Det var da ærgerligt, at det var en misforståelse.
Jeg havde set frem til, at hr.
René Skau Björnsson på det her område ville have indtaget et lidt mere fornuftigt standpunkt end resten af sin gruppe.
Det vil jo være dejligt, hvis der var Socialdemokrater, der kunne støtte Enhedslistens forslag.
Jeg vil sige, at når vi i de her dage åbner for TV-avisen og andet, kan vi jo hver eneste dag se politikere fra regeringspartierne, Det Radikale Venstre og – måske en lille smule mere afdæmpet, men dog alligevel også fra Dansk Folkeparti – træde frem på skærmen og sige:
Vi er nødt til at gribe ind, vi kan ikke have, at raske og rørige mennesker kan gå på pension betalt af skatteyderne.
Og det får mig sådan til at tænke lidt på, hvordan min egen situation vil være om nogle få år, hvor jeg forventer stadig væk at være rask og rørig, men hvor et folketingsflertal vil sikre mig, at jeg i hvert fald godt kan få pension på skatteydernes regning, fordi en del af min pension stammer fra arbejde her i Folketinget.
Jeg synes sådan set, at det er striptease for åben skærm, når man her er fuldstændig afvisende over for at diskutere at ændre pensionsvilkårene for ministre og folketingsmedlemmer.
Man henviser så til, at man har indgået et forlig.
Jeg tror, det er et forlig fra 1999.
Det spændende er jo, at et forlig, som man indgik om andre menneskers aftrædelse fra arbejdsmarkedet, som man indgik i 2006, som indeholdt dramatiske forringelser, men åbenbart forringelser, der ikke er store nok, kan man godt finde ud af at opsige.
Så når det handler om at forringe vilkårene for almindelige mennesker, mennesker, som har været på arbejdsmarkedet i 35-40 år, ja, så kan man godt gennemføre forringelser, men når det handler om folketingsmedlemmernes og ministrenes mulighed for at have særlige gunstige pensionsordninger, så kan man ikke gribe ind.
Det er jo ikke, fordi Enhedslisten har et særligt ønske om at sætte pensionsalderen op, eller fordi vi har et særligt ønske om at fjerne efterlønnen.
Det er vi sådan set imod.
Vi kæmper imod det.
Vi gør, hvad vi kan for at forhindre, at det sker.
Men hvis det nu er sådan – vi ved jo, at et flertal i Folketinget allerede har gennemført en aftale om, at man skal hæve både efterlønsalderen og pensionsalderen, den aftale er så heldigvis opsagt, så det giver jo muligheder for at gå begge veje, kan man sige, og det slagsmål tager vi selvfølgelig også politisk – og når regeringen tilsyneladende sammen med et flertal i Folketinget ønsker at forringe efterlønnen, ja, måske endda fjerne den helt og yderligere forhøje pensionsalderen, så synes man helt ærligt, at det vil man også gennemføre for sig selv.
Det ville være retfærdigt og forståeligt, og det kunne jo også være, at hvis man virkelig ville demonstrere, at man mente det alvorligt med, at raske mennesker ikke skal gå på pension for skatteydernes regning, så ville det være et godt og smukt eksempel, hvis folketingsmedlemmerne og ministrene sagde:
Vi ved jo godt, at det kan lade sig gøre at arbejde lidt længere tid, inden man går på pension, så det gør vi så.
Det med at vise konkret, at man går i spidsen, kunne måske være sympatisk, i stedet for at man, fordi man er i den lykkelige situation, at man aftaler sine løn- og arbejdsforhold og sine pensionsforhold med sig selv, så gennemfører nogle ordninger for sig selv, som er betydelig bedre end dem, vi ellers har set.
I forhold til et enkelt af forslagene – og jeg tager de forslag, der ligger her, samlet – kan man sige om det her eftervederlag, at det er sådan, at der jo er et flertal her i Folketinget, der synes, at når det handler om arbejdsløse, skal de fratages dagpengene så hurtigt som muligt, for så kommer de nok hurtigere i arbejde.
Så kan man jo undre sig over, at man har en særlig gunstig eftervederlagsordning for folketingsmedlemmer, for det holder dem jo ude fra arbejdsmarkedet ud fra den samme logik.
Det er nu ikke mit ærinde, for eftervederlagsordningen kan såmænd være fornuftig nok, men der er jo det store problem, at den måde, man har skruet den sammen på nu, betyder, at selv om man går direkte fra Folketinget og ud og tjener den ene eller den anden eller den tredje million om året, så beholder man det fulde eftervederlag i tilslutning hertil.
Lige omkring det her forslag var der jo, da diskussionen var oppe sidste gang, stor forståelse for vores forslag.
Der var adskillige avisartikler, hvori man kunne læse ud af overskrifterne, at der var flertal i Folketinget for at gennemføre en ændring af eftervederlaget.
Socialdemokraternes næstformand, hr.
Henrik Sass Larsen, kaldte det for særdeles fornuftigt at ændre ordningen, og SF's fru Astrid Krag sagde til B.T., at partiet var klar til at stemme ja for pengene, for Folketinget skal ikke være en bonus oven i en millionløn.
