Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 93:

Forslag til folketingsbeslutning om automatisk frakendelse af retten til at have med dyr at gøre i sager om dyremishandling og grovere uforsvarlig behandling af dyr.

Af Marlene Harpsøe (DF) m.fl.

(Fremsættelse 29.03.2011).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Beslutningsforslaget, som vi skal behandle nu, indebærer jo, at regeringen skal pålægges at fremsætte et lovforslag, der får den virkning, at personer, som dømmes for dyremishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, automatisk for bestandig mister retten til at have med dyr at gøre. I bemærkningerne til beslutningsforslaget anfører forslagsstillerne bl.a., at hvis en person en gang er blevet dømt for dyremishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, har den pågældende en gang for alle vist sig at være uegnet til at have med dyr at gøre. Det er altså forslagsstillernes hensigt, at der automatisk skal ske en frakendelse for bestandig ved førstegangsovertrædelser. Det er så i øvrigt en uændret genfremsættelse af et beslutningsforslag, der blev fremsat i samlingen 2009-10, men som aldrig nåede frem til første behandling.

Lad mig slå fast, at regeringen ligesom forslagsstillerne mener, at der skal skrides hårdt ind over for de personer, som mishandler eller på anden måde behandler dyr uforsvarligt. Dermed er vi sådan set enige med forslagsstillerne i, at der kan være situationer, hvor en overtrædelse af dyreværnsloven har så grov en karakter, at det er berettiget for samfundet at tage helt særlige virkemidler i brug. Frakendelsen af retten til at beskæftige sig med dyr er sådan et helt særligt virkemiddel.

Dyreværnsloven indeholder allerede regler om rettighedsfrakendelse. I medfør af dyreværnslovens § 29 kan personer, der findes skyldige i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, frakendes retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele taget beskæftige sig personligt med dyr for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum. Sådan en frakendelse foretages i praksis for 2, 3 eller 5 år eller for bestandig. Hvis en person, der tidligere er fundet skyldig i uforsvarlig behandling af dyr, på ny begår et tilsvarende forhold, vil den pågældende ligeledes kunne frakendes retten til at beskæftige sig med dyr, og det er retten, der under hensyn til sagens samlede omstændigheder tager stilling til spørgsmålet om frakendelse.

I en række tilfælde vil en rettighedsfrakendelse reelt betyde, at den pågældende hindres i at udøve sit hidtidige erhverv. Hvis personen f.eks. ejer eller driver en bedrift med dyr, betyder en rettighedsfrakendelse, at man fratager personen sin levevej. Og der skal ikke herske tvivl om, at der kan forekomme situationer, hvor selv en så vidtgående sanktion som en rettighedsfrakendelse kan være berettiget, men en rettighedsfrakendelse bør kun komme på tale i de situationer, hvor en samlet vurdering af alle sagens forhold gør det påkrævet.

Efter beslutningsforslaget skal personer, der dømmes for dyremishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, automatisk miste retten til at have med dyr at gøre for bestandig. Dette vil indebære, at domstolene afskæres fra at foretage en vurdering af, om en rettighedsfrakendelse nu også er berettiget i det konkrete tilfælde. Lad mig anskueliggøre konsekvenserne af forslaget med et eksempel fra retspraksis:

Der var en sag fra 2006, hvor en landmand, der drev en svineproduktion, blev fundet skyldig i grovere uforsvarlig behandling af dyr. Landmanden havde gennem længere tid ikke givet sine besætninger permanent adgang til frisk vand og en tilstrækkelig mængde halm. Herudover var inventaret nedslidt, og syge grise var ikke blevet adskilt fra raske grise eller undergivet behandling.

Under sagens behandling i landsretten blev det oplyst, at landmanden havde efterkommet det påbud, som han efterfølgende var blevet meddelt. Han havde også nedlagt svineproduktionen på den ene af de to gårde og moderniseret staldforholdene på den anden gård. Herudover havde svinebesætningen været undergivet tilsyn af en dyrlæge hver måned, uden at det tilsyn havde givet anledning til bemærkninger. Landsretten idømte landmanden 20 dages betinget fængsel, men fandt ikke grundlag for at frakende ham retten til at beskæftige sig med dyr. Hvis det foreliggende beslutningsforslag havde dannet grundlag for afgørelsen i den beskrevne sag, så var den tiltalte blevet frakendt retten til at have med dyr at gøre for bestandig, og retten ville ikke have haft mulighed for at tage hensyn til, at landmanden havde afhjulpet de ulovlige forhold, eller til de konsekvenser, en rettighedsfrakendelse ville have for ham. Sådan en retstilstand finder jeg ikke hensigtsmæssig.

Herudover er det også værd at bemærke, at det ikke er en betingelse for at straffe en person for overtrædelse af dyreværnsloven, at den pågældende har haft forsæt til at overtræde loven. Den pågældende kan straffes, når blot han har handlet uagtsomt. Den tiltalte behøver altså sådan set ikke have gjort det med vilje for at blive dømt. Det forhold underbygger, at det vil være uhensigtsmæssigt at indføre den foreslåede regel om automatisk rettighedsfrakendelse.

Så kan jeg i øvrigt oplyse, at det følger af forarbejderne til en ændring af dyreværnsloven, at anklagemyndigheden altid skal overveje, om der skal nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse, når der rejses en straffesag for grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr. Jeg kan også oplyse, at i sager om mishandling af dyr træffer domstolene som udgangspunkt afgørelse om frakendelse.

Det er min samlede opfattelse, at den foreslåede ændring er unødvendig og uhensigtsmæssig. Dyreværnsloven indeholder allerede i dag hjemmel til at frakende den, der findes skyldig i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, retten til at beskæftige sig personligt med dyr for bestandig. Af gode grunde beror det på domstolenes konkrete vurdering, om en person skal frakendes retten til at beskæftige sig med dyr, og kun på den måde sikres det, at de særdeles indgribende konsekvenser for den pågældende, som en rettighedsfrakendelse vil kunne indebære, alene udløses i de tilfælde, hvor det er berettiget.

Med beslutningsforslaget ønsker forslagsstillerne at afskære domstolene muligheden for konkret at afgøre, om den enkelte sags omstændigheder berettiger til, at der skal ske en rettighedsfrakendelse. Det kan regeringen ikke støtte, og derfor kan regeringen heller ikke støtte beslutningsforslaget.

Fru Marlene Harpsøe har bedt om en kort bemærkning.

Tak til justitsministeren for den her redegørelse for regeringens holdning til det her beslutningsforslag, som vi jo har fremsat fra Dansk Folkepartis side. Jeg må indrømme, at jeg er rigtig ærgerlig over det, som justitsministeren står på talerstolen og siger i dag. For han siger, at det faktisk er et rigtig godt værktøj, men man vil bare ikke skærpe lovgivningen.

I Dansk Folkeparti har vi gang på gang set dyremishandlingssager, hvor vi virkelig undrer os over, hvorfor der ikke sker de her frakendelser af retten til at have med dyr at gøre. Det kan f.eks. være, når en labrador bliver slået ihjel med en jernstang med en betonklods i enden og en stor træbjælke og får skåret halsen over, eller når en hundeejer kastrerer sin hund med en hobbykniv. Gang på gang er der eksempler, hvor man tydeligt kan se, at her er der altså tale om personer, som vitterlig aldrig nogen sinde burde have haft retten til at eje dyr, og som heller ikke burde have det fremover.

Kan ministeren ikke godt se, at der er nogle områder, hvor vi er nødt til at skærpe dyreværnsloven, som den er i dag?

Ministeren.

