Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 63:

Forslag til folketingsbeslutning om at afskaffe skattefritagelse for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer.

Af Sophie Hæstorp Andersen (S), Jonas Dahl (SF), Manu Sareen (RV) og Per Clausen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 18.01.2011).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren.

Med indførelsen af skattefritagelse af arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer er det sikkert, at langt flere danskere og ikke kun medarbejdere på direktionsgangene har fået adgang til en sundhedsforsikring. Private forsikringer er jo kun fritaget for beskatning, hvis alle ansatte på arbejdspladsen tilbydes en forsikring. Den ordning medvirker til, at arbejdsgiverne i højere grad tager et socialt ansvar for deres medarbejdere, og til, at sundhed i højere grad tænkes ind i hverdagen. Patienterne får en hurtigere behandling og kommer hurtigere tilbage på arbejdet, og det kan aflaste arbejdsgiveren i form af mindre sygefravær. Det er også godt for samfundsøkonomien, fordi det betyder færre udgifter til sygedagpenge. Det offentlige sygehusvæsen aflastes, for da skattefritagelsen som udgangspunkt kun dækker lægefagligt begrundet behandling, kunne patienten i langt de fleste tilfælde kræve at få udført samme behandling i det offentlige sundhedsvæsen på skatteydernes regning i stedet for at få det udført på forsikringens regning.

Den samlede opposition vil nu afskaffe skattefritagelsen for sundhedsforsikringer, fordi de ikke vil have et sundhedsvæsen med et A-hold og et B-hold, hvor patienter med en sundhedsforsikring kommer foran i køen. Men dette billede af patienter, der kommer foran i køen, er et falsk billede. Det drejer sig ikke om, at nogle køber sig længere frem i køen, tværtimod, for derved skubber man jo andre tilbage. Når man bruger en privat sundhedsforsikring optager man jo netop ikke en plads i den offentlige kø, den plads kan en anden så få. Man skubber ikke nogen tilbage, man giver tværtimod plads til, at nogle kan rykke frem i køen.

Forslaget, som vi behandler, svarer jo til, at man i et supermarked ikke vil have, at der åbnes en ny kasse, fordi det er synd for de andre, der står i den eksisterende kø. Men en ny kasse, hvor man kan blive ekspederet, afkorter jo køen. Skattefritagelsen af sundhedsforsikringer har sikret, at flere har adgang til de ydelser, som sundhedsforsikringerne omfatter. Det øger altså ikke uligheden. Tidligere var det kun dem på direktionsgangen, der havde den mulighed.

Hvad vil der ske, hvis vi fjerner skattefritagelsen for sundhedsforsikringer? Det vil ramme de lavtlønnede medarbejdere, fordi arbejdsgiverne så primært vil forsikre de medarbejdere, der i forvejen har tegnebogen i orden, dem på direktionsgangen bl.a. Vi husker jo alle, hvordan det var, før regeringen trådte til, der var der lange ventetider og forskelsbehandling i virksomhederne, hvor kun de ledende var forsikret. Al logik siger, at når en patient får behandling i det private sundhedsvæsen for en forsikringsregning, spares der en behandling i det offentlige, som så kan komme en anden til gode.

Ministeriet har nu hyret Center for Anvendt Sundhedstjenesteforskning og Teknologivurdering, CAST, som hører til Syddansk Universitet, til at se på, om der kan dokumenteres en særskilt effekt af forsikringerne på de ventetider, vi opgør. Det er jo selvfølgelig ikke let, for det drejer sig om at vurdere det i forhold til, hvad der ellers ville have været tilfældet. Men resultatet af undersøgelsen forventes at foreligge i foråret.

Da vi indførte skattefritagelsen, antog vi, at det ville nedbringe sygefraværet, og at det ville betyde en mindre udgift for statskassen. Der er forskellige undersøgelser, som belyser dette, og de peger på, at skattefritagelsen af arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer nedbringer sygefraværet, og at ordningen alt i alt går i nul for statskassen, hvis der ikke ligefrem er overskud. Men jeg har jo tidligere sagt, at det, man skal gøre, er at lægge de forskellige undersøgelser ved siden af hinanden, så får man et alsidigt billede af problematikken.

En enkelt undersøgelse fra Dansk Sundhedsinstitut, DSI, når ikke til den samme konklusion som mig. Men det er ikke så mærkeligt, for den ser ikke på, hvor længe sygefraværet varer, og det hele handler jo om at få folk på benene noget hurtigere. Til gengæld mener Forsikring & Pension, at sundhedsforsikrede har en lavere sandsynlighed for at blive langvarigt syge end personer uden en sundhedsforsikring. På baggrund af Forsikring & Pensions resultater har de anslået, at reduceret sygefravær som følge af sundhedsforsikringer har sparet det offentlige for udgifter til sygedagpenge for over 800 mio. kr. i 2010. CEPOS har lavet en analyse, der ser på nettoeffekten for samfundet. De kommer frem til, at sundhedsforsikringerne netto forbedrer de offentlige finanser med 300 mio. kr. om året. Analyserne er, som det fremgår, ret forskellige, men overordnet peger de, når man lægger dem ved siden af hinanden, på, at ordningen indbringer en lille, en større eller en stor gevinst for det offentlige.

Det er et ufuldstændigt regnestykke, når forslagsstillerne siger, at man sparer 700 mio. kr. ved at afskaffe fradraget for sundhedsforsikringer, og når de forestiller sig, at det kan man så overføre til det offentlige sundhedsvæsen. Der bliver ikke mere at gøre med i det offentlige sundhedsvæsen, for patienterne skal jo behandles alligevel. Dem, der nu får behandlingen betalt af forsikringen, skal jo så have behandlingen betalt af skatteyderne. Skattefritagelsen for sundhedsforsikringer har fået arbejdsgiverne til at investere mange penge i deres medarbejderes sundhed. Denne værditilførsel til sundhedsvæsenet vil forsvinde, hvis man fjerner skattefritagelsen. Tilsvarende vil der ske en belastning af det offentlige sundhedsvæsen i form af flere patienter, der skal behandles på det offentliges regning, når de ikke kan blive behandlet for privat regning, og der bliver stigende udgifter til sygedagpenge, det tyder alt på.

Alt dette drøftede vi meget grundigt i Sundhedsudvalget for et par dage siden, og som det fremgår, er min konklusion i dag ganske den samme som dengang.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger, først fra fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg må komplimentere ministeren for hans nye billede – at man kan åbne ekstra kasser i supermarkedet, og det er der ingen, der kan blive sure over. Jeg tror, at alle er glade for kvikkasser, men når man står i Bilka eller andre steder og har hele kurven fyldt, kan man ikke benytte sig af en kvikkasse, så kan man kun tage den kø, der er ved de andre kasser. Og hvis man nåede dertil, at køen ved kvikkassen pludselig fyldte langt, langt mere og køerne af mennesker med de store kurve fyldt blev længere og længere og længere, tror jeg sådan set også, der hurtigt ville blive oprør inde i supermarkedet.

Ministeren siger, at det er et falsk billede, at folk skubbes bag i køen. Men jeg vil godt have ministeren til så at forklare, at hvis det er sådan, at der kun er et bestemt antal læger til rådighed, f.eks. privatpraktiserende speciallæger, og de kan behandle nogle patienter – døgnet har 24 timer, hvis man kan sige det på den måde – hvordan kan det så være, at man ikke skubber andre mennesker bag i køen, når man selv kommer foran, når man selv via en sundhedsforsikring køber sig til at komme foran i køen? Der er vel altid nogen, der skal bagest, ellers var der jo ikke noget ræsonnement bag det at have en sundhedsforsikring.

Ministeren.

Hvis man i et supermarked opretter en selvbetalingskasse, hvor de, der har en forsikring eller er med i en indkøbsforening, kan gå over, vil det jo gøre, at de andre kunder kommer hurtigere hen og kan få betalt for deres varer, altså kan blive ekspederet. Det er det, der er ræsonnementet.

Det andet spørgsmål synes jeg forudsætter et slavesamfund, hvor der ikke er nogen aftalt arbejdstid, og hvor døgnet derfor i princippet kan udnyttes fuldt ud, altså man kan sættes til at arbejde i 24 timer, men sådan er det jo ikke. Der er en aftalt arbejdstid, og det er jo undersøgt, at disse speciallæger i gennemsnit arbejder 43 timer om ugen med de offentligt dækkede patienter. De privatdækkede patienter kan heldigvis somme tider blive behandlet i lægernes fritid, og det går ikke ud over de offentligt betalte patienter. Men jeg vil da godt understrege, at man selvfølgelig ikke i arbejdstiden må favorisere de privatbetalte patienter, det har både regionsrådsformand Bent Hansen og jeg meget klart sagt.

Fru Sophie Hæstorp Andersen, kort bemærkning.

Ikke desto mindre er det jo desværre alligevel meget uigennemsigtigt, om der ikke foregår det, som ministeren siger at der ikke må foregå, altså at man netop også varetager de patienter, som har en sundhedsforsikring, i arbejdstiden. Det tror jeg også der blev fremlagt eksempler på for ministeren på det samråd, der var i onsdags. Men nu snakker ministeren om slavesamfund. Jamen helt konkret er det jo sådan med praktiserende speciallæger i Danmark, at der er et vist antal ydernumre og der er et vist antal læger, og de kan behandle inden for en vis tid, og vi kan godt sige, at det ikke er 24 timer i døgnet, men så 43 timer om ugen.

Men det vil jo bare betyde, at jo flere sundhedsforsikringskunder, der kommer til, jo mere de skal ind foran de øvrige, jo mere vil dem, der er offentligt henviste, de mennesker, som f.eks. ikke har nogen sundhedsforsikring, fordi de enten er gamle eller står uden for arbejdsmarkedet, eller fordi de er børn og dermed ikke kan dækkes af en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, når der kun er et bestemt antal læger og et bestemt antal tidsrum, så opleve, at de kommer bagest. Så er der jo ikke nogen, der træder ud af en kø eller træder over til et andet system, som ikke eksisterer. Det er de samme læger, der skal behandle alle patienterne.

