Det næste punkt på dagsordenen er:

25) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 72:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod pesticider.

Af Per Clausen (EL), Johs. Poulsen (RV) og Christian H. Hansen (UFG) m.fl.

(Fremsættelse 11.02.2011).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er miljøministeren.

Man kan vel roligt kalde det et emneskift, nu hvor det næste punkt på dagsordenen drejer sig om et ønske om at beskytte Danmarks grundvand og drikkevand mod forurening med pesticider.

Lad mig starte med at sige, at det ønske deler regeringen fuldt ud. Vi har nemlig noget af verdens reneste drikkevand i Danmark. Det skal vi passe på, og det skal vi vedblive med at passe på, og det gør vi bestemt også gennem en lang række af initiativer.

Lad mig starte med blot lige at omtale et par af de nyeste initiativer, eksempelvis de nye regler, der begrænser punktforurening fra vaskepladser, altså der, hvor landmanden skyller sine sprøjter, og det seneste lovforslag om, at vi skaber de her sprøjte- og dyrkningsfrie beskyttelseszoner på 25 m rundt om drikkevandsboringerne. Det er begge dele eksempler på gode tiltag, som jeg er sikker på vil medvirke til at styrke beskyttelsen af vores drikkevand.

Så henviser forslagsstillerne i bemærkningerne til flere undersøgelser af problemets omfang. De bruger undersøgelsernes resultater som argument for, at vi har at gøre med et alvorligt problem, som ikke er håndteret i den nuværende regulering. Den konklusion er jeg faktisk ikke enig i, tværtimod ligger det altså regeringen stærkt på sinde at beskytte vores grundvand.

Vi har i Danmark en meget restriktiv godkendelsesordning, som siden midten af 1990’erne enten har forbudt pesticider eller indskrænket godkendelsen af en række pesticider på grund af en mulig risiko for grundvandet. Vi kræver dokumentation for en lang række undersøgelser, før vi godkender plantebeskyttelsesmidler til det danske marked. I forhold til udvaskning til grundvandet er kravene i Danmark faktisk mere restriktive end i andre EU-lande, hvilket betyder, at landbruget i Danmark har færre pesticider til rådighed end landbruget i vore nabolande, primært af den årsag, at vi netop benytter grundvandet som drikkevand.

Vi har så også et varslingssystem, som undersøger godkendte plantebeskyttelsesmidler i forsøgsanlæg på fem udvalgte marker efter brug af de højest tilladte mængder. Godkendelsesordningen skal endvidere ses i sammenhæng med vores målrettede overvågningssystem, som fokuserer på at måle de steder, hvor der er højest risiko for at finde pesticider. Her skal man altså huske, at det grundvand, undersøgelserne måler på, jo er mange år gammelt grundvand, det er grundvand, der typisk er dannet i perioden fra 1950 frem til midten af 1990’erne.

De fund af pesticider, der så ses i de her undersøgelser, skyldes for den langt overvejende del fortidens synder, altså ikke nutidens. Så det må man sige er en arv, som vi ikke bare kan regulere os ud af med et forbud mod fremtidens og nutidens anvendelse.

Så er det rigtigt, at der er konstateret en stigning i fund af glyfosat i grundvandet i 2009. Den stigning tager jeg meget alvorligt, for vi skal finde årsagerne så hurtigt som muligt, sådan at vi aktivt kan gå ind og vurdere, om der så er brug for at gribe ind. Og det arbejder Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen på lige nu og her, og resultaterne af deres undersøgelser ligger klar inden sommerferien.

Jeg vil også gerne her nævne, at det allerede er foreslået, at glyfosat så fremover medtages i vandværkernes boringskontrolanalyser for drikkevand, ganske enkelt for at være på den sikre side. Så man undersøger det altså specifikt i drikkevandet, og her taler vi om fund i grundvandet.

Som det fremhæves i bemærkningerne til forslaget, har Danmark anslået, at man kan forvente overskridelser af grænseværdierne for godkendte midler i 80-90 boringer. Det tal er man så nået frem til ved ganske enkelt at opskalere ud fra de få fund, der er gjort i drikkevandsboringer. Der må jeg sige, at den type simpel forholdsregning altså bare ikke giver os et korrekt billede af situationen. F.eks. er der slet ikke fundet glyfosat i de drikkevandsboringer, som er undersøgt i 2009, og grænseværdien har kun været overskredet i 1 ud af de omtrent 500 drikkevandsboringer, der er undersøgt i de sidste 14 år, og som stadig bruges i dag.

Hvad angår brugen af bentazon, blev der helt tilbage i 1995 pålagt skrappe restriktioner i forbindelse med Miljøstyrelsens revurdering af stoffet. Så må jeg oplyse, at det ikke er helt korrekt, når det så af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgår, at jeg sidste sommer lovede at sætte Miljøstyrelsen i gang med at udarbejde et forbud mod bentazon. Jeg bad dengang Miljøstyrelsen om en nærmere redegørelse på baggrund af den konkrete sag, hvor der var enkelte fund af bentazon over grænseværdien i vandboringer i Aalborg Kommune.

Der har Miljøstyrelsen flere gange fået testet bentazon i varslingssystemet, hvilket har bekræftet, at restriktionerne virker efter hensigten. I 2007 er bentazon blevet revurderet af Miljøstyrelsen, og restriktionerne er opretholdt. Miljøstyrelsen vurderer i redegørelsen, at fundene af bentazon overvejende skyldes tidligere tiders anvendelse eller også, at det kunne dreje sig om vaskepladser, altså igen det, man må kalde fortidens synder, eller i hvert fald en anvendelse, som der nu er grebet ind over for.

I august måned 2010 har Aalborg Kommune bekræftet, at der ikke anvendes vand fra de omtalte boringer til drikkevandsforsyningen, så vi har altså sikret os, at der er taget hånd om disse specifikke fund.

Det samme gælder de øvrige stoffer, der flere gange er fundet i grundvand eller i drikkevand. De er alle sammen enten forbudt nu, eller der er blevet pålagt restriktioner i forbindelse med dem. Så det her handler altså ikke om, at vi i dag er for slappe med at begrænse brugen af pesticider. Mulighederne for at indføre begrænsninger findes allerede; også de godkendte pesticider er udsat for løbende revurderinger.

Revurderingen af glyfosat i EU starter allerede i 2012, og får vi ny viden, som påviser en risiko for grundvandet, jamen så kan Miljøstyrelsen revurdere den eksisterende godkendelse, eventuelt med væsentlige restriktioner eller et forbud til følge. Og det betyder også, at forslagsstillernes ønske om at bruge EU-forbuddet eller miljøgarantien, som var baggrund for handling, ikke er relevant. De eksisterende regler giver os nemlig allerede muligheder for at gribe ind, hvis det er nødvendigt.

Forslagsstillerne har anført, at vandværkerne siden 1997 har lukket i gennemsnit to drikkevandsboringer om ugen på grund af pesticidforurening. Jamen det tal er jo selvfølgelig foruroligende højt, og det er altså også for højt, fordi tallet refererer til boringer, hvor der er fundet pesticider, men det er altså uvist, om disse boringer er lukket på grund af pesticidfundene, eller om de er lukket af helt andre årsager.

Samtidig viser tal fra den obligatoriske indberetning til Miljøstyrelsen om boringslukninger, at der i årene fra 1988 og 20 år frem, altså til 2008, gennemsnitligt blev lukket 26 boringer årligt på grund af pesticider. Den seneste indberetning viser, at der i hele 2009 kun blev lukket fire boringer som følge af pesticider. Det er altså nogle tal, som er noget mindre end de tal, som forslagsstillerne præsenterer.

Jeg synes også, at det er meget, meget vigtigt i den her debat at lægge ud med at få understreget, at den grænseværdi, som er sat for pesticider i drikkevandet, faktisk ikke er fastsat ud fra en sundhedsmæssig risikovurdering. Den er oprindelig sat som en detektionsgrænse, som afspejler, at vi simpelt hen ikke vil acceptere pesticider i drikkevandet. Vi har i dag væsentlig bedre analysemetoder. Derfor kan vi finde meget lavere koncentrationer af pesticiderne. Men det betyder jo altså heldigvis ikke, at der er en større sundhedsrisiko.

Beskyttelsen af det danske drikkevand er en løbende og en udfordrende opgave, som vi varetager med den største alvor. Det demonstrerer den lange række af gennemførte og planlagte initiativer i drikkevandshandlingsplanen for netop at øge beskyttelsen af grundvandet og drikkevandet.

