Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 62:

Forslag til folketingsbeslutning om maksimalt 30 minutters transporttid til nærmeste sygehus.

Af Per Ørum Jørgensen (KD).

(Fremsættelse 18.01.2011).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren.

Forslaget har til hensigt at sikre, at borgere under normale omstændigheder højst vil have 30 minutters køretid til et sygehus med et kvalificeret akuttilbud. Det fremgår af bemærkningerne til forslaget, at baggrunden er, at borgerne skal sikres den samme kvalitet og tryghed i hele landet. Spørgsmålet er så, om man kan nøjes med 30 minutters køretid og samtidig sikre kvaliteten. Det vil jeg vende tilbage til.

Jeg kan godt tilslutte mig formålet med forslaget, nemlig at borgere i hele landet skal have samme kvalitet og tryghed i behandlingen. Det er jo et af grundprincipperne i den aftale, der er indgået mellem en lang række partier, om specialeplanlægningen. Heri hedder det bl.a. – og jeg citerer:

»Regionerne skal samle behandlinger på bæredygtige enheder og samarbejde om funktioner, som er for specialiserede til at kunne udføres i alle regioner. Akut behandling skal kunne leveres med den samme høje kvalitet døgnet rundt, året rundt.«

Men tidssvarende behandlinger af høj kvalitet kræver jo altså, som det fremgår, at de akutte modtagelser råder over en række specialister og faciliteter døgnet rundt. Det kræver et befolkningsgrundlag på mellem 200.000 og 400.000 indbyggere for at sikre et tilstrækkeligt volumen, så speciallæger og andet personale kan opnå den nødvendige erfaring og rutine. Det er jo ikke realistisk uden den samling af sygehusfunktionerne, som der nu er lagt op til, og som er besluttet i samtlige regioner. Nødvendigheden af at samle funktionerne på færre enheder gør sig især gældende på det akutte område. Sundhedsstyrelsen har som et led i specialegennemgangen rådgivet om tilrettelæggelsen af akutberedskabet. Anbefalingerne vedrører især tre forhold.

For det første er der en anbefaling af, hvilke specialer der bør være til stede på matriklen, herunder hvilke specialer der bør have speciallæge i tilstedeværelsesvagt. På den måde sikres det, at den akutte patient har adgang til en bred vifte af ekspertise, for man ved ikke på forhånd, hvilken indsats den akut syge får behov for.

For det andet er der en anbefaling af, hvilke faciliteter, f.eks. scannere og akutte operationsfaciliteter, der skal være til stede på sygehuse med fælles akutmodtagelse. Det skal jo til for at sikre, at den akutte patient kan få foretaget de nødvendige undersøgelser og den nødvendige behandling med det samme.

For det tredje er der en anbefaling af, hvor stort befolkningsgrundlaget for en fælles akutmodtagelse skal være for at sikre, at personalet opnår den nødvendige erfaring og ekspertise. For at få den nødvendige ekspertise anbefaler Sundhedsstyrelsen, at hospitaler med en fælles akutmodtagelse skal have et befolkningsunderlag på de nævnte 200.000-400.000 indbyggere. Det er, for at lægerne kan være i træning, for at de kan være til stede. »Øvelse gør mester« er princippet i denne samling af specialerne.

De sundhedsfaglige anbefalinger om fremtidens sygehusstruktur og akutmodtagelse vedrører således både faglige kvalifikationer, medicinsk udstyr og befolkningsunderlag. Det vil ikke være muligt at leve op til kvalitetskravene, hvis vi skal have akutbehandling på flere hospitaler, end der nu er planlagt. Derfor synes jeg også, at det er vigtigt, at vi som politikere holder fast i de faglige anbefalinger og de berettigede kvalitetskrav; at vi ikke stikker os selv og andre blår i øjnene ved at kræve, at der skal ligge et hospital i nærheden af os alle sammen. For det er jo ikke murstenene og skiltet, hvor der står hospital, som sikrer, at vi får god behandling af høj kvalitet. Det gør derimod tilstedeværelsen af stærke team af læger med forskellige specialer, som har den nødvendige erfaring og det rette udstyr.

En samling af akutte funktioner på færre enheder medfører uundgåeligt, at dele af befolkningen får længere til det nærmeste akuthospital, og det er selvfølgelig især en udfordring i de mere tyndt befolkede egne af Danmark. Regeringen ønsker, at der i alle dele af landet skal være tryghed for, at befolkningen hurtigt kan komme i relevant sundhedsfaglig behandling, hvis de kommer til skade eller bliver akut syge. Et fintmasket net af hurtig hjælp og nære sundhedstilbud er derfor fundamentet for den nye sygehusstruktur.

Akutområdet er jo præget af hastig udvikling. Telemedicin og avanceret udstyr betyder f.eks., at ambulancebehandleren eller paramedicineren kan være i direkte kontakt med speciallægen inde på et af landets hjertecentre og starte behandlingen på stedet og undervejs til sygehuset. En statusrapport fra regeringens akutudvalg fra november sidste år viser, at der i alle regioner er sket en markant udvidelse af den såkaldte præhospitale indsats over de senere år. Der er f.eks. blevet langt flere lægebiler og akutbiler. Det vil yderligere styrke akutindsatsen, hvis man gennemfører akutudvalgets anbefalinger om f.eks. visiteret adgang til akutsystemet, indførelse af sundhedsfaglig rådgivning og visitation i forbindelse med opkald til 112 efter den 1. april samt om et bedre samarbejde mellem vagtlægeordningen og det øvrige akutsystem.

Der er afsat 600 mio. kr. efter aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti til en styrket akutindsats i yderområder med lange afstande. Liberal Alliance har tilsluttet sig den aftale. Med akutaftalen fra juni sidste år satte vi overskrifter på den overordnede fordeling af de 600 mio. kr. De skal bl.a. bruges til at styrke de nære sundhedstilbud og til at etablere en række sundheds- og akuthuse og moderne lægehuse i landets yderområder. Grundtanken er, at disse nære sundhedstilbud skal kunne håndtere de mange sygdomstilfælde og skader, hvor det ikke er nødvendigt at tage til et specialiseret sygehus med fælles akutmodtagelse. Overskriften er, at hvad der ikke er svært, skal være nært. Midlerne skal også bruges til at sikre hurtig hjælp, dvs. til ambulancer, akutbiler og lægebiler og til helikopterordninger. Målsætningen er, at hjælpen under normale omstændigheder skal være fremme inden for 15 minutter efter opkald til 112.

I sidste uge uddelte regeringen og Dansk Folkeparti den første portion af disse akutmidler, knap 60 mio. kr. til etablering af en forsøgsordning med en lægehelikopter med base i Karup. Den nye lægehelikopter, som forventes at gå i luften til april, kommer til at kunne flyve døgnet rundt. Den vil være et vigtigt supplement til det kørende beredskab, ikke mindst i det nordvestjyske område. Forsøgsordningen skal ligesom den eksisterende forsøgsordning på Sjælland følges og vurderes nøje, så vi lærer af erfaringerne med dagflyvning på Sjælland og dag- og natflyvning i Jylland. En evaluering af begge forsøgsordninger skal danne baggrund for anbefalinger om den fremtidige lægehelikopterordning i Danmark. I forhold til den resterende del af de 600 mio. kr. forventer jeg, at hovedparten af disse kan udmøntes inden for den nærmeste fremtid.

Samlet set er det regeringens opfattelse, at etableringen af en ny samlet sygehusstruktur for hele landet, hvor vi samler den specialiserede behandling færre steder, vil medvirke til at sikre en høj kvalitet uanset tid og sted. Samtidig vil den nævnte styrkede akutindsats, hvor vi dels styrker de nære sundhedstilbud, dels sikrer hurtig hjælp, medvirke til at sikre tryghed for alle borgere i hele landet. Det må være kombinationen af tryghed, vished om, at man får hurtig hjælp, og at man også får den rette hjælp, og at der er de rette specialister til stede der, hvor man bliver bragt ind, der skaber den optimale tryghed for landets borgere.

Der er ønske om korte bemærkninger, først fra hr. Per Ørum Jørgensen.

Tak for det. Jeg er sådan set meget enig med ministeren i, at kvalitet er vigtig, og at vi kontinuerligt skal forbedre og udvikle vores sundhedssektor. Der, hvor man måske kan sige, at det bliver lidt svært i hvert fald i påstanden om, at alle borgere i alle egne af landet har lige adgang til sundhedsvæsenet og til velfærd, er jo, når vi ser planlægningen af fremtidens sundhedsvæsen. Som jeg ser det – og så må ministeren korrekse mig, hvis det er forkert – så har man jo ikke på nationalt plan kigget på de ønsker i forhold til bl.a. supersygehuse og deres placering, som regionerne har haft.

Jeg går ikke ud fra, at man i Region Nordjylland har taget hensyn til placeringer i den vestlige del af Region Midtjylland, eller at man i Region Syddanmark har taget hensyn til placeringer af sygehuse i Region Nordjylland. Derfor mangler der jo, i hvert fald som jeg ser det, måske et overordnet billede af selve geografien i forhold til de akutberedskaber, der er.

Jeg er enig med ministeren i, at mange af de her funktioner selvfølgelig er vigtige og velfungerende, men det kan vel ikke erstatte en velfungerende akutfunktion på et sygehus?

Ministeren.

Det er muligt, at der kan nævnes eksempler på, at regionsgrænserne fører til, at der på visse områder er for langt til sygehuse. Jeg skal ikke afvise det. Jeg kan ikke komme i tanke om noget sted, hvor det er tilfældet, men jeg skal ikke udelukke det.

Så er det jo godt, at vi har det frie sygehusvalg, og så vil jeg også gøre opmærksom på, at jeg tror, at mange patienter, som falder om på gaden i Korsør f.eks., vil være glade for, at der også er mulighed for at komme på Rigshospitalet, og at mange patienter i Thyborøn vil være glade for, at der også er mulighed for at komme på hospitalet i Skejby. Jeg tror, at patienterne er allermest optaget af at komme lige præcis derhen, hvor der er størst chance for, at de kan få den rigtige diagnose og den rigtige behandling udført af de bedste specialister i landet. Jeg tror virkelig, at det er det, patienterne i dag ønsker.

At der så er strid om, hvorvidt et hospital skulle have ligget i den ene by eller i den anden, kan ingen jo undre sig over. Det er hr. Per Ørum Jørgensen og jeg også meget bevidste om begge to.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Det er jeg glad for at ministeren er bevidst om, for det er jo også en principiel diskussion. Der er borgere, der har 100 km. Jeg tror da, at det er korrekt, når ministeren siger, at alle borgere ønsker at få den bedst mulige behandling, hvis de kan få behandlingen, og hvis de når det.

Der har været en diskussion om afstand, om hvorvidt afstanden betyder noget. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad ministeren mener: Betyder afstand noget? Betyder det noget, hvis man skal køre 100 km til en akutfunktion, hvis man har et akut kejsersnit, en akut blødning? I min optik kommer det her til at betyde noget, nemlig at man har svigtet opgaven i forhold til at sikre, at der er den rette geografiske spredning af de akutmodtagelser, som vi har i Danmark i fremtiden.

Ministeren.

Regeringen har jeg en målsætning om, at man som hovedregel skal kunne få hjælp inden for 15 minutter overalt i landet. Man kan ikke garantere det i alle tilfælde, men det er et mål, vi har, og de 600 mio. kr. bliver jo brugt til at styrke dette mål.

Det er rigtigt, at der fra Bagenkop på Langeland er 86 km til Odense Universitetshospital, og fra Thyborøn er der 88 km til hospitalet, som bliver bygget i Gødstrup ved Herning. Det er rigtigt nok. Men det afgørende er jo, at man får hjælp med det samme, man bliver samlet op. Det afgørende er, at det kørende akutberedskab fordeler sig over hele regionen, så responstiden bliver så kort som mulig. Det afgørende er, at behandlingen starter i samme øjeblik, man bliver samlet op, at der bliver kontakt til det hospital, hvor man skal hen, og at der via telemedicin og telefon bliver givet de rigtige beskeder til den læge eller den paramediciner, som møder patienten først.

