Retsudvalget 2010-11 (1. samling)
B 93 Bilag 5
Offentligt
DOSO’s holdning til frakendelse af retten til at have dyrChristiansborg, 18 august 2011
Det her er Trold. Trold var en ung labrador, hvis ejer i et anfald af hysteri skar halsenover på ham med en filetkniv, hvorefter han lod ham ligge blødende i kælderen en helnat.En ven af ejeren fandt næste morgen hunden, og ejeren blev meldt fordyremishandling. Trold blev sendt til dyrlægen og efterfølgende til et internat, hvorhan kunne komme sig. Ejeren blev indlagt på et psykiatrisk hospital. Men da han blevudskrevet en måneds tid senere, blev han bedt af politiet om at hente sin hund.Trods voldsomme protester fra dyrevenner, dyreværnsforeninger og især dendyrlæge, der havde behandlet Trold, fik ejeren sin hund hjem.Direkte adspurgt svarede efterforskeren i sagen, at manden var utilregnelig og truedemed at begå selvmord, hvis han ikke fik sin hund. Hvad der siden er sket med Trold,ved vi ikke.Sagen om Trold er et grelt eksempel på, at dyr er returneret til ejeren selv efter grovmishandling – men sagen er desværre ikke et enestående tilfælde.
Det er en kendsgerning, at der hvert år er en del gengangere blandt de personer somforeningerne under DOSO melder til politiet for grov vanrøgt eller dyremishandling.I dag kan den samme person gentagne gange overtræde dyreværnsloven, uden at dethar nævneværdige konsekvenser.I mange tilfælde får man den tanke, at ejeren tilgodeses frem for dyrene, selvom enserfaring med dyreejeren viser, at der er god grund til at frygte, at vanrøgten ellermishandlingen vil fortsætte eller gentage sig.
Det er et stort indgreb i den personlige frihed at fratage en person retten til at holdedyr – men hvis en person har bevist sig uegnet til at holde dyr ved en eller flere grove
overtrædelser af Dyreværnsloven, så mener DOSO; at vi som samfund har pligt til atsikre, at det ikke sker igen.I Hundeloven findes ingen pasus om frakendelse af retten til at have hund – herholdes alene hunden ansvarlig og må ofte betale den ultimative pris, hvis den viseraggression. Hunden aflives. Det betyder, at hvis en ejer gentagne gange fårkonfiskeret hunde, fordi de er (gjort) aggressive, aflives hundene, mens manden kanerhverve sig en ny hund – som man kan frygte også bliver aggressiv og vil skabefrygt/skade på mennesker eller dyr, før også den aflives. DOSO mener, at den personder er ansvarlig for hunden bør kunne stilles til ansvar og ved gentagne groveovertrædelser miste retten til at holde hund.DOSO ønsker, at man som privatperson pr. automatik frakendes retten til at havedyr og med dyr at gøre, hvis man gentagne gange dømmes for overtrædelser afDyreværnsloven. I særligt grove tilfælde skal det være muligt for domstolene atfrakende folk muligheden for at have med dyr at gøre allerede efter første gang.
Det er desværre også en kendsgerning, at en del grove sager om vanrøgt ogmishandling omhandler erhvervsmæssigt dyrehold. Det er altså professionellemennesker, som burde have en stor viden om de dyr, de har ansvar for.Uanset om det er hunde, mink eller grise, man mishandler eller vanrøgter, bør dethave tydelige konsekvenser.DOSO ønsker også ved erhvervsmæssigt hold af dyr en klippekortsordning, hvorman efter grelle eller gentagne sager om mishandling eller vanrøgt kan frakendesretten til at eje dyr OG til at have med dyr at gøre for bestandigt eller i en årrække.
Et stort problem i forhold til lovgivningen og muligheden for frakendelse af retten tilat have dyr i dag er, at mange sager aldrig når helt til domstolene. De klaresudenretsligt med en bøde eller et pålæg til ejeren om at få bragt tingene i orden. Ogsåselvom det langt fra er første gang, at samme dyreejer overtræder loven.En undersøgelse, som Hestens Værn fik lavet i 2010, viser, at der ikke er ret mangedyreværnssager, der når for en domstol. Dermed findes ingen retspraksis i disse
sager. Derfor er det sværere for anklagemyndigheden at føre en sag helt til endomstol, for der er ofte ikke nogen praksis at holde sig til.Det er – set med dyreværnsforeningernes øjne – meget beklageligt, for skal endyreejer frakendes retten til at have dyr, kræver det en domstolskendelse.
