Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 6:

Forslag til folketingsbeslutning om hurtigst muligt at trække Danmarks og NATO's tropper ud af Afghanistan.

Af Frank Aaen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 28.10.2010).

Forhandlingen er åbnet. Udenrigsministeren.

Enhedslisten har igen i år fremsat forslag til folketingsbeslutning om hurtigst muligt at trække de danske tropper og NATO's tropper hjem fra Afghanistan, om at øge den civile indsats i landet og om at etablere freds- og forsoningsaftaler. I beslutningsforslaget foreslås også en international fredsbevarende styrkeindsats.

Debatten i dag kommer på et tidspunkt, hvor regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Liberal Alliance har indgået et bredt forlig om Helmandplanen for 2011 og 2012. Helmandplanen er kommet på plads på baggrund af tætte og konstruktive drøftelser med forligskredsen. Forligspartierne har vist stor ansvarlighed og vilje til at træffe de nødvendige beslutninger i planlægningen af den danske indsats. Der er hermed på tværs af Folketinget fortsat bred politisk opbakning til vores indsats i Afghanistan. Det er vigtigt både i forhold til de danske soldater og til den indsats, de yder, og det er vigtigt for vores internationale omdømme som ansvarligt medlem af NATO og FN.

Jeg er fortsat af den overbevisning, at Enhedslistens forslag hviler på forkerte præmisser. Vi har i de sidste år prioriteret den civile indsats højt – den indsats, som Enhedslisten nu foreslår, at vi skal fokusere på. Med Helmandplanen for 2011 og 2012 er vi netop blevet enige om at øge vores udviklingsbistand til Afghanistan med 100 mio. kr. over 3 år, nemlig fra 2011 til 2013. Dermed bliver Afghanistan den næststørste modtager af dansk udviklingsbistand.

Vi ved alle, at et stabilt Afghanistan bedst sikres ved at have en regering på plads, ved at der er en nogenlunde fungerende stabsstruktur, og ved at befolkningen tilbydes rimelige levevilkår. Tilskyndelserne til at tilslutte sig oprørerne mindskes, hvis regeringen leverer resultater. Derfor er størstedelen af den danske bistand fordelt gennem afghanske institutioner, således at afghanerne selv får ejerskab og selv kan varetage regeringsudøvelsen og udviklingen fremadrettet. Hermed er vi med til at skabe forudsætningerne for stabilitet og for et bæredygtigt og suverænt Afghanistan, der selv kan sikre sig mod terrorisme.

For så vidt angår Enhedslistens forslag om freds- og forsoningsaftaler, er jeg i princippet enig, men jeg må konstatere, at forslaget er overflødigt, for arbejdet er allerede i gang og har været det længe. Vi giver også fra dansk side støtte til forsoningsprocessen ved at bidrage til den internationale reintegrationsfond og til aktiviteter, der fokuserer på Helmandprovinsen, for vi skal naturligvis medvirke til, at flere afghanere skal bevæge sig væk fra vold og ustabilitet og i retning af et flertal, som ønsker fred og udvikling. Men støtten skal naturligvis leveres på den betingelse, at de giver afkald på vold, tager afstand fra terrorisme og respekterer den afghanske forfatning, herunder ikke mindst de rettigheder, den giver den afghanske befolkning. I forhold til forsoningsprocessen er det vigtigt, at vi er realistiske i vores forventninger om fremskridt. Vi står ikke umiddelbart foran et gennembrud.

Afghanistan er nu den næststørste modtager af dansk udviklingsbistand. Enhedslisten overser, at en forudsætning, for at vi kan yde den bistand, er tilstedeværelsen af ISAF-tropperne, for selv om der er fremskridt i Afghanistan, er der fortsat lang vej endnu. Men det er samtidig klart, at det er vigtigt med klare perspektiver for vores indsats. Det er jo derfor, at den afghanske regering og det internationale samfund på NATO-topmødet i Lissabon i november 2010 blev enige om en plan for afghansk ansvarsoverdragelse. Ifølge den plan vil afghanerne ved udgangen af 2014 selv overtage det fulde sikkerhedsansvar i Afghanistan. Regeringen og forligspartierne er set i det lys blevet enige om, at Danmark ved udgangen af 2014 ikke længere har kampenheder i Afghanistan.

Med Helmandplanen er vores fokus fremadrettet nu på, hvad der skal nås, for at ansvaret på bæredygtig vis kan overdrages til afghanerne, for det er klart, at hvis vi bare slap tøjlerne nu, ville det have fatale konsekvenser, for afghanerne er ikke klar endnu. Det er derfor, at hovedprincipperne i Helmandplanen for 2011 og 2012 er omlægning og kapacitetsopbygning med henblik på at skabe fundamentet for en bæredygtig ansvarsoverdragelse til afghanerne.

Når vi frem mod 2014 i stigende grad træder i baggrunden, er vi nødt til at sikre, at afghanerne har de nødvendige kapaciteter. Det gælder inden for sikkerhed, hvor vi gennem kampgruppen og vores polititræning er med til at uddanne de afghanske sikkerhedsstyrker, så de selvstændigt kan varetage landets sikkerhed, men det gælder i høj grad også i forhold til udviklingsbistanden. Ambitionen er et stabilt Afghanistan, der har en nogenlunde fungerende stabsstruktur, og som giver mulighed for sin befolkning. Det er også den bedste forsikring mod tilbagefald i Afghanistan.

Enhedslisten overser med forslaget om at erstatte ISAF med en FN-styrke, at ISAF faktisk er indsat på mandat fra FN. Forslaget er også ude at trit med virkeligheden, for med planerne for ansvarsoverdragelsen er vi nu for alvor på vej mod en afghanisering af samfundet. Det er afghanerne selv, der skal løfte ansvaret, også sikkerhedsansvaret. Derfor skal vi ikke udskifte en international styrke med en anden. I stedet skal vi hjælpe med at styrke og dygtiggøre de afghanske sikkerhedsstyrker.

Med Helmandplanen er regeringen og forligspartierne nået til enighed om, at omlægningsprocessen fra kamp- og partnerrollen til trænings-, uddannelses- og rådgivningsrollen skal igangsættes allerede nu og skal intensiveres i løbet af 2011 og 2012. I takt med at indsatsen med at træne, uddanne og rådgive de afghanske sikkerhedsstyrker øges, vil de danske soldater helt i tråd med den danske Afghanistanstrategi for 2008-2012 træde gradvis i baggrunden og lade de afghanske styrker gå forrest. Det afgørende er jo, at de afghanske soldater dygtiggøres og sættes i stand til selv at overtage ansvaret.

Omlægningen muliggør gennemførelsen af en mindre reduktion af det samlede danske styrkebidrag i 2011 i størrelsesordenen 30 soldater, og i andet halvår af 2012 gennemføres en yderligere reduktion af det samlede danske styrkebidrag ned til ca. 650 personer. Dermed er der lagt helt klare planer for udviklingen i den danske militære indsats i Afghanistan.