Nu kender jeg ikke de pågældende to sager, som fru Marlene Harpsøe refererer til, og dermed kender jeg heller ikke baggrunden for de kendelser, som er faldet i de to sager. Det lyder jo unægtelig som nogle ganske bestialske og meget usympatiske måder at behandle dyr på, må man unægtelig sige. Derfor kan jeg da fuldt ud forstå, at man umiddelbart kunne finde, at der burde være sket en frakendelse i sådan en sag. Men hvilke konkrete omstændigheder der har gjort sig gældende, siden det, som jeg må forstå det refereret her, ikke har været tilfældet, kan jeg jo ikke tage stilling til her fra talerstolen.

Fru Marlene Harpsøe.

Det er jo selvfølgelig også en meget nem måde at komme uden om det på som justitsminister. Jeg vil i hvert fald gerne gentage, hvad vi fra Dansk Folkepartis side vil med det her beslutningsforslag. Vi beskriver det netop i vores beslutningsforslag, nemlig at det her skal være et redskab til at beskytte dyrene. For det er jo først og fremmest dyrene, vi må beskytte. Og er ministeren ikke enig i, at vi som mennesker har et ansvar, for dyrene kan hverken tale eller sige til os, hvornår de lider og er kede af det? Men vi som mennesker har muligheden for rent faktisk at tage det ansvar og sige: O.k., hvis der er en person, som vitterlig mishandler et dyr til døde – det kan være at brænde et marsvin halvt ihjel og efterfølgende slå det ihjel med en golfkølle eller lignende – så må vi sige, at de her mennesker bare ikke skal have dyr. De kan ikke finde ud af at have den rettighed.

Ministeren.

Det kan godt være, at fru Marlene Harpsøe synes, at det er en let måde at komme omkring det på, men eftersom to sager bliver refereret, som jeg overhovedet ikke har haft kendskab til, hvad angår de nærmere omstændigheder og præmisserne for, at dommerne har truffet den kendelse, de har, så kan jeg jo ikke sige andet, end at jeg ikke kan vide, hvorfor det er, som det er.

Men det er da klart, at der er sager, hvor det er rimeligt nok, at der sker en frakendelse. Det er jo også det, loven giver mulighed for. Mit synspunkt er blot, at det, at man automatisk for bestandig skal have frakendt retten, er at gå for vidt i retning af at forhindre domstolene i at tage hensyn til sagens konkrete omstændigheder. Der kan jo også være tale om folk, der i en periode måske har været psykisk syge, og som overvinder den sygdom, og som dermed sagtens efterfølgende kan have med dyr at gøre. Der kan være mange omstændigheder, der gør sig gældende.

Hr. Christian H. Hansen for en kort bemærkning.

Tak for det, ministeren har sagt indtil nu. Jeg vil egentlig gerne stille ministeren et spørgsmål. Ministeren har sat sig ind i det her beslutningsforslag, som er fremsat, og han har i øvrigt også sat sig meget ind i dyrevelfærdsområdet som sådan i sit ministerium. Det ved jeg. Hvor synes ministeren selv at grænsen skal gå, for at man bliver frakendt retten for bestandig? Hvor synes ministeren at grænsen går? Ministeren nævnte selv et eksempel fra 2006, hvor der var en masse begrundelser for, at det så ikke var endt sådan. Men hvor synes ministeren selv at grænsen skal gå?

Ministeren.

Hvis det var sådan, at man kunne sige det i tre korte sætninger, var det jo let nok, men så let er verden jo ikke. For det er jo så forskellige forhold, der gør sig gældende. Er det erhvervsmæssig drift i form af større hold af dyr, eller er det et enkeltstående tilfælde, hvor et barn har mishandlet et dyr, som vist var tilfældet i sagen med marsvinet? Det er jo så vidt forskellige sager og så mange forskellige omstændigheder, der kan spille ind. Det er svært at have en fuldstændig klar, ensartet objektiv rettesnor for, hvornår der skal ske en frakendelse, og hvornår der ikke skal ske en frakendelse. Det er jo netop derfor, vi i sådan nogle sager ligesom i så mange andre sager om overtrædelse af straffeloven og andet må sige, at der er det fornuftigt, at vi har et system, hvor det er domstolene, der tager alle sagens omstændigheder i betragtning, når straffen bliver fastlagt.

Hr. Christian H. Hansen.

Tak for besvarelsen af det. Nu er det jo et forslag, som er genfremsat af regeringens støtteparti, og derfor kunne man jo godt undre sig over, at det måske egentlig ikke er blevet gennemført for lang tid siden. Så jeg vil egentlig bare gerne have, om ministeren kunne forklare mig de økonomiske ting i det her forslag. Hvor meget vil det komme til at koste for staten at indføre de her ting? Det er sådan med henblik på, at det her måske kunne have været presset igennem under en finanslovforhandling eller sådan noget som en af de sidste krøller for, at man ville stemme for regeringens finanslovforslag.

Jeg vil gerne vide, hvad de økonomiske konsekvenser for samfundet er ved at indføre sådan et forslag. Det kan jo være det, der er grunden til, at det ikke er blevet indført endnu.

Ministeren.

Deri tager hr. Christian H. Hansen fejl. Nu har jeg argumenteret for, hvorfor regeringen ikke kan støtte forslaget. Jeg har ikke nævnt et eneste økonomisk argument. Derfor er det ikke økonomiske argumenter, der er afgørende. Umiddelbart vurderet, så tror jeg såmænd ikke, at der er nogen økonomiske implikationer i det overhovedet.

Tak til ministeren. Så er det hr. Kim Andersen som ordfører for Venstre.

Tak for ordet, hr. formand. Det beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, der skal behandles, har vi jo forholdt os til tidligere. Det er faktisk en fuldstændig uændret genfremsættelse fra samlingen 2009-10.

Jeg vil gerne sige, at det jo er klart for os alle sammen, tror jeg, at dyremishandling er helt forkert, fuldstændig uacceptabelt og noget, som vi naturligvis må tage afstand fra. Det er naturligvis også fuldstændig uacceptabelt, hvis der foregår vanrøgt af dyr – husdyr i en bedrift, hobbydyr eller et enkelt dyr hjemme på børneværelset. Det er fuldstændig uacceptabelt.

Men beslutningsforslaget, som er fremsat, er for os at se ganske enkelt for drastisk, det er for firkantet, og jeg synes, at justitsministeren har givet en god og fyldig begrundelse for, hvorfor det er for drastisk og for firkantet. En rettighedsfrakendelse er en meget, meget drastisk beslutning. At den oven i købet skal foregå automatisk og være for bestandig, er naturligvis også drastisk og vidtrækkende, og det kan vi altså ikke støtte.

Vi har i dyreværnsloven en rigtig god lov, som også i § 29 hjemler mulighed for, at domstolene kan frakende en person ret til at have med dyr at gøre i kortere eller længere tid. Vi er trygge ved den bestemmelse. Vi er også tilfredse med, at domstolene skal afgøre disse spørgsmål, og at man her har mulighed for at nuancere afgørelsen og tage alle de forskellige forhold og nuancer i betragtning, som der jo er i praktisk taget alle sager.

Det er en retstilstand og retssikkerhed, som er en retsstat værdig. Derfor kan vi ikke støtte dette forslag, men er ganske tilfredse med det retsgrundlag, der er på området. Tak.

Fru Marlene Harpsøe for en kort bemærkning.

Man kan selvfølgelig diskutere, hvad der er en retsstat værdig. Selvfølgelig skal alle sager gennem domstolssystemet, selvfølgelig skal de det. Men når det er, at vi gang på gang hører om sager, hvor det er, at dyr bliver udsat for en så smertefuld og pinefuld og krank skæbne, og hvor det er, at de personer, der har begået de her overgreb mod dyrene, får små, betingede straffe, må vi bare i Dansk Folkeparti erkende, at de straffe bare ikke er gode nok. De sanktioner, der følger med, er ikke hårde nok.

Er det hr. Kim Andersens opfattelse, at der slet ikke kan ske skærpelser på det her område? Har man taget bind for øjnene og står og siger her i dag, at man slet ikke vil se på en skærpelse på det her område? Er det det, man står og siger?

