Der er jo ikke nogen tvivl om, at der er rigtig mange fødevareordførere, som har brugt en del tid på at tale med Pelsdyravlerforeningens bestyrelsesmedlemmer, lobbyister, og vel også har været inviteret på besøg på danske minkfarme på det tidspunkt af året, kan man sige, hvor muligheden for at se de dårlige forhold for dyrene er mindst mulig.
For et meget vigtigt argument i debatten i dag har jo været, at den ene ordfører efter den anden har erklæret sin store tillid til denne branche.
Der må man jo sige, at det er dejligt med den tillid, der har bredt sig i Folketinget, for det kan måske være lidt svært at sige, hvad man kan basere den tillid på, når man tænker på, at vi havde en kæmpe skandale tilbage i 2009, en meget omfattende politisk debat og meget snak om, hvad der skulle gøres.
Der skete ikke så meget, men man snakkede meget om det, og så havde man bare en ny skandale her i starten af i år.
Lidt i modsætning til det, der har været sagt i debatten, også i offentligheden, er det faktisk sådan, at de problemer, som de mennesker, der tog de her billeder, har fundet, er de samme problemer, som myndighederne – i et lidt mindre omfang, må man så sige – også har fundet efterfølgende.
Så tilliden er altså baseret på, at en branche, som indtil nu ikke har leveret det, man ønskede de skulle levere, vil gøre det i fremtiden.
Det er selvfølgelig et positivt livssyn, som jeg under normale omstændigheder kun ville sige var glædeligt, men som måske også kan føre til nogle lidt naive misforståelser.
Så kan man også se, at de tal, der kastes ind i debatten af ministeren og af ordførerne og andre, som ønsker at deltage i den her debat, jo sådan set alle sammen stammer fra pelsdyrbranchen.
Jeg vil bare advare imod at tage de tal efter forgodtbefindende; det kan føre til, at man kommer i en rigtig, rigtig pinlig situation.
Da Israel, som af en eller anden grund bekymrer sig meget om dyrevelfærd, ville forbyde importen af mink, skete der det, at den danske udenrigsminister henvendte sig og gjorde opmærksom på, at det jo ville koste 20.000 danske arbejdspladser, tror jeg det var.
14 dage senere blev hun nødt til at skrive til Israel og EU, at det var hun en ked af at hun var kommet til at sige, for tallet var 11.000.
Og når man så senere var inde at få aktindsigt hos Fødevareministeriet, for at se, hvad tallet var, så var det 6.300.
Det er bare for at sige, at man indimellem gør klogt i at undersøge de tal, man bliver udstyret med.
Og bare for at der ikke skal være nogen tvivl om det – det siger jeg af bitter erfaring – så kender jeg godt det der med, at man godt vil bruge de tal, man synes lyder mest overbevisende, og det er så dem, der er størst eller mindst, afhængigt af hvilken situation man er i.
Ellers er det jo sådan, at det her forslag er fremsatt, fordi vi for det første sådan set synes, at vi kan konstatere, at det ikke har vist sig muligt at drive kommerciel pelsdyravl på en dyrevelfærdsmæssigt forsvarlig måde; for det andet, fordi det jo netop ikke handler om, at der er tale om enkeltsager, men om, at der gør sig nogle helt særlige forhold gældende, når vi snakker om pelsdyr.
Der gør sig det helt særlige forhold gældende, at i modsætning til en lang, lang række af de øvrige dyr, som vi anvender i fødevareproduktion osv., er der tale om dyr, hvis natur er i fuldstændig modsætning til at leve sammen med andre dyr.
Dem, der beskæftiger sig med det, taler om solitære dyr, og det er noget med solo og den slags, og det betyder, at man sådan set helst vil være så langt væk fra sine artsfæller som muligt, undtagen i to vigtige perioder både i en minks og i et menneskes liv, nemlig i den periode, hvor man sørger for, at slægten kan videreføres, og i den situation, hvor der sker en fødsel.
Ellers har disse dyr ikke noget som helst ønske om at omgås hinanden, og det strider grundlæggende mod deres natur.
Dyrene lever med rigtig stor afstand til hinanden, når de er ude i naturen.
Det er altså den modsætning, man skal løse.
Det Dyreetiske Råd beskrev det i 2003 på den måde, at man tilsyneladende var i stand til at løse opgaven i zoologiske haver, men ikke i forbindelse med en kommerciel produktion.
Det kan hænge sammen med, at hvis man beskriver, hvordan man skulle indrette forholdene for mink, sådan at de dyrevelfærdsmæssige problemer og udfordringer var løst, så ville det ganske logiske svar fra branchen og andre være, at så kan det ikke drives som kommerciel virksomhed.
Jeg tror, at det var hr.
Bjarne Laustsen, der sagde, at hvis man gjorde alt det der med, at de skulle have lov til at svømme rundt og sådan noget, så kunne ingen tjene penge på det.
Vi har jo prøvet den øvelse tidligere i forbindelse med ræve, hvor vi også lavede sådan en lille omvej, hvor vi lavede nogle meget, meget gode dyrevelfærdsmæssige forhold.
Det virkede ikke.
Dyrevelfærden var det så som så med, og i hvert fald var det umuligt at drive ræveproduktionen kommercielt.
Så det er måske den modsætning, vi står med her:
Det kan godt være, at det kan lade sig gøre, men det står i modsætning til at drive produktionen på kommercielle vilkår.
