Det sidste punkt på dagsordenen er:

24) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 73:

Forslag til folketingsbeslutning om sprøjtefrie beskyttelseszoner omkring almene vandforsyningsanlæg.

Af Per Clausen (EL), Mette Gjerskov (S), Steen Gade (SF), Bente Dahl (RV) og Christian H. Hansen (UFG) m.fl.

(Fremsættelse 11.02.2011).

Forhandlingen er åbnet. Miljøministeren.

Jeg må med det her beslutningsforslag helt klart starte med at takke forslagsstillerne for netop at bringe det her vigtige emne på bane, som jeg også havde ønsket, vi kunne have drøftet under den forrige lovbehandling her. For rent vand er noget af det dyrebareste, der findes. Vi står her på en historisk dag – det er international vanddag – så jeg synes, det er ganske på sin plads, at vi også drøfter det her beslutningsforslag lige præcis i dag.

I Danmark er vi privilegerede. Vi kan som nogle af de eneste europæere drikke rent og velsmagende vand direkte fra vores haner – vand, som helt generelt kun har været gennem en simpel filtrering, og som ikke er blevet tilsat klor. Det privilegium skal vi selvfølgelig bevare, og det skal vi også forsvare, og derfor er det vigtigt, at vi beskytter vores grundvand, og den holdning deler regeringen fuldt ud, vil jeg blot sige. Den holdning danner så også bl.a. baggrund for det lovforslag, som vi jo nu lige præcis har førstebehandlet, og det er jo altså netop et forslag, som udvider den eksisterende 10 m dyrkningsfri zone omkring en vandboring med yderligere 15 m, sådan at der fremover kommer til at være 25 m dyrknings-, sprøjte- og gødningsfri zone omkring alle vandboringer til almen vandforsyning. Det tiltag, som jeg også nævnte ved den forrige lovbehandling, kommer faktisk til at betyde, at vi taler om en seksdobling af den nuværende beskyttelse – en væsentlig forbedring.

Det her beslutningsforslag sigter så mod at stille krav om, at kommunerne skal udlægge beskyttelsesområder omkring alle vandboringer til de almene vandforsyninger efter Miljøstyrelsens vejledning om boringsnære beskyttelsesområder. Fremsættelsen af beslutningsforslaget begrundes med, at der lukkes to boringer om ugen på grund af pesticider. Det skulle så medføre omkostninger for vandforbrugerne på mellem 200 og 500 mio. kr. årligt.

Der må jeg bare sige, at de oplysninger altså ikke stemmer overens med de oplysninger, som jeg har. Tal fra den obligatoriske indberetning af lukkede boringer og årsagerne til det, som sker i medfør af Miljøstyrelsens cirkulære om jordforurening, viser nemlig, at der i perioden fra 1988 frem til 2008 i gennemsnit blev lukket ca. 26 boringer om året på grund af pesticider. I hele 2009 blev der lukket fire boringer som følge af pesticider. Det er fire for mange, det kan vi nok godt blive enige om, men det er dog langt fra det tal, som forslagsstillerne præsenterer her i beslutningsforslaget.

Enhver pesticidbetinget lukning af en boring er en lukning for meget, men vi er altså samtidig nødt til at gøre os klart, hvad der ligger bag pesticidfundene. Her er der for langt størstedelens vedkommende nok tale om gamle syndere, altså pesticidbrug, som vi enten for længst har forbudt, som er trukket tilbage fra markedet, eller der kan være tale om pesticider, som vi har påført restriktioner i forbindelse med anvendelse lige netop for at beskytte grundvandet. Der kan også være tale om tidligere spild eller vask af sprøjteudstyr tæt på boringen, og jo netop for at forhindre forurening fra spild, når man har stået og påfyldt og vasket sit sprøjteudstyr, blev der i 2009 lavet skærpede regler for, hvordan man agerer på vaskepladserne. Men der kan selvfølgelig også være en risiko for, at pesticiderne, på grund af undertrykket, der opstår omkring boringen, når der anvendes vand, bliver trukket ned nær boringen.

Kommunerne kan allerede i dag efter en konkret risikovurdering etablere de her boringsnære beskyttelsesområder, når en boring er forurenet, eller de kan også gøre det for at undgå en fare for forurening. Blandt kommunerne har der nok i mange tilfælde hersket lidt tvivl om lovgrundlaget, og derfor har Naturstyrelsen sammen med KL sat sig for og er nu i gang med at lave yderligere vejledning til kommunerne. Det forventes, at vejledningen kan blive sendt til kommunerne, inden vi går på sommerferie.

I den samme forbindelse har vi i finanslovaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti afsat 5 mio. kr. til en indsats for at nedbringe risikoen for pesticider i drikkevand. Der vil det være sådan, at Naturstyrelsen snart er klar til at udbyde projekter til at understøtte kommunernes arbejde med at vurdere behovet for boringsnære beskyttelsesområder. Resultatet af projekterne kan så supplere vejledningsmaterialet til kommunerne. Udmøntningen af projekterne vil foregå i samarbejde med vandværkerne og med kommunerne.

Der har jeg altså tiltro til, at kommunerne går i gang med at etablere beskyttelsesområder omkring de vandboringer, hvor der er en konkret risiko for forurening. Derfor mener jeg, det er for vidtgående og også helt unødvendigt at indføre et krav om, at kommunerne skal gennemgå samtlige ca. 10.000 boringer, som findes i dag. Jeg mener, at den generelle udvidelse af den eksisterende 10-meters-beskyttelseszone omkring boringerne – den, der nu bliver udvidet til 25 m – er tilstrækkelig. Og så har kommunerne jo altså stadig mulighed for at udlægge yderligere beskyttelsesområder efter en konkret vurdering.

Så med disse ord vil jeg ønske en god videre behandling af beslutningsforslaget i udvalget.

Tak til miljøministeren. Der er lige en enkelt kort bemærkning fra hr. Per Clausen til ministeren.

Jeg er sikker på, at vi kan få udredt tallene. Jeg hørte ikke helt, at ministerens tal behøvede at stå i modsætning til dem, som vi har, men det finder vi selvfølgelig ud af. Jeg forstod også ministeren på den måde, at det ikke var et forsøg på at påstå, at vi ikke har at gøre med en udfordring, som skal løses.

Jeg kunne godt tænke mig spørge ministeren om, hvad der er den faglige begrundelse for at indføre den der beskyttelseszone på 25 m omkring boringerne, som regeringen har aftalt med Dansk Folkeparti skulle indføres. Altså, pointen er jo, at det der BNBO jo er baseret på sagligt arbejde, fagligt arbejde, hvor man ligesom siger, at det er det, der skal til, hvorimod de 25 m mere virker som noget, der ligesom er hentet et eller andet sted fra – fordi man gerne ville gøre noget mere end de 10 m, så sagde man 25 m i stedet for.

Ministeren.

Det siger sig selv, at når man udvider fra de nuværende 10 m rundt om en drikkevandsboring og så laver beskyttelsesarealet og endda dyrkningsfrit og nu seksdobler det, sådan at vi altså har 25 m rundt om enhver drikkevandsboring, så vil der være tale om en øget beskyttelse. Men når det så er sagt, og det redegjorde jeg også for i min tale, er det jo netop korrekt, at der kan være konkrete individuelle situationer, hvor beskyttelsesarealet skal være helt anderledes, altså udvides på en måde, hvor man ikke engang kan tale om en lige radius, men hvor man måske endda taler om en ellipseformet ting, der går skråt til højre, eller hvordan det nu end tager sig ud i det konkrete område.

Så de 25 m er et godt grundudgangspunkt, og så kan der være steder, hvor det skal være større, og det er kommunerne, som altså har mulighed for at sætte ind der.

Hr. Per Clausen.

Nu kan man jo faktisk også sætte spørgsmålstegn ved, om det alle steder er nødvendigt med 25 m. Altså, det er jo faktisk også en interessant pointe, synes jeg.

Men det, som jeg så godt vil spørge ministeren om, er: Når vandselskaberne, DANVA og kommunerne siger, at de oplever, at det regelgrundlag, man har i dag, er utilstrækkeligt til, at man kan give sig i kast med at lave udvidelserne der, hvor det er nødvendigt, kunne det så ikke få miljøministeren til at overveje, om der er brug for forbedrede eller andre regler på det her område?

Jeg ved selvfølgelig godt, at det må være fuldstændig umuligt for miljøministeren at støtte et beslutningsforslag, der kommer fra oppositionen, men derfor kunne hun jo godt erkende, at vi nok på trods af de 25 m stadig har et problem, som vi godt kunne hjælpe med til at løse, hvis vi lavede nogle ændringer af reglerne.

