg her med dem, men vil ikke engang læse titlerne op, fordi dem kan ministeren tjekke, men i den første – en, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti – for 2008 ni og ti undersøgelser. Så man skulle måske overveje at bruge de undersøgelser, der er iværksat, i stedet for at blive ved med at sætte undersøgelser i gang, der bare øger bureaukratiet, det er ikke det, de har brug for ude på professionshøjskolerne.

Jeg vil gerne bede ministeren om at svare på spørgsmålet om globaliseringspuljen for 2012: Skal det forstås sådan, at de midler også fortsætter i 2013 og 2014 i forhold til professionshøjskolesektoren?

Ministeren.

Nu har jeg ikke tænkt mig at gå ind i en lang polemisk diskussion om, hvilke undersøgelser der er blevet lavet, jeg tillader mig såmænd bare at sige, at jeg afventer den undersøgelse, den tidligere minister bad om at få lavet. Det synes jeg er helt fornuftigt at gøre. Højst sandsynligt er alle disse undersøgelser blevet lavet, fordi man jo skal svare Folketinget korrekt; så det er jo kun fornuftigt at gøre det. Jeg tillader mig blot i dag at nuancere debatten lidt ved at sige, at f.eks. en undersøgelse fra Eurostudent siger noget helt andet omkring den undervisningstid, som man har, i forhold til nogle af de undersøgelser, som jeg tror BUPL har præsenteret.

I forhold til globaliseringsforhandlingerne vil jeg sige, at vi jo kommer tiltage til dem i globaliseringsforligskredsen, og jeg siger bare, at historisk er det jo sådan, at man løbende har aftalt, hvordan og hvorledes midlerne skulle udmøntes, og det er der vel ikke noget mærkeligt i, så det tror jeg også er fru Christine Antorini bekendt.

Fru Christine Antorini.

Altså, det har jo været sådan, at det i den seneste runde af globaliseringsforhandlingerne faktisk lykkedes globaliseringskredsen at indgå nogle aftaler på forskningsområdet, der rakte ind i 2013 og 2014, så man kan jo beslutte det i globaliseringsforligskredsen. Det var noget, vi – Socialdemokraterne og De Radikale – også rejste i forhold til de uddannelser, der er på Undervisningsministeriets område, fordi det jo giver sig selv, at når vi snakker om uddannelse, så skal man kunne langtidsplanlægge. Det er faktisk rigtig svært at planlægge, når det, der er signalet, er, at kassen lukker i efter 2012. Regeringen ønskede ikke , at man på det tidspunkt skulle give en garanti for, at der selvfølgelig også var penge i 2013.

Derfor vil jeg spørge, om det virkelig skal forstås sådan ud fra det, ministeren siger, at det seneste svar, vi har fået om det, er, at det vil regeringen først forhandle i 2013 i forbindelse med finansloven. Men kunne man forestille sig, at ministeren alligevel vil åbne for, at vi kunne give et signal om, at der er penge til professionshøjskolesektoren i globaliseringspuljen efter 2012?

Ministeren.

Det er vel sådan, at hvis man skal have nogle ting til at gælde fra 2013, skal der tages beslutning om det i 2012, for at gøre det i 2013 er jo lidt for sent, hvis det skal udmøntes allerede fra 2013. Så derfor kræver det jo en politisk forhandling før 2013.

Men nu er jeg jo, om jeg så må sige, ny elev i klassen, og jeg tillod mig blot at nævne, at vi før både for 2007-2009 og for 2010-2012 jo har lavet aftaler, som så også har sikret det fremadrettet, og det tror jeg da også vi kan blive enige om, når vi så sætter os til forhandlingsbordet, hvornår det så end måtte blive.

Fru Nanna Westerby for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg er faktisk blevet lidt ærgerlig over ministerens tale, for vi har rejst en forespørgselsdebat og vi har hørt en masse eksempler på forringelser af kvaliteten på professionshøjskolerne, og det, vi hører fra ministeren, er én lang valgkampstale med kritik, kritik, kritik af oppositionen og ikke en eneste konkret løsning på, hvad vi gør med f.eks. frafaldsproblemerne på professionshøjskolerne. Det bliver ikke engang nævnt med ét ord, og det er jeg rigtig ærgerlig over.

Et af de konkrete forslag, som oppositionen kommer med – det er et gratis forslag, så det kan ministeren jo tage med videre – er et forslag til nogle ændringer af taxametersystemet. Vi foreslår to ting.