Det, som skuffer mig i virkeligheden i dag, er såmænd ikke så meget det der med, at man ikke tilslutter sig Enhedslistens forslag, men det er alligevel lidt, synes jeg, forbløffende, at vi kan komme i en situation i dag, hvor Dansk Folkeparti i forhold til en diskussion, der handler om dyrevelfærd, ikke har et eneste forslag til nye tiltag, der skulle føre til bedre dyrevelfærd.
Det synes jeg alligevel er en anelse overraskende og en anelse nyt fra Dansk Folkepartis side, vil jeg sige.
Jeg ved godt, at det kan være lidt svært at agere, når det er i forhold til kommercielle producenter og deres økonomiske interesser, men her er der altså intet bud, og det på trods af at den kontrol, der er med området, jo tydeligt viser, at der er problemer, både i forhold til mink, som lider direkte skade, og ikke mindst i forhold til, at man ikke overholder de regler, der gælder, med hensyn til at der skal være, om man så må sige, adfærdsregulerende legetøj til stede, altså ting, som dyrene kan beskæftige sig med, så de glemmer de forhold, de lever under under normale omstændigheder.
Men alligevel er der altså intet bud på det.
Det samme kan vel siges om Socialdemokraterne, der jo har en sag, som de forfølger med stor ihærdighed, og som jeg i øvrigt støtter Socialdemokraterne i, nemlig kravet om, at folk skal have uddannelse.
Men det er ligesom det, der er tilbage.
Ellers må man vel konstatere, at her, nogle få måneder efter at alle var vældig ophidsede og optaget af de problemer, der var med dyrevelfærden inden for minkavl, er der sådan set ikke nogen grund til at gennemføre nogen forbedring overhovedet.
Det skal jeg sige til hr.
Kristen Touborg, som jo dækkede over SF's totale afvisning af ethvert forslag om at udfase minkproduktionen i Danmark ved at henvise til, at det var, fordi Enhedslisten foreslog, at det skulle gå for hurtigt.
Jeg tror nok, at det i løbet af de korte bemærkninger, der kom, blev helt klart, at det afviser SF, altså at udfase minkproduktionen.
Der var dog forslag, vil jeg gerne sige, til forbedringer af dyrevelfærden, og det skal vi selvfølgelig vende tilbage til.
For der skal jo ikke være nogen tvivl om, at Enhedslistens grundsynspunkt er, at vi jo indimellem prøver med det, vi synes der ville være det principielt rigtige standpunkt, men at vi selvfølgelig altid er indstillet på at gå andre veje og se, hvor langt det så er muligt at komme.
Der synes vi, at der er nogle ting, som det burde være ret oplagt at tage fat på.
Det første er velfærdskontrollen i minkbesætninger, som efter vores opfattelse er mangelfuld.
Man siger så fra Dansk Folkepartis side, at der er 100 pct.
kontrol, og at det så ikke kan blive bedre.
Jo, det kunne jo blive bedre, hvis man havde tid til at undersøge dyrene eller se på dyrene, mærke på dyrene.
Der er jo den ikke så gode historie med en af de meget kendte pelsdyravlere her i Danmark, som jeg selv har haft fornøjelsen af at besøge her for nylig, at han fik meget ros af den kontrol, der havde været.
Men et eller andet havde kontrollen tilsyneladende overset, kan vi konstatere ud fra det, der kom frem efterfølgende.
Så der er nok problemer med, om kontrollen er grundig og effektiv nok, og det er i hvert fald en af de ting, som Enhedslisten vil forfølge.
Det andet er, at vi selvfølgelig vil forfølge det spørgsmål, om de forsøg, man gør nu for at afhjælpe de forhold, man holder dyrene under – ved rør osv.
– er tilstrækkelige.
Jeg ved, at der er en meget ivrig debat blandt minkavlere om, hvorvidt man overhovedet kan stille nogle krav til rørenes størrelse og dimensionering osv.
Det er vældig spændende, når man tænker på, at der har været forsket for mange millioner kroner i det her i årevis, at man stadig væk er helt uafklaret om, hvorvidt der kan siges noget som helst fornuftigt om det.
Det synes jeg selvfølgelig er en lille smule overraskende.
Det foregår der en livlig debat om.
Jeg tror faktisk, at hvis man også fremadrettet interesserede sig for de kompenserende foranstaltninger og måske indimellem også lavede forskning, som ikke var baseret på, at det vigtigste var, at det kunne forenes med kommerciel minkavl, men at det handlede om at forske i, hvordan dyrene fik de bedste udfoldelsesmuligheder, så kunne man nå frem til nogle rigtig spændende resultater, med henblik på, hvordan man skulle udforme bure osv.
Igen vil jeg bare sige, at det selvfølgelig er nogle ting, vi vil forfølge målrettet og systematisk fremover, som vi har gjort på en række andre dyrevelfærdsområder.
Som dem, der har fulgt med, ved, kan det ikke siges, at Enhedslisten har opnået store resultater, når vi snakker om dyrevelfærd, men vi har opnået resultater, og det satser vi også på at gøre fremover.
Men indimellem synes vi også, at der er grund til ligesom at hejse flaget og sige, at der altså er ting, produktionsformer, som vi ikke mener skal være i Danmark, og det er, som det fremgår af det beslutningsforslag, vi har fremsat i dag, altså også minkavl.