Ministeren.

Som jeg redegjorde ganske klart for i min tale om beslutningsforslaget her, er det jo rent faktisk sådan, at der blandt nogle af kommunerne har hersket lidt tvivl om lovgrundlaget, altså om, hvordan man rent faktisk kan benytte det. Og det er baggrunden for, at Naturstyrelsen har sat sig rundt om bordet sammen med KL for lige præcis at få lavet en bedre vejledning til, hvad det er for nogle redskaber, der rent faktisk eksisterer i lovgivningen i dag, sådan at man altså i kommunerne kan etablere større områder der, hvor der måtte være behov for det.

Men jeg synes jo, det er en skæg debat, når hr. Per Clausen nu taler om, om der så overhovedet er brug for 25 m, for det er vel ikke mere end en måneds tid siden, at i hvert fald DANVA var stor fortaler for, at der skulle være 300 m rundt om enhver boring. Så på den måde kan vindene jo vende, i forhold til hvor store beskyttelsesområder der er tale om.

Jeg synes, at den her grundbeskyttelse, som vi nu seksdobler i dag ved at gå fra de 10 m til de 25 m rundt om enhver boring, er et godt skridt og et godt fundament at arbejde ud fra, også når vi taler om fremadrettet beskyttelse.

Fru Mette Gjerskov har en kort bemærkning.

Vi vil have rent drikkevand, og det skal ikke renses, og der skal ikke være gift i. Det skal være rent og klart og sundt. Derfor fremsætter vi det her forslag, hvor man helt sagligt ude i den konkrete boring siger: Hvor er problemerne her, og er der nogle problemer? Der er et fuldstændig sagligt grundlag for hele det arbejde, der ligger bag de boringsnære beskyttelsesområder. Hvad er det saglige grundlag for ministerens 25-meters-radius? Jeg har ikke kunnet finde noget som helst sagligt grundlag noget som helst sted, men måske ministeren kunne fortælle mig, at det ikke bare er et tal, hun har grebet ud af luften, men at hun har en saglig begrundelse for, at det lige præcis er de 25 m.

Ministeren.

Jeg kan ikke lade være at trække lidt på smilebåndet af den her præsentation af hele beslutningsforslaget, som så bygger på et sagligt grundlag og kraft bag stemmen, fordi jeg jo så kunne redegøre for, at talmaterialet og det her med antallet af boringer, som bliver lukket på grund af pesticider, i hvert fald ikke er sammenfaldende med de oplysninger, jeg har. Det er jeg helt indstillet på at vi får uddybet i selve udvalgsbehandlingen.

I forhold til det her med så at lave en 25-meters-beskyttelseszone vil jeg sige, at hele diskussionen jo kan tage udgangspunkt i, om 10 m så er sagligt, om 300 m så er sagligt. Det her er et godt og grundigt udgangspunkt, et godt, grundlæggende beskyttelsesareal, som vi altså har haft et ønske om at udvide på baggrund af lige præcis den melding, som jeg ikke tror nogen af os kan være uenige om: Vi vil have rent drikkevand, vi vil blive ved med at kunne tage vandet fra vandhanen og drikke det og nyde det. Det kan vi gøre i dag, og det skal vores børn og børnebørn også have lov til, og derfor er det her et enormt vigtigt område hele tiden at debattere og hele tiden gøre på bedst mulig måde.

Fru Mette Gjerskov.

Jamen jeg kan så åbenbart ikke få nogen saglige svar fra ministeren, men jeg kan så forklare ministeren, at det, i forbindelse med at vi taler om boringsnære beskyttelsesområder, rent faktisk er en anbefaling, som kommer fra Miljøministeriet selv. Det drejer sig om de embedsmænd, som miljøministeren ikke selv gider at lytte til, men som vi godt gider at lytte til, fordi vi faktisk mener, at det her er et sagligt og et fagligt grundlag for vores beslutningsforslag. Men det kan vi åbenbart ikke komme videre med.

Så vil jeg spørge om en anden ting. Ministeren sagde, at det er fortidens synder, altså at mange af de sprøjtemidler, vi finder, er fortidens synder. Ja, nogle af dem er. Men skulle ministeren ikke hellere tage at hæfte sig ved det, der er den store fare, nemlig dem, som ikke er fortidens synder, dem, som vi finder i dag, fordi de bliver brugt på markerne i dag? Og her er Roundup et super godt eksempel på, hvor galt det kan gå, når miljøministre og andre folk tror, at det hele nok går, og når ikke vi hænger os særlig meget i det her med de pesticider. Roundup, som aldrig kunne dukke op i grundvandet, dukkede op alligevel i ni tilfælde i 2009. Lad være med at komme og snakke om fortidens synder, det er i dag og i morgen, vi taler om.

Ministeren.

Der er selvfølgelig forskellige stilarter, når man taler om det her område, og det er måske bare stilkarakteren, vi er uenige om. For jeg er sådan set fuldstændig enig i indholdet af diskussionen. Lige præcis de ni fund af glyfosat eller Roundup i grundvandet, som vi har set i det forgangne år, har da så sandelig også fået mig til at reagere prompte og bede om at få fuldstændig belyst, hvorfor det lige pludselig opstod i grundvandet. For det er fuldstændig korrekt, at i hele den godkendelsesproces, der er i det her land, og som i øvrigt er en af de mest restriktive overhovedet, jamen der var meldingerne dengang, at det ikke skulle kunne finde vej til grundvandet. Men det er det, vi har set i ni boringer nu ud af i øvrigt mange tusinde.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går i gang med ordførerrækken. Det er først hr. Eyvind Vesselbo fra Venstre.

Ministeren startede med at takke forslagsstillerne for at komme med det her forslag og ligesom sætte fokus på rent drikkevand. Jeg vil gerne gå lidt videre, jeg vil gerne rose forslagsstillerne for at sætte fokus på det her område, for det er jo ret overraskende, at netop oppositionen gør en indsats og sætter fokus på det her område.

År efter år har regeringen ydet en kæmpe indsats for at gøre noget for at bevare rent drikkevand. Plan efter plan er blevet gennemført for at sikre, at grundvandet er sikkert uden pesticider, og sikre, at drikkevandet også er det. Og så kommer oppositionen her med et forslag, som i hvert fald indledningsvis ligger i fuldstændig forlængelse af det, som regeringen gør, og som vi lige har debatteret under førstebehandlingen af forslaget om »Grøn Vækst«, nemlig at indføre nødvendige sprøjtefrie beskyttelseszoner omkring alle vandboringer, der anvendes til almen vandforsyning. Jamen kan det skrives bedre? Det er jo lige netop det, der stod i det forslag om »Grøn Vækst«, som vi behandlede tidligere: at her vil man udvide sprøjtezonerne og de dyrkningsfrie zoner fra 10 m til 25 m.

Hvad kan man så forlange mere? Ja, så kommer der også nogle andre ting i forslaget her, som jo ikke på nogen måde er nødvendige for at gennemføre det, som skal til for at gøre tingene bedre på det her område, nemlig det, som ligger i »Grøn Vækst«. Men her vil man altså nu opkræve en pesticidafgift, som man så vil bruge til at betale erstatning til de lodsejere, som ikke må dyrke jorden og sprøjte mere. Det forstår jeg ikke. Hvorfor skal man opkræve en ny afgift? Det kan godt være, at oppositionen synes, at det er fint at forøge skatterne – det ved vi jo godt – men nu vil man så også forøge afgifterne; det kommer heller ikke bag på mig. Men nu står det jo ganske klart her, at man gerne vil have, at afgiften forøges.

Derudover skal de her mennesker, hvis de ikke makker ret, eksproprieres. Og det er jo her, må jeg sige, at vandene skiller meget bredt. For jeg kan forstå, at man i oppositionen her har et meget afslappet forhold til at gribe ind i den private ejendomsret: Hvis ikke I gør, som vi siger, tager vi det fra jer; så eksproprierer vi. Se, den er vi ikke med på i Venstre. Vi mener, at hvis man skal ekspropriere, skal det have almenvellets interesse, og derudover skal det selvfølgelig være sådan, at man ikke kan klare det på en anden måde, og det er jo det, der er pointen. Det er ikke nok med, at det har almenvellets interesse, det skal jo også være sådan, at man ikke kan gøre det på en anden måde. Og det er jo netop det, som regeringen og Venstre er enige om at vi kan klare på en anden måde.

