Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 64:

Forslag til folketingsbeslutning om hurtig lokalisering af bortførte børn ved at indføre et offentligt advarselssystem.

Af Martin Henriksen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 01.02.2011).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Med det beslutningsforslag, vi nu skal drøfte, er det tanken at pålægge regeringen at nedsætte en hurtigtarbejdende tværministeriel arbejdsgruppe, som skal fremlægge en plan for, hvordan det sikres, at oplysninger om bortførte børn og formodede gerningsmænd hurtigst muligt når frem til offentligheden, efter at der er lydt en alarm. Der skal sigtes efter, at sådan et arbejde i en arbejdsgruppe er afsluttet inden udgangen af 2011. I beslutningsforslaget bliver der henvist til erfaringer fra USA, hvor man har det såkaldte AMBER Alert System.

Indledningsvis vil jeg godt sige, at der er mange gode tanker og intentioner i det beslutningsforslag, der her er fremsat. Hensigten bag beslutningsforslaget er jo, at børn, som er bortført, skal findes så hurtigt som muligt. Det er regeringen naturligvis fuldstændig enig i, og det tror jeg sådan set alle er enige i. Men der er imidlertid efter regeringens opfattelse en række forhold, der medfører, at indførelsen af sådan et varslingssystem som det amerikanske AMBER Alert System ikke er nødvendigt eller hensigtsmæssigt i Danmark. Og inden jeg begrunder det, kan det måske være hensigtsmæssigt lige at ridse op, hvordan politiet i dag behandler sager om børnebortførelser.

Rigspolitiet har oplyst, at når politiet modtager en anmeldelse om, at et barn er bortført, vil politiet indledningsvis foretage en grundig afhøring af anmelderen og andre relevante personer for at fastslå barnets opholdssted, og hvilke forholdsregler der konkret bør foretages, og hvis der er tilstrækkelig formodning om, at der er tale om en børnebortførelse, vil den formodede bortfører af barnet blive efterlyst i Kriminalregisteret.

Hvis det er den ene af forældrene, som er blevet anmeldt for at bortføre et fælles barn – og det er det jo ofte – ja, så undersøges forholdene omkring forældremyndigheden, herunder om der er fælles forældremyndighed, og eventuelle afgørelser om udøvelse af samvær i udlandet. I de tilfælde, hvor politiet så måtte vurdere, at der er en akut risiko for, at barnet uberettiget vil blive bortført til udlandet, vil politiet iværksætte en international efterlysning i det såkaldte SIS-register eller via Interpol. I den forbindelse videreformidles oplysninger vedrørende gerningsmandens formodede rejserute og andre relevante detaljer, så de udenlandske myndigheder har de bedst mulige forudsætninger for at finde barnet og bortføreren hurtigst muligt. Politiet kan også udsende en særlig meddelelse til lufthavne og grænsestationer, hvis der i den konkrete sag vurderes at være behov for det. Og endelig vil politiet kunne anvende offentlige medier, herunder tv og radio og politiets hjemmeside, til efterlysning af et bortført barn.

Så politiet har altså en bred vifte af muligheder for at iværksætte en efterlysning, når der sker bortførelse af et barn. Samtidig har politiet en høj grad af handlefrihed i forhold til at tilpasse de skridt, de tager for at få barnet sikkert hjem, til behovet, som det er i den konkrete situation.

Supplerende kan jeg oplyse, at Rigspolitiet med det formål at gøre den politimæssige indsats i disse sager endnu bedre på nuværende tidspunkt er i gang med at udarbejde nogle retningslinjer til politikredsene netop vedrørende børnebortførelsessager.

Ud over at inddrage det forhold, at politiet allerede i dag har en bred vifte af muligheder for at foretage efterlysninger på forskelligt niveau, er det efter min opfattelse vigtigt, at man ved drøftelsen af beslutningsforslaget gør sig klart, hvad det er for sager, et varslingssystem som det såkaldte AMBER Alert rent faktisk sigter på. AMBER Alert er et system, som blev indført i USA i 1990'erne. Den grundlæggende idé i systemet er, at når der foreligger en formodning om, at der er tale om en børnebortførelse, alarmeres offentligheden bl.a. via tv, radio og også trafikskilte. Senere er der så indført tilsvarende systemer i andre lande, herunder i Frankrig og i Holland.

Systemer som AMBER Alert har hovedsagelig til formål at hindre bortførelser i de tilfælde, hvor bortføreren er en fremmed person. I disse sager er hurtig alarmering af afgørende betydning, da der i disse sager kan være en stor risiko for, at barnet lider overlast. Den type bortførelser, hvor bortføreren er en fremmed person, er – heldigvis da – meget sjældne i Danmark, og endnu sjældnere ender disse sager med, at barnet ikke kommer sikkert hjem igen.

Når der i Danmark sker bortførelse af et barn, er det som oftest sådan, at der er tale om, at barnet eller børnene bortføres af den ene af forældrene, og bortførelsen udspringer derfor oftest af en eller anden form for tvist om forældremyndigheden. Et system som AMBER Alert vil ikke kunne afhjælpe de situationer, da børnene i de sager som oftest vil blive bortført som led i et samvær eller under nogle omstændigheder, hvor det tidsmæssige aspekt ikke vil være afgørende for at bringe barnet tilbage til Danmark.

I USA er AMBER Alert-systemet heller ikke tiltænkt den type sager, da det bl.a. er et krav for at iværksætte en AMBER Alert, at der er tale om, at det bortførte barn er i risiko for at lide alvorlig skade eller dø, hvilket som oftest ikke vil være tilfældet i de sager, hvor det er en af forældrene, der har bortført barnet. Herudover vil myndighederne i disse sager vide, hvem bortføreren er, og som oftest også, hvor barnet befinder sig.

I de sager, hvor børn er blevet bortført til udlandet af en af forældrene, har vi i Danmark et velfungerende samarbejde mellem Familiestyrelsen og Udenrigsministeriet, som varetager kontakt og forhandling i de sager. På dette område er der endvidere for nylig oprettet en særlig hjemmeside, www.boernebortfoerelse.dk, hvor forældre, der har mistanke om bortførelse, kan søge information om, hvor man kan gå hen, og hvad man kan gøre, hvis ens barn er blevet bortført til udlandet.