Så er det hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg bemærkede, at ministeren fremlagde det, som om der var sådan en slags videnskabelig dokumentation for, at akutmodtagelser skulle have et underlag på mellem 250.000 og 400.000, for at det overhovedet kunne gå kvalitetsmæssigt. Jeg ved ikke, om ministeren kunne løfte sløret for, hvad det er for en ny dokumentation, der er lavet, for Sundhedsstyrelsen har beskæftiget sig meget grundigt med det her og har skrevet en meget tyk rapport, og da var konklusionen jo, at det havde man ingen dokumentation for, og at det var der ingen evidens for. Man konkluderede så, at sund fornuft sagde, at det måtte være sådan, men der er altså ingen dokumentation for det, så vidt jeg ved.

Der er et andet spørgsmål, jeg vil stille til sundhedsministeren, for når han beskriver situationen med det her kørende beredskab, har man nærmest indtryk af, at det vel i grunden er lidt overflødigt med sygehusene, for det er jo lidt lige meget, hvornår de når frem til sygehuset, bare de bliver behandlet, fra det øjeblik ambulancen er fremme. Så kunne man ikke med den logik gennemføre en meget mere omfattende centralisering end den, ministeren indtil nu har været i stand til at gennemføre?

Ministeren.

Jeg refererede jo Sundhedsstyrelsens anbefalinger på den måde, at jeg sagde, at man satser på, at der er mellem 200.000 og 400.000 borgere i et hospitals område. Og det hænger jo sammen med, at der er en vis hyppighed af sygdomme i et område, og hvis de læger, der skal tage imod patienterne, skal være i træning, og hvis der døgnet rundt skal være specialister på alle områder, ja, så kræver det altså et vist volumen. Det er den forholdsvis simple tankegang, der ligger bag, og jeg synes egentlig, det er flot, at stort set alle partier har accepteret, at vi må lade Sundhedsstyrelsen administrere disse volumenkrav og give regionerne råd med hensyn til, hvordan de indretter hospitalsvæsenet.

Hr. Per Clausen.

Nu tror jeg nok, at der er nogle regioner, der vil opfatte, at rådgivningen er lidt håndfast. Altså, når man f.eks. i Region Syddanmark får at vide, at betingelsen for at få penge til udvidelse af et nyt hospital i Odense er, at man lukker i Svendborg, så er det jo en meget håndfast form for rådgivning. Men jeg er glad for, at ministeren her bekræfter, at i modsætning til en lang, lang række andre områder, hvor der findes solid dokumentation og evidens for, at specialisering og centralisering er en rigtig god ting, så har Sundhedsstyrelsen aldrig været i stand til at fremlægge dokumentation for, at de 250.000-400.000 som underlag var andet end baseret på et eller andet forsøg på at opnå et eller andet økonomisk rationale. Og det synes jeg jo er rart, fordi så ved vi, at vi fører den her diskussion ud fra den præmis, at her er det altså ikke nogen sundhedsfaglig begrundelse, som driver centraliseringspolitikken, hvad det er på en lang række andre områder, og der er jeg også enig i, at det er fornuftigt at gennemføre det.

Ministeren.

Bemærk, hvordan jeg argumenterede for det. Jeg argumenterede jo med, at det er, for at læger skal være i form, skal være i træning. For at læger har den tilstrækkelige øvelse, skal der være et vist patientgrundlag. Det var det, jeg argumenterede for. Og for patienterne er det jo også betryggende, at de kommer hen et sted, hvor man kan få fat i de relevante læger. Det synes jeg ikke er at snakke økonomi. Det handler om, at læger skal være i træning. Og selv om hr. Per Clausen fik lov at fordoble sundhedsbudgettet, så man fik dobbelt så mange akuthospitaler, ville de læger på de hospitaler jo kun være halvt så godt i træning som de læger, vi nu får på de 18 akuthospitaler. Så det er sandelig ikke kun en økonomisk betragtning.

Fru Sophie Hæstorp Andersen med en kort bemærkning.

Er ministeren enig i, at det her med at lave en samlet ny struktur for vores sundhedsvæsen indimellem har været en lidt rodet affære i regeringens regi? Først vedtog man, at Erik Juhl-udvalget skulle udmønte en lang række milliarder, som ikke fuldt ud levede op til det, som man havde lovet under valgkampen. Dernæst har man fundet ud af, at der skal udmøntes 600 mio. kr., der skal gå til akuthuse og nære sundhedstilbud, og det blev vedtaget med finansloven for både 2009 og 2010, men pengene er stadig væk ikke blevet udmøntet. Og jeg skal da ikke gøre det til en hemmelighed, men fortælle, at der jo indimellem kommer henvendelser fra folk, som spørger ind til de forskellige initiativer, de har ansøgt om, altså om hvornår midlerne rent faktisk kommer ud til de nære sundhedstilbud, der skulle gøre borgerne trygge.

Ministeren.

Jeg har sjældent set så omfattende investeringer være planlagt så godt som i dette tilfælde. De 600 mio. kr. har vi forhandlet intenst om i mange måneder, de er på vej ud til præcis det formål, som de er tiltænkt, og jeg synes, man skal rose regionerne for, at de i første eller anden omgang har rettet ind efter de volumenkrav, som jeg lige har formuleret i diskussionen med hr. Per Clausen. Så jeg kan ikke se noget som helst rodet i det, der er foregået. Tværtimod.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Men det er jo utrolig tankevækkende, at statsministeren i forbindelse med åbningen af Folketinget i 2009 stod på talerstolen og proklamerede et helt nyt sygehus i Region Midtjylland, uden at man på forhånd havde taget stilling til, at der skulle være yderligere midler til at sikre en præhospital indsats, der gjorde borgerne trygge. De 600 mio. kr., man bagefter i finanslovforhandlingerne kom frem til, var jo alene et udtryk for den frustration, der kom til udtryk, fra bl.a. dele af Region Midtjylland og andre dele af landet, hvor man jo også oplever, at der bliver meget langt til nærmeste sygehus.

Så det er på en måde alligevel lidt rodet: Man har nogle visioner om, at der skal være en ny sygehusstruktur, men man har ikke været villig til at afsætte midlerne i den rigtige rækkefølge til at gøre borgerne trygge med, og så får vi i stedet for en lang række hovsaløsninger, og det, måske til trods for at man nu har brugt over et år på at udmønte de her 600 mio. kr., hvis anvendelse ministeren siger er utrolig godt planlagt. Vi glæder os meget til at se, hvornår de bliver udmøntet.

Ministeren.

Det sidste er det rene lavpolemik, altså det om de 600 mio. kr., der er bevilget til år 2011, og som nu er på vej ud til formålet i år 2011. Jeg kan ikke forstå, hvorfor der overhovedet skal skabes postyr omkring det. De, der modtager pengene, er ganske rolige, de forhandler nemlig med ministeriet, så de penge skal vi nok få fordelt på en god måde. Og så vil jeg gøre opmærksom på, at statsministeren jo ikke har truffet beslutningen om placering af et eneste sygehus. Det er regionerne, og det er ikke mindst fru Hæstorp Andersens partifæller, som har placeret sygehusene, inklusive sygehuset i Gødstrup, som der er så meget diskussion om. Statsministeren har blot fulgt regionernes beslutninger.

Tak til indenrigs- og sundhedsministeren. Så er det fru Birgitte Josefsen som den første ordfører.

I 2007 indgik en række partier i Folketinget sammen en politisk aftale, der skulle danne basis for fremtidens specialeplanlægning og dermed også danne basis for, hvordan den fremtidige sygehusstruktur skulle forme sig i Danmark.

Grunden til, at den aftale blev indgået, var ønsket om at højne kvaliteten i behandlingen, både den akutte og den planlagte behandling. Aftalen gjorde op med begrebet om, at bare vi havde et sygehus i baghaven og en ambulance til at flytte patienten fra ulykkesstedet, så var alt vel. Aftalen indeholdt bl.a. et særskilt afsnit om det akutte beredskab.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den indgåede aftale var en nødvendighed – altså at være med til at sætte nyt fokus på tingene og gøre det klart, hvordan fremtiden skal være fremadrettet i sundhedssektoren. Det skal være en fremtid, hvor vi højner kvaliteten og dermed kan sætte en dagsorden, hvor vi kan redde liv og minimere følgevirkningerne efter store ulykkestilfælde eller akutte alvorlige sygdomme. Vi skal have kvalitet frem for altid det nærmeste – tryghed frem for alt. Vi skal til gengæld have en hurtig hjælp, når ulykken rammer. Hjælpen skal ydes af et kvalificeret sundhedsfagligt personale, lige fra det øjeblik der slås alarm.

Det er i høj grad den hurtige sundhedsfaglige hjælp, der er omdrejningspunktet, og ikke nødvendigvis afstanden til sygehusets akutafdeling. Det er den hurtige og den kvalificerede hjælp, der redder den tilskadekomne. Det er den hurtige indsats fra kompetente sundhedsfaglige personer, der gør en livsvigtig forskel på stedet.

Akutberedskabet er afgørende for patientens chancer. Derfor er det klogt, at vi satser på ambulancer, helikoptere, lægebiler, akutbiler osv., der skal bemandes med kompetencer og udstyr – alt det teknologiske udstyr, der kan implementeres i det rullende eller flyvende akutberedskab, og en elektronisk opkobling til specialisten på det højt specialiserede sygehus, som måske er placeret lidt længere væk, end det var førhen.

Køres patienten med en blodprop i hjernen til eksempelvis det nærmeste sygehus, ja, så kan det måske betyde den visse død eller et liv med lammelser og afasi, da der jo ikke alle steder kan være specialister til stede. Hvis jeg skulle blive ramt af en blodprop i hjernen, ville jeg appellere til, at jeg blev transporteret til en specialafdeling, hvor der straks kunne igangsættes den fornødne undersøgelse og iværksættes en trombolysebehandling inden for den vejledende tidshorisont, selv om det betød, at jeg skulle transporteres i 45 minutter.

Det tilsvarende gælder for personer, der udvikler brystsmerter eller falder om på grund af en blodprop i hjertet. Her kan man enten transportere patienten til en akut ballonudvidelse på et specialsygehus eller foretage medicinsk behandling på det nærmeste hospital, eventuelt foretage en senere ballonudvidelse på et specialsygehus. Al forskning og evidens viser, at akut ballonudvidelse på et specialsygehus er det bedste for patienten. Patienten kommer sig bedre og får færre men.

Hellere til et sygehus, hvor specialisten er i front og kan iværksætte behandlingen hurtigst muligt, end at bruge kostbare minutter på at køre til det nærliggende sygehus, der står uden de tilstrækkelige kompetencer. Det er patientens liv og førlighed, det handler om.

I Venstre ser vi gerne, at kvaliteten er i top, uanset om patienten rammes af en akut sygdom og er bosiddende i Skagen, Holstebro eller på Rømø.

Så vil jeg lige så stille nævne, at skal vi leve op til det, der står i beslutningsforslaget om, at der må være maksimalt 30 minutter til et sygehus med fuldt bemandede akutfunktioner, ja, så er det faktisk ikke nok at rulle tiden tilbage til den sygehusstruktur, vi havde for 10 år siden. Tanken er smuk, men urealistisk, for dengang var der faktisk også nogle, der havde mere end 30 minutter til det nærmeste sygehus.

Det handler om patienten, og vi ønsker jo ikke, at patienten skal dø eller skal blive invalideret. Vi ønsker, at vi har et sundhedsvæsen, hvor der er tryghed, men ikke en falsk tryghed. Vi ønsker et sundhedsvæsen, hvor der er høj kvalitet, og den kvalitet kan kun genereres, hvis vi sikrer, at der er det sundhedsfaglige personale til rådighed, der besidder de højeste kompetencer. Og hvis vi placerer sygehusene for tæt, så kan vi ikke generere de faglige kompetencer alle steder, og det vil skade patienten.

Hr. Per Ørum Jørgensen for en kort bemærkning.

Jeg vil bestemt heller ikke beskylde nogen for at placere sygehusene for tæt, slet ikke når man tænker på en afstand på næsten 100 km til et akutberedskab. Men hvis man skulle gøre den vestjyske debat, som det her selvfølgelig også er meget centreret om, landsdækkende, vil jeg godt sige, at afstanden derovre ville svare til, at man skulle bevæge sig her fra Christiansborg og helt til Korsør for at kunne komme til et fuldt udbygget akutberedskab. Det er sådan set det, det svarer til.