Ordføreren.

Jeg håber bestemt ikke, at vi har bind for øjnene. Men for at sige det ligeud håber jeg, at vi ser en smule mere nuanceret på det her, end forslagsstilleren gør.

Jeg kan naturligvis ikke forholde mig til konkrete eksempler, som forslagsstilleren drager frem her i dag. Det er også eksempler, som vi tidligere har hørt. Men der er jo i øvrigt også forskel på at tale om en strafferamme og så på at tale om det, som Dansk Folkeparti foreslår i det her beslutningsforslag, og som har med automatik at gøre, som har med, at det skal være bestandigt, at gøre, og som er en total rettighedsfrakendelse.

Det andet er jo et spørgsmål om strafferammen og domstolenes mulighed for at udmåle en strengere, men stadig mere nuanceret straf inden for en given ramme. Men det er ikke det, beslutningsforslaget drejer sig om.

Fru Marlene Harpsøe.

Det fik jeg i hvert fald ikke det svar ud af, som jeg gerne ville have. Men så spørger jeg hr. Kim Andersen om noget andet.

Det er sådan, at hvis en person driver en virksomhed, hvor det er, at vedkommende har med dyr at gøre – det kan f.eks. være en, der avler mink, en minkavler – og vedkommende begår dyremishandling og vanrøgt af de her dyr gentagne gange, mener hr. Kim Andersen så ikke, at det netop vil være i orden at sætte sådan et beslutningsforslag som det her i kraft og sige: Jamen så mister vedkommende retten til overhovedet at have med dyr at gøre igen? For i Dansk Folkeparti tror vi i hvert fald også, at bare det, at det her forslag bliver implementeret i dyreværnsloven, simpelt hen vil have en præventiv virkning i forbindelse med de sager, vi har set på bl.a. minkområdet.

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at minkavlere i forvejen har en række myndighedskontrolbesøg i løbet af et år fra Fødevarestyrelsen. Det vil også være sådan, at personer, som er dømt for at have overtrådt dyreværnsloven, ofte i kølvandet på dommen vil blive udsat for en række tilsyn, og det er ganske berettiget, synes jeg, men hvad der skal være konsekvensen i et enkelt hypotetisk udtænkt tilfælde, kan jeg jo ikke stå her og redegøre for.

Det er domstolenes afgørelser. Der er i den nuværende dyreværnslov i § 29 en mulighed for, som jeg tidligere har nævnt, at frakende personer retten til at have med dyr at gøre i kortere eller længere tid, og vi synes, at det er en hjemmel, som er tilstrækkelig i forhold til det område her, samtidig med at jeg naturligvis gerne vil understrege, at vanrøgt og dyremishandling er ganske forkasteligt og uacceptabelt, og at man naturligvis skal skride konsekvent ind over for det.

Hr. Christian H. Hansen for en kort bemærkning.

Tak for det. Det er et ganske kort spørgsmål til ordføreren for Venstre, hr. Kim Andersen, og det går egentlig bare på, hvad ordføreren fra Venstre mener er grov dyremishandling, altså, hvornår er det grov dyremishandling?

Ordføreren.

Det er jeg ikke i stand til at svare på. Det er en konkret afgørelse, som sikkert også i hvert enkelt tilfælde rummer mange nuancer. Det er der sagkyndige og fagkyndige, der skal tage stilling til – og i sidste instans retten.

Hr. Christian H. Hansen.

Vil det sige, at ordføreren for Venstre og partiet Venstre ikke har en holdning til, hvad der er grov dyremishandling? Det må være sådan, jeg forstår svaret, når man ikke kan definere, hvor man synes grænsen går.

Ordføreren

Vi tager helt klar afstand fra ikke bare grov dyremishandling, men dyremishandling og vanrøgt i det hele taget. Det har jeg også sagt adskillige gange heroppefra, men ligefrem at lave en definition af, hvornår der er tale om vanrøgt og dyremishandling, vil vi lade dyrlæger og andre sagkyndige om. Men hvis hr. Christian H. Hansen har en knivskarp og faglig funderet definition, lader jeg mig gerne belære.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Benny Engelbrecht som socialdemokratisk ordfører.

Mishandling og vanrøgt af dyr er direkte forkasteligt og kan ikke accepteres, og Socialdemokraterne ser med stor alvor på dette forkastelige fænomen. Jeg og resten af mit parti mener, at vi som mennesker har et ansvar for, at vi behandler vores dyr ordentligt. Udsætter man dyr for mishandling eller på grov vis behandler dem uforsvarligt, bør man naturligvis have begrænset sin adgang til dyr, og den mulighed har man allerede i den nuværende lovgivning i § 29.

Siden vi sidst diskuterede emnet i 2009, er der sket positive fremskridt rent lovmæssigt. I 2009 efterspurgte Socialdemokraterne og SF samlet en mulighed for, at domstolene under behandling af en sag om dyremishandling eller grov, uforsvarlig behandling af dyr kan forbyde den mistænkte at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele taget omgås dyr, indtil der er truffet en afgørelse i sagen. Domstolsafgørelserne trækker ofte ud, og dermed kan mishandlerne nemt fortsætte deres forkastelige handlinger, indtil dommen falder, hvis ikke dommeren har mulighed for at begrænse den mistænktes adgang til dyr. Forslaget mødte ikke opbakning, da vi fremsatte det, men i kraft af ændringen i hundeloven sidste sommer blev det indsat i dyreværnsloven, og det glæder selvfølgelig meget, for jeg mener nemlig, at vi skal strække os, så langt det er muligt, i forsøget på at komme dyremishandling til livs.

Det foreliggende forslag har til hensigt at stramme yderligere op, og jeg skal ikke afvise, at der kan være et behov for det. Socialdemokraterne er således parate til i udvalgsarbejdet at granske spørgsmålet nærmere. Det må være afgørende, at vi kigger på den nuværende anvendelse af § 29 og de eksempler, hvor det har fundet sted.

Jeg vil dog fastslå, at Socialdemokraterne ikke kan støtte det aktuelle beslutningsforslag. Vores afvisning skyldes, at vi ikke kan acceptere, at der indføres en automatik, der fratager domstolene muligheden for at lave konkrete skøn i de enkelte sager. Et sådant tiltag udhuler retssikkerheden i det danske samfund. Det skal derfor fortsat være op til domstolene, i hvilket omfang retten til at omgås dyr skal fratages, og i givet fald i hvor lang tid det skal ske. Socialdemokraterne vægter retssikkerheden meget højt, og vi har stor tillid til, at domstolene udmåler straffene, i det omfang det er nødvendigt. Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget, der i vores optik udhuler domstolenes legitimitet.

Fru Marlene Harpsøe for en kort bemærkning.

Tak til hr. Benny Engelbrecht.

Når nu Socialdemokratiet står her på talerstolen og siger, at man ikke afviser en ændring af dyreværnsloven på det her punkt, men så samtidig siger, at man er tilfreds med den måde, det fungerer på i dag, hvor er det så, man ikke afviser en ændring?

Ordføreren.

Vi er tilfredse med princippet i, at det er domstolene, der varetager skønnet, men hvis det er sådan, at praksis viser, at anvendelsen af § 29 sker i for lille omfang, så er det klart, at vi også gerne vil kigge på, om det er nødvendigt at skærpe på det område. Vi vil altså ikke ændre på måden, domstolene beslutter på, hvordan de afgør deres domme, men vi vil gerne kigge på selve anvendelsen af § 29.

Fru Marlene Harpsøe.

Tak for det svar. Måske kan hr. Benny Engelbrecht så uddybe det noget yderligere. Vi var jo en del partier her i Folketinget, som netop fik gennemtrumfet, at man skulle kunne foretage en midlertidig frakendelse af retten til at have med dyr at gøre, hvis en person havde begået grov dyremishandling, men altså ikke var dømt endnu. Det fik vi ind i dyreværnsloven sidste år, og det var jo godt. Men i de sager, vi fra Dansk Folkepartis side omtaler i dag, er der jo tale om dømte personer. Altså, hvis man kan gå ind for en frakendelse i forbindelse med ikkedømte, hvorfor skal man så ikke kunne foretage noget yderligere skærpende over for folk, der rent faktisk er dømt?