Vi er alle enige om, at de danske soldater ikke skal blive en dag længere i Afghanistan, end det er nødvendigt. Og den dag rykker stadig nærmere. Det er vores klare vurdering, at der er tale om bæredygtige justeringer, der understøtter den overordnede målsætning for transitionen, nemlig at give afghanerne øget ansvar. Jeg skal på denne baggrund og på regeringens vegne opfordre til, at nærværende beslutningsforslag afvises.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fra hr. Frank Aaen.

Der er lige kommet en bog fra professor Mikkel Vedby Rasmussen, der er leder for Center for Militære Studier, og han konkluderer i sin bog »Den gode krig?«, at krigen har været god for Taleban, selv om bevægelsen har lidt store tab. Det er i dag umuligt at forestille sig en fremtid i Afghanistan uden Taleban. Giver den konklusion ministeren anledning til at overveje, om den måde, som krigen i Afghanistan har været ført og føres på, har været en succes?

Ministeren.

Jeg vil sige, at noget af det, som Mikkel Vedby Rasmussen har fat i i sin bog, jo netop er, at der skal være en strategi for indsatsen. Danmark er faktisk et af de få ISAF-lande, der har haft en langsigtet strategi for indsatsen i Afghanistan, nemlig strategien for 2008-2012. Den er nøje afstemt med Afghanistan, med NATO og det internationale samfunds planer.

Jeg tror også, at det er meget væsentligt at få sagt, at udviklingsbistanden jo ikke skal vurderes på, hvor mange flag man sætter på en eller anden bygning. Danmark er rent faktisk et af de få lande, der opfylder målsætningen om, at mindst halvdelen af den internationale bistand til Afghanistan skal gives direkte til afghanerne og dermed anvendes i overensstemmelse med afghanernes egne prioriteter. Det er den eneste måde, man kan sikre en bæredygtig udvikling i Afghanistan på, og derfor synes vi, at det er forældet, hvis man tror på, at måden, man skal måle det på, er, hvor mange bygninger der har et dansk flag og dansk ledelse. Det har ikke været formålet.

Den danske støtte har bidraget til, at Helmand nu har 115 fungerende skoler, 100.000 studerende modtager undervisning, heraf godt 24.000 piger. Det er et stort fremskridt sammenlignet med 2001, hvor ingen piger gik i skole. Der var 5.200 piger, der gik i skole i 2005 og 13.000 i 2007. Så det går fremad. Men det er selvfølgelig klart – og det vil jeg gerne understrege – at der skal stor risikovillighed til, når man er i et land, der er så skrøbeligt som Afghanistan. Men det er altså ikke et argument for at stoppe vores bistand.

Hr. Frank Aaen.

Et af kritikpunkterne i bogen »Den gode krig?« er, at man har vekslet imellem forskellige målsætninger, herunder altså også har prioriteret forkert, men det var jo ikke det, jeg spurgte til f.eks. omkring udviklingshjælp. Jeg spurgte til det med Taleban, for jeg har forstået, at selv om der har været mange forskellige målsætninger, har det været en gennemgående målsætning, hvis der har været nogen, at bekæmpe Taleban, og her er konklusionen altså, at Talebans store tab til trods har det været en god krig for Taleban. I 2001 var bevægelsen miskrediteret af den brutale håndtering af regeringsansvaret og samarbejdet med fanatikerne i Al-Qaeda, men nu er de tilbage på banen. Er det en succes for dansk deltagelse i krigen i Afghanistan, eller er det en måde at konstatere en fiasko på?

Ministeren.

Der er ingen tvivl om, at Taleban og de øvrige grupper i det afghanske samfund, som forsøger at bekæmpe ISAF-styrkerne og skabe uro og også angribe regeringen, har været en meget stor udfordring. Jeg synes nu, på trods af de meget vanskelige udfordringer, det er at føre guerillakrig mod Taleban-typerne, at det er lykkedes for ISAF’s styrker i meget høj grad at være med til at presse Taleban, men det er selvfølgelig klart, at der stadig væk er meget lang vej endnu, før de er endelig bekæmpet.

Noget af det, som jeg faktisk synes er noget af det meget befriende ved de beslutninger, som vi også har været med til at træffe, har jo netop været, at man skulle indlede en forsoningsproces, for talebanere er jo ikke ens. Der er nogle ekstremistiske typer, som skal retsforfølges og stoppes, men der er også masser af almindelige mennesker, der måske først og fremmest har valgt Taleban, fordi de var de eneste, der kunne hjælpe dem til at få noget at leve af. Alle disse almindelige mennesker, der ikke er hardcore-talebanere, men som nærmere er det, man kalder 5 dollar- eller 10 dollar-talebanere, og som er til at overbevise om, at de ikke skal være det længere, skal man selvfølgelig favne og give plads til som led i en national forsoningsproces. Det kunne man måske have ønsket var startet noget tidligere, men ikke desto mindre er den proces i gang, og det synes jeg er vigtigt.

Tak til udenrigsministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første er hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre.

Ganske sympatisk, men ikke særlig realistisk. Så kort kan det siges, for hvor ville verden dog være et dejligt sted at leve, hvis blot de fundamentalistiske krigere stak en blomst i geværløbet og opgav deres kamp for sharia. Det gør de desværre ikke, og derfor har dette beslutningsforslag ikke særlig meget med virkeligheden at gøre. I den virkelige verden forholder tingene sig ganske anderledes, og det er åbenbart en verden, der befinder sig meget langt væk fra Enhedslistens partikontorer.

Jeg har selv haft det privilegium at besøge Afghanistan, at tale med de almindelige afghanere og hilse på vores udsendte tropper, der gør en fremragende indsats. Det overordnede budskab fra Afghanistan er, at det ikke er nemt, men at det absolut går den rigtige vej. Det går den rigtige vej, fordi vi er til stede, fordi vi er med til at presse Taleban, fordi vi er med til at beskytte den række af initiativer, som det internationale samfund har sat i gang, og fordi vi er med til at uddanne morgendagens garanti for et stabilt og sikkert Afghanistan. Alt i alt gør vi en forskel. Og når jeg siger »vi«, mener jeg selvfølgelig først og fremmest vores udsendte soldater.

Uden deres arbejde, deres gejst og deres ønske om at gøre en forskel, ja, da kunne vi meget vel blot pakke sammen og rejse hjem. Men at pakke sammen og rejse hjem nu, midt i den vigtigste danske mission nogen sinde, ville være fatalt. Det ville være fatalt for de lærerstuderende, jeg havde fornøjelsen af at tale med på deres seminarium i Lashkar Gah, fatalt for de mere end 2 millioner piger, der er kommet i skole siden Talebans fald, og fatalt for de tusinder af kvinder, der i dag kan engagere sig i deres landsbyers ve og vel. Alting ville have været så meget lettere, hvis fundamentalisterne løb hjem til deres såkaldte skoler, eller endnu bedre: hvis de opgav deres formørkede syn på tilværelsen og ikke mindst på kvinder. Men det gør de ikke.

