Det sidste punkt på dagsordenen er:

3) Forespørgsel nr. F 22:

Forespørgsel til indenrigs- og sundhedsministeren:

Vil ministeren redegøre for, hvordan han vil sikre en acceptabel sygehusbetjening af de danskere, som bor uden for de store byer, i forlængelse af de sygehuslukninger og forringelser af sygehusbetjeningen uden for de store byer, som er sket inden for de seneste måneder?

Af Per Clausen (EL), Line Barfod (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL).

(Anmeldelse 01.02.2011. Fremme 03.02.2011).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 22. februar 2011.

Først giver jeg ordet til hr. Per Clausen som ordfører for forespørgerne.

Baggrunden for den her forespørgsel er jo de politiske diskussioner, der har været, og de politiske beslutninger, som inden for den seneste måneds tid er truffet i flere regioner, og som har ført til både fyringer og lukning af afdelinger osv. inden for sygehusområdet, sager, som jo ikke mindst har ramt de områder, der ligger uden for de store byer.

Det er særlig tydeligt i den region, hvor jeg selv er valgt, nemlig i Region Midtjylland, men det er også meget tydeligt andre steder. Det står efter min mening fuldstændig i modsætning til den megen snak om, at man skal gøre noget for at skabe udvikling i det såkaldte Udkantsdanmark, og at man skal sikre en ordentlig sygehusbetjening også i de områder. Så kan man spørge: Hvad skal vi nu inddrage sundhedsministeren i det her for? Var det ikke mere klogt, hvis Per Clausen havde forsøgt at indkalde hr. Bent Hansen, formanden for regionsrådet i Region Midtjylland, til sådan lidt diskussion? Det er jeg sådan set også helt indstillet på at gøre, men der er to grunde til, at det nok alligevel er klogt lige at tage sundhedsministeren med ind i den her debat.

Den ene grund er, at sundhedsministeren sammen med regeringen og flertallet her i Folketinget jo helt ensidigt fastlægger regionernes økonomiske forhold. Jeg ved godt, at der foregår en forhandling, men en forhandling, hvor den ene part entydigt bestemmer, betragter jeg ikke som nogen helt ligeværdig forhandling. Så det er i hvert fald af den grund klogt at inddrage sundhedsministeren.

Den anden grund til, at det også er klogt at inddrage sundhedsministeren, er, at mange beslutninger i regionerne jo træffes med henvisning til den sygehusplanlægning, som regeringen har et meget, meget stort ansvar for er blevet, som den er blevet, og når det påvirker regionernes beslutninger, er det jo, fordi regionerne godt ved, hvad der sker, hvis de ikke følger regeringens diktater på det her område: Så risikerer de ikke at få nogen penge.

Så når alt kommer til alt, mener jeg, at det måske er endnu mere interessant at høre, hvad sundhedsministeren mener om, hvad der sker rundtomkring i landet, end at høre, hvad regionerne mener.

Indenrigs- og sundhedsministeren for besvarelse af forespørgslen.

I forespørgslens overskrift står der noget om, at vi skal drøfte forringelser af sygehusbetjeningen. Jeg håber da ikke, at vi får forringelser af sygehusbetjeningen, når vi bruger 41,4 mia. kr. på 18 nye superakutsygehuse, og jeg håber da heller ikke, vi får forringelser, når vi hvert år øger bevillingerne, øger personalet. Vi har siden 2009 fået 3.000 flere læger og 3.000 flere sygeplejersker, og udviklingen fortsætter, fordi sundhedsområdet er det eneste, der får lov til at vokse. Så jeg håber da ikke, der er tale om forringelser af sygehusbetjeningen.

Formålet med hele specialeplanlægningen er jo at sikre, at alle patienter i hele Danmark tilbydes behandling af højeste kvalitet, uanset tidspunkt, behandlingssted og specialiseringsniveau. Det forudsætter en samling af især den specialiserede og den akutte behandling på færre enheder, og denne samling giver forbedringer og ikke forringelser.

Sundhedsområdet har siden 2001 fået tilført mere end 21 mia. kr. årligt ud over pris- og lønstigninger. Derudover løftes sundhedsområdet med 5 mia. kr. i perioden 2011-2013, og dertil kommer som nævnt de 41,8 mia. kr. over 10 år til anlæg. Det er alt sammen kun forbedringer. Men dele af befolkningen vil som følge af den forbedrede specialiserede behandling få længere til det nærmeste akuthospital. Det skyldes, at der af hensyn til kvaliteten skal være et tilstrækkeligt patientvolumen, tilstrækkelig mange patienter, så speciallæger og andet personale kan opnå den nødvendige erfaring og rutine. Det er jo øvelse, der gør mester, og hvis man ikke bruger kniven eller skalpellen, eller hvad det nu er, tilstrækkelig tit, så bruger man den ikke tilstrækkelig sikkert.

Det er ikke murstenene, bygningen eller skiltet, hvorpå der står »hospital«, der sikrer borgerne en god behandling af høj kvalitet. Det, der sikrer den gode behandling af høj kvalitet, er det stærke team af læger med forskellige specialer, den nødvendige erfaring og det rette udstyr. Vi giver borgerne en falsk tryghed, hvis vi ikke lytter til de lægefaglige anbefalinger om, at der skal være et tilstrækkeligt patientvolumen.

Men det er afgørende for regeringen, at der i alle dele af landet skal være tryghed, med hensyn til at man hurtigt kan komme i relevant sundhedsfaglig behandling, hvis man kommer til skade eller bliver akut syg. Et fintmasket net af hurtig hjælp og nære sundhedstilbud er derfor fundamentet i den nye sygehusstruktur.

Dette såkaldte akutområde er et område, der heldigvis er præget af hastig udvikling. Der er telemedicin og avanceret udstyr, som betyder, at ambulancebehandleren eller paramedicineren kan være i direkte kontakt med speciallægen inde på et af landets hjertecentre og starte behandlingen på stedet og undervejs til sygehuset.

En statusrapport fra regeringens akutudvalg fra november sidste år viser, at der i alle regioner er en markant udvidelse af den præhospitale indsats over de seneste år. Der er f.eks. blevet langt flere lægebiler og akutbiler. Akutudvalgets anbefalinger vedrører f.eks. visiteret adgang til akutsystemet, indførelse af sundhedsfaglig rådgivning og visitation ved opkald til 112 samt et bedre samarbejde mellem vagtlægeordningen og det øvrige akutsystem. Disse og de øvrige forslag vil fremadrettet bidrage til løbende forbedringer på området.

Regeringen og Dansk Folkeparti har afsat 600 mio. kr. til en styrket akutindsats i yderområder med lange afstande. Med akutaftalen fra juni sidste år satte vi overskrifter på den overordnede fordeling af de 600 mio. kr.

Jeg er glad for i dag at kunne fortælle, at en lang række projekter landet over netop i aftes eller her til morgen har fået besked om, at de har fået penge fra denne akutpulje. Hele 425 mio. kr. ud af de 600 mio. kr. er klar til fordeling.

De vil bl.a. gå til etablering af et fuldt udbygget sundheds- og akuthus i Nakskov og et sundhedscenter i Fakse, fire moderne lægehuse i Nordjylland, en ny akutbil i Præstø og en ændring af den nuværende lægebil i Region Nordjylland, så den bliver døgndækkende. Og jeg vil også nævne tele- og videokommunikationsudstyr til ambulancer m.v. og en lang række ordninger med særlige førstehjælpere på øer og i yderområder.

Regeringen og Dansk Folkeparti er også enige om at reservere hele 180 mio. kr. ud af de 425 mio. kr. til projekter i Region Midtjylland med særligt fokus på den nordvestlige del af regionen. Men vi er også enige om, at udmøntningen af disse midler forudsætter, at der skabes ro om sygehusplanen og akutberedskabet i Nordvestjylland, frem til at det nye akuthospital i Gødstrup står klar.

Derfor forudsætter udmøntningen af de 180 mio. kr. en dialog med Region Midtjylland og de berørte kommuner om, hvordan regionen kan skabe en sådan tryghed for regionens borgere. Denne dialog skal give sikkerhed for, at de mange penge giver et reelt løft i beredskabet, og for, at regionen fremadrettet forpligter sig til at fastholde trygheden i området. Nordvestjyderne skal ikke frygte, at der pludselig flyttes endnu mere fra landsdelen, og at de mange ekstra penge fra staten bliver opvejet af, at regionen fjerner behandlingsmuligheder eller andet fra netop denne region.

