Notat om dobbelt statsborgerskabChristopher Bo BramsenFormand for Danes Worldwide

27. april 2011

B. 82. Forslag til Folketingsbeslutning om dobbelt statsborgerskab

Den 28. april 2011 vil der i Folketinget være en 1. behandling af beslutningsforslag B. 82,som er fremsat af Det Radikale Venstre med følgende ordlyd:Folketinget pålægger regeringen snarest muligt at fremsætte de nødvendigelovforslag m.v., der sikrer, at udlændinge, som søger dansk indfødsret, selv fårmulighed for atbestemme,om de vil opretholde deres oprindelige statsborgerskab.Ligeledes skal det være muligt for danske statsborgere, som søger statsborgerskabi et andet land, at opretholdedet danske statsborgerskab.Foreningen Danes Worldwide, der generelt varetager de retlige interesser for danskestatsborgere bosat i udlandet, støtter fuldt ud ønsket om, at der gennemføres lovændringeriIndfødsretsloven, der gør det muligt for danske i udlandet at opnå statsborgerskab i et andetland, uden at de dermed mister deres danske statsborgerskab. Den danske indfødsretslovgiv-ning ønskes endvidere ændret således, at det for tidligere danske statsborgere vil være muligtat generhverve deres danske statsborgerskab uden de urimelige hindringer, der gælder i dag.Et ophør af den traditionelle danske modstand mod princippet om dobbelt statsborgerskab vilkunne danne grundlag for en tidssvarende lovgivning.De to lovændringer, som foreningen Danes Worldwide advokerer for at få gennemført, hhv.fastholdelse og generhvervelse af dansk statsborgerskab, vedrører retsstillingen for danske iudlandet og ikke for udlændinge i Danmark. Da retsstillingen for hver af de to persongrupperudgør to sider af samme sag, vil dette notat komme ind på såvel udedanskernes retligesituation, som på de retsregler, der gælder udlændinge, der ansøger om dansk statsborgerskab.I notatet omtales flere forskellige befolkningsgrupper:1.2.Fødte danske statsborgere, der er bosat i Danmark.Fødte danske statsborgere, der er bosat i udlandet. For 100 år siden vendte de typiskikke hjem. I dag bor mange i udlandet for en kortere eller længere årrække. De kaldesofteudlandsdanskere.I dette notat anvendes det mere neutrale ordudedansker.Naturaliserede danske statsborgere, dvs. udlændinge i Danmark, der har søgt om danskstatsborgerskab og opnået dette. De kaldes også ny-danskere.Udlændinge i Danmark, der har opholdstilladelse til at bo og arbejde i Danmark.1

Den danske indfødsret

1776 udgjorde et vigtigt år i Danmarks historie - det var det år, at danskerne fik deresindfødsret. I Forordning om Indfødsretten, undertegnet af Kong Christian VII den 15. januarog bekendtgjort den 29. januar 1776, blev det besluttet, at kun de i statenindfødteundersåtterskulle have adgang til statens embeder. I forordningen står der, at ”landets børn skal nydelandets brød, og fordelene i staten falde i dens borgeres lod”. Ophavsmanden til denne gavefra monarken til det danske folk var Kongens stats- og gehejmekabinetssekretær, Ove Høgh-Guldberg. 1776-forordningen udgør et vigtigt dokument til at forstå den danske indfødsrets-lovgivning. Monarken gav en persongruppe (danske indfødte, danske statsborgere, landetsbørn) et geografisk område (landet, Kongeriget Danmark), som de kan drage økonomiskfordel af (nyde landets brød og lade fordelene i staten falde i borgernes lod). Her var tale omen økonomisk overdragelse af et ejerskab af et rige fra monarken til det danske folk og (vissesidestillede persongrupper).Det fremgår af Forordningen (art. 9), at der i relation til udlændinge, der falder udenforejerskabskredsen, bliver tale om en forskelsbehandling. For disse ”fremmede” gælder, at deikke stilles lige med de ”indfødte” i henseende til embeder og forfremmelser, men at de ”dog”får mulighed for at bo og arbejde i Danmark (svarende til opholdstilladelse i dag).Det væsentlige her er at konstatere, at Indfødsretten og ejerskabet til Danmark for 235 årsiden blev givet til det danske folk, og at der i relation til udlændinge dermed fra starten blevtale om en forskelsbehandling, som fortsat gælder: Indfødsretten tilhører som udgangspunktdanske statsborgere. Udlændinge, som ønsker at få del i ejerskabet af Danmark, må søgedansk statsborgerskab.Forordningen omfatter også en fremtidsgaranti. Dels anser Kongen forordningen som enuforanderlig lov, som han pålægger sine egne descendenter på tronen ”helligen at følge ogaldrig at vige fra”. Dels lægger han op til, at forordningen skal gives grundlovskraft. Medandre ord, indfødsretten var en gave til det danske folk, som ikke skulle tages fra dem.I anledning af kongens gave til ”statens borgere” blev der i 1776 bygget et stort, flot linieskib,som fik navnet ”Indfødsretten”. Skibet gik ned i 1783 på vej hjem fra Ostindien. Et nytorlogsskib af samme navn fra 1786 fik heller ikke nogen lang levetid. Det blev bombarderetaf briterne ved slaget på Reden i 1801. Det sank nord for Middelgrunden, hvor det lige sidenhar ligget som vrag på havbunden. Men som frihedsrettighed levede begrebet indfødsrettenvidere i bedste velgående.

