Det næste punkt på dagsordenen er:

2) Forespørgsel nr. F 17:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren, indenrigs- og sundhedsministeren og socialministeren:

Vil ministrene redegøre for, hvordan regeringen vil vende den udvikling, der har ført til øget ulighed i sundheden i Danmark de sidste 10 år?

Af Per Clausen (EL), Line Barfod (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL).

(Anmeldelse 25.01.2011. Fremme 27.01.2011).

Jeg vil her gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 1. marts i år.

Jeg kan også for god ordens skyld oplyse, at det er indenrigs- og sundhedsministeren, der dækker det ministerielle kollegium, og dermed svarer på spørgsmål.

Den første, der får ordet, er hr. Per Clausen som ordfører for forespørgerne, til at begrunde forespørgslen.

Når vi har valgt at rette forespørgslen til ikke mindre end tre ministre, skyldes det, at det er en meget omfattende udfordring med ulighed i sundheden, og at det kræver en indsats på mange forskellige områder. På den anden side skal man jo også udvise forståelse for ministrenes travle hverdag. Der er jo meget, de skal have rettet op på. Så derfor har vi i dag accepteret, at det kun er sundhedsministeren, der er her. Han har til gengæld så mange års erfaring, at jeg er sikker på, at han kan dække hele regeringen på det her område. Så det er fint nok.

Grunden til, at vi har taget det her spørgsmål op til debat igen, er jo, at der her for nylig er kommet nye undersøgelser frem, der viser, at ikke alene er uligheden i sundhed og i, hvornår man dør, markant afhængig af ens indkomst og uddannelse, men forskellen vokser faktisk. Det er i dag sådan, at hvis man tilhører de 25 pct. af danskerne, der tjener mindst, og er en mand, dør man 10 år før, end de mænd, som tilhører de 25 pct., der lever længst.

Det er udtryk for, at der i de sidste 20 år er sket en markant vækst i forskellen i, hvornår man dør. Når jeg siger, at det er i de sidste 20 år, har jeg jo dermed også sendt det signal, at vi her ikke kan nøjes med at sige, at det er den nuværende regering, der bærer ansvaret, for der er ikke nogen tvivl om, at det er mangel på politiske beslutninger rigtig, rigtig mange år tilbage i tiden, som er årsag til, at vi er i den situation, som vi er i nu.

Det, som oftest fremhæves som forklaringen på forskellen, er, at de fattige ryger og drikker mere og spiser usundt. Der er dog det at sige til det, at hvis man ser på, hvordan livslængden er for en lavtuddannet mand, som ikke ryger, og sammenligner ham med en højtuddannet mand, som ikke ryger, er der stadig væk en klar forskel. Der er også det i det, og det er jo derfor, at jeg også har rettet forespørgslen til socialministeren og beskæftigelsesministeren, at der jo godt kan være nogle forhold i samfundet, der gør, at nogle mennesker lever mindre sundt end andre, end bare det, at de har nogle usunde vaner.

Det kan være et spørgsmål om, hvordan forholdene er på arbejdspladsen, hvilke muligheder der rent faktisk er for at kombinere ens arbejde med at have en sund levevis, hvordan ens muligheder er for have et sundt psykisk arbejdsmiljø, som gør, at man i mindre udstrækning har behov for at stresse af, efter at man har været på arbejde, ved f.eks. at bruge nogle af de midler, som ikke er så sunde. Det er derfor, jeg mener, at vi, når vi snakker om ulighed i sundhed, altså også bliver nødt til at fremdrage både elementer fra arbejdsmarkedet, det sociale område og sundhedsområdet.

Der er dog den særlige ubehagelighed ved det her, som måske også gælder på sundhedsområdet, nemlig at hvis man så bliver syg, er sandsynligheden for, at man bliver rask af den behandling, man får i sundhedsvæsenet, markant større, hvis man har en høj uddannelse, end hvis man har en lav uddannelse. Det tyder altså også på, at selv sundhedssystemet har vanskeligt ved at håndtere tingene uden at skabe øget ulighed.

Tak til hr. Per Clausen. Så er det indenrigs- og sundhedsministeren for besvarelsen.

Tak for begrundelsen; det er et interessant emne, der her er rejst. Og tak for, at jeg må redegøre for alle tre ministerområder.

Regeringens mål er som bekendt, at i 2020 skal Danmark være blandt de ti lande i verden, hvor man lever længst. Vi skal være de bedste til at skabe lige muligheder, og det danske arbejdsudbud skal være blandt de ti højeste i verden.

Vi er godt på vej mod målet, når det gælder middellevetiden. Den gennemsnitlige levealder er steget for alle grupper i samfundet de seneste 10-15 år, befolkningen lever generelt længere. Nu er den gennemsnitlige levetid næsten 80 år eller helt præcis 79,2 år ifølge de seneste offentliggjorte tal. Det skal vi glæde os over, for der er grund til at tro, at det fortsætter. Især skal vi glæde os over, at folk også er sundere i flere år, og at stigningen i middellevetid gælder både for dem, der tjener mest, og for dem, der tjener mindst.

Men der er plads til forbedring. Der er frisk dokumentation for, at lavtuddannede og lavindkomstgrupper har kortere middellevetid end højtuddannede og personer med en høj indkomst. Samtidig er der også dokumentation for, at disse forskelle er større i dag end for godt 20 år siden, som forespørgeren også lige sagde. Det er ikke, fordi nogle er blevet mindre sunde, eller fordi nogle lever kortere, men fordi andre udvikler deres sundhed og levetid hurtigere.

Vi har taget og vil tage initiativer, der kommer alle borgere til gode, samt initiativer, der er målrettet grupperne med den korteste levetid. Det er initiativer, som vi forventer vil føre til en reduktion af uligheden i sundheden.

Rygning er den største dræber. Stramningen af rygeloven i 2007, som forbød rygning i indendørs lokaliteter, hvor der er offentlig adgang, har virket efter hensigten. Antallet af rygere er faldet, og da den højeste andel af rygere findes i udsatte grupper, er der grund til at tro, at dette fremadrettet vil have en positiv effekt på disse gruppers middellevetid. Rygestopkampagnen, der hedder »Hver eneste cigaret skader dig«, gentages nu med afsæt i Kræftplan III. En evaluering af kampagnen har bekræftet, at dens budskab i særlig grad når unge mennesker, mænd og personer med lav uddannelse; blandt disse grupper stopper relativt mange med at ryge efter at have set kampagnen. Og hvis det er rigtigt, vil gentagelsen af kampagnen jo medvirke til at mindske den sociale ulighed i sundheden.

Regeringen har taget initiativ til at forhøje afgifterne på tobak, is, chokolade, sukkervarer og sukkerholdig sodavand. Undersøgelser viser, at afgiftsændringer især påvirker folk med lav indkomst. Regeringen har også introduceret en ny særskilt skat på fedt med henblik på at nedsætte forbruget. Økonomiske incitamenter for forbrugerne skal gøre det sunde valg billigere end det usunde valg.

Handlingsplanen for forebyggelse fokuserer bl.a. på nødvendigheden af at målrette indsatsen over for de væsentlige risikofaktorer for udvikling af langvarig, kronisk og livsforkortende sygdom: usund kost, rygning, alkohol og fysisk inaktivitet. Handlingsplanen indeholder 30 konkrete initiativer.

Der er med midler fra satspuljen igennem mange år iværksat en bred vifte af initiativer med henblik på at forbedre udsatte gruppers sundhed, f.eks. børn i udsatte familier, seksuel sundhed, udsatte gruppers tandsundhed, svært overvægtige voksne, unge uden for uddannelsessystemet og sundhed i forhold til kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse og alkohol- og stofmisbrugere.

Flere undersøgelser peger på, at beskæftigelse er vigtig for den enkeltes velbefindende. En aktiv beskæftigelsespolitik, der sikrer, at alle får en målrettet indsats, kan derfor være med til at bekæmpe ulighed, også når det gælder sundhed. Beskæftigelsesministeriet har iværksat en række initiativer, der hjælper svage og udsatte grupper til at få en plads på arbejdsmarkedet. Der er f.eks. i de seneste år etableret virksomhedscentre rundtomkring i landet, hvor svage ledige kan få en tilknytning til virksomhederne. På virksomhedscentrene får personen kolleger, som optræder som rollemodeller, og de bliver mødt med arbejdspladsens krav, muligheder og forventninger.

