Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 56:

Forslag til folketingsbeslutning om mulighed for eftergivelse af sagsomkostninger i straffesager.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.

(Fremsættelse 11.01.2011).

Forhandlingen er åbnet, og den første er justitsministeren.

Beslutningsforslaget her opfordrer regeringen til snarest at skabe reel mulighed for, at der kan ske en hel eller delvis eftergivelse af sagsomkostninger i straffesager efter endt afsoning, herunder at der skal ske eftergivelse af sagsomkostninger i straffesager for personer, som ikke har begået ny kriminalitet i en periode på 5 år efter endt afsoning.

Ifølge bemærkningerne til beslutningsforslaget forestiller forslagsstillerne sig, at der ved endt afsoning skal tages stilling til, om sagsomkostningerne har en sådan størrelse, at der skal ske en hel eller delvis eftergivelse, eksempelvis på baggrund af en vurdering af den pågældendes betalingsevne og økonomiske forhold i øvrigt. Og så skal der under alle omstændigheder ske en fuldstændig eftergivelse af sagsomkostninger efter 5 år, hvis den pågældende ikke har begået ny kriminalitet i mellemtiden. Formålet er ifølge bemærkningerne at styrke mulighederne for at resocialisere personer, som har udstået en straf, og som måske har en større gæld til det offentlige i form af pålagte sagsomkostninger i forbindelse med deres straffesag.

Regeringen er helt enig i, at det både af hensyn til den enkelte og af hensyn til samfundet er vigtigt, at vi skaber de bedste muligheder for resocialisering, men det er også regeringens opfattelse, at spørgsmålet om den dømtes betaling af sagsomkostninger i straffesager er mere kompliceret, end der gives udtryk for i beslutningsforslaget, og det vil jeg vende tilbage til om lidt.

Først vil jeg lige sige lidt om de gældende regler på området. Retsplejelovens regler indebærer, at det offentlige betaler de sagsomkostninger, der er forbundet med en straffesag. Samtidig har det offentlige som udgangspunkt ret til at få de omkostninger erstattet af den dømte. Det vil sige, at hvis en person med en dom findes skyldig i et strafbart forhold, vil det i dommen normalt blive pålagt vedkommende at erstatte det offentlige de nødvendige udgifter, som er medgået til sagens behandling. Det er hovedsagelig udgifter til forsvarssalær, men det kan også være udgifter til f.eks. dna-undersøgelser, der kan være ganske bekostelige, og andre tekniske erklæringer eller transport af beslaglagte køretøjer.

Som det også fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, er det allerede efter de gældende regler muligt at tage hensyn til den enkeltes betalingsevne i forbindelse med opkrævning af betaling af sagsomkostninger. Det kan i den forbindelse tænkes, at man laver afdragsordninger, som er tilpasset størrelsen af skyldnerens indkomst, og der kan også gives henstand, når den pågældende ikke har betalingsevne aktuelt, her og nu. Det er også muligt at eftergive hele gælden, men som det også fremgår af bemærkningerne, har eftergivelsen undtagelsens karakter.

Forslagsstillerne har anført, at en reel mulighed for at få eftergivet sagsomkostningerne vil lette resocialiseringen af dømte kriminelle og anspore dem til en kriminalitetsfri tilværelse. Det er der jo sikkert meget rigtigt i, men når det er sagt, skal man selvfølgelig også have for øje, at der kan være mange andre faktorer end gæld, som fastholder den dømte i en kriminel løbebane. Og jeg vil også minde om, at dømte personer med stor gæld til det offentlige i form af sagsomkostninger også kan have anden betydelig gæld f.eks. som følge af betaling af erstatning til de forurettede i sagen. I øvrigt kan jeg oplyse, at Justitsministeriet ikke umiddelbart i hvert fald er bekendt med forskning, som kan belyse den kriminalpræventive effekt af en ordning med hel eller delvis eftergivelse af sagsomkostninger.