I slutningen af januar uddelte vi knap 60 mio. kr. til etablering af en forsøgsordning med lægehelikopter med base i Karup. Den nye lægehelikopter, som forventes at gå i luften til april, kommer i modsætning til helikopteren på Sjælland til at kunne flyve døgnet rundt. Der vil være landingspladser osv., og det vil være et vigtigt supplement til det kørende beredskab, ikke mindst i et yderområde som det nordvestjyske.

Samlet set giver det altså 425 mio. kr. til en styrkelse af de nære sundhedstilbud og til sikring af hurtig hjælp. For lægehuspuljen er der desuden en anden ansøgningsrunde med ansøgningsfrist den 25. februar. Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at reservere i omegnen af 135 mio. kr. til fordeling i denne ansøgningsrunde. Derudover er der så de 40 mio. kr. til uddannelse og andet.

Så det er en glædens dag i dag, og det er sådan set fint, at vi kan fejre denne uddeling af rigtig mange tryghedsskabende penge ved at drøfte et forslag fra Enhedslisten. Det er jeg for en gangs skyld rigtig med på – eller rettere sagt, det er jeg jo altid, men i dag er jeg særlig med på det.

Der er en kort bemærkning fra fru Sophie Hæstorp Andersen.

Er ministeren enig med de kritikere, der har fremført, at de midler, som nu er givet til at bygge et helt nyt Odense Universitetshospital, simpelt hen vil være af en sådan karakter og størrelse, at hospitalet ikke bliver stort nok til at rumme alle de akutte patienter, som man vil have skal være i optageområdet, den dag man kræver at få lukket akutmodtagelsen i Svendborg?

Ministeren.

Vi har som bekendt et ekspertudvalg, som godkender de nye hospitalsbyggerier, og de skal selvfølgelig overholde de økonomiske rammer, men de skal jo også overholde de lægefaglige krav, man kan stille. Befolkningen skal have lægedækning, befolkningen skal have hospitalsdækning. Det er det, vi har ekspertudvalget til, og det går jeg ud fra også vil blive sikret i tilfældet Odense.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Men der har jo været en meget, meget stor debat om netop de meldinger, som er kommet fra Erik Juhl-udvalget, hvor man dels har haft nogle meget firkantede måder at se tingene på, dels decideret har udfordret det her spørgsmål om størrelsen af enestuer for patienterne osv.

Er ministeren enig i, at det vil være en skandale, hvis det ender med, at vi bygger en lang række sygehuse, som faktisk bliver underdimensionerede; at man ikke kan foretage de specialiseringer, man ønsker sig, og heller ikke kan lave bedre forhold for patienterne, den dag sygehusene står færdige?

Ministeren.

Det er svært at spå, især om fremtiden, og især inden for sundhedssektoren. Vi ved faktisk ikke, om det lykkes at få den gennemsnitlige liggetid ned med de 2-3 pct., som der er mulighed for. Vi ved ikke, om det er det, man vil gøre. Vi ved ikke, i hvor høj grad det lykkes ved telemedicinske løsninger og ved egenomsorg at få borgerne til i højere grad at ligge hjemme, altså blive udlagt i stedet for at blive indlagt. Vi ved det ikke, så vi famler i nogen grad i blinde, når vi planlægger hospitaler til 2020 og 2030 og 2040.

Derfor er det så vigtigt, at vi kan have tillid til det ekspertudvalg, der sidder, og som ud fra den bedste viden prøver at afstikke rimelige retningslinjer for fremtidens hospitalsbyggerier. Og så tror jeg, at både spørgeren og jeg og alle andre skal indstille sig på, at historien nok ikke stopper her. Altså, man vil også tale om ændringer af hospitalsvæsenet om 5 år, om 10 år og om 25 år. Det gælder bare om, at vi ikke spilder penge på noget, der ikke er langtidsholdbart.

Tak til ministeren i denne omgang. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Per Clausen, fra Enhedslisten.

Det var jo lidt spændende at høre afslutningen af ministerens indlæg, for vi fik jo sangen om alle de mange dejlige millioner, der sendes ud i landet. Jeg er da glad for, at ministeren har valgt at bruge dagen, hvor den her forespørgsel er, til at sikre, at det kom i orden. Det er godt. Nu tror jeg bare, at folk, der bor ovre i Nordvestjylland, plejer at være i stand til at lægge mere end ét tal sammen, så de mindst har to tal. Jeg tror nok, at man, når man ser på, om der bliver afsat flere ressourcer til sygehusbetjeningen i de dele af landet, vil spørge sig selv: Hvad sparer man nu, når man erstatter et sygehus med to lægeambulancer? Jeg tror nok, nogle vil stille det spørgsmål og nå frem til, at så gavmilde var man måske heller ikke fra regeringens side i det her spørgsmål, selv om de selvfølgelig kan sige, at det jo først var, efter de havde protesteret, meldt sig ud af Venstre osv., at beslutningen om, at de skulle have de her penge, kom. Så det hjalp jo at handle. Men alligevel tror jeg, de nok vil have det grundsynspunkt, at ministeren nøjedes med at fortælle den ene side af sagen. Det er tilgiveligt i politik, vil jeg sige, for jeg vil jo fortælle den anden side af sagen.

Jeg tror også, mange af dem i den vestlige del af Jylland, der har deltaget i demonstrationer og fakkeloptog – adskillige af ministerens partifæller, nogle gange og nogle steder oven i købet anført af den lokale borgmester – vil være lidt forundret over at høre, at de diskussioner, der foregår nu, handler om, at de skal have en bedre betjening, og at de vil få en bedre behandling. Jeg tror sådan set, grundsynspunktet er, at de er ret sikre på, at de ikke vil få det. Det kan godt være, at sundhedsministeren kan blive enig med regionsrådsformanden i Midtjylland om, at vi nu skal sikre, at de bliver trygge. Men der er jo tale om voksne mennesker, som selv tænker, og derfor er det jo ikke sikkert, at de bliver trygge, fordi de politiske magthavere beslutter, at de skal være det.

Jeg tror også, der mange steder er en lille smule usikkerhed om, om man nu også kan være sikker på, at sundhedsministerens store plan om 18 supersygehuse nu fører til så markante forbedringer, som ministeren siger. Det er også ud fra det synspunkt, at de supersygehuse jo var betydelig dyrere, da regeringen første gang begyndte at prale med, at de skulle komme, end de er nu, uden at man vel i og for sig har ført nogen dokumentation for, at man kan opfylde de ønsker og de kvalitetskrav, man stillede for færre penge. Måske er det også, fordi nogle har gjort sig den anstrengelse at prøve at se på den lægefaglige dokumentation, der foreligger, for, at en centralisering af akutmodtagelser vil skabe bedre kvalitet, og har konstateret, at den ikke findes. Sundhedsstyrelsen har ganske rigtigt skrevet rigtig, rigtig mange sider om det, men da man kom til at skulle have evidensbaseret viden om det her – det betyder, om man kan bevise, at det, man siger, er nogenlunde rigtigt eller ej – kunne man ikke få det. Det vil sige, at når man siger, at det kræver mellem 250.000 og 400.000 kr. at drive en akutmodtagelse af en ordentlig kvalitet, er det i hvert fald ikke noget, man har gjort sig den anstrengelse at dokumentere. Når jeg siger »gjort sig den anstrengelse«, er det forkert udtrykt, for i virkeligheden har man slidt og slæbt, lavet tykke rapporter osv., men man var bare ikke i stand til det.

Jeg tror, at når man argumenterer for noget uden at sige det, der er det rigtige argument, får man et problem. Jeg kunne da godt forestille mig, at det var sådan, at sundhedsministeren kunne sige, at der er to grunde til det. Den ene er, at vi ikke har råd til det, og den anden er, at vi ikke har læger nok. Derfor må vi diskutere en omlægning af akutmodtagelserne i Danmark. Så kunne man få en reel diskussion af det, og så kunne man også få en reel diskussion af, hvilke risici man vil løbe, og hvilken kompensation man vil give folk.