Ordføreren.

Nu er det jo desværre sådan, at der ikke er et så fyldigt materiale i forbindelse med beslutningsforslag B 93, at vi kan gå ind og se på, hvordan den konkrete vurdering er, hvordan domstolene anvender paragrafferne i dag. Så det er jo helt oplagt i udvalgsarbejdet at udbede sig nærmere detaljer om det, og jeg går også ud fra, at forslagsstillerne er indforstået med, at det er det, vi skal bruge udvalgsarbejdet til.

Hr. Christian H. Hansen for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg har et ganske kort spørgsmål, og det bliver også kun ét spørgsmål, kan jeg sige til glæde for medlemmernes tid. Det går simpelt hen på, at der, som vi jo kan høre her, både ud fra, hvad ministeren har sagt, og hvad nogle af ordførerne har sagt indtil nu, er meget tvivl om, hvordan det her egentlig fungerer i praksis, og hvor meget loven bliver brugt. Kunne Socialdemokratiet være interesseret i, at man i forbindelse med udvalgsarbejdet lavede en høring om det her, således at vi kunne få det ordentligt og fuldstændigt belyst?

Ordføreren.

Det synes jeg faktisk lyder som et meget konstruktivt forslag fra hr. Christian H. Hansens side.

Tak til ordføreren. Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt som ordfører for SF.

Det er simpelt hen forkasteligt, når landbrugsdyr og familiedyr mishandles. Der er tale om væsner, som hverken kan sige til eller fra, og som er meget sårbare. Jeg er rigtig glad for, at vi trods alt er kommet et skridt videre med den her dagsorden, nemlig idet der er mulighed for midlertidigt at frakende retten til at have dyr at gøre. Det er rigtigt, at det er noget, der især har optaget oppositionen tidligere, og som det nu er lykkedes at få gennemført. Det kom i forbindelse med hundeloven, og det synes jeg bestemt er et fremskridt, for af og til støder man jo på sager i pressen, hvor man tænker, at det er helt vanvittigt, at folk har fået tilbageleveret deres dyr eller fortsat kan have med dyr at gøre. Så det er i hvert fald en ting, som er blevet løst.

Jeg vil godt sige, at jeg ser meget positivt og velvilligt på det her forslag, men der er også de indvendinger, som justitsministeren er kommet med. Vi kan ikke afvise, at der kunne være basis for, at vi får set på lovgivningen og får lavet nogle opstramninger, men jeg synes faktisk, at det skal ske på et oplyst grundlag. Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti har nogle eksempler på nogle sager, som virker åbenlyst groteske, og jeg synes faktisk, at det vil være rigtig vigtigt at få dem frem, for at vi kommer et spadestik dybere i den her debat, for det lyder jo ikke, som om der er et flertal for noget her i dag.

Men lad os dog få undersøgt de sager og finde ud af, om der i dyremishandlingssager er sket frakendelse af retten til at have med dyr at gøre, eller om der ikke er, og hvad der er årsagen til, at der ikke er, hvis det er indlysende, at der burde være sket det. For så tror jeg faktisk, at det vil være meget frugtbart for den her debat. Så ville vi kunne komme et spadestik dybere og se, om der virkelig skulle være basis for, at vi fra Folketingets side bestemmer, at vi skal være hårdere og mere stringente i de her sager, hvis der er noget om snakken. Så det tror jeg faktisk vil være det mest konstruktive for at kunne bringe den her debat et skridt videre.

Så har jeg bare lige et par slutbemærkninger. Jeg synes, det er lidt interessant, når ministeren siger, at man skal være lidt påpasselig med at frakende folk retten til at udøve deres erhverv. Det er jeg meget enig i, specielt hvis det skal være for bestandig, men man er faktisk ret hård fra Folketingets side, når det handler om lastbilchauffører. Der er det også mange gange et skridt, man tager, så det er jo ikke noget, vi sådan er ubekendte med i vores lovgivning, og jeg kan ikke se, hvorfor der skulle være forskel på lastbilchauffører og landmænd. Noget andet er, at Folketinget jo heller ikke har tøvet med at lave en opstramning i forbindelse med f.eks. knive, hvor der sådan nærmest automatisk falder en dom. Det har vi set har været rigtig, rigtig problematisk, og derfor skal vi måske også være lidt forsigtige i forbindelse med lige præcis det her lovforslag.

Men lad os have en konstruktiv tilgang til det. Jeg håber måske, at ministeren her til sidst vil fortælle, om han vil være indstillet på at lave en gennemgang af de sager, der har været på det her område, og af, hvor der er blevet frakendt retten til at have med dyr at gøre, og hvor der ikke er, så vi kan finde ud af, om der faktisk er noget om snakken.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Tage Leegaard som konservativ ordfører.

Tak. Dette beslutningsforslag lægger op til, at man automatisk mister retten til at have med dyr at gøre, hvis man bliver dømt for at have mishandlet dyr eller for at have behandlet dyr groft uforsvarligt.

Som der også står i bemærkningerne til beslutningsforslaget, er det identisk med beslutningsforslag nr. B 177 fra samlingen 2009-10, så derfor vil jeg knytte næsten de samme kommentarer til forslaget, som jeg gjorde på daværende tidspunkt.

Jeg synes, det er en sympatisk tankegang, at man på denne måde stiller sig på dyrenes side. Og i Det Konservative Folkeparti er vi også af den opfattelse, at folk, der ikke tager ordentligt vare på deres dyr, skal have en straf, der svarer til den udøvede handling.

Det mener vi at den gældende lov tager vare på, og den forskel, der er, mellem gældende lovgivning og en lovgivning, hvis sigte er oven i den ikendte straf en gang for alle at frakende den dømte retten til nogen sinde at have med dyr at gøre, kan vi i Det Konservative Folkeparti ikke stå inde for.

Der kan være tale om forskellige forhold, der fører til, at dyr bliver behandlet uforsvarligt. Det kan være en psykisk lidelse, det kan være uvidenhed eller andre forhold, der gør sig gældende. Jeg er af den opfattelse, at såfremt der er forhold, der over tid kan rettes op på, ville det være helt forkert at fratage personer retten til at have med dyr at gøre. Såfremt der er særlige forhold, der gør sig gældende, kan man allerede med den gældende lovgivning blive frakendt retten til at have med dyr at gøre for bestandig, så allerede nu er der lovgivningsmæssig dækning på området.

Det Konservative Folkeparti kan således ikke støtte nærværende beslutningsforslag.

Fru Malene Harpsøe for en kort bemærkning.

Tak til den konservative ordfører, selv om jeg er lidt ærgerlig over det svar, som vi har fået til netop det her beslutningsforslag, vi har fremsat.

Jeg kunne godt tænke mig at høre nærmere om de her mange mishandlingssager, vanrøgtssager kunne man også kalde dem, på minkområdet. For der er jo desværre set gentagne eksempler på, at minkavlere ikke har kunnet finde ud af at passe deres dyr ordentligt. Ville det ikke være et rigtig godt præventivt værktøj at have i lovgivningen, at der simpelt hen stod i lovgivningen, at hvis det er, at du netop bliver dømt for mishandling af dyr, jamen så mister du retten til at have med dyr at gøre? Ville det ikke være rigtig præventivt for at sikre, at dyrene rundtomkring, bl.a. hos minkavlerne, har nogle ordentlige forhold?

Ordføreren.