Der må jo være nogen, der oplever længere ventetider, fordi andre kan komme hurtigere til, når der ligesom kun er det antal timer og det antal læger til rådighed, som der nu engang er. Så lad nu være med at foregive noget andet.

Ministeren.

Hvis den gennemsnitlige speciallæge bruger 43 timer på de skatteyderbetalte patienter, er det da en fordel både for samfundet, for virksomhederne og for de skatteyderbetalte patienter, at der er nogen, der ikke belaster lægen i de 43 timers arbejdstid, men som ligger uden for de 43 timers arbejdstid, og som altså bliver behandlet i fritiden. Det kan kun være til fordel for alle parter: Samfundet, økonomien, arbejdsgiverne, de pågældende og også dem, der ikke er forsikret. Alle har fordel af det; det er det svært at komme uden om.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Det må alligevel være lidt spændende for ministeren at kunne konstatere, at en af konsekvenserne af en politik, han har haft ansvaret for igennem rigtig, rigtig mange år, er, at vi i dag kun kan få udført de nødvendige sundhedsbehandlinger, hvis lægerne arbejder op i nærheden af 50-60 timer om ugen. Det er jo alligevel tankevækkende, at ministeren har været med til at bringe os i den situation.

Men så til mit spørgsmål: Er det ikke rigtigt, at mulighederne for at lave aftaler med læger om, at de arbejder mere i den offentlige sektor, er betydelig bedre, hvis de ikke som alternativ kan arbejde til en langt højere løn i den private sektor, så vi faktisk på den måde er med til at flytte arbejdstimer fra den offentlige sektor, hvor alle har adgang, til den private sektor, hvor kun nogle får skatteyderpenge med sig?

Ministeren.

Der må ikke flyttes arbejdstimer fra den offentlige sektor til den private sektor. Det er derfor, jeg så ivrigt understreger, at undersøgelser har vist, at speciallæger i gennemsnit arbejder 43 timer for det offentlige, og der må de ikke begunstige den ene frem for den anden. Men selvfølgelig må de gerne gøre, hvad de vil, i deres fritid, altså det, der ligger ud over de 43 timer. Det er regionsrådsformand Bent Hansen og jeg jo også fuldstændig enige om.

Så vil jeg understrege, at vi faktisk har en utrolig god lægeforsyning i Danmark. Vi har nogle aftaler, der gør, at patienterne ikke får helt så stor glæde af det, som de kunne, men målt pr. 10.000 indbyggere har vi en rigtig god lægeforsyning. Det er svært at finde ret mange andre lande, som har en bedre lægeforsyning, og derfor er det problem, vi drøfter her, altså ikke noget monument over noget som helst, som er fejlslagent. Det er godt, at vi har et praksissystem for læger, hvor de tilskyndes til at behandle så mange patienter som muligt. Det er godt, men hvis der findes en bedre model end denne berømte knækgrænse, som vi måske vender tilbage til, er jeg åben over for det. Og det er i øvrigt ikke mig, der forhandler.

Hr. Per Clausen.

Det må alligevel være dejligt at have været minister i så mange år, som ministeren har været det i, og så kun have ansvaret for de gode ting – de dårlige ting må andre påtage sig ansvaret for. Det giver et lyst sind, og det kan jo være dejligt.

Men det, jeg så vil spørge ministeren om, er: Er det ikke rigtigt, at hvis man skaber en privat efterspørgsel efter arbejdskraft, i det her tilfælde lægerne, så vil det offentliges mulighed for at lave økonomisk fornuftige aftaler med disse læger om, at de skal arbejde mere, end de allerede gør for det offentlige, være dårligere? Og derfor har vi altså skabt en situation, hvor muligheden for at øge lægelig kapacitet i den offentlige sektor er forringet af den politik, som ministeren står for.

Ministeren.

Jo, hvis det var sådan, at de private sundhedsforsikringer genererede en række overflødige behandlinger, som det offentlige under ingen omstændigheder ville have dækket, så kan der være lidt om, at hvis man ikke havde disse forsikringer, jamen så kunne lægerne jo tage nogle andre patienter og så lade være at bruge tid på det overflødige. Men som jeg sagde med stor omhu i min tale, er det jo sådan, at skattefritagelsen som udgangspunkt kun dækker lægefagligt begrundet behandling – lægefagligt begrundet behandling – og det betyder, at patienten i langt de fleste tilfælde kunne kræve at få udført samme behandling i det offentlige sundhedsvæsen på skatteydernes regning. Det er en meget vigtig pointe, som jeg er glad for at jeg fik mulighed for at understrege endnu en gang.

Så er det hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Jeg må sige, at det er påfaldende, hvor mange påstande og postulater ministeren faktisk har formået at komme med her i dag. For problemet for ministeren er jo, at man faktisk ikke er i stand til at dokumentere det, ministeren står og siger. Ministeren kan ikke dokumentere det, som regeringen rent faktisk lovede, da man vedtog loven for en 7-8 år siden, det er man sådan set ikke i stand til, og det er det, der har medført, at rigsrevisoren gentagne gange og siden hen statsrevisorerne har rejst kritik af ministeriet. Jeg må sige, at det er imponerende, at man alligevel har kunnet sidde så meget på sine hænder.

Jeg vil bare gerne høre, om ministeren anerkender, at folk med skattesubsidierede sundhedsforsikringer kan komme foran i køen til behandling på et offentligt sygehus.

Ministeren.

Jeg kan ikke bekræfte, at fradraget for private sygeforsikringer fører til, at folk, der har sådan en forsikring, kommer foran i køen på et offentligt sygehus. Det kan jeg ikke bekræfte. Det, jeg kan bekræfte, er, at læger som alle andre har en arbejdstid, og den er længere end de flestes. Uden for den arbejdstid kan de behandle patienter, som selv betaler, eller som har en forsikring, der dækker den betaling.

Så vil jeg godt lige gentage, at der jo er en række undersøgelser, som tilsammen tyder på, at jeg har ret i, at der er en lille eller måske en større samfundsmæssig gevinst, ved at vi har dette fradrag for sundhedsforsikringer. Det kan også være, at gevinsten er meget lille. Hvor stor den er, vil jeg ikke lægge mig fast på. Jeg opfordrer til, at man lægger disse tre-fire undersøgelser ved siden af hinanden, så får man et godt billede af, hvad man kan formode.

Hr. Jonas Dahl.

Ministeren siger det jo meget sigende selv: »tyder på«. Ministeren er jo reelt ikke i stand til at dokumentere det, som regeringen lovede, da man vedtog loven i sin tid: »en forbedring af den generelle velfærd«. Det er ministeren ikke i stand til at dokumentere. Og man har faktisk fået kritik fra Rigsrevisionen og senest fra statsrevisorerne, og man er stadig væk ikke i stand til at påvise det. Det er da en smule pinligt.

Men så vil jeg gerne henlede ministerens opmærksomhed på Det Økonomiske Råd, som regeringen jo også ofte bruger. Jeg vil bare gerne citere fra efterårsrapporten 2009, hvor der på side 268 står: »Når de private forsikringer anvendes til finansiering af diagnostiske undersøgelser, kan forsikringerne reelt bruges til at forkorte ventetiden til offentligt finansieret behandling«. Det vil altså sige, at de mennesker, der har en skattesubsidieret sundhedsforsikring, kommer foran i køen, de får hurtigere behandling, vel at mærke på et offentligt sygehus. Man må jo bare konkludere, at det er med til at skabe et A- og et B-hold; et A-hold, som har en sundhedsforsikring betalt af deres private virksomhed og delvist af statskassen, og et B-hold, som desværre ikke kan få samme dækning, selv om de betaler deres skat. Synes ministeren det er rimeligt?

Ministeren.

Hvis man for egen regning kan få dokumenteret, at man har akut kræft, skal man selvfølgelig i behandling med det samme, og så kan spørgeren i teorien sige: Jamen hvad så med den, der ikke for egen regning kan få konstateret, at vedkommende har akut kræft? Her er det jo heldigvis sådan, at hvis der er noget, vi har satset på, så er det akutte diagnoser. Dem skal man kunne få i det offentlige, selvfølgelig skal man det, og der er ingen, der skal gå og vente. Hvis der er tegn på kræft, skal behandling starte med det samme, det er et led i de meget omtalte kræftplaner. Det er også et led i de såkaldte forløbspakker osv.

Når spørgeren siger, at jeg jo ikke med de undersøgelser, jeg nævner, kan dokumentere eller bevise noget: Nej, men jeg kan sandsynliggøre det og sandsynliggøre det ved et helt almindeligt ræsonnement, hvor jeg bruger billedet fra supermarkedet som eksempel. Og en ting er i hvert fald sikker: Forslagsstillerne kan under ingen omstændigheder dokumentere eller på nogen måde sandsynliggøre, at det sparer 700 mio. kr. at afskaffe fradraget for sundhedsforsikringer. Der er de fuldstændig på herrens mark.

Tak til indenrigs- og sundhedsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så går vi til ordførerrækken. Den første ordfører er fru Birgitte Josefsen som ordfører for Venstre.

Når vi nu igen på foranledning af hele oppositionen skal stå her i salen og diskutere skattefritagelse for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, så synes jeg, det er relevant at se på, hvilken betydning skattefritagelsen for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer har.

Af den gældende lovs bemærkninger fremgår det tydeligt, at ordningen er iværksat for at forbedre den generelle velfærd i samfundet og gøre det mere attraktivt for virksomhederne at påtage sig et socialt ansvar. Det sociale ansvar har en lang række virksomheder i både privat og offentligt regi påtaget sig, og det synes jeg vi skylder dem stor tak for.

Flertallet i det her Folketing har sikret, at de arbejdsgiverbetalte forsikringer skal dække alle medarbejdere i virksomheden. Kort og godt er det en ordning, der blev implementeret af den opposition, der nu står og vil afskaffe ordningen, der er blevet forbedret. For det, som S og Det Radikale Venstre fik vedtaget, betød, at det oftest kun var dem på de lange direktionsgange, der fik glæde af en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring. Nu er alle omfattet, lige fra direktøren til piccoloen. Det kalder jeg lighed i sundhed set fra min stol. Lad os så se på, hvad skattefritagelsen har betydet.