Det der med at sige, at folk ikke skal forvente, at man har et akutberedskab lige i baghaven, er derfor, som jeg ser det, måske lidt en hån i forhold til den utryghed, man faktisk har set – ikke bare i den nordvestlige del af landet, men også andre steder – på baggrund af det her. Og jeg tror, regeringen måske ikke har været så dygtig til at forklare det om kvalitet, når sådan en utryghed kan opstå, men jeg tror også, man måske har undervurderet betydningen af, at afstand faktisk kan have betydning for liv og død, når det gælder sygehusplanlægningen.

Ordføreren.

Det, jeg sagde i min ordførertale, var, at man ikke fremadrettet skulle have et sygehus i sin baghave. Det var det, der var gældende førhen, men det gav måske en falsk tryghed, for der var jo ikke altid en specialist til rådighed. Det, vi står med nu, er en ny plan, hvor den akutte hjælp faktisk når frem til baghaven, for nu har vi en fremskudt skadestue, der kommer ud på ulykkesstedet; nu har vi ambulancer, der er bemandet med fagligt kompetente medarbejdere; vi har ambulancebetjening, som nu kommer i gang i hele landet. Førhen kom ambulancen, men der var nogen, der kørte bilen, og så begyndte behandlingen først, når man nåede frem til sygehuset; nu starter behandlingen ude på ulykkesstedet, der, hvor patienten bliver hentet, med vejledning og rådgivning ved hjælp af opkobling til specialisten inde på sygehuset. Alle ambulancer har elektronisk opkobling i dag, så nu har vi faktisk den fremskudte akutenhed i baghaven, men vi har ikke sygehuset i baghaven.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Jeg er sådan set enig i, at både rullende og flyvende akutberedskab er en fordel, men mener Venstres ordfører, at det kan erstatte en fysisk akutafdeling på et sygehus? Skal det måske ikke nærmere ses som et supplement? Kan man decideret erstatte et fysisk placeret akutberedskab med rullende og flyvende akutbemanding?

Ordføreren.

Det kan man ikke, for der pågår jo den behandling, der kan pågå i det rullende eller flyvende beredskab, og derefter skal man ind og have gjort behandlingen færdig, have fuldført behandlingen – det vil sige, at der skal følges op på det, der er startet – inde på akutsygehuset.

Det er derfor, vi nu får 22 sygehuse placeret rundtomkring i landet, som har fuldt udbygget akutberedskab. Derudover vil der være nogle sygehuse, som også kan betjene patienterne med nogle akutfunktioner, men ikke har et fuldt udbygget akutberedskab, for hvis man skal have et fuldt udbygget akutberedskab, skal man have både ortopædkirurger, medicinere, anæstesiologer, alt muligt i sit beredskab 24 timer i døgnet. Det kan vi ikke have på samtlige sygehuse i det her land. Det har vi simpelt hen ikke kompetencerne til, jo, vi har kompetencerne til det, men hvis vi spreder dem ud på alle sygehuse, kan vi ikke betjene borgerne 24 timer i døgnet 365 dage om året. Så vi skal tænke på, hvordan vi bruger vores kompetencer bedst muligt for at hjælpe patienterne.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg forstår, at det scenario, som udmales af fru Birgitte Josefsen, vel går ud på, at vi alle sammen, uanset hvor i Danmark vi måtte blive akut syge, vil opleve, at der i løbet af 15 minutter vil være en ambulance med veluddannet personale, som er i stand til at gennemføre en behandling, der gør, at det er betydningsløst, om det tager tre kvarter eller en time at komme til sygehuset efterfølgende.

Jeg vil gerne spørge, om der findes et sådant beredskab ude omkring i landet nu, så man kan være sikker på det, hvis man nu skulle tage til Thyborøn eller for den sags skyld til et sted nede i det sydfynske øhav.

Ordføreren.

Et akutberedskab består af flere elementer: Det består af akutbiler med paramedicinere; det består af lægeakutberedskaber, hvor det er lægen, der rykker ud på ulykkesstedet; det består af ambulancer, der er bemandet med en, der kører bilen, og med en, der har nogle større kompetencer; det består i fremtiden af helikopterbetjening. Så hele akutberedskabet består jo af rigtig mange elementer.

Det er sådan i dag, at den akutte hjælp kommer inden for 15 minutter i ni ud af ti tilfælde, enten i form af en ambulance, en akutbil med en paramediciner, en lægebetjent bil, eller hvad man nu har af definitioner – man bruger forskellige betegnelser rundtomkring. Men den faglige hjælp kommer ud inden for 15 minutter i ni ud af de ti tilfælde.

Hr. Per Clausen.

Det betyder jo også, at det er mange forskellige ting, som kan komme inden for det kvarter. Og det betyder vel også, at fru Birgitte Josefsen sådan beskriver den bedste af alle verdener, hvor man får den hjælp, som er lige præcis den, man har brug for, og som gør, at det kan være rigtigt, at transporttiden ikke spiller nogen afgørende rolle, i hvert fald så længe vi holder os under, jeg ved ikke, hvilken tidstermin vi snakker om her. Men det kan man jo ikke være sikker på.

Realiteten er vel i dag, at det, man kan være sikker på, er en ambulance, der er fremme i løbet af et kvarter med vistnok 90 pct.s sikkerhed, og så kan man også være sikker på, at de har en mulighed, som er bedre end tidligere, for at kommunikere med centrale instanser. Men det er vel også den garanti, man har nu?

Ordføreren.

Det, man kan være sikker på, er, at den akutte hjælp kommer, og det, som det understøttes af, er jo, at alle vagtcentraler nu fremadrettet bliver betjent af sundhedsfaglige personer, som netop sidder og tager bestik af, hvad det er for et alarmopkald, der er kommet, og hvad det er for en opgave, der skal løses, så de på den måde kan sende den rette hjælp af sted.

Det er jo allerede startet oppe i den region, hvor hr. Per Clausen bor, og det kan vi allerede nu se de positive resultater af.

Tak til fru Birgitte Josefsen. Så er det fru Sophie Hæstorp Andersen som ordfører.

Det er Socialdemokraternes mål, at danskerne altid føler sig trygge ved, at det danske sundhedsvæsen kan tilbyde hjælp og behandling, hvis sygdommen eller ulykken rammer.

Flere og dyrere og mere specialiserede behandlinger i det danske sundhedsvæsen betyder, at der i disse år foregår store forandringer. For at sikre et sundhedsvæsen med høj lægefaglig kvalitet i international klasse bliver fremtidens sundhedsvæsen organiseret i større enheder, og flere små hospitaler og skadestuer lukker eller får færre funktioner.

Udviklingen har medført en stigende utryghed om, hvorvidt man kan få hjælp, hvis akut sygdom eller ulykke indtræffer i hjemmet, på arbejdet eller i trafikken. Derfor kræver Socialdemokraterne, at der i udviklingen af sundhedsvæsenet sættes fokus på nærhed, sammenhæng og kvalitet.

Vi mener, det er essentielt, at der altid er akuthjælp at hente, hvis man udsættes for en livstruende ulykke, uanset om man bor i byen eller på landet. Derfor foreslog vi allerede i 2004, at der over en 3-årig periode skulle udarbejdes en landsdækkende plan for, hvordan alle danskere sikres adgang til hurtig og relevant akuthjælp, uanset afstanden til nærmeste sygehus. Desværre fik vi ikke opbakning dengang.

For borgerne har det betydning, at der hurtigt kan igangsættes behandling af høj kvalitet, når der opstår en akut situation eller behov for lægehjælp. Derfor skal regionerne sikres de fornødne kompetencer og de økonomiske ressourcer til at sikre en sygehusstruktur med et sammenhængende akutsystem, der omfatter alle elementer fra det tidspunkt, hvor der opstår akut sygdom eller ulykke, og indtil patienten har modtaget relevant behandling af høj faglig kvalitet håndteret af egen læge, vagtlæge, eventuelt i eget hjem, skadeklinik eller akutmodtagelse inden for rammerne af Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Bliver der for langt til nærmeste hospital med akutbetjening, skaber det utryghed hos borgerne, og debatten i efteråret 2009 op til den årlige finanslov om placeringen af et nyt hospital i Region Midtjylland gjorde det ikke bedre, ligesom det heller ikke skaber tryghed for de borgere, der befolker de sydfynske øer, at sundhedsministerens ekspertudvalg ledet af Erik Juhl har tilkendegivet over for Region Syddanmark, at akutmodtagelsen i Svendborg skal lukkes som betingelse for midler til et nyt hospital uden for Odense. Det er i parentes bemærket et hospital, der indtil videre er underdimensioneret i forhold til det, regionen ønskede.

Regeringen har afsat en pulje på 600 mio. kr. til at styrke akutberedskabet i de yderområder, der bliver berørt af hospitalslukninger, men puljen er endnu ikke udmøntet, og der er fortsat usikkerhed om fordelingen.

I Socialdemokratiet mener vi, at det præhospitale beredskab skal udbygges, og at mennesker, der ringer 112, skal kunne få en hurtig sundhedsfaglig vurdering af deres behov for hjælp og rådgivning om, hvordan den syge eller tilskadekomne kan hjælpes, mens ambulancen er på vej. Der skal være telemedicinsk udstyr og elektroniske ambulancejournaler i alle ambulancer, så man kan blive overvåget under transporten til sygehuset. Der skal ske en udbygning af sundhedstilbuddene i nærområderne til de mennesker, der er akut syge, men som ikke har behov for avancerede tilbud på en akutmodtagelse. Der skal være en bred palet af tilbud, som tilsammen udgør et fintmasket og sammenhængende net af sundhedstilbud – tilbud, der giver tryghed.

Socialdemokraterne tilkendegav i forbindelse med vedtagelsen af sundhedsloven og i de efterfølgende forhandlinger, at vi fandt, at den mest betryggende for borgerne i Danmark er, at der maksimalt er omkring 30 minutters transport til et akutberedskab. Den bekymring står vi fortsat ved. I mellemtiden har regeringen indgået en række politiske og økonomiske aftaler med regionerne, hvor vi har været kritiske over for såvel de politiske rammer som de økonomiske rammer.

Det er regionernes pligt at efterkomme regeringens beslutninger og skabe økonomisk balance, og vi respekterer det lokale demokrati og deres afgørelser. Men vi siger også, at når en ny regering kommer til, vil vi ud over at øge aktiviteten på sundhedsområdet, som det er foreslået i vores udspil »Fair Forandring«, også optage forhandlinger med regionerne om at opfylde vores ønsker på det præhospitale område.

Vi kan ikke støtte forslaget fra Kristendemokraterne, da vi hverken finder, at tonen i det er korrekt, eller at det lever op til det, som vi ønsker os.

Der er korte bemærkninger. Det er først fru Birgitte Josefsen.

Nu er det jo sådan, at Socialdemokraterne selv har været med i den politiske aftale om principperne for specialeplanlægningen, og der er der jo beskrevet det patientgrundlag, der skal være til stede for at kunne have en opbygning af specialfunktionerne.

Når fru Sophie Hæstorp Andersen så står og siger, at man ikke kan være bekendt, at man ikke kan sige ja til, at der kan være en akutfunktion i Svendborg, synes fru Sophie Hæstorp Andersen så, det er i orden, at man for at kunne have en akutfunktion i Svendborg skal bede 25 pct. af borgerne i Odense om at køre til Svendborg, altså køre forbi Odense Universitetshospital og til Svendborg, for at kunne leve op til de principper, som vi politisk har vedtaget i den aftale, vi har indgået, og som Socialdemokraterne er en del af?

Ordføreren.

Jeg lægger vægt på, at man i Region Syddanmark har prøvet at imødegå de problemer, der er, ved at der f.eks. på Langeland og dele af de sydfynske øer vil være utrolig langt til en akutmodtagelse, hvis man fuldstændig lukker ned for akutmodtagelser i Svendborg. Vi har jo lagt mærke til, at regionen har truffet den her beslutning med åbne øjne, altså at man har lagt frem, hvad det er, der skal til, for at man mener, at man kan drive en akutmodtagelse, og at de også fra Sundhedsstyrelsens side har været inde at kigge på området.

