Jeg vil starte med at sige, at jeg er enig med ministeren så langt, at jeg absolut ikke mener, at det er på Christiansborg, vi skal sidde og lægge madplan for hvert enkelt plejehjem og bestemme, om man skal have dessert, eller man skal have havregrød, eller hvad man skal have at spise på det enkelte plejehjem.
Det mener jeg ville være fuldstændig vanvittigt at begynde på.
Men det, jeg stillede forespørgslen for at få svar på, og som jeg ikke mener at jeg har fået svar på fra ministeren, var, og nu læser jeg teksten på forespørgslen op:
»Vil ministeren redegøre for, om regeringen ønsker en situation, hvor ældre på plejehjem får forskellig mad, pleje m.m., afhængigt af hvor mange penge de har råd til at betale?«
Det er jo det, der er det helt afgørende at få diskuteret i Folketinget:
Hvad er det for en udvikling, der er i fuld gang?
Er det en udvikling, som regeringen ønsker, og er det derfor, man laver en række tiltag, der fremmer den udvikling?
Eller ønsker man den ikke?
Og så skal vi gøre noget for at forhindre den udvikling og i stedet vende tilbage til, at hver enkelt ældre bliver behandlet ud fra sine behov og ikke ud fra, hvor mange penge man har.
For det er jo det, der er hele problemet, hvis man begynder på den her differentiering af ydelserne efter, hvad folk har råd til at betale for.
Så får vi en situation, hvor vores ældre bliver behandlet forskelligt, afhængigt af om det er en jord- og betonarbejder, som ikke har kunnet spare særlig meget op til sin pension, eller det er en, der har haft egen virksomhed, har tjent rigtig, rigtig mange penge og har masser stående, eller det er en tidligere kommunaldirektør eller andet, som har mange penge på pensionen og derfor råd til at betale for ekstra ydelser.
Det er jo det, der er det vigtige at få diskuteret, nemlig om vi ønsker den opdeling mellem rige og fattige, og at de så får forskellig pleje.
Det er jo den udvikling, som regeringen og Dansk Folkeparti i den grad har fremmet ved den måde, man styrer kommunerne på, både ved de alt for stramme økonomiske rammer, som simpelt hen ikke giver mulighed for, at kommunerne kan levere en ordentlig ydelse til alle, og ved at man laver styring på taxameter, ved at man laver styring ud fra, at det skal opfattes, som om det er varer.
Der tales om en leverandør, man skal vælge den ene eller den anden leverandør, når man er ældre osv., og der skal være konkurrence mellem forskellige plejehjem.
Det fremmer jo, at man ser på, hvor meget den enkelte ældre har råd til at betale, i stedet for at se på, at de her mennesker skal behandles ud fra deres egne behov.
Jeg er fuldstændig enig i, at man skal have ret til som ældre at bestemme i sit eget liv.
Man skal have ret til selv at koge havregrød, hvis det er det, man gerne vil.
Man skal have ret til ikke at ville spise dessert, hvis man ikke har lyst til at spise dessert.
Man skal have ret til at spise salat, hvis det er det, man har lyst til.
Men det afgørende er, om det er noget, der udspringer af ens egne ønsker, eller det udspringer af, hvad det er, man har råd til.
Og det er der, jeg mangler svar fra ministeren.
Jeg håber, vi får det, at ministeren går på talerstolen igen senere i debatten og vi så får svaret på den forespørgsel, som jeg har stillet.
Jeg håber også, vi får nogle svar fra regeringen og Dansk Folkeparti på, hvad det egentlig er for en udvikling, man ønsker på området.
For lige nu er det, der sker, i stigende omfang, at man får forskellig behandling efter, hvad man har råd til.
Det, jeg er bange for, er jo selvfølgelig, at det breder sig fra, at man ikke får dessert, til, at det er et spørgsmål om, hvor tit man kan få vasket hår, hvor ofte man kan komme ud at gå en tur, hvor meget man ellers kan få lov til at få af den ekstra omsorg, som ikke er fuldstændig nødvendig for, at man overlever, men som er det, der gør, at man kan have et godt liv.
Jeg har jo flere gange tidligere i Folketinget fremsat forslag om, at vi skulle gennemføre nogle revolutionerende principper inden for ældreplejen, at vi skulle foreslå, at ældre skulle have ret til selv at bestemme, hvornår de vil i seng, have ret til selv at bestemme, hvornår de vil op igen, have lov til selv at bestemme, hvad de vil have at spise, have lov til selv at bestemme, hvad de vil have på af tøj osv.
Jeg er godt klar over, at det er langt, langt ud over, hvad regeringen og Dansk Folkeparti kan forestille sig, men jeg mener nu alligevel, det er vigtigt at diskutere, om man også som ældre skal have ret til at bestemme i sit eget liv.
Ofte når vi diskuterer ældrepleje, bliver plejehjemmet Lotte jo med rette fremhævet for at være et godt sted, men det, der er væsentligt at holde fast i, er, at der har man jo netop valgt ikke at følge de mange stramme regler, som regeringen og Dansk Folkeparti har lagt ned over, hvordan man skal styre plejehjem og ældrepleje.
Hvis man slap ældreplejen løs i de andre kommuner og også der lod ældreplejen få lov til ikke at følge reglerne, lod plejehjem og ældrepleje få lov til ikke at skulle bruge en stor del af ressourcerne på en masse bureaukrati, som i stort omfang skyldes, at man ønsker at styre ældreplejen, som om det var private virksomheder, men i stedet lod de ansatte og de ældre og deres pårørende selv få lov til at tilrettelægge arbejdet, ville vi kunne få en langt bedre ældrepleje, end vi har i dag, hvor det var menneskene og deres ønsker til deres eget liv, der var i centrum.
I morges kunne vi høre om Odder Kommune, hvor man faktisk har lavet et forsøg med at lade de ansatte selv tilrettelægge deres arbejde, og det giver langt større arbejdsglæde.
Lad os få det udbredt, og lad os gøre det på et grundlag om, at man som ældre skal have mulighed for at bestemme i sit eget liv, og at man skal behandles ud fra de ønsker og behov, man har, og ikke ud fra, hvor mange penge man tjener, og hvor meget man har stående på sin pensionsopsparing.
Jeg håber virkelig, det er det, vi kommer til at få en debat om i dag, for det er det, jeg synes der er afgørende at få diskuteret.
Så skal jeg på vegne af Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Christian H.
Hansen (UFG) fra Fokus fremsætte følgende:
Forslag til vedtagelse
»Folketinget finder, det er afgørende, at alle ældre får en god behandling og en værdig alderdom, uanset hvor mange penge de har.
I forlængelse heraf finder Folketinget det uværdigt, hvis ældre på samme plejehjem behandles mærkbart forskelligt på grund af deres økonomiske situation.
Derfor pålægger Folketinget regeringen at sikre kommunerne gode rammer økonomisk såvel som lovgivningsmæssigt, så kernevelfærdsydelserne ikke forringes.
Ligeledes ønsker Folketinget, at der gennemføres en undersøgelse af konsekvenserne af kommunernes budgetmæssige ændringer på ældreområdet.«
(Forslag til vedtagelse nr.
V 7).