Når det så er sagt, kunne man selvfølgelig retorisk spørge: Hvad så med eventuelle fremtidige sager i Danmark, hvor bortføreren er en fremmed person? Skal vi ikke indføre et AMBER Alert-system af hensyn til disse? Til det vil jeg sige, at politiet i dag har mulighed for at benytte en bred vifte af værktøjer, når der er en formodning om, at et barn er bortført. Samtidig har vi ikke de samme geografiske og kommunikationsmæssige udfordringer som i USA. Danmark er jo i den henseende et ganske overskueligt land. Politiet i Danmark vil i de tilfælde, hvor det er nødvendigt, hurtigt kunne komme i kontakt med den brede befolkning ved brug af ganske få radiostationer og tv-kanaler.

Endelig må man også tage en ressourcemæssig betragtning med i overvejelserne: Er det hensigtsmæssigt at bruge ressourcer på at opbygge et formaliseret system, der har til formål at forhindre en type sager, der er meget sjældne i Danmark? Det mener jeg ikke det er – og slet ikke, da vi jo altså kan iværksætte fornødne varsler allerede.

Til sidst vil jeg bare understrege en gang til, at regeringen selvfølgelig er enig i den grundlæggende idé i beslutningsforslaget, altså at bortførte børn hurtigst muligt skal findes og bringes sikkert hjem, men politiet har altså de effektive midler, der skal til for at nå ud til befolkningen med efterlysninger, hvor der er et akut behov for det, ligesom vi har et velfungerende system for de bortførelser, som foretages af den ene af forældrene under eksempelvis et samvær. Den type bortførelser, som AMBER Alert-systemet sigter til at forhindre, er meget sjældne i Danmark, og som nævnt har vi kun få bortførelser, hvor bortføreren er en fremmed person.

Så jeg mener altså ikke, at der i Danmark er et behov for at indføre et sådant særligt advarselssystem til brug for sager om børnebortførelser, og derfor kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Så er det hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg er selvfølgelig ked af, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget. Hensigten er jo sådan set ikke, at vi ønsker at sige, at man præcis skal bruge den model fra USA. Vi lægger sådan set op til, at der kan sidde en arbejdsgruppe, og politikerne kan sådan set holde sig langt væk, men der skal være forskellige fagfolk fra forskellige ministerier. Der kunne også godt være repræsentanter for politiet til stede. Det synes jeg ville være meget relevant.

Men udgangspunktet er jo netop, at vi skal gå ud og kigge på de forskellige advarselssystemer, der er i de andre lande, og så tilpasse det til en dansk model, som også godt kan tage sit udgangspunkt i, at der er en forælder, som bortfører sit barn til et andet land. Det er der jo en del sager om. Det er rigtigt nok, at der heldigvis ikke er så mange sager om en fremmed person, som bortfører et barn.

Men vores udgangspunkt er sådan set, at vi får nogen til at sætte sig ned og kigge på alle de initiativer, der er i dag – alle de forslag, der er, og alle de regler, der er i dag, altså muligheden for at komme ud. Nogen skal kigge på, hvordan vi kan sørge for, at det bliver informeret meget hurtigere ud til befolkningen, end tilfældet er i dag. For jeg ved da godt, at det forholdsvis hurtigt kommer ud på internettet og i radioen og på TV 2 News osv. Men det er jo ikke alle, der har mulighed for at følge med i medierne i løbet af en dag.

Ministeren.

Jeg forstår de gode intentioner, og dem er vi sådan set enige om. Men jeg kan ikke se andet, end at vi – i det omfang, der er brug for en hurtig varsling – kan gennemføre en hurtig varsling gennem de medier, som det nu engang er relevant og nyttigt at bruge.

Der er selvfølgelig personer, som ikke hører og ser varslinger i disse medier, men det ville de jo heller ikke gøre, selv om vi lavede et nyt system. Der er jo grænser for, hvor mange måder man kan komme i kontakt med folk på. Derfor kan jeg ikke se for mig, at man sådan set kan gøre det bedre end det, man gør i dag – med de muligheder, vi har i dag.

Som sagt er politiet nu ved at lave nogle retningslinjer til politikredsene om, hvordan man skal forholde sig, bare for at sikre, at det kører så effektivt som muligt. Men det er meget, meget få sager, hvor det er relevant at gennemføre disse varslinger, og når der er brug for det, gør vi det hurtigt og effektivt. Og det er nu mit indtryk, at man i befolkningen oplever, at sådan nogle informationer i disse sager meget hurtigt spreder sig, også til dem, der måske ikke lige har hørt radio eller set TV 2 News eller andre kanaler, der kører hele tiden.

Nu var det en helt anden problemstilling, men i forbindelse med det nylige eksempel for et par dage siden med drengen, der forsvandt i skoven og heldigvis blev fundet igen – Holger, hed han vist – da vidste vi jo alle sammen meget hurtigt, at der var en dreng, der var forsvundet i den skov. Selv om det ikke var en situation, hvor der var brug for varsling til hele landet, ja, så vidste vi det alle sammen. Det er bare et meget godt eksempel på, at sådan nogle sager altså har let ved at sprede sig informationsmæssigt.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Det er jo rigtigt nok, at der er en hel del oplysninger, som kommer hurtigt ud til befolkningen via de forskellige informationskanaler, der nu engang er. Det er rigtig positivt.

Der er gode intentioner med det her beslutningsforslag, selv om det kun vil blive aktiveret i forholdsvis få sager. Det ved man jo ikke, for det vil, hvis det blev vedtaget, komme an på, hvad den arbejdsgruppe vil fremlægge af retningslinjer. Men så handler det jo om, at de forældre, eller den forælder eller den familie, der lige pludselig oplever stor usikkerhed, oplever, at vi kan gøre det bedre i den konkrete sag, end vi gør i dag.

Der vil der da være mulighed for, at man i sådan en arbejdsgruppe kunne kigge på, om man kunne bruge de trafiktavler, der er på motorvejene; om der er oplysningstavler i f.eks. lufthavne, ved færgeovergange eller andre steder, hvor man meget hurtigt får informationerne ud på den måde, sådan at de her informationer, hvis der er en sag, hvor der er en frygt for, at en forælder uberettiget tager sit barn ud af landet og ønsker at bortføre det, eller at der er en fremmed person, der ønsker at gøre det, kommer ud forholdsvis hurtigt. Og så kan man jo lave nogle kriterier, der helt præcist siger, hvornår man skal iværksætte sådan et advarselssystem.

