Nu har forslagsstilleren, hr.
Simon Emil Ammitzbøll, jo selv på et tidspunkt i forbindelse med det tidligere lovforslag, der blev behandlet, nævnt 1.
april, og når jeg ser de to forslag på samme tid – et, hvor man skal nedlægge regionerne, og et andet, hvor man skal beregne, hvad konsekvenserne er – så tænker jeg da også lidt på 1.
april, det må jeg indrømme.
Men nu har vi så fået en forklaring på, at vi skal gøre det på samme tid, nemlig at forslagsstillerne ikke har kunnet få svar på, hvad konsekvenserne af det her vil være.
Der er ikke nogen tvivl om, at strukturreformen, som den er gennemført her, ikke har været nogen ubetinget succes.
Det er klart, at der er nogle fordele og nogle ulemper ved det, og hvis man kigger helt overordnet på det, kan man se, at det jo har vist sig, at det lokale demokrati i hvert fald ikke er blevet styrket af strukturreformen, tværtimod.
Det har også vist sig, at nogle af de stordriftsfordele, man har villet have, når det gælder administration og bureaukrati, heller ikke har været høstet, hvorimod det, der handler om saglighed og større faglighed i forbindelse med beslutninger, i det væsentligste er opfyldt.
Så man må jo sige, at den strukturreform, som grundlæggende er skyld i, at regionerne findes, både har nogle plusser og nogle minusser, og der er nok en forholdsvis bred enighed om, hvor i hvert fald plusserne ligger henne.
De foregående ordførere har været meget inde på det med, hvad regeringen egentlig har ansvaret for, og det bliver jo nemt en debat, hvor vi i hvert fald ikke får placeret noget som helst ansvar for, hvad det er, der skal ske fremover.
Det er klart, at regeringen har et ansvar for de overordnede rammer for regionerne og den overordnede økonomi for regionerne.
Det er også klart, at når regeringen har valgt en bestemt form for struktur og økonomi i forbindelse med de opgaver, som bliver lagt ud, så medfører det jo nogle arbejdsvilkår for regionerne, som så kan påvirke den måde, som de løser opgaverne på.
Så hvis man ikke er parat til at grave et spadestik dybere, når man diskuterer det her, bliver det en i bedste fald fuldstændig overflødig debat, og i værste fald en debat, som er mere vildledende, end den er vejledende, hvis borgerne skal prøve at følge med i, hvad der er op og ned med hensyn til regionerne og deres arbejdsvilkår.
SF mener, at regionerne skal bevares, at vi skal bevare den deling, vi har nu, med kommune, region og stat som udgangspunkt.
Et af de helt afgørende argumenter for os er netop det med demokratiet – den inddragelse af borgerne i udviklingen af det danske velfærdssamfund, den danske stat, som gør, at man skal have de her niveauer.
Jeg er glad for at høre ministeren sige, at det er et holdningsspørgsmål; at der er en grund til, at man har regionerne og kommunerne, og at det ikke har været økonomiske hensyn, der har gjort, at man har valgt den her struktur.
Så langt er vi i hvert fald enige.
Så kan vi diskutere, hvad præmisserne skal være, hvor langt demokratiet skal række, og så vil jeg håbe på, at det i hvert fald bliver en mere saglig debat end den, vi får, når vi kun prøver at skyde ansvaret fra os og prøver at latterliggøre hinandens synspunkter om, hvad vi mener om regionerne.
Så langt så godt.
Så jeg vil gerne kvittere for ministerens klare melding på det punkt i hvert fald.
Det demokratisynspunkt, som er et af dem, der er afgørende for SF, når vi siger, at regionerne skal bevares, er jo, at hvis man har en folkelig forankring, en folkelig involvering i, hvad der foregår i regionerne via regionsrådene, så får man den indsigt, som gør, at borgere får lyst til at følge med i, hvad der foregår, at borgere får lyst til at deltage i de valg, der er til regionerne og også til kommunerne, og at man dermed får en folkelig forankring i det sundhedsvæsen, vi har.
Den folkelige forankring er helt afgørende for, at vi får en udvikling af velfærdssamfundet, en udvikling af hospitalsvæsenet, som når helt ud til den sidste borger, så alle får en mulighed for at få indflydelse på og medansvar for, hvad der sker.
Et tab af den borgerindflydelse, et tab af den indsigt, vil vi ikke risikere med hensyn til det, der foregår i regionerne.
Hvis jeg skal beskrive SF's udgave af demokrati, vores ønsker for, hvordan strukturen skal være i Danmark, vil jeg sige det på den måde, at vi mener, at ting skal være så decentrale som muligt.
Det er klart, at der er nogle opgaver, der skal løses statsligt, at der er nogle opgaver, som skal løses på det højeste niveau, vi har, og det er lige så klart, at der er nogle, der skal løses så tæt på borgerne, som det overhovedet kan lade sig gøre.