Så der gælder vel her det, som stort set altid gælder, når vi taler om resocialisering og forbrydelse, at det er vanskeligt at sige noget sådan meget skråsikkert om, hvad det er, som præcis kan afholde den enkelte fra at begå yderligere kriminalitet.

Som bekendt er dette beslutningsforslag jo i ganske vid udstrækning en genfremsættelse af et tidligere beslutningsforslag, nemlig nr. B 57 fra 2008, og som den daværende justitsminister gjorde opmærksom på, efterlader forslaget en række spørgsmål både af praktisk og af teknisk art. F.eks. vil en ordning med fuldstændig eftergivelse af sagsomkostninger efter 5 år formentlig gøre det vanskeligt at få de pågældende til at betale af på gælden i mellemtiden. Og hvis man nu tog højde for det ved f.eks. at gøre det til en betingelse for eftergivelse, at der er blevet afdraget efter evne igennem de 5 år, ville der opstå flere andre spørgsmål, eksempelvis om små afdrag skal give samme ret til eftergivelse som store afdrag, og om afdragene skal betales tilbage efter de 5 år.

Desuden handler beslutningsforslaget kun om eftergivelse efter endt afsoning. Forslaget tager altså ikke stilling til, hvad der skal ske i de mange straffesager, hvor der ikke sker afsoning, fordi den straf, der bliver pålagt, er en bøde eller en betinget dom. De spørgsmål forholder forslagsstillerne sig ikke til, selv om det efter min opfattelse er meget vanskeligt at vurdere forslaget ordentligt uden at vide, om der kan findes nogle fornuftige løsninger, bl.a. hvad angår de spørgsmål

Når alt det er sagt, vil jeg gerne understrege, at jeg generelt er positivt indstillet over for tanken om at give de dømte en gulerod, der kan anspore dem til ikke at falde tilbage til kriminalitet, og dermed også at belønne dømte personer, som viser vilje og evne til at leve et liv uden kriminalitet. Det er jo også den tankegang, der allerede er indbygget i det strafferetlige system, f.eks. med hensyn til reglerne om betingede domme og prøveløsladelse.

Jeg vil bestemt heller ikke afvise, at der kan være grund til at ændre i regelsættet om den dømtes betaling af sagsomkostninger i straffesager. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at der er nedsat en arbejdsgruppe under Justitsministeriet, som bl.a. har til opgave at se på, om der er grundlag for takstmæssigt at standardisere nogle flere sagsomkostninger i straffesager, og om opgørelsen af sagsomkostningerne i højere grad kan ske under rettens behandling af straffesagen. Arbejdsgruppen vil i de kommende måneder færdiggøre det arbejde, der udestår, og jeg har desuden anmodet arbejdsgruppen om at fremskaffe oplysninger, som kan danne grundlag for en mere principiel vurdering af spørgsmålet om den gældende ordning med hensyn til betaling af sagsomkostninger i straffesager. Arbejdsgruppen vil herunder også se på, hvordan reglerne på området er i Sverige og Norge. Kort sagt vil arbejdsgruppen tilvejebringe det oplysningsgrundlag, som jeg synes mangler for at kunne have en kvalificeret holdning til, om det er en god idé at ændre på reglerne på området, og i givet fald hvordan de bør ændres.

Sammenfattende vil jeg kvittere for beslutningsforslaget, som sætter fokus på et vigtigt emne. Det fremgår samtidig af mine bemærkninger, at regeringen altså ikke kan støtte beslutningsforslaget, som det ligger, og det skyldes som nævnt i første række, at vi bør afvente resultaterne fra den nævnte arbejdsgruppe.

Der er en kort bemærkning fra fru Karen Hækkerup.

Jeg vil bare spørge ministeren, om ministeren vil redegøre for, hvordan reglerne er, hvis en dømt har ønsket at forsvare sig personligt, altså har afvist at blive forsvaret af en beskikket forsvar. Hvordan er reglerne for tilbagebetaling så?

Ministeren.

Det kan jeg ikke på stående fod redegøre for. Man må jo ikke sige noget forkert fra Folketingets talerstol, så det vil jeg gerne redegøre for, men så vil jeg gøre det skriftligt under udvalgsbehandlingen.

