Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 79:

Forslag til folketingsbeslutning om tildeling af officielle ordener og medaljer.

Af Frank Aaen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2011).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er udenrigsministeren.

Enhedslisten har fremsat forslag om at regulere tildeling af ordener og medaljer til udenlandske statsoverhoveder eller andre statsrepræsentanter på en ny måde. Enhedslistens motivation for forslaget er især Hendes Majestæt Dronningens tildeling af Storkorset af Dannebrogsordenen til kongen i Bahrain under et besøg. Den ordensudveksling, der fandt sted i forbindelse med dronningens besøg i Bahrain, har kunnet give anledning til misforståelser med hensyn til den rolle, ordensudvekslingen spiller i relation til dansk udenrigspolitik. Det er derfor mellem hoffet og Udenrigsministeriet aftalt, at spørgsmålet om ordensudveksling ved fremtidige officielle besøg fortsat overvejes nøje, især for at undgå, at der opstår tvivl på dette område.

Enhedslistens forslag om, at ordenstildeling skal forelægges Det Udenrigspolitiske Nævn, hviler på forkerte præmisser, nemlig at der føres udenrigspolitik med tildeling af ordener. Lad mig derfor slå et par ting fast: For det første fører dronningen ikke udenrigspolitik med tildeling af ordener; for det andet er det regeringen, der fører udenrigspolitikken; for det tredje er tildeling eller fravær af tildeling af ordener ikke udtryk for den danske regerings holdning til det politiske system, og det gælder også i den konkrete sag i forhold til Bahrain. Der er mange lande, som vi ikke udveksler ordener med, fordi de enten ikke har et ordenssystem, der svarer til det danske, eller ikke efterspørger det. Det betyder ikke, at vi ringeagter deres politiske system, ikke bryder os om dem, eller at de ikke står os nær. Man kan simpelt hen ikke aflæse den politiske temperatur ud fra, om der er udvekslet ordener eller ej. Uden på nogen måde at foretage en sammenligning vil jeg blot erindre om, at vi ikke udveksler ordener med f.eks. USA eller Rusland.

Mere generelt om tildeling eller rettere udveksling af officielle ordener vil jeg fremhæve, at det er regentens prærogativ som ordensherre at træffe beslutning, og det er ikke regeringens, og det er således ikke en udenrigspolitisk handling.

Udveksling af ordener følger af en århundredgammel tradition i forholdet mellem stater. I forbindelse med planlægning af kongehusets officielle rejser til udlandet og ved besøg her i landet kommer spørgsmålet om ordensudveksling som en del af de samlede protokolære arrangementer jævnligt op. Danmark er generelt ikke initiativtager i disse spørgsmål, men hvis der fra et andet lands side fremsættes ønsker om udveksling af ordener, er det sædvane, at dronningen imødekommer dette. Heri ligger der ikke nogen udenrigspolitisk tilkendegivelse, derfor skal man også være forsigtig med at spekulere i tilbagekaldelse af ordener. Man risikerer at tilføje en politisk dimension til ordensvæsenet, som ikke bør være der. Udgangspunktet bør fortsat være, at en orden tilbageleveres, når modtageren er død.

Selv om denne debat ikke handler om Bahrain, kan man diskutere selve besøget dertil. Når vi nu efterfølgende kender udviklingen i Bahrain og det, som skete efter besøget, er det klart, at besøget ikke ville være blevet gennemført. Men jeg tror faktisk ikke, at nogen af os præcist havde kunnet forudsige den arabiske udvikling, som den er forløbet de seneste måneder.