Den debat deltager vi altid gerne i.
Hvor skal vi lægge niveauet?
Hvor skal vi lægge placeringen af opgaver, så det bliver så decentralt som muligt?
Det er klart, at vi ikke altid kan blive enige om det, men vi kan da tage debatten, og det er for mig at se at give en mulighed for en mere frugtbar debat i hvert fald.
Når vi kigger på de områder, som har lidt under den strukturreform, vi har, er et af områderne det specialiserede socialområde.
Vi har jo oplevet, at kommuner har hjemtaget specialiserede institutioner uden faktisk at kunne magte opgaven, uden at kunne magte opgaven sådan, at alle kommuner så havde adgang til de meget specialiserede tilbud.
Vi mener, man skal kigge på opgavefordelingen mellem kommuner og regioner og kigge på, om nogle af de opgaver, der ligger i at have de meget specialiserede institutioner, skal placeres i regionerne, eller om de skal placeres på en anden måde, så vi er sikre på, at der er nogle, der har en initiativpligt til så at sørge for, at de her specialiserede tilbud er der.
I øjeblikket hører vi jo historier om, hvordan man på området for senhjerneskader får nedlagt pladser i stor stil, fordi det ikke er muligt for de enkelte kommuner at løse opgaven, og de kommuner, som har brug for tilbuddet, men som ikke selv kan etablere det, risikerer nu, at der heller ikke er andre kommuner, hvor man kan komme hen til det tilbud.
På den måde er vi nødt til at kigge på, hvad den her strukturreform har kostet – og jeg snakker ikke om penge, jeg snakker om tilbud, om tab af muligheder for borgere, som faktisk har et behandlingsbehov, som de nu ikke kan få tilfredsstillet.
På den måde skal vi kigge på regioner og kommuner.
Så svaret for os er ikke, at vi skal nedlægge regionerne.
Svaret for os er at kigge på, hvad regionerne kan og skal, og om de kan og skal det rigtige, og om kommunerne og regionerne har den rigtige arbejdsfordeling.
Den anden del af det er så at kigge på, om vi kan gøre noget på administrations- og bureaukratisiden.
Jeg er jo ikke i tvivl om, at det kan man i kommunerne, og jeg er heller ikke i tvivl om, at det kan man i regionerne, men dér, hvor vi virkelig har brug for at kigge på det, er i sammenstødet mellem kommuner og regioner.
Det er dér, hvor nogle borgere kommer i klemme på vej fra hospitalsvæsenet til kommunerne eller den anden vej.
Og der er for mig at se alle muligheder for at gå ind og kigge på en mere fornuftig opgavefordeling, en mulighed for, at kommuner og regioner i stedet for at kæmpe om at undgå en udgift kan arbejde sammen på en helt anden måde om de grænseflader, der er, og få nogle meget mere ordentlige aftaler ud af det.
Der er en stor arbejdsflade, hvor vi kan få bedre samarbejde mellem regioner og kommuner til glæde for borgerne.
Så der er masser at gå i gang med for at gøre det system bedre end det, vi har nu, men det er i hvert fald ikke en løsning at nedlægge regionerne.
Så lad os holde fast i den opgavefordeling, vi har, med de tre forskellige lag, og lad os så prøve, om det ikke skulle kunne lade sig gøre at snakke om det her uden at skælde ud på nogen.
Jeg er helt sikker på, at hvis eller når vi får en ny regering, en S-SF-regering, vil vi få en anden holdning til det her; så vil vi få en regering, som er parat til at arbejde konstruktivt med for at få det her til at fungere, i stedet for at det er sådan en piskpolitik, hvor man går ud fra, at man ved at straffe nogen eller ved at give dem tommelskruerne på kan få dem til at fungere bedre.
Det kan man ikke.
Man kan ikke få nogen til at fungere bedre ved at slå på dem.
Man kan få nogle til at fungere bedre, hvis man går ind i en dialog med dem og får et reelt partnerskab om, hvordan det her velfærdssystem fungerer bedst muligt.
En ny regering vil være parat til at gøre det, og det vil vi få mere ud af, end vi vil gøre ved at nedlægge regionerne.
Håbet kunne jo også være, når emnet kommer op, at den nuværende regering vil være parat til at snakke med os andre om, hvordan vi får det her til at fungere via partnerskab i stedet for via pisk.
Så vi kan ikke støtte forslaget.
Vi vil meget gerne støtte og arbejde for, at regionerne får bedre betingelser.
Vi vil meget gerne støtte og arbejde for, at kommunerne og regionerne får bedre arbejdsvilkår med en arbejdsfordeling, og det ville der være nogle perspektiver i, som ligger langt ud over det, forslagsstillerne kan forestille sig med det forslag, der ligger her.