Fru Karen Hækkerup.

Jeg vil sørge for, at der bliver stillet et spørgsmål. Jeg kan oplyse, at det er en henvendelse, der er tilgået Retsudvalget om en konkret sag, hvori det vurderes, at det er et brud på Den Europæiske Menneskeretskonvention, at man altså opkræver betaling, når en person har afsagt sig retten til at modtage en forsvarer, men alligevel er blevet tildelt en. Det sørger jeg bare for kommer over, og så får vi det på skrift.

Ministeren.

Det vil jeg se frem til.

Tak til ministeren. Så går vi over til ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Kim Andersen fra Venstre.

Tak for ordet.

Venstre kan ikke støtte det fremsatte beslutningsforslag her fra Socialistisk Folkeparti, men vi kan sagtens se noget positivt i de intentioner, der ligger i forslaget. Derfor er jeg også meget glad for, at justitsministeren har givet en meget grundig redegørelse for sit og regeringens syn på beslutningsforslaget.

Der er, som justitsministeren har nævnt, en arbejdsgruppe, der arbejder med de mange problemstillinger, der er i den her sammenhæng, og som ministeren har redegjort for. Og når den arbejdsgruppe har afsluttet sit arbejde, og der foreligger en indstilling, er vi meget åbne over for at se på, hvordan vi kommer videre i forhold til at løse en problemstilling, som vi anerkender er der. Vi skal naturligvis arbejde konstruktivt på at sørge for, at færrest muligt falder tilbage i kriminalitet efter udstået straf, og vi skal naturligvis også se på, hvordan vi kan indrette tingene sådan, at folk ikke fastlåses i en gældssituation, som gør, at fremtidsperspektivet er håbløst for dem, så vi risikerer at tvinge dem ud i et fortsat kriminelt forløb. Det har ligesom ikke noget perspektiv, sådan en situation.

Modsat er der altså også nogle problemstillinger i afgrænsningen for folk, der ikke har afsonet, men alligevel har fået en dom. Normalt hæfter man jo personlig for den gæld, man har pådraget sig, og det skal man jo nødig kunne komme ud af ved at få en dom osv. osv. Så alt i alt bliver vi altså nødt til at afvente et seriøst resultat fra arbejdsgruppen og en indstilling fra justitsministeren, og så vil vi være positive.

Så det er en afvisning af beslutningsforslaget her, men det er samtidig en anerkendelse af en række af de intentioner, der ligger bag forslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Karen Hækkerup fra Socialdemokratiet.

Jeg synes, at den sidste ordfører var en smule negativ, og det synes jeg måske ikke der er nogen grund til at være, for selv om man ikke behøver at være positiv og omklamre forslaget, kan man jo godt tage de positive briller på eller jahatten, eller hvad det er, det hedder.

Jeg vil gerne sige, at Socialdemokraterne afviste det her beslutningsforslag, sidste gang det var fremme, men jeg vil den her gang meddele, at vi gerne vil revidere vores indstilling til det. Og det vil vi især gerne, fordi Rigspolitiet nu har udtalt, at det vil være forholdsvis virkningsløst at lave de her regler, fordi de beløb, der alligevel bliver krævet ind, er relativt begrænsede. Det vil sige, at når politiet selv siger, at den umiddelbare virkning af det samlede provenutab på statens gæld ved indfrielse af den foreslåede ordning vil være meget begrænset, synes jeg, det giver rigtig god mening at tage et kig på det igen.