Så kan jeg forstå, at det, som man skal trøste sig med ude i Udkantsdanmark, som det vel blandt nogle stadig hedder, er, at man nu får lægeambulancer i stedet for. Det spændende er jo, at hvis man kigger på, hvordan det er i Midtjylland og Vestjylland, vil man se, at der er to muligheder, hvis man kommer i en lægeambulance. Den ene er, at der ikke er nogen læge med, og det er i Herning og Holstebro. Der er aldrig nogen læge med, for de passer deres arbejde på sygehuset. Den anden er, at der er en læge med, som bruger det meste af sin tid på at vente, og det er situationen i Lemvig.

Nu har vi jo hørt ministeren tale om, hvor forfærdeligt det er, når læger ikke opretholder deres kompetence ved at arbejde hele tiden med deres fag, men sidder og venter, så spørgsmålet er, om ikke man skal erkende, at i hvert fald lægeambulancekortet er slidt. Men det er rigtigt, at dygtige, uddannede folk kommer ud og er i forbindelse med det nærliggende specialsygehus og kan måske derfor alligevel løfte opgaven på en måde.

Problemet er altså, at jeg sådan set tror, det er fuldt berettiget, at det er sådan, at der er mange udeomkring i de tyndtbefolkede dele af Danmark, der føler, at deres behov ikke bliver tilgodeset, fordi der er andre behov, der bliver tilgodeset mere. Jeg er da glad for, at vi nu er i den situation, at der i hvert fald i oppositionen er enighed om, at man skal prøve at tage den diskussion op og prøve at se, om ikke man kan gøre det bedre. Det lægger jo et vist pres på os efter næste valg, det ved jeg godt, men jeg har sådan set ikke noget imod at sætte forventningerne op, for at lægge pres på sig selv er en god øvelse, og så må man så se, om man kan leve op til det.

Jeg vil på vegne af Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og hr. Christian H. Hansen fra det parti, der kalder sig Fokus, fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Regeringens favorisering af den private sygehussektor og de manglende økonomiske ressourcer til at leve op til regeringens løfter har indskrænket regionernes økonomiske råderum og handlefrihed samt ført til lukninger af sygehuse, sygehusafdelinger og fyringer på sygehusene. Disse tiltag har særligt ramt borgeren i de tyndt befolkede dele af Danmark. Folketinget støtter specialiseringer i sygehusvæsenet, som kan begrundes med veldokumenterede sundhedsfaglige hensyn, sådan at der på den ene side sikres en høj faglig kvalitet i behandlingen af patienterne, og på den anden side, at borgerne behandles så hurtigt og så tæt på hjemmet, som muligt. Folketinget afviser centraliseringer, hvor der ikke findes sundhedsfaglig dokumentation for fordelene. Folketinget opfordrer derfor regeringen til at gå i dialog med regionerne for at sikre en sygehusstruktur, hvor der ikke nedlægges akutmodtagelser, hvor dette fører til, at der bliver en sundhedsmæssigt uforsvarlig transporttid til nærmeste akutmodtagelse.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 24).

Det af hr. Per Clausen oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i de fortsatte forhandlinger.

Vi siger foreløbig tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det fru Birgitte Josefsen som ordfører for Venstre.

En rivende udvikling er i gang i det danske sundhedsvæsen: Langt flere syge bliver behandlet af stadig dygtigere specialister. Nye behandlingsformer og stadig bedre medicin giver en mere skånsom behandling, som ofte kan foregå ambulant i stedet for ved indlæggelse. Sygeplejersker og paramedicinere inddrages under kyndig lægesupervision i større udstrækning i patientbehandlingen. Telemedicinsk behandling, hvor patienten behandles hjemme i vante omgivelser, giver bl.a. mange kroniske patienter en langt bedre normal hverdag, hvor de ikke skal opholde sig på et sygehus med en seng og et natbord som fast inventar, men hvor de hjemme kan deltage i samme aktiviteter som den øvrige del af familien. Det er den udvikling, der er i gang, og det går hurtigt. Det er til gavn og hjælp for både den syge og de pårørende.

Når uheldet er ude og ulykken rammer os, skal vi alle være trygge. Det er indiskutabelt. Derfor er der også stor fokus på hele den akutte indsats. Når vi er raske og rørige, ønsker vi nærhed. Når vi er syge og har brug for behandling, ønsker vi høj kvalitet.

Netop det synspunkt var baggrunden for, at en række partier blev enige om en politisk aftale, der blev indgået i 2007. Med i aftalen er Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Overskriften på aftalen er »Principper for specialeplanlægningen«. Aftalen handler om, hvordan det danske sundhedsvæsen og vores sygehusstruktur kan sikre en hurtig og kvalificeret behandling til os alle og for os alle.

Aftalen er i øjeblikket ved at blive rullet ud. Der er gennemført en specialeplanlægning, der gør, at patienterne fremover mødes af den specialist, der har de rette kompetencer til at behandle netop den sygdom, den pågældende patient har brug for at blive behandlet for.

I aftalen er indskrevet, hvordan hele akutområdet skal sikres og styrkes, og det implementeres i øjeblikket. Der er nu igangsat projekter, hvor lægehelikoptere supplerer de meget veludstyrede ambulancer, som også betjenes af sundhedsfagligt personale. Alarmcentralerne vil alle steder fremover blive betjent af sundhedsfagligt personale. Det er en proces, der er igangsat, og som eksempelvis nu fungerer meget, meget tilfredsstillende i Region Nordjylland.

I går blev den første del af en 600-millioner-kroners-pulje sendt ud til regionerne. Det er penge, som skal omsættes ude lokalt og være med til at styrke patientbehandlingen decentralt, så alle sikres hurtig og kvalificeret hjælp og behandling.

Venstre ønsker et sundhedsvæsen, hvor det handler om mennesker. Venstre ønsker et sundhedsvæsen, hvor alle har ret til og får hurtig hjælp og behandling. Venstre vil have et sundhedsvæsen, hvor kvalitet og tryghed har højeste prioritet. Det var også det, der lå bag partiernes aftale i 2007, og det er det, vi forfølger. Vi ønsker, at alle danskere kan opleve tryghed og kvalitet i behandlingen. Det er det, vi har taget afsæt i i hele vores politiske proces, og vi er meget glade for, at man udeomkring nu vil være med til at implementere det.

Jeg vil gerne fremsætte et forslag til vedtagelse på vegne af fru Birgitte Josefsen, Venstre, fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti, fru Vivi Kier, Det Konservative Folkeparti, og hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliance:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget lægger afgørende vægt på, at patienterne i hele Danmark tilbydes behandling af højeste kvalitet, uanset tid, behandlingssted og specialiseringsniveau.

Partierne bag sundhedsloven har indgået en aftale om principperne for specialeplanlægningen, hvoraf det bl.a. fremgår, at »Regionerne skal samle behandlinger på bæredygtige enheder og samarbejde om funktioner, som er for specialiserede til at kunne udføres i alle regioner. Akut behandling skal kunne leveres med den samme høje kvalitet døgnet rundt, året rundt.«

Folketinget lægger samtidig vægt på, at et fintmasket sikkerhedsnet og nære tilbud og hurtig hjælp skal understøtte den nye sygehusstruktur.

Folketinget konstaterer, at der er afsat godt 40 mia. kr. til udviklingen af sygehusstrukturen, inkl. regional egenfinansiering, og i alt 600 mio. kr. til at styrke akutindsatsen i yderområder med store afstande, herunder organisering af nære tilbud, samt en helikopterordning med fokus på blandt andet yderområder og øer.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 25).

Det fremsatte forslag til vedtagelse af fru Birgitte Josefsen m.fl. indgår i den fortsatte forhandling.

Jeg har foreløbig noteret to til korte bemærkninger til ordføreren. Først er det fru Sophie Hæstorp Andersen

Som det fremgår af det forslag til vedtagelse, som ordføreren netop har læst op, har man i finanslovforhandlingerne i 2009 vedtaget, at der skulle afsættes 600 mio. kr. til at styrke de nære og akutte sundhedstilbud i tyndtbefolkede områder i Danmark, herunder i Nordvestjylland.