Skattefritagelsen indebærer, at der er blevet behandlet flere patienter hurtigere. En række patienter er kommet hurtigere tilbage på arbejdspladsen. Det aflaster arbejdsgiveren i form af mindre sygefravær. Det aflaster det offentlige. Det aflaster de offentlige sygehuse i form af kortere ventelister. Og så kommer det alle til gode, at der er en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring.

Skattefritagelsen dækker som udgangspunkt kun de lægefagligt begrundede behandlinger. Så de, der er omfattet af en sundhedsforsikring, kunne i langt de fleste tilfælde kræve at få udført deres behandling i det offentlige sundhedsvæsen på skatteydernes regning. Det er en regning, der ville være betydelig større end den skattefritagelse, der ligger i de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer.

Det sidste, jeg vil pointere, er, at det er en forudsætning for skattefritagelsen, at udgiften afholdes som et led i virksomhedens generelle personalepolitik. Og lad mig pointere en gang til, at den tilbydes til samtlige medarbejdere i virksomheden, ikke kun den øverste ledelse. Skattefriheden og sundhedsforsikringen medvirker til at gøre sundhedsforsikringer tilgængelige for en langt, langt større medarbejderskare end det, vi så før 2001.

Venstre ønsker et sundhedsvæsen, hvor det handler om mennesker, et sundhedsvæsen, hvor alle har ret til og mulighed for hurtig behandling og hjælp, og det sikrer vi til alle, uanset om man har en sundhedsforsikring, eller man ikke har en sundhedsforsikring.

Der er ønsker om korte bemærkninger. Først er det hr. Per Clausen.

Jeg vil følge en lille smule op på den meningsudveksling, jeg havde med ministeren, for jeg synes sådan set, at vi kom ganske langt. Så kan jeg fortsætte med fru Birgitte Josefsen.

Jeg vil spørge fru Birgitte Josefsen, om det ikke er rigtigt, at hvis det forholder sig sådan, at det, at læger, når de arbejder mere end 43 timer, vælger at lægge den arbejdstid på privatsygehusene og har mulighed for at tjene flere penge der, så betyder det, at der bliver dårligere muligheder for det offentlige for at lave aftaler med lægerne om, at de bruger hele deres arbejdskapacitet i den offentlige sektor. Og betyder det ikke lige præcis, at dem, der kan gå til de private sygehuse, kommer hurtigere til, og at dem, der ikke kan – dem, der ikke har en forsikring der – så kommer senere igennem systemet?

Ordføreren.

Ens arbejdstid og arbejdsforhold aftales mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, og i den her situation er det Danske Regioner, der er arbejdsgiveren. Så det påhviler jo den enkelte region at aftale med de læger, der er ansat, om de skal arbejde ud over den normerede 37-timers-arbejdsuge. Det er der faktisk en række regioner, der har gjort, altså lavet aftaler med en gruppe af deres læger eller enkelte læger. Men det er jo helt op til den enkelte region.

Der er også mange læger, der har et arbejde, der gør, at de har vagtbelastning. Det har rigtig mange læger. Det betyder, at nogle af dem indimellem har en friuge, og jeg synes sådan set, det er rigtig godt, at de læger, som har fået en lang uddannelse betalt af det offentlige, bruger den friuge til at gå ud og behandle nogle patienter i privat regi frem for at gå derhjemme og lægge havefliser, men bestiller en håndværker til at lægge havefliserne. For det giver jo mere sundhed, det giver mere behandling til de syge. Så det synes jeg faktisk vi skylder lægerne stor tak for.

Hr. Per Clausen.

Det er jo rigtigt, at det aftales mellem regionerne og lægerne og deres organisationer, hvordan løn- og arbejdsforhold skal være. Det er helt rigtigt. Men er fru Birgitte Josefsen ikke enig med mig i, at man jo stiller lægerne gunstigt over for regionerne, når lægerne i stedet for at lægge havefliser har den alternative mulighed – i stedet for at vælge at arbejde noget mere for regionen og altså være med til at lave en aftale med regionen om, at man arbejdede mere for regionen – at gå til et privathospital, der kan give en væsentlig højere løn?

Er det ikke sådan, at ved at have den her ordning svækker man regionernes mulighed for at få lægerne til at arbejde i længere tid, og dermed svækker man regionernes mulighed for at have et større udbud af tilbud på de offentlige sygehuse, og dermed fører det, at man har en privat sektor, altså til, at der er nogle, der kommer til at vente længere tid på det offentlige, nemlig dem, der ikke har nogen sygeforsikring?

Ordføreren.

Jeg er på ingen måde enig med hr. Per Clausen. Nu er det jo sådan, at jeg er i den situation, at jeg har lidt kendskab til, hvordan regionerne arbejder, og jeg ved, at regionerne sidder og laver aftaler med de læger, som de gerne vil have til at yde en ekstra indsats, og at de får etableret de aftaler. Men der er også en række områder, hvor man ikke har brug for at lave aftaler med lægerne. Derfor synes jeg, det er godt, at de læger kan gå ud og yde en ekstra indsats i privat regi. Det kommer os alle til gode. Det betyder, at der er nogle, der bliver behandlet andre steder, og på den måde skaber vi altså også nogle kortere ventetider i det offentlige regi. Og vi kan jo se, at ventetiderne til behandling i det offentlige er faldet betydeligt. Det, vi taler om her, er jo de planlagte behandlinger, for alle i det her land, der har brug for en akut behandling, bliver indlagt akut, og de bliver akut behandlet.

Så er det fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

I min verden strider det helt afgørende mod principper i det danske sundhedsvæsen, at nogle patienter skal vente 3 dage på at få en behandling, mens andre patienter skal vente i 3 måneder på at få den samme behandling – alene med henvisning til, om man har en sundhedsforsikring, om man har ressourcerne, om man har en arbejdsgiver, og om man er på det danske arbejdsmarked. Det synes jeg er et helt grundlæggende princip, som man nu er ved at gøre op med. I min verden skal folk ikke behandles ud fra, hvor stor deres tegnebog er, eller hvilke sundhedsforsikringer de har, men ud fra, hvor alvorlig deres sygdom er.

Kan Venstre ikke godt tilslutte sig, at vi i Danmark har nogle principper i sundhedsloven om, at der skal sikres lige og fri adgang til sundhedsbehandling, og at det jo derfor er en meget, meget uheldig forskelsbehandling, der sker af patienterne, i takt med at flere og flere er sundhedsforsikret?

Ordføreren.

Venstre støtter helt op om det, der står i sundhedsloven – som vi selv har været med til at vedtage – om, at der er fri og lige adgang til sundhedsbehandling. Det betyder, at alle, der har behov og brug for akut behandling, bliver behandlet akut, og alle, der har brug for en planlagt behandling, kommer ind til lægen og bliver henvist til sygehuset, hvis der er behov for, at sygehuset yder en behandling. Derudover har vi jo indført et udvidet frit valg. Det gør, at det offentlige skal tilbyde den planlagte behandling inden for 30 dage. Kan det offentlige ikke det, har patienten ret til at søge behandling på et privathospital eller en privatklinik, som regionerne har etableret aftaler med. Så på den måde har vi jo alle en sundhedsforsikring.

Det generer ikke mig, hvis der er nogle, der har forsikret sig via en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring og derved kan tage på et privathospital efter en lægehenvisning og få foretaget en knæoperation efter 3 dage, for hvis de tager derhen, og jeg får ondt i knæet – og jeg har ikke en sundhedsforsikring – ja, så giver de faktisk mig mulighed for at komme hurtigere til i det offentlige regi. Så kan jeg måske komme til inden for 29 dage i stedet for 30 dage. (Formanden : Ja tak). Så det synes jeg er en rigtig god ordning, for det betyder jo, at vi alle bliver hurtigere behandlet.

Man kan i hvert fald ikke komme til behandling inden for taletiden, for den er kun på 1 min. (Birgitte Josefsen (V): Undskyld, hr. formand).

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg kan forstå på Venstre, at patienterne i virkeligheden bare skal være glade for, at de »kun« venter 3 måneder, for hvis ikke det var for alle de her sundhedsforsikringer, kunne folk vente 5 måneder. Altså, der er jo meget, meget mærkeligt, at man ikke arbejder for, at der er fælles ventetider, at der ikke føres to ventelister hos speciallægen, men at folk kommer til, i takt med at de henvender sig og i kraft af, hvor alvorlig deres sygdom er. Det synes jeg er meget mærkeligt.

Så synes jeg, at udlægningen af § 2 i sundhedsloven, altså, at det gælder, hvis man skal akut til, er en stor indsnævring af, hvad § 2 egentlig handler om, nemlig den lige og frie adgang. Men det er da tankevækkende, at Venstre tolker den på den måde.

Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at ordføreren ikke kan se, at i takt med at Venstre har været med til at skabe et sundhedsmarked og sikre, at sundhedsforsikringerne primært gælder for de mennesker, der i forvejen er på arbejdsmarkedet, i forvejen er mest veluddannede, i forvejen har de højeste lønninger og er under 55 år, skaber man ulige muligheder for alle de mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet eller er på et arbejdssted og har lave lønninger. Det er en meget, meget heftig forskelsbehandling, man har gang i her.

Ordføreren.

Jeg forstår simpelt hen ikke Socialdemokratiets holdning til hele det danske samfund, og at man siger, at det, at der er nogle få, der kan få, blokerer for, at ingen kan få noget som helst. Det er sådan set det, der er udgangspunktet i fru Sophie Hæstorp Andersens udlægning.

Det er sådan, at lægen altid skal prioritere den mest syge frem for den mindre syge. Det står i lægernes lægeløfte, og jeg er sikker på, at lægerne er meget optaget af, at det er sådan, de agerer i forhold til indtaget af patienter, uanset om det er i privat eller i offentligt regi.

Jeg vil så gerne gentage, at vi alle har mulighed for at gå ind ad den samme dør hos den praktiserende læge, og vi har alle mulighed for at gå ind ad den samme dør til det offentlige sygehusvæsen og få en hurtig og kvalificeret behandling. At der så er nogle, der har mulighed for at gå fra den praktiserende læge og ud på et privathospital for at blive behandlet, fordi de har en sundhedsforsikring, synes jeg er dejligt, for det gør, at der bliver hurtigere plads til mig på det offentlige sygehus, hvis jeg har brug for det.