Jeg synes, det er fint, at der er nedsat en arbejdsgruppe, og vi venter selvfølgelig og ser, hvad der kommer derfra, men vi skal i hvert fald meddele, at vi ser positivt på det her forslag. Det er et stort problem for mange dømte, som kommer ud, at de lige pludselig står med en ekstremt stor gæld. Men jeg håber, at arbejdsgruppen vil se på en ting, som ikke indgår i SF's forslag, og det er, om der ikke i forhold til retsfølelsen måske kan være sager, hvor man må sige, at der er det ikke i orden, at gælden eftergives. Jeg kan i hvert fald godt komme på sager, hvor jeg synes, at selv om der er gået 5 år, og selv om der ikke er begået ny kriminalitet, så vil det ikke give mening at eftergive gælden fuldstændig. Så selv om jeg er med på, at vi skal åbne op for, at langt mere gæld skal eftergives, og at vi skal have en mere fleksibel og en mere retfærdig tilgang til de her ting, så håber jeg, at den arbejdsgruppe, som ministeren har nedsat, vil sørge for, at der også bliver kigget på det fokus, der hedder, at der kan være sager, der er så grumme, at det vil virke anstødeligt, at gælden bliver eftergivet. Men det ændrer selvfølgelig ikke ved, at for langt de fleste, som modtager en stor regning efter at være blevet dømt ved domstolene, vil det være en stor, stor fordel at kunne komme videre i tilværelsen uden at skulle pukle af på en gæld, som de realistisk set aldrig kan afbetale. Tak.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Pia Adelsteen fra Dansk Folkeparti.

I Danmark har vi et system, hvor de mennesker, der bliver dømt i en sag, betaler sagens omkostninger. Og i Dansk Folkeparti er vi af den opfattelse, at det er et godt system, som skal bevares. Vi støtter derfor ikke, at man skal skabe mulighed for hel eller delvis eftergivelse af sagsomkostningerne i straffesager, herunder at der skal ske eftergivelse af sagsomkostningerne i straffesager for personer, der ikke har begået ny kriminalitet i en periode på 5 år efter endt afsoning.

Vi er af den opfattelse, at den nuværende lovgivning giver passende muligheder for at få eftergivet ens gæld, og i forslagets opgørelse over sagsomkostninger – som ganske vist er tilbage fra 2003 – kan man da også se, at langt størstedelen af sagerne har forholdsvis små sagsomkostninger. Ud af 29.575 sager havde de 24.392 sager en omkostning på under 5.000 kr., altså er der 5.183 sager, hvor beløbet er på over 5.000 kr., og det svinger så i betragtelig grad, kan man sige. Og der er mulighed for at lave en afdragsordning, så økonomien ikke belastes i så høj grad. Samtidig har inddrivelsesmyndigheden også i de enkelte sager mulighed for at vurdere, om beløbet er af en sådan størrelse, at det vil forringe skyldnerens levevilkår betydeligt, hvis vedkommende skal betale det. Der er også mulighed for at søge gældssanering.

Vi er i Dansk Folkeparti af den opfattelse, at når man straffes, hører sagsomkostningerne med som en konsekvens af det, man har lavet. Man må tage sin straf, og man må betale omkostningerne. Og så mener vi ganske enkelt ikke, at man skal stille kriminelle bedre end andre skyldnere.

Dansk Folkeparti kan med disse ord ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg skal bare spørge Dansk Folkeparti, om det gør indtryk på Dansk Folkeparti, at Danmark stort set er det eneste land i Europa, som har den her praksis, hvor man ikke tager hensyn til den dømtes indtægt, når man udmåler de her omkostninger, og at vi altså formentlig har skabt et system, som bevirker, at folk ender på passiv forsørgelse eller fortsætter deres kriminalitet.

Så er det ordføreren.

Nej, egentlig ikke. Det, som jeg synes er det rigtige ved vores system, er, at man har nogle omkostninger i forbindelse med en straffesag, det har man også i civile retssager osv., og den, der bliver dømt, er som regel også den, der skal betale sagsomkostningerne. Det finder jeg ganske rimeligt, og jeg synes, at det er en del af den straf, man får, dels i en kriminalsag, dels i andre sager, som man taber, at det er en del af omkostningerne ved at tabe en sag. Så nej, jeg vil sige, at det ikke gør det store indtryk på mig, at vi er et af de få lande, der har sådan et system. Jeg synes, at det er et godt system.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Men hvis man nu viser sig at være dårlig til at drive virksomhed, og man går ned et par gange i træk og har dummet sig, er der nogle muligheder for at få gældssanering. Det er bare rigtig, rigtig svært, når man er dømt, at få gældssanering for de her omkostninger. Kigger vi på, hvor mange der har fået det, viser det sig, at man rent faktisk skal gå i rigtig mange år, hvor man måske er på passiv forsørgelse eller fortsætter med sin kriminalitet, før man kommer i betragtning. Man skal simpelt hen have en totalt umulig livssituation. Det kan da ikke være i Dansk Folkepartis interesse, at folk fortsætter deres kriminalitet. Vil man overveje det her system, hvis det viser sig, at det faktisk er tilfældet, at det her får folk til at fortsætte i kriminalitet og dermed skabe nye ofre?