Hvis der viser sig at være en reel risiko for vores grundvand, har vi allerede en mulighed for at gribe ind via vores godkendelsesordning. Og det er altså ikke min vurdering, at der på baggrund af det materiale, som forslagsstillerne har præsenteret, kan påvises et reelt behov for en yderligere stramning på det her område. Og det er så baggrunden for, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Nu er der jo mange tal i det her, og der er også mulighed for at rode grundvand og drikkevand sammen, så der kan opstå mange misforståelser. Men jeg går ud fra, at ministeren, for hun har jo også svaret på nogle spørgsmål, som jeg har stillet i forbindelse med et andet beslutningsforslag, er enig med mig i, at der i gennemsnit er lukket to drikkevandsboringer om ugen siden 1997, hvori der er fundet pesticider. Man kan så ikke udelukke, at der også har været noget andet galt med dem, men det er bare, for at vi ved, hvad vi dér taler om.

Det spørgsmål, jeg i grunden vil stille til ministeren, kommer af, at ministeren siger, at man ikke giver godkendelse, hvis der er risiko for, at de pesticider, der skal godkendes, ender i grundvandet. Det er jo rigtigt. Men når det så lykkedes at overbevise myndighederne om, at det ikke går i grundvandet, som det gjorde med Roundup, hvorefter Roundup genfindes i grundvandet, så griber man ikke ind med et forbud.

Man kan så sige, at der er meget, der skal undersøges omkring Roundup. Ja, det er der vel. Altså, man fandt det i grundvandet første gang i 1999, så der har været rigtig, rigtig god tid til at finde ud af, hvad der er problemet, og hvad der kan gøres, men alligevel starter vi åbenbart forfra, hver eneste gang det her kommer op.

Ministeren.

Der tror jeg det er vigtigt at få præciseret lidt historik i forhold til Roundup og dermed glyfosat, for mistanken tilbage i 2003 var altså baseret på fund af glyfosat og nedbrydningsproduktet AMPA i drænvand fra en testmark i varslingssystemet. Miljøstyrelsen varslede i første omgang et forbud mod anvendelse af glyfosat om efteråret. Under partshøringen kom der flere høringssvar, som argumenterede for, at kvaliteten af drænvand ikke kan sidestilles med kvaliteten af grundvand.

Efter et nationalt seminar blev det jo konkluderet, at koncentrationen af glyfosat i drænvand er højere end i vand, der har passeret 1-3-meters-zonen gennem jorden. Så glyfosat blev altså på den baggrund godkendt uden restriktioner. Det er så siden testet flere gange i varslingssystemet, hvor de årlige gennemsnitskoncentrationer i grundvandsinstallationerne lå væsentligt under grænseværdien. Så blev det i 2001 efter vurderingen i EU godkendt som et aktivstof, og i 2009 er den danske revurdering af glyfosatholdige produkter på baggrund af EU-vurderingen og de danske monitoreringsdata afsluttet, og det er stadig væk blevet godkendt uden restriktioner.

På baggrund af de nye resultater, der så er kommet i forbindelse med grundvandsovervågningen, er det jo, at jeg som nævnt har bedt Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen om en redegørelse om årsagen til de nye fund. Og det er så i den redegørelse, som jeg også har refereret i min tale, at vi får svaret på det inden sommerferien.

Hr. Per Clausen.

Det er vel rigtigt at sige, at der i 2004 var enighed om, at der ville være mindre Roundup i grundvandet, end der ville være i drænvandet. Det er rigtigt. Men det er vel også rigtigt at sige, at GEUS jo aldrig har opgivet det standpunkt, at man burde gribe ind, fordi der faktisk var en reel risiko.

Så må jeg bare sige, at man jo er blevet ved med at finde Roundup i både grundvand og drikkevand. Det har man gjort i stort set samtlige år siden. Så er der sket det spændende, at man i 2009 kun undersøgte omkring 60 boringer og fandt ikke noget, men ellers har man jo fundet det i drikkevandet år efter år. Derfor er jeg en lille smule uforstående over for, at vi står i den situation, at man nu skal til at undersøge, hvad der kan være forklaringen på, at det genfindes, når jeg tænker på, at producenten hele tiden har sagt, at det ikke kunne lade sig gøre at genfinde det.

Ministeren.

Jeg kan sådan set kun bekræfte den frustrationen, er det vel i virkeligheden, over, hvorfor det så lige pludselig er at finde i grundvandet, når producenten netop har sagt det modsatte. Det er jo også det, der er baggrunden for, at jeg reagerer. Det er på baggrund af de nye undersøgelser, og det er derfor, jeg har bedt om en nærmere redegørelse om de her nye glyfosatfund. Hvor stammer de fra? Er det en diskussion om, at der er tale om, at det er i forbindelse med bymæssig bebyggelse, altså en eller anden art af punktkildeforurening, så man skal ind og se på anvendelsen, eller er det i det åbne land? Alle de ting bliver vi meget klogere på, når vi får resultatet af undersøgelsen fra Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen, inden vi går på sommerferie.

Så er det fru Mette Gjerskov for en kort bemærkning.

Jeg synes jo, at det er mærkeligt, at ministerens hovedargument, når vi taler om sprøjtegifte, altid er det der med fortidens synder. Altså, når vi taler om glyfosat eller Roundup, er der ikke ret meget fortid i det. Det er jo ikke et stof, der har været på markedet de sidste 40 år, så det vil sige, at når vi finder det nu, er det, fordi det er nu, det er nået ned i så store mængder i vores drikkevands- og grundvandsmagasiner. Så kunne vi ikke stoppe det der med at sige, at det hører til fortidens synder? For der er jo ingen tvivl om, at Roundup nu viser sig i stigende omfang, og det bliver vi simpelt hen nødt til at forholde os til.

Ministeren.

Jeg kan ikke tilslutte mig at opgive det, at man taler om fortidens synder med hensyn til de pesticidrester, der findes. For der er jo tale om en lang række produkter. Lige præcis når vi taler om glyfosat eller taler om Roundup, er der ganske få grundvandsboringer. Jeg kan ikke helt præcis huske tallet. Det er jo ikke i drikkevandet, det er fundet; det er i nogle grundvandsundersøgelser. Det er der, der er fundet rester af det, uagtet vi nærmest på tro og love netop har fået at vide, at det ikke skulle kunne ske, at det kommer ned i grundvandet.

Det er også det, der er baggrunden for, at jeg netop har bedt om, at man ser på det her specifikt. For i forhold til at det opstår i grundvandet osv., er diskussionen om fortidens synder altså ikke irrelevant, når vi har alle de målemetoder, og når vi har den lange række af pesticidrestfund, som altså skyldes fortidens synder – og for en lang række af produkternes vedkommende er det produkter, der slet ikke er i anvendelse i dag.

Fru Mette Gjerskov.

Jeg kan godt tallene i hovedet. Der er fundet 18 prøver med glyfosat i fra 1999 til 2009, men de ni af dem, altså halvdelen, blev fundet i 2009, og det er jo det, der er alarmerende. Det er alarmerende er, at det bare er gået lynhurtigt med Roundup, og det skal vi virkelig være bekymrede over, for det er et af de allermest brugte sprøjtemidler i Danmark.

Men en anden ting, jeg også synes er vigtig at holde fast i, er antallet af lukkede boringer med sprøjtegiftrester i. Det kan da godt være, at de ikke nødvendigvis er lukket, på baggrund af at der var giftrester i, men ud af 3.386 boringer er der sprøjtegift i de 1.200. Altså, ud af dem, man har lukket, er der sprøjtegift i over en tredjedel. Det er da dybt, dybt bekymrende. Når vi så samtidig ved, at en drikkevandsboring koster mellem 2 og 5 mio. kr. at lave – og det er altså noget, borgerne derude betaler for for at få rent drikkevand – er det så ikke et problem, ministeren må tage alvorligt?

Ministeren.

Jeg synes i høj grad også, at jeg tager det her problem alvorligt og meget præcist redegør for den række af indgreb, vi har foretaget og løbende foretager i forhold til det her. Jeg synes også, det er vigtigt, at alle i debatten husker alvoren og husker at nævne det korrekte i debatten. Når man taler om pesticidrestfund, nytter det altså ikke noget at få skabt den her panik, hvilket der lidt kan være en tendens til. Det vil jeg i hvert fald gerne fraråde at man gør, for så ender det med, at folk simpelt hen ikke tør lukke op for vandhanen og drikke vandet. Sådan en situation er vi altså ikke i i Danmark. Vi skal og må huske på, at vi altså har noget af verdens reneste vand, og det skal vi blive ved med at have.