Kongehusets rejse skal ses som en del af den samlede profil, Danmark har i udlandet. Når dronningen rejser som statsoverhoved, tilføjer det nye aspekter til synet på Danmark og kan bane vejen for en dialog om spørgsmål, vi gerne vil drøfte som f.eks. menneskerettigheder, demokrati og økonomisk samarbejde. Verden er nu engang omskiftelig, og Danmark har behov for at holde forbindelse til en lang række lande, uden at vi af den grund er helt enige med dem om alt. Vi vil også gerne kunne opretholde en århundredgammel tradition om ordensudveksling, men vi vil naturligvis gøre, hvad vi kan for at undgå, at der opstår misforståelser eller tvivl om den rolle, ordensudveksling har. Derfor er det også besluttet i forbindelse med fremtidige ordensudvekslinger nøje at drøfte dette mellem Udenrigsministeriet og hoffet, men regeringen har ikke ambition eller ønske om at politisere tildeling af ordener til udenlandske statsoverhoveder, og konsekvensen af Enhedslistens forslag ville netop være, at det sker på en del af regentens embedsførelse. Ønsker vi at politisere dronningens virke? Nej, det harmonerer ikke med den rolle, som et bredt flertal af danskerne ønsker kongehuset skal have, og jeg skal på den baggrund og på regeringens vegne opfordre til, at nærværende beslutningsforslag afvises.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning. Hr. Frank Aaen.

For det første er der vel enighed om, at det med at tildele en orden har en betydning, det er ikke bare, som nogle har sagt, et ligegyldigt stykke metal, det har en betydning, det er en anerkendelse fra Danmark. Det var den ene ting.

Der er så en anden ting, som jeg ikke helt forstår. Regeringen har besluttet sig for at følge det her nærmere, og det vil sige, at der ved fremtidige tildelinger af ordner skal ske en godkendelse af det i regeringen. Det er jeg da glad for, for det er da et fremskridt, hvis ikke det har været sådan hidtil, men hvorfor skal regeringen blande sig, hvis ikke det udtrykker nogen form for politik? Altså, det hænger ikke sammen, vil jeg sige til ministeren.

Selvfølgelig betyder det noget politisk, at man tildeler et statsoverhoved en orden; at det danske statsoverhoved besøger et andet land, betyder da noget, og derfor bør det jo også kunne være sådan, at Folketinget bliver inddraget i forbindelse med fremtidige tildelinger af ordner på samme måde, som regeringen nu eksplicit vil blive det.

Ministeren.

Jeg vil bare gentage for hr. Frank Aaen, hvad jeg også gjorde ganske meget ud af i min tale i forbindelse med beslutningsforslaget, og sige, at vi på den ene side gerne vil holde fast i en århundredgammel tradition om ordensudveksling, som dronningen står for; vi ønsker ikke at politisere tildelingen af ordner. På den anden side tilkendegiver vi meget klart, at hoffet og Udenrigsministeriet har aftalt, at spørgsmålet om ordensudveksling ved fremtidige officielle besøg nøje overvejes, således at der ikke opstår nogen tvivl på det område. Man tager selvfølgelig bestik af situationen, men jeg synes, det er meget vigtigt at holde fast i den rollefordeling, som der er – en rollefordeling, der betyder, at man ikke politiserer dronningens virke.

Hr. Frank Aaen.

Jeg synes stadig væk ikke, det hænger sammen, men jeg er selvfølgelig tilfreds med, at regeringen påtager sig et direkte og utvetydigt medansvar i forhold til den fremtidige ordenstildeling. Det har man jo hidtil afvist at man havde nogen indflydelse på, men nu ved vi i hvert fald, at det er regeringens ansvar, hvad det er, der sker.

Så et andet spørgsmål til ministeren: Når nu Bahrains konge med hjælp fra saudiarabiske soldater skyder på demonstranterne og på den måde voldeligt – virkelig brutalt – undertrykker demonstrationerne i Bahrain, bør vi så ikke trække ordenen tilbage? Da Brixtofte blev dømt for mandatsvig, var der ingen tvivl, og ridderkorset blev krævet tilbageleveret, og jeg tænker: Hvis Brixtofte skulle miste sin orden, skal kongen i Bahrain så ikke også miste sin orden?

Ministeren.

Som sagt, og jeg gentager det gerne for hr. Frank Aaen, er tilbagelevering af ordener noget, der besluttes af Hendes Majestæt Dronningen, og det sker som regel, når ordensmodtageren er død. Jeg mener ikke, at man skal gå ind i en diskussion om ordensudveksling og -tilbagelevering, for så bliver det jo netop til en politisk diskussion, og det ønsker jeg ikke at det skal blive.