Så er det hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Der var noget, jeg egentlig bare gerne ville høre ordføreren om. Hvis to patienter har den samme knælidelse – nu brugte ordføreren selv det med, at man havde behov for en knæoperation – er det så rimeligt, at en person med en privat sundhedsforsikring kommer foran til behandling på et offentligt sygehus, det vil sige en behandling, der i sidste ende er offentligt finansieret?

Hvis der er to patienter, som er lige dårlige, en skolelærer og en direktør, synes ordføreren så, det er rimeligt, at direktøren, fordi denne har en privat sundhedsforsikring, kommer til 2 uger før til behandling på et offentligt sygehus? Synes ordføreren, det er rimeligt?

Ordføreren.

Nu er slagteriarbejderen jo også omfattet af de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, så det kunne være, at det var slagteriarbejderen, der gerne ville hurtigt tilbage på job og stå og skære skinker ud, der kom ind via en sundhedsforsikring og blev behandlet og på den måde kunne komme meget, meget hurtigt tilbage på arbejdspladsen, hvilket arbejdsgiveren så ville være meget glad for, fordi det skaber vækst og velfærd i samfundet. Så jeg synes, det er rigtig godt, at der er den ordning.

Når hr. Jonas Dahl så fremhæver en knæoperation, ja, så må jeg jo sige, at ventetiden lige nøjagtig her er faldet drastisk, og det er rigtig godt for os alle. Så uanset om vi skal behandles i det private eller i det offentlige, har vi altså mulighed for at få en hurtig behandling, hvis vi bevæger os derhen, hvor den korteste ventetid er.

Hr. Jonas Dahl.

Det var dog den mest lange udenomssnak, hvor man virkelig undgik at svare på spørgsmålet – og det kan jeg godt forstå, for det er ikke særlig behageligt for en ordfører at skulle stå og sige: Ja, det er o.k., at vi behandler de offentligt ansatte dårligere end de privatansatte, som får en skattesubsidieret sundhedsforsikring. Det er jo det, Venstres ordfører lige har vedkendt sig faktisk er den politik, som Venstre fører. Det er den politik, regeringen har gennemført, altså at skolelæreren, som ordføreren jo selv sagde, måske må bidrage lidt med noget velfærd. Skolelæreren må altså vente, mens direktøren kommer foran i køen til den offentlige behandling.

Det er dog påfaldende, at Venstre har et lighedsprincip og Venstre synes, man lever op til sundhedslovens § 2 om fri og lige adgang til sundhedsvæsenet. Det er dog påfaldende, at Venstre ikke kan se, at det her er en kæmpemæssig forskelsbehandling, hvor man skaber et A-hold og et B-hold, alt afhængigt af om nogen er privatansat og har en sundhedsforsikring, som vel at mærke delvis er betalt af statskassen, fordi der er en skattesubsidiering, eller nogen ikke har det. Det vil Venstres ordfører simpelt hen ikke være med til at ændre på, kan jeg forstå.

Ordføreren.

Nu synes jeg, hr. Jonas Dahl skal læse betingelserne i forhold til de skattefrie sundhedsforsikringer. Det er jo sådan, at de kan tegnes af både offentlige og private virksomheder, og der er faktisk en række offentlige virksomheder, der har gjort det. Der er en række socialdemokratisk ledede kommuner, der har tegnet sundhedsforsikringer for deres medarbejdere, og der er lavet et klart regelsæt i et dokument under KL. Så derfor er den mulighed til stede, hvis man ønsker at bruge den.

Så det betyder jo, at man kan ligestille medarbejderne, men det skal aftales ud fra de principper, som jeg nævnte i min ordførertale.

Tak til fru Birgitte Josefsen. Der er ikke flere, der ønsker korte bemærkninger. Så er det fru Liselott Blixt som ordfører for Dansk Folkeparti.

Det her har vi set før, det er en genganger, som til stadighed er til diskussion blandt partierne. Når en arbejdsgiver tilbyder sine ansatte en sundhedsforsikring, gælder den alle, høj som lav, og det finder Dansk Folkeparti er vigtigt, for skattelovgivningen omfatter alle medarbejdere i en virksomhed.

I dag er der ca. 8-900.000, der er omfattet af en sundhedsforsikring, og den bliver betragtet som et personalegode, som værdsættes af mange, og den giver tryghed for den enkelte. Vi ser, at den hovedsagelig findes på det private arbejdsmarked, men også i det offentlige kan man se, at flere og flere tegner forsikring. Mange kommuner har det som et tilbud på de områder, hvor man ved, at der er en høj sygefraværsprocent, og derfor gavner det i høj grad også kommunen som virksomhed, at dens medarbejdere vender hurtigt tilbage til jobbet eller undgår skadevirkninger.

For Dansk Folkeparti er der flere gode markører: Tryghed hos den enkelte medarbejder; den ansatte vender hurtigere tilbage til arbejdet; færre borgere på sygedagpenge; kortere ventelister; samt at virksomheden har taget et socialt ansvar.

Blot undrer det mig at se, at KL har lavet et protokollat, som indebærer, at kommunerne ikke længere kan tilbyde sundhedsforsikring med skattefradrag som en del af en fleksibel lønpakke. Protokollatet gælder imidlertid kun de medarbejdergrupper, hvis faglige organisation vælger at underskrive det, men det kan betyde, at nogle medarbejdere fortsat har mulighed for at kunne få sundhedsforsikring med skattefradrag, mens andre medarbejdere ikke har den mulighed, medmindre det gives som et personalegode.

Det vil jeg da bestemt kalde en forskelsbehandling af det arbejdende folk. Så det er de faglige organisationer, der selv har været med til at øge forskellen, og det kan jeg kun undre mig over.

Ventetiden på sygehusene er faldet siden 2001, og de faldende ventetider i det offentlige sundhedsvæsen kommer alle til gode, uanset om man har en privat sundhedsforsikring. I det offentlige sygehusvæsen er der generelt lige adgang til behandling; ventetidsgarantien, der er blevet indført, har faktisk givet alle en privat sundhedsforsikring. Hvis ventetiden overstiger 1 måned, kan man uden at have tegnet en privat sundhedsforsikring få behandling på et privat sygehus i Danmark eller i udlandet.

Sundhedsforsikringerne eksploderede i antal, og mange taler om, at det var med til at gøre uligheden større. Det hører vi også fra de forskellige partier, men det mener vi ikke i Dansk Folkeparti, tværtimod. For 7 år siden var der 141.000, der havde en forsikring, men de var alle sammen direktører eller overordnede ledere, og det siger sig selv, at når vi får den udbredt, så den gælder alle, også den ansatte på gulvet, og det være sig kontorpersonale, hjemmehjælper eller rengøringsassistent, udligner vi den forskel, den kløft, der er der.

Sundhedsforsikringen sikrer, at endnu flere får en hurtig og effektiv behandling, og det har stor betydning for den enkelte, at han eller hun hurtigt kan blive rask igen, og et kort fravær fra arbejdsmarkedet er samfundsøkonomisk en stor gevinst. Men vi skal samtidig holde fast i, at vi skal have et offentligt sundhedsvæsen af høj klasse.

Sundhedsforsikringerne skal blot supplere vores offentlige system, og vi skal udvikle vores sundhedssystem og være bedre til at udnytte de fordele, der er ved at have et offentligt-privat samarbejde. Forsikringerne øger kapaciteten, fordi der tilføres flere penge til det samlede sundhedssystem, der er med til at gøre køen kortere for alle, også for dem uden en sundhedsforsikring. Ved alle disse diskussioner om forsikringer glemmer man tit, at forsikringerne også er med til at give behandling på bløde områder som fysioterapi, psykologhjælp m.m.

Vi kan derfor ikke tilslutte os forslaget.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning, først fra hr. Jonas Dahl.

Jeg vil bare ganske kort høre Dansk Folkepartis ordfører: Synes Dansk Folkeparti, at man skal udbrede den her skattesubsidiering, så den også f.eks. vil tilgodese efterlønnere, førtidspensionister og folkepensionister, som så også kunne trække en eventuel sundhedsforsikring fra i skat?

Ordføreren.

Jeg mener da helt sikkert, at kunne man finde nogle måder, så man kunne tegne en, kan jeg da ikke se nogen hindring i det. Men jeg mener også, at der er så mange, der taler om, at vi skal arbejde noget mere for at skabe vækst. Der er nogle, der mener, at vi skal arbejde 12 minutter mere for at øge produktionen rundtomkring. Og der tænker jeg da at det må være godt at have en sundhedsforsikring, netop så man ikke går og er sygemeldt i så lang tid, men hurtigere kommer i arbejde – arbejde, der øger produktionen, og som gør, at vi skaber vækst i Danmark og også giver sig udslag i en økonomisk holdbarhed for netop dem, der ikke arbejder, dem, der skal have penge af kassen. Det må være til gavn for hele Danmark.

Hr. Jonas Dahl.

Det vil sige, at Dansk Folkeparti sådan set er enig i, at der er en skævhed, når der er folkepensionister, efterlønnere og andre grupper, hovedparten af de offentligt ansatte, som ikke er dækket af sundhedsforsikringer, som ikke har mulighed for at få den her skattesubsidiering gennem deres virksomhed. Dansk Folkeparti er sådan set enig i, at der er en skævhed, at man dér sådan set har et A- og et B-hold, hvor nogle har en adgang til visse dele af sundhedsvæsenet, mens andre ikke har det.

Dansk Folkeparti mener altså, at man på sigt også skal åbne op for, at den her skattesubsidiering også tilgodeser førtidspensionister og efterlønnere og dermed ophæver opdelingen i et A- og et B-hold – er det korrekt forstået?

Ordføreren.