Så alt i alt må jeg sige, at det er fint, at vi nu her for en gangs skyld oplever en samlet opposition, som ønsker at sætte fokus på noget, som er så vigtigt som rent drikkevand og rent grundvand. Det har vi ikke oplevet på noget tidspunkt før i den her sag; der har det kun været en masse negative kommentarer til det, regeringen har gjort, men hvad har oppositionen selv gjort? Ikke noget. Det er måske, fordi det er international vanddag i dag, at man ligesom har sat fokus på det her i oppositionen.

Så alt i alt vil jeg, som jeg startede med, give al mulig ros til oppositionen for, at det endelig er gået op for dem, at der også er noget, der hedder grundvand og drikkevand, og at man vil gøre noget ved det. Det er bare ikke den rigtige måde at gøre det på, så derfor støtter vi ikke forslaget.

Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Den første er fra hr. Per Clausen.

Nu synes jeg jo, at hr. Eyvind Vesselbo er en stor humorist, og det skal man ikke tage fra ham. Jeg vil bare spørge hr. Eyvind Vesselbo, om han kan huske, hvor mange gange han inden for de sidste 5 år har stået på den talerstol og afvist forslag fra Enhedslisten, som ville føre til større og bedre beskyttelse af grundvandet. Det kunne være spændende at høre, om hr. Eyvind Vesselbo kan huske det. Han må jo åbenbart have glemt det.

Det andet, jeg godt vil spørge har hr. Eyvind Vesselbo om, er, om det er hans opfattelse, at det må være sådan, at man må acceptere, at grundvandet bliver forurenet, hvis man ikke kan lave en frivillig aftale med dem, der ejer den jord, som man skal begrænse pesticidsprøjtningen på, og om han ikke er enig i, at de beskyttelseszoner, som indføres på baggrund af det der såkaldte BNBO, faktisk baserer sig på den bedste viden, man har, om, hvad der er nødvendigt, så der altså sådan set ligger et sagligt grundlag bag oppositionens forslag her og sagligt grundlag, som også gør, at det må være rimeligt at gribe til andre foranstaltninger, hvis der ikke kan laves frivillige aftaler.

Ordføreren.

Nu vil jeg sige, at jeg ikke helt har tjek på alle de forslag, som Enhedslisten har stillet, heller ikke på det her område. Men når jeg nævner, at jeg er glad og roser oppositionen for at komme med sådan et forslag som det her, så er det jo også et spørgsmål om, at i hvert fald den første linje er nogenlunde realistisk. Mange af de andre forslag, der er kommet – eller det første forslag – har jo været ligesom et slag i luften. Derfor er det, jeg siger: Jeg roser, fordi der for en gangs skyld kommer noget, som kan gennemføres, nemlig at indføre nødvendige sprøjtefri beskyttelseszoner. Det er jo det, regeringen har gjort i det forslag for »Grøn Vækst«, så det skal man have ros for.

Så vil jeg sige, at man jo ikke behøver at ekspropriere for at få sin vilje igennem. Det, regeringen jo gør, er at udvide fra 10 til 25 m, og så kommer der en erstatning til dem, som ikke må dyrke eller sprøjte på det område. Se, det er jo en meget finere måde at gøre det på end at komme og tage folks ejendom fra dem.

Hr. Per Clausen.

Nu kan man filosofere over, hvad der gør, at Landbrug & Fødevarer, som vel i en eller anden udstrækning må vide, hvad folk vil synes gør mest ondt, støtter det forslag, oppositionen kommer med. Det kan man godt undre sig over. Jeg er helt med på, at alle de forslag, hr. Eyvind Vesselbo støtter, er realistiske og fornuftige, og alle dem, hr. Eyvind Vesselbo ikke støtter, er ufornuftige og urealistiske. Det var bare ikke det, hr. Vesselbo startede med at sige. Han sagde, at oppositionen ikke var kommet med forslag, som kunne løse det problem, der handler om forurening af grundvandet.

Og så bare mens vi er i den boldgade, vil jeg gerne spørge hr. Eyvind Vesselbo: Hvad er begrundelsen for, at regeringen eller Venstre for den sags skyld er landet på 25 m? Altså, hvad er det for et sagligt, fagligt grundlag, der ligger bag det, ud over at ministeren siger, at 25 m er bedre end 10 m? Det er jo rigtigt, at det er det, hvis man skal beskytte grundvandet, særlig hvis man gør med en ensartet metode i stedet for at gøre, som oppositionen foreslår, at man laver beskyttelseszonerne så store og formet på en måde, som gør, at man beskytter grundvandet mest muligt med mindst mulig indgriben.

Ordføreren.

Jamen jeg mener, jeg sagde ganske klart, og det er jo også det, hr. Per Clausen bekræfter, at oppositionen ikke er kommet med et eneste forslag, som kan løse problematikken. Det kan hr. Per Clausen vel ikke modsige faktisk er tilfældet. Derfor var det, at jeg var så glad for, at der var kommet et forslag her, hvor man i hvert fald havde noget med, der kunne løse noget af problematikken.

Med hensyn til hvorfor det nu er bedre med 25 m end 10 m: Jamen de 25 m er jo ligesom udgangspunktet for det, som man også nævner i det her beslutningsforslag om at indføre nødvendige sprøjtefri miljøzoner – 25 m. Men hvis der er nogen, der mener, at de 25 m skal udvides – altså, hvis en kommune eller et vandselskab mener, at det i det område er nødvendigt at udvide det, så har de jo hjemmel til det. Så kan de bare gøre det. Så jeg forstår egentlig ikke den strid om de der meter. For der er jo fleksibilitet. Man giver bare en større erstatning, hvis man udvider det til 50 m, og det er der hjemmel til. Så hvad er egentlig problemet?

Der er en kort bemærkning også fra fru Mette Gjerskov.

Jeg kan forstå, at Venstres ordfører lider af akut hukommelsestab. Nu har jeg diskuteret drikkevand her inde i Folketinget siden 2005, hvor jeg blev valgt, og i den tid har jeg diskuteret det her med hr. Eyvind Vesselbo. Jeg vil tro, at vi i hvert fald har haft to samråd om året og et til to beslutningsforslag om året. Og at alt det skulle være fuldstændig gået ind ad det ene øre på hr. Eyvind Vesselbo og ud ad det andet øre, synes jeg nu alligevel godt nok er imponerende.

Jeg vil derfor lige ridse lidt op: Regeringen havde en handlingsplan for 2004-2009 om at sænke brugen af sprøjtegift i Danmark. Den medførte en stigning i sprøjtegiftforbruget på 60 pct. Det var, hvad vi fik ud af regeringens handlingsplan: en stigning i forbruget.

Jeg kan så også fortælle, at oppositionens mange forskellige forslag faktisk ville have løst problemet, hvis der havde været flertal for dem. Det, der hele tiden har været problemet i forhold til det danske drikkevand, er, at vi har en regering, som ikke vil være med til at løse problemet.

Ordføreren.

Nu er det jo noget af en påstand at sige, at oppositionens forslag ville have løst problemet. Det kan man nemt stå og sige højt og flot her i salen, som fru Mette Gjerskov gør: Hvis bare vi havde fået vores ting igennem, havde vi løst problemet; så havde der ikke været nogen pesticider i drikkevandet, der havde ikke været nogen pesticider i grundvandet.

Jamen altså, fru Mette Gjerskov må da selv kunne høre, at det nærmest lyder noget floskelagtigt. Selvfølgelig havde de forslag, som der har været, ikke løst problemet, for så havde regeringen og Venstre selvfølgelig stemt for. Vi havde jo vores egne gode forslag, som vi stemte for, og som er i gang med at løse problemet. Fru Mette Gjerskov siger: Jo, men pesticidforbruget steg.

Ja, men det er jo sådan set også derfor, at vi forsøger at stramme op på det. Vi vil gerne have frivillige ordninger, og vi mener, at det faktisk er vejen til løsningen. Men det viser sig, at man indimellem er nødt til at stramme op på sine handlingsplaner – også med frivillige ordninger – for at få tingene til at lykkes.

Fru Mette Gjerskov.

Regeringen har, siden jeg blev valgt ind i 2005, hver eneste gang, vi har diskuteret det her, lovet, at de nu ville gøre noget ved problemet, at de nu ville løse det. Det eneste, vi har fået ud af det, er et højere giftforbrug, og at der er giftrester i hver fjerde boring. Det ville klæde Venstres ordfører bare at have en lille smule selvkritik, bare at have en lille smule realitetssans.

