Tak for det.
Jeg vil da egentlig gerne starte med at takke forslagsstillerne, for at vi nu får en meget principiel debat om konventioner og om muligheden for at undertegne dem og opsige dem, måske ønsker forslagsstillerne også noget om indholdet, og så det meget principielle spørgsmål om Folketingets kompetence og specielt Folketingets kompetence, når det drejer sig om indfødsret.
Lad mig starte med at sige, at regeringen jo har den grundopfattelse, at når vi har undertegnet en konvention, skal vi selvfølgelig holde den, så længe vi har tilsluttet os den.
Derfor kan vi ikke i dag sige, at vi kan tilslutte os forslaget.
Vi må sige, at vi ikke kan støtte det.
Jeg tror, at forslagsstillerne vil give mig ret i, at der er masser af konventioner, som er gode:
den nordiske pas-konvention, grænseoverløberkonvention, ja, selv EU har regler, som også Dansk Folkeparti mener er gode for samarbejdet, f.eks.
politisamarbejdet osv.
Danmark er ikke en ø i verden.
Men når det er sagt, er det selvfølgelig også vigtigt at sige, at når det drejer sig om konventioner, love og beslutningsforslag, er der selvfølgelig ingen lovgivning, som er urørlig.
Vi er selvfølgelig her i Folketinget for at vedtage love og for at ændre love.
Det er Folketinget, der har enekompetencen som lovgiver, medmindre vi har afgivet suverænitet, som vi har i nogle spørgsmål, til EU.
Men det her er jo om konventioner, og det er noget, der er besluttet her i Folketinget, og derfor er Folketinget, som også forslaget viser, naturligvis berettiget til med et flertal igen at opsige konventioner.
Med hensyn til baggrunden for denne konvention er det jo netop sådan, at Folketinget ved et beslutningsforslag har vedtaget, at der skulle foretages de nødvendige ændringer, sådan at vi her i Danmark kunne tilslutte os konventionen og altså også sørge for, at den blev gennemført.
Det betød, at ændringen af indfødsretsloven i 1968 bragte den danske indfødsretslovgivning i overensstemmelse med konventionen.
Ændringerne i indfødsretsloven skete ved en ændring af den mulighed for at erklære sig dansk, som allerede eksisterede for udlændinge, som var født her i riget.
Ændringen betød, at det antal år, hvor en udlænding skulle have opholdt sig her i riget, i overensstemmelse med konventionen blev nedsat fra 18 år til højest at udgøre 10 år.
Det var så i 1968.
I 1999 blev indfødsretsloven så ændret.
Man indskrænkede erklæringsmuligheden for at få statsborgerskab med et krav om, at man ikke måtte have begået kriminalitet.
Der blev altså stillet et vandelskrav.
Særligt for statsløse personer født i Danmark blev det i lovbemærkningerne til indfødsretsloven, altså ikke lov om indfødsretsmeddelelse, men indfødsretsloven, indføjet, at statsløse personer omfattet af konventionen i stedet for at kunne erklære sig og få statsborgerskab skulle optages på et lovforslag om indfødsretsmeddelelse, hvis de ikke opfyldte betingelserne for at kunne erklære sig.
Det var der jo så nogen, der netop ikke kunne, på grund af at der nu blev stillet vandelskrav.
Dengang fik man så ikke udformet nogle retningslinjer til Indfødsretskontoret, og det ser ud til, at man kørte videre, som man havde gjort hidtil.
Så sker der det, at vi får en lovændring i 2004, hvor vi igen ændrer erklæringsmuligheden, således at det nu kun er nordiske statsborgere og tidligere danske statsborgere, der kan opnå statsborgerskab ved en erklæring.
For statsløse personer født i Danmark blev det i lovbemærkningerne til indfødsretsloven indføjet, at personer omfattet af konventionen skulle optages på et lovforslag om indfødsretsmeddelelse.
Der er altså endnu flere, der går over under Folketingets kompetence.
Heller ikke på dette tidspunkt får man indskrevet retningslinjer for Indfødsretskontoret, som altså får en række nye sager, og hvor Folketinget får kompetence til at behandle sagerne.