Når vi så måler så meget, som vi gør, og måler så akkurat og år for år bedre og bedre – vi bliver bedre og bedre til at måle det, vi kan måle det i det mindste koncentrationer – så finder vi også mere. Man finder mere, så man netop også kan gå ind og dokumentere, at det faktisk er produkter, der slet ikke er på markedet længere, eller produkter, der er blevet omfattet af restriktioner. Så det er vigtigt at have den balance i debatten om den her umådelig vigtige opgave, der handler om også fremadrettet at beskytte vores grundvand og drikkevand.

Tak til miljøministeren. Så er det i ordførerrækken hr. Eyvind Vesselbo.

Jeg synes altid, det er fint, når der kommer en seriøs debat om et væsentligt emne i det danske samfund, og derfor vil jeg også sige, at jeg synes, det er helt fint, at vi gang på gang i den her Folketingssal får en debat om, hvilken betydning plantebeskyttelsesmidler har for vores grundvand og vores drikkevand. Det her er jo et tydeligt eksempel på, at forslagsstillerne ønsker en debat og ønsker at sætte fokus på nogle ting, og det synes jeg man skal være velkommen til, og så tager vi gerne den her debat.

Der bliver fremsat forslag om et umiddelbart forbud mod godkendte sprøjtemidler, der er fundet i drikkevandsboringer, der bliver fremsat forslag om en forbudsprocedure mod aktivstoffet glyfosat og bentazon, og så er der en forbudsprocedure rettet mod en række aktivstoffer og nedbrydningsprodukter, der er konstateret i grundvandet. Jeg synes da, det ville være fint, hvis man kunne gå ind og forbyde en lang række af de her plantebeskyttelsesmidler, hvis det var hundrede procent påvist, at de havde en virkning og en udbredelse, som gør, at de medfører så stor skade, at de er til fare for sundheden.

Men sagen er jo den, at der arbejdes intenst med de her ting for at få kortlagt, hvilken skadevirkning de her plantebeskyttelsesmidler har på vores grundvand og på vores drikkevand og derved også på vores sundhed, og hvis det var sådan, at det var påvist hundrede procent, at de her stoffer også havde så kraftig en skadevirkning, at de var sundhedsfarlige, så var de ikke blevet godkendt. Og sagen er jo bare den, at der, hvis vi i Danmark siger, at vi nu i morgen vil forbyde glyfosat og bentazon, i EU så er en aftale om, at der for at kunne gøre de ting skal ligge en dokumentation for, at det er så farligt, at man skal forbyde det. I øjeblikket arbejder man i EU med hensyn til en lang række af de her produkter, plantebeskyttelsesmidler, men også andre kemikalier, jo netop på at finde ud af, om man kan finde nogle alternative stoffer, som er mindre farlige, og sætte dem i stedet, og lige så snart det er tilfældet, ja, så vil de selvfølgelig blive skiftet ud.

Så en lang række af de ting, der foreslås her, er jo i gang – jeg tror også, ministeren sagde det – og jeg kan ikke forestille mig, at vi i den her debat skal til at diskutere, om Venstre eller regeringen ikke vil gøre noget for at bevare drikkevandet eller bevare et rent grundvand. Selvfølgelig vil vi det, lige så meget som alle andre. Vi har bare nogle procedurer, vi føler vi skal overholde i et samarbejde for at kunne iværksætte de foranstaltninger, som måtte være nødvendige i den her sammenhæng.

Så derfor kan man ikke bare gøre det, som der står i det her beslutningsforslag. Jeg kunne også godt meget nemt følge den tankegang at sige: Jamen vi har jo miljøgarantien, og så bruger vi den og siger, at vi forbyder en lang række af de her stoffer med argumentet om miljøgarantien. Men der er den tilbagemelding, som jeg har fået på den problemstilling, jo i hvert fald, at man i den her sammenhæng ikke kan bruge miljøgarantien så entydigt på den her måde. Man kan bruge den i forbindelse med nogle enkeltsager, hvor man så kan sætte hælene i og få det vurderet senere hen, men ikke på den her måde. Men for mig at se kunne det da, hvis man kunne bruge miljøgarantien, være en mulighed for at få strammet op på det her.

Men da tingene er i gang, og da man ikke umiddelbart kan bruge miljøgarantien, kan vi sådan set ikke følge det, der står i det her beslutningsforslag, selv om det langt hen ad vejen er et udmærket forslag, som rummer en masse meget sympatiske indfaldsvinkler til det her. Vi kan ikke støtte forslaget.

Så er der korte bemærkninger, og det er først fra fru Mette Gjerskov.

Jeg hæfter mig ved, at Venstres ordfører siger, at han glæder sig over, at vi har den her debat, og at den ikke må dreje sig om regeringens manglende ønske om at gøre noget for grundvandet. Der må jeg bare sige, at Venstres ordfører og jeg har diskuteret sprøjtegifte igen og igen i den her Folketingssal. Regeringen har lovet at reducere forbruget af sprøjtegifte ude på markerne. Det er gået så meget op i hat og briller, at man nu på det nærmeste er holdt op med at regne på det, og den pesticidafgift, der skulle komme, er ikke kommet. Regeringen har halveret budgettet for grundvandsovervågning. Hvordan kan Venstres ordfører se vælgerne i øjnene og sige: Vi er en regering, som virkelig har gjort noget for grundvandet?

Ordføreren.

Nu sagde jeg ikke, hvad den her debat ikke måtte handle om, for hvad der skal debatteres, er noget, som fru Mette Gjerskov bestemmer. Jeg sagde: Jeg håbede ikke, at det ville ske. For det er simpelt hen ikke det, der er problemstillingen. Det er jo, hvad vi gør ved det her – måske endda i fællesskab. Og så siger fru Mette Gjerskov: Ja, regeringen har ikke stoppet, at der blev brugt store mængder plantebeskyttelsesmidler. Jamen altså, det er jo ikke regeringens medlemmer, der nødvendigvis går ud og sprøjter, jeg gør det heller ikke.

Jeg mener, vi har gjort en masse ting: Vi har lavet handlingsplaner, vi har sat rammer for, hvordan man skulle begrænse det her, og i fællesskab med nogle andre har vi besluttet, at sådan skulle det være. Så kan man jo ikke komme og sige her i Folketingssalen, at regeringen ikke har gjort noget, for vi har faktisk gjort en indsats og lavet en handlingsplan for at få nedbragt det her forbrug. At de, der så skulle følge den, af forskellige grunde ikke har fulgt det, der blev aftalt, kan regeringen jo ikke gøre for.

Vi må så bare tage nogle nye initiativer, og det er sådan set også det, vi gør, så det skal nok komme. Jeg kan sige, jeg også er lige så utålmodig som fru Mette Gjerskov med hensyn til at få de initiativer, vi har taget i »Grøn Vækst«, sat i gang, og det er bl.a. at få gennemført en afgift på plantebeskyttelsesmidler. Men det er altså ikke så nem en opgave, at den bare lige kan sprøjtes ud; der arbejdes med den, så den skal nok komme.

Fru Mette Gjerskov.

Nu har jeg jo siddet i Folketinget siden 2005, og i al den tid har jeg hørt fra Venstres og fra forskellige miljøministres side, at vi bare lige skulle vente lidt, så virkede det. Men det eneste, man har gjort, er, at man har lavet nogle frivillige aftaler med landbrugserhvervet om, at de skal reducere forbruget af sprøjtegifte. Og da de så ikke gør det, siger man: Næste år bliver det nok bedre, vent lidt, næste år bliver det nok bedre.

Vi har overhovedet ikke set noget til nogen som helst resultater. Det eneste resultat, man har fået ud af det, er, at der er kommet et større sprøjtegiftforbrug – et væsentlig større sprøjtegiftforbrug – end det, der var målet i 2009, og vi har heller ikke set noget til den afgift, som man for 2 år siden lovede os at man ville løse det her med. Den er heller ikke kommet. Jamen der er da ikke taget et eneste skridt, som har haft nogen virkning i forhold til forbruget af sprøjtegifte i Danmark og i forhold til grundvandsovervågningen.