Tak til ministeren. Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Så er det ordførerrækken, og den første ordfører bliver hr. Flemming Damgaard Larsen fra Venstre.

I Venstre har vi rum for forskellige holdninger til ordener. De fleste takker ja, enkelte siger nej, og det er et helt personligt anliggende. Der ligger jo normalt helt faste rammer for tildeling af ordener, f.eks. 10 år som folketingsmedlem eller 1 år som minister osv. Tildelingen er en anerkendelse af funktionen og af indsatsen for folkestyret og er ikke en vurdering af den enkeltes arbejdsindsats.

På tilsvarende vis er kongehusets udveksling af ordener i forbindelse med statsbesøg ikke et spørgsmål om opbakning til eller afstandtagen fra det enkelte land, dets forhold til Danmark eller landets egne forhold med hensyn til f.eks. demokrati, menneskerettigheder og kvinders ligestilling.

Et godt eksempel er, at Danmark ikke udveksler ordener med USA, selv om vi med tilfredshed og stolthed kan sige, at USA og Danmark er trofaste allierede i kampen for f.eks. frihed, demokrati og øget frihandel i verden. Vores forhold til USA er tæt og gensidig godt. Det gjaldt under den tidligere præsident, ligesom det gælder nu under præsident Obama, men det betyder ikke, at der udveksles ordener ved besøg. Omvendt vil ingen næppe forsøge at påstå, at Danmark og Bahrain har et tæt samarbejde, selv om man kunne argumentere for, at der med den nuværende situation ville være god brug for at kunne tale med og påvirke styrket i Bahrain i positiv retning.

Hvis udvekslingen af ordener skulle afhænge af den siddende regering eller folketingsflertallets syn på det besøgende land, ville kongehuset blive inddraget i en politiserende rolle, som vi i Venstre ikke mener er passende. Vi ønsker, at kongehuset fortsat forbliver upolitisk – det gælder også i forhold til Danmarks relationer til andre lande. Når der alligevel var en udveksling af ordener i forbindelse med kongehusets besøg, skal det ses i forbindelse med den meget lange tradition for udveksling af ordener ved officielle besøg.

Fra dansk side er vores rejser og besøg en mulighed for at komme i kontakt med andre lande eller at udbygge allerede etablerede kontakter. Hvis man har ønske om at påvirke andre lande og eventuelt komme i dialog om styrkelse af borgerrettigheder, demokratisk udvikling og ytringsfrihed, kræver det, at der er en dialog. Hvis vi alene indskrænkede vores rejser til lande, som vi i forvejen var enige med, så ville vores muligheder for at gøre en positiv forskel i verden blive mindre. Det skal naturligvis overvejes nøje, hvor man ønsker at rejse hen, for ligesom et besøg kan åbne mulighed for en forstærket dialog og et øget samarbejde, kan et besøg naturligvis også tænkes brugt i forhold til det besøgende lands indre anliggender.

Jeg er enig med udenrigsministeren i, at besøget i Bahrain næppe ville have fundet sted, hvis man kendte de efterfølgende begivenheder og styrets hårdhændede fremfærd. Det krav til omtanke gælder, når kongehuset rejser, ligesom det gælder, når Folketinget rejser. Jeg har noteret mig, at Udenrigspolitisk Nævn var på besøg i Bahrain, inden kongehuset besøgte landet. Jeg har også noteret mig, at der ikke var en tilsvarende kritik af, at folketingsmedlemmer kunne gennemføre en sådan rejse, selv om hverken demokrati eller for den sags skyld menneskerettigheder var væsentlig anderledes i 2009, da Udenrigspolitisk Nævn var på besøg.

Vi er i Venstre glade for, at der, som udenrigsministeren nævnte i sin tale, er blevet aftalt et tættere samarbejde mellem kongehuset og Udenrigsministeriet, for at sikre, at spørgsmålet om ordensudvekslinger overvejes nøje inden kommende officielle besøg. Bl.a. derfor afviser Venstre forslaget.