Nu er der utrolig meget fokus på minkavlerne. Jeg er også af den opfattelse, at hvis det er sådan, at der er bevis for grov tilsidesættelse af dyreværnsloven, vil der også kunne skrides ind over for det. Jeg ved også, at man i branchen har et utrolig stort fokus på, at man får fat i de mennesker, som ikke forstår at leve op til det kodeks, som man bør, når man har med levende dyr og dermed også mink at gøre

Der er ingen, heller ikke Det Konservative Folkeparti, der nogen sinde vil forsvare mishandling og vanrøgt af dyr, og der skal selvfølgelig sættes ind over for det. Men derfra og til at sige, at man aldrig kan have med dyr at gøre, er der et stykke vej. Der er en forskel, og vi kan ikke være med til det.

Fru Malene Harpsøe.

Så det, som hr. Tage Leegaard siger, er, at hvis det er, at man mishandler dyr, skal man bare have lov til det igen og igen; man skal i hvert fald ikke have frakendt retten til at have med dyr at gøre overhovedet.

Hvis det er, at man ikke får frakendt retten til at have med dyr at gøre og man har begået en meget, meget grov dyremishandling, jamen så er det vel en blåstempling af, at selv om man har gjort det her den ene eller de to gange, skal man stadig væk have lov til at have med dyr at gøre, det kan man godt finde ud af. Er det det, som hr. Tage Leegaard siger?

Ordføreren.

Så hører fru Marlene Harpsøe ikke det svar, jeg giver. Jeg siger, at hvis der er tale om bevidst vanrøgt, mishandling af dyr, så skal man selvfølgelig ikke have med de dyr at gøre. Men jeg siger også, at derfra og til at sige, at det skal være for bestandig, er der et stykke vej, og det er vi ikke med til, for som jeg også sagde i min redegørelse, kan der være så mange grunde til, at man på et tidspunkt ikke har evnen til at have med dyr at gøre, og så skal man selvfølgelig ikke have med de dyr at gøre på det gældende tidspunkt. Men det kan være på grund af psykiske lidelser, som der også er blevet talt om, og det kan være uvidenhed, der kan være mange ting, som gør, at man på et tidspunkt ikke kan tage ordentlig vare på sit dyr. Vanrøgt kan også være, at man simpelt hen ikke sørger for, at det får noget at spise, får sin motion eller noget at drikke. Der kan være rigtig mange ting, som gør, at man ikke tager ordentlig vare på sit dyr, fordi man på den ene eller den anden måde har det dårligt i sit liv. Det skal ikke medføre, at man på et senere tidspunkt ikke må have med en eller anden form for dyr at gøre.

Hr. Christian H. Hansen for en kort bemærkning.

Tak for det. Som jeg kan forstå på den konservative ordfører, hr. Tage Leegaard, har han en forståelse for, at når vi taler om et levende væsen, så taler vi om et væsen, der har krav på et ordentligt liv. Så vil jeg gerne spørge ordføreren, om han kan forestille sig et levende væsen, og det kan jo også være et barn – altså et menneskebarn, taler jeg om nu – som har nogle forældre, der har mishandlet barnet groft i længere tid, ikke har givet det mad, har slået det jævnligt, sørget for, at det er blevet totalt misrøgtet; kunne ordføreren der godt forestille sig, at det levende væsen, altså barnet, blev frataget forældrene for bestandig? Kunne ordføreren godt forestille sig det?

Ordføreren.

Jeg er af den opfattelse, at sociallovgivningen klart dækker de forhold, som vedrører børns forhold. Hvis man fratager forældrene retten til at have et barn, har man jo heller ikke gjort det for bestandig. Man forhindrer ikke forældrene i at få et nyt barn, og hvis det er sådan, at det barn ellers bliver opfostret på en god og en ordentlig måde, så bliver det barn jo ikke taget fra forældrene.

Hr. Christian H. Hansen.

Jeg spurgte egentlig ikke ordføreren om, hvad praksis er i dag. Det, jeg spurgte om, var egentlig ganske konkret: Hvis et forældrepar mishandler et barn, altså et levende væsen, ikke giver det mad, slår det osv., simpelt hen sørger for, at barnet mistrives – hele tiden, konstant, gentagne gange – kunne ordføreren så godt forestille sig, at man i sådan en situation med sådan et levende væsen, altså et menneskebarn, fratog forældrene retten til at have med et barn at gøre for bestandig?

Ordføreren.

Jamen det må bero på den konkrete sag, og det er der eksperter til at tage sig af, når vi har en konkret sag. Og jeg har fuld tillid til, at de mennesker – og det gælder, når det har med dyr at gøre, og det gælder, når det har med børn at gøre eller mennesker at gøre – foretager en konkret vurdering af, hvordan man skal håndtere den enkelte sag. Derfra og så til bombastisk at sige, at man, hvis man er ude i noget, så for tid og stedse ikke må gøre noget, som man i bund og grund gerne vil, er der et stykke vej. Det er et meget stort indgreb i den menneskelige frihed, som jeg ikke vil være med til.

Tak til ordføreren. Så er det fru Lone Dybkjær som radikal ordfører.

Da mit partis ordfører ikke kan være til stede, skal jeg på partiets vegne sige nogle ord omkring det her forslag.

Som tidligere ordførere allerede har været inde på, er det en genfremsættelse, men det er jo et forslag, som ikke er blevet førstebehandlet, og derfor kan man sige, at det er udmærket, at vi nu får taget fat på det. Jeg skal så også lige tage en sætning ud fra den ordførertale, som partiets ordfører ville have holdt, hvis forslaget i sin tid var blevet førstebehandlet. Sådan helt overordnet er vi fuldstændig enige i, at det, at nogen kan behandle dyr dårligt og mishandle dyr, er forfærdeligt og uforståeligt. Dyr er, som også andre har været inde på, i vores varetægt og prisgivet menneskers behandling, og det er helt uacceptabelt, hvis dyr ikke behandles ordentligt. Vi har derfor også en lov, der tager hånd om at værne om dyrene, nemlig dyreværnsloven. Vi kan så diskutere, om den lov er god nok og tidssvarende nok.

Vi kan ikke gå ind for beslutningsforslaget, som det foreligger her, men der kan jo være god grund til at bringe forslaget videre igennem udvalgsbehandlingen og eventuelt også få en høring om det her, som nogle har været inde på. Jeg synes, det er udmærket, hvis vi kan få nogle af de konkrete eksempler frem, som specielt Dansk Folkeparti har fremhævet, og så kan tage fat på det i udvalgsbehandlingen.

Så jeg synes, at det, der kan komme ud af det her, er, at vi arbejder videre med det i udvalget, får de konkrete sager frem, så vi ved, hvad der er op og ned, og eventuelt også får en høring, hvis det viser sig, at der er behov for det.

Så vi er ikke umiddelbart tilhængere af beslutningsforslaget i den form, som det ligger i her, vi synes, dyreværnsloven er god nok, men vi vil meget gerne se på det videre forløb under udvalgsarbejdet og se på, om der er behov for skærpelser. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.

Enhedslisten er enig i den formulering, der står i bemærkningerne til forslaget, hvor man skriver:

»Hvad enten det gælder landbruget, pelsindustrien eller lægemiddelindustrien, er det altafgørende, at dyrene behandles ordentligt ud fra deres naturlige behov, og at eventuelle gener holdes på et absolut minimum.«

Det er vi fuldstændig enige i, og vi er sådan set også enige, hvis det, som ligger bag den sætning i bemærkningerne til det her beslutningsforslag, dækker over, at man i Dansk Folkeparti ikke mener, det forholder sig sådan i dag, og at der altså er god grund til at kigge kritisk på den generelle lovgivning omkring dyrevelfærd, såvel som der er grund til konkret at gå ind og kigge på de regler, der eksisterer på de områder, hvor der i forvejen findes særlig lovgivning. Det er vi sådan set helt indstillet på. Det bruger vi rigtig meget tid på at gøre på de enkelte områder. Og vi har også tidligere her i Folketinget diskuteret behovet for at gennemgå dyrevelfærdslovgivning generelt med henblik på at se på, om den er i overensstemmelse med de ønsker, vi i dag har til, hvordan dyr skal behandles, både fordi der kan være sket en udvikling, hvor vi i dag stiller nogle større krav og har nogle mere omfattende ønsker omkring det, end vi har haft tidligere, og måske også fordi der på nogle områder har udviklet sig en praksis, som ikke er i overensstemmelse med det, der er vores ønsker. Vi synes, det ville være rigtig, rigtig fornuftigt, hvis man tog et sådant initiativ, og det vil vi meget gerne medvirke til at støtte.