Vi anerkender jo, at politiet og andre instanser gør det rigtig godt i dag, herunder Familiestyrelsen og Udenrigsministeriet, men det er simpelt hen et forsøg på at gøre det en lille smule bedre end i dag.

Så er det justitsministeren.

Der er jo hele tiden mulighed for, at man med afsæt i de systemer, man benytter i dag, gør tingene bedre, efterhånden som man gør sig erfaringer og måske får nye teknologiske muligheder osv. Så det kan man jo gøre hele tiden, og det vil man også gøre. Som jeg sagde, er politiet ved at lave retningslinjer til politikredsene om sådan nogle situationer for at sikre, at der er så stor en effektivitet som muligt. Men jeg ser altså ikke nogen grund til, at vi nedsætter tværministerielle arbejdsgrupper, der skal opfinde den dybe tallerken en gang til, for vi har et godt varslingssystem i Danmark, og det er fuldt ud tilstrækkeligt i de situationer, hvor der er brug for det.

Tak til justitsministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er fru Karen Jespersen som ordfører for Venstre.

Da jeg læste overskriften på forslaget her – forslag til folketingsbeslutning om hurtig lokalisering af bortførte børn ved at indføre et offentligt advarselssystem – tænkte jeg: Nå for pokker, det virker, som om der er nogen her, der har fundet de vises sten eller løsningen på et alvorligt problem, vi har med, at der vitterlig er børn, der bliver bortført, ulovligt ført ud af landet. Men da jeg læste forslaget, blev jeg en lille smule skuffet, og det er sådan set ikke forslagsstillerne fra Dansk Folkepartis skyld, for det afslører mere, at der er et problem med, at det er meget svært at lave et system, der kan fange de problemer, vi står med.

Jeg har samme oplevelse, som jeg forstår også justitsministeren har, nemlig at det altså er et system – AMBER Alert – der også er udviklet under andre vilkår, hvor man jo i USA har et helt særligt problem med, at fremmede bortfører børn, og hvor vi i højere grad har det problem, at det kan være den ene forælder, der tager barnet og fører det ud af landet. Derfor kan man godt, når man læser beskrivelsen af systemet, tvivle lidt på, om det afhjælper det her problem.

Så helt umiddelbart synes jeg ikke, at det at indføre det her system afhjælper det problem, vi har. Men jeg synes, det er et prisværdigt initiativ, og jeg synes, vi skal bruge det som en anledning til at få lavet en status over, hvor vi er – hvad det er for et problem, vi har i Danmark, hvor mange børn der bliver bortført, og hvad baggrunden, det, der særlig kendetegner dem, er, og om der var noget, man kunne have gjort anderledes i de situationer, der havde betydet, at det barn ikke var blevet bortført, ikke var kommet ud af landet – og så se på de instrumenter, vi har, og som jeg synes justitsministeren meget grundigt og godt har gjort rede for, og se, om der er nogle steder, de kan justeres.

Så umiddelbart er det et nej til forslaget, som det ser ud her, men et ja til, at det her er en anledning til at få kortlagt det her område og set på, om der er noget, vi kan gøre bedre.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Det er mere bare for at slå fast, som vi også skriver i beslutningsforslaget, at advarselssystemet som udgangspunkt skal aktiveres i alle former for bortførelsessager, herunder sager, hvor der kan være tale om seksuelt misbrug, bortførelse foretaget af en fremmed person eller af et familiemedlem eller mistanke om andre former for forbrydelser i forbindelse med en bortførelsessag m.v.

Så der er ikke tale om, at vi ønsker fuldstændig at kopiere et bestemt system fra USA eller fra andre steder. Der er sådan set bare tale om, at vi ønsker at tage det bedste fra forskellige systemer ude i verden og så se, om ikke vi kan tilpasse det til en dansk model, også ud fra de erfaringer, som man selvfølgelig har gjort sig i dag, og hvor der kommer oplysninger ud på forskellig vis. Det er bare et spørgsmål, om ikke man kan gøre det lidt bedre.

Ikke fordi det skal være en enkeltsagsdiskussion, men det er jo ikke så forfærdelig lang tid siden, der var et eksempel med en mor, som tog sit syge barn fra Rigshospitalet, så vidt jeg husker, ud af landet – til Syrien, kan jeg forstå. Da lykkedes det jo at komme ud af landet. Det kan godt være, at det her system ikke vil løse det problem, men det kunne da være relevant at få nogle til at kigge på, om vi måske kunne indrette et system, der kunne sørge for, at sådan noget ikke skete, eller i hvert fald minimere risikoen for det.

Så er det ordføreren.

Jamen jeg er helt med på, at det er en god anledning til at få kridtet banen op eller set på, hvad status egentlig er. Ville det, der ligger i forslaget, betyde, at man skulle til at have helt nye – hvad ved jeg – trafikskilte og foretage sådan en meget stor operation, hvor man kan sige, at det endda er med et tvivlsomt resultat? Er det rigtigt, som justitsministeren siger, at politiet altså sådan set har de muligheder i dag – også med hensyn til at gå ud i medierne og på anden vis – eller er der nogle steder, hvor det kunne justeres? Det synes jeg også der blev åbnet for.

Så jeg synes, det er en rigtig god anledning til at få taget temperaturen på det her område og set, om der er noget, vi kan gøre bedre, uden at vi lige binder os til et stort nyt system.

Der er ikke flere korte bemærkninger fra hr. Martin Henriksen. Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Så er det den socialdemokratiske ordfører, og det er fru Karen Hækkerup.

Jeg synes, at intentionerne bag Dansk Folkepartis beslutningsforslag er rigtig gode, men når det så er sagt, er det også det eneste rigtig gode, jeg kan se ved beslutningsforslaget.

Ministeren har lige gennemgået, hvad for nogle muligheder politiet allerede har i dag, når man skal lokalisere bortførte børn, og for at understrege, at jeg ikke synes, at det her er et problem, der skal forklejnes, kan jeg oplyse fru Karen Jespersen, som talte om, at vi måske skulle se på, hvor mange børn der er bortført, om, at det faktisk er et rimelig stort antal børn, vi i dag i Danmark har bortført. Vi har i alt lige nu 80 børn, der befinder sig uden for landets grænser, som er blevet bortført, men kendetegnende for alle de 80 børn er, at det er et af deres familiemedlemmer, der står bag bortførelsen.