Sandheden er, at regeringen ikke har været interesseret i at gøre noget ved det her område; sandheden er, at regeringen har ladet det flyde; og sandheden er, at det nok vil blive ved med at flyde, indtil vi får en ny regering.

Ordføreren.

Nu er det jo sådan lidt mudderkastning, vil jeg sige til fru Mette Gjerskov, for fru Mette Gjerskov ved godt, at regeringen selvfølgelig gerne vil gøre noget ved det her. Vi er jo alle sammen interesserede i at få rent drikkevand og beholde det helt unikke, vi har i Danmark, nemlig grundvandet. Derfor er der jo ikke nogen onde mennesker i regeringen og slet ikke nogen onde mennesker i Venstre, som ønsker at forgifte vores drikkevand med pesticider. Jeg mener faktisk, regeringen gør en meget, meget stor indsats for at gøre det her på den bedste måde.

Man kan så som fru Mette Gjerskov være uenig i den måde, vi gør det på, og de beslutninger, vi træffer. Og det er altid nemt, når man sidder i opposition, at råbe og skrige ned i salen om, at tingene kunne gøres bedre. Men det er jo fuldstændig uhørt at stå og sige, at det nærmest er sådan, at ministrene eller Venstres folketingsmedlemmer går rundt og putter gift ned i vandhullerne og ned til grundvandet, sådan at vi får urent drikkevand med pesticider i. Det er jo ikke en måde at føre en debat på, vil jeg sige til fru Mette Gjerskov.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så nu er det den næste i ordførerrækken, og det er fru Mette Gjerskov fra Socialdemokraterne.

Der er gift i vores drikkevand. Hver fjerde drikkevandsboring indeholder rester af sprøjtegift, og det er helt, helt uacceptabelt, men jo også samtidig en meget naturlig konsekvens af en regering, der i 10 år har siddet på hænderne på det her område, en regering, som for et syns skyld har lavet nogle frivillige handlingsplaner, som alene har medført et større giftforbrug i stedet for et mindre giftforbrug, en regering, som overhovedet ikke på noget tidspunkt har ønsket at tage den her debat med landbruget og sikre drikkevandet. Derfor fremsætter en samlet opposition nu det her beslutningsforslag om sprøjtefrie beskyttelseszoner omkring vandforsyningerne.

Vi vil ikke have gift i vores drikkevand. Det er meget enkelt. Sådan som det er nu, skal der udtages drikkevandsboringer med jævne mellemrum på grund af forurening, og samtidig skal der så også laves nye boringer og nye områder for borgernes regning, og samtidig skal man så betale landbruget for ikke at sprøjte. Tingene hænger ganske enkelt ikke sammen.

Vandboringerne er meget, meget sårbare over for nedsivninger i nogle særlige jordlag. Derfor vil vi ikke gå ind, som ministeren gør, og bare komme med en eller anden rund zone og sige, at sådan skal det være. Det kommer jo an på jordbundsforholdene. Det kommer jo an på virkeligheden omkring drikkevandsboringen. Det kan være helt op til 300 m fra en drikkevandsboring, men måske kun i den ene retning, ikke i den anden retning. Det afhænger jo af, hvor man suger vandet ud henne.

Det helt afgørende for os er jo altså, at der ikke er gift i det drikkevand, der kommer op, men at det er rent, og at det er klart. Vi mener naturligvis, at vi skal sørge for, at det er forureneren, der betaler. Derfor mener vi også, at finansieringen af de her zoner skal gå over pesticidafgiften, altså dem, der gerne vil have lov til at bruge sprøjtegift i det her land, må betale en afgift, som så bruges til at sikre rent drikkevand for borgerne. Det kan ikke være den enkelte borgers problem at skulle betale til landbruget for ikke at sprøjte. Det har altid været et godt princip, at det er forureneren, der betaler. Det er den måde, hvorpå man sikrer sig, at forureneren stopper med at forurene.

Nu har jeg hørt Venstre, som går så meget op i, at vi så vil ind og tage jorden fra folk. Nej, det vil vi da ikke, men vi vil da selvfølgelig have, at der skal være en konsekvens. Er man ikke parat til at indgå en aftale, er man ikke parat til at lade være med at sprøjte, selv om man får kompensation, så må vi jo selvfølgelig i sidste ende gå ind og ekspropriere. Sådan er det, og det vigtigste er jo, at vandet er rent, og at der ikke bliver hældt gift i vores boringer.

Når vi så hører ministeren tale om, at det er fortidens synder, bliver jeg en smule træt, fordi det, vi taler om, der er den seneste sprøjtegift, der er dukket op – det tager jo lang tid, før sprøjtegiften dukker op i drikkevandet og bliver fundet i vores drikkevand – er Roundup, en meget, meget almindelig sprøjtegift, som bliver brugt rigtig meget i landbruget, og som for den sags skyld også bliver brugt af private. Det er den, man som haveejer kan gå ned og købe, hvis man lige skal have lille skvæt hist og pist. Det er den, der dukker op i drikkevandet. Det er også den, hvorom de unge mennesker på landbrugsskole før i tiden jo på det nærmeste fik at vide, at de kunne tage sådan et glas med godt med Roundup og drikke det, for det var fuldstændig ufarligt. Vi fik at vide, at det aldrig ville dukke op i grundvandet.

Vi må bare konstatere, at virkeligheden igen viser sig at være den logiske. Intet forsvinder op i den blå luft, alt dukker op igen, og det gør giften altså også. Jeg synes ærlig talt, at det ville klæde en regering efter 10 år ved magten, at man reflekterede en lillebitte smule over stigningen i forbruget af sprøjtegift, stigningen i antal drikkevandsboringer, der bliver taget ud, og så samtidig alle de sundhedsproblemer, vi ved der er, ved at danskere bliver udsat for kemi.

Vi vil have rent drikkevand, vi vil have giftfrit drikkevand, og vi er sikre på, at det her forslag om zoner omkring drikkevandsboringer rent faktisk kan løse problemet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste i ordførerrækken er hr. Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti.

Det er jo altid spændende at skulle diskutere sprøjtefrie beskyttelseszoner omkring vandforsyningsanlæg. Man skulle næsten tro, at den røde blok havde læst, at vi skulle diskutere »Grøn Vækst« i dag, hvor man jo lægger op til at skulle beskytte vandboringerne med de her 25 m. Vi kan jo se ud fra det her forslag, at det ikke er særlig gennemarbejdet, men jeg synes bare, man skal sige, at det er 25 m, og så har man løst alle problemer, i stedet for at forholde sig til, som i hvert fald Socialdemokraterne overhovedet ikke gør, når de ikke lytter til debatten her, at det måske godt kan være 30 m, der er problemet, eller 50 m eller 300 m, og derfor må man bare sige, at det her forslag langtfra er godt nok. Det er simpelt hen bare for at være populistisk, at man har fremsat det her i en vis fart.

Det skal ikke afskære os andre fra at være seriøse igen. Man burde lægge op til, at de her områder, vandværkerne, landmændene tilsammen kunne finde ud af i hvert fald at få muligheden for frivilligt at lade sig ekspropriere, at lade vandværkerne købe arealerne, sådan at de kunne behandle dem, som de havde lyst til. Det kunne så være at lave skovrejsning i et område, eller det kunne være at indgå en aftale med en økologisk landmand i et område, sådan at han kunne leje arealet til en favorabel pris. Men altså at være mere fleksibel i sine løsninger tror jeg er vejen frem for at få løst det problem på området omkring vandboringer.

Der er ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti jo gerne vil have mere beskyttelse af vandindvindingsområderne. Man er nødt til at se på, hvordan man egentlig kan være sikker på, at de her giftstoffer ikke trænger ned i grundvandet. Her tænker jeg på, at man, når man er ude og tage de her prøver, så også måske burde tage prøver for andre sprøjtemidler end dem, som vi ved er trængt ned i grundvandet, altså simpelt hen gå ind og tage nogle stikprøvekontroller for at se, om der er andre ting, der nu kommer ned i drikkevandet.

Men igen må jeg sige, at vi synes, det skal være på et fagligt og sagligt grundlag, at man går ind og laver nogle af de her tiltag, når man vil bruge det instrument at forbyde det. Derfor synes vi, at der skal være bedre muligheder for at aftale noget mellem parterne, at man f.eks. blev enige om, at landmanden skulle kunne lade sig frivilligt ekspropriere, for det ville jo sige, at landmanden kunne få de her erstatninger, kan man kalde det, eller kunne sælge jorden på skattefri vilkår, som vi kender det, når man laver byudvikling. Altså når en by skal udvikles med nye boligområder og nye parcelhuse, så kan landmanden sælge på ekspropriationslignende vilkår. Det kunne man også gå ind og overveje om man ikke skulle gøre på de her vandindvindingsområder, hvor man har drikkevandsboringer, for netop at få den maksimale beskyttelse.