Når vi så ikke kan støtte det konkrete beslutningsforslag her, har det sådan set to præcise grunde. Først og fremmest er vi ikke enige i, at det, at man har overtrådt reglerne omkring dyremishandling og grov uforsvarlig behandling af dyr, nødvendigvis altid skal føre til, at man skal fratages retten til resten af sit liv at have med dyr at gøre. Jeg har før behandlingen i dag været inde at læse forskellige avisartikler og andre artikler om konkrete sager, som virker rigtig forfærdelige, rigtig modbydelige, men når man så går ind og ser på sagernes indhold, kan man se, at det sådan set ofte er udtryk for, at de mennesker, der har begået de her handlinger, har befundet sig i en social/psykisk tilstand, som vi må håbe ikke er permanent, og hvor man altså kan sige, at der er håb om, at disse mennesker kan komme i en anden tilstand, hvor de kan få det bedre, og hvor de aldrig kunne drømme om at udsætte dyr for den mishandling, de en gang har gjort. Og så synes vi jo sådan set, det ville være urimeligt, hvis de havde fået en permanent frakendelse af retten til at have med dyr at gøre.

Der er også eksempler, kan man sige, hvor dem, der har begået de her forbrydelser, har været så unge, at vi nok må operere med muligheden for, at de kan blive klogere med årene. Det er jo sådan, at jo ældre man bliver, jo mere overbevist bliver man om, at det der med at blive klogere er noget, der kommer med årene. Og det tror jeg sådan set også i nogle tilfælde er rigtigt. Der kan være andre tilfælde; vi kender jo eksempler på, at det også kan gå den modsatte vej, men som en generel betragtning kan man vel godt tillade sig at sige, at den mulighed i hvert fald foreligger i forhold til uhensigtsmæssig omgang med dyr. Det er det ene.

Det andet er – og det hænger jo lidt sammen med mit første argument imod beslutningsforslaget – at jeg sådan set også synes, at det at have sådan en automatik i vores retssystem, er en dårlig ting, fordi det forhindrer, at domstolene kan gå ind og foretage en konkret vurdering af, om der er nogle formildende omstændigheder, der gør, at der skal træffes en anden afgørelse.

Det betyder jo ikke, at vi ikke i Enhedslisten er indstillet på og villige til at se på, om den konkrete retspraksis på det her område har udviklet sig på en måde, som er uhensigtsmæssig, og som ikke er i overensstemmelse med de ønsker og forventninger, vi har til hvordan det skal være. Og så må vi jo se på, om det kan føre til, at lovgivningen skal strammes op og præciseres. Det vil jeg slet ikke afvise. Jeg vil bare sige, at i de sager, der er nævnt i bemærkningerne til beslutningsforslaget, og i de sager, jeg selv har kunnet opstøve, har jeg ikke set noget akut behov for at stramme lige præcis den her paragraf i dyrevelfærdslovgivningen.

Men vi er altså meget indstillet på at diskutere både det mere generelle i forhold til at sikre et højere niveau for dyrevelfærd i Danmark, og om der på det her område skulle være nogle ting, der trænger til at blive gjort noget ved.

Det med at afholde en høring kan da være en udmærket idé, for det skader jo aldrig at hæve folketingsmedlemmernes videnniveau på et givet område, og jeg er ret overbevist om, at der ikke er nogen her i Folketinget, som ikke er enig i, at vi selvfølgelig skal gøre, hvad der overhovedet er muligt for at sikre, at man ikke mishandler dyr eller behandler dyr groft uforsvarligt. Det er jeg sådan set ret overbevist om at alle i Folketinget er enige om. Så kan det godt være, at der, når det kommer til en konkret udmøntning af lovgivningen, særlig på de områder, hvor der er store økonomiske interesser som minkproduktion, svineproduktion osv., opstår nogle konkrete uenigheder om, hvordan forholdene skal afvejes, men jeg tror, vi som udgangspunkt er enige om, at vi skal bekæmpe dyremishandling.

Så lad os prøve at tage en behandling af det her i udvalget og eventuelt en høring og så se på, hvor der er behov for at lave nogle opstramninger.

Tak til ordføreren. Hr. Christian H. Hansen.

Tak for det, formand.

Hr. Per Clausen fra Enhedslisten kom med en bemærkning om, at man blev klogere med alderen, og det vil jeg gerne bakke op. I hvert fald kan det ske for nogle, at som tiden går, bliver man klogere rent politisk, og det skal også lidt være mit udgangspunkt til det her beslutningsforslag, som jeg faktisk synes er et godt beslutningsforslag. Det sætter i hvert fald fokus på, at der skal ske nogle ændringer på det her område.

Noget, som vi i partiet Fokus mener at man måske også skal ind at kigge på, er: Hvad er egentlig grunden til, at det kommer så langt, at vi kommer herud, hvor vi taler om frakendelse af retten til at have med dyr at gøre? Er det, fordi myndighederne ikke har de nødvendige ressourcer til at få det stoppet i tide? Det mener vi faktisk i partiet Fokus at man skal kigge på, og det er derfor, at vi i partiet Fokus går ind for indførelsen af et dyreværnspoliti i Danmark, som har en bemyndigelse til hurtigere at træde ind, og som har det nødvendige mandskab, som gør, at man kan træde ind i den slags sager og undgå, at det kommer helt derud, hvor mange sager faktisk ender.

Der er rigtig mange dyreværnssager, som vi får meldinger om – i hvert fald hos os – at politiet simpelt hen ikke når at komme ud til, og som de ikke når at få løst. Det gør de ikke, fordi de har mandskabsmangel, og fordi man ikke prioriterer det her med dyreværnssager særlig højt i politiet. Det her er ikke en kritik af politiet, for jeg tror såmænd, at hvis politiet havde de nødvendige ressourcer, og hvis de havde det nødvendige mandskab til det, ville de også rykke meget mere konstruktivt ud til de her sager, end tilfældet er i dag.

Jeg ved også, at det tidligere har været diskuteret, at man jo var i gang med en stor uddannelse og med kurser inden for politiet om de her sager, men jeg må bare konstatere, at det, der har været igangsat, ikke har haft den store virkning. Og det er måske netop også der, hvor vi skal gå ind og bryde lidt op på det her.

Jeg anerkender, at det her forslag burde blive gennemført, og jeg synes, det er en rigtig god idé, at vi får en høring i Folketinget om det her, så vi får belyst perspektiverne. Jeg kom selv med forslaget for lidt tid siden, og jeg kan forstå, at i hvert fald Socialdemokratiet, De Radikale og Enhedslisten bakker op om muligheden for en høring, og så skulle det jo nok være muligt at få det gennemført, så vi kan få et ordentligt videngrundlag for det her og høre, om det forholder sig, som regeringsfløjen siger, med forholdene på det her område.

Så i partiet Fokus ser vi frem til en videre behandling af det her. Vi støtter beslutningsforslaget, men vi støtter altså også, at vi skal gøre så meget som overhovedet muligt for at få det gennemført.