Jeg mener, at der allerede i dag er patienter, som bliver transporteret til Svendborg. Der er f.eks. kvinder, som der ikke er plads til på fødeafdelingen i Odense, der bliver kørt videre til Svendborg. Jeg tror godt, man kan finde pragmatiske løsninger på det. Ja, det er det, jeg vil sige i den her omgang.

Fru Birgitte Josefsen.

Gør det slet ikke indtryk, at formanden for Hjerteforeningen, Peter Clemmensen, har udtalt, at når vi kigger på borgerne fra Langeland, vil han meget gerne appellere til, at såfremt der er nogen, der rammes af en blodprop i hjertet, så kører man forbi Svendborg og kører hans patienter til Odense?

Ordføreren.

Jo, men jeg tror, at man, ligesom man gør i andre dele af landet, selvfølgelig skal gå ind og kigge på, i hvilke situationer det er vigtigt, at man kører fuldt ud efter et traumecenter eller en meget, meget stor hjerteafdeling eller lignende, eller hvor der på andre måder kan løses nogle problemer. Det er også det, vi ser i dele af Jylland, hvor man jo i nogle tilfælde gerne transporterer patienterne ikke bare kun til Odense, man også helt til Rigshospitalet, hvis det er det, de har brug for. Det skal der selvfølgelig ikke laves om på, ved at man opretholder en akutmodtagelse i Svendborg.

Men det er rigtig vigtigt, at når man nu fra regeringens side går ud og skærer fuldstændigt ned på det projekt, der er om at bygge et nyt Odense Universitetshospital, hvor de faktisk fra regionens side vurderer, at der ikke engang vil være plads nok til de patienter, der vil skulle komme fra Svendborg Sygehus til området, så bliver man da nødt til at kigge på, hvad det er for løsninger, som regionen selv foreslår.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Jeg må indrømme, at jeg mildest talt er lidt forundret. Den 7. juli 2008 siger fru Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraternes statsministerkandidat, at afstand betyder noget. Det siger hun til Dagbladet Holstebro-Struer. Hun siger, at politikken er, som hr. Jens Peter Vernersen – det var så Socialdemokraternes daværende sundhedsordfører – har sagt: maksimalt 15 minutter, til ambulancen kan være fremme, og 30 minutters køretid til sygehuse. Den politik har altså ikke ændret sig. Det var fru Helle Thorning-Schmidt, der sagde sådan.

Så fremsætter vi et forslag om, at der maksimalt skal være 30 minutters transporttid til nærmeste sygehus, og så kan Socialdemokraterne ikke støtte det. Må jeg ikke lige få en uddybning af, hvorfor der er sket det her skifte? Der må jo være sket et skifte i Socialdemokraternes politik på det her felt, siden man ikke kan støtte det her beslutningsforslag.

Ordføreren.

Der er jo i hvert fald sket det siden 2007, at der er truffet beslutninger i det her Folketing om bl.a., hvilke midler der skal tilgå regionerne, der gør det rigtig, rigtig svært for regionerne at leve op til dele af de ønsker, som vi bl.a. i Socialdemokratiet måtte have om en bedre akutindsats. Det var også derfor, at jeg tidligere stillede sundhedsministeren det her spørgsmål om, om ikke det havde været en noget rodet tilgang, hvor man først havde haft Erik Juhl-udvalget til at kigge på udmøntningen af omkring 40 mia. kr. til sygehusene, men så kommer man med sådan nogle hovsaløsninger bagefter, hvor man udmønter midler.

Vi har hele tiden ment, at der skal sættes fokus på tid, og at tid også kan være en kvalitetsfaktor, men det er jo et faktum, at det ikke altid i alle tilfælde er et kvalitetsfaktum. Som fru Birgitte Josefsen var inde på, kan det i nogle tilfælde være vigtigere, at man transporteres til det rette sted, hvor den rette behandling i første omgang er, end at man bare transporteres til nærmeste sygehus. Det var faktisk noget, vi stillede forslag om i 2004.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Det var sådan set ikke rigtig noget svar. Men så vil jeg gøre det enkelt for Socialdemokraternes ordfører: Politikken om, at der maksimalt skal være 30 minutters køretid til et sygehus, er det Socialdemokraternes politik nu her i 2011? Jeg tror, der er rigtig mange, som bor uden for storbyerne i yderområderne, og som er interesseret i at få at vide, om alle Socialdemokrater deler Bent Hansens, regionsformanden i Region Midtjyllands, centralistiske holdning, eller om det reelt er det, som fru Helle Thorning-Schmidt sagde for 2 år siden, at afstanden betyder noget, og at Socialdemokraternes politik er maksimalt 30 minutters køretid til et sygehus. Ja eller nej, er det stadig væk Socialdemokraternes politik?

Ordføreren.

Det er Socialdemokratiets politik, at der maksimalt er 30 minutters transporttid til det nærmeste akutberedskab, som er relevant for borgeren. Men jeg vil indrømme, at selv om der lige ligger et sygehus på matriklen på et sted, hvor der er sat et skilt på, men hvor indholdet ikke lever op til det, borgeren har brug for, er det ikke altid relevant. Der kan jeg ikke rigtig se hvordan det skulle være relevant for borgeren at komme ind på et lokalt hospital. Så kan vi jo bare kigge på Region Hovedstaden. Der ligger et ganske udmærket sygehus i Hornbæk. De tager sig af neurorehabilitering. Det er nok ikke det, der gør, at borgerne i Hornbæk overlever, hvis de falder om med et hjertestop.

Jeg tror også, at vi nogle gange bliver nødt til at være realistiske og sige, at det, der er vigtigt, og det, der har rykket sig i hvert fald siden 2004, 2007, de mange gange vi har diskuteret det her, er jo, dels de økonomiske rammer regionerne har fået, og hvordan man kan leve op til det her, dels selvfølgelig også den udvikling, der hele tiden foregår i forhold til telemedicin og andre ting. Men vi mener ikke, at der er tryghed for borgerne endnu de steder, hvor man frygter udviklingen.

Så er det fru Vivi Kier med en kort bemærkning.

I virkeligheden synes jeg, at det var en rigtig, rigtig trist ordførertale, vi hørte her. Jeg sidder lige og læser i mine papirer og spørger, om det er korrekt, at Socialdemokraterne var med i aftalen om principperne for specialesammenlægningen, altså at det var det, vi gerne ville. Og jeg ser her, at man var enige om, at kvalitet om nødvendigt må gå forud for nærhed. Og så er det måske alligevel man fornemmer, at vi er i et valgår, for det ryger rundt i luften med løfter.

Først hører jeg ordføreren sige, at den her præhospitale indsats og de der 600 mio. kr. er totalt latterlig lidt, og at det ikke duer, og at lige så snart, de kommer til magten, så laver de det om.

Nu husker jeg ikke, at Socialdemokraterne har villet være med til at finde finansieringen for de der 600 mio. kr. Hvor mange flere hundrede millioner kroner vil Socialdemokraterne bruge på det her projekt?

Ordføreren.

Vi har afsat penge på finanslovene for at øge udgifterne til sundhedsområdet, fordi vi mener, at der er områder, der ikke er prioriteret godt nok. Vi har også sagt, som jeg også sagde i min ordførertale, at vi vil øge aktiviteten på sundhedsområdet, som det er foreslået i »Fair Forandring«, men derudover synes vi bare, at der stadig væk har været en masse roderi med at lave en ny struktur på det her område.

I det forlig, vi er med i, har man sagt, at der skal laves en ny akutstruktur og en helt ny sundhedsstruktur, men hvor er man i forhold til at få det gjort på en måde, der er betryggende for borgerne? Det er ikke betryggende, at man først melder ud, at der er sygehuse, der skal placeres begge steder, og så bagefter kommer med 600 mio. kr. til den præhospitale indsats. Man har i øvrigt ikke afsat midler til de akutmodtagelser, som det også er vedtaget der skal være rundt omkring i landet.

Derfor siger vi åbent og redeligt: Når vi kommer til magten, vil vi invitere regionerne til et møde, og så vil vi prøve at lave en status på området og indlede forhandlinger om, hvordan vi kan blive bedre til at leve op til de målsætninger, vi har på området.

Fru Vivi Kier.

Jeg forstår, at hvis Socialdemokraterne skulle komme til magten, er det slet ikke dem, der vil bestemme, for det er regionerne, der skal bestemme, eller også er det fagforeningerne, der skal bestemme, eller også er det nogle andre, man inviterer ind, og så må de bestemme, hvordan det skal være. Så gør man det bare, som de siger.

Mit andet spørgsmål gik på akutfunktionerne – Svendborg og Odense aktuelt, og det er jo så den region, jeg kommer fra. Jeg sidder også måbende tilbage. Vi har en borgmester, en socialdemokratisk borgmester, i Odense, der har kæmpet en brav kamp, for at vi fik et højt kvalificeret supersygehus, som kan dække hele det her befolkningsunderlag, placeret i Odense, så vi kan fastholde den høje ekspertise og de mange højt specialiserede funktioner.

Så kommer fru Helle Thorning-Schmidt forbi og lytter lidt til folk fra Svendborg, der er bekymret. Jeg forstår godt bekymringen, men før supersygehuset står færdigt, vil hele den præhospitale funktion skam være helt på plads. Nu vil jeg høre: Er det fru Helle Thorning-Schmidt, der bestemmer, at man nu laver en ekstra akutfunktion i Svendborg? Hvor vil man finde lægerne og pengene henne? Og er det så ligegyldigt, hvad Odenses borgmester ellers måtte mene om den her sag?

Ordføreren.

For mig er det vigtigt, at et regionsråd bestående af 40 mennesker med en stemme imod har vedtaget at lave en sygehusplan for hele Region Syddanmark, hvor man har besluttet, at der også fortsat skal være en akutmodtagelse i Svendborg. Det synes jeg er en meget, meget vigtig beslutning, som jeg tror er taget med meget stor omhu af det her Regionsråd, og det synes jeg man skal respektere, lige så vel som man må respektere det, når Region Midtjylland eller andre regioner lave hospitalsplaner.

Derfor vil jeg også bare sige, at det her med at sige, at det er regionerne, der bestemmer, eller fagforeningerne, der bestemmer, synes jeg egentlig med al tydelighed viser, at den her regering faktisk har tromlet en masse ting igennem, og at vi andre ønsker at inddrage den verden, der ligger uden for Christiansborgs tykke mure, og det skal vi så lastes for på nuværende tidspunkt.

Jeg synes da, det ville være en klar forbedring, hvis man pludselig inddrog regionerne, eventuelt også kommunerne, i en drøftelse af de præhospitale tilbud i fremtiden.

Tak til fru Sophie Hæstorp Andersen. Så er det fru Liselott Blixt som ordfører.

Kristendemokraterne skriver i forslaget, at de vil sikre maksimalt 30 minutters transporttid til nærmeste sygehus. I Dansk Folkeparti er netop den korte transporttid noget af det, vi har bestræbt os på at få med i forhandlingerne med regeringen, og det er også af den grund, at vi har besluttet at give penge til en døgnhelikopter i det jyske. Vi har de sidste par år stået med en sygehusplanlægning, som har skabt en del debat, netop fordi man har måttet lukke specialer på nogle sygehuse. Grunden er den, at vi allerede i 2005 kunne se, at vi i fremtiden ville stå med store problemer i sundhedssektoren såsom mangel på læger, samt at vi ikke ville være dygtige nok i specialerne, da de ville være spredt ud over alt for mange sygehuse. Vi var dengang alle enige om, at specialerne skulle samles for at få de dygtigste læger samt den bedste behandling for borgeren.

Hvis Kristendemokraterne med det her forslag mener, at man i egen bil skulle kunne nå et sygehus med en fuldt udbygget akutmodtagelse inden for 30 minutter, må vi nok konkludere, at det ville koste menneskeliv samt kvalitativ behandling. I dag ser vi et sundhedssystem, som er ganske anderledes end det, vi kendte til for bare få år siden. I dag har vi rullende behandlingsstuer. Der er mange eksempler på, at man rekvirerer en ambulance, og at patienten bliver behandlet i ambulancen og der faktisk slet ikke er nogen grund til indlæggelse bagefter. Vi har fra april helikoptere, der dækker hele Danmark, så man ved, at patienter med helt alvorlige akutte sygdomme kan få en transport, der varer under 30 minutter.