Beviset finder vi i Pakistan. Her troede regeringen at den kunne handle med dem. Det kunne den pakistanske regering også godt, men fundamentalisterne kunne ikke nøjes med den finger, som den pakistanske regering havde rakt dem, de rev hele armen af, og inden vi fik set os om, stod de og deres krigere et par hundrede kilometer fra hovedstaden og ikke mindst fra det pakistanske atomvåben.

Enhver forhandling kræver en god forhandlingsposition. Overlader vi det afghanske folk til fundamentalisterne og en håndfuld FN-soldater, sætter vi dem i den værst tænkelige forhandlingssituation.

I Venstre bakker vi fuldt op om den brede aftale, vi netop har indgået med en række af Folketingets partier, en aftale, hvor vi arbejder hen imod en overdragelse af Afghanistan til afghanerne, ikke til fundamentalisterne. Venstre kan således ikke støtte dette beslutningsforslag.

Jeg skal desuden fra den konservative ordfører, hr. Helge Adam Møller, da han er til præsidiemøde, på hans partis vegne sige, at De Konservative helt og aldeles afviser Enhedslistens forslag.

Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Den første er fra hr. Frank Aaen.

Det er jo det glansbillede, som vi har hørt fra regeringen og regeringspartierne i årevis: hu hej, hvor det går, stor succes. Så står jeg her med en helt frisk bog, der konkluderer, hvad der er sket, hvad der er kommet ud af krigen. Jeg tager et andet citat:

Krigen i Afghanistan tegner til at blive et nederlag for NATO-styrkerne. De mål, som Danmark og dets allierede satte sig i 2006, vil ikke blive nået i 2014.

Det er altså ikke en eller anden venstreorienteret marxistisk analyse. Det er en professor, der er chef for Center for Militære Studier, som regeringen jo selv ofte bruger til at indsætte i udvalg og som ekspert. Jeg synes, det er fint, men det er altså konklusionerne af hans arbejde. Gør det ikke indtryk?

Ordføreren.

Det, der gør indtryk på mig, er, at vi havde en situation efter 11. september 2001, hvor terrorister brugte afghanske terrorlejre til at lave angreb på vestlige mål. Derfor var det også et krystalklart FN-mandat, der åbnede op for den operation, der stadig væk er i gang, og som jo også er i gang på en måde, sådan at det er i et nært samarbejde med den afghanske regering ifølge Kabulaftalen og ikke mindst også det, man besluttede i Lissabon på NATO-topmødet. Så nu er vi i en situation, hvor vi taler med afghanernes demokratiske regering, sådan at der kommer en overdragelse i løbet af 2014, så det er afghanerne, der overtager den overordnede sikkerhed selv, og vi er jo allerede godt i gang med den transformation. Det er fakta.

Så kan det da godt være, at der i løbet af den proces er gjort forskellige fejltrin. Det sker desværre en gang imellem, men det overordnede mål er jo stadig væk det samme, nemlig at afghanernes sikkerhedsstyrker skal bygges op, så de kan håndtere sikkerheden selv over for terrorister som f.eks. Taleban.

Hr. Frank Aaen.

Så fik vi igen sådan en glansbilledeudlægning af udviklingen, som regeringen har bildt sig selv ind, men det spørgsmål, jeg har stillet, svarer ordføreren ikke på.

Gør det ikke indtryk, når nu en professor konkluderer, at de mål, Danmark og NATO har sat sig, ikke vil blive nået, og at Taleban er på vej tilbage? De var faktisk slået ud i 2001, men nu er de tilbage på banen igen. Det er analysen, som laves på et center, der ikke har andet arbejde end at studere, hvordan det går militært. Hvorfor bliver man bare ved med at holde den samme tale, når konklusionen er den modsatte, når virkeligheden fremlægges i et studium? Jeg mener, at det jo næsten er en forbrydelse bare at fortsætte krigen ud ad samme spor, som man har lagt ud, når man så klart får at vide, at det står til at blive endnu en fiasko.

Ordføreren.

Hr. Frank Aaen var desværre ikke en del af den delegation fra Udenrigspolitisk Nævn, som her for kort tid siden var i Afghanistan og ikke mindst i Helmandprovinsen og med deres egne øjne, inklusive undertegnede, så de store fremskridt, der er sket. Vi talte både med almindelige afghanere og med provinsregeringen, som klart fortalte, at Taleban er kommet i knæ, og at vi nu er i en situation, hvor vi er ved at bygge hele provinsen op, som den aldrig er set før. Det er altså tydelige fremskridt, som kun kan lade sig gøre, fordi der er kommet en stabil sikkerhedssituation i Helmand.

Hvis vi skulle følge Enhedslistens forslag, ville alle de store mål, vi har nået, helt komme i fare på den måde, at Taleban kunne komme tilbage og begynde at ødelægge alt det, vi har gennemført. Der var nul piger, som gik i skole under Taleban; i dag er der 2 millioner. Hvis dets formørkede menneskesyn skulle vinde, taber vi alt, hvad vi har bygget op. Der må jeg indrømme, at det er derfor, at jeg er så kraftigt imod Enhedslistens beslutningsforslag. Heldigvis er det også totalt imod det, et bredt flertal har vedtaget i Helmandplanen.

Der er også en kort bemærkning fra hr. Klaus Hækkerup.

Venstres ordfører brugte flere gange betegnelsen, at det var fatalt, hvis vi trak os ud; hvis de ca. 750 mand, Danmark har i Helmand, forlod området.

Så er mit spørgsmål: Bliver det ikke fatalt, når USA pr. 1. juli i år begynder at trække sig ud – 5.000, 10.000, 20.000 eller måske endda 30.000 mand? Er det så ikke fatalt?

Ordføreren.

Allerførst vil jeg gerne rose, at Socialdemokratiet jo er med i den Helmandplan, som et bredt flertal står bag her i Folketinget, og som klart går ind og laver den transformation, som vi alle sammen er enige i, nemlig at afghanerne overtager mere og mere af sikkerheden selv, når de får bygget deres sikkerhedsinstitutioner op. Hvis vi kigger på det, som amerikanerne indtil videre har talt om at ville gøre, så vil de til at trække nogle af de tropper ud, der er den såkaldte Search, som det hedder på amerikansk. Det vil sige, at nogle af de ekstra tropper, som de har tilført Afghanistan, trækker de tilbage. Det vil jeg ikke kalde en meget stor tilbagetrækning. Jeg vil tværtimod kalde det for en transformation ligesom det, vi også lægger op til.

Hr. Klaus Hækkerup.