Så det her forslag er ren populisme, fordi man har læst »Grøn Vækst«, som jo netop lægger op til, at Dansk Folkeparti sammen med regeringen har taget hånd om det her problem. Vi vil gerne diskutere det videre forløb omkring, hvordan vi får sikret drikkevandet, kan man sige, men det beslutningsforslag, som er lagt frem her, er langtfra godt nok til andet end at bruge som et paradeforslag. Det er også det, der ligesom fremgår af det, nemlig at man jo ikke har sat sig seriøst ind i tingene. Vi synes i hvert fald, at der her er et emne, som skal tages dybt alvorligt, hvad mange partier ikke gør godt nok på nuværende tidspunkt. Så derfor må vi bare sige, at vi ikke kan støtte forslaget, som det er lagt frem her, men vi vil gerne arbejde videre med det i udvalget for at finde de helt rigtige løsninger.

Tak til ordføreren. Der er ikke blevet bedt om korte bemærkninger, så den næste i ordførerrækken er hr. Steen Gade fra Socialistisk Folkeparti.

Tak. Det er jo lidt besværligt at komme efter hr. Dohrmann i talerrækken, for forslaget handler faktisk om, at man skal tage udgangspunkt i Miljøministeriets vejledning om boringsnær grundvandsbeskyttelse. Det er altså vistnok det tætteste på saglighed, man kan komme med hensyn til, hvordan man skal gøre det her.

Det her forslag handler jo om, at vi, når vi nu skal lave en bedre beskyttelse af grundvandet mod pesticider, gør vi det så ordentligt, som vi overhovedet kan. Jeg har lidt svært ved at forstå, at der er nogle, der er imod, at vi gør det så ordentligt, som vi kan. Ministeren var vel egentlig også lidt inde på, at områderne jo nogle gange skal være større end et eller andet bestemt antal kvadratmeter. Man kan oven i købet sige, at de nok aldrig skal være på et bestemt antal kvadratmeter – dybest set, hvis man skulle tage udgangspunkt i, hvad der er sagligt rigtigt. De skal simpelt hen have forskellige størrelser. Det er jo faktisk det, vi foreslår man skal gå i gang med, og så skal man benytte den vejledning, der ligger fra Miljøministeriet.

Så siger hr. Eyvind Vesselbo, at det ikke er nødvendigt, fordi afstanden nu bliver udvidet fra 10 m til 25 m. Og som jeg sagde tidligere i debatten, er det jo også en forbedring i forhold til 10 m, klart nok, men hvorfor skal vi så ikke tage det her skridt og så gøre det sådan, at vi virkelig gør det bedst muligt og sætter den her proces i gang? Det har jeg svært ved at forstå, for jeg er ret sikker på, at den er nødvendig. Vi har diskuteret, at også nogle af de nye midler kommer ned i grundvandet, ikke kun de gamle, så derfor mener jeg, at det både er nødvendigt og på tide, at vi får taget en beslutning af den her art.

Så er der diskussionen om, at de erstatninger, der så skal gives for de her arealer, som nogle gange vil være forholdsvis store – og hvor det selvfølgelig er fair nok at sige, at der er en erstatning eller betaling til landmanden for ikke at bruge pesticider – skal tages af pesticidafgiften. Der må man vel sige, at det alt andet lige er lidt mere sagligt, end at foreslå, at det skal betales af vandforbrugerne, som hr. Eyvind Vesselbo foreslår. Det vil sige, at det er tættere på, at det er forureneren, der skal betale, når man siger, at det skal tages fra pesticidafgiften.

Det sidste kritikpunkt vedrørende det her forslag gik så på ekspropriation. Nu står der jo ikke, at der skal eksproprieres, men at man kan ekspropriere i sidste instans. Og hvis almenvellet betyder et eller andet, må man vel sige, at sikringen af rent drikkevand er noget, der kan føre til ekspropriation. Så jeg synes egentlig, at hele Folketinget skulle vedtage det her, og så skulle vi rulle det ud i hele Danmark. Vi kan jo altid diskutere tempoet, og hvordan det kan laves – det skal jo kunne laves i praksis. Det ville være et godt signal om, at Folketinget faktisk kunne blive enige om noget, hvis vi sagde ja til det.

Der er en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Jørn Dohrmann.

Tak for det. Jeg vil bare spørge hr. Steen Gade, hvordan det føles at stå med det her paradeforslag, når man kan se, at en af medforslagsstillerne, som egentlig har svinget sig rundt i lysekronerne i dag, overhovedet ikke er til stede i salen her og egentlig ikke sætter pris på at diskutere forslaget her. Hvordan har man det med at skulle forsvare sådan nogle ting? Jeg kunne høre, at stemmelejet er sådan meget forsigtigt lige nu.

Ud over det, taler ordføreren for at lægge øgede afgifter og den slags ting på et erhverv, som ligger ned. Hvorfor ikke give de muligheder, som der er i at give de her ekspropriationslignende vilkår, sådan at vi får noget frivillighed ind i aftalen her? Er det ikke noget af det, som SF egentlig gerne vil arbejde for? Selv om det måske ikke passer helt ind i Socialistisk Folkepartis måde at tænke på, at det her måske også skal kunne foregå frivilligt, er det så ikke noget, man kunne tænke på at arbejde med, så vi måske ikke kun får de 25 m rundt om boringen, men måske kunne få flere hektar, som kunne plantes til med skov og andre ting? Var det noget, der kunne indgå i de videre forhandlinger?

Ordføreren.

Ja, bestemt, vil jeg sige til hr. Jørn Dohrmann. Der er jo i det her lagt op til, at det skal laves frivilligt. Ordet ekspropriation er jo kun nævnt, hvis det ikke kan lade sig gøre. Så selvfølgelig kan det lade sig gøre efter den model, som hr. Jørn Dohrmann også nævner. Forslaget afviser det jo overhovedet ikke, så derfor kan jeg egentlig ikke forstå, at hr. Jørn Dohrmann svinger sig lidt i lysekronerne lige nu.

Jeg har det godt med forslaget, og vi kunne faktisk blive enige om nogle ting i den forbindelse.

Hr. Jørn Dohrmann.

Jeg vil lige give hr. Steen Gade mulighed for ligesom måske at svare også på det første spørgsmål, altså det med, at når man har det her paradeforslag, og når man så kan sige, at en af ordførerne fra partierne i den røde blok egentlig overhovedet ikke ønsker at debattere det i Folketingssalen længere, men virkelig har været, hvad skal man sige, en stor fortaler for, at der nu skulle ske noget her, hvordan man så som alliancepartner har det med selv at skulle stå med al bøvlet her. Man kan se, at gruppen er splittet. Sådan opfatter jeg det. Det kan godt være, at det måske ikke helt rigtigt opfattet – det kan godt være.

Men hvad har hr. Steen Gade tænkt sig at gøre for at få en samlet flok til at arbejde for det, vi taler om her?

Ordføreren.

Jeg tror, hr. Jørn Dohrmann havde ret i det, da han sagde, at han ikke var sikker på, om han havde opfattet situationen rigtigt. Det er en samlet flok, der har fremsat det her forslag, og jeg håber, at hr. Jørn Dohrmann vil være med til at rulle det ud, så vi får den rigtige, den nødvendige beskyttelse, og zonerne bliver indrettet så sagligt som overhovedet muligt. Hvordan de så skal finansieres, er da noget, vi kan snakke om.

Der er endnu en kort bemærkning, og den er fra hr. Eyvind Vesselbo.

Jeg tror lige, jeg vil følge op på hr. Jørn Dohrmanns spørgsmål. Er det sådan, at hr. Steen Gade ved, at Socialdemokratiet og fru Mette Gjerskov er stået af på det her forslag, siden fru Mette Gjerskov ikke sidder på sin plads og deltager i debatten?

Ordføreren.

Jeg ved snart ikke, om man skal svare på sådan noget. For det første står jeg lige og kigger på fru Mette Gjerskov, og for det andet har det jo ikke en snus med den her sag at gøre. Nu synes jeg man må holde op.

Hr. Eyvind Vesselbo.

