Dette beslutningsforslag pålægger – hvis det bliver vedtaget, i hvert fald – regeringen hurtigst muligt at fremsætte et lovforslag, som gør det muligt at dispensere fra den absolutte forældelsesfrist på 30 år i forbindelse med anerkendelse og udbetaling af erstatning i arbejdsskadesager, hvor sygdomsudviklingen, fra man bliver påvirket, til lidelsen opstår, kan strække sig over mere end 30 år.
Forslaget bliver i hvert fald bl.a.
begrundet med, at der findes kendte arbejdsmiljøpåvirkninger, som kan indebære en sygdomsudvikling, som rækker ud over 30 år.
Det er jo et beslutningsforslag, som i alt væsentligt svarer til det beslutningsforslag, som hed B 241, der blev fremsat i foråret 2010, og B 200, der blev fremsat i foråret 2009.
For begge forslag gælder dog, at de bortfaldt, uden at de var blevet behandlet endeligt af Folketinget.
Jeg vil gerne starte med at slå fast, at regeringen ligesom forslagsstillerne ikke finder, at det er rimeligt, at krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af en erhvervsbetinget sygdom risikerer at blive forældet, inden sygdommen overhovedet har udviklet sig hos den pågældende.
Jeg skal senere vende tilbage til, hvilke lovgivningsinitiativer regeringen agter at tage i den forbindelse.
Først vil jeg godt lige kort omtale de gældende regler på området.
Det er sådan, at et bredt flertal i Folketinget i 2007 vedtog en ny forældelseslov.
Med den lov, som trådte i kraft den 1.
januar 2008, blev der indført en absolut forældelsesfrist på 30 år for fordringer på erstatning eller godtgørelse i anledning af en personskade.
Indtil da var der en 20-årig forældelsesfrist, der som udgangspunkt var en absolut frist.
I et enkelt tilfælde, den såkaldte eternitdom fra 1989, havde Højesteret dog fundet, at der forelå sådanne ganske særlige modhensyn, at fristen undtagelsesvis måtte anses for at være suspenderet.
Arbejdsskadestyrelsen administrerede på baggrund af eternitdommen den 20-årige forældelsesfrist i sager med erhvervssygdomme således, at 20-års-fristen først begyndte at løbe ved erhvervssygdommens konstatering.
I en overgangsperiode på 3 år fra lovens ikrafttræden indtrådte forældelse efter de nye regler kun, hvis dette tillige fulgte af de hidtidige regler.
I denne overgangsperiode, der altså udløb den 31.
december 2010, anvendtes således det seneste af de tidspunkter for forældelsens indtræden, der følger af forældelsesloven og de hidtil gældende regler.
Med denne overgangsperiodes udløb den 31.
december 2010 er krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af en personskade, herunder krav i anledning af en erhvervsbetinget sygdom, i alle tilfælde nu underlagt en absolut forældelsesfrist på 30 år.
I den forbindelse har der så i den senere tid i den offentlige debat været nogen kritik af, at der gælder en sådan absolut frist på 30 år i sager om erhvervsbetingede sygdomme.
Som det også er anført i beslutningsforslaget, er problemstillingen navnlig aktuel i forhold til personer, som mange år efter at have været udsat for asbest i forbindelse med deres arbejde får konstateret lungehindekræft.
Der anmeldes ifølge arbejdsskademyndighederne ca.
100 sager om året, hvor den skadelidte har fået stillet slutdiagnosen lungehindekræft, og ifølge oplysningerne fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg vil sygdommen i ca.
30 pct.
af de sager først udvikle sig mere end 30 år efter den skadelige påvirknings ophør.
Konsekvensen af det vil være, at i størrelsesordenen 30 personer om året på grund af den absolutte frist på 30 år vil være afskåret fra at opnå en erstatning eller en godtgørelse i anledning af sygdommen.
Baggrunden for, at man indførte denne forældelsesfrist på 30 år, var bl.a.
hensynet til skyldneren og dennes muligheder for at forsikre sig og så hensynet til at undgå procesførelse om meget gamle fordringer, navnlig på grund af de bevismæssige vanskeligheder, som jo tit opstår i sådan nogle sager.
Derudover viste erfaringerne, at det kun meget sjældent forekommer, at erstatningskrav rejses efter mere end 30 års forløb.
Den seneste tids debat om den gældende 30-års-frist og de oplysninger, som i den forbindelse er kommet frem, understreger imidlertid, at visse erhvervssygdomme er så længe om at udvikle sig, at et krav om erstatning eller godtgørele vil være forældet, inden sygdommen overhovedet bliver konstateret hos den pågældende.