Vil det sige, at Venstres ordfører for alvor mener, at 750 danskere yder en større krigsindsats og skræmmer talebanerne langt længere væk end f.eks. 5.000 amerikanske soldater?

Ordføreren.

Nu er situationen den, at de danske soldater faktisk gør en kolossal indsats, og det ved jeg at i hvert fald mange andre i Socialdemokratiet også anerkender. Jeg er helt klart af den opfattelse, både efter selv at have mødt dem og efter at have oplevet situationen på jorden, at vores soldater gør en indsats, som også er nødvendig for vores allierede, ikke mindst Storbritannien og USA.

Så ja, vi gør en forskel, og vi gør en forskel, som er ønsket, ikke bare af vores allierede – jamen det hjælper ikke noget at ryste på hovedet. Vi er i en situation, hvor vores danske soldater gør en forskel. Og jeg må sige, at jeg er lidt beskæmmet over, at vi har et folketingsmedlem fra Socialdemokratiet, som åbenbart er totalt imod et flertal og Socialdemokratiet, som jo heldigvis står bag den Helmandplan, som jeg også er stor fortaler for. For vi er i en situation, hvor det er nødvendigt, at vi ikke lader de formørkede Talebankræfter vinde, og derfor skal vi stå bag den Helmandplan, der siger, at en transformationsfase er det bedste.

Spørgeren har haft sine to ture, så jeg vil gerne have lov til at gå videre i ordførerrækken. Tak til ordføreren for Venstre, og den næste ordfører er hr. Jeppe Kofod, Socialdemokraterne.

Tak. Først må jeg konstatere, at beslutningsforslaget, som Enhedslisten også selv skriver det, stort set er en gentagelse af beslutningsforslaget, som vi behandlede i forrige folketingssamling, om, at Danmark og de andre NATO-lande hurtigst muligt skal trække deres tropper ud af Afghanistan.

Må jeg starte med at slå fast, at Socialdemokraterne jo heller ikke ønsker, at vi skal have danske soldater i Afghanistan én dag mere, end det er nødvendigt. Vores politik er helt klar, nemlig at vi ønsker at gøre afghanerne i stand til hurtigst muligt at overtage ansvaret for egen sikkerhed og kontrollen med deres eget land. Og vores mål er jo også meget klart: Det er som bekendt et Afghanistan, hvor al-Qaeda eller andre terrorgrupper ikke får et fristed til at angribe os fra, som det skete den 11. september 2001, og at vi bidrager til at skabe stabilitet i en af de mest farlige regioner, måske den farligste region, i verden. Det er altså i vores klare interesse at skabe et stabilt Afghanistan.

Vi har fra Socialdemokratiets side siden 2001 konsekvent fokuseret på at gøre en indsats og en forskel i Afghanistan, og jeg vil gerne sige, at noget af det, som jeg synes er værd at begræde, er, at der, hvor der var et såkaldt åbent vindue, og hvor man kunne have gjort en stor forskel efter 2001, nemlig da Talebanregimet blev fjernet, valgte verdenssamfundet ikke at afsætte tilstrækkelige ressourcer til Afghanistan, hverken militært, civilt eller økonomisk. Tværtimod indledte man en ulovlig angrebskrig i Irak i 2003, og fokus kom til at være derovre. Så, alt for sent, opdagede man de kæmpeproblemer, som man stod i i Afghanistan, og så begyndte man at diskutere strategien der.

Derfor har det også været vigtigt for os at sige, at vores mål er et stabilt Afghanistan, som jeg nævnte, og at midlerne til det er en blanding af militær stabilisering, en politisk indsats for at opbygge en velfungerende afghansk stat og selvfølgelig en øget civil indsats med udviklingsbistand.

Altså, jeg synes, at vi nogle gange, også i den her debat, skal huske på, at Afghanistan i dag vel i realiteten er værre stillet, end Tanzania, som har modtaget rigtig meget dansk udviklingsbistand, var for 30 år siden. Vi har at gøre med et af verdens allerfattigste lande med analfabetisme, stor arbejdsløshed og stor fattigdom, og det er også derfor, at vi, bl.a. i Afghanistanplanen for 2008-2012, pressede på og også fik ind, at vi i den strategiperiode fra dansk side skulle gå fra en militær indsats med fokus på kamp til en trænings- og uddannelsesindsats for de sikkerhedsstyrker, der er i Afghanistan, og en øget civil indsats. Jeg kan se i beslutningsforslaget, at det er noget, Enhedslisten lægger meget vægt på, nemlig den civile indsats.

Det seneste, vi har været med til at vedtage bredt, er Helmandplanen for 2011-12, og også her sker der en omlægning, ja, allerede næste år faktisk. Der omlægger vi fuldstændig vores kampgruppe til en trænings- og uddannelsesgruppe, der skal træne afghanske sikkerhedsstyrker, og vi øger den civile indsats i et af verdens allerfattigste lande.

Derfor vil jeg gerne sige, at Enhedslistens forslag vil vi afvise. Det er ikke ansvarligt. Det, der er ansvarligt, er, at vi finder en vej til at hjælpe det afghanske folk til en fremtid i stabilitet og tryghed. Man kan sige, man har at gøre med et af de lande i verden, der har oplevet borgerkrig. Flertallet af befolkningen har faktisk aldrig oplevet andet end krig, og vi har altså en forpligtelse til at hjælpe også der.

Jeg har selv besøgt Afghanistan mange gange, seks gange faktisk siden 2005, og har oplevet det første frie parlamentsvalg efter Talebanregimets fald, hvor jeg var valgobservatør, og jeg kan sige, at jeg i hvert fald mener, det ville være helt forkert, hvis man vedtog Enhedslistens forslag her. Så ville man vende ryggen til det afghanske folk og de behov, de har, og det ville jeg synes var dybt tragisk.

Jeg er enig i, at verdenssamfundet har svigtet på et afgørende tidspunkt, fordi man fokuserede på Irakkrigen. Jeg er enig i, at der ikke er tilført tilstrækkelige ressourcer til Afghanistan, men vi synes, at vi med den plan, vi har vedtaget, Helmandplanen for 2011-12, og med det pres, som vi har lagt i flere år for en ny strategi i Afghanistan, nu er kommet meget af vejen. Det betyder jo også, at Danmark efter 2014 ikke vil have en kampsoldat tilbage i Afghanistan, og det er vi selvfølgelig meget tilfredse med.

Så med de ord vil jeg afvise Enhedslistens forslag og håbe, at Enhedslisten ligesom andre partier går ind og bakker op bag den brede aftale, der er. Jeg tror, det er vigtigt for den indsats, som ikke bare soldaterne gør, men også de andre danske udsendte i Afghanistan, altså også de civile. De gør en kæmpe indsats for at bidrage til, at et af verdens allerfattigste lande kan komme ud af den negative udvikling, det har været i i mange, mange år.