Tak. Der er også her ønske om korte bemærkninger. Hr. Frank Aaen.

Nu inddrager hr. Flemming Damgaard Larsen Udenrigspolitisk Nævns besøg i forskellige lande. Nu ved jeg ikke, hvordan Venstre har det. Jeg har det sådan, at når jeg besøger lande, hvor jeg er utilfreds med styret, så ved landets styre det, når jeg forlader det. Det skete senest, da Udenrigspolitisk Nævn besøgte Syrien og vi havde møde med Assad. Det var godt nok ikke Venstre, men vi var andre fra Udenrigspolitisk Nævn, der selvfølgelig i vores spørgsmål til Assad gjorde klart, at vi er utilfredse med menneskerettighedsforholdene i det pågældende land. Det er jo forskellen. Når vi rejser som politikere, har vi mulighed for at udtrykke os politisk i modsætning til dronningen. Så bliver der sagt, at det også er en indrømmelse, og havde vi vidst det, vi ved i dag, var dronningen ikke rejst til Bahrain, men hvad vidste vi, da hun rejste? Jo, at styret i Tunis lige var væltet, at folk gik i gaderne i Kairo. Det er meget længe, vi har vidst, at kongen af Bahrain undertrykker og udøver tortur af sin befolkning. Så hvad er det egentlig, vi ved i dag, som vi ikke vidste dengang, og skulle man ikke have frarådet dronning at tage den rejse?

Ordføreren.

Som jeg var inde på, er der mange forskellige forhold, der spiller ind, når man træffer afgørelse om, hvor man skal rejse hen. Det kan være, når dronningen rejser et sted hen, når et folketingsudvalg rejser et sted hen, når en minister rejser et sted hen osv. osv. Jeg mener ikke, at vi land for land skal til at gennemgå de mange lande i verden, som vi ikke rent politisk sympatiserer med, og som vi så ikke ønsker der skal ske en påvirkning af på anden måde. At der er et besøg, er jo med til at påvirke situationen i visse henseender. Så jeg mener ikke, at man kan stille det op på den måde, som hr. Frank Aaen gør her.

Hr. Frank Aaen.

Det er da for tyndt, vil jeg sige til hr. Damgaard Larsen. Når Danmark beslutter sig for at sende vores statsoverhoved ud for at besøge et bestemt land, er det jo for at styrke relationerne. Så er det for at gøre reklame for landet, og så er det for at vise, at vi godt kan lide det pågældende land. Det er jo det, vi altid får at vide. Men den her gang sendte man dronningen af sted på et tidspunkt, hvor Mellemøsten var i brand, og hvor det var sådan, at befolkningerne var begyndt at rejse sig, og hvor man kendte diktaturet i Bahrain. Det er ikke så tit, jeg forsvarer dronningen, men det gør jeg i det her tilfælde. Var det ikke et meget dårligt råd at give dronningen at sige: Rejs du bare af sted, og tag lige en orden med i kufferten?

Ordføreren.

For det første er det ikke mig, der er udenrigsminister i Danmark, og derfor kan jeg ikke vide noget om, hvad der har været af samtaler og dialog omkring de ting, som hr. Frank Aaen her rejser. For det andet vil jeg sige og gentage og understrege endnu en gang: Det er ikke igennem dronningebesøg, vi skal lave udenrigspolitik. Udenrigspolitik bliver ført af regeringen, og det er sådan, det skal være.

Tak til hr. Flemming Damgaard Larsen. Så er det hr. René Skau Björnsson som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak. Vi Socialdemokrater er enige i, at det er problematisk, at diktatorer, folk, der undertrykker basale menneskerettigheder, bliver hædret med officielle medaljer og ordener fra Danmark. F.eks. finder vi det meget beklageligt, at Bahrains diktator, kong Khalifa, blev tildelt en af Danmarks fornemste ordener, blot få uger inden Bahrains sikkerhedsstyrker skød og dræbte flere prodemokratiske demonstranter i landets hovedstad.