Jamen så vil jeg stille et andet konkret spørgsmål og håber at få et svar på det. Hr. Steen Gade siger, at udvidelsen fra 10 m til 25 m er positivt, og at det er et fremskridt. Kan hr. Steen Gade fortælle, hvad der så er galt med de 25 m, når nu det er et fremskridt? Hvis ikke det er 25 m, hvad er det så for nogle meter, hr. Steen Gade synes ville være passende?

Ordføreren.

Jamen forslaget handler jo om, at det ikke er et fast antal meter, det er det nødvendige antal meter, sådan at man har størst mulig sikkerhed for, at pesticiderne ikke siver ned i grundvandet. Det jo sådan, forslaget er udformet. Det er jo anbefalet af DANVA f.eks., at man gør sådan. Og det er jo for øvrigt Miljøstyrelsens vejledning, som vi foreslår gennemført. Så det er faktisk ikke mystisk, og det ville føre til en bedre beskyttelse end de 25 m, fordi det er lidt mere upræcist. Men jeg sagde også, da vi behandlede et tidligere forslag, at 25 meters beskyttelse er bedre end 10 m. Men vi kunne jo lige så godt gøre det rigtigt og lave den nødvendige beskyttelse.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er hr. Mike Legarth fra Det Konservative Folkeparti.

Tak. På vegne af vores ordfører, som ikke kan være til stede i dag, fordi ordføreren er til møde i Nordjylland, skal jeg på vegne af Det Konservative Folkeparti tilkendegive følgende:

I Danmark har vi geologiske forhold, som gør, at langt den største del af vores drikkevandsforsyning findes i grundvandet. Hvor dybt det er, afhænger af, hvor i landet man befinder sig, men fælles er det, at regnvand er trængt ned igennem og filtreret af lag af ler, sand og grus. Generelt er vandet af særdeles god kvalitet, men desværre har det vist sig, at forbrug af pesticider på jordoverfladen kan medføre, at der kan findes rester af pesticider eller deres sporstoffer i drikkevandsboringer. Det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt, og der er god grund til at passe på, hvor og hvornår man sprøjter, og hvilke sprøjtemidler man anvender.

Det hører heldigvis til sjældenhederne, at der konstateres rester af sprøjtemidler i grundvandet, og når det forekommer, er det i koncentrationer, som i sig selv ikke udgør nogen egentlig sundhedsrisiko. Der må bare ikke være disse rester i grundvandet, og hvad det angår, er vi i Danmark enige om en nultolerance, og af den grund har der indtil videre været en lovpligtig dyrkningsfri bræmme på 10 m omkring drikkevandsboringer. Der har været rejst tvivl om, om den zone har den nødvendige effekt, og derfor stilles der fremadrettet et krav om, at zonen skal have en radius på 25 m, altså godt og vel seks gange så stort et areal.

Såfremt den enkelte kommune mener, at forholdene omkring deres drikkevandsforsyning er af en sådan karakter, at 25 m ikke er nok, står det kommunerne frit for at udlægge et større areal, og med finansloven for 2011 er der sat midler af til, at der kan ydes tilskud til kommunerne, hvis de ønsker at plante træer og buske på de områder, der er udlagt til drikkevandsforsyning.

Med de bemærkninger kan jeg meddele, at Det Konservative Folkeparti er tilfreds med de tiltag, der er sat i værk allerede, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er hr. Johs. Poulsen fra Det Radikale Venstre.

Når Det Radikale Venstre er medforslagsstiller på det her beslutningsforslag, hænger det ganske enkelt sammen med det forhold, at vi er af den opfattelse, at en af de vigtigste langsigtede indsatser, vi kan gøre på miljøområdet i det her land, er at lave en effektiv beskyttelse af vores grundvand. Spørgsmålet omkring adgang til rent drikkevand globalt er måske i virkeligheden et af de allerstørste konfliktpunkter i fremtiden, og det er bestemt ikke noget naturgivent, at man alle steder har adgang til rent og ikkeforurenet drikkevand – tværtimod er der store dele af kloden, som har det modsatte.

Det har også i debatten i Danmark fra tid til anden været fremført, at vi ikke behøver at beskytte vores grundvand så meget, for man kan jo bare rense det senere. Der vil jeg bare sige, at Det Radikale Venstre er meget uenig i den tilgang. Det er vores opfattelse, at vi skal gøre, hvad vi kan forebyggende for at beskytte vores grundvand, således at vi også i kommende generationer har mulighed for at hive rent drikkevand op af jorden. Derfor er der jo også tale om, at man, når man taler om grundvandsbeskyttelse, taler om meget langsigtet politik, for forurening af grundvand har en betydelig forsinkelsesfaktor indbygget. Men fra tid til anden siges det jo også, at man i politik kun kigger frem til næste valg, og man må derfor sige, at lige nøjagtig den her type diskussion jo er en diskussion om, hvordan man netop kigger meget langt frem og sørger for at lave de tiltag i dag, der har betydning ikke bare for den næste generation, men også den næste og den næste igen. Det er sådan set den mere, man kan sige grundlæggende årsag til, at vi er medforslagsstillere på det her, og at vi mener, at man bør gøre en stærkere indsats, end der er gjort i dag.

Der har jo været en vældig debat her under forslaget og også under det forrige om, hvorvidt det, der lå i »Grøn Vækst«, nu var godt nok med en beskyttelseszone på 25 m. Jeg skal ikke gentage argumenterne, men blot sige, at vores forslag, som det er udformet her, jo lægger op til, at man følger den ekspertise, som er på området, og den ekspertises anbefalinger af, hvordan man bedst muligt laver grundvandsbeskyttelse. Derfor synes vi faktisk, at hele Folketinget og alle Folketingets partier burde lytte til, hvordan noget sådant kunne gribes an frem for at gøre det til en stor polemik fra starten. Det synes jeg er en lille smule ærgerligt, fordi sagen faktisk fortjener bedre.

Når det er sagt, skal jeg også sige, at der flere gange i debatten er blevet brugt det begreb, at nogle af de problemer, vi ser i dag i drikkevandsboringerne, skyldes gamle synder. Jeg har beskæftiget mig med miljøpolitik i mere end 25 år, og jeg har hørt adskillige miljøministre sige, at de problemer, man stod med i 1985 og i 1987 og i 1989 og i 1992 og i 1995 og i 1999 og i 2004 osv. osv., skyldtes gamle synder. Men ikke desto mindre bliver der jo ved med at dukke nyt op, og det her forslag handler jo i virkeligheden om, at man ikke om 25 og 50 år skal stå og sige, at det her handler om gamle synder. Så det er vigtigt at få lavet en præventiv, en fremadrettet indsats for at beskytte stærkt nok. Ministeren var jo i sin indledning selv inde på og i hvert fald i nogle af svarene, at der jo har været konstateret problemer også på det allerseneste med glyfosat eller Roundup. Der skal jeg blot minde om, at nogle af ministerens forgængere jo også på den her talerstol og andre steder sagde, at der ingen problemer overhovedet var med det, og at der aldrig nogen sinde ville komme problemer med det. Så efter vores opfattelse er beskyttelse af grundvand altså noget, hvor man også for den sags skyld må sikre, at tvivlen dækkes ind, og at man altså gør det så godt, at man ikke giver mulighed for, at man om 50 år kan sige, at det var fortidens synder.

Vi kan derfor anbefale, at Folketinget vedtager det her forslag, og jeg synes ikke, at debatten skal fortabe sig i en diskussion om, hvorvidt tallene nu er fuldstændig rigtige eller ej, men jeg vil som forslagsstiller – når miljøministeren starter med at sige, at hun slet ikke kan genkende de her tal – blot minde om, at det jo forholder sig sådan, at en stor del af det, der ligger til grund her, jo har afsæt i GEUS’ arbejde fra Klima- og Energiministeriet. Jeg ved ikke, om kommunikationen ikke er tæt mellem de to ministerier i de her spørgsmål, det håber jeg sådan set den er, men det er desværre ikke mere end nogle dage siden, måske er det et par uger siden, at vi også måtte konstatere, at et ministerium havde en viden om, hvor mange havbrug der var i Danmark inden for en beskyttelseszone, uden at Miljøministeriet anede noget som helst om det. Jeg håber ikke, det er det samme, der gør sig gældende, når vi diskuterer det her, for sagen er jo den, at alle ved, at der er lukket adskillige boringer gennem de sidste 10-15 år som følge af de her problemer, og at det jo i virkeligheden er det, der er afsættet.

Så jeg synes heller ikke, det skal blive til en polemik om tallene, men måske først og fremmest forhåbentlig en konstruktiv debat også i den efterfølgende udvalgsbehandling om mulighederne for at løse det her på den mest effektive og bedste måde, og vi kan naturligvis som medforslagsstillere anbefale, at forslaget vedtages.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Per Clausen.