Hvad så med grundlovens § 44?
Jamen det er jo en meget klar bestemmelse om, at ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov, og derfor er det selvfølgelig altid Folketinget, der fastlægger hvilke betingelser ansøgere om dansk indfødsret skal opfylde, for at indfødsret kan meddeles.
Der ved man jo, at der er indgået forskellige politiske aftaler om retningslinjer.
Der er også regler om, at nogle sager skal forelægges for Indfødsretsudvalget.
Der kan dispenseres, der kan være tvivlsspørgsmål osv.
osv.
Disse sager forelægges for Indfødsretsudvalget, og ministeriets indfødsretskontor fungerer i forhold til behandlingen af ansøgere om naturalisation som en slags sekretariat for Folketinget, og det er altså Indfødsretskontoret, der på Folketingets vegne skal påse, om ansøgningerne opfylder de betingelser, som der er aftalt af et flertal i Folketinget.
På den måde kan man sige, at Indfødsretskontorets arbejde er et lovforberedende arbejde, men at der ikke på samme måde som ved f.eks.
udlændingesager træffes afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Hvad så – kunne man så spørge – hvis folketingsmedlemmer så ikke vil rette sig efter retningslinjerne?
Det er jo det, som jeg forstår forslagsstillerne er meget optaget af.
Jeg mener ikke, at der kan være nogen tvivl.
Uanset konventioner, uanset retningslinjer er det Folketinget, der er kompetent.
Det er Folketinget, der kan gå ind i den enkelte oplistning på lovforslag om indfødsrets meddelelse og sige:
Vi stiller et ændringsforslag – det er jo også sket – for at få den og den ud.
Hvis man dermed kommer til at handle i strid med konventionen, må man sige, at så har Danmark som stat og regeringen, som handler i det udenrigspolitiske, overtrådt konventionen.
Men folketingsmedlemmerne har selvfølgelig, ikke alene efter grundlovens § 44, men jo også efter § 56 om samvittighed ret til at stemme anderledes i forhold til de generelle regler.
Man kunne så også i dag spørge, fordi det ligesom i debatten har været lidt forsvundet:
Jamen hvad er det så med den her konvention?
Der spurgte hr.
Jesper Langballe jo allerede under debatten i december:
Jamen når nu statsløse skal have nogle særlige rettigheder og vi ellers har fastlagt nogle meget koncise betingelser for at få statsborgerskab, som de statsløse ikke skal opfylde, er det så ikke udtryk for en ulighed?
Det kan man jo anføre, det er i hvert fald en kendsgerning, at konventionen om statsløse betyder, at de statsløse ikke skal opfylde de samme betingelser som dem, som et flertal her i Folketinget har fastlagt.
Det er uden for al tvivl.
Som man også kan læse af konventionen, er der tale om, at der skal ganske meget til, for at man ikke har et krav på statsborgerskab.
Folketinget har i mange, mange år bl.a.
interesseret sig meget for kriminalitetskrav, og man kan jo se af konventionen, at det brydes der totalt med.
Man skal være idømt 5 års fængsel – det er ganske meget i Danmark – for ikke at have et krav på statsborgerskab, og det kan jo være i meget alvorlige voldssager med døden til følge, hvor konventionen altså pålægger Danmark at give statsborgerskab alligevel op til de 5 års fængsel.
Endvidere falder statsforbrydelser, altså det, vi i daglig slang kalder kapitel 12- og 13-forbrydelser, altså terror og den slags, udenfor.
Dog stilles der et krav om, at de pågældende er fundet skyldige.
Det må man forstå på den måde, at der skal være afsagt dom.
Så det er altså meget vidtgående krav, som følger af den konvention.
Men jeg skal gentage, at det altså er regeringens opfattelse, at når vi har undertegnet den, mener vi også, at vi skal efterleve den, enten indtil et flertal i Folketinget måtte ønske, at den skulle ændres, at Danmark skulle arbejde for at få den ændret, eller hvis et flertal i Folketinget måtte ønske, at vi trådte ud af konventionen.
Derfor er det, at vi ikke kan medvirke til forslagets gennemførelse.