Der er en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Det der med at bakke op om Helmandplanen er selvfølgelig et godt tilbud. Jeg synes i den forbindelse, det er mærkeligt, at den aldrig har været til åben diskussion i Folketinget. Den er blevet vedtaget af forligspartierne bag lukkede døre, den bliver godkendt af Folketinget bag lukkede døre i Udenrigspolitisk Nævn, og så fortsætter man bare – med min udlægning – krigen frem til 2014. Det mener jeg ikke er en proces, der er en værdig måde at føre krig på, og jeg synes, det er meget beklageligt. Man kunne have haft en offentlig debat om det, og man kunne også inddrage befolkningen i sådan en diskussion om, hvorvidt det nu er klogt. Jeg har faktisk rejst det flere gange over for regeringen, nemlig at vi skal have en åben debat i Folketinget, inden man vedtager den videre strategi, men det er ikke sket.

Jeg vil stille hr. Jeppe Kofod et spørgsmål: Er det korrekt, at det her er en plan for krig frem til 2014, forstået på den måde, at der undervejs trækkes nogle soldater hjem, 30 i 2011 f.eks., der sendes også kamphelikoptere eller helikoptere til Afghanistan undervejs, og kampvognene skal være i Afghanistan til 2014? Er det ikke korrekt, og er det ikke krig?

Ordføreren.

For det første vil jeg gerne sige til hr. Frank Aaen, at det ville være fantastisk, hvis hr. Frank Aaen læste planen, for det, hr. Frank Aaen siger, er faktisk ikke korrekt. Det, der faktisk er tale om, er, at vi næste år omlægger den danske kampgruppe i Afghanistan til en trænings- og uddannelsesgruppe, der i stedet for at gå i kamp skal træne og uddanne de afghanske sikkerhedsstyrker. I øvrigt øger vi også polititræningen og den civile indsats, som jeg nævnte tidligere, markant. Det er noget, vi fra Socialdemokratiets side har ønsket længe. Vi var allerede for over halvandet år siden ude at kræve en ny strategi, en strategi, der gik fra kamp til træning af afghanske sikkerhedsstyrker. Hvorfor det? Fordi det er vigtigt, at Afghanistan bliver i stand til at levere sikkerheden for eget land. Det er mere bæredygtigt, at det er afghanske sikkerhedsstyrker, politi og militær, der står for sikkerheden, end at det er udenlandske soldater. Derom tror jeg vi er meget enige, og derfor skal vi i gang med den her indsats så hurtigt som muligt.

Så nej, vi vil ikke have kampvogne til 2014, som hr. Frank Aaen siger, for det står der ikke noget om i planen der skal være. Tværtimod står der faktisk i den aftale, der er lavet, at partierne igen i 2012 sætter sig sammen og diskuterer, hvad der skal ske frem mod 2014. Så den her Helmandplan for 2011 og 2012 handler faktisk om 2011 og 2012, og det er det, der er aftalt, og der er en omlægning af den danske indsats fra kamp til træning.

Hr. Frank Aaen.

Nu skal jeg give hr. Jeppe Kofod den korrekte sidehenvisning, når jeg lige får fundet den. Men det er uden for enhver debat, at der står, at det vil være en god idé at have kampvognene i Helmand frem til 2014, at man skal have støtteenheder, som det hedder, der er aktive frem til 2014, ja, faktisk også efter 2014. Med støtteenheder menes der enheder, der kan gå ud at hjælpe afghanske styrker i kamp. Det er derfor, jeg mener, at det er en fejlagtig overskrift, nemlig at det er en tilbagetrækningsplan, man har givet Helmandplanen, for det er faktisk en plan for at blive i Afghanistan 4 år mere med en meget væsentlig militær styrke, nemlig næsten lige så stor som den, vi har i øjeblikket. Det er korrekt, at der er sket nogle forbedringer med bl.a. det, Socialdemokratiet har været med inde over; det er korrekt, at der sker en drejning, men hovedindsatsen frem til 2014 vedbliver at være militær indsats.

Ordføreren.

Jeg er glad for, at vi er kommet så langt, så Enhedslisten anerkender, at der er sket en drejning, som jeg tror var det ord ordføreren brugte. Der sker faktisk et paradigmeskift i den indsats, vi har i Afghanistan på den militære side. Vi går fra en meget kamporienteret indsats, hvor danske soldater risikerer deres liv i den grønne zone, som vi har set, og desværre har mange mistet livet, til at fokusere på uddannelse og træning af afghanske enheder, så de selv kan stå for sikkerhedsansvaret. Det er en markant omlægning. Det er noget, vi har efterlyst, det tror vi er det, der skal til, det er bæredygtigt, for den dag, vi forlader Afghanistan med de militære midler, skal der være en afghansk sikkerhedsstyrke, både militær og politi, der er i stand til at varetage sikkerheden i eget land.

Derudover, og det synes jeg er vigtigt, har vi altså lagt op til en markant øgning igen af den civile indsats, og det synes jeg Enhedslisten burde anerkende. I beslutningsforslaget lægger man meget vægt på at øge den civile indsats, og det er vi fuldstændig enige i, og det er også det, vi har kæmpet for at få igennem, for som jeg nævnte tidligere, er Afghanistan et af verdens fattigste lande, så udfordringerne er kæmpestore. Vi har været i Tanzania i mange, mange år, men det har ikke betydet, at udfordringerne er blevet mindre, og det samme gælder Afghanistan, så vi skal altså i gang der.

Så jeg vil gerne afvise, at det her er en plan for en øget militær kamp. Tværtimod er det altså en omlægning og en exit af kamptropper i Afghanistan, der helt klart står i Helmandplanen for 2011 og 2012.

Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er hr. Søren Krarup fra Dansk Folkeparti.

Tillad mig i al korthed at betegne dette forslag til folketingsbeslutning som et paradeforslag, hvortil vi naturligvis siger et klart og tydeligt nej.

Når man som jeg er medlem af Forsvarsudvalget og derfor får lejlighed til at læse de spørgsmål, som gennem udvalget stilles til forsvarsministeren, kan snart ingen provokation eller ingen genistreg fra hr. Frank Aaen komme bag på en. Disse uendelige spørgsmål, denne endeløse strøm af forsøg på provokation og dette ubegrænsede spild af tid – hvor må forsvarsministeren dog være tålmodig, siger man til sig selv. Og når man samtidig er så gammel, at man husker hr. Frank Aaens yngre dage med hans utrættelige tjeneste for Danmarks Kommunistiske Parti, og når man også har læst Mette Herborgs kronik fra sommeren 2001 om hr. Frank Aaens ophold i Afghanistan under den sovjetiske besættelse, jeg er lige ved at sige hans deltagelse i besættelsen, og om afhøringen af egyptere, der var taget til fange af de sovjetiske tropper, så er man ganske uden illusioner, når man møder et sådant forslag til folketingsbeslutning fra hr. Frank Aaen, der vil trække de danske soldater ud af Afghanistan øjeblikkelig. Man siger til sig selv: Godt, at hr. Frank Aaen sidder i samme magtesløshed i dag som i 1980, da han repræsenterede Danmarks Kommunistiske Parti. Godt, at dette mest er et komisk nummer, som ingen virkelighed fører med sig.