Ordføreren.

Nu er det egentlig det samme spørgsmål, som jeg lige har svaret på, fru Mette Gjerskov stiller igen. Men jeg kan godt gentage, at det, at der ikke er sket det fald, vi ønskede skulle ske, i forbruget af plantebeskyttelsesmidler, jo ikke betyder, at regeringen ikke har gjort noget. Regeringen har lavet, som fru Mette Gjerskov meget rigtigt siger, en handlingsplan med frivillige aftaler. Det gjorde den, fordi udgangspunktet for at nå frem til et resultat, i hvert fald set ud fra Venstres synspunkt, er, at man indgår frivillige aftaler.

Vi har den opfattelse, at det er bedre at få folk med, altså at arbejde med folk end at arbejde mod folk for at få dem til at forstå, at det er af betydning, at man reducerer brugen af de her midler. Det at lave nogle restriktioner og forbud og andre ting er jo bare at foregøgle, at man kan få det til at falde på den måde. Jeg tror, det er meget bedre at gøre det med frivillige ordninger.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Nu ved jeg ikke, om hr. Eyvind Vesselbo forestillede sig indførelsen af et princip, hvor man frivilligt beslutter sig til, hvilke pesticider man vil bruge. Det vil alligevel være en radikal ændring af den politik, vi har i Danmark.

Det er jo sådan, og det har ministeren også forklaret her for nylig i et samråd, at Miljøstyrelsen ikke giver godkendelse af pesticider, der har risiko for at trænge ned i grundvandet. Det er sådan set et rigtig godt princip. Så er det bare lidt mærkeligt, at når der så er pesticider, som trænger ned i grundvandet, drager man ikke den logiske konsekvens af det og forbyder dem. Nej, man siger, at man så må gå i gang med at undersøge, hvordan det kan være, at de er trængt derned. Jeg synes måske i virkeligheden, at det vel – når man har det grundsynspunkt, at man ikke vil godkende pesticider, der trænger i grundvandet, og der så er nogle pesticider, som gør det – burde være ret logisk og oplagt at gå til et forbud.

Ordføreren.

Man kunne jo have det synspunkt, at hvis man mente, at hvis der nu er blevet fundet nogle pesticider, nogle plantebeskyttelsesmidler, i noget grundvand eller noget drikkevand – og det skulle egentlig ikke have været der, for producenten har sagt, at det ikke vil forekomme – så siger man bare: Jamen så lukker vi bare af, så forbyder vi det. Der mener jeg da at det er meget mere seriøst at konfrontere firmaet, producenten af dette middel, og sige: Hvad var det, I sagde? Skal vi ikke lige få undersøgt, hvordan det kan lade sig gøre, at det alligevel forefindes? Og når man så har det resultat, kan man beslutte, at man enten skal forbyde det eller fortsat lovligholde det.

Hr. Per Clausen.

Problemet er jo, at vi har at gøre med en problematik – i hvert fald hvis vi snakker Roundup – som har eksisteret i efterhånden rigtig mange år. Man kan næsten sige, at når man tænker på, hvor relativt få år Roundup er blevet brugt, har det sådan set fra den første dag, man tog det i anvendelse, været på vej ned i grundvandet. Og nu kan vi konstatere, at det er der. Processen har været løbende. Det er først nu, man så siger: Nu må vi prøve at finde ud af, hvordan det kan være, at det ender der.

Mener hr. Eyvind Vesselbo ikke, hvis vi så accepterer hr. Eyvind Vesselbos logik, at det – hvis pesticider genfindes i grundvandet, og vi ikke bare mener, at der er en risiko for, at de kommer derned – så ville have været en idé at have igangsat den proces med at finde ud af, hvorfor de ender der, for rigtig, rigtig mange år siden?

Ordføreren.

Jo, men hvis vi kun gør det, hr. Per Clausen siger – altså, vi går ud og forbyder det her, og så er det bare slut – så står vi jo i den situation, at vi opnår det modsatte af, hvad hr. Per Clausen egentlig vil, nemlig have stoppet udsivningen af de her plantebeskyttelsesmidler til grundvand eller drikkevand. For hvis hr. Per Clausen ikke får forsket i, hvad grunden er til, at det går anderledes, end man egentlig havde forestillet sig, så mener jeg, at hr. Per Clausen har et stort problem. Derfor synes jeg, det er ti gange bedre at sige: Vi vil gerne undersøge, hvad problemet med det her stof er – hvorfor gør det noget andet end det, som producenten har sagt? – og på baggrund af det få en seriøs vurdering af, hvad vi så gør ved det.

Hvis man ikke gør det, kan det jo i de næste 10-15 år måske udvikle sig endnu værre, end det ser ud i øjeblikket, fordi man ikke har fået undersøgt forholdene til bunds. Det mener jeg er logik.

Så er det hr. Kristen Touborg for en kort bemærkning.

Jeg undrer mig lidt over, at Venstres ordfører stadig væk mener, at frivillige aftaler er vejen frem, er måden, vi kan klare det her på, når man tænker på, at man – jeg tror, det var i 2004 – indgik en aftale med landbruget om, at behandlingshyppigheden, altså det antal sprøjtninger, der foretages i landbruget, skulle nedbringes. Og hvad skete der? Ja, der skete det, at i stedet for at få det begrænset, blev det næsten fordoblet, i forhold til det man havde aftalt, det skulle være.

Er det virkelig sådan, at Venstre stadig væk mener, at man bare kan bygge på, at det nok går, fordi frivillige aftaler jo kan bære igennem? Har Venstre virkelig ikke andre, mere slående planer for, hvordan vi slipper ud af det her problem?

Ordføreren.

Nu forstår jeg ikke helt hr. Kristen Touborgs argumentation, for jeg mener, at det frem til 2004, hvor både forbruget af plantebeskyttelsesmidler og behandlingshyppigheden faldt, drejede sig om frivillige aftaler. Da virkede det da meget godt.

Fordi der måske i en periode i de frivillige aftaler er nogle forudsætninger og nogle baggrunde både klimamæssigt og økonomisk, som gør, at de frivillige aftaler ikke helt holder, kan man vel ikke bare, når man har erfaringen med, at frivillige aftaler virkede helt tilbage fra 1985 og frem til 2004, sige, at fordi de ikke har virket i en ganske kort årrække, virker frivillige aftaler slet ikke. Det ville jeg egentlig godt have at hr. Kristen Touborg lige kunne forklare mig.

Hr. Kristen Touborg.

Det vil jeg meget gerne gøre, for hvis Venstres ordfører nu ville forholde sig lidt til virkeligheden, ville han også vide, at i den periode, hvor den her frivillige aftale blev lavet – altså fra 2004 og frem – skete der jo det, at der kom en voldsom kornprisstigning. Det har naturligvis haft den konsekvens, at i stedet for at sprøjte en gang i hvedemarken, sprøjter man tre-fire gange mod skimmel, mod svampe. Det er en naturlov i et kapitalistisk samfund: Bonden er selvfølgelig interesseret i at få mest muligt ud af det, og kan det betale sig at sprøjte mere, så gør man det.

Efter min mening at det det bedste eksempel på, at frivillige aftaler ikke holder en pind, for vi bønder er jo indstillede på, at kan det betale sig, så gør man det. Så tager man ikke hensyn til, at der er en frivillig aftale, en generel aftale. Det er jo den enkelte landmand, der skal udmønte aftalen, og landmandens attitude afhænger jo af, hvordan prisrelationerne mellem korn og pesticider er.

Ordføreren.

Det er jo interessant. Der fik vi virkelig forskellen på SF og Venstre at se. Det var jo lige før, de røde faner fra Østeuropa og Østtyskland – eller hr. Ole Sohn – kom frem på talerstolen. »Det kapitalistiske samfund« – ja, det var da noget værre noget. Tænk engang, at vi lever i et kapitalistisk samfund. Jeg ved ikke, om det stadig står i SF's partiprogram, at det vil man gerne have afskaffet.

Men jeg mener, at hr. Kristen Touborg jo meget, meget fint forklarede, hvorfor der skete det, som der skete med den frivillige aftale for 2004. Der har nemlig været nogle strukturændringer, nogle ændrede økonomiske vilkår og nogle klimamæssige ting, som har gjort, at man for at få et udbytte har måttet ændre på den måde, man sprøjtede på, i forhold til de aftaler, der var blevet lavet. Tak for den forklaring. Det var lige den, der skulle til.