Hvis vi skulle udligne uligheden totalt, skulle vi alle sammen tjene det samme, betale det samme og lave det samme. Det vil aldrig nogen sinde ske i Danmark – forhåbentlig da ikke. Der er forskel, men der har været en større forskel, end vi ser i dag. Der var et A- og et B-hold – et A-hold, der stod på lange ventelister, som vi så det i 2001, og et B-hold, der kunne gå til det private med en sundhedsforsikring, de fik fra det firma, de var ansat i, eller som de selv betalte, fordi de havde en pengepung, der svarede dertil. Dengang var der en kæmpe kløft.

Vi har udlignet det, så rengøringsassistenten, kontormedarbejderen, slagterimedarbejderen nu kan få det samme. Så kløften er faktisk blevet mindre. Vi har udlignet en forskel, men der vil altid bestå en forskel.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Ja, og den kløft, man så har udlignet, medfører jo, at mens 58 pct. af de privatansatte i dag har en sundhedsforsikring, er det kun 6 pct. af de offentligt ansatte, der har det. Og mens 39 pct. af dem, som er på gulvet, er omfattet, ja, så er det 63 pct. af dem, som har en høj uddannelse og høje lønninger i forvejen, der er det. Så det er jo så som så med den udligning, hvis man kan sige det sådan.

Jeg synes, det er påfaldende, at ordføreren bruger ordet alle . Dansk Folkeparti har sikret, at alle kan komme med. Man glemmer vist lige den der solidaritet, der også skulle være med dem, som står uden for arbejdsmarkedet. Jeg konstaterede, at når ordføreren brugte ordet alle , var det for det første ensbetydende med alle på arbejdsmarkedet . Men det er så ikke rigtigt. For det andet er der vel også andre mennesker i det her samfund.

I lyset af at dem, som jo har de største udgifter, og dem, som også har de fleste lidelser, faktisk også er dem, som står uden for arbejdsmarkedet – førtidspensionisterne, de ældre, efterlønnerne – vil jeg egentlig godt spørge ordføreren, om ordføreren synes, det er rimeligt, at det er de selv samme mennesker med de fleste lidelser, som skal vente længst tid i køen til f.eks. privatpraktiserende speciallæger, fordi de ikke har en sundhedsforsikring.

Ordføreren.

Nu var der mange spørgsmål, og der kunne være mange svar til fru Sophie Hæstorp Andersen. For fru Sophie Hæstorp Andersen ved godt, at jeg også synes, at vi skal se på det med speciallægerne. Der skal være nogle retningslinjer, og vi skal sikre os, at det sker på en ordentlig måde, så man ikke føler, at der kommer andre ind, når man selv skulle have været det, og at vi går ind og kigger på, hvad det er for nogle timer, og hvor det er, man tager dem med en privat sundhedsforsikring ind, så det ikke sker uhensigtsmæssigt, som det måske gør hos nogle speciallæger.

Men ja, selvfølgelig er der en forskel. Men som det også tidligere blev sagt heroppefra, vil jeg sige: Når man nu kommer til et privathospital eller kommer på et andet tidspunkt end det, der er afsat til dem, der ikke har en sundhedsforsikring, gør det, at køen bliver kortere, og det gavner også pensionisten eller efterlønneren, eller hvem det er, der ikke har en forsikring.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Tror ordføreren, at vi får et mere effektivt sundhedsvæsen ved hele tiden at skyde flere og flere sundhedsforsikringer og forsikringsselskaber ind imellem borgerne som patienter og lægerne? Tror ordføreren, at vi på den måde bruger vores sundhedskroner bedst muligt og få behandlet flest mulige mennesker? Mener ordføreren, at det er i orden, at de mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet, dem med de fleste sygdomme, dem med de fleste lidelser, som kommer bagest i køen, er med til at betale for, at andre kan få de her goder på arbejdsmarkedet?

Ordføreren.

Nu har vi jo et system i Danmark, der gør, at vi alle sammen skal tage del i, at det hele kører rundt. Vi har nogle, der arbejder, og som ligesom skal få pengene ind, for at vi netop kan tage hånd om dem, som ikke har pengene selv, dem, der ikke arbejder, dem, der er meget syge.

Det er et system, hvor vi har brug for noget økonomi. Ved at lave nogle sundhedsforsikringer, får vi også økonomi ind på en anden måde ved, at der netop er nogle forsikringsselskaber, som folk betaler til. Der er jo også nogle, der har en sundhedsforsikring, der ikke er skattesubsidieret, men som selv betaler den. Så det giver jo også økonomi til vores sundhedsvæsen, så det er altså en ekstra gevinst.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Jonas Dahl som ordfører for SF.

Jo dårligere menneskers økonomi er, og jo mindre uddannelse de har, jo tidligere dør de, jo mere syge er de, mens de lever, og jo større er risikoen for, at de havner på førtidspension eller på anden måde ryger ud af arbejdsmarkedet. De dårligst stillede lever altså ikke blot færre år end dem, som har høj uddannelse og høj løn, de er også raske i en mindre del af de år, de lever. Det er bedre at være rask og fattig end syg og rig, som man siger, men den indlysende kendsgerning er altså, at der er en tæt sammenhæng mellem at være rig og rask og mellem at være syg og fattig.

Men der er også en forskel på, om man er offentligt ansat eller privat ansat. I 2002 indførte VK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti en ordning, hvor arbejdsgiverne kan trække indbetalinger til medarbejdernes sundhedsforsikringer fra i skat. Disse arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer medfører, at patienter, som har en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, får hurtigere behandling end patienter uden forsikring, uanset om de har den samme sygdom eller lidelse. Arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer deler dermed befolkning i et A- og et B-hold, hvor patienter med en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring kommer foran i køen til sundhedsbehandling, mens patienter uden forsikring må vente lidt ekstra.

I SF vil vi ikke acceptere et sundhedsvæsen med et A- og et B-hold. Der må alt andet lige være lighed for loven og ikke forskelsbehandling i forhold til ens profession. Det er ikke rimeligt, at folkeskolelæreren eller sygeplejersken for den sags skyld, som ikke har en sundhedsforsikring betalt over skattebilletten, skal være med til at finansiere, at den privatansatte akademiker kommer foran i køen til behandling ene og alene grundet sin arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikring.

I SF ønsker vi et sundhedsvæsen, hvor alle borgere har lige ret og lige adgang til sundhedsvæsenet. Det må aldrig blive patienternes forsikringsforhold, der ligesom i USA afgør, om patienterne kommer forrest eller bagerst i køen til sundhedsbehandling.

Det, der er det interessante med regeringens lovforslag, er, at da man i sin tid vedtog det, lovede man, at det ikke ville medføre øget ulighed. Problemet er bare, at regeringen ikke har kunnet dokumentere, at skattefriheden for de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer aflaster det offentlige sundhedsvæsen. Man har ikke kunnet bevise, at det nedbringer ventetiden til behandling og dermed kommer alle borgerne til gode. Og Rigsrevisionen konkluderede så sent som i september 2010, at Sundhedsministeriet ikke havde levet op til det ansvar, det havde, og man rykkede Sundhedsministeriet for svar på, hvordan de ville dokumentere sammenhængen mellem ventelister og arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. I dag har vi så fået sundhedsministerens ord for, at det kommer i løbet af foråret, man kan jo fristes til at sige, at det nok kommer en gang efter et folketingsvalg.

Dansk Sundhedsinstitut konkluderede for ikke så lang tid siden, at de private sundhedsforsikringer ikke synes at have haft nogen betydning for ventetiden i det offentlige sundhedsvæsen. Og det har kostet. Det har kostet mange millioner kroner. Det har kostet et trecifret millionbeløb, som i hastig fart nærmer sig 1 mia. kr. eller 1.000 mio. kr., penge, som kunne have været brugt andetsteds i sundhedsvæsenet.

Ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer mest udbredt blandt privatansatte under 55 år, vel at mærke blandt dem med en høj uddannelse og en høj indkomst. Ordningen har dermed en stor social slagside, hvor de højtlønnede med de lange uddannelser for alvor får glæde af ordningen.

Dansk Sundhedsinstitut har ligeledes konkluderet, at ordningen har en social slagside, da andelen af forsikrede er stigende med uddannelsesniveau og årsindtægt. Og desuden påpeger Dansk Sundhedsinstitut, at grupper uden for arbejdsmarkedet, pensionister, arbejdsløse eller andre, der på den ene eller den anden måde er udstødt af det danske samfund, ikke har adgang til forsikringen, hvilket må konkluderes at være på kant med sundhedslovens målsætning om lige adgang til behandling for alle borgere.

Påfaldende er det jo derfor også, at ministeren selv i dag ikke er i stand til at dokumentere sine påstande. Og det er ikke lykkedes trods gentagne rykkere fra rigsrevisor at få de efterlyste beregninger.

Men jeg vil egentlig gerne slutte af med at citere Det Økonomiske Råd, som i efteråret 2009 også så på de private sundhedsforsikringer. Man konkluderede bl.a.:

»Når de private forsikringer anvendes til finansiering af diagnostiske undersøgelser, kan forsikringerne reelt bruges til at forkorte ventetiden til offentligt finansieret behandling«.

Dermed har man også fået et sundhedsvæsen, hvor selv behandlingen på det offentlige sygehus er differentieret, alt efter om man har en sundhedsforsikring eller ej. I SF siger vi fra over for dette med et A- og B-hold, hvor skolelæreren må vente, mens den privatansatte akademiker kommer foran i køen. Det er en ulighed, vi i SF siger nej til. De mange penge, man har brugt på den her ordning med skattesubsidiering, koster statskassen millioner af kroner, penge, som vi vil bruge på vores fælles bedste.

Da Det Radikale Venstres ordfører desværre ikke kan være til stede i dag, skal jeg på vegne af Det Radikale Venstre sige, at de også støtter beslutningsforslaget

Fru Liselott Blixt for en kort bemærkning.

Jeg faldt over et ord, som ordføreren havde i sin tale. Derfor vil jeg gerne høre, om det er Socialistisk Folkepartis holdning, at efterlønnere og førtidspensionister er udstødte.

Værsgo til ordføreren.

