Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 65:

Forslag til folketingsbeslutning om at skærpe straffen for dømte, der udebliver fra afsoning.

Af Peter Skaarup (DF) m.fl.

(Fremsættelse 03.02.2011).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Beslutningsforslaget, som vi skal drøfte her, pålægger regeringen inden udgangen af denne folketingssamling at fremsætte de nødvendige lovforslag, som sikrer, at straffen for dømte, som udebliver fra en strafafsoning, bliver skærpet. Den skærpelse skulle så bestå i, at det antal dage, som den dømte udebliver fra en strafafsoning, skal lægges oven i den dom, der allerede er afsagt.

Jeg forstår selvfølgelig udmærket godt baggrunden for beslutningsforslaget, og jeg deler egentlig også forslagsstillernes opfattelse af, at det er stødende for retsfølelsen, at nogle dømte vælger ikke at møde op til deres afsoning.

Regeringen har gennem årene iværksat en række tiltag for at sikre, at udeblivelse bliver mødt med mærkbare konsekvenser, så det ikke kan betale sig at udeblive fra en afsoning, og en arbejdsgruppe, som er nedsat af Justitsministeriet, har netop afgivet en rapport om mulighederne for yderligere tiltag. Det er en rapport, som jeg vender tilbage til lige om lidt.

Først vil jeg lige redegøre for de muligheder, der allerede er i dag, for at gribe ind over for dømte, der udebliver fra en afsoning.

Det følger af de gældende regler, at Kriminalforsorgen omgående skal underrette politiet, når den dømte ikke er mødt op til afsoning. Den dømte bliver så eftersøgt af politiet med henblik på anholdelse og iværksættelse af en afsoning.

I den forbindelse kan jeg oplyse, at Justitsministeriet i 2005 udstedte en cirkulæreskrivelse til politiet, hvor ministeriet indskærper vigtigheden af, at politiet hurtigst muligt, efter der er modtaget en underretning om udeblivelse, iværksætter eftersøgning af den pågældende fængselsdømte.

Ud over anholdelse vil den dømtes udeblivelse fra strafafsoning kunne medføre, at afsoningsstedet bliver ændret fra et åbent til et lukket fængsel. Udeblivelsen vil desuden kunne medføre begrænsninger i den dømtes muligheder for at få udgang under afsoningen og i den dømtes muligheder for prøveløsladelse.

I forbindelse med en ændring af straffuldbyrdelsesloven i 2006 er det bestemt, at dømte, som uden lovlig grund udebliver efter tilsigelse til afsoning, som udgangspunkt skal fratages muligheden for udgang i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen. I øvrigt skal udeblivelse tillægges vægt ved vurdering af, om udgang også senere skal afslås på grund af risiko for, at den indsatte i givet fald vil misbruge udgangstilladelsen. Derudover tillægges den dømtes udeblivelse negativ betydning i forbindelse med en afgørelse af, om den dømte kan opnå prøveløsladelse efter den såkaldte noget for noget-ordning om tidligere prøveløsladelse af dømte, som har ydet en særlig indsats.

Endelig skal det nævnes, at den dømtes udeblivelse kan få betydning for den pågældendes mulighed for at oppebære sociale ydelser. Regeringen indførte i 2005 en ordning, som indebærer, at politiet eller Kriminalforsorgen skal underrette kommunen, når de får formodning om, at en person, der bevidst har unddraget sig strafforfølgning ved at udeblive fra strafafsoning, samtidig modtager sociale ydelser. Underretningen sker, med henblik på at kommunen øjeblikkelig kan få stoppet de sociale ydelser.

Myndighederne har altså allerede i dag en række reaktionsmuligheder, som kan motivere dømte til at møde op til deres afsoning. Ikke desto mindre er der fortsat behov for, at vi målretter og effektiviserer indsatsen, hvis vi skal sikre, at flere personer møder til afsoning på det fastsatte tidspunkt. Derfor nedsatte Justitsministeriet i efteråret 2009 en arbejdsgruppe med repræsentanter for kriminalforsorgen, anklagemyndigheden og politiet, som har haft til opgave at komme med forslag til yderligere administrative eller lovgivningsmæssige forslag, der kan medvirke til at nedbringe udeblivelsesprocenten.

Arbejdsgruppen har netop afgivet sin rapport, der er sendt til Folketingets Retsudvalg til orientering. Arbejdsgruppen har bl.a. overvejet, om det eventuelt var en idé at gøre det strafbart at udeblive fra afsoning, sådan som det er tilfældet i Norge, og som det også foreslås i det beslutningsforslag, vi netop har til behandling her i dag. Arbejdsgruppen har i den forbindelse gennemgået de norske erfaringer på området, og opgørelsen fra Norge viser, at antallet af personer, der udebliver fra en strafafsoning, ikke er faldet, siden reglerne om kriminalisering af udeblivelse trådte i kraft i 2007. Der kan derfor ikke peges på nogen synlig effekt af lovgivningen.

Det fremgår også af rapporten, at arbejdsgruppen ud fra de oplysninger, som arbejdsgruppen har tilvejebragt om dømte, der udebliver fra afsoningen, med en vis forsigtighed antager, at der formentlig er en overrepræsentation af lidt ældre misbrugere blandt de dømte, der udebliver, og at der samtidig er en overvægt af dømte, der tidligere har udstået en straf. Efter arbejdsgruppens opfattelse er det tvivlsomt, om kriminalisering af udeblivelse og trussel om straf vil have nogen præventiv effekt over for denne gruppe.

På grund af usikkerheden om den mulige positive effekt af kriminalisering og henset til, at en kriminalisering vil medføre betydelige omkostninger for både Kriminalforsorgen, politiet, anklagemyndigheden og domstolene, anbefaler arbejdsgruppen ikke, at der indføres regler om kriminalisering af udeblivelse.

Arbejdsgruppen tilføjer i rapporten, at hvis det, uanset arbejdsgruppens anbefaling, bliver besluttet at kriminalisere udeblivelse, vil en sådan kriminalisering kunne give anledning til vanskelige bevismæssige spørgsmål, fordi det jo i en konkret straffesag vil skulle godtgøres, at den dømte var bekendt med afsoningstidspunktet, og at udeblivelsen skyldtes den dømtes forsømmelse.

I stedet peger arbejdsgruppen på nogle administrative foranstaltninger, som arbejdsgruppen mener må forventes i højere grad at kunne medføre en nedgang i antallet af udeblivelser, og det må være det, der er det fælles mål.

En del af de foreslåede foranstaltninger skal sikre, at den dømte er bekendt med tidspunktet for afsoningen, og at den pågældende kender til de mulige negative konsekvenser af en udeblivelse. Det foreslås at gøre indkaldelsesskrivelserne mere pædagogiske og brugervenlige, så man sikrer, at de dømte forstår de vigtige budskaber, der er i indkaldelsen, herunder ikke mindst konsekvenserne af at udeblive.

Desuden foreslås det at indføre en forsøgsordning, som indebærer, at Kriminalforsorgen så vidt mulig tager personlig kontakt til den dømte inden afsoningen med henblik på at give den dømte vejledning om de praktiske forhold vedrørende afsoningen og om konsekvenserne af en udeblivelse.

Derudover har arbejdsgruppen peget på, at Kriminalforsorgen bør undersøge mulighederne for at udvide samarbejdet med kommunerne om at indstille udbetaling af forskellige sociale ydelser i forbindelse med dømtes udeblivelse. Det er arbejdsgruppens opfattelse – baseret på oplysninger om praktiske erfaringer – at truslen om ophør af sociale ydelser i et vist omfang kan motivere den dømte til at møde til afsoning. I den forbindelse kan jeg fuldt ud tilslutte mig arbejdsgruppens opfattelse af, at det er meget vigtigt at sikre sig, at dømte, der unddrager sig strafforfølgning ved at udeblive fra afsoning, ikke kan oppebære sociale ydelser.

Som jeg sagde indledningsvis, er jeg fuldstændig enig med forslagsstillerne i, at udeblivelse fra en strafafsoning er et alvorligt problem, som vi bør tage hånd om. På baggrund af de klare konklusioner, som arbejdsgruppen har lagt frem i deres rapport, mener jeg på den anden side ikke, at der er grundlag for at indføre regler om at kriminalisere udeblivelse fra strafafsoning. Derfor kan jeg heller ikke støtte forslaget om at indføre en ordning, der indebærer, at det antal dage, som den pågældende udebliver fra en strafafsoning, skal lægges oven i den dømte straf. Jeg mener, at der i stedet for er behov for at lytte til de praktiske anbefalinger, som arbejdsgruppen om udeblivelse fra afsoning er kommet med, og som forhåbentlig vil bidrage til en mere målrettet indsats for at bekæmpe problemet med udeblivelse. Jeg vil derfor sørge for, at anbefalingerne i arbejdsgruppens rapport bliver sat i værk.