Sygefraværsaftalen fra 2008 har sat fokus på at få sygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet. Udgangspunktet for aftalen var, at sygdom og arbejde ikke behøver at udelukke hinanden; det at holde sig aktiv kan i mange tilfælde være med til at forkorte sygefraværet. Mulighed for gradvis tilbagevenden til job, opfølgningssamtaler i jobcenteret og aktive tilbud til sygemeldte er alle initiativer, der skal sikre, at syge kommer hurtigst muligt tilbage i arbejde.

Antallet af førtidspensioneringer på grund af psykiske lidelser er stigende. Derfor har regeringen et særligt fokus på at sikre, at personer med psykiske lidelser hjælpes til en plads på arbejdsmarkedet. Opkvalificering af jobcentermedarbejdere og fokus på en helhedsorienteret, koordineret indsats i jobcentrene skal være med til at sikre, at personer med psykiske lidelser kan få et liv med arbejde. Et godt samarbejde mellem beskæftigelses- og sundhedssystemet er afgørende for, at især personer med psykiske lidelser kan hjælpes i job.

I Danmark har alle lige adgang til sundhedsvæsenets ydelser, men ikke alle er lige gode til at gøre brug af det. Mange socialt udsatte har brug for støtte til at komme i kontakt med sundhedsvæsenet for at få den hjælp, de har brug for. Årsagen kan være massive misbrugsproblemer, psykiske problemer eller måske oplevelsen af at være til besvær. Det er vigtigt, at socialt udsatte hjælpes med at skabe strukturerede og velfungerende rammer om deres liv. Mange udsatte oplever i perioder af deres liv kaotiske situationer, hvor der ikke er overskud til at tænke på sund livsstil.

Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i fællesskab på en anbefaling fra Rådet for Socialt Udsatte taget initiativ til at udarbejde et fælles værdisæt for den indsats, der ydes på det sociale og det sundhedsfaglige område, så kontakten med udsatte borgere finder sted på den bedste måde. På det sociale område er der både i forbindelse med satspuljeforhandlinger og regeringens indsats med overskriften »Det Fælles Ansvar II« blevet iværksat en række projekter, der er målrettet de udsattes sundhed. Deri indgår bl.a. tandklinikker, præventionsordning til stofmisbrugere, opsøgende sundhedsteam og støtte til idrætstilbud. Det er alle tiltag, der møder de socialt udsatte på deres egen hjemmebane, men som også motiverer til en yderligere indsats i samarbejde mellem den enkelte borger og de professionelle.

Statslige puljer til nye initiativer løser ikke udfordringerne alene. Det er et ansvar, som kommunerne også må tage på sig og bidrage til at løfte; for de udsatte er det i den direkte kontakt med dem, der er på sundhedscentrene og i social- og beskæftigelsesforvaltningerne. Det er på den måde, vi kan hjælpe de udsatte til at tage vare på deres egen sundhed. Og det er jo altså også kommunerne, som har ansvaret for den borgerrettede forebyggelse.

Med disse ord vil jeg sige tak for det vigtige emne, vi nu skal drøfte. Jeg har redegjort for, hvad der foregår på tre ministerområder, og ser frem til en god debat.

Tak til ministeren for besvarelsen.

Så går vi over til forhandlingen, og den første, der får ordet, er hr. Per Clausen som ordfører for forespørgerne.

Jeg havde jo glemt at tage højde for, at det var sundhedsministeren, der kom, og at jeg skal bruge tid på at køre den her talerstol i stilling igen, men det er der ikke noget at gøre ved. (Formanden: Det fragår i taletiden; det her hører under ommøblering!) Ja, det er fint; vi må tage det på os!

Jeg vil starte med at sige, at jeg selvfølgelig er glad for, at ministeren gav en redegørelse for det, som regeringen har gjort. Det indeholdt ingen overraskelser og ingen nyheder, og det er selvfølgelig heller ikke overraskende. Man kan jo sige, at vi nu ikke skal fortabe os i det, regeringen har gjort eller ikke har gjort. Det største problem er ikke det, man gør, men det, man ikke gør, og den nationale Forebyggelseskommission og dens formand og medlemmer har gentagne gange påpeget, at de syntes, det ville være dejligt, hvis regeringen havde fulgt op på de forslag, den er kommet med, i betydelig større omfang, end den har gjort. Jeg tror også, at det, når man har diskussionen om lighed i sundhed, så er vigtigt at opfatte det på den måde, at det jo er et problem og en udfordring for os alle sammen.

I de seneste måneder er der jo faktisk kommet den interessante diskussion, efterhånden også i Danmark, om, at det at acceptere, at uligheden bliver større, også er en belastning for de mennesker, der tilsyneladende nyder godt af det, nemlig dem, som har deres på det tørre. Altså, det, som vi alle sammen har gået og ment og syntes og følt, i hvert fald dem i vores del af det politiske spektrum, nemlig at det faktisk også betød noget for mennesker, som havde orden i økonomien og gode vilkår, hvordan andre mennesker havde det, er der nu faktisk nogle som internationalt har forsket i og konstateret er rigtigt. Så det er altså vigtigt for os alle sammen at sikre, at uligheden ikke vokser, men at vi tværtimod skaber større lighed. Og jeg tror i virkeligheden, at det for mange af os er allervigtigst på sundhedsområdet, fordi det der er så svært ligesom at sige, at det bare er folks egen skyld og folks eget ansvar, når vi kan se, at det rammer så ensidigt skævt.

Den her debat hænger i grunden et eller andet sted også sammen med den store debat, som foregår i dagens samfund, nemlig den såkaldte efterlønsdiskussion. Her er der jo nu meget diskussion om, hvorvidt disse efterlønsmodtagere er syge og nedslidte, når de går på efterløn. Det kan man diskutere. Men det, man i hvert fald kan konstatere, er, at dem, der går på efterløn, dør flere år tidligere end dem, der ikke gør det. Så medmindre man tror, at det er det dér med efterlønnen, der slider dem op – golfbanerne og alt det dér – må det jo være noget, der sker inden, og derfor kan vi sige, at hvis man virkelig har den opfattelse, at man generelt set vil sænke det tidspunkt, hvorpå man lader folk forlade arbejdsmarkedet, er man altså også nødt til at gøre en særlig indsats i forhold til de mennesker, som er økonomisk dårligt stillet, fordi de rammes hårdt.

I øvrigt vil jeg sige, at hvis man kunne opnå den gevinst, at de 25 pct. fattigste i det her land arbejdede i lige så mange år som de rigeste og var i lige så lang tid på arbejdsmarkedet uden at have været sygemeldt, ville det give en uendelig stor øgning af det, man kalder arbejdsstyrken, sådan at efterlønsafskaffelsen sammenlignet hermed nærmest fremstår som en kuriositet. Så der er altså også samfundsøkonomiske begrundelser for at gøre det.

Hvad er det så, vi synes man skal tage fat på? Ja, hvis det er sådan, at uddannelse både skaber mere værdi til samfundet og gør, at folk bliver mindre syge og lever længere, så er hele uddannelsespolitikken jo et centralt emne, altså at skabe større lighed i adgangen til uddannelse.

Hvis det er sådan, at forholdene på arbejdsmarkedet spiller en stor, stor rolle, også for menneskers liv uden for arbejdsmarkedet, er det jo vigtigt at fokusere på det. Altså, hvis man har et dårligt psykisk arbejdsmiljø og udsættes for et urimeligt hårdt pres på arbejdsmarkedet, så er der meget grund til at tro, at det sætter sig igennem i dårligere vaner, i en dårligere livsstil uden for arbejdsmarkedet. Der skal man bare, når man kigger på det psykiske arbejdsmiljø, være opmærksom på, at det jo ikke er de højtlønnede, som presses hårdt af lange arbejdstider og den slags, nej, det er de ufaglærte og delvis de faglærte, som faktisk stort set entydigt har det dårligste psykiske arbejdsmiljø. Så det handler altså om at gøre noget ved det.

Så handler det også om at sikre os imod fattigdom. Starthjælp og kontanthjælpsloft er ting, som aktivt medvirker til at skabe større ulighed i vores samfund, en større ulighed, der også sætter sig igennem i form af, at man lever et mindre sundt liv. Det kan godt være, at man ikke har råd til at ryge og drikke, men til gengæld har man heller ikke råd til at købe ordentlig mad, og et udsigtsløst liv kan nu godt føre til, at man prioriterer irrationelt og altså vælger ting, som ikke er godt for noget, hverken for økonomien eller for sundheden.

Så handler det jo også om at sikre, at der er lige adgang til sundhedsområdet. I Danmark ved vi, hvad brugerbetaling betyder for menneskers adgang til sundhedsbehandling, fordi vi har meget, meget stor brugerbetaling i det danske sundhedsvæsen.