Nordisk forståelse om at begrænse dobbelt statsborgerskab

Da folkestyret blev indført i 1849, fremgik det klart af Grundloven, hvor stor betydning, mantillagde indfødsretten, idet det i § 44 blev bestemt, at ”Ingen udlænding kan få indfødsret udenved lov”. Denne bestemmelse er en direkte videreførelse af hovedprincippet i 1776-forordningen: Det er de danske statsborgere, der har indfødsretten, dvs. ejerskabet til dendanske nation. Udlændinge kan også få del i dette ejerskab, men det er så vigtig en rettighed,at dansk statsborgerskab til indvandrere udefra skal tildeles af de folkevalgte, og ikke blotadministrativt gennem statens embedsmænd. Grundlovens § 44 er den eneste bestemmelse i2

Grundloven, der omhandler emnet indfødsret, og paragraffen omtaler kun udlændinge. Denneforskelsbehandling mellem danske statsborgere og udlændinge, der ønsker at opnå danskstatsborgerskab, er dermed grundlovsfæstet.Spørgsmålet om danske udvandrere ogbevarelsenaf deres danske indfødsret, blev taget op iFolketinget ved vedtagelsen i 1898 afLov om erhvervelse og fortabelse af indfødsret,hvor detfra dansk side – som led i et nordisk samarbejde – besluttedes at tilslutte siget princip, dersiden har været et grundlæggende element i dansk lovgivning: At dobbelt statsborgerskab skalbegrænses i videst muligt omfang, såvel i relation til udenlandske indvandrere i Danmark,som for danske udvandrere til fremmede lande. Det nordiske samarbejde på dette områdeophørte for nogle år siden, og Sverige (2001), Finland (2003) og Island (2003) har accepteretdobbelt statsborgerskab. I 2000 konkluderede et norsk embedsmandsudvalg, at fordelene vedat tillade dobbelt statsborgerskab er større end ulemperne. Udvalget anbefalede derfor atændre den norske lovgivning og fremover tillade dobbelt statsborgerskab i Norge. Ud fra dettraditionelle synspunkt om statsborgerskab som symbol på tilhørsforhold og loyalitet valgteden norske regering imidlertid ikke at ændre loven.

Udlændinge opnår dansk indfødsret

Med Folketingets kompetence til at tage stilling til ansøgninger om dansk statsborgerskab tiludlændinge, er det såledesIndfødsretsudvalgets opgaveat forberede de regelmæssige,halvårligeLove om indfødsrets meddelelser,som indeholder komplette lister over de nyedanske statsborgere. I 10-års perioden 2001-2010 har disse love omfattet i alt48.092naturalisationer.Det senest fremsatte lovforslag af denne art, L. 192 af 15. april 2011, indeholder en navnelistepå de 1.290 personer, som ved lov er på vej til at blive danske statsborgere. Hertil skal læggesansøgernes 491 børn under 18 år, hvorved det samlede antal kommer op på 1.781 personer. Idenne godkendelsesproces anvendes en arbejdsdeling, hvorefter det er embedsmænd iIntegrationsministeriet, derhar gennemgået alle ansøgningerne og delt dem op i tre grupper:Ansøgninger, hvor alle de danske krav vedrørende indvandrernes ophold, alder,vandel,forfalden gæld til det offentlige, danskkundskaber og kendskab til samfundsforholdmv.(indvandringsprøverne) klart er opfyldte. Dernæst de ansøgninger, hvor disse krav ikke eropfyldte, og for det tredje de ansøgninger, hvor der er søgt om dispensationer fralovgivningens krav. Det er alene den sidste gruppe ansøgninger, som har været til egentligbehandling i FolketingetsIndfødsretsudvalg, og her ser udvalgets medlemmerkun påspørgsmålet, om der skal gives dispensation eller ej til hver af de pågældende ansøgere.Spørgsmålet omdobbelt statsborgerskabkommer ind i denne sammenhæng. Det er enforudsætning for at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren erindforstået med at give afkald på sit hidtidige statsborgerskab, med mindre det drejer sig ompersoner med flygtningestatus her i landet eller personer fra lande, hvor det er umuligt ellervanskeligt at blive løst. Man har hidtil regnet med, at omkring 40% af de naturaliserede nyedanskere dermed opnår dobbelt statsborgerskab. Tallet er imidlertid højere, hvis man ser pådet foreliggende lovforslag L. 192. Det fremgår heraf, at 890 af ansøgerne ikke skal løses fraderes hidtidige statsborgerskab. Det betyder, at 69 % af det første hold nydanskere i 2011bliver optaget fuldt ud i det danske samfund – som dobbelte statsborgere! De resterende 400ansøgere vil få to år til at afvikle deres oprindelige statsborgerskab.For de mange nye danskere, der således må opgive deres oprindelige statsborgerskab, er detteikke af afgørende betydning. De er som regel meget glade for at have fået et dansk3