Derfor kan man sige, at det her system, der handler om hurtigt at lokalisere børn, der er ved at blive bortført, og lave et system, der er bygget op på den amerikanske model, ikke vil give særlig god mening. For typisk vil de her børn blive bortført fra ferier eller være ført ud af landet, allerede inden man når at varsle.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at jeg tidligere har indkaldt til et samråd, allerede i januar måned indkaldte jeg til et samråd om bortførte børn, og det skal afholdes på torsdag. Det kan jeg kun opfordre alle til at komme og deltage i, for jeg er sådan enig med Dansk Folkeparti i, at der er ting omkring bortførte børn, vi skal gøre bedre. Men det handler for mig at se ikke om at lave et varselssystem, men i stedet for at tage fat om nældens rod, forældreansvarsloven, og se på, hvad man kan gøre i de sager, hvor forældre har tvister om deres børn, hvilket altså resulterer i, at der er mange børn, der bliver revet op fra Danmark og bliver taget udenlands.

Jeg synes, at der er behov for, at vi laver forældreevnevurderinger i nogle af de sager, hvor der er høj risiko for bortførelse, og at man går ind og kigger på, hvad man kan gøre anderledes i de sager, sådan at man ikke når dertil, at børnene bliver ført ud af landet. Men en model, som den Dansk Folkeparti altså nu opfordrer til, med at lave trafikmotorvejsskilte og trafikannoncering af, at nu er der bortførte børn på vej ud af landet, tror jeg ikke meget på. Men i USA er det jo klart, at det vil give mening, fordi bortfører man et barn i USA, tager man måske til nabostaten eller et andet sted inden for staterne, men i dagens Danmark befinder de bortførte børn sig altså ikke i Danmark. De er i Syrien, de er Pakistan, de er i europæiske lande, og derfor vil det simpelt hen ikke give den store mening at have billeder af børnene på mælkekartoner eller indføre lotterisedler, hvor der er oplysninger om børnene, eller den slags.

Jeg synes, at vi skal have tillid til, at Rigspolitiet nu med den arbejdsgruppe, man har nedsat, får lavet de retningslinjer, der skal til for at sikre, at der bliver en ensartet linje i, hvordan man håndterer sager om børnebortførelse, men vi har SIS-registeret og vi har Interpol, vi har mulighed for særlige meddelelser til lufthavne og offentlige medier, som også justitsministeren sagde, men oftest vil det system, som Dansk Folkeparti anbefaler, altså ikke kunne gøre den store forskel.

Derfor tror jeg sådan set ikke, at det ville blive bedre ved at vedtage Dansk Folkepartis forslag, selv om man kan have sympati for, at selvfølgelig skal bortførte børn lokaliseres hurtigst muligt, men det tror jeg nu i forvejen politiet har rimelig godt styr på.

Endelig vil jeg sige, at en fejl ved Dansk Folkepartis beslutningsforslag er, at man siger, at man skal have lavet et system. Man spørger ikke, om det vil være en god idé at lave et system. Det skal altså ikke undersøges. Der skal alene udarbejdes et forslag til, hvordan det kan være, og det synes jeg måske nok lidt allerede er ved at blive håndteret i forhold til, at Rigspolitiet allerede er ved at se på det. Der kommer også til at være samråd i Retsudvalget om bortførte børn, når det handler om forældreansvarsloven, og endelig er der en hel evaluering af forældreansvarsloven, som højst sandsynligt kommer til at føre til nogle lovændringer i den første del af en kommende folketingssamling. Der kommer en hel masse rapporter, som kommer til sommer, som sikkert vil føre til, at der vil være nogle af de emner inden for forældreansvarsloven, der vil blive justeret. Det synes jeg vi må satse på, og det er den vej rundt, vi skal. Hvis vi skal minimere antallet af børn, der bliver bortført, handler det om at få fat i forældrene, inden det går galt. Det handler ikke om at sætte skilte op på motorvejen.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Jeg synes, at der var gode argumenter for at indføre et sådant advarselssystem i ordførerens tale, bl.a. talte ordføreren om mange bortførte børn i udlandet. Det i sig selv er vel et meget godt argument for, at noget af det, der sker i dag, ikke er godt nok, og at vi så kunne se på, om ikke vi kunne gøre det bedre. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke kan tilslutte sig det. Det må jeg ærligt indrømme.

Ordføreren sagde så, at vi skulle kigge på ændringer i forældreansvarsloven. Jo, men altså, vi kan da godt lave nogle nye lovbestemmelser i forældreansvarsloven, hvis der er behov for det. Men hvis vi nu siger, at en far, som har fået frakendt forældremyndigheden og ikke må have samvær med sit barn, alligevel kører forbi barnets daginstitution, tager barnet og kører lige ud til lufthavnen eller ned over grænsen, så ville det måske være meget klogt, at der var mulighed for, at man meget hurtigt fik oplysningerne ud f.eks. på motortrafiktavler på motorvejene eller andre steder – fik det ud ved lufthavne osv. Det kunne måske være meget klogt, hvis der var mulighed for det.

Vi kan jo konstatere, jævnfør ordførerens egen tale, at der er noget i dag, der ikke er godt nok, i og med at der er mange bortførte børn i udlandet, som det fremgik af ordførerens egen tale. Vi kan jo godt lave ændringer i forældreansvarsloven, men hvis man har sat sig for at bortføre et barn, kan vi jo skrive nok så meget i forældreansvarsloven.

Så er det ordføreren.

Jeg kan bare ikke forstå Dansk Folkepartis ordførers ræsonnement, for hvis der er en far, der bortfører et barn, vil politiet med det samme gå ud i offentligheden, så vil politiet med det samme iværksætte de initiativer, der skal til for at lokalisere den rejserute, som man regner med, at en far vil tage, og man vil med det samme gå i gang med at finde ud af, hvordan man bedst muligt kan få lokaliseret det barn.

Jeg tror ikke, at det gør nogen forskel, at der på motorvejsskiltet på motorvej Ring 3 står: Søren er bortført. Jeg tror ikke, at det gør den store forskel. Jeg tror, at det, det handler om, er at få de relevante myndigheder inddraget – lufthavne, politi – dem, der ved, hvordan de skal handle i de her sager, og ikke så meget dem, der kører på motorvejene.

Så er det hr. Martin Henriksen for yderligere en kort bemærkning.

Jamen ærindet med det her er ikke at sige, at politiet ikke gør det godt, for det er sådan set mit indtryk, at når der er tale om en bortførelsessag eller mistanke om en bortførsel, gør politiet det faktisk rigtig godt. Man kan jo se, at det store apparat gentagne gange er blevet sat i gang.