Det synspunkt har man så forladt, eller også har de to ledende medlemmer af de to partier aldrig repræsenteret partiernes holdning.
Jeg vil sige, at man ikke fra Socialdemokraternes og SF's side har gjort sig store anstrengelser for at få dementeret disse fejlinformationer i medierne.
Måske synes man, at det var meget praktisk, at folk kunne have det indtryk, at man ville gribe ind over for det misbrug af eftervederlaget, som jeg mener det er, når man går ud fra Folketinget, får en millionløn og så samtidig med dette beholder eftervederlaget.
Det kan jo minde lidt om den debat, vi havde, hvor man ville sætte overførselsindkomsterne ned, man ville sætte lønningerne i stå, og næsten alle Folketingets partier gik ud og sagde:
Vi skal selvfølgelig lide med ministrene og også have sat vores løn ned med 5 pct.
Da det så kom til, at det skulle drøftes med de enkelte partier – og det er kun formanden for Folketinget, der præcis ved, hvordan de enkelte partier stillede sig, for det var jo fortrolige drøftelser med formanden – hvordan det skulle føres ud i livet, viste det sig, at der ingen opbakning var til det, i hvert fald ikke fra et flertal af Folketingets partier.
Man må jo godt referere, hvad man selv har sagt til formanden, går jeg ud fra, så jeg vil bare sige, at det ikke var Enhedslisten, der afviste den reduktion.
Vi synes sådan set, det havde været passende, at man også her havde påtaget sig de samme byrder, som man ønsker at pålægge andre mennesker.
Det er nok det hykleri, som gør, at det indimellem kan være svært at forklare selv fornuftige ordninger, som er etableret af hensyn til folketingsmedlemmers mulighed for at forsvare deres arbejde, fordi der er så mange eksempler på urimelige fordele og så mange eksempler på, at folketingsmedlemmer, når medierne er på, lover at rydde op i det her, men når det så kommer til stykket, vil man ikke rydde op.
Man taler jo i forbindelse med spørgsmålet om eftervederlag om et karrieretab.
Jeg kan huske fra førstebehandlingen, at der var adskillige ledende borgerlige politikere, der åbenbart er gået glip af en blomstrende karriere i det private erhvervsliv med millioner af kroner i årlig indtægt, og i stedet havde de ofret sig ved at opholde sig herinde i Folketinget.
Jeg kan selvfølgelig ikke afvise, at det forholder sig på den måde, og i så tilfælde må det da være dejligt så at blive befriet for den byrde, det er at sidde i Folketinget, så man kan komme ud og afprøve sin værdi på markedet.
Det er der jo en del politikere der formentlig får mulighed for efter det næste valg, og det ser vi jo frem til.
Jeg synes såmænd bare, det er mærkeligt, når man nu får den her fremragende løn på grund af sine fremragende evner, at man så stadig væk har brug for at få 600.000 kr.
fra den danske stat som sådan et supplement.
Jeg vil også sige, at jeg tror, at der er rigtig mange af de mennesker, som er blevet arbejdsløse, og som nu trues med at falde ud af dagpengesystemet efter kun 2 års dagpenge, som oplever, at de sådan set også har lidt et karrieretab.
Nogle af dem vil måske være så grovkornede, at de vil sige, at Folketingets beslutninger godt kan have været medvirkende til, at de får et karrieretab, og at de derfor måske synes, at de er mere berettigede til at få en ekstraordinær ydelse end de mennesker, som sidder i det danske Folketing.
Enhedslisten har ikke haft de store forventninger til, hvordan det ville gå med vores forslag om pension.
Vi ved jo, at det er en god beskyttelse mod at føre vigtige diskussioner om væsentlige politiske emner, at man har indgået et forlig, for så ved vi jo, at de store, ansvarlige partier ikke kritiserer hinanden for ingenting at gøre, i hvert fald når det handler om at beskytte deres egne privilegier, men jeg må indrømme, at jeg er overrasket, og jeg er skuffet over, at den diskussion, der handlede om eftervederlaget, også bare er blevet fejet ind under gulvtæppet, og at man nu satser på, at folk har glemt, hvad politikere fra, hvad der udgør et flertal af Folketingets partier, var vældig forargede over og vældig vrede over i starten af året, nemlig at man kan forlade Folketinget og så efterfølgende kan få et eftervederlag, uanset hvor høj en indkomst man får bagefter.
Da var det ved førstebehandlingen mit indtryk, at der også fra enkelte andre partiers side var en forståelse for, at der her var noget, man skulle gøre noget ved, men i stedet for er man altså fra Socialdemokraternes, SF's, Venstres, Konservatives og Radikale Venstres side enige om, at der ikke skal røres ved folketingsmedlemmers og ministres privilegier.
Det synes vi er rigtig ærgerligt, men vi håber da, at alle de folketingsmedlemmer, der nu stemmer imod vores forslag, vil have samme måde at tænke på, når det handler om at fratage andre mennesker de fordele, ydelser og ordninger, de har i dag.
Det ville jo dog klæde folk, hvis der var en lille smule sammenhæng mellem, hvordan de synes man skal behandle andre mennesker, og hvordan de synes man skal behandle sig selv.