statsborgerskab, som de fremover kan bruge i hele verden. Dertil kommer, at mange af delande, som de nye danskere kommer fra, på forskellig vis har sikret sig, at båndene ikkeskæres helt over til deres medborgere i udlandet. For eksempel kan en pakistaner, der erblevet dansk statsborger og har afskrevet sig sit pakistanske statsborgerskab og afleveret sitpas, fra de pakistanske myndigheder efterfølgende få udleveret et ID-kort, der oplyser, at haneller hun er af pakistansk oprindelse. Dermed bevares mulighederne for at fungere sompakistaner, når man er i Pakistan. Det er jo ikke Pakistan, men Danmark, der har problemermed dobbelt statsborgerskab.Når en udlænding med opholdstilladelse i Danmark har fået cpr-nummer, dankort,sygesikringsbevis og adgang til forskellige danske ydelser inden for en lang række områderstilles han i realiteten som en person med dobbelt statsborgerskab.

100 % loyalitet

Hvert år opnårflere tusinde udlændinge således dansk statsborgerskab. De er glade over athave fundet et fast og godt sted at være, og danskere kan være glade for at have fået nyemedborgere, som der er behov for på arbejdsmarkedet, hvis Danmark skal fortsætte med atvære i et af de mest velhavende lande i verden. Selvom Danmark vender sig mod princippetom dobbelt statsborgerskab, mister de fleste ny-danskere som påpeget reelt ikke derestilknytning til deres oprindelige land, hvis de ønsker at fastholde den.Samtidig med at Danmark byder disse mangeny-danskere velkommen, er det derimod ikkemuligt for danskere i udlandet at blive statsborgere i deres nye opholdsland, med mindre deopgiver deres danske statsborgerskab. Ikke som betingelse fra det land, de bor i, men fordidansk lovgivning principielt er imod muligheden af at opnå dobbelt statsborgerskab. Danmarkopretholder en gammel lovbestemmelse, der medfører, at Danmark uden rimelig grundfratager sine egne borgere deres nedarvede indfødsret. Denne retstilstand skyldes ene og aleneen forældet og misforstået opfattelse af begrebetloyalitet.Udgangspunktet er her, at regeringen oget flertal af partier i Folketinget -som et led i en stramudlændingepolitik-fastholder princippet om, at en borger kun kan være100% loyalover forén stat, og at indvandrere, der ønsker at flytte til Danmark og blive danske statsborgere, derformå opgive deres oprindelige statsborgerskab.I Integrationsministeriets udredning af 24. april 2009 om dobbelt statsborgerskab erregeringens holdning beskrevet klart: ”Det er et grundlæggende princip i den danskeindfødsretslovgivning, at dobbelt statsborgerskab skal begrænses i videst muligt omfang.Baggrunden herfor er, at det er den generelle politiske opfattelse, at en person opnår et særligttilhørsforhold og loyalitet over for det land, hvor den pågældende er statsborger”.I en debat i Folketinget i 2009 udtalte Søren Krarup (DF):”Indfødsrettens mening erfastholdelsen af danskernes førstefødselsret til Danmark, og af denne grund er og bliverdobbelt statsborgerskab et svigt og en undergravning af noget for Danmark eller den danskenationalstat uopgiveligt”. Denne unuancerede modstand mod dobbelt statsborgerskabfastholdes begge veje: Udlændinge, der flytter til Danmark og opnår dansk statsborgerskab,skal være 100 % loyale over for Danmark, og danskere, der ønsker at være statsborgere i etandet land kan ikke samtidig forblive danske. Denne ligestilling mellem de to grupperindebærer at mange danskere ude dermed er blevet gidsler for den stadig strammereudlændingepolitik, som er blevet gennemført i Danmark inden for de senere år. Atudedanskerne bliver frataget deres danske statsborgerskab, hvis de søger statsborgerskab i etandet land, er en ganske urimelig konsekvens affastholdelsen af et forældet princip i dendanske lovgivning.

Ved sin tiltrædelse som ny integrationsminister i marts måned gav Søren Pind (V)sin fuldestøtte til princippet om loyalitet, idet han som eksempel på ønsket omindvandrernes”demokratiske assimilation” henviste til de principper, der gælder i USA. ”Danskere i USA erstolte over at have dansk baggrund, samtidig med, at de er100 procent loyaleover for detland og den samfundsform, de lever i. De har aflagt fane-eden, hvor de lover loyalitet over forderes flag og den nation, der symboliserer -one nation under God, indivisible”.Problemet erblot, at sammenligningen ikke holder. Tværtimod. USA kræver ikke 100% loyalitet, men eråbne for, at de nye amerikanske statsborgere beholder deres oprindelige statsborgerskab. Deter således ikke USA, der ud fra loyalitetshensyn kræver, at danskerne skal opgive deresdanske statsborgerskab. Det gør Danmark, ene og alene ud fra en gammel principiel modstandmod at tillade dobbelt statsborgerskab