På et enkelt område, nemlig tandområdet, har vi næsten 100 pct. brugerbetaling. Der ser vi det, at hvor de fattige er mest syge og derfor bruger sundhedsvæsenet mest, er det på tandområdet omvendt; der har de godt nok også de mest elendige tænder, men de bruger klart tandplejesystemet mindst.

Så det er i hvert fald en klar advarsel mod at øge den brugerbetaling, der findes i vores sundhedssystem. I grunden kunne man jo diskutere, om det ikke handlede om at nedbringe den. F.eks. kunne man overveje, om det er rimeligt, at der slet ikke er nogen grænse på, hvor stor en del af sin indkomst man kan betale til tandbehandling. Det var jo en vej at gå.

Det er nogle af de elementer, som efter vores opfattelse indgår i en fremadrettet forebyggelsespolitik, som kan mindske uligheden i sundhed, og jeg skal så slutte af med at sige, at jeg på vegne af Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten vil oplæse et forslag til vedtagelse, og det lyder:

Forslag til vedtagelse

De økonomisk, socialt og uddannelsesmæssigt dårligst stillede er mere syge og dør tidligere end de godt stillede. Denne ulighed skaber urimelige forskelle i de livsbetingelser, mennesker har, og koster samfundet penge i form af sundhedsudgifter og udgifter i forbindelse med sygefravær og udstødning fra arbejdsmarkedet.

Derfor opfordrer Folketinget regeringen til at

- tage initiativer, der kan skabe større lighed i adgangen til uddannelse og arbejde,

- gennemføre en målrettet arbejdsmiljøindsats med klare måltal, som nedbringer sygefravær, tidlig førtidspensionering og tidlig død i de særligt udsatte brancher,

- skabe bedre økonomiske vilkår for økonomisk dårligt stillede, bl.a. ved at afskaffe starthjælp og kontanthjælpsloft,

- indføre højere afgifter på cigaretter, fedt og sukker,

- sikre alle grupper i befolkningen den samme adgang til sundhedsbehandlinger.

(Forslag til vedtagelse nr. V 31).

Dette forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Tak til hr. Per Clausen.

Den næste i ordførerrækken bliver fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg var desværre ikke klar over, at Venstres ordfører ikke kunne være her.

Lighed i sundhed er helt centralt for vores danske velfærdsmodel, og derfor har det førsteprioritet for Socialdemokraterne, at vi sikrer alle borgere lige adgang til behandling i et offentligt sundhedsvæsen af høj kvalitet. Desværre kan vi konstatere, at der er en stigende ulighed i danskernes sundhedstilstand og i deres adgang til sundhedsydelser.

Det er veldokumenteret, at social ulighed i sundhed allerede starter før fødslen, og det afspejles i, at der er en højere forekomst af for tidlig fødsel og lav fødselsvægt, at børn fra familier med en svag social baggrund ikke vokser så hurtigt, og at mange hurtigt bliver overvægtige. Hos unge og voksne viser den sociale ulighed sig i hyppigere forekomst af sygdomme, et ringe selvvurderet helbred, en lav trusselstærskel og et stort forbrug af lægemidler. Der er hyppigere forekomst af rygning og fysisk inaktivitet, der er et lavere forbrug af frugt og grønt, end der er hos andre danskere, og der en tendens til, at risikofaktorer ophobes særlig hos personer, som er storrygere eller har et stort alkoholforbrug, en kort uddannelse eller svage sociale relationer.

Man kan altid diskutere, hvad der kom først – hønen eller ægget – men det er i hvert fald klart, at vi i dag kender meget detaljeret til problemerne igennem den sundhedstjenesteforskning, der har været foretaget igennem mange, mange år i Danmark. Det er dokumenteret, at nogle danskere har ulige chancer for at få et godt og også langt liv uden at være tynget af sygdom eller ulykker. Rigtig meget handler om viden, uddannelse og kompetencer.

Alligevel reagerer vi ikke nok på denne viden. Der er et alt for stort fokus i den nuværende regerings politik på individets ansvar i forhold til sund mad, kostråd og rygning, og der er manglende fokus på andre faktorer, såsom hvilken betydning det har, at børn f.eks. vokser op i et samfund, der prioriterer erhvervspolitik højere end vores folkesundhed; hvor udviklingen af boglige kompetencer prioriteres højere end udviklingen af elevernes sundhed f.eks. i vores skoler, hvor der stadig væk mange steder ikke sættes tilstrækkelig med fokus på aktivitet og kost; hvor man accepterer at have en stor restgruppe af unge, som ikke får nogen uddannelse og derfor havner i de lavere sociale grupper og får et dårligere udgangspunkt i livet, end de egentlig behøvede.

Vi bruger med andre ord ikke i dag vores viden til at indføre incitamenter til at vælge et sundere liv eller til at lovgive eller til at yde bevillinger. Og jeg synes også, at der i ministerens redegørelse er flere ting, jeg vil slå ned på, bl.a. siger ministeren, at det er vigtigt at skabe bedre sundhedsmuligheder for mennesker, der er socialt udsatte. Ja, i Danmark har vi en meget, meget høj dødelighed for stofmisbrugere, og det er en dødelighed, som har været katastrofalt høj i mange år. Men alligevel har denne regering ikke vist vilje til at igangsætte de initiativer, der skal til, for at nedbringe denne dødelighed, hverken når folk kommer ud af fængslerne og er i risiko for at få en overdosis, eller når de fixer på gaderne.

Andre eksempler kunne nævnes med, at man heller ikke har villet imødekomme oppositionen, når det gælder om at sikre, at nogle af de mennesker, der har de mest aggressive tandsygdomme, kunne få tilskud til at få behandling langt billigere.

I regeringsgrundlaget »Mulighedernes Samfund« fra 2007 sagde man, at nu skulle vi have et sundhedsvæsen i verdensklasse, og at man ville forpligte sig til at komme med en national handleplan for forebyggelse, der rummer klare mål. Den nationale handleplan kom i oktober 2009, efter at Forebyggelseskommissionen havde gjort arbejdet færdigt og fremlagt deres resultater, men desværre blev den nationale handleplan alene søsat på nogle fraser om det personlige ansvar.

Man tog ikke fat i de allersvageste grupper, og dem, man tog fat i, tog man fat i med de allersvageste virkemidler. Der var ingen finansiering af planen, man ville hellere bygge nye hospitaler frem for at sætte fokus på forebyggelsen, og de midler, der er kommet til forebyggelse i de senere år er alene kommet fra satspuljen.

Derudover mangler der nogle meget klare mål for indsatsen, mål, der faktisk ikke har været der siden 1990'erne, hvor sundhedsministeren var socialdemokrat. Derfor var der efterfølgende en lang række eksperter og patientforeninger, der krævede at få en ny handleplan fra regeringens side. Det er et krav, vi står vagt om i Socialdemokratiet, men vi har stadig væk ikke set noget om det fra regeringens side.

Holdningen om, at det er det enkelte menneskes og den enkelte danskers ansvar at leve sundt, er på mange områder uholdbar. Alt for mange sundhedsproblemer er samfundsskabte: Forurening, dårligt arbejdsmiljø, nedslidning, fattigdom, usunde boliger påvirker vores sundhed. Det er nogle ydre rammer for sundhed og trivsel, som borgerne hver især har ingen eller en begrænset indflydelse på.

Derfor mener vi, at vi skal styrke den fælles forebyggelse i Danmark, og derfor har vi taget fat på det i vores udspil til en ny regering sammen med SF. Jeg kan ikke nå at komme ind på det hele nu, for tiden er gået, men jeg vil sige, at et af de vigtigste prioriteringsområder for en ny regering bl.a. er at nedbringe uligheden i sundheden.

Tak for ordet.

Tak til fru Sophie Hæstorp Andersen. Så er det fru Liselott Blixt som ordfører.

Jeg kan ikke lade være med at føle mig ramt, hver gang vi taler om ulighed på sundhedsområdet, og når vi gør op, hvem i Danmark der lever usundt.

Hvis vi ser på regionerne, kan vi konstatere, at Region Sjælland er en af de regioner, der er mest usunde, og at det er udkantsområderne, der lider mest, at det er folk med lav uddannelse. I den forbindelse må jeg sige, at jeg tilhører den gruppe, så måske er jeg også en af dem, der kan udtale mig om det. Jeg synes nemlig, at det mange gange er højtuddannede mennesker, der ikke ved, hvordan det er at vokse op i udkantsområder uden at have en uddannelse, der udtaler sig, som om de bedst ved, hvad der er at gøre for de grupper.