Sammenfattende kan regeringen altså ikke støtte beslutningsforslaget, men jeg synes da, at det kunne være interessant, om vi i fællesskab kunne følge med i udviklingen for at se, om de tiltag, vi nu sætter i værk, også har en effekt.

Der er foreløbig to medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger, først hr. Peter Skaarup.

Jeg vil ud over at sige tak for de oplysninger, der er kommet frem, spørge justitsministeren, om ikke justitsministeren kan se det problem, politiet har, hvor de jo bruger meget, meget store ressourcer på at køre ud og finde de pågældende, der ikke møder op til afsoning, og om ikke det er et argument for at skride hårdere ind i forbindelse med de her udeblivelser. Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål, som jeg vil stille, er: Hvis man ser på, hvad der skete, sidst man indførte nogle stramninger på det her område, og kigger på tallene for, hvad der skete efter det – det var i 2005 med en lov, der fik virkning i 2006, og hvor man indførte regler om, at en person, der uden lovlig grund udebliver fra afsoning af frihedsstraf, automatisk fratages muligheden for at få sædvanlig udgang i de første 3 måneder af afsoningsperioden – det var justitsministeren også inde på – så kan man se, at alt tyder på, at der på baggrund af de stramninger, der blev vedtaget, skete en nedgang i antallet af personer, der ikke mødte op til afsoning.

Med det vil jeg spørge justitsministeren, om ikke det netop er et argument for omsider at få kigget på det her igen, for alt tyder på, at hvis man laver nogle nye stramninger på det her område, kan man dermed decimere politiets arbejde med at finde de pågældende.

Justitsministeren.

Vi er jo fuldstændig enige om, at det – ud over alle de andre kedelige konsekvenser, det har, at man udebliver fra afsoning – er stærkt problematisk og belastende, at politiet skal bruge ressourcer på de sager. Det er jo ikke rimeligt. Omvendt må man også sige, hvis man skal se på politiets ressourceforbrug, at hvis vi nu kriminaliserer det, således at vi lægger en straf oven i den straf, der er dømt i forvejen, og altså strafsanktionerer det her, så vil det jo også belaste politiet ressourcemæssigt at skulle håndtere de sager, hvor de altså skal i gang med en egentlig sag, hvor de skal bevise, at den pågældende er udeblevet bevidst, og sikre sig, at der er et tilstrækkeligt grundlag for at godtgøre, at vedkommende skal straffes. Det tror jeg også vil belaste politiet i ganske betydelig grad.

Jo, jeg synes da bestemt, at erfaringer med stramninger er noget, man skal tage ind i den samlede overvejelse af, hvad der skal til, og hvis det var sådan, at en strafsanktionering med nogen stor sandsynlighed kunne føre til – på trods af de ressourcer, vi så skulle bruge på det – at vi markant nedbringer antallet af personer, der udebliver, så ville det da være værd at overveje. Men det er altså det, som en grundig udredning er nået frem til ikke vil være tilfældet. Tværtimod tyder erfaringerne fra Norge på det modsatte, og derfor er det, at arbejdsgruppen anbefaler nogle andre tiltag for at imødegå udeblivelserne. Og der synes jeg så, at vi i hvert fald i første omgang skulle se, om ikke det fører til en nedgang.

Hr. Peter Skaarup.

Det første spørgsmål, jeg vil stille, går på, om justitsministeren så meget hurtigt vil sætte de initiativer i gang, der blev anbefalet af arbejdsgruppen. Og kræver det i givet fald lovgivning, eller hvordan skal vi følge op på det? For hvis det gør det, er det set med vores øjne vigtigt, at det sker hurtigt.

Det andet spørgsmål, jeg vil stille, går på det med fratagelsen af mulig social bistand, hvis man ikke møder op til afsoning, altså fra det tidspunkt, hvor man ikke møder op, og frem til at sagen bliver afklaret. Jeg går ud fra, det er det, som man i givet fald vil indføre. I forhold til det, jeg hører, er det nok først og fremmest der, der måske kunne være noget, der ville gøre, at man fik en anden adfærd fra dem, der er dømt, men ikke er mødt op til afsoning.

Men spørgsmålet går så på: Hvis vi taler om den gruppe af kriminelle, vi kender, hvor mange forventer justitsministeren der vil være berørt af det, hvis man stopper for bistand i den periode? Jeg tænker f.eks. på, at hvis det nu er en rockerkriminel, er vedkommende måske ikke økonomisk særlig berørt af at miste bistanden.

Så er det ministeren.

De anbefalinger, som arbejdsgruppen er kommet frem med, agter jeg at iværksætte umiddelbart, og det er for mig at se foranstaltninger, der kan sættes i værk uden lovgivning, så det forventer jeg kan ske meget hurtigt.

For så vidt angår antallet af personer, der vil blive berørt af en stramning af de sociale ydelser, kan jeg ikke give noget tal her og nu, men det kunne jeg da forsøge at fremskaffe i forbindelse med udvalgsbehandlingen.

Så er fru Karen Hækkerup for en kort bemærkning.

Tak til ministeren for besvarelsen på beslutningsforslaget. Jeg synes egentlig, det er en meget spændende debat, men jeg synes på en eller anden måde, at den foregår på en falsk præmis: Hvad gør vi egentligt, hvis Dansk Folkeparti får magt, som de har agt, nemlig at man rent faktisk skulle lægge den her tid oven i den straf, som de dømte modtager? Hvad gør vi så, for hvor skal vi sende de dømte hen?

Min store anke er, at vi i dagens Danmark har overfyldte fængsler. Vi har lige fået en rapport, der viser, at vi mangler 220 fængselspladser. Vi har tilsigelsesstop, der betyder, at selv folk, der har modtaget en dom for at have begået kriminalitet, ikke skal ind og afsone den. De bliver ikke indkaldt i resten af 2011. De får udskudt deres afsoning.

Så mit spørgsmål er bare: Hvis nu det her, som Dansk Folkeparti lægger frem, bliver til lov, hvis de mange dage, som hver enkelt forbryders – her taler vi altså om de her ældre misbrugere og gengangere, som Dansk Folkeparti gerne vil komme efter – straf skulle hæves, hvor mange dage er det så i alt, vi skulle hæve straffen med, og hvor mange fængselspladser ville vi så yderligere stå og mangle, hvis det her blev gennemført?

Ministeren.

Nu er jeg slet ikke forberedt på alle de statistikker, der her efterlyses, men det er jo noget, man kan få arbejdet på i udvalget, nemlig hvor mange personer det ville dreje sig om, og hvor mange ekstra dages ophold på et år det ville betyde for Kriminalforsorgen. Men det ville naturligvis være en belastning for Kriminalforsorgen, som i forvejen er under et stærkt kapacitetspres, det er jeg enig i.

Nu er det ikke sådan, at der ikke er folk, der kommer i fængsel i resten af 2011. Sådan kunne man næsten forstå det, fru Karen Hækkerup sagde, men så galt er det dog ikke. Men vi gennemfører nu en række tiltag, der skal imødegå det kapacitetspres, der er. Det er gode og fornuftige tiltag. Jeg tror, det er i morgen, at vi får lejlighed til at drøfte det nærmere, når vi har en forespørgselsdebat om det.

Det er da rigtigt, at det jo ville tælle i den forkerte retning, når vi skal se på kapaciteten, hvis man giver de pågældende en endnu længere straf. Jeg vil så sige, at hvis det så kunne have en effekt på antallet af udeblivelser, måtte vi jo finde en løsning på det. Men når det nu i hvert fald tilsyneladende ikke er sådan, at der vil være nogen mærkbar effekt, er det jeg siger, at så er der ingen grund til at gøre det. Lad os i stedet for prøve at gennemføre de ting, som arbejdsgruppen har peget på.

Vi siger foreløbig tak til ministeren. ( Justitsministeren (Lars Barfoed): Det er mig, der takker.) Så er det hr. Karsten Nonbo som ordfører for Venstre.

Det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti har jeg jo selvfølgelig meget forståelse for, men jeg kan lige så godt sige med det samme, at på Venstres vegne vil jeg afvise det.

Det er altid problematisk at komme efter en velforberedt justitsminister. Der er jo ikke meget nyt at tilføre, når først justitsministeren har fortalt det hele. Det det er jo desværre mange gange Venstreordførerens lod. Men det må jeg leve med, og det lever jeg godt med.