Tværtimod er forholdet jo gudskelov det, at de danske soldater i Afghanistan er omfattet af en vældig og lykkelig sympati i det danske folk. Jeg husker endnu flagdagen i september sidste år, og jeg oplever igen og igen, hvorledes danskerne omfatter deres sønner i Afghanistan med den største kærlighed og yder dem deres største støtte. Disse danske soldater, som udfører en yderst farlig tjeneste i dette fjerne vanskelige land, er vore forsvarere imod en frygtelig trussel og en farlig terrorisme rettet mod den vestlige verden og dermed også imod Danmark. De beskytter deres folk og deres familie. De sætter livet på spil, og somme tider ofrer nogle af dem jo også livet, for at den islamiske terrorisme ikke skal kunne drive sit blodige spil på danske gader og stræder. De er vor værge og vor beskyttelse, og vi er stolte af dem, for hvilken højnelse af vort folkelige liv betyder de ikke?

På ny er offervilje og modstandsvilje kommet i højsædet i Danmark, på ny kan vi være stolte af at være danske. Jeg har i det forløbne år læst Tom Buk-Swientys fremragende bøger om krigen i 1864, »Slagtebænk Dybbøl« og »Dommedag Als«, og endnu en gang oplever man her den lammelse, som dette frygtelige nederlag til de to tyske stormagter påførte Danmark. Det er ikke for meget sagt, at det i mere end 100 år prægede danskerne og bestemte dansk forsvarspolitik manifesteret i den ydmygende 9. april 1940 – bunden af danmarkshistorien.

På denne baggrund er vores soldaters indsats i Afghanistan et lykkeligt vidnesbyrd om, at lammelsen fra 1864 er brudt. På ny tør Danmark forsvare sig med våben i hånd, på ny tør danske soldater ofre sig for deres land og deres folks frihed. Vi er stolte af dem, og vi betragter deres indsats i Afghanistan med respekt og ubetinget solidaritet, og vi siger et kategorisk nej til dem, der vil fornægte deres indsats og bestride dens betydning.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så går vi videre til den næste i ordførerrækken, som er fru Trine Mach fra Socialistisk Folkeparti.

Da hr. Holger K. Nielsen ikke kan være til stede i salen i dag, er jeg blevet bedt om på vegne af SF at læse en tale op fra ham vedrørende forslag til folketingsbeslutning om hurtigst muligt at trække Danmarks og NATO's tropper ud af Afghanistan.

SF har som bekendt stemt imod den danske krigsindsats i Afghanistan. Det er helt uklart for os, hvad målet med indsatsen i Afghanistan er, og vi har ikke troet på en militær løsning. Vi har derfor sympati for Enhedslistens beslutningsforslag, men med hensyn til selve løsningen på problemet mener vi ikke, at det fremsatte beslutningsforslag er den rette vej at gå.

SF mener ikke, at det vil være forsvarligt at trække tropperne hjem fra Afghanistan fra den ene dag til den anden, og vi kan således ikke give opbakning til Enhedslistens forslag om, at alle danske soldater senest skal trækkes hjem sommeren 2011. Vi har nu engang et ansvar over for den afghanske befolkning, og vi mener, at det forvaltes bedst gennem en tilbagetrækning, hvor fokus skifter fra den militære indsats til en mere civil indsats.

SF har udarbejdet et tipunktsprogram for en ændring af den danske Afghanistanindsats, hvori der lægges vægt på en omstrukturering af den militære indsats, så der sker en opprioritering af kapacitetsopbygning og en styrkelse af den civile side. Den danske indsats i Afghanistan skal også omprioriteres, således at der skæres ned på antallet af kamptropper og de erstattes af kapaciteter, der kan varetage uddannelsen af afghanske sikkerhedsstyrker.

Som bekendt kom regeringen for nylig med dens variant af en exitstrategi. Den kalder den bare Helmandplanen. Men sagen er, at det reelt er en exitstrategi, og at den til forveksling ligner SF's udspil fra 2009. Derfor er SF som udgangspunkt tilfreds med den kurs, som forligskredsen har lagt frem til 2012.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Niels Helveg Petersen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Radikale Venstre kan ikke støtte Enhedslistens beslutningsforslag. Vi har sammen med andre partier, et bredt flertal her i Folketinget, netop indgået en aftale om vores strategi i Helmand for 2011 og 2012, som indebærer, at antallet af kamptropper halveres til februar 2012, og at de sidste kamptropper ophører med deres indsats i august 2012. Til gengæld erstattes kamptropperne af instruktører og trænere, som skal træne og uddanne afghanske tropper. De danske soldater får herved anden opgave, end de har i dag, en mere tilbagetrukket rolle, og det er vi meget tilfredse med. Derudover øger Danmark den civile bistand. Vi øger bistanden til civil genopbygning af et ødelagt land, et ødelagt og fattigt land, og også den side af sagen er vi meget tilfredse med.

Enhedslistens forslag er på et punkt ganske mærkeligt. For det første er det urealistisk at forestille sig, at Sikkerhedsrådet ville beslutte sig for at oprette en FN-styrke, og i den forbindelse kunne man jo så spørge hr. Frank Aaen, om hr. Frank Aaen så i øvrigt ville støtte dansk deltagelse i en FN-styrke, hvis det kunne besluttes. For det andet er det, som om man helt glemmer, at den militære indsats i Afghanistan jo hviler på et meget klart og skarpt FN-mandat, som har eksisteret lige siden 2001.

Jeg vil slutte med at sige, at der ikke er nogen militær løsning på problemerne i Afghanistan. Jeg tror, at alle er enige om, at målet nu må være med udgangspunkt i den tilstedeværelse, der er, at søge en politisk løsning af problemerne. Det er ikke nemt, men det forsøg gøres, og jeg er helt sikker på, at der allerede nu gøres betydelige anstrengelser for at nå frem til en politisk løsning. Den øverstkommanderende i Afghanistan, general Petraeus, har netop rapporteret om indsatsen i Afghanistan. Han sagde, og jeg siger det på engelsk: The progress is fragile and reversible. Jeg oversætter det til noget i retning af, at fremskridtene er skrøbelige, og at det kan gå baglæns. Det er hans vurdering af situationen, som den er i dag i Afghanistan. Den tror jeg er realistisk og et godt udgangspunkt for at vurdere den fremtidige indsats.

Tak til den radikale ordfører. Så er det hr. hr. Klaus Hækkerup som privatist.