Men vi kan jo altså bare, jævnfør ordførerens egne ord, konstatere, at der er mange bortførte børn i udlandet. Ændringer i forældreansvarsloven kommer jo ikke til at ændre ved, at der er en eller anden person, der har sat sig for at bortføre f.eks. sit eget barn. Man har ikke forældremyndigheden, men man bortfører så sit eget barn til udlandet. Der er jo altså et eller andet i dag i systemet, som godt kunne være bedre, i og med at vi kan konstatere, at der er mange bortførte børn i udlandet, som jo så bliver taget fra Danmark og ført ud af landet, så jeg kan ikke forstå, hvorfor Socialdemokratiet og sådan set også regeringen har noget imod, at man får nogle til at kigge på, hvordan man kan gøre det bedre, for der er jo mulighed for forbedringer. Det synes jeg da godt at man kan tillade sig at konstatere.

Så er det ordføreren.

Til det er der vel at sige et par ting. Når børn typisk bliver bortført, sker det ganske ofte efter en ferie i udlandet, ergo vil motortrafikvejsskiltning ikke rigtig have nogen stor indflydelse. Så havde ministeren det rigtig gode argument, at man skal sondre imellem, om man bliver bortført af et familiemedlem eller man bliver bortført af en fremmed. Hvis et barn bliver væk, bliver offentligheden med det samme alarmeret, hvis man frygter, at der er en fremmed, der har bortført et barn. Så bliver offentligheden med det samme alarmeret. Det har politiet redskaber til at håndtere. Hvorimod hvis det er et familiemedlem, vil politiet have andre værktøjer, man vil tage i brug. Man vil lave en vurdering af, hvad der er bedst i forhold til at få lokaliseret barnet, i forhold til barnets sikkerhed, i forhold til at få barnet hurtigst muligt bragt hjem.

Der tror jeg ikke at det gør nogen forskel at have et system som det amerikanske, som altså egner sig rigtig godt til et stort land med mange stater, men som ikke egner sig særlig godt til det danske system, hvor det er nogle helt andre faktorer, der gør sig gældende.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er fru Meta Fuglsang som ordfører for SF.

Vi har jo her et forslag, hvor man kun kan være enig i formålet, nemlig at forhindre bortførelse af børn. Det er meget sympatisk, at man vil sætte ind på det her område, og det kan vi selvfølgelig kun bakke op om.

Vi har alle set og hørt ulykkelige historier om børn, der bortføres, og om de problemer, som det giver børnene og den forælder, der står tilbage, når det er den ene forælder, der bortfører deres fælles børn. Det er en situation, der er uacceptabel, og som der selvfølgelig skal sættes ind over for. Men desværre indeholder dette konkrete forslag ikke noget svar på problemet. Det, der i meget kort form ridses op i det beslutningsforslag, som ligger her, er en meget mekanisk måde at give alarm på, når et barn er bortført, ved en efterlysning i radioen eller advarsler på motorveje. Det er oplagt at kigge på, hvad de gør i andre lande, når man skal blive klogere, men vi skal jo ikke være blinde for de helt enkle geografiske forhold, der gør sig gældende i Danmark: Det er et lille land, hvor man til forskel fra f.eks. USA er hurtigt over grænsen.

Som tidligere ordførere også har nævnt, er den største risiko, når det gælder de børn, der bliver bortført fra Danmark, at børnene ikke kommer tilbage fra ferie eller samvær. De er altså bortført af den ene forælder. Det er jo en situation, hvor den form for alarmering, som det her beslutningsforslag lægger op til, overhovedet ikke rammer. Det er helt andre steder, man skal tage fat, hvis man reelt vil gøre noget ved det her.

Det gælder om at få fokus på familier, hvor der er risiko for, at de bliver udsat for den ulykkelige situation, det er, at børnene bliver ført bort fra Danmark. Jeg er sikker på, at mange har følt, at de talte for døve øren, når de satte ord på den frygt, de havde for en bortførelse, og jeg er lige så sikker på, at mange medarbejdere i socialforvaltninger og andre steder har savnet værktøjer til at hjælpe de familier, hvor en forælder har gjort opmærksom på, at der kunne være en risiko, eller hvor den ene forælder har følt sig truet af, at den anden forælder ville bortføre børnene.

Som jeg ser det, skal indsatsen gøres et helt andet sted. Det kræver uddannelse, og det kræver ressourcer til dem, der har kontakt til de berørte institutioner. Det gælder de socialrådgivere, der måske kender familierne. De skal have bedre værktøjer. Det gælder statsforvaltningerne, der måske skal have flere ressourcer eller andre muligheder for at løse de tunge samværssager, hvor bortførelse er en risiko. Det gælder rådgivningstilbud til de forældre, der føler sig truet af bortførelse af deres børn, så de kan få en reel hjælp, inden ulykken sker. Det er alt sammen ting, som man i en snæver vending godt kan føle sig fristet til at skære ned på eller skære væk, når der mangler nogle penge, men det er ting, som i den her situation faktisk vil batte. Det gælder selvfølgelig også det at give politiet muligheder, og jeg kan høre på justitsministeren, at der er opmærksomhed på det her problem og opmærksomhed på, at politiet får de bedste muligheder for faktisk at gøre noget ved disse sager.

Jeg er enig med tidligere ordførere i, at forældreansvarsloven kunne være et sted, vi kiggede. Hvad sker der egentlig, når man er i en brudt familie? Hvad skal der til, for at vi kan løse det her bedre, så vi undgår bortførelse? Måske skal vi i virkeligheden starte med at kigge på de sager, hvor der har været bortførelser, for at se, om det kunne have gjort en forskel, at vi havde handlet anderledes undervejs, altså for at se, hvad der kunne have gjort en forskel i de sager, som vi allerede kender. Det forslag, der ligger her, er meget et forslag, hvor man faktisk ikke spørger, hvad det er, der skal gøres. Man har svaret på, hvad der skal gøres. Lad os i stedet prøve at finde ud af, om der er noget, der skal gøres anderledes, og om der er en reel mulighed for at påvirke de her sager.