Hvad mener ordføreren om, at man nu laver endnu en ansøgningsrunde for nordvestjyderne i forbindelse med de projekter, der var der, og som skulle styrke det akutte og nære tilbud? Og mener ordføreren, at det giver tryghed nok i sig selv, at man nu har været tæt på 1½ år om at udmønte de her midler?

Ordføreren.

600-millioner-kroners-puljen er jo ikke en pulje, der er designet til et bestemt område i Danmark. Den er designet til hele Danmark, og derfor bliver der også uddelt penge til samtlige regioner. Jeg vil gerne påpege, at i min egen region får man 105 mio. kr. til at etablere behandlerhuse, så man kan sikre, at der kan være lægebetjening ude decentralt i alle regionens yderområder. Der bliver givet penge til videokonferencefaciliteter i ambulancer og en døgnbemandet lægebil i Aalborg. Det har jeg lyst til at nævne her.

Så er det da rigtigt, at der også bliver afsat penge til Region Midtjylland, men der bliver også afsat penge til Region Sjælland. Jeg synes, at det, der jo er vigtigt, er, at vi alle blev enige om i den aftale, der blev indgået i 2007 – Socialdemokratiet var også en del af det – at vi skulle sikre en akutbetjening rundtomkring i hele landet. Så jeg håber, at Socialdemokratiet vil være med til at leve op til den politiske aftale, vi blev enige om i 2007.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jo, men sådan som jeg har forstået det, er der en pulje til lægehuse og sundheds- og akuthuse, som først skal udmøntes i anden ansøgningsrunde med frist den 25. februar. Det er jo nogle af de mange projekter, som vi allerede har fået indsendt fra mange kommuner rundtomkring, hvor de har prøvet at lave nogle projekter, der netop skulle styrke både akuthusene og lægehusene i nærområderne. Og nu udsætter man igen midler til at styrke de her områder. Kan ordføreren ikke godt se, at 1½ år i sig selv er meget lang tid at vente på de meldinger, man kom med i efteråret 2009 fra regeringens side?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at der, sådan som jeg oplever det, har været en meget konstruktiv dialog imellem regionerne og regeringen og Dansk Folkeparti i forhold til uddelingen af de her midler. Alle har haft mulighed for at sende ansøgninger ind. Og det er jo ikke et udtryk for, at der ikke er foregået noget i 1½ år; det her understøtter det, man sidder og arbejder med at få implementeret ude i kommuner og regioner. Så jeg synes, det er dejligt, at vi i en krisetid har mulighed for at understøtte det arbejde, der pågår i regioner og kommuner, så vi sikrer, at borgerne får den gode, kvalificerede behandling døgnet rundt, året rundt, hver eneste dag.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Der stod på forslaget til vedtagelse, at regeringen og de regeringsstøttende partier, i hvert fald de fleste af dem, siger, at man skal have bæredygtige enheder, når det handler om akutmodtagelserne. Er det en anden måde at sige, at de skal have et befolkningsunderlag på 250.000-400.000? Og hvis det er det, hvor har man så fra, at det skulle være den rigtige størrelse? Altså, hvor har man dokumentationen for det henne?

Ordføreren.

Det er jo sådan, at vi har brug for meget højt specialiserede tilbud, når vi rammes af meget, meget alvorlig sygdom og de meget, meget store ulykkestilfælde. Det fordrer jo, at vi kan samle nogle spidskompetencer, og de spidskompetencer har vi brug for at samle i nogle færre enheder. Det bliver nu på 22 sygehuse rundtomkring i landet. Det betyder, at vi kan sikre, at man får den allerbedste behandling, når man virkelig kommer alvorligt til skade, når man virkelig rammes af en meget alvorlig sygdom. Derudover gør vi jo det, at vi rykker nogle tilbud ud i nærområder, og det er sådan set det, der ligger i bl.a. den 600-millioner-kroners-pulje, der rulles ud.

Så det, der skal klares af højt specialiserede sundhedsfagligt personale, må vi samle for at sikre, at vi har de rette kompetencer til rådighed. Det, der kan klares på et lidt lavere fagligt niveau, kan vi så få tættere på vores bopæl.

Hr. Per Clausen.

Jeg må vel tolke fru Birgitte Josefsens svar på den måde, at ja, man mener 250.000-400.000, og nej, man har ingen dokumentation for, at det er det, der skal til for at drive en bæredygtig akutmodtagelse.

Det andet spørgsmål, jeg så vil stille til fru Birgitte Josefsen, er: Synes fru Birgitte Josefsen ikke, at det er lidt bekymrende, at en del af dette førhospitale beredskab, som man lader som om består af lægeambulancer, i det vestjyske består af enten ambulancer uden læger, eller består af ambulancer med læger, som stort set aldrig arbejder?

Ordføreren.

Som jeg også sagde i min ordførertale, sørger vi for, at der nu i hele landet er lægeambulancer til rådighed, og at ambulancer er bemandet med sundhedsfagligt personale og udstyret med en lang række elektroniske hjælpemidler. Det personale, der er i ambulancen, understøttes af det personale, der er inde på sygehuset; det vil sige, at ambulancen er koblet op til specialisten på sygehuset med henblik på supervision af personalet i ambulancen.

Det er den udvikling, som jeg så synes vi skal være rigtig glade for og rigtig stolte af, for det viser sig allerede i dag, at langt flere patienter får den rette hjælp, når de rammes af en alvorlig sygdom eller en ulykke. Det betyder, at flere overlever; det betyder, at flere kommer ud af deres forløb uden at være dybt invalideret.

Så den udvikling, der foregår i sundhedsvæsenet i øjeblikket, er jeg meget, meget glad for. Den gør, at vi får hjælp, når vi bliver syge, og det er jo sådan set det, det handler om.

Tak til ordføreren. Så er det fru Sophie Hæstorp Andersen som socialdemokratisk ordfører.

Det er Socialdemokraternes mål, at danskerne altid kan følge sig trygge ved, at det danske sundhedsvæsen kan tilbyde hjælp og behandling, hvis sygdom eller ulykke rammer. Flere dyrere og mere specialiserede behandlinger i det danske sundhedsvæsen betyder, at der i disse år foregår store forandringer.

For at sikre et sundhedsvæsen med høj lægefaglig kvalitet i international klasse bliver fremtidens sundhedsvæsen organiseret i større enheder, og flere små hospitaler og skadestuer lukker eller får færre funktioner. Udviklingen medfører en stigende utryghed for, om man kan få hjælp, hvis akut sygdom eller ulykke indtræffer i hjemmet, på arbejdet eller i trafikken. Derfor kræver Socialdemokraterne – og det har vi før sagt – at der i udviklingen af sundhedsvæsenet sættes fokus på nærhed, sammenhæng og kvalitet.

Vi Socialdemokrater mener, at det er essentielt, at der altid er akut hjælp at hente, hvis man udsættes for en livstruende ulykke, uanset om man bor i byen eller på landet. Derfor foreslog vi allerede i 2004, at der over en 3-årig periode skulle udarbejdes en landsdækkende plan for, hvordan alle danskere sikres adgang til hurtig og relevant akut hjælp uanset afstanden til nærmeste sygehus.

For borgerne har det betydning, at der hurtigt kan igangsættes behandling af høj kvalitet, når der opstår en akut situation eller et behov for lægehjælp. Derfor skal regionerne sikres de fornødne kompetencer og økonomiske ressourcer til at sikre en sygehusstruktur med et sammenhængende akutsystem, der omfatter alle elementer, fra det tidspunkt, der opstår akut sygdom eller ulykke, indtil patienten har modtaget relevant behandling af høj faglig kvalitet, håndteret af egen læge eller vagtlæge – eventuelt i eget hjem, på skadestue eller i akutmodtagelse inden for rammerne af Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

I dag er det jo 112-dag, altså 11.2. Det vil sige, at man i dag sætter fokus på vores akutberedskab. Inde i Fællessalen lige ved siden af sidder en masse mennesker, der repræsenterer en lang række folk inden for vores beredskab, både i forhold til redning og i forhold til andre ting. På denne dag vil jeg gerne pege på nogle udfordringer, som vi står over for i det danske akutsystem.