Jeg glad for, at vi har fået defineret, hvad spørgsmålet gik ud på, for jeg syntes, at det var utrolig bredt spørgsmål, der blev lagt op til, så det var svært at finde ud af, i hvilken retning talen skulle gå.

Enhedslistens hr. Per Clausen taler om, at det er i de sidste 20 år, man har set en nedgang. For mit vedkommende har jeg det sådan, at man jo kan vælge, om man vil være optimist eller pessimist. Når jeg kører en tur på min motorcykel, vælger jeg at se en halvfuld tank i stedet for en halvtom.

Når jeg kigger 30 år tilbage i tiden, da jeg var taxachauffør på Lolland, så husker jeg, hvordan folk, der om torsdagen skulle hente deres bistandshjælp på kommunen, som det første, når de kom ind i taxaen, tog op på kommunen for at hente deres penge, og så skulle de ellers køres over i Brugsen, hvor de skulle have en kasse øl og en karton cigaretter. Børnene, der var til stede, fik en pose franske kartofler – det var deres mad. Dem var der mange af for 30 år siden. Jeg synes, der er sket utrolig meget, når vi ser på, hvordan det så ud for 30 og 20 år siden.

Når jeg ser på, hvor mange der tog en videregående uddannelse i den skole, jeg gik i, så tror jeg ikke, jeg kender nogen, der har en længevarende uddannelse. Jeg tror, jeg kender en eller to, der tog en gymnasial uddannelse. Så hvis der er et sted, vi skal hæve standarden, er det der. Vi skal begynde at se på, hvad vi kan gøre for de områder.

Vi mener ikke, at løsningen er, at vi sætter prisen på cigaretter op, hvilket vi ved vil ske, hvis vi får en rød regering. Det vil sige, at en rygende pensionist får 1.000 kr. mindre om året. Det mener vi ikke er hensigtsmæssigt, for ligesom med dem, jeg kørte i taxa med for 30 år siden, så køber folk deres cigaretter og alkohol først, og resten af de penge, de har, går til den sunde mad. Så kan man prøve at regne ud, hvor meget sund mad der bliver, og der bliver i hvert fald mindre af den, hvis man hæver priserne.

Der er andre ting, jeg mener at der er blevet taget højde for. Hvis vi ser på selve spørgsmålet og spørger, hvad der er sket i de sidste 10 år, så kan vi konstatere, at vi har haft en kommunalreform og en sundhedsreform, der styrker muligheden for en sammenhængende indsats, hvilket der ikke har været før – det gælder i forbindelse med patienter, som kæmper med sociale problemer. Kommunerne har nu samlet ansvaret for de nære og sociale opgaver, for forebyggelse og sundhedsfremme, og her gør mange kommuner et stort arbejde, også nede i Lolland Kommune, hvor man måske har de største problemer.

Fra undersøgelser ved vi også, at dem, der har sværest ved at komme til de forskellige undersøgelser hos lægen og på sundhedscentrene, er borgere med lav social status, indvandrere og mænd. Det har været en udfordring, for som med alt muligt andet er det sådan, at vi kan godt trække en hest til truget, men vi kan ikke tvinge den til at drikke.

I Greve Kommune, hvor jeg sidder i socialudvalget, har vi taget opgaven på os. Vi har en bebyggelse med socialt dårligt stillede mennesker og mange indvandrere – og der er selvfølgelig nogle mænd – som ikke går til lægen eller tænker på deres sundhedstilstand, så vi oprettede en sundhedsklinik, og vi oprettede også en jobcenter. Jobcentret har vi endnu, for det har vist sig at være et rigtig godt tiltag; folk kan komme forbi og blive gjort bekendt med deres muligheder, og de kan blive vejledt i, om de skal videre i en uddannelse eller i et job. Men hvad angår sundhedscentret, der ellers var lagt an på, at man tog forskellige grupper, f.eks. kvinder og mænd hver for sig, så man kunne nå flest mulige, så kom der efter 2 år ikke nogen. På den måde er det svært at gøre noget, hvis man skal tvinge folk til at forbedre deres sundhed.

Med hensyn til uddannelse synes jeg, det er glædeligt, at der er flere og flere unge, der tager en gymnasial uddannelse og en videreuddannelse.

Så der, hvor jeg synes, at vi har et problem, er med hensyn til, hvordan vi kan gå ind og gøre de indsatser, der virker. Vi talte om det for nylig i satspuljekredsen, for vi bliver ved med at oprette den ene pulje efter den anden, men spørgsmålet er, hvor mange af dem der virker. Kan vi ikke finde de projekter, der virker, og sætte ind og bruge pengene målrettet i stedet for at skyde med spredehagl, som vi mange gange gør?

Men som vi har gjort før, har vi jo foreslået at få satspuljen nedlagt, så vi kan få givet nogle penge lige præcis til de områder, hvor det virker. Det var en måde at gøre det på, men desværre er der ikke flertal for det.

Vi har fokuseret meget på, at der skal være ens behandlingstilbud til alle borgere i det her land, og at den gruppe borgere, der ikke kan tage vare på sig selv og deres helbred, får mulighed for at få særlig støtte. Her tænker jeg naturligvis på de politiske initiativer, der er blevet taget for sikre behandlingsindsatsen for misbrugere og alkoholikere samt for kronikere, overvægtige og rygere.

Så jeg synes, vi skal være lidt optimistiske og se positivt på de ting, der er sket. Jeg mener ikke, at det er gået tilbage. Tak.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger, og først er det fru Sophie Hæstorp Andersen.

Vi ved jo, at rigtig mange ufaglærte, men også pædagoger og social- og sundhedsassistenter, folk der har job, hvor man enten skal løfte mange ting eller trække eller gøre andre fysisk hårde ting, ender med f.eks. at få et knæk i ryggen eller blive sygemeldt af andre årsager. Hvad mener man i Dansk Folkeparti om, at folk sådan automatisk skulle blive raske, når de får truslen om, at de ryger ud af de 52 ugers sygedagpenge, altså når de står uden nogen som helst indkomst efter 52 uger, fordi sygedagpengene kun kan blive udbetalt i 52 uger? Hvad mener man i Dansk Folkeparti om det? Er det noget, der gør folk raske, at man har den trussel hængende over hovedet?

Ordføreren.

Nu kan man vælge at se det på én måde, altså at efter 52 uger er der ikke sket noget som helst, og så bliver du ved med at være syg, og så ryger du ud. Sådan er det jo ikke. Vi har jo netop skabt en masse muligheder. For det første er det rigtig godt, at der er kommuner, der må og kan lave en sundhedsforsikring, så den her social- og sundhedsassistent kan komme hurtigere til og få behandlet sin ryg, enten ved operation eller fysioterapi eller træning, eller hvad det ellers er.

Vi ser mange steder, hvor man laver genoptræning tæt på arbejdspladsen, og nogle arbejdspladser har selv genoptræning tæt på. Vi laver flere samtaler – nu kigger vi jo 10 år tilbage, sådan som spørgsmålet lyder – på arbejdspladserne for at sikre, at man laver de bedste muligheder for den medarbejder, for vi har ikke råd til at miste medarbejderen. Og vi ved godt, at hvis man efter 52 uger kan se, at det er en længerevarende sygdom, så er der 7 punkter, tror jeg, det er – nu er vi uden for mit område – hvorefter man kan få forlænget de 52 uger med 13 uger ad gangen eller sådan noget. Men det er ikke mit område, så jeg kan ikke svare konkret på det.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg tror, at rigtig mange af de mennesker, der oplever at ryge ud efter de 52 ugers sygedagpenge og stå med 0 kr., fordi de hverken kan få kontanthjælp eller nogen andre ting, fordi deres sag er uafklaret – flere af dem har måske fået en diagnose, men de har ikke umiddelbart fået nogen behandling, eller også har den behandling, de har fået, ikke medført, at de nødvendigvis kan komme tilbage på arbejdsmarkedet igen – vil være rigtig glade for at høre Dansk Folkepartis ordfører tale om alle de mange nye muligheder, der er kommet, fordi for dem er hverdagen jo bare blevet den, at grundlaget for økonomien er trukket væk under dem og deres familier. Så hvad vil Dansk Folkeparti gøre yderligere? Vil man være med til at ophæve, at der ikke kan gives sygedagpenge i kommunerne længere end de 52 uger? Tror man stadig på, at det er det, der gør borgerne raske?