Det er muligt, at det her forslag giver et øjebliks oplevelse af, at vi nu har gjort noget, men jeg tror faktisk ikke, at forskellen for de mange berørte familier ligger i dette forslag. Jeg er bange for, at forslaget kan give indtryk af, at vi med meget enkle midler helt kan forhindre de her meget ulykkelige situationer med bortførte børn, og det tror jeg desværre ikke, vi kan. Det, der skal til, er et grundigt og ressourcekrævende arbejde med at hjælpe udsatte børn og de brudte familier, der har svært ved at klare selv at lave aftaler. Det vil jeg da gerne se, at forslagsstillerne medvirker til, men jeg kan ikke se, at det forslag, der ligger her, er et reelt svar på det. Vi kan ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Tom Behnke som konservativ ordfører.

Jeg synes, det er udmærket, at vi har en anledning til at drøfte det her forslag, og jeg vil egentlig starte med at sige, at heldigvis, heldigvis er det jo meget sjældent, at vi har bortførelser i Danmark – altså der, hvor det er fremmede, der bortfører børn. Det er heldigvis meget, meget sjældent.

Det, der meget oftere gør sig gældende, er, at det er samværsforældre, der bortfører børn, og når vi taler om samværsforældre, der bortfører børn, sker det jo typisk, at de bortfører til udlandet, og det sker typisk, at de gør det i starten af en samværsperiode. Det vil sige, at på det tidspunkt, hvor man opdager, at barnet er væk, kan der være gået flere dage, og når det er tilfældet, hjælper det jo ikke meget at lave et alarmeringssystem i Danmark. Der er altså ikke meget formål i at sætte billeder på mælkekartoner og hænge plakater op i Lyngby Storcenter med efterlysninger, hvis barnet befinder sig i Libanon. Det får man ingenting ud af. Derfor tror jeg, at vi skal have det her ind i de rigtige proportioner og se på: Hvad er problemet, og hvordan løser man problemet?

Selv om det ofte er sådan, at det er samværsforældre, og selv om det ofte er sådan, at bortførelsen sker tidligt i samværet og det dermed ofte er meget svært at lave en national efterlysning, synes jeg ikke, man skal undlade at gøre det – det synes jeg bestemt ikke – og der noterer jeg mig med stor tilfredshed, at Rigspolitichefen allerede er i gang med at optimere indsatsen i de forskellige politikredse. Efter politireformen har vi jo fået nye, store, slagkraftige politikredse, og der er det, som Rigspolitichefen er i gang med lige nu, hensigtsmæssigt, nemlig at sikre sig, at man i alle politikredse i hele landet er helt oppe på dupperne og klar til at modtage anmeldelser om forsvundne børn, og at man har nogle klare planer for, hvad man så gør, når det sker. Hvordan får man sendt et signal ud de rigtige steder, således at der bliver kigget efter barnet de rigtige steder? Det er der jo planer for, og nu bliver de her planer lige rusket en gang, og man får kigget efter, at alle politikredse er klar til at yde en optimal indsats, hvis det skulle ske, at der kommer en anmeldelse om et barn, der er blevet bortført.

En ordning, som jeg gerne vil nævne her, og som jeg også vil opfordre politiet til at gøre meget mere ved, er en forsøgsordning, der i øjeblikket kører hos Nordsjællands Politi. Der kan man som borger i Nordsjælland tilmelde sig en sms-ordning, således at hvis politiet har nogle efterlysninger – det kan være, der er set et mistænkeligt køretøj i forbindelse med et indbrud – kan politiet sende sms’er ud til alle de borgere, der er med i ordningen, om, at de lige skal holde øje med den og den varebil i en eller anden farve og af et eller andet mærke, eller hvad det nu kan være, man leder efter. Det betyder, at politiet lige pludselig får udvidet styrken med 10.000, 15.000, 20.000 mænd og kvinder, som kan holde øje derude og lede efter det, der ledes efter. Min erfaring med det system er, at det faktisk virker. I løbet af meget kort tid får man lokaliseret det, man leder efter. Ofte får man også afkræftet, at der var tale om et kriminelt forhold, og det er jo også fint i sig selv, at man får det gjort, for så kan man lede efter et andet spor i stedet for. Den ordning, hvor man bruger borgere, der frivilligt melder sig til at være øjne og ører for politiet – ikke at være politifolk, men at være øjne og ører for politiet – og rapportere tilbage, hvad de ser, bør bredes ud til hele landet så hurtigt som muligt.

Jeg mener også, at vi skal opfordre politiet til at ofre, hvad det koster at opgradere teknologien, således at det ikke kun er den her sms-ordning, som efterhånden er ved at være noget uddateret, men også det nye – og det er med et glimt i øjet, at jeg siger nye – der hedder mms, hvor man har mulighed for at sende billeder, filmstumper, og hvad det nu kan være, altså bruge et meget bedre medie, nemlig mms, hvor man kan sende efterlysninger ud, så mange, mange flere kan være med til at være øjne og ører for politiet. Sådan en ordning vil også være en del af det her koncept.

Derfor er det min klare overbevisning, at vi allerede i dag har et system i Danmark, der virker og fungerer, og man er i gang med i øjeblikket at sørge for, at det er optimalt i alle politikredse. Så vi kan ikke gøre det bedre, end man allerede er i fuld gang med at gøre det, og derfor vil jeg sige, at det beslutningsforslag, vi diskuterer her, er en god anledning til at få denne diskussion, til at få gjort status og til at konstatere, at man faktisk gør, hvad man kan, og at det går godt.

Der en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Jeg synes jo, at alle dem, der er imod forslaget, bliver ved med at levere gode argumenter for, at det skal vedtages. Jeg synes, at man i en arbejdsgruppe sagtens kunne kigge på, hvordan man kunne gøre mere ud af det, og sms og mms er jo helt oplagt at kigge på for en arbejdsgruppe – om man kan gøre mere på det område. Det er jo helt oplagt. Pointen er sådan set netop, at man skal inddrage alle de muligheder, der er, og man skal overveje, hvordan man kan bruge de muligheder, de redskaber, der er, til at kunne få informationerne så hurtigt ud som overhovedet muligt, når det er nødvendigt.

Jeg er sådan set enig i, at hvis en samværsforælder bortfører et barn, og der går flere dage, før man opdager, at barnet er bortført, og man kan konstatere, at der er gået flere dage, så synes jeg ikke, at der er nogen grund til, at man iværksætter et stort advarselssystem. Så er det jo via Udenrigsministeriet, man skal gå. Sådan skal det selvfølgelig være. Sådan er det jo også i dag.