I sommer gjorde jeg mig den umage at tage rundt i landet. Jeg var i Ringsted på Sjælland, og der oplevede jeg, hvordan man kunne nå frem til en patient med hjertestop på meget kort tid på Sjællands Odde, hvorefter man fløj til Rigshospitalet og fik manden behandlet. Det tog halvanden time fra opkaldet, til manden var færdigbehandlet. Jeg var i hvert fald imponeret, og det gjorde, at vi netop i den sidste aftale med regeringen holdt på, at når nu vi skulle prøve en helikopter i det jyske, skulle det være en døgnhelikopter. For det første kan vi sammenligne med den anden helikopter, og for det andet er vi i Dansk Folkeparti sikre på, at vi har noget, der kan nå frem, og som Bent Hansen ikke kan spare væk.

Vi er ganske klar over, at visse regioner har planlagt det bedre end andre i forhold til deres borgere, og i øjeblikket føler man nærmest, at der foregår en krig, specielt i det midtjyske. Vi kan i Dansk Folkeparti kun håbe på, at det kan sikre os en snarlig nedlæggelse af regionerne, så vi ikke længere ser den navlebeskuende politik, som vi ser her. Vi ser en socialdemokratisk regionsformand, Bent Hansen, som med djævelens vold og magt kun går efter det, som gavner ham. Det viser sig netop ved den plan, som man har trukket ned over hovedet på borgerne i det midtjyske.

Dansk Folkeparti var og er også imod løsningen ved Gødstrup, og vi prøvede at forhindre den løsning i de forhandlinger, vi havde med regeringen. Desværre havde vi ikke mandater nok, men vi fik i stedet for de 600 mio. kr., som der er blevet spurgt til tidligere, så vi bagefter kunne gå hen og sige: Hvor er det, vi ser nogle huller? Det var den aftale, vi havde regeringen, og derfor er vi med til at finde ud af, hvor de 600 mio. kr. skal bruges.

I Dansk Folkeparti aftalte vi også en 14-punkts-plan på netop det her område. Den prøver man nu så vidt muligt, også i regionerne, at komme uden om. Jeg hørte i morges, at Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, De Radikale og en enkelt løsgænger i Region Midtjylland nu havde besluttet og var blevet enige om et budget. Jeg glæder mig til at se, hvad det er, man er blevet enige om, men jeg ved i hvert fald, at V, K og O ikke er med i den beslutning.

Andre regioner har de samme problemer, men de har ikke storhedsvanvid på samme måde, sådan at de både skal have et barmarksprojekt og det største og flotteste sygehus i hele landet. Men i Dansk Folkeparti har vi med de 600 mio. kr. garanteret, at de vil komme til at gavne netop de steder, hvor der vil være langt til nærmeste akutsygehus med alle specialer. Region Sjælland er en af de regioner, der har præcis de samme problemer, som vi ser i Region Midtjylland. Her vil vi også sørge for, at de får midler, for at sikre udkantsområderne, selv om der ikke har været den samme polemik i det område.

Som sagt var jeg i sommer ude at besøge Region Sjælland, Region Hovedstaden og Region Nordjylland, og jeg må sige, at deres planlægning gjorde mig tryg. Hvis vi skulle følge en plan som den, der er foreslået her, med 30 minutters køretid til et fuldt udbygget akutsygehus, så ville der ikke som nu kun være 110 ledige lægestillinger i Region Sjælland. Så ville der være endnu flere, for så skulle vi have et fuldt udbygget akutsygehus i Nakskov, hvorfra det tager en time at komme til Nykøbing Falster. For der skal være medicin, kirurgi, ortopædkirurgi, pædiatri, gynækologi, klinisk biokemi, anæstesi og radiologi. Det ville betyde et fuldt udbygget sygehus i Nakskov, netop fordi der er så lang køretid.

Hvis vi ser på hele Danmark, kan vi se, at vi skulle opgradere flere steder, hvis det var. Derfor kan vi ikke gå med til det her forslag. Tak.

Der er mere køretid end taletid!

Hr. Per Ørum Jørgensen for en kort bemærkning.

Tak for det. Dansk Folkepartis ordfører taler om et anderledes sundhedssystem, som der var for nogle år siden. Var der også et anderledes sundhedssystem i september 2008? Jeg står her med et ugebrev, som ordførerens partifælle hr. Peter Skaarup har skrevet, hvori der står, at der med de mange lukninger af mindre sygehuse, som mange amter, siden regioner, har foretaget i de senere år, for nogle mennesker i yderområderne er opstået en uforholdsmæssigt og uacceptabelt lang transporttid til nærmeste akutmodtagelse. Det skaber utryghed i landsbyerne og øsamfundene, og derfor mener Dansk Folkeparti, at der som udgangspunkt bør sikres en maksimal transporttid på 30 minutter til en akutmodtagelse, uanset hvor i landet man befinder sig.

Hvad er det, der har gjort, at Dansk Folkeparti ikke mener det her mere?

Ordføreren.

Jamen først og fremmest tror jeg, at det, der er blevet gjort inden for de sidste par år, har været, at man har blandet begreberne. Det, som jeg ser at Kristendemokraterne vil i det her, er en fuldt udbygget akutfunktion. Der er forskel på det og så det, at du kommer til en akutskadestue og får hjælp på det område. Det er nogle af de ting, som vi har sat penge af til, og som vi prøver at gå i forhandling om med regioner og kommuner for at lave noget, der er tæt og nær ved borgeren.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Som vi formulerer det her, er det et kvalificeret akuttilbud, og det er vel egentlig også, hvad man burde sikre borgerne. Jeg går ud fra, at Dansk Folkeparti stadig væk mener, at afstanden betyder noget – jeg ved ikke, om det er noget, man har skiftet holdning til. Men det er sådan set et kvalificeret akuttilbud. Der håber jeg så, at vi under udvalgsarbejdet måske kan nærme os hinanden.

Det lyder lidt, som om vi alle sammen mener det samme her; der er så nogle, der måske af forskellige årsager stemmer imod det her beslutningsforslag, men det skal jeg lade være usagt.

I forbindelse med den aftale, der blev indgået så sent som i går i Region Midtjylland – for det synes jeg også er lidt interessant – kom Dansk Folkepartis regionale medlem ud med den melding, at nu måtte Christiansborg træde til, nu måtte Dansk Folkeparti på Christiansborg trække støtten til Gødstrupprojektet. Hvordan har ordføreren det med, at man faktisk regionalt siger: Nu må I hjælpe os på Christiansborg?

Ordføreren.

Det var mange spørgsmål. Først og fremmest sagde jeg i min tale, at transport også var en vigtig del, og at det er grunden til, at vi nu har helikoptere. Det ses faktisk nu, at der bruges helikoptere mange flere steder, og man er også begyndt at bruge søværnets helikoptere endnu mere, end man har gjort før, fordi man har set, at det betyder noget. Det gør man netop også de steder, så på den måde får man også en kortere transporttid.

Jeg har godt hørt, at man har indgået en aftale, og vi er selvfølgelig også interesseret i at se på, om det går ud over den 14-punkts-aftale, som vi har med regeringen. Derfor har jeg også kontakt med vores folk i det midtjyske, og jeg håber, at jeg snarligt kommer derop, sådan at vi sammen kan finde ud af, hvad vi gør fremover.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg vil gerne høre ordføreren for Dansk Folkeparti, om man i Dansk Folkeparti bakker op om, at når der fra regeringens side økonomisk set bremses op i forhold til de midler, man giver til regionerne, så må regionerne sådan set også stoppe op, og at det er regionernes pligt at efterkomme regeringens beslutninger og skabe økonomisk balance inden for de rammer, de har.

Ordføreren.

Nu er jeg ikke helt klar over, om jeg har forstået spørgsmålet. Bremse op? Jeg synes, at vi for hver eneste gang sætter flere penge af til regionerne, og hvad angår Region Midtjylland, så ved vi også, at de har fået en 13 pct.s stigning i deres finansiering, men at de selv er gået ud og har brugt 3 pct. mere, hvilket er en af grundene til, at de så må bremse op, hvis det er det, ordføreren mener. Ellers har jeg i hvert fald misforstået spørgsmålet.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Det er fuldt ud dækkende. Altså, det er jo sådan, at hvis man kigger på udviklingen i vores sundhedsvæsen, har der år for år været brug for omkring 2 mia. kr. for bare at kunne beholde status quo på udgifter til medicin, udgifter, fordi der bliver flere ældre m.m., men faktum er jo bare, at i de aftaler, man lavede sidste år med regionerne, fik regionerne kun tilført ekstra 1,25 mia. kr. Det er jo en opbremsning, når man ikke længere får til de basale udgifter. Sådan ville det også være i vores husholdningsbudget.

Så spørger jeg bare Dansk Folkeparti: Er man enig i, at når de får færre penge i regionerne, bliver de selvfølgelig også nødt til at gå ud at spare i overensstemmelse med det, som de har fået at vide fra finansministeren i Folketinget, at de må bruge på sundhed i Danmark? Er man enig i, at under alle omstændigheder vil det gøre rigtig, rigtig meget ondt, når de så skal ud at finde for omkring 400-500 mio. kr. i besparelser f.eks. i Region Midtjylland, men tilsvarende også i andre regioner? Jeg har ikke set en region lige nu, der ikke sparer.

Ordføreren.

Først og fremmest er det jo en økonomiaftale, man laver. Som vi kan se, bliver der hvert eneste år tilført flere penge. Jeg har ikke tallene med mig her, for ellers ville jeg gerne have linet op, hvor mange flere penge, millioner, vi giver hvert eneste år, hvor mange flere operationer og hvor meget mere vi gør inden for sundhedsvæsenet. Vi har altså også bare et sundhedsvæsen, der accelererer, og det skal vi også hele tiden tage højde for, for der kommer ny teknologi, nye sygdomme, og vi kan lave noget mere, og vi har svært ved at følge med. Men det har man også i andre lande, kan vi se. Derfor laver vi en økonomiaftale med regionerne, og så er det også deres arbejde at prøve at få den til at holde.

Tak til fru Liselott Blixt. Så er det hr. Karl H. Bornhøft som ordfører.

Tak. Hr. Per Ørum Jørgensens forslag til folketingsbeslutning om maksimalt 30 minutters transporttid til nærmeste sygehus kan jo kun kaldes prisværdigt, især da når det hæftes op på argumentet om, at man vil give alle borgere den samme tryghed. Det skal heller ikke skjules herfra, at den grundlæggende idé arbejder vi også meget gerne med i SF.

Men der er altså et eller andet ved forslaget, der minder os om, at valget på en eller anden måde nærmer sig. For vi mener rent faktisk, at det er problematisk, at der med det her beslutningsforslag ikke er fremsat nogen som helst konkrete bud på, hvordan målet skal opnås finansieringsmæssigt, eller forslag til, hvilke geografiske hensyn der skal tages i forbindelse med den fremtidige sygehusstruktur i Danmark for at opnå det her. Jeg gad nok vide, hvad sundhedsministeren ville have sagt til mig, hvis det var SF, der var kommet med et forslag, der på ingen måde hang sammen, hverken økonomisk eller indholdsmæssigt. Men det er selvfølgelig også noget andet, jeg er jo ikke blandt vennerne.

Der er sådan set brug for at sige, at det her forslag om maksimalt 30 minutters transporttid til nærmeste sygehus efter vores opfattelse er noget, der ikke kan stå alene. Vi skal sikre patienterne bedre behandling og overlevelseschancer i et højt specialiseret sygehusvæsen. Det er anderledes, end det har været. Og vi skal samtidig arbejde for kortere transporttid og bedre behandling under selve transporten. Altså, man kunne jo sige det sådan lidt frisk: Vi skal arbejde begge veje. Det er sådan set med den tilgang, at vi gerne vil behandle området fremover.

Samtidig synes jeg måske nok, at det er lige rigelig overraskende, at hr. Per Ørum Jørgensen vil stå frem med det her budskab, samtidig med at Kristendemokraterne og hr. Per Ørum Jørgensen jo rent faktisk har stået bag de forlig, der har været, om finansloven for 2011 og de foregående finanslove. Det er jo en stemme, der i den her sammenhæng har betydet, at regionerne i den her periode allerede har fremlagt deres spareplaner.