Nej. Nu vil jeg gerne finde, hvad jeg sagde, så ordføreren kan få den præcise ordlyd. Det, jeg nemlig opregnede, var netop en gruppe af mennesker, som ikke er i stand til at få en privat sundhedsforsikring, en gruppe af mennesker, som bl.a. omfatter efterlønnere, førtidspensionister – nu skal jeg finde det her i mit papir – og andre, også udstødte. Disse grupper har ikke adgang til sundhedsforsikringer.

Så for mig at se er det helt klart, at der er en bred gruppe af mennesker i den danske befolkning, det være sig både offentligt ansatte, pensionister – folkepensionister og førtidspensionister – arbejdsløse og andre, som på den ene eller den anden måde er udstødt af det danske samfund, der ikke har samme, lige adgang til det danske sundhedsvæsen, fordi Dansk Folkeparti sammen med den borgerlige regering har gennemført private sundhedsforsikringer, som i den grad skaber et A- og et B-hold og i den grad skaber forskel i det danske samfund.

Fru Liselott Blixt. (Liselott Blixt (DF): Jeg har ikke mere). (Jonas Dahl (SF): Det har jeg heller ikke). Fru Liselott Blixt ønsker ikke en ekstra kort bemærkning. Jamen så siger vi tak til SF's ordfører, og så er det fru Vivi Kier som konservativ ordfører.

Endnu en gang tager vi debatten om skattefritagelse for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Og det er faktisk helt i orden. Hvem husker ikke dengang før 2001, hvor en skattet medarbejder stod så længe på venteliste, at arbejdsgiveren måtte afskedige vedkommende med heraf følgende dyre sygedagpenge og arbejdsløshed, og måske kunne vedkommende aldrig vende til arbejdsmarkedet? Hvis arbejdsgiveren gerne ville betale for et privat behandlingstilbud, ja, så blev medarbejderen beskattet voldsomt. Hvem husker ikke dengang før 2001, hvor kun velhavende mennesker og ansatte på direktionsgangene kunne betale sig til en hurtig behandling? Og hvem husker ikke dengang før 2001, hvor der var så lange ventelister, at det var skræmmende?

Derfor tager jeg gerne debatten igen. De her forsikringer er jo netop med til at øge den generelle sundhedstilstand. Forsikringerne sikrer nemlig, at alle på en arbejdsplads skal være omfattet og altså ikke kun dem på direktionsgangen. Men lige så vigtigt for mig er det, at de her sundhedsforsikringer er med til, at virksomhederne påtager sig et socialt ansvar, så medarbejderne kommer hurtigere i behandling og derved også kommer hurtigere tilbage på arbejdspladsen og derfor ikke ryger ud af arbejdsmarkedet.

Men hvad der er lige så vigtigt, er, at der også sker en stor forebyggende indsats på arbejdspladsen på grund af de her forsikringer. Det kan være i form af psykologbehandling, behandling hos kiropraktor eller fysioterapeut, og jeg kender mange eksempler på alkoholafvænning. Men jeg forstår, at her i et valgår er det vigtigt for den samlede opposition at fortælle vælgerne, at man ønsker sig tilbage til før 2001. Man ønsker sig tilbage til lange ventelister, for det er vel nok skammeligt, at nogle kan blive behandlet på et privat sygehus.

Behandlingen betales via en forsikring og belaster dermed ikke de offentlige sygehusbudgetter. Og man gør ventelisterne kortere på denne måde. Ja, jeg spørger bare: Hvor er logikken? Sundhedsforsikringer er kommet for blive, og vi kan se en markant stigning i tilmeldingen til disse, som er blevet et meget populært personalegode, som vel at mærke gælder alle ansatte på arbejdspladsen, idet det jo netop er en forudsætning for skattefritagelsen, at alle er omfattet.

En sundhedsforsikring på den enkelte arbejdsplads er med til at sikre en hurtig og effektiv behandling, og dermed sikres virksomheden en kort sygeperiode for den ansatte. Staten undgår at skulle betale for en lang sygeperiode, og den enkelte ansatte føler, at virksomheden viser, at den enkelte betyder noget for lige nøjagtig den virksomhed.

Men at forbyde arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, gør jo ikke borgere uden forsikringer mindre syge, ligesom jeg ikke er enig i, at sundhedsforsikringer deler folk op i et A- og et B-hold, ja, vi behøver bare at se, hvad professor i Dansk Sundhedsinstitut Jes Søgaard siger, nemlig at hvis vi afskaffer det her, skaber vi netop et A- og et B-hold.

Mennesker på arbejdspladser har ofte adgang til et arbejdsgiverbetalt eller -støttet sundt måltid mad i en kantine. Det her tilbud har mennesker uden for arbejdsmarkedet ikke. Skal vi så også afskaffe et sådant personalegode? Igen finder jeg, at argumentationen ikke holder. Det er ærligt og reelt at mene, at de private sygehuse skal udryddes, som SF har udtrykt ønske om. Men jeg vil sige: Vær ærlig i udmeldingen frem for at pakke den ind i en skattefritagelse for en sundhedsforsikring.

Fra konservativ side kan vi faktisk kun se det positive ved de her sundhedsforsikringer, som vi altså ikke ønsker at forringe. Og vi siger atter en gang nej til det her beslutningsforslag.

Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå, at det er meget vigtigt for De Konservative, at virksomhederne påtager sig et socialt ansvar.

Mit spørgsmål må bare være: Hvorfor skal det sociale ansvar, virksomhederne tager, så være skattesubsidieret? Dermed er det jo ikke virksomhederne, der påtager sig det sociale ansvar, men derimod staten, der påtager sig det sociale ansvar, som virksomhederne så bare udmønter, hvis man kan sige det sådan.

Det er jo sådan set et faktum, at forsikringspræmierne på de sundhedsforsikringer, som arbejdsgiverne tilbyder, jo ikke har gjort andet end at stige og stige de seneste år, bl.a. med henvisning til, at det er en gratis omgang, kan man jo sige. Hver gang forsikringspræmierne hæves, ja, så stiger det beløb, folk kan trække fra i skat.

Ordføreren.

Jeg har set utallige eksempler på, at man med de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer er med til at løfte et socialt ansvar. Når jeg ser en virksomhed, som godt kan se, at der er en medarbejder, som eksempelvis har et alkoholproblem, og som før i tiden ville være blevet fyret fra arbejdspladsen og været ude at belaste systemet, og virksomheden siger, at nu vil den godt støtte op, for den har en forsikring, der kan dække det – det kan være et menneske, der har behov for psykologhjælp eller lignende – synes jeg, at arbejdsgiverne påtager sig et ansvar. Det er forsikringen, der betaler for behandlingen, og dermed er borgerne væk fra den venteliste, vi andre, som ikke har en sundhedsforsikring, står på.

Jeg må sige, at jeg overhovedet ikke kan sætte mig ind i fru Sophie Hæstorps verden ud over, at dér skal det være fuldstændig ens for alle, hvis alle ikke kan få, er det ikke godt. Og det er fuldstændig på samme måde, som jeg har påpeget det. For vil det så sige, at kan man få et tilskudsbetalt sundt frokostmåltid i sin kantine på arbejdspladsen, skal vi så også afskaffe det? For der er også nogle mennesker, som er uden for arbejdsmarkedet, og som ikke har adgang til det.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jamen jeg mener ikke, at ordføreren besvarede mit spørgsmål. Jeg spurgte: Når virksomhederne tager et socialt ansvar, men de alene tager det, fordi der foregår en skattesubsidiering af deres ansvar, hvor vi så henne? Altså, er det konservativ politik, at man skal opfordre virksomheder til at tage et socialt ansvar, men hvis de ikke er villige til at gøre det, skal de skattesubsidieres, så det i virkeligheden er staten, der påtager sig det sociale ansvar, og ikke virksomhederne? Og hvordan kan det så være rimeligt, at pensionister, der typisk fejler langt mere end alle os andre, og de mange mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet, f.eks. på grund af kroniske sygdomme, skal stilles ringere, samtidig med at man indirekte betaler for, at de velstillede på arbejdsmarkedet, de privatansatte mænd, kan få en sundhedsforsikring og komme hurtigere gennem køen?

Så man skal både betale for, at andre kan komme foran en i køen, og bagefter skal man tage til takke med, at man kan komme på en meget lang venteliste til f.eks. undersøgelser og behandlinger hos privatpraktiserende speciallæger. Og alt sammen sker med skattesubsidiering. Jeg synes da, at man skal se meget langt efter det her virksomhedsansvar, men det kan den konservative ordfører måske fortælle mig lidt om.

Ordføreren.

Jeg ser intet ondt eller odiøst i, at vi har givet en skattefritagelse, og dermed tegner virksomhederne en forsikring, som så betaler for de pågældendes behandling. Det betyder, at de fjerner sig fra den behandling, der skal betales af det offentlige, og dermed bliver køen kortere.

Jeg kan godt forstå, at det kan fru Sophie Hæstorp Andersen overhovedet ikke sætte sig ind i eller forstå, eller også vil hun ikke forstå det. Og så ved jeg godt, at man fra oppositionens side mener, at det her koster rigtig, rigtig mange penge, som man kunne bruge et andet sted, og så kan vi jo stå og diskutere længe, hvor dokumentationen for det ene og for det andet er. Det er rigtig svært at gøre op, men der bliver faktisk pustet rigtig, rigtig mange ekstra penge i vores sundhedssektor via det her, så jeg mener ikke at det er tale om et tab.

Så vil jeg sige, at vi også har indført det udvidede frie sygehusvalg, og hvis der er en patient, der bliver behandlet i det private regi, bliver køen altså kortere i det offentlige regi. Og der er altså som sagt det udvidede frie sygehusvalg, hvor man kan gøre brug af at blive behandlet på det offentliges regning på et privat sygehus, hvis man har ventet mere end 1 måned.

Hr. Jonas Dahl, en kort bemærkning.

Jamen vil ordføreren ikke bare medgive, at det er relativ nemt, for det er bare at gå ind i SKAT og se på, hvor mange indberetninger der ligger om private sundhedsforsikringer, og dermed også konkludere på, hvor meget den her skattesubsidierede sundhedsforsikring koster den danske statskasse? Det er jo et relativt nemt regnestykke. Det seneste tal, jeg så, var på syvhundredeogetellerandet, og det var fra 2008, hvis jeg ikke tager helt fejl. Så har man så set en stigning i private sundhedsforsikringer, så vi må formode, at tallet er et par hundrede mio. kr. højere i dag.