Tak til hr. Eyvind Vesselbo. Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Så er det fru Mette Gjerskov som ordfører.

Jeg synes, vi skal starte med at slå helt fast, hvad det er, vi taler om i dag. Venstres ordfører kalder det plantebeskyttelsesmidler. Det lyder så omsorgsfuldt, men rent faktisk taler vi om gift. Det gode ved det er, at det virker. Har man et eller andet ukrudt, man gerne vil af med, er gift noget, der er effektivt, det fungerer, det får udryddet de planter, man ikke vil have. Men det har altså også den bivirkning, at noget af det havner i vores grundvand. Hvorfor er det problematisk? Det er det, fordi vi kommer til at indtage de her giftstoffer, og vi ved, at kemi og giftstoffer og al den slags er med til og er årsag til, at hvert tiende drengebarn i Danmark bliver født med misdannede kønsorganer. Det er sådan med fertiliteten herhjemme, at det, når man vil have børn, efterhånden ikke længere foregår i soveværelset, man går til lægen for at blive befrugtet, og det er bl.a. på grund af kemi – den cocktaileffekt, som vi er udsat for. Det er derfor, det her er så alvorligt. Det er ikke bare et spørgsmål om, om landbruget lige skal have lov til at bruge lidt mere gift eller lidt mindre gift næste år. Det handler om vores sundhed.

Jeg må sige, at vi, når det kommer til sprøjtegifte, i den tid, jeg har siddet i Folketinget, siden 2005, har slidt tre miljøministre op i den her sag, men lige lidt er der sket ved det. Det her er jo ikke første gang, vi står med den her debat i Folketingssalen. Regeringen har halveret budgettet til grundvandsovervågning, vi står i en 10-års-periode med langt over 1.000 boringer, der er lukket, med pesticider i, og så siger ministeren: Vi må ikke panikke. Nej, men det gjorde måske ikke noget, at vi havde en smule rettidig omhu.

Det forslag, der ligger på bordet i dag, synes jeg er meget sympatisk. Jeg må bare sige, at i forhold til at bruge miljøgarantien på den her måde mener jeg faktisk ikke, at det helt holder i byretten, for vi har jo det, som også er en del af beslutningsforslaget, at man kan indlede en forbudsprocedure, og der er det min klare vurdering, at det vil betyde, at situationen er, at vi ikke kan bruge miljøgarantien, og derfor mener jeg ikke, vi kan være med til den del.

Jeg har også kigget på både Roundup og spørgsmålet om bentazon, som er rejst i forslaget her, og jeg synes, at vi skal have en rigtig god drøftelse af det her i udvalget, og jeg synes også, vi skal gå ind og kigge på nogle konsekvenser, for det er måske nok det, jeg savner nogle overvejelser fra regeringen om. Hvad gør vi, hvis vi er nødt til det og kan komme igennem med at forbyde Roundup? Hvad vil der så ske? Det er et kæmpestort produkt i Danmark, hvad vil det blive erstattet af? For at vi fjerner Roundup, betyder jo ikke, at der ikke vil blive sprøjtet, for så vil der blive sprøjtet med noget andet, og vi har brug for at få en vurdering af, hvad det for noget andet er, og vil det så være det, der dukker op i grundvandet?

Så jeg mener, at der er rigtig mange gode tanker i det her forslag og mange gode takter, i forhold til at vi kan få en meget grundig drøftelse af, hvordan vi slipper af med de her forskellige stoffer, som findes i vores grundvand, hvordan vi i det hele taget får reduceret vores forbrug af giftstoffer – og det gælder både private og i landbruget. I forbindelse med det beslutningsforslag vi havde sidst, da vi talte om det her, drejer det sig også om at få en drøftelse af, hvordan vi får fjernet brugen af sprøjtegifte omkring vores drikkevandsboringer. Det her giver endnu en gang anledning til, at vi får taget det her meget, meget seriøst, for det, vi skal huske, selv om ministeren mener, at vi ikke skal panikke, og at vi har verdens reneste vand, er, at de i andre lande ikke drikker deres grundvand. I andre lande gør man det jo ikke, men hvis man gør det, er det, fordi man har renset det først. Det er jo en helt anden situation end den, vi er i i Danmark. Jeg mener, at vi, når vi bor i Danmark og med det vand, vi har, skal passe på det. Vi skal beskytte vores grundvand, vi skal beskytte det, sådan at vi har rent drikkevand også til næste generation.

Det her er et forslag, vi kan diskutere og se, hvilke dele af det vi kan gennemføre, og det vil vi gerne være med til.

Tak til fru Mette Gjerskov. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Så er det hr. Jørn Dohrmann som ordfører.

I Dansk Folkeparti synes vi også, at det er godt, at vi får diskussionen, om vi nu skal til at forbyde alle pesticider, eller om vi skal til at have mere rådgivning eller mere beskyttelse for at sikre vores drikkevand. Vi er helt enige i, at vi skal beskytte drikkevandet, for det er en vigtig ressource, og vi synes, det er godt, at der bliver sat fokus på det her område, fordi drikkevandet netop er noget, vi skal beskytte.

Vi må jo også sige, at nogle af de tiltag, som regeringen har gjort i den sidste næsten 10-årige periode, jo netop har været at sætte fokus på det her. Det nytter ikke noget, at man bare stiller sig op på talerstolen og siger det, som jeg i hvert fald hører nogle på den røde fløj bare sige. De siger: Uha, vi vil gerne en hel masse, men vi har ingen løsninger; vi har egentlig ikke tænkt os at gøre noget; vi synes, at det, som EU gør, altid er godt, og vi hylder EU hele vejen igennem.

Det er den forkerte måde at gribe tingene an på. Jeg kan godt lide, når hr. Per Clausen siger, at vi nogle gange skal turde udfordre EU-systemet. Vi skal nogle gange bruge miljøgarantien; vi skal prøve at bruge forsigtighedsprincippet for at komme videre ad den her vej med at få stoppet de her ting.

Men vi må også kigge lidt tilbage og så sige: Hvad er det egentlig, der er sket i tiden, der er gået, for at forhindre den her slags ting? Vi er jo blevet bedre til at analysere de prøver, der blive taget derude, og derfor vil vi også finde flere af de her stoffer – det er i hvert fald efter min overbevisning det resultat, der vil opnås.

Men når vi så kigger på, at man nogle gange også kan bruge pesticider, man kan sige, på en god måde, hvor man direkte går hen og sprøjter den enkelte plante, så tror jeg, at alle folk synes, at det er rigtig godt, at man kan bruge pesticider målrettet. Lad mig bare nævne sådan noget som bjørnekloen, og at man direkte kan sprøjte bjørnekloen ned med en sprøjte, så man undgår at skulle ud at bekæmpe den i mange omgange.

Men vi har også den udfordring, at nogle private måske bruger sprøjtemidlerne forkert, fordi de nogle gange synes – når de nu skal blande de her ting – at så må den hellere lige få 10 pct. ekstra, og dermed bliver det alt for skrapt. Så vi skal have fundet, kan man sige, de gode ting, som kan gøre, at vi kan reducere brugen af sprøjtemidler og brugen af plantebeskyttelsesmidler, som det også blev nævnt.

Jeg er tilhænger af, at vi finder den rigtige måde, men jeg tror ikke selv på, at vi ved bare at lægge om til økologi kan løse hele problemet – det er et supplement. Men det har også nogle andre ulemper, kan man sige, for der er mange, der skal brødfødes her på jorden, og dem bliver der mange flere af. Vi ser også, at det jo netop i byerne har stået på i lang tid, at man har forurenet f.eks. drikkevandet, ikke bare med sprøjtemidler, men med ganske almindelig jordforurening – det kan være fra benzinstationer og den slags – og der har man ikke gjort nok for at sikre drikkevandet. Nu har man så fundet forurening i de boringer ude på landet, og det er klart, at alle synes, der skal tages hånd om det. Men vi skal altså se på, hvordan vi kan sikre hele vandindvindingsområdet, som jeg vil kalde det.

Så vi ser med stor alvor på de her ting, der sker, og de fund, man gør. Vi vil gerne være med til at stramme op og sikre, at det er det rigtige værktøj, vi bruger i dag; at de uddannelseskrav, vi stiller til de enkelte, der skal sprøjte, er rigtige; at de også har det rigtige udstyr; og at man gør noget mere, for at der ikke sker punktkildeforurening.