Jeg kan huske, at der for nogle år siden var en debat om fremmøde i gymnasiet, hvor man nåede frem til, at det var lige så slemt at være åndeligt fraværende som at være fysisk fraværende. Jeg er nødt til, uden at jeg skal fortabe mig i den debat om, om folk er til stede eller ikke er til stede, at sige, at en del af Dansk Folkepartis og Venstres indlæg forklares bedst ved, at det ikke er nok at være fysisk til stede. Det giver ikke nødvendigvis noget godt udgangspunkt for at deltage i debatten, hvis man hele tiden er i gang med noget andet end det, vi diskuterer. Det fører til mange helt unødvendige spørgsmål.

Men ellers vil jeg sige, at det forslag, vi i dag debatterer, er hjerteblod for Enhedslisten. Der er faktisk tale om, at vi fire gange tidligere har fremsat et forslag i stil med det her om at indføre de nødvendige beskyttelseszoner omkring vandboringer. Det gjorde naturligvis også lidt ondt på mig, at hr. Eyvind Vesselbo slet ikke kunne huske, at han havde diskuteret det før, men refererede til, at han havde deltaget i nogle diskussioner om nogle urealistiske forslag. Så vil jeg bare sige til hr. Eyvind Vesselbo, at man er på tynd is og risikerer at løbe sig mange staver i livet, når det bedste argument, man har, for at man er saglig, er, at man selv har sagt det. Så er man på tynd is. Jeg vil ikke sige, at jeg taler af erfaring, men bare sige, at det ikke er noget godt argument.

Når vi er meget glade for at fremsætte det her forslag som et fælles forslag fra hele oppositionen, er det jo, fordi det viser, at der sådan set er mulighed for inden for en overskuelig fremtid i Danmark at komme igennem med at få de nødvendige beskyttelseszoner på plads, og at der sådan set også på det her område er god grund til at fokusere på de enestående politiske muligheder, som grundloven sikrer os, fordi vi er i den situation, at uanset hvilke krumspring statsministeren gør sig, undgår han ikke at udskrive valg inden udgangen af dette år.

Det er også på høje tid, for situationen for vores drikkevand er alvorlig. Den seneste grundvandsovervågningsrapport viste, at næsten 40 pct. af boringerne i overvågningsprogrammet indeholdt sprøjtegifte, og at grænseværdierne er overskredet i 12 pct. af boringerne. Bare for at man skal være klar over, at der også er nogle andre tal, så vil jeg sige, at den samme tendens bekræftes i boringskontrollen, hvor 23 pct. af indvindingsboringerne er forurenede, og i fire tilfælde overskred de grænseværdierne for enkeltstoffer.

I lige så mange år som Enhedslisten har arbejdet på at få det her forslag vedtaget, har vandværkernes organisation, DANVA, forsøgt at råbe politikerne op med budskabet om, at det er nødvendigt, at der kommer beskyttelseszoner rundt om vandboringerne, hvor der ikke må anvendes sprøjtegifte. Det forslag, som DANVA er kommet med, er at anvende den metode, som oppositionen foreslår med det her beslutningsforslag, nemlig at tage udgangspunkt i konkrete vurderinger af de vandgeologiske forhold.

Det er måske dér, jeg synes at jeg savner, at man forholder sig til substansen i diskussionen. En ting er, at man kan diskutere tallet 10 m og 25 m, men hvis man skal vælge det rigtige ud fra en saglig synsvinkel, må det vel være at tage udgangspunkt i de geologiske forhold og sådan, at størrelsen på beskyttelseszonen varierer fra boring til boring og altså ikke kan fastsættes med en passer, sådan som regeringen foreslår med deres lovforslag, som vi netop har behandlet. Nu kan det godt være, at de 25 m er så lidt, at det aldrig vil være for meget, men i hvert fald skal man ikke tro, at det er det rigtige svar ud fra en saglig synsvinkel.

Når det er vigtigt at indføre de nødvendige beskyttelseszoner i og omkring vandboringerne, skyldes det, at vandboringerne er særlig sårbare over for nedsivning af sprøjtemidler fra marken rundt om boringen. Lad os tage et forsigtigt skøn fra eksperter – men det skal man jo passe på med, for er nogen nu eksperter? Jeg læste i dag, at hr. Jørn Dohrmann udbredte sig om, hvor grænseløst uvidende og alt muligt andet, Danmarks Naturfredningsforening var. Så lad mig bare sige, at det her ikke er fra Danmarks Naturfredningsforening, det er fra DANVA, og jeg er sikker på, at der også dér, ude på vandværkerne, sidder rigtig mange gode Venstrefolk, som er med til at beslutte de her ting. Man skal nemlig ikke tage fejl af, at også gode Venstrefolk, hvis de bliver i besiddelse af den tilstrækkelige viden, godt kan indtage fornuftige standpunkter. Det, de siger, er, at ca. tre fjerdedele af alle forureninger kunne undgås. Det skyldes, at grundvandsforureningen meget sjældent skyldes en magasinforurening, men derimod en forurening tæt på boringen, der ikke er blevet fortyndet, inden vandet pumpes op.

Det, som jo er vigtigt at holde fast i i dag, er, at vi behandler to fundamentalt forskellige forslag om indførelse af beskyttelseszoner omkring vandboringer. Det ene forslag fra regeringen vil indføre en beskyttelseszone på 25 m omkring boringerne. Vi har spurgt til, hvad det faglige belæg var for at vælge 25 m. Vi har fået at vide, at 25 m er bedre end 10 m, og så kan man jo øge længden vilkårligt. Jeg tror også, at det var derfor, miljøministeren nåede frem til, at DANVA skulle have foreslået 300 m rundt om alle vandboringer uden begrænsninger.

Jeg tror, at jeg er nødt til at sige, at det har DANVA aldrig foreslået. Men det er rigtigt, at miljøministeren brugte den misforståelse af DANVA’s forslag til at komme med nogle økonomiske kalkulationer på, hvad det her ville koste, som var helt, helt uden for det, der er realiteterne i det.

Det, som vi foreslår, og det, som DANVA har foreslået, er at basere det på den såkaldte BNBO, som altså tager udgangspunkt i en faglig rapport om sikkerhedszoner, der blev udarbejdet af det såkaldte 300 m-udvalg og senere er mundet ud i en konkret vejledning fra Miljøstyrelsen. Det er faktisk en metode, som Miljøstyrelsen siger det er en rigtig god idé at bruge. Jeg er jo ikke sikker på, at alt, hvad der kommer fra Miljøstyrelsen, altid er fornuftigt. Jeg ved jo ikke, om regeringen griber ind og blander sig i, hvad der kommer fra Miljøstyrelsen. Det kunne jo godt være. Derfor kunne det jo godt blive ufornuftigt. Men vi vælger nu alligevel, at det kan være ganske fornuftigt, og derfor bliver oppositionens forslag så også bakket op af Foreningen af Vandværker i Danmark og også af Landbrug & Fødevarer.

Det sidste kan jo godt gøre en sådan en mand som mig betænkelig. Heldigvis er det sådan, at Landbrug & Fødevarer på et punkt er uenig med os. Vi siger, at forureneren skal betale. Det er naturligt, at det er en pesticidafgift, der betaler for det her. Landbrug & Fødevarer mener selvfølgelig, at forbrugeren skal betale, og så skal der være endnu flere penge til landbruget finansieret af nogle andre. Man kan sige, at først så forurener man grundvandet, og derefter skal man så have erstatningen for det betalt af forbrugerne. Jeg vil godt sige, at den hopper vi ikke på, og derfor har vi lavet forslaget, som vi har gjort.

Ud over det der med, at 25 m-zonen måske er lidt tilfældigt valgt, er det i hvert fald indvendingen fra vandværkerne, at den måde, man har skruet det sammen på med erstatning, sådan set ikke er så galt med hensyn til det, man skal betale i erstatning. Man synes, det er urimeligt, at vandværkerne og forbrugerne skal betale, fordi man mener, at der bør være den regel, at forureneren betaler, men det, som er værre, siger de, er, at man formentlig kommer til at bruge langt flere penge på at administrere ordningen end på, hvad man skal udbetale i erstatning. Og det er alligevel altid lidt forunderligt, at en borgerlig-liberal regering, der går ind for forenkling i tide og utide, alligevel gang på gang formår at formulere forslag, som gør, at tingene bliver mere bureaukratiske, end det er nødvendigt. Men det er lykkedes, og det synes vi jo er en rigtig dårlig idé.