Så er det ordføreren.

Jeg synes altid, at man skal være villig til at sige: Ja, selvfølgelig vil jeg overveje, hvis der kommer nogle gode argumenter for, at det her vil være effektivt. Det skal man altid være villig til, så bastant vil jeg heller ikke være.

Men jeg vil godt sige, at hvis man har ejet en virksomhed og er gået ned med den et par gange, er der er eksempler på, at folk får gældssanering, men der er rigtig mange eksempler på, at folk har afdraget på deres gæld, som er opstået, mens de har haft virksomhed, og har betalt kreditorer i 10, 15 år, efter at virksomheden er lukket. Så det gælder altså også virksomhedsejere. Et eller andet sted synes jeg, at der ligger noget meget principielt i, at når man har fået en gæld, uanset om det er til det offentlige eller til andre, betaler man af på sin gæld. Der ligger noget meget principielt i det, og det skal man selvfølgelig gøre.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og det er den konservative ordfører, hr. Tom Behnke.

Jeg vil gerne starte med at sige, at når det handler om kriminelle, som har begået en kriminel handling, så skal der slet ikke være nogen tvivl om, at vi har den klare opfattelse, at så skal man have en passende straf, så man kan forstå, at det, man har gjort, var forkert, og af mange andre årsager. Jeg vil altså lige slå fast fra start af i den her debat, at det her forslag jo ikke handler om, at man ikke skal straffes. Og når jeg nævner det, er det, fordi der er mange, der tror, at når vi diskuterer sagsomkostninger, skal den kriminelle fuldstændige slippe for nogen former for straf, og det er altså ikke tilfældet. Så det er vigtigt at understrege fra start af, at den kriminelle selvfølgelig bliver straffet.

Det er også sådan, at den kriminelle selvfølgelig skal udstå straffen, alt efter hvad den nu består af. Og det er sådan, at den kriminelle, den dømte, skal betale erstatning til offeret, hvis det er noget, som domstolen fastslår at man skal gøre. Selvfølgelig skal gerningsmanden, den kriminelle, den dømte, gøre det.

Men derudover er der så det, der hedder sagsomkostninger, og det er jo ikke driften af domstolen, det er ikke driften af politiet, det er ikke driften af fængslerne eller kriminalforsorgen. Næh, det er de meget specifikke omkostninger, der knytter sig til den konkrete sag. Her er der jo typisk tale om sagsomkostninger i forbindelse med sikring af tekniske spor og dna-prøver osv., og det kan være forsvarsadvokatudgifter. Dem skal den dømte selvfølgelig betale, hvem skulle ellers betale de omkostninger? Det er nogle, den dømte har påført sig selv, og som vedkommende selvfølgelig skal udrede.

Men når det er sagt, er vi selvfølgelig så også nødt til at se i øjnene, at der findes nogle kriminelle, som i løbet af et sagsforløb eller måske flere, hvor der er løbet så store sagsomkostninger på, at vi taler om flere hundrede tusinde kroner, og hvor vi er i den situation, at den kriminelle, der måske har været kriminel i flere år, står og kan se, at der ikke er nogen vej ud af det her. Der er ikke nogen vej ud af den gæld. Hvis vedkommende tager en uddannelse, får sig et arbejde, vil det være udsigtsløst at afdrage den her gæld, uanset hvor længe man næsten lever.