Men da jeg kan mærke, at der er en konflikt, vil jeg alligevel prøve at være en slags mægler og komme med et løsningsforslag, som jeg synes at vi alle sammen burde kunne gå ind for, og som Dansk Folkeparti jo egentlig også allerede har været med til – måske uden at vide det – at lancere, nemlig foreslå det, vi f.eks. gør med spiritusbilister. Efter at vi har forhøjet strafferammen til 1½ år, kan vi sende spiritusbilister direkte til afsoning, vi kan varetægtsfængsle dem og sende dem direkte til afsoning, fordi vi så kan finde promillen i mellemtiden.

Det er jo rigtigt, hvad fru Karen Hækkerup siger, at hvis vi skal til at lægge ny afsoningstid oven i den afsoningstid, der er i forvejen, får vi en større strafmasse. Min filosofi har altid været, at vi somme tider kunne klare os med en mindre strafmasse, hvis vi sagde, som fru Birthe Rønn Hornbech sagde i sine yngre dage, nemlig at straffen hedder sjing, sjang, sjask, altså man røg direkte ind med det samme, blev varetægtsfængslet, selvfølgelig hvis reglerne for varetægtsfængsling var opfyldt. Så tror jeg på, at man i sidste ende godt kan cutte af frem for at lægge til, fordi hvis de mærker straffen med det samme, er det rigtig, rigtig godt.

Vi har jo også sammen med Dansk Folkeparti indført den regel, som også er blevet nævnt af både hr. Peter Skaarup og hr. Lars Barfoed, nemlig at nu kan vi lukke ned for honningkrukken fra den dag, hvor de bliver væk, hvis vi har nogle, der bliver væk, og det er også ganske godt.

Jeg kan huske fra mine unge dage i politiet – og det ligger langt tilbage, for ellers ville det i dag være det, man kalder tjenesteforsømmelse – at når vi havde en, der skulle ind og afsone i 30 dage, begyndte vi at lede efter ham, men vi startede ikke med at lede hos ham selv, og når så han fandt ud af, at han var ønsket, gemte han sig i ½ år. Så var vi fri for ham i ½ år plus 30 dage, fordi så lavede han ikke ballade i al den tid, og det var egentlig ganske godt. Men den går jo ikke nu om dage. Der skal vi jo selvfølgelig, når folk er savnet, ud og hente dem.

Men mit forslag skal gå på, om vi ikke sammen skulle se på muligheden for hurtigere og bedre varetægtsfængsling. Selvfølgelig skal der være en særlig bestyrket mistanke, som der jo skal, når vi snakker varetægtsfængsling efter retshåndhævelse. Det ser jeg som et bedre princip end det princip, som Dansk Folkeparti kommer med her i dag, og som vi er nødt til at afvise. Men vi er stadig væk på linje i forbindelse med retspolitikken, føler jeg. Vi vil det samme, bare med en mere ikke retfærdig, men konsekvent løsning.

Tak til ordføreren. Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg synes, at det lyder rigtig godt, og jeg må komplimentere hr. Karsten Nonbo som ordfører for, at selv om justitsministerens ideer var gode og talen stort set var holdt, kom der alligevel et par gode ekstra ting fra hr. Karsten Nonbo, som vi bestemt skal overveje.

Men mit spørgsmål går så måske mere på den seriøse side i forhold til det her princip – jeg tror, det var sjing sjang sjask-princippet, som den tidligere retsordfører fra Venstre, fru Birthe Rønn Hornbech, var kommet med. I hvor mange tilfælde sker det? Altså, hvis man mener noget med, at de øjeblikkelig skal mærke en konsekvens af deres handlinger, og vi har jo talt om i lang tid, at det er vigtigt, spørger jeg: I hvor mange tilfælde sker det?, vil jeg spørge hr. Karsten Nonbo. Har vi nogen tal på det, eller vil Venstre være med til at sørge for en bedre strakskonsekvens?

Jeg ved godt, at vi har indført forskellige muligheder, men det er ikke mit indtryk, at de bliver benyttet særlig meget. Det burde domstolene jo tage i anvendelse og hellere i dag end i morgen.

Ordføreren.

Jeg skal ikke sådan lige gøre mig klog på tallene. Godt nok er jeg fuld af numre, men jeg har ikke de rette tal for det her område. Men jeg ved, at det i hvert fald bliver brugt især i de rigtig alvorlige sager, hvor man jo altså er varetægtsfængslet. Så får man en dom, og så anmoder anklageren om fortsat varetægtsfængsling indtil fuldbyrdelse af dommen. Så der er mange sager dér – det er vi jo ikke uenige om at der også skal være – jeg er lige ved at tro, at der måske er en 100-procents-dækning.

Men det er et led i at se på den lettere ende, at jeg synes, at vi sammen skal se på, om der er nogen kategori af sager, vi kan løfte, således at det mere bliver reglen, end det bliver undtagelsen, at de kommer ind straks efter dom frem for senere at få et brev – de kan jo være flyttet mange gange, og de kan også være flyttet til udlandet.

Jeg har ikke noget tal for de sager i den lave ende, men jeg ved, at det sker. Jeg ved heldigvis også, at det er praktiseret lige netop i uagtsomt manddrabssager med spritkørsel osv. Der kan vi jo takke hinanden for at vi fik lavet den lov. Den virker fantastisk. Vi havde jo den med en spøgelsesbilist, der slog fire mennesker ihjel osv.; den slags blev jo før i tiden løsladt råt for usødet, de bliver altså sat ind nu, så vi går i den retning.

Tak til ordføreren. Fru Karen Hækkerup som ordfører for Socialdemokraterne.

Som jeg allerede indledningsvis har antydet, da jeg stillede et spørgsmål til justitsministeren, vil jeg gerne vide, hvor mange ekstra fængselspladser vi ville få brug for, hvis det her skulle gennemføres. Jeg synes ikke, at det giver nogen mening i sig selv at tale om, hvad for nogle sanktioner man yderligere vil vedtage over for dem, der ikke møder op til en afsoning, uden også at sikre sig, at der rent faktisk er plads til, at de kan komme ind at sidde, hvis det er det, de vil.

Der må jeg bare sige, at vi jo lige nu ved, at vi står i en situation, hvor vi har haft bandekrig, og hvor vi har fyldte fængsler. Vi har aldrig haft så fyldte fængsler, som vi har nu, det har vi ikke haft ikke siden anden verdenskrig. Vi har ventetid på at komme ind at afsone, og vi skal i morgen have en stor debat her i Folketinget om forholdene i Kriminalforsorgen, om de sikkerhedsmæssige problemer, der er i vores fængsler og arresthuse, og forholdene i det hele taget.

Så jeg vil sige, at det komme med et forslag som det her fra Dansk Folkepartis side om, at strafmassen yderligere skal øges uden at have de pladser med, der eventuelt skal bruges, giver jeg ikke meget for, når vi ved, at virkeligheden er, at folk, der bliver idømt straffe for strafovertrædelser, som de har begået, kommer til at vente i ganske lang tid, inden de overhovedet bliver indkaldt, fordi der simpelt hen ikke er pladser nok i vores fængsler.

Det synes jeg er stødende for retsbevidstheden, og det synes jeg hellere at Dansk Folkeparti skulle kaste sig over end kun at se på dem, der ikke møder op, og hvor mange dage de skal have ekstra. Jeg bliver faktisk rigtig stødt over, at man kan få en dom og så få at vide, at på grund af et tilsigelsesstop kan man slet ikke komme ind at afsone resten af året. Det gælder for visse typer af dømte.

Jeg vil sige, at jeg lyttede godt til, hvad justitsministeren sagde. Jeg synes, at det er rigtig glimrende, at justitsministeren vil føre de anbefalinger, der ligger fra arbejdsgruppen, ud i livet. Det støtter vi op om. Vi synes, at det er godt, at der bliver taget hånd om, hvad for nogle sanktioner man kan anvende, for det er selvfølgelig ikke i orden, at folk, der får en straf, ikke møder op til afsoning.

Omvendt må man også sige, at når nu erfaringerne fra Norge, som justitsministeren også redegjorde for, er, at det altså drejer sig om ældre misbrugere, at det drejer sig om gengangere, at det drejer sig om folk, for hvem det ikke vil have nogen som helst form for præventiv effekt, at man siger til dem, at de vil få 7 eller 14 dages ekstra fængsel, så synes jeg også, at man skal se på, hvilken administrativ belastning det i øvrigt ville være, hvis man skulle indføre sådan et system som det, Dansk Folkeparti foreslår. Der synes jeg at fakta taler for, at det er en dårlig idé.