For det første foreslår vi noget, der skal komme det problem, som professionshøjskolerne har, til livs, nemlig at man har en rutsjebaneøkonomi, fordi der er en stor del af taxameteret, der først udbetales sent i de studerendes studietid, så der ved store stigninger i antallet af studerende er en årrække, hvor man mangler taxameterpenge. Vil ministeren være med til at afskaffe færdiggørelsestaxameteret, sådan at man får en mere stabil økonomi på professionshøjskolerne?

For det andet foreslår vi, at man laver et taxameter, som tager nogle sociale hensyn, for der er nogle elever og studerende, særlig på ungdomsuddannelserne, som skal bruge noget ekstra hjælp, noget ekstra støtte, noget ekstra lektiehjælp, og det kræver nogle ekstra penge. Vil man give nogle ekstra taxameterkroner til de uddannelsesinstitutioner, som har mange af den slags elever?

Det er to forslag, som man faktisk kan gennemføre gratis, hvis man gerne vil det.

Ministeren.

Nu er der jo meget lidt her i samfundet, der er gratis. Man får jo nok indtrykket af, når man hører fru Nanna Westerby tale, at alt er gratis. Det tror jeg ikke at det er. Hvis man skal lave om på ting, plejer det som regel at gå ud over nogle, medmindre man vil lave den velkendte SF-model, der nemlig kun har fokus på at give, men ikke på, hvordan det skal finansieres.

Nu kan jeg forstå, at fru Nanna Westerby var ærgerlig. Det er selvfølgelig aldrig rart, når nogen er ærgerlig efter en debat. Men jeg er sådan set også lidt ærgerlig eller trist, for der har sådan set ikke været et eneste forslag til, hvordan og hvorledes alle de gyldne løfter, der nu er kommet, skal indfries. Jeg er med på, at SF ikke har regeringsmagten – og godt for det – men når jeg så alligevel vælger at tage det op til diskussion, er det sådan set bare, fordi der ikke bliver leveret et eneste svar på, hvordan man har tænkt sig at indfri alle de løfter, der nu bliver givet, til landets studerende

Der må jeg bare sige, at det, der står tilbage, jo stadig væk er en uansvarlig økonomisk politik, hvor der er et meget stort hul på et tocifret milliardbeløb. Der vil jeg bare sige til fru Nanna Westerby: Det synes jeg ikke at vi kan være bekendt at efterlade til de børn og børnebørn, vi måtte få, og som skal vokse op i det her samfund, for det er simpelt hen ikke ansvarlig økonomisk politik.

Fru Nanna Westerby.

Skal vi ikke lægge valgkampsretorikken til side? Jeg stiller ministeren et spørgsmål med to helt konkrete forslag: Vil ministeren være med til at afskaffe færdiggørelsestaxameteret, så man får en mere stabil økonomi? Og vil ministeren være med til at indføre sociale taxametre, sådan at man kan tage nogle hensyn til de skoler, der løfter en uforholdsmæssig stor social opgave?

Det har intet at gøre med 2 mia. kr. det ene og det andet sted. Det er nogle helt konkrete forslag, som man kan gennemføre uden merudgifter, hvis man gerne vil. Det er meget konkret, og jeg vil gerne bede ministeren om at svare på det. Jeg ved godt, at det ene af forslagene var det, som jeg tror i går fik ministeren til at kalde vores politik for kommunistisk-stalinistisk. Det siger lidt om debatniveauet lige nu.

Altså, der er to meget konkrete forslag, som har bred opbakning mange steder i sektoren: Vil man være med til at afskaffe færdiggørelsestaxametrene? Og vil man lave nogle taxametre, som tager nogle sociale hensyn?

Ministeren.

Blot for at rette en misforståelse vil jeg sige, at jeg ikke tror, at jeg i går nævnte, at det var kommunistisk; dertil var jeg ikke kommet endnu. Jeg tror kun, at jeg kaldte det stalinistisk. Men jeg kan selvfølgelig tage fejl, jeg kan ikke udelukke, at jeg tog fejl, men det er nok heller ikke det vigtigste i det spørgsmål.

Nej, jeg har ikke tænkt mig at lave om på taxametrene i forhold til den diskussion, som fru Nanna Westerby rejste går, og som fru Nanna Westerby rejser i dag. Det har jeg sådan set ikke tænkt mig.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Nå, det ville da ellers være rart at få at vide, hvad ministeren mener om færdiggørelsesbonus og om en ændring af taxameteret, så man kan tage sociale hensyn. Det synes jeg da egentlig også man som undervisningsminister skal kunne svare på i en debat, der handler om professionshøjskoler. Og de spørgsmål, der blev stillet, handler bl.a. om, hvordan man kan styrke professionshøjskolerne, fordi vi i oppositionen har nogle forslag til, hvordan man kunne ændre på taxameteret.