Så siger man også fra ministerens side – muligvis var det også det, hr. Eyvind Vesselbo forsøgte at sige, det skal jeg ikke kunne afvise – at der sådan set ikke nogen grund til at vedtage det her beslutningsforslag, for man kan jo bare gøre det med de eksisterende regler. Der er godt nok ingen kommuner, der har gjort det, og kommunerne siger godt nok, at grundlaget er uklart og utilstrækkeligt, men det bliver løst nu, siger man, for nu kommer der en ny vejledning. Og der må man jo igen sige, at det da er klart, at hvis vi i løbet af udvalgsarbejdet kan få præsenteret, at der nu kommer en vejledning, der gør det enkelt og nemt for kommunerne at gøre det her, jamen så må vi da se på det.

Så er det spørgsmålet om, at der jo ikke findes noget alternativ til frivilligheden her, så vidt jeg i hvert fald har forstået. Og der er problemet jo bare, at man altså nogle gange bliver nødt til at bruge andre metoder end frivilligheden, også måske for i virkeligheden på den måde at kunne lave nogle ordninger, som er rimelig fornuftige og attraktive for landmanden. Så jeg synes sådan set, at det, der er problemet, er, at vi har en situation, som er alvorlig, hvor der findes pesticider i grundvandet, der teknisk set ikke burde kunne være der – Roundup. Det er jo helt fantastisk, at man kommer i den situation, at en producent og at videnskaben har sagt, at dette Roundup ikke kan genfindes i grundvandet, og så finder man det i grundvandet. Vi må i øvrigt konstatere, at det bliver sværere og sværere at opretholde troen på, at vi i det lange løb kan sikre rent drikkevand i Danmark. Og så vælger man at lave en enkel teknisk ordning med de 25 m, som man så til gengæld laver et omfattende bureaukratisk regelsæt omkring, der gør den vanskeligere at have med at gøre for dem, der skal leve med den, når man i stedet for kunne vælge en model, hvor der findes en teknisk metode, som der er enighed omkring, og som gør, at man præcist ville ramme de arealer, man skulle ramme.

Så vil jeg bare tilføje, at det alligevel er skægt nok, at Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti vil forbyde landmændene overhovedet at dyrke noget i de områder – nu er de heller ikke så store, så det betyder måske ikke noget særligt, men det ville man – hvor vi jo spørger: Hvad er begrundelsen for, at man ikke må dyrke noget? Det er jo pesticider, der er problemet, og derfor er det selvfølgelig pesticider, der skal forbydes, og ikke anvendelse af jorden.

Så jeg synes, der er meget, der taler for, at vores beslutningsforslag i dag bliver vedtaget. Det bliver det jo nok også en dag, men det kan godt være, at det ikke bliver i den her folketingssamling.

Der er en kort bemærkning til ordføreren. Det er fra hr. Jørn Dohrmann.

Tak for det. Jamen man kunne jo næsten høre på hr. Per Clausen, at ja, det er et paradeforslag, man kommer med her. Men giver det ikke anledning til en grundig overvejelse om, hvordan man egentlig behandler forslaget her? Når man står på som forslagsstiller, er man normalt også engageret i debatten. Jeg vil bare spørge hr. Per Clausen, om det ikke er normalt. Er det ikke normalt, hvis en minister forlader debatten under behandlingen, bliver forhandlingerne afbrudt? Her kan forslagsstillerne bare vade ude af salen og sige, at de slet ikke gider høre på det, ordførerne siger. Viser det ikke, at det her er et rent paradeforslag? Det er kun et forslag, hvor det gælder om ligesom at fortælle, hvad det er, man lige vil sige om det her, og ellers gider man ikke være en del af debatten. Man ønsker bare at fremføre de samme argumenter om øgede afgifter og alle de her ting, og at vi ikke gør det godt nok i blå blok. Er det ikke det signal, hr. Per Clausen og kompagni sender, når nogle af ordførerne ikke deltager fuldt og fast i samtalen her?

Jeg vil gerne minde om, at debatten i dag handler om beslutningsforslaget her, og ordføreren, som er ansvarlig på forslaget, er til stede i salen. Det er bare lige for at understrege, hvordan det ser ud.

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Jørn Dohrmann, at det her ikke er noget paradeforslag. Det er et forslag, der præcist beskriver, hvad det, der i dag er den samlede opposition, og hvad det, der efter næste valg forhåbentlig er et flertal i Folketinget, vil gennemføre. Det er der ikke meget parade over, må jeg sige til hr. Jørn Dohrmann, fordi det står man til ansvar for, også konkret, hvis de politiske styrkeforhold skulle ændre sig.

Det er fristende, vil jeg gerne sige, at kaste mig ud i en debat med hr. Jørn Dohrmann om, hvordan man aktivt engagerer sig og involverer sig i de debatter, der foregår her i Folketinget, men jeg tror sådan set, at jeg vil skåne hr. Dohrmann for det.

Hr. Jørn Dohrmann.

Jeg må bare sige, at stillere af forslaget er deriblandt også fru Mette Gjerskov, og når man kaster sig ud i en debat bl.a. med mig om, hvad det er, man gerne vil have på det område, så forventer jeg også, at man kan svare på det, som jeg siger om forslaget her, og jeg forventer også, at man deltager aktivt i debatten, uanset om man kalder sig ordfører eller man er medforslagsstiller. Derfor er jeg bare nødt til at spørge hr. Per Clausen en gang til: Når man laver sådan et paradeforslag, som vi jo alle sammen kan se det er, fordi man ligesom gerne vil være en del af f.eks. »Grøn Vækst« og den slags ting, har hr. Per Clausen så ikke også en formodning om, at ordførerne, forslagsstillerne aktivt deltager i debatten, uanset hvem det er?

Ordføreren.

Jeg vil bare gentage, at med hensyn til at karakterisere et forslag, som oppositionen fremsætter under den klare betingelse, at det vil man gennemføre, hvis vi får flertal efter næste valg, kan man ikke kalde parade, fordi det betyder nemlig, at hr. Dohrmann efter næste valg, hvis han får mulighed for det, kan stille os til ansvar, hvis vi ikke gennemfører det. Paradeforslag er sådan nogle forslag, man kommer løbende med, fordi man er sikker på, at der ikke er flertal for dem nu, og at der heller aldrig bliver det senere. Jeg tror, at vi godt i Dansk Folkepartis lille bunke af forslag kunne finde enkelte eksempler på det.

Det andet er, at det er mit klare indtryk, at de medforslagsstillere, jeg har, har deltaget særdeles ivrigt i debatten, og jeg vil afsløre over for hr. Dohrmann og tv-seerne, at der findes muligheder for at høre, hvad hr. Dohrmann siger, selv om man ikke er i Folketingssalen. Så der er en vis sandsynlighed for, at fru Mette Gjerskov har hørt, hvad hr. Dohrmann sagde. Det har så ikke givet anledning til nogen bemærkninger, og det forstår jeg sådan set godt.

Fru Mette Gjerskov for en kort bemærkning.

Jeg skal bare bede ordføreren om at bekræfte, at jeg på Socialdemokraternes vegne har stået på talerstolen og holdt min tale om det her forslag, at samtlige medlemmer af Folketinget havde lejlighed til at spørge mig, men at ingen – ingen – fra den borgerlige side fandt anledning til at stille mig så meget som et eneste spørgsmål.

Ordføreren.

Indimellem kunne man ønske sig, at man bare kunne gense debatten, og det kan man jo. Jeg vil bare sige, at det fru Mette Gjerskovs sagde, er rigtigt, og jeg skal oven i købet tilføje, at der har været meget grundige drøftelser mellem oppositionens partier, som trak ud, vil jeg gerne sige – og jeg skal ikke trampe i, hvem der var årsag til, at det trak ud – og det gjorde, at det her forslag ikke bare er et, vi har hevet frem af posen. Det er noget, vi har snakket grundigt om, bl.a. i forhold til, hvad omkostningerne var og den slags ting, fordi vi ville være sikre på, at vi efter et valg vil kunne levere det, det vi lover i dag, nemlig at vi får det vedtaget, hvis vi har et flertal.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Miljø- og Planlægningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Der er ikke mere at foretage i dette møde.

Folketingets næste møde afholdes i morgen, onsdag den 23. marts 2011, kl. 12.00.

Jeg henviser til den dagsorden, der fremgår af Folketingets hjemmeside.

Mødet er hævet. (Kl. 17:41).