Netop på erhvervssygdomsområdet, der jo til stadighed udvikler sig, vil der kunne forekomme nye typer af sygdomme, som skyldes skadelige påvirkninger i arbejdsmiljøet, som den tilskadekomne har været udsat for, mange år før sygdommen bliver konstateret.
Derfor kan det ikke udelukkes, at der netop på dette område vil kunne være erstatningskrav efter mere end 30 års forløb i videre omfang end forudsat ved vedtagelsen af den absolutte 30-års-forældelsesfrist i 2007.
Hertil kommer så, at der på grund af den afgrænsning af erhvervssygdomsbegrebet som følge af arbejdsskadeforsikringsloven typisk vil være tale om klare tilfælde, hvor der ikke foreligger bevismæssige vanskeligheder, selv om der er tale om forhold, der altså ligger ganske mange år tilbage.
De forhold, som jeg her har nævnt, er også baggrunden for, at beskæftigelsesministeren og jeg den 17.
december 2010 udsendte en pressemeddelelse om, at regeringen i begyndelsen af 2011 vil fremsætte et lovforslag, som sikrer, at personer med en erhvervsbetinget sygdom, der først bliver konstateret efter mange år, ikke på grund af de gældende forældelsesregler afskæres fra erstatning eller godtgørelse.
Som mange af de tilstedeværende her i dag nok er bekendt med, har Justitsministeriet i overensstemmelse med beskæftigelsesministerens og min tilkendegivelse i pressemeddelelsen fra december 2010 den 27.
januar 2011 sendt et udkast til et lovforslag i høring, og det er min helt klare forventning, at lovforslaget vil blive fremsat for Folketinget inden for ganske kort tid.
I det lovforslag, som Justitsministeriet har sendt i høring, lægger vi op til, at den 30-årige forældelsesfrist helt bliver ophævet for krav på erstatning og godtgørelse i anledning af en erhvervssygdom.
Efter lovforslaget vil et krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af en erhvervssygdom herefter alene være underlagt forældelsesfristen i arbejdsskadeforsikringslovens § 36, stk.
3.
Forældelsesfristen efter den bestemmelse er 5 år og regnes først fra den dag, da vedkommende bliver bekendt med sit krav, eller fra den dag, vedkommendes manglende kendskab til kravet kan tilregnes denne som groft uagtsomt.
Med andre ord vil det lovforslag sikre, at krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af en erhvervssygdom ikke som følge af den gældende 30-årige forældelsesfrist vil kunne forældes, før sygdommen overhovedet er konstateret hos den pågældende.
Efter lovforslaget skal lovændringen også finde anvendelse for de krav, som måtte være forældet på grund af den gældende 30-årige forældelsesfrist, dvs.
krav, som forældes i perioden fra den 1.
januar 2011, til lovændringen træder i kraft.
Herved sikres altså, at ingen skadelidte kommer i klemme på grund af de gældende regler.
Af min omtale af det lovforslag, som Justitsministeriet har sendt i høring, fremgår det, at regeringen altså ikke er enig i den løsning, der peges på i beslutningsforslaget.
Efter beslutningsforslaget lægges der som tidligere nævnt op til en dispensationsordning, så der i forbindelse med anerkendelse og udbetaling af erstatning i arbejdsskadesager konkret skal kunne dispenseres fra den 30-årige forældelsesfrist, der som udgangspunkt fortsat skal gælde.
Det er efter regeringens opfattelse ikke hensigtsmæssigt at etablere en dispensationsordning, så der i hvert enkelt tilfælde konkret skal tages stilling til, om der netop i den foreliggende sag er grundlag for at dispensere fra den 30-årige forældelsesfrist.
Den absolutte 30-årige forældelsesfrist af krav i anledning af en erhverssygdom bør efter regeringens opfattelse i stedet helt ophæves.
Som jeg allerede har nævnt, er regeringen enig med forslagsstillerne i, at det er urimeligt, at krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af en erhvervsbetinget sygdom risikerer at forældes, inden sygdommen overhovedet har udviklet sig hos den pågældende.
Med disse ord vil jeg gerne kvittere for beslutningsforslaget, og samtidig må jeg også konstatere, at beslutningsforslaget for så vidt er overflødigt, fordi regeringen allerede har taget initiativ til et lovforslag på området.
Som sagt kan regeringen af de grunde, jeg har været inde på, ikke støtte beslutningsforslaget.