Så var jeg faktisk utrolig glad for det svar, som ministeren gav mig, nemlig at forslaget ingen økonomiske konsekvenser ville have, og det var grunden til, at jeg spurgte ind til det. For der tænker jeg jo på, at det også giver sådan et billede af, hvad det egentlig er, der sker med dyrevelfærden i Folketinget. Er det egentlig bare sådan nogle paradeforslag, der bliver trukket ned i salen og drøftet, og hvor vi så nedsætter nogle arbejdsgrupper og laver nogle høringer, eller er der virkelig substans bag de her forslag?

Der tænker jeg på, at vi tit ser, i hvert fald i den her regeringsperiode, at når der er finanslovforhandlinger, bliver der f.eks. indført stramninger på udlændingeområdet, som man kan sige faktisk ikke har så meget med budgetterne at gøre. Man indfører en masse andre ting, herunder regeringens nye økonomiske planer – dem skal vi ikke drøfte i dag – og der er nogen, der kommer med forslag om, at vi skal indføre grænsekontrol. Man kan sige, at det egentlig ikke har noget at gøre sådan lige med budgetterne, og derfor kunne man jo godt forestille sig, at hvis de virkelig mente noget med dyrevelfærd, var sådan et forslag her, som jeg kan forstå er en genfremsættelse, netop noget, som et støtteparti til en regering kunne komme med i en finanslovforhandling som en af de små sidste krøller og sige: Skulle vi ikke indføre det her, det har ingen økonomiske konsekvenser? Og så vil man få det igennem.

Selvfølgelig vil man få sådan et forslag igennem, for regeringen vil jo ikke sige, f.eks. et år efter at man har indledt regeringsperioden: Nej, det vil vi ikke gennemføre, så vil vi hellere udskrive et valg. Så hvis man mener noget med dyrevelfærd, har man store muligheder i Folketinget for at få det indført, men man har bare ikke gjort det, og det er det, der er den sørgelige ende på mange af de debatter, vi har om dyrevelfærd. Og det er i øvrigt også derfor, at partiet Fokus er blevet skabt. Det er nemlig, fordi vi vil sætte handling bag ordene.

Tak til hr. Christian H. Hansen. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Marlene Harpsøe.

Vi har i Dansk Folkeparti fremsat dette beslutningsforslag, fordi vi mener, at der reelt er behov for at skærpe dyreværnsloven. Vi har fremsat mange forslag om ændringer af dyreværnsloven, og i dag behandler vi så dette forslag fra Dansk Folkeparti om frakendelse af retten til at have med dyr at gøre for bestandig.

I dag kan man via dyreværnsloven fratages retten til at have med dyr at gøre, hvis man bliver straffet for dyremishandling eller anden uforsvarlig behandling af dyr. Der er desværre givet alt for mange betingede straffe på det her område, ligesom det ikke er alle dyremishandlings- og vanrøgtsager, der reelt fører til en frakendelse af at have med dyr at gøre.

Når der så endelig er en, der får en ubetinget dom, så er frakendelsen ofte kun for meget få år ad gangen, hvorfor man efter nogle år igen kan holde dyr eller på anden måde have med dyr at gøre, selv om man stadig væk er lige så gal på den oppe i hovedet som tidligere. Det, jeg mener, er, at hvis det er sådan, at man stadig væk efter de her få år har nogle voldelige og aggressive tendenser også over for dyr, kan man stadig væk have med dyr at gøre. Det synes vi i Dansk Folkeparti er forkert, og vi mener, det er frygteligt. Derfor taler vi sådan set dyrenes sag.

Antallet af dyreværnssager stiger år efter år. Det er ikke til at bære, at så mange dyr lider en krank skæbne, fordi mennesker ikke kan passe på dem eller direkte udsætter dem for mishandling. Som flere ordførere også har nævnt heroppefra i dag, har vi jo i Dansk Folkeparti flere eksempler på dyremishandlingssager og vanrøgtsager, hvor der er givet små og ubetydelige straffe, hvor man enten har fået en frakendelse af retten til at have med dyr at gøre i en meget lille periode eller overhovedet ingen.

Ministeren var inde på, at man ifølge lovgivningen også kan give frakendelse for bestandig. Jeg er ikke selv vidende om eller har hørt om, at det rent faktisk er sket i praksis, men det er sådan nogle ting, som vi kan spørge ind til under udvalgsbehandlingen, og vi kan få nogle tal på, hvor mange sager der egentlig har været f.eks. inden for de sidste 10 år, hvor der er sket en frakendelse for bestandig. Det er i hvert fald ikke noget, som vi i Dansk Folkeparti overhovedet har hørt om skulle være sket. Med hensyn til de kortere frakendelser af retten til at have med dyr at gøre er det kun i meget få sager. Det er vores helt klare opfattelse. Men lad os få det belyst i udvalget og lad os få det frem i lyset.

Nogle af de eksempler, der er på dyremishandlingssager, må selvfølgelig frem. Det er ikke, fordi jeg synes, det er særlig morsomt at skulle referere til dem, for det, dyrene udsættes for, er jo forfærdeligt, men ikke desto mindre skal det selvfølgelig frem, så både borgerne ude i landet og også Folketinget kan tage stilling til, hvad man egentlig vil på det her område.

F.eks. blev der i maj 2008 fundet en kat med et 2,5 m nylonbånd om halsen, og dele af katten var altså helt slidt væk, og det tyder altså på, at katten var blevet slæbt efter en bil. I Ringsted var der en kat, der vendte hjem til sin familie med en 25 cm lang bambuspind, som var boret igennem kattens skede, og som så stak op på ryggen af katten. I juli 2008 var der i Rødkjærsbro en hundeejer, som valgte at kastrere sin hund med en hobbykniv uden at give den nogen form for smertelindring, og han var heller ikke uddannet til at kunne gøre det. I maj 2009 var der en labradorhund, som blev slået ihjel af sin ejer. Den fik en jernstang med en betonklods i enden og hængt op i en stor træbjælke, og til sidst fik den skåret halsen over. Der er et eksempel med en kat, der er hængt op i et træ med gaffatape. Der er en kat, der er fundet med et kanonslag bundet til kroppen.

Der er utallige eksempler på, at der netop er tale om sager, hvor der i høj grad ikke er tale om uagtsomhed, men hvor folk helt bevidst har overtrådt dyreværnsloven, hvor folk godt ved, at det her udsætter man selvfølgelig ikke dyrene for. Derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at har man en gang gjort sig skyldig i at begå den her slags forbrydelser, har man også vist sig uegnet til overhovedet at have med dyr at gøre igen. I Dansk Folkeparti mener vi i hvert fald ikke, at det er rimeligt, at man f.eks. kan mishandle dyr, så de dør, uden at få en virkelig konsekvent straf for det.

Vi bør selvfølgelig også hæve straffene på det her område. Det skal vi blankt erkende fra Dansk Folkepartis side af. Vi har jo mange gange foreslået, at man hæver straffene ved førstegangstilfælde fra 1 år til 2 år. Vi har haft det i salen flere gange, men vi har desværre endnu ikke opnået opbakning til forslagene her i salen, men vi bliver selvfølgelig ved. Vi ønsker så også et tillæg til, at man forhøjer straffene – det med en forhøjelse af straffene er så ikke lige med i det beslutningsforslag her i dag – ved også at iværksætte den konsekvens, at folk bliver frakendt retten til at have med dyr at gøre.

Det betyder så også, at man, hvis det her beslutningsforslag kommer igennem, vil få en præventiv virkning ind i lovgivningen, og her tænker vi i Dansk Folkeparti særlig på de personer, som har en virksomhed, hvor de beskæftiger sig med dyr. Det er klart, formoder jeg, at de personer som udgangspunkt vil have en intention om, at dyrene selvfølgelig skal behandles ordentligt, men der er altså også nogle af dem, bl.a. minkavlere, som kun tænker på pengene, på det, de kan få ud af produktionen, og der må vi så sige fra Dansk Folkepartis side, at det her værktøj, vi præsenterer i dag, vil være et præventivt middel, vi kan have i lovgivningen, hvor vi siger: Jamen I bliver altså truet på jeres levebrød, hvis det er, at I vælger at behandle jeres dyr uforsvarligt i produktionen.