Der synes jeg det ville være hensigtsmæssigt, hvis vi kunne tænde et lys for enden af tunnellen for de her mennesker, hvis vi kunne give et incitament til at holde op med at være kriminel, give en mulighed for at sige: noget for noget. Hvis den kriminelle virkelig viser viljen til at holde op med at være kriminel og vil vende tilbage til samfundet og være en del af vores fællesskab uden at være kriminel, så skal der være en mulighed for, at man, når visse betingelser er opfyldt, kan eftergive resten af sagsomkostningerne, således at der er et incitament til at holde op med at være kriminel. For jeg tror, at for nogle af dem, der har virkelig store gældsposter, er det meget nemmere at blive ved med at være kriminel.

Det er der så også nogle af dem der gør, og det betyder jo, at en stor del af de her sagsomkostninger, vi taler om, ikke kommer ind i statskassen. De pågældende mennesker bliver ikke i stand til at betale, for ved det, at de ikke har et ordentligt arbejde, har de heller ikke en reel indtægt, som der kan gøres indhug i, og der kan ikke afdrages. Nej, de fortsætter med at være kriminelle, fordi det for dem er det nemmeste at blive ved med at være kriminel. Det får statskassen ingenting ud af, til gengæld er det sådan, at alle borgere i det her land risikerer at blive udsat for nye kriminelle handlinger.

Derfor tror jeg, at vi alle sammen har et klart ønske om, at målet må være, at vi med vores retssystem sikrer, at kriminelle holder op med at være kriminelle – ja, selvfølgelig også og allerførst, at vi har den præventive indsats, så der ikke er nogen, der bliver kriminelle – og at dem, der bliver kriminelle, får et klart incitament til at holde op med at være kriminel. Det gør vi bl.a. ved at straffe på forskellig vis, men jeg tror også, at vi skal prøve at hjælpe de mennesker, der kommer i en situation, hvor de kan se, at de har en håbløs gæld i forbindelse med sagsomkostninger.

Der synes jeg det ville være hensigtsmæssigt, og det er så også det, som justitsministeren har nedsat en arbejdsgruppe, der skal kigge på, at vi siger: Kunne man under visse betingelser sige, at vi eftergiver resten af sagsomkostningerne?

Når jeg bliver ved med at understrege, at det er resten af sagsomkostningerne, er det, fordi for os Konservative må der være nogle helt præcise krav til, hvad man så skal kunne vise for at vise, at man igen er blevet en god samfundsborger, der ønsker samfundet og fællesskabet, altså at man har ordnede boligforhold, ordnede familieforhold, ordnede arbejdsforhold, at man har et stabilt liv, at man lever en kriminalitetsfri tilværelse, og at man i en årrække har afdraget på gælden, at man rent faktisk afdrager på sagsomkostningerne.

Det betyder jo, at samtidig med at vi giver de kriminelle et incitament til at komme ud af kriminaliteten, giver vi dem også et incitament til rent faktisk at afdrage på den her gæld. Det betyder, at vi får nogle kroner i kassen, og det betyder noget for noget, nemlig at hvis man overholder de her kriterier, er vi også villige til at kvittere med at eftergive resten af gælden helt eller delvis eller sætte den på standby i mange år, hvad ved jeg? Det rent tekniske finder vi ud af, når arbejdsgruppen er færdig.

På nuværende tidspunkt kan jeg se, at beslutningsforslaget her fuldstændig svarer til det, som jeg har været ude at tilkendegive offentligt, nemlig at jeg synes, vi skal prøve at lave en noget for noget-ordning for de her mennesker. Derfor er ministeren i gang med at se på, hvordan vi kan gøre det helt præcist, og vi glæder os til, at arbejdet er færdigt. Beslutningsforslaget er der sådan set ingen grund til at vedtage, arbejdet er sat i gang.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er den radikale ordfører, og det er hr. Manu Sareen.