Indfødsretten er en menneskerettighed

Det hele handler om menneskerettigheder. Indfødsretten = statsborgerskab = statsborgerretudgør i dag en ret for en person til athøre hjemme i en stat, inden for hvis grænser, man udgøren del af landets borgere. Et borgerskab - med de rettigheder og pligter, der typisk følger med,som f.eks. stemmeret og værnepligt. At være uden et statsborgerskab opfattes i dag som enmanglende menneskerettighed, jf. den igangværende undersøgelse om de statsløse palæsti-nensere i Danmark. Det normale er selvsagt, at man er statsborger i ét land, nemlig dér, hvorman er født. Men udviklingen i verden gennem de seneste årtier, som har været præget afstigende menneskelig mobilitet og internationalt samkvem, har ført til, at mange menneskerbliverfødtmed to statsborgerskaber, eller – såfremt de flytter til et andet land - kanopnåat fåstatsborgerskaber i to lande. Til trods for tidligere modstand mod dobbelt statsborgerskab erprincippet i dag generelt accepteret i det meste af den vestlige verden. Kun få lande,heriblandt Danmark, vender sig fortsat mod muligheden for dobbelt statsborgerskab.På opfordring af Indfødsretsudvalget udarbejdede Integrationsministeriet den 24. april 2009en udredning om dobbelt statsborgerskab. Konklusionen var ganske klar. Der vil ikke væreproblemer omkring accept af dobbelt statsborgerskab, som ikke vil kunne løses i de enkeltetilfælde. Det gælder også i relation til danskere, der måtte vende hjem for at tilbringealderdommen i Danmark. Integrationsministeren (Rønn Hornbech, (V)) drog dog ingenkonklusioner heraf ved udredningens fremlæggelse og fastholdt den gamle modstand moddobbelt statsborgerskab.Som det er fremgået, indeholder grundloven en klar regel i § 44, der skal sikre at danskernesnedarvede indfødsret ikke gives til udlændinge uden at være vedtaget ved lov. Skrappebetingelser om sprog og prøver om Danmark og dansk kultur (indfødsretsprøver) har medført,at antallet af nye danske statsborgere er faldet fra 8.951 i 2001til 2.672 i 2010. Samtidigstiger antallet af udlændinge, der opholder sig i Danmark, således at vi i dag har over en halvmillion udlændinge boende i Danmark svarende til 10 % af befolkningen. For disse mangeudlændinge melder der sig et spørgsmål: Hvad er forskellen på at være udlænding i Danmark,som enten har opnået dansk statsborgerskab eller har opnået længerevarende eller permanentopholdstilladelse? Retligt set er forskellen klar. En statsborger får dansk pas og ret til atstemme til Folketingsvalg. Det får en udlænding med opholdstilladelse ikke. I andrehenseender f.eks. til økonomi er forskellen imidlertid ikke så stor. Som det danskevelfærdssystem er indrettet, får alle, der bor i Danmark del i de sociale og økonomiskeydelser, der stilles til rådighed. Det er et socialt sikkerhedsnet, der indebærer at man er sikretøkonomisk, hvis man bliver uarbejdsdygtig, syg eller arbejdsløs.For de hundrede tusinder af udlændinge, der opholder sig i Danmark og som ikke har opnået5

dansk statsborgerskab, er det ikke afgørende, at de ikke er danske statsborgere. Som følge afdet danske princip om, at alle skal behandles lige, er de sikret af det danske velfærdssystemsamtidig med, at de ikke skal ’løse sig’ fra deres oprindelige statsborgerskab. Dermed er de irealiteten dobbelte statsborgere, der nyder godt af det danske velfærdssystem. Uden at skulleskære båndene over til deres fødeland. Der er altså ikke væsentlig forskel på at være danskstatsborger og permanent opholdstilladelse i Danmark. Samlet set får de mangenydanskereingen reelle problemer med den principielle danske modstand mod dobbeltstatsborgerskab.Det er i dette samlede billede, at man skal se på den danske modstand mod dobbeltstatsborgerskab. En modstand mod et princip, der ikke går ud over udlændinge i Danmark,men som alene rammer danskere i udlandet.Mens hundrede tusinder udlændinge nyder godt af det danske samfunds velstand, erindfødsretslovgivningen i Danmark indrettet således, at flere tusinde danskere modvilligt haropgivet deres danske statsborgerskab eller har beholdt deres danske statsborgerskab uden atkunne blive fuldt ud integreret i det land, de bor i.Alt dette fører frem til, at den indfødsret (landets brød til landets børn), som danskerne fik i1776, og som gradvist er blevet taget fra dem på grund af en misforstået opfattelse af begrebetloyalitet og en forældet lovgivning, skal genoprettes. Dels i forhold til de tidligere danskere,der bor i udlandet, der ønsker at få genoprettet deres oprindelig danske statsborgerskab (jf.Mahler-sagen nedenfor) dels i forhold til de tusinder af danskere i udlandet, der ønsker atopnå et fremmed statsborgerskab uden at opgive deres danske. (jf.exemplet Lene VestergaardHaunedenfor).

Danske børn som dobbelte statsborgere.