Jeg vil gerne på Socialdemokraternes vegne afvise, at beslutningsforslaget bliver til lov, og bakke op om, at arbejdsgruppens anbefalinger føres ud i livet, og også samtidig sige, at der altså er et flertal herinde i Folketinget, der består af regeringen, Dansk Folkeparti og til dels Liberal Alliance, der står bag økonomien i vores kriminalforsorg. Og der ved vi altså, at på trods af at der er givet ekstra penge til politi og domstole til at håndtere den meget, meget ekstra belastende situation, der er i vores fængsler og arresthuse, så står vi lige p.t. og mangler 220 pladser. Vi har venteliste på at komme ind at afsone. Vi har taget flere og flere dømte ud af fængslerne, ved at dømte, der har en straf på op til 5 måneder, kan afsone hjemme med fodlænker. Vi har problemer i vores fængsler med vold blandt de indsatte, med vold mod de ansatte og med overbelægning, så det er altså ikke tiden at komme og foreslå, at der skal flere i fængsel, uden også at komme og vise, hvor de pladser eventuelt skal findes henne.

Så en afvisning herfra og et opråb til dem, der står bag økonomien for Kriminalforsorgen, om, at man altså ikke kan blive ved med at kræve mere af Kriminalforsorgen uden også at give de midler, der skal til, for at opgaven kan løses.

Tak til ordføreren. Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg må indrømme, at jeg er sådan lidt skuffet over, at Socialdemokraterne ikke vil støtte det her forslag. Det hører jo ingen steder hjemme, at vi sådan vender det om og siger, at vi har så og så mange fængselspladser, og derfor er vi nødt til at have en politik, der er sådan og sådan.

Det bør vel være sådan, at vi, fordi vi gerne vil markere over for nogle, der er kriminelle, siger, at vores politik er sådan og sådan, og at vi derfor er nødt til at have det antal fængselspladser, der så er nødvendige i den givne situation.

Man må jo bare sige, at det godt kan være, der er en undersøgelse i Norge, der viser, at det ikke vil have nogen effekt at gennemføre Dansk Folkepartis forslag, men det har dog den effekt, at de pågældende er væk fra gaden i den periode, hvor de sidder fængslet. Hvis det er notorisk kriminelle, er der da i hvert fald den gevinst med tryghed for borgene, at de kriminelle er i fængsel i den periode, de så er det.

Jeg må sige, at vi kan komme med mange gode initiativer, der kan føre til, at der kommer færre i fængslerne. Det er bare et spørgsmål om, om Socialdemokraterne vil være med og et flertal i Folketinget vil være med.

Ordføreren.

Når Dansk Folkeparti siger, at det ikke har nogen effekt i Norge, men hvad gør det, bare de er væk fra gaden, må man sige, at hvis erfaringerne lige præcis er, at det drejer sig om ældre misbrugere, er det nok nogle andre ting end en trussel om 7 dages ekstra fængsel, der vil batte noget som helst.

Jeg bliver nødt til endnu en gang at påpege, at jeg ikke synes, det er rimeligt, at man kræver, at strafmassen i vores fængsler skal øges, uden at man også samtidig siger, at der kommer flere pladser til.

Alternativet vil jo være, at dem, der modtager en dom, skal vente endnu længere tid, inden de kan komme ind at afsone, og så vil vi altså stå i den situation, at ofre, som har været udsat for en forbrydelse, skal se, at deres gerningsmænd går fri i endnu længere tid, fordi der er ventelister, der bare vokser og vokser, i vores fængsler.

Det er altså ikke et problem, som Dansk Folkeparti kan tørre af på nogen andre end sig selv og regeringen. Den samlede opposition er nemlig ikke med i den økonomiaftale, som Dansk Folkeparti er med i sammen med regeringen, og de forhold, der er i Kriminalforsorgen, der er blevet udsultet, har vi hverken lod eller del i.

Hr. Peter Skaarup.

Nu har jeg det jo sådan med Socialdemokraterne, at der loves guld og grønne skove på alle områder hele tiden, selv om der jo er nogle økonomiske begrænsninger i vores samfund. Det må vi nok erkende. Jeg synes ikke, at det her behøver være et spørgsmål om økonomi.

Hvis Socialdemokraternes bekymring er, at der mangler fængselspladser, og at det er derfor, de ikke vil gennemføre forslaget, jamen så lad os da skaffe nogle fængselspladser. Dansk Folkeparti har foreslået, at vi lader udenlandske kriminelle, der optager en relativt stor andel af de danske fængselspladser, afsone i hjemlandet.

Der ville da være meget at hente, hvis vi f.eks. kunne sende den rumænske morder, der myrdede den norske stewardesse ude på SAS-hotellet ikke ret langt herfra, hjem og afsone de 6 års fængsel. Hvis vedkommende afsoner i hjemlandet, ja, så sparer vi altså en fængselsplads i 6 år. Og der er mange andre udenlandske kriminelle, vi kunne sende hjem på den konto og dermed skabe fængselsplads til, at vi kan gennemføre den politik, som vi gerne vil have. Så jeg synes i hvert fald, at det er et rigtig, rigtig dårligt argument – hvis der overhovedet er nogen gode argumenter at komme med her.

Ordføreren.

Jeg synes, det er rigtig fint, at udenlandske kriminelle kan afsone i deres hjemland. Det er trods alt der, de skal resocialiseres til at komme ud efterfølgende, og jeg er sådan set enig med Dansk Folkeparti i, at det er en god idé. Det er egentlig også mit indtryk, at det er en bevægelse, der er undervejs, også bakket op af regeringen, at flere og flere udenlandske strafdømte afsoner i hjemlandet. Det synes jeg er rigtig fint.

Jeg vil bare sige, at for mig er det altså stadig væk rimelig skræmmende, at vi har et Folketing, der har givet ekstra penge til politi og ekstra penge til domstole, men alligevel ser vi, at de dømte ikke bliver indkaldt til afsoning, og når de bliver indkaldt, bliver de sat i nogle overfyldte fængsler, hvor der ikke er mulighed for at lave den indsats, der skal til, for at de indsatte kommer ud på den anden side og har mulighed for at begå sig uden for det kriminalitetsombruste netværk.

Derfor vil jeg bare sige, at jeg ikke synes, at Dansk Folkeparti har noget at hænge sin hat på i den her sag. Man kræver, at der skal være en længere straf, og så siger man: Nå ja, men hvis det er, fordi I vil have flere fængselspladser, så lad os tale om det. Jeg kan kun sige fra Socialdemokraternes side: Jamen så lad os da snakke om det.

Vi ved, at der er kommet en rapport nu, der siger, at der mangler 220 fængselspladser. Justitsministeren har nægtet at forholde sig til, hvad kapacitetsbehovet er på lang sigt. Man har kun villet se på, hvad kapacitetsbehovet er i 2011, og så har man sagt, at der i øvrigt skal laves en forhandling til efteråret om en flerårig aftale om den samlede kriminalforsorg.

Lad os dog endelig se på det, det er en god idé. Det, der sker lige nu, er, at regeringen skubber en regning foran sig, som en kommende regering kommer til at tage op, for der bliver behov for flere fængselspladser, også på sigt.

Hr. Karsten Nonbo for en kort bemærkning.

Op med humøret, vil jeg sige til fru Hækkerup, der er ikke nogen grund til at være så ked af det, for vi må jo medgive hr. Peter Skaarup, at når folk udebliver fra afsoning, er der en tom plads, og den må jo ligesom give noget luft. Hr. Peter Skaarup har da ret i, at en indkaldelse, hvor man udebliver, giver en tom plads, og det vil sige, at der så er plads til en anden.

Men mit spørgsmål går på: Vil fru Karen Hækkerup være med til det, som jeg foreslog, nemlig at vi kigger på, om vi kan sende nogle flere til direkte afsoning i forlængelse af dommen? For indimellem ved jeg – jeg kan ikke huske, om det er på lige eller ulige datoer – at Socialdemokraterne er meget tough on crime i forhold til nogle forbrydelser, men hvordan ligger landet lige her i dag?

Ordføreren.

Hvilken dato er det? Nej, spøg til side.

Jeg kan altså godt forstå, hr. Tom Behnke griner, når Venstres ordfører siger, at hvis der er en kriminel, der ikke møder ind, så er der jo en tom plads, så er der ledig kapacitet. Altså, kom nu, lad os nu forestille os et system, der skal håndtere, hvem der er mødt ind, og hvem der ikke er mødt ind. Vi forestiller os altså her, at vi i virkeligheden har nogle regler i vores Kriminalforsorg om, at der skal være en belægning på 92 pct., hvilket gør, at der hele tiden er nogle ledige celler, bl.a. til renovering, til vedligeholdelsesarbejde og til, at man kan sikre, at folk kan sættes ind, sådan at de ikke skal sidde sammen med andre folk end dem, de eventuelt er i en straffesag sammen med. Den belægning på de 92 pct. er lige nu fuldstændig sløjfet, den reelle belægning nærmer sig 98 pct., og mange steder er den på over 100.