Også jeg har ligesom hr. Frank Aaen lagt mærke til, at forleden dag kom professor Mikkel Vedby Rasmussens nye bog om krigen i Afghanistan, »Den gode krig?«. Heri konkluderer han, at danske politikere har ført vælgerne bag lyset ved at foregøgle, at Danmark kunne vinde terrorkrigen i Afghanistan. Der kunne også være mange andre, der drog disse konklusioner, men Vedby Rasmussen er ud over at være professor ved Københavns Universitet i international politik leder af Centeret for Militære Studier. Analysen må derfor tillægges betydelig vægt, så meget desto mere som det også svarer meget godt til de observationer, man kan gøre af krigens forløb bare i år.

I år har Talebans forårsoffensiv taget nye og skræmmende udtryksformer. Oprørerne bruger selvmordsbomber, der skaber meget stor ødelæggelse og meget betydelig terrorfrygt, og de er i gang med at gennemføre en snigmordskampagne. Således er f.eks. den stedfortrædende guvernør i Kandaharprovinsen for nylig blevet dræbt af en selvmordsbomber, og Taleban har taget ansvaret for attentatet.

Det er ikke tiltalende, der er ikke rart, men spørgsmålet er, om vi kan vinde over dem. Men spørgsmålet er også, hvad den afghanske præsident, Hamid Karzai, siger om dem. Han har, synes jeg, gjort problemet større ved at insistere på, at Taleban ikke skal beskyldes for volden i Afghanistan, og at de er oprørte brødre. Min engelske kilde bruger udtrykket upset brothers snarere end dødbringende fjender. Det er den mand, vi tror vi støtter i Afghanistan. Støtter vi ham så også som en mand, der gerne vil demokratiet? Det synes jeg under ingen omstændigheder man kan påstå, når man ser hans forsøg på at manipulere med valgresultatet fra parlamentsvalget sidste år; når man ser på, at de medlemmer, der sad i den uafhængige valgklagekommission, er blevet sigtet med uspecificerede sigtelser for at intimidere dem til at gøre valget om. Vi taler om en mand, der viser meget stor tilbageholdenhed over for at respektere de demokratiske spilleregler, for nu at sige det ganske mildt.

Hvad er situationen så i dag? Ja, vi kan tage udgangspunkt i den tale, præsident Obama holdt den 1. september 2009 på West Point Military Academy, hvor han erklærede, at tilbagetrækningen af amerikanske tropper ville påbegynde i juli i år. Indeværende år er afgørende for Afghanistankrigen. Vi når op på 130.000 ISAF-soldater, knap 150.000 afghanske soldater og ca. 115.000 afghanske politifolk. Hvis det ikke lykkes dem at udstrække sikkerhedsnettet ud over Kabul, Kandahar og Helmand mod syd, sådan som det er planlagt, over store dele af de nordlige områder, er krigen tabt. Hvorfor er den det? Fordi der ikke er nogen vilje til eller ønske om at sende yderligere styrker udefra til Afghanistan, slet ikke fra USA, hvor meningsmåling efter meningsmåling fortæller den øverstkommanderende i Det Hvide Hus, at der i befolkningen er stor og stigende modstand mod krigen i Afghanistan.

Forsvarsminister Gates har besøgt Afghanistan i begyndelsen af den her måned og udtalte, at han syntes, at USA var i en god position og parat til at påbegynde tilbagetrækningen af tropper fra Afghanistan i juli i år. Den tvivl, nogle måske har haft om at Amerika ville gøre det, kan altså afvises. I forhold til sin størrelse synes jeg rolig man kan sige at Danmark har ydet en formidabel indsats i Afghanistan. Vi er desværre også det land, der har haft relativt flest døde. Danmark har ydet sit bidrag, og derfor ville det være naturligt, at vi, når USA begynder at trække sig ud af Afghanistan, også begyndte at trække os ud og lade de afghanske sikkerhedsstyrker overtage ansvaret. Det er også min opfattelse, at vi for at sikre de opnåede civile resultater, og her lægger jeg især vægt på, at den forbedrede stilling for kvinder og piger ikke går tabt, fortsætter med økonomisk hjælp til Afghanistan adskillige år endnu, hvis den demokratiske og samfundsmæssige udvikling i øvrigt tilsiger det.

Jeg har sympati for den tankegang, der ligger bag beslutningsforslaget. Det er imidlertid mere vidtgående i sit krav om øjeblikkelig tilbagetrækning, end jeg synes skal ske. Samtidig er det meget massivt i sin fortsatte satsning på udviklingen og på, at udviklingsbistanden skal være ubetinget. Jeg vil derfor hverken stemme for eller imod forslaget, hvis det bringes til afstemning i salen.

Tak til hr. Klaus Hækkerup. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Frank Aaen.

Den eneste, jeg i hvert fald kan sige lidt tak til, er jo så den sidste ordfører, og det er så hermed gjort.

Jeg har nævnt et par gange i debatten, og hr. Klaus Hækkerup sagde det også nu her, at Mikkel Vedby Rasmussen, professor og leder af Center for Militære Studier, netop har udgivet en bog, »Den gode krig?«, og med fare for, at Mikkel Vedby Rasmussen mener, at jeg ligesom bruger ham for meget i debatten her, synes jeg alligevel, at der er så mange fremragende citater i hans studie, hvor han altså har kigget på krigen fra 2006 til 2010, at jeg vil bringe et par af dem videre her fra talerstolen. F.eks.: Krigen i Afghanistan tegner til at blive et nederlag for NATO-styrkerne. De mål, som Danmark og dets allierede satte sig i 2006, vil ikke blive nået i 2014.

Så siger han: Alligevel har krigen i Afghanistan på mange måder været en god krig. Generalerne har haft en god krig, for de har lært at føre krig. Han konkluderer videre: Talebans store tab til trods har det været en god krig for Taleban. I 2001 var bevægelsen miskrediteret af dens brutale håndtering af regeringsansvaret og samarbejdet med fanatikerne i Al-Qaeda. Siden har Taleban kæmpet sig tilbage. Det har været en god krig for diplomaterne, for det har givet Danmark status i NATO og over for USA. Politikerne har haft en god krig, fordi de er blevet bedre i stand til at kunne forberede den næste krig – jeg må så sige, at det håber jeg ikke der bliver. Så det har altså været en god krig efter Mikkel Vedby Rasmussens opfattelse, men ikke for afghanerne og heller ikke for NATO, skriver han så i øvrigt også.

Jeg synes, at det meget godt sammenfatter, at der jo ikke er brug for det, vi har talt om i dag, nemlig Helmandplanen. Det er jo en videreførelse med nogle ændringer, det erkender jeg, men en videreførelse af de ting, der hidtil har ligget i strategien for Danmark. Det burde man nok tænke noget mere over end det, der er lagt op til med Helmandplanen, og det, der er sagt her i dag. Jeg vil i hvert fald sige, at det glansbillede, som særlig Venstres ordfører gav her fra talerstolen, ikke har noget som helst med den virkelige udvikling i Afghanistan at gøre.