Men pointen er bare, at i de tilfælde, hvor der er mulighed for, at man kan rykke ud med informationer meget hurtigt, det kan være via sms eller mms – det havde jeg også skrevet i mit lille notat – synes jeg at det er glimrende. Pointen er jo sådan set, at der kan sidde forskellige fagfolk og kigge på og overveje, hvordan man bedst muligt kan komme ud i alle egne af landet; og måske et bestemt område kan det også være at man skal afgrænse det til.

Så er det ordføreren.

Jeg mener bare ikke, at vi behøver at lave en arbejdsgruppe. Jeg mener ikke, at vi skal til at lave et nyt forkromet system, som skal starte op og etableres og bruge en masse energi og kræfter på det, når vi har en udmærket organisation, der varetager opgaven i dag og har ansvaret i dag, nemlig politiet.

Når rigspolitichefen har sat sig i spidsen for at sørge for, at det her system, som man allerede har, bliver effektiviseret, og man sørger for, at det er ensartet i hele landet, at alle politikredse er helt oppe på dupperne og er med på, at man har nogle helt friske nye handleplaner til, hvad man skal gøre den dag, hvor det her skulle ske, at der kommer en anmeldelse. Det vil sige, at man allerede er i fuld gang. Det vil sige, at hvis vi nedsætter en arbejdsgruppe nu, vil den arbejdsgruppe dårligt nok kunne nå at holde sit første møde, før rigspolitichefen er færdig med det arbejde, som arbejdsgruppen ville nå frem til. Så synes jeg bare, at det måske er sådan lidt overflødigt, selv om ideen da er tiltalende, men overflødig.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Det er da glimrende, hvis der kommer det ud af det, at der kommer et advarselssystem som det, der er omtalt i beslutningsforslaget. Men der er vel ikke noget i vejen for – og hvis Rigspolitiet ønsker at gøre det og De Konservatives ordfører kan sørge for det – at det bliver sådan, at man inddrager private aktører. Det kan være lufthavne, det kan være færgeselskaber og trafikselskaber osv., det kan også være mobiltelefonselskaber. Man sørger for, at de kommer med i det – jeg ved ikke, om man kan kalde det for en arbejdsgruppe i Rigspolitiet – og sørger for, at de bliver taget med på råd og sørger for, at man også gør brug af de redskaber, de muligheder, som de rent faktisk har, så vil det jo være til god gavn for nogle af de børn, som desværre bliver bortført ud af landet.

Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at de fleste ordførere sådan set siger, at vi skal gøre mere på det her område, men vil ikke være med til at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal kigge på, hvordan man så rent faktisk kan gøre mere, og hvordan man kan sørge for at koordinere den indsats, som i forvejen bliver gjort. Uanset hvor mange krumspring man gør sig for ikke at bakke op om beslutningsforslaget, kan vi jo altså konstatere, at der desværre er mange børn, der bliver bortført, og som er i udlandet. Derfor ville det jo være oplagt – uanset om det er forældrene eller en fremmed person – at se på, hvordan man kan gøre det endnu bedre, for det, der er gjort indtil nu, er selvfølgelig godt, men det er jo ikke godt nok.

Så er det ordføreren.

Jeg synes bestemt, at det nuværende system er godt. Når jeg sådan lige tænker tilbage på de bortførelser, jeg kan komme i tanke om, der har været i nyere tid, så har politiet faktisk været ude i løbet af ganske, ganske kort tid med efterlysninger alle de steder, hvor man kan lave efterlysninger. Det vil sige, at det er både i radio, i fjernsyn, det er rundt til taxaselskaber og busselskaber. Man har sørget for at kontakte lufthavne og andre grænsestationer. På danske ydre grænser har man sørget for at informere alt det, man overhovedet har kunnet.

I de sager, der har været, med fremmede bortførelser, har man også løst opgaven og gåden i løbet af meget, meget kort tid; så derfor til det med at sige, at det ikke fungerer i dag, vil jeg svare, at det gør det. Men det, man ikke kan, er, at man ikke med det forslag, som Dansk Folkeparti her kommer med, kan kopiere den amerikanske model og tro på, at det i sig selv vil blive bedre, for det, der gør sig gældende i langt de fleste af de bortførelser, der er, er, at det er forældre, der bortfører egne børn til udlandet i forbindelse med samvær, og de gør det tidligt i samværet. Det betyder, at alle de her forkromede løsninger ikke vil have nogen effekt der. Derfor skal vi holde fast i det, vi allerede i dag gør, og derfor skal vi bare sørge for, at politikredsene er lynhurtige til at modtage anmeldelserne, og sørge for, at efterlysningerne kommer, på den måde som man allerede gør det i forvejen i dag.

Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, og det er hr. Manu Sareen.

Tak for det. Som de fleste andre også har sagt, er det et rigtig, rigtig sympatisk forslag. Vi skal selvfølgelig huske, at det her i bund og grund handler om at finde nogle løsninger på det, som måske er det mest forfærdelige, der kan ske for de fleste forældre, nemlig at miste deres barn, som vi også lige så her forleden dag med den lille dreng, der hedder Holger. Som de andre ordførere er vi enige i præmissen, og det vil sige, at der selvfølgelig skal ske noget, men vi mener ikke, at indholdet i forslaget vil kunne løse den udfordring, som man står for, det problem, som man står over for.

Men der er i hvert fald én ting, som forslaget kan gøre, og det er, at det helt klart kan ruske op i problemet, så der kommer nogle løsninger. Vi har hørt det om sms’er, og vi har også hørt fra SF's ordfører, at man skal udvikle nogle værktøjer, og det er vi selvfølgelig fuldstændig enige i. Men det her handler også om, om man kan overføre det system, som de har i USA, nemlig AMBER Alert-systemet, der, som vi også har hørt fra mange andre, handler om et her og nu-system, som er aktivt i tv og medierne og også på motorvejsskilte.

Men som andre også har været oppe at sige, mener vi ikke, at det vil kunne overføres til danske tilstande. Der har jo også været nogle eksempler på en far fra de varme lande, der bortfører sit barn fra en daginstitution, og der tror vi ikke at AMBER Alert-systemet vil kunne forhindre det; der er det politiet og så en hurtig indsats, der vil kunne forhindre, at det barn bliver bortført, og den mulighed har man jo allerede i dag. Så vi mener som sagt ikke, at det vil kunne løse det.