Det danske akutsystem er nemlig i dag stadig meget søjleopdelt uden klare snitflader mellem alarmcentral, ambulancetjeneste og de øvrige præhospitale ressourcer: brand, redning, lægevagt, hjemmesygepleje. Tværtimod lever de her systemer altså stadig primært deres eget liv – hver for sig velfungerende, men i høj grad med mangel på koordination med henblik på en samlet integreret indsats til gavn for borgerne.

Derfor er det også sigtet med Socialdemokratiets politik, at der i de kommende år udvikles et sammenhængende og fremadrettet akutsystem i Danmark, som omfatter alle elementer, fra det tidspunkt, der opstår akut sygdom, ulykke eller tilskadekomst, og til patienten enten er kommet på hospital, håndteret af vagtlæge eller har fået et af de kommunale tilbud, eventuelt i eget hjem.

Et nyt fremadrettet og sammenhængende akutsystem i Danmark skal omfatte både indretningen af 112-alarmcentral, vagtcentral, førstehjælp hos den brede befolkning, uddannelse af det, man kalder first responders, blandt almindelige mennesker, dvs. mennesker, der hurtigt kan træde til. Nogle af dem skal også være professionelle. Vi skal have en ambulancetjeneste, hvor man både kigger på den almindelige ambulancekørsel, paramedicinerordninger og på lægebilsordninger. Vi skal kigge på hjemmesygepleje, akutstuer, lægevagter, behandlere og sundhedscentre osv. osv. Der skal med andre ord være en bred palet af tilbud, som tilsammen udgør et fintmasket og sammenhængende net af sundhedstilbud – tilbud, der giver tryghed.

Den nuværende usikkerhed om udmøntning og fordeling af midler til udbygning af det præhospitale beredskab er ikke acceptabel. Regeringen har talt om at sikre øget kvalitet i sundhedsvæsenet via specialisering, men det kan altså kun lade sig gøre, hvis de nødvendige investeringer og det samlede overblik over den præhospitale indsats er til stede. Og det mener vi fortsat ikke den er. Derfor har vi også tidligere tilkendegivet, at vi fandt, at det er mest betryggende for borgerne i Danmark, at der er maksimalt 30 minutters transporttid i akutberedskabet, og det er også vores holdning og vision.

Vi indser dog, at regeringen har indgået en lang række politiske og økonomiske aftaler med regionerne, hvor vi har været kritiske over for såvel de politiske som de økonomiske rammer. Det er regionernes pligt at efterkomme regeringens beslutninger og skabe økonomisk balance, og vi respekterer det lokale demokrati, men når en ny regering kommer til, vil den ud over at øge aktiviteten på sundhedsområdet også optage forhandlinger med regionerne om at opfylde vores ønsker på det præhospitale område, herunder hvordan der kan sikres en større sammenhæng, således at vi får en bedre udbygget sygehusbetjening og et bedre beredskab i alle dele af Danmark, også i de tyndt befolkede områder. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er det fru Liselott Blixt som ordfører for Dansk Folkeparti.

Jeg synes jo, det er rigtig godt, at der er sådan en forespørgsel i dag, hvor vi for det første har været ude at dele nogle af de her mange millioner ud til netop akutberedskabet, som vi også har hørt at ministeren har været inde på, og hvor der for det andet bliver holdt 112-dag nede i Fællessalen, hvor man netop går ind og kigger på beredskabet og på, hvad det er, man kan gøre bedre. Og der synes jeg da, at skal man gøre sig bedre og klogere på det her område, var det da et sted at gå hen og lytte for netop at høre, hvad dem, der har fingeren på pulsen, synes der kan gøres for beredskabet.

I 2005 blev partierne bag sundhedsloven, det var Socialdemokraterne, Radikale, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, enige om, at planlægningen af sygehusvæsenet skulle følge fire grundprincipper, som byggede på høj kvalitet uanset tid og sted, et robust sygehusvæsen, et dynamisk sygehusvæsen samt åbenhed og dokumentation. Særlig skulle den akutte indsats prioriteres. Det er den aftale, der ligger til grund for, hvad der sker på området i dag, og for Dansk Folkeparti er det stadig den aftale, vi skeler til, når vi diskuterer emnet.

Borgerne i Danmark har krav på at få en behandling af allerhøjeste kvalitet uanset tid, behandlingssted og specialiseringsniveau. Derfor var regionernes opgave at samle specialerne på sygehuse, som kunne danne basis for et højt fagligt grundlag for en konstant høj kvalitet.

Der er sket forhandlinger mellem de forskellige regioner og regeringen, så selve strukturen er på plads. Men det er ikke sket uden turbulens, og jeg tror heller ikke, vi er færdige med at diskutere denne sag. Vi har stadig væk nogle problemer, specielt med en region, hvor socialdemokraten Bent Hansen hele tiden forringer det for en bestemt gruppe borgere.

Alle borgere skal have tillid til sundhedsvæsenet, føle sig trygge og vide, at hjælpen vil komme, når der er brug for den. Derfor har vi i Dansk Folkeparti gennem hele forløbet villet sikre os, at borgerne i udkantsområderne kan få den hjælp, der er brug for i det pågældende område. Dansk Folkeparti har derfor ved det sidste par finanslove fået afsat i alt 600 mio. kr. til den præhospitale indsats i udkantsområderne, også til de steder, hvor der er brug for helikopterhjælp.

Nu kan og skal vi endelig udmønte – og har udmøntet – disse penge, i hvert fald til de fleste regioner. For Region Midtjylland, hvor vi netop ser en del problemer, er det nødvendigt for regeringen og Dansk Folkeparti, at der laves en aftale med region og kommuner, så man sikrer, at der ikke kommer efterfølgende forringelser. Vi har skullet lave et net, der dækkede hele Danmark. Når man faldt igennem de store huller, fordi der var for langt til et sygehus med alle akutfunktioner, har vi måttet sætte ekstra ind, så der fremkom mindre huller i nettet, så alle kan få hjælp, når der er brug for den.

Der blev lavet puljer, en til et fuldt udbygget sundheds- og akuthus, en til lægehuse og sundhedsakuthuse, en til det præhospitale beredskab og den sidste til uddannelse af særlige førstehjælpere. I Sjællandsregionen glæder jeg mig især over, at vi nu har bevilget penge til et sundheds- og akuthus i Nakskov, et sundhedscenter i Faxe og en akutbil i Præstø. Samtidig får vagtlægerne GPS-overvågning og kommunikationsudstyr, så der etableres muligheder for direkte samspil mellem den kørende lægevagt og den øvrige præhospitale organisation.

På øerne, hvor der altid har været langt til hjælp, vil vi give midler til, at Agersø, Orø, Femø, Fejø, Sejerø, Askø, Nekselø og Omø kan etablere akuthjælpere. Det er øboere, som bliver specielt uddannet til at give livreddende førstehjælp, indtil ambulancen eller helikopteren er til stede. Samtidig vil der i ni byer blive etableret nødbehandlerenheder. Det kan være folk, der i forvejen er tilknyttet et beredskab, deltidsbrandmænd eller fuldtidsbrandmænd, som kan give livreddende førstehjælp. På den her måde har regioner været med til at sørge for, at der på mange forskellige måder bliver taget hensyn til de forskellige landsdele.

Det er blot for at give et billede af Region Sjælland, som har de samme problemer, som vi hører at ordføreren for Enhedslisten fortæller at der er i Vestjylland. Der er langt fra Nakskov til Nykøbing Falster eller Næstved sygehuse. Det har der været i lang tid og vil være fremover. Men med det her beredskab, som jeg ved at beredskabschefen også er tilfreds med, mener jeg at vi er kommet langt hen ad vejen for at imødekomme de mennesker, der bor i Sjællandsregionen. Og jeg håber så sandelig, at vi, når vi har det hele på plads, vil dække hele landet på samme måde.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Fru Liselott Blixt har jo fuldstændig ret i, at de problemer, man kan have uden for de store byer, kan genfindes over hele landet. Det er jeg helt enig med fru Liselott Blixt i, og jeg sådan set også enig i, at en række af de tiltag, fru Liselott Blixt nævner, er gode tiltag, men prisen, kan man sige, har Dansk Folkeparti vel også betalt, for Dansk Folkeparti har jo også accepteret den her centralisering af sundhedsvæsenet, og det betyder vel også, at der føres penge fra sygehuse i de tyndtbefolkede dele af Danmark ind til sygehuse i tæt befolkede dele af Danmark.