Men jeg vil bare gerne høre ordføreren, om ordføreren synes, at det er rimeligt, at man med en privat sundhedsforsikring i hånden kan komme til behandling hurtigere på et offentligt sygehus, for det har været lidt svært at få svar på det af de forskellige borgerlige ordførere i dag?

Ordføreren.

Det spørgsmål har jeg hørt rigtig mange gange i dag, og jeg kan forstå, at spørgerens begrundelse er, at man kan komme tidligere til en diagnostisk undersøgelse og dermed få en diagnose, som så gør, at man kan stille sig i køen. Men stiller man sig i køen til det offentlige, gælder der også for den patient de samme regler som for alle andre, nemlig at man har muligheden for at benytte sig af det udvidede frie sygehusvalg.

Jeg må igen sige, at jeg ikke er enig i, at det her deler folk op i et A- og et B-hold. Jeg ved godt, at man kan slå op og se, hvor meget de her forsikringer koster, men hvor meget mere sundhed får vi så for pengene? Det kan selv SF og den samlede opposition ikke vise og ikke dokumentere. Og det er ikke så nemt endda at gøre.

Jeg kan bare se, at de mange, mange borgere, jeg har mødt ude i det ganske land, som ville være blevet fyret fra deres arbejdsplads og måske i virkeligheden ville være endt på en førtidspension, og hvor der er nogle virksomheder, der har taget hånd om dem via en forsikring, er blevet på arbejdsmarkedet. Så jeg er helt overbevist om, at vi oven i købet tjener penge på det, men jeg har endnu ikke sådan en dokumentation stykke for stykke. Jeg ved, der bliver arbejdet på højtryk for at finde ud af, hvordan man kan dele det op. Men oppositionen kan jo heller ikke komme med dokumentation for deres påstande.

Hr. Jonas Dahl.

Jamen det er jo påfaldende, at en regering, som har hele regeringsapparatet til rådighed, efter 8 år ikke er i stand til at påvise, at den politik, de påstod de ville gennemføre, faktisk ikke kan dokumenteres. Det er dog lidt bemærkelsesværdigt, og både rigsrevisor og senest Statsrevisorerne har sådan set rejst en kritik af, at regeringen ikke har været i stand til at leve op til det, man skrev i lovgivningen i sin tid.

Men jeg vil altså bare gerne vende tilbage til et spørgsmål, for det er nemlig et relativt simpelt spørgsmål: Hvis man har to patienter, der begge to skal opereres i knæet for den samme ting, og som får en diagnostik, og den ene patient har en privat sundhedsforsikring i hånden, og den anden patient har ikke en privat sundhedsforsikring, hvad er så baggrunden for, at det er rimeligt, at patienten med en privat sundhedsforsikring kan komme hurtigere til behandling på et offentligt sygehus – et offentligt sygehus, ikke et privat sygehus, men et offentligt sygehus, som alle skatteydere bidrager til? Hvad er baggrunden for, at en patient med en privat sundhedsforsikring kommer hurtigere til behandling på det offentlige sygehus? Synes ordføreren det er rimeligt? Burde det ikke snarere være sådan, at man skulle komme lige hurtigt til, hvis sygdommene var lige alvorlige? Ville det ikke være rimeligt?

Ordføreren.

Vi vender tilbage til det samme spørgsmål igen og igen, og jeg er nødt til at påpege, at står man og skal behandles i offentligt regi, har man den samme indgangsdør, nemlig den praktiserende læge, og derefter har man den samme indgangsdør til det offentlige sundhedsvæsen, og der har man så muligheden for at benytte sig af det udvidede frie sygehusvalg, som indebærer, at alle borgere, hvis de skal vente mere end 1 måned, kan blive henvist og blive behandlet på et privathospital. Det er en rigtig, rigtig god ordning, vi har skabt her, og hermed har vi også skabt noget konkurrence, som man ellers ikke har set tidligere.

I forhold til kritikken vil jeg sige, at ja, vi skal altid lytte til den kritik, vi får, og gøre det endnu bedre. Men en gang imellem er tingene ikke så enkle; så kan man ikke lige dele det op i lodrette kasser og sige, at det skyldes sådan og sådan. Og så må jeg igen påpege, at professor Jes Søgaard fra Dansk Sundhedsinstitut har sagt, at går man ind og fjerner den her skattefritagelse for sundhedsforsikringerne, deler vi virkelig befolkningen op i et A-hold og B-hold, som vi så under den tidligere regering.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge den konservative ordfører, om hun er uenig med hr. Jonas Dahl, når han siger, at det faktisk forholder sig sådan, at private sundhedsforsikringer fører til, at man kan få opereret knæ hurtigere, end hvis man ikke har en privat sundhedsforsikring. Forholder det sig sådan, eller forholder det sig ikke sådan? Og hvis det forholder sig sådan, synes ordføreren så, at det er acceptabelt, eller er det udtryk for en uacceptabel ulighed i sundhed og i sygehusbehandling?

Ordføreren.

Jeg kender ikke til det konkrete eksempel, som hr. Jonas Dahl spørger ind til, og hvis det drejer sig om den debat, som vi også tog i et samråd i går om privatpraktiserende speciallæger, og de postulater, der har været fremme om, at de behandler private patienter før de offentlige patienter, så er jeg nødt til at sige: Nej, det må de ikke, og det ligger der også en helt klar aftale om. Men man må gerne arbejde ud over den arbejdstid, der er aftalt, og behandle private patienter i fritiden. Og det synes jeg er rigtig positivt, altså at lægen, frem for at gå hjem i sin indkørsel og lægge nye fliser, hyrer en til det og så bliver efter endt almindelig arbejdstid og udfører det erhverv, som han er rigtig god til.

Hr. Per Clausen.

Men det er vel forholdsvis indlysende, tror jeg, for dem, som benytter sig af det her system, at hvis man er i stand til at købe sig – i gåseøjne – til en diagnose, så kommer man længere frem i køen, og så overhaler man dem, som ikke har nogen sundhedsforsikring.

Ordføreren.

Jamen igen må jeg sige med hensyn til at købe sig til en diagnose: Ja, hvis man har en sundhedsforsikring og kommer ud og bliver diagnosticeret tidligere et andet sted, men har man den sundhedsforsikring, vælger man nok også at få behandlingen i privat regi. Vælger man kun at købe sig til diagnosen og dermed vil have behandlingen i offentligt regi, ryger man ind på den venteliste på lige fod med alle andre, og der kan man benytte sig af det udvidede frie sygehusvalg, hvis man venter mere end 1 måned.

Tak til den konservative ordfører. Hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.

Om ikke andet har debatten i dag da i hvert fald ført til en fuldstændig klarhed over, at hvis man har en sundhedsforsikring, hvis man tilhører den gruppe af befolkningen, der har mulighed for en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, ja, så vil man i en række konkrete tilfælde få hurtigere behandling, end hvis man ikke har en sådan forsikring. Det står jo så fuldstændig klart. Det står også klart, at man i nogle tilfælde kan overhale, om jeg så må sige, køen inden for det offentlige sygehusvæsen. Det er altså en realitet.

Man kan selvfølgelig have forskellige holdninger til, om det er rimeligt og retfærdigt. Det er jo sådan et politisk, ideologisk synspunkt, hvor vi kan konstatere, at VKO's synes, at det er rimeligt.

En anden ting, som jeg har tænkt en del over i forbindelse med optakten til den her debat, er, at vi om 14 dage, tror jeg nok det er, skal diskutere ulighed i sundhed i Danmark. Jeg kiggede lidt på tallene her i dag for at se, om jeg huskede rigtigt. Jo, det er rigtigt, at jo kortere uddannelse man har, og jo lavere indkomst man har, desto mere syg er man, man ryger tidligere ud af arbejdsmarkedet, og man dør tidligere.

Når vi så snakker om sundhedsforsikring, er det sådan, at jo højere indtægt man har, jo længere uddannelse man har, jo større sandsynlighed er der for, at man har en sundhedsforsikring. Selv i den situation, hvor de, der er mest syge, ikke er i stand til at få en sundhedsforsikring, er det ikke til at bevise, at sygefraværet er mindre for den gruppe, der har en sundhedsforsikring. Det er lige før, det ville føre til den konklusion, at man bliver syg af at have sundhedsforsikringer, men den konklusion vil jeg ikke drage, for jeg er ikke medlem af VKO eller minister. Jeg vil bare sige, at det skal man være opmærksom på.

Det, som det selvfølgelig også kan give anledning til overvejelser omkring, er, hvorfor vi nu har indrettet et system, hvor det er sådan, at vi synes, at det er vigtigt at sikre, at vi bruger skattemidler til at understøtte folks behandling for sygdom på en sådan måde, at sandsynligheden for, at man får gavn af det, stiger med indkomsten og stiger med uddannelsesniveauet. Man kan da godt undre sig over, at det kan være en politik, som et flertal i det danske Folketing støtter.

Det har været nævnt tidligere i debatten, men skal vel nok alligevel gentages, at de mennesker, der ikke har mulighed for at få de her sundhedsforsikringer, ja, det er arbejdsløse, det er efterlønsmodtagere. Man kan selvfølgelig sige, at det er grupper, som i forvejen næsten dagligt må se sig udsat for angreb og forringelser fra flertallet i Folketinget, så det er måske ikke så overraskende, at de bliver ramt. Der er også pensionister, som der dog er et enkelt parti i det flertal, der støtter det her, som hævder at de bekymrer sig meget for, og jeg vil i hvert fald heller ikke udelukke, at måske også efterlønsmodtagere nogle dage spiller en rolle for Dansk Folkeparti. Det er altså de grupper, som ikke er omfattet af den her ordning.