Justitsministeren bragte i sin tale ikke noget nyt i forhold til regeringens holdning til det her, men jeg synes, det ville være berigende, hvis vi fik en ordentlig udvalgsbehandling, som flere ordførere faktisk så konstruktivt foreslog, og lavede en høring. Vi ville jo gerne have haft, at de var endnu mere konstruktive, sådan at vi kunne få det her beslutningsforslag igennem i Folketinget i dag, men når det så ikke kunne blive til det, er man i det mindste konstruktive. Det vil vi i hvert fald i Dansk Folkeparti gerne tage til os og tage med videre, med henblik på at vi får lavet sådan en høring, for der er behov for at få det her belyst fra flere vinkler – det er i hvert fald det, jeg hører de forskellige sige i dag. Der er flere, der meget åbent siger, at de ikke afviser en ændring, men de vil gerne have noget mere dybdegående materiale om det her. Vi skal jo bl.a. have svar på, hvor mange af de her forskellige dyreværnssager der reelt bliver bragt for domstolene, og i hvor mange af dem der sker frakendelse af retten til at have med dyr at gøre. Jeg synes også, det vil være vigtigt at komme ind på selve strafniveauet i de her dyreværnssager, og jeg synes, det vil være reelt at tage det med ind under det her.

Jeg er i hvert fald glad for, at der er lydhørhed over for at prøve at belyse det her meget mere grundigt, end det tidligere er blevet gjort, og jeg er positivt stemt over for, at vi, når nu ikke det kan blive til andet, laver en meget, meget grundig vurdering af de forskellige ting i udvalgsarbejdet.

Så vil jeg sige tak for den velvillighed, der har været i forhold til behandlingen af det her beslutningsforslag i Folketinget.

Hr. Christian H. Hansen for en kort bemærkning.

Tak for det. Det er meget vigtigt for mig at præcisere over for ordføreren, at det her spørgsmål ikke er sådan et personligt spørgsmål. Det er heller ikke sådan et kritisk spørgsmål. Det er simpelt hen et spørgsmål for dyrenes skyld – hvis man kan stille spørgsmål på dyrenes vegne. De kan jo ikke selv tale, så nogen skal jo stille spørgsmålene for dem her i Folketinget.

Spørgsmålet er egentlig: Når nu ordføreren remser en masse årstal og en masse episoder op – maler dem frem her i Folketingssalen – vel vidende, at det her også er en genfremsættelse, og nu ved jeg godt, at det så ikke blev behandlet dengang af en eller anden årsag, som jeg ikke kan huske, så er det jo ikke det eneste forslag, som Dansk Folkeparti er kommet med på dyrevelfærdsområdet, som ikke koster noget. Vi har i dag fået justitsministerens ord for, at det her ikke koster noget.

Nu kan man jo diskutere, om der snart bliver valg eller ej – og det skal vi ikke diskutere i dag – men noget kunne måske tyde på, at der bliver mulighed for endnu en finanslovforhandling for Dansk Folkeparti. Jeg anerkender, at man i en finanslovforhandling jo skal tage en masse økonomiske sager med ind osv., men Dansk Folkeparti er jo kendt for lige sådan til sidst, inden man lukker forhandlingerne, at komme med sådan nogle værdiforslag, og dyrevelfærd kunne jo også anses for at være en værdi. Kunne det da være, at ordføreren vil love, at man, hvis det her nu ikke bliver vedtaget, inden vi går på sommerferie i Folketinget, så tager det her forslag og måske et par andre dyrevelfærdsforslag, som ikke koster samfundet noget, med ind i finanslovforhandlingerne – nogle, som Dansk Folkeparti virkelig taler for, virkelig brænder for, virkelig siger de ønsker at gennemføre – og så får man dem gennemført?

Jeg skal henlede opmærksomheden på, at taletiden til korte bemærkninger er 1 minut.

Ordføreren.

Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår, hvorfor hr. Christian H. Hansen er så kritisk over for Dansk Folkeparti, for Dansk Folkeparti er jo faktisk blandt dem her i Folketinget, der arbejder for bedre dyrevelfærd. Så jeg forstår det ikke. Altså, jeg synes, at man hellere skulle rette skytset mod f.eks. regeringen, som gør det i mindre grad, synes jeg i hvert fald, og som jo personligt og politisk arbejder for bl.a. at få oprettet et dyrepoliti og få højere straffe på det her område osv. Så det er en lidt mærkelig form for skyts, som hr. Christian H. Hansen retter mod Dansk Folkeparti – jeg ved ikke lige helt, hvor det kommer fra, men kritikken er der nu engang, kan jeg i hvert fald fornemme på hr. Christian H. Hansen, og sådan er det jo.

Men det betyder ikke, at vi i Dansk Folkepartis så reelt tror på de påstande, som hr. Christian H. Hansen kommer med, nemlig at vi i Dansk Folkeparti skulle være mindre optagede af dyrevelfærd end hr. Christian H. Hansen selv.

Hr. Christian H. Hansen.

Tak for det. Det er jo ingen kritik af Dansk Folkeparti, det er faktisk bare et godt råd. For normalt, når Dansk Folkeparti går til finanslovforhandlinger og de økonomiske ting er sat på plads, er det, man altid kommer med til sidst, en masse stramninger på udlændingeområdet – nu skal det strammes lidt mere op – og så skal de ældre lige have lidt mere i form af ældrechecken, og så slutter det og man lukker finanslovforhandlingerne.

Der er det bare jeg så foreslår, at man, når man nu går så meget ind for dyrevelfærd i Dansk Folkeparti, næste gang, der er finanslovforhandlinger, lader være med at komme med forslag om f.eks. stramninger på udlændingeområdet, men i stedet smækker man lige tre-fire forslag om dyrevelfærd, som ikke koster noget, på bordet, og det gør man, fordi man virkelig brænder for det. Så det er jo ikke en kritik af Dansk Folkeparti. Det er bare et spørgsmål om, om Dansk Folkeparti ikke godt vil handle ved den kommende finanslovforhandling, i stedet for at vi i Folketingssalen hele tiden skal se de her paradeforslag, som ikke bliver til noget. Virkeligheden er jo, at Dansk Folkeparti sidder med nøglen til, at det her kan blive gennemført, for selvfølgelig vil en regering ikke sige nej til det og så lade en finanslovforhandling falde på grund af sådan et par forslag. Så det var bare et godt forslag.

Ordføreren.

Ja, et godt forslag eller et godt råd – og så skal jeg da sige tak for det gode råd til hr. Christian H. Hansen. Så skal jeg dertil også sige, at det jo selvfølgelig er meget nemt at sidde i Folketinget som løsgænger, som hr. Christian H. Hansen gør, og ikke rigtig være ansvarlig for den politik, der ellers gennemføres her i Folketinget, i hvert fald i forhold til finanslov osv.

Når det så er sagt, går vi i Dansk Folkeparti jo altid til finanslovforhandlingerne med en række forslag ikke kun på dyrevelfærdsområdet, men også med hensyn til ældre- og udlændingeområdet, som hr. Christian H. Hansen nævner. Nu er hr. Christian H. Hansen og hans parti jo sådan set et parti, der kun går op i dyrene, og det er fair nok, det er reelt, det må man jo selvfølgelig bare anerkende og respektere, men i Dansk Folkeparti har vi en politik over en bred kam. Altså, vi koncentrerer os ikke kun om dyrene, vi koncentrerer os også om de ældre og de svage, om dem, som har kræft og skal have behandling på sygehuset. Vi har fået vedtaget kræfthandlingsplaner gang på gang bl.a., så det vil sige, at vi går til forhandlinger med en lang række forslag, ikke kun for dyrenes vedkommende, men også for en række andre, som har behov her i det her samfund.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.