Ordføreren.

Som sagt er vi inde på et område, der ikke er mit, så jeg udtaler mig ikke om, hvorvidt vi vil gøre andet. Jeg ved, vi har lavet fire punkter til den plan på sygedagpengeområdet, som gør, at man kan forlænge perioden. Og jeg vil så også sige, at det, vi vil gøre, er at få kommunerne op af stolene for at gøre noget på det her område. Vi skal have tovholdere ude i kommunerne, der netop tager sig af den enkelte og sørger for, at man får det, man har brug for, om det så er at få stillet den rigtige diagnose eller blive dirigeret hen til en socialrådgiver, eller hvad det nu er, sådan at der bliver taget hånd om en, så man ikke bare går derhjemme og sander til. For det er desværre det, vi ser nogle gange.

Så er det hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Nu har jeg jo også en erindring om, hvordan det var for 30 år siden, som fru Liselott Blixt refererer til, og jeg er helt enig i, at vi i Danmark har set rigtig, rigtig mange fremskridt siden dengang i 1970'erne, eller hvornår det nu efterhånden har været. Det er jeg helt enig i. Det skal vi slet ikke benægte. Vi kan også konstatere, at alle grupper lever længere, end de gjorde tidligere. Uligheden er bare blev større, og så skal vi prøve at se på, hvordan vi kan reducere uligheden.

Jeg har et enkelt spørgsmål til fru Liselott Blixt om en konkret ting, nemlig om brugerbetaling i sundhedsvæsenet. Lidt i modsætning til, hvad vi går rundt og bilder os ind i Danmark, er vi faktisk et land, som har rigtig meget brugerbetaling i sundhedssektoren. Jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Liselott Blixt, om hun ikke synes, at vi skulle prøve at se på, om vi kunne gå til angreb på i hvert fald dele af den brugerbetaling, der er i sundhedssektoren, f.eks. ved at overveje, om vi kunne indføre et loft for, hvor stor en del af den indkomst, man har, man skal bruge på tandbehandling, før det offentlige tager over.

Det kunne være et enkelt eksempel på, at vi kunne komme i gang, for vi diskuterer tit, at vi skal afskaffe hele brugerbetalingen på tandbehandling, men så kommer der jo lange udredninger om, hvor dyrt det er. Derfor er det her et forsøg på at spørge, om der er en mulighed for, at vi kunne komme et stykke ad vejen.

Ordføreren.

Jeg tror, at hver eneste gang, vi har haft den sag oppe, har jeg tilkendegivet, at vi er positive over for, at der skal ske noget på tandbehandlingssiden. Vi bliver udsat for hån, hver eneste gang vi har fået lille forslag igennem for en række patienter, men det er Dansk Folkeparti, der har fået nogle goder igennem til netop dem, der har været under kræftbehandling, og til dem, der har Sjögrens syndrom. Der er andre ting, som vi arbejder på, men det er de mandater, vi sidder med. Vi kæmper stadig væk for det, og jeg vil gerne have, at vi får flere grupper ind under det, men vi arbejder videre på det.

Hr. Per Clausen.

Nu håber jeg ikke, at jeg har hånet Dansk Folkeparti på grund af små resultater, for der kan jo komme tider, hvor jeg også skal forsøge at tale nogle små resultater lidt større, end de er, for at det skal fremstå, som om man har indflydelse. Så det har jeg meget forståelse for.

Jeg vil gerne spørge fru Liselott Blixt om den tanke, som jeg forsøgte mig med, nemlig at der må være grænser for, hvor meget af ens indkomst man skal bruge for at få behandlet sine tænder. Det er jo en lidt mere principiel tilgang til det end den, hvor vi ligesom tager den ene gruppe efter den anden. Jeg har respekt for, at Dansk Folkeparti har gjort det, for det var jo måden at komme igennem med noget som helst på. Men skulle vi ikke overveje, om vi kunne have en anden tilgang til det, hvor vi sagde, at der altså også bør være en indtægtsgrænse? Jeg mener, at de i nogle af de andre nordiske lande har en regel om, at man ikke må betale mere end 1 pct. i brugerbetaling, derefter går det offentlige ind og betaler.

Ordføreren.

Jeg synes, det er en interessant tankegang, at det er indkomsten, der skal afgøre det. Jeg er ikke blevet præsenteret for den før, men jeg synes da, at det er noget, man skal se på.

Tak til fru Liselott Blixt. Så er det fru Anne Baastrup som ordfører.

Da hr. Jonas Dahl ikke kan være til stede, skal jeg læse hans tale op.

Den her sag er blevet behandlet i salen flere gange før, men desværre, må vi konstatere, uden de helt store fremskridt. Vi ved jo, at jo dårligere menneskers økonomi er og jo mindre uddannelse de har, jo tidligere dør de, jo mere syge er de, mens de lever, og jo større er risikoen for, at de havner på førtidspension eller på anden måde ryger ud af arbejdsmarkedet. Vi ved også, at efterlønsmodtagere i gennemsnit lever 2 år kortere end deres jævnaldrende, som ikke modtager efterløn. De dårligt stillede lever altså ikke blot betydelig færre år end dem, som har høje uddannelser og høj løn, de er også raske i en mindre andel af de år, de lever.

Det er bedre at være rask og fattig end syg og rig, som man siger, men den indlysende kendsgerning er altså, at der er en tæt sammenhæng mellem at være rig og rask og så at være syg og fattig. Der er brug for mange forskellige tiltag for at sikre de dårligt stillede et bedre og længere liv, lige fra mindre nedslidende forhold på arbejdspladserne til bedre økonomiske vilkår. Vi skal tage hånd om de medmennesker, som ikke har de ressourcer og det overskud, som alle andre har. Det er ikke alle, der har overskud til hver eneste dag at lave et sundt måltid mad til deres børn. Det er ikke alle, der har råd til at købe sunde, økologiske varer. Det er ikke alle, der har råd til at købe et medlemskab af et fitnesscenter.

Men helt afgørende er det at få styrket den forebyggende indsats. Her kan vi så at sige tage fat om roden til uligheden i sundheden. Derfor har SF sammen med Socialdemokraterne bl.a. foreslået, at afgifterne på cigaretter og andre usunde varer bliver hævet. Det vil i sig selv have en forebyggende effekt og vil samtidig kunne finansiere et forebyggende sundhedstjek. Det handler bl.a. om at få dæmpet det voldsomt stigende indtag af sukker, især i form af flydende kalorier som sodavand. Det er en stor del af grunden til, at vi har så mange overvægtige. Det er dokumenteret, at når en befolkning i gennemsnit taber nogle få kilo, falder dødeligheden i forbindelse med hjertesygdomme og sukkersyge markant, altså sygdomme, som rammer de dårligst stillede særlig hårdt. Det er derfor, at over halvdelen af de i alt 4 mia. kr. i afgifter, som SF og S vil lægge på usunde sager, er på sukker og sukkerholdige varer.

Får vi vendt udviklingen, vil det samtidig spare samfundet for milliarder. 80 pct. af alle sundhedsudgifter bruges på de sygeste 15 pct. af befolkningen. Det viser tal fra Danske Regioner. Derfor er det også ekstra beklageligt, at regeringen i den grad har forsømt at gøre noget ved selve problemstillingen vedrørende ulighed i sundhed. Regeringen er faktisk nærmest gået den modsatte vej og har øget uligheden i adgangen til sundhedsydelser. Man har indført et skattefradrag på private sundhedsforsikringer, som sætter alle dem uden for arbejdsmarkedet på B-holdet. Patienter med en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring kommer hurtigere til sundhedsbehandling, mens patienter uden forsikring må vente.

SF vil en anden vej. Vi vil sikre alle grupper i befolkningen den samme adgang til sundhedsbehandlinger, og vi vil igangsætte en række initiativer, der kan skabe større lighed med hensyn til helbred og levetid. Det burde regeringen også langt om længe indse er vejen frem.

Tak til fru Anne Baastrup. Så er det fru Vivi Kier som ordfører.

Tak. Jeg skal sige, at jeg ikke bare taler på De Konservatives vegne i den her tale. Jeg taler også på Venstres vegne. Det er jo ikke første gang, vi står og taler om ulighed i sundhed. Det er et vigtigt tema, og vi har efterhånden taget debatten mange gange her i salen. Jeg må sige, at jeg synes, det er et væsentligt tema, og at det er meget, meget vigtigt, at vi konstant forholder os til emnet, fordi vi ved, at der er ulighed i vores sundhedstilstand, men også fordi vi ikke præcis ved, hvad det er, der skal til, for at vi gør den her gruppe mennesker sundere.