Så jeg vil sige til hr. Karsten Nonbo, at der altså ikke er nogen ledig plads, heller ikke selv om der er nogle, der ikke møder op til afsoning.

Hr. Karsten Nonbo.

Jo, det er der nu alligevel, og den kunne vi jo lukke, ved at vi gjorde, som jeg foreslog, for det har jo den fordel, at man allerede mange dage før, når sagen er berammet, ved, at vedkommende skal i retten. Det vil sige, at der kan anklagemyndigheden allerede melde ud, at her er der en person, man torsdag i næste uge satser på at få ind til afsoning, når dommen er afsagt: Skaf os en plads til torsdag i næste uge. Det vil sige, at så kan det planlægges.

Udeblivelser kan jo ikke rigtig planlægges, for de ringer ikke tilbage og siger, at på torsdag kommer de ikke. Men vi kan omvendt sige, at de kan komme ind på torsdag, altså hvis anklagemyndigheden adviserer på den måde. Så jeg synes egentlig ikke, min idé er så ringe endda, og derfor vil jeg bare høre fru Karen Hækkerups holdning til, om vi skal arbejde i den retning. Det tror jeg egentlig gerne hr. Peter Skaarup vil, så hvad siger fru Karen Hækkerup til det?

Ordføreren.

Jamen jeg har principielt ikke noget imod, at man ser på, om der er flere, der kan gå direkte til afsoning. Man gør det allerede med nogle af de alvorligere straffelovsovertrædelser, og der vil være andre gange, hvor man står i en situation, hvor det skal koordineres, hvis folk er i arbejde, eller hvis de har familie og der er nogle grunde til, at det tager noget tid at finde den rigtige plads og få arrangeret en afsoning.

Men det lyder nærmest på Venstres ordfører, som om man kan ringe og sige: På torsdag har vi en kriminel i retten, så lav lige en plads. Altså, det kunne jo også ske, at vedkommende blev frifundet.

Tak til ordføreren. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt som ordfører for SF.

Det kan jo gå sådan med debatterne, at der bliver mindre og mindre at sige, for hver ordfører der kommer på talerstolen, og jeg må desværre skuffe Dansk Folkeparti med, at jeg er fuldstændig på linje med justitsministeren og de andre ordførere, der har været her i dag.

Når det er sagt, vil jeg sige, at det selvfølgelig siger sig selv, at når man får besked på at dukke op til sin afsoning, skal man naturligvis det. Tilsyneladende er der nogle, som af en eller anden årsag ikke gør det, og Dansk Folkeparti fremsætter så det forslag, at udeblivelsesdagene lægges oven i straffen. Det kan umiddelbart synes meget sympatisk, men det er jo ikke sådan, at der ikke er en form for straf i forvejen til de mennesker, der udebliver. Der er faktisk relevante muligheder for disciplinærstraffe, som man kan sætte i værk, og som jeg synes er ganske fornuftige.

Dansk Folkepartis minividenskabelige undersøgelse fortæller, at det er folk, der er dømt for vold og for spirituskørsel, som primært er blandt dem, som udebliver. Her synes jeg jo, at formålet må være at få folk til at møde op. Men når det lige præcis er folk, der har et misbrug, f.eks. et alkoholmisbrug, kan man godt komme ud for, at lige netop de mennesker lever en meget rodet tilværelse. De får ikke åbnet deres rudekuverter, og der er simpelt hen ikke styr på noget som helst i deres liv, og så virker det jo ikke at true dem med en straf. Det kan vi jo også se af den undersøgelse fra Norge, som ministeren lægger frem. Der får vi faktisk lidt mere viden om det her. Så hvis formålet er at få den virkning, at folk møder op til deres afsoning, så virker det rimelig formålsløst med det her forslag, og derfor kan vi selvfølgelig ikke støtte det.

Derudover vil jeg gerne sige, at Dansk Folkeparti jo ikke har fremlagt nogen finansiering for det her forslag, og hverken regeringen eller Dansk Folkeparti har fundet en løsning på Kriminalforsorgens kapacitetsproblemer. Faktisk har man kun fremlagt en løsning for 2011, og det synes jeg altså også at vi bliver nødt til at tage i betragtning.

Lige nu vil man så indføre et tilsigelsesstop, som rent faktisk betyder, at dem, som er dømt, ikke kommer til afsoning på nuværende tidspunkt, og at vi hele tiden opererer med en masse personer, omkring 2.500, som venter på at komme ind at afsone, og her er gennemsnitstiden lige nu omkring 2½ måned. Det synes jeg i forvejen er for meget, så lad os snakke om nogle løsninger på den problematik, før vi går videre med noget som helst andet.

Tak til ordføreren. Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt nævnte, at Dansk Folkeparti havde lavet sådan en miniundersøgelse, der bekræfter, at det er voldsmænd, der udebliver fra afsoning. Det kan jeg så sige at Dansk Folkeparti ikke har, men det har Danmarks Radio. De har fundet ud af, at 94 ud af 362 voldsmænd i juli kvartal i år simpelt hen valgte at blive væk fra afsoningen.

Jeg tror, at mange mennesker, der måtte følge sådan en debat her, spørger sig selv: Jamen hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Altså, man får en straf, domstolen afsiger en dom, så skal man ind og sidde, og man møder ikke op. Kan det overhovedet lade sig gøre? Ja, det kan det åbenbart.

Så står SF her på talerstolen og taler om, at der er det i vejen, og der er det i vejen osv. osv., men det, der bare står tilbage, er, at SF åbenbart ikke vil støtte forslaget. Det fatter jeg ikke, for det bør da have nogle konsekvenser, at man ikke møder op til afsoning. Vi har altså et retssamfund, der bygger på, at der er nogle, der straffer de stærke, altså voldsmændene, for at beskytte de svage. Hvis det så ikke sker og de bare ikke møder op til strafafsoning, er der jo altså et eller andet helt galt.

Derfor vil jeg spørge SF: Er det virkelig SF's holdning, at man skal kunne undlade at møde op til strafafsoning, uden at det koster noget, uden at det har nogen konsekvenser?

Ordføreren.

For det første er SF jo et økonomisk ansvarligt parti, og det betyder, at vi finder finansiering for vores forslag. Det kan jeg ikke se at Dansk Folkeparti har gidet besvære sig med.

For det andet vil jeg sige, at det jo ikke er sådan, at der ikke er mulighed for at finde en passende straf som f.eks. inddragelse af udgang eller påvirkning af en prøveløsladelse, eller hvad det nu kan være, hvis man udebliver fra afsoning. Der er sådan set nogle muligheder, og jeg er fuldt ud tilfreds med det, justitsministeren har fremlagt, og de forslag, der kan være til at forbedre fremmødet til afsoning.

Jeg synes, det er vigtigt, når vi laver lovene, at de rent faktisk også kan få en effekt. Men hvis det handler om misbrugere, hvad der jo er noget, der kan tyde på, og det måske skyldes rod i livet, opnår vi jo sådan set ikke det, vi gerne vil, med Dansk Folkepartis forslag.

Hr. Peter Skaarup.

Men jeg vil spørge fru Karina Lorentzen: Det er vel ikke alle de 94 ud af 362 i juli kvartal, der vælger bare at blive væk, når de skal ind og afsone, der er misbrugere? Jeg vil slet ikke udelukke, at der kan være nogle, der er misbrugere, og de skal selvfølgelig i behandling, og der skal man også foretage andre ting for at få dem på rette spor. Men de bør samtidig også forstå, at handlinger har konsekvenser. Ligesom det havde konsekvenser, da man begik sin voldshandling, har det konsekvenser, når man vælger ikke at møde op til afsoning.

Vi kan altså sagtens i Dansk Folkeparti anvise finansiering, i form af at vi sender udenlandske kriminelle hjem at afsone – væk fra danske fængsler og hjem til Rumænien, eller hvor de nu kommer fra. Det vil skabe massevis af fængselspladser, der vil kunne gøre, at man så kunne have en fin konsekvens, som er nødvendig, fordi ca. en fjerdedel altså ikke møder op til afsoning, når de skal.

Ordføreren.