Så det vil jeg faktisk stadig væk gerne have et svar på, og det mener jeg da at ministeren skal kunne svare på. Hvad mener ministeren om at fjerne færdiggørelsesbonusser, og hvad mener ministeren om at ændre på taxameteret, så man i højere grad tager sociale hensyn?

Ministeren.

Jeg bemærkede, at der var en vis – om man så må sige – furore over det, jeg sagde. Det var jo et klart svar, jeg kom med, da jeg blev spurgt, om jeg har tænkt mig at lave det om, og jeg sagde: Nej, det har jeg ikke. Jeg har ikke tænkt mig at lave om på taxametersystemet i forhold til, hvad der er gældende nu. Det var sådan set et klart svar til fru Nanna Westerby, og jeg skylder vel ikke at gå ned og dissekere i detaljer, hvorfor jeg har den holdning, som jeg har. Jeg mener sådan set ikke, at man skal gå ind og tage et helt nyt taxametersystem i anvendelse, hvor man så skal til at opfinde alle mulige og umulige ting. Her må jeg sige, at fru Nanna Westerby i hvert fald i går bevægede sig meget langt i forhold til at skabe et helt nyt taxametersystem, som jeg ikke tror har den fornødne effekt med hensyn til at give det, vi gerne vil, nemlig at vi sikrer, at unge mennesker gennemfører deres uddannelse.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg ville da gerne have en forklaring, som var mere end et nej. Altså, det ville da være interessant for os at få det at vide, og jeg tror også, der er mange ude i uddannelsesverdenen, som gerne ville have mere end et nej, for det er, synes jeg, sådan et lidt sølle svar. Men nu stiller jeg et nyt spørgsmål, jeg skulle til at tale engelsk, og det må man jo ikke i denne sal: Hvornår kan vi forvente at resultatet af den undersøgelse, som er blevet sat i gang om timeantallet, ligger klar; hvornår kan vi forvente at få svar på det? Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er, om ministeren overvejer at lytte til de studerende, som foreslår, at man laver et minimumstimetal for dem. Altså, fordi der simpelt er for mange af dem, der oplever, at der er alt, alt for få timer, så foreslår de et minimumstimetal.

Så der er altså to spørgsmål: Hvornår ligger undersøgelsen klar? Og lytter ministeren til de studerende, og overvejer ministeren de studerendes forslag?

Ministeren.

Jeg vil gerne rette en misforståelse. Jeg svarede ikke nej. Jeg svarede, at jeg ikke ville indføre et nyt taxameterregime, der byggede på det, som fru Nanna Westerby sagde i går, som var alle mulige og umulige konstruktioner, og som jeg ikke mener har den fornødne effekt, og det var også det, jeg lige præcis svarede fru Johanne Schmidt-Nielsen før, nemlig at det ikke ville give en sikkerhed for, at der så var et bedre studiemiljø, eller at de gennemfører uddannelsen. Så det er jeg sådan set modstander af. Så det er ikke bare et nej; det er sådan set også et argumenteret nej.

Apropos det at lytte tror jeg, fru Johanne Schmidt-Nielsen måske var optaget af noget andet vigtigt. Jeg ved jo ikke, hvad det var – jeg kan ikke forestille mig noget vigtigere end at høre min tale – men jeg sagde tidligere i min besvarelse, at jeg forventer, at undersøgelsen er færdig i løbet af april måned 2011, og så vil jeg selvfølgelig delagtiggøre Folketinget i den med det samme. Så jeg kan, ligesom jeg sagde for en halv time eller en time siden, sige til fru Johanne Schmidt-Nielsen, at der ikke er noget, der er ændret på det, og at jeg selvfølgelig vil diskutere den med Folketingets partier; det skylder vi, fordi undersøgelsen er sat i gang.

I forhold til de studerende vil jeg sige, at jeg nu først og fremmest tror, jeg gerne vil vide, hvad undersøgelsen siger, og så vil jeg selvfølgelig også drøfte med de studerende, ligesom jeg vil drøfte det med mange andre, hvordan og hvorledes vi sikrer, at niveauet på vores videregående uddannelser er så godt som muligt, men så også glæde mig over, at vi er nået rigtig, rigtig langt, næsten i mål, med hensyn til at indfri vores målsætninger.

Ønsker flere ordet?

Da det ikke er tilfældet, siger vi tak til ministeren, og så er forhandlingen sluttet.

Afstemning om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 5. april 2011.