Udviklingen i verden omkring os har ændret mange landes tidligere modstand mod dobbeltstatsborgerskab. Mange gifter sig i dag med personer, som kommer fra et andet land, og deresbørn bliver som regel automatisk dobbelte statsborgere. Tusindvis af danske børn bliver fødtmed dobbelt statsborgerskab. Såvel i Danmark som i udlandet.Indfødsretslovens bestemmelser omfatter endvidere en særlig gruppe i § 8, hvorefter danskebørn, der er født uden for Danmark, og som ikke har opholdt sig her under forhold, der tyderpå samhørighed med Danmark, taber deres danske statsborgerskab, når de fylder 22 år, (medmindre de pågældende dermed bliver statsløse). Her gælder imidlertid, at integrations-ministeren eller ministeriet efter ansøgning, der dokumenterer en vis samhørighed medDanmark (f.eks. sprog-, studie- eller ferieophold) kan tillade, at indfødsretten bevares. Her erdet altså ikke et spørgsmål for den unge dansker i udlandet atvælgemellem to lande, mentværtimod sikre, at man kan fortsætte med atbevaresit dobbelte statsborgerskab.Statistikken viser, at der i årene 2004-2008 blev ansøgt af 1.625 unge danske i udlandet omat kunne bevare deres danske statsborgerskab ved siden af deres andet statsborgerskab. Heraffik 1.294 ansøgere positivt svar, mens de resterende 331 fik afslag på bevarelse af deresdanske statsborgerskab som følge af utilstrækkelig samhørighed med Danmark.Kort sagt: den danske traditionelle modstand mod dobbelt statsborgerskab er i relation tilmange grupper – indvandrere som udvandrere - reelt blevet opgivet. Dette gælder dog fortsatikke i forhold til danskere i udlandet, dersøgerat blive statsborger i et andet land.

Dobbelt statsborgerskab til danske i udlandet

Som anført omfatter Grundlovens § 44 taler kun den ene side af sagen, nemlig relationen tilDanmarks indvandrere, som søger ind i det danske samfund. Spørgsmålet om danske6

udvandrere ogbevarelsenaf deres danske indfødsretblev som tidligere omtalt først taget opved vedtagelsen i 1898 afLov om erhvervelse og fortabelse af indfødsret,hvor det fra danskside – som led i et nordisk samarbejde– besluttedes at tilslutte siget princip, der siden harværet et grundlæggende element i dansk lovgivning: At dobbelt statsborgerskab skalbegrænses i videst muligt omfang, såvel i relation til udenlandske indvandrere i Danmark,som for danske udvandrere til fremmede lande.I gamle dage gav det mening, at en borger var 100 % loyal i forhold til ét land. Nationalstateri krig kunne ikke leve med uvished om soldater og andre borgere, der ikke fuldt ud sluttede opom deres fædreland. Dette udgangspunkt førte dengang til, at der i Danmark blev satlighedstegn mellem de to berørte grupper - indvandrere og udvandrere. Dermed blevudedanskernes mulighed for at beholde deres nedarvede indfødsret taget fra dem. Ikke ifølgeGrundloven, men gennem vedtagelsen afen bestemmelse i 1898, der i dag er indeholdt iIndfødsretslovens § 7: ”Dansk indfødsret fortabes af den, som erhverver fremmedstatsborgerskab efter ansøgning eller udtrykkeligt samtykke”.

Udedanskernes dilemma

Lad os se nærmere på disse udedanskere. I gamle dage var der ofte tale om egentligeudvandrere, som besluttede sig til at forlade Danmark for at prøve lykken ude et sted i verden.De emigrerede typisk til lande som USA, Canada, Australien og Argentina, og forventedeikke at vende tilbage. I dag er situationen meget anderledes. Tusinder af danskere rejser hvertår ud i verden - for at arbejde, ofte for danske virksomheder, og for at studere og deltage idansk og internationalt humanitært og fredsbevarende arbejde. Som medlem af FN, EU,NATO søger vi at sikre Danmarks interesser ved bl.a. at få danskere anbragt i stillinger i disseorganisationer rundt omkring i verden. Mange finder deres ægtefælle i udlandet, og mangebeslutter at blive boende under de fremmede himmelstrøg. Det er karakteristisk, at disseudedanskere er med til at repræsentere de værdier i udlandet, som vi lægger vægt på iopbygningen af et samfund, fra demokrati, velfærd, ligestilling, respekt for miljø og klima,uddannelse og sundhed. Disse mange danskere er også med til at fremme dansk eksport samtturisme, investeringer og studieophold Danmark. Alt sammen aktiviteter, der er med til atsikre den høje levefod, vi har bygget op i Danmark gennem de sidste årtier. Det er oftepersoner med de typisk danske karakteristiske evner til innovation og kreativitet.Men så oplever danskeren ude i en række tilfælde et væsentligt behov for at kunne blivestatsborger, dér hvor de bor. Som betingelse for at udøve aktiviteter på en række områderstiller opholdslandet ofte, at man skal være statsborger i landet.Foreningen Danes Worldwide har gennem nylige rundspørger blandt flere tusinde danskere iudlandet fået et overblik over de muligheder for forbedringer i tilværelsen, som udedanskernetillægger betydning, når det gælder opnåelse af statsborgerskab i det land, de bor i. De mangesynspunkter, vi har modtaget fra danske i udlandet, viser at statsborgerskab i opholdslandetbl.a. giver bedre adgang til uddannelser og uddannelsesstøtte, lokal sygesikringog stillinger idet offentlige. Det gælder også adgang til at optage lån, åbne bankkonti, investere i fastejendom og til at tegne lokale forsikringer. Endvidere forenkles ens arveforhold ogskatteforhold i opholdslandet. Man opnår en større retssikkerhed og udelukker risikoen for atblive udvist af landet. Statsborgerskab giver også bedre muligheder for at deltage i detpolitiske liv i opholdslandet, og dermed til at blive en ansvarsfuld borger. Man bliver genereltbedre integreret i opholdslandet og ikke marginaliseret. Den danske lovgivning stiller dermedtusindvis af danskere i udlandet over for et stort dilemma. Hvis de søger et fremmedstatsborgerskab, må de opgive deres danske. Valget er at beholde eller at afskrive sig sinindfødsret. I Danmark er det enten /eller. I det meste af resten af verden er det både/og.7