Synes fru Liselott Blixt på den baggrund, at det er særlig tilfredsstillende, at når man giver folk indtryk af, at det er en lægeambulance, man har indsat i et område, så kan man enten forvente, at der ikke nogen læge med, eller også at det er en læge, som tilsyneladende ikke laver andet end at vente på at komme til arbejde med alle de forfærdelige risici, det giver for kvaliteten, som ministeren jo tidligere har nævnt?

Ordføreren.

Jeg vil give ordføreren ret i, at vi da har bekymret os en del over de steder, hvor regionerne har besluttet nogle ting, som vi måske mener er uhensigtsmæssige, men desværre har vi jo givet regionerne det ansvar og den magt, at det er dem, der skal have fingeren på pulsen, det er deres region. De ved bedre end en folketingspolitiker herinde, hvad man skal i et område. Blot viser det sig i nogle regioner, at man ikke har taget højde for en del mennesker i vest, men tilgodeser dem i øst, fordi man måske har lavet nogle aftaler, og der har vi desværre ikke kunnet spænde ben for det. Hvis vi havde kunnet, så havde vi gjort det.

Med hensyn til lægeambulancer ved jeg lige præcis, at der i Vestjylland kører en lægeambulance ud en gang om dagen. Spørgsmålet er, hvad det er, vi har brug for. Jeg vil gerne have et beredskab, der er sådan, at vi har de mennesker, der er brug for, de steder, hvor der virkelig er brug for dem. Vi mangler læger mange steder. Jeg ved, at man i Sjællandsregionen har valgt, at det er paramedicinere, der har en lang uddannelse bag sig, som kører rundt, og det har gjort, at der kommer mange flere biler ud på vejene. Så har vi lægerne, og dem mangler de 113 af i Sjællandsregionen. Så vil jeg hellere have, at lægerne er derinde, end at de bare har en enkelt tur på en dag, for så gør de mere nytte og gavn for de patienter, som vi har på vores sygehuse.

Hr. Per Clausen.

Man kan jo sagtens være enig med fru Blixt i, at det nok ikke er nogen fornuftig anvendelse af ressourcerne. Man kan så sige, at når man løser problemet ved, at man kalder det en lægeambulance, og der ikke er nogen læge med, så skulle man måske være lidt mere sandfærdig og sige, at det er en ambulance, som har kontakt til en læge, og hvor der i øvrigt er uddannet personale med. Det ville nok være godt.

Men fru Liselott Blixt må vel erkende, at noget medansvar og noget styring har man jo herinde fra Folketinget, for det er jo Folketingets flertal, som definerer regionernes økonomi, og det er Folketingets flertal, som har lagt sig fast på, hvordan sygehusstrukturen skal være. Det har man jo truffet beslutning om. Og når dertil så kommer, at de borgerlige partier i Midtjyllandsregionen, så vidt jeg har forstået, sådan set ville spare flere penge end det flertal, der er, ville situationen måske bare have været endnu værre, hvis der havde været et borgerligt flertal, der havde siddet i den region, altså så vi havde haft dobbelt borgerligt flertal. Så er fru Liselott Blixt ikke enig med mig i, at når man sidder på økonomien, når man sidder på sygehusplanlægningen, så har man et rigtig, rigtig stort ansvar for, hvordan tingene udvikler sig?

Ordføreren.

Jamen det er da helt korrekt. Jeg vil også sige, at hvordan man benævner de enkelte ambulancetyper eller biler er meget forskelligt fra sted til sted, for andre steder hedder det en akutbil, og der er også forskel på, hvad der sidder i akutbiler. Så jo, der skal også ryddes op i begreber og navne, og hvad vi ellers kalder skadestuer, akutfunktioner og så videre, for det er det, folk bliver forvirrede over.

Vi har alle sammen et ansvar. Vi har et ansvar både som kommunalpolitikere, regionspolitikere og folketingspolitikere, men vi ville også hver især have et ansvar, hvis vi som folketingspolitikere gik ind og overrulede, hvad regionerne gjorde. Jeg ved ikke lige, hvad de borgerlige har sagt i Vestjylland, det er svært at vide, hvad de siger alle steder rundtomkring, jeg ved bare, at vi alle sammen har et ansvar, og vi skal også alle sammen være med til at trække i en retning, der gør, at vi netop kommer ind på, hvad fru Sophie Hæstorp Andersen sagde med at få hjemmepleje, paramedicinere, sygehuse, det hele til at arbejde sammen. Det er der altså nogle kommuner der gør. Jeg ved, de gør det i vores egen kommune. De laver akutstuer, de laver funktioner og laver høringssvar til regionen om, at man skal samarbejde meget mere. Så det er bare at blive ved med at presse på.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Jonas Dahl som SF’s ordfører.

Jeg vil gerne indlede med at kvittere for den forespørgsel, som vi står med her i dag, fra Enhedslistens side. Jeg synes sådan set, det er meget velkomment, at vi får en diskussion af, hvad det er for et sundhedsvæsen, vi ønsker os i Danmark, og ikke mindst af, hvad det er for et sundhedsvæsen, vi ønsker os i forhold til de mennesker, som ikke bor i de allerstørste byer og ikke har adgang til et universitetshospital i baghaven. Det er jo, man kan sige heldigvis, ganske mange borgere, som ikke bor så tæt på de her meget store enheder.

Men vi står med en generel udfordring, og den er vi fra SF's side også villige til at tage op. Vi har en udfordring med at sikre, at de borgere, som ikke er bosat i de største byer, får den samme adgang til sundhedsvæsenet og den samme adgang til de sundhedsydelser, som resten af befolkningen har. Det må ikke være sådan, at sundhedsydelserne er begrænset til en snæver gruppe, som er bosiddende i og omkring de allerstørste byer.

Det er derfor også en central udfordring netop at sikre, at man får et præhospitalt beredskab, et ambulanceberedskab, stablet på benene, således at vi sikrer os, at de mennesker, som ikke har den umiddelbare tilstedeværelse af de store sygehuses funktioner, også har mulighed for at få en hurtig behandling af højtuddannede ambulancereddere, sygeplejersker, læger, som sidder i enten akut- eller lægebiler, lægeambulancer eller paramedicinerbiler, vi kan også kalde det sygeplejerskebiler, der har været mange navne i spil i løbet af dagen, det er sådan set fløjtende ligegyldigt. Det, der er det afgørende, er, at vi får et akutberedskab, som rent faktisk samler disse borgere op og giver dem den bedst mulige behandling til at starte med og sikrer, at de borgere, som har behov for den hurtige og afgørende behandling, også af en læge, får den tilstrækkelig tidligt.

Fra SF's side har vi sammen med Socialdemokraterne i »En Fair Løsning« fremsat en målsætning om, at vi simpelt hen overordnet set har behov for at prioritere sundhedsvæsenet i endnu højere grad, end det er sket under den nuværende regering. Vi vil derfor være med til at styrke det danske sundhedsvæsen yderligere, vel at mærke for hele befolkningen, ikke kun for den gruppe, som enten har en sundhedsforsikring, som vi tidligere diskuterede her, eller som er bosiddende i de større byer.

Vi har derfor også fra S-SF's side afsat 3 mia. kr. ekstra til effektiv kræftbehandling, bedre behandling af hjertesygdomme og andre livstruende sygdomme samt til styrkelse af hele det medicinske og psykiatriske område.

Endvidere har vi afsat 2 mia. kr. ekstra til forebyggelse for alle, fordi vi har behov for at se på, hvordan forebyggende sundhedstjek af alle, en forebyggelsesstrategi for vores børn og unge, rent faktisk kan være med til at løfte den generelle sundhedsmæssige tilstand hos den danske befolkning.