Vi stiller os helt på den side med dem, der mener, at udlændinge skal sendes hjem til afsoning i deres respektive lande. Jeg synes, det haster med at få et samarbejde med de respektive landes kriminalforsorg, så vi også kan få resocialiseret de mennesker der, hvor det giver mest mening. De skal ikke sidde og fylde op i danske fængsler. Vi kan godt bruge kræfterne på at resocialisere vores egne.

Pointen er jo, at vi ikke ved, lige præcis hvad der er årsagen til, at de her mennesker udebliver fra afsoning, og der kunne vi måske starte med at lave en undersøgelse af, hvordan det forholder sig i Danmark.

Den anden pointe er jo, at det her ikke har vist sig som et nyttigt redskab i Norge, og Danmark og Norge plejer jo gerne at ligne hinanden, hvad den her slags angår. Jeg synes stadig væk, at et vigtigt formål med at indføre en ny lovgivning på det her område skal være, at det også er en lovgivning, der virker. Igen: Det er jo ikke sådan, at det her nødvendigvis medfører, at man slipper for straf. Der er mulighed for at indføre en disciplinær straf over for dem, som udebliver fra afsoning, og det finder jeg faktisk er tilstrækkeligt.

Til allersidst skal jeg lige – for det glemte jeg før – sige, at Enhedslisten heller ikke kan støtte det her forslag.

Hr. Karsten Nonbo for en kort bemærkning.

Så bliver det ikke det allersidste, ordføreren siger.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt sagde noget, som jeg faktisk tror er rigtigt, og som sådan set er med til at støtte det forslag, som jeg kom med. Det er nok rigtigt, at mange af dem, der bliver indkaldt til afsoning, ikke kan læse, hvad der står i papiret på grund af hashtåger, og fordi bogstaverne flyder ud.

Men var det så ikke en idé, at man arbejdede på, at den dag, hvor de er ædru, hvor de møder op i retten og får deres dom, kommer de ind at sidde, således at man med det samme kan få tjek på dem? Vil SF være med til, at vi får flere straksafsonere lige efter domsafsigelsen, end vi har i dag? Så kunne vi arbejde på det sammen, for det løser det problem, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt rigtigt peger på.

Ordføreren.

Jeg synes da sagtens, at vi kan se på, om der skal være flere af den slags muligheder, men jeg synes egentlig, at fru Karen Hækkerup så fint og fornøjeligt har redegjort for det.

Lige nu er problemet i hvert fald ikke, at vi har pladser, hvor folk kan sendes direkte hen til afsoning. Der er også noget, der hedder nærhedsprincippet, som helst skal overholdes, så man afsoner tæt på sin familie og sine relationer. Der er en masse praktiske ting, som i hvert fald skal afklares, hvis vi skal kunne gå videre ad den vej. Men jeg vil ikke stå her og sige, at det ikke kunne være en farbar vej.

Men jeg tror også, at vi skal være meget påpasselige med at pålægge systemet en hel masse ting. Vi ved i hvert fald, at når det handler om domstolene, er de forskellige tidsfrister, som vi fra Folketinget har pålagt domstolene, en væsentlig hæmsko for, at de selv kan planlægge arbejdet på fornuftig vis, og det vil jeg i hvert fald ikke medvirke til at de ikke kan, men jeg vil aldrig sige nej til at kigge på, om vi kan gøre noget anderledes.

Hr. Karsten Nonbo.

Det vil jeg da skynde mig at kvittere for. Nu synes jeg så bare ikke, at fru Karen Hækkerup kom med løsningen, men kom med et problem, som ikke eksisterer, for så vidt jeg husker, så sagde jeg, at når man fremstiller en i retten og begærer vedkommende til direkte afsoning, kan man varsko Kriminalforsorgen om, at det vil ske på torsdag i næste uge, for det ved man, når man berammer sagen. Her var fru Karen Hækkerups svar, at det jo heller ikke er sikkert, at det er rigtigt, for hvad nu, hvis vedkommende bliver løsladt i næste uge? Men det må da være et positivt problem, at vi allerede en uge i forvejen ved, at han ikke kommer. Problemet med ham, der udebliver fra afsoning, er, at det ved vi ikke, før han skulle have været der.

Der er da mere fleksibilitet i det, jeg foreslår, nemlig at man en uge i forvejen ligesom kan sige, at det trækker op til at være sådan og sådan, men at man ikke kan sige det endnu. Så har man den uge til at finde ud af, hvor vedkommende nærhedsprincipmæssigt skal afsone. Det er jo stadig væk et problem, man kan løse.

Ordføreren.

Jeg mener, at man skal give folk en rimelig frist til at få styr på det mest fornødne med hensyn til arbejde, familie og bolig. Jeg ved ikke, om hr. Karsten Nonbos idé er en fremrykkervej, men jeg synes da, hr. Karsten Nonbo skal stille nogle spørgsmål til justitsministeren for at få afklaret, hvad man egentlig kan gøre på det her område. Så kan vi jo diskutere det på et senere tidspunkt. Jeg tror bare ikke, at det er helt så simpelt, som hr. Karsten Nonbo gerne vil gøre det til.

Tak til ordføreren. Hr. Tom Behnke som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Det Konservative Folkeparti er helt enig i, at dømte selvfølgelig skal møde til afsoning, når de bliver indkaldt, og hvis ikke de møder op til den tid, de har fået besked om at de skal stille, skal det selvfølgelig have en konsekvens, at de ikke er mødt op til tiden. Det har det jo også. Det har rent faktisk en konsekvens, at man ikke møder til det tidspunkt, man er blevet tilsagt til.

Der er nemlig mulighed for at lave disciplinære sanktioner. Man kan udsætte det tidspunkt, hvorfra vedkommende kan få lov til at få udgang. Det kan få stor betydning for muligheden for prøveløsladelse. Man kan komme i den situation, at i stedet for at få lov til at afsone i et åbent fængsel, ja, så skal man ind og afsone i et lukket fængsel. Så der er altså muligheder for at sanktionere de, som ikke møder til tiden.

Det er mere for at understrege det allerede ved indledningen af min ordførertale, fordi nogle måske kunne forledes til at tro, at det slet ikke har nogen konsekvenser, at man ikke møder op til tiden, at man bare kan gøre, som det passer en. Det kan man ikke. Det har konsekvenser, når man ikke møder til tiden.

Derudover er en arbejdsgruppe jo så kommet med nogle forslag til, hvordan vi kan gøre det her endnu bedre, for det er jo rigtigt, at selv om vi har disse muligheder for konsekvenser, disciplinære sanktioner, og at de også virker, men at de ikke virker på alle, så er der selvfølgelig basis for, at man kan undersøge, om vi kan gøre endnu mere for at få endnu flere til at møde til tiden. Der har været nedsat en arbejdsgruppe, som det er blevet nævnt, og den er så kommet med nogle forslag, og jeg tror faktisk på, at de forslag, man nu vil gennemføre, får en betydning og en effekt.

Jeg tror faktisk, at hvis man i indkaldelsen klart og tydeligt tilkendegiver, hvad konsekvensen er af ikke at møde til tiden, så vil der være nogle, der pludselig bliver opmærksomme på, at nåh ja, det er ikke gratis bare at blive væk, det er ikke gratis bare at ignorere en indkaldelse til en afsoning. Det har rent faktisk nogle konsekvenser. Det vil jo i hvert fald virke på dem, der gider læse den indkaldelse, de får.

Det næste, man kunne, og det er så også det, arbejdsgruppen foreslår, er at standse udbetalingen af eventuelle sociale ydelser på en sådan måde, at det også har en økonomisk konsekvens, så man som tilsagt til afsoning kan se, at det nok er en god idé at få det overstået, se at komme ind og få udstået den straf, man er idømt, og så kan man komme videre med sit liv.

Det sidste, men måske endda det allerallervigtigste i forhold til at sige nej til forslaget fra Dansk Folkeparti her i dag, er jo, at det, vi foreslår i Folketinget, jo gerne skulle have en effekt. Det, som Dansk Folkeparti foreslår, har været prøvet, og da man prøvede det, havde det ingen effekt. Altså, at give yderligere straf til dem, der ikke møder op til afsoning til den tid, de er tilsagt, har ingen betydning, ingen indflydelse på, hvor mange der møder til tiden. Det har det ikke. Det ved vi jo, for det har man forsøgt sig med i Norge. I Norge har man jo rent faktisk den mulighed, at man kan straffe dem, som ikke møder op til tiden, men det har ikke haft nogen betydning i forhold til antallet.