Det er svært at se det fornuftige i det. Så siger man: Jamen betyder det noget? Og indimellem kan man ikke helt forstå det, for nogle kommer hurtigere til, men ingen kommer senere til. Det her er et helt fantastisk genialt system. Og som jeg har sagt, er det jo sådan, at hvis en læge vælger at arbejde ekstra for et privathospital i stedet for at vælge at arbejde endnu mere ekstra for et offentligt sygehus, så bliver der flyttet lægeressourcer fra den offentlige sektor til den private sektor, og det betyder altså bare på den måde, at det rammer dem, som er henvist til det offentlige system. Det kan være meget, eller det kan være lidt, men effekten kan man efter min mening ikke komme uden om.

Så kan man spørge, om det her ikke er godt, for det skulle jo aflaste presset på de offentlige sygehuse. Og ministeren har brugt det argument, man nu kan bruge, nemlig at det lyder logisk, og at sådan må det være. Det handler jo om, at man bliver behandlet på de private sygehuse i stedet for på de offentlige sygehuse, og der er oven i købet også nogle andre, der betaler, ud over den del, staten betaler i kraft af sin støtte. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at man ikke har kunnet dokumentere det. Man har haft 8 år til det, men det er ikke lykkedes at dokumentere det. Det vil sige, at de positive effekter, der skulle være af det her sundhedsforsikringssystem, har man altså ikke været i stand til at dokumentere. Hvis man kigger på de undersøgelser, der er lavet, må man sige, at jo mindre ideologisk forblændet man er – og her henviser jeg til CEPOS – og jo færre økonomiske interesser man har, og her henviser jeg til forsikringsselskaberne, jo mindre positive bliver effekterne, eller jo mere negative bliver effekterne.

Så man kan sige, at i den udstrækning, at nogen beskæftiger sig med det her ud fra en neutral tilgang, vil den pågældende opdage uligheden meget tydeligt, og opdage, at de fordele, regeringen har foregøglet befolkningen skulle komme ud af det her, ikke eksisterer. Jeg vil sige, at jeg er meget, meget glad for, at vi nu står i den situation, at den her ordning forhåbentlig kan afvikles efter næste valg.

Tak til ordføreren. Så er det fru Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokratiet som ordfører for forslagsstillerne.

Jeg vil gerne starte med at takke for debatten i dag. Måske var det ikke så overraskende, men alligevel er det meget tydeligt, hvor langt væk fra hinanden vi står i det her spørgsmål.

For os Socialdemokrater og dem, som stod bag at fremsætte forslaget her i dag – SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre – er et af de vigtigste bærende principper for sundhedsvæsenet i Danmark, at de mest syge patienter kommer forrest i køen til undersøgelse og behandling, og at det ikke skal være pengepungen, der afgør, om man kan blive behandlet. Sundhedsforsikringerne er en bombe under det princip, som jeg er meget stolt af ved det danske sundhedsvæsen, nemlig den lige adgang for alle.

I 2002 tog regeringen i samarbejde med Dansk Folkeparti de første skridt mod et privat sundhedsmarked med indførelsen af skattefritagelsen for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Formålet med loven var ifølge bemærkningerne til lovforslaget at nedbringe sygefraværet på de danske arbejdspladser samt at nedbringe ventelisterne i det offentlige sygehusvæsen. I dag kunne vi også høre fra De Konservative, at det var et gode i sig selv, at virksomhederne nu får skattesubsidiering, skattepenge til at tage et socialt ansvar med.

Regeringen har nu, 9 år efter at loven trådte i kraft, dog stadig ikke kunnet bevise, at de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer rent faktisk aflaster det offentlige sundhedsvæsen. Mange rapporter er kommet, og en rapport fra DSI i 2010 fastslog, at de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer nok har bidraget til en højere aktivitet i sundhedsvæsenet, men ikke til en egentlig aflastning, muligvis fordi indikationerne for, hvornår man bliver behandlet, også har ændret sig. Med andre ord siger man også, at de her sundhedsforsikringer i mange tilfælde er med til at gøre patienterne til kunder, der nu kræver ind, for nu har man jo en sundhedsforsikring og så har man også ret til noget osv. Og det er også noget, vi hører fra mange praktiserende læger, som jo ser patienterne, første gang de kommer.

Efter det første år, hvor lovændringen blev gennemført, havde 235.000 danskere en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring. I dag er det knap 1 million danskere, der har en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, de kan trække fra i skat. Dermed er der kommet langt flere danskere, der har købt sig retten til at komme foran i køen. Det er for det første dybt uretfærdigt, og for det andet er det meget dyrt for samfundet.

De arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer er dyre, fordi det koster samfundet omkring 700 mio. kr. om året i tabte skatteindtægter, som kunne være blevet investeret i bedre sundhedsbehandling for alle patienter. Det er ikke retfærdigt. Vores mål er, at der skal være et så ensartet serviceniveau som muligt og en så ensartet ventetid som muligt.

Ordningen er tilmed dybt uretfærdig, fordi den jo reelt betyder, at dem uden sundhedsforsikringer betaler for, at dem med sundhedsforsikringer kommer foran i køen til behandling. Hvorfor skal kassedamen, der arbejder fuld tid, være med til at finansiere en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring for bankdirektøren eller slagteriarbejderen for den sags skyld, så de kommer foran hende i køen til sundhedsbehandling? Hvis bankdirektøren vil have en sundhedsforsikring, må han selv betale for den. Jeg tager meget hatten af for virksomheder, der gerne vil tage et socialt ansvar, men så må man vel også være villig til at tage det sociale ansvar og ikke kun tage det, når der kommer skattepenge efter det.

Senest har Jyllands-Posten i en artikelserie her i januar 2011 dokumenteret, at ventetiden til speciallæge er kortere for patienter med en privat sundhedsforsikring. De svageste grupper eller mest udsatte grupper i samfundet, der ofte har det største behov for hjælp, får dermed ikke den nødvendige hjælp eller må vente i langt længere tid på den. Det er altså igen de indirekte konsekvenser af, at man i stigende grad har lavet en udvikling, hvor flere og flere skal købe sig foran i køen og der så er nogle andre, der må vente i længere tid. Det strider mod det afgørende princip i det danske sundhedsvæsen om, at alle har lige adgang, når nogle skal vente i 3 måneder, mens andre kun skal vente i 14 dage.

Vi kan ikke, skal ikke og bør ikke acceptere et samfund, hvor pengepungens størrelse afgør, hvornår man får behandling. Vi mener, at alle skal have lige ret til sundhedsbehandling af højeste kvalitet, og vi skal derfor bruge ressourcerne på et stærkt offentligt sundhedsvæsen, hvor der er fri og lige adgang for alle, og hvor man kan få behandling, når der er behov for det.

Socialdemokraterne er ikke imod, at folk tegner private forsikringer, eller at virksomheder tegner de her forsikringer. Vi synes bare, at de selv skal betale for det og på den måde tage det ansvar, hvis man vil tage det ansvar.

Jeg synes, at det er interessant, at man igen kommer med mange af de her argumenter fra regeringens side. Vi hørte argumentet om, at der jo nu er et krav om, at alle i virksomheden skal tilbydes en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, så det ikke kun er chefgangen, som får del i ordningen. Jamen det er da korrekt, og det kom jo kun med, fordi der blev larmet så meget over det fra oppositionens side, at Dansk Folkeparti til sidst stillede det som et krav, dengang man indførte det. Det var ikke noget, hverken Venstre eller Konservative syntes var en særlig god idé; man havde faktisk bare tænkt sig, at der skulle være skattefritagelse for direktørernes sundhedsforsikringer.

Det er også kommet frem, at flere og flere offentligt ansatte er omfattet af arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, men ikke desto mindre er det stadig væk sådan, at det kun er omkring 6 pct. af de offentligt ansatte, der har en sundhedsforsikring. Og der er jo alle de grupper, der står uden for arbejdsmarkedet, nemlig pensionister, handicappede og arbejdsløse, som slet ikke kan tilbydes en forsikring. Helt banalt er man jo helt nede på, at man i dag, hvis man lider af astma eller allergi, faktisk ikke engang kan tegne en privat sundhedsforsikring. Det er en ret stor skævvridning, der foregår.

Så har vi hørt et argument om, at de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer aflaster det offentlige sundhedsvæsen. Ministeren er blevet bedre og bedre til at fortælle, at det er et ræsonnement, han laver. Ministeren er gået væk fra at kalde det en mavefornemmelse, men trods alt er det nu blevet til et ræsonnement, hvilket dækker over, at man jo efter 9 år med den her lov stadig væk ikke har kunnet bevise eller bare så småt dokumentere, at det her rent faktisk aflaster det offentlige sundhedsvæsen.

Vi i oppositionen bliver så til gengæld skudt i skoene, at vi heller ikke kan dokumentere, at der rent faktisk er tale om 700 mio. kr. Men vi kan vel dokumentere det på samme måde, som regeringen forsøger at dokumentere det: at der både i DSI-rapporten, i Det Økonomiske Råds rapport og andre steder peges på, at der er op imod 1 mia. kr. at hente i forbedret økonomi, hvis man afskaffer den her skattesubsidiering.

Jeg synes, at debatten i dag har vist, at man langt ind i regeringen har det menneskesyn, at der er mennesker i Danmark, som går på arbejde og bidrager, og at de ikke bare skal have goder, men have mange ekstra goder, mens de mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet, men måske tidligere faktisk var nogle af dem, der bidrog, altså skal vænne sig til at stå længere tid i kø, have dårligere adgang og måske endda også betale dyrere medicin. Der er mange ting, som de mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, skal opleve. Mange af dem kæmper i forvejen mod systemet, har svært ved at komme videre, er måske kommet på sygedagpenge eller er røget ud af sygedagpengesystemet.

Men nu ved vi også, at det simpelt hen handler om, at skattesubsidiering er noget, man giver til dem, som er velstillede, som er højtuddannede, som er på arbejdsmarkedet, altså som i virkeligheden har mindst brug for det, mens dem, der står udenfor, dem, der har de største udfordringer, kan man sige, dem, der måske ikke mangler livskvalitet, men har de største udfordringer med at blive ved med at have et godt helbred, altså er dem, som skal mødes af lukkede døre, som skal mødes af en lang række krav alene og i hvert fald ikke opleve, at der er noget som helst, der skal skattesubsidieres for deres vedkommende. Jeg synes, at det er et usympatisk menneskesyn, man giver udtryk for.

Tak for ordet.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.