I relation til Danmark vil en fastholdelse af dansk statsborgerskab indebære en fortsattilknytning til ens hjemstavn for hele familien, der bl.a. medfører, at man ikke skal søge visumeller opholdstilladelse for at besøge Danmark, når dette er påkrævet, og at man fastholdermuligheden for at kunne flytte tilbage og bosætte sig i Danmark på et senere tidspunkt. Ikkemindst ens børn bør kunne vende tilbage for at lære dansk og/eller få en uddannelse iDanmark.Hertil kommer, at Danmark som nation har en selvstændig interesse i at bevare dissedanskere i udlandet som danske statsborgere. Det gælder især i disse globale tider, hvor det ervigtigt at ”brande” dvs. markedsføre Danmark og danske værdier til gavn for hele riget.Dansk eksport nyder godt af danskere ude, der forstår den lokale kultur ogmarkedsforholdene.Den danske generellemodstand mod dobbelt statsborgerskab stiller udedanskerne ringere ihenseende til to andre grupperinger. Som omtalt får de mange nydanskere i Danmark reeltingen problemer, hvis de rent formelt ikke kan bevare deres oprindelige statsborgerskab, ogfor det andet vil statsborgere fra andre lande f.eks. Sverige, England og Finland kunne søgeom statsborgerskab i et nyt land uden at skulle opgive det oprindeligeog dermed få ansættelsei de stillinger i udlandet, som deres danske kolleger ikke har adgang til.Nedenfor følger to eksempler på, at den eksisterende danske indfødsretslovgivning, læggeralvorlige hindringer i vejen for danskere, der enten ønsker at generhverve deres danskestatsborgerskab eller som ønsker at opnå dobbelt statsborgerskab. Fra sin store medlemskredsi udlandet har Danes Worldwide modtaget mange tilsvarende henvendelser. Foreningen vilkonkret følge op på de to nævnte sager for at se på, hvorledes de vil kunne løses.

Mahler-sagen

Som eksempel på, hvor langt væk man er kommet fra indfødsretten som en menneskeret fordanske statsborgere i udlandet, kan nævnes Mahler-sagen. Da den danske læge Dr. HalfdanMahler i 1973 fik tilbudt stillingen som Generaldirektør i WHO i Geneve, tog han som denhøjeste FN ansatte dansker til Schweiz sammen med sin lægekone og deres to sønner, somskulle læse medicin på Universitetet i Genève. For at bestå lægeeksamen i Geneve krævedesdet imidlertid, at de skulle være schweiziske statsborgere. De indvilligede derfor i at aflevererderes pas på den danske ambassade og fik dengang at vide, at der næppe ville blive problemermed at genopnå dansk indfødsret. De to lægesønner, Per Bo Mahler og Lars Mahler, som nuer i halvtredserne, og som gerne har villet arbejde som læger i Danmark, har i demellemliggende 33 år søgt om at genopnå dansk statsborgerskab. Brødrene Mahler har væretschweiziske statsborgere i mange år og de har aftjent deres værnepligt i Schweiz. De har deresfamilier i Schweiz, hvor den ene er svensk, den anden iransk gift. De føler sig ikkeschweiziske og opholder sig meget i Danmark bl.a. hvert år på sommerferie. En nyligtilladelse til sønnerne fra det danske Justitsministeriumom at overtage forældrenes sommerhusi Danmark er blevet modtaget med stor glæde. Men målet, som de vil fortsætte at gå efter er atfå genetableret deres danske statsborgerskab.I det seneste afslag fra november 2010 på to enslydende ansøgninger fremhæves det, ”at detgrundlæggende princip i dansk indfødsretslovgivning om atbegrænse dobbelt statsborgerskabi videst mulig omfang gælder såvel for en person med dansk indfødsret, der automatiskfortaber sin indfødsret ved at erhverve fremmed statsborgerret efter ansøgning ellerudtrykkeligt samtykke, som i forhold til en person, der i forbindelse med ansøgning omerhvervelse af dansk indfødsret ved naturalisation, som udgangspunkt vil blive stillet overforkrav om løsning fra sit statsborgerskab”. I afslaget fastholdes det endvidere, at”statsborgerskabet betyder noget særligt – statsborgerskabet er noget den enkelte vælger med8