Men det er også en kendsgerning, at de første minutter, indtil en akutbehandling træder i kraft, er afgørende, og derfor skal vi ikke bare sikre trygheden i yderområderne, nogle har nævnt Nordvestjylland, men jeg synes, man med rette også i dag kan nævne andre områder. Der er dele af Djursland, der er også Lolland-Falster og dele af Sønderjylland og Nordjylland, hvor der er rigtig langt til det nærmeste sygehus, og også her har vi behov for at sikre, at man får et præhospitalt beredskab, får et ambulanceberedskab, som er i stand til hurtigere at samle borgerne op med den størst mulige ekspertise.

Derfor må man også undre sig, når regeringen i dag, eller i går tror jeg det var, sammen med Dansk Folkeparti melder ud, at nu vil man gøre noget for en isoleret del i det nordvestjyske. Jeg synes, det er prisværdigt, at man også løfter netop det nordvestjyske område; det er dog betænkeligt, at man i samme åndedrag glemmer at forholde sig til den del af befolkningen, som er bosiddende i Tarm, Ringkøbing, Grenaaområdet, Holstebro, Lemvig og Struer i Region Midtjylland, for der er det fuldt berettiget, at der netop bliver løftet en præhospital indsats i de områder. Men man må undre sig over, at det netop er de områder, som så skal have mulighed for at diktere, hvad der skal foregå i resten af Region Midtjylland.

Jeg mener sådan set, at vi grundlæggende bliver nødt til at have tillid til vores regionsråd og grundlæggende bør respektere, at regionsrødderne også foretager den nødvendige prioritering. Dermed også sagt, og man kan jo næsten foreslå, at Norddjurs, Samsø og Ringkøbing kommuners borgmestre også tager fat på at presse regeringen, for det er åbenbart det, der skal til, for at de kan få de nødvendige midler, men vi må i dag konkludere, at regeringen ikke har været villig til at løfte den præhospitale indsats bredt i regionerne. Det har været en centralisering og specialisering, hævet over alt, og det har også været det, man har brugt som argument for at diktere, hvor de enkelte sygehuse skulle ligge, som det er tilfældet med Svendborg og Odense, hvor man kun formidler til Odense Hospital, såfremt man lukker Svendborg. Også der bør man have tillid til, at regionsrødderne i Syddanmark netop prioriterer disse områder.

Men fra SF’s side er vi meget enige i det forslag til vedtagelse, som hr. Per Clausen læste op. Vi har behov for at se på, hvordan vi kan løfte det præhospitale beredskab, således at behandlingen af danskerne også i udkantsområderne sker sundhedsmæssig forsvarligt og på allerhøjeste niveau.

Tak til ordføreren. Så er det fru Vivi Kier som konservativ ordfører.

I sidste uge diskuterede vi jo det samme emne. Regionerne skal samle behandlinger på bæredygtige enheder og samarbejde om funktioner, som er for specialiserede til at kunne udføres i alle regioner. Sådan er teksten i den brede politiske aftale tilbage fra 2006, en aftale for principperne for fremtidens specialeplanlægning. Sidst i 2008 kom så ekspertpanelets bud på en ny struktur for sygehusplaceringer, hvor en gennembearbejdet rapport belyser, forklarer og begrunder.

Forespørgslen i dag handler om fremtidens sygehusstruktur, og fra konservativ side vil vi rigtig gerne fra vision til virkelighed. Den vision, der har været, bygger på fire områder: at vi får fagligt bæredygtige sygehuse; at vi får en ny akutsygehusstruktur, og det er jo lige nøjagtig her, vi samler ekspertisen på færre enheder; og så er der det her forfærdelige udtryk den præhospitale indsats, som vi alle sammen er enige om er et dårligt udtryk, men som jo drejer sig om, at behandlingen iværksættes ude på ulykkesstedet, inden man overhovedet begynder at køre hen imod et sygehus; og den sidste del er så den primære sundhedssektor, og det er den, der skal understøtte alle andre tiltag.

Som konservativ glæder jeg mig over, at vi står med mange nye ekstra milliarder kroner, milliarder, der alene skal bruges til nybygning og ombygning, således at vi får et fremtidens sygehusvæsen med en akutstruktur, som rækker langt ind i fremtiden.

Akutmodtagelsen er vigtig, og den går på to ben: Der er de nære tilbud, og så er der den høje faglige ekspertise. Udkantsområderne er selvfølgelig også en del af det her. Tryghed for borgerne er meget vigtigt. Der er afsat 600 mio. kr. til det her område, og de første penge er netop udmøntet, som vi hørte i ministerens tale. Det er jo helt forståeligt, hvis ikke alle har kunnet nå at følge med i den udmøntningsaftale, der er sendt ud til alle regioner her til morgen. Jeg synes, man skal sætte sig ind i det, for alt det om områder, som hr. Jonas Dahl nævnte før, er i hvert fald ikke korrekt og rigtigt. Men det er jo fair nok, hvis man ikke har haft tid til at sætte sig ind i det sidste nye.

Etableringen af den nye sygehusstruktur og af akutmodtagelser er et centralt satsningsområde. Det er nødvendigt med færre enheder, hvis vi vil have og vil kunne fastholde en høj ekspertise, men det udelukker jo ikke, at vi skaber tryghed for den enkelte borger, for trygheden skal være i højsædet.

Igen må jeg sige med hensyn til den her førhospitalsindsats, at det hele jo skal ses i en sammenhæng, og i det øjeblik man er klar med de nye sygehuse, hvor alle specialerne bliver lagt sammen, jamen så er der også en helt køreklar plan for, hvordan vi skaber tryghed i udkantsområder. Allerede nu er der sat rigtig mange tiltag i værk, som vi også har hørt tidligere ordførere fortælle om fra deres regioner.

Jeg er derfor ikke enig med den spørger, der talte om forringelser af sygehusbetjeningen. Det er jo ikke bygningerne, der er afgørende for en høj lægefaglig behandling, det er derimod indholdet i bygningerne, og samlingen af specialiseret behandling er jo lig med en langt højere kvalitet for alle patienter her i landet. Hvad hjælper det, at man får en akut hjerneblødning på Langeland og så bliver transporteret til Svendborg Sygehus, hvor der ikke er alle de eksperter, som der er inde på det store Odense Universitetshospital? Så ligger man der et par dage og bliver måske invalideret resten af sit liv, fordi man ikke fik den ypperste behandling. Jeg tror, det gælder os alle sammen: Den dag vi bliver syge, vil vi hellere have, at den helt rigtige behandling starter i ambulancen, og at man så bliver kørt ind til specialisterne, som kan sikre, at man kan komme sig efter eksempelvis en hjerneblødning.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere i ordførerrækken, men der er en kort bemærkning fra hr. Jonas Dahl. Værsgo.

Nu sagde ordføreren, at det ikke er korrekt, at det kun er enkelte kommuner, der er inddraget, men kan ordføreren ikke bare bekræfte, at de borgmestre, der er inddraget i at se på det præhospitale i Region Midtjylland, er borgmestrene i Holstebro, Struer og Lemvig og dermed ikke borgmestrene fra f.eks. Grenaa, Samsø og Ringkøbing, som også er ganske hårdt ramt i forhold til besparelserne på det præhospitale område – nej, ikke af besparelserne på det præhospitale område, men af de omrokeringer, der foregår, og ikke mindst ændringen af sygehusstrukturen?

Vil ordføreren ikke bare bekræfte, at der nu er tre borgmestre, som ene og alene får hånds- og halsret over de millioner, som regeringen vil uddele i Region Midtjylland, og altså ikke alle de andre borgmestre i det midtjyske?

Ordføreren.

Jeg glæder mig meget over, at spørgeren nåede at trække det med besparelser i land, for det er nemlig helt korrekt, at der ikke fra regeringens side er pålagt nogen besparelser ude i regionerne. Rent faktisk forholder det sig sådan, at der er tilført mere end 21 milliarder ekstra kroner til hele sundhedssektoren, og derfor synes jeg jo også, det er rigtig, rigtig ærgerligt, at det ansvar, som regionerne har for at styre deres økonomi og bruge de penge, som de nu engang har fået til rådighed, har de ikke været helt så gode til at varetage, og derfor kan det godt være, at de skal ud at skære på nogle områder, men det er ikke nogen besparelser, de er blevet pålagt herindefra.