Det helt nemme svar ville jo være: Vi sikrer os, at alle får en uddannelse, idet vi ud af adskillige undersøgelser kan se, at jo bedre uddannelse vi har, jo sundere bliver vi. Derfor har den her regering også søsat adskillige projekter for at fremme lighed i sundhed, og ministeren har allerede redegjort for en hel del af dem, så det skal jeg undlade at remse op igen.

Et andet værktøj, som vi ikke har berørt så meget i dag, er sundhedsprofiler. Sundhedsprofiler er faktisk et rigtig vigtigt værktøj for de kommuner, der sidder med opgaven med den borgerrettede forebyggelsesindsats. Her kan man gå ind og måle ting. Vi snakker jo rigtig meget om, at vi godt kan se, at der er den her ulighed i sundhed på rigtig mange områder. Men kigger vi så på alkoholområdet, kan vi se, at der ligger det helt ovre i den anden grøft. Det er jo faktisk den gruppe af borgere, som ligger i den højeste indkomstgruppe, som har et massivt alkoholforbrug.

Vi ved, at mennesker med god økonomi og uddannelse holder op med at ryge. De lytter til de sundhedskampagner, der gennemføres. Derimod ved vi også, at mennesker med lave indkomster fortsat ryger og har en forkert livsstil set med vores øjne. Og hvordan er det så, vi når dem? For vi når dem ikke gennem de her landsdækkende kampagner. Vi er nødt til at målrette vores kampagner eller målrette den indsats, vi vil gøre. Det er jo det, mange partier herinde har gjort i fællesskab via vores satspuljer, fordi vi ikke præcis ved, hvad det er, der skal til.

Så må jeg sige, at 1 kg gulerødder fortsat er billigere end 1 kg chips eller 1 l sodavand. Jeg vil også gerne sige, at jeg ikke ønsker at bestemme, hvordan folk skal leve, men jeg vil gøre alt muligt for, at folk er oplyste, ved, hvad det betyder, og hvor dejligt det er, hvis man eksempelvis bevæger sig en halv time hver dag; at man får lidt mere overskud; at det betyder noget, om man sidder og drikker sodavand og spiser chips hele dagen, eller om man får havregrød til morgenmad. Havregrød er faktisk et rigtig, rigtig godt produkt, som ikke koster ret mange penge.

Ulighed i sundhed er et væsentligt tema, og hos De Konservative og Venstre er vi meget optaget af hele tiden at prioritere det her emne. Men der er ingen, der præcis ved, hvad det er, der skal til.

Så vil jeg på vegne af Birgitte Josefsen fra Venstre, Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti, undertegnede fra Det Konservative Folkeparti, Per Ørum Jørgensen fra Kristendemokraterne og Pia Christmas-Møller, som er uden for partierne, læse vores forslag til vedtagelse op.

Forslag til vedtagelse

Folketinget konstaterer, at regeringen sammen med en række andre partier igennem en årrække både på det sociale, det beskæftigelsesmæssige og det sundhedsmæssige område har taget en række initiativer, der har til formål at understøtte socialt udsatte gruppers lige adgang til offentlige sundhedsydelser. Heri indgår indsatser målrettet forebyggelse, sundhedsfremme og støtte til at benytte eksisterende muligheder i det danske sundhedsvæsen, og som medvirker til at reducere den sociale ulighed.

Folketinget opfordrer regeringen til at fortsætte arbejdet med at forbedre befolkningens sundhedstilstand generelt, herunder med initiativer der har særligt fokus på udsatte grupper, der erfaringsmæssigt er vanskelige at nå med forebyggelse og sundhedsfremme.

(Forslag til vedtagelse nr. V 32).

Der er så afleveret et forslag til vedtagelse, og det vil indgå i de videre forhandlinger. Der vil først blive stemt om vedtagelserne tirsdag den 1. marts 2011.

Der er en enkelt kort bemærkning til ordføreren, så vi skal lige bede hende blive et øjeblik. Den er fra hr. Per Clausen.

Jeg synes jo, det er dejligt, at der er den positive holdning til, at det er et reelt eksisterende problem, vi skal gøre noget ved. Det synes jeg er en rigtig, rigtig god ting, for så er vi da kommet et stykke ad vejen.

Så siger fru Vivi Kier, at vi ikke rigtig ved, hvad der skal gøres. Til det er der vel at sige, at på nogle områder ved vi i grunden godt, hvad der skal gøres, for vi ved godt, at hvis mennesker har et bedre fysisk og psykisk arbejdsmiljø, har det også betydning for deres livsstil. Det er faktisk sådan, at der er dobbelt op her, og af flere forskellige grunde kommer man til at leve sundere. Jeg ved godt, at det ligger lidt uden for sundhedsordførerens almindelige regime. Jeg synes bare, at det skal siges, at det ved vi i grunden godt.

Men det andet, som den konservative ordfører også ligesom siger, er, at når vi så kommer til det forebyggende, ved vi heller ikke rigtigt, hvad der virker. Nu har man jo nedsat en national forebyggelseskommission, der kom med en lang, lang række forslag til, hvad man skulle gøre, og regeringen og det politiske flertal har valgt stort set ikke at gøre noget af det, og det kunne jeg jo godt tænke mig at få en forklaring på. Hvorfor er det, man afviser det, som de eksperter, man selv har udpeget, peger på er det rigtige?

Ordføreren.

Kommissionens anbefalinger var et digert værk, og jeg har ikke lige taget det med i dag. Jeg kan ikke huske, hvor mange det var, men jeg ved, at vi har gennemført rigtig mange af de tiltag, som de anviste. Vi har ikke taget dem alle til os. Vi har ikke sagt, at alle anbefalinger skulle følges. Men at vi prioriterer det, er rigtig vigtigt, og jo, vi ved jo ikke nøjagtigt, hvad det er, der skal til, for vi kan se, at når vi laver kampagner for at hindre folk i at ryge, for at spise sundere, for at motionere mere, er der en stor gruppe, som tager de her kampagner til sig og ændrer på deres livsstil. Og så er der den her gruppe, som ikke gør det.

Derfor har vi jo søsat adskillige projekter lige nøjagtig for at se, hvordan vi så får den befolkningsgruppe i tale. Skal jeg nævne et lillebitte hjørne, så ved vi, at mennesker i lavindkomstgrupperne ryger allerallermest, og der er nogle mennesker, hvor det ikke er nok bare at kunne ringe til en rygestoplinje og få nogle gode råd til, hvordan man skal lade være. Vi ved, at der findes muligheder for at få et medicinsk rygestop, men det er faktisk dyrt. Det er en af de ting, jeg har kæmpet for og fået gennemført, nemlig at man i kommunerne kan prøve at tilbyde den her gruppe mennesker i lavindkomstgrupperne, at de kan få tilskud til medicinsk rygestop, hvis det er det, der kunne motivere dem til at komme ud af en rygeafhængighed og dermed blive sundere.

Hr. Per Clausen.

Jeg er enig med ordføreren i, at en række af de kampagner, man gennemfører, ikke påvirker en stor del af befolkningen, og hvis man kommer i de kredse, hvor det ikke påvirker, er det jo ikke, fordi man ikke har hørt, hvad der er blevet sagt, og det er heller ikke, fordi man ikke forstår. Det er, fordi man synes, det er lidt kuriøst og lidt latterligt, og man fortæller sjove historier om, hvor mange øl man nu er tvunget til at drikke hver dag for at leve op til det der krav om, hvad man skal drikke om ugen, eller hvordan det bliver formuleret.

Men jeg vil godt spørge ordføreren, om hun ikke er enig med mig i, at der faktisk findes dokumentation for, at prisen betyder noget. Det gode ved det er, at her svarer de resultater, de kloge hoveder når til, faktisk også til min egen erfaring. Jeg har oplevet, hvordan ølforbruget er steget dramatisk i et miljø, da priserne faldt, og derfor vil jeg spørge, om det dog ikke var værd at bruge nogle af de metoder, som man ved virker, også selv om de ikke er så populære.

Ordføreren.