Som det allerede nu har været omtalt, er der jo sket drastiske ændringer i Region Midtjylland. Pudsigt nok tror jeg faktisk ikke, at de folkevalgte ude i de forskellige regioner er specielt onde eller dumme mennesker – de har bare en opgave med at få tingene til at falde inden for den økonomiske ramme, som de nu engang er blevet tildelt. Derfor synes jeg måske, at det skulle med ind i de her overvejelser, hvorfor det er sådan ude i regionerne, at den målsætning, som jo faktisk tilkendegives i forslaget, bliver direkte modarbejdet med den økonomiske ramme, den skal indpasses efter.

Hvis hr. Per Ørum Jørgensen virkelig ville arbejde for, at der er maksimalt 30 minutters transporttid til nærmeste sygehus, så burde han måske – og det er lidt frækt, det ved jeg godt – genoverveje sin støtte til VK-regeringen og så pege på et alternativ i stedet for, for her kan vi jo se, hvad hr. Per Ørum Jørgensen i hvert fald får. Jeg vil ikke lægge skjul på, at sundhed har en høj prioritet hos os, og det er derfor, at vi i »En Fair Løsning« sammen med Socialdemokraterne rent faktisk har sagt, at vi vil bruge over 3 mia. kr. til at styrke det behandlende sundhedsvæsen. Vi vil bruge 2 mia. kr. til forebyggelsen, og det betyder faktisk noget, også i den her sammenhæng.

Der er for os ingen tvivl om, at det vil give noget af det løft, som i hvert fald kunne være med til virkeliggøre nogle af de hensigter, der bliver tilkendegivet her. Det er uden for enhver diskussion, at akutbehandlingen er fundamental og afgørende for rigtig mange, og det er derfor, at vi også f.eks. i vores valgkamp satser utrolig meget på akutlægebiler og på bedre udstyrede ambulancer, og så i øvrigt på at sørge for, at der er de penge til at drive et lokalt sundhedsvæsen, som der skal til.

Det er med baggrund i det, at vi ønsker at være med til at skabe øget tryghed for borgerne. Det er jo så lige præcis det modsatte, man oplever ude i regionerne, hvor de må omsætte de beslutninger, der er truffet herinde, i besparelser. Det er jo den virkelighed, som vi også er nødt til at forholde os til, uanset om vi kan lide den eller ej.

Så den overordnede idé i beslutningsforslaget passer fint med den politik, som vi står for. Vi fortsætter også gerne diskussionen i udvalget, og vi vil altså tillade os, modsat hr. Per Ørum Jørgensen, at satse på, at en ny regering kan løfte det, hr. Per Ørum Jørgensen sammen med mange af os andre egentlig gerne ville løfte.

Hr. Per Ørum Jørgensen for en kort bemærkning.

Det var en ret interessant ordførertale, som jeg kun kan kvittere for. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, om SF støtter forslaget eller ikke støtter forslaget, men det kan ordføreren måske løfte sløret for.

Til det der med, hvem man samarbejder med, kan jeg sige, at det ganske givet vil være væsentligt mere underholdende at samarbejde med både S og SF; om ikke af andre grunde, så på grund af de mange milliarder, som S og SF er i besiddelse af, og som den nuværende regering ikke er i besiddelse af. Men så længe det er matadorpenge, bliver det nok også kun ved underholdningen, kan man sige.

Med hensyn til den måde, som SF har taget imod forslaget på, kan jeg forstå, at det virker lidt uansvarligt at fremsætte det her forslag, og det bliver skudt lidt hen med, at der snart er valgkamp osv. Jeg vil bare henlede opmærksomheden på, at SF's statsministerkandidat, fru Helle Thorning-Schmidt, faktisk foreslog det samme for 2 år siden, og det er vi selvfølgelig i Kristendemokraterne inspireret af, altså at man maksimalt må have 30 minutters kørsel til et sygehus.

Så var det også bare noget pjat og useriøst, og var det bare valgkamp fra fru Helle Thorning-Schmidts side? Der er jo meget, der tyder på det, siden Socialdemokraterne ikke mener det mere.

Det var en ret interessant ordførertale, som jeg kun kan kvittere for. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, om SF støtter forslaget eller ikke støtter forslaget, men det kan ordføreren måske løfte sløret for.

Til det der med, hvem man samarbejder med, kan jeg sige, at det ganske givet vil være væsentligt mere underholdende at samarbejde med både S og SF; om ikke af andre grunde, så på grund af de mange milliarder, som S og SF er i besiddelse af, og som den nuværende regering ikke er i besiddelse af. Men så længe det er matadorpenge, bliver det nok også kun ved underholdningen, kan man sige.

Med hensyn til den måde, som SF har taget imod forslaget på, kan jeg forstå, at det virker lidt uansvarligt at fremsætte det her forslag, og det bliver skudt lidt hen med, at der snart er valgkamp osv. Jeg vil bare henlede opmærksomheden på, at SF's statsministerkandidat, fru Helle Thorning-Schmidt, faktisk foreslog det samme for 2 år siden, og det er vi selvfølgelig i Kristendemokraterne inspireret af, altså at man maksimalt må have 30 minutters kørsel til et sygehus.

Så var det også bare noget pjat og useriøst, og var det bare valgkamp fra fru Helle Thorning-Schmidts side? Der er jo meget, der tyder på det, siden Socialdemokraterne ikke mener det mere.

Ordføreren.

Jamen jeg synes da bestemt, det er flot, at fru Helle Thorning-Schmidt kan inspirere Kristendemokraterne. Det synes jeg da er fint. Der er måske masser af andre områder, hvor man kunne lære noget. Men det, jeg står her for i dag, er jo sådan set for at forklare, hvad SF vil i den her sammenhæng: Vi vil gå ind i det her, og vi vil være med i arbejdet med at løse den problemstilling, som bliver nævnt i forslaget. Det er jo netop derfor, at vi lige præcis her i dag siger, at vi gerne vil diskutere det i det videre arbejde, men at vi faktisk også i den forbindelse vil stille krav om, at man finder ud, hvad et forslag af den her karakter så rent faktisk vil komme til at koste, og hvilke præmisser der skal lægges for det geografiske, før man siger, om det er lige præcis den vej, man så ønsker at gå.

Selve princippet passer os fint, men vi vil altså gerne have, at vejen er så konkret, at der kan træffes nogle beslutninger. Og hvis hr. Per Ørum Jørgensen skulle overveje at gå over til nogen anden side, så skulle det ikke være, fordi det var mere underholdende, så skulle det være, fordi han havde lyst til at få fremmet de mål, som han har tilkendegivet her.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Det vil bestemt heller ikke ske med nogen forventning om at blive voldsomt meget underholdt, vil jeg sige, men vi vil gerne samarbejde med alle partier i Folketinget; sådan er det, og sådan har det altid været med Kristendemokraterne. Vi er et parti, der er placeret i centrum af dansk politik, og det vil vi også være fremdeles. Så vi skal nok bidrage til underholdningen til begge sider, kan jeg love.

Jeg synes alligevel, det også er lidt interessant at se, at der åbenbart er en vis sympati i SF for det her forslag, men samtidig har vi jo så også set SF’s formand, hr. Villy Søvndal, være imod, at der bliver etableret en motorvej mellem Herning og Holstebro, og det må jo også få konsekvenser, hvis der skulle opstå den her ulykkelige situation med, at der vitterlig bliver så mange kilometer at køre, specielt for folk i den nordvestlige del af landet, til et sygehus. Gør det ikke også indtryk på SF’s ordfører, at formanden faktisk ikke ønsker, at der skal være en bedre infrastruktur i lige præcis det område?

Ordføreren.

Jeg er ret sikker på, at SF's formand ikke har talt imod, at der kom en bedre infrastruktur. Der er heller ingen tvivl om, at SF's formand givetvis kunne pege på mange andre elementer, der kunne indgå i en diskussion af den her karakter. Men jeg tror nok, at motorvejen er den mindste del i den her sammenhæng. Det, der er interessant i den her sammenhæng, er ikke spørgsmålet om, hvorvidt der kommer en motorvej mere eller mindre, men spørgsmålet om, hvorvidt vi er i stand til at give borgerne en kvalificeret lægedækning, når de får brug for det. Og hvis vi kunne holde diskussionen på det niveau, tror jeg faktisk, diskussionen ville være godt tjent med det.

Der er en kort bemærkning fra fru Birgitte Josefsen.

Jeg kan høre, at S og SF har en forventning om, at de vil bruge 5 mia. kr. mere på sundhedsområdet. Det lyder jo positivt. Jeg vil bare gøre opmærksom på, at VKO med hjælp fra Kristendemokraterne og Liberal Alliance har afsat 5 mia. kr. mere på sundhedsområdet, og at de 2 mia. kr. er udmøntet til regionerne her i 2011. Så regionerne har tilsammen 2 mia. kr. mere at gøre godt med i dette år, end de havde sidste år.

Ordføreren.

Jeg tror, at man, uanset hvor mange tal man lægger på bordet, skal lade være med at prøve på at tale sig bort fra den kendsgerning, at der rent faktisk sidder nogle regionsråd rundtomkring, der er ved at udføre konkrete besparelser på grundlag af den økonomiske ramme, og det ansvar synes jeg egentlig det ville være rimeligt at man påtog sig.

Så lægger vi jo ikke skjul på, at vi fra S og SF's side har et ønske om at bidrage yderligere til den ramme, fordi vi rent faktisk tror, det er nødvendigt, ikke kun af hensyn til at sikre den behandling, som vi ønsker, men også af hensyn til at sikre, at sundhedstilstanden i det her land bliver bedre. Og det er så derfor, vi foreslår det, sådan som vi gør.

Fru Birgitte Josefsen.

Jeg vil så bare spørge: Hvad er forskellen på, at der kommer 5 mia. kr. fra den nuværende regering og der kommer 5 mia. kr. fra S og SF? Altså, er de 5 mia. kr. ikke lige gode, om de kommer fra det ene eller det andet sted, og de kan vel kun bruges den ene gang?

Ordføreren.

Nu ved jeg jo, da vi begge to kommer fra det samme geografiske område, at vi har lært at regne, og vi har også lært at regne så meget, at vi ved, at det, når der er lagt penge oveni, så er det penge, der kan bruges. Og når vi lægger 5 mia. kr. mere oven i det, vi ønsker at bruge på vores sundhedsvæsen, giver det altså 5 mia. kr. mere ud over det, regeringen har ønsket at bidrage med, og som vi jo så kan se rent faktisk resulterer i besparelser rundtomkring.

Så så enkelt kan det også stilles op.

Tak til hr. Karl H. Bornhøft. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er det fru Vivi Kier som ordfører.

Det bliver aftenen med rene overbud, kan jeg næsten høre. Sygehusstrukturen har vi diskuteret mange gange, og der er faktisk afsat rigtig, rigtig mange penge til den nye sygehusstruktur, og den er lavet på baggrund af en stor politisk enighed blandt mange partier om principperne for specialeplanlægning. Dernæst er der akutmodtagelsen, som er vigtig, og som går på to ben. Der er de nære tilbud og så den høje faglige ekspertise.

Som mange andre før mig har tilkendegivet, er der afsat 600 mio. kr. til det her område. Men hvorfor er det egentlig, vi så skal have den her specialeplanlægning? Er det ikke bare noget træls og besværligt noget, hvorfor beholder vi ikke bare hvert et lille sygehus, vi har rundtomkring i landet? Det gør vi jo, fordi øvelse gør mester. Hvis nogen spørger mig, hvor jeg vil opereres, hvis jeg skulle være så uheldig i morgen at få konstateret brystkræft, så hersker der ikke nogen tvivl. Jeg vil opereres på det sygehus, hvor der er en læge, der opererer brystkræftpatienter hver eneste dag, og som synes, at brystkræft er det allermest spændende at arbejde med, og derfor hele tiden følger med og er opdateret med hensyn til sidste nye viden. Derfor skal vi jo have en specialesammenlægning, så vi har de ypperste eksperter samlet, også til de akutte tilfælde.