Derfor gjorde vi også det, at vi i forbindelse med tildelingen af storkorset af Dannebrog til diktatoren bad om at få en redegørelse fra udenrigsministeren om ministeriets og kongehusets politik for uddeling af ordener.

Ordener og medaljer lever deres eget liv, kan man sige. Der ligger ikke nogle officielle politiske budskaber bag uddelingen af ordener. Men vi deler bekymringen om, at f.eks. diktatorer bruger ordener fra Danmarks statsoverhoved som politisk propaganda over for deres befolkninger.

Dronningen sikrer sig en accept fra regeringen forud for officielle udlandsrejser, og derfor skal vi understrege, og vi kan ikke understrege det nok, det særlige rådgivningsansvar og den rådgivningsforpligtelse, der ligger fra regeringens side. Men vi mener ikke, at der skal lovgives om proceduren for uddeling af ordener og medaljer og kan derfor ikke støtte forslaget, som det ligger her.

Tak til hr. René Skau Björnsson. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Så er det fru Pia Adelsteen som ordfører for Dansk Folkeparti.

For Dansk Folkeparti er det vigtigt at understrege, at uddelingen af ordener og medaljer ikke er en politisk handling. Det mener vi ikke at det er, og der er vi både enige med ministeren og de to foregående ordførere.

De udvekslinger, der sker, har jeg en forståelse af sker som udtryk for en form for høflighed og oftest på anmodning, ikke fra Danmark, men fra de andre lande. Så vi støtter heller ikke beslutningsforslaget. Jeg er for så vidt enig i både det, som Venstres ordfører har sagt, og som Socialdemokraternes ordfører har sagt, idet jeg ikke mener, at der skal politiseres i forbindelse med uddelingen af ordener.

Tak til fru Pia Adelsteen. Så er det hr. Holger K. Nielsen som ordfører fra Socialistisk Folkeparti.

Naturligvis er der tale om politiske handlinger, når dronningen tager til Bahrain, har samtaler med kongen af Bahrain, giver ham en orden og kommer hjem og fortæller, at alt går godt, og det så viser sig, at det er helt anderledes. Naturligvis er der da tale om politik, når majestæten tager ud i verden og ligesom repræsenterer Danmark. Alt andet er jo naivt.

Det er bestemt et problem, som Enhedslisten tager fat på her. Men det er jo ikke sådan, at hver gang der opstår problemer, skal man lovgive om dem. Altså, det er måske klogere, at man tænker sig om, at man fra regeringens side måske får en snak med hoffet om, hvordan de her ting håndteres, at man giver nogle gode råd til hoffet om, hvordan dronningen kan håndtere de her problemstillinger. Det havde hun helt åbenlyst behov for. Jeg går da ud fra, at den danske ambassadør i Riyad var orienteret om det, der var optræk til i Mellemøsten, da dronningen var på besøg, og det er underligt, at der ikke er givet nogle bedre råd til majestæten i den sammenhæng.

Det er helt åbenlyst regeringens ansvar at have det overordnede ansvar for, hvordan dronningen kommer til at tage sig ud i forbindelse med vores udenrigspolitik, når hun rejser rundtomkring i verden. Og det var da en fuldstændig klokkeklar fejltagelse, som fandt sted her. Det må vi så tage til efterretning. Men ligefrem at lovgive om det efterfølgende, synes jeg alligevel ikke vi vil være med til. Der er måske andre udenrigspolitiske problemstillinger, der er større end den her.

Derfor kan vi ikke støtte det her forslag. Men der er da helt indlysende tale om, at det var en kæmpekæmpefejl, der blev begået i sin tid – i første række af regeringen, som rådgav majestæten på en meget, meget dårlig måde.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger, og det er fra hr. Frank Aaen.

Det er såmænd bare et helt enkelt spørgsmål: Støtter SF, at Danmark skal kræve ordenen tilbage fra Bahrains konge?

Ordføreren.