Tak for det. Det Radikale Venstre ser også positivt på det her forslag, der skal skabe reelle muligheder for, at der kan ske en hel eller delvis eftergivelse af sagsomkostninger i straffesager efter endt afsoning. Det er også rigtig vigtigt lige at pointere – det er der ingen, der har været oppe at sige – at det her også handler om delvis eftergivelse, for det er jo ikke det hele, der nødvendigvis skal eftergives. Så er der selvfølgelig også det andet, nemlig muligheden for, at der kan ske en eftergivelse af sagens omkostninger i straffesager, hvis man ikke har begået ny kriminalitet i en periode på 5 år efter endt afsoning.

Der er ingen tvivl om, som vi også hører fra Det Konservative Folkeparti, og jeg er fuldstændig enig med dem, at man naturligvis altid er nødsaget til at se på muligheden for, om man kan betale sin gæld tilbage. Men når det også er sagt, er der heller ingen tvivl om, at der er rigtig, rigtig mange mennesker, der efter endt afsoning er tynget af en så betydelig gæld, at det skal være nemmere at få eftergivelse af sagsomkostningerne. Det bekræfter Rigspolitiet i øvrigt også. Som man kan læse i forslaget, er det politiets erfaring, at sagsomkostningerne kun i ringe omfang kan inddrives hos de domfældte, altså hos den her lille specielle gruppe, som har en kæmpestor gæld.

Der er selvfølgelig også nogle problemstillinger, som andre også har været oppe at sige noget om. F.eks. har jeg selv prøvet at se, om jeg kunne finde forskning på, om der kunne være sammenhæng mellem eftergivelse og kriminalitet, men det har jeg desværre ikke kunnet finde. Men jeg har været rundt og spørge og har fået at vide, at der er rigtig, rigtig mange erfaringer, der viser, at hvis man virkelig skal have en ny start, er eftergivelse en del af den resocialisering, som vi alle sammen selvfølgelig gerne vil hen til, og det skaber helt klart også en tilskyndelse til at komme ind på arbejdsmarkedet, som der også står i forslaget.

Har man alt, alt for stor gæld og ingen udsigt til at komme af med sin gæld, er kriminalitet desværre vejen, der ligger lige for, og det skal man selvfølgelig have hjælp til at komme ud af.

Vi anerkender selvfølgelig også, at der er et problem med hensyn til den 5-årige tidsfrist, for det kan jo godt være, at der er nogle, der spekulerer i, at de så slet ikke behøver at betale af på deres gæld i de 5 år, og så kunne det være fint, hvis den her arbejdsgruppe kunne finde nogle snitflader, så man kunne blive klogere.

Vi ser positivt på det her forslag og glæder os over, at der bliver arbejdet på det og glæder os til arbejdsgruppens resultater.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg vil gerne sige tak for debatten her i dag. Jeg er en glad kvinde, for selv om mit og SF's beslutningsforslag her ikke bliver vedtaget i dag, er vi dog kommet så langt, at debatten har rykket sig siden sidst, så der nu kommer til at ske noget på det her område. Så jeg er umådelig tilfreds med, at ministeren har nedsat en arbejdsgruppe. Jeg synes, det er rigtig fornuftigt. Jeg glæder mig til resultatet. Danmark er stort set det eneste land i Europa, som ikke rigtig tager hensyn til den dømtes indtægter efter en løsladelse.

Det er jo rigtigt, som hr. Manu Sareen nævner, at forskningen på det her område er utrolig mangelfuld. Jeg ved, at den er i gang, og det bliver spændende at se, om der kan påvises en sammenhæng mellem sagsomkostningernes tyngen og så det, at man ikke kommer i arbejde bagefter. Men jeg ved i hvert fald, at Rockwool Fonden har lavet et forskningsprojekt, som viser, at løsladte har en markant lavere indtjening og markant højere ledighed, i lang tid efter at de bliver løsladt. Så der er noget, der tyder på, at den måde, vi har indrettet systemerne på i Danmark, fører til, at man ikke kommer i arbejde, og det vil være nærliggende at tro, at vores systemer omkring straffeattester og straffesagsomkostninger er en medvirkende faktor. Der er i hvert fald to ting, indsatte altid nævner, når man møder dem udeomkring i de danske fængsler, og det er lige præcis gæld og straffeattester, som de anser for store barrierer for at komme videre i livet.