Etableringen af en ny sygehusstruktur og akutmodtagelse er et centralt satsningsområde. Det er nødvendigt med færre enheder, hvis vi vil have og kunne fastholde en høj ekspertise. Men det udelukker jo ikke, at vi skaber tryghed for den enkelte borger, for trygheden skal selvfølgelig være i højsædet.

Med hensyn til den præhospitale indsats – det er simpelt hen et forfærdeligt ord, men jeg har ikke hørt nogen andre endnu kunne komme med et bedre ord – så skal den jo ses i en sammenhæng. I det øjeblik man står klar med de nye sygehuse, hvor alle specialerne er blevet lagt sammen, så er handleplanen og det hele også køreklar for, hvordan vi skaber tryghed for udkantsområderne. Heldigvis kan vi jo allerede nu se, at mange regioner har sat handling i gang på hele det her indsatsområde.

Så vil jeg slutte med at sige, at jeg ikke er enig med forslagsstilleren, når han i bemærkningerne til forslaget skriver, at det er afstanden til en fuldt udbygget akutfunktion, der er afgørende for, om patienten overlever. Det afgørende er tidspunktet for start af behandling, og det er derfor, at den præhospitale indsats er så vigtig og så afgørende, og at man ender med en højt specialiseret behandling. Vi kan ikke støtte forslaget.

Tak til fru Vivi Kier. Så er det hr. Manu Sareen som ordfører.

Baggrunden for forslaget er netop, at borgerne skal sikres den samme kvalitet og tryghed i hele landet og en køretid på højst 30 minutter til et sygehus med kvalificeret akuttilbud. Men at have kvalificerede, døgnbemandede akuttilbud i hele landet, hvortil alle borgere kun har 30 minutters kørselstid, vil mildest talt være ret krævende. Så handler det vel også om, at man er nødsaget til at have nogle helt elementære ting for at opretholde det her kvalificerede akuttilbud med de specialer, som det kræver. Som vi også har hørt fra rigtig mange, skal man selvfølgelig heller ikke glemme alt det udstyr, der også kræves for at opretholde det.

Det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke er en udfordring. Det er det, og vi har selvfølgelig et ansvar for ikke at gøre folk utrygge. Men den utryghed mener jeg bl.a. vi imødekommer ved at have lægebiler, akutbiler og ikke mindst derved, at der ringes til sundhedsfagligt personale, når man ringer 112. Så nævnte ministeren jo også på et tidspunkt, at der ligeledes er afsat 600 mio. kr. til akutindsatsen i yderområderne, hvor man f.eks. også vil få flere sundhedshuse, alt sammen for at skabe netop tryghed. Så kunne man selvfølgelig ønske sig, at de penge kom hurtigere ud, som vi også har hørt, men det er en anden sag.

Sidst, men ikke mindst, er der jo fra den 1. april lægehelikopterne, som i den grad vil mindske afstanden i Danmark og dermed selvfølgelig også styrke mulighederne for at få den helt rigtige behandling.

De Radikale kan med andre ord ikke støtte forslaget.

Tak til hr. Manu Sareen. Så er det hr. Per Clausen som ordfører.

Jeg synes jo, det er et meget moderat forslag, som Kristendemokraterne har fremsat her, og et forslag med meget elastik i. Man skal »i videst muligt omfang

(…) sikre, at borgerne under normale omstændigheder …«, står der. Det må vel siges at være en formulering, der vil give hr. Per Ørum Jørgensen gode muligheder for at indgå ganske mange listige aftaler, hvor han formentlig ikke kunne imødegå nogle af de kritiske bemærkninger, der er kommet.

Jeg bemærkede godt, at hr. Per Ørum Jørgensen interesserede sig meget for de partier, der har skiftet holdning i den her sag, og det er jo ikke så underligt, at hr. Per Ørum Jørgensen interesserer sig for det. For det er altid spændende, når partier skifter holdning, og det er særdeles vigtigt at fokusere på, hvis man synes, at de har skiftet holdning fra et fornuftigt standpunkt til et mindre fornuftigt standpunkt. Så kan man sige, at hr. Per Ørum Jørgensens sindelagsskifte i den her sag er det ikke værd at beskæftige sig så længe med, for det er jo gået den rigtige vej.

Når jeg kan sige, at hr. Per Ørum Jørgensen har gennemgået et sindelagsskifte, er det jo, fordi det ikke er mere end et års tid siden, vi sidst diskuterede den her problemstilling i Folketinget og Enhedslisten fremsatte et forslag til vedtagelse, som sådan set ligger meget tæt på det, som Kristendemokraterne nu også er nået frem til er deres politik. Dengang mener jeg hr. Per Ørum Jørgensen var medlem af Det Konservative Folkeparti, og jeg mener også at erindre, at der ikke var et eneste parti ud over Enhedslisten, der støttede vores forslag. Men det skal ikke skille mig og Enhedslisten fra Kristendemokraterne i den her sag. Vi synes faktisk stadig væk, at det er et fornuftigt forslag.

Hvorfor gør vi så det? Først må jeg sige, at det jo ikke kan nytte noget hele tiden at snakke om noget andet. Der har været en række indlæg heroppefra, hvor man har fortalt om specialiseringens og centraliseringens velsignelser inden for en lang, lang række behandlingsområder. Brystkræft er f.eks. blevet nævnt. Det er fuldstændig rigtigt, at der ingen tvivl er om, at det på en lang række områder har været rigtig, rigtig fornuftigt at gennemføre en specialisering af behandlingerne – overhovedet ingen tvivl. Der har man jo heller ikke fra Sundhedsstyrelsens side haft noget som helst besvær med at fremlægge dokumentation for, at det ville virke, og efterfølgende dokumentere, at det har virket – overhovedet ikke noget besvær.

Men når vi kommer til akutmodtagelserne, bliver man nødt til at finde argumenterne inden for andre specialer, fordi man ikke har været i stand til at fremlægge noget, der bare minder om dokumentation for, at det der med et befolkningsunderlag på 200.000-400.000 har nogen som helst saglig begrundelse. Det er ikke nok i en sammenhæng, hvor man har lagt sig fast på et ganske bestemt befolkningsunderlag for akutmodtagelse, så at henvise til, at lægerne skal være i træning, og at lægerne skal udføre nogle operationer oftere og den slags. Man kan ikke gå fra sådanne generelle betragtninger til en meget præcis beskrivelse af, hvor stort et befolkningsunderlag der skal være, uden at der foreligger nogen form for dokumentation. Den har aldrig foreligget, og jeg kan sige til tålmodige mennesker: Læs Sundhedsstyrelsens forsøg på at dokumentere det. Det er et virkelig, virkelig grundigt og seriøst arbejde, der er lavet, men det lykkes bare ikke.

Det er altså baggrunden for, at Enhedslisten opretholder det synspunkt, at det faktisk er fornuftigt at bevare en vis form for decentralisering, når vi snakker om akutmodtagelser. Man kunne efter at have hørt nogle af indlæggene i dag indimellem få det indtryk, at når det fremragende decentrale førhospitale – det er vel en mere dansk betegnelse end præhospitale – behandlingssystem, hvor der altså kommer helikoptere og ambulancer og i nogle tilfælde læger og i andre tilfælde ikke læger ud, så er det næsten ligegyldigt, hvor lang tid det vil tage at komme hen til hospitalet efterfølgende. For så vil behandlingen fungere derude. Realiteten er, at man taler om et system, der ikke findes. Man taler om et system, som måske bliver opbygget. Men man er jo sådan set, inden det er sket, gået i gang med at indføre den øvrige centralisering inden for sundhedsvæsenet.

Så vi mener faktisk i Enhedslisten, at der er ganske meget fornuft i at lytte til den bekymring, der er i lokalområderne, og støtte, at vi stadig væk opretholder en vis form for decentralisering af sygehusvæsenet, navnlig når det handler om akutmodtagelser.

Så lad mig bare allersidst sige, at det altid bliver betragtet som dybt usagligt, når man inddrager det, for vi skal jo bare have de bedste sygehuse og de bedste skoler og de bedste institutioner, uanset hvor centraliseret det så skal blive. Vi mener faktisk, at det er rimeligt og fornuftigt også at diskutere sygehusstruktur, skolestruktur og andre strukturer i vores samfund ud fra, at der skal være beskæftigelse og aktivitet i lokalområderne, i det, nogle kalder Udkantsdanmark af mangel på bedre betegnelse. Det mener vi faktisk er fornuftigt og rigtigt, så medmindre der er virkelig, virkelig god dokumentation for, at centralisering er den rigtige vej gå, så bør man fastholde en form for decentralisering, også på det her område.

Tak til hr. Per Clausen. Så er det hr. Per Ørum Jørgensen som ordfører for forslagsstillerne.

Tak for det.

Det er jo sjældent, det er hr. Per Clausen, der er min eneste sande ven i den her forsamling, men det sætter jeg selvfølgelig pris på. Jeg vil godt tage tråden lidt op efter hr. Per Clausen. En førstebehandling er jo en principiel diskussion, og for mig er det i høj grad en principiel diskussion, netop om det begreb, som hr. Per Clausen også nævnte, nemlig begrebet centralisering.

Hvis man ser på trenden lige nu i Danmark, kan man se, at centraliseringernes tid så sandelig er kommet over os. Lad os tage et begreb som hypermarked, sådan et fem gange Bilka-supermarked. Her er der dokumentation for, at hvis man indførte det i Danmark, ville det betyde, at 800 detailbutikker ville lukke.

Hvis vi tager begrebet megainstitution, hvor man stuver 250 børn sammen i en institution, og hvis vi tager regeringens rejsehold, der rejste rundt og lavede et 360-graders-eftersyn af vores folkeskole og konkluderede, at alle skoler med under 600 elever skulle lukkes – det er 83 pct. af vores skoler – og så nu hele den idé med supersygehuse, på trods af at der så er borgere, der har en afstand til en udbygget akutfunktion på næsten 100 km, kan vi se, at det er en tendens i tiden. Jeg ved ikke, om man skal give politikerne skylden – det er dog politikerne, der skal træffe beslutningerne – men der er en tendens i tiden i forhold til regneark, i forhold til centralisering, hvor den sunde fornuft ganske enkelt er sat ud af spil.

Jeg har selvfølgelig været meget inspireret af andre politikere, også i forbindelse med udarbejdelsen af det her forslag: af fru Helle Thorning-Schmidt fra Socialdemokraterne, som i sidste valgkamp drog rundt sammen med den daværende sundhedsordfører for Socialdemokraterne, oven i købet i en ambulance med blink og alt muligt, for at gøre opmærksom på det fornuftige i, at der maksimalt var 30 minutters kørsel til et sygehus; eller af Dansk Folkeparti for den sags skyld, hvorfra der tidligere i den her debat blev læst meget fornuftige ord op af hr. Peter Skaarup, hvor det meget klart blev sagt, at det skaber utryghed i landsbyer og øsamfund med den lange transporttid. Derfor mener Dansk Folkeparti, at der som udgangspunkt bør sikres en maksimal transporttid på 30 minutter til en akutmodtagelse, uanset hvor i landet man befinder sig, og det er jo egentlig et meget, meget sobert og godt argument.

Men jeg forstår ikke rigtig, hvad der sker med Socialdemokraterne i den her sag, om man er bange for Bent Hansen, regionsformanden, som jo om nogen står bag den centralisering, som man har oplevet, bl.a. i Region Midtjylland, med massive besparelser, så borgerne er trykket i en grad, at det vel må gøre indtryk et eller andet sted.

Det er måske mere reelt med regeringen, der kører linjen rent ud, end med Socialdemokraterne, som i den her sag faktisk prøver at ligne nogle, som tager den bekymring alvorligt. Men når det kommer til stykket, når der kommer et konkret forslag, man kan forholde sig til, med akkurat samme ordlyd som det løfte, fru Helle Thorning-Schmidt gav så sent som i 2008, så står man af uden egentlig at give en forklaring på, hvorfor man ikke kan støtte det, som en statsministerkandidat for 2 år siden sagde var Socialdemokraternes politik. Det er jeg lidt overrasket over.