Nej. Det er jo ikke det afgørende, at man kræver en orden tilbage fra Bahrains konge. Altså, når man ser på Bahrain, er det afgørende jo at støtte de folk, som demonstrerer imod kongen dernede, og få lagt et pres på ham. At sammenblande det med, at han skal levere en orden tilbage, synes jeg for at være helt ærlig ikke er så frygtelig interessant. Det er ikke en sag, som jeg synes vi skal tage op, og i øvrigt er det jo heller ikke Folketingets opgave. Det er regeringens opgave at tage det spørgsmål op, og i det omfang det var Folketingets opgave, ville jeg ikke synes, det var noget, vi skulle bruge tid på. Der er andre ting, der er vigtigere, synes jeg.

Hr. Frank Aaen.

Jo, men det er ikke forbudt at give regeringen råd, og nu er vi her jo. Så kan vi lige så godt udtrykke vores mening, og selv om man kan sige, at det kun ville være et symbol, er hr. Holger K. Nielsen så ikke enig i, at meget af den støtte, man skal give til oprørsbevægelser, f.eks. i Bahrain, er symbolsk, altså sådan at man åbenlyst siger, at den konge ikke er værdig til at have en dansk orden? Vil det ikke være et bidrag? I stedet for at kongen kan rende rundt og sige, at han har en fin orden fra Danmark, var det så ikke bedre, at han på Al Jazeera måtte se, at han havde måttet sende ordenen tilbage?

Ordføreren.

Man kan diskutere taktik og strategi i forbindelse med alt. Jeg tvivler da på, at en eller anden dansk orden har stor betydning for oprøret i Bahrain. Altså, det er jo at blande tingene fuldstændig sammen. I det omfang der skal bruges kræfter på Bahrain, og det skal der efter min mening, så er kræfterne da brugt meget bedre på andre ting end at kræve en eller anden perifer orden tilbage, som man er kommet til at give den pågældende konge, og som han måske kan gå rundt og prale med – hvad ved jeg? Jeg er inderlig ligeglad med, hvad han går og siger om den her orden. Jeg synes, det vigtige er, at man selvfølgelig er varsom, når man uddeler ordenen, men ligefrem at trække slikkepinden tilbage igen synes jeg ikke vi skal beskæftige os med her i Folketinget.

Tak til hr. Holger K. Nielsen. Så er det fru Helle Sjelle som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Helt ærligt må jeg tilstå, at jeg også mener, at vi har vigtigere ting at drøfte her i Folketingssalen end uddeling af officielle ordener og medaljer. Men sådan er det jo. Man har mulighed for at fremsætte de forslag, man har lyst til, og det er også en del af demokratiet.

Jeg vil dog starte med at sige, at jeg personligt synes, at det er et uheldigt sammentræf, at kongen af Bahrain for nylig har fået tildelt en orden af Danmark, men det rykker ikke ved, at præmissen for forslaget fra Enhedslisten er helt misforstået. Når dronningen uddeler en orden, er det en gestus fra det danske kongehus og ikke et udtryk for dansk udenrigspolitik. Den danske udenrigsminister, som selvsagt repræsenterer den danske udenrigspolitik, har jo også gentagne gange udtalt skarp kritik af situationen i Bahrain, så der kan vist ikke være nogen tvivl om, hvad den danske regerings holdning er i den her sag.

Uddeling af medaljer og ordener bygger derimod på gamle regler og procedurer, og det er netop de traditionsbundne ritualer og regler, som gør kongehuset til noget særligt. Og ja: Jeg indrømmer åbent og ærligt, at vi Konservative er glade for det danske kongehus, og at vi synes, at vi har en meget, meget kompetent regent. Det fremsatte forslag må derfor mest af alt ses som et udtryk for, at Enhedslisten af en eller anden grund ikke ved, hvem der egentlig fører dansk udenrigspolitik. Det gør vi Konservative, og derfor kan vi altså heller ikke støtte det her forslag.

Tak til fru Helle Sjelle. Så er det fru Lone Dybkjær som ordfører for Det Radikale Venstre.