DOSO ser et behov for specialuddannet korps af betjente, dyrlæger, jurister ogdommere, der kan behandle og efterforske dyreværnssager. Og en retspraksis, hvorloven udnyttes, så sagerne når helt til domstolene og ikke gang på gang ender med etbødepålæg eller en påtale i selv grove tilfælde.
I forlængelse af dette faktum er et endnu mere beklageligt aspekt: Når sagen erafgjort, er der kun én, der kan anke afgørelsen – og det er den forurettede part. I dettetilfælde er det dyret… Hverken dyrlæger eller anmeldere har mulighed for at klage.Og dyrene gør det ikke.DOSO ønsker derfor ankemuligheden ændret, så anmelder eller involveredeparter, der taler dyrets sag, har mulighed for at få aktindsigt og anke en afgørelse i engiven sag.Ifølge Rigspolitiets opgørelse for 2007-2010 er gennemsnitsbehandlingstiden for endyreværnssag 586 dage - det er et år og 6 måneder – i gennemsnit! De 586 dage eren tid, hvor dyrene enten stadig er i ejerens varetægt eller i sjældne tilfælde erkonfiskeret og dermed passes på samfundets regning, indtil sagen er afgjort. Det sigersig selv, at de lange behandlingstider kan have alvorlige konsekvenser for dyrene –og store økonomiske udgifter for politiet og derved samfundet.Hvis dyrene fjernes, betaler politikredsen for opstaldning, mens sagen behandles.Man kan frygte, at denne – ofte betydelige udgift i et i forvejen stramt budget hospolitiet - får indflydelse på afgørelsen om, hvorvidt dyrene skal fjernes, mens sagenbehandles. Ifølge et skøn fra Rigspolitiet blev der i perioden 2007-første halvår 2010brugt omkring to millioner kroner på opstaldning af konfiskerede dyr.DOSO ønsker at der i lighed med behandlingen af voldssager laves en tidsrammefor hvor hurtigt en dyreværnssag skal behandles hos politi, anklagemyndighed ogdomstol. Det vil minimere lidelsen for dyrene, og i sager, hvor dyrene er fjernet fraejeren under sagens behandling, vil man kunne minimere omkostningerne til pasningaf dyrene.
DOSO har flere eksempler på, at enkelte dyreværnssager har kostet samfundet flerehundrede tusinde alene i pasningsomkostninger. Dette er spild af ressourcer, og detgavner ikke dyrene at stå ”opbevaret” på internat eller i stald gennem så lang tid.DOSO ønsker derfor, at der oprettes en selvstændig pulje, der finansiereropstaldning af konfiskerede dyr. Derved sikres det, at økonomien ikke spiller ind, nårpolitiet skal vurdere, hvorvidt dyr skal fjernes.Men det er lige så vigtigt at følge hele sagen til dørs og sørge for dyrene, efter atsagen er afsluttet.I sager, hvor dyrene er konfiskeret, og det afgøres, at ejer ikke må få dem tilbage,støder man på et nyt og temmelig grotesk problem. Her ser vi eksempler på, atloven/politiet forhindrer, at man finder nye hjem til dyrene - dyrene betragtes nemligsom konfiskeret gods, som skal destrueres.(§ 22, stk 2: Politidirektøren kan strakseller senere bestemme, at dyrene skal sælges eller aflives, hvis forholdene talerderfor)De fleste dyrevenner har nok fulgt med i sagen, der for få uger siden kørte imedierne, om fire vanrøgtede heste, der i årevis havde været opstaldet på samfundetsregning, mens en dyreværnssag mod ejeren kørte. Da sagen efter mere end et år blevafgjort – at hestene ikke skulle tilbage til deres ejer – så politiet sig nødsaget til atlade hestene aflive. Hestene blev nemlig ifølge loven/politiet betragtet som’konfiskeret gods’, og derfor skulle de ’destrueres’, hed det. Så selv når sagenumiddelbart falder ud til dyrenes fordel, er det dem, der betaler prisen. (Det lykkedesi 11. time at undgå aflivning, men kun fordi ejeren selv forærede hestene væk.)DOSO ønsker derfor en fornyelse af lovgivningen, hvor dyr betragtes som levendevæsener og ikke sidestilles med ting, der skal destrueres efter endt brug! Enlovgivning, der signalerer, at vi i Danmark tager dyrs velfærd alvorligt, og at det ikkeaccepteres at behandle dyr dårligt."Vi har ikke blotansvar for, hvad vi gør,men også for, hvad viundlader at gøre"-R.Ehateley