Derfor synes jeg, at beslutningsforslaget giver os en udmærket anledning til at få gjort op med, hvad vi allerede gør i dag. Man gør en hel del, som rent faktisk virker. Der er en arbejdsgruppe, der er kommet med nogle forslag, som jeg er helt overbevist om vil have en effekt, og vi har også trukket en streg i sandet og sagt, at det er en fristende løsning at sige, at så kan man få noget ekstra straf, fordi så kunne det være, at den, der i forvejen er dømt, kan se, at det ikke kan betale sig at blive væk, fordi så skal man sidde nogle flere dage. Det er jo fristende, og det ligger også snublende nært at tro, at det vil have en effekt. Men der er vi så så heldige, at det har været prøvet et andet sted, nemlig i Norge, og det har ingen effekt.

Der synes vi fra konservativ side, at man skal gøre det, som har en effekt, og det er altså ikke at lægge straf oveni. Derfor afviser vi beslutningsforslaget.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg synes, at hr. Tom Behnke slår det lidt for meget hen med, at ting allerede har konsekvenser i dag, og derfor skal man afvise det her forslag.

Hvis vi kigger på de nøgne facts – og det er jo meget godt en gang imellem, for midt i alle de meninger, vi har her i Folketinget, er det meget godt en gang imellem at se, hvad der er sket – kan vi jo ud fra tallene se, at der i 1999 var 28 pct., der ikke mødte op til afsoning, når de skulle, i 2001 var der 26 pct., og i 2010 var der ca. 25-26 pct. Tallene, som Danmarks Radio har fundet frem til, viser jo, at 94 ud af 369 voldsdømte ikke mødte op til afsoning i juli kvartal 2010.

Det fører mig hen til, at der skal ske noget; der skal noget aktiv handling til. Derfor synes jeg da, at det er fint, at man forsøger noget, men hvorfor tror hr. Tom Behnke, at det vil hjælpe f.eks. at stoppe udbetaling af sociale ydelser? Hvis de pågældende, der skal ind at afsone, ikke modtager sociale ydelser, hvad skulle det så hjælpe? Det, jeg godt kunne tænke mig, hr. Tom Behnke kom mere ind på, er, hvad det er, der skal ske, for politiet er altså meget belastet i dag af, at de skal køre rundt og finde dem, der ikke møder op, når de skal ind til afsoning.

Ordføreren.

Det, vi ved, er, at de tiltag, der allerede er gjort, rent faktisk har virket.

Det næste, man skal forholde sig til, er jo så, om man overhovedet skal gennemføre nogle af de kommende tiltag, hvis de kun rammer nogle af dem, der udebliver fra afsoning. Kan det så betale sig? Det synes jeg nok er et noget mystisk spørgsmål, for hvis nu den ene halvdel af dem, der udebliver, rent faktisk møder op, hvis de får en ordentlig vejledning – altså en indkaldelse, hvor det er skåret ud i pap, hvad konsekvensen er, hvis de ikke møder op – og hvis det har en effekt for den anden halvdel af dem, der i dag ikke møder op til afsoning, at man standser udbetaling af de sociale ydelser, så har de to tiltag tilsammen hundrede procent effekt.

Så det er ikke rimeligt at sige, at det ikke vil ramme alle, for ikke alle vil tage notits af, at de sociale ydelser stopper. Nej, men vil nogle, og dem, det har en betydning for, synes jeg da vi skal kranse ind og sørge for at få ind. For andre vil det have en betydning, at de bliver lidt mere bevidste om, hvad konsekvenserne er, hvis de ikke møder op. Sammenholdt med alle de andre tiltag, man i forvejen gør, tror jeg på, at det har en effekt, og historisk kan vi se, at det, vi har gjort, har haft en effekt.

Hr. Peter Skaarup.

Hvis det var så vel, at det havde haft en effekt – men kigger vi på tallene, synes jeg nok, jeg har svært ved at se, hvilken effekt det har haft.

Det havde en meget kortsigtet effekt i 2005 og 2006, da man diskuterede forskellige tiltag. I 2005 var der nemlig 22 pct., der udeblev, mens der var 19 pct. i 2006, men her i 2009 og 2010 er vi jo oppe på 25-27 pct., som vi var tidligere. Så vi er altså tilbage på et niveau, der efter en kortvarig positiv effekt er derhenne, hvor det er rigtig galt.

Det er jo også galt, at 19 pct. eller 22 pct. ikke møder op til afsoning, det er stadig væk galt, men set mine øje skal vi ned på et helt andet niveau. Derfor efterlyser jeg, at man mere klart siger: Jamen det, vi gennemførte i 2005, havde desværre ikke en effekt, og derfor er vi nødt til at gøre noget nyt. Og der kan det meget vel være, at forskellige ting kan hjælpe, men det kan da i hvert fald også hjælpe med noget ekstra konsekvens. Det kan vi vel være enige om.

Ordføreren.

Jeg tror altså, det bliver svært at følge med i alle de statistiske tal, der bliver fremlagt.

Det, som arbejdsgruppen har konstateret, er, at det, man har gjort, rent faktisk har haft en effekt. At der så efterfølgende igen har været en stigning, er det, der kalder på, at vi skal gøre noget. Det er også derfor, at jeg siger, at debatten er kærkommen og velkommen, og den har jo også givet anledning til, at man rent faktisk har haft nedsat en arbejdsgruppe, der har kigget på det her og er kommet med forslag til, hvad vi yderligere kan gøre. Jeg er jo enig i, at det skal have en konsekvens, når man ikke møder op til afsoning, selvfølgelig skal det det.

Jeg mener også, det med det meget høje antal voldsdømte, som ikke møder til afsoning til tiden, er helt uacceptabelt. Der er jeg helt overbevist om, at f.eks. det, som hr. Karsten Nonbo foreslår, nemlig at vi får flere straksdomme og flere straksafsoninger, i det omfang kapaciteten er til det, er en god idé. Hvis det kan lade sig gøre, er vi varme tilhængere af, at man gør det, at man, når man har fat i nakken på den kriminelle, får retssagen overstået og får vedkommende direkte til afsoning. Det er vi store tilhængere af.

Det, vi ikke er tilhængere af, er det forslag, som Dansk Folkeparti lægger frem her i dag, nemlig at vi skal gøre som i Norge og give en straf for ikke at møde op, vel vidende det har haft nul effekt i Norge.

Tak til ordføreren. Hr. Manu Sareen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak for det. Som SF's ordfører havde jeg det også sådan, da jeg læste forslaget, at jeg syntes, det var et udmærket forslag at skærpe straffen for dømte, der udebliver fra afsoning, så man ikke bare skal nøjes med en påtale eller et gult kort, hvis man udebliver, men at man får lagt dage oveni. Men da jeg så havde læst det igennem og tænkt og læst om de erfaringer, der er fra andre lande, så var konklusionen helt klart, at vi ikke kunne støtte op om det.

Vi er enige med alle de andre ordførere, også med Dansk Folkepartis, i, at der skal være en konsekvens. Det siger alle, men det, som vi er uenige om her, er, hvilken slags konsekvens det skal være. Der sker jo noget: Der er sanktioner omkring prøveløsladelse og udgange, og man kan komme i lukket fængsel osv. Så der sker noget.

Det, der selvfølgelig også står uvist hen – nu har vi fået nogle tal – er, hvor stort et bureaukrati vi egentlig sætter i gang, hvis man skal til at lægge ekstra dage oven i straffen. Sidst, men ikke mindst, som jeg også lige var inde på, og som der er flere, der har været inde på, mener vi, at erfaringerne fra Norge helt klart overbeviser os om, at det her ikke har nogen gang på jord, i hvert fald ikke i Danmark, fordi det ikke har haft nogen effekt i Norge.

Tværtimod er vi store, store tilhængere af, at man i langt højere grad skal oplyse de dømte om de nuværende konsekvenser, som både ministeren og andre ordførere også har været inde på.

Det betyder ikke, at det ikke er et relevant spørgsmål, som vi har hørt fra hr. Peter Skaarup, om, at der er nogen, der ikke møder op, for det er et meget, meget relevant spørgsmål, som vi også har fået nogle tal på, og vi skal også spørge os selv, hvad vi gør ved det. Skal vi lægge ekstra dage på straffen, som man gør i Norge – det ved vi ikke har nogen effekt – eller skal vi, som vi også har hørt andre ordførere omtale, oplyse om konsekvenserne? Vi er overbeviste om, at det er det sidste, der vil afhjælpe det problem, som man har på nuværende tidspunkt.

Tak til ordføreren. Hr. Peter Skaarup som ordfører for forslagsstillerne.