I forhold til Region Midtjylland og deres akutberedskab og hvordan de vil tilrettelægge det, hørte vi jo også i ministerens tale, at her til morgen eller i går aftes er der meldt ud til stort set alle regioner undtagen Region Midtjylland, som indgår i en fornyet ansøgningsrunde, fordi man jo er nødt til at være sikker på, at de penge – det er rigtig mange millioner kroner – som vi gerne vil bruge på at give en ekstra tryghed for borgerne, så også bliver brugt til at give den ekstra tryghed for borgerne.

Hr. Jonas Dahl.

Det var en ganske fin udenomssnak, vi fik her, men ordføreren var selv inde på det og påpegede sådan set, at det, undertegnede stod og sagde på talerstolen for lidt siden, ikke passede, netop at der er tre borgmestre, som faktisk får direkte indflydelse på uddelingen af de 180 mio. kr., der skal uddeles i Region Midtjylland. Vil ordføreren ikke bare bekræfte, at der er tre borgmestre, som får indflydelse på det her, mens resten af borgmestrene i det midtjyske er holdt uden for den diskussion og uden for den snak, der har været med ministeren? Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Nu ville det jo klæde hr. Jonas Dahl, hvis han havde valgt at sætte sig ned på sin plads med det samme og høre, hvad jeg sagde i min tale, frem for at sidde og snakke. Jeg sagde, at jeg ikke mente, at hr. Jonas Dahl havde hørt ordentligt efter eller havde haft tid til at læse alle de udmøntningsplaner, der er kommet i dag. Der blev nævnt noget om Lolland-Falster – der blev nævnt mange forskellige områder – og jeg sagde, at det er helt forståeligt, at man ikke har haft tid til at sætte sig ind i, nøjagtig hvor det er, pengene er meldt ud til at skulle bruges.

Når det så gælder Region Midtjylland, må jeg igen sige, at der måske er en grund til, at Region Midtjylland skal ud i en anden ansøgningsrunde, og jeg synes jo, det er væsentligt, at hvis vi vil give penge, som skal gøre en række borgere mere trygge, er det også vigtigt, at pengene bliver brugt til det, de var tiltænkt at skulle bruges til. Så jeg synes, det er helt fair, at Region Midtjylland må lave endnu en ansøgning, så vi er sikre på, at de her penge, som skal gå til et akutberedskab, også bliver brugt til et akutberedskab.

Jeg siger tak til ordføreren. Så kan jeg se, at ordføreren for forespørgerne er på vej herop, og jeg går ud fra, at det er, fordi han gerne vil have ordet.

Hr. Per Clausen som ordfører for forespørgerne.

Jeg synes, at vi sådan set godt kunne stoppe her, men der er bare et par enkelte bemærkninger, jeg afslutningsvis godt vil gøre, og det er jo til diskussionen om, hvem der har ansvaret for udviklingen udeomkring i landet.

Det er rigtigt, som det også er blevet sagt heroppefra i dag, at når Svendborg Sygehus lukkes, er det jo ikke, fordi Region Syddanmark syntes, at det var en god idé; så er det, fordi man blev udsat for en meget kontant udmelding fra statens side, nemlig at der, hvis man ikke lukkede det, så ikke var nogen penge til udbygningen i Odense. Når man ser på sygehusstrukturen i Sjælland med de centraliseringstendenser, der er der, kan man ikke se, at det er udtryk for nogen beslutninger, som regionen gerne ville træffe; så kan man se, at det er udtryk for nogle beslutninger, som regionen er blevet presset til at træffe. Så vi har altså en meget, meget snæver statslig styring af regionerne, både når det kommer til økonomidelen, og når det kommer til den del, der handler om, hvor sygehusene skal ligge.

Så står det jo – for at gøre det fuldstændig færdigt – nu klart, at det i virkeligheden er flertallet i Folketinget og sundhedsministeren, der skal bestemme, hvordan pengene bruges til det, man kalder den præhospitale, den førhospitale, indsats i Region Midtjylland, og det betyder, at man kan sige, at det er de områder i landet, som er i stand til at opnå størst opmærksomhed hos ministeren og hos Dansk Folkeparti, som får pengene.

Så synes jeg jo ærlig talt, at man fra VKO-flertallets side skulle erkende, at godt nok er det stadig væk sådan, at Venstre støtter, at regionerne skal eksistere, men det er ikke sådan, at regionerne skal have nogen selvstændig beslutningskraft, for der har man trukket alle beslutningerne over i Folketinget og over i regeringen. Til gengæld synes man, det er meget bekvemt at have regionerne, så man har nogen at skyde ansvaret over på og måske også nogen, der sådan kan stå for administrationen.

Det er derfor, jeg synes, at konklusionen på den her debat jo i virkeligheden bliver, at der ikke er nogen som helst tvivl om, at ansvaret for den udvikling, der er i sygehussektoren i Danmark, de store udfordringer og problemer, man står over for i de tyndtbefolkede dele af Danmark, ligger herinde, og at det ligger inde hos regeringen.

Så er der bare at gentage, at det altså er ufatteligt, at man gang på gang skal føre en debat, hvor VKO's ordførere og ministeren siger, at årsagen til, at man har valgt at lave en centralisering af akutmodtagelserne, som tager udgangspunkt i et befolkningsunderlag på 250.000 til 400.000, er, at det er det, der skal til for at sikre kvaliteten, når det er en kendsgerning, at man aldrig har været i stand til at dokumentere det.

Så har man to andre argumenter for det, og de argumenter kunne vi diskutere, hvis man ellers ville være ærlig og snakke om, hvordan det er.

For det første siger man, at det bliver for dyrt at have alle de her akutmodtagelser, og for det andet siger man, at det bliver vanskeligt at få læger nok. Den situation kunne man jo diskutere åbent og ærligt, og så kunne man ud fra det diskutere, hvordan vi så indretter et sygehusvæsen, et sundhedsvæsen, som giver den lige adgang til sundhed, den lige adgang til behandling, uanset hvor folk bor, og uanset hvordan deres økonomiske situation er, osv., som vi alle sammen ønsker.

Men det hele bliver dækket ind bag, at man ligesom først træffer nogle beslutninger, man er nødt til at træffe, fordi det er de eneste sagligt rigtige beslutninger, og bagefter går man så i gang med at lappe på det. Det synes jeg er fuldstændig urimeligt. Men jeg må jo sige, at jeg sådan set synes, debatten i dag har gjort det fuldstændig klart, nemlig at det i dag helt ned i detaljen er sådan, at man må sige, at ansvaret for udviklingen på det her område bæres af sundhedsministeren og det flertal, der støtter ham.

Så kan jeg ikke lade være med at bemærke, at jeg synes, det er lidt muntert, at Liberal Alliance står som medforslagsstiller på et forslag til vedtagelse, som bakker op om regeringens politik, og som bakker op om sygehuslukninger i Vestjylland, når jeg ved, hvad hr. Anders Samuelsen og hr. Simon Emil Ammitzbøll rejser rundt med i landet og fortæller. Det er selvfølgelig ikke pænt at sige noget om folk, der har valgt ikke at være til stede, men jeg synes, at hvis der er nogle, der ikke har opdaget, at Liberal Alliance er med i det forslag til vedtagelse, som støtter regeringens politik på det her område, vil jeg sige, at det er de altså.

Jeg skal lige bede ordføreren om at blive stående, for der er en enkelt kort bemærkning fra fru Vivi Kier.

Jeg vil bare lige stille et ganske kort spørgsmål, for man kan godt en gang imellem på talerstolen komme til at sige noget, som egentlig ikke var ens hensigt, og skulle der sidde en enkelt eller to lyttere på Fyn og følge med i denne debat, har de hørt, at hr. Per Clausen sagde, at man havde bestemt fra det her ekspertudvalg, at når det nye supersygehus i Odense stod klar, skulle Svendborg Sygehus lukkes, og det er jo ikke korrekt. Svendborg Sygehus består, og det er alene akutfunktionen i Svendborg, man lukker. Kan hr. Per Clausen bekræfte det?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at der er opmærksomme politikere herinde, oven i købet fra et af de regeringsbærende partier, der sikrer sig, at jeg kommer til at udtrykke mig helt præcist. Fru Vivi Kier har helt ret i, at det, jeg mente, var det, hun sagde. Sagde jeg noget andet, var det forkert.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemninger om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 22. februar 2011.