Det Radikale Venstre mener, at det er Folketinget aldeles uvedkommende, hvem dronningen tildeler ordener. Vi er i øvrigt generelt modstandere af ordensvæsenet, og det bidrager ikke mindre til, at vi ikke synes, det er noget, Folketinget skal blande sig i.

Vi er fuldstændig enige i, at dronningen selvfølgelig ikke rejser i et tomrum, forstået på den måde, at man altid kan tolke tingene politisk, hvis man har lyst til det. Derfor er det jo også vigtigt, at dronningen får den fornødne rådgivning, og det er så det, regeringen kan, også fordi regeringen er det organ, der får, om man så må sige, indberetningerne fra ambassaderne.

Derfor synes vi også, det er udmærket, at det er aftalt mellem hoffet og Udenrigsministeriet, at man koordinerer lidt mere, hvis det overhovedet er muligt, sådan at man ikke får den slags hændelser, som vi har været ude for her.

Men vi mener ikke, at det er noget, Folketinget skal blande sig i. Og hvis Folketinget begynder at blande sig i det, gør vi netop tingene politiske, og det er vi ikke tilhængere af.

Tak til fru Lone Dybkjær. Og så er det hr. Frank Aaen som ordfører for forslagsstillerne.

I den periode, hvor diktaturet i Tunis blev væltet, i den periode, hvor demonstranterne gik i gaderne Kairo, i den periode, hvor alle kunne se, at det ulmede i Mellemøsten, besøgte landets statsoverhoved, dronningen, Bahrain og overrakte landets næststørste orden til kongen i Bahrain. Det kan jeg forstå på alle, der har deltaget i debatten, ikke var så heldigt. Jeg mener, man kunne have forudset det, for ikke alene så man jo, hvad der skete i Mellemøsten i den periode, man vidste jo også, at det var en notorisk diktator – en, der undertrykte sin befolkning, en, som udførte tortur, og som på ingen måde burde kunne stå på Danmarks venneliste.

Derfor var det ikke bare forkert, set bagefter. Det var også i situationen forkert overhovedet at begynde at sende statsoverhovedet til Bahrain og uddele den store orden til kongen.

Har det så betydning? Blev der spurgt her i debatten, for alle er enige om, at det ikke var så heldigt. Har det betydning? Jamen det har det da. Det har dels en symbolsk betydning, at befolkningen i Bahrain kan se, at reaktionen i Danmark på baggrund af det, der er sket med nedskydning af demonstranter, er – og det vil blive vist i Al-Arabiya og i Al-Jazeera – at Danmark nu har krævet at få den orden tilbage. Det har da betydning.

Men det har også betydning på en anden måde. Det har betydning, ved at det stiller det spørgsmål: Hvordan kunne det ske? Det var jo ikke, fordi udenrigstjenesten i Danmark ikke vidste, hvad der var i gang i Mellemøsten; det var ikke, fordi man ikke vidste, hvad det var for et styre, man stod over for i Bahrain; det var et udtryk for, at dansk udenrigspolitik på adskillige områder havde allieret sig med diktatoren i stedet for med befolkningen. Det var også derfor, Mubarak i sin tid fik Elefantordenen. Det er derfor, man har tøvet længe med at tage stilling til, hvad man skulle gøre i forhold til de diktatorer, og man har tværtom bøjet sig for den tankegang, at vi da ved, hvem en diktator er – i stedet for at det er befolkningen, der måske kommer til at bestemme i de pågældende lande.

Det er altså et symbol på en forfejlet dansk, vestlig udenrigspolitik; det bliver på den måde symboliseret i form af en orden. Jeg er selvfølgelig enig i, at en orden i sig selv ikke er noget – jeg er også imod ordensvæsenet. Men alligevel symboliserer den jo på den her enkle måde, hvad det er for en forfejlet udenrigspolitik, Danmark og Vesten har stået for – og står for. For jeg forstår ikke – når man har set en diktator i fuld udfoldelse med hjælp af soldater fra Saudi-Arabien nedskyde demonstranter i stort tal og i det hele taget undertrykke det, der var i gang – at man så ikke træffer den enkle beslutning, at den orden vil vi have tilbage. Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Altså, Brixtofte, tidligere medlem af Venstre, kom i spjældet, og straks blev der sendt et brev om, at han skulle sende sit ridderkors tilbage. Det var sikkert o.k., det vil jeg ikke blande mig i, men jeg mener, at Brixtoftes forbrydelser alt andet ufortalt sammenlignet med kongen i Bahrains da ingenting var. Men kongen i Bahrain har fået lov til at beholde sin orden.