Jeg vil sige tak til Folketingets partier for behandlingen af forslaget, men ikke tak for, at det går igennem helt uden ændringer – det kan man vel roligt sige – for selve det, som Dansk Folkeparti foreslog, er der åbenbart ikke stemning for. Dog skal jeg hilse fra hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance og sige, at Liberal Alliance støtter forslaget, så lidt støtte er der at hente fra vores gode kammerater i Liberal Alliance. Men de øvrige partier i Folketinget vil åbenbart ikke gennemføre nøjagtig det her forslag.

Det kom frem under debatten, og det vil vi i Dansk Folkeparti da hilse velkommen, at justitsministeren har fået resultatet fra den arbejdsgruppe, der har arbejdet med det her emne igennem et stykke tid. Det var i 2009, at det udvalg, som skulle kigge nærmere på problemet, blev nedsat på anmodning fra daværende justitsminister, hr. Brian Mikkelsen. Arbejdsgruppen siger altså, at der er nogle muligheder for at gøre mere for at undgå det her problem med, at dømte, der har fået en dom og får tilsigelse til at komme ind at afsone, ikke møder op til afsoning.

Det er da fint, at arbejdsgruppen er barslet, og det er også fint, at man vil prøve at skabe noget bedre information til de dømte om, hvornår de skal møde op og under hvilke omstændigheder, og at man, som jeg hørte det, vil lave den konsekvens, og det var måske så den eneste konsekvens, man ville indføre, nemlig at man vil stoppe for de sociale ydelser fra det tidspunkt, hvor de dømte skulle i fængsel.

Det sidste er selvfølgelig udmærket, nemlig at det får en skrappere konsekvens end i dag, for det viser tallene at der er brug for. Vi vil under udvalgsarbejdet i forbindelse med behandlingen af det her forslag selvfølgelig spørge mere ind til, hvor stor en gruppe af dem, der ikke møder op til afsoning, der modtager bistand. F.eks. har vi set rockerkriminelle, der lever af førtidspension, som man umiddelbart kunne mene var en lille biindtægt ved siden af en anden og måske meget større indtægtskilde, de har som bandemedlemmer. Men hvilken effekt vil det have, at man trækker i bistanden en måned eller to? Det har måske ikke den helt store effekt, men vi må jo prøve at se, hvad det rent faktisk kommer til at betyde.

Venstres ordfører, hr. Karsten Nonbo, var inde på noget af det rigtige, synes jeg, nemlig at straksafsoning i forbindelse med, at man får en dom, er fantastisk godt. Det er noget, der mærkes med det samme. Man kunne for så vidt udmærket, set med Dansk Folkepartis øjne, måske klare sig med en lidt lavere straf, hvis det var, man kom ind at afsone med det samme og mærkede konsekvensen af sine handlinger. Det her med at gå og planlægge, at man til sommer om 4 måneder lige tager sin straf, eller at det er sådan et lille ferieophold, man måske tager i forbindelse med, at man har fået en dom for noget kriminalitet, er der ikke meget straf i.

Der er heller ikke meget sanktion i det, hvis en ung i et ungdomsmiljø har lavet noget galt og man, efter at der har været en retssag, begynder at diskutere, at vedkommende skal ind at sidde på et eller andet tidspunkt længere henne i livet, hvor der sker en hel masse for en ung. Det er for slapt, og der er hr. Karsten Nonbo og jeg meget enige.

Fru Karen Hækkerup forstod jeg ikke rigtig, fordi Socialdemokraterne synes åbenbart, at vi ikke skal gennemføre vores politik, og det er vel også, uanset om det er en socialdemokratisk politik, fordi der ikke er fængselspladser nok: Nu giver vi op – vi kan ikke gøre noget, for vi har ingen pladser til afsonere, selv om de laver noget kriminelt!

Det var i virkeligheden det, der var læren af det, som Socialdemokraterne sagde. Det er set med mine øjne enormt tyndt. Det er man simpelt hen nødt til at tænke om, fordi det jo ikke kan passe, at vi lader vores politik styre af, om man vurderer, at der er plads nok i fængslerne. Hvis vi vil skabe mere plads, og det bliver vi i øvrigt nødt til at diskutere på et andet tidspunkt, hvorfor så ikke sørge for, at de udenlandske kriminelle, der optager en relativt stor del af fængselspladserne, specielt i de lukkede fængsler, kommer til at afsone i deres hjemlande?

Vi har groft kriminelle, der benytter sig af den gæstfrihed, vi viser dem i Danmark, til at lave alvorlig kriminalitet. Det er ikke så længe siden, vi så en rumænsk drabsmand. Han fik i øvrigt en forholdsvis mild dom, men han får altså mulighed for at afsone i et dansk fængsel – arme de medfanger, som han skal sidde sammen med! Han får mulighed for at afsone i et dansk fængsel, selv om han egentlig burde afsone i sit hjemland. Her kunne vi virkelig lave en revolution i vores fængselsvæsen, hvis vi sørgede for at lave aftaler med de lande, hvorfra de mennesker kommer, om, at afsoningen foregår lokalt i hjemlandet.

Folketingets Retsudvalg havde for ikke så længe siden en lille studietur til Oslo, hvor man i nærområdet har et meget avanceret fængsel, der hedder Halden. Det fængsel har også mange udenlandske kriminelle blandt afsonerne. Diskussionen i Norge er meget klar. Den går på, om det virkelig er rimeligt, at man i det her højsikkerhedsfængsel, hvor der også er involveret meget behandling og meget resocialisering, skal have mange udenlandske kriminelle. De bor der, men skal jo ikke resocialiseres i samfundet. De skal hjem til deres hjemlande på den anden side af den fængselsstraf, de nu afsoner. Det er altså også noget, vi bliver nødt til at forholde os til i Danmark. Det er da tåbeligt at investere meget fængselsplads, tid og behandling i nogle, der i virkeligheden i den sidste ende skal hjem til deres hjemlande på den anden side af den straf, de sidder inde for at afsone.

Hr. Tom Behnke synes jeg også var inde på noget af det rigtige ligesom hr. Karsten Nonbo, Venstres ordfører. Jeg synes bare, at man er nødt til at gøre sig klart, hvordan de nøgne facts er på det her område. De nøgne facts er desværre, at udeblivelsesprocenten over årene har ligget på nogenlunde det samme niveau, uanset hvad Folketinget har forsøgt sig med af forskellige initiativer. I 1999 var der 28 pct., der ikke mødte op, når de skulle ind at afsone. I 2000 blev det 26 pct. I 2001 26 pct. I 2002 27 pct. I 2003 26 pct. I 2004 25 pct. Så skete der noget i 2005, hvor den kom ned på 22 pct., og i 2006 kom den ned på 19 pct., måske fordi Folketinget forsøgte sig med nogle initiativer, som vi har været inde på under debatten. I 2007 kom den så op på 24 pct. igen. Den blev 25,3 pct. i 2008 og 26,7 pct. i 2009. Og så blev den omkring 25-26 pct. i 2010; vi har vist ikke det endelige tal endnu for hele året. Men det er skidt, at hver fjerde ikke møder op til afsoning, og særligt når det gælder voldsmænd, der jo så er på fri fod og kan lave ny voldskriminalitet, fordi de ikke sidder i fængsel i den periode. Det er noget, politiet bruger mange ressourcer på, og de ressourcer kunne man måske spare lidt på, hvis man fik dem ind at afsone på det rigtige tidspunkt.

Jeg håber, at vi i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan finde ud af noget, der batter lidt mere end i en måneds tid at stoppe for sociale ydelser, der måske gives til nogle kriminelle, der ikke nødvendigvis er så vildt afhængige af at få de sociale ydelser den måned, men hellere vil være på fri fod i f.eks. juleperioden eller i en periode, hvor de nu ikke lige synes det er belejligt at komme ind at afsone. De risikerer så, at de i starten ikke får så meget udgang, som de ellers ville få, men det kan de få senere, og det er i virkeligheden den sanktion, vi har i dag.

Det er noget tyndt, og derfor arbejder vi videre med det her forslag og håber, at udvalgsarbejdet kan medføre, at Folketingets partier bliver endnu klogere på, at de initiativer, der skal til, skal batte lidt mere end at stoppe for nogle sociale ydelser i en kortere periode.

Vi har jo Liberal Alliance i baghånden, så vi er to partier, der støtter forslaget, og vi vil også prøve at bearbejde Enhedslisten, som ikke sagde så meget i forbindelse med debatten; det kan være, at der også er lidt støtte at hente der. Hvis nu regeringen på et tidspunkt finder ud af, at det nok er meget klogt at lave noget, der batter lidt mere, har vi måske også regeringen med, men det vil vi arbejde med i det videre forløb.

Så vil jeg sige tak for en udmærket debat om det her emne.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.