Vi fremsætter ikke det her forslag, fordi vi synes, det er synd for de kriminelle. Når de har begået noget kriminelt, skal de afsone deres straf, de skal tage deres straf. Men jeg tror også, at vi har fået lavet et system, som måske forhindrer, at man kommer videre i livet. Vi kan jo se, at der stort set ikke inddrives nogle af de her straffesagsomkostninger, og det tyder altså på, at systemet kun medvirker til at fastlåse folk i gæld og måske også i kriminalitet. Og det er, som man kan se ud af det svar, som justitsministeren har givet, meget svært at få eftergivet sin gæld. Den skal man have haft i mange år, og det kan være mange år på passiv forsørgelse eller i en ny kriminalitet. Det synes vi er ærgerligt for samfundet. Vi synes, at samfundet har fortjent bedre, og vi ønsker os, at de kriminelle skal indtræde på lige vilkår med andre borgere i det her land.

Jeg er glad for, at både Venstre og Socialdemokraterne er lidt mere positive over for vores forslag denne gang. Venstre var især meget afvisende sidste gang, men jeg synes, det er dejligt, at vi måske når en forståelse omkring det her. Jeg vil gerne give en stor ros til den konservative ordfører for talen. Jeg er meget enig i, at der skal være ordnede boligforhold, at man skal have et arbejde, men jeg synes også, at det kræver, at vi gør en indsats i forhold til selve løsladelsesprocessen, hvor der i dag er mange, der står uden en bolig, når de bliver løsladt, og så må vi jo heller ikke overse, at det faktisk kan være svært at få et arbejde, når man nu har en plettet straffeattest, især i de her tider, hvor jobbene ikke hænger på træerne.

Jeg skal afslutningsvis sige, at Enhedslisten støtter forslaget, men jeg vil igen takke mange gange for debatten her i dag.

Der er en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen.

Det er blot for at få opklaret noget. Ordføreren siger, at en af barriererne også er straffeattester, og nu er det jo ikke en del af forslaget, at man vil afskaffe straffeattester, men er det også en intention, man har i SF?

Så er det ordføreren.

Vi har i hvert fald intentioner om, at der skal være et andet system. Vi synes, at det har taget lidt overhånd med straffeattesterne. Det behøver jo ikke at være sådan, at fordi man har været impliceret i et værtshusslagsmål, kan man ikke sidde ved kassen i Bilka eller være gartner ved kommunen. Men i dag er det faktisk sådan, at rigtig mange virksomheder har det som en politik, at uanset hvad der står på straffeattesten – de skeler ikke til, hvad det er for et forhold – afviser man de her mennesker fra starten.

Vi synes, at det vil være rimeligt med et system, hvor man enten kan give nogle dispensationer, hvis vedkommende har vist vilje til at være kriminalitetsfri, eller sikre, at arbejdsgiveren kun kan se den kriminalitet, som er relevant for vedkommende. For det er klart, at har man taget af kassen, skal man måske ikke lige arbejde med penge efterfølgende.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen.

Jeg studser bare lidt, for det betyder altså, at man i SF vil sige, at det er os herinde, der skal bestemme, hvad der er relevant for arbejdsgiveren at vide, hvis en person, man vil have ansat, har været dømt. Det er altså det, ordføreren siger.

Så er det ordføreren.

Jeg vil godt gøre opmærksom på, at der faktisk er mulighed for at få en dispensation i dag, den bruges bare ikke særlig meget. Så ja, det har vi allerede fra Folketingets side bestemt er muligt. Og ministeren har jo også, tror jeg, nedsat et udvalg på det her område, som kommer med et lovforslag på et tidspunkt, i hvert fald i forhold til de unge, så det arbejde er jeg meget tryg ved er i gang.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Jeg kan ikke se, at der er flere, der har bedt om ordet.

Det er der ikke, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.