Har Mubarak, der i dag sidder i fængsel på grund af sine ugerninger, sit tyveri og sin undertrykkelse og sit diktatur, fået et brev om at sende sin elefantorden tilbage? Det har han ikke, og det burde han selvfølgelig have, for det er også en måde at tilkendegive et lands holdning til en diktator i et andet land på.

Jeg mener altså, det er dobbeltmoralsk på den måde f.eks. at lade de her to nævnte beholde deres ordener. Og så er det jo noget sludder at påstå, at det er uden politisk betydning. Det er jeg sikker på at udenrigsministeren er enig med Enhedslisten i: Når landets overhoved bliver sendt et sted hen, udtrykker det en politisk handling akkurat på samme måde, som da vi forleden dag i Danmark havde besøg af Sydkoreas præsident, som blev modtaget af dronningen – et besøg, som jo blev omgærdet af alle de gode ting, vi gerne vil lave med Sydkorea. Det har jo betydning. Selvfølgelig har det det. Det er jo en af begrundelserne for overhovedet at opretholde det oldnordiske kongehus, at man mener, det har god betydning med hensyn til at styrke relationerne mellem Danmark og andre lande.

Det er selvfølgelig også derfor, man tager stilling til og har taget stilling til det rejseprogram, som landets statsoverhoved har. Og det er selvfølgelig også derfor – og tak for det, det synes jeg da er et fremskridt – man i dag har besluttet, at man fremover endnu tættere og endnu mere omhyggeligt vil følge, hvordan dronningen rejser, og hvilke ordner dronningen uddeler. Det er da et fremskridt og udtrykker selvfølgelig også, at der er politik i det her, så det er noget sludder med dem, der siger, der ikke er politik i det, og at det er os, der politiserer. Der er politik i det her.

Derfor vil jeg godt igen, som jeg også sagde det i en kort bemærkning, sige, at jeg virkelig synes, at man gjorde dronningen en rigtig dårlig tjeneste ved ikke at sige: Stop, stop, den går ikke. Altså, jeg mener, vi kan jo ikke sende statsoverhovedet ud til diktatorer, oven i købet med en orden i kufferten. Det går jo ikke. Der burde Udenrigsministeriet jo have sagt fra, stille og roligt til Hofmarskallatet have hvisket: Det der, det må I nok hellere glemme, for det kommer I, kongehuset, også selv til skade af – om jeg så må sige. For det var åbenlyst forkert at gøre det på den måde.

Jeg vil sige, at vi da har fået det ud af diskussionen – som vi har rejst den – at der nu bliver større politisk kontrol med, hvordan ordener uddeles, og det er vi selvfølgelig tilfredse med, for det var det, der var målsætningen med det hele. Om det så sker på den ene måde eller på den anden måde, er ikke så afgørende for os. Jeg vil sige, at i starten, da vi rejste debatten, fik vi at vide, at regeringen slet ikke havde noget med det at gøre. Det er vi så fuldstændig klar over at regeringen har i dag, havde tidligere og vil have endnu mere direkte i fremtiden.

Lad mig slutte af med at sige, at der jo er det her gode gamle danske ordsprog, at ordener hænger man på idioter. Her har vi et par gode eksempler på det, men selv om det ordsprog er rigtig godt, synes vi, det er helt uantageligt at danske ordener hænges om halsen på diktatorer, torturbødler og andre slibrige personer, som burde væltes. Og mange af dem er heldigvis i øjeblikket ved at blive væltet af deres befolkninger.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Det Politisk-Økonomiske Udvalg, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.