hjertet, og en person opnår en særlig tilhørsforhold og loyalitet overfor det land hvor denpågældende er statsborger …Dermed er det også regeringens opfattelse at der er tale om etmeget principielt spørgsmål og et meget stort skridt, hvis Danmark skal ændre på detgrundlæggende princip”. Endelig hedder det i afslaget, ”at regeringen også lægger vægt på atder i den danske indfødsretslovgivning sker en ligebehandling af danske og udenlandskestatsborgere”. Her stiller Integrationsministeriet indvandrere og udvandrere lige til trods for,at det er de danske udvandrere, der som udgangspunkt har den grundlovssikrede indfødsret ogikke omvendt.Således som den danske lovgivning i dag er indrettet, må det konstateres, at Integrations-ministerietsafslag til brødrene Mahler er administrativt korrekt. Afslaget følger lovgivningen,men det er den gamle lovgivning, der går tilbage til 1898, der er noget galt med.Formålet medat give indfødsret til danskere var jo netop, at den blev givet til danskerne som en særlig ret-tighed.Det skal her for god ordens skyld fremhæves, at det forhold, at den danske statsadministrationi årevis har afvist muligheden af dobbelt statsborgerskab i relation til såvel udedanskere somtil ny-danskere, ikke giver nogen juridisk grund til at sidestille de to grupper. Der ville ikkevære noget til hinder for at tillade dobbelt statsborgerskab for danske statsborgere i udlandet,uden at give den samme mulighed til de udlændinge, der naturaliseres i Danmark. (Som detses nedenfor, er der imidlertid ingen grund til at benytte en sådan forskelsbehandling.)

Andre lande

Mens Europarådets Konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbeltstatsborgerskab fra 1963 gik ind for at undgå dobbelt statsborgerskab, ændrede man iEuroparådet kurs med en ny Konvention af 6. november 1997 om Statsborgerskab,hvorefterman ikke længere gik imod dobbelt statsborgerskab. Mens andre landei dagarbejder for atfastholde deres statsborgere uanset hvor de bor, er Danmark blandt de få lande i verden, hvorman mistersin indfødsret ved at søge om statsborgerskab i et andet land. Det undrer mangedanske rundt omkring i verden, at Folketinget og det Indfødsretsudvalg bruger al sin tid på atgodkende de mange udenlandske ansøgere til dansk statsborgerskab, i stedet for at opstillekriterier og lovregler, der gør det muligt for danske statsborgere ude i verden at kunne bevarederes nedarvede indfødsret. Som det er fremgået, er der mange grunde, der taler for, at danskei udlandet, på linje med langt de fleste andre vestlige landes statsborgere, bør kunne bevarederes danske indfødsret, selv om de dermed opnår dobbelt statsborgerskab. Lovgivningen børsikre, at disse danskere ikke bliver ”smidt ud af Danmark”.Mens der tidligere var en vis modstand imod princippet om dobbelt statsborgerskab i mangelande, har det internationale samkvem ført til, at langt de fleste vestlige lande i verden i dagaccepterer dobbelt statsborgerskab. Inden for EU’s 27 medlemslande anerkender 20 lande (ca.90 % af EU-landenes statsborgere) således princippet om dobbelt statsborgerskab - medenkelte restriktioner, mens 7 lande (Danmark, Estland, Letland, Litauen, Østrig, Tjekkiet ogHolland, (ca. 10 % af EU-landenes statsborgere) som udgangspunkt ikke acceptererprincippet. Også USA, Canada, Australien, Schweiz, Rusland, Island og Tyrkiet acceptererdobbelt statsborgerskab, mens lande som Kina, Indien og Norge er imod.

Lene Vestergaard Hau

Som et eksempel på at en dansker i udlandet har behov for at være statsborger i det land haneller hun bor i, uden at afgive deres danske statsborgerskab, kan nævnes professor LeneVestergaard Hau. Som ung tog professor Hau til USA, hvor det lykkedes hende at få en9