Jeg helt enig i, at der er nogle mennesker, som godt ved, hvordan de skal leve sundt, men som ikke har lyst til at leve sundt og træffer den beslutning, og det respekterer jeg fuldt ud. For mig er det rigtig, rigtig vigtigt, at folk blot har informationen og ved, hvad der skal til, hvis man gerne vil leve sundere. Og jo, prisen betyder også noget. Vi kunne jo sagtens stå her – det ville jeg egentlig også godt være med til – og sige: Skal vi ikke indføre, at en pakke cigaretter koster 100 kr.? Så er jeg ikke i tvivl om, at vi ikke sælger en eneste cigaret i Danmark, og så kan jeg læne mig tilbage som sundhedsordfører og sige: Nej, hvor dejligt, nu ryger vi ikke mere i Danmark, så nu bliver vi meget, meget sundere. Men det nytter jo ikke noget, fordi så køber de her mennesker bare de cigaretter et andet sted og i nogle andre lande, som ikke har de her priser på cigaretter, og så er vi jo ikke blevet sundere af det.

Så for mig handler det meget om at finde balancen, og jeg synes, at vi bruger alt for meget krudt på at sige: Skal vi ikke få det her til at koste mange flere penge, så folk lader være med at købe det? Jeg vil hellere bruge krudtet på at få folk til at forstå, at det betyder noget, hvordan man lever, at man er lidt aktiv og man spiser sundt. Vi ved jo godt selv, at når vi har siddet igennem julefrokosterne og spist en masse fede ting og drukket for meget alkohol og sodavand og spist for meget slik og chokolade, så glæder vi os egentlig til hverdagen, hvor vi igen får lidt havregrød om morgenen. Og igen må jeg sige, at 1 kg gulerødder altså er billigere end 1 kg chips.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken med hr. Manu Sareen fra Det Radikale Venstre.

Tak for det. Jamen alle borgere er afhængige af et velfungerende fællesskab, og fællesskabet er selvfølgelig også omvendt afhængigt af velfungerende borgere. Derfor er det selvfølgelig også logisk at sætte fokus på den ulighed, som er sat til debat i dag, og naturligvis også på konsekvenserne af den ulighed, som vi taler om.

Dansk Arbejdsgiverforening skriver i deres arbejdsmarkedsrapport, at på 25 år er antallet af mennesker, der hver dag modtager offentlig forsørgelse på grund af helbredsproblemer, steget fra 280.000 til 445.000 mennesker. De er enten på førtidspension, i fleksjob, på ledighedsydelse, modtager sygedagpenge eller er på revalidering, og regningen er simpelt hen gigantisk. De samlede udgifter til de helbredsbetingede forsørgelser løber op i 110 mia. kr. om året, og det beløb bliver simpelt hen ved med at vokse.

Men som vi også har hørt fra ministeren og andre ordførere, er det selvfølgelig ikke skidt det hele. Vi lever i dag ca. 8 år længere end for 60 år siden, og det er selvfølgelig den gode nyhed. Men vi er samtidig sakket bagud i forhold til andre lande – svenskerne lever f.eks. 2½ år længere end danskerne – og de sidste leveår er oftest præget af sygdomme. Det kommer selvfølgelig ikke som en overraskelse, for sådan er det for mange ældre mennesker, men når man dykker ned i det og ser nærmere på det, kan vi se, og det er måske heller ikke overraskende, at det skyldes, at vi selvfølgelig har en række usunde vaner, der hænger tæt sammen med livsstilssygdomme som hjerte-kar-sygdomme, sukkersyge og lungekræft. Vi ved, at de her fire KRAM-faktorer, som de også bliver kaldt – kost, rygning, alkohol og motion – har afgørende betydning for udvikling af sygdom, og det er også her, at vi finder den største del af forklaringen på vores relativt korte middellevetid. KRAM-faktorerne er således årsag til ca. 40 pct. af alle dødsfald.

Så der er al mulig grund til at tænke forebyggende og bl.a. kigge på afgiftsforhøjelser, som der også er mange, der har været inde på i dag, især når det handler om cigaretter, sukker og fedt. Og der er en masse gode erfaringer fra f.eks. England, hvor man har sat afgifterne op på alkohol; det har bevirket, at folk drikker mindre, og det er heller ikke så tilgængeligt for unge mennesker. Vi har haft den her debat om unge mennesker tidligere, hvor jeg også har været med, og jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at det alkoholforbrug, der er blandt danske unge, er foruroligende, og det skal vi selvfølgelig have gjort noget ved.

Men lighed i sundhed starter jo andre steder. Hr. Per Clausen var inde på arbejdsmarkedet, men jeg tror også, det er vigtigt, at man kigger på uddannelsessystemet. Der er masser af forskning, der viser, at jo større indkomst og kundskabskapital ens familie er i besiddelse af, og jo mere uddannelse forældrene har, desto større er chancen for, at deres børn får gode færdigheder i læsning og skrivning ved afslutningen af grundskolen. Og det skal selvfølgelig ikke lægges nogen til last, at man kommer fra et velfungerende hjem – ingen tvivl om det – men det skal omvendt heller ikke lægges nogen til last, at man kommer fra et ressourcesvagt hjem.

I forbindelse med uddannelse tænker jeg også på udsatte boligområder og etniske minoriteter, som Dansk Folkeparti også meget rigtigt var inde på – der er ingen tvivl om, at der selvfølgelig også skal være en stor indsats dér. I dag bare i København alene kan omkring 49 pct., tror jeg, af alle de minoritetsbørn, der forlader folkeskolen, ikke læse og skrive ordentligt. Nogle børn har, når de starter i folkeskolen, et ordforråd på 5.000 ord, mens børn fra ressourcestærke hjem har et ordforråd på omkring 20.000 ord, og der er heller ingen tvivl om, at det selvfølgelig får stor indvirkning på, hvordan man klarer sig i skolen, og selvfølgelig også på valget af uddannelse senere hen i livet og – hvis vi bevarer den logik, som alle har været inde på – også på, hvordan man bruger sundhedssystemet.

Så ønsker man at komme den sociale ulighed til livs, er man selvfølgelig nødsaget til at starte indsatsen i de tidlige år. Det Konservative Folkeparti var selvfølgelig inde på, at det kunne starte med havregrød om morgenen, og det er jeg fuldstændig enig i. Og grunden til, at havregryn er så sundt, er, at det er det eneste produkt, der er et hundrede procent fuldkorn. Så det er også en servicemeddelelse til andre.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Jeg ved ikke, om ordføreren for forespørgerne også vil indgå i ordførerrækken. Det ser sådan ud. Hr. Per Clausen.

Så tager vi ministeren først. Men der er jo plads i ordførerrækken til en fra Enhedslisten. Ministeren.

Jeg vil sige tak for de faldne bemærkninger. Jeg må indrømme, at jeg blev særligt bevæget af fru Liselott Blixts vidnesbyrd om de fremskridt, som trods alt er sket de sidste 20-30 år, og jeg synes også, det var fint, at ordføreren for forespørgerne, hr. Per Clausen, også anerkendte disse fremskridt.

Han klagede så lidt over, at jeg ikke kom med et program for, hvordan vi nu vil gå videre. Til det vil jeg svare: Vi gør jo ikke andet end at satse år for år på forbedring af sundhedstilstanden. Det er det eneste område, som får lov til at vokse. På socialministerens og beskæftigelsesministerens område sker der ganske meget, som jeg opremsede. Det, jeg nævnte, er altså de ting, der er sat penge af til – jeg skrev ikke en lang ønskeseddel. Men der er jo ingen tvivl om, at historien ikke slutter her, og der vil i forbindelse med de næste satspuljeforhandlinger uden tvivl igen blive sat fokus på præcis det, vi taler om her. Når jeg skal forhandle med regionerne om regionernes budgetter her om et par måneder, er der ingen tvivl om, at der igen vil være fokus på dette, ligesom når vi forhandler med kommunerne.

Jeg vil blot sige tak, og når jeg accepterede at gå på talerstolen, var det blot for det tilfælde, at der var nogle, der ville stille mig spørgsmål, for jeg havde sådan set ikke bedt om ordet.

Men det var der ikke. Så er det hr. Per Clausen.

Jeg skal starte med at sige, at jeg synes, det har været en god og forholdsvis fredelig debat, men det skal man jo ikke nødvendigvis klage over. Jeg synes også, det er rigtig godt, at vi indimellem, i hvert fald os, der har nået den alder, der gør, at vi kan huske, hvordan det var engang, minder om, at de gode gamle dage ikke var så gode endda. Når det går rigtig højt, plejer jeg at erkende, at der også i de sidste 20 år er sket fremskridt inden for uddannelsesområdet, men det undlader jeg som regel, når den nuværende sundhedsminister er til stede, for det kunne give ham griller.