Jeg må sige, at der har regeringen jo også allerede iværksat nogle tiltag, men vi er altid villige til at diskutere, om man kan gøre mere, og så må vi jo også konstatere, at nogle af de midler, som der bliver talt om her, er nogle af de ting, man vil følge op på og revurdere inden for de næste par år i EU-systemet. Det kan vi kun hilse velkommen. Vi synes egentlig, at det går lidt for langsomt, og vi kunne godt allerede nu se på det, sådan at vi kunne få undersøgt, om der er en gyldig grund til at skynde på, at de her midler måske erstattes af nogle, der ikke vil forurene grundvandet.

Men ellers glæder vi os til debatten i udvalget.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om hr. Jørn Dohrmann kunne løfte sløret for, hvad det er, han kunne forestille sig, man kunne gøre, udover det, regeringen allerede har foreslået. For hr. Jørn Dohrmann roste jo regeringen usædvanlig meget, når man tænker på, at det er hr. Jørn Dohrmann, der gjorde det, men derudover sagde han også, at der nok var noget mere, man kunne gøre. Og da jeg jo altid går efter at opnå de resultater, man kan opnå, kunne jeg godt tænke mig at høre, om hr. Jørn Dohrmann kunne udbygge det lidt yderligere.

Ordføreren.

Jeg mener klart, at man kunne give noget mere rådgivning til dem, der i dag behandler sprøjtemidler. Man kunne godt gå ind og se på, om man kunne lave noget mere frivillig beskyttelse. Vi har slået til lyd for, at man f.eks. på ekspropriationslignende vilkår kunne afhænde området, hvor der var vandindvinding, det kunne være til vandværker, og hvor man kan sige, at der her er et område, som vandværket er særdeles interesseret i, og hvor man kunne lave skovrejsning, men for at der ligesom skulle være en fordel både for vandværket og for den tidligere ejer – og det er ligegyldigt, om det er en landmand eller en privatperson, som har ejet jorden, sådan at de ligesom fik nogle ekspropriationslignende vilkår at kunne sælge på – så ville det være til gavn for alle, og man ville kunne beskytte drikkevandet endnu mere. Det var bare nogle konkrete eksempler, som man i hvert fald kunne tage og arbejde videre med.

Ønsker hr. Per Clausen yderligere en kort bemærkning? Værsgo.

Det handler måske mere om et andet beslutningsforslag, vi har fremsat, men lad os bare forfølge det lidt yderligere. Synes hr. Jørn Dohrmann ikke, at det måske kan være indskrænket, hvis man kun har den mulighed, at man kan overtage jord på ekspropriationslignende vilkår, hvis det, det i virkeligheden handler om, er, at man bare i et område begrænser mulighederne for at bruge pesticider og giftstoffer? Nu er hr. Jørn Dohrmann ikke så begejstret for økologi som andre tidligere ordførere for Dansk Folkeparti har været, men det er vel rigtigt, at man godt kan dyrke noget uden at bruge pesticider, og så er der vel ingen grund til fuldstændig at sige, at her kan der ingen produktion være. Det er vel sådan set lidt dumt.

Ordføreren.

Jeg må bare sige, at jeg jo ikke har sagt, at det skulle være den ene eller den anden løsning. Jeg har bare sagt, at det skulle være en smidig løsning, som ville skabe nogle resultater. Man kan selvfølgelig tro på det der med at sige til nogen, at nu skal I ikke lige dyrke f.eks. 25 m rundt om en boring. Jeg vil bare spørge hr. Per Clausen: Hvordan havde man regnet med, at man ville kontrollere de her ting, når der er de her store sprøjter, som er både 24 og 36 m brede? Det er nok ikke hver dag, at de lige ringer til hr. Per Clausen og siger: Det er nu, vi kører, det er nu, du skal stå og tage billeder, hvis det er det.

Derfor mener jeg, at det var bedre, at man sikrede sig og sagde: Hvis vi ejer området, så kan vi plante træer der, og vi kan lave alt mulig andet. Så er man sikker på det, og det er taget helt ud af drift. Det synes jeg bare ville være et godt forslag. Men dermed kunne der jo sagtens være mange andre ting, man kunne gøre samtidig, eller man kunne lave den frivillige aftale. Jeg er åben over for mange ting. Jeg mener bare, at det her ikke kan stå alene, og at det er et meget vigtigt emne.

Tak til hr. Jørn Dohrmann. Så er det hr. Kristen Touborg som ordfører.

Da fru Pia Olsen Dyhr ikke kan være til stede, skal jeg viderebringe følgende:

10 års nedskæringer i indsatsen for at reducere pesticidforbruget kan nu direkte ses i grundvandet. V og K’s myter om, at det kun er fortidens synder og ikke godkendte pesticider, der når grundvandet, undermineres kraftigt af GEUS’ nye rapport. Der er brug for en ny, markant politik for rent drikkevand.

Så sent som i januar i år afviste ministeren på et møde i ministeriet at ændre i den drikkevandshandlingsplan, som regeringen havde fremlagt uden at inddrage oppositionen. At hun siden hen har foreslået nogle ændringer virker mest, som om hun prøver at dække over hele VKO-periodens meget ringe indsats.

SF's holdning er klar. Vi vil have øget overvågning og inddragelse af alle stoffer, der bringes ud på jorden, så vi kommer på niveau med tidligere indsats; forhøjet pesticidafgift for at få behandlingshyppigheden ned; pesticidkvoter til hver enkelt landmand eller til hver enkelt afgrøde; fagligt begrundede beskyttelseszoner omkring drikkevandsindvendinger, ikke kun en tilfældig zone på 25 m; forstærkede aftaler om udfasning af pesticider i kommunerne og det offentlige; indsats mod privates brug af pesticider; automatisk startede forbudsprocedurer, hvis et pesticid findes i grundvandet.

Enhedslistens beslutningsforslag hænger fint sammen med de krav, som vi gerne ser fremmet. Beslutningsforslaget opfordrer regeringen til at indføre et umiddelbart forbud mod de godkendte sprøjtemidler, der er fundet i drikkevandsboringer, og som er væsentligt over grænseværdien. Herudover opfordres regeringen til at påbegynde EU-forbudsprocedurer mod aktivstoffet glyphosat og dets nedbrydningsprodukter; at påbegynde EU-forbudsprocedurer mod bentazon; at forberede EU-forbudsprocedurer for samtlige aktivstoffer og nedbrydningsprodukter, der er konstateret i grundvandet.

Om de fire elementer: Det første element af en juridisk umulighed, fordi miljøgarantien ikke omfatter pesticider. I forhold til de øvrige tre forslag kan vi generelt bakke op om dem. Glyphosat, eller populært kaldet Roundup, er igen fundet i grundvandet over grænseværdien, og Miljøstyrelsen er nu igen ved at overveje eventuelle restriktioner. Jeg havde gerne set, at Enhedslisten havde fokuseret forslaget på glyphosat, da glyphosat bør være forbudspunktet også for en international indsats. Ud over hensynet til grundvandet og vandmiljøet kan der i andre lande være et ønske om at eliminere glyphosat på grund af link til gmo'er og hyppigere tilfælde af resistens. Her tænker jeg ikke kun på EU, men også globalt. Glyphosat, altså Roundup, er i vore øjne et oplagt sted at starte.

Forslaget skal i øvrigt ses i sammenhæng med B 73, forslaget til folketingsbeslutning om sprøjtefrie beskyttelseszoner omkring almene vandforsyningsanlæg, som er fremsat af S, SF, Radikale, Enhedslisten og hr. Christian H. Hansen.

Tak til hr. Kristen Touborg. Der er ikke korte bemærkninger. Så er det hr. Rasmus Jarlov som ordfører.

Da den konservative miljøordfører, hr. Tage Leegaard, ikke kan være til stede, har jeg fået lov til at afgive en begrundelse for, hvorfor vi ikke kan gå ind for dette beslutningsforslag.

Det er jo sådan, at hvis vi skal ind og forbyde og regulere noget, skal der jo for det første være tale om et onde, som er stort nok til, at vi ønsker at skride til et forbud, og så skal det også være sådan, at der ikke er andre måder at forhindre det på. Efter vores opfattelse er der ikke konstateret nogen særlig risiko ved brugen af glyfosat og bentazon, og der er derfor ingen begrundelse for et forbud som foreslået.