forskerstilling på Harvard University. Inden for de senere år er hun blevet verdenskendt for enproces, hvor det er lykkedes hende at bremse lyset, konvertere det til stofform og føre dettilbage til lys igen. Den proces kan benyttes til at indkode information i lys og bearbejde deninformation mere effektivt end med andre metoder. Professor Haus indsats i USA har væretepokegørende, men den danske forsker er stødt ind i problemer omkring statsborgerskab. Hunhar nu boet i USA i 21 år, men som dansker i USA har hun ikke nogen mulighed for atdeltage fuldt ud i samfundet, hverken i USA eller i Danmark. På grund af den danskelovgivning har hun ikke søgt amerikansk statsborgerskab, fordi hun ikke vil frasige sig sitdanske.Det arbejde, som professor Hau ønsker at udføre, kræver en høj sikkerhedsgodkendelse, ogdertil kræves amerikansk statsborgerskab. Endvidere er der store nationallaboratorier, somprofessor Hau ville kunne bruge i sit arbejde, hvilket er umuligt uden amerikanskstatsborgerskab. Såfremt der er stillinger, som professor Hau er afskåret fra at søge er detfrustrerende at kolleger fra andre lande, såsom Sverige, England og Finland ville kunne søgeog få disse stillinger, da disse lande ikke har problemer med dobbelt statsborgerskab. Hunfremhæver samtidig, at hendes placering på Harvard giver en god indgang for den danskeforskerverden, som kan trække på hendes forbindelser i USA. Hendes mange priser, herunderÅrets Verdensdansker 2010, er med til at sætte fokus på Danmarks indsats i internationalforskning.Professor Hau forstår ikke den danske regerings argumenter mod dobbelt statsborgerskab.Hun er født og opvokset i Danmark, og det vil hendes kultur og værdisyn altid være præget af.Hun siger, at hun føler sig 100 % dansk og 100 % amerikaner. Samtidig. Hun peger på, at detligger i den amerikanske kultur, at man kan være 100 % amerikaner og samtidigt væreforbundet med til det land, man kommer fra. Den eneste grund til at hun ikke har søgt omamerikansk statsborgerskab er, at hun af følelsesmæssige grunde ikke ville kunne gennemføredette skridt. Som tusindvis af andre danskere i udlandet vil professor Hau nødigt give frivilligafkald påsit danske statsborgerskab på grund af risiko for at hun vil få problemer med at få dettilbage, hvis og når hun flytter hjem til Danmark.Dermed er det alene de danske statsborgere i udlandet, der løber ind i problemer som følgeaf den traditionelle danske modstand mod dobbelt statsborgerskab. Dertil kommer, som detvil være fremgået, at hovedargumentet for den fastholdelse af, at man kun skal have étstatsborgerskab er baseret på en fejlagtig opfattelse af, at man kun kan være 100 % loyal overfor det land man bor i.

Ny lovgivning

Formålet med dette notat er alene at redegøre for danskernes retsstilling i udlandet, og hvorforder ikke længere er grund til at fastholde afvisningen af dobbelt statsborgerskab i relation tilde mange, danskere, der ønsker at opnå et andet lands statsborgerskab uden at frasige sigderes danske. Notatet tager således ikke stilling til spørgsmålet om hvilke kriterier, der skalfastsættes for udlændinge, der ønsker dansk naturalisation. Det er kriterier, som Folketingetsmedlemmer må beslutte sig til under hensyntagen til en samlet udlændingepolitikI betragtning af at det nuværende regelsæt for tildeling af statsborgerskab til udlændinge erbaseret på en aftale mellem VKO, som er sat ind i et cirkulære, forekommer det ønskeligt udfra et retssikkerhedssynspunkt at få samtlige regler for tildeling af statsborgerskab samlet i énlov. De elementer, som kunne indgå i denne lovgivning, ville kunne sikre, at danskere iudlandet opnår optimale vilkår vedrørende nedarvet indfødsret.

Følgende elementer vil kunne indgå i den samlede lovgivning:1.2.Princippet om, at “dobbelt statsborgerskab skal begrænses i videst muligt opfang” skalbringes til ophør.Den hidtidige bestemmelse (Indfødsretslovens § 7, nr. 1) om, at man skal opgive sitdanske statsborgerskab, såfremt man søger om et andet statsborgerskab, bringes tilophør.De gældende bestemmelser om generhvervelse af dansk statsborgerskab ændressåledes, at der ikke længere stilles krav om løsning fra sit statsborgerskab i udlandet ogom 2 års ophold i Danmark, indendet danske statsborgerskab kan genetableres.Reglerne om at børn, der fra fødslen får dobbelt statsborgerskab ændres således, at derikke stilles særligt krav om samhørighed inden det fyldte 22 år for at fastholde detdanske statsborgerskab (Indfødsretsloven § 8).

Generel fodnoteDette notat fokuserer på udedanskernes behov for at kunne bevare deres danskestatsborgerskab. Notatet kommer således ikke ind på andre rettigheder, som danske i udlandetp.t. ikke har, herunder stemmeret til det danske folketingsvalg og til folkeafstemninger. Somfølge af reglen i Grundlovens § 29, kræver man for at kunne stemme i Danmark, at man skalhave fast bopæl i landet. Svenske og finske statsborgere i udlandet kan stemme til deresparlamentsvalg, uanset hvor mange år de har tilbragt ude. For Norge og Islandsvedkommende gælder, at de kan stemme under ophold iudlandet, i en årrække, hhv. otte og tiår. Det falder uden for dette notats rammer at uddybe dette spørgsmål, men det er helt klart, atman – senest i forbindelse med en kommende grundlovsændring –må tage højde for, at ogsådanske i udlandet vil kunne afgive stemme til et folketingsvalg i det mindste i en årrække.Andre spørgsmål, så som pointsystemer i relation til familiesammenføringer for danskestatsborgere og deres ægtefæller, må også gennemtænkes nøje, inden der lovgives herom. ForDanes Worldwide er det af afgørende betydning at den danske lovgivning indrettes således, atder tages videst muligt hensyn til de danskere, der drog ud, og som sammen med deresægtefæller og børn senere kommer hjem til Danmark.