Pointen i den her sag er jo, at det er rigtig godt, at vi i dag har en politisk forståelse af, at ulighed i sundhed er et politisk spørgsmål. Det er et politisk spørgsmål, der kræver aktivitet også fra de offentlige myndigheders side og fra det politiske systems side. Det synes jeg faktisk er rigtig godt. Det er ikke så tit, man kan diskutere ulighed i sundhed, uden at der er nogle, som absolut skal pointere, at nu skal vi huske, at det er den enkeltes eget ansvar, og at den enkelte bare må tage sig sammen osv. Det har vi været dejligt fri for i den her debat. Det gør selvfølgelig, at debatten på den måde ikke bliver særlig polemisk. Men så kommer vi til det, som lidt er udfordringen, nemlig at når vi så er blevet enige om, hvor vigtigt det her er, og hvor ærgerligt det er, at det går den forkerte vej, så er der en tilbøjelighed til, at man lander derhenne, at når der ikke sker noget, er det, fordi vi ikke ved, hvad der skal til.

Der må jeg sige: Det er ikke helt rigtigt, at vi ikke ved, hvad der skal til. Jeg har i debatten nævnt, at vi sådan set godt ved, at der er tæt sammenhæng mellem de vilkår, man har på sin arbejdsplads, og den sundhedstilstand, man har. Det er ikke bare en sammenhæng, som handler om, at man bliver nedslidt og syg af dårligt arbejde, men også at dårlige arbejdsforhold påvirker ens liv i øvrigt, og det påvirker i meget, meget stor grad ens liv i øvrigt. Det er selvfølgelig nemt nok, for så kan man her i Folketinget sige, at det heldigvis er arbejdsmarkedets parter, der afgør det. Vi kunne selvfølgelig stramme op på arbejdsmiljølovgivningen, gøre det, som står i det forslag til vedtagelse, som er fremsat af oppositionen i den her sag. Det kunne vi gøre, og det ville givetvis hjælpe, men det er rigtigt, at meget ligger andre steder.

Til gengæld kunne man jo sige, at når vi nu ved, at det er sådan, at det at have indflydelse på sit eget arbejde, det at være med til selv at organisere sit eget arbejde er med til at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø, og når vi oven i købet også godt ved, at det formentlig gør, at kvaliteten af det arbejde, der bliver udført, ikke bliver dårligere, men bedre, hvorfor har vi så i årevis brugt enorme ressourcer fra Folketingets side på at sikre mere bureaukrati og mere kontrol i forhold til de offentlige ansatte? Altså, her er der nogle ansatte, hvis arbejdsmiljø påvirkes direkte med de beslutninger, vi træffer herinde. Det er bare et enkelt eksempel. Når vi nu godt ved, at det at have et vist økonomisk overskud faktisk betyder noget for de vilkår, man giver sine børn, betyder noget for den energi, man kan kaste ind i at leve relativt sundt, og selv om det er rigtigt, at 1 kg gulerødder er billigere end 1 kg chips, er der alligevel en tilbøjelighed til, at man måske for at forsøde tilværelsen lidt i økonomisk meget dårligt stillede familier forfalder til chipsene, hvorfor fører vi så en politik, som for en række mennesker, en række familier skaber øget fattigdom? Det er jo den politik, der er blevet ført, den har ført til flere fattige børn i Danmark og dermed også til større ulighed i sundhed.

Når vi nu godt ved, at pris betyder noget – jeg er meget glad for af den konservative ordførers bekræftelse af det – hvorfor har det så været magtpåliggende at sænke prisen på spiritus i Danmark? Jeg har godt hørt det om grænsehandel og alt det der, men jeg vil bare sige, at for rigtig, rigtig mange danskere er det, at man har tilgængelighed til alkohol og øl billigt, hurtigt og nemt, altså et afgørende parameter for, hvor meget man bruger. Derfor vil jeg sige, at jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke kan føre den diskussion til bunds. Jeg så selvfølgelig gerne, at man også brugte de penge, man så fik ind, til at billiggøre sunde produkter, og jeg har godt set, at Forebyggelseskommissionen der har sagt, at man ikke får ret meget ud af det. Det kan også godt være, men jeg vil nu gerne, også af sociale grunde, kunne sige, at det godt kan være, at vi tager noget i nogle afgifter, som rammer socialt skævt. Ud over at vi skal sørge for, at de mennesker, der er fattigst i vores land, får bedre økonomiske vilkår, skal vi jo også, synes jeg, sørge for, at man så at sige kan handle sig ud af de øgede afgifter.

Så vil jeg gerne sige, at jeg er glad for den – og det vil vi i hvert fald vende tilbage til også i fremtiden – åbenhed, der fra enkelte sider var i forhold til den meget, meget omfattende brugerbetaling, der er i det danske sundhedssystem, og som efter min mening er helt urimelig. Selv om det forslag til vedtagelse, der ligger fra oppositionen, ikke har fået alle Enhedslistens synspunkter med – det vil de, der har været med til at lave vedtagelsen i hvert fald vide, og det skal ikke være nogen hemmelighed for andre – er jeg alligevel glad for, at der vil blive taget en række konkrete initiativer, som kan mindske uligheden i sundhed efter næste valg, når vi får et nyt flertal, og det er jo også en god og positiv afslutning på en helt fredelig debat.

Der kom en til kort bemærkning, lige da hr. Per Clausen sluttede. Fru Vivi Kier skal have en kort bemærkning til ordføreren.

Jeg trykkede på knappen, før talen sluttede. Jeg vil også bare sige tak for debatten, og så vil jeg i forbindelse med alkohol, som der har været lidt snak om frem og tilbage, spørge, om hr. Per Clausen ikke er enig i, at dem, vi skal ramme, faktisk ikke er de unge, for alle undersøgelser viser efterhånden, at det er forældrene, gruppen af voksne, vi skal have fat i, for børnene gør jo egentlig bare som forældrene. Det mest uhyggelige er, at den seneste undersøgelse, jeg har set, viser, at unge mennesker faktisk drikker på grund af et forventningspres fra forældrene, fordi det der med at drikke egentlig ikke er så alvorligt.

Ordføreren.

I Enhedslisten har vi jo været noget skeptiske over for og har også været imod nogle af de forslag, hvor alderen for, hvornår man må købe alkohol og den slags, er blevet hævet, fordi vi sådan set tror, at det mestendels er symbolpolitik, der ikke har nogen effekt.

Jeg er sådan set enig med spørgeren, for når det handler om alkohol og særligt i forhold til unge, handler det meget mere om kultur og om, hvad der er trendy, end det handler om så meget andet. Selvfølgelig betyder prisen noget. Det tror jeg den gør. Og det er nok et selvstændigt problem, at noget alkohol, som virker ret kraftigt, er blevet billigt, og at man i øvrigt er i stand til at producere det, så det ikke smager af alkohol. Det er et problem. Men jeg mener, at kulturen er enorm vigtig, og det er derfor, at det er så vigtigt, at de på alle skoler og i politiske ungdomsorganisationer – skulle jeg til at sige – får vedtaget en politik for, hvordan de håndterer alkohol.

Fru Vivi Kier.

Derfor er det jo også så glædeligt, at vi faktisk har vedtaget, at alle uddannelsesinstitutioner skulle gå i gang med – jeg har fulgt mange af dem – at indføre en alkoholpolitik.

Det andet, jeg gerne lige vil spørge hr. Per Clausen om, er, at jeg kan forstå, at man er meget optaget af det her med brugerbetaling. Vi har jo rigtig mange gange diskuteret tandområdet, og heller ikke jeg synes, at det er logisk, at man kan få en byld på armen, gå til lægen, blive opereret og blive syet, og det koster ikke en krone, så kan man få en tandbyld, så går man til sin tandlæge, og i bedste fald går man derfra med et girokort på et ret så stort beløb. Fra konservativ side har vi jo foreslået, at vi skulle nedsætte en kommission til at analysere hele brugerbetalingsområdet, og som skulle se på, om vi kunne ændre på det, også så det bliver fornuftige priser, man ender med at skulle betale hos tandlægen. Vil Enhedslisten bakke op om sådan et konservativt forslag?

Ordføreren.

Vores udgangspunkt for at gå ind i det, ville være et synspunkt om, at vi skal have reduceret brugerbetalingen i Danmark. I første omgang måske til det niveau, som de har i andre nordiske lande. Det vil være vores udgangspunkt. Vi går ind for at reducere brugerbetalingen. Vi går ikke ind for at indføre eller øge brugerbetalingen på nogen områder.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Jeg siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet, og hermed er forespørgslen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 1. marts.