Det samme gælder egentlig i forhold til Dansk Folkeparti, for vi skal være økonomisk ansvarlige i Danmark, og når man snakker om akutklinikker, akuthuse, helikoptere, paramedicinere og det store akutberedskab, der skal sættes ind, fordi man placerer sygehusene forkert, så er det økonomisk uansvarligt, så det basker.

Jeg noterer og minder om, at havde man taget ansvaret på sig, kigget på de ønsker, som regionerne havde bragt ind, selvfølgelig ud fra den enkelte regions egne ønsker, og sammenholdt regionernes ønsker med hinanden, så man fik en geografisk fornuftig fordeling af tingene, så kunne man have sparet rigtig, rigtig mange millioner kroner hvert eneste år ud i fremtiden. Hvis man havde lavet en sygehusstruktur, der tog højde for geografisk afstand, så kunne man have sparet rigtig mange penge.

Jeg vil godt minde om et borgermøde, et af de mange borgermøder, der var i det vestjyske, efter at Region Midtjylland havde lagt deres akutplan frem. Der fremgik det meget klart af den plan, som Region Midtjylland havde lagt frem, at det, de her akuthuse, hvis vi nu skal tage fat på dem, kunne afhjælpe i forhold til borgerne, var ting som insektbid og næseblod. Det stod der. Så forstår jeg jo egentlig godt, at der er nogle borgere, der er utrygge bagefter. Jeg tillod mig så at spørge en af de sundhedsfaglige personer: Nu har vi brugt en aften på at høre, hvad det her akutberedskab kan; hvad er det så, det ikke kan? Svaret var, at det kunne man bruge resten af aftenen på at forklare.

Det var ikke videre betryggende, og derfor forstår jeg godt de borgere rundtomkring i landet, som er ganske utrygge ved de ting, der sker. Jeg forstår godt de borgere, som har en fornemmelse af, at man ikke hører efter dem, at man ikke tager deres bekymringer alvorligt. Der er rigtig mange fine ord, i forhold til hvordan det her skal løses, i forhold til at prøve at forklare kvalitet, men bekymringen er reel, og det tror jeg at alle må være klar over. Det så vi for nylig, hvor der var et stort fakkeltog i Holstebro med i tusindvis af vestjyder, der trodsede vejr og vind og viste deres frustration og deres utryghed.

Det samme gør sig selvfølgelig gældende her på Sjælland, og det er desværre en tendens i tiden med centralisering, at alt skal være stort, alt skal være mega, alt skal være hyper, og at man ikke tænker på overskuelighed, nærhed, for det betyder også noget for rigtig mange borgere her i landet.

Men jeg vil da sige tak, om ikke andet så til Enhedslisten, for støtten til det her forslag og så håbe, at der bliver en større forståelse også for den bekymring, som man ser ude i befolkningen.

Så vil jeg give det gode råd ikke mindst til Socialdemokraterne: Lad nu være med at bilde befolkningen ind, at man tager deres bekymringer alvorligt, og køre rundt i ambulancer og lave et stort show ud af det. Den bekymring og utryghed er faktisk for alvorlig til, at man laver plat på det. Hvis Socialdemokraterne havde ment det her alvorligt, hvis fru Helle Thorning-Schmidt havde ment det alvorligt, at afstanden betyder noget, og at der maksimalt skal være 30 minutters kørsel til et sygehus, så synes jeg, man skulle have støttet det her forslag.

Der er ønske om korte bemærkninger, og det er først fru Sophie Hæstorp Andersen.

Allerførst må jeg jo undres lidt over, at man som kristendemokrat står og taler om, at der foregår centraliseringer alle steder i vores samfund: Man er imod store børneinstitutioner, man er imod store skoler, man er imod store hospitaler. Så kan det jo undre lidt, at man indgår en finanslovaftale med regeringen og fortsat understøtter en politik, som netop har betydet, at man jo har fået den her retning ude i det danske samfund med, at der sammenlægges og sammenlægges, og hvor der i de her år samtidig sker en opbremsning i det danske sundhedsvæsen. Og man lægger oven i købet stemmer til et pointsystem for udlændinge, som ikke engang er en del af ens egen politik.

Det kan virkelig godt undre mig, og det synes jeg at vi mangler et rigtig godt svar på: Hvordan kan man som kristendemokrat lægge stemmer til regeringens politik, når man er så meget imod det, som der er blevet sagt i dag, og det, som der nu kom fra talerstolen?

Ordføreren.

Jeg vil sige, hvis vi nogenlunde forholder os til det her beslutningsforslag, som vi behandler, at vi jo faktisk har været med til at sikre mere vækst og mere udvikling, også i yderområderne, og vi var også medvirkende i forbindelse med finanslovaftalen. Der er konkrete initiativer, bl.a. i forhold til at styrke turismen, i forhold til at styrke infrastrukturen i landdistrikterne, og det har været et konkret ønske fra Kristendemokraternes side. Jeg vil egentlig også nu, hvor vi beskæftiger os med sundhedsområdet, gøre opmærksom på f.eks. udbygningen af den kapacitet, man har inden for hospice. Det er også en af de ting, som vi har fået igennem i forbindelse med finanslovforhandlingerne. Jeg kan se, at tiden er for knap til, at jeg kan nå at remse alle resultaterne op.

Vi har, siden partiet blev etableret i 1970, kæmpet for decentralisering i Danmark – det er en del af vores værdigrundlag at kæmpe for et nærhedsprincip – og derfor vil vi kontinuerligt blokere de steder, hvor vi kan, hvor vi føler, at decentraliseringen tager overhånd.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg går ud fra, at det var centraliseringen, der var ved at tage overhånd, og ikke decentraliseringen.

Så vil jeg også gerne spørge til det konkrete forslag. Jeg har ikke lagt skjul på i Socialdemokratiets ordførertale, at vi er meget enige i, at der er problemer med det akutte beredskab og med borgernes adgang til at få et ordentligt akut beredskab. Men jeg vil gerne spørge lidt til realismen i det, som Kristendemokraterne nogle gange kommer med. Det er et faktum, at da sundhedsminister Bertel Haarder var undervisningsminister i 1980'erne, uddannede man for få læger, og nogle af de forslag, som er fremme her i dag, og som vi, den dag vi kommer i regering, gerne vil invitere regionerne til en diskussion om hvordan man løser, står Kristendemokraterne og siger at de kan løse i morgen, ved at vi vedtager det her beslutningsforslag.

Hvordan vil man sikre, at der er speciallæger nok til at sikre den kvalitet i de tilbud, man nu vil kræve at få igennem her i Folketinget? Hvordan vil man sikre det i morgen, når vi ved, at der er mangel på både praktiserende læger og andre speciallæger, blandt andet i mange af de tyndtbefolkede områder? Og der må jeg nok sige, at det jo altså ikke kun er et spørgsmål om at komme med nogle turismemidler, når vi gennem ti år har set en affolkning af de tyndtbefolkede områder og lukning af skoler og alle mulige andre ting, blandt andet som følge af regeringens politik.

Så er det ordføreren.

Jeg synes, det var et godt spørgsmål vedrørende realismen. Jeg er sådan set – og det har jeg sagt flere gange – meget inspireret af den realisme, der også prægede fru Helle Thorning-Schmidt i juli måned 2008, hvor hun sagde til Dagbladet Holstebro-Struer: Afstand betyder noget. Hun sagde videre, at politikken var, som hr. Jens Peter Vernersen, der var Socialdemokraternes sundhedsordfører på daværende tidspunkt, havde sagt, nemlig at der maksimalt skulle gå 15 minutter, før ambulancen kunne være fremme, og være 30 minutters køretid til sygehuset, og at den politik ikke havde ændret sig.

Det var den socialdemokratiske politik på daværende tidspunkt, og det er vi selvfølgelig inspireret af, det syntes vi var en rigtig fornuftig politik, og den realisme bringer vi så ind i Folketingssalen her i dag. Men jeg kan forstå, at Socialdemokraterne har forladt det synspunkt.

Så er det fru Liselott Blixt for en kort bemærkning.

Hr. Per Ørum Jørgensen står og taler om en økonomisk ansvarlighed, som de andre ikke har. Det, vi andre har været oppe at tale om, er, at skal vi have de fuldt udbyggede sygehuse inden for 30 minutters køretid, vil det, ud fra hvad jeg kan tælle, være en håndfuld sygehuse mere, end vi har i dag.

Det leder mig lidt hen til nogenlunde det samme spørgsmål, som den tidligere spørger stillede, nemlig: Hvor kommer ressourcerne fra, hvor er de økonomiske midler? Hvordan får man befolket sygehusene med sundhedspersonale, når vi kan se, at Region Sjælland – der i hvert fald skal have et til to sygehuse mere, hvis det stod til forslaget – allerede i dag har 113 ubesatte lægestillinger?

Ordføreren.

Der er faktisk mange steder, hvor man kan finde de her penge. Altså, jeg vil sige, at når jeg taler om noget, der er økonomisk uansvarligt, så sigter jeg imod det, at når man placerer sygehusene så langt væk fra borgerne, som det er tilfældet med den struktur, der lægges frem, skal man kompensere for den fejl ved at lave rigtig mange tiltag, der er forholdsvis dyre – akutklinikker, akuthuse, paramedicinere, akutbiler, og jeg kunne næsten blive ved – og det er jo en omkostning, som vil fortsætte kontinuerligt i rigtig mange år frem i tiden.

Hvis man nu tager det vestjyske eksempel – det er jo der, jeg kommer fra, så det er måske der, hvor jeg føler mig mest sikker i den her debat – og ser på, hvad forskellen vil være, hvis man f.eks. bevarer et fuldt udbygget akutberedskab på Holstebro Sygehus i forhold til alle de her tiltag, så tror jeg egentlig ikke, at forskellen vil være særlig stor. Og må jeg lige minde om, at f.eks. Holstebro Sygehus, som jo er et af de steder, man vil lukke ned, faktisk så sent som i 2007 blev kåret som et af de allerbedste sygehuse i Danmark, og der kunne de også tiltrække personale.

Fru Liselott Blixt for en kort bemærkning.

Det kan så også godt være, at det er, fordi der er nogle, der taler om sundhedsvæsenet, der ikke har forstand på sundhedsvæsenet, for vi ved jo, at der hele tiden sker nogle fremskridt.

Noget af det, som vi andre har diskuteret i de sidste par år, er, at vi gerne vil have nogle diagnostiske centre, vi vil gerne have nogle akutfunktioner, så der, når man bliver indlagt, kommer et hav af speciallæger, der lige ved, hvad man skal behandles for. Alt det, der hedder speciale, ville vi ikke kunne opnå, hvis vi skulle have så mange sygehuse rundtomkring. Det mener jeg i hvert fald er meget uøkonomisk.

Så jeg mangler stadig væk et svar på, hvordan vi får ressourcerne. Det er ikke nok at tage nogle helikoptere ud eller sige, at der er nogle ambulancer, der ikke skal køre. Det giver ikke penge nok. Hvor kommer ressourcerne fra, og hvordan uddanner vi nogle flere læger?

Ordføreren.

Jeg tror, at alle partier er interesseret i at prioritere sundhedsvæsenet markant. Det er borgernes tryghed, det er borgernes sikkerhed.

Nu startede jeg jo min tale med denne centralisering. Man kunne måske starte med nogle af alle de her regnedrenge. Hvis vi ser på, at staten bruger 4 mia. kr. årligt på eksterne konsulenter, og hvis vi tænker på, hvad der bliver brugt på kontrollanter og kontrollanternes kontrollanter, så tror jeg faktisk godt, at man ved at kigge lidt på selve den offentlige forvaltning som sådan kunne finde midler, der også kunne komme sundhedsområdet til gode og gavn. Man kan jo også se på, hvad de her supersygehuse koster. Hvad er det for en omkostning, der ligger i dem? Prioriterer vi nærhed lige så højt som kvalitet? Er det to begreber, der skal være modstridende, eller hvordan er den prioritering?

Jeg synes egentlig, at der som sådan er mange steder, hvor man godt kunne finde midlerne til at prioritere borgernes tryghed og til at prioritere et sundhedssystem, således at der ikke skal være op til 100 km for enkelte borgere til en akutfunktion.

Tak til hr. Per Ørum Jørgensen.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget, hvis ingen af de tilstedeværende protesterer.

Det kan jeg konstatere at ingen gør.