Som vi har hørt, mener vi også, at forældreansvarsloven skal evalueres, og jeg er sikker på, at det selvfølgelig vil afføde en masse systemer, som vi i fremtiden kan bruge, og som i fremtiden forhåbentlig også vil kunne forhindre en masse bortførelser, og der kan det igen godt være, at det skal være udvikling af nye værktøjer på de forskellige socialforvaltninger. Jeg har hørt, at der er forskellige partier, der tidligere har været ude med forslag med hensyn til at få socialrådgivere ud på institutioner og på skoler, og det vil måske også kunne være med til at løse det problem.

Men alt i alt skal man selvfølgelig finde nogle løsninger, for 70 børn, som er blevet bortført, er rigtig, rigtig mange børn, og vi vil med glæde afvente den evaluering, der kommer, og også Rigspolitiets arbejdsgruppe.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Martin Henriksen.

Tak for det og tak for debatten, selv om den ikke fik det udfald, som vi godt kunne have ønsket os i Dansk Folkeparti.

Det, som forslaget jo dybest set går ud på, er, at Folketinget, såfremt forslaget var blevet vedtaget, pålægger regeringen at nedsætte en hurtigtarbejdende tværministeriel arbejdsgruppe, der skal fremlægge en plan for, hvordan det sikres, at oplysninger om bortførte børn og formodede gerningsmænd hurtigst muligt når frem til offentligheden efter alarmering.

Arbejdsgruppen skal undersøge erfaringer fra andre lande, herunder bl.a. de erfaringer, man har gjort sig i USA, og på den baggrund komme med forslag til, hvordan vi i Danmark kan lave et advarselssystem, der sikrer en hurtigere lokalisering af bortførte børn og dermed bidrager til opklaring af sager om bortførte børn.

Det kunne man bl.a. gøre ved elektroniske tavler i lufthavne, ved færgeafgange, på motorvejsskilte, i tv og radio og på internettet. Noget af det gøres i forvejen, men man kunne jo oplagt kigge på, hvordan vi kunne blive bedre til at få det ud flere steder og til flere folk, og hvordan det bedre kunne koordineres. Så har der i Nordsjælland været en sms-ordning i forbindelse med indbrud. Det kunne man jo også godt inddrage i arbejdsgruppen og kigge på, om det var noget, man kunne gøre lidt mere ud af i det danske samfund.

AMBER Alert-systemet har været nævnt et par gange, og det kan jeg også godt forstå, i og med at vi nævner det i beslutningsforslaget, men vi skriver jo sådan set også i beslutningsforslaget, at det er vigtigt at understrege, at arbejdsgruppen skal inddrage erfaringer fra flere forskellige lande og ikke kun fra AMBER Alert-systemet i USA. Vi ønsker sådan set, at man går ud og kigger på, hvordan man kan blive klogere af, hvordan de gør i andre lande, tage erfaringer til sig og så lave en dansk model. Det skal ikke være en amerikansk model eller en canadisk model, eller hvad ved jeg. Det skal være en dansk model, men man skal selvfølgelig kigge på, hvordan de gør i andre lande.

Jeg kan forstå på ministeren, at de udenlandske myndigheder vil blive informeret i akuttilfælde. Det er rigtigt, og det er godt, at det er sådan, men i akuttilfælde kunne det jo også være relevant at kigge på, hvordan man hurtigere kunne få informationer ud til danskere i Danmark og til andre, der måtte befinde sig i Danmark, sådan at de hurtigt kan alarmere politiet, hvis de bliver opmærksomme på, at et barn er ved at blive bortført, eller at en bortført, som er beskrevet, opholder sig et bestemt sted.

Jeg synes, det er rigtig positivt, at Rigspolitiet kigger på nye retningslinjer i forbindelse med bortførelsessager, og vi håber selvfølgelig, at der kommer noget godt ud af det.

Jeg synes, det var lidt mærkeligt, at den konservative ordfører sagde, at det er et overflødigt forslag, og så i øvrigt selv nævnte nogle områder, hvor man kunne gøre det bedre, end man gør i dag. Det viser netop, at det er et relevant forslag, Dansk Folkeparti har fremsat. Den konservative ordfører nævnte også, at hvis det er en samværsforælder, der bortfører barnet i starten af samværet, kan der gå flere dage, før det bliver opdaget, at barnet er bortført. Og så er det sådan set også vores udgangspunkt i Dansk Folkeparti, at systemet ikke iværksættes, for hvis politiet kan konstatere, at et barn er blevet bortført og forbrydelsen har fundet sted for flere dage siden, er der ingen grund til, at man iværksætter det her advarselssystem. Det kan man sådan set indarbejde i de retningslinjer, som arbejdsgruppen kunne kigge på.

Jeg synes egentlig også, at Socialdemokratiet argumenterede for, hvorfor det egentlig er et meget godt forslag, for fru Karen Hækkerup nævnte, at der er mange bortførte børn i udlandet. Det taler vel for, at man kigger på, hvordan det kan gøres bedre end i dag.

Vi ser meget gerne, at der kommer noget godt ud af de retningslinjer, som Rigspolitiet sidder og kigger på, men hvad er der egentlig galt i, at man også inddrager private aktører, andre myndigheder i Danmark, børneorganisationer, Socialministeriet, foreningslivet? Jeg har svært ved at se et virkelig godt argument imod det her beslutningsforslag.

Socialdemokratiet var også inde på, og det er der også andre ordførere der har været inde på, at vi skal lave ændringer i forældreansvarsloven. Men det hjælper jo bare ikke, hvis skaden er sket. Det gør det jo ikke. Vi kan lave nok så mange lovændringer her i Folketinget, men hvis et barn er blevet bortført, er det jo det, der er tilfældet. Og selv om der bliver gjort rigtig meget godt fra politiets side i dag, vil det jo være meget fornuftigt at kigge på, hvordan man kan gøre det endnu bedre i fremtiden.

Det drejer sig for Dansk Folkeparti ikke om antallet af børn. Det drejer sig om det enkelte barn. Jeg må sige, at jeg har svært ved at forstå, at man ikke kan tilslutte sig, at der er nogle mennesker, der skal sætte sig ned og kigge på, hvordan det kan gøres bedre ved at sørge for, at informationer om et barn, der er blevet bortført, hurtigere kommer ud i offentligheden, end tilfældet er i dag. Det forstår jeg simpelt hen ikke, men ikke desto mindre takker vi i Dansk Folkeparti for debatten.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.