Så et par ord om Helmandplanen, som også har været inde i debatten. Jeg synes, at det er fantastisk, at når man laver en plan for de videre 2 års krig i Afghanistan, gør man det på en sådan måde, at den aftale så udarbejdes bag lukkede døre af forligspartierne, som er samtlige partier i Folketinget på nær SF og Enhedslisten, og jeg kan forstå, at SF alligevel synes, at den næsten er blevet til SF's plan. Det er jo så SF's afgørelse. Men altså, det blev lavet bag lukkede døre, og når den skal vedtages i Folketinget, som den slags planer skal, sker vedtagelsen også bag lukkede døre, nemlig i Udenrigspolitisk Nævn. Den bliver ikke forelagt Folketinget til debat, den bliver ikke forelagt befolkningen til debat, før den er vedtaget. Det synes jeg er meget udemokratisk, dybt problematisk. Det er i øvrigt også med til at mindske den folkelige opbakning bag indsatsen, hvis det er det, man ønsker sig. Men jeg tager det altså mere som et udtryk for, at man ikke havde lyst til at få nogen bred diskussion om den fortsatte krig i Afghanistan, bl.a. fordi det flertal, der tidligere har været i befolkningen for at fortsætte krig i Afghanistan, er forsvundet og blevet til et flertal for tilbagetrækning.

Hvad ligger der så i planen, som jo er kaldt en plan for tilbagetrækning? Jo, der ligger altså det, som jeg har sagt i de korte bemærkninger, 4 års krig, og så håber man efter de 4 år ved udgangen af 2014, at der har man fået den afghanske hær til at overtage NATO's krig, for det er jo det, planen går ud på. Man siger godt nok, at det er afghanerne, der skal tage ansvaret for deres egen sikkerhed, men det er jo implicit, at det er det, som ISAF har kæmpet for og kæmper for og arbejder for frem til 2014, som man ønsker, at afghanerne skal overtage.

I hvert fald frem til udgangen af 2012 vil der stadig væk være ca. 700 soldater i Afghanistan. Det er i hvert fald det, man kan kalde en langsom tilbagetrækning. Den starter også kun med 30 i løbet af indeværende år. Hvor mange der skal være frem til 2012 og til 2014, fremgår ikke klart af planen, men man kan i hvert fald se, at der i perioden skal tilføres helikoptere til det danske kontingent i Afghanistan, og at de kampvogne, Danmark i dag har i Afghanistan, skal blive – som jeg også sagde i mine korte bemærkninger – i Afghanistan frem til 2014.

Hvis det er sådan, at det her skal være en træningsindsats, hvorfor så så mange soldater? Regner man med, at alle de danske soldater, der er i Afghanistan, skal træne afghanere? Nej, så mange ville der jo ikke være brug for, hvis det bare var det, der var opgaven. Det er selvfølgelig, fordi de skal deltage i kamphandlinger i det, man kalder støttebidrag, som skal ud at hjælpe afghanerne med at føre de kampe, de kommer ud i. De skal altså være der frem til 2014, står der klart i Helmandplanen. Der står oven i købet, at de eventuelt kan være der til efter 2014. Så kampbidraget fra Danmark er der ikke sat en slutdato på endnu.

Hvad er det så, vi foreslår? Jo, vi foreslår, at den skæve udvikling, der er i Afghanistan, hurtigst muligt ændres, og at det gøres tydeligt, ved at vi erklærer en tilbagetrækning. Jeg tror, at det er det eneste, der kan få gang i en politisk udvikling, der bryder med den negative spiral, som der efter min opfattelse er i Afghanistan i dag. Vi skal sige, at vi vil trække os tilbage, at vi vil prøve at hjælpe med til igangsættelse af politiske forhandlinger med lige fra regeringen i Kabul til Taleban, men ikke mindst lokale forhandlinger, hvor det er folk i en region, der taler sammen om, hvordan de kan sørge for, at deres region udvikler sig mere fredeligt og socialt og økonomisk bedre end i dag. Jeg er sikker på, at man i mange regioner i Afghanistan kan få gang i sådan en udvikling.

Man vil med et signal om en tilbagetrækning jo i høj grad også fratage Taleban et af deres vigtigste kort, nemlig det, at de kan sige, at det, de kæmper mod, er den udenlandske tilstedeværelse. For vi ved fra land efter land, der har været udsat for en langvarig besættelse og har haft et stort bidrag af udenlandske soldater i deres land, at de bliver mere og mere utilfredse med at være besat og have udenlandske soldater i deres eget land, fordi alle folk har det ønske at bestemme over deres egen udvikling og deres egen fremtid og ikke have udenlandske soldater til at gøre for dem. Så der skal altså gang i fred og forsoning baseret ikke alene på de store linjer, men også og ikke mindst på regionale aftaler.

Der er heller ingen tvivl om, at hvis vi i stedet for at bruge alle de her penge på militær og krig brugte dem til udviklingsbistand, kunne der virkelig sættes gang en i udvikling i Afghanistan, der ville sige sparto til, hvad der nogen sinde er set i et land. Jeg er sikker på, at den mulighed for at sige til dem, at hvis de holder fred, kan de også få udvikling og penge til at skabe udvikling, så også vil fremme udviklingen. Afghanerne er jo ikke et mærkeligt folkefærd på den måde, at de ikke også bare ønsker sig en bedre fremtid, at de ikke også bare ønsker sig, at deres børn kan leve på en bedre måde, end de selv har levet. Så selvfølgelig kan man sætte gang i en anden udvikling.

Man skal i den proces tage hensyn til de eksisterende sociale strukturer i Afghanistan. Der er jo i de planer, der er i dag, i al for høj grad lagt op til, at det er et vestligt demokrati, som vi forstår det, der skal gennemtvinges gennem Kabul. Det er jeg sikker på er en fuldstændig forfejlet strategi. Der må man tage meget mere udgangspunkt i det lokale område og i de lokale strukturer.

Der skal også arbejdes for en regional aftale. Altså, man kan ikke forestille sig en fredelig udvikling i Afghanistan, uden at man f.eks. også har Pakistan med i udviklingen på en eller anden måde. Det skal man arbejde for, men også det kræver nogle nye signaler i forhold til det, man gør i dag.

Jeg vil slutte af med at sige, at der ikke er nogen nemme løsninger på det, der sker i Afghanistan. Der vil ske mord, der vil ske skrækkelige ting i Afghanistan mange år endnu, men jo længere tid vi fortsætter med den strategi, vi kører med i øjeblikket i Afghanistan, jo vanskeligere bliver det at ændre udviklingen til det bedre i Afghanistan.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Forsvarsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.