Det er også sådan, at med plantebeskyttelsesmiddelforordningens ikrafttræden den 14. juni vil der være mulighed for at gennemføre yderligere restriktioner, hvis det skønnes nødvendigt. Der er gennem den seneste tid generelt sat et arbejde i gang med at beskytte drikkevandsressourcer i Danmark, og det er der selvfølgelig også al mulig grund til, for det er selvfølgelig meget afgørende, at vi beskytter vores drikkevand ordentligt.

Men vi mener altså ikke, at der er konstateret en tilstrækkelig risiko, og at mange af de initiativer, der findes i forvejen, er sådan, at vi ikke kan støtte det her beslutningsforslag.

Tak til hr. Rasmus Jarlov. Så er det hr. Johs. Poulsen som ordfører.

Radikale Venstre har en målsætning om, at man på lang sigt får den langt overvejende del af den danske landbrugsproduktion omlagt til økologisk produktion, og vi har ligeledes en målsætning om, at man ikke skal anvende miljøgifte i private havebrug. Vi har også en målsætning om, og det tror jeg at vi deler med mange, at miljøgifte, som i øjeblikket anvendes i produktionsmæssig sammenhæng og også i privat sammenhæng, ikke må forekomme i grundvandet, og såfremt de forekommer i grundvandet, skal der gøres en indsats for at fjerne stofferne fra vores miljø.

Når jeg nævner de to målsætninger, er det, fordi de er baggrunden for, at vi har valgt at være medforslagsstiller på det her beslutningsforslag, og vi er det også med afsæt i, at de, der ved mest om grundvand i Danmark, omend overvågningen er blevet mindre i de senere år, nemlig GEUS, klart påpeger, at vi her har en problemstilling, som man også fagligt set siger man politisk bør forholde sig til og gøre noget ved. Det er sådan set vores afsæt for at sige, at det her så er en fremgangsmåde, man kunne anvende.

Vi har naturligvis noteret os i debatten her, at der hos nogle er en opfattelse af, at man eventuelt ikke kan anvende den jura, der er tilgængelig inden for EU-juraen. Vi kan jo drøfte i udvalgsarbejdet, om det forholder sig sådan. En mulighed var jo også at afprøve, om det rent faktisk er muligt, men det kan vi som sagt vende i udvalgsarbejdet.

På en måde var det befriende ærligt, og nu ved jeg godt, at det ikke var ordføreren, der var til stede, og derfor skal jeg ikke indlede en polemik med den konservative ordfører, at høre den konservative ordfører, der sagde, at der ikke er noget problem, og derfor ønsker man ikke at støtte beslutningsforslaget. Sådan kan man jo også opfatte de data, der tilflyder os på det her område, men jeg må sige, at vi er fuldstændig uenige i den tilgang, der siger, at der ikke er noget problem.

Vi har allerede flere gange i debatten i dag fået blotlagt, at selv om glyfosat, Roundup, har en forholdsvis kort historie, altså kun har været anvendt i et begrænset antal år, har den altså allerede en historie, der jo havde sit afsæt i, at man her fik at vide, at der nu var en plantegift, som ikke ville belaste miljøet, og som aldrig nogen sinde ville kunne forefindes i vores grundvand. De af os, der har beskæftiget sig med miljøpolitik længe nok, kan i hvert fald tydeligt huske, at siden glyfosat kom på markedet, og siden Roundup er blevet anvendt i stigende og stigende omfang og fortsat bliver anvendt i stigende omfang, har mantraet hele tiden været: Det er ikke noget problem, for det vil aldrig nogen sinde kunne forefindes i grundvandet. Det har vi hørt utallige gange.

Derfor kan det godt forekomme en lille smule deja-vu-agtigt, når der er folk også i debatten i dag, der stiller sig op og siger, at der nok ikke rigtig er noget problem, og hvis der et eller andet, der alligevel tyder på det, er der nok nogle andre grunde til det, og at det må man undersøge yderligere osv. osv. Den viden, der foreligger nu, tilsiger, at man politisk forholder sig til, hvordan man løser den problemstilling, og det kan vi så få forskellig opfattelse af hvordan man gør. Efter vores opfattelse er det i hvert fald så alvorligt, at det må man tage fat på.

Det er jo også rigtigt, at det billede, som ikke mindst fru Mette Gjerskov og hr. Kristen Touborg tegnede fra talerstolen her, eksisterer, og at man har haft en situation de sidste 10 år, hvor regeringen har baseret sig på at lave frivillige aftaler med primært landbrugserhvervet omkring nedbringelse af anvendelsen af pesticider i produktionen, og det, man har opnået, er nærmest det stik modsatte. Det er altså heller ikke tilfredsstillende, og det, vi så har set som reaktion i forhold til den udvikling, har nærmest været apati, nemlig at man stort set ikke foretager sig noget. Sådan er situationen egentlig nu på feltet, og også det kalder jo på, at man under en eller anden form forholder sig til, hvordan man mere effektivt kan regulere for at undgå, at vi i fremtiden skaber endnu flere problemer for vores drikkevand, som jeg dog heldigvis kan forstå at størstedelen af Folketinget er optaget af fortsat og også i fremtiden skal være rent og drikkeligt og uden giftstoffer.

Det er altså hovedbaggrunden for, at vi står bag beslutningsforslaget, som det ligger her. Vi er åbne over for i udvalgsarbejdet at drøfte, om der skal ændres på noget af juraen i det, således at det kan samle en bredere opbakning, og det får vi vel så lejlighed til at vende der.

Tak til hr. Johs. Poulsen. Så er det hr. Per Clausen som ordfører for forslagsstillerne.

Jeg har jo forstået på debatten i dag, at der er rimelig enighed om, at det ikke er acceptabelt, at vi finder pesticider i grundvandet – og slet ikke i drikkevandet. Og når det ikke er acceptabelt og vi er nødt til at gribe ind og gøre noget, når det sker, er det jo, fordi vi har besluttet os til, at vi i Danmark vil bruge vores grundvand som drikkevand. Vi vil have det sådan, at vi pumper drikkevandet op fra grundvandsmagasinerne, og at forbrugerne skal kunne drikke vandet urenset fra hanen.

Derfor har vi besluttet os til, at vi ikke vil have pesticider i grundvandet. Vi er endda gået så vidt, at vi siger, at hvis vi vurderer, at der er risiko for, at et pesticid kan genfindes i grundvandet efterfølgende, vil vi ikke godkende det. Det har vi faktisk i Danmark kæmpet hårdt for at opretholde som en dansk mulighed også i forbindelse med EU-reguleringen, og det synes jeg er rigtigt og vigtigt.

Alligevel må man jo sige, at når man kigger på, hvordan det ser ud, hvordan det er gået, ses det, at det så måske ikke går helt så godt med at forvalte det ansvar, som det jo er at sikre, at danskerne også i fremtiden kan drikke vandet urenset fra hanen.

Vi ved, at hver fjerde aktive drikkevandsboring indeholder pesticider, og at der i løbet af de seneste 10 år i gennemsnit er blevet lukket to boringer hver eneste uge med indhold af pesticider. Hvis vi skal vende den udvikling, kræver det, at vi griber ind over for de pesticider, der kan udvaskes til grundvandet.

Her er et varslingssystem og grundvandsovervågning de advarselsmekanismer, der skal hjælpe os med at sikre, at der ikke opstår en situation, hvor vi finder pesticider i vores drikkevand. Vi skal altså omgående sætte ind over for de stoffer, der kan udvaskes 1 m under rodzonen, og som vi finder i vores grundvand. Det er i virkeligheden hovedpointen i det her beslutningsforslag. Så det er ligesom det, vi siger: Hvis vi mener alvorligt, at vi ikke vil have pesticider i vores grundvand, hvis vi ikke vil have pesticider i vores drikkevand, så er vi nødt til at reagere, når dette findes.

Så kan man jo filosofere længe over, hvorvidt man kan finde nogle mere effektive metoder end at forbyde det til at forhindre at det findes. Man havde jo indtryk af, ud fra det, hr. Eyvind Vesselbo fra Venstre sagde, at hvis man holdt nogle møder og holdt noget kursusvirksomhed i korrekt anvendelse af sprøjtemidler og talte rigtig længe om det, ville det være betydelig mere effektivt end at forbyde anvendelsen af det pågældende pesticid. Og der vil jeg bare sige, at jeg tror sådan set, hvis man holder op med at bruge et bestemt pesticid, kommer der ikke mere af det i grundvandet. Det tror jeg er nogenlunde sikkert.

