Spørgsmål nr. 1 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om au-

tomatisk frakendelse af retten til at have med dyr at gøre i sager om

dyremishandling og grovere uforsvarlig behandling af dyr (B 93) fra

Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren undersøge sager i den kategori, som forslagetomfatter, hvor der er faldet dom, men ikke er sket en fraken-delse af retten til at have med dyr at gøre, dels med henblikpå at undersøge om, der overhovedet er taget stilling tilspørgsmålet i sagerne, og hvorfor frakendelse ikke er sket?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet enudtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:”Jeg kan generelt oplyse, at det følger af dyreværnslovens §29, stk. 1, 1. pkt., at den, der ved dom findes skyldig i mis-handling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, veddommen kan frakendes retten til for bestandig eller for etnærmere fastsat tidsrum at eje, bruge, passe eller slagte eller idet hele beskæftige sig personligt med dyr.En rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29 vedrø-rer som udgangspunkt alle dyr, men kan begrænses til aleneat vedrøre bestemte dyreracer, ligesom retten til at eje dyrmv. efter retspraksis kan begrænses til et vist antal dyr.Der kan ske rettighedsfrakendelse for bestandig eller for etnærmere fastsat tidsrum. Fastsættes et tidsrum, er dette ipraksis som oftest 2, 3 eller 5 år.Det beror på en konkret vurdering af sagens omstændighe-der, herunder grovheden og antallet af forhold samt oplys-ninger om den domfældtes personlige forhold, om der ergrundlag for rettighedsfrakendelse, og for hvilket tidsrum deri givet fald skal ske rettighedsfrakendelse.Sager, hvor der for anklagemyndigheden bliver spørgsmålom at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse, skal fore-lægges for rigsadvokaturen, som siden 2000 har ført en ma-nuel oversigt over disse sager.Formålet med denne forelæggelsesordning vedrørende dyre-værnssager er bl.a. at sikre, at der, når betingelserne herfor iøvrigt er opfyldt, i videst muligt omfang nedlægges påstandom rettighedsfrakendelse i sager om overtrædelse af dyre-værnsloven, hvor der er tale om mishandling eller grovereuforsvarlig behandling af dyr.2

Jeg kan tilføje, at anklagemyndigheden i sager vedrørendemishandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1, 3. pkt.,som altovervejende hovedregel nedlægger påstand om rettig-hedsfrakendelse i medfør af dyreværnslovens bestemmelserherom, samt at domstolene som udgangspunkt følger dissepåstande.På baggrund af en manuel gennemgang af den ovennævnteoversigt kan jeg oplyse, at rigsadvokaturen har modtaget un-derretning om, at der er i årene 2008–2010 ved dom er sketrettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29 over for 38personer, som er fundet skyldig i mishandling eller grovereuforsvarlig behandling af dyr, og at 7 personer er blevet fri-fundet for anklagemyndighedens rettighedsfrakendelsespå-stand.For så vidt angår de 7 personer, som er blevet frifundet forrettighedsfrakendelsespåstanden, kan jeg oplyse, at domsto-lene efter en helt konkret vurdering af omstændighederne ide pågældende sager har fundet, at der ikke har været grund-lag for rettighedsfrakendelse. Der er herved i de enkelte sa-ger bl.a. lagt vægt på, at der var tale om enkeltstående for-hold, at der efterfølgende var truffet aftale om regelmæssigetilsyn, at forholdene for dyrene efterfølgende var blevet for-bedret, og at det var længe siden, at forholdene var blevetbegået.Jeg kan i øvrigt henvise til Rigsadvokatmeddelelse nr.2/2008, som indeholder nærmere retningslinjer for anklage-myndighedens behandling af sager om overtrædelse af dyre-værnslovgivningen, herunder i relation til rettighedsfraken-delse.”