Det, som jo er pointen her, er, at det er rigtigt, når miljøministeren siger, at vi slæber rundt på en lang række af fortidens synder. Det behøver man slet ikke at være i tvivl om. Men det drejer sig om pesticider, som man har grebet ind over for og forbudt. Det er jo som oftest dem, man finder i grundvandsovervågningen, nemlig fortidens synder. Nu kan man selvfølgelig spørge sig selv, om en af forklaringerne på, at man mest finder fortidens synder, er, at det sådan set er de stoffer, man måler på. Altså, med undtagelse af glyfosat og AMPA, så måler man sådan set ikke på andet det, man allerede har besluttet sig til at gribe ind over for, og så finder man selvfølgelig heller ikke andet.

Men når man kommer til spørgsmålet om Roundup, synes jeg, at man må konstatere, at der ikke gribes ind fra de ansvarlige miljømyndigheders side i tilstrækkelig grad. Det er derfor, at vi i dag også finder godkendte pesticider både i grundvandet og i drikkevandet, også i koncentrationer over grænseværdierne.

Det er det, det her beslutningsforslag handler om. Det handler lige præcis om det problem og skal sikre, at der gribes ind, når alt andet så at sige er glippet. Det er, fordi man ikke skal tage fejl af, at Enhedslisten og Det Radikale Venstre og hr. Christian H. Hansen jo ikke fremsætter det her beslutningsforslag, fordi vi synes, det er en rigtig god løsning at gribe ind, når ulykken er sket. Vi så gerne i lighed med det, hr. Johs. Poulsen var inde på, at man omlagde landbruget sådan, at det undgik at forurene, sådan at vi var sikre på, at det ikke forurenede. Men det betyder jo ikke, at vi ikke bliver nødt til også at gribe ind over for de ulykker, der sker nu.

Det er derfor, vi siger, at når man finder pesticider i drikkevandet væsentligt over grænseværdien, skal man omgående sætte ind med et forbud. Der har så været en udveksling, en debat om EU-juraen. Det, jeg forstod miljøministeren sagde, var i virkeligheden, at man slet ikke behøvede at bruge miljøgarantien, fordi man umiddelbart kunne gennemføre et forbud, hvis man var i stand til at dokumentere, at der var et reelt problem. Og det er netop, fordi vi, når vi snakker drikkevand og grundvand og forurening af drikkevand og grundvand, har været i stand til at fastholde nogle muligheder for at gå længere i Danmark, end man kan generelt set i EU. Det gør det jo ikke mindre fristende at undersøge det, synes jeg.

Vi har i vores beslutningsforslag fremhævet to stoffer, som vi mener i høj grad illustrerer, hvor relevant det her beslutningsforslag er. Og jeg vil nøjes med at komme ind på Roundup. Og hvis nogen skulle spørge, hvorfor jeg lige vælger det, skal jeg da indrømme, at det er – og det har andre ordførere også været inde på, bl.a. SF's ordfører – fordi det nok er der, hvor problemstillingen er mest oplagt.

Der er tale om det mest anvendte sprøjtemiddel i Danmark. Der er tale om et sprøjtemiddel, der er blevet solgt til offentligheden, til kunderne, til politikerne med en påstand om, at det aldrig nogen sinde ville kunne ende i grundvandet. Det var et hundrede og ti procent sikkert.

Det var sådan, at det stod på Roundup’s eller rettere Monsantos hjemmeside i 1999. Efter man havde fundet det i grundvandet, stod det der stadig væk: Det ville aldrig kunne ske. Så fik man selvfølgelig ændret forklaringen til, at det kun ville kunne ske under nogle ganske bestemte omstændigheder og hist op og kom herned.

Men realiteten i det her er, at advarselslamperne har blinket i forbindelse med Roundup i mere end 10 år. Det var i 1999, at GEUS opdagede glyfosat i det danske grundvand, og det var dér, man så for første gang kunne konstatere, at påstanden om, at det ikke kunne ske, ikke holdt. I 2003 konstaterede man via varslingssystemet, at glyfosat passerede rodzonen i uacceptabelt høje mængder, nemlig i koncentrationer, der overskred grænseværdien 5-10 gange. Og det var der, eksperterne fra GEUS anbefalede, at man indførte et forbud mod anvendelse om efteråret.

Så var der en lang proces, hvor nogle sagde, at selv om det passerede rodzonen i en koncentration, som var over grænseværdien, ville det nok, inden det nåede længere ned, enten forsvinde eller blive tyndet ud. Det var der en heftig, en meget heftig, faglig debat om. Ikke alle, der blandede sig i den faglige debat, havde først og fremmest faglige motiver, nogle havde også kommercielle motiver, og det spillede også ind.

I hvert fald endte det med, at der ikke blev gennemført nogen handling. Man indførte ikke det forbud mod anvendelse om efteråret, som alle partier i Folketinget ellers tilbage i 2003 havde sagt at de gik ind for, der var ingen grænser. Venstre og Socialdemokraterne førte an, og så var der kun én ting at gøre for os andre, og det var at følge efter. Men som det jo ofte går, kneb det lidt, da der skulle ske noget.

I en rapport, der blev offentliggjort i begyndelsen af 2004, konstaterede man, at i 21 ud af 615 undersøgelser af vandforsyninger blev der fundet glyfosat eller AMPA i mængder over grænseværdierne, og så startede man en oplysningskampagne. I dag kan man vel bare i al stilfærdighed konstatere, at oplysningskampagnen ikke har givet tilstrækkelige resultater. Det er vel det, man må sige.

I grundvandsovervågningen for 2008 konstaterede man, at et stigende antal boringer fra både grundvandsovervågning og fra vandværkernes boringskontrol indeholdt glyfosat og nedbrydningsproduktet AMPA. Så skal man også være opmærksom på, at der jo kun måles på glyfosat i et meget begrænset antal målinger. Altså, i 2008 målte man på 500 af omkring 8.000-9.000 boringer.

Så har ministeren sagt, at man ikke bare kan tillade sig at runde op fra det tal, man finder i de 500 boringer, til et større tal. Nej, man kan vel, hvis man skal være sådan lidt præcis, sige, at vi ved, at der findes glyfosat i både grundvand og drikkevand. Vi ved ikke, i hvor stort et omfang, for det har vi ikke undersøgt endnu, andet end i glimt. Det mest kuriøse er, at man har brugt det, at man kun gennemførte undersøgelsen i forbindelse med 66 boringer i 2009 og så ikke fandt det i drikkevandet nogen steder, som argument for, at det så måske ikke rigtig alligevel findes.

Der vil jeg bare sige, at det, vi ved nu, er, at det findes i grundvandet, og vi ved, at det findes i drikkevandet. Vi ved, at der findes eksempler på, at det har været til stede både i grundvand og i drikkevand i mængder over grænseværdierne, så det er altså efter vores opfattelse en alvorlig sag.

Nu er glyfosat jo kommet på vandværkernes obligatoriske liste, og det betyder, at en gang om et par år vil vi få nogle lidt mere præcise tal. Jeg synes bare, at det vil være dumt, hvis vi venter med at gribe ind, til vi får de tal. Dem tror jeg sådan set ikke der er nogen grund til at afvente. Og jeg forstår da også, at nu er Miljøministeriet i gang med en undersøgelse, der vil komme frem til et eller andet resultat til sommer, hvor man mener at have fundet ud af, hvad der er forklaringen på, at Roundup genfindes i grundvandet, og det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af det.

Enhedslistens opfattelse er jo, at vi skal arbejde videre med udgangspunkt i den debat, der har været i dag. Vi skal prøve at se, om der kan blive enighed om eller flertal for i Miljøudvalget for at gennemføre nogle effektive tiltag på det her område. Jeg synes på den ene side ikke, at det er vældig optimistisk efter dagens debat, men på den anden side har det jo før vist sig, at hvis man bare bliver ved nogle gange og bliver ved med at diskutere nogle ting, sker der alligevel noget, så jeg ser frem til, at vi også på det her område opnår fremskridt i fremtiden.

Tak til hr. Per Clausen.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Miljø- og Planlægningsudvalget, hvis ingen protesterer.

Det er ikke tilfældet.